Optakt: Circuit Cycliste Sarthe

 Livestream Itzulia Basque Country, Scheldeprijs og Amstel Gold Race uden afbrydelser

Løbets rolle og historie

På denne tid af året er cykelverdenen i alt væsentligt splittet op i to grupper. Klatrerne og etapeløbsrytterne er samlet i Baskerlandet, mens sprinterne og brostensspecialisterne er i Flandern og Nordfrankrig til nogle store uger på brostenene i Flandern Rundt, Scheldeprijs og Paris-Roubaix.

En tredje del af feltet er imidlertid samlet i Frankrig til en solid løbsblok, der inkluderer et Coupe de France-løb samt et kort etapeløb. I fredags havde de eksplosive puncheurs og de stærke sprintere chancen i det kuperede terræn i Route Adelié Vitré, og i denne uge er mange rejst videre til Sarthe til de fire dage lange Circuit Cycliste Sarthe, der typisk byder på et fint mix af flade etaper for sprinterne og mere kuperede etaper med terræn, som er mere lig det, der blev benyttet i fredagens endagsløb.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Det lille etapeløb har et tosidet formål. Mange franske ryttere bruger det som sidste forberedelse til Paris-Roubaix, specielt rytterne på hold, der ikke er inviteret til de flamske klassikere. Ofte ser man, at udlændinge, der ikke er så begejstrede for de belgiske stigninger, også bruger løbet til at gøre sig klar til Roubaix. Samtidig har de kuperede etaper været god forberedelse til ardennerklassikerne, og nogle  af de bedste franskmænd til disse løb vil benytte en kombination af det kuperede endagsløb samt etapeløbet i Sarthe til at blive klar til deres store mål. Samtidig har det historisk været en stor chance for enkeltstartsrytterne til at gå efter en samlet sejr i et løb uden store stigninger.

Løbet blev skabt i 1953 og blev afviklet som et nationalt amatørløb frem til 1963, hvorefter det i 10 år var et internationalt løb for amatører. I 1975 blev det åbnet for professionelle, og det var såmænd selveste Bernard Hinault, der vandt de to næste udgaver. Generelt har det været et perfekt løb for unge ryttere, der har kunnet vise deres potentiale. Eksempelvis vandt en ung Greg Lemond i 1980.

Terrænet i regionen er uden store stigninger, og derfor har der altid været masser af sprinteretaper. Løbet er imidlertid som regel blevet afgjort på en eller to kuperede etaper, der har været en udfordring for de tunge enkeltstartsspecialister, som har kæmpet om sejren i den korte enkeltstart på andendagen, den normalt vigtigste etape i løbet. Derfor er løbet oftest blevet vundet af stærke rouleurs, der kan overleve mindre stigninger, og i et løb med bonussekunder og små tidsforskelle er en god spurt tillige en stor fordel.

Det er blevet anskueliggjort af, at Ramunas Navardauskas, der netop har de tre nødvendige kvaliteter, vandt i både 2014 og 2016. Blandt nylige vindere findes stærke enkeltstartsspecialister som Luke Durbridge, Anthony Roux, Luis Leon Sanchez, Andreas Klöden, David Millar, Stefan Schumacher, Thomas Löfkvist og Sylvain Chavanel, men Pierre Rollands sejr i 2014 viser, at det med offensiv kørsel på stigningerne kan lade sig gøre at ændre på tingenes tilstand efter enkeltstarten.

I 2018 blev der imidlertid lavet op på løbets natur, da arrangørerne helt tog enkeltstarten af programmet, og dermed blev løbet forvandlet fra tempospecialisternes paradis til et løb for stærke sprintere og puncheurs. Forvandlingen blev endnu tydeligere af, at den decideret temposvage Guillaume Martin vandt løbet, og da enkeltstarten ikke var tilbage i 2019 og heller ikke i 2022 efter to års coronapause, kan noget tyde på, at løbet fremover definitivt har ændret identitet.

Det kom også til udtryk, da løbet sidst blev afviklet i 2019. Her var alle øjne rettet mod Mathieu van der Poel, der netop var blevet nr. 4 i Flandern Rundt og havde vundet Dwars door Vlaanderen, men hollænderen måtte sande, at kongeetapen ikke var til at kontrollere. Her afgjorde et udbrud på ni mand både etapen og løbet, og blandt dem viste Alexis Gougeard sig stærkest, da han kørte alene hjem til en etapesejr og en førertrøje, som hans hold forsvarede på sidste etape, hvor Van der Poel med etapesejr tog sin revanche. I sidste ende vandt Gougeard klart med 22 sekunder ned til Quentin Pacher, mens Oscar Riesebeek som nr. 3 var 4 sekunder yderligere tilbage. Gougeard vender tilbage for at forsvare titlen, men han skal finde nye rivaler, da hverken Pacher eller Riesebeek deltager denne gang.

Ruten

Circuit de la Sarthe har i årevis et fuldstændig fast format. Det er typisk startet med en dag for sprinterne, mens andendagen har budt på to halvetaper, en sprinteretape om morgenen og den vigtige, korte enkeltstart om eftermiddagen. De sidste to dage har haft mere kuperede etaper, og specielt tredje etape, der har været den klassiske kongeetape til Pre-en-Pail, har ofte været en chance for puncheurs og klatrere til at gøre en forskel. Sidste etape har ofte også været ganske hård, men er også blevet afgjort i en reduceret massespurt på de ganske varierende ruter.

I 2018 ændrede løbet imidlertid karakter. Hidtil har løbet hovedsageligt været afgjort af kombinationen af enkeltstarten og kongeetapen om torsdagen samt måske bonussekunder. I 2018 valgte man imidlertid helt at fjerne løbets kendetegn, den korte enkeltstart i Angers, og i stedet blev onsdagens to halvetaper erstattet af en flad sprinteretape. Dermed tippede balancen væk fra klatrestærke tempospecialister over til ardennerspecialister med et godt punch og en god spurt.

I år ændrer løbet karakter igen. Nu forsvinder nemlig også kongeetapen til Pre-en-Pail, og dermed tyder det på, at det ellers lidt alsidige løb nu er et rent sprinterløb. I hvert fald sluttes der med tre etaper, der er så flade, at det kun er vinden, der kan forhindre massespurter. Den eneste mere kuperede etape kommer allerede på førstedagen, hvor der skal klatres 2600 højdemeter og sluttes på en rundstrækning med en lille bakke, og skal det forhindres, at løbet ender med fire massespurter, er det allerede fra start, at de eksplosive puncheurs skal slå til - hvis ikke vinden vil det anderledes.

Læs også

Ayuso er stadig mærket af kuldechok

1. etape

Det har altid været kutymen, at det relativt flade løb har sin vanskeligste etape om torsdagen, men i år udgår den velkendte kongeetape til Pre-en-Pail. I stedet lægges der som noget helt nyt ud med løbets sværeste etape, men ordet ”svær” er nok en overdrivelse. Ganske vist skal der klatres mere end 2600 højdemeter, ligesom der skal sluttes på en rundstrækning med en lille bakke, men meget taler for, at de hårdføre sprintere skal have det første ord, hvis ikke vinden vil det anderledes.

Med en distance på 192,3 km er der tale om relativt lang sag, der har både start og mål i Mamers, og den skal inddeles i to dele med to forskellige rundstrækninger. Den første af disse er 56,9 km lang og skal køres to gange, idet de første 2,5 km af første omgang er neutraliserede. Den indledes med, at man i småkuperet terræn kører mod sydvest, nordvest og nord, inden man fortsætter mod nordøst op ad kategori 1-stigningen Belvedere de Perseigne (3,6 km, 4,3%), der har top efter hhv. 21,5 km og 787,4 km, men der er kun bjergpoint ved anden passage. En nedkørsel leder nu mod nordvest, inden man kører fladt mod nordøst og sydøst, inden det går mod syd og vest op ad kategori 1-stigningen Col des 4 Gardes (2,0 km, 6,4%), hvis top rundes efter hhv. 34,1 km og 91,0 km, hvor der er en bjergspurt begge gange. Derfra får det via en nedkørsel mod syd, inden man kører fladt mod nordøst frem til den lille rundstrækning, hvor man slutter med at køre en halv omgang, inden man krydser stregen efter hhv. 54,4 km og 111,3 km, begge gange i forbindelse med en spurt.

Etapen afsluttes nu med fem omgange på en 16,2 km lang rundstrækning, der indledes med at man kører mod nordvest ad en lang, lige og let stigende vej, der slutter med 1000 m, som stiger med 4,4% i snit. Fra toppen resterer 10 km, som alle er let faldende, først via en lige vej, der går mod øst og siden syd og sydøst tilbage til Mamers, hvor den afbrydes af et sidste sving 300 m fra stregen. Det falder let hele vejen til den øde flamme, hvorefter det stiger med 0,6% i snit. Der er en tredje indlagt spurt ved målet efter tredje omgang, dvs. efter 159,9 km.

Etapen byder på i alt 2651 højdemeter.

Udbrudssejre i Sarthe er altid en mulighed i et felt med små hold, men i år er sprinterfeltet uhyggeligt stærkt. Derfor er det vinden, der er den store trussel, men det er også den bedste chance for løbets klatrere til at teste benene lidt. Med lange, lige veje i finalen burde det dog være svært at køre væk, og en reduceret massespurt ligner det sandsynlige udkomme.

Mamers har kun én gang tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb. Det var i dette løb i 2007, hvor Michael Albasini kørte alene hjem til en solosejr.

Læs også

Sådan vil Pogacar lave Giro-Tour-double

2. etape

Circuit Cycliste Sarthe består først og fremmest af flade sprinteretaper, og det gælder i særlig grad i år. Efter den halvhårde start venter nemlig tre ganske flade dage, og der lægges ud med en etape, der bare har halvt så mange højdemeter som den foregående. Dermed ligner det en stensikker massespurt, hvis ikke den altid farlige franske vind til det anderledes.

I alt skal der tilbagelægges 174,7 km, der har både start og mål i Le Lude. Igen skal løbet deles i to dele med først en omgang på en stor rundstrækning i områdets bakker og siden omgange på en kort finalerundstrækning i udkanten af byen. Den første af disse er 113,1 km lang og indledes med en flad tur, der snor sig mod øst, inden en lige og lidt mere kuperet vej leder mod nordøst op til dagens første spurt, som kommer efter 30,4 km. Derfra går det mod vest op ad kategori 2-stigningen Montabon (400 m, 7,5%) med top efter 33,9 km, inden en nedkørsel og fladt terræn leder mod sydvest og nordvest.

Nu kører man mod nord op ad kategori 3-stigningen Aubigne Racan (500 m, 5,6), der har top efter 45,0 km, hvorefter småkuperet terræn leder mod nord, sydvest, syd og nordvest frem til en lille rundstrækning, hvor man kører en omgang. Den er hovedsageligt flad, men byder på kategori 3-stigningen Route de Chambrin (900 m, 4,4%) med top efter 76,8 km, inden man efter endt tur kører mod sydøst, syd og slutteligt vest tilbage til Le Lude, hvor man rammer den afsluttende rundstrækning efter 105,1 km. Nu kører man det meste af en omgang, inden man krydser stregen for første gang efter 113,1 km.

Etapen afsluttes nu med syv omgange på den 8,8 km lange runde. Den er uden de store tekniske udfordringer, og mens første del er let stigende, er anden del let faldende. Først går det mod sydvest og nordvest, mens det stiger, inden man kører mod nord og nordøst igennem faldende terræn frem til målbyen, hvor en lige vej leder frem til et sidste sving med 800 m igen. Den sidste kilometer falder let med 1,0%. Der er pointspurter efter tredje og femte omgang, dvs. efter hhv. 139,5 og 157,1 km.

Etapen byder på i alt 1307 højdemeter.

Terrænmæssigt er der ikke meget, der kan udfordre på denne etape, og med det stærke sprinterfelt burde der være nok til at sikre en spurt. Igen er vinden formentlig den eneste fare for løbets hurtigste, der igen skal sørge for at sidde ordentligt i det relativt sene sidste sving.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Da det arabiske tempomirakel fortsatte

Le Lude har kun én gang tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb. Det var i dette løb i 2015, hvor Alexey Tsatevich vandt en massespurt foran Samuel Dumoulin og Tony Hurel.

3. etape

Den hårdeste etape plejer at komme om torsdagen, hvor man altid har benyttet en vanskelig rundstrækning i Pre-en-Pail til at give mere klatrestærke typer en chance for at vinde tid. Sådan bliver det dog ikke i år, hvor den sværeste etape helt udgår, og i stedet kommer torsdagen til at ligne de øvrige dage. Således venter der en etape, der er en næsten tro kopi af den foregående og endda den fladeste i løbet, og hvor det igen er vinden, der måske kan true en massespurt.

I alt skal der tilbagelægges 176,5 km, der denne gang har både start og mål i Sable sur Sarthe. Designet er det samme som på den foregående etape, idet der først køres en omgang på en stor rundstrækning og siden omgange på en finalerundstrækning. Den første af disse er 89,0 km lang og indledes med en lang, lige og flad vej, der leder mod nordøst. I det nordligste punkt drejer man mod sydøst for at køre op ad kategori 3-stigningen Le Chene (600 m, 3,8%), der har top efter 22,2 km. Derfra går det fladt mod sydøst og øst, inden man kører mod syd op ad kategori 3-stigningen Saint-Jean-du-Bois (600 m, 4,0%), der har top efter 33,7 km. Derfra snor man sig fladt mod sydvest forbi dagens første spurt, som kommer efter 47,5 km, inden man i det sydligste punkt drejer mod nord for først at køre op ad kategori 2-stigningen Notre-Dame-du Pé (300 m, 7,0%), der har top efter 69,3 km og siden ad en lige og flad vej frem til målbyen, hvor man efter 78,6 km rammer finalerundstrækningen og derefter kører den sidste del af denne, inden man efter 89,0 km krydser stregen.

Læs også

UAE-dominans på regnfuld Romandiet-enkeltstart - dansker med topresultat

Etapen afsluttes nu med syv omgange på den 12,5 km lange finalerundstrækning, der er meget enkel. Den er nemlig trekantet og helt flad. Først kører man stik syd ad en lige vej, inden man kører ad en lige vej mod sydvest til det sydligste punkt. Her drejer man mod nordøst for at følge en lige vej frem til målbyen, hvo der kommer to sving hurtigt efter hinanden omkring den røde flamme, inden den sidste kilometer stiger med 0,7% i snit. Der er pointspurter efter første og fjerde omgang, dvs. efter hhv. 101,5 og 139,0 km.

Etapen byder på i alt 1808 højdemeter.

Heller ikke her er der megen hokuspokus. Vinden er den store trussel, men ellers er etapen meget let. Der er således lagt op til sidevindsdrama eller massespurt, hvor det igen vil være vigtigt at sidde fornuftigt ved de relativt sene sving.

Sable-sur-Sarthe var senest målby i 2018, hvor Dan McLay spurtsejrede foran Samuel Dumoulin og Marc Sarreau, og i 2012, hvor Thomas Dekker akkurat holdt feltet bag sig og sejrede i samme tid som Nacer Bouhanni og Sacha Modolo, der var de hurtigste i spurten. I 2005 vandt Damien Nazon en massespurt, og Marcel Wüst var hurtigste sprinter i 2000.

Læs også

UAE-komet vinder efter fænomenal nedkørsel

4. etape

Løbet er ofte sluttet med en relativt kuperet etape, der har kunnet gøre forskelle i klassementet, men i to af de seneste to udgaver er man sluttet med en sprinteretape. Helt i overensstemmelse med resten af årets lette rute gælder det også i 2022, hvor der nok engang venter så flad en sag, at det formentlig kun er vinden og ikke mindst bonussekunder, der kan få førertrøjen til at skifte ejermand i allersidste øjeblik, selvom opløbsstrækningen denne gang stiger så meget, at det kan mærkes.

I alt skal der tilbagelægges 173,6 km, der har start og mål i La Chapelle Saint Aubin og er designet på samme måde som de foregående etaper. Således køres de først en omgang på en stor rundstrækning, inden det gælder omgange på en lille finalerundstrækning. Denne gang er den store rundstrækning 99,2 km lang, og den indledes med, at man kører mod syd igennem fladlandet, inden man snor sig mod sydvest forbi den første spurt, der kommer efter 31,3 km. Kort efter drejer man mod nordvest for at køre igennem et kuperet område, der byder på kategori 3-stigningen Brulon (1,1 km, 3,7%), kategori 2-stigningen Saint-Denis-d’Orques (1,4 km, 3,9%) og kategori 1-stigningen Torcé-Viviers-en-Charnie (2,1 km, 5,4%), der har toppe efter hhv. 42,8 km, 51,2 km og 59,1 km. Herefter drejer man mod øst og senere sydøst for at køre igennem let faldende og siden fladt terræn frem til målbyen, hvor man efter 96,0 km rammer den afsluttende rundstrækning, inden man efter 99,2 km krydser stregen for første gang.

Etapen afsluttes nu med otte omgange på den 9,3 km lange runde, der kun er ganske let kuperet. Fra start kører man kortvarigt mod sydøst ad en lige vej, inden man kører mod vest ad en lige vej afbrudt af to sving undervejs. I det vestligste punkt køer man mod nordøst, inden man med 3,2 km igen drejer mod sydøst. Derefter er det en lige vej, der fører frem til et sidste sving 600 m fra stregen. Den sidste kilometer stiger let med 2,4% i snit. Der er pointspurter efter første og femte omgang, dvs. efter hhv. 108,5 km og 145,7 km.

Etapen byder på i alt 1808 højdemeter.

Vi kan gentage hele smøren fra de foregående etaper. Det bør ende i en stensikker massespurt, hvis ikke vinden vil det anderledes. Igen er der et sent sving, der kræver visse positioneringsevner, men denne gang stiger opløbet så meget, at det vil favorisere de ryttere med force på let stigende opløbsstrækninger.

La Chapelle-Saint-Aubin har ikke været mål for et stort cykelløb tidligere i dette årtusinde.

Læs også

Lunds holdkammerat om dominans: Det er fantastisk

 Livestream Itzulia Basque Country, Scheldeprijs og Amstel Gold Race uden afbrydelser

Favoritterne

Circuit de la Sarthe har altid været afgjort af en kombination af enkeltstarten, kongeetapen samt bonussekunder. Det nye format betyder imidlertid, at vi kan glemme alt om vores tidligere erfaringer. Fjernelsen af enkeltstarten, der tidligere har været løbets nøgleetape, ændrede i 2018 totalt dynamikken, og nu er kongeetapen også væk. Med andre ord ligner det nu et rent sprinterløb.

Der er vel tre forhold, der kan snyde sprinterne. Det ene er den kuperede etape på førstedagen. Det er eneste chance for at angribe, og vi vil derfor formentlig se folk som Benoit Cosnefroy og Thibaut Pinot teste benene. De 2600 højdemeter er også ganske mange, men bakken på rundstrækningen er ikke svær. Køres det hårdt, kan det formentlig skabe nogen udskilning og sætte de tunge sprintere til vægs, men jeg vil ikke tro, at der stilles alt for store krav til klatrebenene.

Det andet forhold er manglende kontrol. Vi har før set udbrud holde hjem i dette løb med små seksmandshold. Det plejer imidlertid også at være et svagt felt med primært franske hold og unge navne på de internationale hold, men i år har feltet det stærkeste felt i mange år. Der er så mange gode sprintere, at chancen for en udbrudssejr synes minimal. Jeg vil tro, at løbet vil være ret kontrolleret.

Det tredje forhold er vejret, og det ser i den grad ud til at blive en faktor. Tirsdagen vil være hæderlig med begrænset risiko for regn, lidt sol og ikke alt for stærk vind, men derfra går det galt. Allerede onsdag taler vi sydvestenvind med en styrke på 29 km/t, men stadig formentlig tørvejr. Sidstnævnte slutter hurtigt, da de to sidste dage ventes drivvåde, torsdag med en vestenvind med en styrke på op til 35 km/t og fredag med en sydvestenvind med en styrke på 26 km/t.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour de Romandie

Dermed burde der være basis for sidevindskørsel de sidste tre dage. Det er dog lidt tricky, da den sidste lille halvdel af etaperne foregår på finalerundstrækninger, der er korte, tæt på byzone og derfor ofte med megen læ. Det ser dog på et kort ud til, at man kommer ganske meget ud i terrænet, og det vil undre mig, hvis ikke det splitter op. Særligt ser vindretningen god ud på 3. etape, hvor styrken også er kraftigst, mens det nok er 2. etape, hvor det ser vanskeligst ud. Her tror jeg ikke, at der er sidevind nok, og derfor vil jeg tro, at det her ender i en spurt.

I det lys regner jeg med et sprinterløb, hvor det skal afgøres på bonussekunder, men hvor der vil blive stillet krav til evnerne i sidevind. Man skal sidde med på første vifte alle dage, og derudover skal man kunne klare det dårlige og våde vejr. Vigtigt bliver det også at kunne klare bakkerne på 1. etape, og endelig skal man være god i positionskampen i de kringlede finaler, der næsten alle har et sent sving. Får vi to sidevindsetaper, skal man dog altid holde døren åben for, at en rytter kan køre væk i finalen, men sker det ikke, bør sejren gå til en sprinter.

Dem er der til gengæld også mange af, og det er derfor ikke med den helt store sikkerhed, at jeg peger på Mads Pedersen . Der er nemlig formentlig tre sprintere, der på ren topfart er hurtigere end danskeren, men til gengæld har han vejret som sit våben. Vi så med hans fremragende Flandern Rundt, at formen fortsat er i top, og der er få i denne verden, der er bedre i sidevind end den brølstærke dansker. Regnvejr elsker han også, og selvom han skulle være oppe mod på papiret hurtigere folk, kan han slå dem efter en hård dag i vinden. Det stigende opløb på 4. etape passer ham også perfekt, hvis han spurter, som han gjorde i Paris-Nice, hvor han var meget overbevisende. I Alex Kirsch har han en af de bedste lead-out men til de tricky finaler, men jeg er bekymret for hans hold. Det består blot af fem mand, og det kun Kirsch og Pedersen, der for alvor excellerer i vind, da Markus Hoelgaard gør comeback efter en pause, og Filippo Baroncini også er på vej tilbage efter en skade. Tillige kører Kirsch rundt med et brud på hånden. Jeg frygter, at de kan blive sårbare over for angreb fra særligt Ineos i små grupper i sidevinden, men kan de kontrollere det, tror jeg på, at vejret vil hjælpe Pedersen til at tage en flot etapeløbssejr.

Ineos står dog også brølstærkt. Vi så i Provence, hvordan de med Elia Viviani og Filippo Ganna imponerede stort i sidevinden, og her har de også Luke Plapp, der utvivlsomt også har poweren til at være med i det spil. På papiret er Viviani i en klassisk spurt vel stadig hurtigere end Pedersen, men til gengæld har han ikke helt samme holdbarhed og dermed friskhed efter et hårdt løb. Vi så også i Sanremo og Dwars door Vlaanderen, at han stadig lider lidt under den sygdom, der slog ham ud i Tirreno, og han virker ikke helt på toppen. Han var dog ikke ringe i onsdags, og da han både er god i positionskampen - hvor han dog mangler en klassisk lead-out man i tillæg til Ganna - og en af feltets absolut hurtigste, ligesom han har et af de bedste sidevindshold, er det bestemt ikke utænkeligt, at han løber med sejren. Plapp og Ganna er også i spil, da de vel nok er de bedste bud på ryttere, der kan køre væk fra et lille felt i sidevinden eller måske gøre forskellen på 1. etapes bakker.

Løbets på papiret hurtigste må stadig være Mark Cavendish , men der er spørgsmålstegn ved briten. Hans positionering har slet ikke fungeret i år, og det er kun ganske få spurter, han har kørt. Her var han overbevisende i Mellemøsten, mens hans sejr i Milano-Torino til gengæld ikke var specielt prangende. Derudover har han ikke vist den store holdbarhed, og jeg er alvorligt bekymret for, om han klarer 1. etape. Det er dog også den største anke. Klarer han den, burde Quick-Step som altid være et af de tre stærke sidevindshold i dette løb, og her plejer Cavendish også selv at være god. Spørgsmålet er mere, hvor frisk han vil være efter de hårde løb med den holdbarhed, vi har set i år. I de store massespurter burde han også klare positioneringen bedre her, da hans tog med Stan van Tricht, Yves Lampaert og ikke mindst Bert van Lerberghe utvivlsomt er det stærkeste i dette løb. Derfor står han godt, hvis han klarer bakkerne på 1. etape. Falder han fra, vil Van Tricht eller Van Lerberghe formentlig spurte, men de kan ikke vinde løbet. Til gengæld er alle tre hjælpere oplagte kandidater til ryttere, der kan køre væk i finalen af et sidevindsræs. Det burde Tim Declercq også være, men hvor han stå efter sin sygdom er stadig lidt uklart.

Det er ikke sikkert, at Cavendish er hurtigst. Det kan sagtens være Olav Kooij, der virkelig har imponeret med sin fart. Han er også en relativt robust fyr, der burde klare bakkerne på 1. etape. Denne gang har han også endelig en god lead-out man i Mick van Dijke, men desværre er resten af holdet svagt. Jeg frygter, at det vil koste, når den splitter i vinden, samt når han skal sættes op i finalerne. Han og Van Dijke er dog så stærke, og Kooij så hurtig, at det ikke er umuligt, at de alligevel kan vinde. Van Dijke er lidt mere robust og kan spurte, hvis Kooij mod forventning falder fra.

Sidevinden gør, at jeg har Hugo Hofstetter som næste mand på min liste. Franskmanden er bestemt ikke verdens hurtigste, men han er en af de bedste i vind. Samtidig er han fremragende i positionskampen til de kringlede finaler, og han vil elske det stigende opløb på 4. etape. Bakkerne på 1. etape passer ham også godt, og hvis vejret kan gøre det for hårdt for de hurtigste, burde hans robusthed kunne bringe ham langt. Arkea har også Kevin Vauquelin som en kandidat til angreb enten i vinden eller på bakkerne, hvor Thibault Guernalec måske også kunne være en kandidat.

Cofidis giver en sjælden chance til Davide Cimolai. Efter en langsom start viste han god form i Tirreno, hvor han klatrede godt, og derfor vil han elske et hårdt sidevindsløb. Til gengæld er han ikke verdens hurtigste, og han får svært ved at slå de bedste. Chancen er betydeligt større efter et sidevindsløb, og derfor giver vejret ham bedre kort. Han er også god i positionskampen, som han bekræftede på sidste etape i Tirreno. Cofidis har også et af de bedste hold til offensiv kørsel. På bakkerne vil det være med Anthony Perez og Axel Zingle, der begge har vundet tidligere i år, mens Benjamin Thomas, der også har vundet, er en god mand til både bakker og vind.

Marc Sarreau er fortsat ikke sit gamle jeg, men han tankede vigtig selvtillid med sejren i Cholet. Her er konkurrencen betydeligt skrappere, og han har ikke farten til at slå de hurtigste. Til gengæld har han et af de allerstærkeste hold til sidevinden, og det kommer man langt med i dette løb. Han melder også om god form til bakkerne, der dog kan blive en udfordring, ligesom de tekniske finaler er det, men her ligner hans tog et af de stærkeste. Ag2r har dog også andre optioner i Benoit Cosnefroy, der er bedste bud på en mand til angreb på bakkerne på 1. etape, samt Clement Venturini, der vil tage over, hvis Sarreau falder fra på bakkerne tirsdag. Til angreb i sidevinden har holdet Cosnefroy og Oliver Naesen, der viste fin form i Flandern Rundt, hvor han var bedre end længe.

Læs også

Hollænder vinder kongeetape - Tobias Lund mister førertrøjen

Normalt burde dette løb være perfekt for Peter Sagan. Det skyldes ikke ruten, men vejret, da han ligesom Pedersen vil lurere voldsomt på de barske betingelser. Desværre har hans form været uhyre kritisk, og i klassikerne blev han sat meget tidligt, inden han trak stikket og rejste hjem for at få tjekket sit helbred. Han er frisk nok til at køre dette løb, men det er svært at tro, at han har forbedret sig så meget, at han kan være med i de hårde sidevindsløb, som ellers normalt er hans force. Feltet er dog relativt svagt, og finder han sig selv, er det ikke umuligt. Efter et hårdt løb er han stadig hurtig, og han vil i massespurterne glæde sig over de sene sving og sine eminente positioneringsevner. Falder han igen fra, har holdet Lorrenzo Manzin , der viser form, men ikke er en ørn i vind selv og mangler fart.

FDJ stiller med Bram Welten, men jeg frygter for hollænderen på bakkerne. Han har været meget lidt holdbar i år, og derfor ligner 1. etape den svære dag. I sidevinden er han også sårbar, men her har FDJ ikke det ringeste hold. Han er svag i positionskampen, men her har han et solidt tog med den lovende Paul Penhoet og ikke mindst Jacopo Guarnieri. Farten har han, men han mangler specielt holdbarheden. Falder han fra på bakkerne, er Penhoet et godt alternativ, selvom han ikke vinder i dette felt.

B&B stiller med Pierre Barbier. Han har i år skuffet mig lidt på sin fart, men til gengæld har det set bedre ud med hans holdbarhed. Bakkerne er stadig en trussel, men klarer han dem, står han ikke helt så ringe i vinden, hvor han har god støtte af Alexis Gougeard, der er genfødt og senest var stærk i onsdags i Waregem, og Jeremy Lecroq, der før har været god i vind. Han er også god i positionskampen, men han mangler nok farten til at vinde. Gougeard er forsvarende vinder og er et af de bedre bud på en mand, der kan angribe på bakkerne eller i vinden.

EF stiller med Marijn van den Berg, der er den holdbare sprinter, som drager fordel af bakker og barske betingelser. Han viste sin holdbarhed i Gent-Wevelgem, hvor han sad med feltet hjem, men i dette løb tror jeg, at vejret kan være en ulempe. Holdet er nemlig meget svagt, og det vil formentlig betyde, at han enten vil være sat eller alene i vinden. Derudover har han viste skuffende fart i år.

En rytter, der har glæde af vejret, er vel Milan Menten . Han er bestemt ikke den hurtigste i en spurt, men han er relativt robust. Holdet med Marco Tizza, Luc Wirtgen og Tom Paquot er heller ikke det ringeste, men om de vil excellere i vind, er jeg mere i tvivl om. Først og fremmest mangler han dog farten til at vinde, selvom han har en mindre fransk sejr i år. Bingoal har også Attilio Viviani , men han er lige kommet i gang, og de kører derfor formentlig for Menten.

Nantes har Emmanuel Morin, der er blevet genfødt efter skiftet til kontinentalniveau. Han har lavet tre top 10-placeringer i de seneste tre Coupe de France-løb, ikke mindst i fredagens hårde løb i Vitré. Holdet er svagt, men det giver håb om, at han kan klare både bakker og vind. Til gengæld mangler han farten til at vinde.

Auber stiller med Jason Tesson, der har vist, at han kan vinde spurter på højt niveau. Han har i år dog haft det lidt svært, og siden er han endda blevet syg. Derfor frygter jeg, at han får det for hårdt på bakkerne og i vinden, men bliver løbet mindre selektivt end antaget, vil han kunne være med. Holdets anden sprinter, Romain Cardis, agerer i dag bare lead-out man. Falder de fra, kan Anthony Maldonado måske køre en spurt.

Roubaix har Thomas Boudat, der ligesom Morin er genfødt i år. Han har vist fin holdbarhed i de seneste Coupe de France-løb, og han har altid været relativt klatrestærk, når han er i form. Til gengæld mangler han noget fart, og i vinden kommer holdet til kort. Deres anden sprinter, Emiel Vermeulen, synes formsvag.

Jeg tror ikke på de øvrige hold. Sport Vlaanderen har kun Milan Fretin til en spurt, men han kan ikke være med i dette selskab. Hos Alpecin er Robert Stannard slet ikke en rigtig sprinter, og de skal i stedet angribe på bakkerne med ham, Xandro Meurisse eller Floris de Tier. Drone Hopper har et svagt hold, hvor den unge sprinter Leonardo Marchiori vil være ret alene, og hos Nice er man uden en rigtig sprinter med Jonathan Couanon som hurtigste mand.

***** Mads Pedersen

**** Elia Viviani, Mark Cavendish

*** Olav Kooij, Hugo Hofstetter, Davide Cimolai, Marc Sarreau, Peter Sagan

** Bram Welten, Pierre Barbier, Marijn van den Berg, Filippo Ganna, Luke Plapp, Yves Lampaert, Benjamin Thomas, Oliver Naesen, Benoit Cosnefroy, Alexis Gougeard, Emmanuel Morin, Jason Tesson, Thomas Boudat

* Bert van Lerberghe, Stan van Tricht, Tim Declercq, Clement Venturini, Axel Zingle, Anthony Perez, Mick van Dijke, Kevin Vauquelin, Paul Penhoet, Lorrenzo Manzin, Attilio Viviani, Robert Stannard, Xandro Meurisse, Milan Fretin

Danskerne

Som det fremgår af ovenstående, er Mads Pedersen en af favoritterne, og han støttes på Trek af Alexander Kamp.

 Livestream Itzulia Basque Country, Scheldeprijs og Amstel Gold Race uden afbrydelser