Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Optakt: CRO Race (Tour of Croatia)

Optakt: CRO Race (Tour of Croatia)

27. september 2022 15:16Foto: Sirotti

Sæsonen går på hæld, og selvom de næste uger er travle, har sæsonafslutningen traditionelt stort set kun handlet om endagsløb. Det er der imidlertid nu lavet om på, da der fra tirsdag til søndag for tredje gang inden for de senere år afvikles et større europæisk etapeløb i oktober i form af det relativt nye Tour of Croatia, der efter en tumultarisk tid er blevet flyttet fra april og under det nye navn CRO Race nu giver rytterne en sidste chance for at jagte et stort etapeløbsresultat på europæisk grund samt tilbyder en alternativ vej frem mod sæsonens to sidste store klassikere, Il Lombardia og Paris-Tours.

STREAM CRO RACE UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

 

Løbets rolle og historie

Cykling har altid været et perfekt redskab til at promovere et land som turistdestination. Ingen anden sport giver mulighed for at fremvise hovedattraktionerne og naturen på samme måde som denne sportsgren, specielt hvis man kan sikre sig international tv-dækning.

 

I de senere år har flere og flere lande uden for sportens traditionelle kerneområde introduceret nationale rundture, der har handlet både om promovering og om at afvikle et sportsligt arrangement. Der er nu adskillige løb i Mellemøsten, Tour of Turkey har i de senere år oplevet en opblomstring (der desværre er blevet bremset i de senere år) og er nu en stor begivenhed med international tv-dækning, og der er blevet etableret flere kortere etapeløb i Norge.

 

I 2015 skrev Kroatien sig på listen ved at arrangere den første udgave af Tour of Croatia. Selvom man ikke kunne tiltrække ét eneste WorldTour-hold, sikrede 2.1-løbet sig tv-dækning på Eurosport, og det viste sig at blive en ganske stor succes ud fra både sportslige og kommercielle perspektiver. Det gav vokseværk, og allerede i 2016 kunne man derfor byde de første WorldTour-hold velkommen. Den positive udvikling fortsatte i 2017 og 2018, hvor løbet kunne præsentere hhv. 4 og 3 hold fra det fineste selskab.

 

Med en kalenderplacering midt i april havde man fundet en ganske god position. Der er ikke mange andre etapeløb i denne tid, og det afholdtes på et perfekt tidspunkt for ryttere, der forberedte sig til Giroen. Det var præcis denne opskrift, der gjorde Tour of Turkey stort, og nu i Kroatien prøvede man at kopiere den succesfulde tyrkiske model.

 

På mange måder var løbet sammenligneligt med Tour of Turkey. For mange sprintere er de traditionelle forberedelsesløb Tour de Romandie og Giro del Trentino (nu kendt som Tour of the Alps) ikke velegnede som forberedelse, da de stort set ikke byder på sprinteretaper. I de senere år har Tour of Turkey med stor succes tiltrukket nogle af verdens bedste sprintere ved at tilbyde adskillige sprinteretaper og kun ganske få bjergetaper, der har afgjort kampen om den samlede sejr. Da de store klassementsryttere stadig har foretrukket de bjergrige løb i Trentino og i mindre grad Romandiet, har løbet været en fremragende chance for unge klatrere til at vise sig selv frem.

 

Det var præcis denne formel, man også benyttede til Tour of Croatia. I 2016 tilbød man således adskillige sprinteretaper samt en holdtidskørsel og en bjergetape til at afgøre kampen om sejren. Det var en model, der appellerede til de store hold, og man kunne således byde de fem WorldTour-hold Astana, Dimension Data, Tinkoff, IAM og Trek velkommen. Ingen mødte op med deres bedste klatrere, men med Andrea Guardini, Mark Cavendish, Erik Baska, Matto Pelucchi og Giacomo Nizzolo samlet på startstregen var der basis for massespurter på højeste niveau. Også Bardiani og Gazprom-Rusvelo brugte løbet til at fintune formen forud for Giroen.

 

Som bekendt er den enes død den andens brød, og Tour of Croatia havde en dramatisk effekt på Tour of Turkey, der i 2016 falmede til en skygge af sig selv. Mens Tour of Croatia blomstrede, kunne man i Tyrkiet således kun præsentere ét WorldTour-hold, og da det i 2017 trods WorldTour-status igen kun kunne præsentere ét hold fra det højeste niveau, blev det udskudt til oktober, hvor det også havde sin plads i 2018. Dermed så det ud til, at løbet havde udkonkurreret det tyrkiske løb, der led under frygten for terror og de generelt urolige omstændigheder i landet efter det fejlslagne kup mod præsident Erdogan.

 

De tyrkiske arrangører gav dog ikke op uden kamp. Med deres WorldTour-status som et stærkt kort lykkedes det forud for 2019-sæsonen at genplacere deres løb i april, og dermed var der pludselig igen ét etapeløb i en tid, hvor også Tour of the Alps og klassikere lagde beslag på holdenes opmærksomhed. Den kamp tabte kroaterne, der oplevede et tumultarisk forår, hvor det sent blev meldt ud, at løbet skiftede navn til CRO Race og blev flyttet til oktober. Angiveligt forsøgte en alternativ arrangørgruppe at ”kuppe” de gamle arrangører ved i deres sted at lancere deres ”eget” Tour of Croatia på den gamle kalenderplacering, og det kom endda så langt, at hold var inviteret, en rute præsenteret og løbet sat i kalenderen hos flere Giro-ryttere. Det endte imidlertid frustrerende for de stakkels ryttere, der havde planlagt at deltage, og med kun ca. en uge til starten lykkedes det de oprindelige arrangører at få taget konkurrenten af kalenderen.

 

Resultatet blev, at det ”rigtige” Tour of Croatia under navnet CRO Race kunne afvikles på en ny placering i ugen efter VM, hvor det sjovt nok atter overtog den position, Tour of Turkey nu havde efterladt. Efter derouten blev det tyrkiske løb to år i træk afviklet som et vedhæng til en lang sæson i en periode, hvor det ellers stort set kun handler om de store endagsløb i særligt Italien, men også Belgien og Frankrig inden den store etapeløbs- og WorldTour-finale i kinesiske Tour of Guangxi i anden halvdel af oktober. Den placering var aldrig specielt attraktiv for tyrkerne, der havde svært ved at overtale mange trætte ryttere til at køre et hele seks dage langt etapeløb inden ferien, og det er da heller ikke uden grund, at etapeløb er en sjældenhed på denne tid af året.

 

CRO Race gjorde imidlertid forsøget ved at blive det første europæiske etapeløb i oktober, siden Circuit Franco-Belge/Tour de l’Eurometropole for et par år siden blev reduceret til et endagsløb. Udsigten til at slippe for rejsen til Tyrkiet gav løbet en større appel end Tour of Turkey, men på denne tid er det altså svært at få holdene til at køre etapeløb. Alligevel lykkedes at få deltagelse af fire WorldTour-hold i form af Mitchelton-Scott, Astana, Bahrain-Merida og CCC, og da løbet tilbød en lidt alternativ vej frem mod særligt Il Lombardia og Paris-Tours fik man da også tiltrukket et pænt felt anført af Adam Yates, der brugte løbet som sidste finpudsning af formen frem mod årets sidste monument.

 

Modellen var åbenbart brugbar, for efter en coronaaflysning i 2020 afvikledes løbet i 2021 for anden gang med den nye placering og igen med et fint felt tællende fire WorldTour-hold, og selvom der generelt manglede store navne, kastede Simon Yates glans over begivenheden. At modellen er kommet for at blive, synes nu at være givet, for i 2022 bruges den for tredje gang og nu med et stærkere felt end tidligere. Denne gang kan man præsentere hele seks WorldTour-hold og endda også to af sportens giganter, Ineos og Jumbo, men det helt store kup er, at det er lykkedes at få Tour-vinderen Jonas Vingegaard til at bruge løbet som eneste løb mellem sejren i Frankrig og sæsonens sidste mål i Lombardiet. Da også Bahrain og Ineos ventes at møde op med nogle store navne, er der tale om den klart stærkest besatte udgave hidtil.

 

Sidste år var feltet svagere, da man afviklede løbet på en ganske innovativ rute helt uden store bjergafslutninger. Som altid var der tale om en sprinterfest, hvor de fire første etaper alle blev vundet af hurtige folk, men på løbets kongeetape lykkedes det alligevel at stoppe festen for sprinterne. Ganske vist lå løbets eneste bjerg, den gamle nøglestigning Ucka, langt fra mål, men med en stor offensiv kørte forhåndsfavoritten Simon Yates og kometen Stephen Williams væk. Bedst som de var ved at blive hentet af en større forfølgergruppe, kørte Riccardo Zoidl op til dem, og det gav så megen luft, at de kunne ramme en sidste bakke med et lille forspring. Her var alle øjne rettet mod Yates, men det var i stedet Williams, der kørte fra sine følgesvende, og mens Yates og Zoidl blev hentet, holdt han akkurat forfølgerne bag sig med 10 sekunder. På den sidste rundstrækning i Zagreb den afsluttende søndag kom han under angreb fra nr. 2, Markus Hoelgaard, men han holdt stand og sikrede sig sit store gennembrud med en samlet sejr med 17 sekunder ned til Hoelgaard og 28 sekunder ned til Mick van Dijke, der var den mest succesrige af de holdbare sprintere. Williams har i år afsluttet sin sæson og forsvarer således ikke titlen, og da Van Dijke har været til VM i Australien, bliver Hoelgaard eneste genganger fra sidste års podium.

 

STREAM CRO RACE UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

 

Ruten

Da løbet blev afviklet i april, forsøgte arrangørerne som nævnt ovenfor med nogen held at kopiere formatet fra Tour of Turkey ved at have adskillige sprinteretaper samt en stor bjergetape til at afgøre klassementet og således etablere sig som sprinternes Giro-forberedelsesløb. For at imødekomme Vincenzo Nibalis ønsker forud for Giroen valgte man i 2017 at tilføje en ekstra bjergetape, ligesom man droppede det usædvanligt lange holdløb, der spillede en helt afgørende rolle i 2016. Derved var der tale om den klart hårdeste af de tre først udgaver og et løb, der i høj grad appellerede til klatrerne, og det var også tilfældet i 2018, hvor man mere eller mindre genbrugte det meste af 2017-ruten. Da man i 2019 for første gang afviklede løbet om efteråret, gik man igen ned til én bjergafslutning, der viste sig altafgørende, mens resten af løbet bestod af forskellige former for sprinteretaper, hvor stigninger i finalen flere gange gjorde det til mere selektive affærer.

 

Alt det blev forandret sidste år, hvor man designede en for et etapeløb meget speciel rute. Man genbrugte store dele af ruten fra 2019, men der var én væsentlig forskel. For første gang udgik bjergafslutningen helt, og dermed var der tale om et dramatisk anderledes løb end det, vi kendte. Som det var tilfældet for to år siden, skulle man midtvejs på lørdagens kongeetape stadig over løbets mest kendte stigning, Ucka, men denne gang ventede der ikke yderligere et bjerg. I stedet sluttede det hele med en flad finale afbrudt af en skarp lille mur kort inden stregen, og det forandrede et løb, der hidtil havde været for klatrere. Nu gav det en ganske spøjs kongeetape, hvor Simon Yates og Stephen Williams gjorde forskellen på Ucka, men hvor Yates blev hentet, og det kun akkurat lykkedes for Williams med stærk kørsel på muren at tage den samlede sejr i et løb, som ellers var meget tæt på at blive vundet af løbets mest holdbare sprinter, Mick van Dijke.

 

Klatrerne havde utvivlsomt håbet på, at dette spøjse format var en engangsforestilling, men det var det ikke. Tværtimod har man i 2022 designet en rute, der ikke gør helt samme brug af genbrug, som vi så det sidste år, men hvor grundideen. Væk er igen bjergafslutningen, og lørdagens kongeetape gør brug af et format i stil med det, vi så sidste år. Igen skal Ucka passeres tidligt på etapen, og da den denne gang kommer med næsten 100 og ikke 62 km til mål, bliver det denne gang endnu vanskeligere for klatrerne at skabe varige afstande. Modsat sidste år slutter etapen ganske vist på en blød puncheurbakke, men til gengæld er den stejle finalemur væk, og det er svært at komme til anden konklusion, end at det er den mest klatrerfjendtlige udgave hidtil.

 

Til gengæld er alle finaler ikke flade denne gang. Én ting er, at lørdagens kongeetape har mål på en blød puncheurbakke. Puncheurtyperne får nu også en mulighed for at gøre små forskelle og vinde bonus på en helt ny 3. etape, der også slutter på en kort bakke, som er betydeligt stejlere end kongeetapens bløde sag, og som sikrer, at løbet i hvert fald har en vis appel til ardennertyper.

 

Resten af løbet udgøres af etaper med flade finaler. Som de seneste udgaver åbnes også 2022-udgaven med en lang og flad tur langs grænsen til Ungarn, og selvom man denne gang har forsøgt at lægge en bakke ind i finalen, er det svært at tro, at det ikke ender i en spurt med det meste af feltet. Sprinterne bør også få en chance på onsdagens 2. etape, der har den letteste af løbets finaler, inden puncheurtyperne altså kommer i spil i den nye finale på løbets 3. etape.

 

Fredag fortsætter løbet med en af klassikerne, nemlig den eksplosive og meget tekniske rundstrækning i Crekvinica, hvor vi plejer at se sene angreb, inden det hele ender i en reduceret massespurt. Om lørdagen er det så tid til den meget specielle kongeetape, men er det stadig tæt efter slaget på Ucka, kan det måske forandres til allersidst. Søndag sluttes nemlig med den klassiske rundstrækning med en lille brostensbakke i Zagreb, og ligesom sidste år har man denne gang flyttet målet væk fra toppen. Mest sandsynligt er det stadig, at det hele slutter med en massespurt, men sidste år kørte tre mand med så stor margin, at Markus Hoelgaard kunne avancere til 2. pladsen, og det viser, at alt kan forandres på sidstedagen i et løb, der grundet et for et etapeløb meget atypisk design meget vel kan blive afgjort med de mindste marginaler.

 

 

1. etape

Inden flytningen til oktober, havde løbet først og fremmest haft sin berettigelse som et Giro-forberedelsesløb for sprintere, og det blev til fulde afspejlet af en rute, der bød på mange relativt flade etaper. Den tendens er slet ikke så udtalt i år, men der er stadig lagt op til, at de hurtige folk skal til fadet på åbningsetapen. Den er nemlig løbets letteste, men en gigantisk distance sørger for, at det alligevel bliver en lang dag i det kroatiske fladland. Sprinterne får det dog ikke, som de vil have det, da man i finalen skal over en lille bakke, som både kan bruges til sene angreb og rydde lidt ud i feltet inden en forventet spurtafgørelse.

 

I alt skal der tilbagelægges intet mindre end 223,5 km, der fører feltet fra Osijek til Ludbreg. Begge byer ligger helt oppe mod nord umiddelbart syd for grænsen til Ungarn, og det er den helt flade del af Kroatien. Derfor er der næsten heller ingen terrænmæssige udfordringer på en etape, der mest af alt består af en tur hen langs grænsen. Således lægger man ud med at køre mod nordvest gennem fladlandet helt frem til selve grænsen, hvor man kører dagens første spurt efter 44,0 km, inden man kortvarigt følger grænsen mod vest.

 

Derfra kører man kortvarigt mod sydvest lidt længere væk fra grænsen frem til dagens anden spurt, der kommer efter 84,0 flade kilometer. Her sætter man igen kursen mod nordvest for nu at køre videre op langs grænsen og igennem fladt terræn gennem den store by Koprivnica og frem til Ludbreg, hvor man efter 196,7 km rammer den afsluttende rundstrækning og efter 198,3 meget lette kilometer krydser stregen for første gang i forbindelse med dagens sidste spurt.

 

Etapen afsluttes nu med to omgange på en 12,6 km lang rundstrækning. Fra start kører man igennem fladt terræn ad lige veje mod nordvest, sydvest, vest og syd, inden det går mod sydøst op ad kategori 3-stigningen Lubreski Vinogradi (3,2 km, 3,9%), der er er irregulær stigning, som først stiger med 5,0% over en kilometer, siden flader ud med 1,4% over den næste kilometer og slutter med 1200 m med 5,3% frem mod toppen, som rundes efter hhv. 206,0 km og 219,0 km. Fra sidste passage resterer bare 4,5 km, der indledes med en helt lige og faldende vej, der leder mod nordøst ned til udkanten af Ludbreg, hvor de sidste 1300 m er flade. Med 1600 m igen drejer man skarpt til venstre, inden man skal igennem en rundkørsel med ?? m igen, hvorefter der er et sidste skarpt sving bare ?? m fra stregen.

 

Etapen byder på i alt 659 højdemeter.

 

I det gamle format var løbet kendt som et sprinterløb, og sådan har det også været i de første to efterårsudgaver. I år er chancerne imidlertid færre, og derfor skal der slås til fra start. Da vinden aldrig synes at spille en rolle i Kroatien, er der da også lagt op til sprinterfest, men den sidste bakke vil kunne slutte de tungeste til væk. Måske vil vi også se angreb, men de bløde procenter er næppe nok til at forhindre et indledende spurtopgør.

 

Ludbreg har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

 

 

 

 

 

2. etape

Nogle sprintere kan være blevet sat til vægs på den lille bakke i finalen på den ellers flade 1. etape, men så kan de heldigvis se frem til med det samme at kunne tage revanche. Også onsdagen synes nemlig at byde på en chance for de hurtige folk, og denne gang burde intet kunne gå galt, heller ikke for de tungeste. Ganske vist er der tale om en samlet set mere krævende etape end åbningsetapen, men da de sidste mere end 60 km er ganske lette, er det svært at tro, at vi ikke vil blive vidner til en massespurt onsdag eftermiddag. Alligevel er intet enkelt på en meget kringlet rundstrækning, som vi kender fra tidligere, og som bestemt ikke lægger op til en klassisk spurtafgørelse.

 

I alt skal der tilbagelægges 163,0 km, der fører feltet fra Otocac til Zadar. Startbyen ligger på et plateau i næsten 500 m højde, mens målbyen ligger helt ude ved den canadiske vestkyst, og derfor er etapen hovedsageligt flad eller faldende. Fra start følger man det helt flade plateau mod sydøst, inden man drejer mod syd for at køre op ad en lille bakke og derefter videre ad det flade plateau frem til den første spurt, som kommer efter 32,0 km. Derfra snor man sig mod syd ad det flade plateau frem til byen Gospic, der nås efter 43,5 km, inden man drejer mod sydøst for at følge en næsten helt lige og flad vej ad plateauet.

 

Efter 95,3 km forlader man endelig plateauet for at sætte kurs mod kysten. Det sker i første omgang via en kategori 2-stigning, når man drejer mod syd for at passere Prezid (4,5 km, 4,7%), der er en ganske jævn stigning med top efter 99,8 km. Derfra går det mod syd og sydvest ad en lidt kringlet nedkørsel ned til fladlandet nær kysten, der efter 113,0 km nås i byen Zaron Obrovacki.

 

Herfra går det mod nordvest igennem terræn, der kun er ganske let kuperet, inden man drejer mod sydvest for at følge en let faldende vej ned til kysten, som følges via en flad vej. Kort efter forlader man vandet, når man fortsætter mod sydvest op ad en bakke, inden det går fladt frem til dagens anden spurt, som er placeret efter 141,5 km, inden det går ad en helt lige og let faldende vej videre mod sydvest ned til målbyen og kysten. Her rammer man rundstrækningen efter 155,0 km, inden man efter 158,5 krydser stregen for første gang i forbindelse med dagens sidste spurt.

 

Etapen afsluttes nu med en omgang på den bare 4,5 km lange runde, der er helt flad, men ganske kringlet. Først kører man mod sydøst ned langs vandet igennem flere sving og skarpe kurver, inden man kortvarigt kører mod nordøst og kort efter rammer en helt lige vej, der leder mod nordvest op langs vandet. Til slut venter der to sving med hhv. ?? og ?? igen, inden vejen buer 90 grader med ?? m igen.

 

Etapen byder på i alt 1141 højdemeter.

 

De kan ikke være megen tvivl om, at sprinterne vil til fadet på den sidste helt enkle etape i årets løb, og da vinden sjældent spiller en rolle, synes en massespurt ikke at kunne undgås. Vi kender imidlertid den meget kringlede rundstrækning fra de tidligere besøg, hvor den teknisk dygtige Eduard Grosu har vundet to gange i træk, og sidste gang lykkedes det ham endda at køre alene ind gennem de sidste sving. Med andre od er det alt andet end en klassisk massespurt, der vil afgøre løbets mest oplagte sprinteretape.

 

I den nye udgave af løbet har Zadar været målby i både 2019, 2018, 2017 og 2015. I 2019 lykkedes det Eduard Grosu med et angreb på sidste kilometer køre alene væk og sejre med 3 sekunder ned til feltet anført af Alex Edmondson og Marko Kump. I 2018 vandt samme Grosu en massespurt foran Giacomo Nizzolo, i 2017 var Nicola Ruffoni hurtigste mand, og Marko Kump var bedste sprinter to år tidligere. Den gamle udgave af løbet var forbi i 2001, hvor Tomisav Elkasovic vandt en massespurt, og i 2000, hvor Miran Kelner vandt fra et udbrud. I 2021 var byen vært for de kroatiske mesterskaber i enkeltstart, der blev vundet af Fran Miholjevic, og i år 2020 var byen rammen om mesterskaberne i linjeløb, der blev vundet af Josip Rumac.

 

 

 

 

 

3. etape

Da løbet sidste år sagde farvel til sin bjergafslutning, designede man et løb med lutter flade finaler. I år vender bjergafslutningen ikke tilbage, men man har alligevel forsøgt at sørge for, at der også er etaper, der slutter opad. I begge tilfælde er der tale om afslutninger på korte bakker, og den første af disse kommer på tredjedagen, hvor en næsten helt flad etape slutter på en knap 2 km lang stigning. Der er bestemt ikke tale om terræn for bjergryttere, men derimod en rigtig puncheurfinale, som næppe vil skabe forskelle mellem de bedste, men som i kraft af bonussekunder stadig kan være en nøgleafslutning i kampen om den samlede sejr.

 

I alt skal der tilbagelægges bare 157,0 km, der fører feltet fra Sinj til Primosten. Startbyen ligger på et plateau inde i landet i mere end 300 m højde, mens målbyen er placere ved den kroatiske vestkyst. Etapen indledes således med, at man kører mod syd og sydvest ad en småkuperet vej på plateauet, inden en relativt enkel nedkørsel leder videre mod sydvest ned til den store kystby Split. Her kører man en omgang på en relativt flad rundstrækning, der sender feltet fra byens udkant ind til centrum, hvor dagens første spurt køres efter 34,5 km, inden man kører tilbage til rundstrækningens udgangspunkt i udkanten af byen.

 

Efter besøget i Split er den følgende del af etapen meget enkel. Således kører man mod nordvest, sydvest og vest ad den næsten helt flade kystvej frem til byen Marna, der nås efter 73,5 km. Her forlader man vandet for at køre mod nordvest, men det ændrer ikke på, at terrænet er næsten helt fladt. Efter 86,0 km er man tilbage ved kysten, hvorfra man kører mod nordvest op langs vandet igennem fladt terræn til målbyen Primosten, hvor man dog ikke kører op ad målbakken, men i stedet kører dagens anden spurt i byens centrum efter 91,5 km.

 

Den følgende del af etapen består nu af en omgang på en 63,7 km lang rundstrækning i området nord for byen. Indledningsvist går det mod nord og senere øst ad den helt flade og snoede kystvej frem til den store byen Grebastica, som nås efter 105,0 km. Herfra kører man videre mod nordvest ad den flade kystvej frem til Zaboric og herfra videre mod nordvest op langs vandet. Det forlader man kort efter for at køre mod nordøst og senere nordvest igennem fladt terræn frem til kystbyen Sibenik, hvor dagens sidste spurt køres efter 122,0 km.

 

Kort efter når man det nordligste punkt, hvor man vender rundt for at køre mod sydøst og sydvest tilbage til Zaboric, denne gang via en anden, men ligeledes flad vej. I Zabroric gør det mod sydøst tilbage ad samme flade kystvej, som tidligere blev benyttet, til Grebastica, hvor etapen endelig ændrer lidt karakter. Det sker, når man forlader vandet for at køre mod sydvest og sydøst op ad kategori 2-stigningen Draga (3,4 km, 5,6%), der starter med 1 km med 7,0%, men derefter kun stiger med ca. 5% frem mod toppen, som rundes efter 146,5 km.

 

Herfra resterer blot 10,5 km, som indledes med, at man kører ad en næsten helt lige og faldende vej mod først sydvest og siden nordvest tilbage til kysten, hvor man kortvarigt kører mod sydøst ned ad den flade kystvej tilbage til rundstrækningens udgangspunkt i centrum af Primosten. Her er der imidlertid ikke mål. Det er i stedet placeret på en bakke i byen udgangspunkt, og derfor drejer man nu mod sydvest for at køre op til mål. Stigningen er i kategori 3 og stiger med 6,0% over 1,6 km, men den bliver stejlere og stejlere. Således stiger de første to gange 500 m kun med hhv. 3,6% og 5,5%, men de sidste 600 m med er med 8,6% betydeligt stejlere - særligt fordi man med 400 m igen rammer 200 m med 12,0%, inden den flader ud med 5,8% over de sidste 200 m. Der er et skarpt sving lige ved den røde flamme, og derefter bugter vejen sig kun let, dog med to relativt skarpe kurver i rap ca. 200 m fra mål.

 

Etapen byder på i alt 1470 højdemeter.

 

At kalde etapen svær vil være en overdrivelse, men det kan stadig vise sig at være en nøgledag i klassementet. Stigningen er ikke specielt stejl, men nær toppen er den stejl nok til, at vi bør skulle se i retning af løbets puncheurs og ardennerspecialister. Der vil helt sikkert opstå mindre huller, men de bedste vil sikkert slutte i samme tid, og det vil her være en stor chance for de mest eksplosive afsluttere at sikre sig ikke blot en etapesejr, men også muligvis altafgørende bonussekunder.

 

Primosten har to gange tidligere i dette årtusinde været vært for et stort cykelløb, begge gange linjeløbet ved de nationale mesterskaber. I 2021 sejrede Viktor Potocki i en tomandsspurt, mens det i 2013 var Robert Kiserlovski, der overspurtede Radoslav Rogina i en tilsvarende duel.

 

 

 

 

 

 

4. etape

Efter den spritnye puncheurafslutning på torsdagens etape vender feltet om fredagen tilbage til helt anderledes velkendt terræn, når man kan se frem til den klassiske finale i Crikvenica. Her skrues der en smule op for klatreudfordringerne på en dog fortsat relativt flad etape, men det hele slutter med en grim rundstrækning med en lille stigning frem mod en flad finale. Noget bjerg er der bestemt ikke tale om, men ved de foregående besøg var der kun efterladt hhv. 48 og 59 ryttere til at spurte om sejrene, der gik til hhv. Dusan Rajovic og Olav Kooij, og selvom historien viser, at man ikke skal være en bjergged for at komme med hjem, er det sandsynligt, at etapen igen vil gå til en lidt mere holdbar sprinter i en reduceret massespurt.

 

I alt skal der tilbagelægges hele 219,0 km, der fører feltet fra Biograd na Moru til Crikvenica. Der er tale om to kystbyer ved den kroatiske kyst, og det meste af etapen tilbringes derfor på kystvejen. Således kører man fra start mod nordvest hen langs vandet frem til den første spurt, om kommer allerede efter 10,8 km, men herefter drejer man mod nordøst og senere nordvest og igen nordøst for at skære ind gennem landet. Det gør man via en bakke og terræn, der er ganske let kuperet, inden en nedkørsel leder mod nordøst tilbage til vandet, hvor man kører mod nordvest ad den flade kystvej frem til den anden spurt, som kommer efter 63,8 km

 

Nu bliver det meget enkelt, da man over ca. 50 km følger den snoede kystvej mod nordvest. Den byder på to ganske små bakker og nedkørsler, men er ellers flad. Første efter 117,3 km forlader man vandet, når man ”skærer et hjørne af kysten” ved at fortsætte mod nordvest op ad kategori 3-stigningen Caci (3,4 km, 5,1%), der stiger med 6-7% over de første to km, men derefter blot med 3,7% frem mod toppen, som rundes efter 122,3 km. Den leder op til et let kuperet plateau, som følges mod nordvest og nord ganske tæt på kysten, inden en let snoet nedkørsel leder mod nord tilbage til kysten, hvor man kører ad den flade kystvej mod nord og nordvest frem til dagens anden spurt, som er placeret efter 175,8 km. Efter spurten går det videre mod nordvest op langs vandet igennem først fladt terræn, men efterhånden, som man nærmer sig målbyen bliver det mere kuperet med to små bakker og nedkørsler, hvoraf den sidste leder ned til Crikvenica. Her rammer man rundstrækningen efter 206,9 km og efter 209,5 km krydser stregen for første gang.

 

Etapen afsluttes nu med omgang på den 9,5 km lange runde, der består af en tur ud langs kysten og tilbage igen. Fra start kører man mod nordvest ad den flade kystvej, indtil man drejer mod nordøst for at køre væk fra vandet ad kategori 3-stigningen Dramalj (1,0 km, 8,2%), der stiger med hhv. 9,6% og 6,7% over de to gange 500 m. Toppen rundes med 5,5 km igen, hvorefter en helt lige og let faldende vej leder mod sydøst tilbage mod vandet. Her drejer man næsten 180 grader med 2400 m igen, hvorefter det falder ned til et skarpt sving med 1700 m til stregen. Herefter venter en lille bakke, inden man med 1200 m igen drejer ind på en lille nedkørsel, der byder på et skarpt sving lige ved den røde flamme. Med 600 m igen drejer man skarpt, hvorefter det er fladt med en kringlet afslutning med yderligere to sving med hhv. 350 og 300 m igen.

 

Etapen byder på i alt 2252 højdemeter.

 

Vi kender finalen fra de 2021 og 2019, hvor man afviklede identiske etaper, der dog begge var kortere - kortest i 2019. I 2021 så vi, at der var angreb, men at ingen kom fri, og at ca. 20 mand rundede toppen, inden 59 mand efter en regruppering spurtede om sejren, der gik til Olav Kooij, selvom han havde været sat. I 2019 kunne Jan Tratnik, Davide Villella og Alex Edmondson køre væk på bakken, men alligevel blev det samlet til en spurt blandt 48 mand, hvor selv en lidt tungere fyr som Dusan Rajovic vandt. Manglen på en bjergafslutning bør lægge op til en aggressiv finale, men chancen for endnu en reduceret massespurt synes god, når nu har vi har set præcis det udkomme to gange i træk. Det primære spørgsmål kan være, hvem der overlever

 

Crikvenica var som sagt senest målby i 2021, hvor 59 mand i samme finale spurtede om sejren, der gik til Olav Kooij foran Kaden Groves og Josip Rumac, og i 2019, hvor samme finale gav sejr til Dusan Rajovic i en reduceret massespurt foran Paolo Simion og Heinrich Haussler. Også i 2018 var man forbi på en dag, hvor Alessandro Tonelli ganske overraskende snød de hårdføre sprintere ved at holde hjem med 12 sekunder fra dagens tidlige udbrud, dog i en anden finale end denne.

 

 

 

 

 

 

5. etape

Lige siden etableringen i 2015 har løbet besøgt Ucka-stigningen, som med undtagelse af 2019- og 2021-udgaverne også har været brugt som etapemål, og Kroatiens vel nok mest berømte cykelbjerg skal også besøges i år. Ligesom i de to foregående udgaver kommer den dog midtvejs på 5. etape, og ligesom sidste år følger man ikke op med en bjergfinale senere på etapen, som man ellers gjorde i 2019. Tværtimod slutter løbet akkurat som sidste år med et langt stykke, der er meget lettere, og det gav sidste år anledning til et vildt forfølgelsesløb, Simon Yates og Stephen Williams samt senere også Riccardo Zoidl blev jagtet af et reduceret felt, der lykkedes med at hente alle andre end Williams. I år genbruges helt samme koncept for denne meget specielle kongeetape, men denne gang kommer bjerget næsten 100 km fra mål. Til gengæld kompenseres der en anelse herfor ved at slutte etapen på toppen af en bakke og ikke i en flad finale, men der er tale om en ganske blød sag, hvilket igen sætter scenen for en uhyre uforudsigelig kongeetape, hvor klatrerne skal forsøge at udnytte det terræn, der er.

 

Ligesom sidste år er der tale om en kort etape, denne gang over 154,0 km, og hvor man sidste år kørte fra Rabac til Opatija, har man denne gang ”vendt” etapen rundt, så man i stedet kører fra Opatija til Labin, der er by lidt længere inde i landet, men ganske tæt på sidste års startby, kystbyen Rabac. Man lægger ud med at køre en omgang på en 34,5 km lang rundstrækning i området øst for startbyen, og den indledes med, at man følger den flade kystvej mod sydøst hen til storbyen Rijeka, hvor dagens første spurt køres efter 11,0 km.

 

Her vender man rundt, men i stedet for at køre tilbage langs vandet, forlader man havet ved at køre mod nordvest op ad kategori 2-stigningen Viskovo (7,3 km, 4,5%), der stiger med 5-7% over de første 5 km, men derefter flader meget ud frem mod toppen, som rundes efter 21,0 km. På toppen vender man rundt for at køre ad en enkel nedkørsel mod syd og sydøst, men inden man når vandet drejer man mod nordvest for at køre ad et let stigende stykke, inden en nedkørsel leder mod sydvest tilbage til Opatija, hvor rundstrækningen afsluttes.

 

Efter rundstrækningen kører man mod syd ned langs den flade kystvej frem til dagens anden spurt, der kommer efter 39,0 km i centrum af startbyen Opatija. Man følger herefter kystvejen yderligere et par kilometer, men herefter går det for alvor løs, når man kører mod først nordvest og siden sydvest op ad løbets eneste bjerg, kategori 1-stigningen Ucka, der her går under navnet Poklon. Den køres naturligvis fa den modsatte side af sidste år, hvor den steg med 6,6% over 13,2 km, og denne gang er der tale om 6,0% over 16,0 km. Stigningen skal deles i to, da de første 8 km er relativt lette med procenter på 5-6%, men derefter stiger de næste 7 km relativt jævnt med 6-9%, dog med en lettere kilometer på 3,7% undervejs.

 

Toppen rundes efter 57,0 km, og hvor der for et år siden herfra resterede 62,3 km, mangler man denne gang at tilbagelægge 97,0 km. De indledes med en i starten meget teknisk og siden meget let nedkørsel, der leder mod nordvest, syd og sydvest ned til dalen, hvor man med det samme drejer mod nordvest for at køre mod nordvest og sydvest op ad kategori 1-stigningen Africi (5,4 km, 5,0%), der stiger med 8-9% over de første 2 km, men derefter er meget let.

 

Toppen rundes efter 76,5 km, og herfra bliver det meget lettere. Den leder nemlig op til et relativt fladt plateau, som følges mod sydvest, nordvest og så igen sydvest frem til byen Pazin, hvor dagens sidste spurt køres efter 90,5 km. Herefter drejer man med det samme mod sydøst for at køre op ad den lille kategori 3-stigning Lindar (2,3 km, 6,4%), der er en relativt jævn stigning med top efter 93,5 km. Heller ikke den efterfølges af en nedkørsel, der man blot fortsætter mod sydøst og senere syd ad en let kuperet vej, inden det begynder at falde når man drejer mod øst. I byen Barban, der nås efter 115,3 km begynder det at falde kraftigere ned mod dalen, som kortvarigt følges mod nordøst frem mod Labin.

 

Her indledes finalen, når man kører mod nordøst og sydøst op til målet ad en kategori 2-stigning, der her stiger med 4,4% over 6,1 km, og hvor de sidste 2,7 km udgør målstigningen. Der er tale om en ganske jævn stigning på 4-6%, inden den flade ud med 2,2% over de sidste 1100 m frem mod toppen og stregen, som krydses efter 132,0 km.

 

Etapen afsluttes nu med to omgange på en 10,5 km lang rundstrækning i området sydvest for byen. Efter målpassagen kører man mod sydvest ad en flad og lige vej ned til det sydligste punkt, hvor man vender rundt for at køre mod nordøst ad en lige og let faldende vej. Den leder direkte ned til målstigningen, som man rammer, når man drejer mod sydøst i udkanten af Labin, og som tæller som en kategori 3-stigning på første omgang. Der er som sagt bare tale om de sidste 2,7 km af den foregående stigning, og den stiger over de første 2 km hovedsageligt med 4-5%, dog med 7,1% over 500 m midtvejs, inden den flader ud med bare 0,9% over de sidste 700 m.

 

Etapen byder på i alt 2914 højdemeter, hvilket er ca. 400 flere end på sidste års ”omvendte” og lidt kortere rute.

 

Etapen har et ganske uforudsigeligt og interessant design. Ucka er en modbydelig stigning, og da det er løbets eneste rigtige bjerg, virker det usandsynligt, at klatrerne ikke vil angribe hinanden. Sådan var det i hvert fald sidste år, hvor Simon Yates og Stephen Williams kørte væk, men selvom de fik selskab af Riccardo Zoidl, var det kun Williams, der akkurat holdt sig fri, og vi var meget tæt på at få en sejr til en holdbar sprinter i form af Mick van Dijke. Denne gang vil vi formentlig se et lignende forfølgelsesløb, men med næsten 100 km fra toppen af bjerget til mål, bliver det en svær opgave at holde sig fri. Chancen for, at det ender i en puncheurspurt på den bløde målbakke er i hvert fald stor, men det er generelt en åben etape med flere forskellige udfaldsmuligheder.

 

Labin var fra 2005 til 2019 næsten fast målby for en etape i etapeløbet Istarsko proljece, og det gav sejre til Attila Valter (2019), Kasper Asgreen (2018), Fabian Giger (2017), Markus Eibergger (2016), Magnus Cort (2014), Matej Mugerli (2013), Marko Kump (2009 og 2012), Luka Mezgec (2011), Blaz Furdi (2010), Iavn Fanelli (2008), Grega Bole (2007), Jan Faltynek (2006) og Jure Kocjan (2005).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

6. etape

De fleste nationale etapeløb slutter i landets hovedstad, og den tradition har det relativt nye Tour of Croatia holdt i hævd. For syvende udgave i træk ender det hele med en stor finale i Zagreb efter en relativt flad etape, der er stort set identisk med den, der blev benyttet i 2017, 2018, 2019 og 2021. Der har dog ingenlunde været tale om en klassisk sprinterfinale i landets største by. I stedet venter en svær rundstrækning med en lille brostensbakke, hvor historien viser, at der sagtens kan opstå huller og skabes små forskydninger i klassementet, mens de eksplosive puncheurs og hårdføre sprintere har skullet slås om sejren. Sidste år flyttede man målet væk fra toppen, og selvom det lagde op til en spurtafgørelse, lykkedes det tre mand at køre væk og Markus Hoelgaard at avancere til den samlede 2. plads, og det vidner om, at intet er afgjort før til allersidst i Kroatiens nationale rundtur.

 

Etapen er bare 158,0 km lang, starter i Sveta Nedelja og slutter i Zagreb, og det er endda en total kopi af afslutningsetapen fra sidste år. Startbyen ligger bare få kilometer vest for Zagreb og fra starten kører man mod sydvest igennem helt fladt terræn forbi dagens første spurt, som kommer allerede efter 3,4 km, hen til udkanten af hovedstaden. Her slår man en lille sløjfe mod syd, hvorfra man kører mod nord og nordvest til den østlige udkant af hovedstaden, stadig igennem helt fladt terræn.

 

Den følgende del af etapen består af en omgang på en rundstrækning i det hovedsageligt flade område nordøst for Zagreb. Først kører man mod øst forbi den anden spurt, der kommer efter 71,0 km, hvorfra man fortsætter mod nordøst frem til den sidste spurt, som er placeret efter 90,0 km. Herfra kører man mod nordvest op til toppen kategori 3-stigningen Ivan Zelina (1,1 km, 5,6%), der er en jævn sag med top efter 110,5 km, hvorefter det går mod sydvest gennem helt fladt terræn tilbage mod Zagreb, inden man kører mod vest ind gennem forstæderne frem mod centrum.

 

Efter 145,7 km rammer man den afsluttende rundstrækning, og bare 100 m senere passerer man målstregen for første gang. Etapen afsluttes nu med to omgange på den 5,9 km lange runde i den nordlige udkant af byen. Den er langt fra nogen enkel sag. Fra start kører man mod nord op til kategori 3-stigningen Markov Trg (400 m, 7,1%), der er en relativt jævn brostensbakke, hvor der frem til 2019 var mål på toppen. Denne gang kommer toppen imidlertid allerede med 4,6 km igen, hvorefter det går via en let faldende vej mod nord op til et vendepunkt, inden det går mod syd ad en let faldende vej. Efter vendingen er der hele fire skarpe sving, inden man kort efter den røde flamme drejer skarpt mod vest, hvorefter der er et sidste sving bare 100 m fra stregen

 

Etapen byder på i alt 618 højdemeter.

 

Der er tale om næsten samme rundstrækning, som i de 2018 og 2019, men som i 2021 har man flyttet målet væk fra toppen. Vi har ellers tidligere set nogle ret medrivende finaler, hvor feltet er blevet splittet i selve spurten på bakken, og mens mange sidste år troede, at den nye afslutning ville betyde en spurt, angreb Markus Hoelgaard så hårdt, at han sikrede sig den samlede 2. plads ved at køre væk sammen med den samlede vinder, Stephen Williams, og etapevinderen, Tim van Dijke. Forspringet var bare 5 sekunder, og det fortæller, at chancen for en spurt er ganske stor, men 2021-udgaven fortæller også, at det hele kan forandres til allersidst, hvis man mangler punch eller ikke er opmærksom eller skarp i positionskampen.

 

Da der for første gang var mål på samme sted i 2021, vandt Tim van Dijke en tremandsspurt foran Stephen Williams og Markus Hoelgaard, efter at de var kørt væk på bakken, inden Kaden Groves vandt feltets spurt 5 sekunder senere. Da der i 2019 var mål på bakken, lykkedes det akkurat for Alessandro Fedeli at holde hjem fra et udbrud og dermed snyde Jan Tratnik for en sejr, da denne som hurtigste mand fra feltet kom 2 sekunder for sent. Også i 2018 så vi, at et udbrud kan holde hjem, da Bardiani tog en sensationel dobbeltsejr med Paolo Simion, der nåede mål 11 sekunder foran holdkammeraten Mirco Maestri og 25 sekunder inden feltet, hvis spurt blev vundet af Eduard Grosu foran Fabian Lienhard og Sondre Holst Enger. I 2017 holdt den samlede vinder, Vincenzo Nibali, sig fremragende til, da han spurtede sig til en fjerdeplads 2 sekunder bag vinderen Sacha Modolo, der var helt suveræn og sejrede foran Jan Polanc og Boy van Poppel, mens feltet bagude eksploderede i mange grupper. I 2016 var det Sondre Holst Enger, der med en fantastisk spurt slog Edward Theuns, som ellers havde lignet en sejrherre. Timothy Dupont var 2 sekunder efter på tredjepladsen, mens der var hele 9 sekunder ned til den første større gruppe med de mest opmærksomme klassementsryttere. Året forinden kørte en lille gruppe hjem, og her vandt Maciej Paterski foran Felix Grossschartner, Roman Maikin og Olivier Pardini, mens feltet ankom 17 sekunder for sent.

 

 

 

 

 

 

STREAM CRO RACE UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

 

Favoritterne

Med beslutningen om at droppe den næsten helt urimeligt lange holdtidskørsel har Tour of Croatia/CRO Race, der mere eller mindre afgjorde den første udgave af det opgraderede løb, var de følgende tre udgaver ganske enkle. Her var nemlig tale om et rigtigt bjergløb afgjort på en eller to store bjergetaper - hvis man da lige ser bort fra, at Vincenzo Nibali kuppede Jaime Roson på Zagreb-etapen i 2017. Det ændrede sig imidlertid dramatisk sidste år, hvor løbet går fra at være et af de letteste at spå om til at være et af de mest umulige løb på hele året.

 

Det skyldtes naturligvis beslutningen om at erstatte den store bjergafslutning, som var rammen om Ada Yates’ sejr i 2019, med en yderst speciel kongeetape. Løbets eneste bjerg, Ucka, kom nu med mere end 60 km til mål, og det gav anledning til et spøjst cykelløb, hvor løbets klatrere var nødt til at angribe her, hvis de skulle gøre sig forhåbninger om at vinde. Strategien lykkedes da også i første omgang, da Simon Yates og Stephen Williams kørte fra alt og alle, men bag dem blev jagten alligevel organiseret, efter at en større regruppering havde fundet sted. De to briter var pokkers heldige med, at det lykkedes for Riccardo Zoidl at køre alene op til dem efter stigningen, for med den ekstra muskelkraft lykkedes det dem at holde sig fri til den afsluttende rundstrækning, hvor Williams kørte fra alt og alle på den lille mur et par kilometer fra stregen. Yates og Zoidl blev desværre begge hentet, men med 10 sekunder lykkedes det akkurat for Williams at holde hjem, tage etapesejren og samtidig sikre sig en førertrøje, han kunne forsvare på Zagreb-etapen, selvom han i den grad kom under angreb fra Markus Hoelgaard.

 

Hvorfor er det interessant at dvæle så meget ved sidste års kongeetape? Fordi arrangørerne åbenbart kunne lide, hvad de så. I hvert fald har de besluttet sig for i år at designe en kongeetape efter præcis samme mønster. Faktisk er der i et vist omfang bare tale om, at man kører sidste års kongeetape i den modsatte retning, og da Ucka-stigningen er nogenlunde lige svær, uanset om du kører den fra den ene eller den anden side, kan vi altså bruge sidste års etape som et glimrende pejlemærke for, hvad vi skal forvente. Også i år er Ucka - eller Poklon, som den også kaldes - nemlig eneste bjerg i løbet, og derfor har klatrerne kun én reel chance for at gøre forskelle.

 

Den er de naturligvis igen nødsaget til at udnytte, men betingelserne er meget vanskeligere denne gang. Sidste år var der trods alt kun godt 60 km mellem bjergtoppen og målstregen, men denne gang skal klatrerne holde stand over intet mindre end 97 km. Det efterfølgende terræn er bestemt ikke fladt, men det svarer nogenlunde til det, vi så sidste år. Her blev Yates og Zoidl som sagt hentet, og det var kun med det yderste af neglene, at Williams hold stand. Havde de skullet køre 35 km længere sidste år, er det ikke svært at tro, at de var blevet hentet.

 

Hvad var der sket, hvis de var blevet hentet? Så kunne vi meget vel have fået en holdbar sprinter som vinder. Nu endte Mick van Dijke ganske vist kun som nr. 3, fordi Hoelgaard lykkedes med at kuppe ham, da han angreb Williams på bakken på Zagreb-etapen, men havde Van Dijke haft førertrøjen, er det vel ikke helt urimeligt, at han og Jumbo havde grebet finaleetapen anderledes an og vundet løbet. Med andre ord var det gamle bjergløb tæt på at blive vundet af en holdbar sprinter. Det var dog ikke af hvem som helst. De sprintere, der dominerede de fladere etaper, Olav Kooij og Phil Bauhaus, kom nemlig til kort på kongeetapen (og i øvrigt også på en anden etape, der blev afgjort i en reduceret massespurt, men ikke er med i år).

 

Med de 35 ekstra kilometer til at skabe regruppering på kongeetapen er det indlysende, at de tunge folk har en meget bedre chance i år. Det nye er naturligvis, at ikke alle etaper er flade. Van Dijke havde næppe været i spil til sejren på årets rute, hvor der trods alt er hele to etaper, der slutter på en bakke, og det betyder, at de eksplosive klatretyper får nogle muligheder, der ikke havde sidste år. Af de to finaler er afslutningen på kongeetapen meget blød, og de sidste 700 m er endda stort set flade, og det vil være en afslutning, hvor en Van Dijke-type sagtens kunne vinde. Den samlede etape er dog så hård, at de lettere puncheurtyper måske alligevel vil kunne have en overhånd. De vil måske også kunne forsøge at angribe de to første gange, man kører op til mål - særligt første gang, hvor bakken er lang - men det er svært at tro, at det vil lykkes, for rundstrækningen ser meget enkel ud og synes at favorisere et felt. Efter en knaldhård dag skal man dog ikke udelukke, at det kan undgås, at et mindre felt skal spurte om det på bakken op til mål, selvom det er klart det mest sandsynlige scenarium. Her kan taktik dog også komme i spil. Der kan være en mangel på hjælpere efter Ucka, og måske kan en lille gruppe snige sig væk mellem stigningerne, men det virker usandsynligt.

 

Den anden puncheurfinale er hårdere. Resten af etapen er ganske let, og det samme gælder for det meste af målbakken, men med 800 m igen rammer man trods alt 600 m, der stiger med 7-12%, herunder 200 m med 12% lige inden stregen. Bakken er stadig så kort, at også tunger folk bør kunne være med, men den bør være så stejl, at også de lettere blandt de eksplosive kan være med i kampen om sejren. Her vil jeg i hvert fald nok tro, at Van Dijke havde fået svært ved at vinde, hvis de havde kørt denne finale sidste år.

 

Det ser ud til, at det er på de to etaper, at forskellene skal gøres, men man skal ikke undervurdere Zagreb-etapen. Sandsynligheden for en reduceret massespurt er meget stor, for den lille brostensbakke er altså ikke noget at skrive hjem om. Alligevel lykkedes det sidste år for Tim van Dijke, Williams og Hoelgaard at køre væk og derved for Hoelgaard at stjæle 2. pladsen fra Mick van Dijke, og selvom det vil overraske mig, hvis det sker igen, giver det måske en ekstra chance for at gøre forskelle.

 

De øvrige etaper bør være for sprinterne. Finalerne på 1. og 2. etape er nye, men den lille bakke på åbningsetapen er så blød, at den ikke kan gøre forskelle i klassementet, og 2. etapes finale er helt flad. Vi kender også finalen på 4. etape, der er blevet kørt to gange tidligere. Egentlig er bakken ganske stejl, men de seneste to gange er den endt i reducerede massespurter, og det vil den efter alt at dømme gøre igen. Alligevel kan etaperne komme i spil. Løbet har udsigt til at blive tæt, og bonussekunder i de indlagte spurter kan måske blive relevante. Det er bestemt heller ikke umuligt, at en holdbar sprinter kan køre med om sejren. Det kan godt være, at bakken på 3. etape er lidt stejl, men selvom man ikke skulle vinde denne etape, kan man begrænse tabet, så løbet alligevel kan vindes via bonussekunder.

 

Det ligner altså et løb i stil med det, vi så sidste år, men det virker usandsynligt, at klatrerne denne gang kan vinde løbet ved at gøre forskellen på Ucka. I stedet er det sandsynligt, at løbet skal afgøres mellem de puncheurs, der kan være med fremme på 3. og 5. etape, være med i eventuelle angreb på 6. etape og måske gå efter bonussekunder i indlagte spurter. Som sagt kan en holdbar sprinter heller ikke udelukkes, selvom han måske ikke kan vinde 3. og 5. etape, og endelig skal man ikke udelukke, at det kan blive afgjort af taktik via en lille gruppe i finalen på 5. etape.

 

Hvad så med vejret? Det bliver trist. Både tirsdagen og onsdagen ligner regnvejrsdage, og selvom der faktisk vil være noget vind onsdag, tror jeg, at den megen modvind gør den ubrugelig til at skabe splittelse. Helt galt går det torsdag, hvor der kan komme kraftige tordenbyger, og hvo det ser ud til at live meget blæsende, men igen med en ubrugelig vindretning. Der vil være en kraftig sidemodvind på målbakken, hvilket er dårligt nyt for de lette folk, der her måske har deres bedste chance for at vinde en etape.

 

Den kraftige vind forsvinder fredag, der til gengæld bliver endnu en kedelig regnvejrsdag, men klatrerne vil mere kigge på weekendvejret. Her er dårligt nyt for dem. Lørdag bliver ikke blot endnu en regnvejrsdag. Der er også nærmest konstant modvind fra bunden af Ucka og frem til rundstrækningen, hvor der vil være sidevind på den bløde målbakke. I forvejen lignede det en svær opgave at køre afgørende væk på bjerget, men med den vind ligner det en umulighed. Søndag bliver den vejrmæssigt bedste dag med højere temperaturer og svagere vinde, men der vil være en risiko for byger også her. Med andre ord: tag regntøjet med til Kroatien, hvis du vil køre CRO Race i år!

 

Ruten er altså så speciel, at det bliver et meget åbent løb med mange forskellige potentielle vindere, men det hjælper lidt, at feltet heller ikke i år er det stærkeste. Bare seks WorldTour-hold er at finde i feltet, men der er flere stjerner til start end sidste år, hvor Simon Yates’ navn virkelig skilte sig ud. Det hjælper i den grad, at man kan præsentere nr. 1 og 3 fra årets Tour, særligt når de får selskab af vindere af to af årets største klassikere, Milano-Sanremo og Amstel Gold Race, sidste års nr. 2 i Giroen samt bjergkongen i årets Giro.

 

Den specielle rute gør mig meget i tvivl om, hvor jeg skal pege, men jeg vælger at gå med Omar Fraile. Det havde jeg ellers ikke troet for et par uger siden, for baskeren har haft en rædselsfuld sæson. Vi skulle helt frem til Danmark Rundt, inden der begyndte at være lidt form, men den blev til gengæld kraftigt forbedret frem mod Tour of Britain, hvor han lignede sig selv igen. Her kørte han på kongeetapen væk i finalen sammen med Dylan Teuns, Gonzalo Serrano og Tom Pidcock, ligesom han endte som nr. 2 i puncheurspurten på 1. etape, og det vidner om, at formen i hvert fald var til stede for et par uger siden, og at han har genfundet det punch og den fart, der gør ham velegnet til finalerne på 3. og 5. etape samt til at jagte sekunder i de indlagte spurter. Vi ved også, at baskiske Fraile er mere en komfortabel i regn.

 

Jeg har tre bekymringer. Paradoksalt nok kan jeg være bekymret for holdet, for selvom han omgiver sig med verdensstjerner, har de det til fælles, at de er formsvage, og jeg kan faktisk frygte, at han bliver isoleret på 5. etape, hvis han tager trøjen på 3. etape. Etapen er dog så let, at holdet bør kunne klare det. Derudover er jeg bekymret for, om målbakken er lidt for stejl på 3. etape, men her hjælpes han af den kraftige modvind. Endelig har han været så formsvag i år, at man ikke skal satse pensionsopsparingen på, at han stadig er i form, men efter et møgår må han være motiveret, og det er vel ikke helt tilfældigt, at henter ham ind som erstatning for Egan Bernal til dette løb. Jeg tror på, at han kaster lidt glans over en trist sæson ved at vinde dette løb.

 

På papiret er det også et godt puncheurløb for Michal Kwiatkowski, men han har afskrevet denne sæson efter de mange uheld og var stadig rystende formsvag i Storbritannien, hvorfor vi næppe skal have forventninger. Snarere er næstbedste mand nok Brandon Rivera, der i år har kørt godt, men som i sine seneste løb viste et betydeligt lavere niveau, og som ikke rigtigt passer til løbet. Et helt umuligt løb burde det heller ikke være for Geraint Thomas , der har et vist punch, men han trækker altid stikket mentalt efter Touren, og selvom han denne gang holdt lidt form ind i august, viste Canada, at han nu er formsvag, som han plejer (faktisk skulle han have endt sin sæson i Canada). Også Jonathan Castroviejo ligner en mand, der efter to grand tours er klar til ferie, og kongeetapen er for hård for Elia Viviani.

 

Jumbo kommer med Jonas Vingegaard, men det er vel Koen Bouwman, der er bedste bud. Ganske vist bekræftede Slovakiet, at hollænderen, der altid skal bruge mange løb for at finde formen, bestemt ikke er på toppen, men han var trods alt så god, at han kørte med om den samlede sejr og vandt en etape i et felt, der kan minde om dette. Nu har han haft yderligere en uges tid til at finde formen, og vi så i Giroen i forbindelse med hans to etapesejre, at han er en storartet puncheur. Ruten er så let, at han bør kunne vinde også knap så god form - her hjælpes han også af modvinden - og han har i Vingegaard verdens bedste hjælper til at kontrollere finalen på kongeetapen. Jeg er usikker på, hvordan han har det med regn, men det bør trods alt ikke kunne skræmme en hollænder. Hurtig i de indlagte spurter burde han også være, og derfor er det en god chance for Bouwman til at tage den sejr, han akkurat missede i Slovakiet.

 

Kan Vingegaard slet ikke vinde? Jo, men det er bestemt ikke let. Min forventning er, at han er i glimrende form frem mod Lombardiet, for da han sidste år gjorde comeback efter pausen i Emilia, var han med det samme med i kampen om sejren, og denne gang er han åbenlyst en bedre rytter, end han var for et år siden. Er der en mand, der kan gøre forskellen på kongeetapen, enten fra Ucka eller i finalen, er det ham, men det er svært at se, at det kan lykkes, ikke mindst med den ugunstige vind.

 

Snarere skal han nok vinde løbet ved slet og ret at være den bedste i de to puncherfinaler, og det kan heller ikke udelukkes. 5. etape er nok for blød, medmindre etapen bliver meget hård, men 3. etapes finale er så stejl, at det burde være muligt for en Vingegaard med Tour-ben at vinde. Problemet er modvinden, og selv hvis han vinder, vil han næppe kunne tage bonus i de flade spurter undervejs. I et løb, hvor jeg faktisk tror, at Vingegaard er en af de eneste formstærke profiler, er han en vinderkandidat, men på denne lette rute skal det virkelig flaske sig, hvis det skal lykkes - og meget taler for, at han i finalerne vil køre spurten for Bouwman, mens han så vil teste Lombardiet-formen med et stort angreb på Ucka på lørdag. Holdet har også Gijs Leemreize, der dog var formsvag i Tyskland og Slovakiet og ikke passer til løbet, samt Milan Vader, der dog ikke ventes flyvende i det første løb siden det grimme styrt i Baskerlandet, der sendte ham i koma og nær kostede ham livet. Timo Roosen er en god puncheur, men kongeetapen bør blive for hård.

 

Bahrain kommer med Matej Mohoric, som er min hovedpine. En formstærk Mohoric ville være min favorit på denne puncheurrute, for vi så sidste år i Polen, at han vil kunne vinde på denne rute i dette felt. Problemet er bare, at den kyssesyge og corona, der slog ham ud i Touren, ikke synes at være overvundet. Han manglede stadig meget i Canada, og vi ved, at kyssesyge er noget møg at komme af med igen. Hans kørsel i Quebec var dog så hæderlig, at jeg ikke tør afskrive ham til et løb som dette, særligt fordi modvinden på de to nøgleetaper gør det lettere, for han er klart en af de bedste puncheurs, har et stærkt hold og kan gå efter sekunder i de indlagte spurter. Vejret passer ham også godt, men alt vil afhænge af, hvor meget han har forbedret sin form siden Canada.

 

Bahrain har to alternativer. Det ene er Santiago Buitrago, der viste sine puncheurevner med sejren i Burgos. Jeg tror, at finalerne er for lette, men på 3. etape er han ikke uden chance. Problemet er, at han var meget formsvag i Vueltaen, og vi aner ikke, hvordan hans coronasygdom udviklede sig efter hans exit. Han har haft en hård anden del af sæsonen, og jeg bliver overrasket, hvis han er flyvende. Et andet alternativ er Damiano Caruso, der i år har genfundet lidt af sit punch og således bør være kandidat på denne rute. Han var formsvag i Bretagne, men hans udbrud i Quebec viste fremgang. Montreal viste dog, at han stadig manglede meget, og det vil være sært, hvis han har så god form, at han kan vinde et løb, der trods alt passer ham relativt dårligt. Egentlig burde lokale Fran Miholjevic også være kandidat, men U23-VM viste, at han fortsat er formsvag, og med jetlag i kroppen er det næppe blevet bedre. Han skal vist primært hjælpe til og nyde oplevelsen på hjemmebanen. Hermann Pernsteiner er i fin form, men passer ikke til løbet.

 

Eolo kommer med en fremragende kandidat i Vincenzo Albanese, der synes nærmest skræddersyet til dette løb. Problemet er, at hans holdbarhed er helt umulig at spå om. Efter sommerpausen har han eksempelvis floppet på kongeetapen i Limousin - selvom han med et angreb vandt sidste etape - og skuffet i det svagt besatte løb i Tjekkiet, hvor han burde have vundet samlet, men til gengæld imponerede han stort med en 6. plads i det stærkt besatte Coppa Sabatini. Med Sabatini-benene står han meget stærkt på denne puncheurrute, men med Limousin-benene vinder han ikke. Samtidig har han for vane at skuffe i spurter, hvor man tænker, at han kan vinde, og faktisk har vi til gode at se ham helt fremme i puncheurspurter, selvom de burde passe ham. Hans spurt i Sabatini viser dog, at han sagtens kan, og da det er hans seneste løb, er der grund til optimisme. Han kan også jagte sekunder i de indlagte spurter og måske endda også i massespurterne, hvo han normalt mangler noget fart, men hvor han måske kan lave en podieplads i det ret svage sprinterfelt. En udfordring er dog hans hold, for skulle han tage trøjen efter 3. etape, kan de få det svært, og slår WorldTour-holdene sig sammen og at køre ham ud af ligningen på Ucka, kan man heller ikke udelukke, at det vil lykkes. Han ledsages af klatrerne Alex Martin, Alessandro Fancellu og Diego Rosa, men de passer ikke til løbet, og Fancellu skuffede i Toscana efter sin samlede 6. plads i l’Avenir, mens Rosa var formsvag i Tjekkiet, og en relativt velkørende Martin er en anelse overmatchet her.

 

Israel-PT kommer med Patrick Bevin, hvis form er svær at blive klog på. Han havde en helt anonym Vuelta, som han indledte i uhyre formsvag tilstand, men hans præstationer i bjergene indikerede, at han var ved at være i form. Det var bare svært at se på de etaper, der passede ham, for han floppede fælt på 19. etape og var aldrig i udbrud. Nu har han haft et par uger til at forbedre sig, og mens man aldrig kan vide, om Bevin flopper fælt eller flyver, giver den stigende Vuelta-formkurve i det mindste håb. Rammer han den gyldne form, han havde, da han bankede klatrerne i Tyrkiet og vandt i Romandiet, kan han vinde på denne rute. Han burde være en god puncheur, og mens 3. etape nok har for stejl en målbakke, kan han begrænse tabet her, for siden at slå til på 3. etape samt jagte sekunder i de indlagte spurter og i massespurterne, hvor han i dette felt bør have en chance. Med ham kan det gå begge veje. Han kan vinde det hele og ende i gruppettoen på kongeetapen. Han ledsages af klatreren James Piccoli, men selvom han har punch, er han ikke skabt til dette løb, og Sebastian Berwick er meget formsvag.

 

DSM kommer med den uhyre spændende Oscar Onley, der imponerede stort i først Tjekkiet og siden i Storbritannien, hvor han på løbets sværeste stigning kørte væk sammen med Pidcock og Teuns. Det vidner om form og evner på korte stigninger, og vi så på 1. etape i England og på 2. etape i Tjekkiet, at han er så god en puncheur, at han passer til dette løb. Han har dog også været i form længe, og jeg frygter, at finalerne er lidt for lette til, at han kan slå de tungere og hurtigere folk. Han ledsages af Max Poole, der i Tjekkiet også viste et vist punch, men vi så i Storbritannien, at han ikke helt e på Onleys niveau. Holdet har også Chris Hamilton , men han passer ikke rigtigt til løbet og har bestemt ikke imponeret i år, samt Henri Vandenabeele, der har haft et skuffende år, havde en meget svær Vuelta, som han hurtigt forlod, og ikke passer til løbet

 

Trek kommer med sidste års nr. 2, Markus Hoelgaard. Sidste år var han blevet rangeret højere på denne liste, for denne puncheurrute passer ham bedre end sidste års mange flade finaler. Således er finalerne på 3. og 5. etape ikke helt ringe for ham, men de fleste af de ovennævnte favoritter er hurtigere end ham. Det største problem er dog hans i år så skuffende niveau, og selvom der har været klar fremgang efter sommerpausen, har vi stadig til gode at se den Hoelgaard, vi så sidste år. Et andet Trek-kort er Gianluca Brambilla, der er ganske eksplosiv, men nok ikke længere hurtig nok, ligesom hans form er helt ukendt, da han ikke har kørt løb i snart to måneder. I gamle dage havde man også nævnt hurtige og holdbare Jacopo Mosca , men han har været en skygge af sig selv siden det grimme styrt ved mesterskaberne sidste år. Endelig har holdet Antonio Tiberi, men vi aner ikke, hvordan han har det efter en svær Vuelta, og løbet passer ham dårligt, da han skal angribe fra distancen.

 

Uno-X stiller med Jonas Gregaard, der skuffede lidt på 5. etape i Luxembourg, men ellers imponerede stort i de luxembourgske puncheurfinaler, hvor vi aldrig har set ham bedre. Det er imidlertid ikke hans bedste terræn, og selvom vi i Luxembourg så, at han med sin sublime form helt sikkert er top 10-kandidat, er det næsten umuligt for ham at vinde på denne rute. Holdet har også Torstein Træen, der er kommet godt tilbage fra sin kræftsygdom, men desværre ikke passer til løbet og manglede lidt for meget i Luxembourg. Det samme gjorde Niklas Eg, der stadig er på vej tilbage efter sit styrt, og Fredrik Dversnes har ikke vist meget i år.

 

Caja Rural møde op med med Jonathan Lastra, der har et hæderligt punch, og for hvem denne rute ikke er helt på månen. Vi så dog på kongeetapen i Slovakiet, hvor han blev nr. 6, at han ikke har punchet til at vinde i et puncheurselskab, der er stærkere. Et bedre bud burde være Fernando Barcelo, der med den fart og det punch, han viste i foråret, burde være skræddersyet til dette løb. Problemet er, at han har skuffet fælt siden pausen, og senest i Storbritannien var han langt fra noget som helst. Mere formstærke er Mikel Nieve og Sergio Martin, men de passer slet ikke til løbet, og Michal Schlegel har skuffet hele året.

 

B&B kommer med en ret interessant kandidat i mountainbikeren Victor Koretzky. Ved sæsonstart beskrev han sig selv som puncheur, og hans nylige præstationer i Luxembourg vidner om, at han nu har nået et niveau, hvor han bør kunne begå sig i et løb som dette. Særligt 3. etape bør passe ham, men jeg kan være bekymret for, om han overlever Ucka på lørdag. Derudover er han nok ikke helt eksplosiv nok til at vinde. Holdet har også Alan Boileau, der jo burde være skabt til dette løb, men vi så senest i Tyskland og Vallonien, at han mangler for meget, ligesom Ucka nok bliver et problem. Et bedre bud er måske den uhyre spændende Axel Laurance, der er så hurtig, at han kan vinde massespurter her og således score ganske mange bonussekunder. I Luxembourg var han dog svær at blive klog på, da han imponerede på 5. etape, men skuffede fælt på 1. etape. Han skal nok begrænse tabet i puncheurfinalerne og gå efter at vinde løbet i de flade spurter, men Ucka bør tage livet af ham. Endelig er Maxime Chevalier i hæderlig form, men han er slet ikke skabt til løbet.

 

Bardiani stiller med en meget formstærk Samuele Zoccarato, der imponerede mig meget i Coppa Sabatini og netop har vundet det første italienske gravelmesterskab. Han er dog ikke specielt eksplosiv, og det er således slet ikke et løb for ham. Han ledsages af Luca Colnaghi, der klatrede overraskende godt i Slovakiet, men bør finde kongeetapen for hård.

 

Bingoal vender tilbage med Milan Menten, der sidste år tog sin eneste professionelle sejr i en reduceret massespurt i netop dette løb. Han kom dog til kort på Ucka sidste år, og det vil jeg tro, at han vil gøre igen. Dertil kommer, at han næppe er hurtig nok til at få bonussekunder i de flade spurter, og puncheurfinalen på 3. etape er nok lidt for hård til, at han kan vinde. Holdet har også den formstærke og i Tour of Britain overraskende holdbare og hurtige Mathijs Paasschens ¸men han har slet ikke punchet til at være med i sejskampen her, og hurtige Laurenz Rex har skuffet i år.

 

Kern Pharma kommer med Kiko Galvan, men han bør få det for svært. Han skuffede fælt med sin holdbarhed i Vueltaen, og derfor er det svært at tro, at han klarer kongeetapen. Skulle han overraske, viste han dog i den hårde finale på 13. etape, at han faktisk ikke er en ringe puncheur. Holdet har også Hector Carretero og Jordi Lopez, der viste hæderlig form i Slovakiet, men slet ikke er skabt til dette løb. Skulle holdet være med i kampen om sejren, skulle de stiller med Roger Adria, der er skabt til disse puncheurfinaler, og måske endda Urko Berrade, der overraskede stort på Vueltaens 13. etape. Begge står på startlisten, men da de kørte VM-løb i Australien søndag, må det antages som en given ting, at de ikke kommer til start

 

Det er svært at tro på Human Powered Health, der har en puncheur i Kristian Aasvold, men han har haft en skuffende sæson, og en klatrer i Keegan Swirbul, der intet har vist i år og slet ikke passer til løbet. På kontinentalholdene er det særligt værd at holde øje med Roland Thalmann, der ikke passer helt dårligt til løbet og synes i god form, og han støttes endda af to solide holdkammerater i Alexis Guerin og Riccardo Zoidl, der i hvert fald var i form i august, men som ikke for alvor passer til løbet. Roeren Rainer Kepplinger, der skal til Bahrain, bliver også interessant at følge, men han passer ikke rigtigt til ruten, ligesom hans form er helt ukendt. Jonas Rapp burde ære interessant, men har skuffet siden juni. Hos Mazowsze gjorde Tomasz Budzinski det ganske godt i Slovakiet, hvor ruten mindede om denne, men til gengæld var Jakub Kaczmarek formsvag. Hos Adria Mobil skuffede Gal Glivar og Kristijan Hocevar.

 

BEMÆRK: Kun meget få hold er udtaget, og på denne tid af året kommer der som regel et hav af ændringer, hvad jeg også forventer denne gang. Jonas Vingegaard fremgår heller ikke af den officielle startliste nedenfor, men det skulle være sikkert, at han erstatter Nathan van Hooydonck. Startliste og optakt opdateres mandag sidst på eftermiddagen, når den endelige startliste udsendes.

 

 

OPDATERING 1: Jumbo har fortalt os på Feltet.dk, at de kører 100% for Vingegaard. Dermed må Bouwman antages kun at være plan B, selvom ruten passer hollænderen klart bedst. Skal Vingegaard vinde på denne rute, skal det gøres så hårdt som muligt, og man må således formode, at det relativt stærke hollandske hold vil lægge det hårdest mulige pres på både 3. og 5. etape. Som nævnt ovenfor har jeg fine forventninger til Vingegaards form, og jeg vil tro, at han blandt mine favoritter er en af de mest - hvis ikke den - mest formstærke. Med de givne modvindsbetingelser bliver det stadig svært at vinde, selvom Jumbo forsøger at gøre det hårdt, men Vingegaard er ikke en helt ringe puncheur, han er feltets på papiret stærkeste rytter og formentlig også en af de mere formstærke. I lyset af disse meldinger fra holdet opgraderer jeg rangeringen en anelse. Bouwman er stadig en vinderkandidat, men det vil kræve uheld til Vingegaard, eller at danskeren melder om dårlige ben i finalerne på de to nøgleetaper.

 

OPDATERING 2: Bahrain har bekræftet, at de kører for Mohoric, men at Buitrago også har beskyttelse. Til gengæld er Caruso ren hjælper.

 

OPDATERING 3: Den endelige startliste er kommet, og der var enkelte ændringer. Israel-PT supplerer Bevin og Piccoli med Alastair Mackellar, der gjorde det hæderligt i Slovakiet, men slet ikke godt nok til at kunne ende helt fremme her. Som frygtet er Trek uden Brambilla, der erstattes af Antwan Tolhoek, der fortsætter sit comeback efter skadespausen. Han er i klar fremgang, men ikke på toppen endnu, og løbet passer ham dårligt. Bardiani er uden Zoccarato og ser derfor ganske chanceløse ud, mens B&B har udtaget Pierre Rolland, der dog slet ikke passer til løbet. Eolo har udtaget Mark Christian, men han har skuffet i år, og de satser 100% på Albanese. Som ventet er Kern Pharma uden Adria og Berrade, men heller ikke Carretero eller Lopez kommer til start. De har udtaget Vojcech Repa, men han passer ikke rigtigt til løbet. Hrinkow er uden Rapp, og Vorarlberg er uden Zoidl.

 

***** Omar Fraile

**** Matej Mohoric, Jonas Vingegaard

*** Vincenzo Albanese, Patrick Bevin, Santiago Buitrago, Oscar Onley, Koen Bouwman

** Markus Hoelgaard, Jonas Gregaard, Jonathan Lastra, Victor Koretzky, Max Poole, Fernando Barcelo, Axel Laurance, Damiano Caruso, Michal Kwiatkowski, Roland Thalmann

* Chris Hamilton, Gijs Leemreize, Antonio Tiberi, Alan Boileau, Hermann Pernsteiner, Mikel Nieve, Milan Menten, Antwan Tolhoek, Kiko Galvan, Brandon Rivera, Sergio Martin, Pierre Rolland, Vojech Repa, Tomasz Budzinski, Alexis Guerin, James Piccoli, Milan Vader, Torstein Træen, Timo Roosen, Matthijs Paaschens, Alessandro Fancellu, Kristian Aasvold, Martin, Henri Vandenabeele, Maxime Chevalier, Rainer Kepplinger, Jakub Kaczmarek, Alastair Mackellar

 

Danskerne

Jonas Vingegaard gør comeback efter sin Tour-sejr og er omtalt ovenfor. Hos Uno-X er Jonas Gregaard kaptajn, hvorfor også han er omtalt ovenfor, og han støttes af Morten Hulgaard, Niklas Larsen, der formentlig skal forsøge sig i spurterne, og Niklas Eg, der fortsætter sit comeback efter Dauphiné-styrtet.

 

STREAM CRO RACE UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Omar Fraile
Matej Mohoric, Jonas Vingegaard
Vincenzo Albanese, Patrick Bevin, Santiago Buitrago, Oscar Onley, Koen Bouwman
Markus Hoelgaard, Jonas Gregaard, Jonathan Lastra, Victor Koretzky, Max Poole, Fernando Barcelo, Axel Laurance, Damiano Caruso, Michal Kwiatkowski, Roland Thalmann
Chris Hamilton, Gijs Leemreize, Antonio Tiberi, Alan Boileau, Hermann Pernsteiner, Mikel Nieve, Milan Menten, Antwan Tolhoek, Kiko Galvan, Brandon Rivera, Sergio Martin, Pierre Rolland, Vojech Repa, Tomasz Budzinski, Alexis Guerin, James Piccoli, Milan Vader, Torstein Træen, Timo Roosen, Matthijs Paaschens, Alessandro Fancellu, Kristian Aasvold, Martin, Henri Vandenabeele, Maxime Chevalier, Rainer Kepplinger, Jakub Kaczmarek, Alastair Mackellar
DEL
INFO
Optakter
Nyheder
DELTAG I DEBATTEN

Annonce

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Annonce

Annonce

Annonce

Annonce

AG2R Citroen Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Qazaqstan

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Victorious

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Education - EasyPost

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Intermarché - Wanty - Gobert

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Israel - Premier Tech

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Quick-Step Alpha Vinyl

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team BikeExchange Jayco

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team DSM

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jumbo-Visma

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Annonce

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger