Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Optakt: Itzulia Basque Country (Baskerlandet Rundt)

Optakt: Itzulia Basque Country (Baskerlandet Rundt)

01. april 2024 14:28Foto: Sirotti

Mens en stor del af opmærksomheden er rettet mod brostenene i Nordeuropa og stærke folk som Mads Pedersen og Mathieu van der Poel, forbereder nogle af verdens bedste klatrere og etapeløbsryttere sig på seks dages intenst cykelløb på stejle stigninger i det cykelgale Baskerlandet. Det seks dage lange Vuelta al Pais Vasco, der nu går under navnet Itzulia Basque Country og indledes mandag, tjener et dobbelt formål. På den ene side er det den perfekte forberedelse til de kommende ardennerklassikere, og samtidig er det et prestigiøst og knaldhårdt WorldTour-løb, som enhver etapeløbsrytter drømmer om at have på sit generalieblad.

Artiklen fortsætter efter videoen.

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

 

Løbets rolle og historie

Paris-Nice og Tirreno-Adriatico har en speciel dobbeltrolle, da de både fungerer som den sidste, afgørende forberedelse for klassikerspecialisterne og den første store test for etapeløbsrytterne. Efter det italienske løb handler det meste af den kommende måned imidlertid som regel fuldstændig om de store endagsløb, og det er de store slag i Nordeuropa, der får næsten al opmærksomhed.

 

Det betyder ikke, at grand tour-rytterne ligger på den lade side i disse tider. Adskillige etapeløb anført af WorldTour-løbene Volta a Catalunya og Itzulia Basque Country, det tidligere Vuelta al Pais Vasco, finder i løbet af disse uger sted i den sydlige del af kontinentet, og selvom de delvis kan betragtes som forberedelse til ardennerklassikerne, er de meget mere end det. For de grand tour-ryttere, der helt skipper endagsløbene, udgør de forårets vigtigste mål, og derfor er de typisk rammen om nogle fascinerende opgør mellem de ryttere, der senere vil spille hovedroller i de store grand tours.

 

 

Da Baskerlandet er en af de mest cykelgale regioner i verden, er det kun naturligt, at området er rammen om et af de allerstørste løb. På samme måde som Flandern er området befolket af fans, der elsker cykling, men hvor belgierne har kastet deres kærlighed på endagsløb, er det etapeløbene, der står baskernes hjerte nært. Derfor er det ikke overraskende, at deres store begivenhed strækker sig over seks dage.

 

Itzulia Basque Country blev første gang afviklet allerede i 1924 og har således en lang historie, men efter 1930 forsvandt løbet fra kalenderen. Der blev gjort et forsøg på at genoplive det i 1935, men det blev hurtigt opgivet, og det blev ikke afviklet igen før 1969.

 

Her var det tilbage på kalenderen, og straks fra start nød det stor prestige. Den første vinder af det genopstandne løb var ingen ringere end Jacques Anquetil, og siden da er det blevet vundet af mange af sportens største stjerner. Luis Ocana er dobbelt vinder, San Kelly har vundet tre gange, Stephen Roche har én sejr, og Tony Rominger har hele tre titler. I de senere år har grand tour-stjerner som Alberto Contador, Andreas Klöden, Nairo Quintana, Samuel Sanchez, Chris Horner, Joaquim Rodriguez, Denis Menchov, Alejandro Valverde, Primoz Roglic og Jonas Vingegaard alle været øverst på podiet, og det indikerer, hvor prestigiøst det baskiske løb er.

 

Baskerlandet er en meget kuperet region, men der er ingen høje bjerge. Deres stigninger er i stedet kendt som korte og stejle, og det giver etaperne en vis lighed med ardennerklassikerne. Da det afvikles bare et par uger før de kuperede endagsløb, er det ikke mærkeligt, at løbet betragtes som den bedste forberedelse til ardennertrioen, og det har ofte været en god indikation på, hvem der i form til løbene i Belgien og Holland.

 

På et tidspunkt så det ud til, at løbet næsten var reduceret til mere forberedelse end egentligt mål, men opfindelsen af ProTouren og den betydning, WorldTour-point i dag har, har brudt tendensen. Nu om dage tjener løbet to formål. Mens nogle ryttere er rejst til Spanien alene for at finde klatrebenene forud for deres store mål i endagsløbene, er der folk, som kun er til start med det ene formål at tage den samlede sejr.

 

I de senere år har spansk cykelsport lidt voldsomt, og Baskerlandet er blevet ramt mindst lige så hårdt som resten af landet. Euskal Bizikleta - det andet store baskiske etapeløb - er forsvundet, og regionens to WorldTour-løb, Itzulia Basque Country og Clasica San Sebastian, har begge været truet af økonomiske vanskeligheder. UCI var på et tidspunkt tvunget til at gribe ind for at redde de to begivenheder, men deres langsigtede fremtid var længe usikker.

 

Derudover mistede de baskiske fans muligheden for at følge deres lokale helte på hjemmebanen. Baskerne er berømte for deres passion, og det regionale cykelhold Euskaltel var i mange år en kilde til enorm stolthed. De opnåede deres store højdepunkt på hjemmebanen, da Samuel Sanchez langt om længe vandt det hjemlige etapeløb, men som bekendt forsvandt storholdet midt i forrige årti. Heldigvis opstod det mindre Murias-hold som Euskaltels efterfølger med deltagelse i både 2018 og 2019, og mens det hold nu er forsvundet, deltog Euskaltels efterfølger, der nu er vokset til ProTeam-niveau, i 2021 for første gang med klassiske orange trøjer. De er med igen i år, hvilket blot nærer passionen yderligere, og da coronarestriktioner hører fortiden til, kan vi igen forvente vanvittige scener med tusindvis af fans, noget man sjældent finder i andre ugelange etapeløb.

 

Løbet er typisk et af de hårdeste ugelange etapeløb. Der er stort set ikke én meter flad vej i regionen, og derfor er der som regel begrænsede muligheder for sprinterne. Således holder de hurtigste folk sig altid langt væk, og de holder sig i stedet til de nordlige klassikere. For klatrestærke sprintere som Michael Matthews er der i løb som Itzulia, Volta a Catalunya og Tour de Romandie dog typisk adskillige muligheder. Derudover er løbet fyldt med adskillige - ofte ekstremt - stejle stigninger af medium længde, og det er de vanskelige bakker, den ofte kuperede enkeltstart og de kolossale regnmængder, der typisk afgør klassementet. Selvom løbet ikke rammer de høje bjerge eller lange stigninger, er det hævet over enhver tvivl, at det er et løb for de rigtige etapeløbsryttere.

 

De korte stigninger betyder imidlertid ofte, at løbet afgøres med små forskelle, og det er svært at slå store huller på de eksplosive bakker. Løbet er traditionelt sluttet med en kuperet enkeltstart, og den etape har altid været helt afgørende. Det kan godt være, at de baskiske fans elsker klatrere, men man vinder ikke Baskerlandet Rundt, hvis man ikke kan køre enkeltstart. Det er således ikke nogen tilfældighed, at førertrøjen i årene mellem 2010 og 2017 skiftede ejermand på sidste etape hver eneste gang bortset fra i 2014, hvor det lykkedes Alberto Contador at forsvare sin føring, og i 2017, hvor Alejandro Valverde leverede samme bedrift. Siden dengang er enkeltstarten dog ikke blevet afviklet på sidstedagen, dens længde er også kraftigt reduceret, og i 2023 tog man et helt nyt skridt ved at fjerne løbets traditionelt vigtigste etape helt. Den er tilbage i 2024, men stadig i et neddroslet format på førstedagen.

 

 

Sidste år var altså en helt særlig udgave uden enkeltstart, og da løbets ikoniske kongeetape med mål på Arrate-stigningen også var væk, havde man et helt specielt løb helt uden oplagte nøglemomenter. Det skabte stor tvivl om, hvorvidt løbet ville være for let til, at løbets store stjerne, Jonas Vingegaard, kunne vinde, men den tvivl gjorde han effektivt til skamme. Ikke færre end tre af de seks etaper blev vundet af den suveræne, der kronede det hele med et suverænt soloridt på den afsluttende kongeetape, hvilket alt sammen var nok til at sikre en overlegen samlet sejr med 1.12 ned til Mikel Landa og 1.29 ned til Ion Izagirre. Vingegaard vender i år tilbage for at forsvare titlen, og da han igen er oppe mod de lokale helte Landa og Izagirre bliver der deltagelse af hele det seneste podium.

 

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

 

Ruten

Ruten til Itzulia Basque Country varierer altid ganske betydeligt, men de forskellige udgaver har ofte haft et ret ensartet format. Normalt har der været et par etaper til hurtige folk, der kan overleve nogle stigninger og vinde en spurt i et reduceret felt. Der er imidlertid aldrig helt flade etaper i det vanskelige terræn, og som ren sprinter er det sjældent, at der er én eneste mulighed. Derudover har der typisk været 2-3 svære etaper, hvor klassementsrytterne har kunnet dyste om sejren, og disse har ofte været kendetegnet ved nogle ekstremt stejle mure. Højdepunktet har været den traditionelle kongeetape til Alto de Arrate i udkanten af Eibar, der meget ofte er kommet på fjerde eller femte etape. Endelig har det været en fast tradition, at løbet er sluttet med en ofte meget kuperet og teknisk enkeltstart, der har været den i særklasse vigtigste etape.

 

I 2017 fik arrangørerne en del kritik for at sammensætte en alt for nem rute, hvor fire relativt lette etaper blev afsluttet med kongeetapen og den afsluttende enkeltstart, der fuldstændigt bestemte løbets udfald. Tilsyneladende tog man den kritik til sig, og i 2018 gik man den helt modsatte vej. Den udgave var nemlig den hårdeste i umindelige tider og bød på masser af godbidder til klatrerne og meget lidt at komme efter for de hårdføre sprintere. Samtidig gjorde løbet atter brug af de korte, ekstremt stejle mure, der stort set var helt fraværende i 2017-udgaven, og dermed var det en rute, der passede langt bedre til løbets rygte som et af de hårdeste på WorldTouren og var langt bedre i overensstemmelse med løbets natur. Sådan var det til gengæld ikke i 2019, for her var der udover den klassiske enkeltstart og Arrate-etapen kun yderligere én relativt svær etape, men ikke meget af den klassiske murkørsel. I stedet var der hele tre relativt lette etaper, hvilket gjorde det til et paradis for puncheurs som Maximilian Schachmann og Julian Alaphilippe.

 

I 2021 skruede man op for sværhedsgraden igen på en rute med kun én potentiel sprinteretape, en murfinale, Arrate-etapen, enkeltstarten og ikke mindst to meget interessante etaper, hvor man havde brutale stigninger i finalen, men derefter lette afslutninger, hvor det var helt umuligt at kontrollere. Det gav meget taktiske løb, hvor Brandon McNulty fik kørt sig i førertrøjen, og de to slovenske favoritter, Primoz Roglic og Tadej Pogacar, måtte spille deres løjtnanter ud. Tilsyneladende var dette ukontrollerbare og taktiske koncept noget, arrangørerne var begejstrede, for i 2022 havde man tre tilsvarende etaper, men også kun én rigtig bjergetape i form af kongeetapen og kun én rigtig sprinteretape i tillæg til enkeltstarten.

 

En generel tendens de seneste år har været, at den tidligere meget dominerende enkeltstart har fået reduceret sin betydning væsentligt. Først blev den i 2018 flyttet væk fra sidstedagen, og siden er den også blevet langt kortere, kulminerende i 2022, hvor den var bare 7,5 km. I 2019, 2021 og 2022 blev den i stedet afviklet som åbningsetape, og i de to sidstnævnte sluttede det hele med Arrate-etapen.

 

Sidste år kastes det velkendte format helt op i luften, da man nu tog skridtet fuldt ud og for første gang i umindelige tider havde designet en rute helt uden den enkeltstart, der ellers gang på gang afgjorde løbet, men det var ikke den eneste forandring. Siden 2009, hvor man overtog kongeetapen fra det nu hedengangne Euskal Bizikleta, har løbet bud på den klassiske kongeetape med mål på Arrate-stigningen. For første gang i mere end et årti forsvandt den finale imidlertid helt, da kongeetapen, der igen afsluttede hele showet, måske nok stadig afvikledes i Eibar, men nu helt uden den klassiske opkørsel ad Arrate. I stedet skulle man bestige stigningen fra dens to meget stejlere sider, Krabelin og Izua, men med hhv. 70 km og 30 km i noget, der lignede et forsøg på at kopiere den højdramatiske afslutningsetape fra 2019, hvor Astana og Ion Izagirre med en stor offensiv fra distancen knækkede den førende Emmanuel Buchmann. Dermed bød ruten ikke på én eneste bjergfinale, og i stedet var kongeetapen en langt mere uforudsigelig og taktisk affære, hvad der dog ikke forhindrede Jonas Vingegaard i at køre fra alt og alle. Derudover havde løbet for første gang i flere år en af de velkendte murfinaler, to lettere etape for hårdføre sprintere samt ikke mindst to af arrangørernes nye yndlingsetaper, nemlig med en sen stigning og en flad finale.

 

I år følger man en kombination af de mønstre, vi har set siden 2019. Enkeltstarten vender nemlig tilbage og nok engang sker det i et stærkt forkortet format på bare 10,0 km og som åbningsetape. Som altid er den heller ikke flad, selvom den heller ikke er så klatretung som i andre udgaver. Derudover bydes der igen på to etaper for hårdføre afsluttere, to af arrangørernes nye yndlingsetaper med sene stigninger og flade finaler samt ikke mindst en tro kopi af sidste års nytænkte kongeetape uden mål på Arrate-stigningen. I den forstand minder årets rute meget om 2023-udgaven med den helt væsentlige forskel, at murfinalen udgår til fordel for et comeback til enkeltstarten.

 

Det er altså den 10,0 km lange enkeltstart, der åbner ballet mandag, inden man som så ofte før har den letteste af linjeløbsetaperne som den første. Intet af fladt i Baskerlandet, men selvom tirsdagen byder på ca. 2200 højdemeter er det den store chance for løbets få sprintere. De mest klatrestærke af de hurtige folk bør også kunne komme til fadet onsdag, men det kræver, at de overlever en relativt lang og jævn 5%-stigning med top med små 20 km til mål.

 

 

Herefter må de til gengæld overlade showet til klassementsrytterne de sidste tre dage. Torsdag får klatrerne den første chance for at gøre forskelle på den første af arrangørernes nye yndlingsetaper. Her skal man nemlig over en 3 km lang og ganske stejl mur med top med bare små 10 km igen, hvormed scenen er sat for enten en solosejr, en spurt i en gruppe eller en taktisk afgørelse. Præcis de samme scenarier vil være i spil fredag, der byder på en næsten tro kopi af torsdagens etape, dog med den forskel, at den sidste stigning er en anelse lettere og en anelse længere fra mål.

 

Det helt store slag skal dog først slås lørdag, når løbet for femte gang ud af de seneste seks udgaver slutter med sin kongeetape i Eibar. Her skal det hele som altid sættes på plads i det, der også i år er klatrernes bedste chance, men hvor de skal være langt mere kreative og offensive, når de skal vinde tid uden muligheden for at gøre forskellen på Arrate til sidst. Dermed lægges der op til et uhyre uforudsigeligt løb, hvor muligheden for tre taktiske finaler til sidst betyder, at det ikke nødvendigvis er stærkeste mand, der vil vinde årets udgave af den baskiske cykelstolthed.

 

 

1. etape

Indtil 2018 var det en helt fast tradition, at Itzulia Basque Country altid sluttede med enkeltstarten, der meget ofte har været løbets klart vigtigste etape, men i 2019, 2021 og 2022 indledte man en ny trend, hvor den nu stærkt forkortede enkeltstart i stedet indledte løbet. Sidste år brød man med alle traditioner ved at afvikle en historisk udgave helt uden enkeltstarter, men i 2024 vender man tilbage til den model, vi har kendt i årene forinden. Derfor venter der med det samme et vigtigt klassementsslag, når rytterne åbner løbet på deres tempocykler, men som i de seneste år er der skruet voldsomt ned for distancen, når der skal køres bare 10,0 km igen. Som det sig hør og bør for en baskisk enkeltstart, er den bestemt heller ikke helt flad, selvom der dog ikke bydes på de klatreudfordringer, vi før har set i Baskerlandet. En kombination af klatreevner og klassiske tempoevner vil være afgørende på denne åbningsetape, der i endnu en udgave uden bjergafslutning kan blive en absolut nøgledag.

 

I alt skal der tilbagelægges præcis 10,0 km med start og mål i byen Irun, der jo i cykelsporten er verdensberømt som hjemsted for Alberto Contadors meget omtalte bøf. Starten er teknisk, da man lægger ud med at køre mod øst ad en flad vej med hele tre sving efter 100 m, 200 m og 400 m, inden det går op ad en stejl brostensbakke (100 m, 10%), der har et sving undervejs. Derfra går det mod sydvest ad en ganske let stigende vej, der byder på et sving efter 800 m og i en rundkørsel efter 1000 m, hvorefter man skal igennem tre rundkørsler efter hhv. 1100 m, 1300 m og 2100 m.

 

Nu melder dagens hovedudfordring sig, når man forsætter mod sydvest og senere sydøst op ad kategori 3-stigningen Olaberria (1,7 km, 5,2%, max. 8%), der er en ujævn sag med først 500 m med 5,4%, så 500 m med 3,3% og slutteligt 700 m med 7,3% frem mod toppen, som rundes efter 4,4 km. Derfra går det mod først syd, så nordøst og slutteligt nord ad en kun ganske let snoet og generelt faldende vej, der dog har enkelte flade stykker og leder tilbage til Irun.

 

Her skal man igennem en rundkørsel med 900 m igen, hvorefter det fortsætter med at falde let frem til et sving med 500 m igen. Slutteligt drejer man skarpt med 300 m igen, hvorefter man rammer en stejl rampe, der stiger med op til 10%.

 

Etapen byder på i alt 158 højdemeter.

 

Det er en meget klassisk enkeltstart for Baskerlandet, hvor man følger den model, man også gjorde i 2019, 2021 og 2022. Afstanden er kraftigt reduceret, og etapen minder meget om de tidligere varianter. Starten er uhyre teknisk, men derudover består ruten mest af lange, lige veje, hvor der efter toppen på stigningen er god plads til, at tempomaskinerne kan gøre en forskel på den let faldende vej ned mod mål. Klatreudfordringerne er dog ganske betydelige, og det er bestemt ikke en klassisk enkeltstart. Derfor vil vi som altid i Baskerlandet se, at klatrerne kan forsvare sig godt, selvom vi ikke er ovre i så kuperet en variant, som vi tidligere har set, og som blandt andet har gjort det muligt for Joaquim Rodriguez at ende som nr. 2 på en enkeltstart i løbet.

 

 

Irun har kun én gang tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb. Det var på åbningsetapen i dette løb i 2006, hvor Alejandro Valverde vandt en reduceret massespurt foran Oscar Freile og Davide Rebellin.

 

 

 

 

 

2. etape

Baskerlandet Rundt er bestemt ikke noget for sprintere, men er man en klatrestærk afslutter, har løbet altid noget at byde på. Den første linjeløbsetape lægger i hvert fald ofte op til en spurtafgørelse, og det gør den også i år. Baskiske etaper er aldrig flade, og derfor skal der klatres små 2300 højdemeter, men på en rute helt uden væsentlige stigninger lugter det af en massespurt. Vi har dog også før set, at det logiske fravær af sprintere, som også forekommer i år, har givet et pokerspil, hvor udbrud er kommet langt, men mon ikke løbets få sprintertyper vil gribe det, der for nogle kan være deres eneste chance i hele løbet - i øvrigt i et meget sjældent besøg til den franske del af Baskerlandet, hvor der bydes på et stigende opløb?

 

Med en distance på 160,0 km er der tale om en kort etape, der fører feltet fra Irun til Cambo-les-Bains/Kanbo, idet hele etapen foregår i den franske del af regionen. Starten er ganske hård, da man lægger ud med at køre mod nordøst op ad en bakke, inden man zigzagger sig mod nordøst, syd og igen nordøst igennem let kuperet terræn. Nu drejer man mod sydøst for at køre op ad kategori 3-stigningen Saint-Ignace (2,3 km, 5,9%, max 8%), der stiger jævnt med 5,9% hele vejen frem til toppen, der rundes efter 19,5 km.

 

En lidt kringlet nedkørsel leder nu videre mod sydøst, inden man snot sig mod nordøst og sydøst igennem relativt fladt terræn. Man når akkurat grænsen til Spanien, men her drejer man mod nord for at køre op ad en bakke med top efter 35,6 km, hvorefter det går mod nordøst ad et kuperet stykke med en bakke og en nedkørsel, der leder ned til den afsluttende rundstrækning, som rammes efter ca. 40 km. Herefter kører man den sidste del af denne, inden man efter 49,6 km krydser stregen for første gang i forbindelse med dagens første spurt.

 

Etapen afsluttes nu med en hel omgang på den 110,4 km lange runde. Først kører man mod syd og sydøst ad en nedkørsel, en bakke og endnu en nedkørsel, inden det går mod syd, sydøst og nordøst ad en let stigende vej, der slutter med en bakke, inden man efter 76,5 km når frem til byen Irisarri. Her drejer man mod nordvest for at køre ad en lang, lige vej, der er ganske kuperet med et hav af småbakker og små nedkørsler og meget lidt fladt terræn.

 

 

Efter 95,2 km drejer man mod sydvest, inden det kort efter går mod nordvest igennem samme ganske kuperede terræn. Slutteligt leder en nedkørsel ned til det nordligste punkt, der nås efter 114,9 km, hvorefter det går mod syd ad en relativt flad vej, der kun har én mindre bakke. Efter 126,7 km sætter man kursen mod sydvest via en bakke, et fladt plateau og en nedkørsel, inden man drejer mod sydøst og senere øst for at køre ad en let stigende vej og senere op ad en bakke (1,5 km, 3,8%) med top ca. 11 km fra stregen.

 

En nedkørsel leder nu mod nordøst, inden en flad vej leder mod sydøst frem til dagens anden spurt, der kommer 151,3 km. Herefter rammer man den del, man allerede har kørt én gang, når man kører mod nordøst og slutteligt sydøst ind til målbyen, idet det først går op ad en lille bakke, inden det falder let ned mod de sidste 2 km, der stiger med 1,9%, herunder på den sidste kilometer med først 1,7% over 500 m og siden 1,5% over de sidste 500 m. Finalen er enkel, idet der er et skarpt sving med 2200 km og derefter med det samme to meget skarpe kurver, men over de sidste 2000 m går det ad en helt lige vej.

 

Etapen byder på i alt 2281 højdemeter.

 

Sprinterne i løbet er få, men det er en af den slags etaper, Ethan Hayter har specialiseret sig i at vinde. Det vil undre, hvis ikke Ineos kontrollerer løbet stramt, og da de sikkert kan få hjælp af Intermarché og måske også Bahrain, Caja Rural, DSM og Movistar, vil det være en overraskelse, hvis ikke det ender i en spurt. Her burde de enkle finale sikre, at det er farten, der bliver afgørende, men opløbet stiger så meget, at det bestemt ikke er det samme billede, man vil få i en flad spurt.

 

Cambo-les-Bains/Kanbo har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

 

 

 

 

 

 

3. etape

Efter den relativt lette første etape skrues der op for udfordringerne om onsdagen, hvor der skal klatres intet mindre end 3000 højdemeter. De fleste af disse findes dog på etapens første halvdel, og det det hele slutter med en betydeligt lettere anden del. Flad er den dog ikke, når man i finalen skal over en relativt lang stigning, men den bløde og jævne 5%-stigningen kan formentlig kun skabe udskilning frem mod det, der med nogen sandsynlighed bliver en reduceret massespurt.

 

Med en distance på 190,9 km er der tale om en relativt lang etape, der fører fra den franske by Espelette/Ezpeleta tilbage til Spanien og en afslutning i Altsasu. Starten går i Frankrig, men allerede i den neutrale zone kører man ind i Spanien, hvor det med det samme går mod sydøst op ad kategori 2-stigningen Otxindo (8,2 km, 5,7%, max. 10%), der efter 2 km med 3,9% stiger med 6,2% over de sidste 6,2 km, herunder med 6-9% over de første 4 km, inden den flader ud med 4-6% frem mod toppen, som rudes allerede efter 8,5 km.

 

En kun i starten lidt kringlet nedkørsel fører nu mod syd, inden det går ad lige og let faldende veje mod syd, sydvest, nordvest og vest. Efter 35,8 km begynder det i stedet at stige let, når man fortsætter mod vest og sydvest frem til dagens næste udfordring, der melder sig, når det går mod sydvest og vest op ad kategori 2-stigningen Usategieta Gaina (11,0 km, 3,2%, max. 8%), der er en lang opkørsel uden stejle procenter. De første 5 km stiger jævnt med 3,5%, inden det venter 3,5 km med 4,5%, inden den flader ud med bare 1,0% over de sidste 2,5 km frem mod toppen, som rundes efter 59,8 km.

 

Der bliver ingen tid til at komme sig. En teknisk nedkørsel leder mod nordvest og sydvest, inden det med det samme går mod syd op ad kategori 3-stigningen Uitzi (4,7 km, 6,9%, max. 10%), der er en helt jævn stigning med top efter 70,1 km. En relativt let nedkørsel fører nu mod sydøst, inden man med det samme fortsætter mod sydøst op ad kategori 3-stigningen Zuarrarrate (6,8 km, 3,6%, max 9%), der er en meget ujævn stigning med hovedsageligt lette stykker, men som har fire 500 m-segmenter, der stiger med mellem 6 og 8% spredt ud over stigningen, hvis top rundes efter 85,8 km.

 

Nu er det slut med den hårde start. En teknisk nedkørsel leder mod syd og sydøst ned til et plateau, hvor man kører mod vest og sydvest ad helt lige og ganske let stigende veje, der leder direkte ind til målbyen, hvor man efter 123,0 km krydser stregen i forbindelse med dagens spurt, indt man rammer den afsluttende rundstrækning efter 113,5 km.

 

Nu afsluttes etapen med en hel omgang på den 67,9 km lange runde. Først drejer man mod nordvest fora t køre videre igennem let stigende terræn, inden det efter 134 km i stedet går via en meget enkel nedkørsel mod nordvest og nordøst. Den leder hele vejen ned fra plateauet, hvorefter man med det samme drejer mod sydøst for at køre op ad kategori 3-stigningen Olaberria (1,6 km, 7,5%, max 10%), der stiger med 9-10% over de første 1000 m, men derefter blot med 4,6% over de sidste 600 m frem mod toppen, rom rundes efter 154,2 km.

 

De sidste 36,7 km indledes nu med en kort og let nedkørsel, der leder mod sydøst og nordøst, inden det går mod syd og sydøst ad en helt lige og let stigende dalvej, der leder frem til dagens sidste udfordringen. Den rammes, når man kører mod øst op ad kategori 2-stigningen Lizarrusti (6,1 km, 4,8%, max. 8%), der er en helt jævn stigning nærmest uden udsving, og som har top efter 172,5 km.

 

Derfra resterer fortsat 18,4 km, der først går mod sydøst og sydvest ad en let faldende og siden flad vej frem til dagens sidste spurt, som kommer efter 181,5 km. Nu kører man de 9,4 km, man allerede har kørt én gang, og de består ad en lige og kun ganske let stigende vej, der fører mod sydvest og vest tilbage til målbyen, hvor det med 2500 m igen begynder at falde let, inden den sidste kilometer stiger med 1,1%. Det går ad en stort set helt lige vej frem til et sidste skarpt sving bare 400 m fra stregen, hvorefter det stiger en anelse kraftigere.

 

Etapen byder på i alt 3057 højdemeter.

 

 

Starten er voldsomt hård, og da der kan være usikkerhed om sprinternes overlevelse, kan man ikke helt udelukke, at et udbrud kan holde hjem. Man må dog antage, at Remco Evenepoel eller Ethan Hayter, der formentlig fører løbet, vil gå efter at forsvare trøjen, og samtidig er det en god chance for Hayter til at vinde etapen. Det bør derfor ende i en reduceret massespurt, da den sidste stigning er for let til at blive brugt til væsentlige angreb, når den ligger så langt fra mål. Her kan det dog gøres så hårdt, at flere af de hurtige vil falde fra frem mod den let stigende spurt, hvor det sene sving bliver altafgørende.

 

Altsasu har én gang tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb. Det var i dette løb i 2005, hvor Alejandro Valverde vandt en reduceret massespurt foran Danilo Di Luca og Miguel Angel Martin Perdiguero.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

4. etape

I de to seneste udgaver havde Baskerlandet Rundt flere etaper med en meget svær stigning i finalen efterfulgt af et længere fladt stykke. Tilsyneladende er det en ide, de er blevet stadig mere begejstrede for, for der venter mere af samme skuffe i år. En sådan melder sig således om torsdagen, hvor klatrerne får deres første chance for at vinde tid. Det sker, når de efter en ellers lidt lettere dag med kun ca. 2100 højdemeter skal over en rigtig baskisk mur i finalen. Den har imidlertid top med 9,3 km igen, og derefter er der lagt op til en af de afslutninger, vi nu har set så ofte i nyere udgaver af det baskiske løb, hvor bedste mand kan køre alene hjem, en lille gruppe kan spurte om sejren, eller taktik kan blive afgørende. Dermed er flere scenarier i spil på dagen, hvor vi får det første klare billede af klatrehierarkiet i løbet.

 

Med en distance på 159,0 km er der tale om en kort etape, der fører feltet fra Etxarri-Aranatz til Legutio. Starten er ganske let, da man kører mod sydvest, vest og igen sydvest ad en lang, lige og ganske let stigende vej på det plateau, hvor den baskiske hovedby, Vitoria-Gasteiz ligger. Mod slutningen bliver det endda helt fladt, men det får en ende, når man drejer mod sydøst for at køre op ad kategori 2-stigningen Opakua (7,1 km, 5,8%, max. 12%), der stiger med 2,1% over de første 2,4 km, men derefter stiger med 7,3% i snit over de sidste 4,7 km - dog ganske irregulært med mellem 3 og 10%.

 

Toppen rundes efter 40,8 km, hvorefter det går ad en let faldende vej mod sydvest på et plateau, inden en relativt let nedkørsel, en bakke og endnu en nedkørsel leder videre mod sydvest tilbage til plateauet. Her kører man mod nordvest ad en helt lige og flad vej frem til udkanten af Vitoria-Gasteiz, hvor man sætter kursen mod nord og senere nordøst for at køre ad lange, lige og fortsat helt flade veje. Efter 100,9 km rammer man den afsluttende rundstrækning, hvorefter man kører ad en lige og flad vej mod vest og nord frem til målbyen, hvor man efter 107,4 km kører dagens første spurt, men ikke krydser stregen

 

Etapen afsluttes nu med en hel omgang på den 51,6 km lange runde, der er placeret i området nordøst for byen. Først kører man videre mod nord og senere nordøst ad en lige og ganske let stigende vej på plateauet, inden man drejer mod sydøst for at køre op ad kategori 3-stigningen Olaeta (1,9 km, 9,0 %, max. 14%), der siger med 9,8% over de første 1600 m, inden flader ud nær toppen, som rundes efter 116,7 km.

 

Nu leder en mod slutningen småteknisk nedkørsel mod sydøst og nordøst ned fra plateauet, men i bunden drejer man med det samme mod syd for at køre op ad kategori 3-stigningen Untzilla (2,3 km, 8,4%, max. 11%), der stiger med 8-10% over de første 1500 m, men derefter flader ud med 6-7% frem mod toppen, som rundes efter 132,8 km.

 

Derfra indledes de sidste 26,2 km med en kun lidt kringlet nedkørsel, der fører mod øst ned til dalen, hvor man kører mod sydvest ad en helt lige og let stigende dalvej frem til dagens sidste spurt, der kommer efter 146,5 km. Bare 100 m senere fortsætter man mod syd op ad kategori 3-stigningen Leintz-Gatzaga (3,0 km, 8,7%, max. 13%), der indledes med 2,2 km, der stiger relativt jævnt med 9,9%, inden den flader ud med ca. 7% frem mod toppen, som rundes efter 149,7 km og leder tilbage til plateauet. 

 

Herfra resterer bare 9,3 km, og det går nu ad en lige og let faldende vej mod sydvest, indtil man rammer den del, man allerede har kørt. Her kører man mod vest og nord ad en stort set helt flad vej. Med 3 km igen rammer man en 400 m lang bakke, der stiger 4,0%, inden det igen bliver fladt, indtil men med 500 m igen rammer en 100 m lang bakke, der stiger med 9%, hvorefter det stiger ganske let over de sidste 400 m. Man kører ad en lige vej frem til et sving med 3000 m igen, hvorefter en lige vej leder frem til et blødt sving med 1000 m igen, inden man drejer meget skarpt bare 400 m fra stregen.

 

 

Etapen byder på i alt 2146 højdemeter.

 

Det er en af de etaper, som løbet er begyndt at dyrke. Den sidste lille mur er meget kort, men den er svær nok til, at bedste mand - formentlig Jonas Vingegaard - kan køre alene. Det er i hvert fald her, det første slag mellem klatrerne skal slås, og denne gang kommer stigningen så tæt på mål, at der er en god chance for, at forskelle kan holde hele vejen. Det er dog også sandsynligt, at vi får samling i en lille gruppe til sidst, og så kan vi få en spurt eller en taktisk finale, som vi før har set i løbet, ikke mindst i 2021.

 

Legutio har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

5. etape

At arrangørerne er blevet vilde med etaper med en sen stigning og en flad finale, kommer til udtryk igen fredag, hvor der venter en næsten tro kopi af torsdagens etape. Også her bydes der på relativt få højdemeter og atter en kort, eksplosiv stigning mod slutningen. Denne gang er den dog en smule lettere og ligger tillige en anelse længere fra mål, hvilket mindsker chancen for, at der kan gøres varige forskelle. Dermed er scenen nok engang sat til en uforudsigelig dag, hvor bedste mand kan køre alene, hvor en spurt i en lille gruppe kan afgøre det, eller hvor et taktisk spil skal afgøre vinderen, som vi før har set på tilsvarende etaper - i hvert fald hvis forskellene er så små, at et udbrud ikke gives nogen chance.

 

Med en distance på 175,9 km er etapen længere end den foregående, og den fører fra den baskiske hovedby, Vitoria-Gasteiz, til Amorebieta-Etxano. Startbyen ligger som bekendt på det velkendte, flade plateau, og man lægger ud med at køre mod nord, nordvest og igen nord ad let stigende Veje. Det flader lidt ud, når man drejer mod nordøst og senere nordvest, inden man efter 40,6 km rammer en relativt let nedkørsel, der fører mod nordvest ned fra plateauet.

 

Nu er man nede i den kuperede nordlige del af Baskerlandet, men arrangørerne er her nådige, da man bare kører mod nordvest, nordøst, nord og igen nordøst ad en ganske let faldende vej frem til målbyen, hvor man krydser stregen for første gang efter 67,3 km, dog fra den forkerte side.

 

Etapen afsluttes nu med omgange på to forskellige rundstrækninger. Den første af disse er 56,4 km lang og er henlagt til området syd for byen. Her kører man først mod sydøst ad en lige og let stigende dalvej, inden man efter 77,4 km i den store by Durango drejer mod syd for at fortsætte igennem det let stigende terræn. Nu melder dagens vanskeligste udfordring sig, når man kører mod sydøst op ad kategori 1-stigningen Urkiola (5,5 km, 9,4%, max. 14%), der stiger helt jævnt med 8,7% over de første 2,7 km og derefter jævnt med 10,0% over de sidste 2,8 km frem mod toppen, som rundes efter 87,8 km.

 

Herfra går det mod syd ad en faldende vej ned til det sydligste punkt, hvor man efter 94,3 km drejer mod nordvest for at køre ad en først let stigende vej og siden relativt let nedkørsel tilbage til dalen, som nås efter 110,3 km. Herfra går det mod nordvest, nord ord nordøst ad lige og flade veje tilbage til målbyen, hvor man efter 127,3 km atter krydser stregen fra den forkerte side, denne gang i forbindelse med dagens første spurt.

 

Nu kører man 500 meter frem til den afsluttende rundstrækning, der skal tilbagelægges to gange. Den er 13,0 km lang og er henlagt til området øst for byen. Først går det mod sydøst ad en helt lige og let stigende vej, inden man drejer mod nordvest og nord for at fortsætte igennem det let stigende terræn. Derfra går det videre mod nord op ad dagens afgørende udfordring, kategori 3-stigningen Muniketagaina (3,5 km, 7,3%, max. 10%), der er en uhyre jævn stigning nærmest uden udsving.

 

Toppen rundes efter hhv. 137,9 km og 163,7 km, hvorefter der fra sidste passage resterer bare 12,2 km. En kun lidt kringlet nedkørsel leder mod nordvest og nord ned til det nordligste punkt, hvorfra man kører mod sydvest og syd ad en lige vej tilbage til målbyen, idet det først er let stigende og så let faldende, inden det bliver helt fladt.

 

Inde i byen kører man efter første omgang dagens anden spurt efter 149,3 km, mens man efter anden omgang forlader rundstrækningen, når man med 500 m igen drejer to gange i rap i to rundkørsler, inden det går ad en 450 m lang vej tilbage til stregen. Nedkørslen ender med 1500 m igen, hvorefter det er stort set helt fladt.

 

 

Etapen byder på i alt 2201 højdemeter.

 

Etapen er næsten helt identisk med den foregående. Da 4. etape nok har skabt nogle forskelle, kan man ikke helt udelukke et udbrud, men da bonussekunder kan være vigtige, skal favoritterne formentlig afgøre det. Igen har vi de samme scenarier i spil, nemlig en solosejr til bedste mand, en spurt i en lille gruppe og en taktisk finale, som vi før har set det i løbet. Denne gang er finalen dog lettere med en nemmere stigning og længere afstand til mål og derfor taler meget for, at den bliver knap så selektiv som 4. etape.

 

Amorebieta-Etxano er først og fremmest kendt som værtsby for Klasika Primavera Amorebieta, det historiske endagsløb, der startede i 1946, men desværre ikke har været kørt siden 2019, hvor Carlos Betancur blev den foreløbig sidste vinder. Derudover har byen kun én gang tidligere i dette årtusinde været mål for andre store cykelløb. Det var i dette løb i 2023, hvor Sergio Higuita på en helt anden rute vandt en spurt blandt 22 mand foran Andrea Bagioli og Mattias Skjelmose.

 

 

 

 

 

 

6. etape

Det har været en helt fast tradition i årtier, at Itzulia Basque Country er sluttet med en enkeltstart, men den tradition blev brudt i 2018, hvor man i stedet for første gang sluttede med den traditionelle kongeetape. Det ser ud til, at det har startet en trend, for vi går nu ind til den sjette udgave, hvor løbet ikke slutter med sin tidskørsel, men det er ikke den eneste anormalitet. Siden Euskal Bizikletas forsvinden fra kalenderen i 2009, har det løbs kongeetape med mål Alto de Arrate i udkanten af Eibar nemlig været en fast bestanddel af løbet, men den tradition brød man sidste år, hvor man i stedet sluttede inde i Eibar. Rytterne skulle stadig op ad den ikoniske stigning fra sine stejle Krabelin- og Izua-sider, men nu skete det med hhv. ca. 70 og 30 km til mål, hvorfra der ventede en lettere finale med kun en blød stigning. Det forhindrede ikke Jonas Vingegaard i at knuse al modstand med et soloridt fra Izua, og det var åbenbart noget, der behagede arrangørerne. Således slutter man i 2024 med præcis den samme kongeetape, og det åbne for en helt uforudsigelig afslutning, hvor løbets klatrere skal udkæmpe et helt åbent slag om den samlede sejr på en dag, hvor taktik også kan spille lige så stor en rolle som gode klatreben.

 

 

I de senere år har man skåret kraftigt ned for distancen på denne kongeetape, hvilket også gælder i år, hvor der skal tilbagelægges bare 137,8 km, der har både start og mål i Eibar, men altså nede i byen og ikke på toppen af Arrate-stigningen. Der er tale om en kringlet tur rundt i områdets bakker, og man lægger ud med at køre mod nordøst ad en ganske let faldende dalvej over ca. 10 km. Man forlader dog hurtigt dalen for at køre mod nordøst op ad kategori 3-stigningen Elkorrieta (2,6 km, 6,7%, max. 13%), der er en relativt jævn stigning med top efter 13,5 km, hvorefter en kort nedkørsel leder mod sydøst.

 

Med det samme fortsætter man derfra mod nordøst op ad en stigende vej, der stiger jævnt med 5-6%, inden det går mod syd op ad kategori 1-stigningen Azurki (5,1 m, 7,4%, max. 16%), der er en ujævn sag. Således stiger de første 2,6 km med 10,9% i snit, inden der følger først 2,1 km med 5,5% i snit og slutteligt 700 m, der falder let med 0,2%.

 

Toppen rundes efter 24,9 km, hvorfra en relativt let nedkørsel fører mod sydvest og sydøst ned til dalen, hvor man med det samme drejer mod sydvest for at køre op ad kategori 2-stigningen Gorla (9,6 km, 5,7%, max. 11%), der starter med 3,6 km, som stiger jævnt med 7,9%, men derefter er ganske let frem mod toppen, som rundes efter 45,0 km. Derfra leder en teknisk nedkørsel videre mod sydvest ned til dalen.

 

Nu bliver det kortvarigt lettere, når man følger en relativt flad dalvej mod nordøst, nordvest og vest frem til udkanten af Eibar, hvor etapen tager fat igen. Det sker, når man kører mod nord op ad Arrate fra den stejle side, hvor den er kendt som kategori 1-stigningen Krabelin (5,0 m, 9,6%, max. 17%). De første 1400 m stiger med 7,3%, men derefter følger 2,7 km med hele 12,2%, inden den flader ud med 5,2% over de sidste 900 m frem mod toppen, som rundes efter 70,2 km.

 

Herfra resterer fortsat 67,6 km, der indledes med et let faldende plateau, som fører mod sydøst, inden det går via en relativt let nedkørsel mod nord tilbage til dalen, hvor en let faldende dalvej følges mod nordvest frem til det nordligste punkt og dagens første spurt, som kommer efter 83,7 km. Her vender man rundt for at køre mod sydvest ad en let stigende dalvej, inden det går mod syd op ad kategori 3-stigningen Trabakua (3,3 km, 7,1%, max. 10%), der efter en blød start slutter med 1800 m med ca. 9%.

 

Toppen rundes efter 92,6 km og efterfølges af en teknisk nedkørsel, der leder mod syd og sydøst tilbage til dalen, men som undervejs afbrydes af to bakker med toppe efter hhv. 97,7 km (700 m, 11,2%) og 100 km (1,0 km, 6,4%). Nu følges en let faldende dalvej kortvarigt mod nordøst ind til centrum af Eibar, hvor dagens sidste spurt køres efter 137,1 km, men hvor man ikke krydser stregen.

 

I stedet skal man ud i terrænet igen. Først skal man over en lille bakke (500 m, 9,6%) umiddelbart efter spurten, inden det går mod nord op ad Arrate for anden gang, denne gang via den stejle kategori 1-stigning Izua (4,1 km, 9,2%, max. 13%), der er en helt jævn stigning med top efter 111,0 km. Herfra indledes de sidste 26,8 km med en let nedkørsel, som fører mod nord, inden man i dalen med det samme drejer mod sydøst for at køre op ad kategori 3-stigningen Urkaregi (5,0 km, 4,8%, max. 8%), der er en helt jævn og relativt let stigning.

 

Toppen rundes efter 125,3 km, hvorefter de sidste 12,5 km indledes med en undervejs ganske teknisk nedkørsel, som fører videre mod sydøst tilbage til dalen. Her drejer man mod sydvest for at følge den lige og let stigende dalvej hele vejen ind til centrum af Eibar. Den let snoede vej afbrydes af en rundkørsel med 2000 m igen, hvorefter den bliver smallere. Derefter drejer man til højre med 1000 m igen, inden det sidste sving melder sig bare 200 m fra stregen.

 

Etapen byder over den korte distance på i alt 3387 højdemeter.

 

 

Det er lidt af en gamechanger, at der heller ikke i år er mål på Arrate. Nu synes hele ideen at være et forsøg på at genskabe dramaet fra 2019, hvor man efter Arrate-etapen havde en Eibar-etape, der gav mindelser om denne. Her splittede Astana feltet nærmest fra start, og i et forrygende cykelløb skabte de en kvintet, der sammen sørgede for kasakhisk belønning og samlet sejr til Ion Izagirre og et trøjetab for Emmanuel Buchmann. Drømmen er et lignende drama i år, hvor det er på Krabelin og Izua, at forskellene kan gøres, men da man brugte etapen sidste år, fik vi ikke et sådant drama. Tværtimod kunne Jumbo kontrollere etape, inden Jonas Vingegaard kørte fra alt og alle, og det viser, at stærkeste mand sagtens kan sejre. Til gengæld blev det noget taktisk rod hos forfølgerne, hvor James Knox sneg sig væk i den flade finale, og det viser, at alt kan ske i en helt sikkert højdramatisk afslutning, hvor både gode ben og taktik vil bestemme vinderen af årets uforudsigelige udgave af det baskiske løb.

 

Som sagt har Eibar hvert år siden 2009 været mål for kongeetapen, men altså med mål på Arrate-stigningen indtil sidste år, hvor man brugte præcis denne etape. Her kørte Jonas Vinegaard alene hjem fra Izua, inden han sejrede med 47 sekunder ned til James Knox, der havde sneget sig væk fra en gruppe på 11 mand, hvis spurt blev vundet af Ion Izagirre. Byen var i 2016, 2017 og 2019 vært for begge de to sidste etaper, hvor der på den sidste var mål nede i byen. I 2019 var vi vidner til et vildt drama, hvor Ion Izagirre sikrede sig den samlede sejr ved at knække Emmanuel Buchmann, da han kørte væk sammen med holdkammeraten Jakob Fuglsang, Adam Yates samt UAE-duoen Tadej Pogacar og Dan Martin, inden Yates kørte alene hjem til etapesejren foran Martin og Fuglsang. I 2017 sluttede løbet på klassisk maner med sin enkeltstart, der blev vundet af Primoz Roglic foran Alejandro Valverde, som vandt samlet, og Ion Izagirre, og det gjorde det også i 2016, hvor sejren gik til Alberto Contador foran Nairo Quintana og Sergio Henao, der smed den samlede sejr på gulvet og i hænderne på Contador.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

 

Favoritterne

Sammen med Volta a Catalunya er Itzulia Basque Country som regel det mest kuperede af de ugelange etapeløb i foråret, men der er en stor forskel på de to løb. Hvor det catalanske løb typisk ikke har en tidskørsel, har løbet i Baskerlandet altid budt på en enkeltstart, der traditionelt har været den i særklasse vigtigste etape. Samtidig er stigningerne i Catalonien typisk lange, høje og relativt bløde, mens de i Baskerlandet er korte og stejle.

 

Det har traditionelt betydet, at Baskerlandet Rundt er et løb for etapeløbsryttere, der både kan klatre og køre enkeltstart, men grundet den særegne, voldsomt kuperede natur af enkeltstarterne har man ofte set spinkle folk klare sig overraskende godt på tidskørslerne. Selv Damiano Cunego og Joaquim Rodriguez har været på podiet på baskiske enkeltstarter, og Nairo Quintana er to gange sluttet som nummer to. Det viser, at det ofte ikke kun har handlet om traditionelle enkeltstartsevner, men at Baskerlandet Rundt på mange måder er sit helt eget etapeløb.

 

Samtidig betyder stigningernes hidsige natur, at løbet passer meget bedre til ryttere med et vist punch end til rene klatrere, og det er netop det, der gør det til perfekt forberedelse til Ardennerne. Det er således ikke tilfældigt, at det er det eneste store etapeløb med en enkeltstart, som Joaquim Rodriguez har vundet, og at en puncheur som Sergio Henao, der for alvor excellerede, når det blev rigtigt stejl, tre gange er startet den sidste enkeltstart med førertrøjen på sine skuldre.

 

I de seneste år har løbet dog stille og roligt ændret karakter. Enkeltstarten, der traditionelt har været nøgleetapen, er blevet kortere og kortere, hvilket kulminerede i 2022, hvor der skulle køres bare 7,5 km, og ikke mindst sidste år, hvor man for første gang i umindelige tider fjernede tidskørslen helt. I det hele taget var sidste års udgave uhyre speciel. Væk var også for første gang siden 2008 den traditionelle kongeetape med mål på Arrate-stigningen, og det var derfor på alle måder et helt nyt løb, vi skulle forholde os til. Nok var der en afslutning på en stejl mur, hvor der kunne findes sekunder, men derudover var der ingen vanskelige finaler, hvor bedste mand bare kunne gøre forskellen til allersidst.

 

Måske er det noget, vi skal vænne os til. I hvert fald gentages modellen i år. Nu er murfinalen endda også væk, og dermed er der ikke én eneste etape, der slutter på en stigning. Ja, faktisk findes der på ingen af linjeløbsetaperne en reel stigning inden for de sidste 10 km, og dermed er det helt anderledes åbent og uforudsigeligt løb, hvor gode ben ikke nødvendigvis er nok. Med den slags flade finaler bliver kollektiv styrke og taktik pludselig også mulige nøglekomponenter.

 

 

Til gengæld er enkeltstarten tilbage. Det er ganske vist i en neddroslet form over bare 10 km, men det siger selv, at dens betydning alligevel måske kan nærme sig den, den havde i gamle dage, hvor den var betydeligt længere. Hvis ingen af de fem linjeløbsetaper ender med at gøre forskelle mellem de bedste, er det jo lige pludselig enkeltstarten, der sammen med bonussekunderne vil være afgørende - og dermed bliver spurtstyrke også en sandsynlig nøglekomponent, hvis mindre grupper skal afgøre flere af etaperne.

 

Klatrerne vil naturligvis begræde denne udvikling. I forvejen er de klassiske klatrere på udebane i dette terræn, der passer mere til eksplosive ardennertyper end dieselklatrerne, men nu har de end ikke en bjergfinale til at skabe forskelle. Nu skal de excellere på korte, stejle stigninger, køre enkeltstart og måske også spurte - ikke just en gave for denne verdens Louis Meintjes’er, Steven Kruijswijk’er og Emanuel Buchmann’er.

 

Heldigvis kan de glæde sig over, at flade enkeltstarter er en sjældenhed i Baskerlandet. Også denne enkeltstart har sine klatreudfordringer med den tidlige brostensbakke, den relativt lange stigning og rampen op til mål, ligesom der også er en meget teknisk indledning. Enkeltstarten er dog slet ikke så svær, som vi har set det, når Quintana og Rodriguez har blandet sig i kampen om sejren. Nok kan temposvage klatrere forsvare sig på denne rute, men tempoevner spiller på dele af ruten så stor en rolle, at de klassementsryttere, der kan køre en kort, restitueret enkeltstart på førstedagen står meget stærkt til det, der venter i fortsættelsen.

 

Enkeltstarten gør løbet en anelse mere forudsigeligt end sidste år, og samtidig har de bedste klatrere da også tre chancer for at gøre forskelle, nemlig 4., 5. og 6. etape. Alle tre er så svære, at det kan lade sig gøre for bedste mand at køre alene, men det kan også sagtens mislykkes. Sker det, har vi balladen, for samles der en gruppe til sidst, er det ikke givet, at de bare skal spurte om sejren. Så kan en snu rytter snige sig væk i en taktisk finale, og pludselig er det måske slet ikke den oplagte vinder, der løber med sejren.

 

Den slags etaper er arrangørerne begyndt at elske. Vi har nemlig set dem flere gange de seneste år. Både 4. og 5. etape minder om en tilsvarende etape i 2021. Her så vi, at de slovenske favoritter, Tadej Pogacar og Primoz Roglic, blev fanget i det taktiske spil efter den svære stigning på 4. etape og lod de to løjtnanter, Brandon McNulty og Jonas Vingegaard, stikke af i en ukontrollerbar finale, som sendte McNulty i førertrøjen. Den slags kan sagtens ske igen, for når først stigningerne er overstået, er ballet åbnet for angreb, hvis førertrøjen er isoleret - også selvom de denne gang ligger lidt tættere på mål end tidligere.

 

Det samme kan ske på den nye kongeetape, der er designet efter samme opskrift som sidste etape i 2019. Her fik Astana det hele til at eksplodere tidligt, og sammen med Tadej Pogacar, Dan Martin og Adam Yates, der endte med at vinde etapen, fik Jakob Fuglsang og Ion Izagirre skovlen under den førende Emanuel Buchmann, så Izagirre kunne tage den samlede sejr. Faktisk så vi noget tilsvarende på kongeetapen i både 2019 og 2021, selvom man der havde mål på Arrate, hvilket burde anspore til mere konservativ kørsel. I 2019 sov Astana gevaldigt i timen, da de lod et stort udbrud køre, hvorefter Emanuel Buchmann med et langt soloridt kørte sig i førertrøjen. I 2021 fangede Primoz Roglic hele UAE og Tadej Pogacar på en nedkørsel, og derefter udviklede etapen sig til et vildt drama, hvor Roglic tog den samlede sejr, og David Gaudu vandt etapen.

 

Med andre ord: Disse baskiske etaper er så svære at kontrollere, at ikke blot taktik, men også et stærkt hold kan være helt afgørende komponenter. Er man uden megen støtte, kan man få svært ved at vinde løbet, hvis ikke man venter med at erobre trøjen til sidste etape. Netop den etape er nemlig designet til at bringe en dårligt støtter førertrøje i problemer, og derfor kan det for de ryttere, der har et svagt hold, være en fordel først at slå til på sidstedagen.

 

Nu ved vi heldigvis lidt mere om sidste etape. Den er nemlig en tro kopi af den, der blev brugt sidste år. Her leverede et ret svagt Jumbo-hold et taktisk mesterstykke og lykkedes med at kontrollere det frem til Izua. Her viste Jonas Vingegaard, at den uhyre stejle stigning trods afstanden til mål godt kan bruges til en regulær magtdemonstration. Til gengæld så vi også, at der bag danskeren samledes en gruppe med 11 mand, der bestemt ikke var lige gode på stigningerne. Ja, selv den lidt store Mauro Schmid var via et angreb inden Izua med alle de bedre klatrere med hjem, og Mikel Landa, der klart var den næststærkeste på stigningerne måtte sande, at han endte i samme tid som langt ringere klatrere. Kun Soudal sad med mere end én mand, og så endte det hele med taktik, da James Knox udnyttede overtallet til at snige væk til en 2. plads - og med lidt held havde det været nok til at sikre ham den samlede 2. plads.

 

Vi så noget lignende på kongeetapen i 2022. Skulle en knap så stærk rytter have sikret sig førertrøjen inden sidstedagen, som det var tilfældet med Brandon McNulty i 2021 og med en ikke særligt godt kørende Remco Evenepoel i 2022, må man formode, at løbets stærkeste vil kunne indgå en alliance om at knække løbets førstemand, men han kan redde den Det skete nemlig allerede i 2022, hvor Jonas Vingegaard, Daniel Martinez, Enric Mas og Aleksandr Vlasov fik skovlen under Evenepoel allerede på Krabelin, der kom som sidste svære stigning inden Arrate. Dengang kom han tilbage, blandt andet fordi de førende skulle spare sig til Arrate, men uden et målbjerg bør de stærkeste på så svær en etape både have terrænet og interessen i at sikre, at løbet alligevel vil blive vundet af en af løbets stærkeste. Det er bare ikke sikkert, at det vil lykkes, og havde Arrate ikke været der i 2022, kunne Evenepoel have vundet, selvom han ikke var tæt på at være den stærkeste.

 

 

Det viser, at det ikke er let at gøre store forskelle på kongeetapen heller. Jo, hvis man er lige så god som Vingegaard, men åbenbart ikke hvis man ”kun” er lige så god som Landa.  Da det samme gælder for 3. og 5. etape, hvor stigningerne kommer tættere på mål, men er kortere og lettere og kommer på nemmere etaper, er det helt tydeligt, hvordan tilfældighed kan spille ind. Vi så dog også på 4. etape sidste år, hvor designet var nogenlunde det samme, at Vingegaard og Landa sammen kunne køre fra alt og alle, og det vidner om, at man godt kan gøre forskelle på etaper som denne.

 

Hvad så med de to første etaper? Der er aldrig for alvor sprintere til start i løbet, men der er hurtige folk, der bør gå efter en spurt på 2. etape. Onsdagens etape er mere tricky. Den sidste lange stigning er dog ganske let og uegnet til angreb i klassementet. I teorien kan det åbne døren for en overraskende udbrudssejr, hvis der opstår et pokerspil, men da Remco Evenepoel eller Ethan Hayter sikkert fører løbet, vil jeg tro, at de vil gå efter at forsvare trøjen og for Hayters vedkommende sikkert også at vinde igen, hvis han allerede har vundet på 1. etape. Derfor tilsiger logikken, at det ender i en reduceret massespurt. Lægges der tryk på undervejs, kan vi dog godt få en situation, hvor en hurtig klassementsrytter kan få bonussekunder - og dermed kan spurtstyrke pludselig blive et altafgørende våben både på 3., 4., 5. og 6. etape.

 

Noget andet, der kendetegner regionen, er regn, og vejrudsigten er altid et heftigt diskuteret tema inden løbet. Her er der imidlertid godt nyt, for det bliver slet ikke et af de år, hvor rytterne drukner. Desværre bliver den eneste lidt halvvåde dag mandagen. Her vild er være en bygerisiko på 35-50%, og med de tekniske passager på enkeltstarten kan det desværre gøre den absolutte nøgleetape til et lotteri. Det kan jeg selvsagt ikke tage hensyn til i min favoritvurdering, der således baserer sig på antagelsen, at alle har lige vilkår.

 

Derefter er det bedre. Er rytterne svært uheldige, kan de blive ramt af en byge i finalen på den overskyede tirsdag, men derefter burde det holde tørt. Tirsdagen bliver også blæsende, men selvom sidevind ikke er helt uset i Baskerlandet, vil det undre mig meget, hvis det bliver en faktor. Onsdagen bliver flot med svage vindforhold og medvind på finalestigningen, hvilket er godt nyt for hurtige klassementsfolk med ambitioner om bonus.

 

Torsdagen bliver skyet, men tør og med sidevind på sidste stigning, men også ret hård modvind i den flade finale, hvilket kan øge chancen for en regruppering. Hvis en mand er kørt alene - læs Jonas Vingegaard - kan det dog også være en fordel, fordi en gruppe af isolerede kaptajner kan få sværere ved at samarbejde i mod- end i medvind. Vejrudsigten er praktisk talt den samme fredag, hvor der vil være medvind på sidste stigning og nedkørslen og derefter sidemodvind, hvilket øger chancen for en solosejr til bedste mand. Endelig bliver lørdagen skyet og lun og med medvind på både Izua og Krabelin. Da man i finalen først får modvind på det allersidste flade stykke, taler vindforholdene for, at der kan skabes forskelle både fredag og lørdag og til dels også torsdag.

 

Vi står altså tilbage med et uhyre åbent løb, der kan være meget svært at spå om, fordi kollektiv styrke, taktik og tilfældigheder kan blive vigtige komponenter, men som sagt er særligt 6., men også 4. og 5. etape så hårde, at bedste mand godt kan køre alene hjem - særligt fordi vinden taler for det. Med andre ord skal man være en af - men ikke nødvendigvis den - stærkeste klatrere, og derudover skal man kunne køre en god enkeltstart, ligesom man har en fordel af at besidde en god spurt. Et stærkt hold kan blive livsvigtigt, hvis man tager trøjen tidligt, og hvis hierarkiet er meget lige, kan man komme langt med en heldig hånd i en taktisk finale.

 

Årets felt er rystende stærkt. Der er ingen tvivl om, at løbet er den store vinder blandt forårets ugelange løb. Vi savner Tadej Pogacar og begræder det sene afbud fra Adam Yates, ligesom vi mangler en del af hovedfigurerne fra løbet i Catalonien - dog ikke Mikel Landa - men derudover er det meste af etapeløbscremen til start. Det kan blive ret afgørende. Sidste år viste Vingegaard sig på en tilsvarende ”let” rute uden nøglepunkter så suveræn, at han vandt tre af seks etaper, men det siger sig selv, at det bliver vanskeligere at være lige så suveræn på endnu en ”let” rute, når modstanden er meget skrappere.

 

Sidste år begik jeg den enorme fejl at undervurdere, hvor overlegen Jonas Vingegaard er. Her mødtes han med en tilsvarende let rute, og efter et Paris-Nice, der ikke var gået som ventet, tøvede jeg med at gøre danskeren til den store favorit. Det var en gigantisk fejl, for da ugen var omme, havde Vingegaard knust al modstand ved at vinde ikke færre end tre af de seks etaper og dermed tage en overlegen samlet sejr.

 

Nu er vi der så igen. Danskeren mødes igen af en rute, hvor arrangørerne bestemt ikke har gjort det let for danskeren at vinde, men denne gang er situationen alligevel anderledes. Nu ved vi, at hans ”svage” Paris-Nice i 2023 handlede om dårlig forberedelse, og i stedet har han med sine sejre i Baskerlandet, Dauphiné og senest Tirreno vist, at han kun har Tadej Pogacar som ligemand også i de ugelange løb. Denne gang kan han vel ikke mødes af skrappere modstand, men når hans slovenske ærkerival ikke er til start, taler alt for, at han på stigningerne vil være i sin helt egen liga. Han havde i hvert fald ingen problemer med Juan Ayuso i Tirreno, og Remco Evenepoel og Primoz Roglic skal i hvert fald finde helt andre takter frem, end de gjorde i Paris-Nice, hvis de skal komme tæt på danskeren.

 

 

Det ændrer dog ikke på, at ruten ikke er gør det indlysende for ham at vinde. Nok er enkeltstarten ved første øjekast en fordel for ham, men selvom den heldigvis er betydeligt mere kuperet end i Tirreno og faktisk passer ham ret godt, vil det undre, hvis han kan slå Evenepoel på en 10 km restitueret enkeltstart, og Tirreno indikerer også, at han kan få sit hyr med Ayuso - og måske også med Roglic, hvis han pludselig har fundet sig selv. Han kan altså komme ud af førstedagen med et tidstab, og da han samtidig er langsommere i flade spurter end både Evenepoel, Ayuso og Roglic, vinder han formentlig kun løbet, hvis han på mindst én af etaperne kan køre alene hjem.

 

Det er ikke indlysende, at det kan lade sig gøre. På kongeetapen var han i sin egen liga for et år siden, men denne gang er modstanden så meget skrappere, at chancen for, at han bliver hentet efter Izua er betydeligt større, ikke mindst når en forfølgergruppe kan have Evenepoel som motor i det lettere terræn. På både 4. og 5. etape er stigningerne meget korte, og der skal virkelig gås til stålet, hvis han skal køre alene hjem - særligt på 5. etape, der har den letteste finale.

 

Alligevel tror jeg, at det kan lade sig gøre. Vingegaards magtdemonstration på den ”lette” 5. etape i Tirreno var skræmmende, og hvis vi kan stole på, at det styrkeforhold er intakt, vil jeg forvente, at han med gunstige vindforhold kan gøre det samme på 4. etape, formentlig også 5. etape og med størst sandsynlighed på 6. etape, hvor alle andre er trætte. Modsat sidste år, hvor han var sendt til Spanien med B-holdet har han også et stjernemandskab til at støtte sig, og selvom Sepp Kuss ikke var flyvende i Catalonien, er han stadig en gylden hjælper. Risikoen for, at han mister kontrollen på lørdag, er ikke alt for stor, og han har tillige et hold, der kan gøre det benhårdt. Med tre forsøg til at køre alene hjem burde det kunne lade sig gøre selv på denne rute - og han er så suveræn, at jeg tror, at han igen kan ende med at vinde alle tre etaper. Derfor tror jeg - trods ruten - at danskeren igen leverer en magtdemonstration med et overlegent titelforsvar.

 

Den værste rival er nok Juan Ayuso. Baseret på det, vi så i Vueltaen, burde han stå et stykke længere nede på listen, men indtil nu har han efterladt et langt mere overbevisende indtryk end Evenepoel og Roglic. I Tirreno virkede han en smule sløj på den første bjergetape, men vi har nu lært, at han bliver bedre og bedre, når motoren er varm. På kongeetapen var han langt tættere på at matche Vingegaard, og han har i år vel lignet den næstbedste etapeløbsrytter. Det skyldes også hans enkeltstart. Hans sejr over Filippo Ganna på den flade tonserrute i Tirreno var skræmmende, og han synes at have gjort helt enorme fremskridt i den disciplin. Man skulle mene, at Vingegaard nok vil være tættere på ham på denne mere kuperede rute, men kører han som i Tirreno, skal selv Evenepoel stå tidligt op for at slå ham, selv på en kort, restitueret enkeltstart.

 

Spørgsmålet er, om resten af løbet passer ham. Her er svaret vel et ”både og”. Vi har set, at han er bedst på de store bjergdage med mange højdemeter, og dette kan løb kan være for let. Til gengæld er det klart en fordel, at den vanskeligste etape kommer til sidst, hvor hans motor er varm, og vigtigst af alt bekræftede han med sin spurtsejr i Ardeche, at han vitterligt er meget hurtig. Det kan blive helt afgørende i dette løb, hvor bonussekunder kan spille en stor rolle, og dermed skal han bare undgå en af de offdays, hvor han synes at være under niveau på de meget eksplosive dage.

 

Kan han det, passer ruten ham faktisk fint, og i fravær af store bjergfinaler er det faktisk en rute, der giver ham usædvanligt gode chance for at slå Vingegaard - også fordi UAE som altid er skræmmende stærke, hvilket kan give muligheder i det taktiske spil, særligt med kometen Isaac Del Toro, hvis han fortsætter sin vilde udvikling. Et UAE-overtal er også vigtigt, hvis Vingegaard skal indhentes de tre sidste dage, for det sikrer, at der ikke går taktisk stilstand i den. Med andre ord står Ayuso faktisk ikke helt uden muligheder for denne gang at slå sin danske rival.

 

Jeg skal vel rangere Remco Evenepoel som nr. 3, men entusiasmen er ikke rasende stor efter et skuffende Paris-Nice. ”Skuffende” kan lyde hårdt, når vi taler om løbets nr. 2, der vandt både etape, point- og bjergtrøje, men hvis man vil gøre sig forhåbninger om at slå Vingegaard, skal man - med al respekt - kunne køre fra Matteo Jorgenson. Heldigvis for Evenepoel er denne rute måske den bedste, han kunne forestille sig. Der er ingen store bjergfinaler, hvor Vingegaard vil køre ham midt over, og på alle de tre bjergetaper har han med sin enorme motor i fladere terræn og hjælp fra andre ryttere alletiders chance for at indhente den undslupne dansker.

 

Lykkes det, står han faktisk meget stærkt. Hans spurt er blevet ganske fremragende, og han er i hvert fald markant hurtigere end Vingegaard på flad vej. Selvom jeg godt kan være lidt usikker på, om han faktisk kan slå Ayuso på mandag, er han på forhånd den klare favorit til enkeltstarten, der passer ham ganske glimrende. Dermed har han ”bare” den opgave at få indhentet Vingegaard alle tre dage og herefter køre nogle gode spurter, og det er i så stærkt et felt ikke helt umuligt. Han ledsages endda af den uhyre formstærke Mikel Landa og vil derfor formentlig have en rytter, han kan ”slagte” - og skulle taktik komme i spil, udgør de en giftig duo. Nok indikerede Paris-Nice ikke, at Evenepoel skulle have mange chancer på Vingegaard, men lige netop på denne rute ser en belgisk sejr faktisk ikke helt umulig ud.

 

Normalt ville man rangere Primoz Roglic helt oppe, men jeg vil faktisk ikke engang pege på ham som bedste Bora-kandidat. Her vil jeg i stedet fremhæve Jai Hindley . Australieren har jo stort set kun præsteret i grand tours, hvor han har haft glæde af sin eminente restitution, men i Tirreno så vi pludselig en helt ny Hindley. Australieren var sammen med Hindley med afstand den næst- og tredjestærkeste på stigningerne, og mest chokerende kørte han også sit livs enkeltstart. Det gjorde han endda på en flad tonserrute, og hvis han kan gentage det ridt på mandag, kommer han ikke til at miste meget til de bedre temporyttere på mandag, hvor han jo nu endda kan vinde tid på de fleste.

 

 

Resten af løbet passer ham til gengæld knap så godt. Han er jo faktisk ganske eksplosiv, men sammenlignet med de ovennævnte havde han nok været mere komfortabel med længere stigninger. Selvom han er hurtig, får han det i en spurt svært mod navne som Ayuso, Evenepoel og Roglic, og derfor har han ikke den mest direkte vej til sejr. Heldigvis er dette jo et løb, der kan vindes via taktik, hvis ikke man er den allerstærkeste, og i den sammenhæng er det nok ingen ulempe at være holdkammerat med Roglic. Her skal man med lidt held blot være en af de stærkeste for at vinde, og alt tyder på, at Hindley vil være en af dem.

 

Så er der vores komet. Det er ikke mange, der bliver nr. 4 i deres første europæiske WorldTour-etapeløb - og da slet ikke når man bruger en stor del af en bjergetape på at føre for sin kaptajn - men det var, hvad Isaac Del Toro gjorde i et meget stærkt felt i Tirreno, hvor han også imponerede stort på kongeetapen. Hans kørsel Down Under, i Algarve og senest i lørdagens løb har lært os, at han er svær at regne med, men hans nedtur i GP Indurain kan formentlig forklares med, at den eksplosive rute ikke passede ham samt måske af den kulde, der slog mange ud - og sikkert også en mexicaner. Noget helt ringe ridt var det jo trods alt ikke.

 

Netop ruten er dog også min bekymring her. Vi så i Tirreno, at han kører bjergetaperne ”Almeida style”, dvs. med et comeback bagfra. Den slags er der bare ikke rigtigt tid til på 4. og 5. etape, hvor stigningerne er meget korte, og det var måske også det, der kostede ham denne lørdag. Omvendt viste han på sidste etape Down Under, at han jo faktisk kan være ganske eksplosiv, og i Tirreno og Australien fik vi tillige det klare indtryk, at han bliver bedre og bedre undervejs. I det lys er det perfekt, at den eneste etape, der nok for alvor passer ham, kommer til sidst. Hans chokenkeltstart i Algarve tilsiger tillige, at han kommer blæsende fra start på 1. etape, for selvom det var mere moderat i Tirreno, er han formentlig i sit es på denne kuperede rute. Lægger man dertil, at han kan bruges i det taktiske spil i et UAE-overtal, og at han i Australien viste en vis spurtstyrke, har han faktisk hele pakken til at vinde - hvis altså de får styr på ham danskeren.

 

Det er helt, helt nyt at rangere Primoz Roglic så lavt i et ugelangt etapeløb. Vi skal mange, mange år tilbage for at finde seneste eksempel på det, men denne gang er det svært at gøre anderledes. Nok frygter man altid tilbagegang for 34-årige ryttere, men hans præstation i Paris-Nice var alligevel chokerende langt fra det niveau, vi kender ham for. Værre var det, at der slet ikke var nogen god forklaring i et løb, han som altid kom for at vinde, og bekymringen bliver kun ekstra stor, når vi taler om en mand med et normalt nærmest uhørt lavt bundniveau.

 

Det er svært at forklare nedturen med andet end alderen, og den negative udvikling kan være accelereret af skiftet væk fra Visma til et hold, hvor de færreste har blomstret. Alligevel er det naturligvis for tidligt at afskrive ham. Vi skal bare tilbage til Vueltaen og Emilia for at finde det seneste eksempel på en flyvende Roglic, men lige netop for ham, der normalt er så ufatteligt stabil, ringer alarmklokkerne bare ekstra meget.

 

Heldigvis kommer han til et løb, der vel ikke kunne passe ham bedre. Få i denne verden har et punch som Roglic, og blandt favoritterne er han måske også den allerhurtigste i flade spurter. Enkeltstarten kunne heller ikke passe ham bedre, for da vi i 2022 senest kørte en enkeltstart af denne type på førstedagen, slog han sågar Evenepoel - og det var endda i den sæson, hvor hans knæproblemer betød, at han var langt, langt under niveau, Ja, faktisk kunne man nok ikke have designet en bedre rute, når han samtidig kommer til løbet med et stærkt hold.

 

Det kræver bare, at niveauet er helt anderledes end i Paris-Nice, men i det mindste er dette et løb, man måske kan vinde uden at være stærkeste mand. Han har i hvert fald en luksushjælper i finalerne, hvor han og Hindley udgør en fremragende duo, og med sin spurtstyrke og gode enkeltstart har han derfor alle forudsætninger. På baggrund af Paris-Nice skal jeg bare lede lidt længe efter argumenter, der for alvor får mig til at tro, at vi pludselig skulle se den gamle Roglic igen bare få uger senere - men på vinderpotentiale må han på en rute som denne selvsagt stadig stå relativt højt.

 

Det er imponerende, at vi nu kan nævne to danskere blandt de tungeste favoritter til et ugelangt etapeløb, men det kan vi denne gang. Mattias Skjelmose har ganske vist stadig for alvor til gode endegyldigt at bevise sig i etapeløb på højeste niveau, når hans sejr i Tour de Suisse kom under lidt specielle omstændigheder med to tragiske ”hviledage” undervejs, men den schweiziske triumf viste i hvert fald, at han kunne stå distancen på tre store bjergetaper i træk. Samtidig så vi både i Schweiz og særligt i Ardennerne, at hans topniveau er blandt feltets højeste, og i sidstnævnte tilfælde var det jo i det eksplosive terræn, han for alvor excellerede, og hvor han synes at tilhøre den absolutte verdenselite.

 

Netop det er uhyre lovende forud for dette løb, der lige nu ligner det ugelange løb, der passer ham allerbedst. Som vi også så i murfinalen sidste år, hvor han leverede et mageløst comeback efter defekt, har han et bedre punch end de fleste, og den tilbagevendte enkeltstart stiller ham kun endnu bedre. Ja, med tanke på de enkeltstarter, han kørte i Schweiz, også på en kort rute, burde han køre med om sejren mandag på en rute, der med sin eksplosive karakter vel næppe kunne passe ham bedre. Hans gode spurt stiller ham også uhyre stærkt i jagten på bonussekunder, og samtidig har han som alle andre klar fordel af, at der ikke er nogle meget svære finaler. Det giver nemlig også ham en chance for at vinde løbet via taktik, og hans evner i det spil så vi jo på 6. etape i Paris-Nice. Hvis samtidig Tao Geoghegan Hart og Andrea Bagioli endelig finder sig selv, er holdet også ganske stærkt, og måske kan han sammen med briten endda indgå i det taktiske spil.

 

 

Han havde i Paris-Nice stadig til gode at finde topformen, men man kan håbe, at han er tættere på nu, hvor det helt store mål i Ardennerne nærmer sig - og så skal han endegyldigt bevise, at han har fundet den holdbarhed, han manglede sidste år, hvor han gik helt ned på kongeetapen, men i den sammenhæng er hans kørsel i Schweiz og Touren jo ganske lovende.

 

En af de mest spændende ryttere på denne rute er Tom Pidcock. Han har stadig til gode at få sit store gennembrud som etapeløbsrytter, men Tourens to første uger, hvor han klatrede som en drøm, indikerede klart, at han har et potentiale, i hvert fald over en uge. I det lys var hans Tirreno skuffende, men det var nu opløftende at se ham på kongeetapen, hvor han faktisk var uhyggeligt stærk. Som hjælper for Thymen Arensman holdt han ene mand snor i både Vingegaard og Ayuso/Hindlet, og da det gik stærkt til sidste, var han endda bedre end sin kaptajn.

 

Nu kommer han så til et løb, der profilmæssigt ikke kunne passe ham bedre. Ovenfor skrev jeg ganske vist, at Roglic var den hurtigste af favoritterne, men udvider man kredsen med Pidcock, er den lille brite vel den allerhurtigste. Han er også langt mere testet på korte, eksplosive stigninger, der passer perfekt til en ardennerrytter som ham. Skoen i stenen er enkeltstarten, der har vist sig som en overraskende stor svaghed, men skal Pidcock nogensinde køre en god enkeltstart, bør denne korte, kuperede, eksplosive rute i hvert fald være et sted, hvor det kunne ske. Et tidstab til de bedste er uundgåeligt, men herefter kan han score ufatteligt mange bonussekunder på de efterfølgende etaper - og så viste han sig i Liege jo også ret snu i det taktiske spil. Til gengæld har han stadig til gode at finde sine klatreben fra Touren, også i et halvsløjt Sanremo, men jo tættere, vi kommer på Ardennerne, jo tættere burde vi også komme æå den bedste Pidcock, og som altid har Ineos også et stærkt hold, selvom der denne gang er hold, der er stærkere.

 

Hvad så med den lokale helt? Når man er en gammel veteran, skal man altid bevise sig selv igen, men Mikel Landa bestod sin catalanske test til UG med kryds og slange. Han var i særklasse næstbedst bag Pogacar, og på 4. etape kørte han endda i en længere periode lige op med sloveneren, da først den baskiske veteran åbnede for gassen. Udfordringen er naturligvis, at dette løb passer ham langt ringere, og han er på papiret en af de ryttere, der taber mest på de flade finaler, hvor han er helt, helt uden spurt. Han er dog slet ikke ringe på eksplosive stigninger, som vi så sidste år, hvor han var næstbedst i dette løb og blev nr. 3 på Muren i Huy. Desværre lider han voldsomt under den tilbagevendte enkeltstart, som vil sikre, at han starter med et tidstab, men i det mindste er ruten kort og terrænet kuperet. Et problem kan det være, at Evenepoel kan tage trøjen på 1. etape, hvilket fastlåser ham endnu mere i en hjælperrolle, men viser Vingegaard sig lige så suveræn som ventet, vil det være dumt at Soudal ikke at bløde op på hierarkiet og udnytte, at de har en skræmmende duo til det taktiske spil. Kigger alle lidt for meget på Evenepoel, kan man håbe, at Landa kan blive vinderen i et eventuelt taktisk spil. Styrken til at bringe sig i den position har han i hvert fald med sikkerhed.

 

Når man rangerer efter vinderpotentiale, er man vel også nødt til at give Sepp Kuss en vis rangering. Amerikaneren havde ganske vist et katastrofalt Catalonien, hvor han vel bekræftede, at han ikke er skabt til ugelange løb, men han kørte jo stadig en fornem 4. etape. Uden form er han bestemt ikke, og selvom dette løb passer ham langt dårligere, har han nu fordel af, at motoren er varmet op. Det er klart, at han har en klar opgave som hjælper for Vingegaard, og at det efter hans enkeltstart i Algarve, er svært at tro, at han ikke får en vis lussing på 1. etape, selvom det gik så godt i Vueltaen, men han kan jo altså ende med at have fordel af at køre på hold med Vingegaard. Dels kan han måske få lov at køre kontra, hvis danskeren faktisk skulle blive hentet efter stigningerne på 4., 5. og 6. etape efter en periode på hjul, og endelig er det jo altså ikke umuligt, at kongeetapen kan glide Visma af hænde. Som vi så sidste år, da de skulle kontrollere samme etape, sendte de folk med i det tidlige udbrud, og havner Kuss pludselig i front i en sådan gruppe, er han vist før endt som samlet vinder af et større spansk etapeløb, hvis jeg husker rigtigt…

 

Med sejren i lørdagens løb fortsatte Brandon McNulty sin vilde sæsonstart, og han fik vist, at formen stadig er god trods de problemer, der kostede ham Sanremo. Både Paris-Nice og GP Indurain har dog også vist, at han har sine begrænsninger som klatrer, for lørdagens løb blev jo faktisk vundet mellem stigningerne og ikke på dem. Han vil utvivlsomt få svært ved at følge de bedste, men han hjælpes af den lette rute. Den kan give chance for at komme tilbage, og med tanke på den enkeltstart, han kørte i UAE Tour, vil han formentlig stå meget stærkt på 1. etape. Han kan spurte, men ikke på niveau med de bedste, og derfor skal han vinde løbet via en god 1. etape og derefter taktik. Her vil han i det taktiske spil være hjulpet af et sandsynligt UAE-overtal, og han har altså næse for den slags. For tre år siden sikrede han sig førertrøjen ved at udnytte det store fokus på Pogacar til at køre væk, og minsandten om han ikke så sent som i Paris-Nice sikrede sig endnu en førertrøje via taktik. Han kan håbe på, at tredje gang så bliver gangen, hvor han forsvarer den hele vejen.

 

Jeg er også nødt til at give Felix Gall en høj rangering, men det handler alene om hans topniveau, der jo i 2023 var blandt det bedste, vi så. Desværre har vi slet ikke set det i år, hvor han ellers kom fint fra start i Ardeche, men skuffede i Paris-Nice og i GP Indurain. Det kan der heldigvis være en forklaring på. Han led angiveligt i den franske kulde, og det kan jo også forklare, hvorfor han klarede lørdagens løb så skidt. Nu venter en uge med langt bedre vejr, og så får han chancen for at vise sin klasse i et løb, hvor han har gjort det fornemt de seneste to år og i 2023 vel gav det første bevis på sin enorme fremgang. Det er klart, at han får en lussing på 1. etape, men han klarede jo faktisk den kuperede enkeltstart i Touren chokerende godt. Til gengæld er resten af ruten nok ikke ideel, da mange er hurtigere end ham, og han formentlig vil være alene i det taktiske spil. Det kan dog også være en fordel, hvis de store hold kigger på hinanden. Han skal naturligvis vinde via taktik - formentlig på sidste etape, så han ikke skal forsvare en trøje - men nærmer han sig sit niveau fra sidste år, giver han også sig selv chancen for at gøre det.

 

Det bliver meget spændende at følge Santiago Buitrago. Vi har vel aldrig set ham klatre så godt, som han gjorde i Paris-Nice, men desværre betød hans byge af uheld, at vi missede chancen for at se, hvad han kunne i weekenden. Heldigvis skulle hans styrt ikke have været alvorligt, og derfor er han formentlig helt klar til dette løb, hvor han virkelig møder en rute, der passer ham. Det er nemlig på de eksplosive stigninger, han har vist sin styrke, som han også gjorde, da han tog sin etapesejr i Paris-Nice, og da han blev nr. 3 i Liege sidste år. Til gengæld lider han under enkeltstarten, men her har han faktisk kunnet forsvare sig hæderligt, hvad der særligt bør gælde på denne rute. Da han ikke er hurtig på flad vej, er det dog også helt klart, at han skal vinde løbet via taktik, men her viste han jo også fine evner, da han tog sin sejr i Paris-Nice. Sammen med Pello Bilbao udgør han i hvert fald en spændende duo, men han gør med sit svage og tunge hold nok klogt i ikke at skulle starte sidste etape i førertrøjen.

 

Det er svært ikke at glæde sig til at se Kevin Vauquelin. Ganske vist viste hans første store klatretest på WorldTouren i Tirreno, at han fortsat har klare begrænsninger på stigningerne, men i forhold til det, man kunne have frygtet, var det bestemt bestået. Nu kommer han formentlig til et løb, der passer ham bedre. Han har i hvert fald vist sig mere frem i eksplosivt terræn end på lange stigninger, selvom han nok vil lide lidt under nogle af de stejleste procenter på 4. og 6. etape. Heldigvis er procenterne ikke så ekstreme, som man før har set det i løbet, og da Vauquelin jo stadig må regnes som en af de ringere klatrere i favoritfeltet, har han en enorm fordel af de flade finaler, der giver ham mulighed for at komme tilbage. Sker det, har han glæde af en god spurt og måske særligt af sin underdogstatus i de taktiske finaler.

 

 

Med tanke på den vilde enkeltstart, han kørte i Besseges på en rute, der ikke er ulig denne, vil han formentlig stå uhyre stærkt efter 1. etape. Til gengæld får Arkea ikke mange chancer for at forsvare en førertrøje på lørdag, så han gør nok klogt i at vente med at slå til indtil da - og så kan man endda frygte, at lige netop den etape trods alt bliver for hård.

 

Pello Bilbao kommer til sit hjemmeløb som Bahrains erklærede kaptajn, men det er med store spørgsmålstegn. Det bekymrer nemlig, når ”Mr Consistency” pludselig leverer en helt ukarakteristisk svag præstation, som det var tilfældet i Paris-Nice, hvor han var chokerende langt fra sit niveau. Den slags er altid lidt urovækkende, når vi taler om ældre herrer, men vi skal trods alt ikke længere tilbage end til sommeren for at finde den bedste Bilbao nogensinde, nemlig i Touren og San Sebastian. Derfor skulle det være mærkeligt, om ikke han kan finde et højt niveau igen, men hvor langt er han kommet over de sidste par uger? Han går heldigvis ind til et løb, der passer ham hæderligt. Han er en af de allerhurtigste på flad vej, og de lette finaler er derfor en gave for ham.

 

Vi har også i UAE Tour fået bekræftet, at Bahrains materiel har boostet ham på enkeltstarten, og særligt på denne rute bør han kunne gøre det endog meget fornemt. Til gengæld lider han under stigningernes karakter, for de er for korte og eksplosive til at passe til hans dieselagtige karakter. Det forhindrede ham dog ikke i at køre så flot i Baskerlandet, ligesom han også endte som nr. 5 i 2022 og nr. 6 i 2021 i dette løb, og når man ved, at han ikke er den allerbedste klatrer i dette felt, er denne lidt lettere rute faktisk en gave. Han skal bare genfinde sit niveau og som Buitrago nok ikke blive alt for afhængig af, at Bahrain kan forsvare en trøje.

 

Den anden unge franske komet er Romain Gregoire, der bliver endog uhyre interessant at følge. Han er ganske vist ikke etapeløbsrytter, men skal han køre et godt klassement i et etapeløb, skal det nok være på denne rute. Vi så senest i Tirreno, at han har fået en uventet god enkeltstart, og han viste samtidig på kongeetapen, at han har forbedret sin klatring enormt. Han eksploderede dog også til sidst, og det fortæller, at lange stigninger ikke er hans kop te, men det gør dette løb velegnet. Stigningerne i hvert fald korte 4. og 5. etape, og det er derfor kongeetapen, der giver ham et problem. Her vil jeg stadig tro, at han får det for svært, men skulle han alligevel komme tilbage, ser det altså uhyre lovende ud, hvis han har kørt en god enkeltstart og kan bruge sin gode spurt til at sikre sig bonus undervejs.

 

Listen af UAE-ryttere tæller også Marc Soler , men han har ikke helt fundet sit bedste niveau. Han blev heldigvis bedre undervejs i Catalonien, men skuffede så med et ret svagt udbrud i Barcelona. Senest udgik han så af lørdagens løb, og derfor kommer han til løbet med en masse usikkerhed, men nok også med en form i fremgang. Han så i hvert fald godt ud på den catalanske kongeetape, og vi så sidste år, at han som alle andre UAE-ryttere har fået et vist boost på enkeltstarten, selvom det desværre ikke var så meget som håbet. Disse meget eksplosive stigninger er ikke ideelle, og han vil som McNulty formentlig komme i problemer, men med de lette finaler kan han komme tilbage, og lykkes det, vil han i hvert fald have aggressionen til at udnytte UAE-overtallet til en offensiv.

 

Forud for sæsonen pegede jeg på Archie Ryan som den næstmest spændende nyprofessionelle efter Del Toro. Han kom desværre lidt haltende i gang, men nu begynder han at være der. Han var klart stærkeste mand i Coppi e Bartali, hvor ruten dog var for let, og i lørdagens løb var han atter en af de stærkeste i et felt, der minder om dette. Vi er til gengæld også ved at lære ham at kende, og selvom han vandt en bjergetape i l’Avenir sidste år, er det stadig lidt uklart, om han er klatrer eller puncheur. I hvert fald kom hans gennembrud på højt niveau i eksplosive finaler i Luxembourg og Slovakiet, og det var også i den slags terræn, han imponerede denne lørdag og i sidste uge. Omvendt så vi også i Coppi e Bartali, at han altså ikke virkede specielt eksplosiv, og der er en god chance for, at han også vil være meget stærk på de længere stigninger på lørdag. Uanset hvad taler vi jo her ikke om lange bjerge, og dermed burde løbet ikke passe ham helt ringe uanset hvad. Spurte kan han til gengæld ikke, og tempoevner har han slet ikke, som vi så i Luxembourg. Derfor skal han vinde via taktik, men hvis hans potentiale er lige så stort, som jeg venter, ligner han en mand, der allerede kan komme langt i dette løb.

 

Jeg er ret spændt på at se Carlos Rodriguez. En af sæsonens mysterier er, hvad i alverden der er sket med et af sportens største etapeløbstalenter, der har været helt, helt fra snøvsen. Han var så langt væk i Paris-Nice, at det er ret svært at tro, at han på så kort tid er helt tilbage, men omvendt ved vi også, at disse supertalenter lynhurtigt kan finde formen. Desværre passer dette meget eksplosive løb ikke godt til en dieselklatrer, og det gør en kort enkeltstart næppe heller - slet ikke når hans enkeltstart i Vueltaen i 2022 stadig er hans eneste gode af slagsen. Spurte kan han heller ikke, og derfor er det taktik, der skal give ham sejren. Det vil kræve, at han er tilbage på sit niveau, men hvis det vitterligt skulle være tilfældet, udgør han og Pidcock også en ret spændende duo i de taktiske finaler.

 

Der kan ske meget på et år. Sidste år pegede jeg - til min store fortrydelse - på David Gaudu som favorit. Han kom nemlig direkte fra et fremragende Paris-Nice, hvor han havde slået Vingegaard og budt Pogacar op til dans, og han lignede en mand, der havde nået et helt nyt niveau. Desværre er det siden dengang kun gået ned ad bakke, og han fandt aldrig formen senere i 2023. Det har han heller ikke gjort i 2024, og det blev bestemt ikke bedre af, at han styrtede i både Galicien og Paris-Nice. Det betyder til gengæld også, at vi faktisk ikke har set en frisk Gaudu i ganske lang tid, og derfor aner vi ikke, hvor han står. De eksplosive stigninger i dette løb passer storartet til franskmanden, men desværre får han en stor lussing allerede mandag. Derfra skal han forsøge at vinde via taktik, og desværre frygter jeg, at løbet ender som endnu en skuffelse. Det er lidt for længe siden, vi har set en god Gaudu, og han har jo nået den alder, hvor de unge kometer typisk begynder at gå i forfald.

 

Jeg havde egentlig tænkt, at jeg ikke skulle nævne Ion Izagirre denne gang. Ganske vist har baskeren for vane trods sit store niveaufald altid at finde formen til denne periode, som han senest gjorde sidste år, hvor han vandt Indurain og endda endte på podiet. I år har det imidlertid været så sølle, at jeg havde svært ved for alvor at tro, at han kunne gentage bedriften denne gang. Alligevel så det lovende ud i Indurain, hvor han rundede Eraul som en af de forreste og også var blandt de stærkeste på den sidste mur. Sandt er det dog også, at han ikke var så stærk som sidste år, hvor han satte blandt andre Skjelmose til vægs, og det vil derfor undre meget, hvis han bliver lige så stærk som sidste år. Enkeltstarten er jo heller ikke længere en fordel, og spurte kan han ikke. Han skal vinde via taktik, og den mulighed opstår kun, hvis han er blandt de bedste på stigningerne. Jeg vil gerne se det, før jeg for alvor ser ham helt fremme i dette meget stærke felt, men historikken tilsiger jo, at det nok sker alligevel.

 

 

Det gør jo lidt ondt at se Tao Geoghegan Hart så langt nede på denne liste. Efter Algavre kunne man jo ellers lige tro på, at han var kommet stærkere tilbage fra sin alvorlige skade end frygtet, men da han blev mødt af skrappere modstand i Tirreno, stod det klart, at han fortsat har ret langt igen. Det er en skam. Dette løb er nemlig skræddersyet til ham. Hans enkeltstart var i 2023 på et rystende højt niveau, og med sin kombination af punch og en glimrende spurt kunne han ikke passe meget bedre til denne rute. Sammen med Skjelmose udgør han tillige en uhyre spændende duo til det taktiske spil, men desværre er det efter Tirreno svært at tro, at han har forbedret sig tilstrækkeligt efter så slem en skade. Selvom han slet ikke var så tilredt som colombianeren, har vi trods alt lige set, hvor lang en proces Egan Bernal har været igennem, og det vil nok også tage tid for Geoghegan Hart. Men lad os se, hvor langt han er kommet, når han deltager i et løb, der ikke var på hans oprindelige program, og som indikerer, at han er en smule på jagt efter ekstra løbskilometer.

 

Det var opløftende at se Oscar Onley i GP Indurain. Man kunne have frygtet, at den lange skadespause ville have sat ham langt tilbage, men han bekræftede i stedet det klare indtryk af fremgang, vi fik med sejren på Willunga i januar. Lørdagens løb passede dog også perfekt til en mand, der mere og mere fremstår som puncheur mere end klatrer. Det gør flere dele af dette løb dog også, og 4. og 5. etape burde faktisk være ganske fine for ham. Til gengæld har han stadig til gode at bevise, at han kan absorbere de voldsomme stigninger på kongeetapen, og her har han manglet så meget, at jeg har en vis bekymring. Enkeltstarten mestrer han heller ikke, men til gengæld er han relativt hurtig. Det ændrer dog ikke på, at også han skal vinde via taktik, og det sker kun, hvis ikke kongeetapen bliver for voldsom.

 

Endelig vil jeg nævne Jay Vine og Simon Yates, men det er uden den store optimisme. De har jo begge et tårnhøjt topniveau, men det tyder bare ikke på, at vi vil se det i dette løb. Mest optimisme er der nok for Vine, der havde en problematisk vinter og derfor manglede en del i UAE Tour, inden han udgik af Paris-Nice med sygdom. Derfor kan han i teorien godt møde op i god form, og med den gode enkeltstart, han bekræftede i Emiraterne, står han jo så ikke helt ringe, selvom de eksplosive stigninger ikke er ideelle, da han jo er del af et UAE-overtal. Endnu bedre passer ruten til Yates, der jo er blevet fremragende på denne slags kuperede enkeltstarter og har eminent punch til disse stigninger. Efter sygdom var han bare meget, meget, meget langt fra formen i Catalonien, inden han udgik af GP Indurain, og det er derfor ret svært at tro, at han trods et etapeløb i benene allerede skulle have indhentet det meget store formmæssige efterslæb.

 

BEMÆRK: Lad mig igen understrege, at risikoen for byger kan gøre enkeltstarten - en absolut nøgleetape - til et lotteri, og dermed kan vi ende med, at løbet måske kan blive afgjort af tilfældigheder. Det kan der imidlertid af gode grunde ikke tages hensyn til i favoritvurderingen.

 

OPDATERING: Den endelige startliste er kommet. Der afbud fra den kriseramte og formsvage Yates, men derudover er der kun en række mindre justeringer i holdoversigten nedenfor.

 

***** Jonas Vingegaard

**** Juan Ayuso, Remco Evenepoel

*** Jai Hindley, Isaac Del Toro, Primoz Roglic, Mattias Skjelmose, Tom Pidcock

** Mikel Landa, Sepp Kuss, Brandon McNulty, Felix Gall, Santiago Buitrago, Kevin Vauquelin, Pello Bilbao, Romain Gregoire, Marc Soler, Archie Ryan, Carlos Rodriguez, David Gaudu, Ion Izagirre, Tao Geoghegan Hart, Oscar Onley, Jay Vine

* Steff Cras, Jefferson Cepeda, Warren Barguil, Davide Formolo, Igor Arrieta, Jonathan Castroviejo, Eddie Dunbar, Alex Baudin, Pablo Castrillo, Clement Champoussin, Matteo Sobrero, Steven Kruijswijk, Jose Manuel Diaz, Maximilian Schachmann, Andrea Bagioli, Remy Rochas, Samuele Battistella, Rigoberto Uran, Sean Quinn, Esteban Chaves, William Junior Lecerf, Johannes Staune-Mittet, Eric Fagundez, Quentin Pacher, Paul Lapeira, Lorenzo Rota, Davide De Pretto, Emanuel Buchmann, Luca Vergallito, Victor Langellotti, Mark Donovan, David De La Cruz, Damien Howson, Natnael Tesfatsion, James Shaw, Brandon Rivera, Michal Kwiatkowski, Ethan Hayter, Roger Adria, Gijs Leemreize, Louis Meintjes, Alexy Faure Prost, Nicola Conci, Guillermo Thomas Silva, Nans Peters, Pelayo Sanchez, Jordan Jegat

 

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

 

Danskerne

Jonas Vingegaard og Mattias Skjelmose er hos hhv. Visma og Lidl blandt de tunge favoritter, hvorfor de er omtalt ovenfor. Hos Jayco, der er uden ambitioner i klassementet, skal Christopher Juul støtte Davide De Pretto og måske i udbrud, og endelig skal Johan Price-Pejtersen hos Bahrain støtte Pello Bilbao og Santiago Buitrago samt måske forsøge sig på den dog nok for kuperede enkeltstart.

 

Holdoversigt

Nedenfor gennemgår jeg de ryttere, der foruden de ovennævnte kan spille en rolle.

 

 

Team Visma | Lease a Bike: Vingegaard er den entydige kaptajn, men måske kan Kuss få en chance i det taktiske spil. Steven Kruijswijk viste klart stigende form i Catalonien, og Ben Tulett viste fremgang i Tirreno, ligesom Johannes Staune-Mittet i Coppi e Bartali endelig viste sit store potentiale. De må dog som den i år skuffende Milan Vader dog være hjælpere.

 

Soudal-Quick Step: Evenepoel er den erklærede kaptajn med Landa som en mulig option i det taktiske spil. Kometen William Junior Lecerf bekræftede potentialet i Catalonien, men må være hjælper. Det samme er James Knox, der genrejstes i dette løb sidste år, men har skuffet siden, samt altid solide Louis Vervaeke.

 

Movistar Team: Bedst chance har Davide Formolo, der genrejstes i Strade igen i år, men som i Tirreno viste, at kongeetapen her bliver for svær. Pelayo Sanchez og Gregor Mühlberger fortsatte den svage sæsonstart lørdag, hvor vi også så, at Alex Aranburu efter skadespausen mangler en del. Solide Nelson Oliveira kan sikkert gøre det pænt, men stigningerne bliver trods alt for svære, mens Gonzalo Serrano fortsætter med at skuffe.

 

BORA-hansgrohe: Der er ingen tvivl om, at Roglic er kaptajn, men Hindley bør også blive beskyttet. Matteo Sobrero var flyvende i Sanremo og god i dette løb sidste år, men må være hjælper, og det samme må gælde for Maximilian Schachmann trods lørdagens lille genrejsning, samt Roger Adria, Emanuel Buchmann og Bob Jungels, der alle har til gode at imponere i år.

 

EF Education-EasyPost: Ryan ligner manden, men Jefferson Cepeda, der har ledt efter formen, viste en vis fremgang i GP Indurain, hvor han blev brugt som hjælper. Dette meget eksplosive løb er dog ikke ideelt. Esteban Chaves og - i lidt mindre grad - Rigoberto Uran har været langt fra fordums styrke. Til gengæld imponerede Sean Quinn i Catalonien og James Shaw i Tirreno - inden han skuffede denne lørdag - men selvom dette løb passer dem bedre, kommer de ikke alt for langt.

 

Arkea-B&B Hotels: Vauquelin må være kaptajnen. Clement Champoussin viste endelig livstegn i Indurain, men i dag er kun for alvor god i løb, der er endnu mere eksplosive end det, han vil møde på kongeetapen. Hverken Elie Gesbert eller Laurens Huys har vist form i år, mens Alessandro Verre også har manglet meget.

 

Team Jayco AlUla: Med afbuddet fra Yates er det meldt ud, at de er uden ambitioner i klassementet, da Eddie Dunbar har dog været ude med et brækket håndled i en måned, og han udgik også lørdag. Davide De Pretto har gjort det godt i sidste uge og i GP Indurain, men her bliver kongeetapen for svær og niveauet for højt. Mauro Schmid er tilbage efter sin knæskade, men selv en god Schmid fik sidste år problemer på de sværeste stigninger her - og han udgik lørdag. Det ser bedre ud med Lucas Hamilton, men er ikke godt nok, mens Rudy Porter er overmatchet, og Felix Engelhardt er formsvag.

 

Lidl-Trek: Det må primært handle om Skjelmose, men nok også om Geoghegan Hart. Lørdagen viste, at Andrea Bagioli stadig synes langt fra sit bedste, som det også gælder for Natnael Tesfatsion. Bauke Mollema er langt fra fordums styrke, og en velkørende Julien Bernard er trods alt overmatchet.

 

Groupama-FDJ: Gaudu må være den erklærede kaptajn med Gregoire sikkert i en fri rolle. Remy Rochas startede stærkt, men lottokuponen faldt helt sammen i Catalonien. Quentin Pacher har imponeret på stigninger i år, men selvom terrænet passer ham, er niveauet for højt. Reuben Thompson er overmatchet.

 

Cofidis: Det må handle 100% om Izagirre, da Gorka Izagirre og Simon Geschke har set deres bedste tid.

 

UAE Team Emirates: Ayuso er den erklærede kaptajner, men i et taktisk løb kan der også opstå muligheder for Del Toro, McNulty, Soler og måske Vine. Igor Arrieta bekræftede sin niveaufremgang lørdag, men må i denne trup være hjælper.

 

Bahrain-Victorious: Med denne ret tunge trup må det handle 100% om Buitrago og Bilbao, da Edoardo Zambanini ikke klatrer godt nok.

 

Intermarché-Wanty: Louis Meintjes passer dårligt til løbet og var bekymrende langt fra sit niveau i Catalonien, hvor også Rein Taaramae og Kevin Colleoni skuffede. Jeg har enorme forventninger til Alexy Faure Prost¸ men det unge talent har haft det svært i år, mens Lorenzo Rota fortsætter med at skuffe og vil finde løbet for hårdt.

 

Astana Qazaqstan Team: Samuele Battistella bekræftede lørdag, at han er tilbage, men selv for en god Battistella, er dette løb for hårdt. Harold Martin Lopez var langt fra de bedste i Catalonien, og Gianmarco Garofoli er klart overmatchet her, hvor ruten er for hård for formsvage Ide Schelling.

 

TotalEnergies: Steff Cras har vist, at han kan komme langt i denne slags løb, men med det, vi har set i år, senest i Indurain, mangler han nok lidt til dette stærke felt. Mathieu Burgaudeau og Jordan Jegat synes stadig at lede efter den bedste form.

 

Team dsm-firmenich PostNL: Onley ligner det bedste bud. Warren Barguil er også kaptajn, men det er længe siden, han har kørt et godt klassement på dette niveau, og Gijs Leemreize skuffer fortsat.

 

INEOS Grenadiers: Pidcock ligner det bedste bud, men man kan håbe, at Rodriguez har fundet sig selv. Michal Kwiatkowski startede stærkt, men har været helt væk i de seneste løb. Er han i form, kan Jonathan Castroviejo komme langt, men på denne slags stigninger næppe i top 10. Brandon Rivera kørte en god kongeetape i Emiraterne og Catalonien, men niveauet er lidt for højt, mens ruten er for svær for Omar Fraile og Ethan Hayter, selvom sidstnævnte viste formfremgang i Barcelona i søndags.

 

Euskaltel-Euskadi: Holdets bedste klatrere er Victor De La Parte og Enekoitz Azparren, men de mangler alt for meget, og løbet er for svært for Gotzon Martin, Iker Mintegi, Xabier Berasategi, Txomin Juaristi og James Fouché.

 

Decathlon AG2R La Mondiale Team: Det handler om Gall. Alex Baudin har ellers endelig genfundet formen, men han vil nok få problemer på kongeetapen. Ruten må også være for hård for den formstærke Paul Lapeira, der skuffede lørdag, og for tempostærke Bruno Armirail, mens niveauet er for højt for en ellers formstærk Nans Peters. Jaakko Hänninen viser fortsat intet.

 

Equipo Kern Pharma: Pablo Castrillo kørte en vild første bjergetape i Catalonien, men det så ud til at knibe med holdbarheden. Løbet er for svært for Pau Miquel, Ibon Ruiz og Jon Agirre, og Ivan Cobo og Unai Iribar har ikke vist nok på det seneste.

 

Alpecin-Deceuninck: Bedste bud ligner Luca Vergallito, men vi så i Paris-Nice, at han er overmatchet. Jason Osborne har vist glimt af fremgang, men løbet er for svært, og Nicola Conci fortsætter med at skuffe. Løbet er for svært for den skuffende Quinten Hermans.

 

Caja Rural-Seguras RGA: Den spændende Guillermo Thomas Silva kan komme et stykke, men ikke hele vejen. Sebastian Berwick er helt fra snøvsen, og Joel Nicolau og Joseba Lopez mangler for meget, som det også gælder for Eduard Prades, for hvem løbet er for svært-

 

Burgos-BH: Den naturlige kaptajn er Jose Manuel Diaz, der imponerede så stort på første bjergetape i Catalonien, men han udgik efter et grimt styrt, og selvom han er uventet tidligt tilbage, må han have tabt en del, som vi også så lørdag. Eric Fagundez imponerede i Catalonien, men kommer ikke hele vejen. Victor Langellotti genfandt endelig de gode ben på sidste etape i Catalonien, men han bør fortsat være overmatchet her og synes mere at være puncheur end klatrer. Jetse Bol er langt fra fordums styrke.

 

Q36.5 Pro Cycling Team: Holdet burde have et godt kort i den i 2023 så imponerende Damien Howson, men endnu en nedtur lørdag indikerer, agt den stadig er helt gal med ham. Her gjorde Mark Donovan og David De La Cruz det hæderligt, men ikke godt nok til dette niveau, mens Matteo Badilatti var helt væk i Coppi e Bartali, hvor Carl Fredrik Hagen også manglede for meget.

 

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

Jonas Vingegaard
Juan Ayuso, Remco Evenepoel
Jai Hindley, Isaac Del Toro, Primoz Roglic, Mattias Skjelmose, Tom Pidcock
Mikel Landa, Sepp Kuss, Brandon McNulty, Felix Gall, Santiago Buitrago, Kevin Vauquelin, Pello Bilbao, Romain Gregoire, Marc Soler, Archie Ryan, Carlos Rodriguez, David Gaudu, Ion Izagirre, Tao Geoghegan Hart, Oscar Onley, Jay Vine
Steff Cras, Jefferson Cepeda, Warren Barguil, Davide Formolo, Igor Arrieta, Jonathan Castroviejo, Eddie Dunbar, Alex Baudin, Pablo Castrillo, Clement Champoussin, Matteo Sobrero, Steven Kruijswijk, Jose Manuel Diaz, Maximilian Schachmann, Andrea Bagioli, Remy Rochas, Samuele Battistella, Rigoberto Uran, Sean Quinn, Esteban Chaves, William Junior Lecerf, Johannes Staune-Mittet, Eric Fagundez, Quentin Pacher, Paul Lapeira, Lorenzo Rota, Davide De Pretto, Emanuel Buchmann, Luca Vergallito, Victor Langellotti, Mark Donovan, David De La Cruz, Damien Howson, Natnael Tesfatsion, James Shaw, Brandon Rivera, Michal Kwiatkowski, Ethan Hayter, Roger Adria, Gijs Leemreize, Louis Meintjes, Alexy Faure Prost, Nicola Conci, Guillermo Thomas Silva, Nans Peters, Pelayo Sanchez, Jordan Jegat
DEL
INFO
Optakter
Nyheder
Itzulia Basque Country
Nyheder Profil Resultater
DELTAG I DEBATTEN

Annonce

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Annonce

Annonce

/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Tour de Suisse Women(2.WWT) 15/06-18/06

La Route d'Occitanie(2.1) 15/06-16/06

Annonce

Annonce

Alpecin-Deceuninck

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Arkéa - B&B Hotels

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Qazaqstan

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Victorious

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Decathlon AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Education - EasyPost

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Intermarché - Wanty

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lidl - Trek

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Soudal - Quick Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team DSM-Firmenich PostNL

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jayco AlUla

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Visma | Lease a Bike

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Annonce

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

VIL DU HJÆLPE OS MED AT LAVE DANMARKS BEDSTE CYKELMAGASIN?