Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Gå til forsiden af feltet.dki samarbejde medGå til forsiden af feltet.dk
Log ind Nyhedsbrev VELOMIO

Optakt: 4. etape af Tour of Guangxi
19. oktober 2019 14:27Foto: Unipublic / Luis Angel Gomez

Pascal Ackermann brød endelig den lange serie på fem andenpladser i træk i kinesiske massespurter, da han viste sin alsidighed ved at vinde den nye 3. etape, der som forventet ikke viste sig hård nok til at skabe splittelser i klassementet. Det betyder, at alt fortsat er helt lige, inden det formentlig afgørende slag om sejren i årets sidste WorldTour-løb på den korte, eksplosive Nongla-stigning, der i de to foregående udgaver har kronet vinderen af Kinas eneste løb på den fineste kalender.

Ruten

I de første to år blev det hedengangne Tour og Beijing voldsomt kritiseret for manglen på stigninger, og ikke mindst det faktum, at man ikke havde en bjergafslutning, var ildeset. Det rettede man op på i de to sidste udgaver, og den erfaring har arrangørerne i Guangxi lært af. Således bød man allerede i debutudgaven op til dans med en etapeafslutning på en stigning, som var henlagt til løbets fjerde dag, og som ikke uventet viste sig at være altafgørende i kampen om den samlede sejr. Det samme var tilfældet, da den vendte tilbage i 2018, og for tredje år i træk vil det være Nongla-stigningen, der vil være vært for afslutningen på løbets kongeetape. Der er dog tale om en kort, ikke specielt stejl målstigning, der kommer efter en let dag i fladt terræn, og etapen og dermed løbet som helhed er i højere grad skabt til eksplosive puncheurs end til rene klatrere.

 

I alt skal der tilbagelægges 161,4 km mellem Nanning og Nongla, men al spændingen er gemt til sidst på en etape, der ellers ikke byder på mange udfordringer. Fra start kører man mod nordvest og vest ud gennem millionbyen Nannings forstæder, inden man kører mod op over dagens kategori 3-stigning (1,7 km, 5,2%), der har top efter 31,3 km. Herefter fortsætter man igennem fladlandet forbi den første spurt efter 52,9 km, inden man slår et lille smut mod nordøst for til slut at køre mod nordvest forbi de to sidste spurter efter hhv. 105,2 km og 135,2 km.

 

Med 22 km til mål når man etapens nordligste punkt, og herfra drejer man mod sydøst for ad en lang, lige, let stigende vej at køre frem til bunden af dagens sidste stigning, den første i kategori 1. Med 3,4 km drejer man skarpt til venstre ind på bakken, og herefter stiger det i gennemsnit med 6,9%. Den er stejlest i bunden med hhv. 6,6% og 8,0% over de første 2 km, men derefter flader det ud med mindre end 5%, inden den når op på mere end 9% på de sidste få hundrede meter. I starten er der flere hårnålesving, men på de sidste 2 km bugter vejen sig kun let. Bjergspurten er allerede placeret 1400 m fra toppen, hvorefter det som sagt flader ud, inden stigningen igen tager fat.

 

Etapen byder på i alt 1514 højdemeter.

 

Da etapen i 2017 blev anvendt første gang, endte det som ventet i et slag på den sidste stigning. Her sejrede Tim Wellens i samme tid som Bauke Mollema og med 4 sekunder ned til Nicolas Roche og 6 sekunder ned til Julian Alaphilippe og Ben Hermans. Sidste år var Gianni Moscon stærkest, da han sejrede med 5 sekunder ned til Felix Grossschartner, 8 sekunder ned Sergei Chernetskii og 11 sekunder ned til Carlos Verona og Rigoberto Uran

 

 

 

 

 

Vejret

Hvis rytterne havde håbet på at slippe for varmen, bliver de skuffede. Søndag bliver med en temperatur på 31 grader den hidtil varmeste dag, og der vil være masser af sol med kun få skyer. Vinden vil blot være svag og komme fra øst, hvilket først giver modvind og siden sidemedvind på stykket frem til sidste spurt. Der bliver nu sidemodvind i indløbet til stigningen og dernæst sidemodvind hele vejen op til bjergspurten, hvorfra der vil være sidemedvind.

 

Analyse af 3. etape

Naturligvis betyder kvaliteten af sejren meget - der er eksempelvis ikke mange, der har opdaget, at Orluis Aular i år har taget 12 UCI-sejre - men for en sprinter er kvantiteten næsten lige så vigtig. Selvfølgelig er topsprinternes opgave for de flestes vedkommende at sørge for succes i især grand tours, men de har også den væsentlige opgave at skabe en følelse af succes på et hold ved konstant at sørge for, at der med jævne mellemrum kommer sejre på kontoen. Naturligvis findes der undtagelser som Astana og Mitchelton, der i år har vundet hhv. 37 og 35 gange uden at have en rigtig sprinter på holdet, men en supersprinter er en god forsikring mod at sende i samme situation som Sunweb, Dimension Data, CCC og Katusha, der i år ikke engang har vundet 10 gange.

 

Netop fordi antallet af sejre er en vigtig del af en sprinters værdi, skæves der også altid meget opmærksomt til sejrslisten. Der er nemlig en vis prestige i at ende øverst på den liste, da den meget ofte giver i hvert fald en ret god ide om, hvem der har været årets bedste sprinter. Sidste år var det eksempelvis den altædende Elia Viviani, der med 18 sejre toppede listen, mens Fernando Gaviria i sin fantastiske 2017-sæson var bedst med 15 triumfer. Samme antal havde Peter Sagan i 2016, hvor Timothy Dupont med sin stærke kørsel i de belgiske løb endte side om side med slovakken, mens Alexander Kristoff nåede hele 20 sejre i jubelåret 2015. I sin bedste sæson i 2014, hvor han vandt hele fire Tour-etaper, nåede André Greipel op på 16 sejre, ligesom han også toppede listen i 2012 og 2010 med hhv. 19 og 21 gevinster, mens Peter Sagan og Mark Cavendish har rekorden inden for det seneste årti med 23 sejre i hhv. 2013 og 2009 - en score, som Alessandro Petacchi dog med lethed overgik i sin storhedstid i begyndelsen af årtusindet, hvor hans rekord var 26 førstepladser i 2005. Og i drømmesæsonen 2011 var Philippe Gilbert med sine 16 sejre et eksempel på, at en ikke-sprinter også kan vinde.

 

I år har der været hård kamp om titlen som årets mest vindende rytter. Længe så det ud til, at Sam Bennett ville nuppe titlen, men tre ærgerlige 2. pladser i Vueltaen betød, at han endte på 13 sejre. Julian Alaphilippe havde også længe kurs mod en mulig førsteplads, men et sejrsløst efterår betød, at han endte på 12. Og Primoz Roglic var helt indtil nederlaget i Il Lombardia i spil til som den første etapeløbsrytter i nyere tid - end ikke Alejandro Valverde er endt øverst på lidt - at tage titlen, men med mindre han vinder søndagens Chrono des Nations vil han ende på 14 triumfer.

 

I stedet ser det nu ud til, at Dylan Groenewegen trods en alt andet end optimal sæson, hvor han slet ikke har nået samme højder som i 2017, ender med titlen. Tre vigtige sejre i Tour of Britain bragte ham nemlig til tops i hierarkiet, og selvom det ikke lykkedes ham at vinde ét eneste af de mange endagsløb i september, kunne han med sidste lørdags sejr over Viviani i Tacx Pro Classic bringe tælleren op på 15 og dermed sikre, at Roglic ikke med sejr i morgen kan udligne hans score. Og dermed var eneste trussel mod hans førsteplads Pascal Ackermann, der rejste til denne uges Tour of Guangxi med 11 sejre på kontoen.

 

Med udsigt til fem mulige spurtafgørelser over de seks dage og et sprinterfelt, hvor en i lang tid formsvag Fernando Gaviria lignede eneste reelle trussel, havde Ackermann faktisk en chance for at gå forbi Groenewegen ved løbets begyndelse, men det ville kræve, at han gjorde rent bord i sine fem chancer. Desværre kom tyskeren yderst skuffende fra start, så han allerede torsdag mistede chancen for at ende alene på 1. pladsen og fredag mistede muligheden for overhovedet at udligne Groenewegen. Nu kan han maksimalt nå op på 14 sejre - det er trods alt ikke realistisk, at han vinder kongeetapen - og dermed kan han maksimalt ende alene på 2. pladsen.

 

Den titel er imidlertid også værd at tage med. Som tingene står nu, synes det nemlig meget sandsynligt, at Bora vil tvinge Bennett til at blive i den tyske stald mod hans vilje, og det betyder, at konkurrencen om deltagelsen i de store løb bliver mindst lige så kraftig, som den har været i år. Med tanke på at ireren er endt sin sæson på 13 sejre, skal man således ikke undervurdere betydningen af, at Ackermann kan nå op på de 14 gevinster, der vil bringe ham alene op på 1. pladsen på Boras interne sejrsliste.

 

Det vil kræve, at Ackermann gør rent bord på de af løbets resterende etaper, han kan vinde, og derfor må det have føltes som at kaste en kampesten fra hjertet, da han i dag krydsede stregen først på 3. etape. Ikke blot gav det ham en tiltrængt succes og en fortsat mulighed for at slå Bennett, den brød også en utrolig serie på hele fem på hinanden følgende massespurter i Guangxi-massespurter. Efter en 4. og en 1. plads på de første to etaper ved debuten i 2018 blev han nemlig henvist til 2. pladsen bag Fabio Jakobsen på 3. etape, og efter kongeetapen blev han siden slået af først Matteo Trentin på den hårde 5. etape og siden igen af Jakobsen på sidste etape. I år er serien fortsat med Fernando Gavirias genfødsel på 1. etape og choknederlaget til Dan McLay i går.

 

I dag var der imidlertid ingen tvivl om, hvem der var hurtigst, da den spritnye rundstrækning i provinsbyen Nanning, der trods sine 7,3 mio. indbyggere ikke havde kunnet lokke mange kinesere ud for at se verdens bedste cykelryttere i aktion, skabte den ønskede adspredelse i et løb, der ellers tidligere har været temmelig trivielt, ikke mindst i 2017 hvor Gaviria vandt ikke færre end fire af de seks etaper. Usikkerheden om rundstrækningens hårdhed i en del af verden, kun Bahrains Meiyin Wang kan tænkes måske at have lidt nærmere kendskab til, betød nemlig, at der var stor uklar, hvor mange sprintere der ville kunne klare den korte, men ganske stejle bakke, og den uforudsigelighed kom til udtryk i en top 10, der mest af alt talte hurtige puncheurtyper. Kun én supersprinter havde klaret strabadserne i en sådan tilstand, at han også kunne køre en spurt, og når man sætter Ackermann til at spurte mod folk som Alexandr Riabushenko, Petr Vakoc, Lilian Calmejane og Sep Vanmarcke, vil det altid være som at stjæle slik fra børn trods de nævnte rytteres glimrende afslutterevner.

 

Det var derfor ikke så meget Ackermanns overlegne spurt, der var det smukke i sejren. Den var blot, hvad man kunne forvente, da først tyskeren sad limet til Matteo Trentins baghjul på den sidste kilometer, hvor Alexander Edmondson for 117. gang i dette efterår leverede et storslået lead-out for den tidligere europamester. Nej, snarere var det alsidigheden, der var det virkeligt beundringsværdige, og som gjorde, at Ackermann overhovedet var i position til at spurte om sejren.

 

Bakken viste sig nemlig at være ganske hård. Fernando Gaviria måtte sande, at han måske nok har genfundet sin gamle fart, men stadig har meget langt at få for at finde den holdbarhed, der tidligere gjorde ham til en af feltets mest slidstærke sprintere. Også en ellers holdbar fyr som Timothy Dupont, hvis form dog længe har været for nedadgående, faldt fra, og selv folk som Ben Swift og Chris Lawless, der begge synes at have trukket stikket helt, måtte strække våben, og naturligvis var der ingen chance for folk som Kristoffer Halvorsen, Dan McLay, Riccardo Minali og tonstunge Jakub Mareczko.

 

Én ting var imidlertid at overleve, noget andet faktisk at kunne spurte. Phil Bauhaus viste eksempelvis nok engang den stadig mere imponerende holdbarhed, vi også så i Catalonien tidligere i år, men bakken kostede så meget, at han aldrig kom tilbage i position til at kunne køre en reel spurt. Det samme gjaldt for John Degenkolb, der nok engang måtte sande, at han slet ikke er så stærk som før det grimme styrt i 2016, hvor han spiste den slags etaper til morgenmad. Og heller ikke Moreno Hofland eller endda den formstærke klassikerrytter Timo Roosen lykkedes med at komme frem til spurten.

 

Derfor fortæller det historien om, at Ackermann er meget mere end bare en sprinter, at han ikke blot fik kæmpet sig over bakken med det yderste af neglene, men også kom over med så stort et overskud, at han efter nedkørslen sad forrest i feltet, hvorefter Boras to klassementsryttere, Maximilian Schachmann og Felix Grossschartner, leverede et fremragende stykke arbejde ved at besvare de mange angreb og holde farten så høj, at en mand som Bauhaus aldrig nåede frem til fronten igen. Det var præcis den holdbarhed, som han første gang viste, da han højst overraskende blev nr. 5 på den hårde 5. etape i Polen sidste år, og som han også stillede til skue i Frascati i årets Giro. Og med tanke på hans unge alder har han dermed sat en tyk streg under, at hans repertoire slet ikke begrænser sig til bare massespurter, men også de lidt lettere af de nordlige klassikere samt Milano-Sanremo. Og nu håber han, at den holdbarhed vil række langt igen, når han på mandag får chancen for at få revanche mod Trentin, der højst overraskende overspurtede ham på den lange og halvhårde tur til Guilin for 12 måneder siden.

 

I en vis forstand kan man sige, at han allerede fik revanchen i dag. Trentin er nemlig kommet til Kina med langt større ambitioner, end Mitchelton gav udtryk for ved løbets indledning, og efter to på hinanden følgende 3. pladser på etaper, der slet ikke passede ham, havde han tanket så meget med selvtillid, at han gik 100% efter sejren i dag. Derfor var det Mitchelton, der sammen med Bora styrtede løjerne gennem hele etapen og også gjorde det så hårdt, at de fleste sprintere faldt fra. Og da Edmondson til slut leverede nok et fornemt lead-out, så det ud til, at alt var gået lige efter bogen - i hvert fald lige indtil Trentin fandt ud, at han den værst tænkelige rytter placeret i sit baghjul. Selvom italieneren overraskende slog tyskeren i Guilin sidste år, sker det nemlig kun én ud af 100 gange, og i dag var det da også tydeligt, at der er kolossal forskel på den topfart, de to stjerner kan præstere. Til gengæld kan Trentin glæde sig over, at han med fire bonussekunder for den tredje 3. plads i træk samt de tre bonussekunder i den sidste spurt, nu har hentet i alt 15 bonussekunder i tillæg til dem, han måtte finde på de sidste to etaper, og dermed ligner han pludselig en kraftig outsider til klassementet, ikke mindst fordi hans deltagelse i den indlagte spurt viser, at han har ambitioner i den retning.

 

I den sammenhæng var den anden store vinder Riabushenko. Den tidligere vinder af U23-udgaverne af Lombardiet og EM er virkelig kommet flot tilbage efter sommerpausen efter 18 måneder i det professionelle felt, hvor han kunne betegnes som en af de største skuffelser blandt de lovende talenter. Som Alexey Lutsenko også måtte sande kan det imidlertid tage lidt tid for de store U23-navne at vænne sig til tempoet, men det synes Riabushenko langsomt at gøre. Det startede med nogle fornemme spurter i Burgos i august og kulminerede, da han slog netop Lutsenko i en duel i Coppa Agostoni. Og trods lidt træthed i de italienske løb viste han i dag, at han store ambitioner i et løb, der burde passe en puncheur som ham, samt at han altså er ganske hurtig på flad vej, som han også viste, da han sidste år blev nr. 2 i en massspurt i Baskerlandet.

 

Ellers fik vi ikke mange svar på klassementsrytternes form, men der var dog enkelte, der skilte sig ud. Særligt synlig har Guillaume Martin været, da han ligesom på 1. etape angreb stærkt på sidste stigning og tog endnu et skridt mod bjergtrøjen ved at runde sidste stigning som nr. 1. Bag ham sad Petr Vakoc, der også synes motiveret til at lave et resultat som led i sit comeback efter det grimme styrt forrige vinter. Og Lilian Calmejane og Merhawi Kudus, der også viste sin intention ved at deltage i massespurten på 1. etape, viste til slut, at deres ambitioner er helt intakte her sidst på sæsonen.

 

Det er de også for oktoberrytteren Davide Villella, der altid er flyvende på denne tid af året. Den stærke italiener kører altid godt i årets sidste løb, og det har han også gjort i år, hvor han blandt andet er blevet nr. 2 i Kroatien og har været i top 10 i Piemonte. I dag leverede han et fremragende arbejde for Davide Ballerini, der selvtillidsfuldt bad om hårdt tempo på næstsidste tur op ad bakken. Desværre fik samme Ballerini sig lidt af en mavepuster som kulmination på en katastrofal sæsonafslutning, da han som en af relativt få sprintere måtte slippe - selv Bauhaus og den meget lovende, men hidtil så uheldige Max Kanter, der dog valgte at ofre sig for den mere holdbare Nikias Arndt, klarede bakken og dermed viste Astanas stærke arbejde sig at være skønne spildte kræfter.

 

Han var imidlertid ikke den eneste, der mærkede følgerne af en lang sæson. Jan Hirt, Lennard Kämna, Floris de Tier, Enrico Gasparotto, Hugh Carthy, Swift, Simon Spilak, Ilnur Zakarin, Tejay van Garderen, Daniel Navarro, Matteo Badilatti, Andrea Garosio, Louis Meintjes og den evige lottokupon Jonathan Hivert, som ellers havde vist form i optakten, viste alle, at de mentalt allerede har fødderne plantet i vandkanten på en eksotisk strand, og at turen til Kina mere har karakter af enten en træls arbejdsopgave eller en chance for at se et spændende land. Kun en tilsyneladende velkørende Jhonatan Narvaez kan være mere ærgerlig over sit tidstab, for den stakkels ecuadorianer, der ellers ville være skabt til kongeetapen, skred ud i den sidste U-vending og efterlader nu Ineos med bare Diego Rosa og David de la Cruz til klassementet.

 

Langt klogere vil vi være i morgen. De tre første etaper har måske ikke givet mange svar, men om 24 timer ved vi formentlig, hvem der vil vinde den tredje udgave af Tour of Guangxi. Kongeetapen til Nongla har nemlig historisk været altafgørende, og med tanke på udfaldet af dagens etape er det sandsynligt, at det vil være tilfældet igen. Dermed må Ackermann også ventes at tage en sjælden tur på passagersædet i et løb, hvor han eller altid er med i front - og gerne med en 2. plads til følge - men det giver ham en chance for at komme sig inden de sidste to etaper.

 

Måske kan han ikke nå at slå Groenewegen i kampen om at blive årets mest vindende sprinter, men han tog et stort skridt mod at gå forbi holdkammeraten Bennett med dagens sejr. I det, der har været en af årets mest omtalte interne kampe, skal man nok ikke undervurdere betydning af den bedrift og dermed den motivation, der vil drive Ackermann til på de kommende etaper at forvandle sig selv fra den evige Guangxi-toer til at være den vindermaskine, han har været det meste af tiden gennem de seneste to sæsoner.

 

Favoritterne

Som skrevet ovenfor har de første tre etaper ikke givet os voldsomt mange svar, og selvom vi altså kunne aflæse lidt positive takter fra folk som Guillaume Martin, Petr Vakoc og Davide Villella, samt se, at en helt stribe potentielle klassementsryttere allerede mentalt befinder sig på ferie, er der en meget stor gruppe af ryttere, der intet har vist endnu. I forvejen hersker der altid stor usikkerhed om formen til et sent oktoberløb, især fordi mange ryttere ikke var i aktion i Italien, og det er derfor en ganske åben kongeetape, der venter søndag morgen.

 

Modsat dagens etape, der var helt ukendt, er vi lidt mere på hjemlig grund, når det gælder Nongla-stigningen. Den har nu været brugt to gange tidligere, og vi har således en ganske god ide om, hvor svær den er. I 2017 så vi, at Tim Wellens, Bauke Mollema og Nicolas Roche kunne køre væk på det stejle stykke, inden Wellens vandt spurten på den lette sidste del. Sidste år fulgte Gianni Moscon med Rigoberto Uran og Sergei Chernetskii på den stejle del, inden han med en uimodståelig forcering frem mod bjergspurten satte alle rivalerne og sejrede klart foran Felix Grossschartner og Chernetskii. I begge tilfælde var stærkeste mand i stand til at slå et hul nogle sekunder, men derudover var der stor forskel på graden af selektion. I 2018 var hele 15 mand inden for 20 sekunder af Moscon, men i 2017 blev der kørt så stærkt på den stejle del, at kun 9 mand sluttede inden for den margin af vindertiden.

 

Den første kilometer er så stejl, at de tungere folk for alvor kan komme i vanskeligheder, men kan klatrerne ikke samarbejde lige så godt som i 2017 på de lette sidste 1400 m, er der en vis chance for, at der kan ske en eller anden form for samling, og at en god spurt i en let stigende finale kan være af ganske stor betydning. I 2017 så vi, at det kan lade sig gøre for en relativt let og ikke specielt eksplosiv fyr som Mollema at gøre en forskel, men tungere folk som Matej Mohoric, Remi Cavagna, Grega Bole og Magnus Cort sluttede alle i top 15, hvilket vidner om, at man ikke behøver at være klatrer for at vinde. I 2017 var samme Cavagna helt fremme som nr. 7, mens relativt store Andrei Grivko blev nr. 17. Til gengæld var det slet ikke noget for en dieselklatrer som Hugh Carthy, der trods god form endte helt nede som nr. 21. Uden et godt punch får man det således svært, selvom stigningen i oktober synes at gøre større skade, end den ville gøre på et tidligere tidspunkt af sæsonen.

 

Der kan ikke være den store tvivl om, at etapen skal afgøres på stigningen. Resten af etapen er nemlig meget nem, og det kræver ikke mange anstrengelser at kontrollere etapen. Vind er der næsten intet af, og da det vil give bedst mening at spare kræfter til et udbrud på særligt 5. etape, ligger det i kortene, at vi igen får etableret et udbrud relativt tidligt. Herefter vil Bora formentlig føre an, ikke så meget for den førende Pascal Ackermann, men snarere for Felix Grossschartner, og de burde kunne regne med hjælp fra Deceuninck, EF, Astana og måske endda Wanty, der alle synes at være kommet til Kina med ganske store klassementsambitioner. Derfor bør det ikke være et problem at hente udbruddet på den meget lette etape, og det vil formentlig være et frisk felt, der ankommer til Nongla. Det betyder også, at det hele bliver endnu mere eksplosivt, end hvis resten af etapen også havde været udfordrende.

 

Positionskampen frem mod stigningen er altid uhyre dramatisk, og vi så for to år siden, at et stort styrt kort inden stigningen sendte blandt andre Wilco Kelderman - naturligvis fristes man til at sige - i asfalten. Derefter kommer man flyvende ind på den stejle del, og her er det nærliggende at tro, at EF vil sende Hugh Carthy og Tejay van Garderen frem for at gøre det hårdt fra bunden, og at også Deceuninck vil bruge folk som Pieter Serry og Mikkel Honoré og måske også Remi Cavagna og Petr Vakoc til at gøre det hårdt. Måske vil Wanty også sætte tempo med Loic Vliegen og Odd Christian Eiking. Herefter vil det særligt være op til Enric Mas, Daniel Martinez, Guillaume Martin, Antwan Tolhoek, Merhawi Kudus og andre mere klassiske klatrere at forsøge at gøre en forskel på den stejle del frem mod bjergspurten, der kommer med 1400 m igen.

 

Alt afhænger af, hvor stor skade der gøres på denne del, og hvor godt der samarbejdes efterfølgende. Det gør det til en ret åben kamp mellem puncheurs, eksplosive klatrere og sågar nogle af de allermest holdbare sprintere. Der ventes kun en helt svag sidemodvind på det meste af stigningen, og det vil ikke spille den store rolle. Og efter at have genset finalerne fra de sidste to år, hvor en stærk trio af klatrere var i stand til at køre væk på den svære del, tror vi, at det scenarium vil gentage sig i år.

 

Derfor holder vi fast i, at Enric Mas må være vores favorit til at vinde både etapen og hele løbet. Løbet passer nemlig slet ikke til den spanske klatrer, der er mere kendt for sin dieselmotor end for sit punch. Det er imidlertid ikke så afgørende som form og motivation, og Mas har vist, at han er motiveret efter at slutte en trist sæson af på fornem vis. I et efterår, hvor han stort set ikke har kørt cykelløb, har han trænet godt i højderne, og det gav sig udslag i en 10. plads i Milano-Torino, der ikke passede ham, og et Il Lombardia, hvor han klart var en af de stærkeste, indtil han løb en anelse tør for kræfter til sidst. Med andre ord ligner han ubetinget feltets mest formstærke klatrer, og han har samtidig en friskhed, der er få forundt.

 

Spørgsmålet er, om form, friskhed og motivation er nok. Det kan nemlig ikke gøre det ud for, at Mas bare ikke er en puncheurtype, som vil elske en stigning som Nongla. Heldigvis kan han lukrere på, at feltet er stort set renset for puncheurs, og de få, der er, synes for de flestes vedkommende at være formsvage. Mas har faktisk et rimeligt punch, som han især viste med 2. pladsen bag Diego Ulissi i sidste års Tour de Suisse, og med de ben, han har nu, bør han være i stand til som Wellens og co. at slå et hul på den stejle del. Det er klart, at det ikke må ende i en spurt i en større gruppe på de lettere sidste 1400 m, men med den form, han har nu, bør han have en reel chance for at gøre en forskel i det hidtil svageste felt til det kinesiske løb. Derfor tror vi, at den spanske guldfugl ender en skidt sidste sæson i Deceuninck-trøjen med at tage sin første store etapeløbssejr på WorldTouren.

 

Hans værste rival kunne være Daniel Martinez. Colombianeren har haft et skidt år, siden han brækkede håndleddet i optakten til Touren og sygdom ødelagde hans Vuelta-forberedelse i Utah. Den spanske grand tour blev da også bare én lang lidelseshistorie, som mest af alt skulle bruges som forberedelse af 2020, men noget tyder på, at han er kommet ud af løbet med den form, han har jagtet. I hvert fald kørte han et fabelagtigt og meget offensivt VM på en rute, der mildt sagt ikke var noget for en klatrer som ham, og det vil da heller ikke være mærkeligt, hvis det colombianske supertalent har fået boostet sin form af tre ugers hårdt cykelløb.

 

Til gengæld har der været stille om ham siden dengang. Faktisk har vi intet set til ham, og derfor kan han sagtens være en af de ryttere, der har trukket stikket. Med tanke på, at han første vendte tilbage til konkurrence i Vueltaen, er der imidlertid gode chancer for, at han har udset sig løbet her som en chance for at få et tiltrængt resultat. Ligesom for Mas gælder, at heller ikke han er nogen stor puncheur, men han viste i forbindelse med sin ”dansen-væk” fra Lopez på kongeetapen i Paris-Nice, at han har en vis eksplosivitet. Ligesom for Mas gælder, at også han skal gøre forskellen på den stejle del, men hvis han har bevaret VM-formen, ligner det et realistisk scenarium.

 

En anden rytter, der ikke har kørt siden brusebadet i Yorkshire, er Felix Grossschartner. Der er imidlertid al mulig grund til at tro, at han i hvert fald har motivationen, for sidste år var 2. pladsen i dette løb hans første virkelige topresultat i et WorldTour-etapeløb, og det har han utvivlsomt brugt som motivation for årets udgave. I de seneste dage er han da også modsat Maximilian Schachmann blevet skånet for at skulle arbejde for Pascal Ackermann, og det siger alt om ambitionerne. I år er han endda langt stærkere efter en sæson, hvor han har vundet Tour of Turkey og kørt et fremragende Tour de Romandie. Når man alligevel kan have sin tvivl, skyldes det, at han siden den skuffende 8. plads i Californien har været en kronisk skuffelse, der særligt floppede i Dauphiné og i Vueltaen.

 

Alligevel er der grund til håb. Grossschartner fandt nemlig benene én dag i Vueltaen, og det var på sidste bjergetape, hvor han kørte fremragende for kaptajn Rafal Majka, for hvem han lukkede mange huller - til frustration for blandt andre Alejandro Valverde. Det fulgte han op med en hæderlig 30. plads ved VM, og derfor kan det konstateres, at han i hvert fald var i form for 14 dage siden. Er han stadig det? Han har haft en lang sæson, men motivationen kan bære langt på denne tid af året. Og i forhold til Mas og Martinez er han langt bedre i puncheurafslutninger, som han blandt andet viste med sin flotte puncheurspurt i Tyrkiet i april. Har han samme form som sidste år, vil Grossschartner derfor være manden, der skal slås i et felt uden mange puncheurs.

 

En rytter, der er steget på favoritlisten siden starten, er Guillaume Martin. Med angreb på 1. og 3. etape har han vist, at han er kommet til Kina for at slutte godt af for Wanty inden skiftet til Cofidis, og han har bekræftet den gode form, han også viste med et sent sidste angreb i GP Beghelli. Hans form har ellers været helt umuligt at læse i et efterår, hvor han har skuffet i de løb, der passede ham, og overrasket i de løb, der ikke passede ham. Han faldt igennem i Toscana og Emilia på klatretunge ruter, men til gengæld blev han en overraskende nr. 3 via et udbrud i Memorial Marco Pantani, onden han imponerede stort i Beghelli. Han er trods sin klejne statur faktisk en ganske eksplosiv fyr, der slet ikke vil være på udebane på kongeetapen, og derfor kunne han sagtens ende som en sjælden wildcard-vinder af et WorldTour-løb efter en sæson, hvor hans 12. plads i Touren var udtryk for et nyt niveau. Udfordringen er, at etapen er meget eksplosiv, og det er hovedårsagen til, at vi har Martin nede som nr. 4 på vores liste. Han er nemlig kendt som en langsom starter, der altid føler sig dårligt kørende på første stigning, som han også gjorde det i dag. Det er selvsagt et problem i et løb, hvor sidste stigning er eneste reelle udfordring.

 

Davide Villella, der har kurs mod en rolle som hjælper på Movistar, kan se frem til skulle slutte godt af for Astana. Han er en sand oktoberrytter, der altid er flyvende, når sæsonen går på hæld. I 2015 blev han nr. 10 i Torino, i 2016 blev han nr. 5 i Lombardiet og vandt Japan Cup, i 2017 blev han nr. 5 i Varese og nr. 15 i Lombardiet, og sidste år rundede han en skidt sæson af med sejr i Tour of Almaty og en 9. plads på kongeetapen i dette løb. Også i år holder trenden, for Villella kommer til løbet med en 2. plads i Kroatien, en 7. plads i Piemonte og en 28. plads i Lombardiet i bagagen.

 

Noget kunne inden løbet tyde på, at benene ikke er helt så gode længere. I hvert fald var Lombardiet en af hans ringere præstationer i hjemmebaneløbet, ligesom 7. pladsen i Piemonte også var under forventning. På den anden side er han sammen med Grossschartner den mest eksplosive af de hidtil nævnte, og han har med sine fine resultater i Japan vist, at han evner at tage god form med sig til Asien til allersidst. Sådan så det også ud i dag, hvor han forcerede kraftigt på bakken for Davide Ballerini og deltog i en indlagt spurt. På den baggrund bør Villella være med i kampen om sejren i det sidste løb i Astanas fantastiske 2019-sæson.

 

En anden rytter, der kommer med form fra de italienske klassikere, er Diego Rosa. Kyssesyge har betydet, at italieneren har lignet en mand på vej mod deroute. Siden midten af september har han imidlertid været sig selv igen. Allerede i Toscana så man de første takter, inden han blev nr. 2 i Memorial Marco Pantani, og senest leverede han fremragende hjælpearbejde for Egan Bernal i Emilia, Torino og Piemonte, men det forhindrede ham desværre i at vise, hvor langt formen egentlig rakte. Alligevel blev han trods meget aktiv kørsel nr. 16 i Emilia, hvor en stor dek af verdenseliten var samlet, og det siger noget om, at benene er gode.

 

Når man alligevel kan være i tvivl, skyldes det Il Lombardia. Her forsvandt Rosa allerede inden tv-billederne, og han endte da også med at udgå. Var det sygdom? Var det en dårlig dag? Ingen ved det, for Rosa har ikke udtalt sig siden løbet. Hvis han er frisk igen, må han med den efterårsform, der tidligere har indbragt ham en 2. plads i Lombardiet og en sejr i Milano-Torino, være blandt de tunge favoritter. Nogen puncheur er han ikke, men helt uden punch er han ikke, og derfor passer finalen ham udmærket. Ligesom Mas, Villella og Martin kan han således runde sin tid hos sit nuværende hold af med en stor sejr.

 

Tour of Guangxi ligner på mange måder stedet, hvor man redder en skuffende sæson. Det bliver forhåbentlig også tilfældet for Antwan Tolhoek, der måske nok vandt en bjergetape i Tour de Suisse, men generelt slet ikke har kunnet bygge videre på sit flotte 2018. Der er dog ganske meget håb at hente i hans kørsel i Emilia, hvor han var meget aktiv i finalen som hjælper for Primoz Roglic. Efter det flade GP Beghelli skippede han de øvrige løb, og det kan næsten kun læses som et forsøg på at satse på Guangxi. Hvis han vitterligt har fundet benene fra 2018, bør han være blandt de bedste i dette løb, især hvis han finder niveauet fra Californien, hvor han var flyvende på stigningerne. Han har et ganske fint antrit, og selvom han ikke er puncheur, er det slet ikke en tinge finale for ham. Alt sammen afhænger det af, om præstationen i Emilia var udtryk for, at han endelig er tilbage på sporet efter en trist sæson.

 

En dark horse til løbet er Merhawi Kudus. Eritreeren har fået et boost af skiftet til Astana, hvor han lagde stærkt ud ved blandt andet at blive nr. 3 i Tyrkiet. Siden da har der imidlertid været temmelig stille om ham, og efter sommerpausen har han stort set ikke være i aktion. Han gjorde det dog hæderligt i de italienske løb helt tilbage i september, og det er den seneste reelle referenceramme, vi har for hans form. Kudus har imidlertid haft for vane at køre stærkt i begyndelsen af året, og han er således blandt de ryttere, der mestrer kunsten af træne sig i form. Friskhed må han have i et omfang, så han kan tjene en god skilling på at sælge ud af den, og hans deltagelse i spurterne de første dage viser, at han stor ambitioner. Stigningen burde i hvert fald ikke være helt ringe for den ganske hurtige og eksplosive eritreer.

 

En anden fremragende puncheur, der er gået helt i stå, er Alexandr Riabushenko. Hviderusseren blev U23-europamester på puncheurbakken i Plumelec, men som professionel er han gledet helt i baggrunden. Det har imidlertid ændret sig siden september, hvor han lagde ud med at slå den i en periode usårlige Lutsenko i Coppa Agostoni. Siden blev han nr. 2 på kongeetapen i Slovakiet, men derefter har han været sit vanlige ustabile selv. Skuffende præstationer i Emilia, Varese og Piemonte blev blandt med en hæderlig 31. plads i Milano-Torino, og det viser blot, hvor uberegnelig han er. Kender vi ham ret, kan han sagtens være faldet ned i endnu et hul, men løbet her er også så let og eksplosivt, at det burde være rent guf for ham. Nu skal han blot vise, at han stadig har lidt af septemberformen, og at der ikke venter endnu en nedtur for den tidligere europamester. Dagens gode spurt var i hvert fald et godt tegn.

 

Lilian Calmejane har haft en sæson, hvor man mest af alt har kunnet spørge, hvad i alverden der var galt. Det har imidlertid ændret sig efter Touren, hvor han endelig har fundet sit gamle niveau. En 4. plads i Arctic Race blev fulgt op af en 2. plads og etapesejr i Limousin samt en 5. plads lige bag Hivert i Vallonien. Til gengæld udgik han af Memorial Marco Pantani, og selvom han angreb til sidst i Famenne Ardenne, var han uden den klasse, man ville forvente. Vi sidder desværre med fornemmelsen af, at sæsonen alligevel er blevet lidt for langt, men har han noget at skyde med, vil han som en glimrende puncheur elske en stigning som Nongla. I dag kørte han i hvert fald en spurt, der giver et vist håb.

 

Dagens store taber var Jhonatan Narvaez, der så overbevisende ud på stigningen, men styrtede med 2 km igen. Ecuadorianeren lignede lidt af en fejlinvestering, men som i anden halvdel af sæsonen har fundet benene. Det startede med nogle fornemme puncheurspurter i Burgos og blev fulgt op af fin kørsel i Tyskland, hvor han blev samlet nr. 11. Desværre så han lidt mere rusten ud i sine senere italienske løb, og man kan derfor ikke helt slippe følelsen af, at han måske er ved at være færdig for i år. Nu har han haft en lang pause siden VM, hvilket gør ham til lidt af et wildcard, men har han benene fra Burgos, vil han med sit punch elske denne stigning. Nok er han ude af klassementet, men han kan stadig vinde etapen.

 

Lotto kommer med den meget lovende Carl Fredrik Hagen, der tog hele verden med storm med sin top 10 i Vueltaen. Desværre skal man nok være lidt optimistisk for at tro, at han stadig er frisk efter karrierens største løb. Han udgik ved VM, og da han i sidste øjeblik blev hentet til Lombardiet, var han langt fra de bedste. Der er dog stor forskel på det hårde italienske monument og et let løb i Kina, der reelt kan koges ned til en spurt op ad en 3 km lang bakke. Har han sin bedste form, har han punchet til at spurte om ad en bakke som denne, men det kræver, at han mod forventning stadig har noget at skyde med efter en sæson, der er den i særklasse hårdeste i hans stadig unge karriere.

 

Løbets naturlige favorit burde være Maximilian Schachmann. Der er i hvert fald ingen tvivl om, at han er feltets superpuncheur par excellence efter et år, hvor han har været fabelagtigt kørende i foråret med i alt fire etapesejre i Catalonien og Baskerlandet samt en uhyggelig stabil ardennerkampagne. Hans problem er imidlertid, at han først netop er kommet tilbage fra en lang og svær skadespause efter Tour-styrtet, som ikke er blevet nemmere af en smule sygdom undervejs. Han manglede stadig en del i de italienske løb, og selvom det ikke var helt ringe i Varese og Lombardiet, skal han have taget et kvantespring, hvis han skal være med i kampen om sejren i dette løb. Motivation kan bringe folk langt i oktober, og den har han helt sikkert masser af, og samtidig er løbet her så eksplosivt og let, at han ikke behøver at være Superman for at vinde det. Spørgsmålet er dog, om ikke det vil være lidt for langt at strække den at tro, at selv Schachmann kan ende øverst på podiet med den form, han har vist i de seneste dage. På den anden side har han været meget synlig i arbejdet for Ackermann de seneste dage, og selvom det er klart, at Grossschartner er plan A, skal man aldrig afskrive Schachmann i en spurt, hvis det hele ender i en spurt på den lette sidste del.

 

Endelig vil vi pege på Petr Vakoc. Det var stærkt opløftende at se den så uheldige tjekke angribe stærkt på stigningen i dag, og han sluttede endda godt af med at køre en god spurt. Det er klart, at tjekken ikke har kørt med i front på så svær en etape siden styrtet i Sydafrika for nu snart to år siden, men i et løb, hvor meget handler om motivation, ligner han en mand, der er klar til at gå efter et resultat. Vi frygter, at den stejle del er lidt for svær, men skulle det blive kørt defensiv, er lynhurtige Vakoc livsfarlig på den sidste lette del af etapen.

 

Blandt de øvrige kandidater må vi konstatere, at lottokuponen Jonathan Hivert denne gang ligner en nitte, og selvom man altid skal åbne for, at han i morgen kører som en motorcykel, ligner han ikke en vinder - måske på grund af hans forhadte varme. Remi Cavagna kører stadig som et TGV-tog og kunne meget vel ende i top 10, men vi har svært ved at se ham vinde, med mindre han udnytter lidt stilstand på den fladere del til at komme med et klassisk Cavagna-angreb. Matteo Trentin vil kæmpe for sit klassement, men selvom han formentlig vil gøre det godt, er det svært at se ham vinde. Det handler mere om at lave ”en Cort”, som i 2017 indbragte danskeren en hæderlig top 15 med et begrænset tab. Remi Cavagna kører stadig som et TGV-tog og kunne meget vel ende i top 10, men vi har svært ved at se ham vinde. Martijn Tusveld virker stærk, men ligner trods alt ikke en vinder. Peter Stetina, Steff Cras og Simone Petilli virker godt kørende, men stigningen er for eksplosiv. Loic Vliegen og Odd Christian Eiking synes at mangle for meget og primært være her for Martin, og Nick Schultz kunne meget vel få til opgave at arbejde for at begrænse Trentins tab. Vi tror, at Pieter Serry og Mikkel Honoré skal sætte tidligt tempo for Mas.

 

Feltet.dks vinderbud: Enric Mas

Øvrige vinderkandidater: Daniel Martinez, Felix Grossschartner

Outsidere: Guillaume Martin, Davide Villella, Diego Rosa, Antwan Tolhoek, Merhawi Kudus

Jokers: Alexandr Riabushenko, Lilian Calmejane, Jhonatan Narvaez, Carl Fredrik Hagen, Maximilian Schachmann, Petr Vakoc, Jonathan Hivert, Remi Cavagna

 

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Gianni Moscons sejr fra 2018 og Tim Wellens’ sejr fra 2017.

Enric Mas
Daniel Martinez, Felix Grossschartner
Guillaume Martin, Davide Villella, Diego Rosa, Antwan Tolhoek, Merhawi Kudus
Alexandr Riabushenko, Lilian Calmejane, Jhonatan Narvaez, Carl Fredrik Hagen, Maximilian Schachmann, Petr Vakoc, Jonathan Hivert, Remi Cavagna
DEL
INFO
Optakter
Nyheder
Tour of Guangxi
Nyheder Profil Resultater
DELTAG I DEBATTEN
KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:
/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

World Cup Tabor(CDM) 16/11

Tour of Fuzhou(2.1) 17/11-23/11

World Cup Tabor(CDM) 16/11

Tour of Fuzhou(2.1) 17/11-23/11

World Cup Koksijde(CDM) 24/11

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain-Merida

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

CCC Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Deceuninck - Quick-Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Mitchelton-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Dimension Data

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team EF Education First

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jumbo-Visma

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Katusha Alpecin

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sky

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

SPAR 7.200 PÅ LÆKKER PINARELLO CYKEL