Itzulia Basque Country-analyse: Da det hollandske tronskifte blev cementeret

 Livestream Itzulia Basque Country og Amstel Gold Race uden afbrydelser

I nu i hvert fald tre år har Primoz Roglic siddet tungt på etapeløbstronen hos Jumbo. I starten var der ganske vist intern konkurrence, efter at han i 2018 begyndte at vinde ugelange løb med en sådan hast, at det stod lysende klart for enhver, at Jumbo havde fået fingrene i en sand diamant. Eksempelvis var det officielt Steven Kruijswijk, der var holdets kaptajn i Touren i 2018, hvor han for første gang skulle føle grand tour-evnerne lidt an, og i 2019 valgte holdet at lade ham udvikle sig i Giroen og Vueltaen, mens Kruijswijk var kaptajn i Touren og endda med succes endte på podiet.

Alligevel var det allerede dengang ret klart, at Roglic var deres stjerne. Han var den store favorit til en Giro, han meget vel kunne have vundet, hvis ikke han var blevet syg, og kort efter knuste han al modstand med en sand magtdemonstration i Vueltaen. Siden dengang har han haft prædikatet ”Verdens bedste etapeløbsrytter”, indtil Tadej Pogacar har gjort ham rangen stridig, og siden Touren i 2020 har de to været så jævnbyrdige, at det har været næsten umuligt at sige, hvem der var bedst.

Læs også

Optakt: OL-enkeltstart (herrer)

Alligevel blev hans trone en smule mere usikker sidste sommer. Det skyldtes ikke, at Roglic på nogen måde viste svaghedstegn. Det står vist klart for alle, der så ham knuse al modstand på OL-enkeltstarten og vinde Vueltaen i uhyre overlegen stil efter en mageløs og smuk offensiv på kongeetapen. Nej, det skyldtes alene, at Jonas Vingegaard greb en uventet chance og viste, at Roglic ikke er den eneste diamant i Jumbos smykkeskrin. I det lys var det naturligt, at man med udsigt til en Tour-start i Danmark, der umuliggjorde en Vingegaard-satsning på Giroen og Vueltaen, ville give dem begge plads i årets Tour. Det var hele tiden med den klare præmis, som sportsdirektør Merijn Zeeman forklarede i januar, at Roglic var nr. 1, men også med en erkendelse af, at det aldrig kan skade at have to kandidater, når modstanderen er så formidabel, som det er tilfældet med Pogacar.

Det hierarki vil fortsat bestå, når denne uges Baskerlandet Rundt er slut. Ét dårligt løb er slet ikke nok til at tvinge Roglic af den trone, han med overlegen kørsel har sat så suverænt i, at det vil være hovedløst at drage forhastede konklusioner. Det står imidlertid også klart, at der er en stadig mere reel chance for, at det vil være Vingegaard, der til sommer ender som Jumbos plan A.

Det skyldes naturligvis ikke kun denne uges præstationer i Baskerlandet. Selvom det er meget uvant Roglic, der har et af sportens højeste bundniveauer, kan det altid ske, at man ikke rammer formen perfekt til et enkelt løb. Nej, usikkerheden opstår, fordi Roglic rejste til Baskerlandet med store spørgsmålstegn efter et Paris-Nice og et Milano-Sanremo, der efterlod det klare indtryk, at der er mærkbar forskel på 2021- og 2022-udgaverne af det normalt så altædende monster.

Det er, når den tendens bliver bekræftet for tredje løb i træk, at tronen kan begynde at vakle en anelse. Allerede i onsdags var det jo ret tydeligt, at der denne gang var mere missekat end monster over det slovenske fænomen. I går så han kortvarigt så meget bedre ud, at der måske alligevel var håb for, at han bare havde en dårlig dag - hans enkeltstart var jo ikke just helt ringe - men da han efter etapen proklamerede, at han ”ikke har gode ben i denne uge”, stod det mere og mere klart, at der kunne være et Jumbo-tronskifte på vej, i første omgang dog kun i dette løb.

I dag blev tronskiftet cementeret, da den første af de to sværeste etaper i årets løb blev afviklet. Paradoksalt nok så det længe ud til, at løbet ville ende som den totale fuser, da den brutale Karabieta-stigning slet ikke blev udnyttet. Den forventede Ineos-massakre udeblev, da briterne valgte at lade Carlos Rodriguez gå efter en etapesejr, og da de passerede den svære del af stigning, kunne man i stedet begynde at spekulere på, hvem der ville være hurtigt i det, der ville blive en halv lille massespurt på den stejle mur i Mallabia.

Men så kom løbets x-faktor. Remco Evenepoel har i dette løb igen lært, at hans klatreevner lige nu er temmelig bekymrende, når en stor del af Quick-Step fremover vil være bygget op om hans grand tour-ambitioner, men til gengæld er han stadig modbydelig, når terrænet er lettere. Det var præcis, hvad det blev, da man ramte det lille plateau midtvejs oppe ad stigningen, og når det handler om brutale angreb på flad vej, er der ikke mange i denne verden, som matcher den belgier, der allerede har haft en endeløs serie af succesridt med lignende angreb i terræn, der ellers burde være for let.

En etape, der således skulle være blevet afgjort på klatreevner, blev i stedet afgjort af noget, der vel mere kan betegnes som årvågenhed. Adam Yates lignede ikke umiddelbart en mand, der manglede benene, men på klassisk Yates-maner sad han lidt for langt tilbage, da bussen kørte, og da først han havde Daniel Martinez foran, var han låst. Pello Bilbao sov også i timen, men var stærk nok til på egen hånd at lukke hullet.

Alligevel var det ikke tilfældigt, hvem der sad foran. Ganske vist havde tempoet ikke været så brutalt, at Evenepoel, der formentlig havde været sårbar på stigningen, hvis den var blevet kørt aggressivt, var faldet fra, men det endte alligevel med at være alle de formstærke klatrere - minus Yates - der endte foran. Jonas Vingegaard lignede igen i dag en mand, der havde så meget kløe i benene af ren angrebslyst, at han må have overvejet at stoppe op for at klø sig, og derfor var han naturligvis prompte med, da Evenepoel-bussen kørte. Daniel Martinez og Enric Mas, der sammen med Yates og Vingegaard har lignet løbets stærkeste, var der naturligvis også, og den ligeledes meget overbevisende Aleksandr Vlasov var også knivskarp, efter at hans holdkammerat Emanuel Buchmann havde gjort det tilstrækkeligt hårdt til, at det alligevel kun var de bedste, der havde overskuddet til at reagere, da det var nødvendigt. Ion Izagirre fejlede heller ikke, og dermed var det vel kun Yates, man for alvor kunne savne.

Og Roglic naturligvis! Det kan selvfølgelig sagtens læses sådan, at han bare lod Vingegaard køre sin chance, men det er utvivlsomt ikke sandheden. Igen i dag sad han sjældent langt tilbage i gruppen, og når vi kender hans sejrssult, ville han utvivlsomt have kørt med samme årvågenhed, som han viste i går, hvor etapen havde været meget lettere, hvis han kunne. Det kunne han imidlertid ikke, og da han kæmpede sig op ad den afsluttende mur, der normalt ville ligge til hans højreben, langt efter folk som Fernando Barcelo og Felix Gall, blev det helt tydeligt, at det var korrekt, når han hævdede ikke at have ”good legs this week”.

Læs også

Bjerg vil ikke stå i vejen for Vingegaard

Heldigvis var situationen slet ikke skidt for Jumbo. Det var jo allerede nu tydeligt, at Vingegaard var bedste mand, og med ham i front var det slet ikke dumt at få elimineret den farlige kombination, som Yates og Martinez kunne udgøre i morgen. Samtidig havde han et legitimt alibi for at sidde på hjul, og det lå derfor i kortene, at han burde have en god chance for at sikre sig bonussekunder med en god spurt på den sidste mur. Desværre blev de kort revet i stykker i den højdramatiske finale, da han kolliderede med Vlasov og nu mistede så mange sekunder, at Jumbo fik forvandlet en god til en betydeligt sværere position.

I stedet blev det Ineos, der løb med det hele på en dag, hvor de ellers benyttede en taktik, der virkede en smule ubeslutsom. De sendte Carlos Rodriguez med i udbrud, men turde ikke lade ham føre sammen med Marc Soler. Alligevel betød det imponerende vanvidsridt, UAE-spanieren leverede, at det spanske stortalent blev fragtet så gratis frem til finalen, at etapesejren pludselig var så reel, at de valgte at droppe klassementet og aflyse den ventede byge af Ineos-angreb for ikke at miste chancen for at vinde etapen. Havde Evenepoel ikke været den herlige animator, han altid er, havde Ineos solgt en chance for at ryste Roglic til fordel for en etapesejr - ikke noget, man normalt ser fra et hold, der altid satser fuldtonet på klassementet, men som altså nu har brugt den lidt overraskende taktik to dage i træk.

Det tager også lidt af glansen af Rodriguez’ etapesejr. Det havde været smukkere, hvis et af sportens mest lysende talenter havde fået sin første sejr på en måde, hvor han ikke havde ageret blind passager gennem hele eftermiddagen, men naturligvis var strategien legitim, når nu brølstærke Soler undervejs faktisk førte løbet med næsten tre minutter, og Jumbo og Quick-Step, som havde taget ansvar for jagten, tydeligvis havde meget svært ved at lukke det. Heldigvis fik den unge spanier med sit flotte soloridt i modvinden, hvor han blev jagtet af feltets stærkeste folk, sørget for, at sejren ikke blev helt glansløs - og heldigvis er han så uhyre lovende, at han utvivlsomt vil få lov at tage mere imponerende sejre i fremtiden. Taktikken var legitim, men om Soler kan stille sig tilfreds med et ”tak for hjælpen” er nok mere tvivlsomt. Det var nemlig reelt ham og ikke Rodriguez, der vandt etapen i dag.

UAE lever dog nok med en misset sejr. Dem har de så rigeligt af i år. Det kniber mere for Ineos, der bestemt ikke har haft deres bedste sæson - slet ikke når man sammenligner med første halvdel af sidste sæson, hvor de vandt alle de fire WorldTour-etapeløb, hvor Pogacar og Roglic ikke var til start. Nu besejrer de helt sikkert Roglic for første gang i en menneskealder, når dette løb slutter, og desværre for Vingegaard var hans uheld måske medvirkende til, at de seks bonussekunder gik til den helt forkerte mand. Martinez har nemlig efterladt et uhyre overbevisende indtryk gennem hele året, og sekunderet af et brølstærkt hold bliver han ikke nem at knække i morgen, hvor han vel reelt skal regnes som løbets førende, selvom det er den i år på stigningerne så skrøbelige Evenepoel, der fører løbet.

I lyset af hans lidet overbevisende klatreevner i dette løb er det også lidt paradoksalt, at Evenepoel får ind til kongeetapen som løbets førende, men det er meget sigende, at det netop skyldtes et angreb i fladt terræn, hvor han som bekendt er uhyggelig. Og så var der endelig lidt held til Quick-Step, for uden finalestyrtet var den meget lidt eksplosive belgier næppe endt i top 3. Det havde Martinez formentlig gjort uanset hvad, og derfor var det nok Vlasovs styrt, der sikrede Evenepoel de bonussekunder, som sendte ham i endnu af de førertrøjer, han allerede har så meget erfaring i at bære, at han efterhånden er en veteran.

Han blev til gengæld også dagens eneste usandsynlige vinder. Yates var måske den eneste usandsynlige taber, for Roglic havde som bekendt allerede vist svaghedstegn. Vi vidste også allerede fra i onsdags, at David Gaudu fortsat lider efter sin brækkede ryg, og det kan derfor ikke undre, at han ikke kom med, da Evenepoel startede bussen. Herefter gjorde han et behjertet forsøg på at jagte med Sebastien Reichenbach, men med alle de vigtige hold foran var den kamp naturligvis tabt. Måske kunne han have drømt om hjælp fra EF, der måske nok kunne have ofret Ruben Guerreiro, men omvendt står det også ret klart, at Rigoberto Uran skal være glad, hvis han ender i top 10. Hans chancer for et sådant resultat blev næppe meget mindre af, at et par stærkere mand vandt lidt tid.

Colombianerens tid som en af verdens bedste etapeløbsryttere er nemlig for længst slut. Det er den heldigvis endnu ikke for Roglic, der trods alt vandt Paris-Nice for mindre end en måned siden. Han sidder også fortsat tungt på etapeløbstronen hos Jumbo, og der er næppe tvivl om, at man hos hollænderne ikke drager forhastede konklusioner. Det er først, hvis billedet bliver det samme, når de to atter stiller til start sammen i den helt store generalprøve i Dauphiné, at man internt på holdet formentlig vil begynde at stille mere reelle spørgsmål. I dette løb er der dog ikke længere nogen tvivl. Jumbos trone tilhører nu ubetinget en dansker. Om det så også er nok til at få skovlen under Ineos og Martinez, finder vi ud af på Arrate i morgen. Heldigvis er det en stigning, både han og Jumbo har gode minder fra efter sidste års store kup, hvor Roglic satte Pogacar til vægs med en storslået offensiv. Nu skal Jumbos nye konge i morgen vise, at han kan gøre sin læremester kunsten efter, og at det er helt berettiget, at tronen i dette løb er hans.

BEMÆRK: Efter udarbejdelsen af denne analyse har en video afsløret, at det var Vingegaard selv og ikke Vlasov, der var skyld i styrtet og dermed tidstabet.

 Livestream Itzulia Basque Country og Amstel Gold Race uden afbrydelser