Optakt: 4. etape af Tour de France

SE ALLE ETAPER AF ÅRETS TOUR DE FRANCE UDEN REKLAMER PÅ DISCOVERY+

Ruten

Sprinterne skulle vente lidt på deres første chance, men nu går der til gengæld ren sprinterfestival i den. Allerede tirsdag venter således den anden chance på en kort og helt flad etape, der er den fjerde i Bretagne, men som indleder rejsen mod Alperne. Som en helt klassisk udgave af første uges flade transportetaper lægger den op til en let stigende massespurt, men selvom Nordfrankrig ikke er så blæsende om sommeren som i foråret, ved alle, at vind også kan være en trussel på denne tid af året.

I alt skal der køres helt beskedne 150,4 km, som fører feltet fra Redon til Fougères. Nok går det lidt op og ned det meste af dagen, men ikke nok til, at man har kunnet finde én eneste bjergspurt, og det er derfor retningen og ikke terrænet, der er interessant. Indledningsvis kører man mod nordøst igennem fladlandet, indtil man efter 56,0 lette kilometer, når frem til byen Janzé. Her drejer man mod nord for at følge en næsten helt lige vej frem til byen Liffré, der passerer efter 86,7 km kort efter etapens midtpunkt.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Nu følger endnu en retningsændring, når man rammer en lige vej, som leder mod sydøst ned til byen Vitré, der er kendt fra løbet Route Adelié de Vitré, og som efter 114,4 km er rammen om dagens spurt, der denne gang stiger let med 1,4% over den sidste kilometer, og som går via en vej med en relativt kraftig kurve 300 m fra stregen. Umiddelbart herefter drejer man mord nordøst for at følge en relativt lige og stadig flad vej frem til La-Cimette, hvor man med 8,1 km igen drejer mod nordvest. Nu går det ad en lige vej ind mod målbyen, hvor man med 2,9 km igen drejer til venstre i en rundkørsel. Med 1900 m igen skal man lige igennem endnu en rundkørsel, og derefter følger med 900 m igen et højresving i en sidste rundkørsel og dernæst et blødt venstresving, der leder ind på den 800 m lange, 6 m brede opløbsstrækning, som bugter sig let og først lader målstregen komme til syne på de sidste 50 m. De sidste 800 m stiger let med 2,0%.

Etapen byder på i alt 1354 højdemeter.

Fougères var senest målby i 2015, hvor det i tredje forsøg endelig lykkedes for Mark Cavendish at få skovlen under André Greipel i en massespurt, der havde Peter Sagan som nr. 3. Tour de Bretagne var forbi i 2017, hvor Andrea Vendrame slog Elie Gesbert i en tomandsspurt, mens en vis Julian Alaphilippe i 2013 vandt en massespurt i byen i selvsamme løb. I 2009 tog Julien Fouchard en udbrudssejr i samme løb, efter at Jean Zen havde gjort det samme i 2006.

SE ALLE ETAPER AF ÅRETS TOUR DE FRANCE UDEN REKLAMER PÅ DISCOVERY+

Vejret

I dag var rytterne heldige med, at vejrudsigten fra søndag aften viste sig helt forket, og chancen for tørvejr tirsdag er også ganske god. Her ventes tørvejr og relativt meget sol fra starten, hvor bygerisikoen kun vil være ca. 25%, men den vil langsomt vokse til 45% for siden at aftage til 25% igen i finalen. Temperaturen i målbyen vil nå 20 grader, og det vil denne gang være en anelse mere blæsende, end det har været de første dage. Således vil der blæse en let til jævn og svagt tiltagende vind (13-17 km/7) fra nordvest. Det giver faktisk direkte sidevind nærmest uafbrudt, indtil man med 94,4 km igen får sidemodvind. Med 63,7 km igen får man direkte medvind frem til spurten, hvorefter der bliver halvt side-, halvt sidemodvind, indtil man med 8,1 km igen får modvind. Med 2,8 km igen får man kortvarigt sidevind, som gradvist bliver til sidemodvind og slutteligt modvind over de sidste 800 m.

Læs også

Spansk mester står foran stor beslutning

Analyse af 3. etape

I de senere år har et af de mest intenst debatterede emner i cykelsporten været spørgsmålet om sikkerhed. Debatten blev vel for alvor sat i gang i forbindelse med de mange motorcykeluheld, vi så for nogle år siden, hvoraf det værste desværre har efterladt Stig Broeckx i en svært handicappet tilstand. Siden da er rytternes opråb blevet tydeligere og tydeligere, og det hele intensiveredes ekstra meget sidste sommer, hvor Dylan Groenewegens og Fabio Jakobsens vanvidsstyrt i Polen for alvor vakte opsigt også uden for cykelsportens traditionelle rammer.

Rytterne er også blevet hørt. En arbejdsgruppe med deltagelse af blandt andre Matteo Trentin og Philippe Gilbert som repræsentant for sportens vigtigste aktører har været primus motor i et arbejde, der har ført til en hel serie initiativer, som gerne skulle føre til færre uheld i fremtiden. Blandt tiltagene er blandt andet større krav til rutedesignet, og løbsarrangører risikerer endda at få deres licens inddraget, hvis de ikke lever op til deres forpligtelser. Blandt andet har BinckBank Tour været i vælten og fået formelle påtaler fra UCI.

I det lys kan det undre, at ASO uden videre brok fik lov at designe dagens 3. etape af verdens største cykelløb. Allerede for to dage siden var det hovedtemaet for min analyse, at Tourens enorme stressniveau gør løbet meget farligere end alle andre og helt usammenligneligt med det, vi ser selv i klassikerne eller de to grand tours. Over de tre uger i Frankrig er der så meget på spil, at risikovilligheden er mangedoblet i forhold til det, vi ser i andre af sæsonens løb, og derfor er overlevelse i Tourens første uge en lige så vigtig forudsætning for Tour-succes som gode ben på bjerge og enkeltstarter.

Det stress er naturligvis kun taget til med årene, hvor Tourens betydning i en moderne medietid blot synes at vokse eksponentielt. Når sponsorerne angiveligt får 80% af deres eksponering over bare de 23 dage, er det ikke mærkeligt, at presset er steget voldsomt siden dengang, hvor tv-dækningen var sparsom, og man måtte vente til næste dags avis, inden man kunne læse mere om begivenhederne i Frankrig. På den baggrund er det kun helt naturligt, at der stilles større krav til rutedesignet. Mangler man begrundelser, skal man blot se tilbage på de seneste års styrtfestivaler, hvor alt for mange favoritter er blevet elimineret i en del af løbet, der i det overordnede billede mest af alt burde være ligegyldig.

ASO har også taget initiativer. Jeg har ganske vist aldrig hørt dem sige det direkte, men når vi ikke har haft en bjergenkeltstart i løbet siden 2004, skyldes det efter al sandsynlighed, at de vilde scener på Alpe d’Huez, hvor man seriøst frygtede for Lance Armstrongs sikkerhed, fik arrangørerne til at erkende, at den slags etaper ikke fungerer i et moderne Tour-cirkus, der tiltrækker tilskuere i hidtil usete mængder. Heller ikke deres sprinterfinaler synes at have samme farlighed som tidligere, og man ser i dag i hvert fald langt færre tekniske afslutninger, end man gør i Giroen, Vueltaen og mindre etapeløb.

I dag syntes kæden dog at være hoppet af for den magtfulde organisation. Allerede inden dagens etape kunne man kun frygte, at vi ville se en gentagelse af lørdagens kaos. De sidste 20 km fandt nemlig alle sted på smalle, bretonske veje, der endda indebar en nedkørsel ned mod målet i Pontivy, og derfor var der allerede inden starten betydelig nervøsitet for den positionskamp, der ville finde sted frem mod indgangen til de små veje.

Derfor kunne det næsten ikke gå anderledes. Lige nu sidder der formentlig en hel cykelverden med en følelse af enorm frustration over, at det cykelshow, vi har glædet os til i månedsvis, allerede nu ser ud til næsten snarere at blive et spørgsmål om at finde løbets heldigste og ikke stærkeste rytter. I hvert fald var rytterne spredt så voldsomt ud over nærmest hele Bretagne, at det virker næsten helt umuligt at forsøge blot at få overblik over, hvem der har tabt hvad, hvem der har været i asfalten, hvem der var klodsede, og hvem der bare var pokkers uheldige.

Det hele endte i så stort et kaos, at man næsten helt har glemt, at Geraint Thomas ellers det meste af dagen lignede den helt store taber. Til gengæld var det helt klart, at der ikke var det store uheld involveret, da waliseren selv var skyld i et tidligt styrt, der kostede en forslået skulder. Desværre er det ikke første gang, at den ellers så alsidige rytter ryger i asfalten, og det er faktisk blevet et helt tema for hans karriere, at han har overordentligt svært ved at holde sig oprejst. Så sent som i Dauphiné skred han ud på en nedkørsel, sidste år kostede et styrt ham drømmen om at vinde Giroen, og i 2019 var det i Tour de Suisse, at han ødelagde sin Tour-optakt med et uheld.

Selvom Thomas lige nu er på vej på hospitalet for at få tjekket den skulder, der blev sat på plads af løbslægen, er det sjovt nok Ineos, der næsten ender som etapens største vinder. Ganske vist var der megen tilfældighed involveret i finalen, men det er langt fra tilfældigt, at det netop var Richard Carapaz og Julian Alaphilippe, der som de eneste klassementsryttere sad med i første gruppe. Læren fra BMC og Cadel Evans var, at det altid kan betale sig at bygge holdet op om nogle store, stærke folk til det nordfranske fladland, og den strategi har briterne forfinet i de senere år, hvor de sjældent har begået fejl i de hektiske finaler.

Læs også

Starttider: Enkeltstart på 3. etape af Romandiet Rundt

Derfor var det heller ikke spor overraskende at se multikunstneren Michal Kwiatkowski og Carapaz ramme de sidste 2 km i 2. og 3. position bag Mathieu van der Poel, og havde han ikke været mærket af sit styrt, kan man være helt sikker på, at Thomas også havde siddet der. På samme måde sidder Alaphilippe altid, hvor han skal - stærkt hjulpet af et hold, der er kendt for at excellere i positionskampen - og midt i al kaosset var der derfor et lille element af orden. I dag blev det i hvert fald helt tydeligt, hvorfor Ineos har været så ufejlbarlige i en Tour, der ellers igennem hele deres regeringstid har været så plaget af styrt, at det burde have været helt umuligt at vinde løbet syv gange på ni år. Når man betænker, at Thomas mildt sagt ikke har set overbevisende ud hverken i går eller i optakten, kan briterne faktisk ikke være spor utilfredse med, at deres es vandt tid på alle rivalerne.

Nej, i det store spil endte hverken Thomas eller Ineos som taberen. Det gjorde naturligvis Primoz Roglic, der selv røg i grøften i et solostyrt. Det var meget svært at se, om han fik et skub eller selv mistede balancen, men den hektiske positionskamp på de smalle veje skulle naturligvis have den konsekvens før eller siden. Én ting er tidstabet på et lille minut til Tadej Pogacar, langt værre er det forslåede haleben, der lige nu har sendt ham på hospitalet. Ingen havde ønsket sig, at den slovenske duel skulle ende sådan, men i skrivende stund synes det allerede at være svært at se, at en forslået Roglic kan indhente det tabte på sin landsmand. Lad os håbe, at Touren ikke reelt blev afgjort denne mandag på en flad dag i Bretagne!

I det hele taget var det en møgdag for Jumbo. Først mistede de Robert Gesink, siden røg Roglic i asfalten, og nu kan man endda også stille spørgsmålstegn ved holdets interne harmoni. Det virkede i hvert fald helt, helt hovedløst, at Wout van Aert, der med sin enorme motor utvivlsomt havde været afgørende i den intense jagt, fik lov at holde sig i feltet - alene med det formål at kunne sikre sig et par dage i gult efter enkeltstarten. Man må i hvert fald håbe, at det var en beslutning, der var sanktioneret ovenfra - måske fordi holdet allerede da var usikre på, om Roglic kunne bevare sin konkurrencedygtighed - for ellers ligner det en illoyalitet, der vel ikke er set i samme omgang siden Touren i 2016, hvor Greg van Avermaet på utrolig vis undlod at hjælpe den punkterede Richie Porte for i stedet at spurte sig til en ligegyldig top 10-placering i en puncheurfinale, han ganske vist havde drømt om længe, men som han ingenlunde var favorit til at vinde.

En lille trøst var det måske, at Pogacar også mistede tid, og det var faktisk ikke helt urimeligt. Etapen afslørede nemlig UAE-mandskabets svaghed i fladlandet og gjorde det endnu mere uforklarligt, at Matteo Trentin fik lov at satse på andre mål. Den slovenske stjerne er selv fremragende i positionskampen, men det var bekymrende at se ham kæmpe ganske alene mod langt mere organiserede hold. I dag blev tidstabet begrænset - og med Roglics styrt endte han stadig som dagens største vinder - men det åbenbarede i hvert fald en svaghed, som kan udnyttes.

Spørgsmålet er bare, hvem der skal udnytte den, hvis ikke Roglic er 100%. Carapaz og Ineos er naturligvis klar, og man må også glæde sig over, at Enric Mas virker knivskarp og uopmærksom - desværre modsat Miguel Angel Lopez, der igen satte en streg under, at han er stensikker taber, hvis noget går galt på en flad etape. Heldigvis viste Nairo Quintana også igen, at han er overraskende god i positionskampen, som den meget velkørende Wilco Kelderman også er det.

Det blev heller ingen katastrofe for David Gaudu, selvom Arnaud Demares styrt ellers gjorde det til en trist dag for FDJ, Bauke Mollema, Lucas Hamilton, Ben O’Connor og Rigoberto Uran. Og så er det værd at bemærke, at Richie Porte og Emanuel Buchmann, der ellers er sårbare på disse etaper - særligt fordi de lige nu allerede mest er reducerede til hjælpere, som ikke tager risici - kom så fint igennem, at de i et løb, hvor tidsforskellene allerede kan blive store i den første uge, må have en fin chance for at bringe sig tilbage i klassementskampen, hvis de kan undgå yderligere uheld.

Det kan Jack Haig desværre ikke. Australieren virkede ellers så uhyre overbevisende i starten af et løb, der lignede hans store gennembrud, men for anden grand tour i træk led Bahrain den tort at miste en kaptajn, netop som vedkommende var kommet flyvende fra land. I Giroen viste Damiano Caruso sig i stand til mere end blot at redde løbet, men det ser svært ud at drømme om en gentagelse. Det skulle i givet fald have været fra Pello Bilbao, men også den ellers velkørende basker fik sig en lille lussing med et tidstab svarende til Roglics. Måske skal de alligevel sætte deres lid til, at Wout Poels finder de tredjeugesben, vi desværre ikke har set i ganske lang tid.

I hele det drama blev kampen om etapesejren desværre igen en bifortælling, og ligesom i lørdags, hvor Julian Alaphilippe leverede et fabelagtigt show, er det synd. I dag viste Alpecin nemlig, at det er helt forkert, at de kører rundt som et lille ProTeam, da de totalt dominerede en finale, hvor positionskampen var så vild, at kun de bedste kunne komme frem.

De bedste var åbenbart det lille belgiske mandskab, men det kan jo ikke undre, når man anføres af fænomenet Mathieu van der Poel. Ganske vist havde han fået forbud mod at deltage i holdets lead-out for ikke at risikere at miste den gule trøje, men det lod han sig ikke genere af. I bagklogskabens lys var det sikrede sted også den allerforreste plads, og den erobrede Van der Poel med sin tårnhøje klasse, og pludselig var det hverken Deceuninck, der nu også havde mistet Mark Cavendish i det første styrt, Lotto eller det ligeledes styrtramte FDJ, men derimod Alpecin, der dominerede.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Herefter kunne det ikke gå anderledes, end det gjorde. I år har Tim Merlier vist, at han formentlig er den hurtigste mand i dette felt, og når han stadig regnes som et mindre navn uden for en lidt snævrere cykelkreds, skyldes det alene hans deltagelse i primært mindre løb samt ikke mindst, at hans ringe positionering har kostet ham flere store sejre. I dette løb tyder meget imidlertid på, at tilføjelsen af Van der Poel og Jasper Philipsen, der med sin eminente positionering er indbegrebet af en god lead-out man, sammen med den vanlige lead-out man, Jonas Rickaert, kan løse den udfordring. Hvis hurtigste mand sidder bag bedste tog, bliver Merlier i hvert fald svær at slå de kommende dage - også selvom han måtte køre rundt med en forstuvet ankel. Nu må man bare håbe, at Philipsen ikke ødelægger den gode stemning. Med sit gode lead-out er han nemlig ved at køre sig ind i en fast rolle, han helst var fri for, og han kom i hvert fald til Frankrig med større ambitioner end kun at være hjælper.

Desværre ser det ud til, at det ikke kun er holdet og Merlier selv, der kan gøre ham til løbets dominerende sprinter. Caleb Ewans drøm om at vinde etaper i alle tre grand tours blev nemlig knust i det øjeblik, hans kraveben blev det samme. Forinden havde det ellers så svingende Lotto-tog ellers klaret den vilde kamp til UG med kryds og slange og fået den lille australier anbragt næsten perfekt, men desværre begik han denne gang selv en fejl, der nu truer med at reducere Lotto til rene statister. Hele fem af de udtagne ryttere er nemlig med alene for massespurterne, og nu ligner det belgiske mandskab mest af alt en trup helt uden formål - præcis som de gjorde det i Giroen, da Ewan tidligt rejste hjem.

Det åbner også kampen om den grønne trøje. Peter Sagan havde ellers med vanlige præcision klaret positionskampen ganske sublimt, men selv han kunne ikke undgå at blive revet i asfalten af Ewan. Heldigvis slog han sig angiveligt ikke voldsomt, men styrtet kostede ham en gylden chance for at få en masse af de point, han missede de første to dage.

Konkurrencen er i hvert fald så åben, at Merlier nu er nødt til at overveje at ændre mening og give den et skud. Hverken Demare eller Cavendish, der ellers begge har vist deres intentioner og heldigvis begge er uskadte, scorede nemlig i dag, og selvom Sonny Colbrelli klarede positionskampen overraskende godt, og Michael Matthews fik mange point i weekenden, er han nu den klart bedst placerede af de rigtige sprintere, som bør kunne begå sig på en rute med hele otte klassiske massespurter. Til gengæld aner vi ikke, hvordan farthierarkiet er, for dagens spurt kan naturligvis ikke bruges til noget som helst. Ingen andre end Merlier kunne køre en uforstyrret spurt - end ikke Nacer Bouhanni, der ellers viste lidt af sin gamle positioneringsevne ved at sidde helt rigtigt til sidst. Der er i hvert fald ingen grund for folk som Demare og Cavendish til at smide håndklædet i ringen - slet ikke når Ewans exit og Sagans styrt faktisk blot har øget deres chancer.

Det er bare så trist, at det er den slags, vi skal diskutere. Lige nu handler diskussionen om, hvem der kan vinde den gule og den grønne trøje ikke om, hvem der var stærkest. Det aner vi nemlig ikke en kæft om. Spurten blev reduceret til et onemanshow - eller oneteamshow - og selvom Roglic skulle komme sig, vil enhver Pogacar-sejr altid blive fulgt op af en ”hvad nu hvis…”-diskussion. ASO kan delvist kompensere for fadæsen ved i aften at efterkomme rytternes ønske om at tage tiden allerede inden Roglics styrt, men det kan naturligvis ikke slette de skader, sloveneren har pådraget sig, eller bringe Haig tilbage i løbet.

Lad dette være en opfordring til, at rutedesignet fremover indrettes på den nye virkelighed, der er en konsekvens af Tourens tiltagende stress og betydning. Flere etaper af denne type kan kun bidrage til at ødelægge ASOs eget produkt. Der er trods alt næppe specielt mange, der gider følge med i en konkurrence om at være den heldigste rytter gennem tre uger…

SE ALLE ETAPER AF ÅRETS TOUR DE FRANCE UDEN REKLAMER PÅ DISCOVERY+

Favoritterne

Efter dagens drama kan det måske være lidt svært at finde motivationen til at komme op på hesten igen. Det føles i hvert fald lidt som at få frarøvet sin julegave den 24. december kl. 21, netop som man havde sat sig ned for at pakke den ud, at vi nu måske ikke får den superduel mellem de to slovenere, som vi havde drømt om. Alligevel går cirkusset videre, og heldigvis er der noget at glæde sig til igen tirsdag.

Nej, en sprinteretape er på papiret måske ikke den mest spændende, men skal man finde et lyspunkt i dagens kaos, er det, at 4. etape nu er lige så spændende, som 3. etape burde have været det. Vi er nemlig ikke blevet spor klogere på løbets sprinterhierarki, og derfor føles morgendagens etape, som var det den første flade sag i årets Tour. Naturligvis er det en gevaldig bet, at vi mangler Caleb Ewan, men der er heldigvis rigeligt med gode sprintere til, at vi nok skal få en spændende finale - hvis altså alle kommer helskindet frem.

Læs også

Klassikerrytter tæt på UAE-skifte

Det er desværre langt fra sikkert, men chancerne burde være større. Ganske vist er vi stadig i Bretagne, men tirsdagens veje meldes at være bøde større og mindre kringlede, end det var tilfældet i dag. Vi kender endda også de sidste 2,8 km af selve finalen, som blev kørt i 2015, hvor Mark Cavendish lykkedes med at bryde den dominans, André Greipel ellers havde i det, der var tyskerens bedste år - en spurt, der kan ses i videoen nedenfor.

Etapen burde som udgangspunkt få et forløb i stil med det, vi kender for en klassisk sprinteretape i den første uge. Alle ved, at det er en dag for sprinterne, og derfor kan vi igen regne med, at udbruddet kører fra km 0. Denne gang er der endda ikke et incitament i form af bjergpoint, og derfor skal Ide Schelling såmænd have sig noget så sjældent som en fridag. Det kunne skabe risikoen for, at vi slet ikke får et udbrud, men i dag var angrebslysten heldigvis ret stor. Det er sidste dag i Bretagne, og derfor synes det givet, at B&B skal afsted igen - særligt nu hvor Bryan Coquard er styrtet to gange på tre dage - og også Cofidis har vist sig meget angrebsivrige. Ag2r er ude af klassementet og uden en sprinter og vil måske også prøve igen, og så kan endda være, at Lotto skal vise, at de stadig er med i løbet, nu hvor en af deres vigtigste dage pludselig er blevet helt ligegyldig.

Udbruddet må altså ventes at køre med det samme, og herefter må man antage, at Alpecin tager kontrol, selvom de i dag igen spilledes ”vi er det lille hold”-kortet og ventede meget længe med at sætte sig frem. De kan formentlig også regne med FDJ, der intet fik ud af dagens anstrengelser, men jeg er faktisk lidt spændt på at se, om andre har lyst til at hjælpe, nu hvor Lotto er ude af billedet. Vil Deceuninck tage del i arbejdet, nu hvor de fik sig en fridag i dag? Eller kan man få Arkea til at hjælpe, efter at Nacer Bouhanni tankede selvtillid i dag?

Selv uden hjælp bør spurten ikke være i fare. FDJ og Alpecin vil formentlig igen køre med meget stram elastik og helt uden risici, og alene nervøsiteten vil være rigeligt til at presse farten i vejret. Dagens begivenheder har næppe gjort feltet mindre stresset, og der venter derfor endnu en mareridtsdag. I morgen bliver det en anelse mere blæsende, end det har været hidtil, og selvom det ikke bør være nok til skabe splittelse, vil det nok kunne skabe en anelse ekstra koncentration. Det er dog kun de første knap 60 km, vi har sidevind, hvorefter det skiftevis vil være sidemod- og medvind, og det bør kunne lægge en dæmper på nervøsiteten. Samtidig er vejrudsigten ikke alt for slem, og selvom der bestemt er risiko for byger undervejs, burde der være en god chance for tørvejr og endda en smule solskin i finalen.

Det meste af etapen vil derfor nok være ganske udramatisk, som det også var tilfældet i dag. Sprinterne skal slås om point i den indlagte spurt, der igen vil blive kørt meget halvhjertet - måske endnu mere denne gang, hvor den kommer meget tæt på mål - og det skal som nævnt i analysen ovenfor blive interessant at se, om Tim Merlier nu melder sig ind i kampen, selvom han i dag afviste det. Med Ewan ude af billedet og en stadig næsten pointløs Peter Sagan er der i hvert fald endnu ikke nogen sprintere, der har synderlig grund til at kaste håndklædet i ringen.

Jeg forventer, at nervøsiteten for alvor vil tage til efter spurten. Her drejer de nemlig ind i sidemodvind, men der mangler ikke meget for, at det i stedet er sidevind. Det vil være nok til at skabe det stress, vi også så i dag, og udbruddet bør komme tilbage af sig selv. Heldigvis skulle vejene som sagt være større og bredere, og forhåbentlig undgår vi en gentagelse af dagens styrtfestival, selvom det som altid er en overhængende risiko - særligt hvis vejene alligevel ender med at være våde.

En spurt bør dog være et sikkert udkomme, og der venter en finale, der umiddelbart en anelse mindre teknisk end i dag. Der er to nøglepunkter i form af rundkørslerne med 2,8 km og 800 m igen, hvor man drejer hhv. til venstre og til højre, men alligevel bliver det en finale, hvor et tog synes meget afgørende. Det sidste sving kommer sent, og derefter er vejen bare 6 m bred. Med andre ord er der ikke meget plads til at bevæge sig frem, hvis man sidder for langt tilbage. Derudover stiger opløbet så meget, at det ikke er helt uvæsentligt, og igen er der tale om en modvindsspurt, hvor kombinationen af vind og stigning betyder, at det er meget vigtigt ikke at åbne for tidligt.

Efter i dag er det umuligt ikke at have Tim Merlier som favorit. Jeg har længe tænkt, at belgieren med sin enorme fart kunne blive ganske uhyggelig, hvis han havde et tog, der kunne positionere ham ordentligt, og det synes han nu at have fået. Selv et forbud fra holdet kan ikke afholde Mathieu van der Poel fra at hjælpe, og selvom han har vist sig overraskende dårlig i rollen som decideret lead-out man, er han med sin power perfekt til at holde toget fremme og tage kontrol i finalen. Derefter er Jonas Rickaert og ikke mindst Jasper Philipsen en fremragende kombination, hvor Philipsen med sin eminente positionering og høje fart er særligt god i rollen som sidste mand.

Gentager Alpecin deres lead-out fra i dag, vinder Merlier. Punktum! I forvejen er han formentlig den hurtigste i feltet, og selvom han i dag kørte en spurt helt uden modstandere, virkede han ikke spor hæmmet af sin skade, som han heller ikke nævnte i de efterfølgende interviews. Han har før vist, at han er fremragende i disse let stigende spurter, blandt andet da han vandt Le Samyn tidligere i år, og det er svært at se, hvem der kan slå ham, hvis han igen afleveres perfekt. Én ting er, at han er svær at slå på ren fart - noget andet er, at vejen er smal og antal rivaler derfor kraftigt reduceret efter svinget. Med Merlier skal man altid frygte positioneringen, men nu hvor toget er så stærkt, må han være favorit - også fordi han er specialist i at køre en lang spurt, som kan blive nødvendigt, hvis timingen ikke sidder helt i skabet.

Læs også

Overraskende prologvinder udgår med slemt brud

Kan det udelukkes, at holdet kører for Jasper Philipsen? Det kan det vel ikke helt. Det vil ganske vist være en anelse hovedløst, når man har den hurtigste sprinter, men vi ved, at de plejer at fordele opgaverne mellem sig. Eksempelvis var Philipsen den erklærede sprinter i årets Scheldeprijs, og efter dagens etape insisterede han også på, at han håber på at få sin chance - endda allerede ”næste gang”. Merlier afviste da heller ikke ideen og sagde, at det var op til sportsdirektørerne at træffe en beslutning. Angiveligt var det endda også en del af planen, at de begge skulle køre dagens spurt, selvom det jo endte med, at Philipsen kørte et sublimt lead-out.

Jeg tror, at den sunde fornuft råder, og at de kører for Merlier, indtil han bliver slået første gang, men jeg udelukker ikke, at holdets rotationsprincip sætter sig igennem. Det let stigende opløb er ideelt for Philipsen, og selvom han ikke har Merliers fart, var det netop i en stigende finale, han tog sin Vuelta-sejr. Vi så også hans fart i denne slags finaler på 1. etape i årets Belgium Tour, og er det ham, der sidder bagerst i Alpecins supertog, tror jeg faktisk, at han kan blive ret svær at slå på en smal vej med et stigende opløb. På papiret er der hurtigere folk end ham, men i en finale som denne er han bestemt ikke uden chance.

Den værste rival må igen være Mark Cavendish. Briten kender finalen glimrende, fordi han allerede vandt her for seks år siden, og som jeg allerede skrev i går, viste han i Belgium Tour, at han på sine gode dage stadig har farten til at slå selv Merlier i et direkte opgør - i hvert fald, hvis han som dengang får det bedste lead-out. Det er bestemt heller ikke utænkeligt, at det vil lykkes. Er der et hold, der kan slå Alpecin, er det utvivlsomt Deceuninck. I dag fik vi ikke mulighed for at se, hvad hverken de eller Cavendish kan, da briten blev elimineret af et styrt, men heldigvis røg han ikke selv i asfalten, og han er derfor fit for fight.

På papiret er toget med Davide Ballerini og Mickael Mørkøv i stand til at tage kampen op med Alpecin, særligt hvis de kan spare lidt mere på Kasper Asgreen, så han kan indgå i finalen også, nu hvor de savner Yves Lampaert og/eller Zdenek Stybar. De er langt fra stabile i deres præstationer, men når de tager kontrol, som de eksempelvis gjorde på sidste etape i Belgien og generelt har gjort et hav af gange i år, blandt andet i UAE Tour, Paris-Nice og ikke mindst De Panne, hvor de var altdominerende, kan de utvivlsomt slå Alpecin. Til gengæld er det nok også nødvendigt, hvis de skal vinde, for selvom Cavendish slog Merlier i Belgien, tror jeg, at han er overmatchet af belgieren i en finale, der stiger så meget som denne. Det er bestemt ikke, fordi Cavendish ikke kan spurte på en bakke - han blev blandt andet verdensmester på Geels Bakke, der er noget stejlere end denne - men mod Merlier er han i sin nuværende forfatning næppe helt lige så stærk. Med sit supertog betyder det dog ikke, at han ikke kan tage sin anden sejr i denne finale.

Jeg er nødt til at pege på Arnaud Demare som næste mand, men det er med nogen tøven. Allerede i går var jeg skeptisk over FDJ-togets styrke, nu hvor de helt uforståeligt har valgt Ramon Sinkeldam fra og dermed svækket sig selv betydeligt, og tabet af Ignatas Konovalovas har ikke gjort det bedre. Nu har Demare endda været i asfalten, og selvom han er sluppet uden væsentlige skrammer, tog han efter etapen forbehold for, hvordan han ville have det efter en god (eller dårlig) nattesøvn.

Vi ved, at Demare selv har det svært i positionskampen, og uden Sinkeldam er toget med Stefan Küng, Miles Scotson og Jacopo Guarnieri ikke så skræmmende, som det plejer. Det har ellers altid været Demares store styrke. Til gengæld har han aldrig kunnet matche de bedste på ren fart, og hans mange sejre sidste år skyldtes primært, at han i alt væsentligt undgik at køre mod de bedste. Sådan har det også været i år, og da han kørte i Provence og Paris-Nice i starten af året, vandt han ikke én eneste gang.

Alligevel kan Demare sagtens vinde. Det stigende opløb passer ham som fod i hose, og i et felt uden Ewan begynder antallet af hurtigere ryttere at være lille. Nok er toget svækket, men Guarnieri er stadig en af de bedste lead-out men, og Scotson har vist sig fremragende til at tage kontrol omkring den røde flamme. Jeg er bekymret for, at det ikke er nok mod Alpecin og Deceuninck i en finale, hvor positionering betyder alt, men lykkes det, og er han frisk efter styrtet, vil det være dumt at udelukke en Demare-sejr.

Dernæst vil jeg faktisk pege på Mads Pedersen . Som sagt ligner det en finale, hvor toget betyder alt, og her står danskeren uhyggeligt stærkt. Nok savner de Alex Kirsch, men der er ikke mange, der kan matche kombinationen med Edward Theuns og særligt Jasper Stuyven, der tidligere har kørt nogle ganske sublime lead-outs. Pedersen har desværre haft for vane at miste hjulet på sit hold, som det skete ved hans seneste spurt i Valencia, men holder han sig til Stuyven hele vejen, er det bestemt ikke udelukket, at det vil være Theuns, Stuyven og Pedersen, der dominerer finalen. Det let stigende opløb burde passe fint til Pedersen, der blandt andet kørte en fremragende stigende spurt på 1. etape i Paris-Nice tidligere i år, og han har før vist, at hans fart kan bringe langt - også selvom i hvert fald Merlier er hurtigere. Det kan Stuyven heldigvis kompensere for, og hvis Pedersen, der ikke styrtede i dag, ikke er for mærket efter lørdagens uheld, skal man ikke udelukke, at det kan blive til dansk sejr.

Det stigende opløb og den tekniske finale gør også, at vi må regne Peter Sagan som en reel vinderkandidat denne gang. Opløbet skulle stige mere, hvis han for alvor skulle have en fordel, men det er nok til at gøre ham mere konkurrencedygtig, end han er i en klassisk boulevardspurt. For seks år siden var han heller ikke meget langsommere end Cavendish og Greipel, og vi så i dag igen, at hans positionering altid sidder lige i skabet. Naturligvis er det en alvorlig bekymring, at han styrtede i dag, slog sin hofte og pådrog sig et angiveligt ret stort hæmatom. Det kan hæmme ham, men Sagan er en hårdfør fyr, der har en imponerende evne til at være konkurrencedygtig, selv når han en sjælden gang har været i asfalten. Denne tekniske og let stigende finale ligner i hvert en af Sagans bedre chancer i dette års løb, der bestemt ikke passer ham ideelt.

Læs også

Optakt: 6. etape af Presidential Tour of Türkiye

Til gengæld er det ikke helt ideelt for Nacer Bouhanni, at det stiger. Ganske vist har franskmanden vundet betydeligt hårdere spurter end denne, men sammenlignet med alle de ovennævnte, for hvem stigende opløb er at foretrække, er Bouhanni bedre på flad vej. Til gengæld viste han i dag, at det ikke er helt uden grund, at han har imponeret mig meget med sin form det seneste stykke tid, og han klarede igen positionskampen til UG med kryds og slange, selvom han i de senere år slet ikke har positioneret sig, som han gjorde i gamle dage. Det en alvorlig bekymring, at hans to lead-out men, Clement Russo og ikke mindst Dan McLay, begge er skadede, og at McLay endda styrtede igen i dag, men det forhindrede ham altså ikke i at sidde rigtigt alligevel. Desværre gik vi glip af chancen for at se, hvor hurtig han virkelig var, men han kørte stadig en god spurt, selvom han blev tvunget til at bremse grundet det sene styrt. Også på sidste etape i Belgium Tour viste han fornem fart, og superformen så vi ved mesterskaberne. Jeg tvivler stadig lidt på, om farten rækker til at vinde, men positionerer han sig i denne tekniske finale, som han gjorde i dag, kan det ikke udelukkes.

Det stigende opløb gør også, at jeg bringer Sonny Colbrelli i spil. Normalt er italieneren slet ikke konkurrencedygtig i flade massespurter, men når det stiger, er han en af verdens bedste. Denne finale er nok for flad til, at det for alvor passer ham, men vi skal ikke glemme, at han for to år siden blev nr. 2 i en let stigende spurt bag Sagan. Senest fik vi på Mur-de-Bretagne bekræftet, at hans form aldrig har været bedre, og i dag gik positionskampen meget bedre, end den plejer - også selvom det så betød, at Primoz Roglic måtte en tur i grøften. Toget med Matej Mohoric, der var fremragende i dag, og unge Fred Wright, der gjorde det så godt i Ungarn, synes at kunne hjælper ham med at klare de problemer med positioneringen, som plejer at være hans problem. Sidder han rigtigt - og det vil jeg stadig gerne se, før jeg tror det - stiger det nok til, at jeg giver den uhyre formstærke italiener en reel chance for at vinde.

Kører Wout van Aert spurten? Næppe. Allerede i går sagde han, at han ikke ville spurte før efter enkeltstarten, og det løfte holdt han i dag. Efter etapen har han ikke udtalt sig - jeg har i hvert fald intet kunnet finde - og det er måske meget godt på en dag, hvor det stadig virker meget besynderligt, at han ikke ventede på Roglic. Vi ved endnu ikke, om det var godkendt eller ej, men det viser i hvert fald, at han drømmer meget intenst om den gule trøje, og i det spil vil de bonussekunder, han kan score i morgen, være uhyre velkomne. Det let stigende opløb passer ham storartet, som vi så med de flotte spurter, han kørte på 5. og 11. etape sidste år, og som vi så, da han slog Ewan i Tirreno, er hans positionering så god, at han vil drage fordel af den tekniske finale og betydningen af en god position på den smalle vej. I det lys er dette en spurt, Van Aert virkelig kan vinde, men det kræver, at han skifter mening og alligevel kører spurten. Bonussekunderne kan være lokkemaden, der gør det muligt - måske særligt nu, hvor Roglics samlede sejrschancer er kraftigt reduceret.

Et af dagens opløftende momenter var at se DSM og Cees Bol. Tyskerne var så fantastiske i deres lead-outs sidste år, men i optakten til løbet har intet fungeret. I dag var de imidlertid skarpe, og selvom Casper Pedersen desværre er for skadet til at tage sin plads foran Bol, sad den ellers positioneringssvage hollænder ganske fint i en finale, hvor holdet var meget synligt. Bols styrke er let stigende spurter, som vi så, da han vandt Nokere Koerse og i Paris-Nice tidligere i år, og skal han vinde i dette løb, skal det nok være i et opløb som dette. Desværre har han kun kørt én rigtigt god spurt i år, men den var til gengæld også fabelagtig, da han sejrede i Paris-Nice i et meget stærkt felt. Siden da har han dog næsten altid tabt hjulet på sit hold, og selvom det gik godt i dag, er det en risiko igen i denne finale, hvor positionering betyder alt. Jeg tvivler stadig lidt på, at toget med Søren Kragh, Joris Nieuwenhuis og slutteligt Nils Eekhoff er stærkt nok mod de bedste hold, og dertil skal lægges, at Bol har virket meget formsvag i optakten og selv har indrømmet, at det har knebet. Han overraskede mig dog meget, da han vandt i Paris-Nice, og toget var i dag så godt, at man må åbne døren på klem for ham.

Jeg håber virkelig også, at Danny van Poppel kan få anbragt sig rigtigt. Hollænderen har altid været bedst i stigende spurter, og han imponerede mig stort, da han kørte næsten lige på med Sam Bennett i de to let stigende spurter i Algarve tidligere i år. Desværre ved man aldrig, hvor man har Van Poppel, der kan have en af sine legendariske offdays, men i dette løb synes han at være i en god periode, som vi så med hans fine udbrud på 1. etape. Min bekymring er desværre, at toget med Jonas Koch og storebror Boy ikke er stærkt nok i dette skrappe selskab, men Danny plejer heldigvis selv at være udmærket i positionskampen. Om det er nok til at bringe sig selv helt frem, tvivler jeg nok desværre lidt på, men spurter han som i Algarve, bringer hans fart ham altså ganske langt, hvis han ikke lukkes inde på den smalle vej.

Ligesom for Colbrelli gælder, at det stigende opløb bringer Michael Matthews lidt i spil. Han er dog ikke så hurtig i en flad spurt som italieneren, og jeg tror ikke, at finalen er hård nok til, at han for alvor kan vinde, men det er før sket, at han har vundet relativt lette spurter, blandt andet i Tour de France og Paris-Nice. Trods hans offday på 2. etape viste han god form på 1. etape, og normalt er han også hæderlig i positionskampen. Desværre tror jeg ikke, at BikeExchange er stærke nok, hvis Amund Grøndahl Jansen fortsat er for mærket til at bidrage, for Luka Mezgec er for lidt mod de stærkere hold. Lægger man dertil, at han nok trods alt er slået på kun 2%, vil det overraske mig, hvis Matthews vitterligt vinder, selvom dette bør være en af de sprinteretaper, der passer ham bedre.

Det stigende opløb er også en gave til Christophe Laporte, der ikke er konkurrencedygtig i flade spurter, men ganske glimrende, når det stiger. Han har nok stadig ikke farten til at vinde i dette felt, men han kan begå sig betydeligt bedre her. Han har generelt spurtet ganske godt i år, senest i Tour de Suisse, og han har generelt aldrig været stærkere end nu. Hans store styrke har altid været hans positionering, og derfor er den tekniske finale endnu en gave, men desværre er han også næsten alene i finalerne, og det gør det ret umuligt mod de stærkere hold - især fordi der trods alt er mange, der er hurtigere end ham. Hans positionering gør ham til en sandsynlig top 10-kandidat - hvis ikke han som i dag er uheldig med en punktering - men det er sværere at se ham vinde.

Ligesom Laporte var André Greipel i dag uheldig med en punktering, der eliminerede ham fra finalen. Nu drømmer han om revanche i en spurt, hvor han allerede én gang har været tæt på at vinde, men det bliver svært. Ganske vist var jeg imponeret over den fart, han viste, da han vandt i Valencia tidligere i år, og ganske vist kan han godt spurte i stigende opløb, men der er mange, der er hurtigere end ham i denne type finale - i hvert fald nu om dage. Dertil skal lægges, at det sene sving og den smalle vej slet ikke passer en mand, der er kendt for sin svage positionering, og bliver vejene våde går det endda helt galt. Toget er også svagt, når de er uden de gode lead-out-folk, der hjalp ham til sejrene i Spanien tidligere i år, men Rick Zabel er dog en effen lead-out man, som med hjælp med fra Guillaume Boivin måske kan bringe Greipel frem, nu hvor holdet ikke skal bekymre sig om klassementet. Jeg har stadig svært ved at se, at han har farten til at vinde, og hans positionering sender ham sikkert uden for top 10, men sidder han rigtigt, bør han faktisk gøre det hæderligt.

Endelig er der jokeren. Jeg kan ikke helt fri mig for tanken om, at Alpecin går først igennem sidste sving med Mathieu van der Poel forrest. I det tilfælde vil det ikke være dumt at lave et hul bag den gule trøje, for med den styrke, han har netop nu, bliver han ikke let at hente på en 800 m lang opløbsstrækning. Man skal nemlig ikke glemme, at vejen er smal, og at de andre tog er relativt små, og inden de får reageret, kan den hollandske fugl være fløjet. Det er ikke et scenarium, jeg for alvor tror på - Alpecin vil næppe risikere at ødelægge et perfekt lead-out, hvis de dominerer frem mod svinget - men lad os åbne det som en mulighed. Van der Poel er i hvert fald stærk nok til at gøre det færdigt.

Det stigende opløb er godt for Bryan Coquard, men efter to styrt på tre dage er det svært at se, at han for alvor kan blande sig, når han tillige er positioneringssvag og har ladet hele sit tog blive hjemme. Det stigende opløb gør også endnu en top 10 til Anthony Turgis, der som ventet synes prioriteret over Edvald Boasson Hagen, sandsynlig, men han er ikke hurtig nok til at være med helt fremme. Skulle der igen ske noget med Mark Cavendish, er Davide Ballerini hurtig nok til at vinde i et stigende opløb, hvis Mørkøv sætter ham rigtigt op, men det er naturligvis kun plan B. Det stigende opløb ville også være godt for Ivan Garcia Cortina, men han er her som ren hjælper. Jeg har svært ved at se Max Walscheid begå sig, når han er positioneringssvag, uden tog og bedst i flade spurter, og selvom Lotto sikkert prøver at bruge deres gode tog til at køre for enten Jasper de Buyst eller Tosh van der Sande - formentlig De Buyst - har de ikke farten til at vinde. Magnus Cort blander sig næppe heller denne gang, da han er her for Rigoberto Uran, og han vil med sin positionering heller ikke have mange chancer på egen hånd i denne finale med et sent sving og en smal vej. Måske spurter Oliver Naesen eller Dorian Godon for Ag2r, og måske prøver Hugo Houle for Astana, men selv en top 10 vil være højt sat for dem. UAE og Ineos deltager helt sikkert ikke.

OPDATERING: Alpecin har kort inden starten bekræftet, at de i overensstemmelse med rotationsprincippet kører spurten for Philipsen.

Feltet.dks vinderbud: Tim Merlier

Øvrige vinderkandidater: Mark Cavendish, Arnaud Demare

Outsidere: Jasper Philipsen, Mads Pedersen, Peter Sagan, Nacer Bouhanni, Sonny Colbrelli

Jokers: Wout van Aert, Cees Bol, Danny van Poppel, Michael Matthews, Christophe Laporte, André Greipel, Mathieu van der Poel

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Mark Cavendishs sejr fra 2015, hvor de sidste 2,8 km var de samme som på årets etape.

SE ALLE ETAPER AF ÅRETS TOUR DE FRANCE UDEN REKLAMER PÅ DISCOVERY+