Optakt: 21. etape af Giro d’Italia

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

Ruten

Mens man i Touren og Vueltaen stort set altid slutter med en sprinteretape, er der langt mere frihed hos Giro-arrangørerne, der flere gange inden for de seneste år har sluttet det hele af med en vigtig enkeltstart. Faktisk skete det hvert eneste år mellem 2019 og 2022, men nu er Giroen gået de to øvrige grand tours i bedene. For anden gang i træk ventes sprinterne nemlig at få det sidste ord, og det sker endda ligeledes for anden gang i træk som i Touren og Vueltaen også i landets hovedstad, da Rom for blot sjette gang i historien er rammen om den store finale. En lang rejse har nemlig sendt rytterne fra bjergene i den nordlige del hele vejen ned til den italienske hovedby midt i landets støvle, hvor der er lagt op til en spektakulær etape i hjertet af byen, der byder på besøg hos flere af attraktioner og en afslutning ved Fori Imperiali. Ved besøget i Rom i 2018 betød vejenes dårlige og farlige tilstand, at tiden blev taget allerede efter tre af de ti omgange på rundstrækningen, men nu har man fundet en ny rundstrækning, der bruger dele af den gamle, men som sidste år gav anledning til et brag af en massespurt helt uden den slags kontroversielle omstændigheder, og sådan går det formentlig også i 2024, hvor man endda har gjort rundstrækningen mere enkel end sidste år.

Arrangørerne har fået en del kritik for at gøre disse afsluttende etaper alt for lange, og denne gang har man - modsat løbets generelle tendens - også designet en relativt lang etape, der med sine 125,0 km har både start og mål i Rom. I 2018 havde man en ren rundstrækningsetape, men som i 2023 gør man nu som Touren og Vueltaen, hvor man altid har en indledende paradedel, der fører fra en forstad ind til byen, hvor rundstrækningen er placeret. Man har dog en relativt kort paradedel og tilbringer langt det meste af etapen på rundstrækningen.

Læs også

Bjerg vil ikke stå i vejen for Vingegaard

Man starter således i Roma - Eur i den sydlige del af storbyen, hvorfra man kører mod sydvest ad en ganske let kuperet og næsten helt lige vej uden sving hele vejen ud til kysten, hvor man efter 17,0 drejer mod vest for at køre et kort stykke hen langs vandet. Efter 19,9 km foretager man en U-vending, og derefter går det mod øst og nordøst ad den samme vej i modsat retning, men denne gang kører man forbi startområdet og videre ad lige og nu helt flade veje mod nordøst ind mod centrum. Slutteligt går det mod nord det sidste stykke frem til rundstrækningen, hvor man kører dem sidste del af denne frem til en første passage af stregen efter 49,0 km.

Etapen afsluttes nu med otte omgange på den 9,5 km lange runde, der ikke er helt flad, men ikke byder på væsentlige terrænmæssige udfordringer (sidste år kørte man seks omgange på en 13,6 km lang rundstrækning). Efter et hurtigt sving går det mod nordvest ad lange og lige veje frem til det vestligste punkt, idet man undervejs passerer Fori Imperiali, hvor dagens Intergiro-spurt køres på femte omgang efter 88,4 km. Her tager man to hurtige sving, inden man kører ad en lige og bred vej mod sydøst langs floden Tiberen.

Den forlader man med 4000 m igen, hvorefter der er to sving med 3100 m og 3000 m igen. Nu går det ned til en rundkørsel, hvor man drejer med 2400 m igen, inden der venter et skarpt sving med 1700 m igen. Med 1000 m igen er der et blødt sving, inden et sidste blødt sving leder ind på den 350 m lange og 9 m brede opløbsstrækning, der har en brostensagtig belægning. Den tredjesidste kilometer er let stigende, inden det falder let over de sidste par hundrede meter ned mod den røde flamme, hvorefter den sidste kilometer er flad. Dagens to spurter køres på målstregen efter hhv. anden og sjette omgang, dvs. efter hhv. 68,0 km og 106,0 km.

Etapen byder på i alt 660 højdemeter.

Rom har tidligere været besøgt 49 gange, men kun sjældent siden 1968, og kun fem gange tidligere er løbet sluttet i byen. Frem til 1955 var byen på programmet næsten hvert eneste år, men derefter vendte man først tilbage i 1958, 1959, 1961, 1966 og 1968. Siden sidstnævnte år besøgte man i resten af årtusindet kun hovedstaden i 1982 og 1989, hvor Urs Freuler begge gange sejrede. I 2000, hvor Jan Hruska vandt en enkeltstart, vendte man tilbage, og det gjorde man igen i forbindelse med 100-årsjubilæet i 2009, hvor løbet sluttede med en enkeltstart, der overraskende blev vundet af Ignatas Konovalovas foran Bradley Wiggins og Edvald Boasson Hagen, og hvor Denis Menchov overlevede et chok og trods et styrt på de spejlglatte veje sikrede sig den samlede sejr. Man var tilbage i 2018, hvor byen også var vært for sidste etape, og hvor en farlig rute førte til, at urene blev stoppet allerede efter tredje omgang på rundstrækningen, inden Sam Bennett vandt den afsluttende massespurt foran Elia Viviani og Jempy Drucker. Senest sluttede løbet i byen sidste år, hvor Mark Cavendish sejrede i en massespurt foran Alex Kirsch og Filippo Fiorelli. Tidligere var byen også vært for Giro del Lazio, der under navnet Roma Maxima blev afviklet for sidste gang i 2014, hvor Alejandro Valverde efter en vild jagt vandt foran Davide Appollonio og Sonny Colbrelli, og også i 2013, hvor Blel Kadri tog en solosejr foran Filippo Pozzato og Grega Bole. Forinden var dette årtusindes øvrige vindere af løbet under det gamle navn Francesco Masciarelli (2008), Gabriele Bosisio (2007), Giuliano Figueras (2006), Filippo Pozzato (2005), Juan Antonio Flecha (2004), Michele Bartoli (2003), Paolo Bettini (2002), Massimo Donati (2001) og Maximilian Sciandri (2000).

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

Læs også

Optakt: OL-enkeltstart (herrer)

Vejret

Det har været en våd sidste uge, men en tur mod syd hjælper markant på vejret. Rom byder nemlig på en næsten skyfri søndag med kun ganske få skyer og en temperatur, der under etapen vil aftage fra 27 til 25 grader. Det vil dog være en smule blæsende med en jævn vind (16-18 km/t) fra vest. Det giver sidemodvind på første del af den indledende del og sidemedvind på den anden del. På rundstrækningen vil der først være sidemodvind og derefter sidemedvind, indtil man med 3 km igen får sidevind. Med 2400 m igen får man atter sidemedvind, hvorefter der bliver sidevind med 1700 m igen, sidemodvind med 1000 m igen og sidevind over de sidste 350 m på brosten.

Analyse af 20. etape

Her kan du læse min analyse af, hvordan historien årets Giro på mange måder blev kogt ned til bare én dag på løbets sidste bjergetape.

Favoritterne

Det er jo ikke usædvanligt at skulle skrive optakt til en paradeetape dagen inden afslutningen på en grand tour. Det er trods alt sådan, de fleste tre uger lange etapeløb slutter, men det er alligevel lidt mærkeligt. Nu har vi lige vænnet os til, at løbet skal slutte med potentielt drama og en enkeltstart, som det har været tilfældet i fem af de seneste syv udgaver, men noget tyder på, at vi skal til at vænne os til noget andet. Akkurat som det er tilfældet i Touren og Vueltaen, blev løbet for andet år i træk afgjort lørdag, og nu får landets hovedstad så lov til at hylde heltene på en etape, der både er parade og samtidig en af de allervigtigste for sprinterne.

Heldigvis kan vi håbe på, at etapen får et mindre kontroversielt forløb, end da Rom blev besøgt i 2018. Dengang var rundstrækningen så farlig, at det endte i en farce, hvor etapen tidsmæssigt blev neutraliseret. Det gjorde det heldigvis ikke sidste år, hvor vejkvaliteten var væsentligt forbedret, selvom meget af rundstrækningen var det samme, og det gør det næppe heller i år. Nu har man gjort rundstrækningen endnu mere enkel, selvom mange af vejene er de samme, og da vi samtidig får smukt vejr som afrunding på en ellers våd uge, burde der ikke være nogen ko på den romerske is.

Dermed tyder det på, at løbet får den smukke afsked, det fortjener. Etapen handler nemlig mest om det og må forventes at forløbe som den slags etaper plejer. Rytterne vil benytte den neutrale zone og den første del af etapen til at få taget fotos, skåle i champagne og lykønske hinanden, og selvom man i år har en ret lang finaleetape, er paradedelen heldigvis kun 49,0 km lang. Den ekstra distance bør altså bare give mere cykelløb, end vi er vant til det fra etaperne i Touren og Vueltaen.

Tempoet vil øges, efterhånden som vi nærmer os centrum af Rom, hvor UAE langsomt vil samle sig forrest i feltet og gradvist skrue op. Når vi drejer ind på opløbsstrækningen for første gang, vil feltet være i løbsfart og mærke suset fra tilskuerne. Der er ofte tradition for, at en rytter, der kører sin sidste Giro, får lov at køre over stregen først, men det er tvivlsomt, om det sker i år. Skulle det ske, vil det vel være Domenico Pozzovivo, men hvem tør satse på, at han ikke lige tager et år ekstra? Hvis ikke, vil det blot være UAE, som slæber feltet over stregen.

Efter målpassagen er løbet i gang, og de første angreb kommer som regel på den første omgang. Her ser man altid angreb fra også ret store hold, der ellers normalt aldrig drømmer om at gå i udbrud på flade etaper, og man kan ofte se store navne og klatretyper forsøge sig. I hvert fald kan man vente aktivitet fra særligt Ineos, Ag2r, EF og Visma, men også Arkea, Astana, Bora, Polti, Bardiani og Bahrain vil med nogen sandsynlighed være aktive. Man kunne naturligvis spekulere på, om Tadej Pogacar vil i offensiven, som han var det i Paris for et år siden, men når han nu kører i førertrøjen, vil han nok holde sig til etiketten og koncentrere sig om at komme sikkert hjem og eventuelt hjælpe Juan Sebastian Molano til sidst.

Som regel etableres der relativt hurtigt en lille gruppe på en håndfuld ryttere, men traditionelt får de ikke et stort forspring. Denne gang er selve løbet længere end vanligt - næsten 100 km langt - men rundstrækningen er stadig en smule teknisk og svær at jagte på, selvom den er mere enkel end sidste år. Derfor vil jeg tro, at sprinterholdene har meget, meget lille risikovillighed.

Det er klart, at sidste års Vuelta skræmmer. Her husker de fleste nok kongeudbruddet med Kaden Groves, Filippo Ganna og Remco Evenepoel, der først blev hentet på opløbsstrækningen, så Groves alligevel endte med at vinde. Det er svært at tro, at vi ikke på et eller andet tidspunkt ser Ganna forsøge sig med et lignende nummer, men det bliver svært at gentage. Der er trods alt en grund til, at det sker så sjældent med udbrudssejre på disse etaper, og jeg tror, at alle vil holde ekstra øje med netop Ganna - og selv sidste års kongeudbrud, blev jo altså hentet på selve opløbet.

Læs også

Afstemning: Hvem vinder OL i enkeltstart?

Der bør også være nok hold til at jagte. Groves går næppe efter endnu et udbrud, og derfor vil jeg forvente, at Lidl, Soudal og Alpecin alle kontrollerer meget stramt. De er faktisk alle intakte med otte mand, og det vil såmænd heller ikke undre mig, hvis UAE bruger kræfter på at hjælpe Molano. Det er også sandsynligt, at Tudor, der var aktive forleden, vil hjælpe til - og da de fleste hold stadig har en sprinter, vil der komme hjælp fra hold, der har misset udbruddet. Derfor vil de være overraskende, hvis ikke vi får en spurt og næppe den overraskelse, vi fik i Milano i 2015, hvor Iljo Keisse vandt fra et tomandsudbrud. De indlagte spurter vil formentlig også blive negligeret af alle andre end de ryttere, der har blik på de spurt- og Intergiro-konkurrencerne. Afstandene i toppen af klassementet er også så store, at klassementsrytterne ikke skal stresse. Vi husker Alberto Contadors fejl fra 2017-udgaven af Vueltaen, hvor et hul i den sidste spurt kostede ham den samlede fjerdeplads, men den risiko eksisterer ikke denne gang.

Rundstrækningen er mindre teknisk end sidste år, men den nye placering af målet giver faktisk en mere teknisk finale. Det sidste skarpe sving kommer ganske vist med 1700 m igen, hvorefter de to sidste sving ser bløde ud, men man skal stadig sidde godt i svinget med 350 m igen. Herefter er den brostensbelagte vej så bred, at man næppe bliver lukket inde, men der er grænser for, hvad der kan reddes over 350 m, når feltet er trukket ud igennem svinget. Positionering bør betyde mere end fart. Endelig skal man huske, at spurten i Rom trods den korte og lette etape i høj grad handler om friskhed efter tre uger.

Det er også det, der kan give noget usikkerhed om Jonathan Milan. Sidste år havde han været skræmmende i sine spurter, men da han trådte an i Rom, var han helt uden skud i stængerne. Faktisk gled han kun baglæns, så han endte helt nede som nr. 14, og det fortæller, at vi ikke kan regne med, at Milan stadig er hurtigste mand. Som beskrevet i analysen i torsdags så vi allerede her en mindre overlegen Milan end i uge 2.

Alligevel er der grund til at tro på ham. For det første var han og Tim Merlier stadig langt hurtigere end alle andre. Han lignede ikke en mand, der havde det fartmæssige overskud i forhold til Merlier, som han havde tidligere i løbet, men han har noget andet. Supertoget med Daan Hoole, Jasper Stuyven, Edward Theuns og Simone Consonni var igen altdominerende, og havde Milan blot holdt deres hjul, havde han utvivlsomt vundet. At det kiksede, fortæller, at han ikke nødvendigvis får fuldt udbytte af sit tog, men mest taler for, at Consonni og Milan rammer opløbet først. Sker det, kan Milan formentlig godt være en mærket mand og stadig tage sejren - særligt fordi han slet ikke virker så træt som sidste år. Derfor tror jeg, at han tager sin 4. sejr, og i denne finale kan Consonni sikkert også ende langt fremme efter et godt lead-out, særligt hvis Milan igen har tabt ham, så han ender med selv at spurte i stedet.

Selvfølgelig er det Tim Merlier, der er den største trussel. Belgieren var Milan underlegen på fart i starten af løbet, men i torsdags var de pludselig helt jævnbyrdige. Det vidner om, at Merlier nu for alvor kan stole på sin fart, og så er spørgsmålet det samme, som det altid er for ham. Kan han positionere sig ordentligt? Det er desværre tvivlsomt i denne tekniske finale. I torsdags gik det jo helt galt, og havde Milan ikke også kikset, havde han ikke haft skyggen af chance. Heldigvis så vi også på 13. etape, at toget med Julian Alaphilippe, Josef Cerny, Luke Lamperti og Bert Van Lerberghe pludselig dominerede, og de har bestemt et vist potentiale. Det vil med Merlier altid kræve noget held, men nu ved han, at han måske endda har en chance for at overspurte Milan, hvis de sidder nogenlunde tæt på hinanden. Derfor er der en ganske reel chance for en udligning til 3-3.

Jeg vil også være tro mod mig selv og rangere Alberto Dainese som nr. 3. I torsdags lykkedes det nemlig endelig for toget med Matteo Trentin og Robin Froidevaux, der åbenbart nu er sidste mand, at vise, at de trods tabet af Alexander Krieger og Marius Mayrhofer kan dominere. Ja, faktisk satte de Dainese helt perfekt op forleden, og kan de gentage den bedrift, er den tekniske finale en fordel for den positioneringssvage italiener. Det kræver, at han holder hjul på Froidevaux, hvad der før har voldt problemer - ellers må Froidevaux selv spurte sig til en top 10 - men gør han det, har Dainese alle forudsætninger for at lave et resultat. Jeg var lidt skuffet over hans fart forleden, men han er stadig i top 5 over de hurtigste, og han bliver altid bedre og bedre undervejs.

Kaden Groves skal forsøge at gentage sejren fra Madrid i Rom, men det bliver en svær opgave. I torsdags stod det klart, at hans ekstra friskhed ikke har givet ham den fart, han har manglet. Han spurter heldigvis langt bedre end i den skuffende start på løbet, men skal han vinde, skal han håbe på at gøre det via position. Det er normalt et problem for ham og har også været det mange gange i dette løb, men i torsdags lykkedes det endelig for det på papiret så stærke tog med Tobias Bayer, Timo Kielich og Edward Planckaert at vise, at de er et af de bedste hold. Vi har desværre mange gange set, at der ikke er garantier, når det kommer til Alpecin i dette løb, men de har vist, at måske godt kan gøre det så godt, at Groves med lidt held kan vinde med den fine fart, han trods alt har.

En anden rytter, der har vundet en finaleetape, er Juan Sebastian Molano. Det gjorde han i Vueltaen i 2022, hvor hans lead-out var så vildt, at kaptajnen, Pascal Ackermann, og Mads Pedersen ikke kunne gå forbi. Det fortæller historien om, hvor god han er mod slutningen af grand tours, hvad han også har været i dette løb, hvor han har fundet den fart, han har savnet tidligere i år. Desværre har de seneste to spurter også vist hans svaghed, nemlig at han har svært ved at holde hjul på Rui Oliveira. Til gengæld har den lille portugiser imponeret stort, og denne gang er der endda en chance for, at Pogacar måske vil give en hånd med i en lidt tidligere fase. Hvis Oliveira kan sidde lige så godt, som han har gjort de seneste gange, vil Molano sidde fremragende, og så burde han have farten til at komme langt. Det kræver bare, at han denne gang holder hjul, og det har knebet så meget, at han forbliver et usikkert kort.

Denne gang er der en god chance for, at Filippo Ganna spurter. Som nævnt ovenfor er hans plan A utvivlsomt et udbrud, men lykkes det ham ikke at komme afsted, bør han blande sig. De fleste hold deltager i hvert fald i spurten på sidste etape, og denne gang får han formentlig også støtte fra Geraint Thomas, der kørte lead-out for Cavendish sidste år. Toget er ikke det allerstærkeste, men med Thomas, Ben Swift og Jhonatan Narvaez, der er plan B, står han faktisk ikke så ringe. Den tekniske finale er stadig et problem, fordi vi har set, at han har det svært i positionskampen, men til gengæld så vi også i Vueltaen sidste år, at han altså kommer ret tæt på de bedste på sin fart. Har han været i udbrud, kan man vel ikke helt udelukke, at Ben Swift vil blande sig, men det er godt nok længe siden, han har deltaget i nogen form for spurt.

Læs også

Britisk stjerne dropper OL-enkeltstart

Den tekniske finale er en gave for Stanislaw Aniolkowski. Det vidste vi godt i forvejen, men det er alligevel imponerende, hvor godt han har klaret de to første tekniske finaler. Sidste gang var jeg ellers bekymret for tabet af Benjamin Thomas, for han har noget nær den ringeste støtte af alle sprinterne. Man kan bare ikke komme udenom, at det ikke ser ud til at hæmme ham, og selvom holdet gør, at vi nok ikke kan regne ham som et sikkert kort, virker han så træfsikker, at han formentlig igen sidder godt. Han er ikke den hurtigste, men i en teknisk finale kan man komme langt alligevel - og farten har været ganske høj i år.

Paradoksalt nok er den tekniske finale også godt nyt for Fernando Gaviria. Colombianeren har ellers i dette løb måttet sande, at han stadig mangler en masse fart, men til gengæld har han positioneret sig godt. I torsdags havde han endda alletiders chance for at blive sat op fra spids af Davide Cimolai, der har været en enorm gave, og hvis han denne gang kan holde hjul, taler meget for, at han vil kunne spurte fra endnu en god position. Han mangler lidt for meget fart til, at en sejr er sandsynlig, men i tekniske finaler kan meget lade sig gøre, hvis heldet er det rette - og taber han igen hjulet, er Cimolai en mand, der selv kan spurte sig til en top 10.

Skal det lykkes Laurence Pithie at slutte lidt opløftende af. Det har godt nok været en trist Giro, hvor han heller ikke har positioneret sig så godt som tidligere. Både på 11. og 13. etape fik han dog vist sin positioneringsevne, og hans tog med Cyril Barthe, Lewis Askey og Fabian Lienhard er altså også et af de allerstærkeste. De kiksede lidt med timingen i torsdags, men de fik vist deres styrke, og når man dertil lægger, at Pithie selv positionerer sig godt, burde der i denne form for finale være basis for et fint resultat, selvom han mangler farten til at vinde.

Et lidt mere usikkert kort bør Madis Mihkels være. Vi så ellers igen i torsdags, at han er en af de mere positioneringsstærke sprintere, men vi har også set flere gange, senest på 13. etape, at han ikke er helt træfsikker. Det er nu heller ikke så mærkeligt, for hans tog med Dries De Pooter og Dion Smith er set bedre, men alligevel sidder han altså typisk ganske fornuftigt. Han synes også at have en fart, der i dette felt fører ret langt, men det er klart, at der er meget, der skal gå godt, hvis han skal vinde.

Jeg har været lidt skuffet over Giovanni Lonardi. Tidligere i år har han næsten altid siddet rigtigt, men det har han kun gjort én gang i år. Det hænger selvfølgelig sammen med, at hans tog med Davide Bais og Mirco Maestri ikke kommer så langt på dette niveau, men det ændrer ikke på, at Lonardi har vist undervejs, at han stadig kan være ret god i positionskampen. Han er et mere usikkert kort, end jeg havde regnet med, men særligt hans 3. plads på 11. etape viser jo, at han har et vist potentiale.

Det er efterhånden svært at tro meget på Caleb Ewan . Hans positionering har slet ikke fungeret i dette løb, og nu hvor han har mistet Luka Mezgec, ser det mere end svært ud. Toget med Michael Hepburn og Max Walscheid kom i hvert fald til kort, da de i torsdags for første gang skulle klare sig uden Mezgec, og selv hvis de gør det godt, taber Ewan formentlig hjulet. Derfor kan det sagtens ende med, at Walscheid ender med også selv at spurte, som han gjorde det i torsdags, men skal de vinde, skal det være med Ewan. På 5. etape viste han, at farten stadig har potentiale, men det er bare svært at tro, at det vil lykkes, når det er eneste gang, han har siddet godt, og når han nu er uden Mezgec.

Helt modsat er det med Hugo Hofstetter. Han har i de to seneste tekniske finaler pludselig fundet den positioneringsevne, der tidligere var hans helt store styrke. I torsdag blev han tvunget til at køre en spurt, der var for lang, men han har siddet godt begge gange. Han har så svagt et hold, at han aldrig bliver et sikkert kort, men i en teknisk finale skal vi regne med ham. Til gengæld synes det også helt udelukket, at han har farten til at køre med om sejren.

Det var godt at se Davide Ballerini forleden. Her fik endelig vist den positioneringsevne, der ellers har svigtet ham i dette løb, og det vidner om, at en teknisk finale stadig kan være en fordel. Problemet er bare, at det meget svage hold gør, at han slet ikke er den garanti, han normalt burde være, og derfor kan det sagtens gå galt igen. I forvejen ved vi, at han ikke kan vinde en boulevardspurt, selvom han åbenlyst er en af de mest friske sprintere.

Det har ikke været et let løb for Enrico Zanoncello. Vi har tidligere i år set, at hans fart er ganske fin, men dette løb har bekræftet, at han har det svært i positionskampen. Derfor er det svært for alvor at tro på ham i denne tekniske finale, men i det mindste er han ikke helt uden støtte. Han har trods alt Martin Marcellusi og Filippo Fiorelli, og det er mere, end andre kan præstere. Derfor har han en chance for at sidde bedre, end han har gjort hidtil, og så fører farten altså et stykke.

Læs også

Medie: Talent bytter UAE ud med andet storhold

I torsdags fik vi set, hvad vi vidste, nemlig at Tim van Dijke stadig har det svært i positionskampen. Desværre ved vi også, at han mangler en del på farten, og derfor ligner det en svær opgave. Alligevel lykkedes det ham med hjælp fra Jan Tratnik og ikke mindst Edoardo Affini at sidde godt på 13. etape, og det vidner om, at han i en teknisk finale med lidt held godt kan lave et godt resultat. Problemet er, at plan A for Visma helt sikkert er udbrud - særligt for Affini, men også for Tratnik og måske endda for Van Dijke selv - og derfor kan han pludselig ende med at være alt for alene.

Det bliver desværre også en svær spurt for Tobias Lund. Vi har jo mange gange set, at hans fart er god, men det er bare ikke let, når man er efterladt med et hold med fire klatrere. Lund er således den rytter, der vel har den ringeste sidste mand, og når han i forvejen har kæmpet med sin positionering, er det en pokkers skam, at denne finale er teknisk. Heldigvis er opløbet bredt og farten god, men chancen for, at han sidder i position til at bruge sin fart er desværre lidt for lille.

I torsdags fik vi bekræftet, at Andrea Pasqualon har tænkt sig at spurte. Det gik desværre ikke særligt godt, men det er ikke mærkeligt. Han har aldrig været verdens hurtigste, og den positioneringsevne, der på et tidspunkt gjorde ham til en fremragende lead-out man, er forsvundet på de gamle dage. Han har heldigvis en masse rutine og en vis støtte fra Edoardo Zambanini og Jasha Sütterlin, men det skal flaske sig, hvis det skal blive til et meget godt resultat.

Spurter Andrea Vendrame i morgen? Det har han ikke gjort siden de hårde finaler tidligt i løbet, men som sagt er der en tendens til, at de fleste hold blander sig på sidste etape. Også for ham gælder, at plan A nok er udbrud, men mislykkes det, er det ikke utænkeligt, at han giver den et skud. Desværre har han slet ikke farten, og den positioneringsevne, han tidligere havde, var også helt væk i Vueltaen. Han genfandt den dog lidt i Tirreno, og da han har en vis støtte fra Bastien Tronchon og Damien Touzé er en top 10 til den formstærke italiener ikke umulig.

Endelig er der Jonas Koch. Han spurtede ikke i torsdags, men jeg vil tro, at han giver den et skud på denne etape. Han er imidlertid slet ikke rigtig sprinter og har ikke kørt specielt mange spurter i sin karriere. Han har derfor ikke den helt store erfaring, og hans fart har også store mangler. Støtten er også ganske beskeden fra primært Ryan Mullen, og derfor ligner det en svær mission for tyskeren.

Arkea har Donavan Grondin, der forsøgte sig lidt i torsdags, og Alan Riou , men jeg kan ikke se dem blande sig i top 10.  Det eneste hold, der nok med sikkerhed ikke deltager i spurten, er EF, der nu er uden Andrea Piccolo.

Skal man håbe på en Keisse-overraskelse, har jeg allerede nævnt, at Filippo Ganna og dernæst Edoardo Affini er de mest oplagte bud. Jagten vil være intens, og derfor skal man også kunne gøre det færdigt i en spurt. Det kræver en vis fart, og derfor vil jeg fremhæve Jhonatan Narvaez, Andrea Vendrame, Tim van Dijke, Jan Tratnik, Filippo Fiorelli, Ben Swift, Lewis Askey, Mirco Maestri, Simone Velasco, Maximilian Schachmann og Simon Clarke

Feltet.dks vinderbud: Jonathan Milan

Øvrige vinderkandidater: Tim Merlier, Alberto Dainese

Outsidere: Kaden Groves, Juan Sebastian Molano, Filippo Ganna, Stanislaw Aniolkowski, Fernando Gaviria

Jokers: Laurence Pithie, Madis Mihkels, Giovanni Lonardi, Caleb Ewan, Hugo Hofstetter, Davide Ballerini, Enrico Zanoncello, Tim van Dijke, Tobias Lund, Andrea Pasqualon, Andrea Vendrame, Jonas Koch, Simone Consonni, Max Walscheid, Davide Cimolai, Robin Froidevaux

Kandidater til en Keisse-overraskelse (i prioriteret rækkefølge): Filippo Ganna, Edoardo Affini, Jhonatan Narvaez, Andrea Vendrame, Tim van Dijke, Jan Tratnik, Filippo Fiorelli, Ben Swift, Lewis Askey, Mirco Maestri, Simone Velasco, Maximilian Schachmann, Simon Clarke

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Mark Cavendishs sejr fra 2023, hvor mål var placeret et lidt andet sted på en lidt anden rundstrækning, og Sam Bennetts sejr fra 2018, hvor mål var placeret samme sted, men rundstrækningen var en smule anderledes.

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT