Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Optakt: 7. etape af Tour de Suisse

Optakt: 7. etape af Tour de Suisse

12. juni 2021 15:40Foto: Unipublic / Photogomez Sport

Andres Kron fortsatte sin kometstart på WorldTour-karrieren ved at tage en fornem sejr på en lynhurtig og intens 6. etape, hvor favoritterne helt forventeligt erklærede våbenhvile. Der var nemlig al mulig grund til at spare kræfter frem mod lørdagens meget specielle bjergenkeltstart, hvor man ikke bare skal op, men også ned ad Oberalppass på løbets formentlig vigtigste etape, der vil give et klart billede af, hvem der kan gå på podiet i årets udgave af den schweiziske rundtur.

Annonce

SÆT DIT TOUR-MANAGERHOLD - PRÆMIER FOR MINDST 80.000 KRONER!

 

Ruten

I de seneste år er det blevet et tilbagevendende fænomen for Schweiz Rundt at slutte løbet med en weekend i samme by, hvor man om lørdagen kører et rundstrækningsløb på en kuperet runde, inden man om søndagen afslutter løbet med at køre en enkeltstart ofte over en omgang på samme rundstrækning. Sådan var det i hvert fald i 2017, 2018 og 2019, og sådan er det også i år. Ligesom i 2019 har man dog byttet rundt på rækkefølgen, så man lægger ud med enkeltstarten, og for anden gang i træk har man endda valgt en målby, der ligger lige midt i Alperne. Det betyder, at løbet ikke blot slutter med en gigantisk bjergetape, som det gjorde i 2019, men også at enkeltstarten er en meget special sag. Bjergenkeltstarter er bestemt ikke usete i Tour de Suisse, men årets enkeltstart er kun en halv én af slagsen. Denne gang skal man nemlig ikke bare hele vejen op ad Oberalppass, man skal også ned igen på den anden side ad en teknisk nedkørsel. Dermed har vi noget så sjældent som en enkeltstart, der stiller krav både til klatre- og nedkørselsesevner, og det gør det til en meget interessant sag, der vil være helt afgørende i kampen om den samlede sejr.

 

I alt skal der tilbagelægges 23,2 km, der går fra Disentis-Sedrun til Andermatt - to byer, der ligger på hver sin side af kategori 1-bjerget Oberalppass. Fra start kører man 2,4 km ad en lige og flad vej mod sydvest, inden man fortsætter mod sydvest hele vejen op ad bjerget. I alt stiger det med 6,5% over 9,5 km, og der er tale om en jævn stigning, der dog bliver en smule stejlere undervejs, så de første 2 km ligger på 3-6%, de næste 6 km på 6-7%, og de sidste 4 km stiger med 7-8%.

 

Toppen i 2046 m højde rundes efter 11,9 km, hvor mellemtiden tages, og her kører man kortvarigt mod sydvest hen langs Oberalpsee på bjergets top, hvor det er fladt. Efter 14 km begynder det dog at falde mod sydvest ad en helt lige vej, indtil nedkørslen mod slutningen bliver meget teknisk. Det hele ender således med hele ni hårnålesving, der kommer lige i rap, det sidste med 700 m igen. Med 600 m igen drejer man i en rundkørsel, hvorefter der er en skarp kurve og en lige vej, der leder ind til mål. Den sidste kilometer falder kun ganske let.

 

Etapen byder på i alt bare 654 højdemeter.

 

Andermatt har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

 

 

 

 

 

 

Vejret

Inden løbet så det ud til, at det skulle regne hele ugen, men sådan er det slet ikke gået. Faktisk kan rytterne se frem til den første dag med stensikkert tørvej, for selvom det vil sky til i løbet af eftermiddagen, vil det regne før ved aftentide. Temperaturen i Andermatt vil nå 20 grader, og der vil være en let til jævn vind (10-15 km/t) fra nordnordvest, og den vil tiltage gennem hele eftermiddagen. Det bør give sidevind på stort set hele etapen, dog med mere sidemodvind på sidste del af stigningen. Der vil være direkte sidevind på opløbsstrækningen.

 

Analyse af 6. etape

Indrømmet! Der er ikke mange ligheder mellem Thomas de Gendt og Andreas Kron. Jo, de kører begge rundt i en Lotto-trøje, men som ryttertyper er de temmelig forskellige. De Gendt er mest af alt bare brølstærk, og selvom han også er hurtig, er det hans råstyrke, der har sikret ham den endeløse serie af sejre - en råstyrke, der også gør ham til en glimrende temporytter. Samme power har Kron slet, slet ikke, men han har til gengæld et punch og en eksplosivitet, som De Gendt kun kan drømme om. På mange måder gør det Kron til en langt mere oplagt vindertype end belgieren, der egentlig slet ikke burde have vundet så mange løb, hvis ikke han havde været så overmenneskeligt stærk.

 

Alligevel er der en lighed, der rækker ud over bare farven på trøjen. Det er velkendt, at udbrudssejr i ugelange etapeløb er meget mere sjældne end i grand tours, og derfor er de dyrt til salg. I de lange etapeløb tager favoritterne sig af gode grunde mange flere ”fridage”, hvor de skal spare på kræfterne til kommende dage, men den slags økonomiseren er sjældent lige så relevant i de kortere løb. Her er det også ofte langt flere hold, der er klar til at jagte, fordi udbuddet af muligheder jo åbenlyst er mindre, end de er det over tre uger.

 

Derfor hører det også til sjældenhederne, at én og samme rytter vinder udbrudssejre i to forskelle ugelange WorldTour-løb på én sæson. Faktisk har det heller ikke været nemt for selv De Gendt, der kun har gjort det to gange, nemlig i 2011, hvor han vandt i både Paris-Nice og Tour de Suisse, samt i 2018, hvor han sejrede i både Catalonien og Romandiet. På stående fod - og jeg har ikke lavet en grundig research andre steder end i min af og til temmelig svigtende hukommelse - kan jeg faktisk ikke komme i tanker om ét eneste andet eksempel på en rytter, der i nyere tid har leveret denne meget specielle bedrift.

 

Altså lige indtil i dag, hvor Kron gjorde De Gendt selskab i den meget eksklusive klub, da han føjede en etapesejr i Tour de Suisse til forårets flotte triumf i Catalonien. Faktisk er lighederne mellem de to holdkammerater endnu mere oplagt, fordi også De Gendt i 2011, hvor han første gang leverede bedriften, var i sit første år på WorldTouren hos Vacansoleil efter et par år som prokontinentalrytter hos Topsport Vlaanderen, hvor han havde taget en mindre sejr i Circuit de Lorraine. På samme måde er Kron i gang med sin første sæson på højeste niveau efter to sæsoner på prokontinentalniveau hos Riwal, og minsandten om ikke han som De Gendt her tog én mindre sejr, nemlig i Tour de Luxembourg.

 

Lighederne med De Gendt siger alt om, hvilken guldklump Danmark har fundet. Selvfølgelig er det ikke uset, at ryttere vinder mange WorldTour-løb i deres første år på højeste niveau - man kan jo bare se på, hvordan Tadej Pogacar tog fem WorldTour-sejre i sit første år hos UAE, eller Fabio Jakobsen spurtede sig til tre WorldTour-sejre i sin debut hos Deceuninck - men vi skal som regel også op i nærheden af Pogacar- eller Jakobsen-klassen for at finde ryttere, der leverer den slags bedrifter. I særdeleshed er det et særsyn for en rytter, der hverken kan karakteriseres som klassementsrytter eller sprinter.

 

Det mest imponerende ved Krons bedrift er i virkeligheden ikke så meget sejrene alene. Det er også, at de er opnået på to meget forskellige etaper og under ret uens omstændigheder. I Catalonien var han snu nok til at snyde sprinterne på en dag, hvor Movistar havde iværksat en mildt sagt besynderlig og formålsløs offensiv, og i dag vandt han en rigtig bjergetape i et af sportens hårdeste løb.

 

Det var lidt af en bedrift. Tour de Suisse og Dauphiné er formentlig de sværeste ugelange WorldTour-etapeløb, både fordi ruterne er knaldhårde, og fordi de afvikles på en tid af året, hvor næsten hele feltet er i Tour-form og topmotiverede efter at sikre sig en sommerbillet til Frankrig. Sådan var det da også på dagens bare 130 km lange bjergetape med to af Schweiz’ mægtigste bjergpas, hvor der var lagt op til sand udbryderfest. Med udsigt til en altafgørende weekend var etapen med sine 30 lette sidste kilometer og modvind hele vejen op ad det lange, men ikke specielt stejle Lukmanierpas slet ikke designet til et opgør mellem favoritterne, og derfor lå det i kortene, at et udbrud havde gode chancer for at køre om sejren.

 

Det var dog nok de færreste, der havde regnet med, at etapen skulle blive så vild, som den var. Som vi ved fra Dauphiné, er Julian Alaphilippe altid meget aktiv, når han jagter sin bedste form frem mod Touren, og derfor var verdensmesteren i hopla allerede på Sankt Gotthardpasset, hvor han kørte med i et firemandsudbrud, der også talte holdkammeraten Mattia Cattaneo. Det burde i sig selv være et lovende fremstød, hvis ikke det var fordi, Alaphilippe denne gang havde glemt at slippe sit klassement, og derfor var offensiven dødsdømt, da først det stærke Ineos-hold gik i gang med at jagte i dalen. Alaphilippe var da også klog nok til at falde tilbage og lade Cattaneo køre sin egen chance, men den lille afstand åbnede blot løbet på ny.

 

Resultatet var kaos. På et tidspunkt var i nærheden af 60 ryttere foran et felt, hvor Ineos i den grad var kommet i arbejdstøjet og skulle prise sig lykkelige over, at de i går havde fået gjort så store forskelle, at det stort set kun var klassementets top 10, der skulle kontrolleres. Alle andre kunne nok få noget snor, og da det slutteligt endte med, at 41 mand formede en frontgruppe jagtet af en god håndfuld, var Cattaneo som bedste mand så langt efter, at elastikken sagtens kunne strækkes lidt ud. På det tidspunkt var det klart, at udbruddet ville køre om sejren, men selvom etapens første halvdel havde været på grænsen til det vanvittige, var Krons arbejde kun lige begyndt.

 

Det var nemlig ikke, fordi der manglede stjernestøv i gruppen. Det vil føre alt for vidt blot at nævne bare nogle af de meritter, Krons 40 rivaler havde bedrevet, og selvom han med sin hurtighed og sine gode klatreevner var en af de oplagt bedre bud, var oddsene stadig svære. Eksempelvis var han oppe mod en kollektiv overmagt fra det i dette løb så slagne UAE-mandskab, der havde sørget for at få de fire stærkeste af deres bare seks tilbageværende ryttere med i gruppen.

 

Det overtal blev endda udnyttet, da David de la Cruz rejste sig fra de døde og leverede et ridt, der var så stort, at han havde fortjent at gøre det færdigt. Spanierens offensiv blev indledt fra bunden af et af Schweiz’ længste bjergpas, og han havde endda en knaldhård modvind hele vejen til toppen af det åbne og eksponerede bjerg. Alligevel gik afstanden kun én vej, nemlig opad, og selvom han åbenlyst kunne lukrere lidt på det elendige samarbejde, der altid vil herske i en stor gruppe, når modvind gør det lidet attraktivt at føre, var det et fornemt ridt, den spanske dieselmotor leverede. Og selvom det i sidste ende ikke førte til noget som helst, må der i hvert fald være en vis slovensk Tour-vinder, der er blevet lidt betrygget efter en bekymrende tid for UAE, hvor hverken Brandon McNulty, Rafal Majka eller en indtil i dag uhyre skuffende De la Cruz har lignet de kvalitetsbjerghjælpere, der burde være.

 

I sidste ende blev modvinden får kraftig for spanieren, der eksploderede totalt på den ellers bløde bakke op til mål, men til gengæld var den en gave for Kron. Ikke uventet var danskeren ikke den stærkeste på det urimeligt lange bjergpas, hvor de rigtige klatrere trivedes, men selvom formstærke Antwan Tolhoek og en i dag skræmmende stærk Hermann Pernsteiner, der slet ikke var en del af de 41 mand, men kom blæsende op fra den forfølgergruppe, som havde ramt bjerget med et betydeligt efterslæb, angreb i tide og utide - sekunderet af de unge talenter Andreas Leknessund og Neilson Powless, der bestemt ikke sparede på kræfterne og endelig synes klar til at vise deres store potentiale - blev bjerget for let til at gøre store forskelle. I medvind havde vi formentlig set et helt andet forløb, hvor særligt Tolhoek og Pernsteiner havde sat sig igennem, men nu endte det i stedet med at hele 17 mand samledes bag De La Cruz.

 

Her var Kron åbenlyst én af de hurtigste, men ikke den hurtigste. Dagens sensation var nemlig den unge sprinter Fred Wright, der indtil nu mest af alt har levet en anonym rolle som lead-out man, men som i dag pludselig befandt sig i en gruppe, der ellers undervejs havde sagt farvel til klatrere som Cattaneo, Gino Mäder og Marc Soler. Nok var der talrige afsluttere, da også Marc Hirschi, Rui Costa, Gonzalo Serrano, Omar Fraile og Pierre Latour kunne matche Kron i en spurt, men pludselig tydede noget på, at en britisk sprinter helt uden sejre kunne vinde en gigantisk bjergetape i Tour de Suisse! Det havde i sandhed været endnu et Bahrain-mirakel i en tid, hvor araberne synes at levere den ene sensation efter den anden, og hvor det kun synes at være lottokuponen Wout Poels, der ikke er helt så flyvende, som det ellers så ud til.

 

Sådan gik det dog ikke - måske fordi Wright blev overmodig og selv gik i angreb. Dermed manglede han kræfterne, da hans holdkammerat Pernsteiner, som på alle måder kørte en besynderlig finale, gik i offensiven, selvom han bag sig havde en kollega, der var gruppens hurtigste. Østrigeren viste nok engang, at han sammen med De la Cruz var dagens i særklasse stærkeste, men det var ret klart, at det ville blive svært for en spinkel østriger at køre alene væk på en bakke, der ikke just var noget Alpe d’Huez.

 

Det kunne han da heller ikke, og resultat var, at han fik elimineret Wright og i stedet fik selskab af to af gruppens andre hurtige ryttere, Costa og Kron. Her ville al logik naturligvis tilsige, at Pernsteiner skulle skrige ”Wright!” og sætte sig på hjul, men det gjorde han ingenlunde. Tværtimod lignede han snarere UAE-mandskabet femte mand i udbrud, da han beredvilligt hjalp Kron og Costa med at holde sig fri af en forfølgergruppe, der talte flere hurtige folk i form af Serrano og Latour.

 

Dermed var Kron pludselig i samme situation som i Catalonien. Også dengang havde han en langsom og beredvillig trækhest - dengang var det Lennard Kämna, der kørte for sit klassement - og igen var han oppe mod en halvhurtig veteran med et hav af udbrudssejre på cv’et. I marts var det Luis Leon Sanchez, og i dag var det Rui Costa, og ligesom det dengang på papiret var Kron, der på papiret måske havde en lille overhånd i en spurt, var det samme tilfældet denne gang, hvor Krons sejr over Ulissi antydede, at han nok var marginalt hurtigere end Costa.

 

Det var han måske også, men det finder vi desværre aldrig ud af. Spurten blev som bekendt en temmelig kontroversiel sag, hvor der næppe nogensinde bliver enighed om, hvorvidt Costa skulle være blevet deklasseret eller ej. Reglerne siger, at man ikke må afvige fra sin bane, men intetsteds står der, at selvsamme bane skal følge vejens forløb. På den svagt bugtende vej valgte Costa den diagonale linje, der gik på tværs af vejen, og da han endelig lavede et reelt svaj, havde det alene den konsekvens, at der blev skabt bedre plads til Kron på venstresiden.

 

Danskeren missede da heller aldrig et tråd, men det er klart, at Costas bane blev ved med at gøre vejen rundt om portugiseren og i sidste ende akkurat så lang, at han ikke kunne komme forbi. Om det var lykkedes i en mere regulær spurt, er umulig at sige, for det var ret åbenlyst, at de to var præcis lige så jævnbyrdige, som papiret fortalte, at de skulle være. Da Costa gav plads til Kron, var det i hvert fald langt fra entydigt, at danskeren var den hurtigste af de to.

 

Meningerne vil utvivlsomt blive ved med at være delte - og derfor tog det også juryen en evighed at træffe en beslutning - men det viser vel igen, at der er et behov for at klargøre reglerne. I december efterlyste den tidligere sprinter Theo Bos et ønske om, at man lavede linjer og bokse i finalerne, der skulle gøre det meget lettere for rytterne at holde deres bane og gøre det klart, hvad der var tilladt og ulovligt. Den ide blev hurtigt affærdiget, men på en dag som i dag kunne man i hvert fald godt have ønsket sig en meget klarere definition af, hvad det vil sige at holde sin bane.

 

Costa må i hvert fald være frustreret. Den tidligere verdensmester er ikke længere den sejrsmaskine, han engang var, og særligt i år har hans niveau været milevidt fra det, det engang var. I de seneste år har man ellers altid kunnet regne med, at formen kom, når han ramte schweizisk territorium, men sådan har det ikke været denne gang, hvor han skuffede i Romandiet og kom skidt fra start i dette løb. En sejr i dag var derfor faldet på et tørt sted og havde yderligere cementeret hans status som en af alletiders bedste i et løb, hvor han har vundet hele tre gange i træk og i dag var meget tæt på at tage sin femte etapesejr.

 

At alle de tidligere gevinster kom frem til 2014, fortæller til gengæld også historien om, hvad der er sket med Costa igennem årene, og at han i dag meget mere er en lige-ved-og-næsten-rytter end den vinder, der vandt to udbrudssejre i én og samme Tour i 2013 - præcis som han var lige-ved-og-næsten i Aargau i sidste uge, hvor det var en anden ung puncheur, Ide Schelling, der slog ham i en spurt mellem tre mand, hvoraf de to var hurtige og den sidste en langsom klatrer. Eller som han var lige-ved-og-næsten på 16. etape i Vueltaen, hvor det var en anden dansker, Magnus Cort, der slog ham i en spurt. Den dag blev han i øvrigt også deklasseret, og selvom dagens afgørelse var uklar og diskuterbar, vidner det om, at portugiseren før har været involveret i kontroversielle spurter.

 

Heldigvis er der en chance for, at han engang i fremtiden får en ny mulighed for at tage den femte sejr. Langt mindre sandsynligt er det, at han vinder hele løbet for fjerde gang. Kampen om klassementet er i dag overladt til andre og mere klatrestærke folk, men hvem der skal føjes til vinderlisten sammen med Costa, blev vi ikke klogere på i dag. Etapens design og modvind førte til den helt forudsigelige våbenhvile inden den afgørende weekend, men vi nåede da at se Alaphilippes kørelyst og ikke mindst hørte, at Maximilian Schachmann viste overraskende svaghedstegn ved at blive sat midlertidigt på Sankt Gotthardpasset. Om det er et vedvarende billede, finder vi ud af, når det i morgen går løs med løbets vigtigste etape, bjergenkeltstarten.

 

Her kommer Kron næppe til at køre med om sejren, men han har også sit på det tørre. Med to udbrudssejr i to forskellige ugelange WorldTour-løb har han i hvert fald allerede i sit første år på højeste niveau skrevet sig lidt ind i historien ved at levere en sjælden bedrift, som det efter min hukommelse kun er De Gendt, der har leveret for nylig. Ligesom for belgieren skete det endda i første sæson på WorldTouren, og på alle møder er lighederne mellem karrierestarten for de to ganske enslydende. Lad os håbe, at det fortsætter resten af vejen. At kopiere De Gendts sejrsliste vil i hvert fald ikke just være nogen skam!

 

SÆT DIT TOUR-MANAGERHOLD - PRÆMIER FOR MINDST 80.000 KRONER!

 

Favoritterne

Mange var sikkert skuffede over dagens våbenhvile mellem favoritterne, men det var nu utvivlsomt en god ide, at klassementsrytterne holdt sig i skindet. Et forsøg på at ryste Ineos i modvinden på Lukmanierpass var efter al sandsynlighed endt som det rene spild af kræfter, og al den energi får de brug for lørdag. Her venter nemlig en etape, der på papiret ligner løbets vigtigste - i hvert fald gjorde det, indtil taktikken, modvinden og manglen på samarbejde i går magedes sig således, at Richard Carapaz og Jakob Fuglsang vandt meget mere tid, end de kunne have forventet.

 

Bjergenkeltstarter er efterhånden en uddøende race, og i dag forekommer de stort set aldrig. Sidste års enkeltstart i Touren var dog en halv en af slagsen, men de sidste rigtige bjergenkeltstarter i en grand tour finder vi i Giroen i 2016, hvor Alexander Foliforov choksejrede, og i Giroen i 2014, hvor Nairo Quintana slog Fabio Aru i en fabelagtig duel. Efter at Col d’Eze-enkeltstarten igen er taget af programmet i Paris-Nice, er det derudover de schweiziske WorldTour-etapeløb, der har haft etaper af denne type, men også her er de sjældne. Romandiet brød en lang pause i 2018, hvor Egan Bernal vandt over Primoz Roglic i et medrivende opgør, mens Tour de Suisse havde den seneste af slagsen på Flumserberg i 2013, hvor Rui Costa sikrede sig sin anden samlede sejr ved i suveræn stil at sejre foran Tanel Kangert og Bauke Mollema og dermed overtage førertrøjen fra Mathias Frank, der kollapsede og bare blev nr. 19 - i øvrigt lige foran Peter Sagan, der det år klatrede bedre, end han vel nogensinde har gjort, og vandt en regulær bjergetape tidligere i løbet. Også dengang var etapen dog lidt speciel, da den ligesom i Touren i 2020 indledtes med et langt, fladt stykke.

 

Det var særligt vigtigt at spare kræfter i dag, fordi bjergenkeltstarter som regel skaber større forskelle mellem de bedste end alle andre etapetyper. Da Costa vandt i 2013, var han 1.19 foran Tejay van Garderen som nr. 10, men det var i småtingsafdelingen. Da Quintana i 2014 vandt på Monte Grappa, var Aru ganske vist kun 17 sekunder efter, men som nr. 4 have Pierre Rolland tabt 1.57, Franco Pellizzotti smed som nr. 6 hele 3.22, og en af løbets store favoritter, Cadel Evans, smed som nr. 11 intet mindre end 4.26. Dengang var bjerget dog meget længere, end det er i morgen, men det siger lidt om, at bjergenkeltstarter har stort potentiale.

 

Samme forskelle vil vi ikke se denne gang. Oberalppass er ikke blot meget kortere end Monte Grappa, den er også betydeligt lettere. Monte Grappa steg med 8,2% over 18,6 km, mens der her er tale om bare 9,5 km med mere menneskelige 6,5%. Spørgsmålet er, hvor meget de bløder procenter så kommer til at indvirke på de ryttertyper, der kan dominere.

 

Generelt skal man være temmelig ligeglad med tempoevner på bjergenkeltstart. Her bestemmer klatreevnerne, og det var ikke mærkeligt, at Quintana og Aru kørte alle midt over på så svært et bjerg som Monte Grappa, eller at Bernal slog Roglic i Romandiet i 2018, selvom sloveneren normalt er en langt bedre temporytter. Bjergenkeltstarter vindes som regel af de rene klatrere.

 

Det gælder formentlig også denne gang, men helt så enkelt er det ikke. Procenterne er mere beskedne, og selvom der stadig er tale om en betydeligt sværere stigning denne gang, har vi set, at tempoevner ikke er helt ligegyldige på bjergenkeltstarten i Paris-Nice. Her har de rene klatrere haft det svært mod lidt tungere typer, og vi så eksempelvis i 2012, at Lieuwe Westra var meget tæt på at vinde, ligesom Sylvain Chavanel er endt helt fremme. Oberalppass er mere et rigtigt bjerg, men de lidt tungere folk vil stå bedre, end de gjorde på Monte Grappa i 2014.

 

Det andet væsentlige element er naturligvis rutens specielle design. De fleste bjergenkeltstarter har et kort fladt stykke og består derefter af et bjerg med mål på toppen. Aldrig tidligere har jeg set en enkeltstart med en så lang og væsentlig nedkørsel, men også denne skal deles i to dele. Den første lange del består af en lang, lige vej, hvor forskellene vil være minimale, og hvor det mest af alt handler om aerodynamik, men den nederste del er meget teknisk. Her kan der utvivlsomt vindes nogen tid. Det ændrer dog ikke på, at stigningen er den i særklasse vigtigste del af etapen - tidsmæssigt varer den jo også langt over halvdelen af etapen - og det er her løbet vindes, men er det tæt, skal man ikke undervurdere betydningen af den tekniske nedkørsel og i mindre grad det korte, flade stykke fra start.

 

Vejret er også en faktor, som jeg ikke helt kan blive klog på. Heldigvis får vi ikke det regnvejr, det så ud ti for en uge siden, og vi burde få tørvejr og ikke en gentagelse af sidste søndags lotteri. Vinden tager dog til i løbet af den ret lange etape, der afvikles i to blokke med en pause midtvejs, så man kan transportere bilet og andet tilbage til starten via bjerget. Vejrudsigten siger nordnordvest, og det burde give stort set direkte sidevind på hele etapen, men der vil være modvind på den sidste stejle fjerdedel af stigningen. Det burde give en lille fordel til de tidligst startende, men det er også klart, at klassementet meget fint afspejler, hvem der kan køre opad. For de første ryttere handler det i alt væsentligt om ikke at falde for tidsgrænsen, der altid er ekstremt farlig på bjergenkeltstarter, og alle klatrerne er stort set samlet til sidst. Det virker derfor usandsynligt, at vinden vil spille en rolle, men for en mand som Rohan Dennis, der starter 45. sidst, kan det måske være en fordel, der er værd at tage med.

 

Konklusionen er, at bjergenkeltstarter som regel vindes af de bedste klatrere, men da der er tale om en 9,5 km lang stigning og ikke en bjergetape over 5000 højdemeter er det også en sag for mere eksplosive folk og ikke løbets dieselmotorer. De lidt mildere procenter betyder, at den er bedre for lidt tungere end en mere klassisk bjergenkeltstart, og endelig skal man ikke negligere betydningen af den tekniske del af nedkørslen, hvor risikovillighed også spiller en rolle.

 

Det får mig til at pege på Richard Carapaz som min favorit. Som sagt er bjergenkeltstarter skabt til klatrerne, og efter i går blev det tydeligt, at det ikke bare er på papiret, at Carapaz er løbets bedste klatrer. Den lille ecuadorianer tøvede lidt med at åbne op, men da først der blev åbnet for gassen, var han uhyre overbevisende med et angreb, der var kraftigt nok til at gøre en forskel på en modvindsstigning, hvor ingen andre kunne. Carapaz er den rene klatretype, der er god på bjergenkeltstarter, præcis som sydamerikanerne Bernal og Quintana, der har vundet to af de seneste store bjergenkeltstarter på WorldTouren, og han er samtidig den eksplosive type, der ikke behøver 5000 højdemeter for at køre stærkt. Carapaz er fint skabt til at køre stærkt i den lille halve time, det ventes at tage at nå toppen, og han er også en glimrende nedkører, der ikke får problemer på den tekniske del.

 

Det er klart, at hans overordnede mål er Touren og den samlede sejr, og han er måske ikke typen, der satser liv og lemmer for nødvendigvis at vinde etapen, men han er også en vinder, der allerede har sagt klart, at han går efter etapesejren. Sidst der blev kørt bjergenkeltstart på WorldTouren, vandt Ineos med Bernal, og jeg tror, at de gør det igen med deres anden sydamerikanske stjerne.

 

Den værste trussel kunne være Julian Alaphilippe, men franskmanden er en langt mere uforudsigelig type end Carapaz, der næsten med sikkerhed er med fremme. Alaphilippes niveau er som bekendt meget svingende, og selvom hans niveau er så højt, at han ligger nr. 4, er det også ret klart, at han ikke er på toppen endnu. Samtidig er han ikke en klassisk klatrer, og en knap 10 km meget jævn stigning er ikke for alvor skabt til Alaphilippe. Derfor kan han også sagtens skuffe fælt, som man ofte ser Alaphilippe gøre det.

 

Han har dog en væsentlig fordel, nemlig at etapen er så kort. Alaphilippes svaghed i bjergene er de mange og lange bjerge på en stor og voldsom dag, men når opgaven er at køre op ad én stigning, er der ikke mange, der kan matche franskmanden. Det er klart, at han ikke bare kan køre op på rent punch, men etapens begrænsede længde giver ham en klar fordel i forhold til dieselklatrerne. Lægger man dertil, at han nedkørsel er fabelagtig, og at han ikke er bange for at tage risici - bare se på hans kørsel på den regnvåde 1. etape - er det klart, at han må være et oplagt bud på en vinder. Som vi så i dag, er han i hvert fald uhyre opsat at få den etape, han mangler, og dette er utvivlsomt hans bedste bud i weekenden.

 

Hvis Alaphilippe er svær at vurdere, er det for intet at regne mod Rohan Dennis. Australierens klatreniveau er nemlig langt mere svingende end franskmandens, og der er en verden til forskel på den Dennis, vi oftest ser, og den Dennis, der vandt Giroen for Tao Geoghegan Hart. I dette løb har han tydeligvis ikke samme bjergben som i 2019 eller i sidste års Giro, og derfor er han ikke den favorit, han burde være, men man skal ikke undervurdere Dennis på et bjerg som dette. Det er ikke alt for stejlt eller langt, og det ligger faktisk ganske godt til Dennis, der først og fremmest mestrer kunsten at pace sig selv op ad et bjerg.

 

Måske har han ikke været flyvende endnu, men Touren er lige rundt om hjørnet, og derfor må han have arbejdet relativt meget på klatringen. Nedad kan han også køre, og han burde derfor have hele pakken. Man kan selvfølgelig spørge, om han får lov at køre fuld gas, fordi Ineos-hjælpere som regel skal spare sig inden vigtige etaper, men vi har i år set, at holdet har blødt lidt op på den taktik, og Dennis har en særstatus på enkeltstarterne alene i kraft af sin historik. Samtidig kan han måske udnytte den lidt svagere vind til at vinde de sidste sekunder, hvis det bliver tæt, og det vil i hvert fald ikke være en sensation, hvis han vinder. I Romandiet i 2018 blev han ganske vist kun nr. 7, men dengang klatrede han slet heller ikke på det niveau, han gør i dag.

 

Havde det været en bjergenkeltstart på Monte Grappa, havde jeg ikke haft Maximilian Schachmann alt for højt. Et sådant bjerg havde været for voldsomt for en mand, der stadig er til den tunge side, og vi blev i går mindet om, at han som klatrer fortsat har sine begrænsninger. Dette bjerg er dog så kort og ”let”, at en lidt større fyr som Schachmann burde være med i kampen om sejren. Som tempospecialist mestrer han kunsten at pace sig op ad et bjerg, og procenterne burde passe ham fint. Han er også den eksplosive type, der har fordel af en kortopkørsel og ikke skal bruge mange bjerge på at blive varm - tværtimod. Nedad kan han også køre, men der er to udfordringer. For det første er det spørgsmålet, om Schachmanns klatreevner rækker på en etape, der mest af alt afgøres på klatring. For det andet var der i dag forlydender om, at han blev sat på Sankt Gotthardpasset. Det er Bora gået let og elegant udenom i deres reaktion på etapen, men det kan give en bekymring for, om Schachmann stadig er på 100%.

 

Som både klatrer og delvis tempospecialist (det er han nemlig blevet igen) bør Rigoberto Uran også kunne lide en etape som denne. Trods covidsygdom har han vist sig som en af de bedste klatrere i løbet, og han synes i hvert fald at have formen til at køre med blandt de bedste. Hans nedkørsel er også fint, og han er en type, der også er ret eksplosiv og ikke bare en dieselmotor. Tilbage i 2014 blev han ganske vist kørt over af Quintana, der cementerede sin status som den bedste i deres indbyrdes duel om sejren, men han viste med en 3. plads bag sin landsmand og Aru, at han godt kan køre en bjergenkeltstart. Ganske vist har han ikke helt samme niveau nu, men til gengæld burde den knap så svære stigning nok være en fordel for en alsidig fyr som Uran, der lige nu ikke er løbets bedste klatrer.

 

Jeg er mere usikker på Jakob Fuglsang. Sammen med Carapaz var han stærkeste mand på gårsdagens etape, og lige nu ligner han løbets næstbedste klatrer. Problemet er bare, at Fuglsang er en dieselmotor, og derfor er han slet ikke skabt til bare at skulle køre op ad ét bjerg. På bjergenkeltstarten i Romandiet i 2018, hvor han (ganske vist via taktik) vandt en etape og endte som samlet nr. 4, blev han bare nr. 13 på bjergenkeltstarten, og det vidner om, at det måske ikke er den ideelle disciplin for ham. Jeg husker også, at han skuffede fælt på Col d’Eze i Paris-Nice i 2015, hvor han med en 14. plads gled fra en 5. til en 7. plads, og det er endnu et vidnesbyrd om, at dieselmotor og bjergenkeltstart ikke altid rimer specielt godt på hinanden. Denne stigning er dog sværere end Col d’Eze, og Fuglsang var så meget stærkere end mange af rivalerne i går, at han formentlig kan gøre det bedre nu. Spørgsmålet er bare, om det rækker til at være med helt i front.

 

Løbets joker er naturligvis Tom Dumoulin. Havde han været i storform, havde dette været en glimrende etape for ham. Den relativt bløde stigning ligger godt til den store hollænder, der mestrer kunsten af pace sig selv op ad et bjerg bedre end næsten alle andre. Faktisk har han kørt mange af karrierens bjergetaper, som var de bjergenkeltstarter, og han har derfor god træning i at køre op ad en stigning i sit eget tempo. Han har også aerodynamik og tekniske evner til nedkørslen, og på stigninger som disse er han en af verdens bedste. Selv i Touren sidste år, hvor han ikke var på sit højeste niveau, blev han nr. 2 bag Pogacar på den afsluttende halve bjergenkeltstart, og denne mere moderate stigning passer ham endda endnu bedre - også bedre end Fløyen ved VM i Norge, hvor han i forbindelse med sin VM-sejr kørte stærkere til toppen end alle andre inkl. Primoz Roglic og Chris Froome.. Når han ikke ender helt i top, skyldes det naturligvis den store usikkerhed om hans niveau, for vi så i går, at han stadig mangler en del. I dag sad han heldigvis med i det ikke alt for store felt, men det vil nok trods alt overraske, om han klatrer godt nok til faktisk at vinde mod de mange formstærke klatrere.

 

En anden joker er Wout Poels. I går var den hollandske lottokupon en nitte, men i mandags viste han os, at formen altså slet ikke er så ringe. Poels kørte ikke en god bjergenkeltstart i Giroen i 2014, men dengang var han også ren hjælper. Som type burde han faktisk være ret fremragende i disciplinen, fordi han har kørt nogle fremragende kuperede enkeltstarter, som da han vandt i Paris-Nice og Valencia. I sin rolle som bjerghjælper har han forfinet kunsten at pace sig op ad en stigning - en evne, han også benyttede, da han fra en ringe position kom tilbage til fronten på muren på 2. etape. Finder han det niveau, han havde i Vueltaen sidste år, og som man fornemmede i mandags, bør han tillige være en af løbets bedste klatrere, og derfor tror jeg faktisk, at Poels kan være ganske sublim på denne etape, hvis torsdag bare var en offday. Til gengæld kan han også falde helt igennem. You never know…

 

Det burde være en fin disciplin for Mattia Cattaneo. Italieneren er det rette miks af tempospecialist og klatrer til en mellemsvær stigning som denne, og han mestrer i hvert fald kunsten at pace sig selv. Han endte også godt på den meget hårde bjergenkeltstartsagtige rute i Giroen i 2019, hvor han endnu ikke havde indset, at han faktisk er tempospecialist, og siden er han bare blevet bedre og bedre i kampen mod uret, indtil han i år er kulmineret med sine flotte præstationer i Romandiet og senest på 1. etape. Til gengæld blev vi i går mindet om, at han har sine begrænsninger i bjergene, og i dag skuffede han fælt fra et udbrud, hvor han burde have kørt med om sejren. Jeg tvivler desværre på, at han klatrer godt nok til faktisk at vinde etapen.

 

En rytter, der er spændende at se, er Michael Woods. I går var han ikke så god som ventet, men han efterlod stadig det indtryk, at han var en af de bedste. Det burde han da også være i dette felt, men til gengæld ved vi også, at han er en af feltets allerringeste temporyttere. Det betyder dog ikke nødvendigvis, at man er dårlig på en bjergenkeltstart - det kan Quintana skrive under på - men jeg er lidt bekymret for, om denne stigning er lidt for let og rytmisk og ikke den stejle, eksplosive sag, som ville have fået Woods til at trives. Heldigvis er bjerget relativt kort, og den eksplosive natur af etapen passer god til Woods, men er en mand, der altid kører sine stigninger som stop-go, og som samtidig er en svag nedkører, virkelig skabt til denne etape? Det er nok tvivlsomt, men som en af de bedste klatrere, skal han ende som en af de bedste - også selvom han er en usandsynlig vinder.

 

Jeg er ret spændt på, hvordan Esteban Chaves klarer sig. I går fik han angrebet lidt for tidligt, men med tanke på den ugunstige bind blev man efterladt med det indtryk, at han var én af de klart stærkeste. Det burde han også være på papiret, men desværre ved vi også, at ”den nye Chaves” aldrig holder niveau mere end et par dage i et etapeløb. I det lys skal man altid være forberedt på, at han falmer gevaldigt. Egentlig burde han som ren klatrer være skabt til en bjergenkeltstarter, også fordi han er en eksplosiv og ikke bare en dieselagtig type, men i 2016 skuffede han med en 6. plads i Giroen, selvom han kørte med om den samlede sejr. Det giver en anelse bekymring, men som vi ved, endte han også med at være syg i den sidste del af løbet. Det kan forklare den skuffende indsats, og han burde på papiret slet ikke være så ringe i denne disciplin.

 

Domenico Pozzovivo er en af de få, der har kørt flere bjergenkeltstarter i sit liv, og han er ganske god tl det. I Giroen i 2008 blev han nr. 8, i 2014 blev han nr. 5, mens han kun blev nr. 26 i 2016, hvor han var til start som hjælper for Nibali og sparede sig. Som bekendt er Pozzovivo slet ikke nogen ringe temporytter, og i år har han faktisk kørt nogle ganske fremragende enkeltstarter på ruter, der ikke passer ham. Vi så i går, at han lige nu er en af løbets bedste klatrere, og han har faktisk altid været bedst på stigninger, der ikke er alt for lange. Denne er måske ikke stejl nok til at passe ham ideelt, og den tekniske nedkørsel er en dyr, dyr sag, der vil koste tid, men lige nu synes han at klatre fint nok til at minde os om sine tidligere evner i disciplinen.

 

Hvad med Eddie Dunbar? Efter en katastrofesæson er ireren i dette løb pludselig blevet genfødt, og hans arbejde for Carapaz var i går så suverænt, at han lige nu ligner en af de absolut bedste klatrere i feltet. Normalt skal Ineos-ryttere spare sig, men da han efter Hamiltons maveonde har overtaget ungdomstrøjen, tror jeg faktisk, at han får lov at forsvare den. Som en relativt eksplosiv klatrer burde Dunbar være typen, der kan køre stærkt på en bjergenkeltstart, også selvom denne lidt jævne og ikke så stejle stigning måske ikke er ideel for ham. Som en af løbets bedste klatrere bør han dog komme langt, hvis han får lov.

 

En anden rytter, der bliver spændende at følge, er David de la Cruz. Som skrevet i analysen ovenfor rejste spanieren sig i dag efter en mildt sagt skuffende start, men i dag var han til gengæld også nærmest skræmmende god. Som bekendt er han en dieselmotor, der langsomt skal varmes op, men når det sker, er han på et ganske fint niveau, som vi så med sidste års top 10 i Vueltaen. På Tourens halve bjergenkeltstart blev han nr. 8, og det vidner om hans fantastiske evne til at pace sig selv på en stigning - en evne, han bruger på næsten alle bjergetaper. Etapen er måske lige kort nok til en mand, der mest af alt er en dieselmotor, og nedkørslen er en gigantisk udfordring, der vil koste alle chancer for at være med helt i front, men efter i dag er der bestemt mulighed for, at han kører en flot etape.

 

Der er vel også grund til at tro, at Rui Costa vil køre stærkt på denne etape. Portugiseren har en fremragende historik på bjergenkeltstarter og vandt som sagt på Flumserberg i 2013, ligesom han i 2018 blev nr. 5 i Romandiet. Han er bestemt ikke på samme niveau længere, og derfor gentager han ikke sejren, men han viste i dag og i går, at hans niveau rækker temmelig langt i dette felt. Som type er han en fyr, der kan køre stærkt op ad en relativt kort stigning, der ikke er så stejl, at den favoriserer de letteste, og han ligger nu så godt til i klassementet, at han har masser at køre for. Hvor langt hans nuværende niveau rækker, har vi til gode at se, men det burde ikke gå helt skævt.

 

En anden rytter, der burde have evner i disciplinen, er Andreas Leknessund. Den store nordmand er både tempospecialist og klatrer og burde være skabt til en stigning, der byder på relativt moderate procenter. Dette burde være et bjerg, store Leknessund kan mose opad i et tempo, andre kan få svært ved at matche, for han viste i dag, at han endelig er ved at finde det tårnhøje niveau, han havde i 2020. Om han vitterligt klatrer godt nok til at være med helt i front, er nok tvivlsomt, men designmæssigt synes etapen at have skrevet Leknessunds navn ud over sig.

 

I dag var Hermann Pernsteiner nærmest skræmmende stærk, da han slet og ret kørte op til de 41 mand og derefter var klart bedste mand i finalen. Allerede i går viste han storform, da han kørte med i udbruddet på Pillon lige fra start, og selvom Van der Poel havde tæsket hans krop igennem med 50 km/t over en hel dag nede i dalen, endte han stadig etapen ganske pænt. Pernsteiner synes at være i sit livs form lige nu, og som en af løbets bedste klatrere, burde han kunne køre stærkt på en etape som denne. Hans dieselmotor gør nok, at han ikke er skræddersyet til en kort etape, hvor stigningen måske også er lidt for let, ligesom jeg bestemt ikke er sikker på, at han ikke sparer sig til et udbrud på søndag. Hvis han giver den gas, vil jeg dog gerne se, hvad hans nuværende form kan føre til.

 

En anden meget formstærk klatrer er Antwan Tolhoek, men også han kan vælge at spare sig til søndag. De seneste to dage har han dog klart dokumenteret, at han er en af de absolut bedste klatrere, og som den eksplosive type, der bestemt ikke er en dieselmotor, burde disciplinen her faktisk passe ham ret fremragende. Om han er lidt for urytmisk i sin kørestil til at pace sig selv op ad et bjerg, kan bestemt ikke udelukkes, men hvis han går efter et resultat, burde han kunne gøre det godt på denne etape.

 

Jeg kan virkelig ikke finde ud af, hvor jeg har Marc Soler. Han startede løbet så motiveret, at han spurtede efter bonussekunder, men floppede fælt i går. I dag kørte han så med Alaphilippe på Sankt Gotthard, men selvom han ramte det rette udbrud, endte han i gruppettoen. Det er vist ret klart, at formen ikke er i top, men hans kørsel i starten af dagens etape vidner om, at niveauet ikke nødvendigvis er helt ringe. Soler er som type skabt til denne type bjergenkeltstart, hvor han kan pace sig selv op ad en stigning, der ikke er for stejl, og vi så også, at han var ganske fremragende på Tourens enkeltstart sidste år. En Soler i storform var kommet meget langt på denne etape. Nu er spørgsmålet bare, hvad formen rækker til. Det kan blive både fugl og fisk.

 

Det var en skam, at Neilson Powless eksploderede i går, hvor han ellers længe sad med favoritterne. Foren synes at være aldeles fremragende efter den suveræne 1. etape, hvor han kørte i noget af den allerværste regn, og i dag rejste han sig med en stor indsats i et udbrud, hvor han klart var en af de stærkeste. Han er slet ikke den temporytter, han var engang, men hans fortid som tempospecialist burde fortælle, at han mestrer kunsten at pace sig selv op ad en stigning, der heldigvis ikke burde være for svær for en fyr, der ikke klatrer med de bedste. Jeg er spændt på at se, hvor langt den gode form fører ham.

 

Endelig er der Marc Hirschi og Stefan de Bod . Schweizeren er åbenlyst ikke i topform, og også i dag manglede han for meget til, at man kan tro på et topresultat. Som type burde Hirschi dog passe helt perfekt til denne etape, da han kan køre brølstærkt op ad et bjerg, der ikke er for langt og har en nedkørsel, de færreste kan matche. Problemet er bare, at formen nok ikke rækker hele vejen, men vi så trods alt i mandags, at han i hvert fald på en kort mur slet ikke er så ringe. På en kort etape som denne tror jeg faktisk, at det kan gå ham pænt. De Bod viste i UAE Tour, hvor god en temporytter, han efterhånden er blevet, og han klatrer så godt, at han tidligere har været på podiet i Østrig og for nylig blev nr. 5 i Ungarn. Han skuffede mig en del i går, men helt væk var han trods alt ikke. Med sin kombination af klatre- og tempoevner bør han kunne gøre det pænt.

 

Som top 10-klatrer bør Sam Oomen gøre det pænt, men jeg tror ikke, at hans niveau rækker til at være med helt fremme. Pierre Latour burde som tempospecialist og en god klatrer være skabt til denne etape, men selvom han har kørt pænt i dette løb, tvivler jeg på, at klatreevnerne rækker hele vejen lige nu. Også hans holdkammerat Victor de la Parte har den rette kombination, men topniveauet rækker nok ikke til at være med helt fremme. Også Thymen Arensman har hele pakken, men selvom det var bedre i dag, synes han for formsvag. Hans kaptajn Tiesj Benoot har sine begrænsninger i bjergene, og selvom han forhåbentlig går i top 20, vil jeg blive overrasket, hvis han er med helt i front. Egentlig burde stigningen og disciplinen passe Bob Jungels, men jeg tror ikke, at klatreevnerne rækker hele vejen længere. Tempospecialisterne Stefan Küng og Benjamin Thomas har lovet at køre fuld gas, og det skal blive spændende at se, hvor langt det fører - ikke mindst for formstærke Küng - men på denne rute er et topresultat en umulighed, og det bør det også være for Søren Kragh, Tobias Ludvigsson og Stefan Bissegger. Michael Matthews er både tempospecialist og klatrer, men i dag så vi igen, at der trods alt er lidt for mange, der klatrer bedre end ham. Omar Fraile har i år kørt gode enkeltstarter, men hans form har skuffet mig lidt de seneste dage, og stigningen er også for svær til at være ideel. Mauri Vansevenant, Matteo Fabbro, Ruben Fernandez, Mark Donovan, Hector Carretero og Gino Mäder synes for formsvage, og selvom han har en god historik fra bjergenkeltstarter i USA, er Gavin Mannion overmatchet her. Jeg er spændt på at se, hvor langt Andreas Kron kommer med sin gode form, ligesom hans holdkammerat Maxim van Gils synes i bedring, mens Stephen Williams til gengæld eksploderede meget pludseligt i dag, hvilket plejer at starte en kedelig trend. Også James Piccoli, der har vundet en bjergprolog i Utah, kan måske gøre det pænt, ligesom Gonzalo Serrano kan komme langt på sin form, selvom disciplinen ikke rigtigt passer ham. Også Ryan Gibbons kan sikkert overraske positivt, ligesom Gijs Leemreize kan gøre det pænt, mens jeg regner med, at formsvage Pavel Sivakov sparer sig til søndag.

 

Feltet.dks vinderbud: Richard Carapaz

Øvrige vinderkandidater: Julian Alaphilippe, Rohan Dennis

Outsidere: Maximilian Schachmann, Rigoberto Uran, Jakob Fuglsang, Tom Dumoulin, Wout Poels

Jokers: Mattia Cattaneo, Michael Woods, Esteban Chaves, Domenico Pozzovivo, Eddie Dunbar, David de la Cruz, Rui Costa, Andreas Leknessund, Hermann Pernsteiner, Antwan Tolhoek, Marc Soler, Neilson Powless, Marc Hirschi, Stefan de Bod


SÆT DIT TOUR-MANAGERHOLD - PRÆMIER FOR MINDST 80.000 KRONER!
 

Starttider

Heller ikke denne gang er det lykkedes mig at finde starttiderne fra de lidet informative arrangører. Rytterne starter af logistiske hensyn i to grupper med en pause undervejs og er sat til at starte kl. 12.21, men grundet det store mandefald starter de nok noget senere. Jeg regner med at poste et link til starttiderne, når jeg indleder liveopdateringen fra kongeetapen i Slovenien.

Richard Carapaz
Julian Alaphilippe, Rohan Dennis
Maximilian Schachmann, Rigoberto Uran, Jakob Fuglsang, Tom Dumoulin, Wout Poels
Mattia Cattaneo, Michael Woods, Esteban Chaves, Domenico Pozzovivo, Eddie Dunbar, David de la Cruz, Rui Costa, Andreas Leknessund, Hermann Pernsteiner, Antwan Tolhoek, Marc Soler, Neilson Powless, Marc Hirschi, Stefan de Bod
Sam Oomen, Pierre Latour, Victor de la Parte, Tiesj Benoot, Thymen Arensman, Bob Jungels, Stefan Küng, Søren Kragh, Michael Matthews, Omar Fraile, Maxim van Gils, James Piccoli, Gonzalo Serrano, Stephen Williams

Annonce

DEL
INFO
Optakter
Nyheder
Tour de Suisse
Nyheder Profil Resultater
DELTAG I DEBATTEN

Annonce

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Annonce

Annonce

/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Donostia San Sebastian Kl...(1.UWT) 31/07

Circuito de Getxo - Memor...(1.1) 01/08

Heylen Vastgoed Heistse Pijl(1.1) 31/07

Johan Museeuw Classic(1.1) 31/07

Circuito de Getxo - Memor...(1.1) 01/08

Volta a Portugal em Bicic...(2.1) 04/08-15/08

La Coupe du President de ...(2.1) 05/08-08/08

Sazka Tour(2.1) 05/08-08/08

Aubel-Thimister-Stavelot(2.1) 06/08-08/08

Postnord UCI WWT Vårgår...(1.WWT) 07/08

Postnord UCI WWT Vårgår...(1.WWT) 08/08

Tour de Pologne(2.UWT) 09/08-15/08

Annonce

Annonce

AG2R Citroen Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana - Premier Tech

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Victorious

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Deceuninck - Quick-Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Education - Nippo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Intermarché - Wanty - Gobert

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Israel Start-Up Nation

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team BikeExchange

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team DSM

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jumbo-Visma

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Qhubeka NextHash

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Annonce

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger