Giro d'Italia-analyse: Vedholdenhed lønner sig - også for Sagan

HUSK, AT DU KAN SE ALLE ETAPER AF GIRO D'ITALIA EKSKLUSIVT PÅ DISCOVERY+ UDEN REKLAMER

Man siger, at vedholdenhed lønner sig. Det må nu ellers have været svært for Peter Sagan ikke at bruge den midterste finger over for alle, der måtte komme med en sådan antydning i slovakkens påhør. Det har nemlig været nærmest tragisk at se, hvordan slovakken i det seneste halve års tid gang på gang har iværksat den nu klassiske Bora-massakre for blot at se det hele glide ud i sandet.

Det er ellers mange år siden, at Sagan har brugt den taktik med at sætte sprinterne til vægs langt fra mål og herefter sejre i en reduceret massespurt. Det var en strategi, han først iværksatte med Liquigas på den mindeværdige 7. etape i Touren i 2013, men siden da er det faktisk et våben, han har afholdt sig fra at bruge. Måske skyldtes det, at hans overlegenhed i pointtrøjen gjorde det unødvendigt. Eller måske skyldtes det, at han i årene på Tinkoff ofte havde en vis Alberto Contador, der ikke kunne tillade, at man ødslede med kræfterne på dage, der for ham bare handlede om overlevelse.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Inden for det sidste halve års tid har det ændret sig. Sagan har fundet det slidte Liquigas-manuskript frem og vist det til en Bora-ledelse, der åbenlyst er begejstrede for ideen. De har nemlig i 2020 og 2021 knap kunnet se en bakke på en sprinteretape, inden de har iværksat en af de Bora-massakrer, der derfor nu næsten er blevet et begreb i sig selv.

Problemet er bare, at det aldrig har givet pote. Mest ærgerligt var det selvfølgelig på 7. etape i Touren, hvor Sagan tabte sin kæde, netop som en hel dags slid skulle omsættes i sejr og mange grønne point, men også de mange tilfælde, hvor Bora har brændt kræfterne af for tidligt, har gjort ondt. De to Kragh-etaper i Touren var vel det mest indlysende eksempel på, at kræfterne var blevet brændt af så tidligt, at en isoleret Sagan var prisgivet, men også Matera-etapen i Giroen, hvor Arnaud Demare overraskede sig selv og vandt den knaldhårde spurt, eller Monselice-etapen, hvor Bora blev overmodige og gjorde etapen for hård også for Sagan, har smertet. Og hvis nogen troede, at 2021 betød en ny lykke, måtte de tro om i mandags, da en hel dags Bora-arbejde blev spildt, fordi ingen af de andre sprinterhold syntes, at det tyske hold havde fortjent den mindst hjælp til at hente Taco van der Hoorn - i hvert fald ikke før det var for sent.

I det lys kunne man godt forstå, hvis Sagan havde brændte føromtalte manuskript og ikke taget det med til taktikmødet i Bora-bussen forud for dagens 10. etape af Giroen. Den korte, intense etape indbød ellers åbenlyst til endnu en Bora-massakre med de bakker, der lå midtvejs, men denne gang var det ikke helt sikkert, at stigningerne ville være hårde nok. Selv hvis det skulle lykkes at sætte et par af dem til vægs, kunne man frygte, at et ensomt Bora-mandskab ville mangle så megen hjælp igen, at de alligevel ville komme tilbage.

Heldigvis har Bora været så insisterende på, at vedholdenhed lønner sig, at det lå i kortene, at ledelsen nok havde hevet lighteren fra Sagan, i fald han var i gang med at brænde det velkendte manuskript. Derfor kom det næppe som det helt store chok for rivalerne, at det tyske hold pludselig samlede deres tropper forrest i feltet, da fladland blev til bakker, og den ellers ret begivenhedsfattige etape pludselig blev vakt til live.

De havde nu ellers klynget sig godt til håbet, de andre sprintere. Allerede med det samme havde de indgået en stor alliance, da UAE, Jumbo, Alpecin, Cofidis og Qhubeka hurtigt gjorde fælles front og ikke gad slås om, hvem der skulle tage ansvar, når nu chefmandskabet Lotto efter Caleb Ewans exit ikke længere var klar til at påtage sig jobbet som jagtende hold bag dagens udbrud. Fernando Gavirias, Dylan Groenwegens, Tim Merlier, Elia Vivianis og Giacomo Nizzolos tropper satte alle en mand frem for at føre bag det ufarlige femmandsudbrud, hvor Kobe Goossens tilstedeværelse klart signalerede Lottos nye rolle på de flade etaper, og de sørgede også klogelig for at holde elastikken så stram, at de stadig kunne drømme om at køre langsomt op over bakkerne.

Problemet var bare, at det håb var spinkelt. Allerede ved km 0 havde Bora nemlig vist, at de var kommet til etapen med andre planer end at lade Sagan bliver kørt midt over af de på papiret hurtigere folk. Lige fra start var der nemlig kørt en gruppe, der var lidt for stor for et sprinterhold, og her var det hverken Merliers eller Groenewegens tropper, der eliminerede faren. Det var derimod Sagan og Bora, der effektivt sørgede for, at udbruddet blev lille og svagt, og i det lys var de øvrige sprinters håb egentlig allerede knust, mens bakkerne end ikke kunne anes i horisonten.

En effektiv punktering af håbet kom allerede, da de første bare lidt stejle procenter meldte sig. Bora havde allerede sat sig frem på den foregående nedkørsel, og velvidende at bakkerne næppe var svære nok til at skabe det totale blodbad, blev der gået til stålet fra start. Matto Fabbro - en af holdets absolut bedste klatrere - blev fyret af med det samme, og herefter blev farten aldrig sænket voldsomt, før rytterne var fremme i Foligno, hvor Merlier og co. havde håbet på samme fulde massespurt, som vi havde set på samme etape i 2014 og 2016.

HUSK, AT DU KAN SE ALLE ETAPER AF GIRO D'ITALIA EKSKLUSIVT PÅ DISCOVERY+ UDEN REKLAMER

Dengang manglede Bora imidlertid i feltet, og uden dem var alle fint tilfredse med at rulle op ad bakkerne, inden først Nacer Bouhanni og siden André Greipel kunne spurte sig til sejr. Bakkerne var imidlertid til mere, end de tidligere resultater indikerede, for Bora viste med deres voldsomme forcering, at det også dengang kunne være gået helt anderledes. Den tungeste af supersprinterne, Groenewegen, holdt som ventet ikke længe, og det varede heller ikke mange minutter, inden Merlier nok engang måtte sande, at der er forskel på bakkerne i en belgisk brostensklassiker og længere stigninger i Italien midt i en grand tour.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Da det arabiske tempomirakel fortsatte

Feltets to hurtigste var sammen med tunge Matteo Moschetti de temmelig sikre ofre. Mere usikkert var det, hvordan de mere holdbare folk stod. Ville Elia Viviani og Fernando Gaviria kunne bekræfte den overraskende gode klatring fra i mandags? Og kunne Giacomo Nizzolo endelig klatre, som han burde, og ikke som han gjorde på 3. etape?

Svarene kom hurtigt. Nizzolo spurter måske nok fremragende i dette løb, men hans normale spidskompetence, holdbarheden, er til gengæld gået fløjten. Uden megen støtte fra det svage Qhubeka-hold var han prisgivet, da han rundede toppen med kun Victor Campenaerts som væsentlig støtte, og dermed missede han ikke blot muligheden for at følge de to 2. pladser i Foligno fra 2014 og 2016 op med sejr - hans drøm om en tredje pointtrøje led også et gevaldigt skud for boven.

Drømmen om en anden pointtrøje for Gaviria og Viviani blev til gengæld blot bedre og bedre, efterhånden som toppen nærmede sig. Mens den førende Merlier og den tidligere førstemand Nizzolo var sendt til tælling, klatrede de to tidligere Deceuninck-sprintere nemlig igen med samme elegance som for præcis en uge siden, og dermed bekræftede de, at den ellers forsvundne holdbarhed synes dukket op igen, nærmest ud af det blå. Særligt for Gaviria er det bemærkelsesværdigt, for han har i de senere år knap kunnet overskue en motorvejsbro, men i dag sad han længe allerforrest i feltet umiddelbart bag Bora og det førende Ineos-mandskab.

Det var selvfølgelig ikke det ideelle scenarium for Sagan at få de to rivaler med over, men nogen katastrofe var det ikke. Viviani har mildt sagt ikke spurtet godt i et løb, hvor Simone Consonni ellers gang på gang har givet ham et herligt lead-out, og det har altid været velkendt, at der er meget stor forskel på farten hos en frisk og en træt Gaviria. Det så vi senest i mandags, og derfor kunne Sagan med fortrøstning se frem mod finalen mod de ellers hurtigere folk. Davide Cimolai, der med sin holdbarhed utvivlsomt jublede over den flotte Bora-massakre har nok spurtet flot i de stigende finaler, men på flad vej har han aldrig haft Sagans fart. Spørgsmålet var bare, om trætheden hos Viviani og Gaviria var stor nok, og hvor meget udbytte de i den tekniske finale kunne få af de sublime lead-out men Consonni og Sebastian Molano.

Bora gjorde i hvert fald deres bedste for, at de ikke skulle nå at komme sig. Merlier og Groenewegen var for længst knækket, da de ramte fladlandet omkring Foligno, og da Nizzolo og Campenaerts hurtigt gav op, var der fred og ingen fare. Alligevel valgte Bora at fortsætte det høje tempo, også selvom Cimolais israelske tropper, der ellers kortvarigt havde givet en hånd med Alessandro de Marchi og en overraskende klatrestærk Matthias Brändle, atter trak sig, og UAE og Cofidis præcis som i mandags var skræmmende lidt opsatte på at vise lidt initiativ i en for dem uhyre gunstig situation.

Heldigvis for Bora var finalen denne gang ikke svær at kontrollere, og derfor var der ikke en risiko for gentagelse af Canale-scenariet eller Kragh-scenarierne, selvom de måtte se langt efter hjælpen fra feltets to på papiret hurtigste. Kun et lidt forkølet angreb fra Jos van Emden blev det til, og derfor var det altså ikke et træt Bora-hold, der ville koste sejren. Nu var det kun Sagan selv - eller måske den kæde, der ikke just hjalp ham i Lavaur i september?

Kræfterne holdt i hvert fald hele vejen. Denne gang var Maciej Bodnar og Daniel Oss endda så friske, at de totalt kunne dominere den kringlede finale, hvor Sagan som altid var som en fisk i vandet. Som altid var han også årvågen, da de hurtigere lead-out-folk trådte i karakter. Først var det Consonni, der igen viste sin tårnhøje klasse, men da en vist temmelig udkørt Viviani var væk, stoppede italieneren hurtigt igen.

I stedet var det gruppens anden suveræne lead-out man, Molano, der trådte i karakter. Gaviria traf et hurtigt valg om ikke at følge ham, men i stedet åbne et hul, som den isolerede Sagan var nødt til at lukke. Det tvang slovakken til at køre en længere spurt, end han kunne have ønsket, og i det øjeblik havde Gaviria vel givet sig selv den perfekte chance for endelig at vise sig som den supersprinter, han engang var.

Med streg under engang! Der var nemlig ikke meget af den Gaviria, der i 2017 vandt fire etaper, tilbage over den Gaviria, der end ikke var i nærheden af at true Sagan. En kombination af den træthed, der altid har kostet det meste af hans topfart, og et generelt tab af hastighed betød, at spurten fik et udfald, man trods alt næppe havde set i 2017 - hård dag eller ej. I stedet var der klasser til forskel på de to fænomener, og fuldt fortjent var det Bora og ikke det passive UAE-mandskab, der løb med sejren.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour de Romandie

Forløsningen må have været enorm for Sagan. Når man betænker, hvor ofte det hele er ramlet sammen til allersidst, må det efterhånden have været nærmest tåkrummende at sidde i bussen efterfølgende på de dage, hvor en hel dags arbejde var gået til spilde. Det gjorde den heldigvis ikke i dag, og det skyldtes både et Bora-hold, der var så stærkt og ivrigt, at de endda lod Emanuel Buchmann bidrage til arbejdet på stigningerne, og en Sagan, der klart slog sprintere, som ellers på papiret var hurtigere.

Gaviria kan dog i det mindste glæde sig over 2. pladsen. Det er langt mere end Viviani, der nok engang fejlede stort i en spurt. Til hans forsvar skal siges, at han lignede en hængt kat på den sidste stigning og derfor næppe har været specielt frisk, men det er alligevel tankevækkende, at han heller ikke i dag havde spor fart at skyde med, som han vel egentlig ikke har haft det på noget tidspunkt i løbet - i hvert fald ikke siden den lille sygdom, der ramte ham på 4. etape.

Cimolai nåede også kortvarigt at drømme om sejren, men heller ikke han var tæt på. Det var dog ikke nogen stor sensation, for mens han har spurtet flot i de stigende finaler i Canale og Termoli, har flade spurter aldrig været hans kop te. Det var i hvert fald svært at se ham på nogen måde true Sagan i denne finale, og han endte da også blot med en pæn 3. plads.

Mest ærgerligt var det, at vi ikke fik Max Kanter at se. Den lille tysker viste ellers atter, at hans klatring stille og roligt er blevet ganske fin, og han sad endda med god støtte fra store Nikias Arndt i en finale, hvor et mindre felt forhåbentlig endelig ville give ham en chance i positionskampen. Desværre endte en af løbets få meget hurtige folk i asfalten, og derfor fik vi ikke mulighed for at se, hvor langt farten virkelig rækker.

Langt rækker den heller ikke for Andrea Vendrame lige nu. Ag2r-rytteren fik ellers et perfekt scenarium serveret, men noget tyder på, at hans negligering af spurterne også har ført til et andet fokus i træningen. I hvert fald har der ikke været samme fart som sidste år i de tre spurter, han har kørt, men heldigvis viste han i Sestola, at kratreform godt kan række til en udbrudssejr.

For andre var sejren aldrig realistisk. Stefano Oldani, Gianni Vermeersch og Vincenzo Albanese var med deres klatrestyrke alle plausible top 10-kandidater, men ikke mere end det. Spurten var et anliggende mellem Sagan, Gaviria, Viviani og i mindre omfang Cimolai, og her blev det fuldt fortjent det mest aktive hold, der løb med sejren.

Sejren er nok også rar at have i tankerne, når Bora skal leve med de mange sure miner hos de andre ryttere i start- og målområderne. De var nemlig næppe populære i dag, hvor også klassementsrytterne fik en meget hårdere dag end ønsket. Det skabte til gengæld muligheden for, at Remco Evenepoel i den indlagte spurt kunne sikre sig et enkelt sekund på Egan Bernal efter lidt af magtdemonstration, der tydeligt viser, hvor skræmmende en rytter og stor en trussel han fortsat er. Ikke blot lukkede han med møje og besvær et hul til en vis Filippo Ganna, der sammen med Bernal tog ham på sengen, han gik også direkte forbi for siden at køre Bernal direkte ud af hjulet. Der er absolut ingen grund til at tro, at Evenepoel ikke er klar til at byde Bernal trods - og måske mere end det - i resten af løbet. Han kan så ærgre sig over, at Joao Almeida sov i timen og ikke stjal det sidste sekund fra Bernal, men det var vist bare dagen, hvor hjælperne sov i timen. I hvert fald kørte Jhonatan Narvaez også en spurt, hvis eneste konsekvens var, at Bernal tjente ét og ikke to sekunder på alle andre rivaler end Evenepoel.

Samlet set kostede manøvren dog Buchmann lidt tid i forhold til løbets to favoritter, men det er vist også den eneste malurt, man kan finde i det Bora-bæger, der ellers er helt fyldt med champagne. Sagan skal i hvert fald lide af slemme smagsforstyrrende senfølger af sin coronainfektion, hvis ikke det smager ekstra godt, når han i aften endelig sætter det bæger for munden på hotellet. Nu må man blot håbe, at Bora-staben har orket at lægge den på køl i morges. Det har de nemlig gjort på alle Boras massakredage i det seneste godt halvandet år for siden blot at skulle trække gravøl op i stedet, og det må efterhånden have været en halvdeprimerende foreteelse. Heldigvis lønner vedholdenhed sig - også for Sagan!

HUSK, AT DU KAN SE ALLE ETAPER AF GIRO D'ITALIA EKSKLUSIVT PÅ DISCOVERY+ UDEN REKLAMER