Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Gå til forsiden af feltet.dki samarbejde medGå til forsiden af feltet.dk
Log ind Nyhedsbrev VELOMIO

Optakt: Bretagne Classic (GP Plouay)

Optakt: Bretagne Classic (GP Plouay)

25. august 2020 14:02Foto: Sirotti

Blandt WorldTourens endagsløb var der kun ét, der havde held til at fastholde en nogenlunde uforandret dato på den overfyldte WorldTour-kalender, nemlig det kuperede Bretagne Classic (det tidligere GP Plouay), der altid afvikles i slutningen af august. Det gør det også i år, men i en tid, hvor alle ser frem mod Touren har det været svært for det franske løb at tiltrække de mange store stjerner, de har for vane. Beslutningen om at kombinere det med EM, der afvikles i samme uge på vejene omkring Plouay, har bestemt ikke gjort puslespillet lettere, men for de ryttere, der har valgt udfordringen til, venter der en typisk vanskelig dag i det ru bretonske terræn, hvor ikke færre end 250 km med næsten 3000 højdemeter vil sikre, at kun en brølstærk klassikerrytter vil have chancen for at vinde Frankrigs næststørste endagsløb.

Løbets rolle og historie

Bemærk: Gennemgangen af løbets rolle og historie tager udgangspunkt i et sædvanligt cykelår. Grundet corona-krisen er meget imidlertid anderledes i 2020.

 

Paris-Roubaix får selvfølgelig den store opmærksomhed som Frankrigs største endagsløb, men det store cykelland har faktisk også en anden klassiker på WorldTour-kalenderen. Med en placering midt under Vueltaen overskygges Bretagne Classic-Ouest France af den spanske grad tour, men det bretonske løb er en ganske underholdende affære, der passer perfekt ind i den lange række af efterårsklassikere, der er som skabt til en ganske bestemt ryttertype.

 

Løbet har en historie, der rækker helt tilbage til 1931 og er blevet afviklet hvert år siden da, kun afbrudt af en kort pause under verdenskrigen. I mange år var det domineret af franske ryttere og fik ikke megen opmærksomhed fra det internationale felt. Italieneren Ugo Azile vandt i 1954, men løbet fik ikke en udenlandsk vinder igen, før hollænderen Frits Pirard sejrede 25 år senere.

 

Med sin placering i det cykelgale Bretagne har løbet dog altid haft stor national interesse og været centrum for en decideret cykelfest. Som regionens største løb har det tiltrukket enorme tilskuermængder, og i 90erne var helt op til 300.000 mennesker spredt ud over den 27 km lange rundstrækning, der var scene for løbet. I løbet af 80erne og 90erne tiltrak løbet gradvist et mere internationalt felt, og derfor aftog den franske dominans.

 

Det store gennembrud kom, da løbet overraskende blev indlemmet på ProTouren ved dennes indførsel i 2005. I tillæg til de veletablerede klassikere Gent-Wevelgem og Fleche Wallonne var det endda det eneste endagsløb, der blev en del af den fineste kalender uden at have været en del af den nu hedengangne World Cup.

 

Løbet har siden fastholdt sin position som en del af de bedste løb, men har under den økonomiske krise haft det svært. Gentagne gange har løbet været truet, men hver gang har man fundet en løsning. Det ser ud til, at problemerne for nuværende er forsvundet, og nu om dage er løbet en del af fem dage lang cykelfestival, der også inkluderer BMX- og amatørløb samt et WorldTour-løb for kvinderne på en rute, der har mange ligheder med mændenes.

 

Løbet er måske ikke så anset som de store forårsklassikere, men i en tid, hvor vigtigheden af WorldTour-point vel næppe kan overvurderes, er løbet et mål for de fleste hold. Det passer perfekt ind i kalenderen af efterårsløb, der er skabt til sprintere og puncheurs, en kalender, der starter med Hamburg Cyclassics og fortsætter med Brussels Cycling Classic og GP Fourmies den efterfølgende weekend samt de mange franske og belgiske endagsløb, der præger september måned, og senere de canadiske klassikere.

 

Løbet er traditionelt blevet afviklet som et rundstrækningsløb på en kuperet 27 km lang runde omkring Plouay, samme rute, som blev benyttet, da Romans Vainsteins i 2000 blev verdensmester. Stigningerne er i sig selv ikke svære, men da det konstant går op eller ned over den lange distance, er det ofte blevet et udskilningsløb med sejre til nogle af de store udbryderkonger. I de seneste år har Vincenzo Nibali (2006), Thomas Voeckler (2007), Pierrick Fedrigo (2008), Simon Gerrans (2009), Edvald Boasson Hagen (2012), Sylvain Chavanel (2014) og senest Oliver Naesen (2016 og 2018) og Sep Vanmarcke (2019( alle vundet fra udbrud, men de stærke sprintere har også haft et ord at skulle have sagt, som det fremgår af sejrene til Matthew Goss (2010), Grega Bole (2011), Filippo Pozzato (2013), Alexander Kristoff (2015) og Elia Viviani (2017). Det uforudsigelige løb er som regel enormt aggressivt med adskillige angreb på stigningerne, mens sprinterholdene desperat forsøger at holde det lille felt samlet.

 

Løbets hårde natur har også givet løbet en ideel position på WorldTour-kalenderen. Hamburg Cyclassics betragtes som et løb for sprintere og indleder efterårets serie af WorldTour-klassikere. Bretagne Classic er skabt til både stærke sprintere og klassikerspecialister, der kan gøre forskellen på de mange stigninger. På den måde udgør det den perfekte overgang til de canadiske WorldTour-løb, hvis hårde ruter gør dem til muligheder for klatrere og ardennerspecialister. WorldTour-løbene bliver simpelthen gradvist hårdere og hårdere og udgør en god opvarmning til VM for de ryttere, der har droppet Vueltaen.

 

Samtidig med at løbet tilbyder vigtige WorldTour-point, har løbet ofte været en god lejlighed til at teste VM-formen af. Grundet den lange distance og rundstrækningsformatet har det traditionelt været at sammenligne med et klassisk VM-løb, og selvom de taktiske forhold i de to løb er meget forskellige, har det ofte været en foretrukken vej frem mod kampen om regnbuetrøjen. Da de canadiske løb også tilbyder rundstrækninger af hård karakter, udgør løbsserien således en solid blok af klassikere for ryttere, der ser frem mod et af årets store mål. Særligt i år (som i 2019), hvor ruten appellerer til stærke sprintere og hårdføre klassikerryttere, synes løbet at være en god trædesten på vejen frem mod det største efterårsmål for de fleste klassikerstjerner.

 

I 2016 blev løbet imidlertid lavet fuldstændigt om. Indtil da havde det været holdt i området omkring Plouay under navnet GP Plouay-Ouest France. Arrangørerne ville imidlertid nu gerne fremvise hele Bretagne, og det har givet anledning til adskillige ændringer. Først og fremmest er løbet blevet omdøbt til Bretagne Classic-Ouest France, men endnu vigtigere er det, at rundstrækningsformatet er blevet opgivet. Nu finder det meste af løbet sted på en lang tur rundt i regionen, og den velkendte rundstrækning skal nu kun tilbagelægges én gang i finalen. Samlet set ændrede det dog ikke grundlæggende på dynamikken i 2016, 2017, 2018 og 2019, selvom det gav lidt usikkerhed om et ellers velkendt løb, men da ruten varierer voldsomt fra år til år, har sværhedsgraden været varierende.

 

Normalt skal løbet konkurrere om opmærksomheden med Vueltaen, men sådan bliver det ikke i corona-året 2020. Ganske vist har løbet fastholdt sin kalenderplacering (selvom det dog er rykket et par dage til en tirsdag for at undgå sammenfald med Touren), men da verdens største cykelløb starter bare lørdagen efter, har det været vanskeligt at overtale Tour-ryttere til at køre en 250 km lang klassikere få dage før en tre uger lang udfordring. Samtidig har man foretaget den yderst særprægede beslutning at slå løbet sammen med EM, der ligeledes afvikles i Plouay, og det giver en vild bretonsk cykeluge, hvor man kan køre EM-enkeltstart om mandagen, en 250 km lang klassiker om tirsdagen og selve EM-løbet om onsdagen. Den menu er naturligvis for voldsom for mange, og der har derfor skulle træffes nogle svære valg, ikke mindst fordi firmaholdene naturligvis foretrækker, at deres ryttere kører i holdtrøjerne tirsdag og ikke i landsholdstrøjerne onsdag. Det har ført til et langt svagere felt end vanligt, da de fleste Tour-ryttere slet ikke tager turen til Bretagne, og langt hovedparten af de førende klassikerstjerner, der er rejst til Bretagne, dropper dette løb for at fokusere 100% på EM.

 

Sidste år var ruten med næsten 4000 højdemeter den i særklasse hårdeste nogensinde, og det gav anledning til et voldsomt udskilningsløb, der var for meget for løbets sprintere. Resultatet blev, at en eksklusiv gruppe af klassikerspecialister skulle slås om sejren, og herfra kørte Sep Vanmarcke, Tiesj Benoot og Jack Haig væk fra rivalerne. Trods sin status som gruppens hurtigste ventede Vanmarcke ikke, og belgieren kunne endelig køre alene hjem til karrierens første sejr i et stort WorldTour-endagsløb, inden Benoot spurtede sig til en andenplads foran Haig. Vanmarcke vender tilbage for at forsvare titlen, men Benoot har fokus på Touren og vender ikke tilbage, og Haig har ligeledes valgt at droppe løbet denne gang.

 

Ruten

Sammen med de nyligt etablerede canadiske løb er Bretagne Classic det eneste WorldTour-løb, der hidtil har gjort brug af et rundstrækningsformat, som ellers mest har været kendt fra VM og en række mindre løb, og det er i høj grad det forhold, der har gjort løbet til så god forberedelse til VM. Som sagt ændrede man imidlertid i 2016 formatet fuldstændigt. I stedet for at køre omgange på de velkendte 26,9 og 13,9 km lange rundstrækninger tilbringer rytterne nu det meste af dagen på en lang runde, der skal fremvise Bretagnes skønhed, inden de vender tilbage til Plouay, hvor der skal tilbagelægges én omgang på den lille rundstrækning, der altid har afgjort løbet. Samtidig har arrangørerne gjort løbet længere end tidligere, og for femte år i træk er der mere end 240 km på programmet, hvilket gør løbet sammenligneligt med de største klassikere.

 

Den nye rute ændrer ikke på det kuperede terræn, men modifikationerne kan stadig gøre en forskel. På den ene side er stigningerne længere end tidligere, men omvendt er der også længere stykker med fladt terræn end på den gamle rute. Stigningerne kommer lidt hyppigere mod slutningen, men der er ikke som tidligere nogle klart definerede nøglepunkter. Endnu mere kompliceret er det blevet af, at arrangørerne åbenbart har tænkt sig at designe en helt ny rundstrækning fra år til år, og det har betydet, at sværhedsgraden har været stærkt varierende.

 

Tendensen synes at være, at man udser sig en retning at køre i, og det bestemmer, hvor kuperet terrænet er. I 2016 kørte man således 2914 højdemeter i terrænet mod nordvest for Plouay, i 2017 blev det til 3091 højdemeter i området mod nordøst, i 2018 fandt man 2702 højdemeter i området mod sydøst, og i 2019 designede man et usædvanligt hårdt løb mod nordvest, hvor hele 3680 højdemeter skulle overvindes. Med andre ord er eneste fællestræk mellem løbene, at man altid slitter med en omgang på den velkendte 13,9 km rundstrækning, som altid har været rammen om finalen på løbet.

 

I år kører man ligesom i 2017 i området mod nordøst, og det har givet anledning til en lidt lettere rute end sidste år. Ikke desto mindre skal der stadig køres næsten 250 km med denne gang i alt 2881 højdemeter i det ujævne bretonske terræn, og derfor bliver det som altid en benhård affære. Alt sammen slutter det igen i Plouay med en omgang på en rundstrækning, der dog er modificeret i forhold til tidligere, da den ikoniske finalestigningen Ty-Marrec er erstattet af en ny bakke, Restergal, der er lettere, men kommer tættere på mål.

 

Løbet er denne gang i alt 247,8 km langt, hvilket er stort set samme distance som sidste år, og både starter og slutter i Plouay. Herfra kører rytterne ud på en 234,1 km lang rundstrækning i området nordøst for løbets centrum. Den sender rytterne gennem typisk bretonsk terræn med meget lidt fladt og masser af små bakker. Fra start kører man mod nordøst ad en relativt lige vej, der for regionen er sjældent flad, og der er således kun er kortvarigt let stigende og siden let faldende stykke i den indledende fase. Vejen leder imidlertid op til byen Mur-de-Bretagne, de er kendt for stigningen af samme navn, og den skal naturligvis passeres. Efter 49 km når man således toppen af den 1,5 km lange bakke, der stiger med hhv. hhv. 8,1%, 11,0% og 5,5% over de tre 500 m-segmenter. Derfra går det videre mod nordvest ad typiske snoede bretonske veje, der nu er mere kuperede med flere af de typiske små bretonske bakker, inden det begynder at falde ned mod kysten. Slutteligt kører man mod nord og nordvest igennem faldende terræn ned til den store havneby Saint-Brieuc, der ligger helt ude ved vandet.

 

Saint-Brieuc markerer rutens nordligste punkt, og her vender man således rundt for at køre tilbage mod Plouay. På tilbagevejen følger man dog en mere kuperet rute med betydeligt flere højdemeter. Først stiger det let mod sydvest, indtil man når frem til stigning Porpair (1,6 km, 6,0%), som kommer i to hug med knap 7% og en fladere sektion på 4,1% midtvejs. Toppen rundes efter 126,5 km, hvorfra man med det samme kører mod sydvest ned til Kerdoret-stigningen (1,7 km, 6,3%), der efter en let start stiger med 8,0% over 500 m og 6,5% over de sidste 700 m frem mod toppen, som passeres efter 141,5 km. Nu snor man sig videre mod nordvest via et par småbakker og en nedkørsel, inden man rammer Cote de Bon Repos (1,7 km, 7,5%), der stiger med 8-9% over den første kilometer og derefter 6,0% på de sidste 700 m.

 

Fra toppen resterer fortsat 81 km, som indledes med, at man kører mod sydvest og syd igennem småkuperet terræn uden længere bakker ned til byen Guemene-sur-Scorff. Her slår man kortvarigt et smut mod nordvest for at ramme nogle flere småbakker, inden det går mod syd med retning mod Plouay. Her skal man efter196,5 km op over Botcoet (1,7 km, 5,2%). Igen slår man undervejs en lille sløjfe mod vest for at ramme flere af de små stigninger, der kendetegner området, og den væsentligste er Kerhoat (1,4 km, 5,85%), der stiger med ca. 7% over den første kilometer og har top efter 227,0 km. Slutteligt kører man mod syd ned til Plouay, hvor man  rammer den afsluttende rundstrækning, og derfor skal over den nye finalestigning Restergal (1,0 km, 4,6%) efter 232,5 km, inden man krydser stregen for første gang efter 234,8 km.

 

Løbet afsluttes nu med en omgang på den nye finalerundstrækning, der er 13,65 km lang. Rytterne kører ad flade veje mod øst og nord frem til den første stigning, Cote du Lezot, der er 900 m lang, stiger med 4,7% i gennemsnit med 5,3% over de første 500 m. Toppen kommer efter 2,3 km, hvorefter det forsætter med at stige let mod nord, inden man kommer frem til den lette Montée de Lann Payot (1300 m, 2,6%) med top efter 5,5 km, hvorefter der følger en lang, jævn nedkørsel mod vest og nordvest.

 

Efter 8 km når man bunden af nedkørslen, hvorefter man vender rundt for at begive sig mod sydøst tilbage mod Plouay. Her drejer man direkte ind på den nye Restergal, der skal passeres for anden og sidste gang og er en uhyggelig jævn stigning, der helt stabilt stiger med 5,1% over 1,0 km. Toppen kommer 2,6 km fra stregen, men hvad der gør bakken svær, er det faktum, at det fortsætter med at stige let i yderligere 600 m efter toppen, så det i alt stiger med 4,2% over 1500 m, hvorefter det er let faldende med 1,6% i gennemsnit på den sidste kilometer, der flader ud over de sidste 500 m. Efter toppen er der kun ét skarpt sving kort inden den røde flamme, hvorefter en lige vej leder frem til mål.

 

Løbet byder på i alt 2881 højdemeter, hvilket er ca. 800 færre end sidste år.

 

 

 

 

Vejret

Bretagne er måske kendt for sit mildt sagt uforudsigelige vejr, som vi så det under den episke 2018-udgave. I år lever regionen nok engang op til sit rygte på en tirsdag, hvor der ventes let regn hele dagen, men hvor der burde være en chance for lidt opklaring i finalen, hvor temperaturen vil nå 22 grader. Vigtigst er det, at det vil være blæsende med vindstyrker på helt op til 35 km/t fra sydvest og vest. Det giver stort set direkte medvind på hele første halvdel og stort set direkte modvind på hjemturen. På rundstrækningen vil der først være sidemedvind, indtil man midtvejs får sidemodvind. Det varer ved, indtil man drejer ind i sidemedvind lige før den røde flamme.

 

Favoritterne

I mange år vidste vi, hvad vi skulle forvente af løbet. Ruten var den samme fra år til år, og det endte altid med en hæsblæsende jagt mellem et sent udbrud og et reduceret felt efter den sidste lille stigning. Den nye rute har imidlertid givet et helt nyt element af usikkerhed, der gør det meget vanskeligere at forudse, hvad der vil ske. At arrangørerne samtidig har besluttet sig for at skifte rute hvert eneste år, gør blot det hele endnu mere uforudsigeligt. Selv i gamle dage var det svært at vide, om det blev en spurt eller et sent udbrud, og selvom balancen syntes at tippe fra angribere til sprintere i årene indtil ruteændringen, så man både spurtafgørelser og sejre til udbrydere. Med andre ord er et i forvejen uforudsigeligt løb med det nye format bare blevet endnu mere uforudsigeligt.

 

I 2016 betød den nye rute, at det lykkedes for en gruppe at gøre en forskel, og interessant nok skete det længere fra mål end tidligere. Der var meget delte meninger om, hvorvidt de nye ændringer havde gjort løbet lettere eller sværere, men i 2016 syntes det at have den virkning, at også favoritterne var villige til at angribe tidligere end på den gamle rute. Alligevel var vi bare 5 sekunder fra at have fået en spurtsejr til Alexander Kristoff foran holdbare typer som Michael Matthews og John Degenkolb. I 2017 var løbet meget låst, og den ventede spurtafgørelse var aldrig for alvor i fare, inden Elia Viviani sejrede foran Kristoff, Sonny Colbrelli og Sep Vanmarcke.

 

2018- og 2019-udgaverne viste imidlertid også, at en massespurt sagtens kan være langt væk. I 2018 betød episke vejrforhold, at rytterne spillede tidligt ud, og pludselig var seks af verdens førende klassikerryttere kørt væk. Sprinterholdene var kørt tynde og aldrig for alvor tæt på at hente gruppen, som til slut splittedes i to på første tur og af Ty Marrec, inden Oliver Naesen suverænt spurtbesejrede Michael Valgren og Tim Wellens, mens Michael Matthews, Ruben Guerreiro og Zdenek Stybar måtte ærgre sig over at være koblet af på bakken. Til gengæld var det en relativt tung fyr som Fabio Jakobsen, der bag et par sene udbrydere vandt feltets spurt om 10. pladsen, og det viser, at man ikke behøver at være en sublim klatrer for at være med i løbet.

 

Sidste år var det ikke vejret, der gjorde forskellen, men derimod den usædvanligt hårde rute. Her blev det et udskilningsløb, hvor folk stille og roligt faldt fra - blandt andre Viviani, der ellers længe kæmpede heroisk med de bedste. Til sidst havde vi en lille gruppe af klassikerryttere, hvorfra Sep Vanmarcke, Tiesj Benoot og Jack Haig med en kombination af styrke og timing kunne køre væk i en finale, der var helt umulig at kontrollere.

 

De to udgaver viser altså, at det kan blive rå udskilning til gunst for klassikerspecialisterne, hvis enten vejret eller ruten er hård nok. Lad os tage dem én ad gangen. Ruten er i år betydeligt lettere end sidste år med næsten 1000 færre højdemeter, og selvom 2881 af disse er mange, er de trods alt fordelt over næsten 250 km. Anden halvdel er ikke specielt svær, før vi rammer Kerhoat med ca. 32 km igen. Til gengæld bør den nye finale gøre det lidt lettere at angribe til sidst. Restergal er ikke så svær som Ty-Marrec, men den kommer tættere på mål. Det vil være sværere at slå hullet, men lykkes det, er chancen for at holde hjem større.

 

Med den rute er det først og fremmest vejret, der skal gøre forskellen. Det bliver som nævnt rædselsfuldt med meget kraftig vind, men desværre kommer den fra sydvest. Det betyder modvind på hele hjemturen, og det vil være decideret dræbende for løbet at have en orkan direkte ind i ansigtet. Blæsten i sig selv vil skabe nervøsitet, uro, positionskamp og sikkert også styrt, men hvis den vitterligt står direkte ind i hovedet i løbets anden halvdel, bliver det nærmest umuligt at gøre forskelle før de fire bakker til sidst.

 

Jokeren er retningen. Den starter i sydvest, men vil det meste af dagen være vestsydvest. Efter Bon Repos er der to lange stykker, der går stik syd, og det kan åbne for noget. Står den næsten direkte i siden, kan det blive et blodbad med så lange sidevindsstykker i finalen, men drejer den blot lidt mere mod sydvest, forventer jeg et meget defensivt løb, hvor vi skal helt frem til de sidste bakker, før angrebene kan ske. Og da de ikke er specielt svære, og feltet med så megen modvind formentlig vil være stort, bliver det nok svært at undgå den reducerede massespurt, vi ofte ser og senest så i 2017.

 

Med andre ord kan det gå begge veje, og det er den præcise vindretning, der er afgørende. En vestlig vind kan gøre det benhårdt, hvor det dog vil være sidevinden mere end bakkerne, der gør forskellen, men selv i det tilfælde er der et modvindsstykke frem mod Kerhoat, der kan betyde, at vi får samling. Er retningen mere sydvestlig, skal forskellene gøres til allersidst, og så kan man tvivle på, om bakkerne er svære nok til at undgå en spurt.

 

Det er altså lidt gætværk, når så meget er bestemt af den præcise vindretning, men da afstanden fra sidste længere sidevindsstykke er mere end 30 km, tror jeg desværre mest på et ret let løb. Det peger i retning af en spurt, men vi skal stadig huske, at det er en spurt efter 250 km i regnvejr, hvor vinden vil gøre det meget nervøst, og hvor der er en ikke helt let bakke med top 2 km fra mål, hvor modvinden dog vil hjælpe med at gøre den knap så selektiv. Det er derfor uanset hvad en sag for hårdføre afsluttere og bestemt ikke Mareczko-typerne. Historien viser da også, at det kun er stærke sprintere, der når frem i tide, ligesom man meget ofte ser klassikertyper i top 10. Sep Vanmarckes 4. plads i 2017 er blot det seneste eksempel, ligesom der vel næppe var mange, der havde set Filippo Pozzato ligefrem vinde en spurt for nogle år siden.

 

Derudover er spurten altid ekstremt hektisk, og efter bakken er det i den faldende finale umuligt at organisere et lead-out. Det er derfor også en spurt, der ikke blot kræver gode klatreevner for at holde sig fremme og relativt frisk, men også en eminent placeringsevne, fordi man meget ofte skal klare sig ganske meget på egen hånd til sidst.

 

Hvad vil så de forskellige hold? UAE, Arkea, Micthelton, Sunweb og Bahrain vil helt sikkert gerne spurte, men de tre sidstnævnte vil helt sikkert også gerne have et hårdt løb. Blandt de øvrige mandskaber er det særligt det uhyre stærke, men sprinterløse EF-mandskab, der skal splitte løbet, og det samme gælder formentlig for Deceuninck, der ikke kan tro på at få Alvaro Hodeg med hjem. Spørgsmålet er bare, om vinden gør det muligt at gøre det hårdt nok, når så mange hold kan se en interesse i en spurt.

 

En joker er naturligvis det forhold, at EM afvikles dagen efter. De fleste stjerner har fået lov af holdet at droppe WorldTour-løbet til fordel for et løb for landsholdet, og derfor fokuserer folk som Greg van Avermaet, Matteo Trentin, Jasper Stuyven, Oliver Naesen, Pascal Ackermann, Giacomo Nizzolo, Davide Ballerini, Arnaud Demare, Mathieu van der Poel og Alexander Kristoff entydigt på onsdagens løb. Der er dog også nogle, der kører dem begge, og det skal blive interessant at se, om de holder igen i et løb, der helt sikkert er vigtigere for deres hold, men som nok på det personlige plan ikke kan konkurrere med et EM. Det gælder således for den forsvarende vinder Sep Vanmarcke, Jasper Philipsen og Rui Costa, at de er nogle af de få, der kører begge dage.

 

Min tro på en spurt får mig til at pege på Sonny Colbrelli. Italieneren var egentlig udtaget til EM, men valgte - måske efter pres fra holdet - at køre her i stedet. Det er da også et løb, der burde passe ham som fod i hose. Colbrellis speciale er nemlig at spurte efter lange og svære dage. Mens han mangler farten i de klassiske massespurter, er hans største sejre netop kommet i Paris-Nice og Tour de Suisse på hhv. en sidevindsetape og en kuperet etape i dårligt vejr. En top 10 i Flandern Rundt og en 3. plads i Amstel Gold Race vidner om evnerne over den lange distance, og det dårlige vejr vil han elske.

 

Samtidig er han en af de sprintere, der vil være mest frisk på toppen af bakken. Udfordringen er et ikke specielt stærkt hold, slet ikke til mulig sidevind, men Enrico Battaglin er endelig begyndt at vise form. Han er den ideelle lead-out man i denne slags finale efter en bakke, og det kan hjælpe Colbrelli med hans ringe positionering. Samtidig viste Colbrelli fremragende form ved de italienske mesterskaber, hvor han var meget overbevisende. Selve spurten var ringe, men vi så i Occitanie, at han spurtede uhyre overbevisende. I dette felt mangler de meget hurtige og meget holdbare, og derfor tror jeg på, at Colbrelli vinder sin første store klassiker.

 

Egentlig var jeg fristet til at pege på Michael Matthews. Som udgangspunkt er han ikke så hurtig som Colbrelli i en flad spurt, men han kørte en fremragende spurt på Via Roma i Sanremo, hvor han var hurtigst i feltet. Han viste endda storform, da han forinden var styrtet på Poggio og kørte med en brækket hånd. Desværre har netop hånden forstyrret ham meget, og han måtte droppe deltagelsen i Lombardiet. Han er frisk igen nu, men det kan næsten ikke undgås, at det har kostet på formen.

 

Matthews er dog skabt til dette løb, hvor han tidligere er kørt på podiet. Nok mangler han lidt hurtighed på flad vej, men han er blandt sprinterne den i særklasse bedste klatrer og vil være både længere fremme og mere frisk på toppen af bakken. En udfordring er det unge og erfarne hold, som kan koste i sidevinden, men Nils Eekhoff imponerer stort i øjeblikket, senest med sølvmedaljen søndag i Holland. Med ham som lead-out man efter bakken står han i hvert fald stærkt i en spurt, især hvis løbet har været hårdt. Og så er Matthews så god, at han også kan være med, hvis der bliver angrebet på bakken

 

Mit store hovedbrud er Fernando Gaviria. Ingen kan være i tvivl om, at han er løbets hurtigste, og han viste endda fremragende form i Limousin, hvor han vandt en hård etape efter et sjældent angreb i finalen. Løbet viste imidlertid også på 3. etape, at han altså har tabt en del af sin gamle holdbarhed. I sin storhedstid ville han ellers have været flyvende på disse småbakker, men det står mere og mere klart, at det ikke nødvendigvis er tilfældet.

 

Det er klart, at modvinden vil hjælpe Gaviria, der også er udmærket i sidevind, og han kan endda håbe at have Jasper Philipsen som lead-out man. Trods den gode form er jeg dog bange for, at løbet bliver for hårdt. Selv hvis han klarer den, har han nemlig en tendens til at tabe megen fart efter svære løb. Det ændrer dog ikke på, at Gaviria i sine bedste år havde været storfavorit i dette felt, og med den fine form, han viste i Limousin, kan han sagtens løbe med sejren.

 

Mitchelton stiller med Luka Mezgec, der ligeledes har foretrukket dette løb fem for EM, og sammen med Colbrelli er en af de få deltagere, der skal til Touren. Derfor bør han være i storform, og han kørte da også fint i Polen, hvor sprinteretaperne dog var for lette til - også selvom han havde håbet på lidt mere på 3. etape. Heller ikke han er verdens hurtigste på flad vej, men han er til gengæld uhyre holdbar og bør ikke få problemer på disse bakker, selvom han af en eller anden grund aldrig viser sine klatreevner i klassikerne. Holdet er nok lidt sårbart i sidevinden, men til gengæld kan han efter bakken formentlig mønstre det bedste tog med formstærke Dion Smith og den ny endelig flyvende Robert Stannard. Det kan være det, der giver ham sejren i dette felt.

 

Man må formode, at UAE kører for Gaviria, der var generøs nok til at arbejde for Jasper Philipsen på 4. etape i Limousin. Til gengæld klatrede belgieren bedre end sin kaptajn i torsdags, og derfor er det meget muligt, at belgieren alligevel får chancen, selvom heller ikke han er den allermest holdbare. Man kan frygte, at bakken tømmer ham lidt for meget inden spurten, for vi så senest i puncheurspurten på 4. etape i Limousin, at han har sine begrænsninger. Sejren på den hårde 3. etape vidner imidlertid om fin form, og ser man alene på ren fart, er han vel feltets næsthurtigste. Bevarer han en nogenlunde friskhed, og får han chancen, er han i hvert fald meget svær at slå på flad vej, også selvom han har spurtet en anelse skuffende efter corona-pausen.

 

Et andet hovedbrud er Nacer Bouhanni. Drømmen om en genfødsel blev slukket i Vallonien, hvor han spurtede uhyre skuffende, og vi må nok konstatere, at Bouhannis hurtigste dage ligger bag ham. Til gengæld har han genfundet lidt af sin gamle holdbarhed med fin kørsel i Sanremo og en udmærket præstation ved søndagens mesterskaber på en rute, der var hårdere end denne. Da Bouhanni sidst kørte løbet i 2017, sad han med hjem til spurten, hvor han blev nr. 8, og det viser, at det er terræn, han kan klare. Der er ingen garanti, men modvinden vil hjælpe ham, og selvom det kneb med farten i Vallonien, er han i dette felt stadig en af de hurtigste i en flad spurt. Og så må motivationen være stor, efter at han søndag blev fravalgt til EM-truppen, der bygges op om ærkerivalen Arnaud Demare.

 

Det er kun den flyvende Giacomo Nizzolo, der forhindrer 2020 i at være endnu et trist år for NTT, men her kunne der være muligheder. Ryan Gibbons faldt helt sammen efter sin forrygende start på 2019, men efter corona-pausen har han været meget overbevisende. Han kørte to fremragende spurter på flad vej i Polen, hvor han ellers styrtede to gange, og med en 8. plads på den knaldhårde 3. etape viste han lidt af den holdbarhed, der gav ham den chokerende 11. plads i Tour Down Under. Desværre var han nok engang uheldig at styrte i Vallonien, og derfor er det usikkert, om han er kommet sig. Det gjorde han på imponerende vis to gange i Polen, og gør han det igen, har han både holdbarheden og farten til at køre med om sejren i dette ikke specielt prangende sprinterfelt.

 

Deceuninck giver chancen til Florian Senechal, der virker uhyre velkørende. Det så vi med den samlede 4. plads i Vallonien, og det så vi ved de franske mesterskaber, hvor han iscenesatte Julian Alaphilippes angreb med en vild forcering til sidst. Han er ikke verdens hurtigste i en flad spurt, men 5. pladsen på 2. etape i Vallonien viser, at han kan begå sig også i en helt klassisk massespurt. Jo hårdere, jo bedre er mantraet for Senechal, der også har det stærkeste hold til sidevinden. Kan han få Jannik Steimle og måske endda Bert van Lerberghe med over, har han endda gode folk til at køre sig frem, og så er han i hvert fald ikke helt uden chance i en spurt i dette felt, særligt hvis sidevinden har skabt udskilning.

 

En anden meget holdbar sprinter er Andrea Pasqualon, der på mange måder minder om Matthews og Colbrelli. Alle er de bedst i stigende spurter, men mangler lidt fart på flad vej, men alle er de også ganske klatrestærke. Pasqualon har aldrig vundet flade spurter på dette niveau, og derfor vil det være en overraskelse, hvis det sker, men feltet er ikke af en kaliber, hvor det er umuligt. Han skuffede i Sanremo, men forinden viste han god form i Occitanie, og han melder også selv om gode ben.

 

Skal man pege på en rytter, der kan snyde sprinterne, må Alberto Bettiol være den mest oplagte. Italieneren var i hvert fald i storform i Strade Bianche, hvor han viste, at hans Flandern-sejr ikke var nogen tilfældighed. Han er allerede én gang tidligere blevet nr. 2 i dette løb, som måske er lidt for let til at passe ham, men som under de rette omstændigheder kan gøres hårdt nok, særligt i sidevinden, men også på de sene bakker. EF har det stærkeste hold, og udnytter de det - særligt hvis vinden går i vest - er Bettiol så flyvende, at han kan gøre det færdigt, også fordi han er ganske hurtig på stregen.

 

EF har dog flere kort at spille. Sidste år lykkedes det her endelig for Sep Vanmarcke at vinde en WorldTour-klassiker, og han drømmer helt sikkert om en gentagelse. Problemet er bare, at ingen aner, hvor han står. EF har af corona-frygt stort set ingen løb kørt, og Vanmarcke har endda skippet de få, der har været. Hans fokus er oktober, og derfor kan man frygte, at han ikke er flyvende endnu. Omvendt må et titelforsvar betyde en del. Sidevind elsker han, og han har masser af punch på bakker. Samtidig vidner hans 4. plads i massespurten i 2017, at han også er ganske hurtig, og selvom han næppe vinder over sprinterne, kan han i hvert fald gøre det færdigt, hvis han kører væk i en gruppe.

 

Det samme kan Alex Aranburu. Baskeren imponerede stort i Burgos og med 2. pladsen i Lombardo, men skufffede så lidt i Piemonte. Selvom han først og fremmest er puncheur, vidner en 7. plads i Sanremo vidner om, at han efter en hård dag også er ganske hurtig på flad vej, og løbet her passer ham terrænmæssigt glimrende. Udfordringen er et meget svagt hold, der gør ham uhyre sårbar i positionskampen, som han har det svært med, og i sidevinden. Farten rækker heller ikke til en sejr i en større spurt, men han er en af de ryttere, der kan køre væk i finalen og herefter gøre det færdigt på stregen.

 

Naturligvis må man også nævne Jay McCarthy. Med sin australierform vil han være et glimrende bud til en aggressiv finale, hvor han kan køre med på bakkerne og tillige spurte til sidst. Han har bare aldrig rigtigt den form med til Europa, men noget tyder på, at han er kommet fint gennem pausen. I hvert fald kørte han en god afslutning på den hårde 1. etape i Burgos, og han kom hæderligt igennem Emilia, der var for svært. Jeg tror stadig ikke, at formen rækker til at være med de bedste i denne finale, men har han Down Under-benene, er han en kandidat.

 

Mathieu van der Poel fokuserer på EM, og det giver plads til Kristian Sbaragli. Siden sidste efterår, hvor han kørte i top 10 blandt alle stjernerne i et knaldhårdt GP Montreal, har han vel været bedre end nogensinde. Det viste han senest med et fornemt italiensk mesterskab søndag, men her så vi også, at han måske nok klatrer godt, men slet ikke har den fart, der endda gav ham en spurtsejr i Vueltaen i karrierens begyndelse. Sbaragli virker dog så stærk, at han efter et meget hårdt løb i dette ikke alt for stærke sprinterfelt vil have en chance, og faktisk kan man heller ikke udelukke, at han ligefrem kan køre væk i en lille gruppe i finalen.

 

EFs tredje kort er Simon Clarke. Desværre har australieren ikke ramt rigtigt efter corona-pausen, men generelt har han været fremragende i 2019, hvor han blandt andet blev nr. 2 i Amstel Gold Race, og i 2020, hvor han lagde ud med at sejre i Drome Classic. En 14. plads i Lombardiet vidner om, at der nu er hul igennem, og så passer han faktisk ikke helt ringe til dette løb. Han har punch på bakker og kan spurte, men spørgsmålet er, om farten stadig er helt høj nok til, at han også kan gøre det færdigt i en gruppe. Præstationen i Lombardiet tyder i hvert fald på, at det ikke er holdbarhed eller form, der mangler længere.

 

Alpecin har en anden spændende kandidat i form af Gianni Vermeersch. Egentlig er han crossrytter, men han synes faktisk endnu mere spændende på landevejen. Sidste år hjalp han Van der Poel dybt inde i klassikerfinalerne, og i år er han bare fortsat med en 11. plads i Lombardo og som bedste mand blandt favoritterne i Hageland, hvor han sågar til slut slog Senechal på bakken op mod mål. Terræn og vejr burde passe ham, og han er hurtig i en spurt. Han er helt uprøvet i finaler over 250 km, men sidste år sad han som sagt længe hos Van der Poel i Gent-Wevelgem, Flandern Rundt og Amstel Gold Race. Han kunne måske få sit store gennembrud denne tirsdag.

 

Det er svært ikke at være i tvivl om Patrick Bevin. Newzealænderen fokuserer nu stort set 100% på enkeltstarterne, og det er derfor meget sjældent, at vi ser ham køre finale. Det var vel i Catalonien sidste år, at han sidst blandede sig i spurterne, men til gengæld så vi forinden i Tour Down Under, at en formstærk Bevin stadig er fremragende i terræn som dette. Selvom han faktisk godt kan begå sig i en spurt i dette felt, vil holdet nok i det tilfælde satse på Jonas Koch, så hans chance er, at han kan køre væk i finalen. Formen i Polen var ikke prangende, og derfor tvivler jeg på, at det kan lade sig gøre, men med Down Under-ben er det inden for mulighedernes grænser.

 

Endelig vil jeg pege på Robert Stannard. Australieren var som U23-rytter et alsidigt stortalent, der kunne spurt og køre klassement i de sværeste etapeløb, men som professionel har han været en ren parentes. Det var han i hvert fald indtil Piemonte, hvor han højst overraskende var sidste mand til at slippe den ustoppelige George Bennett - endda senere end en ellers formstærk Diego Ulissi. Det er klart, at de 250 km med regn og sidevind er noget helt andet, men umiddelbart burde løbet passe ham fint med det punch og den spurt, han besidder. Det er klart, at Mezgec er Mitcheltons mand til en spurt, men så må han jo bare gøre som i Piemonte og køre med de bedste på bakkerne, hvis han klarer den mulige sidevind.

 

BEMÆRK: Arrangørerne har desværre ikke udsendt en foreløbig startliste, og det er således helt ukendt, hvem Total Direct Energie, Arkea, Jumbo Visma, Nippo, Ineos, B&B, FDJ og Ag2r stiller med. Optakten og holdoversigten vil blive opdateret mandag aften, ligesom startlisten vil blive det, så der kan stemmes til Cykelduellen (det er jo som bekendt et WorldTour-løb).

 

OPDATERING: Den oprindeligt anførte favorit, Sonny Colbrelli, stiller alligevel ikke til start. I stedet stiller Bahrain med stortalentet Ivan Garcia Cortina, der burde passe glimrende til dette løb. Han har været formsvag efter pausen, men viste klare fremskridt ved et knalhårdt spansk mesterskab. Han er ikke verdens hurtigste på flad vej, men i dette løb er han bestemt en kandidat til en spurtafgørelse og til at køre væk i en lille gruppe. I begge tilfælde har han gan af et hårdt løb.

 

OPDATERING 2: Det stærke EF-hold er markant svækket af afbud fra Bettiol og Clarke. Heller ikke Gibbons eller Bouhanni starter. Ag2r stiller med Andrea Vendrame, der skuffede lidt i Vallonien, men med en 4. plads ved mesterskaberne søndag rejste sig. Han vinder ikke en spurt, men burde være stærk, hvis en gruppe gør en forskel. Circus har udtaget formstærke Loic Vliegen, der bør være stærk på bakkerne, men får svært ved at vinde. Israel SUN og Nippo har udtaget hhv. Travis McCabe og Eduard Grosu, der begge er holdbare sprintere, men McCabe har ikke kørt efter pausen, og Grosu skuffede i Limousin. Endelig er det kommet frem, at Danny van Poppel faktisk var meget velkørende i søndags indtil en defekt, og det gør ham pludselig til en mere interessant kandidat.

 

***** Michael Matthews

**** Fernando Gaviria, Luka Mezgec

*** Ivan Garcia Cortina, Jasper Philipsen, Florian Senechal, Andrea Pasqualon, Andrea Vendrame

** Sep Vanmarcke, Alex Aranburu, Jay McCarthy, Kristian Sbaragli, Danny van Poppel, Gianni Vermeersch, Patrick Bevin, Robert Stannard, Jempy Drucker

* Rick Zabel, Piet Allegaert, Jonas Koch, Eduard Grosu, Tosh van der Sande, Dion Smith, Fabian Lienhard, Reinardt van Rensburg, Quinn Simmons, Loic Vliegen, Emils Liepins, Guillaume Boivin, Rui Costa, Samuele Battistella, Stan Dewulf, Remi Cavagna, Travis McCabe, Biniam Girmay, Nils Eekhoff, Ruben Guerreiro, Nathan Haas, Enrico Battaglin, Alex Kirsch, Anthony Roux, Jannik Steimle, Bert van Lerberghe

 

Danskerne

Løbet kunne passe til Alexander Kamp, men efter sin skade skal han på Trek nok hjælpe Quinn Simmons. Mikkel Bjerg skal på UAE hjælpe Fernando Gaviria, Rui Costa og Jasper Philipsen, og Michael Carbel skal på NTT formentlig støtte Reinardt van Rensburg og Samuele Battistella.

 

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Sep Vanmarckes sejr fra 2019, Oliver Naesens sejre fra 2018 og 2016 samt Elia Vivianis sejr fra 2017.

 

Holdoversigt

Nedenfor gennemgår vi de ryttere, der foruden de ovennævnte kan spille en rolle.

 

EF Pro Cycling: Vanmarcke er bedste bud på løbets stærkeste hold. Ruben Guerreiro har før gjort det godt her, men mangler fart til at vinde.

 

Astana Pro Team: Det må være alle mand for Aranburu, da Yevgeniy Gidich som holdbar sprinter er faldet helt af på den.

 

Lotto Soudal: Tosh van der Sande kan tage kampen op i en spurt, men han vinder ikke. Den spændende Stan Dewulf kan køre offensivt og være plan B, men det er svært at se ham vinde.

 

Ag2r-La Mondiale: Vendrame er som nævnt i opdateringen en god kandidat. Quentin Jauregui og Dorian Godon kan køre offensivt og spurte, men niveauet er for højt.

 

CCC Team: Bevin ligner det bedste bud. Jonas Koch er holdets sprinter og bør komme med hjem til en spurt, men han har ikke farten til at vinde.

 

Bahrain-McLaren: Holdet må satse entydigt på Garcia Cortina, men får han frihed, kunne en efterhånden formstærk Enrico Battaglin gøre det færdigt i en aggressiv finale.

 

Bora-hansgrohe: McCarthy ligner bedste bud. Det er også et godt løb for Jempy Drucker, der viste fin form ved mesterskaberne, men det er tvivlsomt, om han stadig er hurtig nok til at vinde en reduceret massespurt i dette selskab. Oscar Gatto er nu om dage ikke god nok.

 

NTT Pro Cycling: Reinardt van Rensburg kan prøve i en massespurt, men han er ikke hurtig nok til at vinde. Samuel Battistella viste endelig potentialet ved de italienske mesterskaber, men han passer ikke ideelt til dette løb.

 

UAE Team Emirates: Holdet må arbejde for en spurt med Gaviria eller Philipsen. Rui Costa er i glimrende form, men løbet her er nok for let til, at han kan vinde, selvom han tidligere er blevet nr. 2. Sergio Henao har ikke længere niveauet til at gøre sig gældende i et løb, der også er for let for ham.

 

Movistar Team: Løbet er for hårdt for sprinterne Gabriel Cullaigh og Albert Torres, så det ligner endnu et løb til glemmebogen for de fallerede spaniere.

 

Deceuninck-Quick Step: Løbet må være for hårdt for Alvaro Hodeg, og derfor ligner Senechal manden. Den spændende Jannik Steimle skal nok køre spurt for franskmanden, og det samme gælder formentlig for Bert van Lerberghe, der nok er den mest sandsynlige plan B til en spurt. Og så skal man altid åbne døren for, at Remi Cavagna kører fra alt og alle med et af sine soloridt.

 

Mitchelton-Scott: Mezgec er plan A, og Stannard ligner et godt bud på en joker. Dion Smith er officielt holdets plan B og viste fornem form med sin top 10 i Sanremo. Det er dog svært at se ham vinde en purt, og jeg tvivler på, at han kan gå med de allerbedste på bakkerne.

 

Total Direct Energie: Pim Ligthart er gået i stå, selvom han egentlig passer udmærket til dette løb. Det gør også Jonathan Hivert, der dog formmæssigt er helt væk. Holdets sprinter, Romain Cardis, gjorde det godt ved mesterskaberne, men han får svært ved at sidde med hjem.

 

Alpecin-Fenix: Sbaragli og Vermeersch ligner de bedste bud. Scott Thwaites har ikke samme niveau som tidligere, og hverken Dries de Bondt eller Floris de Tier har vist specielt god form.

 

B&B Hotels-Vital Concept: Sprinteren Luca Mozzato får det for svært, og Tom-Jelte Slagter har ikke længere niveauet. De får det svært.

 

Groupama-FDJ: Fabian Lienhard kan gøre det pænt i en reduceret massespurt, hvor Anthony Roux kan være plan B. Unge Simon Guglielmi er puncheur, men løbet er nok for let for ham. Alexys Brunel, Oliver Le Gac og Romain Seigle er stærk, men mangler punch, og Kevin Geniets mangler fart.

 

Arkea-Samsic: Løbet er for hårdt for sprinteren Dan McLay, så de skal primært vise sig frem med offensiv kørsel. Måske vil Romain Hardy, Franck Bonnamour eller Kevin Ledanois forsøge at gå efter en top 10 i en spurt.

 

Cofidis: Piet Allegaert viste form i Limousin og ligner en top 10-kandidat i en spurt, men ikke en vinder. Dimitri Claeys er også i form, men ikke så hurtig som i gamle dage. Nathan Haas viste lidt liv i Limousin, men er stadig ikke sig selv og vil formentlig igen køre for Allegaert.

 

Team Sunweb: Det er alle mand for Matthews, mens om nævnt har Nils Eekhoff formen og evnerne til at levere et resultat, hvis Matthews skulle give ham frit spil.

 

Trek-Segafredo: Løbet må være for hårdt for den formsvage sprinter Matteo Moschetti og den anden afslutter Emils Liepins. Det ligner et løb for Quinn Simmons, der imponerede stort på bakkerne i Polen og med sin hæderlige spurt burde være skabt til et løb som dette. Jeg tror dog ikke, at han allerede nu kan køre med, når der angribes på bakkerne, og han vinder ikke en massespurt. Alexander Kamp må være mærket efter sin skade, selvom løbet passer ham. Alex Kirsch har også punch og kan spurte, men han får svært ved at vinde.

 

Circus-Wanty Gobert: Pasqualon ligner bedste bud, men som nævnt i bemærkningen skal man ikke afskrive Danny van Poppel. Loic Vliegen er i form til angreb i finalen, men får svært ved at vinde. Jan Bakelants og Aime de Gendt kan køre offensivt, men ikke vinde.

 

Nippo Delko Provence: Egentlig passer løbet ikke dårligt til Eduard Grosu, men efter præstationen i Limousin er det tvivlsomt, om han kommer hjem til en spurt. Det er et perfekt løb for stortalentet Biniam Girmay, men dette er første løb siden styrtet i Getxo, og han kan derfor næppe være i form. Alessandro Fedeli er spændende og i form, men kan med sin offensive kørsel ikke vinde her.

 

Israel Start-Up Nation: Rick Zabel synes at have fået større holdbarhed og har gjort det godt i Burgos og i Emiraterne. Han bør dog ikke være hurtig nok til at vinde. Travis McCabe burde egentlig have både holdbarhed og fart, men hans form er tvivlsom, da det er første løb efter pausen. Guillaume Boivin kan også spurte i en reduceret massespurt, men kun hvis Zabel og McCabe er væk.

Michael Matthews
Fernando Gaviria, Luka Mezgec
Ivan Garcia Cortina, Jasper Philipsen, Florian Senechal, Andrea Pasqualon, Andrea Vendrame
Sep Vanmarcke, Alex Aranburu, Jay McCarthy, Kristian Sbaragli, Danny van Poppel, Gianni Vermeersch, Patrick Bevin, Robert Stannard, Jempy Drucker
Rick Zabel, Piet Allegaert, Jonas Koch, Eduard Grosu, Tosh van der Sande, Dion Smith, Fabian Lienhard, Reinardt van Rensburg, Quinn Simmons, Loic Vliegen, Emils Liepins, Guillaume Boivin, Rui Costa, Samuele Battistella, Stan Dewulf, Remi Cavagna, Travis McCabe, Biniam Girmay, Nils Eekhoff, Ruben Guerreiro, Nathan Haas, Enrico Battaglin, Alex Kirsch, Anthony Roux, Jannik Steimle, Bert van Lerberghe
DEL
INFO
Optakter
Nyheder
Bretagne Classic – Quest-France
Nyheder
DELTAG I DEBATTEN
KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:
/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Gree-Tour of Guangxi(2.UWT) 05/11-10/11

Ceratizit Madrid Challeng...(2.WWT) 06/11-08/11

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain-McLaren

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

CCC Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Deceuninck - Quick-Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Pro Cycling

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Israel Start-Up Nation

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Mitchelton-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

NTT Pro Cycling Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jumbo-Visma

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

SØG EFTER CYKELPRODUKTER PÅ TVÆRS AF WEBSHOPS