Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?
På forhånd tak!
Feltet.dk
Fabio Jakobsen kronede sit exceptionelle comeback ved at vinde karrierens første massespurt i Tour de France og dermed bevise, hvorfor han er sæsonens mest vindende sprinter. Allerede søndag får han chancen for at udbygge sin Tour-stime, når den danske cykelfest slutter med en tur ned gennem Sønderjylland, hvor frygten for sidevind igen lurer, men hvor sprinterne efter alt at dømme skal til fadet igen.
Annonce
STREAM TOUR DE FRANCE TIL HALV PRIS OG UDEN AFBRYDELSER
Ruten
Da den danske del af Tour-ruten blev præsenteret, var der en del hype om både 1. og 2. etape, mens 3. etape ikke fik samme opmærksomhed, da den hverken byder på enkeltstarter eller store broer. Det vil sprinterne imidlertid ikke brokke sig over, for selvom afslutningen på den danske fest indledes i Vejles kuperede terræn betyder afslutningen i det relativt flade Sønderjylland, at det vil være højst overraskende, hvis ikke de hurtige folk får det sidste ord på dansk grund. Til gengæld skal de også sørge for at slå til nu, for når vi rammer fransk territorium, er det småt med mulighederne, og derfor vil det være et sultent sprinterkobbel, der vil runde det danske Tour-eventyr af med det, der ligner en af løbets mest sikre massespurter.
I alt skal der tilbagelægges 182,0 km, som fører feltet fra Vejle til Sønderborg. Selvom startbyen er kendt for sine bakker, besøger man ingen af de kendteste og stejleste af slagsen. Man lægger dog ud med at køre mod nordvest ud af byen via bakken på Jellingvej, hvorefter man fortsætter i samme retning ud til Jelling, hvor Jellingestenene vises frem for tv-publikummet. Her vender man runder for ad snoede veje at køre mod syd, inden en lige vej leder mod øst tilbage til Vejle. Her kører man mod syd ned langs udkanten af byen, inden det går mod sydvest op ad kategori 4-stigningen Koldingvej (1,1 km, 3,4%), der er vanskeligst på anden del, hvor den stiger med 5,2% over de sidste 600 m frem mod toppen, som rundes efter 27,3 km.
Nu forlader man Vejle ved at køre igennem relativt fladt terræn mod sydvest til Ødsted, som nås efter 36,6 km, inden det går mod syd og sydøst med retning mod Kolding. Her passerer man ind gennem centrum efter 54,7 km, inden man snor sig mod sydøst ud mod vandet, som nås i byen Hejlsminde. Her skal man over dagens anden kategori 4-stigningen Hejlsminde Strand (800 m, 5,5%), hvis top passeres efter 82,8 km, hvorefter man igennem fladt terræn kører mod nordvest væk fra havet og frem til Christansfeld, hvor dagens spurt kommer efter 90,5 km for enden af lang og lige vej uden sving over de sidste 3 km.
Nu drejer man mod syd for at følge en lige og flad vej, der leder ned mod Haderslev, som passeres efter 102,0 km. Det går videre mod syd, indtil man kort efter Sønder Vilstrup når kysten, som kortvarigt følges mod sydvest, indtil man snor sig igennem terrænet frem mod dagens sidste kategori 4-stgining, Genner Strand (1,7 km, 3,4%), der er en jævn og let stigning med top efter 123,3 km. Derfra går det videre mod syd igennem fladlandet frem til Aabenraa, som passeres efter 135,8 km, hvor man kortvarigt følger vandet mod øst for siden at køre mod sydøst fem til Gråsten, som nås efter 159,3 km.
Nu går det mod sydøst ind mod Sønderborg, idet man efter 171,5 km passerer Dybbøl Mølle. I målbyen kører man en tur mod uret rundt langs byens udkant, og det går således ad en kun let snoet vej uden sving over de sidste 5 km, indtil man med 750 m igen tager et skarpt venstresving ind på den 7 m brede opløbsstækning. Den sidste kilometer er ganske let stigende med 0,4% i snit
Etapen byder på i alt 1263 højdemeter.
Sønderborg har flere gange været besøgt af Danmark Rundt i dette årtusinde. Det skete senest i 2021, hvor Mads Pedersen sejrede i en massespurt foran Giacomo Nizzolo og Dylan Groenewegen i en anden og hårdere finale, og i 2016, hvor Magnus Cort vandt samme hårde spurt foran Moreno Hofland og den førende Daniele Bennati og med 2 sekunder ned til resten af feltet. I 2013 var Matti Breschel hurtigst foran holdkammeraten Marko Kump og Hofland, og Breschel sejrede også i 2008, denne gang foran Jürgen Roelandts og Markus Zberg. I 2002 kørte Jakob Piil hjem til en suveræn solosejr med 1.06 ned til feltet, hvis spurt vandtes af Steven de Jongh foran Michel van Hacke. Byen var også vært for DM i 2009, hvor Breschel vandt linjeløbet på en dag, hvor Saxo Bank ryddede podiet, og Lars Bak vandt enkeltstarten, hvor Saxo Bank satte sig på top 4.
STREAM TOUR DE FRANCE TIL HALV PRIS OG UDEN AFBRYDELSER
Vejret
Der var en drøm om sidevind på broen, men den blev ikke til virkelighed, og det gør den næppe heller på den sidste danske etape. Her venter en lidt stadig start, hvor der de første par timer vil være en bygerisiko på ca. 45%, men derefter bør det holde tørt med kun få skyer. Temperaturen vil være pæne 22 grader, og der vil være svagere vind end i dag, nemlig blot en let til jævn vind (11-15 km/t), først fra sydvest, men senere mere fra vestsydvest. Det giver efter den indledende rundstrækning sidemodvind det mest af dagen, men efterhånden som vinden drejer, bliver det mere og mere sidevind. Efter Aabenraa vil der over de sidste 40 km være sidemedvind, indtil man med 3 km igen får næsten ren sidevind og slutteligt direkte modvind over de sidste 800 m.
Analyse af 2. etape
Favoritterne
Lige siden de danske Tour-etaper er blevet præsenteret, er 3. etape fløjet under radaren. Mens enkeltstarten har fået megen opmærksomhed, fordi enkeltstarter pr. definition er afgørende, og 2. etape var spændende i kraft af den - desværre ikke sandsynlige - drøm om sidevindskørsel, har snakken om den sønderjyske etape mest gået på frustrationen over, at den ”vender forkert” og ikke slutter i de vejlensiske bakker, hvor vi kunne have fået en mere actionpræget finale.
Det er da også sandt, at det kunne have skaffet lidt variation til foretagendet med en afslutning i Vejle, for med udsigten til, at 2. etape efter al sandsynlighed ville blive en klassisk sprinteretape, som den altså også gjorde, bliver 3. etape nu let bare en gentagelse. Ganske vist er Danmark kendt for at være et blæsende land, men om sommeren er det faktisk ikke så slemt endda. Det har i hvert fald været så lidt, at jeg ikke kan huske nogen rigtig sidevindsetape i Danmark Rundt, hvis man ser bort fra den særlige septemberudgave i 2017, hvor vejret jo er helt anderledes efterårsagtigt.
I forvejen er det ikke let at splitte et Tour-felt. Som vi fik udstillet igen i dag, er nervøsiteten i Touren så ekstrem, at der skal meget til at fange feltet på det forkerte ben, og sidevindskørsel fungerer oftest bedst, hvis det har et element af overraskelse. Dertil skal lægges, at de mange tilskuere giver ekstra læ, og hvis sønderjyderne har tænkt sig at møde frem i samme vanvittige mængder som sjællænderne, skal der vel nærmest en mindre orkan til, hvis 3. etape skal være andet og mere end en sprinteretape.
Den orkan får vi ikke, men vi får en retning, der kan noget. Den vil være i sydvest fra start, men det ser ud til, at den vil være i vestsydvest gennem det meste af etapen. Det giver noget, der lugter af sidevind det meste af dagen, indtil man får mere sidemedvind ind mod Sønderborg til sidst.
Det bør være nok til at gøre feltet nervøst, I Touren kan selv et lille pust fra en barnemund gøre feltet dødsangste, hvis det bare kommer fra siden, og derfor venter der formentlig endnu en meget stressende dag med hektisk positionskamp gennem det meste af etapen. Det er dog svært at forestille sig, at vinden er stærk nok til at skabe splittelse - slet ikke når sønderjyderne hjælper med at give læ - men man kan ikke udelukke, at Ineos og/eller Jumbo vil prøve på et eller andet tidspunkt. Som nævnt i analysen så UAE og Tadej Pogacar akkurat lige så sårbare ud som frygtet, men selv hvis de tager initiativet, er det nok kun styrt og ikke vinden, der kan splitte feltet.
FØLG TOUR DE FRANCE PÅ FELTET.DK/TOUR
Det ligner derfor en ret klassisk sprinteretape. Som i dag vil udbruddet blive etableret fra km 0, og det er svært at se, at interessen vil være stor. Grundet sit tidstab i dag er der en stor risiko for, at Magnus Cort mister trøjen, hvis samme rytter vinder alle morgendagens bjergspurter, og derfor skal han i udbrud igen, hvis han vil være sikker på at holde den. Her til aften vidste han ikke, om han får lov til det - det er måske tvivlsomt, når man ser på de problemer, holdet i dag havde med Rigoberto Uran og Ruben Guerreiro - og det er derfor uklart, om han vil afsted igen. Derudover B&B er formentlig friske igen, og måske vil Cofidis også afsted. Man kunne også forestille sig, at Intermarché er friske igen - det er vel snart ved at være ti for Taco van der Hoorn, der jo har for vane at vinde 3. etape i de grand tours, han kører - men derudover er det svært at se, hvem der har den store interesse.
Derefter vil vi få det klassiske scenarium. Jumbo vil tage fronten, men jeg er ret spændt på, om de vil føre gennem hele dagen. Det er nu, det bliver lidt problematisk at have så mange ambitioner, for normalt ville de overlade det til sprinterholdene. Det er bare lidt sværere, når de faktisk har en mand, der kan vinde. Det er dog ret ligegyldigt, for Lotto og Quick-Step skal nok være der, og jeg vil også tro, at BikeExchange skal frem, selvom de måske bruger dagens resultat som alibi for at slippe. Det kunne i hvert fald ligne dem.
Herefter venter en dag som i dag. Det bliver nervøst i sidevinden gennem hele dagen, mens udbruddet slås om bjergpointene, og måske vil Ineos eller Jumbo lige give den et forsøg undervejs. Det bør dog ikke føre til noget, og det vil være styrtene, der kan skabe dramaet. Undervejs skal de så køre den indlagte spurt, hvor det bliver interessant at se, hvem der blander sig. Vi ved, at Wout van Aert og Peter Sagan gør det, og Fabio Jakobsen vil i hvert fald også holde sig til, som han gjorde i dag, men måske har Caleb Ewan allerede givet op, når han nu kiksede totalt i dag. Mads Pedersen, Alexander Kristoff og Dylan Groenewegen synes i første omgang at lade den grønne trøje sejle. Uanset hvad vil den igen blive kørt for halv kraft, og det handler mest om at undgå at tabe mange point til konkurrenterne. De store forskelle kan gøres i Sønderborg, ikke i Christiansfeld.
I sidste vil udbruddet efter al sandsynlighed blive hentet, selvom en medvindsfinale altid er lidt småfarlig, og vi bør få vores spurt. Den minder meget om dagens, da det går ad en lige vej uden sving over mange kilometer, indtil vi får et sidste skarpt sving, denne gang med 750 og ikke 800 m til mål. Det er altså en spurt, hvor det vil være vigtigt at sidde godt her, men det er ikke en spurt, hvor et tog er helt så afgørende, som det ville være i en mere kringlet finale. Vejen er også lit bredere, og det mindsker risikoen for at blive lukket inde. Igen vil der være modvind i finalen, hvorfor det handler om at time det hele rigtigt, men til gengæld er der den forskel, at det denne gang er let stigende, selvom det er så bløde procenter, at det ikke vil forskubbe balancen væsentligt.
SE OGSÅ: ALT OM ETAPER OG RUTERNE
Jeg vælger igen at gå med Fabio Jakobsen. Ganske vist gik det en smule galt til sidst, da Michael Mørkøv tabte hjulet på Yves Lampaert, netop som de var i gang med at køre et lead-out fra spids, men det lykkedes stadig danskeren at anbringe sin kaptajn i en position, hvorfra han med sin tårnhøje fart kunne gøre det færdigt. Det er en gåde, hvorfor Florian Senechal ikke spillede sin rolle mellem Lampaert og Mørkøv og blev brugt tidligere, men de fik - selv uden Senechal - vist, at de har et af de bedste tog. De har potentialet til at køre den hjem fra spids, som de var tæt på i dag, og man kan sagtens se dem gå igennem sidste sving med Lampaert-Mørkøv-Jakobsen eller Senechal-Mørkøv-Jakobsen forrest, men vi så også i dag, at det kan reddes, hvis det går galt.
Samtidig satte Jakobsen en streg under sin fart. Vi fik ikke duellen med Groenewegen eller en kamp med Ewan at se, men han viste i hvert fald, at han er hurtigere end alle andre. Jeg har stadig en tro på, at Groenewegen kan være den hurtigste af de to, men i kraft af toget og positioneringen taler meget for, at Jakobsen igen vil sidde i den bedste position, og så bliver han svær at slå. Derfor tror jeg på endnu en hollandsk sejr, også fordi han har vist, at han er god i let stigende spurter.
Baseret på vinderpotentiale må Dylan Groenewegen være næst. I dag gik det som frygtet, nemlig at han nok engang var ude af position, og det blev derfor heller ikke i dag, at vi fik at se, om han er hurtigere end Jakobsen. Baseret på det, vi så i Ungarn, er han det dog, og derfor handler alt om at komme i position, som det plejer. Det nye tog med Amund Grøndahl Jansen-Michael Matthews-Luka Mezgec gjorde det egentlig pænt, men Groenewegen tabte som så ofte før hjulet på sit hold. Derfor endte han alene, men hvis han kan holde sig til Mezgec, har de altså et vist potentiale. Denne gang er vejen lidt bredere, og det mindsker risikoen for at blive lukket inde, og derudover er finalen endda endnu enklere end i dag. Han havde foretrukket en flad spurt, men en let stigende spurt er ikke et problem, og i denne finale må han have en større chance for at sidde rigtigt, end han gjorde i dag. Lykkes det, tror jeg stadig, at han er den hurtigste.
Jeg vælger at pege på Caleb Ewan som nr. 3 - igen baseret på vinderpotentiale. Som beskrevet i analysen er han meget sårbar, fordi hans tog er så svagt, og det er en risikabel strategi at anbringe ham på det rette hjul i finalen. Det fungerede dog meget godt i dag, hvor han sad bag Jakobsen, indtil kollisionen mellem hollænderen og Peter Sagan, og herefter blev hans egen cykel ødelagt. Det vidner om, at strategien sagtens kan fungere, og på papiret er han vel også den tredjehurtigste i dette felt. Vi så i deres to tidligere spurter i år, at Jakobsen har en lille overhånd, men den var ganske marginal, og det vil være en klar fordel for Ewan, at det denne gang er stigende, og at der igen er modvind. Hvis Ewan skal have skovlen under de to hollændere, er denne spurt en af hans bedre chancer, også fordi den ukomplicerede finale gør det nemmere at finde det rette hjul uden den store støtte. Det kan ende galt, som det gjorde i dag, men sidder han rigtigt, har han bestemt en chance.
BLIV RIGTIG TOUR-FAN MED DET OFFICIELLE MERCHANDISE
Jeg rykker Wout van Aert op i hierarkiet. Vi vidste godt, at han er en ørn i positionskampen, men det var som beskrevet i analysen opløftende at se, hvor godt han spurtede. Det var vel den bedste spurt, han har kørt i år, og i dag står det klart, at han godt kan vinde i dette felt, hvis bare positionskampen bag ham falder ud på rette facon og fanger de hurtigste længere tilbage. Denne gang stiger opløbet endda, og det bør give ham en endnu bedre chance. Som vi så i dag, er der folk, der er hurtigere end ham, men med sin positionering - godt assisteret af Chrostophe Laporte, der var fremragende i dag - bør han altid sidde så godt, at han kan spurte frit. Så må positionskampen bag ham afgøre, om det er nok til at vinde. Det er han ikke selv helt herre over.
Det var overraskende at se den normalt så positioneringsstærke Jasper Philipsen misse ud i dag, men de skød også sig selv i foden ved at lade Mathieu van der Poel lege turist midt i feltet. Alexander Krieger fik ham stadig kørt frem til sidste, men det var en anelse for sent. Samler de hele baduljen med Kristian Sbaragli-Edward Planckaert-Krieger-Van der Poel foran Philipsen har de et tog, der kan true Quick-Step, men selv uden det kan vi normalt regne med, at Philipsen sidder betydeligt bedre, end han gjorde i dag. Til gengæld er han på papiret lidt langsommere end de tre største favoritter, og hans spurt i dag var svagere, end jeg havde ventet. Han havde dog også brugt mange kræfter på det sene fremstød, og det kan være forklaringen. Han burde være hurtigere, end han var det i dag, og han vil elske, at det i morgen er let stigende.
I dag gik det galt for Alexander Kristoff. Intermarché-toget kunne i dette selskab ikke dominere, som de kunne det tidligere i år, men det så nu slet ikke så skidt ud endda. De sad fint med Georg Zimmermann foran Adrien Petit og Andrea Pasqualon, men de manglede i den grad Sven Erik Bystrøm, der havde brændt krudtet af i udbrud. I morgen er han formentlig tilbage i rollen foran Petit, og det vil være en styrkelse. I dag sad Pasqualon også klar til at redde det, da det var gået galt, men Kristoff havde tabt hjulet, og derefter var løbet kørt. Toget er helt sikkert bedre, end vi så det i dag, og Pasqualon har vist sig som en fremragende lead-out man. Der er hurtigere folk end Kristoff i dette felt, men han har i år spurtet ganske overbevisende - senest da han slog Mads Pedersen i Norge - og selvom han næppe vinder, bør han kunne ende langt fremme. Han vil også sætte pris på dette let stigende opløb, for mens han har det svært, hvis det bliver lidt stejlere, kan han godt lide de helt bløde procenter.
Det vil Mads Pedersen også. Vi fik igen i dag set, at han mangler farten til at matche de bedste, men det nye var, at Van Aert også slog ham klart. Det er bekymrende, for nu er der endnu flere, som skal fanges, hvis han faktisk skal vinde. Til gengæld kan han glæde sig over, at Jasper Stuyven igen viste sin høje klasse, og selvom de mangler den sygdomsramte Alex Kirsch, er der en vis sandsynlighed for, at Pedersen igen sættes op fra spids. Han vil elske, at det denne gang er stigende, men hvis han for alvor skulle drage fordel af det, skulle det være en endnu hårdere spurt. Med endnu et godt lead-out fra Stuyven har han en chance for at vinde, men det kræver, at de hurtigste alle fanges, og det er i denne ukomplicerede finale på bred vej ikke specielt sandsynligt.
Meget af det samme kan siges om Peter Sagan. Modsat Pedersen har han ikke noget stort tog, men han har sin positioneringsevne. Den viste han igen i dag, hvor han atter sad rigtigt, indtil han næsten kolliderede med Jakobsen og fik ødelagt sin spurt. Vi kan stadig stole på, at Sagan nok skal sidde, hvor det er sjovt, men selvom vi ikke fik hans fart at se i dag, hvor han mistede alt sit momentum, er der stadig mange, der er hurtigere end ham. Det vil hjælpe ham, at opløbet er stigende, men ligesom Pedersen vil han være afhængig af, at flere skal fanges for langt tilbage, og det er trods alt usandsynligt, hvis ikke styrt - og de til gengæld sandsynlige - spiller ind.
I dag røg Alberto Dainese i asfalten, og derfor kom han aldrig til at spurte, da DSM i stedet spurtede med Nils Eekhoff. Det forlyder imidlertid ikke, at han har slået sig, og derfor må man formode, at han er klar til at give den et nyt forsøg. Som altid er hans udfordring, at han formentlig kikser i positionskampen, men i dette løb har han med John Degenkolb foran Eekhoff et bedre tog, end han har haft i flere andre løb. Det er dog stadig et tog, der ikke kan matche de bedste, og da Dainese i forvejen har det meget svært i positionskampen, vil han formentlig igen sidde for langt tilbage. Vi så dog i Giroen, at han har en imponerende topfart, når man rammer den ene gang ud af 100, hvor han kan spurte nogenlunde frit. Han vil næppe have nogen ulempe af, at det stiger lidt, og det hjælper, at finalen er enkel. For at vinde skal han dog have det held, han i år kun har haft én gang i mange, mange forsøg.
Som skrevet i analysen var det opløftende at se Danny van Poppel i dag. Vi vidste godt, at han har en vis næse for positionering, og at han derfor sjældent falder helt igennem, men det var lovende at se ham klare sig så fint, selvom han er alene. Derudover kørte han næsten lige op med Philipsen på fart, og det er bestemt ikke nogen ringe præstation. Han vil også elske, at det denne gang stiger, for det er her, han har sin force, men han havde foretrukket, at den var hårdere. Her er den for let til, at han har en reel chance for at vinde, og det hjælper heller ikke, at han skal finde positionen selv. Dels koster det ekstra kræfter, og dels gør det ham mere usikker, fordi han ikke har helt samme eminente næse som Van Aert og Sagan.
Det var ikke en god dag for Arkea. Normalt sidder Hugo Hofstetter ellers altid rigtigt, men det gjorde han ikke i dag. Planen gik dog også i vasken, da han i finalen tabte hjulet på Amaury Capiot, der her er ren lead-out man, og det ødelagde spurten, at han pludselig skulle bevæge sig frem på egen hånd. Det er et lille tog med kun to mand, måske med støtte fra Matis Louvel, men de er så gode i positionskampen, at de bør kunne sidde langt fremme. Til gengæld mangler Hofstetter en masse fart, og derfor vinder han aldrig, heller ikke selvom han vil sætte pris på, at det stiger.
Det var en stor overraskelse, at B&B i dag spurtede med både Jeremy Lecroq og Luca Mozzato. Normalt er Lecroq ellers lead-out man, men baseret på de efterfølgende kommentarer tyder det på, at det er planen, at de begge skal spurte. Ingen af dem har farten til at vinde, men særligt Lecroq har før vist gode evner i positionskampen. Jeg har også altid undret mig over, hvorfor de har spurtet for Mozzato, for i klassiske spurter vil jeg vurdere, at franskmanden er hurtigst, som han også var det i dag. Måske ændres balancen lidt af, at det stiger, hvilket Mozzato vil elske, men også i kraft at positioneringen står Lecroq formentlig stærkest. Med den begrænsede støtte er de begge usikre kort, når de ikke hjælper hinanden, men de viste i dag, at de i et felt med relativt få sprintere godt kan være med.
Jeg åbner også døren for Magnus Cort. Som sagt er det uklart, om danskeren skal i udbrud, men hvis han bliver bedt blive i feltet, kan det ikke udelukkes, at han vil spurte. Normalt skipper han disse spurter, men det er sidste dag i Danmark, han kører i bjergtrøjen, og det stiger, hvilket før har fået ham til at give den et skud. Han har endda tidligere vundet i Sønderborg, ganske vist i en hårdere finale, og han har således gode minder. Han vinder ikke, for med den begrænsede støtte holdet vil give ham, sidder han næsten med sikkerhed som altid for langt tilbage i det sene sving, men heldigvis er finalen enkel og vejen relativt bred. Han synes ikke at have samme fart som tidligere, og der er mange, der er hurtigere end ham, men i et stigende opløb burde han være konkurrencedygtig, hvis han giver den et skud og denne gang klarer positionskampen, der altid er hans store problem.
Endelig er der Max Walscheid . I dag gik det som frygtet, nemlig at han var ude af position, og det vil han sikkert være igen i morgen. Han har kun Benjamin Thomas til at støtte sig, og han er i forvejen svag i positionskampen. Det er dog gået meget bedre i år, end det plejer, og heldigvis er denne finale enkel med en bredere vej. Til gengæld har han slet ikke fordums fart, og det er bestemt heller ikke til hans fordel, at det stiger. Derfor bliver det højst til en yderlig top 10, og det kan sagtens ende endnu værre, som det gjorde i dag.
Jeg regner ikke med, at de øvrige hold blander sig i spurten. Måske vil Alexandr Riabushenko spurte for Astana, hvilket styrtet i dag forhindrede, men det er højst usikkert, og han mangler både fart, støtte og positionering. I dag så vi, at Tom Pidcock er ren arbejdsmand i vinden, og hos Ag2r gælder det samme for Oliver Naesen og Stan Dewulf . Hos Bahrain må Fred Wright også antages at være arbejdsmand, og det samme gælder for Matej Mohoric, der heller ikke er en mand til massespurter. Hos EF regner jeg ikke med, at Stefan Bissegger spurte, selvom Cort måtte have været i udbrud, og Kevin Geniets spurter helt sikkert ikke for FDJ. Hos Israel-PT er det muligt, at Hugo Houle vil holde sig til i top 20, som han ofte gør og næsten gjorde i dag, men det er tvivlsomt, om han gider det og ikke i stedet holder sig til Jakob Fuglsang. Endelig synes Albert Torres helt at være stoppet med at spurte efter skiftet til Movistar.
BEMÆRK: Som altid er det en rangering af vinderpotentiale. For at finde ud af, hvem der har størst sandsynlighed for at ende fremme, må man bide i det sure æble og læse teksten.
OPDATERING: B&B har uddybet, at de spurtede med Lecroq og ikke som normalt Mozzato, fordi italieneren var styrtet på broen. Hvem de kører for søndag, afhænger af Mozzatos fysiske tilstand efter styrtet.
Feltet.dks vinderbud: Fabio Jakobsen
Øvrige vinderkandidater: Dylan Groenewegen, Caleb Ewan
Outsidere: Wout van Aert, Jasper Philipsen, Alexander Kristoff, Mads Pedersen, Peter Sagan
Jokers: Alberto Dainese, Danny van Poppel, Hugo Hofstetter, Jeremy Lecroq, Luca Mozzato, Magnus Cort, Max Walscheid
Stjernernes betydning:
Feltet.dks bud på løbets/etapens vinder. | |
De to største rivaler til den store favorit og begge meget sandsynlige vindere. | |
Tre ryttere, der alle må tilskrives en betydelig chance for at vinde, og som minimum bør være i spil til en top 3-placering. | |
Fire ryttere, for hvem vinderchancen er reel, men begrænset. For en sejr skal meget flaske sig, men en top 5-placering er til gengæld sandsynlig. | |
Fem ryttere, for hvem en sejr må betragtes som usandsynlig, men som er gode bud på en top 10-placering. |
Fabio Jakobsen | |
Dylan Groenewegen, Caleb Ewan | |
Wout van Aert, Jasper Philipsen, Alexander Kristoff, Mads Pedersen, Peter Sagan | |
Alberto Dainese, Danny van Poppel, Hugo Hofstetter, Jeremy Lecroq, Luca Mozzato, Magnus Cort, Max Walscheid | |
Florian Senechal, Alexandr Riabushenko, Christophe Laporte, Mathieu van der Poel, Michael Matthews, Amaury Capiot, Andrea Pasqualon, Jasper Stuyven, Nils Eekhoff, Edvald Boasson Hagen, Marco Haller, Michael Mørkøv, Hugo Houle, Fred Wright, Oliver Naesen |
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Alpecin-Deceuninck |
Arkéa - B&B Hotels |
Astana Qazaqstan |
Bahrain Victorious |
Cofidis |
Decathlon AG2R La Mondiale |
EF Education - EasyPost |
Groupama-FDJ |
INEOS Grenadiers |
Intermarché - Wanty |
Lidl - Trek |
Movistar Team |
Red Bull - BORA - hansgrohe |
Soudal - Quick Step |
Team DSM-Firmenich PostNL |
Team Jayco AlUla |
Team Visma | Lease a Bike |
UAE Team Emirates |
Annonce
Van der Poel skylder danske fans en fodbold
Revanchelysten Ewan forklarer gårdagens dårlige resultat
Lefevere om resultater: Kolleger ville gå hjem
Powless i ekstase: VIlle ønske, jeg kunne køre løb i Danmark noget oftere