Optakt: 5. etape af Tirreno-Adriatico

Ruten

Efter sidste års eksperiment uden høje bjerge vender løbet tilbage til den nyere tradition med et stort bjergslag på løbets kongeetape. Det sker som så ofte før på 5. etape, og denne gang har rytterne endda allerede fået lov om torsdagen at varme op i bjergene. Det helt store slag skal slås på Sassotetto-stigningen, der for to år siden gjorde debut på en dag, hvor Mikel Landa med en etapesejr fik en stærk start for Movistar, og en uheldig defekt kostede Geraint Thomas det, der lignede en stensikker samlet sejr, og den er så svær, at vi efter denne etape meget vel kan kende vinderen af årets Tirreno-Adriatico

Også kongeetapen er en lang sag, idet der skal tilbagelægges 202,0 km mellem Norcia og Sassotetto-stigningen i udkanten af Sarnano. Starten er knaldhård, idet det går mod nord op ad en ikke-kategoriseret stigning (4,2 km, 6,5%), inden en let nedkørsel leder mod nordvest ned i dalen. Her følger man en let stigende dalvej mod nordøst og nord, inden man fortsætter mod nord op ad Santa Margherita-stigningen (3,4 km, 7,4%), der særligt er stejl over de sidste 2400 m, hvor den stiger med 8,9%.

Toppen rundes efter 38,0 km, hvorefter man følger et plateau mod øst, inden en kun mod slutningen svær nedkørsel leder mod nord ned til dalen. Her kører man mod nordøst ad en let faldende dalvej op til det nordligste punkt i Tolentino. Her vender man rundt for at køre mod sydøst op ad en bakke (2,6 km, 6,4%) med top efter knap 90 km, inden en nedkørsel leder ned til endnu en bakke, som fører op til dagens spurt, som kommer efter 100,1 km.

Læs også

Fransk sprinter sagsøger løbsarrangør for tocifret millionbeløb

Efter spurten snor man sig mod øst og syd igennem klassisk Tirreno-terræn, der går op og ned, hvoraf en bakke med 6,2% over 2,0 km og top efter godt 110 km er den vanskeligste. Kort efter drejer man mod vest for at passere San Ginesio (6,3 km, 4,7%), der er en meget jævn stigning med top efter 123,1 km. En nedkørsel fører nu mod vest, hvorefter man kører mod syd, sydøst og øst gennem mere Tirreno-terræn, der går op og ned. Værst er fire bakker med top efter 140 km (1,5 km, 7,7%), 145,6 km (2,6 km, 8,2%), 155,0 km (2,2 km, 4,4%) og 161,4 km (2,6 km, 6,9%).

Efter de mange bakker rammer man en let stigende dalvej, der fører mod sydvest ned til endnu en bakke (2,2 km, 5,6%), der har top efter 182,0 km. Herfra går det mod nordvest via en kort nedkørsel og let stigende terræn frem til Sarnano.

Nu drejer man mod sydvest for at køre op ad dagens målstigning. I alt er den 11,8 km lang og stiger med 7,1% i snit, men tallene snyder en anelse. De første 3,4 km er nemlig relativt lette med 6,6%, men derefter følger 5,85 km, hvor den gennemsnitlige stigningsprocent ligger på 8,6%, hvor man mange steder ligger på 9-10%, og hvor det stejleste stykke på 13% nås med godt 4 km til toppen. Herefter flader det imidlertid ud med blot 4,9% over de sidste 2 km, og over den sidste kilometer stiger den stabilt med ca. 5%. Den første del af stigningen består af en lang, relativt lige vej, men de sidste ca. 7 km er kringlede med mange hårnålesving. Det sidste kommer kort efter den røde flamme, hvorefter vejen bugter sig, indtil man rammer den 100 m lange, 7 m brede opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 4385 højdemeter.

Sassotetto-stigningen blev senest brugt i 2018, hvor Mikel Landa tog sin første sejr for Movistar ved på toppen at overspurte Rafal Majka og George Bennett, inden en større favoritgruppe nåede mål 6 sekunder senere - en gruppe, som ikke talte den førende Geraint Thomas, der var blevet ramt af en defekt på stigningens sidste kilometer.

Læs også

Suveræn legendesejr i Vueltaen - Norsgaard udgår

Vejret

For en uges tid siden så det ud til, at kongeetapen ville blive våd, men det bliver næppe tilfældet. Fredag byder kun på få skyer og en temperatur på hele 28 grader i bunden af stigningen. Vinden vil være let og komme fra nordøst. Det giver mod- og sidemodvind hele vejen frem til spurten, hvorefter der hovedsageligt er sidemedvind. Man får sidevind på stykket frem til målbjerget, hvor der er medvind hele vejen op.

Favoritterne

Dagens etape gav de første virkelige svar på klatrehierarkiet i løbet. Muren onsdag gav nemlig kun indikationer, mens 4. etapes længere stigninger langt bedre afspejler, hvor rytterne står i de virkelige bjerge. Og de bjerge kommer for alvor fredag på kongeetapen, der hele tiden har lignet løbets mest afgørende.

Selvom dagens etape var et pejlemærke, fortæller den ikke hele historien. Det gik nemlig ret gelinde på den første lange stigning, og selvom Ospedeletto var svært nok til at skabe de ventede forskelle, var der stadig tale om ret eksplosiv sag over bare 4,5 stejlere kilometer. Sassotetto er til gengæld et rigtigt bjerg for virkelige bjergryttere, og det er er en lidt anden snak. Samtidig er der tale om en ganske svær stigning, hvor man sagtens kan gøre forskelle, som vi så for 2 år siden, men vi så også, at man kan tabe lidt på den lettere del til sidst. Netop den lidt lette afslutning betyder, at en god spurt kan vise sig væsentlig, selvom meget taler for, at bedste klatrer kan køre alene hjem - særligt fordi der er direkte medvind hele vejen op.

Først og fremmest skal vi dog have afklaret, om favoritterne overhovedet skal køre om det. Forskellene er store, og EF vil helt sikkert gerne lade et ufarlig udbrud køre hjem. Til gengæld er dette dagen for Astana til at slå til, nu entydigt med Aleksandr Vlasov og ikke den fortsat formsvage Jakob Fuglsang. Samtidig må det brølstærke Mitchelton-hold have fået mod på mere efter dagens sejr og den overraskende fine kørsel fra Simon Yates. Endelig kan man ikke udelukke, at Geraint Thomas faktisk vil mere end bare vente på enkeltstarten.

Samlet set er der altså tre meget stærke hold - særligt Ineos og Mitchelton - som kan tænkes at jagte. Ligesom i dag taler meget for, at der bliver kamp om at komme afsted, særligt fordi starten er så hård. Når elastikken er knækket, må man formode, at EF tager kontrol, og så vil et eller flere af de tre nævnte hold formentlig hurtigt iværksætte en jagt, da udbruddet ventes stærkt grundet den vanskelige indledning. Terrænet midtvejs er uhyre vanskeligt og klassisk for Tirreno med sine mange småbakker, men med dtre af de stærkeste hold til at jagte, regner jeg med samling frem mod Sassotetto. Og her er der som sagt en vis sandsynlighed for, at bedste klatrer vinder.

Det får mig til at pege på Aleksandr Vlasov som favorit. Russeren var lidt svær at læse i dag, hvor han i første omgang ikke kørte med i Yates’ angreb. Det kunne imidlertid skyldes en dårlig position, for da han først åbnede op, kørte han op med uhyre lethed. Siden da var han aldrig i problemer, og den bemærkelsesværdigt gode spurt, peger på, at formen er aldeles glimrende. Vlasov har generelt været ustoppeligt på stigningerne i år, og han er langt mere komfortabel i de rigtige bjerge. Han har i Jakob Fuglsang en ganske stærk hjælper til trods for trængslerne, og han kan sætte russeren i scene til et angreb. Dagens lette opkørsel får mig til at tro, at august-formen er blevet til september-form, og derfor tror jeg, at han vinder.

Læs også

Giro d'Italia: Hovedudfordrerne (****)

Han skal dog stramme sig an for at slå Michael Woods. Der var usikkerhed om, hvordan murspecialisten Woods ville klare sig i mindre gunstigt terræn, men han lignede stærkeste mand i frontgruppen i dag, hvor han forcerede talrige gange. Til gengæld er det også klart, at den længere stigning er vanskeligere for ham, for selvom han er kørt i top 10 i Vueltaen, har vi stadig til gode at se ham folde sig ud med de allerbedste i de rigtige bjerge i etapeløbene. Lige nu har han dog formen, der gør det muligt, og vi har set ham gøre det godt på lange stigninger i Lombardiet og til VM. Endelig har han et guldvåben i sin gode spurt, så han skal i princippet bare følge med for at tage den anden sejr.

Geraint Thomas bekræftede i dag det gode indtryk, men han lignede en mand, der kom lidt i problemer, da Woods åbnede for gassen til sidst. Det kan måske betyde, at benene ikke er helt på toppen endnu, men det ændrer ikke på, at Thomas ubetinget var en af de stærkeste i dag. Ligesom Woods har han en glimrende spurt til sidst, og med enkeltstarten i baghånden behøver han i princippet bare at følge med. Han må i hvert fald være opsat på revanche efter mareridtet på Sassotetto for to år siden, hvor kæden kostede brølstærke Thomas en stensikker samlet sejr i løbet.

Dagens positive overraskelse var Simon Yates, der virkede så rusten på muren, der burde passe ham, men i dag var i hopla. Nu skal han imidlertid vise, at han også kan i de virkelige bjerge, der traditionelt har passet ham dårligere. Samlet set er dette dog glimrende Yates-terræn, da der kun er én lang stigning, og han har i Vueltaen og Giroen vist, at han imponere i de rigtige bjerge. Han skal stadig bekræfte, at han efter halvandet sløjt år vitterligt kan rejse sig selv igen, men dagen i dag giver grund til optimisme - også fordi han ligesom Woods og Thomas kan stole på sin spurt og har det stærkeste hold, der kan sidde i overtal og angribe på skift.

Af samme grund vil jeg pege på Jack Haig. Australieren har endelig fundet Giro-formen, og nu kommer vi til en lang stigning, der passer til hans store dieselmotor. Han ofrede sig for Yates på 3. etape, og det har kostet ham tid, som gør, at han vil være mindre overvåget. Vi ved, at Haig efterhånden klatrer lige så godt som alle andre i dette felt, særligt nu hvor motoren er blevet varm. Han skal alene hjem for at vinde, men det kan han også komme, når Mitchelton sidder i overtal, som vi så i dag.

Af samme grund kan Lucas Hamilton gøre det igen. Australieren er et enormt talent, der ligesom Haig har lagt en rusten start bag sig frem mod Giroen. Også han burde være mere komfortabel i de rigtige bjerge, og ligesom Haig er han stadig lidt efter grundet en 3. etape, der ikke passede ham. Han er måske nok den svageste af de tre fra Mitchelton, men overtallet kan alligevel udnyttes - især fordi han igen er den lille underdog.

Rafal Majka bekræftede i dag, at han mangler lidt i forhold til de allerskarpeste, men det er ikke meget. Dette er tillige den etape, der passer ham allerbedst, og han har endda gode erfaringer med stigningen fra 2018. Hans problem er hans gode placering, der gør, at han er skarpt overvåget, men logikken siger samtidig, at det er nu, han for alvor kommer til sin ret. Det ser svært ud, men en stadig mere genfødt Majka har en reel chance her, også fordi han har en rimelig afslutning i den lettere finale.

Det har Wilco Kelderman dog i særlig grad, men han var dagens skuffelse i dag. Nok engang ser vi, at han er blevet bedre i mere eksplosivt terræn end i virkelige bjerge, og det taler i princippet for, at han får det sværere denne gang. Til gengæld så vi jo i går, at hans spurt er ganske glimrende, og hvis det bliver taktisk mellem en jævnbyrdig top, kan det med den lettere finale sagtens ende i en spurt. Her vil Kelderman stå med en god chance.

Egentlig vil jeg gerne have Fausto Masnada højere på min liste. Italieneren har nemlig været dybt imponerende og lignet en af de stærkeste, især med sit store arbejde på finalestigningen i dag. Etapen her burde passe ham endnu bedre, men i forhold til etapesejren hjalp han ikke sig selv ved at vinde tid i dag. Nu er han en mand, ingen kan lade køre, og da han ikke er spurtstærk, får han trods sin styrke svært ved at vinde etapen, når han trods alt ikke ligner manden, der bare kører fra alt og alle.

En af dagens positive oplevelser var Sam Oomen, der endelig ser ud til at være tilbage efter operationen. Hans arbejde for Kelderman var enormt, og han lignede den stærkeste af de to. I morgen skal han sikkert igen blive hos sin landsmand, men man kan ikke udelukke, at der kan opstå en taktisk situation, som vi så i dag, hvor Hamilton og Masnada sneg sig væk. Oomen har tabt tid og synes at have formen til at lukrere på det.

Læs også

Optakt: Eschborn-Frankfurt

Det kan også være chancen for James Knox, der også endelig nærmer sig Giro-formen. Den lille brite burde ligeledes være mere komfortabel på denne stigning, men til gengæld har han også været den ringeste af de hidtil nævnte. Derfor er det måske svært at se ham vinde, men i et taktisk spil har han trods alt lidt frihed, ligesom han også har en hæderlig afslutning.

Endelig er der Louis Meintjes. Allerede i går pegede jeg på, at der var lys i sigte for den fallerede sydafrikaner, og det bekræftede han i dag med et fabelagtigt ridt, hvor han ene mand slæbte Rui Costa og Daniel Navarro frem til udbruddet, hvor han tillige var klart stærkest, inden han alligevel hold sig pænt til mod slutningen. Nu kommer vi endda endelig til et rigtigt bjerg, der passer dieselklatreren Meintjes, som har glæde af, at vi er fem dage henne, og etapen er lang med mange højdemeter. Måske vinder han ikke, men han virker brølstærk, og han har tabt tid.

Blandt de øvrige ryttere må ellers stærke Tao Geoghegan Hart være ren hjælper, ligesom Jakom Fuglsang nu må være det. Vincenzo Nibali virker helt væk, og stigningen er for svær til at Rui Costa og Patrick Konrad kan hævde sig i front. Skal man se på ryttere, der bør gøre det bedre end hidtil, er det særligt Hermann Pernsteiner , der i dag gjorde det betydeligt bedre end på 3. etape, og som endelig kommer til en etape, der passer ham, samt Victor de la Parte og Matteo Fabbro, der ligeledes burde være mere komfortable i dette terræn. Deres niveau tilsiger dog ikke, at de har formen til faktisk at vinde etapen.

Feltet.dks vinderbud: Aleksandr Vlasov

Øvrige vinderkandidater: Michael Woods, Geraint Thomas

Outsidere: Simon Yates, Jack Haig, Lucas Hamilton, Rafal Majka, Wilco Kelderman

Jokers: Fausto Masnada, Sam Oomen James Knox, Louis Meintjes, Hermann Pernsteiner, Victor de la Parte, Matteo Fabbro

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Mikel Landas sejr fra 2018.