Optakt: 2. etape af Vuelta a Espana

SE VUELTA A ESPANA UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Ruten

Selvom man i Vueltaen ofte sender rytterne ud på voldsomme klatreudfordringer også tidligt i løbet, er den første linjeløbsetape oftest for sprinterne. Denne gang må de hurtige folk dog væbne sig med lidt tålmodighed. Et besøg i Barcelona vil nemlig ikke være det samme uden byen cykelmæssige vartegn, den lille Montjuic-stigning, og derfor skal opholdet i storbyen naturligvis rundes af med en eksplosiv finale og en tur op ad den lille bakke nær byens centrum. Da man samtidig undervejs skal en tur ind i bjergene nord for storbyen, venter der en ganske svær etape med mere end 2600 højdemeter, hvor det hele slutter med næsten samme finale som på seneste Barcelona-etape i 2012, hvor Philippe Gilbert og Joaquim Rodriguez kørte fra alt og alle. Dermed er der lagt op til en åben og uforudsigelig afslutning, hvor eksplosive ardennertyper kan boltre sig, men hvor også holdbare sprintere bestemt kan drømme om den sejr, de ikke var langt fra at tage for 11 år siden, hvis de altså er hurtigst i en puncheurspurt, der stiger ganske pænt.

I alt skal der tilbagelægges 181,8 km mellem Mataro og Barcelona. Startbyen er en ferieby, der ligger ud til kysten umiddelbart nordøst for Barcelona, og etapen består således af en tur ind i bjergene, inden man igen kører ud til kysten og afslutningen i storbyen. Allerede starten er benhård, da man med det samme kører mod sydvest og nordvest op ad kategori 3-stigningen Coll de Sant Bartomeu (6,6 km, 4,5%), der stiger jævnt med 4-6%, men har en flad kilometer undervejs. Toppen rundes efter 7,6 km, hvorefter en let nedkørsel fører mod sydvest, inden man snor sig mod sydvest igennem helt fladt terræn. Undervejs kører man en omgang på motorsportsbanen Circuito de Catalunya, der rammes efter 27,3 km og forlades igen efter 29,7 km.

Læs også

Sidste etape af Tour of Türkiye neutraliseret

Efter ca. 40 km drejer man nordvest med retning mod bjergene, hvorefter det begynder at stige let, og kort efter byen Sabadell rammer man dagens hovedudfordring, når man kører mod nordvest og nord op ad kategori 2-stigningen Coll d’Estenalles (12,1 km, 3,9%), der er en jævn og let stigning, hvis stejleste stykke er de sidste 1500 m, der stiger med 5,5%. Toppen rundes efter 66,3 km, hvorefter en i starten enkel og til slut teknisk nedkørsel fører mod nordvest, vest og igen nordvest ned til fladlandet, hvor man efter 96,4 km drejer mod sydøst for at køre igennem fladt terræn ind gennem byen Manresa.

Kort efter denne drejer man mod syd for at passere en stigning (4,5 km, 4,7%), der har top efter 106 km, hvorefter en lang og kringlet nedkørsel fører mod øst og sydøst. Nu går det videre mod sydøst op ad endnu en bakke (4,4 km, 3,5%), der har top efter 127 km, hvorefter en nedkørsel kører mod syd tilbage til fladlandet. Herfra bliver det stort set helt fladt, når man kører ad lange, lige veje mod sydøst ind mod Barcelona, som man rammer i den sydvestlige udkant. Her drejer man mod nordøst for at køre ind gennem byen med retning mod centrum, hele tiden i fladt terræn. Undervejs kører man efter 163,0 km dagens indlagte spurt i udkanten af Barcelona.

Her venter den eksplosive finale, når man nærmer sig Montjuic-parken. Således begynder det at stige let med 2-3% frem mod den berømte bakke, der her er en kategori 3-stigning og går under navnet Castell de Montjuic (900 m, 8,8%). Der er tale om en todelt sag, hvor de første 500 m stiger med 6,3%, inden den tager fat med 12,1% over de sidste 400 m. Toppen, hvor der er en spurt om bonussekunder, rundes efter 178,8 km, hvorefter de sidste 3,8 km indledes med en småsnoet nedkørsel, der leder ned til de sidste 1500 m, som er stigende - den sidste kilometer med 3,9%. I finalen drejer man i to rundkørsler med hhv. 1900 m og 1800 m igen, inden der venter et sidste højresving med 800 m igen.

Etapen byder på i alt 2668 højdemeter.

Barcelona er i cykelmæssig sammenhæng mest kendt som den faste målby for sidste etape af Volta a Catalunya, hvor man slutter med omgange på den nu velkendte og kuperede Montjuic-rundstrækning, hvor vinderne siden introduktionen af etapen i 2013 har været Remco Evenepoel (2023), Andrea Bagioli (2022), Thomas De Gendt (2013 og 2021), Davide Formolo (2019), Simon Yates (2018), Alejandro Valverde (2015 og 2017), Alexey Tsatevich (2016) og Lieuwe Westra (2014), men løbet har altid haft etaper med mål i byen. De øvrige nylige vindere er således Julien Simon (2012), Samuel Dumoulin (2010 og 2011), Thor Hushovd (2005 og 2009), Jose Luis Carrasco Gomiz (2008), Samuel Sanchez (2007), Daniele Bennati (2006), Isaac Galvez (2004), Angel Vicioso (2003), Dmitriy Fofonov (2002), Joseba Beloki (2001) og Gabriele Missaglia (2000), mens etapen blev neutraliseret i 1999 grundet et tragisk dødsfald dagen forinden. Vueltaen har derimod kun haft mål i byen to gange i de seneste år. Det var senest i 2012, hvor Philippe Gilbert slog Joaquim Rodriguez i en tomandsspurt, efter at duoen var kørt væk på sidste stigning, mens Fabio Roscoli slog Massimiliano Lelli i en tomandsspurt i 1999, hvor man kørte en etape på en rundstrækning omkring Montjuic. I 2009 var Touren forbi, da Thor Hushovd vandt en spurt på Montjuic foran Oscar Freire og Jose Joaquin Rojas, og endelig havde det nu hedengangne Settimana Catalana en enkeltstart på Montjuic-stigningen to gange, nemlig i 2000, hvor Laurent Jalabert sejrede foran Andreas Klöden og David Canada, og i 1999, hvor Jalabert også sejrede, denne gang foran Michael Boogerd og Wladimir Belli.

Læs også

Endnu en dansk junior-sejr i udlandet

SE VUELTA A ESPANA UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Vejret

Den hedebølge, der har præget Sydeuropa den seneste tid, er ovre, og nu er det i stedet regnfuldt vejr, der præger Catalonien. Således vil der søndag gennem hele etapen være en konstant risiko for tordenbyger på 70-90%. Temperaturen vil være behersket med 21 grader ved starten og 22-23 grader i mål, og vinden vil være let til jævn (11-17 km/t) og vende 180 grader ved at starte i øst og bevæge sig over syd til en vestlig retning i finalen. Det gør det svært at sige, hvilken vindretning vi vil have undervejs, men generelt vil der formentlig være forskellige former for medvind på første del, indtil man kort efter toppen på den lange stigning vil opleve en periode med generel modvind. Derefter vil man få sidemedvind på det sidste stykke ind gennem Barcelonas forstæder. Der vil være medvind på stykket frem mod Montjuic, hvor der vil være sidevind, og derfra får man mod- og sidemodvind, indtil der vil være medvind over de sidste 800 m.

Analyse af 1. etape

Her kan du læse min analyse af, hvordan det, der skulle have været en spektakulær åbning på Vueltaen, i stedet endte som en tilfældighedernes farce.

Favoritterne

Det er jo meget passende, at man slår tonen an fra start. Selv i Vueltaen er første linjeløbsetape typisk for sprinterne, men sådan skal det naturligvis ikke være i årets brutale udgave af løbet. Her skal der klatres med det samme, og selvom Montjuic jo ikke er et bjerg, er den så svær, at vi kan få klassementsrytterne til at teste benene allerede på andendagen, hvis de vil.

Montjuic er jo en sand klassiker, som vi kender til hudløshed. Mest kendt er den selvfølgelig som det faste holdepunkt for finaleetapen i Volta a Catalunya, hvor man i de senere år har benyttet præcis denne stejlere opkørsel. Her har vi set - senest i år, hvor Remco Evenepoel og Primoz Roglic kørte fra alt og alle - at den er rigeligt svær til at bruges til klassementskørsel, men det er også klart, at det gør en stor forskel, at de denne gang kun skal over stigningen én gang, mens man jo i marts har adskillige passager. Her har man stadig masser af højdemeter, men den sidste del af etapen er i alt væsentligt flad, og det giver en betydeligt mindre selektiv og eksplosiv finale. Værd at bemærke er det naturligvis også, at man efter stigningen har en anderledes afslutning i Catalonien, hvor finalen er faldende, mens man her kører ned til den stigende afslutning.

Læs også

Efter dansk sejrsstime: Vi tog store skridt og kan være stolte

Heldigvis har vi et referencepunkt. I 2012 kørte man præcis denne finale - dog med et lidt andet indløb til stigningen. Den samlede etape bød dengang på 2442 højdemeter, men finalen var en anelse hårdere, da man havde en lille opvarmningsbakke inden Montjuic.

Hvordan gik det så dengang? Jo, det var en mindeværdig dag, fordi det langt om længe lykkedes den i 2011 helt uovervindelige Philippe Gilbert at vise sig de mange BMC-penge værd, da han endelig tog sæsonens første sejr i en duel med Joaquim Rodriguez, efter at de var kørt væk på stigningen. Det vidner om, at det bestemt er muligt for de eksplosive ardennertyper at vinde nogle sekunder, men dengang så vi også, at Daniele Bennati, Nacer Bouhanni, Gianni Meersman og Lloyd Mondory, der alle er kendt som holdbare sprintere, endte som hhv. nr. 5, 7, 9 og 15. Det viser, at finalen ikke er umulig for de mest holdbare sprintere, men det er også værd at bemærke, at spurten er så hård, at Alejandro Valverde endte mellem Bennati og Bouhanni.

Det er altså en etape, der kan vindes af flere typer, og hvor alt afhænger af, hvordan den køres. I den sammenhæng er der nogle væsentlige forskelle fra 2012-etapen. Dengang kom den om søndagen efter den første uge og altså betydeligt senere i løbet. Trætheden var større, og man havde endda kørt en bjergetape dagen forinden. Dagen efter var der endda hviledag, hvilket jo er den diametrale modsætning til årets format, hvor etapen kommer dagen inden en bjergetape.

Netop det forhold vil formentlig spille en ret stor rolle. Den aggression, man måske kunne forvente fra folk som Primoz Roglic og Remco Evenepoel, der jo endda har gode erfaringer med stigningen fra deres duel i marts, vil vi formentlig ikke se. Jeg vil tro, at alle primært har tankerne rettet mod mandagen og ønsket om at spare på kræfterne til en langt vigtigere etape. Det var ellers oplagt med et dobbeltangreb fra Roglic og Jonas Vingegaard, der sammen kunne skabe en lille gruppe, hvorfra Roglic kunne vinde en spurt.

Det betyder dog ikke, at Jumbo er ligeglade med etapen. Den stigende spurt passer Roglic som fod i hose, og det vil være ganske nærliggende for hollænderne at lægge et benhårdt pres fra bunden. De skal alligevel sidde helt fremme inden den potentielt regnvåde nedkørsel, og derudover er der jo bonussekunder på toppen - sekunder, som Roglic med stor sandsynlighed kan spurte sig til. Jeg vil blive overrasket, hvis vi ser angreb som i 2012, men mit gæt vil være, at vi alligevel får en hård finale, hvor Jumbo har tre grunde til at lægge presset: at vinde etapen, at tage bonussekunder på toppen og at ramme den lidt kringlede og med nogen sandsynlighed våde nedkørsel i en god position.

Spørgsmålet er, hvad der sker inden da. Det er den slags etaper, der ikke har en oplagt favorit, og hvor det kan være uklart, hvem der skal jagte. Det kan godt være, at Jumbo gerne vil vinde etapen, hvis chancen er der, men vil de også bruge kræfter på at kontrollere? Det er jeg langt fra sikkert på. De skal jo heller ikke regne med hjælp fra rivalerne, der ved, at det er en glimrende afslutning for Roglic.

Desværre for udbryderne vandt DSM i dag. De vil naturligvis forsvare trøjen med næb og klør, og det bør dræbe alle drømme om en udbrudssejr. Det synes også oplagt, at Movistar vil gå efter at tage trøjen. Hundrededele fra holdløb tæller nemlig ikke, og derfor skal de ”bare” have en rytter, der ender foran alle fa DSM for at få den vigtigste trøje i deres hjemmebaneløb (hvis ikke bonussekunder eller tidsforskelle ændrer billedet). At de så samtidig sikkert i forvejen havde planer om at vinde etapen med Ivan Garcia Cortina, gør det blot endnu mere oplagt for de at jagte.

Derfor bør der heller ikke komme den store kamp om at ramme udbruddet. Etapens karakter burde Det jo betyde, at vi får en benhård kamp om at ramme udbruddet, men det sker næppe. Af en eller anden grund kører udbrud på første linjeløbsetape næsten altid med det samme selv på de dage, hvor de burde have en god chance for at holde hele vejen, og da den chance synes væk nu, synes det helt givet, at vi får en rolig start. Jeg regner derfor med, at udbruddet vil køre uden de helt store sværdslag, og at vi primært vil se de to wildcard-hold samt måske Total, Ag2r, Trek, Astana eller Arkea sende en mand med.

’

Herefter vil DSM tage kontrol. Det er muligt, at Jumbo vil jagte, men jeg ser også en god chance for, at EF, Alpecin, Cofidis og jo altså Movistar tror tilstrækkeligt meget på deres sprintere. Marijn van den Berg har allerede talt om etapen - og med dagens resultat vil en etapesejr formentlig også betyde, at han tager trøjen - og jeg vil tro, at et eller flere af holdene er villige til at tage chancen, særligt de tre førstnævnte. Sker det, bør med en del modvind undervejs ikke blive vanskeligt at hente udbruddet, og mit gæt vil derfor være, at vi får samling på de flade veje ind mod Barcelona.

Her får vi også den første pejling på, hvilke af sprinterne der tror på pointtrøjen, når den indlagte spurt skal køres. Der er kun point til de fem første, og derfor er det muligt, at udbruddet tager dem alle, men med 20,17, 15, 13 og 10 point kan det virkelig betale sig at give den et skud, hvis der er point at køre om. Spørgsmålet er, hvem der tør bruge kræfter så tæt på finalen. Det vil være oplagt med Bryan Coquard, Kaden Groves, Ivan Garcia Cortina. og Marijn van den Berg, men de har alle store ambitioner i finalen. Det er måske snarere den tunger Juan Sebastian Molano samt måske Milan Menten, Hugo Hofstetter, Alberto Dainese og Edward Theuns, der vil spurte.

Læs også

Lynhurtig dansker forklarer, hvordan leadout blev til ny sejr

Frem mod stigningen vil positionskampen være voldsom, og det kan blive rasende nervøst, særligt hvis vejene er våde. Indløbet til stigningen er endda kringlet, og da stigningen er kort, betyder god position alt. Der er en chance for at bevæge sig frem på nedkørslen, der kun er lidt småsnoet, og den kan også gå lidt i stå, når det begynder at stige over de sidste 1500 m, men starter man stigningen langt tilbage, kan det blive meget svært at nå frem.

Som sagt tør jeg ikke udelukke, at der kommer angreb - skal det ske, skal det formentlig være fra Jumbo-duoen eller Evenepoel - men jeg tror mest af alt, at Jumbo vil lægge et pres, og at det derefter vil ende i en spurt. En joker er naturligvis det forhold, at der kan mangle folk til at kontrollere de sidste 1500 m, hvorfor man måske kan snige sig væk i en taktisk finale, men mon ikke Jumbo har enten Wilco Kelderman eller Sepp Kuss til rådighed, så de kan sikre, at det bliver en spurt. Her er det som sagt værd at bemærke, at det stiger med 3,8% over den sidste kilometer, hvilket altså er så meget, at Valverde slog Bouhanni i 2012.

Jeg vælger at pege på Primoz Roglic. Sloveneren kan vinde etapen på to måder, nemlig med det storslåede Vingegaard-Roglic-angreb og via en spurt, men som sagt tror jeg mest på det sidste. I en flad spurt havde han bestemt været sårbar, når holdbare sprintere kan overleve, men når det stiger, kan heller ikke sprinterne vide sig sikre på at slå den spurtstærke slovener. Skulle han være storfavorit, skulle finalen være hårdere, for knap 4% er så lidt, at sprinterne har en god chance for at slå ham, men det kræver, at de starter spurten helt fremme.

Det kan blive svært, hvis Jumbo lægger løbet i et jerngreb, sætter et rasende tempo og med Kelderman og/eller Kuss holder kæden stram hele vejen frem til spurten. Alt taler også for, at Jumbo med deres superhold vil være i stand til at vinde positionskampen frem mod stigningen, og derfor skal det gå helt galt, hvis ikke Roglic både rammer stigningen og opløbet helt fremme. Lykkes det at sætte de holdbare sprintere langt tilbage på stigningen, burde Roglic være svær at slå i en spurt som denne. Derfor tror jeg, at han får en perfekt åbning på løbet ved at sikre sig etapesejr og bonussekunder både i bonusspurten og finalen.

Skal Roglic slås, skal det nok være en af de sprinterne, og derfor peger jeg på Bryan Coquard som nr. 2. Hans form er imidlertid helt usikker, da han ikke har kørt løb siden Touren, og vi ved, at der er enorm forskel på hans holdbarhed afhængig af form. Det vil derfor slet ikke undre mig, hvis han slet ikke er i nærheden af sejren, men en Coquard har gode erfaringer med Montjuic. Ganske vist var det dengang, de kørte stigningen fra en lidt lettere side, men franskmanden har været meget tæt på at vinde den meget hårdere etape i Catalonien. Dengang var han mere holdbar end i dag, men en formstærk Coquard burde komme med over, når stigningen kun skal køres én gang. Det store problem er hans svage positionering og et svagt hold, hvilket gør det meget sandsynligt, at han vil sidde alt for langt tilbage, men skulle han klare den hurdle og bevare friskheden, er denne stigende spurt nærmest skabt til den lille franskmand.

Som sagt har Marijn van den Berg allerede talt om denne etape og det med god grund. Hollænderen overraskede nemlig stort ved at knuse al modstand i 5%-spurten i Polen, hvor han ellers var oppe mod en uhyre formstærk Matej Mohoric, og det fortæller, at han i dag må regnes som en topafslutter i denne stigende finale. Den store udfordring er naturligvis Montjuic, der meget vel kan vise sig for hård. Vi er stadig ved at lære Van den Berg at kende, og mens han klatrede godt i Polen, er det nyt for os for alvor at få testet hans holdbarhed på dette niveau. Jeg er også bekymret for hans positionering frem mod stigningen, men det, der engang var en svaghed, er blevet en enorm styrke. Spørgsmålet er bare, om holdet er stærkt nok til at hjælpe ham, men sidder han godt med til toppen, vil hans spurtstyrke fra Polen føre ham meget, meget langt. Og muligheden for at tage trøjen vil motivere ham yderligere.

Det har været herligt at se Ivan Garcia Cortina på det sidste. Denne engang så lovende spanier har været delvist genfødt, lige siden han kørte så flot en finale på 1. etape i Castilla y Leon. Han imponerede stort i San Sebastian, og senest var han i Burgos meget stærk på holdløbet, ligesom han vandt den ganske vist lidt tyndbenede puncheurspurt i feltet på 4. etape. Det giver mig en tro på, at han i dag er stærk nok til at klare Montjuic, og skulle han endda finde de ben, han senest havde på 2. etape i Schweiz i 2021, er han endda rasende god på en stigning som denne. Det stigende opløb giver også mindelser om det, der gav ham den store sejr i Paris-Nice, og dermed har han hele pakken, hvis han klarer positionskampen - og ikke atter viser sig som den lottokupon, han ofte er. Også for ham gælder, at chancen for at tage trøjen må inspirere ham ekstra.

Det store spørgsmål er Kaden Groves. Australieren har kun kørt VM i optakten, og vi aner derfor ikke, hvor han står, men det minder om hans løbsfattige optakt til Giroen. Her var han ganske uhyggelig i løbets første del, hvor han klatrede som en drøm på 3. etape, og ankommer han igen med de ben, har han en ganske god chance. Han viste med sin 3. plads på samme etape også, at han sagtens kan spurte op ad bakke, og hans holdbarhed blev også understreget af hans imponerende sejr i regnvejret i Limburg, hvor han var ganske uhyggelig på bakkerne. Når jeg alligevel tøver, skyldes det udover usikkerheden om formen hans meget svage positionering. Hans hold er bestemt ikke imponerende, og jeg kan godt have svært ved at se ham ramme stigningen tilstrækkeligt langt fremme. Derudover er det fortsat ikke meget, vi har set ham spurte op ad bakke, men som løbets vel nok hurtigste mand på flad vej, må han med tanke på 3. etape i Giroen samt Limburg regnes som en ganske seriøs vinderkandidat. Desværre røg han i asfalten i dag, og Alpecin har ikke meldt noget ud om hans tilstand.

Hvad så med Remco Evenepoel? Belgieren har jo fundet en helt ny fart, som vi senest så, da han overraskende slog Pello Bilbao i San Sebastian. Det var jo endda i en flad spurt, og han bør stå betydeligt stærkere i denne stigende finale. Som udgangspunkt er det svært at se ham slå Roglic, for selvom han slog ham i spurten på netop Barcelona-etapen i marts, er det vist kun Evenepoel selv, der stadig ikke tror, at Roglic gav ham sejren. Derimod er det 1. etape i Catalonien, der giver håb. Her kom han i en ganske vist hårdere finale fra en ringe position i så høj fart, at han faktisk så ud til at være hurtigere end Roglic. Dengang var de begge næppe på samme niveau som nu, og optakten gjorde, at Roglics forbedringspotentiale var størst, men kommer Evenepoel lige så skræmmende ind til en grand tour, viser den catalanske puncheurspurt fra marts, at han godt kan tillade sig at drømme om at vinde denne etape. Det vil også med nogen sandsynlighed sende ham i trøjen, men det havde han helt sikkert helst været foruden.

Læs også

Ineos-profil reagerer på samlet sejr og ser frem mod Tour de France

Hvad så med kometen? Vi er stadig ved at lære Romain Gregoire at kende, og vi har aldrig set ham køre denne slags finaler på dette niveau. Logikken tilsiger dog, at det er noget, der passer ham, og efter magtdemonstrationen i Limousin ved vi, at han er i form. Vi ved også, at han var som en fisk i regnen i Laigueglia, så vejret kan ikke genere ham, men vi ved også allerede, at han er e lottokupon, hvis niveau kan være endog meget svingende. Om han møder op med Limousin-ben, ved vi derfor ikke, og derudover er der en stor risiko for, at han taber etapen i positionskampen. Hvis han klarer den hurdle og rammer sit topniveau, skal man være et skarn, hvis man tør udelukke endnu en sublim præstation fra et af sportens største talenter. En etapesejr vil endda med nogen sandsynlighed sende ham i trøjen.

Afslutningen burde også passe Andreas Kron som fod i hose. Det er svært at glemme hans 4. plads i puncheurspurten under sidste års Tour, og han bekræftede evnerne med sin 6. plads i 5%-spurten i Polen. Det hele bliver blot endnu bedre af, at han har Montjuic forinden, men det skaber lidt usikkerhed, at vi ikke har set den bedste Kron i nogen tid. Han skuffede i hvert fald i Polen, hvor han har var et stykke fra sit niveau, men heldigvis har han haft tid til at forbedre sig. Ser vi den bedste Kron, og klarer han positionskampen, ligner dette virkelig en etape, hvor han kan lave et resultat.

Kan Sergio Higuita bruge etapen til at rejse sig? På papiret burde han jo på denne eksplosive stigning samt i denne stigende spurt være manden, der for alvor kunne true Roglic, men han befinder sig jo i en gigantisk krise. Senest var han helt fra snøvsen i Polen, og det er meget svært at tro på, at vi pludselig skulle se den gamle Higuita her. Denne finale er dog heller ikke rasende svær, og hans fart burde ikke være forsvundet. Rammer han stigningen i en fornuftig position, burde han jo i hvert fald sidde med hjem til en spurt, og så burde det stigende opløb passe ham. Havde finalen været hårdere, var det svært at give ham mange chancer, men i en afslutning, der trods alt mest handler om spurtstyrke, kan han bestemt ikke afskrives, når finalen passer ham så godt.

Jeg er ret spændt på Hugo Page. Franskmanden klatrede uhyre overbevisende i Limousin, hvor han var langt mere holdbar end ventet, og han synes efter sin megen sygdom at have nået et helt nyt niveau. Han kørte også en tilsvarende stigende spurt på 2. etape i samme løb, hvor han så uhyggeligt hurtig ud og utvivlsomt med en god position havde vundet. Han vandt jo også den stigende spurt på 4. etape i samme løb, men sandt er det også, at niveauet her er et helt, helt andet. Hans hold har også mangler i positionskampen, og derfor er der meget, der skal flaske sig, men med tanke på det, jeg så i Limousin, er han altså en reel vinderkandidat.

Det er også en glimrende spurt for Andrea Vendrame, der netop var bedst i denne slags spurter, da han startede sin karriere. Sandt er det dog også, at han sjældent vinder, og han mangler nok den allersidste topfart. Efter en lidt sløj periode var der til gengæld masser af håb at hente i Polen, hvor han klatrede bedre, end han har gjort i lang, lang tid, og det taler for, at han bør komme langt, hvis hans ikke imponerende hold klarer sig i positionskampen. Om så farten rækker til faktisk at vinde, må tiden vise. Det er i hvert fald en skam, at styrtet forhindrede os i at se ham spurte i den polske 5%-spurt.

Så er der naturligvis Juan Ayuso. Han spurter godt nok sjældent, og derfor føler jeg mig ikke overbevist om, at han blander sig, men vi ved fra Catalonien sidste år og 2. etape i Romandiet i år, at han bestemt har en vis fart. Han skal nok bruge et hårdt løb for at begå sig, og vi ved jo desværre også allerede nu, at hans dieselmotor har haft for vane at skuffe fælt på eksplosive etaper. Derfor kan han måske endda ende med at have en lidt halvhård dag, men i problemer kommer han jo ikke. Blander han sig i spurten, kan vi forhåbentlig se lidt af den fart, vi ved, han har.

Egentlig har jeg lyst til at rangere Omar Fraile højere. Det er nemlig svært at glemme hans suveræne sejr i Andalusien i en spurt, der var næsten identiske med denne, og jeg tror, at han kan komme ganske langt. Problemet er naturligvis, at han kører for Ineos, og han skal sandsynligvis bruges i positionskampen - akkurat som han skulle på 1. etape af Touren, der også passede ham. Men vi befinder os trods alt i Spanien, og derfor kan man måske drømme om, at han må spurte, selvom det argument ikke var nok i Touren, der jo endda startede på hans baskiske hjemmebane. Får han chancen, kan han - hvis den baskiske lottokupon er i form og ikke falder igennem - i hvert fald spurt op ad bakke.

Det er heller ikke en dum spurt for Oscar Onley. Den skotske komet har skuffet ganske meget i år, men i Polen var der pludselig hul igennem. Her excellerede han netop i de eksplosive finaler, hvor han synes bedst, og denne finale synes at passe ham. Han har punch til Montjuic, og han kan spurte op ad bakke, men jeg tror, at procenterne til sidst er for bløde til, at han kan vinde. Derudover kan han og DSM få det svært i positionskampen - og så skal den lidt svingende Onley lige bekræfte, at den polske form er intakt. Flasker det sig med bonussekunder, og slår han alle fra Movistar, får han sig jo endda en tur i trøjen.

En spændende kandidat er Felix Engelhardt. Han viste sine evner i eksplosive finaler, da han vandt 1. etape af Castilla y Leon i en afslutning, der kunne minde meget om denne, men det er også klart, at dette er et helt, helt andet niveau. Indtil nu har han stort set kun kørt mindre løb, og dette er nok en anelse for voldsomt for ham. Omvendt er han også et helt ubeskrevet blad på dette niveau, og sejren i Castilla y Leon, hvor han slog formstærke Garcia Cortina ganske klart, viser jo i hvert fald, at potentialet er der - hvis altså han klarer sig i positionskampen. Jeg ved heller ikke, om han var en af de mange Jayco-ryttere, der væltede i dag.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Overraskelsernes schweiziske holdeplads

DSM har også Alberto Dainese. Den stigende spurt passer ham udmærket, som vi så med hans nylige sejr i Norge og på 19. etape i Touren sidste år, men spørgsmålet er, om ikke Montjuic er for hård. Han har før imponeret mig med sin holdbarhed, men han så tung ud på stigningerne i Norge. Lige nu synes han ikke at have det superniveau, der var påkrævet, hvis han skulle være med her, og derudover ligner positioneringen jo en tabt kamp for den positioneringssvage italiener. Han har bare overrasket mig før, og når Bouhanni var tæt på at vinde i 2012, tør jeg ikke helt udelukke, at Dainese kan gøre det. Som Onley kan også han tage trøjen

FDJ har et alternativ til Gregoire i Lewis Askey. Ligesom Page imponerede han stort på stigningerne i Limousin, og klarer han positionskampen godt, burde han have en chance for at overleve Montjuic. Hans speciale er også at spurte op ad bakke, og kan han endda få Gregoire til at køre lead-out for sig, står han endnu stærkere. Jeg synes dog også, at vi i Limousin så, at farten nok ikke rækker hele vejen. Også han kan med en etapesejr med en vis sandsynlighed tage trøjen.

Så er der Aleksandr Vlasov . Sidste år viste han flere gange, at han er blevet en ganske hurtig herre, ikke mindst da han og Higuita spurtede mod hinanden om sejren på kongeetapen i Romandiet. I år har han dog ikke været på samme niveau, og han har heller ikke haft helt samme fart. I hvert fald så det ikke godt ud, da han blandede sig i den svagt besatte massespurt i Burgos, og i forvejen har han aldrig haft farten til at slå Roglic. Det betyder dog ikke, at han ikke laver et godt resultat, for jeg vil bestemt forvente at se ham fremme.

Hvis Garcia Cortina igen flopper, kunne Oier Lazkano måske finde på at spurte. Indtil nu har den baskiske komet ellers ikke vist megen fart, men han bliver jo ved med at overraske på nye områder. Han slog trods alt puncheurspecialisten Santiago Buitrago på 4. etape i Burgos, og selvom det var i en betydeligt hårdere finale, viser det, at han ikke er uden punch. Denne er nok for flad til, at vi kan se ham helt fremme, men lad os give ham chancen for at udbrede sit repertoire én gang til.

Ag2r har også Dorian Godon , og selvom Vendrame nok er førstevalg, vil det ikke undre mig, hvis de begge spurter. Den store franskmand har i år nået et helt nyt niveau, som vi særligt så med sejren i Brabantse Pijl. Siden har der været lidt stille om ham, men han viste glimrende form i Polen. Montjuic er stejl for ham, men han imponerede jo faktisk stort på netop den stigning i marts. Det burde derfor være en finale, han kan køre, men farten rækker nok ikke hele vejen.

Man må formode, at Astana kører denne finale for Samuele Battistella , og det burde da også være en afslutning, der passer ham. Han har skuffet stort i lang tid, men har også været ramt af endeløs serie af styrt. I Polen viste han heldigvis endelig det niveau, han har, og her så han ganske godt ud i de eksplosive finaler. Det polske løb viser også, at formen næppe rækker hele vejen, men får vi et relativt hårdt løb, klarer han positionskampen, og bevarer han formen, bør der vente et fornuftigt resultat.

Kan Engelhardt ikke være med, vil Jayco måske køre spurten for Matteo Sobrero. De var i foråret i hvert fald meget ivrige efter at spurte med ham, men det lykkedes ham desværre aldrig at overbevise med sin fart. Tværtimod rækker den næppe særligt langt, selvom det utvivlsomt hjælper ham, at det stiger. Alt sammen kræver det også, at han genfinder den fine form, han havde i foråret, men som han ikke har haft i en menneskealder - og desværre slet ikke i Polen. Det skaber også usikkerhed, at han angiveligt var en af de ryttere, der var i asfalten i dag.

DSM har også Romain Bardet, der jo sidste år viste sig uventet hurtig. Den spurtstyrke brugte han også i Romandiet tidligere i år, men spørgsmålet er, hvad hans ambition i løbet er. Taler de sandt, når de afviser, at han kører klassement, vil jeg tro, at de giver Onley chancen, men hvis han til gengæld har klassementsambitioner, vil han spurte til stregen. I det tilfælde bør han gøre det pænt, men vinde kan han ikke. Til gengæld kan han naturligvis med en vis sandsynlighed tage trøjen.

Bliver det for hårdt for Page, har Intermarché to puncheurs i form af Rui Costa og Rune Herregodts. I gamle dage havde denne slags finaler været guf for Costa, men nu om dage synes han aldrig rigtigt at blande sig. Han genfandt dog lidt af sin fart i sin stærke sæsonstart, og kan vi stole på, at San Sebastian er en indikation på, at hans lange krise er overstået, kan han vel godt lave et resultat. Mere uprøvet er Herregodts, men han viste på Foia i Algarve, at han godt kan godt kan køre en spurt som denne. Det kræver dog, at han klarer positionskampen og viser en helt anden form, end han gjorde i Polen.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Finalen er også skræddersyet til Andrea Bagioli, men det er svært at tro, at han og Casper Pedersen er andet end hjælpere. Efter sejren i Vallonien kunne det også være sjovt at se Filippo Ganna køre denne sput, men nu hvor han ikke længere kan tage trøjen, må han være ren hjælper i den positionskamp, hvor han er rasende vigtig. Joao Almeida genfandt noget punch og spurtstyrke i Polen, men i grand tours synes har slet ikke at deltage i disse spurter, når de ikke er afgørende og chancen for bonus er lille, og Kevin Vauquelin havde i Polen og Limousin mindre fart end ventet. Jonas Vingegaard skal holde sig til, men det er Roglic, der skal vinde for Jumbo, og etapen bør være for hård for Milan Menten, Edward Theuns, Hugo Hofstetter, Geoffey Soupe, Cyril Barthe, David Gonzalez, Sebastian Molano og Matevz Govekar. Hos FDJ har de også Samuel Watson som et tredje kort, men i lyset af det, Askey og Gregoire har vist på det sidste, vil jeg antage, at han og Rudy Molard er hjælpere, og det vil jeg også forvente, at Nico Denz, Kim Heiduk, Jonas Koch, Damien Touzé, Rui Oliveira og Finn Fisher-Black¸ der jo ellers var fremragende i 5%-spurten i Polen. Afslutningen er god for Sean Quinn og Andrea Piccolo, men de må antages at køre for Van den Berg, og hos Lotto vil jeg tro, at Lennert Van Eetvelt kører for Kron. Afslutningen er god for Ruben Guerreiro, men efter endnu en skuffelse i Polen, vil jeg tro, at han er hjælper for Garcia Cortina og Enric Mas, mens spurten er for let for Santiago Buitrago. Netop Enric Mas viste puncheurevner sidste år, men denne er en anelse for let, og han kan mest af alt med en god spurt måske være heldig at tage trøjen.. Generelt skal klassementsrytterne dog holde sig til, også Geraint Thomas og Damiano Caruso, der begge i dag aldrig spurter, som heller ikke Fabio Felline, Luis Leon Sanchez. og Jacopo Mosca gør det. Pierre Latour har ikke vist sin fart i nogen tid, og efter de seneste mange skuffelser har jeg lidt svært ved at se Bauke Mollema blande sig helt fremme, selvom han senest på 1. etape i Giroen i 2022 bekræftede sine evner i den slags finaler. Heller ikke Jesus Herrada må antages at blande sig, da han sjældent spurter, og Coquard er plan A. Endelig er finalen ikke helt uden for rækkevidde for Orluis Aular, Jetse Bol, Fernando Barcelo og Jesus Ezquerra, men jeg har svært ved at se de små hold være med langt fremme i positionskampen.

BEMÆRK: Husk, at der rangeres efter vinderpotentiale og ikke top 10-potentiale, hvilket er meget vigtigt i denne finale.

OPDATERING: Grundet vejret tages tiden nu med 9 km igen, altså inden Montjuic-rundstrækningen, og al bonus er fjernet. Hvis vejene er våde, vil jeg forvente, at alle klassementsryttere sidder op, og at det kun er etapejægerne, der kører om etapen. Her kan vi så forvente at se angreb fra folk som Gregoire, Kron, Higuita, Lazkano, Battistella og Onley, mens sprinterne vil forsøge at overleve til en spurt. Med kampen om bonussekunder ude af billedet vil det ikke være Jumbo, der lægger presset. Det øger chancen for, at en sprinter vinder, men det øger også chancen for, at de nævnte puncheurtyper kan køre væk (ligesom de naturligvis kan vinde en spurt). Er vejene tørre, er det muligt, at Roglic stadig vil gå efter en etapesejr, men jeg vil forvente, at han sparer sig til i morgen. Jeg har derfor renset favoritvurderingen for klassementsrytterne, der må formodes at sidde op. Første mand fra DSM eller Movistar (som ikke tabte tid i går) tager trøjen.

OPDATERING 2: Der har været nogen uklarhed om status på bonussekunderne. Det ser ud til, at de fastholdes. Det er derfor ikke umuligt, at Jumbo alligevel vil gå efter dem - hvis vejene er tørre, er jeg ret sikre på, at de vil det - men om de også vil tage risici på nedkørslen, er usikkert. Meget vil altså afhænge af betingelserne. Lige nu kunne det se ud til, at vi får tørvejr, så derfor fastholder jeg i stedet min oprindelige rangering med bemærkningen om, at regn kan ændre alt.

Feltet.dks vinderbud: Primoz Roglic

Øvrige vinderkandidater: Bryan Coquard, Marijn van den Berg

Outsidere: Ivan Garcia Cortina, Kaden Groves, Remco Evenepoel, Romain Gregoire, Andreas Kron

Jokers: Sergio Higuita, Hugo Page, Andrea Vendrame, Juan Ayuso, Omar Fraile, Oscar Onley, Felix Engelhardt, Alberto Dainese, Lewis Askey, Aleksandr Vlasov, Oier Lazkano, Dorian Godon, Samuele Battistella, Matteo Sobrero, Romain Bardet, Rui Costa, Rune Herregodts

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Philippe Gilberts sejr fra 2012, hvor finalen var den samme.

SE VUELTA A ESPANA UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE