Optakt: 5. etape af Tirreno-Adriatico

 Livestream Tirreno-Adriatico og Paris-Nice til halv pris

Ruten

I gamle dage (og i 2019), hvor bjergfinaler ikke hørte til dagens orden i Tirreno-Adriatico, blev løbet altid afgjort i det terræn, der mere end noget andet kendetegner området øst for Adriaterhavet. Her går det nemlig konstant op og ned ad smalle veje via små, stejle mure og kringlede nedkørsler. Det er med andre ord sandt guf for klassikertyperne, og selvom løbet i dag som regel også har en stor bjergetape, er den anden af de to nøgleetaper, der som regel har været, altid blevet udgjort af det, arrangørerne kalder årets ”muretape”. En sådan er der naturligvis også i år, hvor vi vender tilbage til muren i Fermo, der i 2017 var rammen om en uhyre imponerende Peter Sagan-sejr på en dag, hvor slovakken blandede sig med alle klassementsrytterne. Dengang var der ingen forskelle mellem de bedste, da den afsluttende murs stejle del kommer et stykke fra mål, men selvom den samlede etape ikke er så svær, som vi før har set det, ved vi fra løbene i blandt andet 2019 og 2021, at disse etaper har potentiale til at skabe større afstande end løbets kongeetape.

Med en distance på bare 155,0 km er der tale om en kort og intens etape, der fører feltet fra Sefro til Fermo. Vi er nu nået ud til murene, der ligger i terrænet umiddelbart vest for Adriaterhavet, men man starter lidt inde i landet for atter at køre ud mod vandet. Startområdet er relativt fladt, og det falder derfor kun ganske let, når man lægger ud med at køre mod nordøst, øst og nord. Herefter kører man imidlertid mod nordøst ind gennem et højdedrag via en stigning (12,5 km, 3,4%), som har top efter 34,2 km, hvorefter en teknisk nedkørsel leder op til det nordligste punkt.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Herfra snor man sig mod sydøst op og ned ad tre bakker med top efter hhv. 51,6 km, 59,6 km (1,5 km, 6,1%) og 67,3 km (2,8 km, 6,7%), inden den sidste nedkørsel leder ned til floden Fiume Chienti. Den følges nu mod nordøst og øst igennem let faldende terræn frem til byen Piediripa, der nås efter 90,5 km. Nu tager etapen fat igen, når man drejer mod sydøst for at køre ind i bakkerne via en stigning (2,9 km, 5,3%) med top efter 96,3 km, hvorefter en let nedkørsel leder mod sydøst ned til bunden af den kategoriserede Monte Urano (2,3 km, 7,8%), der bestiges fra vest og kan deles i to med først 1000 m med 9,7% og slutteligt 1300 m med 6,1%, inden toppen rundes efter 106,0 km.

Herfra bliver det igen lettere. Et plateau følges mod nordøst, inden en let nedkørsel fører mod sydøst, hvorefter det går ad en let faldende vej mod nordøst det sidste stykke ud mod kysten, som nås efter 121,3 km. Nu kører man 3,0 km mod syd ad den flade kystvej, men herefter indledes finalen i byen Lido di Fermo.

Her drejer man nemlig mod sydvest for igen at køre ind i bakkerne via en stigning (3,6 km, 5,9%), der efter en let start med 4,2% over en kilometer stiger relativt jævnt med 6-7%, men har et stejlt stykke på 19% umiddelbart inden toppen, hvor dagens spurt kommer efter 129,8 km. En let faldende vej leder nu videre mod sydvest ned til udkanten af Fermo, hvor man med 21,8 km igen rammer den afsluttende rundstrækning. Nu kører man med det samme mod syd op ad finalemuren, som indledes med 850 m med 12,6%, inden et fladt stykke fører frem til 1 km med 5,6%. Her undlader man imidlertid at dreje ind på den sidste stejle rampe, men kører i stedet via en nedkørsel med to tidlige hårnålesving og derefter bare en lige vej mod først syd og siden sydvest.

Nu melder den næste stigning sig, når man kører mod nord op ad den kategoriserede Fermo-Madonna d’Ete (2,2 km, 8,5%), der kommer i to hug med først 500 m med 11,4%, siden 1000 m med 4-5% og slutteligt 700 m med 12,2%, inden man runder toppen efter 146,0 km. De sidste 9,0 km går først ad et let faldende stykke mod nord og vest, inden man kører mod øst op ad den lille Murro del Ferro (600 m, 10,7%). Derfra leder en lige nedkørsel mod nordøst ned til rundstrækningens udgangspunkt, hvor man drejer mod nord for at køre op ad finalemuren - denne gang hele vejen til toppen. De indledes som sagt 3,25 km fra mål med 850 m med 12,6% med et maksimum på 21%, inden man med 2,4 km rammer et let stykke, der stiger med bare 0,5%, inden de sidste 1100 m stiger med 6,1% i snit. Denne del kommer dog i to hug med først et kort stykke med 6-8%, inden det kortvarigt falder med 750 m igen, hvorefter de sidste 350 m atter stiger med 8,3% i snit og med et maksimum på 10%. Finalen er kringlet, da man drejer skarpt efter den stejle del af muren med 2,4 km igen, hvorefter man vender 180 grader med 1300 m igen. Slutteligt er der to skarpe sving med 300 og bare 50 m igen på den 6 m brede vej, der undervejs byder på en brostensagtig belægning.

Etapen byder på i alt 2404 højdemeter.

Fermo har kun én gang tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb. Det var også i Tirreno-Adriatico i 2017, hvor Peter Sagan på præcis denne rundstrækning tog en af sine flottere sejre, da han på toppen spurtsejrede foran Thibaut Pinot og Primoz Roglic.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour de Romandie

 Livestream Tirreno-Adriatico og Paris-Nice til halv pris

Vejret

Det flotte vejr fortsætter, men fredagen bliver også en kold fornøjelse. Der vil kun være få skyer, men temperaturen ved start vil bare være 5 grader, mens den i finalen vil være beskedne 7 grader. Vinden vil fra start være let (11 km/t), tiltage til 15 km/t i løbet af etapen, men i finalen igen være let med en styrke på 10 km/t. Hele dagen vil den komme fra øst, hvilket giver mod- og sidemodvind på hovedparten af turen ud til kysten, hvor der kortvarigt vil være sidevind hen langs vandet. Der vil være sidemedvind hen til rundstrækningen, hvor der hovedsageligt vil være sidevind. Der vil dog være sidemodvind på det sidste stykke frem til målstigningen, hvor der først vil være sidevind, medvind med 2,5 km igen, modvind med 1,2 km igen og slutteligt medvind fra det næstsidste sving, indtil man får sidevind over de sidste 50 m.

Analyse af 4. etape

Her kan du læse min analyse af Tadej Pogacars suveræne sejr på torsdagens puncheuretape.

Favoritterne

Det er altid med spænding, at man ser frem til årets muretape, der mere end noget andet er Tirreno-Adriaticos kendetegn. I de senere år har vi nemlig haft nogle helt fantastiske udgaver af disse slag på de stejle bakker ved Adriaterhavet. Bare inden for de seneste år kan man fremhæve blodbadet i 2013, hvor Chris Froome knækkede, 2019-udgaven, hvor Jakob Fuglsang sejrede, og Adam Yates satte Primoz Roglic til vægs, samt ikke mindst sidste års vilde løb, hvor Mathieu van der Poel efter sit vilde soloridt var meget tæt på at blive hentet af en flyvende Tadej Pogacar.

Læs også

Ayuso er stadig mærket af kuldechok

Muretapen har før skabt drama, men jeg er lidt mere lunken ved udsigten i år. Det er bestemt ikke den vanskeligste muretape i løbets historie. Modsat sidste år, hvor det blev et blodbad meget tidligt på dagen, er vanskelighederne denne gang koncentreret over de sidste 30 km. Her går det til gengæld også op og ned hele tiden, og stigningerne har også de procenter, vi forbinder med mure, ikke mindst den stejle del af målbakken.

Heldigvis kender vi rundstrækningen fra tidligere, da den blev benyttet i 2017. Her tog Peter Sagan en af sine flotteste sejre i en finale, jeg havde anset som værende for hård. Som man kan se på videoen nedenfor, var han imidlertid omgivet af lutter klassementsryttere i den eksklusive gruppe, der kørte væk på den stejle del, hvor han faktisk havde været sat, inden han fik sig kæmpet tilbage. Det kunne sagtens være endt i et ukontrollerbart kaos mellem de isolerede kaptajner, men Thibaut Pinot havde fået Sebastien Reichenbach med over, og han sørgede for, at det blev holdt samlet til en spurt, som Sagan altså vandt. Det skal bemærkes, at etapen dengang var betydeligt hårdere med i alt 3410 højdemeter, selvom rundstrækningen var den samme.

Det er klart, at forskellene skal gøres på den stejle del. Derefter er det for let, og der kan ske flere ting. Enten kan der være en hjælper til at føre eller godt samarbejde, så man får en spurt i stil med den, vi så for fem år siden. En anden mulighed er, at den går i stå, og at man får en større regruppering inden den afsluttende puncheurspurt på den sidste rampe. Endelig er der den mulighed, at en snu rytter sniger sig væk på den flade del, hvor kaptajnerne kan være isolerede.

Inden vi kommer så langt, er der dog to spørgsmål, der skal afklares. Holder et udbrud? Og åbnes løbet tidligere end selve finalemuren? Jeg tror, at et udbrud får det svært, men udelukkes kan det ikke. Vi har nemlig fået så store tidsforskelle, at der vil være basis for, at feltet kan lade det sejle hjem. Tadej Pogacar er så sulten, at det ikke vil undre mig, hvis UAE kører dem ind, men hvis ikke trøjen er truet, vil jeg tro, at de foretrækker at spare sig lidt til kongeetapen.

Jeg tror til gengæld, at andre vil jagte. Jonas Vingegaard må have fået megen selvtillid i dag, og jeg tror, at Remco Evenepoel tror mere på, at han kan sætte Pogacar under pres i en ukontrollerbar finale på murene end på Monte Carpegna på lørdag. Derfor vil jeg tro, at Jumbo og/eller Quick-Step vil påtage sig ansvaret. Etapen er kort, og første del er let, så det kræver ikke en bondegård at bruge de tunge folk på den første del.

Mit bud er derfor, at vi få en favoritafgørelse, og jeg tror, at vi vil se samme billede som i dag, nemlig at Quick-Step vil forsøge at skabe det ukontrollerbare løb, der kan gøre Pogacar sårbar. Derfor tror jeg, at de lægger pres på, som de gjorde i dag, inden der vil komme angreb. Det kan både være ved, at de sender Julian Alaphilippe i en offensiv, men det kan også som i dag være, at Alaphilippe sætter et Evenepoel-angreb i scene.

Jeg anser det bestemt ikke som usandsynligt, at Pogacar er med på den galej. I dag var han villig til at samarbejde med belgieren, selvom det logiske havde været at sætte sig på hjul. Gør han det igen, kan det sagtens være en gruppe på 3-4-5-6 af de stærkeste, der vil køre væk på en af de tidligere bakker og herefter afgøre det på muren. Hvis ikke, er det dog også muligt, at vi får en regruppering, og at det som i 2017 bliver en større gruppe, der vil ramme muren til sidst.

Uanset om det bliver en stor eller lille gruppe, vil udfaldet være det samme. Tadej Pogacar viste i dag, at han har et helt ufatteligt overskud, når han både kan angribe tidligt, lukke alle angreb og køre fra alt og alle. Selvom de var lidt fraværende på sidste stigning, viste Rafal Majka og Marc Soler også, at hans hold er så stærkt, at løbet ikke glider ham af hænde, og ender det i en favoritafgørelse, har jeg meget svært ved at se andre vindere end vores slovenske ven. Blandt klassementsrytterne i dette løb har han det i særklasse bedste punch på mure som disse, og den eneste, der kan true ham i det terræn, er Julian Alaphilippe, som åbenlyst ikke er på toppen.

Mit bud er faktisk, at han kunne finde på at køre alene fra en af de tidligere bakker, som han gjorde det sidste år, men mest af alt tror jeg på, at en lille gruppe rammer muren samlet, hvorefter han sætter alle til vægs på den stejle del. Gør han ikke det, er det dog intet noget problem. Der er næppe nogen, der slår ham i denne let stigende spurt.

Læs også

Optakt: 7. etape af Presidential Tour of Türkiye

Er der én, der kan slå ham, må det være Jonas Vingegaard. Vi har før set, at danskeren har kunnet matche Pogacar på fysisk styrke, og selvom Pogacar lige nu synes at have et overskud, han ikke havde i Tourens anden halvdel, kan man ikke udelukke, at det kan ske igen. Han manglede Pogacars kick i dag, hvor han også sad dårligt placeret, men det vidste vi på forhånd. Han kom til gengæld meget stærkt tilbage - så stærkt, at det giver optimisme inden i morgen. Han bekræftede i dag, at han er god på eksplosive stigninger, og de stejle mure burde passe ham bedre. Langsom i så stejl en spurt er han ikke, og her vil han trods alt have en bedre chance for at slå Pogacar, end hvis de skulle spurte på flad vej. Med dagens præstation må Vingegaard være førsteudfordrer.

Dernæst peger jeg på Giulio Ciccone . Italieneren efterlod et meget stærkt indtryk i dag, hvor han sad limet til Pogacars baghjul det meste af vejen. Det gjorde han ikke, da det for alvor gjaldt, men han bekræftede den fremgang, han viste sidste år. Her så vi på Campo Felice i Giroen, at han er fremragende på korte, eksplosive stigninger, og denne finale burde passe ham godt. Han er også ganske hurtig på stregen, men jeg ser ham trods alt ikke slå Pogacar til sidst. Til gengæld er han en underdog med et stort tidstab, og det kan han måske udnytte, hvis det bliver taktisk efter den stejle del.

En anden, der så stærk ud i dag, var Enric Mas. Spanieren bekræftede det lovende indtryk, han efterlod i Valencia, men spurten viste også, at han ikke er verdens hurtigste. Det er naturligvis et problem her, selvom den stejlere spurt burde passe ham noget bedre, men han har andre muligheder. Han viste i Valdepeñas de Jaen under Vueltaen, at han kan være ganske god på stejle mure - faktisk så vi det også på 14. etape af Vueltaen i 2018 - og han burde derfor have en god chance for at sidde med, hvis der samlet en gruppe på det flade efter den stejle del. Her vil han kunne udnytte sit tidstab til at snige sig væk og tage en sjælden sejr.

Selvfølgelig skal jeg også nævne Remco Evenepoel, men jeg har svært ved at se ham vinde etapen. Dels er jeg bange for, at vi igen ser, at han har sine mangler på stejle procenter - især fordi han ikke lignede en mand med alt for meget overskud i dag - og jeg tror sagtens, at han kan komme til kort på den stejle del. Hvis ikke, er han stadig hæmmet af sin svage spurt, og selvom han står bedre på denne stejlere bakke, bliver han den lille mod de fleste. Pogacar giver ham heller ikke en lillefinger, og derfor har han ikke samme frihed som mange andre. Omvendt har han vist sig som en mester i at udnytte bare to sekunders uopmærksomhed til at køre væk, og slår han først hullet på den flade del efter toppen, får selv Pogacar svært ved at hente ham - i hvert fald indtil det begynder at stige igen.

Det var ikke meget, vi så til Pello Bilbao i dag, men det var også ventet. Spanieren har mistet al eksplosivitet, og han skulle derfor bare med de bedste til toppen. Det kom han uden problemer, og det var en bekræftelse på den superform, han viste i Strade Bianche og UAE Tour. Morgendagens stigninger er også for eksplosive og formentlig også for stejle, men han viste i lørdags, at han med sin enkeltstartsagtige kørsel godt kan håndtere dem. Han går næppe med i angrebene, men han vil kunne komme tilbage på det flade, og herefter må han være et godt bud på en mand, der kan udnytte det taktiske spil.

Som jeg skriver i analysen, var det lidt bekymrende, at Miguel Angel Lopez tabte tid i dag. Ganske vist var det ikke hans finale, men normalt burde den slags ikke ske i en stigende spurt som denne. Han har dog også kørt meget svingende i år, og hvis han har de ben, han havde på 2. etape i Andalusien, bør han komme langt. Han sparede heller ikke på kræfterne på den første del af dagens stigning, og det har utvivlsomt kostet kræfter. Han har talrige gange vist, at han er fremragende på stejle procenter, og faktisk excellerede han i Andalusien jo netop på en stejl mur. Heller ikke han vinder en spurt, men så må han jo udnytte det taktiske spil.

Hvordan har Tao Geoghegan Hart det med stejle procenter? Det ved vi ikke, og da han er en relativt stor fyr, kunne det være en svaghed. Til gengæld ligner han stadig en mand, der har fundet sig selv, selvom jeg nok havde forventet mig lidt mere af ham i dag. Han er som bekendt meget eksplosiv, og derfor er det en god afslutning for ham, hvis blot han overlever den stejle del. Heller ikke han slår dog Pogacar, og derfor skal han også udnytte det taktiske spil til at køre væk.

Som bemærket i analysen kørte Richie Porte dagen bløde finale, som han plejer, da han forsøgte at slide rivalerne op. Det kostede kræfter, og derfor er det ikke nødvendigvis en katastrofe, at han tabte tid til sidst. Tidstabet var dog bekymrende stort, også fordi han ikke så alt for flyvende ud i Laigueglia. I hans alder skal man altid bevise, at man er lige så god som sidst, og han har endnu ikke vist, at han stadig har Dauphiné-niveauet. Dengang var han dog ganske flyvende, og vi ved fra hans bedste år, at han er ret god til at punche op ad denne slags stigninger. Spurte kan han ikke, men så må han snige sig væk til sidst - måske som del af et Ineos-overtal.

Ligesom i går bringer jeg igen Rafal Majka og Marc Soler i spil. De var lidt anonyme på sidste stigning, hvor Pogacar var meget alene, men de endte stadig så langt fremme, at formen er god. Det var også en højhastighedsfinale, der slet ikke passede Majka, men vi ved fra UAE Tour, at han var flyvende. Jeg forventer at se ham meget længere fremme på denne etape, og som vi har set de seneste dage, vil Pogacar elske at lade ham snige sig væk på det flade mod en række isolerede kaptajner. Soler virker også flyvende, men han er på disse stejle procenter nok et knap så sikkert kort som Majka, selvom hans kørsel de seneste dage gør, at jeg bestemt ikke afviser ham. Til gengæld ser det ud til, at Davide Formolo, der ellers er fremragende i dette terræn, bliver brugt som den første af de tre, og derfor vinder han næppe.

Læs også

UAE-dominans på regnfuld Romandiet-enkeltstart - dansker med topresultat

Efter i dag må man også have tiltro til Victor Lafay. Han var bedste mand blandt de slagne favoritter i Laigueglia, og i dag var han her, der og alle vegne med sin endeløse serie af angreb. Umiddelbart vil jeg dog tro, at dagens finale passer ham bedre, og at han kommer til kort på morgendagens stejlere og vanskeligere stigninger. Han beskriver sig selv som en puncheurtype, men det udelukker ham slet ikke fra denne etape, hvis blot han kan håndtere de stejle procenter. Det vil overraske mig, hvis han er lige så flyvende i denne finale, men da han er så ubeskrevet, har han potentiale til at overraske.

Løbets helt store joker er vel Jhonatan Narvaez. Vi så igen i dag, at han trods sin superform stadig har sine begrænsninger på længere stigninger, og derfor tror jeg, at den samlede finale bliver for svær. Kommer han relativt frisk med feltet hen til den stejle mur, burde det til gengæld være guf. Han var i hvert fald ganske flyvende på de eksplosive mure i Strade Bianche. Kommer han først med de bedste over den stejle del, har han også en dødbringende spurt til sidst.

Domenico Pozzovivo har altid været ret god på korte, stejle stigninger. Det er klart, at han ikke er nogen spurtstærk type, men han har altid haft et godt punch, når det bliver stejlt. Det var lovende at se ham så langt fremme i dagens højhastighedsfinale, og det taler for, at han vil være med fremme igen i morgen. Vi har dog også set en tendens til, at ”gamle Pozzovivo” ikke har samme restitution som tidligere, og senest i Andalusien gik han ned efter en lovende start. Vi er dog stadig relativt tidligt i løbet, og hvis han kører som i dag, kommer han længere i denne finale, selvom også han skal snige sig væk for at vinde.

Inden løbet anede ingen, hvor Rigoberto Uran stod, men det gør vi nu. Starten var ganske lovende, da han sad godt med fremme på hele stigningen. Han tabte lidt terræn til sidst, men han er heller ikke så eksplosiv som tidligere. Han har aldrig vist det store i denne form for finaler, og han synes endda heller ikke at have det punch, der engang var en af hans styrker, men han har omvendt heller aldrig kørt mange af denne slags afslutninger. Han vinder næppe, men efter i dag anser jeg det som sandsynligt, at han vil være relativt langt fremme.

En anden rytter, der så godt ud i dag, var Damiano Caruso, der bekræftede det lovende indtryk fra Andalusien. Han tabte lidt til sidst, men han er heller ikke så eksplosiv som tidligere. Derfor er denne finale ikke ideel, da han også har det svært med stejle procenter, men vi skal ikke glemme, at han under Giroen netop overraskede sig selv, når det blev stejlt. Jeg vil stadig tro, at han skal køre løbet lidt fra bagkant, men jeg tror, at han vil ende langt fremme.

En af de ryttere, der overraskede mig positivt i dag, var Wilco Kelderman . Han har ellers ikke set godt ud i optakten, men i dag var han faktisk både aktiv og med fremme til sidst. Han meldte heller ikke om god form efter enkeltstarten, men nu må vi hellere åbne en dør på klem for ham. Er han i form, er han en glimrende puncheur, men stejle procenter er ikke hans kop te.

I det hele taget gjorde Bora det bedre end ventet. Jai Hindley har ikke vist meget hidtil, men i dag var han med fremme. Det var han endda også i Evenepoel-angrebet tidligt på etapen, og det kunne indikere, at han måske er ved at finde noget form. Han er ret uprøvet i denne form for finaler, og modsat Kelderman er han hverken eksplosiv eller hurtig, men efter i dag er jeg blevet mere optimistisk på hans vegne.

Endelig kommer man jo ikke udenom at nævne Julian Alaphilippe. På papiret er han vel endnu bedre i denne slags finaler end Pogacar, men det er også helt klart, at formen halter. Han er formentlig ren hjælper for Evenepoel, som han var det i dag, og jeg regner ikke med at se ham fremme. Hvis han mod forventning vælger at køre finale, er det trods alt også farligt at afvise en mand, der næppe kunne få en meget bedre afslutning end denne.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Da det arabiske tempomirakel fortsatte

I dag imponerede Alex Aranburu, men i morgen tror jeg, at det bliver for hårdt. Det samme gælder for Mikel Landa , der overraskede, mens hans formmæssige efterslæb kommer formentlig til udtryk i en hårdere finale, som det også gør det fro Thibaut Pinot. Jeg vil tro, at Thymen Arensman vil finde bakkerne her for stejle, og efter i dag har jeg mistet troen på Lorenzo Rota og Cristian Rodriguez, selvom sidstnævnte vil finde sig mere til rette i denne finale. Emanuel Buchmann er fortsat langt fra fordums styrke, og den bø blive for svært for Natnael Tesfatsion og for Filippo Ganna , der ikke er god på disse procenter. Geoffrey Bouchard bør gøre det bedre her, men han er ikke eksplosiv nok, og procenterne er for stejle. Romain Bardet synes fortsat mærket af sin sygdom, og Tim Wellens og Michael Matthews kommer til kort, når de gjorde det i dag, mens Jakob Fuglsang og Richard Carapaz fortsat mangler for meget. Endelig ved man aldrig om ustabile Sepp Kuss pludselig rejser sig igen, men nu må han være ren hjælper for Vingegaard.

Som sagt kan man ikke helt udelukke et udbrud, men det skal bestå af folk, der har tabt en del tid og kan gøre det færdigt til sidst. Dem er der ikke mange af, men man kunne pege på Mark Padun, Michael Valgren, Warren Barguil, Quinn Simmons, Michael Matthews, Gianluca Brambilla, Andrea Vendrame, Jan Tratnik, Matteo Fabbro, Anthony Perez og Jefferson Cepeda.

Feltet.dks vinderbud: Tadej Pogacar

Øvrige vinderkandidater: Jonas Vingegaard, Giulio Ciccone

Outsidere: Enric Mas, Remco Evenepoel, Pello Bilbao, Miguel Angel Lopez, Tao Geoghegan Hart

Jokers: Richie Porte, Rafal Majka, Marc Soler, Victor Lafay, Jhonatan Narvaez, Domenico Pozzovivo, Rigoberto Uran, Damiano Caruso, Wilco Kelderman, Jai Hindley, Julian Alaphilippe

Kandidater til et udbrud: Mark Padun, Michael Valgren, Warren Barguil, Quinn Simmons, Michael Matthews, Gianluca Brambilla, Andrea Vendrame, Jan Tratnik, Matteo Fabbro, Anthony Perez, Jefferson Cepeda

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Peter Sagans sejr fra 2017.

 Livestream Tirreno-Adriatico og Paris-Nice til halv pris