Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Optakt: 6. etape af Tour de France

Optakt: 6. etape af Tour de France

06. juli 2023 13:13Foto: Sirotti

Jonas Vingegaard leverede en knusende magtdemonstration allerede på løbets allerførste bjergetape, og selvom Jai Hindley cementerede sin status som den vel nok førende kandidat til podiets sidste plads, har danskeren stensikker kurs mod den samlede sejr. Han får endda med det samme endnu en chance for at levere et nyrestød, når løbet torsdag fortsætter med den sværeste af de to etaper i Pyrenæerne, der byder på mytiske Aspin og Tourmalet, men også et ganske let målbjerg.

Artiklen fortsætter efter videoen.

DOWNLOAD FELTET.DK's TOUR-APP

SE TOUREN UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR

 

 

Ruten

Da starten i Bilbao gjorde det næsten nødvendigt at passere Pyrenæerne tidligt i løbet, stod arrangørerne med den opgave at designe etaperne, så de både gav den berømte bjergkæde og dens mytiske bjerge den plads, som der hører sig til, samtidig med at etaperne så tidligt i løbet ikke måtte være for afgørende. Den balancegang kommer i høj grad til udtryk på den anden og sidste af de to dage i bjergene på grænsen til Spanien. Her har arrangørerne nemlig designet en ganske voldsom bjergetape med små 4000 højdemeter over bare 144,9 km og tidlige passager af Pyrenæernes to måske mest berømte stigninger, Col d’Aspin og Col du Tourmalet, men også en blødere afslutning i løbets første bjergfinale på opkørslen til Cauterets. Trods etapens samlede vanskelighed vil den med nogen sandsynlighed sikre, at forskellene bliver relativt små, men målbjergets sidste fem kilometer er stadig så vanskelige, at vi denne dag bør få et klarere billede af styrkeforholdet, hvis ikke vi allerede fik det på den første af de to pyrenæeretaper.

 

Læs også
Sidste etape af Tour of Türkiye neutraliseret

 

Med en distance på bare 144,9 km er der tale om en af de ultrakorte dage, som er kendetegnende for årets bjergetaper, og den fører feltet fra Tarbes til Cauterets-Cambasque. Startbyen ligger lige nord for Pyrenæerne, og første del af etapen består derfor af transport frem mod bjergene. Således lægger man ud med kortvarigt at køre mod øst igennem fladlandet, inden man nær byen Gonez efter 10,0 km drejer mod syd og senere sydøst for at følge lange, lige og flade veje med retning mod bjergene. Man får lov at varme klatrebenene lidt op, når man fortsætter mod sydøst op ad kategori 3-stigningen Cote de Capvern-les-Bains (5,6 km, 4,8%), der efter tre lette kilometer stiger med 6-7% over de sidste 2,6 km frem mod toppen, som rundes efter 29,9 km. Den efterfølges ikke ad en nedkørsel, idet man herfra kører mod sydøst og hovedsageligt syd for at køre ad en lang og lige dalvej langs floden La Neste, idet det først er helt fladt og siden let stigende. Undervejs kører man efter 49,2 km dagens spurt for enden af en lang, lige og let stigende vej.

 

Efter 55,8 relativt lette kilometer når man frem til byen Arreau, og her ændrer etapen dramatisk karakter. Man forlader nemlig dalen for at køre mod nordvest op ad den berømte kategori 1-stigning Col d’Aspin (12,0 km, 6,5%), der skal deles i to. De første seks kilometer er således relativ lette med procenter på hovedsageligt 3-6, men derefter tager stigningen fat, når det herfra stiger relativt jævnt med 7-9% frem mod toppen, som rundes efter 68,1 km.

 

Herfra bliver der kortvarigt mulighed for at komme sig, når man kører mod vest og nordvest ad en ganske nem nedkørsel, som leder ned til dalbyen Sainte-Marie-de-Campan, der nås efter 80,3 km. Man forlader imidlertid med det samme dalen for at køre mod sydvest og vest op ad frygtede Col du Tourmalet (17,1 km, 7,3%), der er uden for kategori. Også den skal deles i to, da de første fem kilometer er ganske lette med procenter på under 5, men efter en enkelt kilometer med 7% stiger den herefter utroligt jævnt med 8-10% hele vejen frem til toppen i 2115 m, hvor man passerer efter 97,9 km.

 

Herfra resterer fortsat 47,0 km, der indledes med en relativt let nedkørsel, som leder mod sydvest ned til Luz-Saint-Sauveur, hvor man efter 116,4 km drejer mod nordvest for at køre ad en let faldende dalvej over de følgende 12,5 km. Efter 128,9 km når man frem til byen Pierrefitte-Nestalas, og her tager etapen fat igen, når man med det samme drejer mod sydvest for at køre op ad den afsluttende kategori 1-stigning Cauterets-Cambasque (16,0 km, 5,4%).

 

Også her er der tale om en flerdelt stigning, der starter med fire lette kilometer med 2-5%, hvorefter den kortvarigt bliver stejlere med 2,5 km med 6-8%. Nu når man byen Cauterets, hvor det flader ud over 4,5 km med procenter på 3-5%, inden stigningen tager fat over de sidste 5 km. Således stiger de næste 3,5 km med 9-11%, inden den flader ud med 500 m med 5,0% og slutteligt en sidste kilometer, der stiger med 6,6%. Stigningen går ad en næsten helt lige vej op til byen Cauterets, hvorefter der følger en fase med ni hårnålesving, inden det går ad en næsten helt lige vej over de sidste 2100 m frem mod en sidste skarp 90-graderskurve bare 60 m fra stregen, hvorefter man rammer den 5 m brede opløbsstrækning.

 

Etapen byder på i alt 3894 højdemeter.

 

12 GODE TOUR DE FRANCE BØGER - SE LISTEN

 

Cauterets har været mål for UCI-løb fem gange i de seneste 25 år. Det var senest i Tour de France i 2015, hvor Rafal Majka kørte alene hjem fra Tourmalet og tog en suveræn solosejr med 1 minut ned til Dan Martin og 1.23 ned til den unge Emanuel Buchmann, mens det hos favoritterne lykkedes for Alejandro Valverde at stjæle to sekunder fra en favoritgruppe på hele 10 mand anført af den førende Chris Froome. Vueltaen var forbi i 2003, hvor Michael Rasmussen tog en solosejr fra et udbrud foran Felix Cardenas og Manuel Beltran, mens otte favoritter endte inden for syv sekunder med Francisco Mancebo to sekunder foran Alejandro Valverde og Felix Garcia Casas, fem sekunder foran Roberto Heras og syv sekunder foran resten af gruppen, der dog havde sat den førende Isidro Nozal med hele 1.15. Route du Sud var forbi i 2011, hvor Anthony Charteau slog Vasil Kiryienka i en duel og dermed overtog førertrøjen, og i 2008, hvor Noan Lelarge vandt en bjergenkeltstart foran Przemyslaw Niemiec og Christophe Moreau. Det lille Tour des Pyrénées var forbi i 2009, hvor Walter Pedraza tog en solosejr foran Yannick Eijssen og Angel Vallejo, mens Tour de l’Avenir besøgte stedet i 1999, hvor David Latasa vandt foran Unai Osa og Pedro Arreitunandia i en spansk magtdemonstration, der sendte den senere vinder, Osa, i førertrøjen på bekostning af den hidtil førende Floyd Landis.

 

 

Læs også
Se Lotto-stjernes knusende sejr

 

 

 

 

 

 

 

DOWNLOAD FELTET.DK's TOUR-APP

SE TOUREN UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR

 

Vejret

Det ustabile bjergvejr fortsætter torsdag, hvor det atter vil være overskyet med en temperatur ved starten på 24 grader, i dalen generelt 21-22 grader og i byen Cauterets 18-19 grader til slut. Fra start vil der være en risiko for kraftige tordenbyger på 35%, men den vil gennem stort set hele etapen ligge på 80-95%. Vinde vil være svag til let (5-10 km/t) og have skiftende retninger. Den vil starte i østnordøst, men gennem det meste af dagen ligge i nord, nordnordøst og nordøst, men på den anden side af Tourmalet vil den pludselig være i sydvest, vestsydvest og vest. Det giver generelt forskellige former for medvind frem til Aspin, hvorfra der vil være sidemodvind frem til bunden af Tourmalet. Her vil der være sidemedvind, mens man efter toppen får næsten direkte modvind på nedkørslen. I dalen vil der være sidemodvind, indtil man får mod- og sidemodvind hele vejen op ad målbjerget med en beskeden styrke på 5-6 km/t.

 

Analyse af 5. etape

Her kan du læse min analyse af, hvordan Jonas Vingegaard med sin magtdemonstration på Tourens første bjergetape, sørgede for, at Vingegaard Day kom to uger for tidligt.

 

Læs også
Ineos-profil reagerer på samlet sejr og ser frem mod Tour de France

 

Favoritterne

Arrangørerne må sidde med en følelse af ”Mission Failed”. Den baskiske start ”tvang” dem til at besøge Pyrenæerne uhørt tidligt, og for at undgå en tidlig afgørelse forsøgte man sig derfor med en lightudgave af den store bjergkæde mod sydvest. Dagens etape havde måske nok en svær sidste stigning, men den var kort, og der var ikke mål på toppen. På morgendagens etape forsøger man sig med Pyrenæernes mest berømte stigning, den meget svære Col du Tourmalet, og langt flere højdemeter, men ved at slutte med et meget blødt målbjerg, der hverken i Touren i 2015, hvor man dog heller ikke kørte de vanskeligste 5 km til sidst, eller i Vueltaen i 2003, hvor Michael Rasmussen sejrede, gjorde store forskelle, har man forsøgt at designe en etape, der mere synes at være et sted at tabe end at vinde løbet.

 

Missionen lykkedes bare ikke. Allerede på den blødeste af de to etaper fremrykkede Jonas Vingegaard som beskrevet i analysen Vingegaard Day med to uger, og dermed synes løbet som beskrevet allerede afgjort. Det er klart, at det også vil have en ganske afgørende effekt på, hvordan den anden af de to dage i Pyrenæerne vil forløbe.

 

Det lignede jo en Pogacar-dag. Den sidste stigning er kun svær over de sidste 5,3 km, der stiger med 7,5% i snit, og dermed var det jo oplagt en dag, hvor sloveneren kunne gå efter at spurte sig til 10 bonussekunder. Det er også en dag, der har potentiale til mere, for man kan virkelig gøre stor skade på Aspin og Tourmalet, hvis man har modet til at angribe fra distancen og særligt, hvis man har fået sendt forposter afsted. Det var en strategi, der kunne appellere til Vingegaard, men hvor almindelig logik ville tilsige, at det var for tidligt at foretage den slags numre.

 

Dagens etape har ændret det billede. Tadej Pogacar er et sået dyr, hvis strategi nu må være et håb om, at hans ringe forberedelse betyder, at formen vil gå fremad undervejs. Derfor må man forvente, at han vil være helt atypisk defensiv resten af denne uge, mens han håber på et mirakel, nemlig at han skulle kunne køre fra Vingegaard i Alperne.

 

Til gengæld er det omvendt for Vingegaard. Nok ved han, at han typisk har overhånden i den tredje uge og særligt på de store bjergetaper, men endnu mere sikkert ved han, at han lige nu er klart den stærkeste. Det kunne anspore ham til at smede, mens jernet er varmt, for man skal aldrig undervurdere Pogacar. At få opbygget en solid buffer, mens det slovenske dyr er såret, er i hvert fald ingen skade til.

 

Problemet er, at målbjerget ikke er ideelt. Han er så overlegen, at han på de 3,5 km med 9-11% formentlig kan gøre en del skade, men han hjælpes ikke just af, at der er direkte modvind. Til gengæld kan han virkelig levere et nyrestød, hvis han tør angribe i medvind på Tourmalet. Det vil være en iscenesættelse af et stort soloridt, men det er heller ikke uden risiko. Lige nu er han i en komfortabel position, og han risikerer at gå ned, hvis han satser hele butikken fra distancen.

 

Vi ved dog også, at Vingegaard er meget offensiv, og at han også er impulsiv. Føler han gode ben, angriber han som regel, og jeg tror ikke, at han er specielt bange for at prøve et stort angre fra distancen. Han risikerer både veje på Tourmalet, men det er heldigvis en let nedkørsel. Til gengæld er det også en nedkørsel, hvor en gruppe kan køre stærkere, særligt fordi der er modvind. Dalstykket er ikke rasende langt, men det er stadig 12,5 km. Og på den sidste stigning vil modvinden være en modspiller på den lette del, hvor en samarbejdende gruppe vil kunne køre ret stærkt.

 

Jeg vil tro, at Jumbo igen vil gøre alt for at få forposter afsted, så de i hvert fald har muligheden for at lave det store angreb. Spørgsmålet er, om det vil lykkes. Logikken tilsiger, at UAE og Bora skal gøre alt for at forhindre, men samme logik gjaldt i dag. Her lykkedes det alligevel at få tre mand afsted, og Wout van Aert er så rasende stærk, at han er meget svær at stoppe, hvis han vil afsted. Den flade start er et problem, men kører udbruddet på den første stigning, er Jumbo så stærke, at det kan blive svært at forhindre dem i at få en forpost afsted.

 

Problemet kan derefter være, at de skal have et stort forspring for at overleve Tourmalet. Jumbo kan køre langsomt op ad Aspin, men hvis udbruddet efter den forventede vilde kamp kører sent - og måske endda først på Aspin - kan det blive svært at vinde så megen tid, at Vingegaard ikke vil hente dem inden toppen af Tourmalet. Skal missionen lykkes, skal han nemlig angribe tidligt, og derfor skal forspringet være stort. Vi så jo i dag, at forposterne blev hentet for tidligt og derfor aldrig blev brugbare. Den risiko er endnu større i morgen.

 

Læs også
Lidl-Trek trodser styrt og vinder i dramatisk Vuelta-åbning

 

Lykkes det at få forposter afsted, tror jeg på, at Vingegaard vil lancere en stor offensiv på Tourmalet, for han kan reelt lukke løbet, hvis det lykkes. Hvis ikke han lykkes med den mission, er jeg mere i tvivl. I det tilfælde er det ikke usandsynligt, at han venter til finalestigningen. Trods modvinden er det stejle stykke så stejlt, at han måske alligevel kan køre alene. Nok er det kortere end den stejle del af Marie Blanque, men til gengæld vil det være et mere mærket felt efter en hårdere etape. Hvis han venter, vil hans tidsgevinst bae også være ret beskeden, og han skal derfor bruge Tourmalet, hvis han vil have den helt store gevinst.

 

Spørgsmålet er, hvor vigtigt det er for ham at vinde etapen. Jeg tror ikke, at det er afgørende. Stigningen er så let, at han ikke kan vide sig sikker på at slå Pogacar, og derfor tror jeg ikke, at det er en dag, hvor Jumbo vil bruge kræfter på at jagte et udbrud, fordi han skal vinde etapen. Som sagt regner jeg også med, at UAE lader udbruddet sejle. Det vil Bora helt sikkert også gøre, for de har al interesse i at sende bonussekunderne til månen, men spørgsmålet er, om de kan få lov at lade udbruddet køre langt væk.

 

Forskellene er jo ved at være et store, men der er stadig 28 mand, der er inden for 6.02. For de fleste af dem gælder, at den flade start er et problem, men hvis udbruddet kører på den første stigning - eller måske på Aspin - er det ganske sandsynligt, at trøjen vil være truet. Det er også relativt sandsynligt, at et udbrud, der kører i fladlandet, vil udgøre en eller anden trussel mod trøjen. Vi så nemlig i dag, at en flad start også kan være svær at kontrollere.

 

Uanset hvad venter der en vild kamp, inden Bora finder ud af, hvor meget snor de vil give. Herefter skal Jumbo også vurdere, om de har fået forposter afsted, og om de kan få så stort et forspring, at de kan bruges til noget. Hvis de har brugbare af slagsen, vil jeg tro, at Jumbo vil lægge et stort pres på Tourmalet, og at Vingegaard vil iværksætte den store offensiv. Hvis ikke det lykkes, er der større chance for, at han venter, men det kan sagtens være, at Jumbo alligevel lægger pres på undervejs, simpelthen for at skabe det hårde løb, Vingegaard skal bruge.

 

Hvis han kommer med den store offensiv på Tourmalet, tror jeg, at det bliver svært for et udbrud. Jeg tvivler nemlig på, at Bora vil lykkes med at få et udbrud, de kan lade sejle langt nok væk. Hvis til gengæld Jumbo venter til finalen, burde chancen for et udbrud være god, hvis jeg har ret i, at hverken Jumbo, Bora eller UAE vil jagte det.

 

Hvis ikke Jumbo lykkes med at få en forpost, taler meget for, at udbruddet vil holde - hvis altså Vingegaard ikke angriber på Tourmalet. Hvis til gengæld de får en forpost, tror jeg, at det bliver svært. Enten kan Vingegaard så forsøge sig med den store offensiv, eller også er det sandsynligt, at Bora og særligt UAE vil forsøge at holde udbruddet i så stram en snor, at forposterne ikke bliver brugbare. Det er nemlig den måde, man kan afholde Vingegaard fra at angribe tidligt. Hvis så samtidig Jumbo sætter sig frem på Tourmalet for at gøre løbet så hårdt, at Vingegaard kan køre væk på sidste stigning, begynder det pludselig at se svært ud.

 

Min konklusion er altså, at en udbrudssejr er klart mest sandsynlig, hvis Jumbo ikke lykkes med en forpost. Det er bestemt også muligt, at det vil mislykkes for dem, når vi taler om en flad start, men de er så stærke, at jeg tror, at det vil lykkes. Og gør de det, tror jeg enten på en tidlig Vingegaard-offensiv fra Tourmalet, eller at udbruddet vil blive holdt i så stram snor, at de får svært ved at holde. Hvis ikke Jumbo får en forpost, risikerer de også at blive hentet, hvis Jumbo alligevel forsøger at sætte tempo - ikke for at hente udbruddet, men for at gøre det hårdt. Det vil de helt sikkert gøre fra bunden af sidste stigning, men gør de det allerede på Tourmalet, ligner den en svær mission for et udbrud.

 

12 GODE TOUR DE FRANCE BØGER - SE LISTEN

 

Jeg hælder derfor til, at favoritterne skal afgøre det, mest af alt fordi Jumbo med nogen sandsynlighed rammer udbruddet. Derfor peger jeg igen på Jonas Vingegaard, men som det fremgår, ser jeg to veje til sejr. Jeg kan være mest tilbøjelig til at tro, at han forsøger at smede, mens jernet er varmt, med en stor offensiv på Tourmalet, og den vil formentlig lykkes. Han viste i dag, at han er niveauer over de andre, og på en lang stigning som Tourmalet med den iltfattige luft kan han gøre enorm skade. Har han en forpost, bliver han meget svær at hente, men selv uden en forpost vil han ved at åbne tidligt på Tourmalet også kunne vinde så megen tid, at han kan gøre det færdigt fra distancen.

 

Læs også
Tour de Romandie-analyse: Overraskelsernes schweiziske holdeplads

 

Selv hvis han venter til sidste stigning, må han være favorit, men det er slet ikke givet, at han vinder. Stigningen kan i hvert fald være for let, og han hjælpes bestemt ikke af modvinden. I dag kunne han gøre forskellen på små 5 km, der var stejle, men i morgen har han kun 2,5 km at gøre godt med. Er det nok, når der er modvind? Det er ikke givet, men hvis etapen har været hård nok forinden, er det vel. Og hentes udbruddet, må man formode, at det er gået stærkt. Derfor tror jeg på, at han vil vinde, uanset om han angriber tidligt eller sent, og derfor ender han igen som mit vinderbud.

 

Manden, der kan slå ham, er Tadej Pogacar. Som beskrevet i analysen er det ret åbenlyst, at han er ganske langt fra sine 100%, men dette er en etape, han kan vinde med mindre. Modvinden er en medspiller, og spørgsmålet er, om den stejle del er for kort til, at Vingegaard kan sætte ham til vægs. Som sagt vil vi formentlig se en sjældent defensiv Pogacar, der har det fint med at sidde i Vingegaards hjul. Lykkes den mission, vil han stadig være favorit i en spurt over de sidste 1500 m, der er ganske lette. Meget taler for, at der skal køres stærkt, hvis udbruddet skal hentes, og det komplicerer naturligvis hans vej til sejr, men det vil være meget, meget dumt at udelukke en spurtsejr til Pogacar, når der er modvind på en målstigning, der passer ham som fod i hose. Det vil i hvert fald være en flot måde at rejse sig på.

 

Jeg kan ikke se andre vindere af et favoritopgør. Pogacar er den hurtigste, og Vingegaard er den stærkeste, og derfor er eneste vej til sejr for de øvrige ryttere taktik. Det er bare svært at se, at det vil lykkes. Hvis blot Sepp Kuss er halvt så stærk, som han var det i dag, vil løbet ikke glide Vingegaard af hænde. Det er naturligvis en risiko, at den svingende amerikaner har en offday, særligt hvis det bliver hans forhadte regnvejr, men hele Jumbo-mandskabet er så stærke og Vingegaard så god på den stejle del, at jeg ikke tror på, at han kan tabe løbet på taktik. Det skal ske i en spurt mod Pogacar.

 

Alligevel må jeg hellere give min vurdering af styrkeforholdet. Vi så jo ikke Jai Hindley i kamp med favoritterne i dag, men han var flyvende. Min forventning inden løbet var, at han var tredjestærkest, og det bør han også være i morgen - og måske kan han endda presse Pogacar, som jeg skriver om i analysen. Målbjerget passer ham godt, da han er eksplosiv, og særligt hvis løbet bliver opslidende, vil han stå stærkt. Derefter vil mine forventninger være størst til David Gaudu, der også passer godt til målbjerget og synes i fremgang, samt Carlos Rodriguez, der ikke passer til målbjerget, men vil være meget stærk, hvis løbet bliver gjort hårdt allerede på Tourmalet. Mine forventninger er mindre til Simon og Adam Yates. Køres der relativt roligt frem til finalebjerget, vil de formentlig være to af de bedste, men får vi det hårde, opslidende løb fra Tourmalet, er det en af de dage, hvor de kan få problemer. De virkede i hvert fald i dag mindre overbevisende end ventet. Jeg frygter også, at Mattias Skjelmose kan få det vanskeligere end i dag, særligt hvis det bliver gjort hårdt tidligt, for det er nu hans holdbarhed for alvor testes. Til gengæld viste han igen i dag, at han er klog nok til at forsøge at begrænse tabet i stedet for at gribe ud efter det umuligt. Derudover synes Ben O’Connor i fremgang, og han vil elske regnvejr og mange højdemeter, men han synes ikke at være kommet langt nok til at være med helt fremme, og det kræver i hvert fald nok et hårdt løb. Vejret og højdemeterne tiltaler også Thibaut Pinot , der godt kunne køre en god etape, samt Romain Bardet, som nok skal gøre det pænt, men næppe vil være med helt fremme. Endelig tror jeg, at Tom Pidcock og Michael Woods vil være stærke på finalebjerget, hvis det er gået langsomt på Tourmalet, mens de formentlig får det svært, hvis Jumbo gør det rasende hårdt.

 

Mine øvrige vinderkandidater er altså udbrydere. Det er klart, at man skal være en ganske god klatrer for at vinde en etape med Tourmalet, men den flade start komplicerer det. Bliver gruppen knap så klatrestærk, og lader feltet dem sejle, betyder det lette målbjerg og modvinden, at flere vil have en chance. Der er imidlertid ikke megen plads til at få et forspring mellem Tourmalet og målbjerget, og det vil undre mig, hvis etapevinderen ikke hører til blandt de bedste klatrere. Det kræver bare lidt held, hvis udbruddet kører i fladlandet, ligesom man skal have tabt så meget tid, at snoren bliver langt nok. Hindley og Bora afgiver nemlig næppe trøjen frivilligt.

 

Hvem kunne det så være? Ja, det kunne være Thibaut Pinot. Han elsker regnvejr, og han elsker Tourmalet, hvor han har taget en af karrierens største sejre, og det må næsten være en etape, han har udset sig. Han har sendt lidt blandede signaler i løbet med en meget stærkt 1. etape, en uhyre skuffende 2. etape og en ganske pæn 5. etape, men det undrer ikke, når vi så, hvor svingende han var i Giroen. Vi ved, at FDJ har givet ham en vis frihed til at jagte etaper, og han vil jo også kunne agere forpost for David Gaudu. Den flade start er et problem, men vi så både sidste år og i Giroen, at han faktisk er ret god til at ramme udbrud. Denne store bjergetape med mange højdemeter passer ham fint, og som han senest bekræftede på 1. etape, kan også stadig afslutte på en eksplosiv stigning. Som altid med Pinot handler det om, at han ikke ødelægger det for sig selv ved at arbejde alt, alt for meget, som han gjorde det to gange i Giroen, men han synes at have styrken til at vinde, og han bør også kunne få den tilstrækkelige snor, selvom det kan være på grænsen.

 

Den genrejste Felix Gall er naturligvis også en indlysende kandidat. Han har endnu mere frihed end Pinot, og vi så i dag, at han har genfundet det superniveau, han har haft gennem hele sæsonen. Den eksplosive finalestigning passer ham godt, men han er knap så testet på store bjergetaper med mange højdemeter. Han bestod heldigvis testen i Schweiz, og han bør være i stand til at vinde etapetyper som denne. Det helt store spørgsmål er, om han er frisk til to udbrud i træk. Han har nemlig haft problemer med sin holdbarhed, ikke mindst i den skuffende Giro i 2022, og som vi også har set i dette løb, kan det også stadig knibe med stabiliteten. Spurte på en stigning som denne kan han også.

 

Jeg var positivt overrasket over Daniel Martinez i dag. Det er klart, at han stadig er langt fra det niveau, vi senest så i foråret 2022, men det er noget af det bedste, vi har set siden dengang. Det er i hvert fald et niveau, der er godt nok til at vinde denne etape, hvis han havner i den rette gruppe. Her har han endda den fordel, at han ikke behøver at være bedste mand. Målbjerget er let, og modvinden vil hjælpe. I en spurt er han nemlig hurtig, og derfor ligner det en af hans bedre chancer for at vinde en etape, også fordi han er ganske god i regnvejr.

 

I dag lykkedes det ikke for Jack Haig, men han fik bekræftet, at hans form trods det vilde program stadig er ganske hæderlig. Nej, han har ikke Dauphiné-niveau, men mindre kan også gøre det, hvis gruppen er den rette. Med Bahrains gigantiske nedtur i dag har han i hvert fald sikret sig endnu mere frihed, end han havde på forhånd, og han viste både i dag og i Giroen, at han ikke er ringe til at ramme udbrud i fladt terræn. Problemet er det lette målbjerg med modvind, hvor han lider under sin manglende eksplosivitet, men den stejle del er svær nok til, at bedste mand kan køre alene. Det kan Haig være, hvis gruppen er den rette - og hvis han kan klare sig i det regnvejr, han ikke bryder sig alt for meget om.

 

Læs også
Formstærk franskmand sejrer efter dansk fremstød - Ineos-profil vinder samlet

 

Det er heller ikke en helt skæv etape for Dylan Teuns. Han skuffede mig desværre lidt i dag, hvor vi blev mindet om, at han ikke er klatrer, men puncheur, men han har som bekendt før vundet en alpeetape. I Schweiz klatrede han også bedre end måske nogensinde, og han har i hvert fald masser af frihed. I den flade start står han også stærkt, som han gør det i regnvejr. Udfordringen bliver at overleve Tourmalet. Gør han det, passer finalbjerget ham nærmest helt perfekt med en kort, stejl mur efterfulgt af en puncheurspurt - og endda i modvind. Det ligner en etape, han kan vinde med de ben, han havde i Schweiz.

 

Det er vel også på tide, at Guillaume Martin gør, hvad han gør bedst, nemlig går i udbrud for at avancere. Det plejer han at være pokkers god til, men desværre plejer han heller aldrig at vinde. Han bliver nemlig altid slået af ryttere, han burde være overlegen, men en eller anden dag må han da for pokker lykkes med at vinde. Han har haft en trist sæson og er langt fra det niveau, han pludselig fandt i Dauphiné, men han har et niveau, der er konkurrencedygtigt, hvis gruppen er den rette. Han er ikke spurtstærk, men han har et vist punch og passer ikke så dårligt til målbjerget, ligesom han godt kan klare regnvejr. Han er også en mester i at ramme udbruddene, selv når starten er flad. Nu er det så hans opgave endelig at få det gjort færdigt. Spørgsmålet er, om han har tabt nok til at få den rette snor.

 

Sidste år var det dog ikke Martin, der var bedst til Martin-modellen. Det var Louis Meinjtes, der i høj grad sikrede sig sin samlede 7. plads ved at ramme det ene udbrud efter det andet. Modsat Martin viste han endda i Vueltaen, at han endda også kan gøre det færdigt, men på denne etape lider han under, at finalebjerget ikke passer en dieselklatrer som ham. Heldigvis er den samlede etape hård og det stejle stykke svært nok til, at stærkeste mand kan køre væk, og det kunne efter en lang og hård dag godt være Meintjes, selvom vi for ham stadig er tidligt i løbet. Den flade start er dog et problem, og det samme er ikke mindst regnvejret, som han afskyr. Også for ham er det et spørgsmål, om hans tidstab er stort nok.

 

Jeg vil igen nævne Antonio Pedrero . Heller ikke i dag gav han skyggen af antydning af at have formen til at vinde en etape, men vi skal ikke glemme, hvordan det så ud i Dauphiné. Dengang nåede jeg i hvert fald tidligt til den konklusion, at han slet ikke var i form, men det ændrede sig markant på den sidste bjergetape, hvor vi vel så den bedste Pedrero nogensinde - eller i hvert fald den bedste Pedrero siden Mortirolo i 2019. Vi skal altså åbne døren for, at han genfinder de ben, men hans problem er jo, at finalebjerget ikke passer godt til en dieselklatrer. Også han skal altså satse på, at den samlede etape bliver så hård, at han alligevel kan trodse modvinden og køre alene på det stejle stykke til sidst.

 

Anderledes er det med hans holdkammerat Ruben Guerreiro. Han skal forsøge at overleve Tourmalet, hvorefter finalebjerget er skræddersyet til en puncheurtype som ham. Det burde ikke være helt umuligt, da han sidste år klatrede bedre end nogensinde, men det er også ret klart, at han ikke er flyvende lige nu. Niveauet rækker dog til, at han fra den rette gruppe kan vinde, når finalebjerget passer ham så godt, og når han måske får noget af den regn, der minder om det, han vandt i, da han tog sin store Giro-etapesejr. Men han skal nok finde lidt flere procent, end vi har set indtil nu.

 

Det var vel et lille krisetegn, at det i dag lykkedes for Neilson Powless at misse en gigantisk gruppe. En del held er der dog også involveret, så lad os give ham chancen igen i morgen. Han har slet ikke virket så flyvende som i foråret, men vi så i Schweiz, at han fandt benene ganske meget ud af det blå. Problemet er, at han indtil nu har været lidt for begrænset i de høje bjerge, men overlever han Tourmalet, passer finalebjerget ham faktisk ret godt. Særligt hvis han begynder at finde de ben, han havde i foråret, ser det ikke umuligt ud.

 

Jeg ville gerne tro meget Ben O’Connor, men jeg tror, at tidstabet er for lille. Hans 4. plads i 2021 og hans flotte Dauphiné bør gøre, at han ikke er en mand, man tager chancer med, og derfor tror jeg, at han vil blive holdt i for kort snor. Tidstabet har dog en størrelse, hvor han ikke helt kan afskrives, og hvis først han får friheden, bør han kunne vinde. Vi ved, at han er god i regnvejr, og han viste i hvert fald i dag, at formen er i fremgang. Problemet er, at den sidste stigning ikke passer ham, men han har forbedret sit punch ganske markant, og han er i hvert fald god på disse store dage med flere bjerge og mange højdemeter.

 

Som nævnt i analysen er det vel også tid for Egan Bernal til at skifte strategi. Han har ikke tabt meget mere end O’Connor, men efter dagens nedtur er han formentlig ikke en mand, de frygter alt for meget. Problemet er, at det kan være svært at komme afsted i fladlandet, og jeg er også usikker på, om han mentalt allerede er omstillet til at skulle jagte udbrud. Jeg kan også være i tvivl om, hvorvidt han er god nok til at gøre det færdigt, men dagens niveau gør det vel ikke helt umuligt. Han passer ganske godt til etapens mange højdemeter og iltfattige luft, og han er jo slet ikke så dårlig på eksplosive stigninger og bestemt heller ikke i regnvejr.

 

Kunne Rafal Majka komme i spil? UAE skal i hvert fald have sendt nogle forposter afsted, og selvom Majka ikke er den mest oplagte, hvis det kører i fladlandet, er han nok den eneste, der kan gøre det færdigt. En forpost kan som bekendt ende med at køre sin egen chance, og hvis Vingegaard holder sig i skindet på Tourmalet, burde det ikke være umuligt, at polakken ender med at køre om sejren. Han har jo i hvert fald bevist, at han kan vinde denne etape, for det var præcis, hvad han gjorde, da man kørte næsten præcis samme etape i 2015. Han har også virket ganske stærk i sit føringsarbejde indtil nu og vist, at niveauet stadig rækker.

 

Læs også
Efter dansk sejrsstime: Vi tog store skridt og kan være stolte

 

Jeg var en smule opløftet over at se David De La Cruz i dag. Han endte ganske vist langt tilbage, men han må have sparet sig. Han blev i hvert fald sat ganske sent fra favoritgruppen. Med tanke på hans niveau det seneste halvandet år er det stadig meget svært at se ham vinde, men på baggrund af det, vi så i dag, er det vel ikke helt umuligt, hvis gruppen er den rette. Han var i hvert fald aktiv i angrebene, men en udfordring er det, at den eksplosive finale passer ham ganske elendigt.

 

I dag faldt Victor Lafay ikke helt uventet sammen. Han er nemlig helt anderledes på lange stigninger, og derfor var det kun naturligt, at han tidligt kom i problemer på Soudet. Da vi også i 2022 så, at hans holdbarhed mildt sagt var udfordret, regner jeg med endnu en svær dag i morgen. Vi ved dog også, at han er så svingende, at jeg ikke helt tør udelukke, at han rejser. Selv den bedste Lafay får dog svært ved at vinde en etape med Aspin og Tourmalet, men han klatrede trods alt godt i Occitanie. Overlever han først de to svære stigninger, passer målbjerget ham jo ganske fint.

 

En anden forpost er Wout van Aert. Med tanke på hans klatring i dag er det lidt svært at se, at han kan vinde, hvis han ender med at få sin chance, for Tourmalet ser lige nu ud til at være for svær. Vi ved imidlertid, at han klatrer bedre og bedre gennem en grand tour, og han har trods alt en lang powernedkørsel og 12 flade kilometer til at indhente det tabte. Kommer han først frem til den sidste stigning, burde det ikke være helt umuligt for ham at vinde, for denne powerstigning med kun et kort, stejlt stykke, passer ham fint. Det kræver dog, at Vingegaard ikke kommer med sin store offensiv, og det er vel lidt usandsynligt, for formålet med en forpost er vel netop et tidligt angreb.

 

Man kunne godt drømme om en sejr til Jonathan Castroviejo . Den utrættelige hjælper har fortjent en stor sejr, og han klatrer efterhånden så godt, at det ikke virker helt umuligt. Han var jo allerede tæt på i Alperne sidste år, og senest var han tæt på i Dauphiné. Han har også vist fornem form i dette løb, og vi så i dag, at Ineos i hvert fald jagter udbrud. Problemet er, at han er uden punch, og at han formentlig er oppe mod bedre klatrere, men er gruppen den rette, skulle det ikke være helt umuligt.

 

Endelig er der Nans Peters. Han virker så meget fra snøvsen, at det er svært at tro på ham, men han har snydt mig før. Han var også fra snøvsen i 2020, og da han vandt helt ud af det blå en alpeetape. I år har han jo været genfødt efter en meget svær tid, og det er trods alt kun halvanden uge siden, at han kørte flot ved de franske mesterskaber. Vi ved også, at han bliver 200% bedre i regnvejr - det gjorde han i hvert fald i Laigueglia og i Jura-løbene tidligere i år - men det er også klart, at Tourmalet for ham er for svær. Skulle vejret hjælpe ham med at overleve, passer målbjerget ham dog godt - hvis altså han atter ud af det blå finder en form, vi slet ikke har set.

 

Jeg tvivler på, at Giulio Ciccone, Michael Woods, Romain Bardet, Tom Pidcock, Mikel Landa, Wilco Kelderman, Sepp Kuss, Pello Bilbao og Steff Cras har tabt nok tid, og på baggrund af det, jeg så i dag, tvivler jeg på, at Tiesj Benoot, Valentin Madouas, Clement Berthet, Juan Pedro Lopez, Omar Fraile, Aurelien Paret-Peintre, Mathieu Burgaudeau, Matteo Jorgenson, Rigoberto Uran, Julian Alaphilippe, Esteban Chaves, Marc Soler, Maxim Van Gils, Felix Grosschartner eller Harold Tejada kan gøre det færdigt. Simon Yates kan næppe undvære Chris Harper, og jeg føler mig ikke overbevist, om at formen rækker for Tobias Johannessen, når Tourmalet er på menuen. Jeg kan godt have lidt fidus til Nick Schultz, der synes i fremgang og fandt klasseform i den tredje uge sidste år, men jeg tror, at etapen kommer lidt for tidligt med tanke på det, han har vist indtil nu og i optakten. Alberto Bettiol, Georg Zimmermann og Alex Aranburu er i form, men denne etape må være lidt for svær, og Ion Izagirre, Rui Costa, Alexey Lutsenko, Pierre Latour, Torstein Træen, der er forslået, Wout Poels, Warren Barguil og Clement Champoussin synes at mangle for meget. Endelig imponerede Krists Neilands stort i dag, men han gravede også så dybt, at han næppe skal afsted to dage i træk, mens jeg ikke regner med frihed til Emanuel Buchmann, der skal være hos Hindley.

 

12 GODE TOUR DE FRANCE BØGER - SE LISTEN

 

Feltet.dks vinderbud: Jonas Vingegaard

Øvrige vinderkandidater: Tadej Pogacar, Thibaut Pinot

Outsidere: Felix Gall, Daniel Martinez, Jack Haig, Dylan Teuns, Guillaume Martin

Jokers: Louis Meintjes, Antonio Pedrero, Ruben Guerreiro, Neilson Powless, Ben O’Connor, Egan Bernal, Wilco Kelderman, Rafal Majka, David De La Cruz, Victor Lafay, Wout van Aert, Jonathan Castroviejo, Nans Peters

 

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Rafal Majkas sejr fra 2015, hvor etapen var helt den samme fra et stykke før bunden af Aspin, men hvor man skippede de sidste ca. 5 km af målbjerget efter byen Cauterets. Du kan tillige gense Michael Rasmussens sejr fra Vueltaen i 2003, hvor hele etapen var anderledes, men hvor målbjerget var præcis det samme som på årets etape - også de sidste 5 km.

 

DOWNLOAD FELTET.DK's TOUR-APP

SE TOUREN UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR

Jonas Vingegaard
Tadej Pogacar, Thibaut Pinot
Felix Gall, Daniel Martinez, Jack Haig, Dylan Teuns, Guillaume Martin
Louis Meintjes, Antonio Pedrero, Ruben Guerreiro, Neilson Powless, Ben O’Connor, Egan Bernal, Wilco Kelderman, Rafal Majka, David De La Cruz, Victor Lafay, Wout van Aert, Jonathan Castroviejo, Nans Peters
Nick Schultz, Tobias Johannessen, Krists Neilands, Chris Harper, Juan Pedro Lopez, Tom Pidcock, Steff Cras, Wilco Kelderman, Pello Bilbao, Jai Hindley, Romain Bardet, Mikel Landa, Michael Woods, Giulio Ciccone, Mikel Landa, Tiesj Benoot, Sepp Kuss, Valentin Madouas, Rigoberto Uran, Clement Berthet, Matteo Jorgenson, Julian Alaphilippe, Ion Izagirre, Rui Costa, Alexey Lutsenko, Georg Zimmermann, David Gaudu, Carlos Rodriguez, Simon Yates, Adam Yates, Mattias Skjelmose
DEL
INFO
Optakter
Nyheder
Tour de France
Nyheder Profil Resultater
DELTAG I DEBATTEN

Annonce

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Annonce

Annonce

/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Eschborn-Frankfurt(1.UWT) 01/05

Tour du Gévaudan Occitanie(2.NCUPJW) 04/05-05/05

Giro d'Italia(2.UWT) 04/05-26/05

Elfstedenronde Brugge(1.1) 05/05

Annonce

Annonce

Alpecin-Deceuninck

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Arkéa - B&B Hotels

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Qazaqstan

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Victorious

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Decathlon AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Education - EasyPost

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Intermarché - Wanty

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lidl - Trek

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Soudal - Quick Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team DSM-Firmenich PostNL

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jayco AlUla

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Visma | Lease a Bike

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Annonce

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

VIL DU HJÆLPE OS MED AT LAVE DANMARKS BEDSTE CYKELMAGASIN?