Optakt: 1. etape af Tour de Pologne

Ruten

Hvis der ses bort fra den særlige start i Italien i 2013 samt et par år med et kort holdløb i de tidlige år på WorldTouren, har første del og specielt første etape af løbet altid været et paradis for sprintere. I år ændres der lidt på tingene i en udgave, hvor de svære etaper er spredt mere ud, men det betyder ikke, at sprinterne ikke kan få deres vanlige chance for at få den første førertrøje. Der lægges nemlig ud med en alenlang og relativt flad åbningsetape, men en 500 m lang brostensbakke op mod mål vil gøre, at det ikke bare er den vanlige massespurt for de klassiske højhastighedssprintere, der vil finde den første indehaver af den gule førertrøje i år.

Efter nogle år med meget korte etaper vender man i 2021 tilbage til den gamle tradition med lange etaper. Det kommer til udtryk på førstedagen, hvor der skal tilbagelægges hele 216,4 km mellem Lublin og Chelm. Første halvdel af etapen er den mest kuperede, da det først går mod syd ad en helt lige vej, der går lidt op og ned ad nogle småbakker, men grundlæggende er relativt flad. Den fører feltet ned til et mere kuperet område tæt på grænsen til Ukraine, og her kører man efter 47,1 km dagens første spurt.

Umiddelbart herefter melder de værste vanskeligheder sig, når man snor sig rundt i bakkerne. Man kører mod vest op ad kategori 3-stigningen Blazek (600 m, 5,2%), der er en relativt jævn stigning med top efter 50,5 km. Herefter går det mod sydvest og hurtigt herefter øst op over kategori 3-stigningen Antolin (500 m, 5,2%), der ligeledes er en jævn bakke med top efter 65,9 km, inden man kører mod syd ned til dagens anden spurt, som er placeret efter 71,6 km.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Efter spurten bliver det fladere, når man snor sig mod øst, nord og sydøst, inden det går mod syd op over dagens sidste udfordring, kategori 3-stigningen Hosznia Abramowska (1,6 km, 5,3%), der starter med 1 km med ca. 6,5%, men derefter flader ud frem mod toppen, som rundes efter 105,6 km. Derfra kører man i en sløjfe mod syd på et lille plateau, inden man kører mod nord ned ad en nedkørsel til en Special Sprint, der er placeret efter 116,5 km.

Nu rammer man et helt fladt område, og det er derfor som en pandekage, når man kører mod først nord og siden i lang tid mod nordøst op til dagens sidste spurt, der kommer efter 176,7 km. Herfra fortsætter den relativt lige vej mod nordøst, idet det bliver en anelse mere kuperet med nogle små bakker i udkanten af målbyen, hvor man kører mod øst ind mod centrum. Her rammer man den afsluttende rundstrækning efter 208,0 km, hvorefter stregen krydses bare 800 m senere på toppen af den lille brostensbakke, der passeres for første gang.

Etapen afsluttes nu med en omgang på den 7,6 km lange runde, der består af en tur rundt om byens park. På toppen af brostensbakken forsætter det med at stige lidt, inden man via to U-vendinger kører nedad til en lige vej, der følges mod øst og nordøst, og som er relativt flad. Med 3,5 km igen drejer man til venstre ind på en let stigende vej, der bliver stejlere med 3,8% frem mod toppen af en bakke, som rundes med 2,3 km igen. Derefter begynder det at falde let ned mod 2 km-mærket, hvor det flader ud. Man drejer skarpt med 2100, 1950 og 1600 m igen, hvorefter man skal gennem en rundkørsel med 1200 m igen og en blød kurve ved den røde flamme. Med 850 m igen drejer man i en rundkørsel, hvorefter man rammer brostensbakken. Den stiger med 1,7% over de første ca. 250 m, inden der følger 200 m med 8,1%, hvorefter den flader ud med 2-3%. Slutteligt tager den lidt fat med 5,9% over de sidste 100 m.

Trods distancen byder etapen på i alt bare 1495 højdemeter.

Chelm har kun én gang tidligere i dette årtusinde været mål for et UCI-løb. Det var i det lille Course de la Solidarité Olympique i 2001, hvor Stefan van Dijk vandt en massespurt i byen.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour de Romandie

Vejret

Tour de Pologne har været kendt for både varme og kraftig regn, men i år venter der bare en smuk sommerdag som åbning. Nattens regnvejr vil være væk, når man tager starten under skyede betingelser, men det vil lynhurtigt klare op, samtidig med, at temperaturen vil kravle op på 24 grader. Bygerisikoen vil bare vær 5%, og det vil ikke være blæsende med bare en let vind (10-14 km/t) fra nordvest. Det giver generel sidemed- og medvind ned til toppen af den sidste stigning, inden man får sidevind hele vejen ind til målbyen. Her vil der på rundstrækningen hovedsageligt være medvind på første del og sidemodvind på anden del, indtil man får direkte medvind op ad brostensbakken.

Favoritterne

Nu har vi igennem mange år vænnet os til, at den første del af Tour de Pologne er en relativt ensformig sprinterfest, men det slutter i år. Det er et interessant brud på monotonien, at løbet ikke bare indledes med den helt klassiske sprinteretape. Profilen kan nu se betydeligt mere dramatisk ud, end den er, og med 1495 højdemeter over den lange distance er der tale om en ganske let etape. Det klassiske mønster ændres bare af, at vi i stedet for den klassiske helt flade spurt har en ret spektakulær afslutning på en brostensbakke.

Til gengæld er det ikke godt nyt for alle, der vil spå om udfaldet. Det er nemlig ikke den letteste bakke at blive klog på. På den ene side er den så kort, at sprinterne kan være med, men et 200 m langt stykke med 8,1% gør altså ondt. Det vil formentlig være for voldsomt for de helt tunge sprintere. Det vil til gengæld være en gave til løbets puncheurs, der nok vil finde bakken lidt for let, men ikke helt uden for rækkevidde. Til gengæld vil de lettere folk ikke være vilde med brostenene, der klart tiltaler de tungere typer. Umiddelbart peger pilen derfor mest på de holdbare sprintere med speciale i at spurte på en bakke, men det er også den type finaler, hvor de tunge sprintere næsten altid tror på sig selv, og det vil undre mig meget, hvis alle sprinterholdene ikke kører for deres ”rigtige” sprintere.

Etapen er imidlertid også så uforudsigelig, at det bliver lidt interessant at se, hvem der tager ansvaret. Det er en tilbagevendes til tidligere tiders gigantiske distancer, og der er derfor lidt af et arbejde, der skal gøres, når de næsten 220 km skal kontrolleres. Åbningsetaper er altid halvfarlige, når det ikke er helt entydigt, hvem der skal regnes som favoritter, fordi der ikke er et førerende hold, og alle vil derfor mene, at det er andre, der skal påtage sig ansvaret.

Det burde i teorien skabe basis for en aggressiv start, hvor udbruddet ser sin chance, men det får vi næppe. Det gør vi nemlig næsten aldrig på 1. etape i et WorldTour-løb, og jeg regner derfor med, at udbruddet etableres uden de helt store sværdslag. En lille gruppe med ryttere fra primært de små hold kan ventes at komme afsted, og herefter bliver det meget interessant at se, hvem der påtager sig ansvaret. Der kan sagtens være noget poker, og over så lang en distance kan forspringet derfor godt blive ganske stort.

I sidste ende regner jeg med, at vi vil se Bora med Pascal Ackermann, UAE med Fernando Gaviria og måske Bahrain med Phil Bauhaus, Cofidis med Christophe Laporte, Deceuninck med Alvaro Hodeg, Jumbo med David Dekker og Trek med Edward Theuns sætte sig frem. Som sagt tror jeg, at nogle af de tunge folk får sig en overraskelse, men belært af erfaringen tror de altid på sig selv. Derfor vil der formentlig være flere hold til at jagte, og da udbruddet ventes at være ret svagt, burde de over så lang en distance let kunne hente dem. Der vil være sidevind over næsten hele etapens anden halvdel, men den vil være for svag til at spille en rolle og vil næppe overhovedet skabe nervøsitet. Jeg venter mig derfor en relativt fredsommelig etape, hvor udbruddet stille og roligt køres ind.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Da det arabiske tempomirakel fortsatte

Til sidst skal det afgøres på rundstrækningen, hvor der formentlig vil være et opskruet tempo allerede frem mod første passage af bakken i en benhård positionskamp. Her kan vi sagtens se angreb, men da det efterfølgende stykke mest består af lange, lige veje med modvind til sidst, bør det være frugtesløst. Jeg tror derfor ikke, at vi kan undgå den forventede spurt.

Den bliver til gengæld meget interessant. Én ting er den uforudsigelighed, der følger af selve bakken. Noget andet er, at finalen ser meget kringlet med masser af sving og rundkørsler. En brostensbakke op til et historisk bycentrum er næsten også altid meget smal, som vi kender det fra den lignende finale i Cieszyn, som ikke er blevet besøgt i nu mange år, og derfor taler alt for, at positionen bliver helt, helt afgørende. Man kan være nok så stærk, men rammer man ikke bakken i front, kan det hele formentlig være temmelig lige meget.

Det gør det endnu sværere og lidt mere tilfældigt at spå om udfaldet, og det er derfor også med usikkerhed, at jeg peger på Christophe Laporte. Det hører bestemt til sjældenhederne, at Cofidis vinder på WorldTouren, og faktisk er det aldrig tidligere lykkedes for Laporte, men i år har han virkelig kredset om det. Således blev han nr. 2 i Dwars door Vlaanderen, på to etaper i Paris-Nice, på en etape i Tour de Suisse og senest på en etape i Touren, og det vidner om, at det bestemt ikke er evnerne, der mangler. Efter hele fem 2. pladser må det være på tide at bryde isen, og Laporte får ikke mange chancer, der er bedre end denne.

Stigende spurter er nemlig Laportes speciale, som vi så, da han knuste al modstand på 1. etape i Besseges, og i brostensklassikerne i år nåede han sit hidtil højeste niveau, særligt i Flandern Rundt, hvor han var en af de allerstærkeste på bakkerne. Det vidner om, at denne brostensspurt burde være skræddersyet til franskmanden, og det er svært at finde folk i dette felt med samme power som ham. Desværre er hans hold svagt, og det gør altid positionskampen farlig, men han har i Fabio Sabatini en erfaren lead-out man og plejer selv at være eminent i den kamp. Hans form er ukendt efter Touren, men da han rundede af med en 2. plads på den hårde 19. etape, kom han stærkt ud af løbet. Sidder han ordentligt for bunden af bakken, tror jeg, at han endelig tager den store sejr.

En anden specialist i denne form for spurter er Ivan Garcia Cortina. Det er egentlig ganske få af dem, han har kørt, men han har alle de rette karakteristika. Han vandt en blødere og let stigende spurt foran Peter Sagan i Paris-Nice sidste år, og denne bakke burde i teorien passe ham endnu bedre. Desværre har han haft et skidt år, og da hans Tour også var skuffende, er det svært at vide, hvor han står. Vi så dog på 2. etape i Tour de Suisse, at hans topniveau stadig er skræmmende højt, og han behøver ikke at være på samme niveau her for at vinde i et felt, der mangler specialister i denne form for afslutninger. Min bekymring for ham er også positioneringen, da Movistars trup er alt andet end overbevisende, men han har trods alt i Gabriel Cullaigh en sprinter til at føre sig frem. Ligesom for Colbrelli gælder, at det er positionskampen, der kan bestemme resultatet. Klarer han den, har jeg tiltro til, at han kan gøre det færdigt.

En anden specialist i denne form for spurter er Andrea Pasqualon, men han er faldet lidt af på den. Han har haft et relativt skidt år, hvor han blandt andet kørte sig selv af holdet til de brostensløb, hvor han skulle være kaptajn, og hans Giro var også temmelig skuffende. Han var dog fremme i den hårde Termoli-spurt, hvilket vidner om evnerne, og vi ved også, at han med sine tidligere sejre i puncheurløb i Plumelec, Coppa Sabatini og Luxembourg, er god i bakkespurter som disse. Brosten kan han også håndtere, og han plejer i det mindste at være hæderlig i positionskampen. Her ser Intermarché også hæderlige ud med et hold, der tæller Biniam Ghirmay, der selv kunne have kørt spurten, men næppe havde været vild med brostenene, og Quinten Hermans. Han har ikke samme styrke, som da han vandt denne slags spurter i tide og utide, men i et felt uden mange puncheurs ligner han en af favoritterne, også selvom hans comebackløb i Vallonien var alt andet end overbevisende.

En anden rytter, der har kørt for få af disse spurter på det sidste, er Andrea Vendrame, men vi ved, at de passer ham. Det har vi blandt andet set i Giroen, hvor han har blandet sig i denne form for afslutninger, men det er godt nok ikke meget, han har spurtet i år. Selv da han vandt en puncheuretape som denne i Occitanie, skete det via et udbrud og ikke en spurt, og det er også ret usikkert, hvordan hans meget spinkle fysik har det med brosten, som han aldrig rigtigt har dyrket. Til gengæld viste han i sidste års Giro, hvor han kørte nogle ganske fine flade spurter, at han er ganske god i positionskampen, men den evne kompromitteres lidt af et svagt hold, der mest af alt har Gijs van Hoecke som støtte. Hans form i Vallonien var heller ikke så god, som man kunne have ønsket, selvom den bestemt ikke var en katastrofe. Der er altså mange usikkerheder ved Vendrame, men i en stigende spurt bør han stadig være en af de ryttere, der har en god chance for at vinde.

Jeg kan virkelig ikke finde ud af, hvad jeg skal mene om Pascal Ackermann. Stigende spurter er bestemt ikke hans spidskompetence, og min fornemmelse er klart, at denne spurt er for hård. De fire ovennævnte bør i hvert fald være bedre end ham, men som vi tidligere har set med hans 2. plads på 15. etape i Vueltaen sidste år og hans 5. plads i Bielsko Biala i dette løb i 2018, er han heller ikke den ringeste sprinter til denne form for spurter. Som sagt tror jeg, at der vil være bedre folk end ham, men i en finale, hvor meget vil handle om position kan han sagtens vinde alligevel. Der findes nemlig ikke mange i dette felt, der er bedre i positionskampen end netop Ackermann, og selvom han er her uden sit vanlige tog, har Bora stadig et af de bedste hold til at føre ham frem med Marcus Burghardt, Lukas Pöstlberger og Michael Schwarzmann. Det er bestemt ikke utænkeligt, at han sidder bedre end de stærkere folk, og så er den formstærke Arckermann formentlig også i stand til at vinde. Med fem sejre i juli er han i hvert fald kommet i gang igen, og selvom det var i mindre løb med begrænset modstand, er rivalerne i årets knap så stærkt besatte Tour de Pologne ikke på et niveau, der virker overvældende trods en sæson, hvor han tydeligt har manglede tidligere tiders fart.

Etapens store ubekendte er i mine øjne Jumbo, der stiller med deres to unge sprintere David Dekker og Olav Kooij, for de er stadig så grønne, at det er lidt uklart, hvordan de står i denne type finale. Kooij har overrasket mig med sin holdbarhed i år, men jeg vil tro, at de satser på Dekker, der med sin 3. plads i sidste års Le Samyn har vist sine evner i hårdere klassikeragtigt terræn, og det er også ham, der er den mest erfarne af de to. Umiddelbart er det mit indtryk, at Dekker vil være stærk i denne form for spurt, men om han har poweren til at matche de bedste på de stejleste procenter, har vi stadig til gode at se. Jeg tror, at der vil være folk, der er stærkere end ham, men han har i et tog med Jos van Emden, Christoph Pfingsten, Pascal Eenkhoorn og Kooij noget, der kunne ligne løbets bedste hold. I en spurt, hvor position betyder alt, kan det være nok til at vinde, hvis han har den fart, han viste i UAE Tour, men som han desværre næsten ikke har fået lov at vise i år.

Læs også

Ayuso er stadig mærket af kuldechok

Er det udelukket, at de kører for Kooij? Ikke helt. Hollænderen imponerede mig med sin klatring ved de hollandske mesterskaber, men som U23 markerede han sig mest som en klassisk supersprinter. Bytter de rundt på rollerne, er det ham, der har fordel af supertoget, og da vi taler om et af de allerstørste sprintertalenter overhovedet, vil jeg ikke afskrive ham, men jeg vil tro, at der vil være mere kraftfulde typer til denne form for finale.

Jeg håber meget, at Ineos ikke bare ser dette som en sprinteretape, der skal overstås. Som sagt tror jeg, at mange af sprinterne kan få sig en overraskelse over dens sværhedsgrad, og jeg mener, at Ineos har en reel chance for at vinde med Gianni Moscon . Italieneren viste ved OL, at han efter pausen er tilbage i superform, og som genfødt klassikerrytter burde denne brostensstigning være guf for ham. Han er tidligere kørt på podiet i betydeligt lettere spurter i Burgos og Vueltaen, og det vidner om, at han har en sjældent vist hurtighed samt åbenlyst masser af power. Ineos har et af de stærkeste hold i positionskampen, først og fremmest med Michal Kwiatkowski, der er en mester i det spil, og sidder de rigtigt, vil jeg tro, at finalen er hård nok til, at Moscon kan vinde. Min frygt er bare, at Ineos betragter det som en sprinteretape, der bare skal gennemføres uden uheld.

Kunne de finde på at køre for Kwiatkowski? Det virker ikke helt umuligt. Polakken er holdets formelle kaptajn, og han er som bekendt en glimrende puncheur, der er eminent i positionskampen. Jeg vil dog tro, at han på brosten er overmatchet af mere kraftfulde folk, selvom han er tidligere vinder af E3. Omvendt kommer man langt med god position, og i det spil er der ikke mange, der slår den lokale helt, der i hvert fald vil være motiveret.

Egentlig burde Fernando Gaviria vel stå højere på denne liste, men jeg er altid blevet så forundret, hvor ringe en historik, han har i stigende finaler. Faktisk er det ret svært at huske, at han har vundet i en afslutning, der er så svær som denne, hvilket egentlig er mærkeligt, når han har så meget punch, som han har. Vi så det senest på 7. etape i Giroen, hvor han blæste ud af feltet på bakken op til mål med sit eminente antrit, men i sidste ende alligevel faldt tilbage og endte uden for top 5. Alligevel er det helt åbenlyst, at han i år har klatret bedre end meget længe, som vi senest så i Vallonien, hvor han gjorde det fornemt på kongeetapen, men det vallonske løb understregede også igen, at den gamle fart er forsvundet. Han er heller ikke god i positionskampen, hvor Maximiliano Richeze er faldet lidt sammen, men samlet set har UAE et af de mere lovende tog. Sidder han mod forventning rigtigt, vil han med sit antrit og de klatreben, han har haft i år, måske alligevel kunne gøre det. Hellere så jeg dog, at UAE kørte for den uhyre formstærke Alessandro Covi, der virkelig burde kunne køre denne afslutning, men jeg er ret sikker på, at det kun sker, hvis UAE-toget går i skuddermudder, og han pludselig finder en åbning til at spurte selv. Jeg regner ikke med, at Diego Ulissi vil prøve på brosten, der ikke passer hans spinkle krop.

Afslutningen får mig lidt til at tænke på den klassiske finaleetape i Istanbul i Tour of Turkey, hvor Edward Theuns vandt for fire år siden. Her viste han, at han kan begå sig på denne form for brostensbakker, men jeg er altid blevet lidt forundret, at han ikke har været bedre i klassikerne på selv de lettere hellingen. Samtidig synes han ikke helt at have den robusthed, han havde engang, men til gengæld har han et meget stærkt våben i sit tog. Trek møder med Ryan Mullen og Emils Liepins, der før har vist sig meget stærke i lead-outs, og Theuns plejer også selv at klare positionskampen ganske fornuftigt. Jeg er ret overbevist om, at der er bedre afsluttere end Theuns på en bakke så stejl som denne, men mager det sig rigtigt i positionskampen, kan han vinde, som han gjorde i Tyrkiet.

BikeExchange kommer med både Dion Smith og Kaden Groves , men i denne stigende spurt siger logikken, at de skal køre for Smith. Newzealænderen vandt nemlig puncheurløbet Coppa Sabatini sidste år, og han har også gjort det fornuftigt i brostensspurten på muren i BinckBank Tour. Desværre har hans fart siden sejren i Sabatini været alt andet end overbevisende, og blandt andet hans spurt på den omtalte 15. etape i Vueltaen viste hans begrænsninger. Denne er heldigvis hårdere og passer ham bedre, men er han hurtig nok at vinde i dette selskab? Den bekymring kan man i hvert fald have, og han plejer heller ikke at være en ørn i positionskampen. Heldigvis har BikeExchange et af de bedre tog, og derfor kan han sagtens blive en vinder på position. Spørgsmålet er, om farten rækker mod hurtigere folk. Jeg kan heller ikke helt udelukke, at der satses på Groves, men han har desværre spurtet skuffende i år, og selvom han er en holdbar type, der kunne gøre det pænt, vil han være en overraskende vinder, hvis han mod forventning får chancen.

Selvom jeg gerne så Patrick Bevin køre en spurt, der burde passe ham, er der næppe tvivl om, at Israel SUN satser på Hugo Hofstetter. Den lille franskmand er også et meget godt bud på en topplacering, for der findes få, der er lige så stærkt som ham i positionskampen. Dertil kommer, at et tog med Matthias Brändle, Bevin, Jenthe Biermans, Alexis Renard og Norman Vahtra ligner et af de allerstærkeste, og meget taler for, at Hofstetter vil ramme stigningen rigtigt. Stigende spurter passer ham også, som vi så, da han vandt Le Samyn, og formen er fin, som han viste med en 2. plads i Vallonien. Problemet er bare, at Hofstetter er mere positioneringsstærk end hurtig, og hans spinkle statur er heller ikke skabt til brosten. Jeg tror derfor mere på et topresultat end en sejr - præcis som det plejer at gå ham.

Lotto har et ret spændende hold med John Degenkolb og Stefano Oldani. I gamle dage havde Degenkolb været en af de tunge favoritter til en finale, der burde passe ham helt perfekt, men sådan er det ikke længere. Tyskeren har slet ikke fordums hurtighed, og poweren har også været helt væk i år, senest i et meget skidt Vallonien. Derfor vil jeg håbe, at de kører for Oldani, der derimod viste storform i først Vallonien og ikke mindst med det flotte soloridt i Castilla y Leon, som kun en udbryder forhindrede ham i at vinde. Jeg er dog ret overbevist om, at de kører for holdets stjerne. Desværre er Degenkolb svag i positionskampen, og hans tog er slet ikke stærkt, da det kun tæller Oldani. Skulle han alligevel sidde rigtigt, vil jeg dog ikke afvise, at han som en af feltets bedre klassikerryttere alligevel kan vinde. Mere interessant vil det være, hvis de mod forventning giver Oldani chancen, men jeg tror, at han trods alt mangler farten til at vinde. Faktisk var det heller ikke en ringe spurt for Tim Wellens , men det synes udelukket, at de kører for ham.

Hvis jeg kunne få et løfte om, at Jake Stewart ville sidde rigtigt, ville jeg egentlig tro ganske meget på ham. Dette burde nemlig være en perfekt spurt for briten, der endte som nr. 2 i Omloop og har stigende spurt som sit speciale. Som vi senest så i Vallonien, er hans positionering imidlertid en mindre katastrofe, og derfor ender han stort set altid uden for top 10. Han har en hæderlig lead-out man i Fabian Lienhard, men det var ikke nok i Vallonien, hvor han heller ikke viste sin allerbedste form. Derfor tror jeg desværre, at han igen ender langt tilbage, men skulle han mod forventning sidde rigtigt, tror jeg faktisk, at han kan komme ganske langt, også selvom brosten nok ikke er til hans fordel.

Læs også

Sådan vil Pogacar lave Giro-Tour-double

Qhubeka kommer med Carlos Barbero og Max Walscheid , og jeg håber virkelig, at de denne gang giver spanieren chancen. Det virker helt utopisk at tro på en sejr til den store tysker, men Barbero har til gengæld altid haft stigende spurter som dit speciale. Særligt med sine sejre i Burgos og Getxo har han vist sine evner i denne slags finaler, og selvom brosten ikke er hans kop te, burde det ikke være en helt ringe finale for ham. Efter en svær tid har han rejst sig, og han var senest fremragende som hjælper for Nizzolo i Getxo og synes at være kommet flyvende ud af Touren. Desværre har han nok ikke poweren til at vinde, og i positionskampen ligner han en taber.

Alpecin kommer med et spændende hold, hvor de får mulighed for at give chancen til Kristian Sbaragli eller Lionel Taminiaux. Jeg tvivler på, at de har farten til at vinde, men jeg kunne meget godt tænke mig at se, hvor langt Sbaragli kan komme. Han har generel imponeret med sin holdbarhed på det sidste, og selvom det i dag er sjældent, han spurter, har han trods alt vundet en reduceret massespurt i Vueltaen. Skal han nogensinde vinde en spurt igen, skal det formentlig være i en hård finale som denne, og toget med Tamianux og ikke mindst den i Touren så fremragende Jonas Rickaert ligner et af de bedste. Om han så har farten til at vinde, er mere tvivlsomt. Kører de i stedet for Taminiaux, tror jeg, at det bliver umuligt at vinde i en finale, der er så hård som denne.

Endelig er der Marco Canola. I gamle dage havde han været en af favoritterne, for spurten minder meget om den, han to gange har vundet i Utah. Desværre er italieneren falder af på den, og han har hverken samme fart eller holdbarhed som tidligere. Han har dog kørt et par gode spurter på det sidste i Adriatica Ionica, Settimana Italiana og ikke mindst på brostensbakken i Sibiu Tour. Niveauet her er et andet, og han vil være en taber i positionskampen, men det burde være i en finale som denne, at han kan gøre det godt, hvis han sidder rigtigt.

Blandt de øvrige hold er det bemærkelsesværdigt, at jeg ikke har nævnt Deceuninck, men jeg tror, at de vil sætte Alvaro Hodeg op i en finale, der burde være for hård til, at han kan vinde. Sjovere ville det være, hvis de kørte for Mikkel Honoré, men det sker efter al sandsynlighed ikke. Det samme gælder for Bahrain, der formentlig vil bruge deres meget stærke tog til at sætte Phil Bauhaus i scene, men han bør ikke kunne vinde i denne hårde spurt, hvor det ville være sjovere at se Dylan Teuns og Matej Mohoric. DSM har Max Kanter, men selvom han overrasker med sin holdbarhed, ser jeg ham ikke vinde i så hård en spurt, også fordi han er svag i positionskampen. Det polske landshold har Stanislaw Aniolkowski, der er god i positionskampen, men formentlig vil finde den for hård, samt Patryk Stosz, der nok er overmatchet i dette selskab. EF vil måske prøve med Logan Owen og Astana med Matteo Sobrero, men jeg tror, at de begge skipper spurten.

OPDATERING: Laporte kommer alligevel ikke til start. Min nye favorit bliver derfor Ivan Garcia Cortina. Cofidis vil nu formentlig køre spurten for Attilio Viviani, der dog er for tung.

Feltet.dks vinderbud: Ivan Garcia Cortina

Øvrige vinderkandidater: Andrea Pasqualon, Andrea Vendrame

Outsidere: Pascal Ackermann, David Dekker, Gianni Moscon, Fernando Gaviria, Edward Theuns

Jokers: Dion Smith, Hugo Hofstetter, John Degenkolb, Michal Kwiatkowski, Jake Stewart, Carlos Barbero, Stefano Oldani, Kaden Groves, Olav Kooij, Kristian Sbaragli, Marco Canola