Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Optakt: 7. etape af Tour de Suisse

Optakt: 7. etape af Tour de Suisse

17. juni 2023 13:14Foto: A.S.O. / Gautier Demouveaux

Under disse tragiske omstændigheder kan det være svært at tænke på, at løbet skal fortsætte, men det gør det ikke desto mindre lørdag i en tilpasset form, hvor sprinterne efter mange dages lidelser i bjergene kan drømme om deres blot anden chance i løbet. Skal det lykkes, skal de imidlertid grave dybt, for selvom finalen er flad, venter der undervejs 2500 højdemeter og en stejl stigning i finalen.

Artiklen fortsætter efter videoen.

STREAM TOUR DE SUISSE UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

 

Ruten

Hvor bjergetaperne i Tour de Suisse traditionelt har været spredt godt ud over ugen, har man i de senere år forsøgt at gøre som i de fleste andre store løb, nemlig at koncentrere dem til sidst. I år vender man imidlertid tilbage til noget, vi kender fra fortiden, for her er sidste linjeløbsetape slet ikke en dag for klassementet. Tværtimod venter der om lørdagen en af løbets to letteste etaper, der med en flad finale vil give ideer til sprinterne. De får dog intet foræret på en dag med næsten 2500 højdemeter i bakkerne syd for Bodensee, og derfor skal de holdbare sprinteres hold på arbejde, hvis de skal have deres blot anden og sidste chance for at spurte om sejren i årets løb.

 

Efter to lange dage er der skruet en smule ned for distancen, når der skal køres 183,5 km mellem Tüback og Weinfelden. Der er tale om to byer, der ligger relativt tæt på hinanden syd for Bodensee, og derfor består etapen af en kringlet tur rundt i det kuperede terræn. Startbyen ligger ved søens bred, og her lægger man let ud ved at køre en omgang på en 34,4 km lang og hovedsageligt flad rundstrækning omkring byen. Først er det helt fladt, når man kører mod nordvest op langs søbredden, men når man efter 10,0 km drejer mod vest væk fra vandet, begynder det at stige let. Sådan fortsætter det, når man efter 15,4 m drejer mod sydøst senere mod nord, men efter 27,7 km drejer man mod nordøst for at køre igennem faldende terræn tilbage til søen og startbyen, der nås igen efter 34,4 km.

 

Læs også
Chefen puster til rygte om superstjerne

 

Herfra kører man kortvarigt mod øst hen langs den flade søbred, som man dog hurtigt forlader for at køre mod sydøst frem til dagens første udfordring. Den melder sig, når man drejer mod sydvest for at køre op ad kategori 1-stigningen Oberegg (9,1 km, 5,3%), der stiger med 6-8% over de første 4 km, men derefter sjældent stiger med over 5% frem mod toppen, som rundes efter 53,7 km. En teknisk nedkørsel leder nu mod øst, hvorefter det går mod sydøst ad lange, lige og let stigende vej.

 

Etapen tager fat igen, når man drejer mod vest for at køre op ad kategori 1-stigningen Eichberg (4,9 km, 7,0%), der er meget stejl med 8-11% over de første 3 km, men derefter flader betydeligt ud frem mod toppen, som rundes efter 81,8 km. Den leder op til et let kuperet plateau, som følges mod først vest og siden nord, inden man drejer mod sydvest for at køre op ad kategori 3-stigningen Engishalden (2,9 km, 4,7%), der har 500 m med 8,5%, men ellers er ganske let.

 

Toppen rundes efter 106,7 km, og nu følger et lettere stykke. Her drejer man nemlig mod nordvest for at køre ad generelt lige og let faldende veje ned til byen Uzwil, der nås efter 125,3 km. Kort efter begynder det i stedet at stige let, mens man kører videre mod nordvest og senere sydvest og nord frem til dagens spurt, der kommer efter 140,9 km. Her drejer man mod vest, hvorefter det generelt igen er let faldende, og sådan fortsætter det, når man herefter kører hele vejen ned til byen Märstetten, der nås efter 158,1 km, idet der undervejs er en ganske lille bakke.

 

Nu er man ganske tæt på målbyen, men i stedet for at køre ind til den skal man en tur ud i terrænet rundt om den. Således drejer man mod øst for at køre op ad kategori 3-stigningen Ottenberg (5,1 km, 4,8%), der er en ret blandet stigning med lettere passager, men også 2,6 km med 7,9%, herunder 500 m med 8,5% og 600 m med 11,5%.

 

Toppen rundes efter 164,7 km, hvorfra der resterer 18,8 km, og det fortsætter med at stige lidt efter toppen, inden det begynder at falde ad en let nedkørsel. Efter 169,8 km drejer man mod syd, og efter 171,3 km slutter det faldende terræn, når man drejer mod sydvest, hvor dagens Tissot-kilometer byder på spurter med hhv. 10,2 km og 9,2 km igen. Med 7,6 km igen drejer man mod vest for at følge en stigende vej, indtil det med 5,0 km igen begynder at falde let ned mod de sidste 2,8 km, der er stort set helt flade, idet man med 4,0 km igen drejer mod nord for at køre ind til målbyen. Her drejer man med 2,0 km til venstre i en rundkørsel, hvorefter man skal igennem hele tre af slagsen med hhv. 1800 m, 1200 m og 1000 m igen, inden der venter to sving lige i rap med hhv. 400 m og 300 m igen.

 

Etapen byder på i alt 2453 højdemeter.

 

Weinfelden har tre gange tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb. Det var senest ved de schweiziske mesterskaber i 2019, hvor Stefan Küng tog en solosejr foran Marc Hirschi og Reto Hollenstein, og forinden var det i 2005, hvor de første to etaper i dette løb havde mål i byen. På førstedagen overraskede Bernhard Eisel ved at vinde en spurt foran Tom Boonen og Peter Wrolich, og dagen efter vandt Jan Ullrich en 36 km lang enkeltstart foran Bradley McGee og Michael Rogers.

 

 

 

Læs også
Optakt: 5. etape af Tour de Romandie

 

 

 

 

 

 

STREAM TOUR DE SUISSE UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

 

Vejret

Da jeg skrev den store optakt for en uge siden, lignede det en potentielt våd afslutning på løbet, men det går helt anderledes. I stedet kunne afslutningen ikke blive flottere. Der venter en helt skyfri lørdag, hvor temperaturen undervejs vil stige fra 23 til 26 grader, og vinden vil bare være svag til let (5-8 km/t). Den vil primært komme fra nordvest, men mod slutningen mere fra nordnordvest. Det giver generelt med- og sidemedvind på første del efter den indledende rundstrækning. Omkring bunden af anden stigning får man sidevind, indtil der vil være mod- og sidemodvind fra bunden af tredje stigning. På sidste stigning vil der være modvind på den nedre del og sidemedvind på den øvre del, hvilket varer ved, indtil man med 8 km igen får sidemodvind. Det varer ved frem de to sene svin, hvorefter der vil være sidemedvind over de sidste 300 m.

 

Analyse af 5. etape

Her kan du læse min analyse af, hvordan Mattias Skjelmose med sit ridt på kongeetapen forvandlede den forventede vidunderbørnenes duel til "en triel".

 

Favoritterne

Efter de seneste dages tragiske begivenheder kan det synes så uendelig ligegyldigt, at der i morgen atter skal køres cykelløb - akkurat som det kan føles lidt meningsløst at skrive denne optakt. Ikke desto mindre vil rytterne i morgen være tilbage i sadlen og fortsætte løbet på samme måde, som det er sket ved tilsvarende dybt tragiske hændelser, som da Wouter Weylandt omkom i Giroen, og Bjorg Lambrecht aldrig overlevede Tour de Pologne - hændelser, der alle minder os om, at cykelsporten desværre er lige så farlig, som den er smuk.

 

Rytterne skal forsøge at samle tankerne og fokusere på en etape, mange har ventet længe på. Jeg mindes ikke et Tour de Suisse, hvor vi skal hen til næstsidste dag for at finde den blot anden chance for sprinterne. Ikke desto mindre er det tilfældet i denne sprinterfjendtlige udgave, hvor de hurtige folk har lidt igennem tre store bjergetaper, siden de fik deres første og hidtil eneste mulighed. I lyset af de begrænsede muligheder er det faktisk lidt imponerende at se, hvor mange sprintere der er til start, men det gør også frustrationen for alle andre end Biniam Girmay så meget desto større. Foreløbig har kun én mand haft succes, og alle andre har kæmpet sig igennem bjergene med kun denne etape hængende som en gulerod.

 

Læs også
Trek trækker sig fra sponsorat

 

Desværre for mange af de hurtige folk er det en helt klassisk Tour de Suisse-etape, der venter. I den nordlige del af landet er det måske nok fladere end i bjergene, men der er altid masser af terræn at gøre brug af. Det er derfor, løbet aldrig har været en gave til klassiske sprintere, men derimod til holdbare typer som Peter Sagan, der er den mest vindende rytter i løbets historie.

 

Arrangørerne elsker nemlig at finde en lille bakke i finalen, og det har de også gjort denne gang. Anden halvdel af etapen er ikke alt for svær, men Ottenberg er bestemt ikke let. Der er imidlertid lidt divergerende oplysninger om stigningens sværhedsgrad. Ser man på den profil, der findes i løbsbogen, virker den ikke skræmmende, men den ovenfor angivne profil fra La Flamme Rouge er helt anderledes alvorlig med 2,6 km med 7,9%, herunder 600 m med hele 11,5%. Belært af mine erfaringer er det nok primært sidstnævnte, vi kan stole på, og hvis det er rigtigt, er det en stigning, mange sprintere får meget svært ved at overleve.

 

Det skyldes også, at resten af etapen er hård. Vi når op på 2500 højdemeter, og de to første stigninger er ganske svære. Det er en etape, hvor et udbrud bestemt har en chance, og hvor sprinterholdene skal i arbejdstøjet, hvis de vil havde deres spurt.

 

Her kommer det store antal sprintere ind i billedet. Det er som sagt kun Girmay, der har vundet sin etape, og derfor må sulten og lysten være stor. Det kan godt være, at folk som Tim Merlier og Jordi Meeus skal stramme sig an for at overleve stigningen, men de har intet at miste ved at gøre forsøget, slet ikke når der ikke venter flere rigtige etaper efterfølgende, og det samme kan siges om Kaden Groves. Wout van Aert mistede også sin store chance i dag, hvorfor man må formode, at Jumbo vil gå ret målrettet efter denne etape, og Girmay tror jo også, at han kan vinde igen. Læg dertil, at Arnaud Demare tankede masser af selvtillid på 2. etape, og vi har seks sprinterhold, der alle kan ventes at jagte.

 

Det burde være nok til at skabe samling. Særligt Jumbo er jo også et meget stærkt hold, hvilket taler for, at det vil lykkes. Ikke desto mindre kan vi formentlig vente os en aggressiv start. Medmindre de seneste dages tragiske begivenheder lægger en meget stor dæmper på kørelysten, er det sidste chance for næsten hele feltet. Derfor kan vi vente os, at der bliver en lang kamp om at ramme udbruddet.

 

Heldigvis for sprinterholdene er starten flad. Det gør det langt lettere at sikre, at udbruddet ikke er for stærkt og stort. Det er dog ikke helt usandsynligt, at vi når frem til stigningen, inden elastikken knækker, og så har vi en helt anderledes alvorlig sag. I det tilfælde vil udbruddet have mere at skyde med, og så bliver det langt vanskeligere at hente. Problematisk er det også, at de tunge sprintere som Meeus og Merlier så risikerer at falde af, og der vil derfor gå lidt tid, inden de kan gå ind i jagten. En regruppering skal der nok komme, men de vil også være mærkede inden finalen.

 

Jeg tror dog stadig, at det kan lade sig gøre. Med bevidstheden om at etapen er svær at kontrollere, og hold som Soudal og Bora gerne vil have lov at køre langsomt på stigningerne, vil forspringet næppe blive særligt stor. Jeg regner også med, at seks hold altså vil jagte, og da de sidste 75-80 km ikke er alt for svære, og der tillige vil være modvind, burde vi få samling.

 

Den store joker er naturligvis, hvis Van Aert pludselig begynder at køre cykelløb. Man ved jo aldrig, hvad belgieren finder på, og i en kaotisk start vil det ikke være uset, at han vil ende i et udbrud. I det tilfælde vil udbruddet være stærkt og antallet af jagtende hold færre, og så har de en god chance for at holde. Inden løbet sagde han dog, at hans intention var at satse på spurterne, og jeg vil derfor forvente, at de kører etapen som en sprinteretape.

 

Til gengæld er det så sikkert som amen i kirken, at de vil lægge pres på, når vi rammer den sidste stigning. Det gjorde de allerede i mandags, hvor stigningen var for let, men her kan de gøre meget mere skade. Denne gang vil de også have mere at skyde med, for sidste gang havde de mistet Koen Bouwman og Rohan Dennis i styrtet. Uden uheld har de fuldt hold til rådighed, og folk som Bouwman, Dennis, Robert Gesink og Sam Oomen kan gøre stor skade. Jeg vil endda ikke udelukke, at de får hjælp af Ineos og måske Intermarché.

 

Læs også
Optakt: 8. etape af Presidential Tour of Türkiye

 

Denne gang vil de derfor også have folk til at fortsætte efter toppen. Forleden stoppede de, og derfor kom de få, der var sat af, tilbage. I morgen vil jeg forvente, at de holder presset hele vejen, og det gør det vanskeligt for sprinterne at komme tilbage. Vi bør få et forfølgelsesløb, hvor en regruppering er mulig, men med kun 10 flade kilometer, et Jumbo-hold, der må holde presset, og mulig hjælp fra de andre sprinterhold, hvis kaptajn har overlevet, vil jeg tro, at vi får et ganske reduceret felt. Udbruddet bør også være hentet, når vi rammer Tissot-kilometeren med 10,2 km igen, og dermed kan vi vente os et opgør om sekunder mellem Mattias Skjelmose, Remco Evenepoel og Juan Ayuso.

 

Selve spurten er meget speciel. En lang, lige vej leder frem til de to sving med hhv. 400 og 300 m igen. Det er således en spurt, hvor positionering betyder alt, for sidder du ikke i top 3 blandt sprinterne i de to sving, synes kampen tabt, særligt fordi medvinden betyder, at de forreste kan køre en relativt lang spurt. Det er derfor en spurt, der i altovervejende grad handler om positionering.

 

Betydningen af positionering gør, at jeg går med Wout van Aert. Belgieren kikser sjældent en positionskamp, og derfor er denne finale en gave for ham. Derudover har Mick van Dijke klatret så godt i dette løb, at han har en ganske fair chance for at overleve, og lykkes det, vil han også have en af de bedre lead-out men - og uden ham kan Koen Bouwman også klare den rolle til husbehov. Jeg var til gengæld ikke så imponeret over hans fart i mandags, hvor han nok kørte en lang spurt, men hvor Biniam Girmays spurt var lige så lang. Vi så også sidste år, at han manglede lidt fart i optakten til Touren, og måske gælder det igen.

 

Sandt er det dog også, at Van Aerts spurt var lang, og når man ser på, hvem der kan tænkes at overleve her, bør han som regel kunne slå alle. Det hjælper ham utvivlsomt også, at vi er på dag 7, og at etapen vil være langt hårdere. Jeg vil stadig frygte, at Girmay er hurtigere, men i denne spurt, der mest af alt handler om position, er Van Aert så sikkert et kort, at jeg tror på, at han endelig får den forløsende sejr.

 

Det kan imidlertid også sagtens blive Biniam Girmay igen, men der er udfordringer. Jeg er ikke bekymret for farten, for han har virket rasende hurtig gennem hele sæsonen, hvad han bekræftede med den ret suveræne sejr i mandags, hvor spurten var meget lang. Til gengæld så vi i Aargau, at hans skadespause betyder, at han ikke er helt på toppen, og hvor man normalt ikke ville tvivle på hans overlevelse på denne stigning, har vi også set, at en formsvag Girmay altså ikke er nogen stor klatrer. Man må dog også antage, at han er stærkere, end han var for en uge siden, og det vil stadig være en overraskelse, hvis han falder fra.

 

Farten har han utvivlsomt, men han skal klare positionskampen. Heldigvis er det en kunst, han mestrer, og normalt burde Mike Teunissen  også klare denne bakke. Lykkes det, har han formentlig feltets bedste lead-out man, og så virker det bestemt ikke usandsynligt, at de to er først gennem svingene, selvom Teunissen ikke har været sig selv i år. Sker det, føler jeg mig ret overbevist om, at Girmay vinder, hvis ikke den hårde etape har efterladt ham for træt, som vi så det med den skuffende spurt i Bruxelles. Også hvis han sidder lidt længere tilbage, har han farten til at vinde, for han er jo en mester i at køre den lange spurt lige efter svinget. Skulle Girmay have en offday, kan Teunissen selv køre med om sejren i en spurt som denne, men det er usandsynligt, at han ender i et felt uden sin kaptajn.

 

Den tredje topkandidat må være Arnaud Demare. Han er betydeligt tungere end de tre ovennævnte, og han er ikke en rytter, der med sikkerhed vil overleve. Jeg var imidlertid ved at tabe næse, ører, mund, og hvad der ellers kan tabes, da jeg så, hvor storartet han klarede kongeetapen. Det tyder på, at han vitterligt har trænet sublimt op til den Tour, han ikke får lov at køre, og hvis han har samme ben i morgen, klarer han også denne stigning. Han viste også i Bruxelles og i mandags, hvor han blev lukket inde, at han har genfundet sin gamle fart, og den er god nok til tage kampen op med mine to favoritter. Problemet er hans svage positionering, for han vil være uden Miles Scotson og formentlig også Samuel Watson. Quentin Pacher, Stefan Küng og Romain Gregoire kan hjælpe, men han vil være meget sårbar i denne tekniske finale, særligt mod ovennævnte rivaler, der har bedre støtte. Med det rette held i positionskampen burde han dog have farten.

 

Alpecin har Kaden Groves, der jo har fundet en helt forrygende holdbarhed i år. Det så vi først i Limburg, men særligt på 3. etape i Giroen, hvor han klatrede bedre end Mads Pedersen. Jeg tvivler imidlertid på, at han har samme form nu. Giroen var hans sæsonhøjdepunkt, og her er han til start efter sygdommen, der sendte ham hjem fra Italien. Vi har set, at en formsvag Groves slet ikke klatrer godt, og derfor kan han meget let blive sat af. Den stærke Groves vil imidlertid overleve, men desværre er det næppe nok. Som han har spurtet i år, kan han helt sikkert vinde, men han er som bekendt meget svag i positionskampen. Derfor ligner han en sikker taber i denne finale, men han har jo faktisk et tog, der med folk som Kristian Sbaragli, Søren Kragh og Quinten Hermans ser ret stærkt ud, når de tunge folk er barberet fra. Det er hans chance for at klare en finale, der bestemt ikke passer ham,

 

Kan Jordi Meeus klare denne stigning? Det vil undre mig, men udelukkes kan det ikke. Jeg har været ret imponeret over hans holdbarhed flere gange i år. Senest kørte han flot i Bruxelles og Norge, men vi så også, at bakkerne i Köln blev for hårde. Man må antage, at han er tæt på toppen frem mod de belgiske mesterskaber, der er hans store mål, men jeg tror ikke, at det rækker til denne stigning. En chance har han dog, og som han har spurtet i år, har han farten til at vinde. Han er også god i positionskampen, og da Marco Haller og Jonas Koch med nogen sandsynlighed overlever, står han faktisk meget stærkt i den tekniske finale. Til gengæld så vi også i Bruxelles, at en træt Meeus ikke er så hurtig som en frisk Meeus, og derfor er det måske slet ikke nok at overleve.

 

Læs også
Lynhurtig dansker forklarer, hvordan leadout blev til ny sejr

 

Da jeg rangerer efter vinderpotentiale, er jeg nødt til at have Tim Merlier her. Det vil dog undre mig meget, hvis han overlever. Han er den tungeste af de hurtigste, og normalt er en stigning som denne for skrap kost. Det gælder særligt sent i et etapeløb, for han har ofte vist, at hans restitution halter gevaldigt. Han blev dog hjulpet af en hviledag i dag, og hvis kørelysten tages helt ud af feltet, så vi kommer friske frem til sidste stigning, kan det vel ikke udelukkes, at han kan komme tilbage efter toppen. Herefter er hans trængsler dog ikke slut, for den tekniske finale er en katastrofe for den positioneringssvage belgier, men overlever han selv, overlever Bert Van Lerberghe måske også. Gør han det, har Soudal det på papiret bedste tog, og så har han alligevel en god chance, hvis ikke han er for mærket og har tabt for meget fart. Der er bare mange brikker, der skal falde på plads, inden vi når så langt. Falder han fra, kunne Mauro Schmid og Kasper Asgreen spurte, men jeg vil tro, at de koncentrerer sig om Remco Evenepoel, der næppe vil blande sig i en spurt, hvor hans fart trods alt ikke rækker.

 

Movistar står slet ikke ringe. Vi ved, at Ivan Garcia Cortina har en meget svingende holdbarhed, men normalt er han en mand, der har fordel af denne stigning. Hos sig vil han have Gonzalo Serrano og Alex Aranburu, og det er faktisk et meget stærkt tog, måske endda det stærkeste. I forvejen er han god i positionskampen, som han bekræftede i mandags, men selvsamme etape bekræftede også, at han mangler for meget fart i en flad spurt. Heldigvis er dette en spurt, man kan vinde på positionering, men det skal flaske sig, hvis han skal slå alle de hurtigere folk.

 

Hvad gør Ineos? Vi så i mandags, at de i hvert fald ikke spurter med Kim Heiduk, og nu er spørgsmålet, om Tom Pidcock vil blande sig. Jeg ser en god chance. Han gjorde det i Algarve, og hvis løbet bliver så hårdt, som jeg venter, er det et skud værd - også fordi det er hans sidste chance for at få noget med hjem. Et tog med Michal Kwiatkowski og ikke mindst Jhonatan Narvaez er endda så stærkt, at de måske kan gå først igennem svinget. Vi har før set ham overraske ved at slå Van Aert i Brabantse Pijl, hvor det dog også steg let. I denne flade spurt bliver det svært, men da han også var tæt på (og måske endda vandt) i Amstel, og da dette er en spurt, man kan vinde med sit tog, er det ikke helt umuligt. Narvaez kan også blande sig i denne spurt, men jeg vil forvente, at de går med Pidcock.

 

Falder Meeus fra, er der en chance for, at Marco Haller overlever. Østrigeren er i skræmmende god form, som han viste både i Aargau og i går. På papiret er han lidt for tung, men med de nuværende ben kan det bestemt lade gøre. Jonas Koch, der er holdets plan C, bør også overleve sammen med Maximilian Schachmann, og så har vi pludselig et ganske storartet tog. Han bør ikke have farten til at vinde, men det sagde vi også, inden han slog Mads Pedersen og Alexander Kristoff i Norge sidste år, eller da han slog Van Aert i Hamburg i august. Haller kan på sine gode dage gøre det mest utrolige, og med dette stærke tog er meget muligt i denne tekniske finale.

 

Bryan Coquard er også en mand, hvis holdbarhed er svært, svært varierende. Er han formstærk, har han dog klar fordel af denne stigning, men om han er det, ved vi ikke. Han var med fremme i Bruxelles, men kørte så håbløs en spurt, at han ikke gav det bedste indtryk. Man må dog stadig forvente, at han sidder med hjem. Alligevel er han en usandsynlig vinder. I denne flade spurt er der for mange, der er hurtigere end ham, og derudover får han næppe Alexis Renard og Piet Allegaert med hjem. På egen hånd lider han alt for meget i denne tekniske finale, hvor han altid har det svært, og derfor skal han have en meget heldig hånd for at vinde.

 

Falder Groves fra, vil jeg forvente, at Quinten Hermans blander sig. Han slog som bekendt Van Aert i Liege, men det er svært at tro, at han vil vinde en spurt mod belgieren efter et betydeligt lettere løb. Til gengæld kan han måske drage fordel af den tekniske finale. Som beskrevet ovenfor ser toget slet ikke ringe ud, heller ikke selvom Hermans tages ud af ligningen, og dette er som sagt en spurt, man kan vinde via position. Det er stadig usandsynligt, at han kan slå alle, der er hurtigere end ham, men helt uden chance vil han ikke være.

 

Blander Alessandro Covi sig? Han gjorde det på 2. etape, og derfor må vi tro, at han gør det igen i morgen. Spørgsmålet er, om han overlever. En formsvag Covi klatrer meget skidt, og efter Giro-styrtet så han virkelig skidt ud i sine første løb. I går sad han imidlertid ikke i den bagerste gruppetto, så måske er han ved at finde noget form. Vi så i Down Under, at han slet ikke er så langsom, og hvis han får et lead-out af Marc Hirschi, er han måske ikke helt uden muligheder. Det er dog usandsynligt, at farten rækker i dette felt. Falder han fra, kan Hirschi måske spurte, men det vil undre mig, da han sjældent spurter nu om dage - og hans fart rækker heller ikke længere.

 

I gamle dage havde denne optakt kunnet klares med to ord: Peter Sagan. Sen stigning og teknisk finale i Tour de Suisse plejede at betyde én sikker vinder, men sådan er det desværre ikke længere. Heldigvis har vi set en mere formstærk Sagan længe i Dunkerque, og i mandags kørte han vel årets bedste spurt. Desværre har vi også set, at han stadig er blevet sat som en af de første på stigningerne, og i dag regnes Sagan altså som en af de mindst holdbare sprintere, selv med det stigende niveau. Derudover er han i dag blevet nærmest svag i positionskampen, ligesom hans fart ikke længere rækker. Hans meget tunge tog overlever næppe heller, og derfor vil han ikke have den fordel, han havde i tirsdags. I det lys er det svært at tro, at han også i år vinder en etape i løbet, hvor han ellers altid vinder. Plan B kan være Valentin Ferron, men det er tvivlsomt, om han blander sig.

 

Hvis Bahrain stiller til start, skal de forsøge at gøre Gino Mäder ære ved at vinde etapen med Nikias Arndt . Normalt har han ingen problemer med at klare en stigning som denne, men han havde et ret grimt styrt på 2. etape. Efterfølgende sad han langt tilbage, men de seneste dage har det heldigvis været bedre. Han ligner en mand, der er ved at komme sig, men han vinder ikke denne etape. Dertil er han for svag i positionskampen, ligesom han mangler for meget fart, og han vil tillige være uden meget støtte på et Bahrain-hold med flere folk, der er for tunge.

 

Læs også
Optakt: Famenne Ardenne Classic

 

Som sagt er Garcia Cortinas holdbarhed meget svingende, men falder han fra, har Movistar både Alex Aranburu og Gonzalo Serrano. Vi har lært, at det så er Aranburu, de går med, men vi ved også, at han har det meget svært i positionskampen. Her er Serrano til gengæld et helt afgørende våben, og han er så god, at den tekniske finale måske endda kan blive en hel fordel. Til gengæld er han ikke hurtig nok på flad vej til at vinde i dette felt.

 

Clement Venturini er slet ikke så holdbar som tidligere, og han har endda ikke virket alt for formstærk på det sidste. Han var tillige så syg inden løbet, at han overvejede ikke at starte, men han skulle have det meget bedre nu. Der er ingen garantier for, at han overlever, men normalt skal han stadig regnes som relativt holdbar. Han har dog slet ikke farten i en flad spurt, og hans gode positionering i en teknisk finale synes også forsvundet. Han har dog god støtte af Stan Dewulf , der kan være plan B, men det er ikke nok til at vinde.

 

Man må næsten tro, at Lotto kører spurten for Pascal Eenkhoorn, da Andreas Kron sjældent blander sig i denne slags spurter. Hollænderen er blevet ganske holdbar og har vist god igen i dette løb, og jeg vil forvente, at han overlever stigningen. Kron virker som nævnt i gårsdagens optakt helt fra den, men normalt overlever han jo denne stigning. I det tilfælde har han en lead-out man, også selvom Michael Schwarzmann helt sikkert ikke overlever. Selvom han er hurtig, slår han dog ikke sprinterne i dette felt.

 

Vil Alexander Kamp spurte? Vi har nu flere gange set, at han ikke blander sig, hvis ikke det har været hårdt nok, men denne etape kunne godt blive kørt tilstrækkeligt nedslidende. Han har som bekendt vist fornem form i optakten, og selvom jeg føler mig overbevist om, at plan A er et udbrud, burde der være en god chance for, at han blander sig, hvis det samles - også fordi Tudor ikke har fået meget ud af deres store hjemmebaneløb. Som vi så sidste år, rækker hans fart ret langt i dette felt, men desværre har han ikke megen støtte, og vi så senest i Norge, at han havde det lidt svært i positionskampen.

 

Jayco vil prøve med Felix Engelhardt. Vi er stadig ved at fornemme, hvor hurtig han er, men farten synes ikke skræmmende høj. Til gengæld har han klatret godt de seneste dage, og derfor bør han overleve. Lykkes det, kan han måske glæde sig over den tekniske finale, for han vil i hvert fald have en lead-out man i Matteo Sobrero, der vil være plan B. Sammenlignet med de bedste tog står han dog svagt, og da det gik helt galt på 2. etape, og han mangler rutine, ligner det en svær mission.

 

Blander Stefan Bissegger sig? Det ville han gøre i Paris-Nice, og det så ud til, at han også forsøgte sig i mandags. Forinden skal han dog overleve stigningen, men han har virkelig imponeret i bjergene. Han synes at have en god chance for at klare sig, men vi har også set i hans seneste spurter, at han er rusten i positionskampen, da han i dag aldrig spurter. Med et lead-out fra Mikkel Honoré bør han dog kunne gøre det pænt.

 

Arkea har Dan McLay, men det burde være helt umuligt for ham at overleve denne stigning. Mere holdbar burde Luca Mozzato være, men som han har klatret i år, har jeg næsten lige så svært ved at se ham klare den. Derfor ender Matis Louvel  formentlig med at spurte. Vi så i Bruxelles, at hans fart ikke rækker mod sprinterne, og han lider under meget begrænset støtte. Han er dog i form, og hvis løbet har været hårdt nok, og positionskampen derfor begrænses, bør han kunne lave et resultat.

 

Astana vil formentlig prøve med Simone Velasco eller Samuele Battistella , men de synes så formsvage, at de måske endda kan få problemer med at overleve, ligesom de mangler farten. DSM har Pavel Bittner, der kørte så flot på 2. etape, men han ser ud til at have lidt stort de seneste dage, og selvom han normalt regnes som holdbar, synes han ikke at komme med hjem. Alternativt vil Romain Bardet måske spurte, men i dette felt kommer han ikke alt for langt. Trek har Edward Theuns, men han har virkelig klatret skidt på det sidste, senest i Norge, og holdet vil primært koncentrere sig om Skjelmose, hvorfor Filippo Baroncini næppe agerer plan B. Vi så i tirsdags, at Daryl Impey næppe spurter, hvis han overlever, og der er grænser for, hvor langt Krists Neilands, Hugo Houle eller Nick Schultzkan komme. Hos Q36.5 synes Walter Calzoni formsvag, ligesom han mangler farten. Endelig overvejede jeg, om Mattias Skjelmose, Juan Ayuso, der jo kørte en spurt i Romandiet, samt Pello Bilbao kunne finde på at spurte efter bonus i denne tekniske finale, hvis etapen bliver meget hård, men det vil undre mig, hvis de vil tage kampen op med sprinterne

 

Som sagt kan en udbrudssejr ikke udelukkes. Et sådant udbrud vil have en langt større chance, hvis Wout van Aert som nævnt ovenfor vil køre cykelløb. Andre gode kandidater er Tom Pidcock, Marc Hirschi, Alex Aranburu, Jhonatan Narvaez, Rui Costa, Michal Kwiatkowski, Gonzalo Serrano, Alexander Kamp, Mikkel Honoré, Neilson Powless, Pascal Eenkhoorn, Quinten Hermans, Maximilian Schachmann, Matteo Sobrero, Lilian Calmejane, Nick Schultz, Matis Louvel og Stefan Bissegger.

 

Læs også
Starttider: 1. etape af Vuelta España Femenina 2024

 

BEMÆRK: Husk at der rangeres efter vinderpotentiale, hvad der er særligt vigtigt på en etape som denne, ikke mindst for Meeus og Merlier.

 

OPDATERING: Arrangørerne har her til aften oplyst, at det endnu ikke er endeligt bekræftet, at løbet fortsætter.

 

OPDATERING 2: Det er bekræftet, at løbet fortsætter. Dog vil tiden til klassementet blive taget med 25 km, men der vil blive kørt efter etapesejren som vanligt. Det ventes derfor ikke at have den store indflydelse på, hvordan løbet vil udvikle sig i forhold til den ovenfor beskrevne kamp om at vinde etapen.

 

Feltet.dks vinderbud: Wout van Aert

Øvrige vinderkandidater: Biniam Girmay, Arnaud Demare

Outsidere: Kaden Groves, Jordi Meeus, Tim Merlier, Ivan Garcia Cortina, Tom Pidcock

Jokers: Marco Haller, Bryan Coquard, Quinten Hermans, Alessandro Covi, Peter Sagan, Nikias Arndt, Alex Aranburu, Clement Venturini, Pascal Eenkhoorn, Alexander Kamp, Felix Engelhardt, Stefan Bissegger, Matis Louvel

 

Kandidater til et udbrud (i prioriteret rækkefølge): Wout van Aert, Tom Pidcock, Marc Hirschi, Alex Aranburu, Jhonatan Narvaez, Rui Costa, Michal Kwiatkowski, Gonzalo Serrano, Alexander Kamp, Mikkel Honoré, Neilson Powless, Pascal Eenkhoorn, Quinten Hermans

 

STREAM TOUR DE SUISSE UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Wout van Aert
Biniam Girmay, Arnaud Demare
Kaden Groves, Jordi Meeus, Tim Merlier, Ivan Garcia Cortina, Tom Pidcock
Marco Haller, Bryan Coquard, Quinten Hermans, Alessandro Covi, Peter Sagan, Nikias Arndt, Alex Aranburu, Clement Venturini, Pascal Eenkhoorn, Alexander Kamp, Felix Engelhardt, Stefan Bissegger, Matis Louvel
Dan McLay, Edward Theuns, Pavel Bittner, Luca Mozzato, Mike Teunissen, Andreas Kron, Matteo Sobero, Simone Velasco, Samuele Battistella, Jhonatan Narvaez, Gonzalo Serrano, Jonas Koch, Valentin Ferron, Walter Calzoni, Marc Hirschi, Krists Neilands, Daryl Impey, Hugo Houle, Romain Bardet, Juan Ayuso, Pello Bilbao, Mattias Skjelmose, Remco Evenepoel, Samuel Watson, Filippo Baroncini, Stan Dewulf, Bert van Lerberghe, Mick van Dijke, Piet Allegaert, Alexis Renard, Nick Schultz, Kim Heiduk, Fabio Felline, Rui Costa, Neilson Powless, Mikkel Honoré, Michal Kwiatkowski
DEL
INFO
Optakter
Nyheder
Tour de Suisse
Nyheder Profil Resultater
DELTAG I DEBATTEN

Annonce

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Annonce

Annonce

/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Eschborn-Frankfurt(1.UWT) 01/05

Tour du Gévaudan Occitanie(2.NCUPJW) 04/05-05/05

Giro d'Italia(2.UWT) 04/05-26/05

Elfstedenronde Brugge(1.1) 05/05

Annonce

Annonce

Alpecin-Deceuninck

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Arkéa - B&B Hotels

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Qazaqstan

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Victorious

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Decathlon AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Education - EasyPost

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Intermarché - Wanty

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lidl - Trek

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Soudal - Quick Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team DSM-Firmenich PostNL

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jayco AlUla

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Visma | Lease a Bike

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Annonce

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

VIL DU HJÆLPE OS MED AT LAVE DANMARKS BEDSTE CYKELMAGASIN?