Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Optakt: 1. etape af Itzulia Basque Country

Optakt: 1. etape af Itzulia Basque Country

01. april 2024 14:29Foto: Sirotti

Enkeltstarten har traditionelt været den absolutte nøgleetape i Itzulia Basque Country, men den har i den grad tabt sin betydning i de senere år, hvor den er blevet kortere og fjernet fra sidstedagen. Sidste år var endda en historisk udgave helt uden enkeltstart, men i år er den tilbage. Det er den dog igen i en neddroslet form over kun 10 km på førstedagen, men det ændrer ikke på, at der i lyset af den lette rute alligevel er tale om en absolut nøgleetape. Derfor skal klassementsrytterne være knivskarpe fra start, når løbet mandag skydes i gang med en tidskørsel, der som altid er en ganske kuperet affære, selvom klatreudfordringerne slet ikke er så voldsomme som i tidligere udgaver.

Artiklen fortsætter efter videoen.

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

 

Ruten

Indtil 2018 var det en helt fast tradition, at Itzulia Basque Country altid sluttede med enkeltstarten, der meget ofte var løbets klart vigtigste etape, men i 2019, 2021 og 2022 indledte man en ny trend, hvor den nu stærkt forkortede enkeltstart i stedet indledte løbet. Sidste år brød man med alle traditioner ved at afvikle en historisk udgave helt uden enkeltstart, men i 2024 vender man tilbage til den model, vi har kendt i årene forinden. Derfor venter der med det samme et vigtigt klassementsslag, når rytterne åbner løbet på deres tempocykler, men som i de seneste år er der skruet voldsomt ned for distancen, når der skal køres bare 10,0 km. Som det sig hør og bør for en baskisk enkeltstart, er den bestemt heller ikke helt flad, selvom der dog ikke bydes på de klatreudfordringer, vi før har set i Baskerlandet. En kombination af klatre- og klassiske tempoevner vil være afgørende på denne åbningsetape, der i endnu en udgave uden bjergafslutning kan blive en absolut nøgledag.

 

I alt skal der tilbagelægges præcis 10,0 km med start og mål i byen Irun, der jo i cykelsporten er verdensberømt som hjemsted for Alberto Contadors meget omtalte bøf. Starten er teknisk, da man lægger ud med at køre mod øst ad en flad vej med hele tre sving efter 100 m, 200 m og 400 m, inden det går op ad en stejl brostensbakke (100 m, 10%), der har et sving undervejs. Derfra går det mod sydvest ad en ganske let stigende vej, der byder på et sving efter 800 m og en rundkørsel efter 1000 m, hvorefter man skal igennem tre rundkørsler efter hhv. 1100 m, 1300 m og 2100 m.

 

 

Nu melder dagens hovedudfordring sig, når man forsætter mod sydvest og senere sydøst op ad kategori 3-stigningen Olaberria (1,7 km, 5,2%, max. 8%), der er en ujævn sag med først 500 m med 5,4%, så 500 m med 3,3% og slutteligt 700 m med 7,3% frem mod toppen, som rundes efter 4,4 km. Derfra går det mod først syd, så nordøst og slutteligt nord ad en kun ganske let snoet og generelt faldende vej, der dog har enkelte flade stykker og leder tilbage til Irun.

 

Her skal man igennem en rundkørsel med 900 m igen, hvorefter det fortsætter med at falde let frem til et sving med 500 m igen. Slutteligt drejer man skarpt med 300 m igen, hvorefter man rammer en stejl rampe, der stiger med op til 10%.

 

Etapen byder på i alt 158 højdemeter mod 95 højdemeter over 7,5 km i 2022, mod 231 højdemeter over 13,9 km i 2021 og mod 268 højdemeter på den 11,2 km lange rute i 2019.

 

Irun har kun én gang tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb. Det var på åbningsetapen i dette løb i 2006, hvor Alejandro Valverde vandt en reduceret massespurt foran Oscar Freire og Davide Rebellin.

 

 

 

 

 

 

 

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

 

Vejret

Baskerlandet er kendt for sin regn, og selvom der venter en formentlig tør uge, skal det hele desværre starte med en potentielt våd mandag. Det bliver ellers en solrig dag med kun få skyer og en temperatur på 15-17 grader, men desværre vil der være en risiko for kraftige tordenbyger på 25% den første time og derefter på 50% til resten af etapen. Til gengæld vil vinde aftage kraftigt fra en styrke på 19-22 km/t de første par timer til bare 13 km/t den sidste halve times tid. Den vil komme fra vest og vestsydvest, hvilket efter den kringlede start giver sidemodvind hele vejen frem til toppen af Olaberria. Derefter følger et kort sidevindsstykke, inden man får sidemedvind hele vejen ned til de sidste 300 m, hvor der vil være modvind.

 

Favoritterne

På den ene side er alt ved det gamle, og på den anden side er alt forandret. Det hører til de absolutte sjældenheder, at de baskiske arrangører designer flade og enkle enkeltstarter, og deres tidskørsler er som regel både kuperede og meget tekniske, hvad der også til dels er tilfældet denne gang. Til gengæld er det stadig svært at vænne sig til, at enkeltstarten ikke kommer på sidstedagen, selvom det nu efterhånden er mange år siden, den blev flyttet og forkortet så kraftigt, at betydningen er kraftigt reduceret.

 

Men i det mindste skal den køres. Det skulle den slet ikke sidste år, hvor vi havde den uhørte, tidskørselsløse rute. Nu er den tilbage, og selvom det er i et neddroslet format over bare 10 km, kan den måske alligevel vinde lidt af fordums betydning. For andet år i træk har vi som bekendt en helt speciel rute uden bjergafslutninger, og som beskrevet i den store optakt betyder det, at enkeltstarten sammen med bonussekunder kan ende med at blive uhyre afgørende. Det vil den også, selvom distancen naturligvis betyder, at ingen vinder minutter på denne åbningsetape.

 

Terrænet er nogenlunde klassisk. Det er i hvert fald ikke fladt med de tre mindre stigninger, men vi har også set langt, langt mere kuperede enkeltstarter end denne. Sammenligner man den med de korte åbningsenkeltstarter, vi har haft i 2019, 2021 og 2022, er den i hvert fald ikke som i 2019, hvor ruten var ekstremt teknisk og bød på en regulær mur samt 268 højdemeter over 112 km, eller i 2021, hvor den havde en ret voldsom stigning og 231 højdemeter over 13,9 km.

 

Vi kan til gengæld godt sammenligne den med enkeltstarten fra 2022. Den var en dog anelse kortere og betydeligt mere teknisk. Dengang havde man 95 højdemeter over 7,5 km, men igen var det fordelt på tre bakker, hvoraf de to var meget korte og eksplosive, mens den anden var længere, men også meget irregulær. Det er præcis det samme, vi ser denne gang, hvor vi har den stejle brostensmur og den lille rampe op til mål som to meget eksplosive sager, samt en længere stigning, der er ganske irregulær. Den kommer i to hug, men har en længde, der kan mærkes og særligt også over de sidste 700 m med 7,3% nogle procenter, der sikrer, at klatreevner betyder noget.

 

Hvordan gik det så dengang? Jo, Primoz Roglic var ganske suveræn, da han sejrede med 5 sekunder ned til Remco Evenepoel og 16 sekunder ned til Remi Cavagna, mens Geraint Thomas, Adam Yates, Aleksandr Vlasov, Bruno Armirail, Ion Izagirre, Jonas Vingegaard og Ben Tulett udgjorde resten af top 10. Det var altså en top 10 domineret af klassementsryttere, hvad man næsten altid ser på de kuperede baskiske ruter, men Cavagna og Armirail var altså også med fremme, ligesom Nelson Oliveiras blev nr. 13.

 

Enkeltstarten i år er dog anderledes. Starten er meget teknisk, men derefter består den mest af lange, lige veje, hvor man kan åbne for gassen, særligt på det faldende stykke efter stigningen. Den slags var der meget lidt af i 2022, hvor jeg vil tro, at Evenepoel havde vundet, hvis ruten ikke havde været så ekstremt teknisk, hvad der favoriserede den eksplosive Roglic. Her får man i langt højere grad brug for klassiske tempoevner, men man skal nok også være en lidt bedre klatrer, end man skulle i 2022, selvom forskellen er lille. Derudover er etapen trods alt ikke uden tekniske udfordringer, når den indledende tur ind gennem byen er så uhyre kringlet, inden det bliver tid til de lange, lige veje.

 

Den slags enkeltstarter, hvor man skal bruge mere end bare ét kompetencesæt, er altid meget vanskeligere at analysere, men det vil som en klassisk baskisk enkeltstart blive domineret af klassementsryttere, der både har tempo- og klatreevner. Der skrues ned for betydningen af de tekniske evner og op for betydningen af klatringen samt poweren og aerodynamikken i forhold til det, vi så i 2022. I den forstand er det nok den mest klassiske enkeltstart, vi har haft blandt de fire, der har åbnet løbet - og så betyder det jo enormt meget, at etapen kun er 10 lang, hvad der ikke er godt for dieselmotorerne.

 

 

Desværre kan man frygte, at vejret afgør det hele. Den baskiske regn vil ellers holde sig væk næsten hele ugen, men lige på den dag, hvor det betyder mest, kan den vise sit grimme ansigt. Med en bygerisiko på i starte 25%, men gennem det meste af etapen på 50% kan det ende som det totale lotteri, for selvom ruten mestendels er enkel, er starten så teknisk, at man næppe vinder, hvis man har våde, mens andre har tørre veje. Man kan minimere risikoen ved at starte som en af de allerførste, men når vi taler om byger, kan ingen vide sig sikre. Man kan starte som den allerførste og køre på våde veje, mens det er knastørt for de sidste. Derfor kan jeg selvsagt ikke tage hensyn til det i optakten.

 

Mere kompliceret bliver det af, at vinden lægger sig ganske markant. De første ryttere får ret heftig modvind på stigningen, og det burde være en ganske klar ulempe i forhold til de sidst startende, der har langt roligere forhold. Den slags kan altid ændre sig, hvis der er læ på modvindsstykket og pivåbent i medvinden til sidst, men det vil være stærkt overraskende, hvis ikke vindforholdene taler for, at man skal starte så sent som muligt. Der risikerer man så til gengæld at blive ramt af en tordenbyge, der jo som regel også betyder, at det momentant kan blæse ret kraftigt op… Nej, vejret er vitterligt ikke let at blive klogt på, og det kan som sagt blive ganske afgørende.

 

Noget tyder dog på, at de fleste hold tror på, at de først startende har en fordel, da næsten alle kaptajner starter tidligt, herunder Juan Ayuso, Jonas Vingegaard, Tom Pidcock, Felix Gall, Pello Bilbao, Tao Geoghegan Hart, Primoz Roglic, Mattias Skjelmose, Brandon McNulty og Jai Hindley, men det er ret bemærkelsesværdigt, at Soudal lader Mikel Landa starte som nr. 1 og Remco Evenepoel som nr. 2, mens de fleste af de øvrige hold har kaptajnen i den første gruppe. Konsensus er i hvert fald helt klar, for sidste startgruppe består mest af hjælpere, selvom Ethan Hayter skiller sig ud som sidste Ineos-rytter.

 

Grundet enkeltstarternes karakter - og denne gang nok også grundet længden - tiltrækker løbet sjældent mange rene specialister, og det har det da heller ikke gjort i år, men til gengæld er der et hav af tempostærke klassementsryttere. Da vi samtidig taler om et historisk stærkt felt, er der lagt op til en uhyre interessant åbning på løbet.

 

Jeg tager en chance. Den oplagte favorit er Evenepoel, men jeg går med Juan Ayuso. Allerede sidste år vandt han to enkeltstarter, nemlig i Romandiet og Schweiz, og det var begge gange på kuperede ruter, mens vi i Schweiz så, at han på flade ruter ikke kunne matche eliten. Det kan han til gengæld nu. Spanieren slog som bekendt Filippo Ganna på Ganna-enkeltstarten i Tirreno, og dermed taler meget for, at han også var kommet meget tæt på Evenepoel på selvsamme rute.

 

Det gør ham pludselig endog meget interessant på denne rute. Hvis han kan matche Evenepoel nogenlunde på powerdelen, og hvis han klatrer bedre, hvad han synes at have gjort i år, lugter det jo pludselig af Ayuso-sejr. Vindretningen er også til hans fordel. Evenepoel ekstreme aerodynamik giver ham en klar fordel i modvind, med powerdelen har medvind. Meget af stigningen skal nok tages i bøjlen, men på den sidste del kan det være nødvendigt at rejse sig, hvormed hans fordel af aerodynamik mindskes. For Evenepoel havde østenvind på denne rute været en klar fordel.

 

Jeg kunne godt være lidt bekymret for distancen, men den er en ulempe for dem begge, og Ayuso var flyvende over samme distance i Tirreno. Mere bekymret er jeg for hans motor. Den plejer at skulle varmes op efter en pause, og selvom TIrreno-enkeltstarten kom som 1. etape, havde han der en fordel af at have kørt adskillige løb forinden. Denne gang kommer han til start med en halvkold motor, og det kan muligvis svække ham. Vi taler dog ikke om nogen sæsondebut, og som han viste i Andalusien, kunne han i formsvag tilstand sagtens køre en god enkeltstart på førstedagen.

 

Vi husker, hvordan han choksejrede på den kuperede enkeltstart i Romandiet, hvor han grundet en skade var i elendig form. Nu kommer han til løbet i forventet storform på en rute, der også er kuperet. Han slog en ganske vist formsvag Evenepoel på den kuperede rute i Schweiz, og jeg tror faktisk, at han kan gøre det igen, selvom verdensmesteren nu er i form. Det kunne Tirreno kombineret med ruten i hvert fald indikere.

 

Det naturlige valg havde dog været Remco Evenepoel. For to år siden blev som sagt slået af Roglic, men det handlede formentlig om den tekniske karakter. Det var i tiden, inden den lille belgier blev en eksplosiv, lille herre, og dengang var det en klar fordel for sloveneren. I dag havde han sikkert været mere komfortabel på den tekniske rute, men det behøver han ikke bekymre sig om denne gang, hvor der er langt mere plads til hans power. Den har han formentlig stadig mere af end alle de andre, for han blev som bekendt verdensmester på en næsten helt flad rute.

 

 

Det er klart, at han i forhold til konkurrenterne i dette felt har ulempe af, at det ikke bare er en flad tonserrute, men Evenepoel kan jo trods alt godt klatre. På en bjergenkeltstart havde han ikke været favorit, men på denne rute, hvor anden halvdel udgøres af terræn, hvor han virkelig kan åbne for gassen, er det klart, at hans tempoevner spiller ind og tipper balancen i hans favør. Til gengæld er distancen en ulempe, men selvom han er klart bedst over længere ruter, har han gjort det glimrende over korte distancer også - og så taler vindretningen også imod ham.

 

Hvad så med niveauet? Han har jo skuffet ganske meget i år - når forventningerne er så høje - men på enkeltstarten i Algarve var han i et meget stærkt felt alligevel ganske suveræn. Intet tyder således på, at hans tempoevner har lidt skade i en ellers generelt halvsløj sæsonstart, og med så megen betydning af powerstykket kombineret med hans fine klatreevner, er der stadig en god chance for, at han får den sejr, han ikke fik for to år siden.

 

Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal mene om Jonas Vingegaard. I Tirreno fik vi bekræftet, at en kort, restitueret tonserenkeltstart bestemt ikke er hans kop te, og denne korte, restituerede enkeltstart er det bestemt heller ikke. Til gengæld er den også så kuperet, at han bør få en ganske betydelig fordel af at være feltets formentlig i særklasse bedste klatrer. For to år siden blev han kun nr. 9, men dengang var han altid rusten efter en pause. Det synes han at være kommet over nu, og på den væsentligt mere kuperede rute i 2021 blev han nr. 3 bag Roglic og Brandoin McNulty - og selvom han dengang slet ikke var på samme niveau som i dag, slog han altså en ganske vist svært skuffende Pogacar.

 

I lyset af det, vi så i Tirreno, vil jeg stadig tro, at powerdelen koster ham lidt for dyrt mod Ayuso og Evenepoel, når han endnu ikke har glæde af sin restitution, og når ruten ikke er mere teknisk. Vi ved bare også fra Touren, at hans evner på kuperede, urytmiske ruter er fremragende, og derfor bliver jeg ikke svært forundret, hvis han vinder - også selvom stigningerne nok skulle have været flere og sværere, hvis han for alvor skulle have en fordel.

 

Så er der Brandon McNulty, som jeg har meget svært ved at vurdere, ikke mindst fordi han er så svingende. Hans 4. plads ved VM var jo sensationelt god, men den kom bare få dage efter en skidt præstation i Polen, ligesom han ikke imponerede i Giroen. I år er han til gengæld startet stærkt med sejren i Emiraterne, men i et meget svagt felt, hvor han kun slog Jay Vine og Mikkel Bjerg, der skuffede i Tirreno, med det yderste af neglene. Heldigvis viste han med lørdagens sejr, at formen stadig er fremragende, og på den endnu mere kuperede enkeltstart i 2021 blev en helt ung McNulty nr. 2, bare 2 sekunder efter storfavoritten Roglic. Det vidner om, at han kan være ganske god også på denne slags korte, kuperede enkeltstarter, men jeg vil tro, at denne etape med kortere stigninger passer ham dårligere, end den gjorde i 2022. Til gengæld tyder VM også på, at han har nået et nyt niveau, som vi dog nok ikke helt fik bekræftet i Emiraterne, selvom han har gjort OL i enkeltstart til sæsonens helt store mål. Det kan virkelig gå begge veje, men hans resultat i 2022 kombineret med hans VM tilsiger, at der er en god chance for, at det kan gå rigtigt godt.

 

Jeg er nødt til at rangere Isaac Del Toro meget højt, for han overrasker igen og igen. Hans resultat i Algarve var slet og ret chokerende, da han slog en ganske vist formsvag Ganna og kørte næsten lige op med Stefan Küng, der til gengæld ikke var formsvag. Vi så til gengæld i Tirreno, at han havde det betydeligt vanskeligere på en powerrute, men her var han også uheldig med vejret. Nu kommer han til en rute, der er endnu mere kuperet end i Algarve, og det burde vel i teorien passe ham endnu bedre. Til gengæld blev vi som beskrevet i den store optakt lørdag også mindet om, at han altså er svær at regne med, og da han mere og mere fremstår som en dieselmotor, kan denne korte rute måske passe ham knap så godt. Tirreno viste til gengæld, at han er teknisk fremragende, vi ved, at han kan klatre, og Algarve viste, at han kan køre enkeltstart overraskende godt. Det kan sagtens ende med et resultat i stil med det, vi så i Tirreno, men i lyset af det, vi så i Algarve, er han nødt til at stå meget højt på en liste rangeret efter vinderpotentiale.

 

For to år siden vandt Primoz Roglic, der er skabt til denne type korte, eksplosive og kuperede enkeltstarter. Desværre ringer alle alarmklokker efter Paris-Nice, som jeg har beskrevet i den store optakt, og han skal i hvert fald have forbedret sig markant, hvis han skal vinde her. I forvejen var hans enkeltstart kraftigt aftaget i 2022 og 2023, men heldigvis genfandt han sine tempoevner i Vueltaen. Alligevel blev han slået så klart af Ganna og Evenepoel, at han vel ikke var tæt på sit tidligere topniveau, og lægger man dertil, at skiftet fra Visma til Bora kan have svækket ham yderligere - ikke på materielsiden, men generelt - er der grund til bekymring. Når jeg alligevel giver ham en vis rangering, skyldes det etapens længde. I Paris-Nice kørte han jo faktisk et godt holdløb, mens det kneb med motoren på linjeløbsetaperne. På denne ultrakorte rute kommer hans eksplosivitet formentlig stadig i spil, og det er grundlæggende en storartet rute for ham. I 2022 vandt han jo, selvom vi senere i løbet så, at han grundet sin knæskade faktisk var i ganske elendig form. Derfor kan han sagtens ende med at gøre det godt, selvom han skulle komme til kort senere i løbet. Jeg tvivler bare på, at han slår mine tre favoritter denne gang. Han starter også nogenlunde midt i feltet, og det er svært at vide, om det bliver en fordel

 

De danske chancer er generelt gode. Jeg er nemlig pokkers spændt på at se Mattias Skjelmose. Sidste år viste hans enkeltstart i Schweiz, hvor han endte som nr. 3 bag Ayuso og Evenepoel, at han er meget tæt på den absolutte elite, og det bekræftede han vel med sin 6. plads på den indledende flade tonserenkeltstart, hvor han kørte skræmmende stærkt på den sidste del. Også hans enkeltstart i Touren var på et højt niveau, selvom han her nok har været mere træt end flere af de allermest restitutionsstærke, og uden sin defekt var han sikkert også blevet dansk mester i skrapt selskab. Denne rute burde passe perfekt til en ardennertype som ham med korte, eksplosive stigninger kombineret med nogle powerstykker. Jeg kan dog godt være lidt bekymret for den korte distance, for det er nu blevet ret typisk, at han altid starter svagt for siden at slutte stærkt, og på 1. etape i Schweiz kom han i hvert fald for sent i gang. Han skal også bevise, at han har fundet de procent, han ikke havde i Paris-Nice, men med Ardennerne forude bør han være tæt på 100%. Sidste sæson taler for, at han på denne rute kommer meget langt.

 

En uhyre spændende rytter er Kevin Vauquelin. Vi så i Tirreno, at han mangler lidt i forhold til de allerbedste på de flade powerruter, men han kørte stadig i top 10. Nu kommer vi til en rute, der minder langt mere om den, der i Besseges gjorde det muligt for ham at knuse Mads Pedersen ganske overlegent. Med sine klatre- og tempoevner kombineret med sit punch er han jo som skabt til en udfordring som denne, og vi så samtidig i Besseges og Tirreno, at han er god over de helt korte distancer. Vi ved dog også, at han kan være uhyre svingende, hvorfor man aldrig helt ved, hvad man får efter en pause, men med tanke på det høje niveau, han har haft i år, er der al mulig grund til at tro, at kometen bekræfter sit potentiale med endnu en sublim præstation. Han starter også nogenlunde midt i feltet, og det er svært at vide, om det bliver en fordel

 

 

En ubekendt er Jay Vine. Hans enkeltstart i Emiraterne var faktisk chokerende god, når vi tager i betragtning, at hans problematiske vinter havde efterladt ham i ret formsvag tilstand. Spørgsmålet er så, om det er udtryk for, at han har forbedret sig yderligere siden Giroen, hvor han allerede gjorde det ganske fornemt på helt flade ruter, eller om McNulty skuffede. Det kan morgendagen indikere mere om, og her tilsiger al logik, at en kuperet rute som denne burde passe ham langt bedre - og formentlig også være en fordel for ham i en duel med McNulty. Til gengæld er han også den totale lottokupon, hvis niveau er umuligt at vurdere, og da han reelt ikke har kørt siden Emiraterne, fordi han med det samme udgik af Paris-Nice med sygdom, aner vi reelt ikke, hvor han står. Som altid kan det med ham gå begge veje, men Emiraterne kunne indikere, at det bliver rigtigt godt. Vi må se, om det er en ulempe, at han starter betydeligt senere end de øvrige favoritter.

 

Et andet fransk stortalent er Romain Gregoire. Allerede i Schweiz så vi tegn på fremgang i en disciplin, han ikke har dyrket, men jeg skal love for, at der er sket noget over vinteren. Hans 10. plads i Tirreno var på grænsen til chokerende, og det er uhyre lovende. Al logik tilsiger nemlig, at en eksplosiv ardennertype vil elske denne rute, og når vi nu endda kan regne med, at han også vil køre stærkt på powerdelen, er han jo den helt komplette pakke. Det er klart, at hans tempoevner er så nye, at han har lidt at bekræfte, og vi ved også, at han kan være lidt svingende. I år har han dog kun været godt, og med et par uger til det store mål i Ardennerne er der al mulig grund til at tro, at formen rækker til at bekræfte chokresultatet fra Tirreno.

 

Hvad så med Ethan Hayter? På papiret skulle han på powerdelen vel sammen med Evenpoel og Ayuso være den stærkeste, for han kørte fremragende enkeltstarter i 2022, inden han blev ramt af skader i 2023. Hans enkeltstart i Andalusien var meget sløj, men her var han formsvag og på almindelig cykel. Desværre er hans form helt umulig at spå om, fordi han sejlede rundt i Catalonien, indtil han pludselig imponerede på sidste etape. Formen er i hvert fald helt klart i fremgang, men er det nok til denne rute? Vi så i Romandiet, hvor han var uhyre formstærk, at han fik klare tæsk på den kuperede rute, og selvom denne er noget lettere, tror jeg, at han får det for svært mod klatrerne - også fordi han jo faktisk også skuffede på den flade enkeltstart i Romandiet, hvorfor vi skal helt tilbage til 2022 for at finde hans sidste gode præstation. Tiden må så vise, om det er en fordel, at han som den nærmest eneste favorit starter meget sent.

 

Det er svært ikke at glæde sig til at se Jai Hindley. Australieren forbedrede jo sin enkeltstart allerede i 2022, men hans 12. plads på den flade tonserrute indikerer, at han har taget det til et helt nyt niveau. Den rute kunne ikke passe ham dårligere. Den kom på førstedagen, den var kort, og den handlede alene om power. Her har han de samme udfordringer med de to første parametre, men nu taler vi om en kuperet sag, der burde passe en eksplosiv klatrer som ham langt, langt bedre. Det er klart, at han skal bekræfte de stærkt forbedrede tempoevner, men al logik tilsiger, at han skal være markant bedre på denne rute - og omsætter vi det fra det, han viste i Tirreno, kommer han jo altså pludselig rigtigt langt.

 

Bora står i det hele taget med gode kort på hånden. Matteo Sobrero har alle dage været en lottokupon, men når han er god, er niveauet højt. Det viste han særligt med sejren på den kuperede rute i Giroen, men sidste år var han blandt mange ringe enkeltstarter også god i Schweiz. Nu er han så skiftet til Bora, men det bør ikke være nogen ulempe, og i hvert fald så vi i Sanremo vel den bedste Sobrero, vi nogensinde har set. Til gengæld skuffede han fælt i Indurain, men det kan måske forklares med kulden. En lottokupon er han i hvert fald med sikkerhed, men da han er bedst på kuperede ruter og har vist et imponerende niveau i år, er der vel en god chance for, at han i morgen viser, hvor god han kan være, selvom han ikke kommer hele vejen i dette felt. Også han starter midt i feltet.

 

Jeg er spændt på at se Pello Bilbao. Hans flotte enkeltstart i Emiraterne bekræftede, at Bahrain vitterligt har forbedret sig på materiellet, og da han kørte for Astana, var han ret god på kuperede enkeltstarter. Denne rute burde passe ham ganske storartet, og han blev jo en ret overraskende nr. 4 på den kuperede Tour-enkeltstart sidste år. Til gengæld har han også meget at bevise, efter at den normalt så stabile Bilbao var chokerende langt fra sit niveau i Paris-Nice - men dette løb er jo forårets allerstørste mål.

 

En anden lottokupon er Bruno Armirail. Også han har skiftet hold, og det skaber stor usikkerhed, når han går fra FDJs supermateriel til helt ukendt materiel hos Ag2r. Hans start i Provence og Emiraterne var alt andet end lovende, men det kan også handle om hans svage form. Hvor han står nu, er svært at sige, men han viste klar fremgang med en 20. plads på sidste etape i Paris-Nice. Som udgangspunkt er denne rute for kuperet for ham, men en formstærk Armirail klatrer godt, som vi så i Giroen, og i 2022 blev han jo altså nr. 7 på den tilsvarende rute i dette løb. Vi så i 2023 i Giroen, at han kørte enkeltstarter på et helt nyt niveau, men siden så vi ham også skuffe fælt flere gange. Denne rute er for kuperet til, at han kan vinde, men nærmer han sig topformen, kan han sagtens være med, hvis ikke han er for hæmmet af materiellet.

 

Så er der Marc Soler . Spanieren har tidligere været en ganske glimrende temporytter og grundlagde blandt andet sin sejr i Paris-Nice med et stort ridt på en kuperet rute. Til gengæld har det været knap så godt siden dengang, og sidste år så han ikke helt ud til at have fået samme boost som de øvrige UAE-ryttere. I hvert fald havde jeg med hans superform forventet mere end en 8. plads i det svage felt i Vueltaen, men helt ringe var det trods alt ikke. Han er desværre ikke i samme form nu efter et mildt sagt svingende Catalonien og en DNF lørdag, men Soler er også en uforbederlig lottokupon. Han viste nok i Catalonien til, at han kan brage en god enkeltstart af på en kuperet rute, der passer ham bedre end den flade i Vueltaen. I disse år skal man nemlig bare regne med, at enhver UAE-rytter overpræsterer.

 

Jeg er nødt til at give Tao Geoghegan Hart en vis rangering, men det er på potentiale mere end forventning. Hans to enkeltstarter i år har været ganske forfærdelige, og i Tirreno så vi, at han generelt har lang vej igen efter skaden. Denne rute burde til gengæld også passe perfekt til en eksplosiv klatrer som ham, og hans enkeltstarter i Giroen på de flade ruter var jo som bekendt chokerende gode og meget tæt på den absolutte elite. Han manglede så meget i sine første løb, men handler det om, at motoren ikke er på plads endnu, kunne han godt præstere bedre over 10 km, selvom det ikke så sådan ud i Tirreno. Det ender sikkert skuffende igen, men når nu niveauet er så højt, kan han vel overraske positivt denne gang.

 

 

Som nævnt blev Ben Tulett nr. 10 på den tilsvarende rute i 2022, men til gengæld var det virkelig sløjt i 2023. Jo, han vandt den halve bjergprolog i Norge i et svagt felt, men ellers var han langt fra de bedste. Et skifte fra Ineos til Visma er ikke nødvendigvis en fordel på materielsiden, men nogen ulempe er det næppe nødvendigvis heller. Hans svage 2023 handler formentlig også om, at han primært kørte flade enkeltstarter, som aldrig har været ham, og denne rute passer ham i hvert fald langt bedre. På den kuperede rute i Schweiz var han dog alligevel langt efter, og denne gang har han slet ikke den fordel af de tekniske elementer, som han havde i 2022. Derfor er jeg ikke alt for optimistisk, men jeg synes til gengæld, at vi i Tirreno så ham klatre bedre, end han gjorde i det forfærdelige 2023, hvor han stort set kun skuffede.

 

Jeg er lidt spændt på at se Tom Pidcock. Algarve bekræftede, at han vitterligt ikke er en stor temporytter, men vi har ikke set ham køre en kort enkeltstart i en menneskealder. Det var ret bemærkelsesværdigt, at han i Algarve startede godt, men hurtigt faldt sammen, og derfor skulle man tro, at denne korte rute passer ham bedre, hvad der jo generelt gælder for eksplosive ryttere. Han havde stået betydeligt bedre på den tekniske 2022-rute, hvor han formentlig var kommet meget langt, men selvom han vil miste tid på powerdelen, passer disse eksplosive bakker ham så godt, at vi burde kunne se hans bedste enkeltstart som professionel.

 

Tør man nævne Maximilian Schachmann? I gamle dage havde han jo været blandt favoritterne på en rute som denne, for han vandt jo endda enkeltstarten i 2019, hvor ruten var endnu mere teknisk og kuperet. Desværre har han jo været i en gigantisk krise i lang tid, men lørdagens løb giver så meget håb, at vi kan drømme om et godt resultat. Desværre kommer han nok ikke alt for langt, for selv inden hans sammenbrud havde han tabt tempoevner. Selv sidste år blev han dog nr. 14 på den første enkeltstart i Schweiz, da han kortvarigt blomstrede lidt op, og det var endda i et skrapt felt. Det er dette også, men til gengæld kunne den rute heller ikke passe ham meget bedre.

 

I de senere år er Nelson Oliveira blevet lidt af en lottokupon på enkeltstarter. Han skuffer oftest, men af og til præsterer han stadig på et højt niveau. Det gælder også på korte ruter, selvom det er de lange, der er hans spidskompetence, og som nævnt blev han jo nr. 12 på den tilsvarende enkeltstart i 2022. Det vidner om, at han sagtens kan præstere på en rute som denne, og denne mindre tekniske sag burde passe ham betydeligt bedre, end den gjorde i 2022. Det ændrer dog ikke på, at vi skal have en betydeligt længere distance, hvis han skal i top 10 i dette felt, og så er spørgsmålet, om han har en af de gode dage, hvor han alligevel nærmer sig, eller om han har en af de dage, hvor motoren slet ikke når at blive varm.

 

Jeg er vel også nødt til at nævne Sepp Kuss . Hans tempoevner var jo chokerende gode i Vueltaen, og selvom vi ikke så dem bekræftet i Algarve, er der måske håb på denne rute. Inden han viste sin fremgang, husker jeg, hvordan han overraskede stort med en 12. plads på 1. etape i Vueltaen i 2021, hvor ruten mindede om denne. Det kunne altså være noget, der passede ham, og når vi også husker, at han kørte godt på den kuperede rute i Touren, er det ikke utænkeligt, at han igen viser sig lidt frem. Til gengæld skaber hans kørsel i Catalonien bekymring for formen, men her skal vi heller ikke glemme, at hans 4. etape jo faktisk var ganske glimrende.

 

Jeg er vel også nødt til at nævne Ion Izagirre. I gamle dage havde han stået meget højt på listen, for han var topspecialist på kuperede enkeltstarter. Det er han slet, slet ikke længere, og siden skiftet til Cofidis er det gået helt galt. Som beskrevet i den store optakt finder han bare altid formen til dette løb, og da han i 2022 kørte den tilsvarende enkeltstart, blev han pludselig nr. 8. Den tekniske rute passede ham dog også langt bedre, og selvom han i lørdags så godt ud, er han næppe på samme niveau i dag, hvor han er startet uhørt svagt. Alligevel er man bare altid nødt til at nævne ham i Baskerlandet.

 

Jeg vil slå Jonathan Castroviejo og Michal Kwiatkowski. Begge er tidligere specialister, der burde elske denne form for rute, men begge er de også langt fra fordums styrke. Derfor kommer de formentlig ikke alt for langt, men begge kørte de også nogle fornuftige enkeltstarter undervejs i 2023, hvor Kwiatkowski gjorde det godt i Polen og Renewi, og Castroviejo var solid i Dauphiné, Romandiet, Algarve, Vueltaen og Touren. Ingen af dem kommer i top 10 i dette felt, og Kwiatkowski har været så formsvag på det sidste, at han formentlig skuffer lige så meget som i Tirreno, men chancen for et pænt resultat er der. Castroviejo var i hvert fald ret stabilt lige uden for top 10 på næsten alle enkeltstarter i 2023 og er nok det bedste bud, selvom han har ledt efter formen, hvad han dog også plejer fra sæsonstart.

 

Kan vi tillade os at tro på Carlos Rodriguez? Jeg tvivler. Han har som bekendt været uhyre formsvag, og denne korte rute passer slet ikke hans dieselmotor. Han har kun kørt én god enkeltstart, men den var også chokerende god, nemlig på den flade rute i Vueltaen i 2022. Til gengæld skuffede han selv på den kuperede rute i Touren, hvor han ellers var flyvende. Nu er han formentlig stadig et stykke fra sit bedste, og da han samtidig skal kæmpe med en kort distance, skal vi næppe tro alt for meget på ham, selvom Vueltaen viste, at han kan overraske.

 

Endelig vil jeg nævne Sjoerd Bax og Igor Arrieta. Bax gjorde store fremskridt som temporytter sidste år, hvor han red med på UAE-bølgen og blev en flot nr. 10 til EM. Denne rute burde egentlig passe ham godt, men i dette selskab betaler han nok en pris mod klatrerne for stigningerne. Han har nemlig efter sin skade i vinteren til gode at finde sin bedste form, men den slags er altid svært at vurdere for en hjælper. Igor Arrieta har aldrig vist skyggen af tempoevner, men nu er han jo altså kommet til UAE. Hos dem forbedrer alle sig ganske meget, og når vi taler om en kuperet rute, skal han vel have chancen for at overraske. Formen så lovende ud i går.

 

Sean Quinn imponerede i Besseges, men på denne mindre tekniske rute kommer han nok ikke hele vejen. Det samme gælder om James Shaw, der har forbedret sine tempoevner. Mauro Schmid burde stå højt på denne kuperede rute, men med den lange skades pause, kommer han næppe alt for langt. Santiago Buitrago kører hæderligt enkeltstarter, men trods ruten næppe helt hæderligt nok. Ruten passer Andrea Bagioli, der synes for formsvag, mens Bob Jungels stadig er en skygge af sig selv. Steven Kruijswijk var tidligere god på kuperede ruter, men vi har ikke set ham helt fremme i et par år. Ruten minder om den, der gav Alex Aranburu en 2. plads i Vueltaen i 2021, men han har ikke kørt gode enkeltstarter hos Movistar og mangler en del efter sin skade. Johannes Staune-Mittet er spændende, da han kører en pæn enkeltstart og er ved at vinde formen, men hele vejen kommer han ikke, mens Archie Ryan, Oscar Onley og William Junior Lecerf til gengæld synes temposvag. Mikel Landa og David Gaudu kan forsvare sig bedre på denne rute, men vil stadig tabe tid. I dette selskab er den formentlig for kuperet for Johan Price-Pejtersen, Alexy Faure Prost, Aaron Gate, Nikias Arndt og Mikel Azparren, David De La Cruz er ikke ved fordums styrke, og Eddie Dunbar er formentlig for formsvag. Endelig vil vi trods den gode Tour-enkeltstart næppe se Felix Gall helt fremme, mens Bauke Mollema vel er faldet for meget af på den til trods for opblomstringen som temporytter. Andre, der måske kan gøre det pænt, er Rigoberto Uran, Louis Vervaeke, Steff Cras, Samuele Battistella, Fabien Doubey, Omar Fraile, Alex Baudin og Paul Lapeira.

 

BEMÆRK: Lad mig igen understrege, at både vind og potentiel regn kan gøre enkeltstarten til et lotteri, som det er svært at tage hensyn til i optakten.

 

Feltet.dks vinderbud: Remco Evenepoel

Øvrige vinderkandidater: Juan Ayuso, Jonas Vingegaard

Outsidere: Brandon McNulty, Isaac Del Toro, Primoz Roglic, Mattias Skjelmose, Kevin Vauquelin

Jokers: Jay Vine, Romain Gregoire, Ethan Hayter, Jai Hindley, Matteo Sobrero, Pello Bilbao, Bruno Armirail, Marc Soler, Tao Geoghegan Hart, Ben Tulett, Tom Pidcock, Maximilian Schachmann, Nelson Oliveira, Sepp Kuss, Ion Izagirre, Jonathan Castroviejo, Carlos Rodriguez, Sjoerd Bax, Michal Kwiatkowski

 

Starttider

Starttiderne findes under liveopdateringen.

 

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

Juan Ayuso
Remco Evenepoel, Jonas Vingegaard
Brandon McNulty, Isaac Del Toro, Primoz Roglic, Mattias Skjelmose, Kevin Vauquelin
Jay Vine, Romain Gregoire, Ethan Hayter, Jai Hindley, Matteo Sobrero, Pello Bilbao, Bruno Armirail, Marc Soler, Tao Geoghegan Hart, Ben Tulett, Tom Pidcock, Maximilian Schachmann, Nelson Oliveira, Sepp Kuss, Ion Izagirre, Jonathan Castroviejo, Carlos Rodriguez, Sjoerd Bax, Michal Kwiatkowski
Igor Arrieta, Mauro Schmid, Sean Quinn, James Shaw, Felix Gall, Johannes Staune-Mittet, Bauke Mollema, Aaron Gate, Rigobero Uran, Santiago Buitrago, David De La Cruz, Andrea Bagioli, Steven Kruijswijk, Alex Aranburu, Bob Jungels, Louis Vervaeke, Steff Cras, Samuele Battistella, Fabien Doubey, Omar Fraile, Mikel Landa, David Gaudu, Archie Ryan, Oscar Onley, Eddie Dunbar, Nikias Arndt, Mikel Azparren, William Junior Lecerf, Johan Price-Pejtersen, Alex Baudin, Paul Lapeira
DEL
INFO
Optakter
Nyheder
Itzulia Basque Country
Nyheder Profil Resultater
DELTAG I DEBATTEN

Annonce

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Annonce

Annonce

/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

OL - Herrer (Enkeltstart)(JO) 27/07

Volta a Portugal em Bicic...(2.1) 24/07-04/08

OL - Herrer(JO) 03/08

Annonce

Annonce

Alpecin-Deceuninck

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Arkéa - B&B Hotels

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Qazaqstan

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Victorious

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Decathlon AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Education - EasyPost

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Intermarché - Wanty

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lidl - Trek

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Red Bull - BORA - hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Soudal - Quick Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team DSM-Firmenich PostNL

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jayco AlUla

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Visma | Lease a Bike

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Annonce

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger