Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Optakt: Donostia San Sebastian Klasikoa (Clasica San Sebastian)

Optakt: Donostia San Sebastian Klasikoa (Clasica San Sebastian)

30. juli 2022 15:35Foto: Sirotti

Tour de France er ovre, og det er derfor blevet tid til den traditionelle revanchematch mellem løbets klatrere. De baskiske stigninger, specielt den ikoniske Alto de Jaizkibel, udgør den perfekte scene for denne ved Clasica San Sebastian, hvor mange af Tour-stjernerne kæmper om sejren i Spaniens største endagsløb mod mange af de store navne, der skippede den franske grand tour. For nogle er det en sidste chance for at udnytte Tour-formen, mens det for andre er det første store mål i anden halvdel af sæsonen, og den kombination skaber altid et fantastisk cykelløb, når feltet begiver sig ud i det kuperede terræn omkring den spanske turistdestination.

STREAM DONOSTIA SAN SEBASTIAN TIL HALV PRIS OG UDEN AFBRYDELSER

EFTERÅRSSPILLET STARTER LØRDAG - 10.000 KR I STARTPULJEN

 

Løbets rolle og historie

Spanien er et af cykelsportens traditionelle kraftcentre, og sporten har en rig historie i landet. Cykelkulturen er imidlertid mærkbart anderledes end i mange andre etablerede cykelnationer. Mens Belgien altid har lagt mest vægt på endagsløb, spiller den type begivenheder nærmest ingen rolle på Den Iberiske Halvø, hvor det næsten udelukkende handler om etapeløb. Mange af disse løb er ganske vist forsvundet, men Spanien havde engang verdens klart mest imponerende serie af kuperede etapeløb.

 

Modsat har der aldrig været mange endagsløb i Spanien, og de få spaniere, der har begået sig i klassikerne, har aldrig fået meget anerkendelse i hjemlandet - bare spørg Juan Antonio Flecha og Oscar Freire. Der er dog ét endagsløb, der skiller sig ud fra de øvrige og har kæmpet sig til en plads i cykelsportens højeste division: det kuperede Clasica San Sebastian.

 

Mens mange andre klassikere får deres anseelse i kraft af deres lange historie, er Clasica San Sebastian i en helt anderledes position. Første udgave blev afviklet i 1981, og der er således tale om en ret ny begivenhed. Alligevel var det fra start i stand til at tiltrække både de største spanske og udenlandske stjerner, der var inspirerede af det kuperede terræn og passionen i den baskiske cykelkultur. Da World Cuppen blev skabt i 1989, var Clasica San Sebastian således med det samme med på listen over de fineste endagsløb, selvom det kun have 8 år på bagen. Da ProTouren (der nu er kendt som WorldTouren) så dagens lys i 2005, var løbet igen med på kalenderen over de største løb.

 

Den anerkendelse er berettiget. Som en velorganiseret begivenhed i en af de mest cykelgale regioner i Europa tiltrækker det altid et klassefelt af klatrere og ardennerspecialister, der trives på de baskiske stigninger. Med sin placering mindre end en uge efter afslutningen på Tour de France har løbet fundet sin egen unikke rolle på cykelkalenderen som den perfekte revanchematch for Tourens bedste klatrere. Disse Tour-stjerner blander sig med mange af de store navne, der var fraværende i de tre uger på de franske landeveje, og for denne gruppe er løbet det første mål i en lang efterårssæson. Tidligere blev løbet afviklet en uge senere, men den seneste ændring af kalenderen har givet løbet et yderligere boost, da det nu er tættere på Touren, hvilket gør det lettere for Tour-stjernerne at bevare formen inden en pause.

 

Som det er tilfældet for mange andre spanske løb, har dets eksistens været truet i de senere år, og i februar 2012 advarede arrangørerne om, at hverken Clasica San Sebastian eller Baskerlandet Rundt ville kunne overleve, hvis man ikke fandt en ny storsponsor. UCI overvejede at gribe ind for at redde to af sportens store løb, men til sidst var det den spanske bank Sabadell Guipizcano, der sikrede deres fremtid.

 

Løbets ikoniske stigning er Alto de Jaizkibel, der traditionelt har været stedet, hvor udskilningen skal skabes inden det flade indløb til målet i kystbyen San Sebastian. Med et ønske om at gøre løbet hårdere besluttede man i 2010 at inkludere en anden passage af bjerget, og siden var både Jaizkibel og den efterfølgende Arkale-stigning på programmet to gange. Det gjorde utvivlsomt løbet hårdere og vanskeligere at kontrollere i finalerne.

 

I 2014 ændrede man igen ruten. Arrangørerne var frustrerede over ikke at kunne promovere byen San Sebastian tilstrækkeligt, og derfor besluttede man, at en større del af finalen skulle finde sted i byen. Efter de to passager af Jaizkibel og Arkale fulgte man den traditionelle rute tilbage til bycentum, men afsluttede nu løbet med en omgang på en 16,2 km lang rundstrækning. Den var ganske vist hovedsageligt flad, men inkluderede den meget stejle 3 km lange stigning til Hotel San Sebastian, hvor en gennemsnitlig stigningsprocent på 9% og et maksimum på hele 22% gjorde det til en meget svær finale. Toppen kom med bare 8,3 km til mål, og det ændrede afgørende på dynamikken i løbet, da det gav de gode klatrere langt bedre mulighed for at skabe udskilning. I 2016 havde man planer om at benytte samme finale, men måtte i sidste øjeblik vælge en anden opkørsel til hotellet. Det gjorde stigningen en anelse lettere, men ændrede ikke afgørende på løbets karakter, som har været bibeholdt siden dengang.

 

Clasica San Sebastian er ofte et af de sværeste løb at forudsige, da Tour-rytternes form altid er et helt åbent spørgsmål. Nogle kommer ud af løbet med et boost, mens andre er helt døde og ofte først meget sent beslutter, om de overhovedet stiller til start. Det betyder også, at startlisten altid undergår store forandringer helt indtil de sidste 24 timer inden løbet.

 

Samme mønster vil utvivlsomt gentage sig i år, og derfor er det i skrivende stund uklart, hvem der stiller til start. I år er der imidlertid ikke et OL at tage hensyn til, og det har gjort det muligt at tiltrække flere af Tourens stjerner i det vel nok stærkeste felt i mange år. Således er Tadej Pogacar, Wout van Aert, Romain Bardet, Geraint Thomas, David Gaudu, Daniel Martinez, Michael Matthews, Michael Woods, Valentin Madouas, Bauke Mollma, Alexey Lutsenko og Giulio Ciccone blot en brøkdel af de Tour-ryttee, der vil være at finde i feltet, og de får selskab af en stjerneparade af ryttere, som bruger løbet som første skridt på vejen mod Vueltaen eller andre løb, herunder Remco Evenepoel, Jai Hindley, Joao Almeida, Alejandro Valverde, Simon Yates, Mikel Landa, Jan Hirt, Carlos Rodriguez, Juan Ayuso, Gino Mäder, Vincenzo Nibali, Fausto Masnada, Tom Dumoulin og Domenico Pozzovivo.

 

Sidste år var feltet mere pauvert end vanligt, fordi OL havde overtaget pladsen i ugen efter Touren, og mange af de ryttere, der var i Japan, havde ikke mod på også at køre i San Sebastian. Måske var det derfor, at vi fik en gigantisk overraskelse, da Mikkel Honoré, Lorenzo Rota, Matej Mohoric og Neilson Powless kom væk allerede inden muren op til hotellet. Det lykkedes dem at holde feltet bag sig og kørte også op ad muren i samlet flok, men på nedkørslen styrtede Rota, Honoré og Mohoric. De to sidstnævnte nåede akkurat tilbage til Powless, men jagten havde kostet så meget, at Powless overraskende vandt spurten foran Mohoric og Honoré. Powless vender tilbage for at forsvare titlen, og da Mohoric og Honoré også er med igen, jagter hele sidste års podium mere succes på de spanske landeveje.

 

Ruten

Clasica San Sebastian fulgte i flere år et ret fast mønster, men som nævnt ovenfor har man to gange inden for de seneste 10 år foretaget væsentlige ændringer. Traditionelt har der været en indledende strækning gennem de baskiske bjerge, hvor man har trættet rytterne inden den store finale, og siden er løbet blevet afgjort på den svære rundstrækning med de klassiske stigninger Jaizkibel og Arkale. Siden 2010 har de begge været på programmet to gange, inden rytterne igennem fladt terræn er kørt tilbage til den store afslutning på boulevarden i San Sebastian.

 

Som nævnt besluttede man at foretage endnu en afgørende ændring forud for 2014-udgaven, og tilføjelsen af den 16,2 km lange rundstrækning med en meget stejl stigning forandrede løbets dynamik totalt. Den indledende kuperede strækning har varieret lidt, men er blevet forkortet og gjort nemmere med færre stigninger. Efter 2014 havde løbet dog en i alt væsentligt uforandret finale med de to passager af Jaizkibel og Arkale efterfulgt af rundstrækningen med den i afsnittet ovenfor omtalte mur op til hotellet i San Sebastian - en stigning, der som nævnt dog blev ændret i 2016, hvor sikkerhedskrav fra UCI tvang arrangørerne til at benytte en opkørsel stigning i finalen. Den var knap så stejl, gjorde løbet 1200 m længere og kom lidt længere fra målstregen, men det ændrede dog ikke afgørende på løbets karakter.

 

Det blev der imidlertid lavet om på i 2019, hvor løbet ændredes afgørende. Mange ville helt sikkert mene, at det var at gøre vold mod løbets identitet, og det kan man med nogen ret give dem ret i. Arkale-stigningen udgik, og ikoniske Jaizkibel skulle blot forceres en enkelt gang næsten 100 km fra mål. Nok havde den med den nye rundstrækning spillet en mindre rolle i de senere år, men nu blev den nærmest bare en parentes. I stedet skulle man som noget nyt efterfølgende over den noget sværere Erlaitz-stigning, inden det hele sluttede med en forlænget rundstrækning omkring San Sebastian, hvor der udover muren op til hotellet var en tidligere stigning, Menizorrotz, som blot var muren i en forlænget udgave, og som skulle passeres med knap 40 km igen, inden det gjaldt den stejle rampe i den absolutte finale.

 

I 2021 havde man en blanding af det gamle og det nye format, da den meget stejle Erlaitz atter erstattede Arkale, men til gengæld droppede man Menizorrotz, hvorfor man kun skulle op ad muren én gang. Det betød til gengæld, at Jaizkibel genvandt lidt af sin tidligere betydning, selvom toppen stadig kom så langt fra mål, at dens afgørende rolle var helt væk. Den kunne potentielt overtages af Erlaitz, der nu kom tættere på mål og derfor kunne bruges til mere, end den kunne i 2019. Modellen var åbenbart et hit, for i 2022 er der tale om totalt genbrug af 2021-udgaven.

 

Distancen er stort set, som den plejer, idet der skal tilbagelægges 224,8 km, der både starter og slutter i San Sebastian. Løbet indledes som altid med en omgang på en stor rundstrækning omkring kystbyen, men som i 2019 denne gang altså en ny en af slagsen. Den første del af løbet foregår langs kysten, hvor man kører mod vest, og er derfor næsten helt flad. Man forlader dog kystvejen et par gange, og det betyder, at man skal op ad to mindre bakker Zuduguari (1,5 km, 5,6%) og Itziar (5,7 km, 3,0%), efter hhv. 16 og 39 km.

 

Kort efter den sidste af disse drejer man mod sydvest for at køre langs dalen ind i landet, inden løbet tager fat, når man drejer mod sydøst for at passere kategori 3-stigningen Azkarate (4,3 km, 7,5%), der er en jævn stigning med top efter 63,0 km. En let nedkørsel leder mod sydøst, inden det går videre mod sydøst op over kategori 2-stigningen Urraki (8,6 km, 6,8%), der stiger med 7-10% over de første 5 km, inden den flader ud med 5-6% frem mod toppen, som rundes efter 83,9 km. Endnu en let nedkørsel fører nu mod sydøst og øst ned til dalen, inden man kører mod vest op ad kategori 3-stigningen Alkiza (4,5 km, 5,9%), der stiger med 6-8%, men afbrydes af et plateau efter de første 2 km. Toppen rundes efter 104,9 km, hvor man rammer ruten fra 2019, og herefter leder småkuperet terræn mod nordøst og ud mod kysten, hvor man i de senere år har ramt Jaizkibel-Arkale-rundstrækningen. Undervejs skal man over flere mindre bakker efter 111 km (800 m, 8,4%), 131 km (1,6 km, 5,6%) og 139 km (3,1 km, 4,1%).

 

Denne første del af løbet er sværere end i mange af de tidligere år, men vil alligevel hovedsageligt tjene det formål at få skabt det tidlige udbrud. Traditionelt får de et relativt stort forspring, men det vil hurtigt falde, når jagten sættes ind, og farten øges frem mod løbets mest ikoniske stigning.

 

Løbet følger herfra fortsat samme format som ”i gamle dage”, når man drejer mod nordøst, forlader vandet og tager hul på den ikoniske kategori 1-stigning Alto de Jaizkibel (7,5 km, 5,8%). Stigningen kommer i to omgange med et lettere stykke indimellem og flader ud nær toppen, og de to svære passager har procenter på 7-8. Ligesom tidligere år det stadig er for tidligt for favoritterne at spille ud, men her ser man ofte en udskilning i udbruddet og i feltet, hvor flere hold som regel er interesserede i at gøre løbet hårdt.

 

Toppen rundes efter 161,9 km og efterfølges af en teknisk nedkørsel, der fører mod nordøst og syd ned til Irun. Her plejer man at sætte kursen mod Arkale, men i stedet fortsætter man altså nu mod syd og vest op ad den nye kategori 1-stigning Erlaitz (3,8 km, 10,6%, max. 13%), der er en rigtig klassisk baskisk mur og bliver stejlere og stejlere med 11-12% over de sidste 1800 m. Toppen kommer efter 181,9 km og efterfølges af en teknisk nedkørsel, der leder mod nordvest tilbage til kysten, hvor man igennem fladt terræn kører ind til San Sebastian, inden man efter 206,3 km krydser stregen i forbindelse med en spurt.

 

Efter 2019-eksperimentet med den forlængede rundstrækning afsluttes løbet nu med en omgang på den 18,5 km lange rundstrækning, vi kendte i årene mellem 2016 og 2018 og også benyttedes i 2021. Fra centrum af byen går det igennem fladt terræn mod sydvest ud mod udkanten, hvor man drejer mod vest og senere nordøst op den velkendte finalestigning op til hotellet, Murgil-Tontorra (2,1 km, 10,1%). Den er lettest over den første kilometer, hvor den stiger med 7-8%, men derefter tager den fat med først 500 m med 15,4% og siden 600 m med 10,0%.

 

Toppen rundes med 8,2 km igen, og den sidste del kan inddeles i to. Først følger en meget hurtig og let nedkørsel, der leder mod nordøst og sydøst tilbage mod byens centrum, hvorefter de sidste 3 km er helt flade. De foregår langs den brede kystboulevard, inden der venter skarpe sving med 1150, 1100, 600 og 300 m til stregen. I de seneste år har det været scenen for en hektisk jagt mellem en enlig eller et par ryttere, en lille forfølgergruppe og en lidt større gruppe, hvor taktik, køligt overblik og evnen til at samarbejde har spillet en helt afgørende rolle i at krone vinderen af Spaniens største endagsløb.

 

Løbet har i alt 4110 højdemeter, hvilket er omkring 100 flere end i 2019 og nogenlunde det samme som i 2018.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

STREAM DONOSTIA SAN SEBASTIAN TIL HALV PRIS OG UDEN AFBRYDELSER

EFTERÅRSSPILLET STARTER LØRDAG - 10.000 KR I STARTPULJEN

 

Vejret

Selvom Baskerlandet er kendt for regnvejr, finde Clasica San Sebastian som regel sted i bagende varme. Sådan vil det dog ikke være i år. Faktisk vil morgenen være regnfuld med en del byger, men ved starten er bygerisikoen lille, og fra 14-tiden bør det med sikkerhed være tørt. I begyndelsen vil der kun være lidt sol, men efter den første times tid vil det være klaret op med kun få skyer og en stabil temperatur på behagelige 23 grader. Der vil være en let vind (7-13 km/t) fra nord, hvilket giver sidevind hen langs kysten, sidemedvind hen over de første stigninger og sidemodvind tilbage mod kysten. Der vil være sidemodvind på Jaizkibel og sidemedvind på Erlaitz, hvorefter der vil være sidemodvind tilbage mod San Sebastian. Slutteligt vil der være sidemodvind på muren, hvorefter der vil være skiftevis side- og sidemodvind, indtil man får sidemedvind på opløbsstrækningen

 

Favoritterne

Clasica San Sebastian har altid været en af de klassikere, der er sværest at forudsige. Det skyldes, at favoritfeltet i stort omfang udgøres af ryttere, der kommer direkte fra Tour de France, og det er praktisk talt umuligt at vide, hvordan de er kommet sig efter tre ugers strabadser på de franske landeveje. Ryttere, der har virket døde i Tourens tredje uge, kan pludselig vise storform i San Sebastian, som det eksempelvis var tilfældet, da Alejandro Valverde vandt for otte år siden efter nærmest at være knækket helt og have smidt en podieplads i Touren væk, og i forbindelse med Bauke Mollemas sejr for seks år siden, hans 2. plads i 2018 eller Tony Gallopins 2. plads i 2017.

 

Omvendt har ryttere, der har sluttet Touren godt af, ofte vist sig at være helt færdige i den spanske klassiker. Hvis man dertil lægger, at der i feltet også findes en stribe ryttere, der stort set ikke har kørt løb i mere end en måned og ofte kommer direkte fra en højdetræningslejr, er det ikke mærkeligt, at løbet ofte har lidt præg af lotteri. I nyere tid har blandt andre Adam Yates og Remco Evenepoel med deres sejre samt Tom Dumoulin i 2017 vist, at det kan lade sig gøre at køre fuld finale, selvom man ikke har Touren i benene, men grundlæggende viser historien dog med alt tydelighed, at det som regel er de friskeste af Tour-rytterne, der kan begå sig.

 

Samtidig har løbet med ruteændringen i 2014 ændret markant karakter, og det hjælper heldigvis lidt med at forudsige begivenhedernes gang. På den gamle rute var der så langt fra de sidste stigninger til mål, at adskillige forskellige scenarier var mulige. Her var det ofte held, timing og dygtighed i det flade indløb mod San Sebastian, der afgjorde løbet, og det betød, at løbet kunne vindes af en langt større gruppe ryttere. Eksempelvis blev sejrene til Gallopin, Roman Kreuziger og Luis Leon Sanchez i høj grad sikret via taktisk snilde og ikke alene, fordi de var de bedste klatrere.

 

Sådan burde det ikke være med den nye afslutning, der har været benyttet de sidste syv gange. Finalestigningen er så stejl, at kun de allerbedste klatrere og ardennerspecialister kan være med - og det gjaldt både for stigningen i 2014 og 2015 og den stigning, der bruges i dag - og de dage, hvor man med lidt held kunne snige sig væk til en sejr, så definitivt ud til at være ovre. Den nye afslutning har nemlig betydet, at løbet er langt mere kontrolleret. Tidligere skulle favoritterne spille med musklerne allerede på sidste passage af Jaizkibel. Nu er situationen helt anderledes, idet langt de fleste ryttere med en reel vinderchance venter til sidste stigning, inden de forsøger at gøre forskellen, og vi har set, at løbet har været meget kontrolleret i de seneste år.

 

Nu er spørgsmålet, om vi alligevel skal vænne os til, at løbet ikke er helt så kontrolleret. Remco Evenepoel startede trenden, da han i 2019 mindede favoritterne om, den 19-årige juniorverdensmester ikke bare var en outsider, man kunne lade angribe tidligt. Det lignede imidlertid blot undtagelsen, der bekræftede reglen, indtil det minsandten skete igen, da løbet var tilbage efter et års coronapause. Her var det Neilson Powless, Matej Mohoric, Mikkel Honoré og Lorenzo Rota, som ikke var tilskrevet mange chancer i en klassisk afslutning, men som greb ud efter lykken og endte med at snyde alle favoritterne. Det vil altså være forkert at udelukke, at lidt tungere ryttere som dem kan lykkes med at angribe tidligt, for nu har vi to gange set, at det kan lade sig gøre at holde feltet stangen, hvis ikke jagten er organiseret tilstrækkeligt.

 

I 2019 fik vi som nævnt indført den nye ruteændring med det ønske at skabe en hårdere finale. Det gjorde lidt ondt på nostalgikerne, at Jaizkibel med introduktionen af to ture op ad muren og den nye, stejlere Erlaitz reelt blev reduceret til en ligegyldighed, men det skabte på papiret et mere selektivt løb. Det fik vi bare aldrig. Ganske vist sneg Evenepoel sig væk, men bag ham fik vi faktisk samlet den største favoritgruppe, vi har set med murfinalen. Hidtil er Greg van Avermaet altid kommet til kort, og han er altid endt i den næstbedste gruppe lige bag den gruppe, der efter muren har kørt om sejren. I 2019 spurtede han faktisk i favoritgruppen, hvor han var hurtigst, og havde det ikke være for Evenepoels tidlige angreb, havde han såmænd vundet et løb, der burde have været for hårdt. Gruppen talte denne gang mere end 10 mand, og selvom den stadig stort set alene bestod af de bedste klatrere og ardennerspecialister, var der også enkelte folk som Van Avermaet, Gorka Izagirre, Rudy Molard og den aldrende Jelle Vanendert, man normalt ville regne som værende lidt for tunge eller svage til at køre med om sejren i selskab med de tungeste favoritter.

 

I 2021 og igen i 2022 er finalen atter ændret. Erlaitz bibeholdes efter Jaizkibel, men den første af de to ture over muren droppes. Det giver lidt mindre flad vej i finalen og giver nok et løb, der er en anelse sværere. Flere tidlige stigninger betyder, at løbet har yderligere 100 højdemeter, og da Jaizkibel-Erlaitz er en sværere kombination end muren, og da de begge afsluttes/afsluttedes med ca. 40 km til mål, burde det øge chancen for, at man kan forsøge sig allerede på tredje- og næstsidste stigning. Samlet set burde vi trods udfaldet i 2019 have et vanskeligere løb, der nu er hele to ”rigtige” baskiske stigninger mod slutningen af løbet, hvilket bør kunne skabe mere udskilning end Jaizkibel, der måske nok er løbets vartegn, men heller ikke verdens sværeste stigning.

 

Det blev ikke entydigt bekræftet, da samme rute blev benyttet sidste år, men det er svært at bruge 2021-udgaven til meget. Grundet OL var feltet nemlig temmelig pauvert, og det var måske også en stor del af forklaringen på det overraskende udfald. Julian Alaphilippe var nemlig ret åbenlys favorit, og da Quick-Step lidt overraskende spillede Honoré ud fra distancen, manglede der et favorithold til at jagte. Med Alaphilipps tilstedeværelse bag Honoré blev muren kørt meget defensivt - også fordi Egan Bernal alene kørte for at få Gianni Moscon med over stigningen - og derfor endte vi med en vel historisk ”tung” favoritgruppe, der nede i San Sebastian skulle spurte om 5. pladsen. Det er i hvert fald ikke hverdagskost, at folk som Alessandro Covi og Gonzalo Serrano overlever med de bedste.

 

Derfor trækker konklusionerne også i hver sin retning. På den ene side viser historien klart, at vi skal regne med, at et samlet felt afgør det på muren, for det er svært at bruge 2021-udgaven som et retvisende billede. Dermed er det kun den specielle 2019-udgave, der er en reel undtagelse. På den anden side inviterer den nye og hårdere rute til, at man har en bedre mulighed for at angribe tidligt, formentlig på Erlaitz, og det taler for, at vi måske alligevel kan få en gentagelse af de seneste to års scenarium, hvor favoritterne er blevet snydt.

 

I den forbindelse er det værd at notere sig Remco-faktoren. Evenepoel har allerede én gang haft succes med et tidligt angreb, og det må regnes som tvivlsomt, om den lille belgier har lyst til at køre fuld finale mod Tadej Pogacar og Wout van Aert. Snarere må man forvente, at han vil forsøge at gentage Liege-genistregen, hvor han angreb hen over toppen på La Redoute. Han kunne sagtens tænkes at gøre noget lignende hen over toppen på Erlaitz eller Jaizkibel, men også på de flade mellemstykker, som han jo gjorde i forbindelse med sejren i 2019.

 

Det øger chancen for, at favoritterne også vil spille tidligt ud. Vi kender Pogacar og Van Aert, og de er ikke bange for at køre fra distancen. Hvis endelig vi skal se, at favoritterne åbner løbet før muren, er 2022-udgaven måske den perfekte chance. Persongalleriet er i hvert fald til stede. Til gengæld tror jeg, at det bliver svært for en outsidergruppe i stil med det, vi så i 2019 og 2021. Både Jumbo og UAE er stærke, og jeg vil tro, at de i vidt omfang vil køre for deres kaptajner og sikre, at de i hvert fald kommer til at køre om det. På den anden side har de en vis bredde, og kører der pludselig en gruppe med eksempelvis Joao Almeida og Tiesj Benoot, vil jeg faktisk tro, at de vil lade dem køre deres chance, som Quick-Step sidste år gjorde det med Honoré til trods for Alaphilippes tilstedeværelse.

 

Der er således flere scenarier i spil, men skal vi gå efter historien, er det tænkeligt, at det hele koges ned til den nu efterhånden klassiske afslutning på muren op til hotellet. Erlaitz kommer trods alt tidligt og efterfølges af så meget fladt, at det bliver svært at iværksætte en offensiv allerede her, hvis der er hold til at jagte, og en gruppe med de største favoritter vil få svært ved at samarbejde. Dertil kommer, at der vil være modvind hele vejen fra toppen ind til San Sebastian, og det er ikke de mest gunstige betingelser for et succesrigt ridt i Evenepoel-stil.

 

Sidste år var feltet som sagt historisk svagt. I år er det lige omvendt. Jeg har i hvert fald svært ved at huske, at vi har haft så stor en stjerneparade, men usikkerheden om formen er lige så stor, som den plejer. Det gælder som sagt for de mange stjerner, der kommer fra Touren, og for hvem friskheden er et åbent spørgsmål, men det gælder i endnu højere grad for de ryttere, der ikke har været i Frankrig. I de senere år har vi set, at de fleste Vuelta-ryttere har forberedt sig til den sidste grand tour i Polen, men i år er det et imponerende antal, der forbereder sig med San Sebastian og Burgos i næste uge. Det betyder, at feltet tæller en stor bunke verdensstjerner, der ikke har kørt løb i en menneskealder, og deres form er mildt sagt et spørgsmålstegn. Som sagt sker det, at det er fra denne gruppe, at vinderen skal findes, men historien viser klart, at en frisk Tour-rytter har den bedste chance.

 

Jeg vil tro, at Jumbo og Quick-Step vil på tage sig en stor del af ansvaret gennem løbet, og at det vil være UAE, der hovedsageligt har en interesse i at gøre det hårdt, når vi kommer til Jaizkibel og Erlaitz. Her regner jeg som sagt med, at vi vil se tidlige angreb, utvivlsomt også fra Evenepoel. Vi kan få en tidlig gruppe med favoritter, der ender med at afgøre det hele, vi kan få en gruppe af outsidere, hvis Jumbo og UAE tør spille deres løjtnanter ud, og vi kan få et samlet felt i bunden af muren.

 

Mest sandsynligt er det, at det går, som det plejer, nemlig at et samlet felt vil bevæge sig ind mod San Sebastian og rundstrækningen, men der er en god chance for, at tidlig aggression på den hårdere rute har barberet feltet lidt mere ned end vanligt. Vi har været vant til en vild positionskamp frem mod den sidste mur - en kamp, der i 2018 førte til et styrt, som sendte Primoz Roglic og Daniel Martin ud af billedet og Egan Bernal og Mikel Landa på hospitalet med svære skader. Et lidt mindre felt kan gøre, at det til slut handler lidt mere om benene og knap så meget om positionering, selvom position altid vil være en nøglekomponent på den smalle gedesti af en mur.

 

Til slut er der som sagt tale om samme stigning, som blev benyttet i 2016, 2017, 2018, 2019 og 2021. Den er en anelse lettere end den, man anvendte i 2014 og 2015, men det er fortsat en meget svær sag. Det så man i de foregående år, hvor kun fire, tre og to mand var tilbage, da man rundede toppen i hhv. 2016, 2017 og 2018, mens man i 2019 havde otte mand i en gruppe, der voksede inden mål. I de specielle udgaver i 2019 og 2021, hvor favoritterne ikke kørte om sejren, sad der hhv. 14 og 10 mand i favoritgruppen til sidst. Det er bestemt også muligt for en enlig rytter at køre hjem fra stigningen, som Adam Yates gjorde på den tidligere bakke i 2015, men det er ikke sket siden dengang.

 

Er der stadig samling i en lille gruppe på toppen, vil det ofte blive meget taktisk, og så er flere muligheder åbne. Timing og snilde kan gøre det muligt for en enlig rytter at angribe hen over toppen, på nedkørslen eller det sidste flade stykke, som Mollema gjorde i 2016 og Valverde i 2014. Det er imidlertid også muligt, at samarbejdet vil være så dårligt, at en større gruppe kan komme tilbage, som vi så det i 2019. Det kan betyde, at vi igen får en spurt i en gruppe på 10-15 mand med plads til lidt tungere folk som Van Avermaet, og selvom det altså kun er sket i 2019 og 2021 - de tidlige angreb fraregnet - har vi i andre år heller ikke været langt fra dette scenarium. Det er derfor bestemt ikke nogen ulempe at besidde en vis spurtstyrke, der sammen med evner på stejle baskiske mure er nøglekomponenten - samt taktisk snilde i den flade finale, som Mollema og Valverde altså har haft det tidligere.

 

En anden vigtig faktor er vejret. Løbet er baskisk, men vi har ikke været vant til baskervejr om sommeren. I år bliver betingelserne næsten ideelle, da temperaturen også vil være ganske afdæmpet. Klimaet vil således ikke bidrage til sværhedsgraden, og det vil modvinden på Jaizkibel og på stykket tilbage til San Sebastian heller ikke. Modvinden på den stejle mur kan heldigvis ikke mærkes alt for voldsomt, men både her og på det meste af stykket efter toppen vil vinden igen gøre det vanskeligere at køre alene.

 

Jeg vælger at pege på Wout van Aert, men det er ikke med nogen stor overbevisning. Normalt er løbet en anelse for hårdt for belgieren, der har sine begrænsninger på svære stigninger. Det så vi senest i Liege, hvor han måske nok endte som nr. 3, men efter et løb i defensiven, hvor han var sat af på Roche-aux-Faucons. Muren i San Sebastian er endda endnu vanskeligere, og de stejle procenter er som udgangspunkt for svære, når målet er at følge blandt andre Tadej Pogacar.

 

Van Aert efter Touren er imidlertid noget anden end Van Aert på alle andre årstider. Belgieren kommer altid ud af det franske løb med nogle vanvittige klatreben, som vi så sidste år. Her var han ved OL dybt imponeret på Mikunipasset, der var en længere og sværere stigning end denne, for her blev han måske nok sat af Pogacar, men da de nåede toppen, havde han atter kørt sloveneren ind. Hvis mønsteret er det samme i år - og pyrenæeretaperne tyder på det - vil Van Aert ikke tabe meget på muren.

 

Derfra er der dog stadig udfordringer. Det er nærliggende at tro, at Pogacar vil runde toppen med et forspring, og det er usikkert, om han over den korte distance vil kunne hente det. Skulle de lykkes, skal han derefter kontrollere den flade finale, og vi så netop ved OL, hvor vanskeligt det er, når alle kigger på ham. Også her må han formodes at være isoleret til sidste. Endelig er en spurtsejr i San Sebastian ikke en given ting, for OL viste også, at han efter et hårdt løb, hvor han har lukket alle huller, næsten blev slået af Pogacar. Der er med andre ord mange ting, der står i vejen for en Van Aert-sejr i debuten i et løb, der egentlig er for svært, men baseret på erfaringen fra OL tror jeg på, at han med sin power kan slette det beskedne tab, han måtte lide på muren, kontrollere det relativt korte, flade stykke og herefter gøre det færdigt på stregen til en stor sejr i et løb, han næppe havde vundet, hvis det var kørt om foråret.

 

Den naturlige favorit er ellers Tadej Pogacar. Løbet er tæt på at være skræddersyet til sloveneren, der har valgt at køre løbet i et efterår, der nu kommer til at handle om endagsløb og ikke Vueltaen. Det bliver meget svært for andre at følge ham på muren til sidst, når han denne gang synes at komme mere frisk ud af Touren, end han gjorde for et år siden. Dengang kørte han trods sin træthed stadig stærkt på Mikunipasset ved OL, men han måtte også sande, at den bedste form var væk. Han kunne ikke sætte Brandon McNulty, og da han rundede toppen, havde Van Aert trukket en større gruppe op. Det vidner om, at Pogacar med Touren i benene ikke nødvendigvis er det overmenneske, man normalt ville forvente.

 

Denne gang er han imidlertid som sagt betydeligt friskere, som vi kunne se af hans kørsel i den tredje uge, og det virker bestemt sandsynligt, at han kører fra alt og alle på muren. Chancen for, at han som den første siden Yates tager en solosejr herfra er betydelig, men selv hvis han bliver hentet, kan han slå næsten alle i en spurt. Kun Van Aert er en udfordring, men som vi så ved OL, kan han selv true belgieren efter et hårdt løb. Pogacar har altså flere veje til sejr og var løbet kommet i foråret, havde han været min store favorit. Nu er spørgsmålet, om effekterne af Touren vil udligne styrkeforholdet, som vi så det ved OL.

 

Jeg prøver at pege på Joao Almeida som nr. 3, men det er åbenlyst med nogen usikkerhed. Portugiserens form er efter en pause helt ukendt, og med nogle uger til Vueltaen er han næppe helt på toppen. Derfor vil det faktisk overraske mig, hvis vi ser ham helt fremme, men heldigvis er han typen, der sjældent er på et helt ringe niveau. Baseret på vinderpotentiale må han nødvendigvis rangere højt, for hvis han nærmer sig sine bedste ben, vil han have den store fordel, at han er på hold med Pogacar. Det kan han både udnytte til som Honoré i 2021 måske at blive sendt afsted i en løjtnantgruppe tidligt i løbet, hvorfra han vil have en fremragende mulighed for at gøre det færdigt, og han kan udnytte, at han og Pogacar sidder i et muligt overtal efter muren. I førstnævnte tilfælde vil han med de klatreevner, der er stærkt forbedrede, og sin gode spurt kunne gøre det færdigt, og i sidstnævnte tilfælde vil han kunne udnytte fokus på Pogacar til at køre alene.

 

Min bekymring er udover formen stigningens karakter. Almeida var i starten af sin karriere ganske eksplosiv, men nu er han mere kendt som en dieselmotor, der kører stigningerne som en enkeltstart, hvor tabet skal minimeres. Den tilgang er ikke nødvendigvis den bedste på en kort, stejl mur som denne, men det er på den anden side samme tilgang, som Van Aert må formodes at have. Kan han følge belgieren - og det virker ikke helt umuligt, hvis han er mere formstærk, end jeg frygter og forventer - vil han være i den perfekte position til måske at blive slæbt gratis tilbage til Pogacar for herefter at kunne slå kontra. For ham kan det således være en kæmpe fordel at være Pogacars holdkammerat, men det kræver, at formen er bedre, end man som udgangspunkt må forvente. Hans høje rangering handler derfor mere om potentiale end forventning.

 

Der vil være meget fokus på Remco Evenepoel, der jo tog sin første helt store sejr som 19-årig i netop dette løb. Det er dog ikke det ideelle løb for belgieren, der aldrig har været vilje med stejle procenter, men det er heldigvis blevet meget bedre. Særligt i Liege så vi, at han som klatrer har gjort store fremskridt, og det var også på korte, relativt stejle stigninger. Vi kom i den grad ned på jorden igen ved nedturen i Tour de Suisse, men det er ikke nødvendigvis så problematisk i dette løb. Dels har Evenepoel generelt været bedre på kortere end længere stigninger, og dels synes hans restitution måske at være en hurdle, som vi så det i Schweiz, hvor han startede stærkt, men fik problemer i løbets anden halvdel.

 

Evenepoels vej til sejr er dog ikke åbenlys. Han kører ikke fra Pogacar på muren, og han skal derfor finde sit moment til at køre alene. Det kan være på en af de tidlige stigninger, særligt Erlaitz, hen over toppen på Erlaitz i stil med hans angribe på Redoute i Liege, på det flade mellemstykke, hvor han kørte væk for tre år siden, eller i den flade finale til sidst. Som altid er hans udfordring, at han er meget mere overvåget end i 2019, men det var også tilfældet i Liege, hvor han alligevel lykkedes med at komme væk. Slår han først hullet, er han pokkers svær at hente, og Evenepoel har jo vundet et hav af løb, hvor hans vej til sejr ikke er åbenlys.

 

Jeg kan dog være en smule usikker på formen. Normalt er han altid rødglødende, men efter erfaringerne fra foråret, har han denne gang skruet ned for aktiviteterne ved at droppe Burgos for at være frisk til Vueltaen. Ønsket om ekstra friskhed kan betyde, at han ikke er på 100% endnu, men det vil til gengæld også ligne ham meget dårligt ikke at være i yderst konkurrencedygtig form. Spørgsmålet er bare, om det er nok til at finde en vej til faktisk at vinde et løb, der for ham ikke er let at vinde.

 

En tvivlsom, men spændende rytter er Daniel Martinez. Vi så, hvor fabelagtigt han klatrede i foråret, hvor han jo tog den samlede sejr i Baskerlandet, der jo er hjemsted for dette løb. Det er altså stigninger, der ikke passer ham helt dårligt, hvad han også understregede i Fleche Wallonne. Hans Tour endte som en katastrofe, men da han endelig blev rask, blev han bare bedre og bedre undervejs. På Hautacam var han pludselig yderst konkurrencedygtig, men til gengæld viste hans enkeltstart, at han fortsat manglede lidt. Til gengæld har han formentlig haft en bedre forberedelse til løbet end mange klassementsryttere, da han nu har Touren i benene, men ikke har kørt sig selv i hegnet. Det kan meget vel være den perfekte indgang til dette løb, hvor hans mål må være endelig at angribe tidligt eller at spille sine kort i en taktisk finale, gerne i overtal sammen med Geraint Thomas. Han kan spurte, men der er hurtigere folk end ham, og derfor vil han skulle lukrere på lidt taktik for at vinde.

 

Det må betegnes som en overraskelse, at Geraint Thomas har tænkt sig at køre løbet. Waliseren er kendt for at være helt usynlig efter Touren, hvor han har svært ved at bevare motivationen, og han har da heller aldrig tidligere kørt løbet. Han har dog ambitioner ved Commonwealth Games i næste uge, og det kan betyde, at han rent faktisk er motiveret for at levere resultater nogle dage endnu. Om han også har motivationen til dette løb, er måske mere tvivlsomt, og da han som sagt aldrig rigtigt kører løb efter Touren, aner vi ikke, hvordan han absorberer et tre uger langt etapeløb. Han forlod dog Frankrig som en af de friskeste og som løbets tredjebedste klatrer, og han lignede en mand, der fortsat havde masser at skude med. Den sidste mur er til gengæld ikke ideel for ham, for vi så i Mende og på Mur de Peguere, at han ikke er vild med denne slags mure, men det forhindrede ham nu ikke i at være blandt de allerstærkeste på begge etaper. Han har ikke tidligere tiders hurtighed, men overlever han først muren, er han den perfekte rytter til med sin power at køre væk i den flade finale.

 

En anden rytter, der er grund til at have forventninger til, er David Gaudu. Man skal altid være varsom med den svingende franskmand, særligt når han forlader en Tour, hvor han endelig lykkedes med at køre et succesrigt klassement for første gang. Ligesom i 2021 syntes han dog at være stærkere i den tredje uge end tidligere, og vi så netop sidste år, at han tog sin gode form med sig til OL, hvor han var blandt de stærkeste. Der er derfor en grund til at håbe og tro på, at vi vil se en formstærk Gaudu på lørdag, og gør vi det, er det et løb, der virkelig passer ham. Han har imponeret i denne form for eksplosivt terræn, særligt i Liege, og vi så i Touren, at hans bedste etape kom i Mende, hvor stigningen mindede meget om denne finalemur. Han er også ganske hurtig, og selvom han næppe ovespurter Pogacar eller Van Aert, er det et våben, han kan bruge, hvis han sammen med et par mand får sneget sig væk til sidst.

 

En rytter, der er svær at vurdere, er Michael Woods. Den sidste mur er skræddersyet til den canadiske murspecialist, der meget sjældent kører et stort og kuperet endagsløb uden også at køre med om sejren. Desværre kommer han fra en uheldig Tour, hvor det tidlige styrt betød, at han aldrig fandt formen, og selvom han fik en 3. plads på 16. etape, viste de efterfølgende etaper, at han var et stykke fra formen. Meget handlede imidlertid angiveligt om hans skader, og derfor kan der være håb om, at en uges hvile har bragt ham tilbage i en konkurrencedygtig tilstand. Hvis det er lykkes, er optakten som etapejæger måske den bedste til San Sebastian, fordi han ikke har kørt sig i hegnet, og vi så da også, at det fungerede perfekt til OL. Derfor var jeg faktisk ret fortrøstningsfuld på hans vegne, indtil han missede sidste etape med en positiv coronatest. I hvilket omfang han har været syg, ved vi ikke, og derfor er det muligt, at han mangler for meget (eller slet ikke stiller til start). Kom han symptomfrit gennem sygdommen, har jeg til gengæld en tro på, at vi vil se stærk Woods, der dog som de fleste andre lider under, at han i finalen skal finde en model til via taktik at komme væk fra Pogacar og/eller Van Aert.

 

Alejandro Valverde viste i Ardennerne, at han fortsat skal regnes som en af verdens allerbedste endagsryttere, og selvom hans restitution så ud til at koste ham i Giroen, viste han i begyndelsen af det italienske løb, at hans topniveau er tårnhøjt. Derfor bør han stå højt på en favoritliste til et løb, han naturligvis har vundet og adskillige gange er startet som den helt store favorit. Desværre er han ikke så tilregnelig som tidligere, og selvom han stadig er god til at træne sig i form, kan man ikke altid regne med, at han er flyvende fra start. Min største frygt er dog hans grimme træningsstyrt, som heldigvis ikke kostede alvorlige skader, men alligevel betød, at han tilbragte en nat på hospitalet. Det er svært at tro, at det ikke har sat ham tilbage i et eller andet omfang, men skaderne er heller ikke så voldsomme, at det udelukker, at vi ser en flyvende Valverde. Hans problem er, at han ikke som tidligere kan stole på sin spurt, men så må han jo udnytte det taktiske spil til at køre væk i finalen, som han før har gjort det.

 

Simon Yates kom flyvende tilbage fra sin pause med den overlegne solosejr i Ordizia, og det vidner om, at han er i form. Feltet var dog af en helt anden og langt svagere kaliber, end det er i dette løb, og derfor skal vi passe på med at lægge for meget i sejren. Den viser, at han bestemt er konkurrencedygtig, men hans erfaring med dette løb, hvor han i seks forsøg kun én gang er kørt i top 10, er ikke gode. Erfaringen viser, at det er svært for ham at være med i kampen om sejren, når han ikke har Touren i benene, og derfor kan man frygte endnu en skuffelse. Han er dog skabt til løbet, da vi jo i mandags igen fik at se, hvor fremragende han er på korte, stejle stigninger. Har vi en mere formstærk Yates, end vi plejer, kører han med om sejren, men selvom han er hurtig, skal han spille sine kort rigtigt i det taktiske spil. Det plejer han heldigvis også at være pokkers god til.

 

BikeExchange har imidlertid også et andet kort. Nick Schultz har været igennem en lang og svær tid, men igennem Touren fandt han endelig sine bedste ben. Faktisk var han i de høje bjerge bedre end nogensinde tidligere, og han sluttede endda af med en chokerende god enkeltstart. Schultz kommer således ud af løbet i fremragende form og umiddelbart også med stor friskhed. Dette eksplosive løb burde endda passe ham langt bedre end Tourens bjerge, og han er endda begunstiget af en god spurt. Til gengæld har han fortsat til gode at bevise, at han faktisk kan køre med om sejren i et stort endagsløb som dette, hvor det meste af verdenseliten er samlet.

 

Hvad så med mr. San Sebastian? Bauke Mollema har deltaget i løbet hvert eneste år siden 2012, og hans resultatliste er uhyggelig. Således er han blevet nr. 1, 2, 2, 3, 5, 5, 6, 9 og 10, og han har således været i top 10 uafbrudt i et årti. Hans ringeste resultat kom dog i 2021, og det er nok ikke helt tilfældigt. Hollænderen er nemlig faldet gevaldigt af på den i de senere år, og ser man på det niveau, han har haft på stigningerne i år, er der ikke meget, der tyder på, at han vil køre med de bedste. Situationen kan imidlertid sammenlignes med 2021, hvor han igennem sæsonen kørte nogenlunde som i år, men med Touren i benene blev han alligevel nr. 4 til OL. Denne gang var hans Tour ringere end sidste år, hvor han vandt en etape, men der er håb at hente i, at han var stærkest i den tredje uge, hvor hans enkeltstart viste, at formen ikke er helt ringe. Om niveauet rækker til at køre med de bedste i dette uhyggeligt stærke felt, må man stadig betvivle en smule, men OL viste, at det ikke kan udelukkes. Sidder han først med over muren, har han en hæderlig spurt, men han er først og fremmest ekspert i at snige sig væk i taktiske finaler.

 

Jeg er meget spændt på Alberto Bettiol. Som udgangspunkt ville jeg have regnet dette løb som værende for hårdt for ham, men det gjorde jeg også i 2017. Dengang blev han alligevel nr. 6, og siden da har han åbenlyst forbedret sig helt enormt. Vigtigst er det i denne sammenhæng, at han jo under Touren var ganske uhyggelig på muren i Mende, der minder ufatteligt meget om muren i dette løb. I forvejen ved vi jo fra sidste års Giro, at han nu klatrer aldeles fremragende, og mens Pyrenæerne viste, at han fortsat er for tung til de rigtige bjerge, burde dette løb være noget for ham. Jeg har måske stadig lidt svært ved at tro, at han vitterligt kan køre med Pogacar og co., men angriber han tidligt, eller kommer han tilbage til fronten, er der bestemt muligheder, da han også er hurtig. En udfordring kan dog være, at han i slutningen af Touren måske ikke virkede helt så frisk, som han havde gjort tidligere i løbet.

 

En anden hollænder er Wilco Kelderman. Boa-rytteren har haft et sløjt år, hvor han efter sin skadesplagede vinter og senere et styrt i Liege aldrig fandt formen i foråret. Nu melder han imidlertid, at han endelig har fået plads til at lægge en ordentlig basis, og at han for første gang i år føler sig god. Han har sine begrænsninger i bjergene, men som puncheur synes han at blive bedre og bedre. Jeg kan have min frygt for, at muren er en anelse for stejl, men en formstærk Kelderman bør være god på så eksplosiv en stigning. Han har også en god spurt og kan spille sine kort i en taktisk finale, men det er klart, at vi har til gode at se, om han vitterligt har fundet den gode form, han hævder. Han plejer at være god til at træne sig i form.

 

En spændende kandidat er Valentin Madouas. I foråret nåede han helt nye højder, og det toppede han vel næsten med en Tour, hvor han klatrede bedre end nogensinde. Det lover godt forud for et ardenneragtigt løb, der jo egentlig burde være hans sande speciale. Der er dog flere forhold, som giver en vis skepsis. Han vil formentlig finde muren en anelse for stejl, når han er til start i dette selskab, og derudover er han ikke kendt for stabilitet. Vi aner ikke, hvordan han klarer sig med en grand tour i benene, og selvom han så godt ud i den tredje uge, så vi også i foråret, at hans form forsvandt ret pludselig. Derfor frygter jeg en betydelig skuffelse, men hvis han kører som i Touren, er han uhyre farlig, også fordi haner hurtig på stregen.

 

En rytter, der i hvert fald så træt ud i den sidste del af Touren, er Romain Bardet. I forvejen har han haft et hårdt år, og derfor må man nok være en anelse skeptisk. Heldigvis for ham har blandt andre Valverde og Mollema vist, at man sagtens kan se halvdød ud i Touren og senere køre brølstærkt i San Sebastian. Det er derfor bestemt muligt, at vi alligevel ser en flyvende franskmand, og gør vi det, er det et ganske godt løb for ham. Han er god på eksplosive og stejle stigninger, som vi så ved hans forrygende VM i 2018 og har set det i Ardennerne, og i foråret fandt han endda en helt ny spurtstyrke. Forudsætningerne er altså til stede, men det kræver nok, at han har fundet den friskhed, han ikke så ud til at have i den sidste del af Touren.

 

En joker er Ruben Guerreiro. Vi aner nemlig ikke, hvor han står efter den sygdom, der tvang ham ud af Touren, og i forvejen er han ikke den mest tilregnelige rytter. Til gengæld så vi også i Dauphiné og på Ventoux den i særklasse bedste Guerreiro, vi nogensinde har set, og hvis han kommer til San Sebastian med de ben, kan han blive ganske spændende. Han hæmmes af, at historien viser, at Touren som regel giver en overhånd i forberedelsen til dette løb, og han nåede jo desværre kun at køre en uges tid. Til gengæld beviste han i juni, at evnen til at træne sig i form er storartet, og kommer han med sine bedste ben, burde han passe perfekt til løbet, da han er eksplosiv og hurtig.

 

Sygdom ødelagde Touren for Giulio Ciccone, men han syntes at blive bedre og bedre undervejs. Han manglede stadig noget i Pyrenæerne, men han begyndte at være konkurrencedygtig. En sådan formkurve i et løb, hvor han ikke kørte sig selv i hegnet, kan meget vel være nøglen til succes i dette løb, der faktisk passer godt til den eksplosive italiener. Han har derfor potentiale til at overraske positivt, fordi hans topniveau rækker meget langt, men desværre har vi aldrig rigtigt set det i et generelt skuffende år, Giro-etapesejren til trods.

 

En anden rytter, der kom stærkt ud af Touren, er Alexey Lutsenko, der har for vane at køre stærkt i efteråret. Sidste år, hvor han for første gang kørte klassement, kneb det imidlertid, og spørgsmålet er, om Touren igen har kostet for meget. Omvendt var hans formkurve gennem Touren denne gang diametralt modsat af, hvad den var sidste år, og det giver håb om større friskhed. Den skuffende enkeltstart dæmper dog optimismen, og samtidig er muren nok en anelse for stejl og svær. Til gengæld er han en mester i at angribe tidligt, og har han sine bedste ben, er han vel en af de bedste kandidater til at lave ”en Powless”.

 

Sidste år var der store forventninger til, hvordan Juan Ayuso ville klare sit første WorldTour-løb. Det viste sig at blive en anelse for hårdt, da han endte i anden gruppe, da feltet splittedes på muren, men siden da har han åbenlyst udviklet sig helt enormt. Derfor var mine forventninger også store, men vi har desværre i blandt andet Ardennerne og ved de spanske mesterskaber set, at der er betydeligt forskel på hans top- og bundniveau. I det lys var det bekymrende, at han ikke var bedre i Ordizia i mandags, og derfor er mine forventninger nu mere beherskede. Til gengæld så vi i Catalonien, hvor god han kan være i dette eksplosive terræn, og modsat mange andre har han også en yderst konkurrencedygtig spurt. Han er på hold med Pogacar, men som for Almeida kan det måske også åbne muligheder, særligt til at angribe fra distancen. Spørgsmålet er bare, om de ben, han havde i det svagt besatte Oridizia, rækker.

 

Det andet spanske supertalent, Carlos Rodriguez, er også til start, men også han kan være en svingende størrelse. Det var han i hvert fald i foråret, hvor det var særligt bekymrende, at han - trods etapesejr - skuffede betydeligt i Baskerlandet. Et eksplosivt løb som dette synes bestemt ikke at være skabt til ham, og vi aner heller ikke, hvor han står efter den højdetræningslejr, der har forberedt ham til Vueltaen. Han vil nok mangle nogle procent, men da han gik på pause, var han med sin 2. plads i Occitanie og overlegne sejr ved de spanske mesterskaber bedre end nogensinde. Potentialet er således til stede, men jeg vil tro, at han frem mod Vueltaen nok fortsat kan have lidt for store mangler til et løb, der ikke passer ham ideelt.

 

Mikel Landa elsker sit hjemmebaneløb, men det passer ham desværre temmelig dårligt. Alligevel er han blevet både nr. 5 og 6, og i 2017 var han måske løbets stærkeste rytter, selvom han endte med at køre for den hurtigere Michal Kwiatkowski. Hvor han står nu, ved vi ikke, men han plejer at være god til at træne sig i form, og han har generelt, når han har været rask og skadesfri, et meget højt bundniveau. Man må formode, at han frem mod Vueltaen, er i relativt god form, og motivationen til et baskisk løb bil ikke mangle. Giroen viste, at han fortsat er en af verdens bedste bjergryttere, men det er klart, at det skal flaske sig betydeligt, hvis en meget spurtsvag rytter som ham kan vinde. Det kræver taktiske angreb, enten tidligt eller efter muren.

 

Hvor står Tao Geoghegan Hart? Det er svært at vide efter en lang og svær tid, men da vi senest så ham i Dauphiné, viste han endelig, at han fortsat er en klasserytter. Han manglede fortsat lidt for meget, men han var faktisk positivt overrasket, hvor langt han var kommet uden den store træning. Desværre synes han kørt lidt ud på et sidespor hos Ineos, der ikke har givet ham klare sæsonplaner, og hvor han ikke umiddelbart er en del af Vuelta-satsningen. I Dauphiné virkede han derfor en anelse opgivende, og hvis han vitterligt ikke bliver en del af Vueltaen, kan det have været svært for ham at have den helt store motivation i løbet af sommeren. Hans kørsel det seneste års tid giver grund til pessimisme, men Dauphiné giver grund til optimisme. Skulle han vitterligt være i form, er han med sit punch og sin spurt vel den af Ineos-rytterne - i hvert fald sammen med Martinez - der passer bedst til løbet.

 

Han er igen oppe mod sin store rival fra Giroen i 2020. Jai Hindley er både eksplosiv og hurtig nok til at kunne stræbe efter et topresultat i dette løb, og vi ved jo nu alle, at topniveauet på stigningerne i hvert fald ikke mangler. Problemet er bare, at han er en langsom starter, der plejer at skulle bruge nogle løb, inden han finder benene, og hans store styrke - restitutionen - får han slet ikke glæde af her. Det er klart, at han frem mod Vueltaen skal være relativt formstærk, men det vil undre mig, hvis han for en sjælden gangs skyld kommer blæsende ud fra en pause, særligt når nu hans mål stadig ligger et stykke fremme. Til gengæld er det også klart, at han kommer rigtigt langt, hvis hans form er bedre, end jeg forventer, og som del af et meget stærkt Bora-kollektiv kan han håbe at kunne spille på et overtal efter muren.

 

Logikken siger, at dette løb er for hårdt for Michael Matthews, der da også kun blev nr. 55, da han i 2018 for hidtil eneste gang gennemførte løbet. Hans kørsel på muren i Mende giver dog håb, for den minder som bekendt meget om finalemuren her. Han har endda to veje til sejr. Han kan gøre som i Mende, nemlig sikre sig et forspring, for det er en forudsætning, hvis han skal til toppen sammen med eller før de mange bedre klatrere. Alternativet er, at han kan satse på en større regruppering efter muren, og det har vi som sagt været relativt tæt på flere gange. Det er dog ikke sket endnu, og det er tvivlsomt, om det sker i år, hvor feltet er uhyre skarpt. Lykkes det, vil han til gengæld være manden, der måske kan slå Van Aert i en spurt. I Touren var han i hvert fald på et niveau, vi ikke sat set i meget lang tid.

 

Bora har også Patrick Konrad, der kommer til løbet efter en trist sæson. Han fandt heller aldrig sidste års ben i Touren, men det var alligevel min fornemmelse, at han blev bedre undervejs. Hans tredje uge var slet ikke ringe, og det lover godt forud for dette løb, som burde passe en eksplosiv ardennertype som ham ganske fremragende. Han blev da også nr. 6, da han for hidtil eneste gang gennemførte løbet i 2019, og hans niveau er vel nogenlunde som dengang. Man må formode, at han stadig har lidt af den spurt, han havde engang, men til gengæld virker det heller ikke sandsynligt, at han kører med Pogacar til sidst. Hans mål må være at angribe tidligt eller at satse på en lille regruppering, hvor han i sidstnævnte tilfælde kan håbe at være del af et stærkt Bora-overtal.

 

En meget spændende rytter er Mattias Skjelmose. I Vallonien lignede han klart stærkeste mand, og det kunne måske indikere, at han som så mange andre har fået et gevaldigt boost af at gennemføre en grand tour. Allerede i Occitanie var han vel bedre end nogensinde, og hans kørsel i Vallonien indikerer, at han måske er endnu bedre nu. Det er til gengæld også klart, at niveauet her er af en helt anden kaliber, og han har stadig aldrig været i nærheden af at være med helt i front i så skrapt et selskab som dette. Lidt fremgang efter Giroen giver dog grund til at tro, at det måske kan ske for første gang på lørdag, og da han er god i eksplosivt terræn og har en fin spurt, passer han fint til løbet. Måske kan han gøre som Honoré for et år siden og angribe tidligt. Havner han i en gruppe som den, der sidste år afgjorde løbet, burde han kunne gøre det færdigt, hvis han tager Vallonien-benene med sig til Spanien.

 

Vi skal vel også nævne den forsvarende vinder. Sidste år snød Neilson Powless alt og alle med sit tidlige angreb, men det er klart, at det også er hans eneste reelle vej til sejr. Han kører ikke med de bedste på muren her til sidst, og spurtstærk er han heller ikke. Han så også træt ud i Touren, selvom en fin enkeltstart tændte lidt håb, men det samme var tilfældet sidste år. Her endte han alligevel med at have gode Tour-ben i dette løb, og det kan bestemt ikke udelukkes, at det kan ske. Spørgsmålet er bare, om det er nok i et løb, hvor han skal vinde på taktik, og hvor feltet er meget stærkere, end det var for et år siden.

 

Endelig er der Alessandro Covi. Al logik siger, at dette løb er for hårdt for italieneren, men han chokerede alligevel ved sidste år at vinde spurten om 5. pladsen i favoritgruppen. Her viste han også, at han kommer blæsende ud fra sommerpausen, men det var som bekendt også i et betydeligt svagere felt på en dag, hvor muren blev kørt passivt. Derfor vil det undre mig at se en gentagelse, også fordi han må være et stykke nede i UAE-hierarkiet. Hvis til gengæld han får frihed til at angribe tidligt, eller vi får samling i en lidt større gruppe efter Touren, kan han måske sidde med igen. Problemet er bare, at Van Aert vil gøre det samme, og det er måske lidt svært at tro, at han kan slå Pogacar, og at holdet ikke vil lade Pogacar køre spurten.

 

BEMÆRK: Som nævnt ovenfor er der altid mange ændringer på startlisten helt frem til de sidste 24 timer inden starten, og der kan derfor ske store udskiftninger i forhold til den foreløbige liste, på hvilken baggrund denne optakt er skrevet. Ryttere, der er trætte efter Touren, vil springe fra, og andre, der føler sig uventet friske, kan melde sig til.

 

OPDATERING: Wout van Aert er desværre blevet syg og kommer ikke til start. Min nye favorit er derfor Pogacar, der meget vel kan ende med at tage en solosejr.

 

OPDATERING 2: Bahrain er uden Landa. Samtidig har Bora erstattet Felix Grossschartner med Maximilian Schachmann. Efter at have lidt af sit tidlige styrt gennem det meste af Touren fandt han formen til slut, hvor han blandt andet med en god enkeltstart tankede masser af selvtillid forud for dette løb, der er et mål. Han er et usikkert kort, men en formstærk Schachmann er et godt kort. Muren er på papiret lidt for stejl, men han har i Fleche Wallonne vist, at han kan overleve, og med sin gode spurt står han stærkt - også i en taktisk finale, hvis han er del af et stærkt Bora-overtal efter muren.

 

OPDATERING 3: Ikke helt uventet stiller Thomas ikke til start, og Ineos er også uden Plapp. I stedet har de udtaget et alternativ i Pavel Sivakov. Hvor han står, er mildt sagt uklart efter en lang periode, hvor han ikke har været flyvende, men frem mod Vueltaen bør han ikke være helt formsvag. Løbet passer ham dog langt fra ideelt, da han hverken er eksplosiv eller spurtstærk, og det skal derfor flaske sig, hvis han skal vinde.

 

OPDATERING 4: Den næste Tour-rytter, der er blevet træt og tager sig en pause, er Romain Bardet, der ikke kommer til start.

 

OPDATERING 5: UAE er uden Covi, der erstattes af George Bennett. Newzealænderen viste god form i Castilla y Leon, men løbet passer ham dårligt. Han ligner en hjælper, men kan måske få lov at angribe tidligt.

 

OPDATERING 6: Så var der endnu en Tour-rytter, der er blevet for træt. Også Lutsenko har trukket sig.

 

OPDATERING 7: Endnu et betydeligt afbud. Woods er næppe kommet sig efter sin coronainfektion og stiller ikke til start.

 

OPDATERING 8: Den klassiske række af afbud fra trætte Tour-ryttere fortsætter. Nu kan vi strege Madouas fra listen.

 

OPDATERING 9: Næste afbud kommer fra den forsvarende vinder, Powless. Han erstattes af Eiking, der sidste år kørte med de bedste i et løb, der passer ham, men han virkede for formsvag i Vallonien.

 

OPDATERING 10: Den endelige startliste er kommet, og der var selvfølgelig yderligere et par ændringer. Trek er uden Ciccone, men har i stedet udtaget Juan Pedro Lopez. Hans form er dog ukendt, og han passer dårligt til ruten. Ag2r har udtaget Clement Champoussin som erstatning for Cosnefroy, men også han passer dårligt til ruten, og han virkede ikke formstærk i Vallonien.

 

***** Tadej Pogacar

**** Joao Almeida, Remco Evenepoel

*** Daniel Martinez, David Gaudu, Alejandro Valverde, Simon Yates, Nick Schultz

** Bauke Mollema, Alberto Bettiol, Maximilian Schachmann, Wilco Kelderman, Ruben Guerreiro, Juan Ayuso, Carlos Rodriguez, Tao Geoghegan Hart, Jai Hindley, Michael Matthews, Patrick Konrad, Pavel Sivakov, Mattias Skjelmose

* Domenico Pozzovivo, Santiago Buitrago, Fausto Masnada, Pierre Latour, Guillaume Martin, Lorenzo Rota, Luis Leon Sanchez, Tiesj Benoot, George Bennett, Juan Pedro Lopez,  Gino Mäder, Carlos Verona, Rigoberto Uran, Andreas Kron, Michael Storer, Wout Poels, Emanuel Buchmann, Alex Aranburu, Tom Dumoulin, Clement Berthet, Aurelien Paret-Peintre, Rudy Molard, Maxim van Gils, Esteban Chaves, Clement Champoussin, Ion Izagirre, Cristian Rodriguez, Mikkel Honoré, Søren Kragh, Matej Mohoric, Odd Christian Eiking

 

STREAM DONOSTIA SAN SEBASTIAN TIL HALV PRIS OG UDEN AFBRYDELSER

EFTERÅRSSPILLET STARTER LØRDAG - 10.000 KR I STARTPULJEN

 

Danskerne

Hos Trek burde Mattias Skjelmose have lidt frihed, og han er omtalt ovenfor. I fravær af Julian Alaphilippe burde Mikkel Honoré måske kunne få lidt af den frihed til at angribe tidligt, som sidste år gav en 3. plads, men i Touren så formen ikke helt ud til at række, slet ikke i årets meget stærkere felt. Hos Lotto ligner Andreas Kron kaptajnen i et løb, der passer ham fint, men hvor muren måske er en anelse for svær. Spørgsmålet er også, om han har friskheden efter en hård Tour, hvor han måske virkede en anelse mærket til sidst. Han kom dog godt ud af Vueltaen sidste år, og det giver håb. Hos DSM er Søren Kragh til start som støtte for Bardet i et løb, der er en anelse for hårdt, men angriber han tidligt, kan der være muligheder i en trup, hvor han støttes af en umiddelbart ganske formstærk Casper Pedersen

 

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Neilson Powless’ sejr fra 2021, Remco Evenepoels sejr fra 2019, Julian Alaphilippes sejr fra 2018, Michal Kwiatkowskis sejr fra 2017, Bauke Mollemas sejr fra 2016, Adam Yates’ sejr fra 2015, Alejandro Valverdes sejr fra 2014, Tony Gallopins sejr fra 2013, Luis Leon Sanchez’ sejre fra 2012 og 2010 og Philippe Gilberts sejr fra 2011

 

Holdoversigt

Nedenfor gennemgår jeg de ryttere, der foruden de ovennævnte kan spille en rolle.

 

EF Education-EasyPost: Holdet må have en ret åben plan med gode muligheder for Bettiol og Guerreiro. Holdet har også Rigoberto Uran, men hans Tour og forår giver ikke grund til at være alt for optimistisk. Esteban Chaves genfandt sig selv i juni, men Ordizia og Castilla y Leon indikerer, at han ikke er på samme niveau nu. Sidste år var Odd Christian Eiking blandt de bedste, men han var slet ikke så formstærk i Vallonien denne gang.

 

INEOS Grenadiers: Det skræmmende stærke britiske hold har gode kort i Martinez, Rodriguez, Geoghegan Hart og Pavel Sivakov, der er omtalt ovenfor.  Jonathan Castroviejo må regnes som hjælper.

 

Quick-Step Alpha Vinyl Team: Uden den covidramte Alaphilippe må Evenepoel være den klare kaptajn, men som beskrevet ovenfor kan Mikkel Honoré måske få lov at angribe tidligt, som han gjort sidste år. Fausto Masnada lignede i Schweiz også en mand på vej tilbage til sit tårnhøje niveau efter sin sygdom, men dette løb passer ham ikke ideelt. Mattia Cattaneo klatrede skidt i Touren, og det har James Knox gjort hele året, mens Pieter Serry ikke længere kan gentage sin top 10 i dette løb.

 

UAE Team Emirates: Pogacar er kaptajnen på det stærke hold, men som nævnt er Almeida og Ayuso også gode optioner. George Bennett viste form i Castilla y Leon, men skal angribe tidligt, hvis han får frihed. Rui Costa var hjælper i Ordizia, hvor han ikke imponerede, og det bør han være igen, som også Jan Polanc gør det.

 

Bahrain-Victorious: Uden Landa burde der være frihed til Santiago Buitrago, der med sit punch passer godt til løbet. Hans form er dog helt ukendt. Løbet passer ikke rigtigt Gino Mäder, der også er en langsom starter. Det er perfekt for Wout Poels, men hans niveau rækker næppe længere. Sidste år blev Matej Mohoric nr. 2 ved at angribe tidligt, men efter den svage Tour ligner han ikke en mand, der kan gentage det. Det gør til gengæld den tidligere vinder Luis Leon Sanchez, der var fremragende i Touren, måske særligt i den tredje uge, og mens han ikke kan være med de bedste i finalen, kan han med et tidligt angreb vinde i samme stil som Powless. Hermann Pernsteiner må i denne supertrup være hjælper.

 

Intermarché-Wanty-Gobert Materiaux: Domenico Pozzovivo har et højt bundniveau og er god på denne slags mure. Sidste år var han flyvende i Burgos efter sommerpausen, og jeg bliver overrasket, hvis ikke han ender meget langt fremme. Problemet er, at jeg har svært ved at se ham vinde, men han er en meget sandsynlig top 10-rytter. Sidste år blev den stadig stærkere Lorenzo Rota nr. 4 - og uden uheld kunne han have vundet - i et løb, der passer ham, men i Vallonien lignede han ikke en mand i absolut topform. Niveauet er for højt til Simone Petilli og veteranen Jan Bakelants.

 

Trek-Segafredo: Mollema må være kaptajnen i sit yndlingsløb, og jeg har som sagt også tiltro til Skjelmose. Løbet passer dårligt til Juan Pedro Lopez, hvis form tillige er ukendt. Heller ikke Kenny Elissonde passer ikke rigtigt til dette løb, og trods den gode form er Toms Skujins nok lidt for tung, selvom han kan angribe tidligt.

 

Jumbo-Visma: Med Van Aerts afbud må holdet satse på to kaptajner. Tiesj Benoot vister i Touren, at han kan komme langt, men muren er for stejl. Skal han vinde, skal han angribe tidligt. Tom Dumoulin har tidligere været meget tæt på at vinde et løb, der passer ham, men hans klatring i år synes ikke at række, og det samme gør formen næppe heller, da hans helt store mål er VM. Chris Harper klatrer fint, men er ikke skræddersyet til løbet, og Robert Gesink må være hjælper.

 

Team BikeExchange-Jayco: Det må handle om Yates med Schultz og Matthews som alternativer. Dion Smith viste fin form i de seneste løb, men er her som Jan Maas hjælper.

 

Lotto Soudal: Andreas Kron, der er omtalt under ”Danskerne” ligner bedste bud. Løbet passer fremragende til Maxim van Gils, der var i top 10 sidste år, men han skuffede i Vallonien. De unge Xandres Vervloesem og den skadede Viktor Verschaeve har haft det svært på den professionelle scene.

 

Astana Qazaqstan Team: Med Lutsenkos afbud får holdet det svært, da Vincenzo Nibali helt forventeligt var formsvag i Ordizia, og da løbet er for svært til en ellers velkørende Stefan de Bod, mens Vadim Pronskiy også så skidt ud i Ordizia. Holdets bedste kan meget vel være den i Touren godt klatrende Simone Velasco, men ruten bør trods alt være for svær for den ellers hurtige italiener.

 

Cofidis: Guillaume Martin er bedste bud, men han syntes ikke helt flyvende i Vallonien. Ion Izagirre har været en skygge af sig selv hele sommeren, og Ruben Fernandez og Davide Villella har skuffet i år. En joker er Simon Geschke, der havde en fremragende Tour og kan komme langt ved at angribe tidligt, hvis han er frisk efter en meget hård tur rundt i Frankrig.

 

Movistar Team: Valverde er den klare kaptajn. Løbet kunne være inden for rækkevidde for Alex Aranburu, men trods 2. pladsen på 1. etape klatrede han skidt i Vallonien. Carlos Verona er i form og kan måske angribe tidligt, men løbet passer ham dårligt. Antonio Pedrero gjorde det pænt i Ordizia, men han er ikke skabt til dette løb og er sjældent i storform efter en lang pause.

 

Ag2r Citroën Team:  Da Clement Champoussin ikke så formstærk ud i Vallonien, er Aurelien Paret-Peintre nok bedst bud, men han er nok lidt for tung til disse procenter. Clement Berthet er lovende og kan komme langt i et løb, der passer ham, men han kan ikke vinde. Lilian Calmejane er ikke længere god nok, og Mikael Cherel havde en skuffende Tour.

 

Team DSM: Med Bardets afbud må holdet i offensivt tidligt. Det gælder for Søren Kragh, der er omtalt under ”Danskerne”, samt Chris Hamilton. Mark Donovan har skuffet i år.

 

Equipo Kern Pharma: Løbet passer godt til Roger Adria, der endelig fandt formen i juni, men han skuffede lidt i Ordizia, hvor Igor Arrieta så meget formsvag ud. Jose Felix Parra har potentiale, men er en anelse overmatchet og har skuffet i år. Niveauet er for højt for Urko Berrade.

 

Israel-Premier Tech: Uden Woods får holdet det svært. Den officielle kaptajn er Daryl Impey, men løbet bør være for svært for sydafrikaneren. Patrick Bevin var meget formsvag i Vallonien. Her så Omer Goldstein godt ud, men han bør være en anelse overmatchet i dette felt. Guy Niv, Carl Fredrik Hagen og James Piccoli har alle klatret hæderligt på det sidste, men ikke nok til at være med fremme i dette stærkt besatte løb.

 

Groupama-FDJ: Gaudu må være kaptajnen. Michael Storer fandt aldrig formen under Touren og passer ikke ideelt til løbet, som Sebastien Reichenbach heller ikke gør det. Det gør til gengæld Rudy Molard, men han er nok ikke længere helt god nok til dette niveau.

 

Caja Rural-Seguros RGA: Fernando Barcelo, der også er hurtig, Joel Nicolau og Jonathan Lastra kørte fint i Ordizia, men niveauet her er lidt for højt. Det er det i dag også for Mikel Nieve som endda styrtet i Ordizia, og for Jhojan Garcia, der aldrig har fundet formen i år.

 

Euskaltel-Euskadi: Mikel Bizkarra er holdets eneste rigtige klatrer, men han passer ikke rigtigt til dette løb, der er for svært for den svigende Mikel Iturria.

 

BORA-hansgrohe: Schachmann, Hindley, Kelderman og Konrad ligner alle gode bud. Matteo Fabbro har skuffet siden Tirreno sidste år, og løbet passer dårligt til Emanuel Buchmann, der også fortsat er et stykke fra fordums styrke

 

Burgos-BH: Holdets bedste klatrere er Oscar Cabedo, Daniel Navarro, Jose Manuel Diaz og Ander Okamika, men de er overmatchet i dette selskab.

 

Team TotalEnergies: Måske er muren lidt for stejl, men korte stigninger passer godt til Pierre Latour, der også er hurtig. Han virkede dog træt under Touren. Som alternativ har holdet Cristian Rodriguez, men hans form er ukendt, og han er ikke skræddersyet til løbet. Victor de la Parte er stadig en skygge af sig selv.

 

STREAM DONOSTIA SAN SEBASTIAN TIL HALV PRIS OG UDEN AFBRYDELSER

EFTERÅRSSPILLET STARTER LØRDAG - 10.000 KR I STARTPULJEN

Tadej Pogacar
Joao Almeida, Remco Evenepoel
Daniel Martinez, David Gaudu, Alejandro Valverde, Simon Yates, Nick Schultz
Bauke Mollema, Alberto Bettiol, Maximilian Schachmann, Wilco Kelderman, Ruben Guerreiro, Juan Ayuso, Carlos Rodriguez, Tao Geoghegan Hart, Jai Hindley, Michael Matthews, Patrick Konrad, Pavel Sivakov, Mattias Skjelmose
Domenico Pozzovivo, Santiago Buitrago, Fausto Masnada, Pierre Latour, Guillaume Martin, Lorenzo Rota, Luis Leon Sanchez, Tiesj Benoot, George Bennett, Juan Pedro Lopez, Gino Mäder, Carlos Verona, Rigoberto Uran, Andreas Kron, Michael Storer, Wout Poels, Emanuel Buchmann, Alex Aranburu, Tom Dumoulin, Clement Berthet, Aurelien Paret-Peintre, Rudy Molard, Maxim van Gils, Esteban Chaves, Clement Champoussin, Ion Izagirre, Cristian Rodriguez, Mikkel Honoré, Søren Kragh, Matej Mohoric, Odd Christian Eiking
DEL
INFO
Optakter
Nyheder
Clasica San Sebastian
Nyheder Profil Resultater
DELTAG I DEBATTEN

Annonce

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Annonce

Annonce

/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Belgrade Trophy(2.1) 13/08-14/08

La Ronde Des Vallées(2.1) 13/08-14/08

La Polynormande(1.1) 14/08

EM - Herrer(CC) 14/08

Tour du Limousin(2.1) 16/08-19/08

EM - Kvinder (Enkeltstart)(CCW) 17/08

One Belt One Road Nation'...(2.NCUP) 17/08-19/08

EM - Herrer (Enkeltstart)(CC) 17/08

Tour de l'Avenir(2.NCUP) 18/08-28/08

Vuelta a España(2.UWT) 19/08-11/09

Annonce

Annonce

AG2R Citroen Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Qazaqstan

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Victorious

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Education - EasyPost

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Intermarché - Wanty - Gobert

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Israel - Premier Tech

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Quick-Step Alpha Vinyl

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team BikeExchange Jayco

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team DSM

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jumbo-Visma

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Annonce

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger