Optakt: 6. etape af Benelux Tour

SE VUELTAEN PÅ DISCOVERY+ UDEN AFBRYDELSER OG BINDING TIL KUN 99,-

Ruten

I 2018 fik arrangørerne en del kritik for helt at droppe løbets traditionelle kongeetape i Ardennerne, hvor man har haft tradition for at afvikle en lille udgave af Liege-Bastogne-Liege, og også i sidste års forkortede udgave savnede vi løbets hårdeste etape. Den ”fejl” begår de ikke igen i år, hvor løbet atter besøger den mest kuperede del af de to værtslande. Normalt er der variation i sagerne, men denne gang sker det i form af noget, vi kender. For to år siden kørtes etapen som en ultrakort rundstrækningsetape omkring byen Houffalize, og selvom der denne gang lægges ud med et længere, kuperet stykke, ved vi alt om, at der er potentiale på den afsluttende rundstrækning, hvor vi for to år siden så Laurens de Plus, Marc Hirschi og Tim Wellens køre fra alt og alle på den stejle Mur Saint-Roch, men hvor vi også så ret tunge folk sidde med i anden gruppe. Dermed står det klart, at det ikke er den sværeste finale, men da der denne gang bydes på en lang etape med i alt mere end 3000 højdemeter, burde der være terræn til at gøre de forskelle, ardennerrytterne ønsker.

Med en distance på 207,6 km er der tale om løbets længste etape, der fører feltet fra Ottignies-Louvain-La-Neuve til Houffalize. Startbyen ligger umiddelbart sydøst for Bruxelles i et område, der ikke er alt for kuperet, og derfor er det fladt, når man snor sig mod sydøst, nordøst og sydøst med retning mod Ardennerne. Efter 50 km når man frem til området omkring byen Andenne, hvor det bliver mere kuperet med to stigninger, men herefter er det kun småkuperet, mens man fortsætter ad en relativt lige vej mod sydøst med retning mod den hårdere del af Ardennerne.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Den har man nået, når man efter 109,3 km runder toppen af Cote de Magerat (1,7 km, 5,3%), men derefter flader det igen ud ad en snoet vej, som går mod sydøst. Herefter tager etapen for alvor fat, når man skal over Cote Saint-Quoillin (300 m, 9,0%) efter 128,5 km og den lange Cote de Berismenil (3,8 km, 5,4%) med top efter 138,2 km. Umiddelbart herefter når man efter 144,0 km den afsluttende rundstrækning, hvor man kører det sidste stykke frem til stregen, der krydses for første gang efter 153,2 km.

Anden del af løbet består nu af to omgange på en 27,2 km lang rundstrækning, der med en ganske lille modifikation i starten er den samme, som blev kørt tre gange i 2019. Den indledes med, at man med det samme kører mod syd op ad den berømte Mur Saint-Roch (1400 m, 8,7%), hvor den nedre del af denne faktisk er opløbsstrækningen. De første 500 m stiger beskedent med 4,2%, men herefter stiger det med 12,9% over de næste 500 m, inden det flader ud med 8,8% over de sidste 400 m.

Toppen rundes med 53,4 og 26,2 km, og umiddelbart derefter vender man rundt for at køre tilbage mod nord til Houffalize, hvor man passerer tæt forbi stregen, inden man kører ud på en stor runde i området nordvest for byen. Stigningen Bois des Moines (1200 m, 6,5%), der kan inddeles i to med 500 m med bare 2,2% og 700 m med 9,7%, leder mod nord ud af byen og passeres med hhv. 48,8 km og 21,6 km igen. Herefter drejer man mod vest, sydvest og nordvest for at køre ad et stigende og derefter faldende stykke frem til dagens sidste næstsidste stigning, Cote Achouffe (800 m, 6,7%), der er en ganske jævn stigning, som passeres med hhv. 43,1 og 15,9 km igen, men herefter bliver det betydeligt lettere.

Et plateau fører op til det nordvestligste punkt, hvorefter man kører mod syd op ad den lille Cote Le Vieux Chemin (600 m, 3,5%), der reelt kun er en 200 m lang stigning med 6,7%, og hvis top passeres med hhv. 38,7 og 11,5 km igen. Herfra leder en nedkørsel mod syd afbrudt af en lille bakke, inden man igennem kun ganske let stigende terræn følger en snoet vej mod øst tilbage til Houffalize. Samme vej følges hele vejen frem et 180-graderssving med 300 m igen, hvor man drejer ind på Mur Saint-Roch, hvorfor de sidste 300m stiger med ca. 4%. Dagens to Checkpoint-spurter kommer på toppen af Mur Saint-Roch efter hhv. 154,2 km og 181,4 km, mens Den Gyldne Kilometer kommer på den sidste omgang, hvor den første af de tre spurter kommer 500 m efter toppen af Bois des Moines, hvorfor de tre spurter køres med hhv. 21,1 km, 20,6 km og 20,1 km igen.

Etapen byder på i alt 3224 højdemeter.

Houffalize var senest vært for kongeetapen i 2019, hvor Tim Wellens for fjerde gang i karrieren vandt ardenneretapen ved at slå Marc Hirschi og Laurens de Plus på stregen, efter at trioen var kørt ca. et halvt minut fra en gruppe på 18 mand, og i 2017, hvor Wellens også vandt, da han slæbte en stærkt lidende Tom Dumoulin med sig til mål, inden han let slog den udmattede hollænder i spurten. Også i 2015 knuste han al modstand, da han kørte alene hjem med næsten et minut ned til de nærmeste forfølgere. Byen har også været vært for Tour de Wallonie, hvor Dylan Teuns i 2017 suverænt vandt kongeetapen, der sluttede på Mur Saint-Roch. I 2011 slog Joost Van Leijen en ung Greg Van Avermaet i en tomandsspurt i byen, og Guido Trentin og Leif Hoste vandt etaper i samme løb i hhv. 2005 og 2000.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour de Romandie

SE VUELTAEN PÅ DISCOVERY+ UDEN AFBRYDELSER OG BINDING TIL KUN 99,-

Vejret

Efter en fantastisk fredag kan man vel ikke ønske sig en smukkere lørdag. Der vil ikke være en sky på himlen, og temperaturen vil nå 24 grader. Samtidig vil det praktisk talt være vindstille med bare en let vind (10-12 km/t) fra østnordøst fra start og kun en svag vind (5-6 km/t) fra øst på rundstrækningen. Det giver sidemodvind hele vejen ned til rundstrækningen, hvor der efter sidevind på de to første stigninger vil være sidemedvind frem til bunden af Vieux Chemin. Herfra vil der være sidevind og slutteligt modvind tilbage til Houffalize, hvor der vil være sidevind på den sidste kilometer.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Da det arabiske tempomirakel fortsatte

Favoritterne

Som ventet kunne Amstel-etapen ikke gøre en forskel, men alligevel blev fredagen potentielt afgørende. At Stefan Bissegger knækkede var ikke væsentligt, for det var alligevel sket lørdag, men Kasper Asgreens tidstab var uhyre ærgerligt. Fremfor at være i førertrøjen med gode chancer for at vinde samlet bliver det nu op ad bakke. Den samlede sejr er ikke uden for rækkevidde, når han kun er 21 sekunder efter den første af de mere klatrestærke konkurrenter og særligt kan se en chance for at lave et soloridt i Flandern på søndag, men tingene er blevet mere komplicerede.

Det har også en fordel. Med Remco Evenepoels exit har Deceuninck nu et temmelig svagt hold, og nu er det ikke dem, der skal kontrollere morgendagens etape og Asgreen, der skal svare på alle angreb. Det er derimod FDJ og Stefan Küng, og det bliver ikke en sjov opgave. Det franske hold er svagt, og selvom han er stærk, er Küng som udgangspunkt for tung til lørdagen, der på alle måder er klassikerrytternes nøgledag. De fleste har nemlig en chance for at være med i Flandern, men i Ardennerne stilles der betydeligt større krav til klatreevnerne. Det plejer således at være denne etape, der forhindrer brostensrytterne i at køre med om sejren. Og når det Tim Wellens har vundet løbet samlet to gange, skyldes det ene og alene Ardennerne, hvor han har været i særklasse, og faktisk har han vundet de tre foregående etaper, der er sluttet med variationer over denne rundstrækning. Det er mildt sagt imponerende!

Vi kender finalerundstrækningen fra de tidligere udgaver i 2019, 2017 og 2015. I de to sidstnævnte tilfælde var rundstrækningen ikke helt identisk, men de væsentligste elementer har været de samme hver gang. Derfor ved vi også nogenlunde, hvor svær den, måske særligt fra udgaven i 2019, men dengang var etapen helt anderledes med en distance på mindre end 100 km. Denne gang er distancen mere end dobbelt så lang og antallet af højdemeter mere end dobbelt så mange, og det bliver derfor en helt anderledes opslidende etape.

Terrænet er bestemt til at gøre forskelle, som vi så i 2019, hvor Laurens de Plus, Marc Hirschi og Tim Wellens kørte fra alt og alle, men bag dem samledes en gruppe på 18 mand med også lidt tungere folk som Reinardt van Rensburg, Stefan Küng, Sep Vanmarcke og Dion Smith. Det vidner om, at det ikke nødvendigvis er den mest selektive etape, og hvis der mangler et par superryttere til at køre væk på de to stejle stigninger i begyndelsen af rundstrækningen, eller kan de ikke samarbejde efterfølgende, kan vi godt få en afgørelse i en gruppe med nogle af de lidt tungere folk også. Mønsteret har i hvert fald været nogenlunde det samme hver gang. Wellens er kørt væk - i 2019 sammen med De Plus og Hirschi, i 2017 sammen med Tom Dumoulin og i 2015 alene - og bag ham vi set også mere robuste typer.

Med andre ord er det nærliggende at tro, at vi vil se det samme igen. De bedste ardennerryttere skal forsøge at slå hullet på de to stejle stigninger i begyndelsen af sidste omgang, og herefter vil vi formentlig se et forfølgelsesløb. Er samarbejdet godt, kan de holde, men er det ringe, kan der komme en samling. En spurt i en lidt større gruppe er bestemt mulig, men kommer der samling til sidst, kan det også blive en taktisk og ukontrollerbar finale. I 2019 lykkedes det således for Oliver Naesen og Michael Valgren at snige sig væk og køre op til Ivan Garcia Cortina, der var blevet sat fra de forreste.

Forinden er der dog en lang etape, der skal klares. Ligesom i dag burde det være oplagt, at der vil være kamp om at ramme udbruddet, da man kan komme langt i et løb som dette, men et udbrud bør ikke have mange chancer. Starten er let, og det vil være muligt at få etableret en mindre gruppe for de hold, der gerne vil kontrollere. Derudover vil der være 150 km med modvind, og det gavner ikke just deres chancer. Jeg vil tro, at FDJ tager kontrol, og de vil formentlig få hjælp af Lotto - det er jo Wellens’ etape - og Bahrain, og man skal bestemt heller ikke udelukke, at vi vil se Jumbo, Trek eller Deceuninck deltage i arbejdet.

Jeg er spændt på, hvad der sker på første omgang og specielt første gang op af Mur Saint-Roch. Sidst så vi angreb fra favoritterne tidligt, og det vil vi formentlig også se igen, måske særligt fra Wellens, der gerne vil have et hårdt løb. Derefter plejer der dog at ske en regruppering, men det kan godt blive lidt sværere at kontrollere denne gang. Jeg har nemlig lidt svært ved at se de hold, der vil sidde med mange mand efter en første udskilning, og det kunne være chancen for en outsider til at køre væk. Det kunne eksempelvis være momentet for en formstærk Victor Campenaerts, der mangler punch og klatreevner mod de bedste, men kommer langt, hvis han sniger sig væk i denne mellemfase. Lotto burde god kunne tage en vis kontrol med Philippe Gilbert og Tosh van der Sande, hvis de vælger at køre hele finalen med det formål, at Wellens igen skal gøre forskellen på Mur Saint-Roche og Bois des Moines. På sidste omgang vil vi se et opgør mellem de bedste på disse to stigninger, og derefter bliver det spændende, om de bedste kan samarbejde.

I det lys siger jeg flere udfaldsmuligheder. Vi kan få en solosejr som med Wellens i 2015, men det bliver nok svært med så godt vejr. Mere sandsynlig er en gentagelse af 2017 og 2019, hvor 2-5 af de bedste kører væk og spurter om det i den stigende spurt. Det kan også blive samlet i en lidt større gruppe til en spurt eller til en ukontrollerbar og taktisk finale, og endelig kan et lidt tidligere Campenaerts-fremstød som omtalt ovenfor måske lykkes, fordi holdene er relativt svage. Det åbner en mulighed for mange, særligt hvis det samles i en lidt større gruppe, og det udvikler sig taktisk. Den grundlæggende forudsætning er dog fornuftige klatreevner til så lange en etape med så mange højdemeter, og det begrænser trods alt kandidatfeltet betydeligt.

Det er et ret åbent felt, men jeg vælger at gå med Matej Mohoric. Indtil nu har det været lidt svært at vurdere formen, men han synes nok ikke længere at være på helt samme skræmmende niveau som i Polen. Formstærk er han dog utvivlsomt, og hvor man tidligere ville sige, at der er bedre ardennerryttere end ham, er det ikke længere tilfældet i dette felt. Han var skræmmende god på stigningerne i Polen, og når han kunne forsvare sig så godt på muren i det løb, kan han også begrænse sit tab til de letteste på de stejle stigninger her. Der er jo ingen Alaphilippe, Roglic eller Pogacar, og klatremodstanden synes ikke at være overvældende nok til at få Mohoric ud af fatning. I forvejen har han to gange i træk overrasket med top 10-placeringer i Liege, og han synes ikke ringere nu. Han har også en god spurt på disse relativt moderate procenter, og han er med sin aggressive natur en mand, der kan snige sig væk. Lægger man dertil, at han og Sonny Colbrelli ligner den i særklasse bedste duo til en taktisk finale, hvor det er Colbrellis spurt, der frygtes, står han uhyre stærkt på alle områder.

Læs også

Optakt: 7. etape af Presidential Tour of Türkiye

Det er også en af grundene til, at jeg peger på Sonny Colbrelli som nr. 2. Særligt i lyset af den spurt, han kørte i dag, er det ret svært at se, hvem der skal slå ham i en puncheurspurt, der passer ham helt perfekt, og udfordringen for ham bliver derfor at få en spurt - enten i en større gruppe eller blandt de allerbedste. Her er spørgsmålet, om Colbrelli kan hænge på. Det er svært at svare på, fordi han har trænet i højderne frem mod EM og VM, og hans form er derfor ukendt. Tanken er dog, at han skal toppe i de kommende uger, og hans kørsel på enkeltstarten indikerer, at han er flyvende. Som udgangspunkt er der mere klatrestærke folk end ham, men har han klatrebenene fra Touren, er det svært at se, hvem der skal køre fra ham. Han har den fordel, at han enten i en større eller mindre gruppe meget vel kan sidde med Mohoric som hjælper, og dermed er chancen for en spurt større, hvis de vælger den strategi. Udfordringen bliver at vise, at han kan hænge på de allerbedste på sidste omgang, og det kan blive for svært, hvis ikke formen er helt i top endnu.

Jeg tør ikke lade være med at rangere Tim Wellens højt. Ganske vist har hans sæson været skuffende, og senest manglede han en del i forhold til Mohoric i Polen. Heller ikke i Druivenkoers kunne han matche Evenepoel, men det er trods alt ingen skam. Han så bedre ud i det belgiske løb, og hans enkeltstart indikerer, at han er ganske god nu. Han rammer altid formen til dette løb, hvor han altså har vundet denne etape alle tre gange, og det er da også terræn, der passer ham. Han er en af de eneste rigtige ardennerspecialister i dette felt, og ved at slå Hirschi på stregen sidste gang har han vist, at han kan slå næsten alle i denne tekniske finale, han kender som fod i hose. Han er ikke så god som de foregående gange, men han har været god nok til, at jeg tror på, at han atter vil spille en nøglerolle. Som må vi se, om han også er stærk nok til tage sejr nr. 4.

Uden sidevinden havde Tom Dumoulin vel været favorit til at overtage trøjen efter denne etape, men nu bliver hans rolle en anden. Nu skal han først og fremmest forsøge at vinde etapen, og det burde ikke være helt umuligt. Han har stadig til gode at bevise sig i linjeløb efter sin pause, men han lød meget fortrøstningsfuld i forhold til formen på pressemødet inden løbet. Den stærke enkeltstart på en ikke specielt ideel rute viser også, at han er klar, og han har før været tæt på at vinde præcis denne etape i terræn, der passer ham. Han er faktisk også en glimrende afslutter og vil kunne slå mange i et stigende opløb, men der er hurtigere folk end ham. Til gengæld har han nu tabt tid, og slår han først hullet, ser de ham næppe igen. Hans opmærksomme kørsel de seneste dage viser, at han ikke har opgivet klassementet endnu.

Dernæst vil jeg pege på Tiesj Benoot . Disse eksplosive stigninger er måske ikke de bedste for ham, men han er ubetinget en af de meste klatrestærke. Ellers bliver man ikke nr. 4 i Tour de Suisse, og selvom han i år ikke har klatret alt for overbevisende, synes han at være kommet stærkt ud af pausen. Han har i hvert fald virket ganske overbevisende indtil nu og kørt en for ham ganske fin enkeltstart. Han har endda vist lidt af den spurt, han ellers har mistet, i en kamp om bonussekunder undervejs, og dette stigende opløb burde faktisk passe ham ganske godt. Der er hurtigere folk end ham, men er han flyvende, og kører de allerbedste væk, som de gjorde de foregående gange, burde han have en ganske fair chance for at sidde der. Herfra kan alt ske.

På forhånd lignede dette en etape, hvor Kasper Asgreen skulle forsvare sig, men nu skal den nok bruges mere offensivt. Det kan blive svært, for der er bedre klatrere end ham, særligt på så stejle stigninger som disse, og på papiret klatrer alle de ovennævnte bedre end danskeren. Han har dog virket ganske flyvende i dette løb, og vi ved, at en formstærk Asgreen med sin motor kommer langt på bakker, særligt efter 200 km. Han bør have en fair chance for at hænge på, og da målbakken ikke er alt for stejl, kan han også slå mange i en spurt. Mest af alt skal han dog måske satse på, at han kan køre væk i en taktisk finale, hvor han kan udnytte sit tidstab. Slår han hullet, ser de ham næppe igen.

Jeg er ret spændt på Brandon McNulty. På papiret er han en af de allerbedste klatrere, og som vi så i Dauphiné, har han også mere punch, end man først kunne fornemme. Som Laurens de Plus viste i 2019, kan de knap så eksplosive klatretyper sagtens være med her, og er han flyvende, er McNulty det samme. Hans form er ukendt, men han synes slet ikke ringe. Brostensrytter er han ikke, men han var alligevel med de bedste i Bruxelles, og selvom han var et oplagt offer i sidevinden, var hans enkeltstart opløftende. Vi så i Dauphiné, at han kan spurte i et stigende opløb - også langt bedre end man skulle tro - men han er også en perfekt mand til at snige sig væk. Den strategi gav som bekendt næsten OL-guld. Nu skal han bare vise, at han har de sidste procent, som man måske fornemmer, at han mangler.

Løbets joker er Marc Hirschi. I 2020 havde han været storfavorit til at vinde på en rute, der passer ham, og det er heller ikke noget tilfælde, at det var på præcis disse veje, at han for første gang åbenbarede sit enorme potentiale i andet end en spurt, da han kørte væk sammen med De Plus og Wellens. Desværre er det ret klart, at han ikke er på toppen endnu, for vi så i Bruxelles, at han kæmpede med det på bakkerne. Han var dog stadig med fremme, og selvom sæsonen har været skuffende, har han ikke været helt væk. Han var med fremme i Liege og i Schweiz og blev en god hjælper i Touren til sidst. Som puncheur med en sublim spurt er han på papiret den rytter, der passer allerbedst til denne etape. Om formen rækker er mere tvivlsomt, men afskrives kan han ikke.

Som udgangspunkt er Mike Teunissen en smule for ting til disse bakker, men for to år siden kom han flot igennem og vandt faktisk spurten i forfølgergruppen. Det viser, at det er en spurt, der passer ham, men han vil få svært ved at følge de allerbedste på de sværeste stigninger. Han har dog imponeret mig meget med hans klatring i Norge, og også i Danmark var han fremragende. Hans niveau er tårnhøjt lige nu, og det bør hans skuffende enkeltstart ikke ændre på. Tværtimod kan den nu give ham lidt frihed, og sammen med Dumoulin har han kort at spille i en finale, der meget vel kan blive taktisk.

Meget af det samme kan siges om Jasper Stuyven, men jeg tvivler på, at han er flyvende lige nu. Han er helt sikkert ganske formstærk, som vi så med de mange angreb i dag, men han syntes at mangle nogle procent i Bretagne, hvor det kneb en anelse. Også han skal forsvare sig, når ardennerspecialister åbner op, men han har før været overraskende langt fremme på denne etape, der ellers burde være lidt for svær. Det var i 2017, hvor han endte i en ganske lille kvartet bag Wellens og Dumoulin, og det vidner om, at han kan være med, hvis de allerbedste klatrere ikke kører væk. En god spurt har han som bekendt også.

Læs også

Ayuso er stadig mærket af kuldechok

En af de ryttere, der på papiret skal køre med de bedste på bakkerne, er Gianni Moscon . Med klatrebenene fra Giroen vil det ske uden problemer, men de ben synes ikke at være der. Noget tyder nemlig på, at det ikke kun var styrtet, der førte til den ringe indsats i Polen, men at formen heller ikke er helt oppe at ringe. Hans enkeltstart var sløj, og han blev sat i sidevinden. Omvendt har Ineos et meget svagt hold til netop sidevind, og enkeltstarten passede ham dårligt. Han kørte trods alt et fornemt OL, og den form kan ikke være helt væk. Han kan spurte og klatre og passer i hvert fald fremragende til etapen.

En positiv overraskelse i dette løb har været Christophe Laporte. Efter Limousin var det nemlig mit indtryk, at han ikke var knivskarp, men det indtryk fik han slettet med sin kørsel de to første dage. I forvejen har han jo i år nået et niveau, vi aldrig tidligere har set, og han synes efter en lidt mere anonym periode at nærme sig igen. Som udgangspunkt er ruten lidt for hård for ham, men samles det til en spurt i en større gruppe, bør han sidde der. Colbrelli bliver meget svær at slå i dette opløb, som vi så det i dag, men Laporte er en af de få, der måske kan gøre det.

Som udgangspunkt burde dette være en god etape for Peter Sagan, men jeg tror, at han mangler for meget. Egentlig har det set fint ud de seneste dage, men det var et stort alarmsignal, at han blev sat i sidevinden, hvor Sagan pr. definition aldrig bliver sat. Sidst det skete, var i Paris-Nice sidste år, hvor hans niveau vel var noget af det ringeste, han nogensinde har vist. Han er på vej tilbage fra en skade, og vi ved, at 2021-udgaven af Sagan skal bruge mange løb for at finde formen. Hans kørsel de seneste dage har dog været opløftende nok til, at jeg giver ham en chance. I en spurt vil han være en af truslerne mod Colbrelli.

Som sagt kan Victor Campenaerts blive farlig. Han er bestemt ikke skabt til stejle, eksplosive bakker, og som udgangspunkt er han for tung. Han er dog en evig angriber, som han også har bevist i dette løb, og det er nærmest indlysende, at han vil forsøge at udnytte manglen på kontrol på rundstrækningen til at komme væk. Lykkes det, er han så brølstærk lige nu, at han kan blive svær at hente, for han har trænet målrettet o højderne frem mod dette løb, der er et stort mål. Hans enkeltstart var meget opmuntrende for formen, men han har den udfordring, at han skal helt alene hjem.

Kan Søren Kragh rejse sig? Det var et tegn på knap så god form, at han faldt fra i sidevinden, når tre holdkammerater ved med i front, men han kørte en god enkeltstart. Han var også ved at rejse sig med sit angreb i dag, indtil han styrtede. Herefter så det ud til, at han trak stikket, men heldigvis har han angiveligt ikke slået sig. Nu er han ude af klassementet, og han kan køre helt frit. Det er klart, at Benoot nu er holdets førsteprioritet, men får han lidt spillerum, er det ikke terræn, der passer ham helt elendigt, selvom der er bedre klatrere end ham. Den gode spurt har han også, men efter en lidt skuffende start på løbet og et ikke alt for opløftende løb i Danmark har han lidt at bevise.

Lotto har et godt alternativ i Tosh van der Sande, der lige nu synes bedre end nogensinde. Han var flyvende i Danmark og i Bruxelles, men vi så også i Norge, at han stadig kan komme til kort på stigningerne. Derfor vil denne etape nok primært handle om overlevelse, men ender det i en spurt i en større gruppe, ligger opløbet fint til ham, hvis ikke han skal køre for en Wellens, der jagter bonus. Til gengæld kan Wellens også være en fordel, hvis han giver ham et alibi til at sidde på hjul inden en spurt.

Ivan Garcia Cortina var god på denne rundstrækning for to år siden, men i dag bekræftede han, at den ringe form fra Polen synes intakt. Med sin form fra de seneste uger bør Aime de Gendt komme meget langt, men han vinder trods alt næppe. Tidligere har både Greg van Avermaet og Oliver Naesen været fremme på denne etape, men de synes begge for formsvage, selvom Naesen måske kan snyde mig. Philippe Gilbert er i bedring, men han vil formentlig skulle køre for Wellens og mangle for meget. For Stefan Küng handler det om overlevelse, og selvom han faktisk kan komme ret langt, er det helt umuligt at se ham vinde en etape, der på papiret er for svær. Toms Skujins kan komme langt, men næppe være med i kampen om sejren, og selvom han er velkørende, er det også svært at se Lukas Pöstlberger vinde, mens det for Luke Durbridge bør blive for svært. Ben Swift burde være med fremme, men han er stadig formsvag. Det er en god etape for Gianni Vermeersch, der også kan spurte, men han så i Druivenkoers ud til at mangle lidt for meget. Etapen er formentlig for hård for Mads Pedersen , der efter i dag også ligner hjælper for Stuyven, og er det også for en ellers formstærk Danny van Poppel samt for Caleb Ewan, Jake Stewart og Tim Merlier. Samuele Battistella og Matteo Sobrero burde være fremme, men synes formsvage, og Dries Devenyns må være ren hjælper for Asgreen. Attila Valter bør klatre pænt, men synes ikke formstærk, og det samme gælder for Andrey Amador, Finn Fisher-Black og Michael Gogl. Endelig så Mads Würtz godt ud i dag, men efter styrtet vil han næppe kunne være med helt fremme på en etape, der er til den hårde side for ham.

Feltet.dks vinderbud: Matej Mohoric

Øvrige vinderkandidater: Sonny Colbrelli, Tim Wellens

Outsidere: Tom Dumoulin, Tiesj Benoot, Kasper Asgreen, Brandon McNulty, Marc Hirschi

Jokers: Mike Teunissen, Jasper Stuyven, Gianni Moscon, Christophe Laporte, Peter Sagan, Victor Campenaerts, Søren Kragh, Tosh van der Sande

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Tim Wellens’ sejre fra 2019 (på næsten samme rundstrækning), 2017 og 2015 (på en lidt anderledes, men i alt væsentligt identisk rundstrækning).

SE VUELTAEN PÅ DISCOVERY+ UDEN AFBRYDELSER OG BINDING TIL KUN 99,-