Tour de Suisse-analyse: Den danske De Gendt

SÆT DIT TOUR-MANAGERHOLD - PRÆMIER FOR MINDST 80.000 KRONER!

Indrømmet! Der er ikke mange ligheder mellem Thomas de Gendt og Andreas Kron. Jo, de kører begge rundt i en Lotto-trøje, men som ryttertyper er de temmelig forskellige. De Gendt er mest af alt bare brølstærk, og selvom han også er hurtig, er det hans råstyrke, der har sikret ham den endeløse serie af sejre - en råstyrke, der også gør ham til en glimrende temporytter. Samme power har Kron slet, slet ikke, men han har til gengæld et punch og en eksplosivitet, som De Gendt kun kan drømme om. På mange måder gør det Kron til en langt mere oplagt vindertype end belgieren, der egentlig slet ikke burde have vundet så mange løb, hvis ikke han havde været så overmenneskeligt stærk.

Alligevel er der en lighed, der rækker ud over bare farven på trøjen. Det er velkendt, at udbrudssejr i ugelange etapeløb er meget mere sjældne end i grand tours, og derfor er de dyrt til salg. I de lange etapeløb tager favoritterne sig af gode grunde mange flere ”fridage”, hvor de skal spare på kræfterne til kommende dage, men den slags økonomiseren er sjældent lige så relevant i de kortere løb. Her er det også ofte langt flere hold, der er klar til at jagte, fordi udbuddet af muligheder jo åbenlyst er mindre, end de er det over tre uger.

Derfor hører det også til sjældenhederne, at én og samme rytter vinder udbrudssejre i to forskelle ugelange WorldTour-løb på én sæson. Faktisk har det heller ikke været nemt for selv De Gendt, der kun har gjort det to gange, nemlig i 2011, hvor han vandt i både Paris-Nice og Tour de Suisse, samt i 2018, hvor han sejrede i både Catalonien og Romandiet. På stående fod - og jeg har ikke lavet en grundig research andre steder end i min af og til temmelig svigtende hukommelse - kan jeg faktisk ikke komme i tanker om ét eneste andet eksempel på en rytter, der i nyere tid har leveret denne meget specielle bedrift.

Læs også

Optakt: 8. etape af Presidential Tour of Türkiye

Altså lige indtil i dag, hvor Kron gjorde De Gendt selskab i den meget eksklusive klub, da han føjede en etapesejr i Tour de Suisse til forårets flotte triumf i Catalonien. Faktisk er lighederne mellem de to holdkammerater endnu mere oplagt, fordi også De Gendt i 2011, hvor han første gang leverede bedriften, var i sit første år på WorldTouren hos Vacansoleil efter et par år som prokontinentalrytter hos Topsport Vlaanderen, hvor han havde taget en mindre sejr i Circuit de Lorraine. På samme måde er Kron i gang med sin første sæson på højeste niveau efter to sæsoner på prokontinentalniveau hos Riwal, og minsandten om ikke han som De Gendt her tog én mindre sejr, nemlig i Tour de Luxembourg.

Lighederne med De Gendt siger alt om, hvilken guldklump Danmark har fundet. Selvfølgelig er det ikke uset, at ryttere vinder mange WorldTour-løb i deres første år på højeste niveau - man kan jo bare se på, hvordan Tadej Pogacar tog fem WorldTour-sejre i sit første år hos UAE, eller Fabio Jakobsen spurtede sig til tre WorldTour-sejre i sin debut hos Deceuninck - men vi skal som regel også op i nærheden af Pogacar- eller Jakobsen-klassen for at finde ryttere, der leverer den slags bedrifter. I særdeleshed er det et særsyn for en rytter, der hverken kan karakteriseres som klassementsrytter eller sprinter.

Det mest imponerende ved Krons bedrift er i virkeligheden ikke så meget sejrene alene. Det er også, at de er opnået på to meget forskellige etaper og under ret uens omstændigheder. I Catalonien var han snu nok til at snyde sprinterne på en dag, hvor Movistar havde iværksat en mildt sagt besynderlig og formålsløs offensiv, og i dag vandt han en rigtig bjergetape i et af sportens hårdeste løb.

Det var lidt af en bedrift. Tour de Suisse og Dauphiné er formentlig de sværeste ugelange WorldTour-etapeløb, både fordi ruterne er knaldhårde, og fordi de afvikles på en tid af året, hvor næsten hele feltet er i Tour-form og topmotiverede efter at sikre sig en sommerbillet til Frankrig. Sådan var det da også på dagens bare 130 km lange bjergetape med to af Schweiz’ mægtigste bjergpas, hvor der var lagt op til sand udbryderfest. Med udsigt til en altafgørende weekend var etapen med sine 30 lette sidste kilometer og modvind hele vejen op ad det lange, men ikke specielt stejle Lukmanierpas slet ikke designet til et opgør mellem favoritterne, og derfor lå det i kortene, at et udbrud havde gode chancer for at køre om sejren.

Det var dog nok de færreste, der havde regnet med, at etapen skulle blive så vild, som den var. Som vi ved fra Dauphiné, er Julian Alaphilippe altid meget aktiv, når han jagter sin bedste form frem mod Touren, og derfor var verdensmesteren i hopla allerede på Sankt Gotthardpasset, hvor han kørte med i et firemandsudbrud, der også talte holdkammeraten Mattia Cattaneo. Det burde i sig selv være et lovende fremstød, hvis ikke det var fordi, Alaphilippe denne gang havde glemt at slippe sit klassement, og derfor var offensiven dødsdømt, da først det stærke Ineos-hold gik i gang med at jagte i dalen. Alaphilippe var da også klog nok til at falde tilbage og lade Cattaneo køre sin egen chance, men den lille afstand åbnede blot løbet på ny.

Resultatet var kaos. På et tidspunkt var i nærheden af 60 ryttere foran et felt, hvor Ineos i den grad var kommet i arbejdstøjet og skulle prise sig lykkelige over, at de i går havde fået gjort så store forskelle, at det stort set kun var klassementets top 10, der skulle kontrolleres. Alle andre kunne nok få noget snor, og da det slutteligt endte med, at 41 mand formede en frontgruppe jagtet af en god håndfuld, var Cattaneo som bedste mand så langt efter, at elastikken sagtens kunne strækkes lidt ud. På det tidspunkt var det klart, at udbruddet ville køre om sejren, men selvom etapens første halvdel havde været på grænsen til det vanvittige, var Krons arbejde kun lige begyndt.

Det var nemlig ikke, fordi der manglede stjernestøv i gruppen. Det vil føre alt for vidt blot at nævne bare nogle af de meritter, Krons 40 rivaler havde bedrevet, og selvom han med sin hurtighed og sine gode klatreevner var en af de oplagt bedre bud, var oddsene stadig svære. Eksempelvis var han oppe mod en kollektiv overmagt fra det i dette løb så slagne UAE-mandskab, der havde sørget for at få de fire stærkeste af deres bare seks tilbageværende ryttere med i gruppen.

Det overtal blev endda udnyttet, da David de la Cruz rejste sig fra de døde og leverede et ridt, der var så stort, at han havde fortjent at gøre det færdigt. Spanierens offensiv blev indledt fra bunden af et af Schweiz’ længste bjergpas, og han havde endda en knaldhård modvind hele vejen til toppen af det åbne og eksponerede bjerg. Alligevel gik afstanden kun én vej, nemlig opad, og selvom han åbenlyst kunne lukrere lidt på det elendige samarbejde, der altid vil herske i en stor gruppe, når modvind gør det lidet attraktivt at føre, var det et fornemt ridt, den spanske dieselmotor leverede. Og selvom det i sidste ende ikke førte til noget som helst, må der i hvert fald være en vis slovensk Tour-vinder, der er blevet lidt betrygget efter en bekymrende tid for UAE, hvor hverken Brandon McNulty, Rafal Majka eller en indtil i dag uhyre skuffende De la Cruz har lignet de kvalitetsbjerghjælpere, der burde være.

I sidste ende blev modvinden får kraftig for spanieren, der eksploderede totalt på den ellers bløde bakke op til mål, men til gengæld var den en gave for Kron. Ikke uventet var danskeren ikke den stærkeste på det urimeligt lange bjergpas, hvor de rigtige klatrere trivedes, men selvom formstærke Antwan Tolhoek og en i dag skræmmende stærk Hermann Pernsteiner, der slet ikke var en del af de 41 mand, men kom blæsende op fra den forfølgergruppe, som havde ramt bjerget med et betydeligt efterslæb, angreb i tide og utide - sekunderet af de unge talenter Andreas Leknessund og Neilson Powless, der bestemt ikke sparede på kræfterne og endelig synes klar til at vise deres store potentiale - blev bjerget for let til at gøre store forskelle. I medvind havde vi formentlig set et helt andet forløb, hvor særligt Tolhoek og Pernsteiner havde sat sig igennem, men nu endte det i stedet med at hele 17 mand samledes bag De La Cruz.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Her var Kron åbenlyst én af de hurtigste, men ikke den hurtigste. Dagens sensation var nemlig den unge sprinter Fred Wright, der indtil nu mest af alt har levet en anonym rolle som lead-out man, men som i dag pludselig befandt sig i en gruppe, der ellers undervejs havde sagt farvel til klatrere som Cattaneo, Gino Mäder og Marc Soler. Nok var der talrige afsluttere, da også Marc Hirschi, Rui Costa, Gonzalo Serrano, Omar Fraile og Pierre Latour kunne matche Kron i en spurt, men pludselig tydede noget på, at en britisk sprinter helt uden sejre kunne vinde en gigantisk bjergetape i Tour de Suisse! Det havde i sandhed været endnu et Bahrain-mirakel i en tid, hvor araberne synes at levere den ene sensation efter den anden, og hvor det kun synes at være lottokuponen Wout Poels, der ikke er helt så flyvende, som det ellers så ud til.

SÆT DIT TOUR-MANAGERHOLD - PRÆMIER FOR MINDST 80.000 KRONER!
 

Sådan gik det dog ikke - måske fordi Wright blev overmodig og selv gik i angreb. Dermed manglede han kræfterne, da hans holdkammerat Pernsteiner, som på alle måder kørte en besynderlig finale, gik i offensiven, selvom han bag sig havde en kollega, der var gruppens hurtigste. Østrigeren viste nok engang, at han sammen med De la Cruz var dagens i særklasse stærkeste, men det var ret klart, at det ville blive svært for en spinkel østriger at køre alene væk på en bakke, der ikke just var noget Alpe d’Huez.

Det kunne han da heller ikke, og resultat var, at han fik elimineret Wright og i stedet fik selskab af to af gruppens andre hurtige ryttere, Costa og Kron. Her ville al logik naturligvis tilsige, at Pernsteiner skulle skrige ”Wright!” og sætte sig på hjul, men det gjorde han ingenlunde. Tværtimod lignede han snarere UAE-mandskabet femte mand i udbrud, da han beredvilligt hjalp Kron og Costa med at holde sig fri af en forfølgergruppe, der talte flere hurtige folk i form af Serrano og Latour.

Dermed var Kron pludselig i samme situation som i Catalonien. Også dengang havde han en langsom og beredvillig trækhest - dengang var det Lennard Kämna, der kørte for sit klassement - og igen var han oppe mod en halvhurtig veteran med et hav af udbrudssejre på cv’et. I marts var det Luis Leon Sanchez, og i dag var det Rui Costa, og ligesom det dengang på papiret var Kron, der på papiret måske havde en lille overhånd i en spurt, var det samme tilfældet denne gang, hvor Krons sejr over Ulissi antydede, at han nok var marginalt hurtigere end Costa.

Det var han måske også, men det finder vi desværre aldrig ud af. Spurten blev som bekendt en temmelig kontroversiel sag, hvor der næppe nogensinde bliver enighed om, hvorvidt Costa skulle være blevet deklasseret eller ej. Reglerne siger, at man ikke må afvige fra sin bane, men intetsteds står der, at selvsamme bane skal følge vejens forløb. På den svagt bugtende vej valgte Costa den diagonale linje, der gik på tværs af vejen, og da han endelig lavede et reelt svaj, havde det alene den konsekvens, at der blev skabt bedre plads til Kron på venstresiden.

Danskeren missede da heller aldrig et tråd, men det er klart, at Costas bane blev ved med at gøre vejen rundt om portugiseren og i sidste ende akkurat så lang, at han ikke kunne komme forbi. Om det var lykkedes i en mere regulær spurt, er umulig at sige, for det var ret åbenlyst, at de to var præcis lige så jævnbyrdige, som papiret fortalte, at de skulle være. Da Costa gav plads til Kron, var det i hvert fald langt fra entydigt, at danskeren var den hurtigste af de to.

Meningerne vil utvivlsomt blive ved med at være delte - og derfor tog det også juryen en evighed at træffe en beslutning - men det viser vel igen, at der er et behov for at klargøre reglerne. I december efterlyste den tidligere sprinter Theo Bos et ønske om, at man lavede linjer og bokse i finalerne, der skulle gøre det meget lettere for rytterne at holde deres bane og gøre det klart, hvad der var tilladt og ulovligt. Den ide blev hurtigt affærdiget, men på en dag som i dag kunne man i hvert fald godt have ønsket sig en meget klarere definition af, hvad det vil sige at holde sin bane.

Costa må i hvert fald være frustreret. Den tidligere verdensmester er ikke længere den sejrsmaskine, han engang var, og særligt i år har hans niveau været milevidt fra det, det engang var. I de seneste år har man ellers altid kunnet regne med, at formen kom, når han ramte schweizisk territorium, men sådan har det ikke været denne gang, hvor han skuffede i Romandiet og kom skidt fra start i dette løb. En sejr i dag var derfor faldet på et tørt sted og havde yderligere cementeret hans status som en af alletiders bedste i et løb, hvor han har vundet hele tre gange i træk og i dag var meget tæt på at tage sin femte etapesejr.

At alle de tidligere gevinster kom frem til 2014, fortæller til gengæld også historien om, hvad der er sket med Costa igennem årene, og at han i dag meget mere er en lige-ved-og-næsten-rytter end den vinder, der vandt to udbrudssejre i én og samme Tour i 2013 - præcis som han var lige-ved-og-næsten i Aargau i sidste uge, hvor det var en anden ung puncheur, Ide Schelling, der slog ham i en spurt mellem tre mand, hvoraf de to var hurtige og den sidste en langsom klatrer. Eller som han var lige-ved-og-næsten på 16. etape i Vueltaen, hvor det var en anden dansker, Magnus Cort, der slog ham i en spurt. Den dag blev han i øvrigt også deklasseret, og selvom dagens afgørelse var uklar og diskuterbar, vidner det om, at portugiseren før har været involveret i kontroversielle spurter.

Heldigvis er der en chance for, at han engang i fremtiden får en ny mulighed for at tage den femte sejr. Langt mindre sandsynligt er det, at han vinder hele løbet for fjerde gang. Kampen om klassementet er i dag overladt til andre og mere klatrestærke folk, men hvem der skal føjes til vinderlisten sammen med Costa, blev vi ikke klogere på i dag. Etapens design og modvind førte til den helt forudsigelige våbenhvile inden den afgørende weekend, men vi nåede da at se Alaphilippes kørelyst og ikke mindst hørte, at Maximilian Schachmann viste overraskende svaghedstegn ved at blive sat midlertidigt på Sankt Gotthardpasset. Om det er et vedvarende billede, finder vi ud af, når det i morgen går løs med løbets vigtigste etape, bjergenkeltstarten.

Her kommer Kron næppe til at køre med om sejren, men han har også sit på det tørre. Med to udbrudssejr i to forskellige ugelange WorldTour-løb har han i hvert fald allerede i sit første år på højeste niveau skrevet sig lidt ind i historien ved at levere en sjælden bedrift, som det efter min hukommelse kun er De Gendt, der har leveret for nylig. Ligesom for belgieren skete det endda i første sæson på WorldTouren, og på alle møder er lighederne mellem karrierestarten for de to ganske enslydende. Lad os håbe, at det fortsætter resten af vejen. At kopiere De Gendts sejrsliste vil i hvert fald ikke just være nogen skam!

SÆT DIT TOUR-MANAGERHOLD - PRÆMIER FOR MINDST 80.000 KRONER!