Optakt: 6. etape af Tour de France

SE ALLE ETAPER AF ÅRETS TOUR DE FRANCE UDEN REKLAMER PÅ DISCOVERY+

Ruten

Midt imellem en hård start og en svær afslutning er første uge meget sprintervenlig, og derfor venter der på 6. etape den tredje chance for sprinterne på bare fire dage. Torsdagen byder nemlig på en af løbets allerfladeste dage, der mest af alt har til formål at bringe feltet et skridt nærmere Alperne, hvor den første uge skal kulminere i weekenden. Til gengæld skal de hurtige folk også slå til nu, inden den står på overlevelse frem til første hviledag - og så skal klassementsrytterne altid frygte sidevinden, der kan komme i spil i det flade Nordfrankrig.

Med en distance på bare 160,6 km har arrangørerne klogelig nok engang designet en kort etape, der fører feltet fra cykelbyen Tours til Châteauroux, hvor Mark Cavendish for 13 år siden tog karrierens første Tour-etapesejr. Etapen foregår i den helt flade del af Nordfrankrig, og bortset fra en lille og meget let kategori 4-stigning er der terrænmæssigt intet at komme efter. Fra start snor man sig mod øst ud gennem Tours, idet man undervejs kører op ad en ganske lille bakke med top efter 17,7 km. I byen Amboise drejer man efter 27,2 km mod syd op ad et let stigende stykke, inden det efter 35,0 km går videre mod øst og sydøst ad en helt lige og pandekageflad vej.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Efter 68,1 forlader man den store hovedvej, når man drejer mod sydvest for at passere kategori 4-stigningen Cote de Saint-Aignan (2,2 km, 2,6%), der er helt let og jævn og har top efter 72,6 km. Derfra går det videre mod sydvest ad en meget snoet og lidt småkuperet vej, men kort efter rammer man en helt lige og flad vej, der leder mod sydvest. Efter 88,0 km drejer man kortvarigt mod sydøst ad en ny og lige vej, inden man efter 95,1 km sætter kursen mod nordøst ad endnu en relativt lige vej. Den afbrydes af dagens spurt, der kommer efter 104,4 km og er stort set helt flad, men med et skarpt sving 600 m fra stregen.

Spurten er eneste lille højdepunkt i fladlandet. Efter 114,5 km ændrer man dog igen retning, når man drejer mod syd og sydøst for at følge en næsten linealagtig vej hele vejen ind til Châteauroux. Den lige vej afbrydes af et sving i en rundkørsel med 3,5 km igen, hvorefter der er endnu en rundkørsel med 3,2 km igen. Slutteligt er der to skarpe sving med hhv. 2,2 og 1,6 km igen, inden man rammer den 1600 m lange og 7 m brede opløbsstrækning, der stiger let frem til den røde flamme og derefter er helt flad.

Etapen byder på i alt 926 højdemeter.

Chateauroux blev senest besøgt i 2011, hvor Mark Cavendish tog sin anden sejr på tre dage ved at vinde en massespurt foran Alessandro Petacchi og André Greipel, i 2008, hvor samme Cavendish tog karrierens allerførste etapesejr i en spurt foran Oscar Freire og Erik Zabel, samt i 1998, hvor Mario Cipollini var hurtigste mand foran Erik Zabel og Christophe Mengin.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour de Romandie

SE ALLE ETAPER AF ÅRETS TOUR DE FRANCE UDEN REKLAMER PÅ DISCOVERY+

Vejret

Et farvel til Bretagne betyder også goddag til bedre vejr. Torsdag bliver den første flotte og også første relativt varme dag i løbet. Således ventes kun ganske få skyer og en beskeden bygerisiko på 10-20% først på etapen, men en med sikkerhed tør finale. Temperaturen i mål vil nå hele 25 grader, og det vil være meget stille med bare en svag vind (5-8 km/t) fra nordvest. Det giver hovedsageligt medvind frem til stigningen, hvorefter der primært vil være sidevind, indtil man med 46,1 km igen drejer ind i sidemedvind. Det varer ved hele vejen ind til målbyen, hvor man med 3,5 km igen får direkte medvind - en medvind, der kun afbrydes af sidevind mellem svingene med 2,2 og 1,6 km igen.

Analyse af 5. etape

Kan man lave et vanvidsridt to gange? Eller holder det op med at være vanvittigt, når man gør det for anden gang? ”Vidunderbarnets vanvidsridt i Vogeserne” var min titel til analysen efter enkeltstarten i sidste års Tour de France, og havde det ikke været, fordi Vogeserne ligger betydeligt længere mod øst end Mayenne-regionen og byen Laval, der var rammen om dagens enkeltstart i årets udgave af verdens største cykelløb, havde det være helt naturligt at genbruge titlen fra den seneste tidskørsel i Tour-sammenhæng.

Det var nemlig helt umuligt ikke at få en følelse af deja-vu, da vidunderbarnet i dag gjorde det igen. For anden gang må under et år knuste Tadej Pogacar al modstand i en individuel kamp mod uret, og eneste forskel var, at sejren ikke var så knusende overlegen, som den var i september. Det ville dog også have været for meget af det gode, hvis sloveneren på en relativt flad rute kunne slå alverdens specialister med samme autoritet, som han sejrede i sit rette element på en halv bjergenkeltstart, og faktisk kan man med nogen ret hævde, at dagens bedrift var endnu større, end den han leverede dengang i Vogeserne.

Enkeltstarter er nemlig slet ikke noget, Pogacar kan. Sådan var i hvert fald logikken i karrierens første år, hvor han som U23-rytter var den helt rene klatrertype, der blødte sekunder hver eneste gang, han satte sig op på sin enkeltstartscykel. Samme billede så vi, da han blev lammetævet på enkeltstarten i sin første grand tour i Vueltaen for to år siden, og derfor passede han så fint ind i det billede af rene klatrere, som feltet j er fyldt med.

Hvis nogen i efterårets 2019 havde foreslået ham, at han skulle vinde en relativt flad specialistenkeltstart i Touren, havde han utvivlsomt slået en hånlatter op. Noget tyder nemlig på, at han endnu ikke helt har forstået, at han skal anse sig selv som tempospecialist, for han virkerede oprigtigt overrasket over, at det i dag lykkedes ham at gentage miraklet fra efteråret. Det er trods alt nok en følelse, det meste af cykelverdenen har delt. Det lå altså ikke i kortene, at Pogacar allerede i uge 1 skulle levere et nyrestød til rivalerne på en dag, hvor i hvert fald Primoz Roglic og Geraint Thomas havde satset på, at stødet skulle være gået den anden vej.

Men det gjorde han - og modsat sidste år er det heller ikke noget chok. Denne gang er der i hvert fald næppe mange haleben, der er blevet knust af et fald ned fra stolen, for nu vidste vi jo, at vidunderbarnet skaber mirakler. Hvis han havde kørt denne enkeltstart i marts, havde overraskelsen utvivlsomt også være mindre. Dengang bragede han nemlig to fænomenale enkeltstarter af i UAE Tour og Tirreno, hvor han mere end antydede, at han vitterligt skal regnes som en tempogigant fremover.

Men så tog han til Baskerlandet. Her var han pludselig den gamle Pogacar igen, da han over bare 10 km tonserstykke tabte intet mindre end 30 sekunder til ærkerivalen Roglic. Da han så fejlede totalt i en katastrofal tidskørsel ved mesterskaberne lige inden Touren, så det pludselig ud til, at der var en grund til, at vi regnede Pogacar som ren klatrer i gamle dage.

Det var dog en fejlantagelse. Allerede dengang talte Pogacar om ”en fejl”, som han ikke uddybede nærmere, men det gjorde han i dag. I Slovenien lagde han nemlig alt for hårdt ud, og den fejl havde han jo allerede begået i Baskerlandet, hvor han satte bedste tid på toppen af den tidlige stigning, inden Roglic efterfølgende kørte ham midt over. Ved nærmere eftertanke startede han faktisk også stærkt på sin Vuelta-enkeltstart i 2019, at jeg kortvarigt troede, at han måtte have haft defekt, da han senere raslede ned i klassementet. Dermed tegner perspektiverne sig pludselig temmelig dystre for alle, der drømmer om at slå Pogacar i fremtidige grand tours.

Læs også

Optakt: 7. etape af Presidential Tour of Türkiye

Nu er han vitterligt en tempogigant. Mon ikke tre kiksere var nok til at lære, at en enkeltstart handler om pacing. Når han har fået den del af strategien til at sidde rigtigt, har han faktisk kun kørt gode enkeltstarter som professionel, først med chokresultatet i Algarve i 2019 og siden i Touren, ved sidste års slovenske mesterskaber og tidligere i år i Tirreno og UAE Tour. Nu er det i hvert fald slut med at betegne enkeltstarter som en potentiel akilleshæl i fremtidige løb!

Det gør mildt sagt perspektiverne for årets løb triste - i hvert fald for alle, der drømmer om spænding. Det var jo netop nu, at Pogacar gerne skulle være sat lidt tilbage, i hvert fald i forhold til alle andre end Roglic, der som den eneste kan matche sloveneren i bjergene. Nu er det i stedet gået lige modsat, og efter dagens magtdemonstration kan man frygte, at løbet går mod en tidlig afgørelse - især fordi Pogacars store styrke jo er hans eminente restitutionsevne. Allerede i weekenden virkede han betydeligt mere overbevisende, da 1. etapes startrust var banket af, og det skulle være mærkeligt, om han bliver ringere fra nu af.

Det ærgerlige er, at vi kunne have haft kurs mod den superduel, vi havde glædet os til i månedsvis. Roglic forsvarede sig i dag nemlig langt, langt bedre, end man kunne have frygtet, da man så den selverklærede mumie møde til start i går eller hørte de pessimistiske Jumbo-meldinger fra morgenstunden. Forud for dagens etape havde han utvivlsomt gerne solgt dagen for en tidsgevinst på alle klassementsrivaler på nær én. Problemet er bare, at det var den helt forkerte, der slog ham - og endda med en gigantisk margin på 44 sekunder, der virker helt uoverskuelig at skulle indhente.

Desværre efterlader det os jo med den uundgåelige følelse af ”hvad nu hvis”. Med så flot et ridt kan Roglic kun gisne om, hvad han kunne have opnået, hvis ikke han var kommet lidt for tæt på Sonny Colbrelli i mandags. Det flotte resultat giver i hvert fald kun næring til tesen om, at hans målrettede arbejde på enkeltstarten har bragt ham tæt på sit bedste niveau fra årene 2018 og 2019, og det er svært at tro, at en frisk Roglic ikke som minimum var blevet nr. 2 på dagens etape.

Det gjorde han ikke, men han holdt sig inde i kampen, og på mange måder var det slet ikke en dårlig dag for Jumbo, for hvem det kunne være gået meget, meget værre. Det skyldtes naturligvis måske endnu mere Jonas Vingegaards vanvidsridt. Den unge dansker er ved at lave en dansk Pogacar i den forstand, at han med stormskridt har udviklet sig fra ren klatrer til alsidig tempospecialist. Dette er hans fjerde superenkeltstart i år, og hvor man kunne afskrive resultaterne i Baskerlandet og Dauphiné med de flade ruter, er der ingen vej udenom hans fabelagtige præstation denne gang. Her kørte han stort set lige op ed Stefan Küng på løbets powerstykke og cementerede dermed, at han er en langt, langt mere interessant grand tour-rytter, end han var bare ved sæsonstarten.

Hans resultat er også livsvigtigt for løbets fortsatte spænding. Det giver nemlig Jumbo-mandskabet to kort at spille, og det er nøglen, hvis Pogacar skal besejres. Det virker usandsynligt, at den svækkede Roglic er løbets stærkeste mand, men til gengæld kører han på et stærkt hold med en stærk løjtnant. Det gør Pogacar bestemt ikke, og hans UAE-mandskab har mildt sagt set svagt ud ved løbets indledning. Bedre blev det ikke af, at hans måske vigtigste mand i bjergene - nu hvor Rafal Majka fortsætter med at underpræstere - Brandon McNulty i dag missede et muligt topresultat på enkeltstarten som følge af sit andet styrt på fem dage.

Pogacar ligner vitterligt en mand, der relativt let kan isoleres, og så bliver formstærke Vingegaards rolle interessant. Mens Roglic nok har slovensk overfrakke på, vil danskeren nyde den ekstra frihed, en isoleret Pogacar kan være nødt til at give. Selvom dagens enkeltstart sætter en fed streg under, at Steven Kruijswijk forbliver en skygge af sig selv, er han trods alt stadig en kvalitetshjælper, og hvad han måtte have tabt på individuel styrke, har Roglic stadig på kollektivet - også fordi Sepp Kuss i dag kørte en for ham opløftende enkeltstart. Eneste lille minus er, at Wout van Aert igen i dag måtte sande, at han efter sin operation altså ikke er på 100%, men det burde tiden kunne ændre på - også selvom det efter i dag kun står endnu mere klart, at det var en gigantisk brøler, at belgieren fik lov at jagte den gule drøm og ikke ventede på Roglic (og Vingegaard) i mandagens kaos.

Man kan diskutere, om ikke Jumbo skal gribe Alperne defensivt an, da tiden åbenlyst vil arbejde for Roglic og hans forslåede krop, men når de iværksætter deres offensiv mod det svage UAE-mandskab, har de i hvert fald to fantastiske allierede. Ineos’ svære Tour-start fortsatte nemlig i dag, da Geraint Thomas kørte en uhyre skuffende enkeltstart. Ligesom for Roglic gælder, at han jo kører rundt i svækket tilstand med en forslået skulder, men i lyset af hans trængsler på Mur-de-Bretagne og hans svage indtryk i Dauphiné er det svært helt at sige sig fri for tanken om, at dagens tidstab på hele 1.18 ikke var blevet alt for meget mindre, hvis han havde været frisk.

Thomas’ nedtur betyder imidlertid, at der er rene linjer hos Ineos. Nu er strategien entydigt offensivt, da førstemanden Richard Carapaz helt forventeligt fik sig en lussing på næsten to minutter. Samtidig bekræftede Richie Porte det positive indtryk, han efterlod i søndags, med en ganske pæn enkeltstart - i hvert fald efter sin nyere standard - og dermed har holdet stadig tre ryttere relativt langt fremme i klassementet. For det britiske storhold er en sekundær placering ligegyldig, og det må altså væk en anelse bekymring for Pogacar, at han i de kommende dage skal op mod to duoer i form af Roglic-Vingegaard og Carapaz-Porte, der har Thomas som en mere tvivlsom tredje option.

Læs også

Ayuso er stadig mærket af kuldechok

I det spil skal man også indregne Movistar. Dagens etape blev nemlig endnu en nedtur for det ellers så lovende spanske hold. Ganske vist kom motoren i gang undervejs, hvor han fik kørt sig pænt op, men Enric Mas måtte endnu engang sande, at hans engang så gode enkeltstart lige nu intet sted er at finde. Dermed er han pludselig sat mere tilbage, end man kunne have ønsket sig, og det samme er jo Miguel Angel Lopez, der i dag desværre bekræftede det skuffende indtryk, han hidtil har leveret, med en enkeltstart under det niveau, vi har set fra ham i år. Til gengæld plejer han kun at blive bedre, og det samme gælder for Mas, der endda er startet betydeligt bedre, end han plejer, og med et allerede nu stort tidstab vil spanierne utvivlsomt også blæse til angreb, allerede når vi rammer Alperne.

Pogacars svage hold gør det i hvert fald stadig muligt at se interessante perspektiver i resten af løbet, men der blev ryddet gevaldigt i outsiderfeltet i dag, hvor de fleste formentlig ser tilbage på resultatet med skuffelse. Det gælder vel først og fremmest for Wilco Kelderman, der efter en lovende start havde regnet med at bruge enkeltstarten som sit bedste våben, men som igen i dag måtte sande, at han stadig er en skygge af sit gamle selv i denne disciplin. Faktisk ser perspektiverne lige nu mere interessante ud for Emanuel Buchmann, der modsat Kelderman ikke har store begrænsninger i bjergene, men han indkasserede sig i dag den forventede lussing og kan efter sit tidligere tidstab næppe stræbe efter meget mere end top 10, selvom hans solide start på Mur-de-Bretagne har genantændt hans klassementsambitioner.

Bedre gik det for Rigoberto Uran, men colombianeren havde efter bjergenkeltstarten i Tour de Suisse utvivlsomt håbet på mere end en 13. plads - særligt når man husker på, at han blev nr. 4 på enkeltstarten for to år siden. Også for ham gjaldt nemlig, at det primært var her, han skulle vinde noget tid, og selvom det også lykkedes i forhold til de fleste, er den i forvejen defensivt indstillede Uran næppe specielt relevant i det spil, der handler om at genskabe spændingen i kampen om den samlede sejr.

Det bliver Julian Alaphilippe næppe heller i år. I forvejen var det et longshot, hvis han vitterligt skulle holde hele vejen, og dagens lidt halvskuffende enkeltstart kombineret med de store udsving, vi så i weekenden, gør det svært at tro, at han holder som klassementskandidat hele vejen. Der er næppe tvivl om, at han drømmer om at generobre den gule trøje med et ridt på fredagens mur, men det ligner lige nu en umulig mission, når Pogacar er ved at være varm. Snarere kunne noget tale for, at Alaphilippe efter Alperne allerede er tilbage i rollen som etapejæger.

Det er David Gaudu forhåbentlig ikke. Den lille franskmand virker uhyre velkørende, men helt forventeligt led han gevaldig lussing i dag. Det åbner dog perspektiver, at han kan indgå i det offensive spil, når UAE og Pogacar skal sættes under pres i bjergene. Gaudu har i hvert fald været så velkørende i år, at det er en af de ryttere, Pogacar skal glæde sig mest over at have distanceret.

Det samme kan være tilfældet for Nairo Quintana. Colombianeren har ganske vist slet ikke haft holdbarhed i nylige grand tours, men hans stærke start havde tændt et lille håb om en god Tour. Det håber lever for så vidt fortsat efter i dag, men helt forventeligt led han en større lussing, end man kunne have ønsket sig. Men så fik vi da endnu en tilsyneladende formstærk klatrer, der ikke har det store at miste ved at sætte Pogacar under pres fra distancen.

I den sammenhæng er det også værd at nævne Ben O’Connor. Den i år så uhyre velkørende australier kom skidt fra start med et grimt styrt, men i dag forsvarede han sig faktisk ganske fremragende i en disciplin, der ikke er hans. Også han har vist et topniveau, som gør ham til en mand, der ikke skal undervurderes, især fordi han altid topper i den tredje uge. Vi kommer til at savne Jack Haig gevaldigt - særligt fordi Wout Poels og Pello Bilbao begge kørte enkeltstarter efter nyere triste standard og derfor får svært ved at bringe sig helt frem i klassementet for Bahrain - men australierne har stadig nogle lovende kandidater i O’Connor og Porte.

Til gengæld ser det værre ud for den sidste australier, Lucas Hamilton, der fortsatte sin ringe start med et stort tidstab i en disciplin, han dog aldrig har mestret. Bedre gik det for Pierre Latour, der fortsætter sin lille genfødsel og nu har bragt sig langt frem i klassementet, men som også er så begrænset i bjergene, at det er svært at tro, at han stadig er at finde i top 10, når vi når Paris. Det er trods alt nok mere sandsynligt for Bauke Mollema, men den hollandske dieselmotor kunne i dag ikke følge op på sin stærke start, selvom han bestemt har kørt betydeligt ringere enkeltstarter, end han gjorde i dag.

Det har Mathieu van der Poel sandt for dyden også. Pogacar var nemlig ikke det eneste vidunderbarn, der leverede et vanvidsridt denne onsdag i Laval, da det hollandske fænomen forsvarede en trøje, han for længst havde afskrevet. Nok har han tidligere vist, at hans store power i et vist omfang kan kompensere for hans manglende aerodynamik på enkeltstarter, men han har aldrig nogensinde været i nærheden af det, han leverede i dag. Havde han bare været ét sekund hurtigere, havde han endda slået ærkerivalen Van Aert - et udkomme, der var helt umuligt at forestille sig fra morgenstunden, men som blot skulle vise sig at gøre belgierens gule drømme næsten umuligt, selv hvis han havde kørt op til vanlig standard.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Da det arabiske tempomirakel fortsatte

Nej, det er virkelig ikke let at komme til fadet, når vidunderbørnene går i deres vanvittige hjørne - heller ikke selvom man som Van Aert selv falder ind under samme kategori. Det gik desværre også ud over Stefan Küng, der ellers leverede endnu en fremragende enkeltstart og cementerede den store fremgang, han har leveret det seneste års tid. Han gjorde alt det, der burde have været nødvendigt, ved at slå Stefan Bissegger, Van Aert, Kasper Asgreen og Roglic, men desværre for ham var der et vidunderbarn, der nok engang henviste ham til en 2. plads, præcis som Van Aert gjorde det mod ham i Tirreno tidligere i år. Nu kan han blot spekulere på, hvor mange af de 19 sekunder han havde fundet, hvis også han havde kørt på knastørre veje.

Den overvejelse kan Bissegger selvfølgelig gøre sig mere end nogen anden. Det schweiziske fænomen må føle sig forfulgt af vejrguderne, der stjal en sejr fra ham på 1. etape i Tour de Suisse tidligere i år, og som i dag åbnede for sluserne, netop som han ramte asfalten. Det førte til en markant underpræstation, hvor han blev slået af Magnus Cort, der kørte under samme betingelser, men det er svært at tro, at psyken ikke har spillet ham et puds, først fordi han kunne se det schweiziske scenarium gentage sig allerede inden starten, og siden da hans store risikovillighed var meget tæt på at sende ham i asfalten tidligt på ruten. Det ligner i hvert fald ikke ham at underpræstere så markant - da slet ikke på en dag, hvor de fleste andre EF-ryttere kørte over evne.

Det gælder selvfølgelig først og fremmest for Cort, der nok har kørt gode enkeltstarter i år, men som tog det til helt nye højder med en 12. plads i et løb, hvor han havde nogle af de værste betingelser. Dermed var han sammen med Vingegaard kronen på en fornem dansk dag, hvor det rød-hvide flag var alle vegne - og det var ikke kun som forventet det schweiziske, som eller figurerede ud for to af de tre største favoritter.

Det er dog næppe alle danskere, der er fuldt tilfredse. Kasper Asgreen bekræftede sin status som en af de allerbedste i disciplinen, men han havde utvivlsomt håbet på mere end en 6. plads. Der er i hvert fald ingen tvivl om, at Søren Kraghs ambitioner var betydeligt større end en 17. plads, men desværre har danskeren stadig til gode at køre en god enkeltstart, efter at DSM skiftede cykel i løbet af vinteren. Mikkel Bjerg kørte en fornem og en af sine bedste WorldTour-enkeltstarter, også selvom han stadig ikke helt oppe at ringe på det niveau, mange håbede, da han dominerede U23-klassen. Og så kørte Jakob Fuglsang trods en skidt afslutning en af sine bedre enkeltstater, der fortsat holder ham inde i billedet til at få en tur i den gule trøje, han synes at have som en lille ambition, siden han endnu ikke har sluppet sit klassement.

Det er dog nok en ambition, han hurtigt må opgive. Fuglsang har ikke en status, der giver ham megen frihed, og lige nu synes den eftertragtede trikot at være vidunderbørnenes ejendom. Den sidder aktuelt på skuldrene af det ene, der forsvarede det mod alle odds med et sandt vanvidsridt. Og når han engang giver slip, ryger den formentlig direkte over på skuldrene af det andet, der har gjort det til en årligt tilbagevendende begivenhed, at han leverer et vanvidsridt på Tourens enkeltstarter.

Nej, vidunderbørnene gør det vitterligt ikke let at være Tour-rytter, men de gør det i det mindste let at finde på overskrifter til analyserne. De kan nemlig bare genbruges år efter år…

SE ALLE ETAPER AF ÅRETS TOUR DE FRANCE UDEN REKLAMER PÅ DISCOVERY+

Favoritterne

De seneste dage har der været brug for at lappe mange fysiske sår efter den serie af styrt, der har præget årets Tour. I morgen er det en helt anderledes form for sår, der skal plejes, nemlig de mentale. Efter Tadej Pogacars lammende uppercut er der vel kun én klassementsrytter, der ikke har brug for at sunde sig lidt inden de næste slag - og han er slovener.

Det burde der heldigvis blive god mulighed for. Torsdagens etape er ikke blot en af de fladeste, den er også en af de korteste. I år er det ganske tydeligt, at arrangørerne har lært, at lange sprinteretaper er meningsløse, og derfor har de gjort mange af de flade etaper relativt korte. Det gælder således også for denne, ligesom det gjaldt for gårsdagens, og rytterne kan sågar sove længe inden den sene start kl. 14.05 og en dag med kun tre en halv time i sadlen.

Læs også

Sådan vil Pogacar lave Giro-Tour-double

Det bør ikke blot blive en kort etape. Det bør også blive en let en af slagsen. Vi har ganske vist før haft sidevind i den indre del af Nordfrankrig, men det er relativt sjældent under Touren. Selvom startbyen Tours er målby for Vindens Klassiker, Paris-Tours, er vindforholdene helt anderledes om sommeren. Her er det sjældent specielt blæsende, og det bliver det bestemt heller ikke denne torsdag. Faktisk er det årets første rigtige sommerdag, hvor temperaturen endelig når op på 25 grader, hvor der vil være masser af solskin, og hvor det vil være næsten vindstille.

Dermed giver manuskriptet sig selv. Det er det rene spild af kræfter at gå i udbrud på en etape som denne, og da fredagens etape er en af de bedre udbryderchancer i en udbryderfjendtlig Tour, er det langt klogere at spare på krudtet til fredag. Derfor er det en af de etaper, hvor man kan frygte, at vi slet ikke får noget udbrud, også fordi vi har forladt Bretagne, hvilket betyder, at de bretonske hold, Arkea og B&B, har mindre behov for at vise sig frem. Jeg frygter alvorligt, at vi får en af de dage, hvor ingen kører afsted, men jeg krydser fingre for, at Lotto, Cofidis, B&B, Qhubeka og/eller Ag2r kan overtales til at sende en mand afsted. Ellers kan vi få en etape, hvor de bare ruller igennem hele dagen.

Før eller siden bør vi få et udbrud, og det vil utvivlsomt være første angreb, der lykkes. Herefter vil Alpecin tage kontrol, og mon ikke de igen vil sætte Kristian Sbaragli, Xandro Meurisse, Petr Vakoc og/eller Silvan Dillier til at føre. Tim Declercq skal nok hjælpe for Deceuninck, men det bliver spændende at se, om FDJ nu mener, at de kan tillade sig at spare sig. Det er bestemt muligt, at de sidder over denne gang. Til gengæld vil jeg tro, at Arkea nu kan overtales til at give en hånd med, efter at Nacer Bouhanni har været tæt på to gange.

Uanset hvad bør udbruddet blive hentet. Elastikken vil helt sikkert være stram igen, særligt fordi det næsten gik galt forleden. Det er endda en ren medvindsetape, og da den tillige er kort, skal man altid passe på med at undervurdere udbruddet, specielt hvis der er en Brent van Moer-type med. Det vil dog være en sensation, hvor det lykkes at snyde sprinterholdene, for selvom der er direkte medvind over de sidste 46,1 km, er der også tale om en lang, lige vej, der ikke gør udbruddet mange tjenester.

Heldigvis betyder det også, at der ikke er den store fare på færde og dermed næppe heller så meget stress. Der er kun to korte sidevindsstykker i forbindelse med stigningen og spurten, og det vil næppe skabe meget nervøsitet. Derefter er det bare en lige hovedvej med medvind med god plads til alle, og derfor er det formentlig først relativt sent, at positionskampen for alvor tager til, og nervøsiteten tiltager.

I mellemtiden skal sprinterne køre deres spurt, som de vil køre ganske halvhjertet, da den kommer relativt tæt på mål. Igen bliver det interessant at se, hvem der deltager, men mon ikke vi vil se Mark Cavendish, Michael Matthews, Peter Sagan, Sonny Colbrelli og Nacer Bouhanni? Mest interessant er det at se, om Arnaud Demare har givet op og nu kun satser på etaper, mens det synes mere givet, at Alpecin sparer sig til finalen.

I sidste ende bør det blive en spurt, og det er endda en, vi kender. De sidste 4000 m er de samme som i 2011, mens de sidste 2200 m er de samme som i 2008. I begge tilfælde vandt Mark Cavendish, og i sidstnævnte tilfælde var det endda den første af hans nu 31 sejre. Der er tale om en rigtig powerspurt, hvor det ganske vist er vigtigt at sidde fornuftigt i de to sene sving, men hvor opløbet er langt nok til, at man kan gøre en forskel, særligt fordi medvind gør det muligt også at køre en lang spurt. Vejen er tillige en del bredere end i går, og dermed er risikoen for at blive lukket inde mindre. Alle vil være friske efter en kort og let dag, og det er altså en spurt for de reneste sprintere - en dag, hvor positionering og tog ikke er altafgørende.

Det ville selvfølgelig være som at slutte ringen, hvis Cavendish i morgen kunne tage sejr nr. 32 på samme sted, som han tog den første, men jeg er nødt til at gå med Tim Merlier. Ganske vist har Alpecin i skrivende stund ikke meldt ud, hvem de kører for, men hvis det var galimatias at gå med Jasper Philipsen i går, vil det være det glade vanvid at gøre det i morgen. Det er ret åbenlyst, hvem af de to der er hurtigst, og efter at Philipsen missede sin chance i går, siger logikken, at man skal gå tilbage til ”the winning formula”. Det vil både være i overensstemmelse med rotationsprincippet, men også det klogeste af to årsager.

For det første fordi Merlier i Giroen ret hurtigt blev træt, og derfor handler det om at udnytte hans fart, mens han stadig er frisk. For det andet fordi spurten er skræddersyet til Merlier. Hvis der er noget, den belgiske fartkonge mestrer, er det de lange powerspurter, hvor han synes næsten at kunne holde sin topfart over næsten 300 m. Medvind og lang opløbsstrækning… Lugter det ikke af Merlier? Det synes jeg.

Læs også

UAE-dominans på regnfuld Romandiet-enkeltstart - dansker med topresultat

Som jeg har skrevet flere gange, er Merlier formentlig feltets hurtigste, og selvom han reelt ikke har kørt en fair spurt, er der intet, der tyder på, at det skulle forholde sig anderledes. Samtidig har Alpecin nu domineret finalerne to gange i træk, og meget taler for, at det vil kunne ske igen i morgen. Toget med Mathieu van der Poel, Jonas Rickaet og Philipsen foran Merlier er ideelt, og Philipsen viste forleden, hvor sublim en lead-out man han er. Ikke blot er han en af feltets hurtigste, han er også pokkers god i positionskampen. Læg dertil, at Van der Poel lige nu er skræmmende stærk, og det er svært at se, hvem der skal holde dem tilbage, hvis den gule trøje træder an frem mod den røde flamme, og de ikke bliver lukket inde. Placerer man den hurtigste mand, der er en konge af lange spurter i medvind, er det ret umuligt at se, hvem der skal gå forbi Merlier. Derfor er han i mine øjne ret stor favorit, hvis ikke Alpecin-toget går i stykker undervejs eller lukkes inde.

Er det helt udelukket, at de kører for Jasper Philipsen? Det tror jeg. Sidst var Philipsen nærmest sur over, at han ikke havde fået sin chance mandag, og hans kaptajnrolle i går så mest ud til at være et forsøg på at bevare harmonien. Philipsen har denne gang meget svært ved at argumentere for sin sag, og efter gårsdagens etape lød han også til at være en mand, der erkendte sin rolle på den næste sprinteretape. Skulle de mod forventning alligevel gå med Philipsen, er det klart, at han vil være en af favoritterne. Ganske vist så vi i går, at Cavendish som forventet er den hurtigste af de to, men til gengæld så vi igen, hvor stærkt toget er. Med sine lange spurter er Merlier utvivlsomt den, der kan køre det bedste lead-out af alle, og har Philipsen ikke Cavendish lige bag sig, er der trods alt ikke mange i dette felt, der kan gå forbi ham.

Manden, der kan slå Merlier på, fart er Mark Cavendish, og selvom det lige nu står 2-1 til Merlier i deres indbyrdes opgør i år, viste Cavendish med sejren i Belgium Tour, at han har farten til at slå belgieren, hvis han sættes rigtigt, og Merlier tvinges til at komme lidt for langt bagfra. Hidtil har Alpecin domineret, men det er bestemt ikke umuligt, at Davide Ballerini og Michael Mørkøv er stærkere end Rickaert og Philipsen. Denne gang får de endda mere hjælp af Kasper Asgreen, der ikke skal tænke på sin enkeltstart længere, og selvom de måske ikke kan matche Van der Poels fremstød, er det bestemt ikke utænkeligt, at Ballerini og Mørkøv kan gå forbi, når Rickaert skal tage over. Vi ved, hvor fremragende en duo Ballerini og Mørkøv er, og da Cavendish slog Merlier i Belgien, var den primære grund netop, at briten blev sat perfekt op af sine to lead-out men, mens Merlier skulle komme i en lang spurt bagfra.

Cavendish bekræftede i går, at han stadig må regnes som løbets i hvert fald næsthurtigste, og med så stærkt et tog på en dag, hvor han vil være helt frisk til sidst, er det bestemt ikke umuligt, at han kan slutte ringe ved at tage sin tredje sejr i træk i byen, hvor det hele startede for 13 år siden.

Som jeg har skrevet i de tidligere optakter, har mine forventninger til Nacer Bouhanni hele tiden været store. Franskmanden har nemlig været i fremragende form siden afslutningen på sin karantæne, og det tårnhøje niveau har han taget med til dette løb. I de senere år har han manglet en anelse på farten, men den spurt, han leverede på sidste etape i Belgium Tour, viste, at han igen nærmer sig de bedste. Også i går havde han imponerende fart, og det er spørgsmålet, hvor tæt på Cavendish han havde været med en bedre position.

Jeg udelukker bestemt ikke, at Bouhanni har farten til at vinde, men når han alligevel ender et stykke nede på min liste, skyldes det toget. Egentlig har Dan McLay vist sig som en fremragende lead-out man, men han lider stadig under sine to styrt, som det også gælder for den anden del af toget, Clement Russo. Selvom Bouhanni selv har bekræftet sin gode positioneringsevne, frygter jeg, at han vil sidde lidt for langt tilbage, og dermed er det mere sandsynligt med endnu en podieplads end en sejr. Bouhanni har dog virket så overbevisende, at der ikke skal gå meget galt hos de hurtigste, inden han er stærk nok til at gå forbi - og er McLay frisk nok til at køre et af sine bedste lead-outs, kan Bouhanni godt blive sat så perfekt op, at han kan vinde uden at skulle lukrere på andres fejl.

Herefter er jeg nødt til at gå med Arnaud Demare, men det skyldes mest, at jeg rangerer rytterne efter vinderpotentiale. Det er nemlig gået, præcis som jeg frygtede, nemlig at fraværet af Ramon Sinkeldam har svækket det gyldne FDJ-tog så meget, at positioneringssvage Demare er i problemer. Forleden tabte han hjulet på Jacopo Guarnieri, og dermed var vi tilbage ved tiderne før supertogets etablering, nemlig den tid, hvor Demare altid blev lukket inde.

Denne gang kan han dog glæde sig over et mindre kompliceret opløb, hvor benene bedre kan tale. Demares problem er bare, at han aldrig har haft samme fart som de allerhurtigste, og det billede er blot blevet bekræftet i de indlagte spurter i år. Han må dog stadig regnes som en af de hurtigste, og han har stadig et gyldent våben. Måske er toget svækket, men Guarnieri er stadig en af de allerbedste lead-out men, og han ramte da også fronten forleden - desværre bare uden Demare. Kan han gøre det igen, kan Demare godt ende med at blive sat perfekt op, og så har vi set, at han kan slå hurtigere folk, som da han eksempelvis holdt Caleb Ewan bag sig i Milano-Torino sidste år. Det store spørgsmål er dog også, hvordan han har det efter at være styrtet både i mandags og på dagens enkeltstart. Heldigvis skulle begge uheld have været helt uden væsentlige konsekvenser. Det er mere toget og Demares egen fart, der kan være problematisk, og som gør, at jeg mere tror, at han ender uden for top 10, end at han vinder etapen.

Det bliver også første chance for at se Wout van Aert i en spurt, da den belgiske mester har meddelt, at han giver den et skud. Desværre er han ret svær at rangere, fordi det er ganske sjældent, at han deltager i disse klassiske massespurter. I år har han bare kørt én, nemlig i Tirreno, men her endte han til gengæld også som en lidt overraskende vinder. Det var dog ret tydeligt, at Caleb Ewan var betydeligt hurtigere, og han vandt alene grundet sin bedre positionering - præcis som Ewan viste sig hurtigst af de to i Sanremo. Netop positioneringen er dog også et gyldent våben for Van Aert, for selvom han er uden støtte, sidder han stort set altid rigtigt. Det så vi også, da han gik forbi Cees Bol og vandt i Privas sidste år, og det vil derfor ikke undre, om det er Van Aert, der sidder på hjul af det bedste tog.

Læs også

UAE-komet vinder efter fænomenal nedkørsel

Spørgsmålet er så bare, om han har farten til at vinde. Han bør ikke kunne matche de hurtigste, nemlig Merlier og Cavendish, men derefter er der næppe nogen, han er chanceløs imod. Meget vil afhænge af, hvem der sidder foran ham, når han formentlig åbner sin spurt fra en god position, og det vil bestemme resultatet mere end ham selv. En lille bekymring kan dog være, at han spurtede en smule skuffende i forårsklassikerne i år, men til gengæld var han meget begejstret for den power, han udviste, da han slog Edward Theuns ved de belgiske mesterskaber.

Peter Sagan har aldrig været en mand til Tourens boulevardspurter, men han ligner faktisk en af de hurtigste lige nu. Det stigende opløb i går passede ham langt bedre end dette, men slovakken kom alligevel i overraskende høj fart til sidst. I forvejen har han generelt spurtet ret godt i år, selvom det har knebet med klatringen, og han viste i går, at krigeren Sagan ikke er for hæmmet af sine skader. Lidt atypisk gik det galt for ham i positionskampen i går, men vi så på 3. etape, at han næsten altid sidder lige bag det allerbedste tog. Gør han det igen, er han bestemt konkurrencedygtig. I denne form for let powerspurt skal alt flaske sig, hvis han skal vinde, men med sin gode fart og sin gode positionering synes det ikke helt umuligt, at det kan lykkes.

I dette løb har DSM både en ting at glæde sig over og en ting at ærgre sig over. Det gode er, at toget har fungeret langt bedre end i optakten, og begge gange er det lykkedes at få Cees Bol langt frem. Det ærgerlige er, at Bol selv åbenlyst manglede farten, som han også har gjort igennem det meste af sæsonen. Grundet hans sygdom i optakten var det dog forventet, og holdet regner med, at han bliver stærkere og stærkere undervejs. Det samme gør toget, nu hvor Casper Pedersen i går var i stand til at hjælpe, og når han kan indgå på sin faste plads lige foran Bol og bag Søren Kragh, Joris Nieuwenhuis og Nils Eekhoff, ved vi, at de har et af de bedste hold. Kan de fortsætte de lovende takter fra de første dage, er det ikke helt umuligt, at Bol kan blive sat lige så smukt op, som han gjorde i sidste års Tour. Gårsdagens spurt viser, at farten stadig mangler ret meget, men man kan håbe, at den kommer undervejs. Sejren i Paris-Nice kom i hvert fald pludselig helt ud af det blå.

Præcis det samme kan siges om Mads Pedersen . I går kunne Trek glæde sig over, at Jasper Stuyven igen viste, at han er en af de allerbedste lead-out men, men desværre stod det også klart, at Pedersen selv manglede en del fart i forhold til de bedste. Heldigvis gælder det for ham, at han altid kun bliver bedre og bedre, og selvom vi nok skal ind i uge 3, inden han er knivskarp, bør han komme tættere og tættere på. I går måtte holdet også brænde Edward Theuns af i jagten på Van Moer, hvorfor Pedersen endte med at blive afleveret lidt for tidligt, men kan de denne gang sidde sammen med hele supertoget frem til den sidste kilometer, virker det bestemt muligt, at Stuyven kan afleverede Pedersen fra spids. Om farten så rækker til at gøre det færdigt, er måske en anelse tvivlsomt, men helt umuligt synes det ikke at være.

En rytter, hvis fart vi endnu ikke har set, er Danny van Poppel. I mandags blev hollænderen fanget bag styrtet, og i går havde han defekt i finalen, hvorfor Boy endte med at køre spurten. Nu burde uheldet forhåbentlig være opbrugt, og Van Poppel har heldigvis virket ganske velkørende. Denne etape er endda så let, at han selv på en af sine berømte offdays kan begå sig, og nu er spørgsmålet bare, hvor langt farten rækker. Han står knap så stærkt i en flad som i en stigende spurt, men vi så i Algarve, at hans fart på de store dage stadig er ganske god. Her pressede han i hvert fald Sam Bennett benhårdt hele to gange, og selvom det næppe gentager sig i en flad spurt, burde den fart føre ham langt. Spørgsmålet er bare, hvordan det knap så stærke tog med Jonas Koch og Boy vil være i stand til at føre ham frem, men han hjælpes heldigvis af den relativt enkle medvindsfinale.

Det er også i en spurt som denne, at vi måske kan se lidt til André Greipel. Vi så i Tyrkiet, at hans fart har mangler, men vi så til gengæld også i Andalusien, at han bestemt kan matche eksempelvis Pedersen, hvis han sidder rigtigt. Det er netop positioneringen, der som altid er problemet, særligt fordi hans tog med Guillaume Boivin og Rick Zabel slet ikke kan matche de bedste. Denne gang er finalen dog ret enkel, og en lang powerspurt i medvind burde gøre det muligt for Greipel at vise lidt af sin fart. Han vil utvivlsomt sidde for langt tilbage til at vinde - hvad han heller ikke har farten til - men dette burde være en af hans bedre chancer for at levere et opløftende resultat.

En flad boulevardspurt efter en let dag… Det rimer slet ikke på Sonny Colbrelli, der tillige er ringe i positionskampen. Sidstnævnte blev understreget igen i går, men til gengæld sad han sjældent godt på 3. etape, måske fordi han denne gang har næsten et helt hold til at køre for sig og særligt kan glæde sig over støtten fra Matej Mohoric og Fred Wright. Sidstnævnte kørte nogle ret gode lead-outs i Ungarn, og i denne ukomplicerede finale bør Colbrelli have en fair chance for at sidde rigtigt. Til gengæld er det stadig svært at se ham vinde en let boulevardspurt, selvom han lige nu er i sit livs form.

Det samme kan siges om Michael Matthews. Australieren plejer slet ikke at være konkurrencedygtig i denne slags spurter, og han står meget svagere end i går, hvor det stigende opløb passede ham ganske godt. Han lider også under, at Amund Grøndahl Jansen synes for svækket til at hjælpe i finalen, og dermed har han kun Luka Mezgec som hjælp. Til gengæld burde Mezgec være en af de bedre lead-out men, og hvis de to med deres begrænsede ressourcer kan sidde rigtigt, som de faktisk gjorde det i går, burde Matthews stadig have farten til at gøre det pænt. Det er bare meget svært at se ham vinde en boulevardspurt som denne.

Det samme gælder for Christophe Laporte, der heller ikke er en mand til en flad powerspurt. Til gengæld bekræftede han i går, at han er en af de bedste i positionskampen, og var han ikke blevet lukket inde mod barrieren, kunne det faktisk være blevet til et ret godt resultat. Som for Matthews, Colbrelli og Sagan gælder dog, at dette flade opløb passer ham langt dårligere, og han har aldrig været i nærheden af at vinde en boulevardspurt på dette niveau. Han er endda også helt alene i finalen, og selvom han alligevel plejer at sidde godt, er det svært at se ham vinde, når han tillige mangler farten.

Endelig glæder jeg mig faktisk til at se, hvor meget fart Max Walscheid stadig har. Engang var han uhyre lovende i denne slags boulevardspurter, men nu om dage er han mest lead-out man. Han har helt klart heller ikke samme fart som tidligere, men mest af alt bliver han altid lukket inde, fordi hans positionering er ringe. Den risiko er overhængende igen her, hvor hans tog er meget svagt, men i en ukompliceret finale står han med en bedre mulighed for ikke at blive lukket inde. Så må vi se, hvor meget af den gamle fart han stadig har. Det var i hvert fald vildt, hvad han leverede i Californien mod Marcel Kittel i sin tid, hvor han netop viste imponerende evner i en boulevardspurt efter en let etape.

Bryan Coquard burde også være med fremme, men efter sine to styrt var han mildt sagt ikke optimistisk i går, hvor han mest af alt holdt sig fremme af pligt. Efter en halv hviledag i dag står han sikkert stærkere, men da han er positioneringssvag, kun med Cyril Barthe som hjælper og altså fysisk svækket, er det svært at se ham helt fremme. Total kørte for Anthony Turgis på 3. etape og for Edvald Boasson Hagen på 4. etape. Umiddelbart kunne denne boulevardspurt passe bedst til nordmanden, men det er ikke givet, at de kører for ham. Uanset hvem de vælger, virker et topresultat ikke realistisk. Lotto kan vælge at køre for Jasper de Buyst eller Tosh van der Sande - formentlig De Buyst - men det gjorde de ikke i går. Her havde de dog også mest travlt med at bakke af for Van Moer, og jeg vil tro, at de deltager i morgen. En yderlig top 10 er dog det bedst mulige udkomme. Astana har Hugo Houle, men han har endnu ikke blandet sig, og det samme gælder for Oliver Naesen og Dorian Godon hos Ag2r, der mest skal beskytte O’Connor og Paret-Peintre. EF har hidtil brugt Magnus Cort til at beskytte Rigoberto Uran, og det gælder formentlig også i morgen. UAE og Ineos deltager heller ikke denne gang i spurterne, ligesom det står klart, at Ivan Garcia Cortina er ren bodyguard for Lopez og Mas.

BEMÆRK: Lad mig igen understrege, at rytterne er rangeret efter vinderpotentiale. Jeg opfordrer derfor til at læse analyserne, hvis man skal forstå deres chancer for at ende i top 10.

Feltet.dks vinderbud: Tim Merlier

Øvrige vinderkandidater: Mark Cavendish, Nacer Bouhanni

Outsidere: Arnaud Demare, Wout van Aert, Peter Sagan, Cees Bol, Mads Pedersen

Jokers: Jasper Philipsen, Danny van Poppel, André Greipel, Sonny Colbrelli, Michael Matthews, Christophe Laporte, Max Walscheid

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Mark Cavendishs sejre fra 2011 og 2008.

Radio4

Torsdag kl. 11.50 gør jeg status på Touren på Radio4.

SE ALLE ETAPER AF ÅRETS TOUR DE FRANCE UDEN REKLAMER PÅ DISCOVERY+