Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Itzulia Basque Country-analyse: Ineos' perfekte Tour-generalprøve

Itzulia Basque Country-analyse: Ineos' perfekte Tour-generalprøve

11. april 2022 12:33Foto: Sirotti

I disse dage køres Itzulia Basque Country, som vi dækker intenst. Hver dag skriver vores ekspert, Emil Axelgaard, optakter til etaperne, og som led heri analyserer han den foregående dags begivenheder. Vi bringer her hans analyse af 6. etape.

Artiklen fortsætter efter videoen.

 Livestream Tour of Turkey, Giro di Sicilia og Brabantse Pijl uden afbrydelser

 

I de seneste år har det ikke altid været lige sjovt at være Ineos. I årene mellem 2012 og 2019 havde briterne jo ellers opbygget så suveræn en etapeløbsdominans, at der overalt i verden udviklede sig et decideret had til det britiske storhold. Selvom mange vil hævde, at deres modvilje mod briterne skyldtes kedelig kørsel - en påstand, der er lidt svær at forsvare, når man iagttager, hvad Chris Froome har iværksat af offensiver i de fleste terræner - var den sande forklaring nok, at briterne bare var for suveræne. Folk vil trods alt gerne have spænding og underholdning, men den forsvandt hurtigt, når Froome eller en anden Ineos-rytter ofte tidligt i løbene satte rivalerne på plads. Dominansen var så overvældende, at holdet vandt Touren syv gange på otte år - endda med fire forskellige ryttere - og det var en statistik, de næsten kunne matche i Paris-Nice, hvor de tog seks sejre på otte år, her endda med ikke færre end fem forskellige vindere. Dertil kom naturligvis sejre i både Giroen og Vueltaen på en resultatliste, der gjorde dem til det i særklasse stærkeste etapeløbshold.

 

Sådan har det bare ikke været i de seneste sæsoner. Først overtog Primoz Roglic tronen, da han begyndte at vinde etapeløb med en hast, der måtte gøre selv briterne misundelige, og da også Tadej Pogacar bragede ind på scenen, var briterne pludselig reduceret til tredjevioliner. I 2020 var der stadig lagt op til, at Touren skulle være et opgør mellem Roglic og Egan Bernal, men det mest tydelige eksempel på holdets ”deroute” kom bare et år senere, hvor man for første gang i en menneskealder anså briterne som rene outsidere i den forventede Roglic-Pogacar-duel, og det endda selvom de stillede til start med fire potentielle klassementsryttere.

 

 

Løbet endte da også utroligt smertefuldt. Ganske vist viste Richard Carapaz nok engang, at han tilhører den absolutte etapeløbselite, men tæt på at true Pogacar var han aldrig. Ineos forsøgte ellers det bedste, de havde lært, med offensiver på alle de sidste bjergetaper, men hver eneste gang gik det galt. Ydmygelsen blev endda total, da Carapaz endda måtte se sig slået af Roglics hjælper, Jonas Vingegaard, da kaptajnen selv var styrtet ud af løbet.

 

Derfor er der i dag ikke mange, der taler om Ineos, når snakken drejer sig i retning af Tour de France. Efter Pogacars skræmmende sæsonåbning handler det faktisk ikke engang længere om den Roglic-Pogacar-duel, vi desværre blev snydt for sidste år. Lige nu synes alle at diskutere, hvordan i alverden man skal forhindre det yngste af de to monstre i at fuldende sit hattrick, og i den diskussion synes alt håb at klynge sig til, at et overtal med Roglic og Vingegaard måske kan skabe lidt spænding i løbet, hvis løbets næst- og tredjestærkeste kan isolere den bedste.

 

Ineos nævnes i hvert fald ikke meget. Det havde man utvivlsomt gjort, hvis ikke Bernal desværre lige nu tænker på alt andet end at tage sin anden Tour-sejr. Det havde man måske også gjort, hvis holdet efter colombianerens uheld havde ændret planer og sendt Carapaz til Frankrig, men når ecuadorianeren holder sig til sine Giro-planer, som i parentes bemærket har gode chancer for at give Ineos den oprejsning, de i disse år altid synes at få i netop den grand tour, de ellers havde så pokkers svært ved at vinde, ser det sløjt ud. Ingen tror for alvor på, at holdets erklærede kaptajn, Adam Yates, reelt er nogen trussel mod hverken den ene eller anden slovener over tre uger.

 

I lyset af alle disse trængsler, der angiveligt var nok til at få Dave Brailsford til at give et kolossalt bud for at få Pogacar ud af sin kontrakt sidste år, må der have været nærmest feststemning i Storbritannien i denne uge. Her var der nemlig lagt op til en lille Tour-generalprøve, da årets udgave af Baskerlandet Rundt skulle give et aktuelt indblik i styrkeforholdet blandt flere af Tourens topnavne.

 

Nu kan det selvfølgelig være svært at tale om en Tour-generalprøve, når hovedrolleindehaven mangler - han havde nemlig travlt med at lege brostensrytter sammen med Mathieu van der Poel - men ser man bort fra denne ikke uvæsentlige detalje, var scenen sat helt perfekt. For Jumbo var det den store test på, hvordan det ville fungere med Roglic og Vingegaard i en relativt ligestillet kaptajnrolle, og for Ineos var det akkurat det samme. Med et meget stærkt forår har Daniel Martinez nemlig kørt til en plads som Ineos’ anden Tour-kaptajn, og dermed var der pludselig udsigt til et opgør mellem Tourens vel nok mest potente duoer.

 

For en gangs skyld blev det en slovener, der var den lille. Sidste år blev Ineos’ nye lillebrorstatus ellers understreget af, at de igennem sæsonens første otte måneder vandt alle de WorldTour-etapeløb, hvor de ikke var oppe mod enten Roglic eller Pogacar, men så snart der var en slovener på startlisten, blev de slået. Men i denne uge i Baskerlandet blev det minsandten Ineos og ikke Pogacar, der som de første siden Tirreno-Adriatico i 2018 slog Roglic i et ugelangt WorldTour-etapeløb, hvor han rent faktisk gennemførte.

 

Den sejr må smage sødt. Roglics nederlag plejer jo ellers at komme, når han styrter og er ramt af uheld, men denne gang var der ingen tvivl om, at løbets stærkeste rytter vandt. Forud for lørdagens korte, intense kongeetape, der nu for tredje gang i træk har leverede forrygende drama gennem det meste af dagen, kunne man ellers diskutere, om det var Martinez, Vingegaard eller Enric Mas, der havde set stærkest ud. Med relativt lette etaper - og det skal forstås ud fra en baskisk målestok - havde det nemlig hidtil været meget svært at adskille de tre, også fordi Vingegaard var blevet lidt låst af Roglics førertrøje.

 

I går stod det imidlertid helt klart, at Martinez i hvert fald var stærkere end Vingegaard. Nok fik vi alle igen set, at hans svage nedkørsel bliver en større og større udfordring, men den jagt, de problemer endte med at forårsage, gjorde blot hans præstation endnu mere imponerende. Med god hjælp fra den evigt fightende Remco Evenepoel, der utvivlsomt var hans store motor, kom han tilbage i tide til på Arrate-stigningen at køre med så stor autoritet, at han kunne krones som den fortjente vinder af løbet.
 

Det kan imidlertid ikke komme som den helt store overraskelse. Hans 2021-sæson gik lidt i vasken, fordi han fik ødelagt hele sit efterår af covid, men hans hjælpeindsats for Bernal i Giroen havde tydeligt indikeret, at den Dauphiné-sejr, han højst overraskende tog i 2020, ikke ville blive hans sidste store triumf. Den lovende udvikling er blot fortsat i dette forår, hvor ingen har kunnet sætte ham på stigningerne i hverken Algarve, Paris-Nice eller Baskerlandet - uanset om modstanderen har heddet Roglic eller Vingegaard.

 

Dermed synes Martinez at være kommet som kaldet på det helt rette tidspunkt. Lidt malurt i bægeret blev der nemlig kastet af, at Yates, som i de seneste år ellers har været en stensikker garanti for succes i forårets ugelange løb, for anden gang i dette forår fejlede så slemt, at hans Tour-udsigter blot er blevet endnu mere urealistiske, end de allerede var. Var Martinez ikke braget en på scenen med så stor fynd og klem, havde de britiske Tour-perspektiver været temmelig dystre, men nu har de pludselig en rytter, der ligner et realistisk bud på faktisk at kunne være Pogacars førsteudfordrer - også selvom der næppe er nogen, der for alvor tror, at han vil kunne udfordre sloveneren.

 

 

Det skyldes nemlig, at Jumbo-mandskabet må se tilbage på den forløbne uge med stor bekymring. Heldigvis kom det frem, at Roglics svage præstation i høj grad skyldtes en skade - noget galt måtte der også være, nå han var så milevidt fra vanlig styrke - men det kan ikke slette indtrykket af, at han nu i alle sine løb har været under niveau. Det virker svært usandsynligt, at han var skadet i marts, hvor han havde en meget intens løbskalender, og når man allerede i 2021, hvor han blandt andet havde nogle for ham meget usædvanlige offdays i både Liege og Lombardiet, virkede svagere end i 2019 og i hvert fald 2020, er det svært ikke at sidde med en bekymring for, at Pogacars normale førsteudfordrer langsomt er ved at blive indhentet af alderen. Det virker trods alt ikke helt usandsynligt i en sport, hvor det i dag snarere er undtagelsen end reglen, at rytterne ikke topper, før de runder de 30.

 

Desværre var Vingegaard ikke helt klar til at løfte opgaven. Min fornemmelse var ellers, at det var ham, der nok havde overhånden i det interne opgør mellem ham, Mas og Martinez, men det skulle vise sig at være en fejlvurdering. Danskeren bekræftede åbenlyst, at han har udviklet sig til en af verdens bedste etapeløbsryttere - uden styrtet fredag var han formentlig endt på podiet - men hvor man efter sidste års Tour kunne fornemme, at han måske var ved at etablere sig som nr. 3 bag Pogacar og Roglic, synes styrkeforholdet nok at være lidt mere jævnt. Nok blev han nr. 2 bag Pogacar i Tirreno, men heller ikke her var han jo i stand til at køre fra et par af rivalerne i bjergene.

 

Det er dog ingen katastrofe. Sidste års Tour gav det klare indtryk, at Vingegaard blev bedre igennem løbet, og faktisk slog han jo Pogacar over løbets sidste 12 etaper. Hans tendens til altid at starte lidt rustent kunne indikere, at det er hans holdbarhed, der er den store styrke, og den blev ikke for alvor testet i det korteste etapeløb på WorldTouren. Det er i hvert fald en rimelig antagelse, at Vingegaard er bedre over tre end over én uge, og sidste år var det jo faktisk omvendt med Pogacar, selvom hans holdbarhed jo ellers var den helt store force i både Vueltaen i 2019 og Touren i 2020. Hans kaptajnstatus er der i hvert fald ikke blevet rokket ved i den forløbne uge, hvor han kun har nærmet sig Roglic, men vi skal nu frem til Dauphiné, inden vi får et præcist billede af, om Roglic vitterligt er i forfald. Med hans skade in mente taler meget i hvert fald for, at Vingegaard vil være deres bedste bud i de kommende klassikere.

 

Det var altså ikke Vingegaard, der kunne slå Martinez, men måske kunne Mas. Spanieren så uhyggeligt stærk ud med sit angreb på den brutale Krabelin-stigning, og han lignede den forrygende klatrer, han har lignet siden den seneste Vuelta, hvor han tog et enormt skridt i sin udvikling og var tættere på Roglic, end vi før har set det - endda selvom han på løbets vigtigste etape led voldsomt under skaderne fra et styrt. I dette forår har den normalt så langsomme starter været uhyre overbevisende i alle sine løb, men desværre er det ikke kun Martinez, der har vist sårbarhed på nedkørslerne. Nu er det i hvert fald andet løb i træk, at Mas har formøblet det hele på en nedkørsel, og det er næppe nogen total tilfældighed. Til gengæld kan han trøste sig med, at han lige nu ligner en reel podiekandidat i Touren, hvad han trods alt nok ikke gjorde ved sæsonstart, hvor vi endnu ikke vidste, om Vuelta-niveauet vitterligt var den nye normal.

 

Aleksandr Vlasov er nok næppe nogen podiekandidat i Touren, hvor han ellers er Boras kaptajn, men mindre kan også gøre det. Efter hans svage optræden i UAE Tour og Paris-Nice kunne man ellers frygte, at han havde kurs mod en lige så skuffende sæson som i 2021, hvor han aldrig nåede de samme højder som i 2020, men i denne uge kom han tilbage på sporet. I et løb, der ikke passede ham helt ideelt, efterlod han et meget stærkt indtryk, og det var jo endda ham, der forcerede kraftigt på Arrate-stigningen - en forcering, der blev belønnet med en fortjent podieplads. Det er tiltrængt for det lidende Bora-hold, der i dette løb igen har måttet sande, at Emanuel Buchmann er milevidt fra at være den guldklump, han ellers åbenbarede sig som i netop dette løb for tre år siden.

 

Nogen guldklump er Ion Izagirre heller ikke, men for Cofidis er han en bedre investering, end jeg havde ventet. Det har ellers været temmelig sløjt for ham i de seneste sæsoner, men i denne uge kørte han vel sit bedste etapeløb, siden han vandt netop dette løb i 2019. Sidste år var han milevidt fra de bedste på stigningerne i dette løb, men i går leverede han en klatrepræstation, der mindede om gamle dage, hvor han opbyggede det meste af den uhyggeligt imponerende historik i løbet, der har sendt ham på podiet i fem af de seks udgaver, han siden 2015 har gennemført. At det så ovenikøbet blev belønnet med en etapesejr i den særegne spurt, hvor selv en halvlangsom mand som Izagirre kan vinde, var blot endnu smukkere - ikke mindst for det lokale publikum, der kunne se ham vinde for andet år i træk og for anden gang i træk også kunne se tilbage på to lokale etapesejre i løbet. Til gengæld blev det en skuffende dag for den anden lokale helt Pello Bilbao, der i de seneste løb mere har lignet den rytter, vi kender fra tidligere år, end den potentielt forbedrede udgave, man kunne fornemme i årets første løb.

 

Til gengæld var det en forbedret udgave, vi så af Remco Evenepoel. Ganske vist har løbet her kun bidraget til den stadig større frygt for, at han aldrig vil klatre godt nok til for alvor at være en grand tour-rytter, men han var mærkbart bedre på stigningerne end i Valencia og Tirreno. Igen var mønsteret også det samme, nemlig at han hurtigt taber kontakten, men derefter med sin ukuelige fight alligevel formår at få gang i motoren og begrænse skaden. Med tanke på den hårde opkørsel, han havde forinden, var hans præstation på Arrate ganske fornem. Om Patrick Lefevere stadig tror på, at hans store grand tour-satsning var det rigtige, må være en anden sag. Foreløbig skal han i hvert fald havde lov til at forbedre sig yderligere inden den helt store test i Vueltaen og vise sig frem i Ardennerne, hvor Quick-Step dog efter kongeetapen kan frygte, at Julian Alaphilippe måske stadig har lidt at indhente efter sin svære start. I hvert fald kunne Evenepoel vist godt have brugt den hånd, han selv gav til verdensmesteren på 2., 3. og 4. etape.

 

Han er dog ikke den eneste, der tager til Ardennerne med usikkerhed. Michael Woods kom stærkt tilbage på kongeetapen, men man må være bekymret for, om han denne gang når at finde formen til de løb, han ellers mestrer, og hvor han i de seneste år har været pokkers stabil. David Gaudu må også sande, at hans styrt i Paris-Nice har sat ham betydeligt længere tilbage end ønsket. Det bliver i hvert fald nok ikke i år, at han slår Pogacar, der nu kan se frem til endnu bedre ardennerstøtte, efter at den ellers så svingende Marc Soler i dette løb leverede nogle af sine bedste klatrepræstationer.

 

Det vil Pogacar håbe, at han kan gentage ikke blot i Belgien, men også i Touren. Her er den største usikkerhed for Tour-kongen vel, om hans på papiret stærke hold kan præstere, når de fleste af hans nøglehjælpere er kendt som de rene lottokuponer, ikke mindst Soler. Samtidig skal sloveneren nu endda til at overveje, om det vitterligt er Jumbo, der ender som hans værste rival. Forud for generalprøven lignede det ellers mest et spørgsmål, om det var Roglic eller Vingegaard, der skulle vinde, men det endte altså med i stedet at blive Ineos og Martinez.

 

 

Det vil naturligvis være en overdrivelse på baggrund af ét løb at frarøve Jumbo positionen som hovedudfordrer. Det er stadig Roglic, der har den bedste chance for faktisk at slå Pogacar, og Vingegaard er stadig nr. 2 på listen, men det synes ikke længere så givet, at Martinez ikke kan ende som førsteudfordrer. Det vil utvivlsomt varme hos Brailsford, hvis holdet i hvert fald bare kommer lidt tættere på den status, de tidligere havde. Paradoksalt nok var Baskerlandet Rundt indtil i går det eneste af de store historiske WorldTour-etapeløb, briterne aldrig havde vundet, men det hul fik Martinez lukket, samtidig med at han brød den triste tendens til, at holdet kun kan vinde, når der ikke er en superslovener til start. Nu krydser Brailsford fingre for, at sommerens premiere bliver lige så god som generalprøven - også selvom hovedrolleindehaveren denne gang har tænkt sig at deltage.

 

 Livestream Tour of Turkey, Giro di Sicilia og Brabantse Pijl uden afbrydelser

DEL
INFO
Optakter
Nyheder
Itzulia Basque Country
Nyheder Profil Resultater
DELTAG I DEBATTEN

Annonce

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Annonce

Annonce

/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Tour de Suisse Women(2.WWT) 15/06-18/06

La Route d'Occitanie(2.1) 15/06-16/06

Annonce

Annonce

Alpecin-Deceuninck

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Arkéa - B&B Hotels

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Qazaqstan

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Victorious

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Decathlon AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Education - EasyPost

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Intermarché - Wanty

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lidl - Trek

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Soudal - Quick Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team DSM-Firmenich PostNL

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jayco AlUla

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Visma | Lease a Bike

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Annonce

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

VIL DU HJÆLPE OS MED AT LAVE DANMARKS BEDSTE CYKELMAGASIN?