Optakt: 1. etape af Tour de France

SÆT DIT MANAGERHOLD - MASSER AF FLOTTE PRÆMIER TIL TOP 100

SE TOUREN UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR

Ruten

Tidligere var Tour de France-arrangørerne klart de mest konservative blandt folkene bag de tre grand tours. Hvor der var en del variation i åbningsetapen for både Giroen og Vueltaen, startede Touren under Jean-Marie Leblancs ledelse altid med en prolog. Det har i de senere år ændret sig mærkbart, og i dag fremstår ASO næsten som de mest innovative, hvad angår designet af åbningsetapen. Således har man i de senere år givet sprinterne, puncheurs og enkelstartsspecialister mulighed for at gå efter den gule trøje, og på det seneste har det snarere været undtagelsen, at det er sidstnævnte, der har haft chancen. I år betyder starten i Bilbao og dermed i Baskerlandet, der er kendt for sine stejle mure, at muligheden for at kaste alt op i luften har været til stede, og det har arrangørerne i den grad gjort. Det er nemlig svært at huske en grand tour-åbning som den, der venter i den cykelgale nordspanske region. Intet mindre end 3200 højdemeter tvinger rytterne til at have klatrebenene klar fra start, og det hele slutter endda med de to velkendte mure Vivero og Pike Bidea efterfulgt af en kort lille puncheurbakke op til mål, og dermed ser det ud til, at de ardennertyper, der fik en sjælden chance for at jagte den første gule trøje i 2021, allerede får en ny chance for at sikre sig den første udgave af den ikoniske trikot bare to år senere.

I alt skal der tilbagelægges 182,0 km, der har både start og mål i Bilbao, som ligger ud til den nordspanske kyst, og etapen kan deles i to med en indledende, lettere del i kystnært terræn og en afslutning i bakkerne nær målbyen. Fra starten ved kysten slår man med det samme et smut ind i landet, når man kører mod nordøst op og ned ad en bakke, inden man vender rundt for at køre mod sydvest op ad kategori 3-stigningen Cote de Laukiz (2,2 km, 6,9%), der er en relativt jævn stigning med top allerede efter 13,8 km. En lidt småkringlet nedkørsel leder herfra videre mod sydvest tilbage til udkanten af Bilbao og til havet, hvor man kører mod nord og nordvest op langs kysten. Man holder sig generelt et lille stykke inde i landet, når man kører ad de snoede baskiske veje, men det ændrer ikke på, at det er stort set helt fladt.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour de Romandie

Efter passagen gennem byen Amintza drejer man mod øst for at køre videre hen langs vandet, men nu bliver det kuperet. Efter nogle småbakker skal man over en ikke-kategorisereset stigning (4,4 km, 5,2%), der har top efter 57,0 km, hvorefter en nedkørsel leder ned til kystbyen Bakio. Her drejer man med det samme mod nordøst for at passere kategori 3-stigningen Cote de San juan de Gaztelugaxte (3,5 km, 7,6%), der er en meget jævn og ganske stejl stigning med top efter 67,8 km.

Nu bliver det igen lettere. En enkel nedkørsel leder mod nordøst og sydøst ned til kystbyen Bermeo, der nås efter 73,9 km, hvorfra man kører mod syd ned langs den helt flade kystvej. I byen Gernika-Lumo kører man efter 88,2 km dagens indlagte spurt, der kommer for enden af en lang, lige og let faldende vej, og her rammer man en 38,6 km lang rundstrækning, der skal køres én gang. Den sender første rytterne mod nord op langs den næsten helt flade kystvej, inden man i det nordligste punkt drejer mod sydøst, syd og igen sydøst for at køre op ad en ikke-kategoriseret stigning, der leder op til byen Zapaleta, som passeres efter 117,6 km. Herfra går det ad en nem nedkørsel mod vest tilbage til Gernika-Lumo, hvor rundstrækningen afsluttes efter 126,8 km.

Nu indledes finalen. Herfra forlader man nemlig vandet for at køre ind i bakkerne syd for Bilbao. Det sker, når man kortvarigt kører igennem fladt terræn mod syd og vest, inden det går mod syd op ad kategori 4-stigningen Cote de Morga (3,9 km, 4,1%), der er en relativt nem stigning, hvis sværeste stykke er de sidste 800 m, som stiger med 6,5%. Toppen rundes efter 140,9 km, hvorefter en lidt snoet nedkørsel leder videre mod sydvest, hvorfra et kortvarigt let faldende stykke leder fører mod sydvest frem til udkanten af Galdakao, der er en forstad til Bilbao.

Nu venter Bilbaos vel nok mest kendte stigning, når man drejer mod nord og nordvest for at passere kategori 2-stigningen Cote de Vivero (4,2 km, 7,3%), der er kendt fra finalerne af Vueltaens nylige besøg i byen, senest i 2022, hvor Marc Soler sejrede. Der er tale om en ganske svær stigning med stigningsprocenter på 7-9, idet den dog flader ud over den anden kilometer, der stiger med beskedne 4,4%. Toppen rundes efter 154,9 km, hvorfra der fortsat resterer 27,1 km, som indledes med en nem nedkørsel, der fører mod nordvest, nordøst og nord, inden man kører mod nordvest ad en helt lige og ganske let faldende vej frem til udkanten af Bilbao.

Her passerer man tværs gennem det højdedrag, der ligger umiddelbart nord for byen, når man drejer mod syd for at køre op ad kategori 3-stigningen Cote de Pike/Pike Bidea (2,0 km, 10,0%), der er en rigtig baskisk mur. Den første kilometer er med sine 5-7% relativt let, men den anden kilometer er grum med først 500 m med 12,0% og slutteligt 500 m med hele 15,6%. Toppen rundes efter 172,4 km, hvorfra der resterer bare 9,6 km, som indledes med en ganske let nedkørsel, der fører mod vest, nordvest og sydøst ned til Bilbao-forstaden Deustu. Her rammer man en lang, lige vej, der er let faldende eller flad og leder hen langs Bilbao-floden. Det hele slutter med, at man forlader floden for at køre op til mål ad en lille bakke, der over 1,0 km stiger med 4,4%. Med 1200 m igen drejer man i en rundkørsel, hvorefter man med det samme skal igennem endnu en rundkørsel, inden bakken byder på to hårnålesving på den nedre del. Slutteligt er der et ganske blødt sving med 300 m igen, hvorefter stregen på den 6,5 m brede vej kommer til syne med 150 m igen.

Etapen byder på i alt 3214 højdemeter.

Bilbao er i de seneste år hyppigt blevet besøgt af Vueltaen og Baskerlandet Rundt. Vueltaen var senest forbi i 2022, hvor Marc Soler efter to sene passager af Vivero kørte alene hjem til en solosejr fra et udbrud foran Daryl Impey og Fred Wright, i 2019, hvor Philippe Gilbert fra et udbrud kørte alene hjem fra en sen mur i finalen, og i 2016, hvor Jens Keukeleire vandt en reduceret massespurt i byen. I 2011 var byen vært for første gang i mere end 30 år, da Igor Anton tog en meget populær hjemmebanesejr, ligeledes efter to passager af Vivero. Baskerlandet Rundt gjorde stop i byen i 2021, hvor Primoz Roglic vandt den indledende enkeltstart foran Brandon McNulty og Jonas Vingegaard, og i 2017, hvor samme Roglic snød sprinterne ved at køre alene hjem med et sent angreb, som kostede Michael Matthews sejren. Til gengæld vandt Matthews i 2015 i en meget kontroversiel massespurt, der blev præget af et slemt styrt, som næsten kostede Peter Stetina og Sergio Pardilla deres karrierer. Forud for det skal vi helt tilbage til 2000-udgaven af Euskal Bizikleta for at finde det seneste større cykelløb i byen. Dengang slog Marco Serpellini akkurat Vicente Garcia Acosta i en tomandsspurt.

BEMÆRK: Det var planen, at der skulle have været en bonusspurt på toppen af sidste stigning, men den er i sidste øjeblik blevet fjernet ud fra et ønske om, at etapevinderen skal være sikret også at kunne iføre sig den gule trøje.

Læs også

Optakt: 8. etape af Presidential Tour of Türkiye

SÆT DIT MANAGERHOLD - MASSER AF FLOTTE PRÆMIER TIL TOP 100

SE TOUREN UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Vejret

Baskerlandet er kendt for sit regnvejr, men det er nu mest til Baskerlandet Rundt i foråret, at vi oplever de våde betingelser. Clasica San Sebastian, der køres om sommeren plejer at finde sted i solrige og ofte også ganske varme betingelser, og rytterne kan også til Tour-starten se frem til nogle pæne dage. Varmt bliver det dog ikke, da åbningsetapen vil starte i en temperatur på 23 grader, og den vil kun toppe på 24 grader. Det vil tillige være overskyet med kun lidt sol, men det vil klare op til den absolutte finale sidst på eftermiddagen. Vinden vil være let til jævn (12-15 km/t) og komme fra nordvest. Det giver hovedsageligt sidevind frem til toppen af den anden stigning, hvorefter der vil være medvind frem til rundstrækningen og spurten. På rundstrækningen vil der hovedsageligt være først mod- og siden medvind, inden man får sidevind frem til Vivero. Her vil der være modvind hele vejen op og frem til bunden af muren, hvor der til gengæld vil være sidemedvind. På toppen får man igen modvind, indtil der vil være med- og sidemedvind over de sidste 6 km, dog med et kort sidevindsstykke efter svinget med 1200 m igen, indtil man atter får sidemed- og medvind over de sidste 800 m.

Favoritterne

Der har altid været noget særligt over Tourens 1. etape. Åbningsdagen er aldrig helt afgørende - faktisk er den ofte temmelig ligegyldig - men i løbet af ugerne og månederne op til løbet skabes der altid en masse hype om den. Det skyldes naturligvis, at det er det med spænding imødesete første opgør mellem rytterne, og at den gule trøje automatisk følger med en etapesejr, men også at det er rytternes eget første fikspunkt. Da feltet altid tilbringer et par dage i startområdet, har de ofte alle gennemkørt finalen, og dermed har de også en sjælden indsigt i afslutningerne, som man kun i mindre omfang finder senere i løbet. Samtidig er der tre dage med forudgående pressekonferencer, hvor alle detaljer kan udbores i en grad, som er helt utænkelig under morgeninterviewet forud for etaperne senere i løbet.

I de senere år har den hype været lige så omfattende, som den plejer, men behovet for detailkendskab til afslutningen har været knap så nødvendigt. Med Christian Prudhommes beslutning om at gøre indledende enkeltstarter til en sjældenhed har 1. etape nemlig i seks ud af de seneste udgaver været for sprinterne. Det har ikke neddroslet interessen, da det første store opgør mellem løbets hurtigste altid er særligt imødeset, men det har også være finaler, der har været relativt lette at fortolke.

Sådan er det bestemt ikke i år. Prodhomme bød monotonien med de klassiske indledende enkeltstarter, da han overtog ansvaret fra Jean-Marie Leblanc, men endte selv i et lidt monotont hjørne med sine mange indledende sprinteretaper. Nu er det imidlertid anden gang på tre år, at han snyder både temporytterne og sprinterne. For to år siden gav han puncheurtyperne en historisk chance i Bretagne - en chance, Julian Alaphilippe formåede at udnytte til fulde - og igen i år er det ardennerrytterne, der tilgodeses i kampen om den første gule trøje. Sådan måtte det næsten være, når starten blev henlagt til Baskerlandet, der jo er kendt for sine stejle mure og terræn, der tilgodeser netop de eksplosive klatretyper, og dermed har han kunnet sammensætte en første weekend, der er alt andet end kedelig og monoton og på alle måder atypisk for Touren.

Den slags etaper er ellers normalt noget, der hører til Giroen og Vueltaen til, og de eksplosive ardennetyper har generelt haft mindre at komme efter i Frankrig. Kun tre gange tidligere under Prudhommes ledelse har denne særlige ryttertype haft chance for at spurte sig til den gule trøje, nemlig da Alejandro Valverde vandt i Plumelec i 2008, da Philippe Gilbert sejrede på Mont des Alouettes i 2011, og altså da Alaphilippe slog til i Bretagne for to år siden. Den sjældenhed gør, at det ikke er mærkeligt, at de ryttere, der på lørdag drømmer om gult, ser ekstra meget frem til det, der måske kan blive en meget sjælden chance for at iføre sig gult.

Man kan alligevel ikke rigtigt sammenligne finalerne fra 2008, 2011 og 2021 med den, Baskerlandet byder på i år. Årets åbningsetape er med sine 3200 højdemeter betydeligt hårdere, og det gælder i særlig grad for finalen. Ja, faktisk har man designet en afslutning, der er så voldsom, at der kan blive kørt klassement fra start, og der kan med nogen sandsynlighed allerede lørdag aften være klassementsryttere, der er sat tilbage - ikke på grund af de uheld, der desværre altid er en stor risiko for et rasende nervøst Tour-felt på en af årets allervigtigste dage, men slet og ret fordi benene ikke var gode nok.

Heldigvis er vi ikke helt på bar bund Vi kender afslutningen med Vivero efterfulgt af Pike Bidea fra den finale af Circuito de Getxo, som blev indført sidste år, hvor man dog havde et længere fladt stykke frem mod en anden finalerampe i byen Getxo. Dengang så vi, at Wilco Kelderman og Andrea Piccolo kørte væk på Vivero, inden de på Pike Bidea fik selskab bagfra af Juan Ayuso, som endte med at vinde spurten, hvorefter en lille gruppe af puncheurs og klatrere kunne slås om de sekundære placeringer.

Pike Bidea kender vi endda endnu bedre. Den blev nemlig - uden Vivero som opvarmning - indført i Getxo allerede i 2020, og her har vi set, at den ikke i sig selv nødvendigvis er skræmmende. I 2020 kørte Damiano Caruso alene hjem i en meget taktisk finale, men bag ham var der så megen regruppering, at Giacomo Nizzolo vandt spurten om 2. pladsen i en gruppe, hvor han ikke var eneste sprinter. I 2021 var det mere selektivt, da seks mand samledes til sidst, og selvom det mest af alt var klatrestærke fok som Giulio Ciccone, Ide Schelling, Abner Gonzalez, Santiago Buitrago og Giovanni Aleotti, var det altså også en imponerende Nizzolo, der endte med at spurte sig til en overraskende sejr.

Der er dog en ganske markant forskel på Getxo og lørdagens etape. I endagsløbet kommer toppen af muren med næsten 20 km igen. Her taler vi om færre end 10 km, og der vil derfor være meget mindre tid til regruppering. Derudover gør tilstedeværelsen af Vivero en verden til forskel. Sidste år var der altså ikke nogen Nizzolo-typer i spil. Valentin Ferron overraskede stort ved at udnytte det lange, flade stykke til sist, men grundlæggende var det kun klatrestærke folk, der var i top 20.

Læs også

Lynhurtig dansker forklarer, hvordan leadout blev til ny sejr

Det vidner om, at det er en knaldhård finale, men i et Tour de France skal vi ikke vente os samme selektion som i Getxo. Her vil løbet formentlig være mere kontrolleret, og det bliver vanskeligt som Ayuso at køre alene på den sidste mur. Helt umulig er en solosejr dog ikke, og finalen er af den type, hvor vanskeligheden i høj grad vil afhænge om, hvordan der bliver kørt.

Hvem er det så, der har gjort denne etape til et stort mål? Ja, det må i særdeleshed være Tadej Pogacar, Julian Alaphilippe, Mathieu van der Poel, Wout van Aert og formentlig også Tom Pidcock, men de har hver deres tilgang til etapen. Van der Poel sagde i hvert fald allerede for flere uger siden, at han er alvorligt bekymret for, om klatringen bliver for voldsom, og tilgangen for ham og Van Aert vil være, at de skal forsøge at overleve for herefter at skulle slå til i en spurt.

Anderledes vil det være for Alaphilippe, Pogacar og Pidcock. De skal bruge et hårdere løb, hvor de tunge drenge kommer til kort, men hvor det for nogle måneder siden lå i kortene, at Pogacars stærke UAE-mandskab skulle skabe et blodbad på de to sidste stigninger, så han kan få sine første 10 bonussekunder - som beskrevet i favoritanalysen kan bonus nemlig blive hans måske vigtigste våben i kampen om den samlede sejr - men nu aner vi og til dels heller ikke han selv helt præcist, hvor han står.

Derfor kan morgendagens etape allerede give et første fingerpeg om Pogacars form - også inden de rammer muren. Hvis UAE indleder et blodbad allerede på Vivero, er han i hvert fald fuld at tro på sig selv. Hvis til gengæld araberne er helt passive, er det en indikation på, at han i første omgang er usikker på sig selv.

Så er spørgsmålet, om andre vil gøre løbet hårdt. I teorien er det i Jonas Vingegaards interesse, for er Pogacar ikke på toppen, er en dansk solosejr en reel option. Det er dog stadig en tricky mission at gennemføre, og Jumbos interesse må først og fremmest være et lettere løb, hvor Van Aert og Van der Poel kan stjæle slovensk bonus. Alaphilippe skulle i teorien have en interesse i at gøre det hårdt, men i luset af hans svage kørsel ved det franske mesterskab vil han nok være mere afventende - og han har i øvrigt slet ikke et hold, der kan gøre det hårdt. Derfor er det snarere Ineos, der skal i aktion, hvis UAE forbliver passive, men de lider under, at de har hele fire klassementsryttere. Omar Fraile, Michal Kwiatkowski og Jonathan Castroviejo kan sagtens skabe en hård finale, men de kan ikke lave det blodbad, UAE kan skabe.

Der kan ikke være tvivl om, at favoritterne skal køre om sejren. Den gule trøje er alt for prestigiøs en sag til, at der vil blive taget skyggen af chancer. Til gengæld kan vi godt se en mere animeret start, end vi oftest ser det på første linjeløbsetape, hvor udbruddet plejer at køre fra km 0. Chancen for en overraskelse er meget lille, men den er trods alt større end på en sprinteretape. Derudover er der betydeligt flere bjergpoint på spil end vanligt, og et udbrud på de første to etaper kan meget vel sikre bjergtrøjen frem til Pyrenæerne. Da den første bjergspurt endda kommer tidligt, kan vi med nogen sandsynlighed se, at der denne gang faktisk skal kæmpes om at ramme udbruddet.

I denne fase af løbet bør det dog ikke tage alt for lang tid for gruppen at komme væk, og derefter kan der godt opstå et lille pokerspil om, hvem der skal føre. Vil Jumbo tage ansvar, når de risikerer at give Pogacar bonussekunder? Formentlig, for vi så sidste år, at de ikke var bange for at give Pogacar gaver, hvis Van Aert kunne vinde. Alpecin er kendt for at være føringsmodvillige, og de vil formentlig kun komme frem, hvis det ikke kan undgås, når nu Van der Poel har udtrykt tvivl om sine chancer. UAE kan også vælge at være helt fraværende, hvis Pogacar er usikker på sig selv, og spørgsmålet er, om Ineos tror nok på Pidcock til, at de vil tage ansvar.

Jeg er til gengæld ikke så meget i tvivl om, at Alaphilippe nok skal tage ansvar. Etapen er nemlig hans måske største mål, og den er så stort et mål for også de øvrige favoritter, at der nok skal være arbejdsvilje nok blandt de fem hold til at trække udbruddet ind. De tager næppe heller chancer ved at give udbruddet megen snor. Derfor burde udbruddet ikke have nogen væsentlig chance.

Det bliver formentlig også en ret nervøs dag. Vinden er ikke farlig, men der er sidevind på lange strækninger, og hvis blot man hvisker ordet sidevind, bliver Tour de France-feltet altid rasende nervøst. Det gør de også ved udsigt til de nedkørsler, der er en del af, og derfor kan jeg godt frygte en del af de mange styrt, der ofte præger de første etaper. Det gælder særligt i positionskampen frem mod de sidste stigninger - særligt de to sidste - for de er så korte, at position betyder alt, ikke mindst på muren.

Læs også

Optakt: Famenne Ardenne Classic

Undervejs får vi også den første lille kamp om den grønne trøje i den indlagte spurt, og her kan sprinterne tillade sig at køre fuld gas, da de ikke har grund til at spare sig til finalen. Jeg vil således forvente, at vi ser Jasper Philipsen, Mads Pedersen, Fabio Jakobsen, Caleb Ewan, Peter Sagan, Mark Cavendish og Biniam Girmay alle blande sig og med nogen sandsynlighed også Dylan Groenewegen, Bryan Coquard, Jordi Meeus og Alexander Kristoff. Til gengæld vil jeg forvente, at Van Aert er tro mod sit løfte om at skippe de indlagte spurter, særligt på en dag, hvor han skal bruge alle kræfter i finalen.

Det første nøglepunkt kommer på Vivero. I et Tour-felt vil det være for kontrolleret til, at vi skal ventes os de angreb, vi så i Getxo. Dertil kommer den for langt fra mål, men det er her blodbadet skal indledes. Jeg vælger at tro, at Pogacar tror nok på sig selv til, at vi vil se en UAE-forcering, og hvis de er passive, kan vi med nogen sandsynlighed forvente at se Ineos fremme. Hvis til gengæld de også forholder sig i ro, er der en chance for, at det kommer til at gå langsommere, men det anser jeg som usandsynligt - og positionskampen frem mod nedkørslen vil i hvert fald sikre meget høj fart til sidst. Modvinden vil betyde, at udskilningen bliver mindre, end den kunne have været, men min forventning vil være, at UAE barberer feltet ganske kraftigt ned.

Det store slag skal slås på muren til slut, hvor vi vil se en rasende positionskamp frem til bunden. Det store spørgsmål er, om UAE vil være tilfredse med at sætte et hårdt tempo, eller om Pogacar vil i offensiven. Beslutningen om at fjerne bonussekunderne på toppen betyder, at han i princippet kan være tilfreds med at bruge sit hold uden selv at angribe.

Det vil dog nok mest handle om hans form. Er han på 100%, vil det ligne ham dårligt ikke at forsøge at teste Vingegaard allerede her. Vingegaard selv vil derimod formentlig sidde limet til Pogacars baghjul, men viser sloveneren svaghedstegn - enten via passiv kørsel eller i forbindelse med sit angreb - udelukker jeg ikke, at danskeren selv kan gå i offensiven. Er de to favoritter passive, vil jeg næsten tro, at vi ser et angreb fra Mikel Landa, der sjældent misser en chance for at forsøge sig og meget gerne vil vise sig frem på sin hjemmebane - og ellers er Richard Carapaz næsten altid frisk på at prøve.

Det bør dog kun være Pogacar og/eller Vingegaard, der kan gøre en forskel, og skal den holde hele vejen, skal den ene køre fra den anden. Runder de toppen sammen, vil Vingegaard formentlig sætte sig på hjul. Ganske vist risikerer han at tabe flere bonussekunder på en spurt i en større gruppe end i en spurt, hvor han bliver nr. 2 bag Pogacar, men jeg vil forvente, at han er loyal over for Van Aert, når han selv ikke rigtigt har noget at vinde. Skulle Van Aert være sat af, kan Vingegaard dog godt have en interesse i en 2. plads, og derfor kan man ikke helt udelukke, at de to kører hele vejen til mål. Medvinden over de sidste 6 km vil betyde, at de så har en god chance for at holde, og medvinden på stigningen betyder, at chancen for at gøre forskelle er relativt god, når vi taler om så brutal en mur som denne.

Et samarbejde mellem de to anser jeg dog som usandsynligt. Gør de forskellen, vil harmonien formentlig være så ringe, at vi får regruppering til en spurt i en gruppe, og den størrelse vil i høj grad være bestemt af, hvor hårdt UAE og/eller Ineos får gjort det undervejs. Mit gæt vil være en relativt lille gruppe, hvis Pogacar tager det initiativ, jeg forventer, og når der er medvind på sidste stigning, men UAE-passivitet kan godt give et mindre selektivt løb. Et sent angreb i fladlandet frem mod bakken, bliver svært, fordi positionskampen vil være så intens.

Selve spurten er også interessant. 4,4% er ikke rasende meget, men det er bestemt nok til at give Pogacar-typerne en god chance for at slå Van Aert-typerne, særligt efter et hårdt løb. Positionskampen vil til gengæld nok ikke spille en alt for stor rolle, hvis feltet er så lille, som man kan forvente, men uden betydning er den ikke, når der efter svinget med 1200 m igen er to hårnålesving, der kan gøre det vanskeligt at bevæge sig frem før de sidste 800 m. Derudover er det en medvindsspurt, hvilket må regnes som en fordel for Pogacar-typerne og en ulempe for Van Aert-typerne.

Det er vitterligt en meget åben etape, hvo der er flere næsten helt ligeværdige vinderkandidater, men jeg prøver at gå med Tadej Pogacar. Det er klart, at der hersker helt enorm usikkerhed om hans form, for det er vanskeligt at bruge de slovenske mesterskaber til alt for meget. At han kørte Matej Mohoric midt over i linjeløbet på en rute, der ikke var alt for svær, viser dog, at han ikke er helt på bagkant, og meldingerne har da også været så lovende, at jeg forventer at se en Pogacar, der måske ikke er 100%, men som er god nok til, at hans hold vil forsøge at gøre denne etape rasende hård. Den bedste Pogacar vil også kunne drømme om at køre alene hjem, for muren passer ham bedre, end den passer Vingegaard, men med tanke på deres styrkeforhold i de eksplosive finaler for et år siden, virker det ikke sandsynligt, at han kan sætte sin danske rival, der jo ikke er nogen novice på korte, stejle mure.

Derfor skal han formentlig vinde i en spurt, og her vil drømmescenariet, der ikke er helt umuligt, være, at finalen bliver så hård, at han slipper for at skulle spurte mod Van Aert, Van der Poel og en ikke flyvende Alaphilippe. Sker det, vil han være tårnhøj favorit, men også i en spurt mod de tre rivaler, har jeg meget stor tiltro til hans evner. Sidste år slog han Michael Matthews i Longwy-spurten, hvor selve målbakken var hårdere, men etapen lettere, og hvor de sidste 600 m var lettere end de sidste 1000 m her. Vi så også, at han blandede sig fint med Matthews og Van Aert i Lausanne, hvor spurten og særligt også var lettere, og vigtigst af alt slog han Van Aert i puncheurspurten i Montreal efter et hårdt løb - en spurt, der kom på en 500 m lang bakke med 4%. Jeg vil derfor tro, at han efter så hård en finale også kan slå de tungere folk, særligt fordi hverken Van Aert eller Van der Poel har imponeret mig i optakten. Det er en spurt, der kan gå mange veje, men jeg tror, at friskheden vil give Pogacar den perfekte start på løbet.

Læs også

Tobias Lund laver fænomenalt hattrick

Som udgangspunkt regner jeg dog Mathieu van der Poel som den bedste afslutter i en finale af denne type finale. Da han og Van Aert dystede i Tirrenos to puncheurspurter i 2021 så han i hvert fald ud til at have en overhånd, når der skal spurtes op ad bakke. Til gengæld er Van der Poel også den ringeste klatrer af de tre, og der er en vis sandsynlighed for, at han kommer til kort undervejs. Hans form er også svær at blive klog på. Jeg synes ikke, at han har lignet forårsudgaven af sig selv i Hageland, Belgien eller ved mesterskaberne, men efter sejren i Belgien sagde han, at han ikke kunne forbedre sig meget herfra. Det er imidlertid ikke nok til helt at overbevise mig om, at han er helt klar til en finale, der kan være for hård. Omvendt ved vi, at han har for vane at finde formen, når det gælder, som vi så, da han sidste år vandt Flandern Rundt eller i år vandt Sanremo efter en meget tam præstation i Tirreno - og holder UAE sig i ro, bør han i hvert fald komme med hjem. Spurter han om sejren, vil han som udgangspunkt være den bedste afslutter på denne bakke, hvis altså han har den nødvendige friskhed efter muren.

Hvad så med Wout van Aert? Vi har faktisk ikke den helt store erfaring med ham i denne slags stigende spurter, men han vandt da ganske suverænt i Lausanne sidste år, hvor de dog kun steg med 3,4% over de sidste 800 m. I Tirreno i 2021 så det imidlertid ud til, at Van der Poel havde et bedre kick til denne slags afslutninger, og vi så ham blive slået i begge de to puncheurspurter i Canada, ikke mindst af Pogacar på de 4% i Montreal. Vi ved dog også, at Van Aert på flad vej er den hurtigste af de tre, og at han i hvert fald klatrer bedre end Van der Poel. Det gælder dog specielt sidst i en grand tour, for holdbarheden er ikke den samme tidligt i løbene, og han har en reel risiko for at komme i problemer. Han skuffede nemlig ganske fælt i Schweiz, og selvom han efter sejren på enkeltstarten i torsdags sagde, at han for første gang efter pausen følte gode ben, ville jeg altså forvente en mere overbevisende Van Aert i et felt, hvor Remco Evenepoel var elimineret af styrt. Heller ikke hans kørsel på Kemmelberg i søndags overbeviste mig fuldt ud, og da han tillige ikke har imponeret alt for meget i spurter på disse procenter, ender han nederst af de tre mest oplagte favoritter.

Faktisk bør vi vel tale om fire oplagte favoritter. Vi har ganske vist ikke ofte set Tom Pidcock i denne slags spurter, men det er noget, der passer ham. Han har trods alt slået Van Aert på kun ganske let stigende vej i Brabantse Pijl (og måske endda også i Amstel Gold Race!), og på 4,4% har han en langt, langt bedre chance. Da han vandt på Malhao i Algarve viste han sit punch på en ganske vist betydeligt vanskeligere stigninger, men det bekræfter, at hans kick er så godt, at han har en reel chance for at slå alle favoritterne. Det gælder naturligvis særligt, hvis etapen bliver så hård, at Van Aert og Van der Poel falder fra, for som udgangspunkt bør han aldrig komme i problemer på denne mur. Vi ved dog også, at Pidcock er svært utilregnelig, at han ikke var flyvende i Schweiz, og at han særligt efter en pause efter eget udsagn ofte kan have det lidt svært. Derfor skal man aldrig udelukke en offday for Pidcock, men er han på toppen, burde han kunne slå dem alle.

I gamle dage havde Julian Alaphilippe vel været den naturlige favorit. Nok er han bedre på stejlere procenter, men som han viste, da han slog Van der Poel og Van Aert i Tirreno i 2021, hvor Van der Poel dog tabte via ringe positionering, kan han sagtens vinde på denne slags procenter også. Han bekræftede sin fart med sin sejr i Dauphiné, og selv i hans nuværende tilstand bør han således have en god chance for at vinde. Alligevel er der tvivl. I Dauphiné skuffede han generelt i de finaler, der passede ham, men til gengæld var han bedre i bjergene end ventet. Den største usikkerhed kommer dog ikke af det franske løb, men af søndagens mesterskaber, hvor han blev sat tidligt. Det har vi desværre set alt for mange gange på det sidste, og det står mere og mere klart, at han aldrig kommer tilbage på sit tidligere niveau. Mindre kan også gøre det, men sammen med Pidcock er han den af de fem favoritter, der har den største risiko for at falde helt igennem. Til gengæld ved vi også, at han har for vane at finde formen, når det gælder, selv når optakten har været svag, som vi så det ved VM i 2020 og 2021 og på 1. etape i Touren i 2021. Så god bliver han næppe igen, men rammer han det niveau, han havde i Dauphinés bjerge, er han så god en afslutter, at han sagtens kan gentage sejren fra åbningsdagen i 2021.

Manden, der kan snyde de fem favoritter i en spurt, må være Mattias Skjelmose. Han har endnu ikke haft lejlighed til at måle sig med dem i en afslutning af denne type, men han så skæmmende hurtig ud, da han vandt den flade spurt i Var tidligere i år. Hans punch på stejlere procenter var helt eminent i Fleche og Baskerlandet, og meget taler for, at han også vil være en ganske fremragende afslutter på procenter af denne type. Vi har desværre i Baskerlandet set, at han har haft det lidt svært i positionskampen, men få han støtte af Giulio Ciccone, der selv er så god en puncheur, at han kunne gå efter et resultat her, men i lyset af kampen om bonussekunder nok vil agere hjælper, burde han i et lille felt i denne finale nok kunne sidde fornuftigt. Det er klart, at det kan virke svært at tro, at han kan slå alle de fem øvrige gode afsluttere, men når vi aldrig har set ham måle sig mod dem, kan intet udelukkes. Punch har han i hvert fald, og det samme gælder med superform.

Det kan være svært at se, at en vinder af en spurt ikke vil blive en af de seks, og derfor bliver min næste favorit faktisk Jonas Vingegaard, men det er naturligvis i et helt andet scenarium. Danskeren er jo slet ikke nogen ringe afslutter på den slags procenter, men Pogacar slår han aldrig. Til gengæld har vi senest i Dauphiné set, at han og Pogacar er så meget i deres egen liga, at meget kan tale for, at de kan køre væk på stigningen. Som sagt forventer jeg, at det er Pogacar, der vil tage initiativet, men er han ikke på toppen, og kan Vingegaard fornemme, at der ikke er bund i angrebet, vild et være dumt ikke at forsøge sig med en kontra. Jeg kan således godt se et scenarium, hvor danskeren ender med at køre alene. Det er klart, at det bliver svært at holde over næsten 10 km, men er løbet hårdt nok, vil det i medvind ikke være helt umuligt.

Skal vi have en anden vinder end en af de syv, skal det virkelig flaske sig, men måske kan Richard Carapaz overraske. Han har ikke farten til at slå de bedste, men han er pokkers snu i denne slags finaler. Som bekendt er jeg skeptisk over for hans chancer i det samlede spil, og jeg kan godt frygte, at han falder igennem allerede fra start, hvis han møder op med de ben, han har haft igennem det meste af året, men han startede trods alt stærkt i Dauphiné. Her var han også tæt på at vinde 2. etape på blødere procenter end disse, nemlig med det, der nu er en ”Carapaz Classic”. Når farten kortvarigt går ned, kommer Carapaz blæsende i et overraskelsesangreb, og det har før givet ham sejre på en Giro-etape i 2019 og i Polen i 2020, og i Dauphiné var det pokkers tæt på at lykkes igen. Særligt i et lille felt er der en reel risiko, at der mangler folk til at holde farten høj, og de skal bare slippe deres tråd i få sekunder, inden Carapaz har sagt farvel - og så er det ikke sikkert, at de når at fange ham.

Jeg er også ret spændt på Tobias Johannessen. Det er klart, at det er karrierens første Tour-etape, og da han kan være ret svingende, kan man aldrig vide, om han kommer med hjem, men han har i hvert fald vist, at han sagtens kan være med på dette niveau. Finalen burde passe perfekt til en puncheur som ham, men vi har kun sjældent set ham spurte mod de bedste. Han viste imidlertid sin fart i den tætte spurt mod Alaphilippe om 2. pladsen i Dauphiné, og vi har også set den tidligere i blandt andet Norge og Catalonien. Sidste år blev han nr. 2 bag Remco Evenepoel i en norsk puncheurfinale på stejlere procenter end disse, men han har farten på flad vej til måske at være endnu bedre i denne slags afslutninger. Han vil kun have Torstein Træen hos sig til sidst, og derfor kan han få det svært i positionskampen, men jeg vil tro, at farten fører ganske langt.

Hvad så med David Gaudu? Der er usikkerhed om franskmandens form, men han viste så megen fremgang i de franske mesterskaber, at han ikke bør smide sit klassement på en regulær offday. Han er også en ganske glimrende puncheur. En af hans første store sejre kom i Romandiet, ganske vist på stejlere procenter end disse, og vi husker formentlig alle, hvordan han sidste år fik skovlen under den for tidligt jublende Van Aert i Dauphiné, hvor det var fladt frem til en meget kort rampe. Det er svært at se ham vinde i dette felt, men det var også svært at se ham slå en ganske vist dårligt positioneret Primoz Roglic i Romandiet i sin tid. Med god støtte fra Valentin Madouas ved man aldrig, hvad der kan ske.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Vidunderbørnenes hovedroller og veteranernes biroller

En anden ung rytter, vi først for alvor er ved at lære at kende, er Maxim Van Gils, der efter nogle pæne sæsoner har fået sit helt store gennembrud i år, ikke mindst med sine tre top 11-placeringer i Ardennerne. Det særligt lovende er, at han har vist sig endnu hurtigere, end jeg havde fornemmet, også på flad vej. Han burde stå ganske stærkt i en spurt som denne, hvor procenterne gør, at han har glæde af både sin fart og sit punch. Vi har til gengæld også set, at han kan være svært utilregnelig, og da han udgik tidligt a Dauphiné med sygdom efter en offday i MercanTour Classic, kan han sagtens ende med at falde igennem. Han vil også være Maxim Alene i Verden til slut, men rammer han sit niveau, bør han være meget hurtig i en spurt som denne.

Baskerne drømmer naturligvis om en baskisk sejr, og her ligner Alex Aranburu det bedste bud. Det var netop i denne slags puncheurfinaler, at han slog sit navn fast som ung Caja Rural-rytter - ja, faktisk vandt han løbet i Getxo, inden stigningerne fra denne etape blev en del af løbet - men vi har også set, at hans fart ikke helt har rakt på det højeste niveau. Faktisk har han gjort det bedre i flade spurter efter hårde dage, og det vil være nyt, hvis han kan vinde her. Der er heller ingen garanti for, at den svingende basker overlever denne hårde finale, men i år har han klatret bedre end nogensinde - og til slut kan han måske overraske med et gode lead-out fra Ruben Guerreiro.

Netop Ruben Guerreiro kan selv lave et resultat, hvis Aranburu falder fra. Han har ikke kørt meget på det sidste, og da han generelt er ret svingende, skal man næppe sætte pensionsopsparingen på, at han overlever. Hans kørsel i Occitanie var dog ganske pæn, og det burde være en finale, der passer ham. Det er ikke alt for tit, vi har set ham spurte - slet ikke i stigende finaler - men jeg husker, at han sidste år i Tyskland havde mere fart på flad vej, end jeg i første omgang havde ventet. Derfor vil jeg tro, at han kan gøre det ganske pænt her, hvis altså Aranburu falder fra, og han selv sidder med hjem.

En af de få, der måske kan slå selv de bedste i denne spurt, er Benoit Cosnefroy. Han har talrige gange vist, at han er en puncheur i den absolutte verdensklasse, og denne bakke bør være stejl nok til, at han også kan være med i kampen om sejren. Det kræver bare, at han overlever stigningerne, og det vil undre mig, hvis det lykkes. Selv en meget formstærk Cosnefroy vil formentlig få det svært i så vanskelig en finale, og desværre har vi i 2023 stadig til gode at se den bedste udgave af franskmanden. Senest kørte han hæderligt ved de franske mesterskaber, men han skal have forbedret sig yderligere for at være med her. Det tror jeg ikke, at han har i tilstrækkeligt omfang, men overlever han, kan han måske på en god dag udfordre selv de bedste i en spurt.

En joker er Alberto Bettiol. Vi har ikke set den bedste Bettiol i lang tid, og senest havde han en skuffende Giro. Han blev dog klart bedre undervejs, og det har nu vist sig, at han efter sit uheldige forår alene brugte sit hjemmeløb som forberedelse til en Tour, hvor han har store ambitioner. Denne etape er på grænsen for ham, men vi ved også, at han i 2021 klatrede på et rystende højt niveau, og det niveau genfandt han, da han kørte så fremragende på Mende-etapen sidste år. Har Giroen hjulpet ham med at genfinde den form, har han en fin chance for at overleve her, og så kommer han også langt i en spurt på 4%. Det var nemlig i denne slags spurter, han leverede sine første resultater, og det er bare et år siden, han endte som nr. 5 i Lausanne-spurten, der kan minde om denne, selvom procenterne til slut var en anelse blødere.

En rytter, der i hvert fald må have meget store ambitioner, er Pello Bilbao. Han har drømt om starten på hjemmebanen i lang tid, og han kommer til løbet efter et Suisse, hvor han viste noget af den bedste klatring, vi har set fra ham. Vi ved også, at han siden sidste sæson har genfundet den fart, han havde som ung, men til gengæld har vi også i år, blandt andet i Valencia fået bekræftet, hvad vi allerede så sidste år, nemlig at han slet ikke er så hurtig, når han skal spurte op ad bakke. Som klatrer lukrerer han nemlig på sine dieselegenskaber og slet ikke på sit punch, og derfor er muren faktisk heller ikke ideel. Den bør han dog nu nok kunne klare, og procenterne i finalen er også så beskedne, at han bør blande sig, men det vil være nyt at se ham vinde en stigende spurt som denne. På flad vej havde chancen været større.

Et af de bedste bud på en baskisk vinder, burde faktisk være Omar Fraile. Han er nemlig overraskende hurtig i stigende spurter. Han har tidligere slået Sonny Colbrelli i Romandiet, og tidligere i år var han rystende overbevisende, da han kørte Alessandro Covi midt over i Andalusien. Problemet er bare, at han er på hold med Pidcock, og det er lidt svært at se, at han får chancen. Omvendt kan Pidcock være svingende, og hjemmebanen gør, at man ikke helt kan afvise, at han får chancen. Det er klart, at det kræver, at han overlever muren, og det kan blive svært. Han har dog klatret fornemt i år, og manden, der har vundet på Mende i Touren, kan godt klare denne stigning, hvis det ikke bliver alt for selektivt.

En rytter, der i hvert fald savner stejlere procenter, er Dylan Teuns. Belgieren er en af feltets førende murspecialister, men han har i blandt andet Polen Rundt vist, at han også godt kan spurte på denne slags procenter. Vi ved i hvert fald, at han kommer til løbet i storform efter meget overbevisende klatring i Schweiz, og selve muren burde passe ham som fod i hose. Han er også så svingende, at han risikerer at skuffe, men med de schweiziske ben bør det ikke ske. Han har også udtrykt ambitioner på denne etape, men det er svært at se ham vinde på en bakke, der ikke er stejlere end denne.

Cofidis har en spændende kandidat i Victor Lafay. At han på sine bedste dage er blandt verdens bedste puncheurs, har vi nu set flere gange, ikke mindst da han sidste år endte som nr. 3 bag Pogacar og Vingegaard i Bellante i Tirreno. Desværre var det også en hårdere spurt end denne, og på 4-5% får han det svært mod hurtigere folk. Der kan være et håb i, at han sidste år endte som nr. 3 bag Gaudu og Van Aert i Daupiné-spurten på den ultrakorte rampe til sidst, men det ændrer ikke på, at jeg tror, at han savner nogle procenter for at kunne være med helt fremme. Han er også en af de førende lottokuponer med en skræmmende forskel på top- og bundniveau, hvad vi også har set på det sidste. Han viste storform i Occitanie i terræn, der for ham var for svært, men skuffede fælt i søndags. Heldigvis ved vi, at formen er der, men en Lafay-offday vil ikke få TV2 News til at sætte den gule breaking-bjælke på.

Læs også

Se Tobias Lund spurte sig til sin tredje etapesejr

Hvad så med Quinten Hermans? Denne spurt burde passe helt perfekt til manden, der i Liege slog Van Aert i en flad spurt og vandt puncheurspurten på kongeetapen i Belgien sidste år, men han kører for det forkerte hold. Han er som udgangspunkt hjælper for Van der Poel, og derfor skal det være ganske ekstraordinært, hvis han skal have sin chance. Han har dog klatret bedre i Liege, end Van der Poel har gjort det, og skulle det ske, at han overlever uden sin kaptajn - eller at denne har uheld - vil han kunne køre sin spurt. Den bør føre ham ganske langt, men det er bare svært at se ham klare sig bedre end Van der Poel. Han har nemlig stadig til gode at finde sit niveau i år og satte bestemt heller ikke verden i brand i Schweiz.

Jeg bliver overrasket, hvis Valentin Madouas kører spurten, når Gaudu er holdets plan A, men man kan vel ikke helt udelukke, at han får chancen. Efter det skuffende Dauphiné viste han med sin magtdemonstrations i søndagens brutale blodbad, at han genfundet den superform, der i både 2022 og 2023 har bragt ham til helt nye højder. Desværre er han også meget svingende, men har han benene fra i søndags, passer denne finale ham storartet. Det er ikke tit, han spurter, men når han gør, har han vist, at han har fart. Nu har han også formen - hvis altså Gaudu giver ham lov til at bruge den.

En rytter, der havde ønsket, at der var mål på toppen af muren, er Michael Woods. Så havde en af feltets førende murspecialister nemlig haft en chance for at være med helt fremme, men nu ser det vanskeligere ud. Hans drøm vil være, at han som eneste mand kan følge Pogacar og Vingegaard på muren, og at han måske kan overraske i en tremandsspurt til sidst. Det ligner dog en svær mission, for senest i Fleche så vi, at vi nok desværre har set den bedste Woods. Heldigvis har han vist, at han stadig er konkurrencedygtig - senest med den samlede sejr i Occitanie - men han har ikke haft et niveau, der gør det sandsynligt, at han kan få sit drømmescenarium. Nu skal han forsøge at vinde en spurt på denne 4-5%-bakke, og det er den nok desværre for let til, at han kan.

Kan Matej Mohoric være med her? Så skal han virkelig være skarp. I foråret klatrede han bedre end tidligere, og vi så senest i Slovenien, at han faktisk kan være ganske god på denne slags mure. Det var dog i et helt, helt andet selskab end dette, og generel skuffede han mig på de slovenske stigninger. At Pogacar og Luka Mezgec kørte ham midt over på den relativt lette rute i søndags, gør mig heller ikke optimistisk, og det er ikke mit indtryk, at han har den superform, han skal bruge. Overlever han, burde han kunne køre en hæderlig spurt, men han er ikke hurtig nok til at vinde - og spørgsmålet er, om ikke der skal sputes med lokale Bilbao, der har drømt om denne etape i lang tid.

Endelig er der Mathieu Burgaudeau. Franskmanden lignede gennem hele foråret en mand, der var gået helt i stå, men i Ardennerne var der pludselig hul igennem. Senest klatrede han chokerende godt i Dauphiné, som han også gjorde det i den tredje uge af Touren sidste år. Til gengæld skuffede han i søndags, og det vidner om, at han stadig ikke er en mand, man kan regne med. Han skal være skarp for at overleve her, men med de ben, han havde i Dauphiné, kan det lade sig gøre. Kommer han med hjem, kan han gøre det ganske fint i en spurt som denne.

Jeg kunne også nævne Rui Costa, Jai Hindley, Romain Bardet, Alexey Lutsenko, Clement Champoussin, der har spurtet uventet godt i år, Warren Barguil, hvis overlevelse jeg dog kan have min tvivl i et lidt svært år, hvor han senest skuffede i søndags, og Daniel Martinez, der alle har spurtet så godt, at de bestemt er top 10-kandidater, men på disse procenter har jeg svært ved at se dem være helt fremme. Ben O’Connor har spurtet uventet godt, men ligesom Enric Mas, Ion Izagirre, Guillaume Martin, Rigoberto Uran, Steff Cras og Mikel Landa kommer han ikke alt for langt i denne spurt. Selve spurten er god for Biniam Girmay, men selv den bedste Girmay, som vi ikke så i Schweiz, bør komme til kort i denne hårde finale. Det kunne også være en god spurt for Patrick Konrad, men med den form, han viste i søndags, overlever han næppe, og mon ikke han kører for Hindley. Spurten burde være virkelig god for Giulio Ciccone, men det vil undre mig, hvis ikke han kører for Skjelmose. Fred Wright bør ikke komme med hjem, og lykkes det, vil han formentlig køre for Bilbao, mens det er sjældent, at vi i dag ser Simon Yates spurte. Felix Gall viste en vis fart sidste år, men den har vi ikke set i år, og han vil sikkert koncentrere sig om O’Connor, mens Egan Bernal næppe vil blande sig i en spurt på disse procenter. Det er en god spurt for Pierre Latour, der imidlertid fortsat synes at befinde sig i en formkrise og næppe kommer med hjem. Wilco Kelderman, Nick Schultz, Felix Grossschartner, Adam Yates, Wout Poels, Quentin Pacher, Thibaut Pinot, Kevin Geniets, Michal Kwiatkowski, Anthon Charmig, Esteban Chaves, Krists Neilands, Matteo Jorgenson, Aurelien Paret-Peintre, Søren Kragh, Anthony Perez, Tony Gallopin, Simon Guglielmi, Neilson Powless, Lilian Calmejane, Kevin Vermaerke, Georg Zimmermann og James Shaw kunne måske alle drømme om at blande sig i spurten under de rette omstændigheder, men de ligner hjælpere. Finalen må være for hård for den Simon Clarke, vi har set i år, for Corbin Strong , selvom han har imponeret med sin klatring, samt for Axel Zingle, Pascal Eenkhoorn, Matis Louvel, Valentin Ferron, Dion Smith, Magnus Cort, Mads Pedersen og den Peter Sagan og den Gianni Moscon , vi kender i dag. Endelig spurter Luis Leon Sanchez aldrig længere.

HUSK: Der rangeres efter vinderpotentiale. Rytternes chance for at overleve muren fremgår af analyserne ovenfor.

OPDATERING: På baggrund af nogle spørgsmål må jeg hellere præcisere, for jeg har åbenbart formuleret mig uklart. Der er ingen garanti for, at Van der Poel og Van Aert overlever. Det er på grænsen for dem begge. Køres finalen hårdt, kan vi få en meget lille gruppe, der i alt væsentligt kun består af klassementsryttere. Meget bestemmes af det pres, UAE måtte lægge i finalen, og hvor aggressivt der køres på muren.

Feltet.dks vinderbud: Tadej Pogacar

Øvrige vinderkandidater: Mathieu van der Poel, Wout van Aert

Outsidere: Tom Pidcock, Julian Alaphilippe, Mattias Skjelmose, Jonas Vingegaard, Richard Carapaz

Jokers: Tobias Johannessen, David Gaudu, Maxim Van Gils, Alex Aranburu, Ruben Guerreiro, Benoit Cosnefroy, Alberto Bettiol, Pello Bilbao, Omar Fraile, Dylan Teuns, Victor Lafay, Quinten Hermans, Valentin Madouas, Michael Woods, Matej Mohoric, Mathieu Burgaudeau

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Juan Ayusos sejr fra Circuito de Getxo i 2022, hvor man kørte de samme to stigninger i finalen, men hvor afslutningen efter muren var en anden. Du kan tillige fra samme løb se Giacomo Nizzolos sejr fra 2021 og Damiano Carusos sejr fra 2020, hvor man begge gange kørte finalemuren, men ikke Vivero-stigningen, og hvor selve afslutningen som i 2022 var anderledes end på årets Tour-etape.

SÆT DIT MANAGERHOLD - MASSER AF FLOTTE PRÆMIER TIL TOP 100

SE TOUREN UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR