Lynoptakt: Vuelta a Andalucia (Ruta del Sol)

Løbets rolle og historie

Bemærk: Grundet coronakrisen er løbet rykket fra den vanlige placering i februar. Denne beskrivelse er baseret på dets normale rolle.

Februar måned tilbyder måske ikke de mest prestigiøse løb på kalenderen, men den sidste vintermåned er alligevel afgørende for enhver cykelrytter. De første store løb kommer allerede i marts, og efter at cykelsæsonen for alvor er kommet i sving de sidste par uger, er det nu tid til at få kørt de sidste vigtige løbskilometer, så man kan være i form, når det virkelig gælder.

Derfor er det ingen overraskelse, at februar er fyldt med etapeløb i Sydeuropa og Mellemøsten, og de giver rytterne en chance for at teste benene og få noget løbsfart i fornuftigt vejr. Den kommende uge spiller altid en helt speciel rolle som den vigtigste og mest intensive uge forud for den belgiske åbningsweekend.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Tidligere tog hele feltet til Sydeuropa for at få kørt de første løbskilometer. Med løb som Etoile de Besseges, Tour Mediteraneen og Tour du Haut-Var havde Frankrig meget at tilbyde, Portugal havde Volta ao Algarve, og både Italien og Spanien havde en flot stribe af korte etapeløb, der var en god mulighed for at forberede vigtigere mål.

I de senere år har den økonomiske krise haft sin effekt på kalenderen. Mens det stenrige Mellemøsten nu tilbyder en meget velorganiseret og attraktiv løbsblok, der nu består af Tour of Oman,Saudi Tour og UAE Tour, er adskillige europæiske løb forsvundet. Italien har ikke længere ét eneste etapeløb før Tirreno-Adriatico i midten af marts, og for fire år siden forsvandt også Tour Mediteraneen. Den spanske scene er blevet ramt ekstremt hårdt, og det er først i 2016 lykkedes at vende udviklingen ved at få Volta a la Comunitat Valenciana tilbage på kalenderen og fra 2019 atter at udvide Vuelta a Murcia til et etapeløb.

I første omgang efterlod det bare ét spansk etapeløb i den tidlige del af sæsonen, og i ganske mange år syntes det at være et af meget få spanske løb, der faktisk trivedes. Mens Vuelta a Murcia og Vuelta a la Comunidad de Madrid blev forkortet, mange klassiske løb som Settimana Catalana og Euskal Bizikleta forsvandt, Vuelta a Asturias blev forkortet og endda aflyst i 2014, og WorldTour-løbene Volta a Catalunya og Vuelta al Pais Vasco konstant kæmpede for overlevelse, er Vuelta a Andalucia Ruta Ciclista del Sol forblevet på kalenderen som en perfekt mulighed for forberedelse forud for sæsonens store mål.

Faktisk er det en ganske imponerende bedrift, at løbet fortsat består. Det afholdes i den berømte tredje uge af februar, hvor det er i hård konkurrence med Tour of Oman (som i 2020 desværre var aflyst), Volta ao Algarve og Tour du Var om at tiltrække verdens bedste ryttere. Ikke desto mindre er det endda lykkedes at returnere til det klassiske femdagesformat, efter at det kortvarigt var reduceret til fire dage, og efter i et par år tydeligt at have tabt kampen om det bedste felt til løbene i Oman og Algarve, var alle øjne i 2015 rettet mod Andalusien, da man det år var rammen om det første store slag mellem giganterne. Selvom ingen af dem før havde kørt løbet, besluttede både Chris Froome og Alberto Contador at starte deres sæson i det spanske løb, og da Nairo Quintana også meldte sin ankomst, kunne arrangørerne næppe tro deres held. Desværre betød et styrt ved de nationale mesterskaber, at Quintana måtte melde afbud, men med både Contador og Froome i feltet blev løbet det store etapeløbshøjdepunkt i februar.

I 2016 var der en genopstandelse på etapeløbsscenen i Sydeuropa. Volta a la Comunitat Valenciana blev genoplivet for første gang siden 2008, La Mediterraneenne overtog pladsen fra Tour Mediteraneen, og Tour La Provence blev afholdt for første gang. Det gjorde det endnu mere attraktivt at forblive i Europa, og derfor drog langt færre hold til Mellemøsten. Ikke desto mindre lykkedes det ikke arrangørerne i Andalusien at tiltrække det samme stjernefelt, men med folk som Alejandro Valverde, Rafal Majka, Bauke Mollema og Tejay van Garderen var løbet alligevel rammen om et fantastisk slag. I 2017 var løbet atter den klare vinder i kampen mellem de fire etapeløb, og med Alejandro Valverde, Alberto Contador, Rigoberto Uran, Wout Poels, Thibaut Pinot og Ion Izagirre på startstregen var det rammen om endnu et flot og medrivende løb, som det også var tilfældet i 2018, hvor Froome og Mikel Landa kastede glans over begivenheden. Også i 2019 kunne løbet betragtes som vinder af kampen om det bedste felt i Europa, da Ion Izagirre, Jakob Fuglsang, Tim Wellens, Esteban Chaves, Steven Kruisjswijk og Yates-brødrene alle var at finde i feltet.

UAE Tours og indtil sidste år Abu Dhabi Tours placering på WorldTouren har dog kostet en anelse. Det arabiske løb starter allerede samme dag, som Andalusien slutter, og det har haft den effekt, at mange etapeløbsryttere tager til Mellemøsten for at jagte WorldTour-point, mens klassikerrytterne i højere grad er blevet i Europa. Det har kostet for løbene i Europa og afspejledes s også i det felt, man samlede i 2020, hvor det mest var Mikel Landa, Enric Mas og Jakob Fuglsang, der kastede glans over løbet.

I år er alt med den nye kalenderplacering forandret. Ganske vist er det lykkedes at få deltagelse af hele ni WorldTour-hold, men ingen af disse kommer i den stærkeste besætning. Mange satser primært på løbets to massespurter, da de fleste klassementsryttere i disse dage enten kører Giro eller forbereder sig til Touren, og derfor er det i høj grad sprinterne, der er løbets stjerner, mens klassementet skal afgøres mellem unge talenter og hjælperyttere, der får en sjælden chance.

Løbet blev første gang afviklet i 1925, men 2. udgave blev først arrangeret 30 år senere i 1955. Efter en aflysning i 1978 fik det i 1979 navnet Ruta del Sol, indtil man i 1987 vendte tilbage til det oprindelige navn. I 1993 slog man de to navne sammen, og siden da har løbet været kendt som Vuelta a Andalucia/Ruta del Sol. Det var i de tidlige år hovedsageligt domineret af spanske ryttere, men i 1964 fik det sit internationale gennembrud, da Rudi Altig vandt. I 70erne blev det i stigende grad et løb for udenlandske ryttere, og faktisk lykkedes det ikke en hjemlig rytter at vinde mellem 1971 og 1982.

I slutningen af 90erne tabte det lidt prestige og blev hovedsageligt en national begivenhed, men det er i de senere år lykkedes arrangørerne at revitalisere løbet. Store navne som Oscar Freire, Cadel Evans, Jurgen Van Den Broeck, Michael Rogers, Levi Leipheimer, Bauke Mollema, Richie Porte, Chris Froome, Alberto Contador, Thibaut Pinot, Wout Poels, Tim Wellens, Ion Izagirre, Steven Kruijswijk, Jakob Fuglsang og Tejay van Garderen har således været på podiet i dette årtusinde. Den dominerende skikkelse har imidlertid været Alejandro Valverde, der siden sin tilbagevenden fra karantæne i 2012 har vundet løbet hvert eneste år bortset fra i 2015, hvor han i stedet var til start i Tour of Oman, og 2018, 2019 og 2020, hvor han kørte Abu Dhabi Tour/UAE Tour.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour de Romandie

Sådan var det sidste år, og det gav mulighed for, at Jakob Fuglsang igen kunne vinde sit nu foretrukne forberedelsesløb. I sit forsvar af titlen fra 2019 var han endda ganske suveræn, og efter at have slået Mikel Landa i en duel på 1. etape vandt han også løbets 3. etape, inden han blev nr. 2 på både 4. etape og den afsluttende enkeltstart. Resultatet blev en suveræn sejr med 59 sekunder ned til Jack Haig og 1.12 ned til Landa, der igen tabte tid på en enkeltstart. Desværre bliver det ikke til hattrick for Fuglsang, der ikke forsvarer titlen på en for ham upassende tid på året, og da Landa som bekendt ligger i sygesengen, og også Haig forbereder sig til Touren, skal der denne gang findes et helt nyt podium.

Ruten

Bemærk: Grundet Giroens tidspres bliver der i denne lynoptakt ikke plads til den klassiske detaljerede beskrivelse af ruten. Det bliver i stedet bare en overordnet skitse koblet med kort og profiler.

Vuelta a Andalucia har haft en ret blandet karakter. Den andalusiske region har masser af kuperet terræn, men på denne tid af året er det vigtigt ikke at gøre etaperne for lange og hårde. Tidligere udgaver har derfor været ret lette, og det er lykkedes folk som Oscar Freire, Pablo Lastras og Markel Irizar at vinde i år, hvor der ingen bjergafslutninger har været.

Efter Irizars sejr i 2011 har arrangørerne gjort løbet betydeligt hårdere ved at besøge mere bjergrigt terræn. Selvom løbet sjældent har været meget vanskeligt, er det blevet mere selektivt, og prologen, der ofte har åbnet løbet, har fået sin betydning reduceret. I 2015 tog arrangørerne imidlertid et uset skridt, idet de sammensatte en ekstremt hård rute med to meget vanskelige bjergafslutninger. Det var nærmest uhørt at bestige to så vanskelige stigninger som Alto de Hazallanas og Alto e Allanadas så tidligt på året, og da der også var en enkeltstart og flere kuperede etaper, var det klart det hårdeste løb i den tidlige del af sæsonen.

I de seneste fem år er man vendt man tilbage til et mere traditionelt format. I 2016 inkluderede man endda en meget lang enkeltstart, der tippede balancen mod de mere alsidige ryttere, selvom der fortsat var en stor bjergafslutning også, og med to kuperede etaper og en relativt flad sag til sprinterne var det et godt mix med lidt for enhver smag. I 2017 og 2018 år bibeholdt man samme opskrift, men man reducerede længden af enkeltstarten betydeligt, gjorde bjergetapen lettere og havde to mod tidligere bare én sprinteretape. I 2019 var ruten var ganske speciel, idet den slet ikke havde en bjergfinale, men derimod en kongeetape med stejle Hazallanas efterfulgt af en nedkørsel, og den etape afgjorde sammen med en puncheurafslutning og en ganske kuperet enkeltstart løbet.

Tilsyneladende var arrangørerne begejstrede. Man kan i hvert fald argumentere for, at årets rute på mange måder minder om sidste års. Heller ikke sidste år var der nogen bjergafslutning, men til gengæld var tre af de fem etaper alligevel så hårde, at det endte med at blive et opgør mellem klassementsrytterne, der nu tog initiativ fra distancen. Her skulle de vinde tid inden den afsluttende enkeltstart, der var både kuperet, kort og uhyre teknisk, mens løbet var helt blottet for sprinteretaper og i stedet havde en puncheuretape i tillæg til de fire klassementsetaper.

Modellen følges igen i 2021, hvor der heller ikke er en rigtig bjergfinale, og denne gang er enkeltstarten endda også fjernet. Det betyder, at der tegner sig et meget åbent og uforudsigeligt løb, hvor der lægges op til initiativ på de to formentlig afgørende etaper i bjergene på anden- og tredjedagen. Vigtigste er utvivlsomt onsdagens 2. etape, der byder på 3746 højdemeter over 184,8 km og slutter med en lang, men ikke alt for stejl kategori 2-stigning (8,2 km, 5,6%), en lille nedkørsel og en stejl rampe (1 km, 11,5%) op til målet i Alcala la Real. Det er utvivlsomt klatrernes bedste chance, men heller ikke torsdagens 3. etape med sine 4158 højdemeter over 176,9 km skal undervurderes. Ganske vist slutter den med en ret blød målstigning (4,0 km, 5,7%), men i alt er der seks kategoriserede stigninger, hvoraf man kort inden målbjerget skal forcere en kategori 2-stigningen (6,7 km, 6,5%).

De øvrige etaper er lettere uden at være nemme. Tirsdagens åbningsetape med 2716 højdemeter over bare 152,1 km slutter nemlig med et langt let stigende stykke, der ender med 5,8% over 1,5 km, hvor de eksplosive puncheurs kan slås om sejren. Slutteligt får sprinterne de muligheder, de slet ikke fik sidste år, da begge de to sidste etaper ligner dage for de hurtige folk. Med 2156 højdemeter over 182,9 km og 1171 højdemeter over bare 107,0 km er de dog ikke flade. På fredagens etape er udfordringerne dog koncentreret i den første del, mens sidste etape byder på en forhindring i form af en kategori 3-stigning (3,4 km, 5,4%) med top bare 5,1 km fra stregen - noget, der peger i retning af hårdføre afsluttere og ikke klassiske sprintere til denne sidste spurt, inden vinderen af den atypisk majudgave skal kåres.

1. etape

Læs også

Optakt: 7. etape af Presidential Tour of Türkiye

2. etape

Læs også

UAE-dominans på regnfuld Romandiet-enkeltstart - dansker med topresultat

3. etape

Læs også

Ayuso er stadig mærket af kuldechok

4. etape

5. etape

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Da det arabiske tempomirakel fortsatte

Favoritterne                                                  

Bemærk: Grundet Giroens tidspres bliver favoritanalysen meget skitseagtig og mest af alt bare en opregning af sandsynlige kandidater mere end en detaljeret analyse af fordele og ulemper for de enkelte ryttere med den vanlige grundighed. Derfor struktureres den også anderledes med først en indledende analyse, siden en skifteagtig holdoversigt og slutteligt en stjernetildeling.

Vuelta a Andalucia er et af de løb, der er mest kreative med ruten. Der er meget sjældent gentagelser i et løb, hvis design varierer kraftigt fra år til år. Det er også tydeligt i år, hvor ingen af de fem målbyer har været mål for noget cykelløb tidligere i dette årtusinde. Det betyder lutter ukendte finaler.

Den usikkerhed bliver ikke mindre af den nye forkærlighed for ”sære” ruter, som arrangørerne synes at have tillagt sig. Efter nogle år, hvor løbene var meget lette at fortolke - eksempelvis den uhyre vanskelige rute i 2015 eller den tempotunge rute i 2016 - er arrangørerne gået væk fra det format, der følges af langt de fleste arrangører. Det skyldes, at man nu for tredje år i træk har et løb helt uden en stor bjergfinale, og dermed skal klatrerne som udgangspunkt køre mere offensivt. Den slags afslutninger er altid sværere at spå om end en finale på et stort og svært bjerg, hvor den bedste klatrer typisk vinder.

Fraværet af bjergfinaler betyder dog ikke, at årets rute er nem. Den er ikke lige så svær som sidste år, hvor der var klassementskamp i fire af de fem dage, men højdemeterne er stadig uhyre mange, og de to nøgledage onsdag og torsdag går op og ned stort set hele dagen med tilsammen knap 8000 højdemeter. Samtidig har arrangørerne gjort det lidt lettere for klatrerne ved faktisk at lade de to løb slutte på en stigning. Her er det særligt onsdagens korte, men uhyre stejle rampe, der utvivlsomt vil skabe forskelle mellem de bedste, mens det nok er mere tvivlsomt, hvilken skade den bløde målstigning på torsdag har. Den kommer dog efter en meget lang og svær dag i et relativt svagt felt, og jeg regner derfor alligevel med en ganske selektiv etape efter mere end 4000 højdemeter. Derfor er det stadig klatrernes løb, nu hvor enkeltstarten for første gang i mange år helt udgår.

De øvrige etaper vil næppe blive afgørende. Ganske vist er 1. etape problematisk, fordi den har en karakter, der gør det svært entydigt at pege på en favorit, men det er nærliggende at tro, at det med Ineos som hovedkraft for Ethan Hayter nok skal kunne sætte en puncheurspurt i scene - også fordi briterne ikke vil lade klassementet glide dem af hænde. De to sidste dage er bestemt ikke enkle sprinteretaper, og et udbrud kan ikke udelukkes på den svære fredagsetape, ligesom det næppe bliver noget fuldt felt, der skal spurte lørdag, men de bør ikke spille en rolle i klassementet.

En anden faktor bliver varmen. Det er maj og ikke februar, og det kan i den grad mærkes på den sydspanske stegepande. Tirsdag byder på 31 grader og svag vind, onsdag på 29 grader dybt inde i bjergene samt meget vigtig medvind på den lange stigning i finalen, torsdag har også 29 grader i bjergene med sidemodvind på de to sidste stigninger og fredag på hele 33 grader, inden lørdag bliver menneskelig med bare 25 grader. Vinden synes ikke at skulle spille en rolle andet et at føre 2. etape mere selektiv og 3. etape mindre selektiv.

Jeg forudser et løb, der kan blive svært at kontrollere. Den nye kalenderplacering betyder et meget svagt felt. Sprinterne er i gang igen efter deres pause og er kommet i pænt antal til de sidste to etaper, men klassementsrytterne kører enten Giro eller træner i højderne frem mod Touren. Derfor er det samme billede som i Algarve, nemlig et stærkt sprinterfelt og et klassementsfelt, der udgøres af hjælpere og unge ryttere.

Læs også

Sådan vil Pogacar lave Giro-Tour-double

Det er ret urimeligt over for optaktsskribenter. Kombinerer man det med en rute, der er svær at fortolke og vanskelig at kontrollere, giver det et næsten urimeligt åbent løb. Kun Ineos har holdet til at kontrollere de brutale ruter, men de mangler den stensikre kaptajn, der uden tvivl kan gøre det færdigt på de sidste stigninger. Nok var Ethan Hayter god i Algarve, men de tør næppe satse hele butikken på ham, når stigningerne her er meget længere, højdemeterne mange flere og onsdagens rampe formentlig for stejl. Sandsynligt er det dog, at de satser alt på Eddie Dunbar og ser, om han eller Sebastian Henao kan gøre det færdigt i finalerne, men de kan måske også vælge en mere åben og offensiv taktik. Movistar er det eneste hold med en mere klar kaptajn i Miguel Angel Lopez, men han var skuffende på Mallorca, og holdet er bestemt ikke det stærkeste

Hvis Ineos vælger den offensive strategi, tror jeg derfor, at det kan blive ret ukontrollerbart, og vi kan sagtens se en lidt tilfældig vinder. Det er kun løbets relativt få meget gode klatrere, der faktisk kan sejre, men med lidt lettere og stadig meget vanskeligt kontrollerbare finaler er det bestemt ikke sikkert, at de bare kører samlet frem til de to målstigninger onsdag og torsdag med gradvis udskilning bagfra. Jeg tror på et meget mere åbent løb, hvor Ineos vil sidde med flere kort mod Miguel Angel Lopez og formstærke Hector Carretero fra Movistar samt en række outsidere fra de øvrige hold. Anarki kan herske, og det er ikke sikkert, at stærkeste mand bare kører væk. Det kan sagtens blive lidt tilfældigt - men Ineos sidder med en numerisk overhånd, som de bør udnytte.

Som nævnt ovenfor laver jeg en skitseagtig gennemgang af favoritterne i en holdoversigt, inden jeg rangerer dem i en afsluttende stjernetildeling.

Astana-Premier Tech: Holdet er bygget op om den hensygnende Oscar Rodriguez, der dog i Catalonien viste, at han bør gøre det fornuftigt, selvom han ikke er en sandsynlig vinder. Jonas Gregaard og Yuriy Natarov er plan B og C, men har ikke vist synderlig form i år.

Team BikeExchange: Holdet er her ikke for at køre klassement. Stigningerne er formentlig for lange for Robert Stannard, og der skal satses på Tsgabu Grmay og Brent Bookwalter. Bookwalter synes indhentet af alderen, og selvom han viste en smule form i Romandiet, vinder Grmay ikke.

Movistar Team: Som sagt er det Miguel Angel Lopez og Hector Carretero, det handler om. Lopez bør være i særklasse i dette felt, men skuffede fælt på Mallorca, hvor han efter sit angreb i fredags blev sat af blandt andre Cattetero på sidste del af Puig Major, og han var helt væk lørdag. Carretero er den mest formstærke og klatrede også godt på lange stigninger i Asturien. Han bør komme langt, men er på de 11,5% en usandsynlig vinder. Her er Lopez et langt bedre kort, men han skal vise betydelig formfremgang. Det er også muligt, og er han i bare nogenlunde form, bør han knuse al modstand på rampen på onsdag. Abner Gonzalez viste ikke meget på Mallorca.

UAE-Team Emirates: Det er mest et sprinterhold. Ryan Gibbons og Sven Erik Bystrøm klatrede godt på Mallorca, men her er terrænet for svært.

Team Jumbo-Visma: Lottokuponen Antwan Tolhoek er et godt bud, hvis han er gevinst og ikke nitte. Klatrer han som i Baskerlandet, kan han vinde - særligt fordi rampen passer ham. Klatrer han som i Romandiet, falder han igennem. Det kan gå begge veje, men oftest er han desværre en nitte. Unge Finn Hischer-Black er spændende, men han kan ikke vinde.

INEOS Grenadiers: Som sagt har de det i særklasse stærkeste hold, men ikke en stensikker kaptajn. Eddie Dunbar er dog på papiret den bedste og vil kunne lide rampen. Han har været helt væk i år, men Romandiet giver så meget håb, at han ligner en favorit. Et mere sikkert kort er måske Sebastian Henao, der var meget overbevisende i Algarve og i hvert fald er i form. Det er Ethan Hayter også, men han får det nok svært på den meget stejle rampe, og han lider voldsomt under manglen på bonussekunder. Han kan til gengæld spilles ud i overtallet. Fjerde kort er Carlos Rodriguez, men han manglede meget i Algarve,

Læs også

UAE-komet vinder efter fænomenal nedkørsel

Deceuninck-Quick Step: Det er et rent sprinterhold.

Trek-Segafredo: Det er slet ikke en dum chance for Nicola Conci, der efter et svært forår var ganske fin i Ardennerne. Hans nuværende form er dog usikker. Antonio Nibali var meget overbevisende i Alperne, men har ikke samme topniveau som Conci. Unge Michel Ries har det stadig svært, selvom Alperne viste fremgang. Løbet er trods alt for svært for Toms Skujins.

Israel Start-Up Nation: Det er næsten et rent sprinterhold, men de har James Piccoli. Han viste endelig fordums styrke i Rwanda, men niveauet her er et helt andet, som Alan Boileau erfarede på Mallorca. Alexander Cataford så faktisk udmærket ud i Alperne, men ikke godt nok til et absolut topresultat.

Euskaltel-Euskadi: Mikel Bizkarra kom på Mallorca stærkt tilbage efter skadespausen. Han er en af de bedste klatrere, men formen rækker nok ikke til sejr. Luis Angel Maté har tabt den gode aprilform. Gotzon Martin er meget stærk, men var på Mallorca ikke på Asturien-niveau og vil finde stigninger lange. Unai Cuadrado har ikke vist noget i nogen tid.

Alpecin-Fenix: Er han stadig i samme form, ligner Jay Vine, nr. 2 i Tyrkiet, en af favoritterne, men han vil være meget alene mod Ineos og Movistar. Floris de Tier var bedre i Ardennerne, men er stadig et stykke fra fordums styrke. Tobias Bayer klatrede flot som U23 sidste år, men har ikke vist meget i år.

Caja Rural-Seguras RGA: Holdet føres an af uhyre formstærke Jonathan Lastra, der var god i Algarve og på Mallorca. Spørgsmålet er bare, om ikke terrænet her er lidt for svært og rampen for stejl. Julen Amezqueta er bedre nu, men ikke flyvende, og både Jefferson Cepeda og Alvaro Cuadros er overmatchet.

Sport Vlaanderen- Baloise: Rune Herregodts overraskede stort på Mallorca, men er helt uprøvet i så stort et etapeløb. Han bliver uhyre spændende at følge. Julian Mertens og Robbe Ghys klatrede pænt, men er overmatchet, og Thomas Sprengers og Aaron van Poucke synes formsvage.

Equipe Kern Pharma: Efter den flotte kørsel i Asturien burde Roger Adria være en solid topkandidat i dette løb, hvis formen er intakt. Både Jordi Lopez og Jose Felix Parra klatrede opløftende på Mallorca, men de bør ikke kunne være med i front.

Gazprom-Rusvelo: Efter sin skade kom Ilnur Zakarin stærkt i gang i Asturien. Med to uger til at forbedre formen vil han i dette felt være en af de klare favoritter, selvom løbets finaler ikke passer ham ideelt. Roman Kreuziger var lidt bedre i Ardennerne, men skal have forbedret sig meget, hvis han vil noget her. Også Sergei Chernetskii var lidt bedre på Mallorca, men stadig ikke god nok. Denis Nekrasov klatrede hæderligt, men ikke mere end det i sidste uge.

Burgos-BH: Med 10. pladsen i Algarve kan Daniel Navarro gøre det pænt, men ikke kæmpe med om de absolutte topplaceringer. Han støttes af Ander Okamika og Jesus Ezquerra.

***** Eddie Dunbar

**** Sebastian Henao, Miguel Angel Lopez

*** Ilnur Zakarin, Antwan Tolhoek, Jay Vine, Jonathan Lastra, Hector Carretero

** Oscar Rodriguez, Nicola Conci, Ethan Hayter, Roger Adria, Rune Herregodts, Antonio Nibali, Mikel Bizkarra, Daniel Navarro, Carlos Rodriguez, Roman Kreuziger, Tsgabu Grmay, Finn Fisher-Black

* Michel Ries, Julen Amezqueta, Jonas Gregaard, Gotzon Martin, Floris de Tier, Tobias Bayer, Sergei Chernetskii, Luis Angel Maté, James Piccoli, Alexander Cataford, Brent Bookwalter, Jordi Lopez, Jose Felix Parra

Danskerne

Mads Pedersen er til start for Trek, hvor han bør jagte en spurtsejr på de to sidste etaper, mens det nok er højst tvivlsomt, om formen rækker til den indledende puncheurspurt tirsdag. Jonas Gregaard burde på Astana få chancen for at teste sig i klassementet bag kaptajnen, Oscar Rodriguez.

Etapeoptakter

Der bliver ikke tid til daglige etapeoptakter, men hver aften vil jeg bringe en favoritvurdering til den kommende etape, som jeg gjorde til sidste uges løb i Ungarn, Belgien og Frankrig samt på Mallorca. Det første kommer meget sent mandag aften.

Liveopdateringer

Jeg liveopdaterer fra 1. etape fra kl. 14.00 på tirsdag, hvor Giroen har hviledag, mens jeg holder øje med udviklingen under Giro-etaperne de øvrige fire dage.