Optakt: Etoile de Besseges

 DELTAG I SÆSONSPILLET 2022 (MED KAPTAJNER)
 DELTAG I SÆSONSPILLET 2022 (UDEN KAPTAJNER)

Løbets rolle og historie

Inden nye løb begyndte at dukke op i varmere områder, var Sydeuropa stedet, hvor man indledte sæsonen. Derfor er det ingen overraskelse, at den traditionelle sæsonåbning i Europa har bestået af to sydfranske løb, GP La Marseillaise og Etoile de Besseges. I de senere år er der imidlertid endnu tidligere blevet trampet i pedalerne på europæisk grund på Mallorca, men det har ikke ændret på, at mange ryttere har holdt fast i, at de to franske begivenheder er det bedste sted at komme i gang.

Konkurrencen har dog været stærkt tiltagende med nye løb i Australien, Argentina, Colombia og Mellemøsten samt det genopstandne Volta a la Comunitat Valenciana, og det har kun haft en kedelig effekt på det franske etapeløb Det har kostet for det historiske løb, idet folk i stigende grad har søgt mod Mellemøsten og Den Iberiske Halvø. De franske hold har imidlertid fortsat foretrukket deres hjemmebaneløb, og selvom Middelhavet Rundt stadig savnes, betyder det stadig relativt nye etapeløb Tour de la Provence, der afvikles senere på måneden, at Frankrig kan tilbyde en imponerende flot januar/februar-kalender, der også består af GP La Marseillaise, Tour du Var og endagsløbene Classic Sud-Ardeche og Drome Classic.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Mens GP La Marseillaise har mistet sin status som det første europæiske endagsløb, er Etoile de Besseges fortsat det første etapeløb på sportens hovedkontinent - nu sammen med Volta a la Comunitat Valenciana. Selvom det afvikles i Sydfrankrig, har det imidlertid ofte været plaget af dårligt vejr, og etaper er før blevet aflyst eller forkortet. I 2015 protesterede rytterne endda på 2. etape, hvor de kørte i bidende kulde, og det vidner om, at man stadig kan føle sig mere sikker på sol og varme, hvis han rejser til mere eksotiske egne end til den franske sydkyst.

Terrænet er imidlertid perfekt til et løb på denne tid af sæsonen, idet det er uden helt store udfordringer. Arrangørerne sammensætter ofte et program bestående af korte etaper, der domineres af sprintere, som har masser af muligheder i løbet af de fem dage. Et par mere kuperede etaper gør det muligt at få lidt udskilning, og det er før lykkedes udbrydere at tage den samlede sejr, specielt hvis vejret har været dårligt. I de senere år har arrangørerne indført en enkeltstart på sidstedagen, og den velkendte rute med den hårde bakke i Alès har allerede udviklet sig til lidt af en klassiker. Den har samtidig tippet balancen væk fra sprinterne, og det har nu været enkeltstartsrytterne, der har domineret. Som noget nyt indførte man dog i 2020 en hård bjergfinale, som afgørende ændrede karakteren af et løb, der hidtil har været ganske fladt, og efter at man i 2021 igen vendte tilbage til et mere klassisk og fladere format, betyder endnu en 2020-agtig rute i 2022, at vi måske skal vænne os til, at Etoile de Besseges ikke længere bare er et sprinterløb.

Løbet blev første gang afviklet i 1971 på initiativ af Fangille Roland. I 1974 blev det til et etapeløb, og allerede tidligt lykkedes det at tiltrække udenlandske stjerner. Således var folk som Barry Hoban, Gerrie Kneteman, Willy Planckaert, Sean Kelly, Dietrick Thurau og Leo van Vliet alle på podiet i løbet af de første 10 år, og faktisk var der i årene 1981-1984 end ikke en franskmand blandt de første 3. Ronan Pensec vandt i 1987, men bortset fra hans sejr lykkedes det ikke en lokal rytter at vinde i årene mellem 1979 og 1993, hvor Armand de las Cuevas brød den udenlandske dominans. Det fortsatte op gennem 1990erne og de tidlige 00ere, hvor blandt andre Robbie McEwen og Fabio Baldato vandt samlet. Efterhånden som der er kommet flere alternativer til de franske løb, er det imidlertid i stigende grad blev en fransk affære, og i årene 2009-2016 lykkedes det kun Bob Jungels og Tobias Ludvigsson at bryde en fransk stime, der inkluderer vindere som Thomas Voeckler, Samuel Dumoulin, Jerome Coppel, Jonathan Hivert, Lilian Calmejane, Tony Gallopin, Benoit Cosnefroy, Christophe Laporte og Anthony Ravard.

Det er ingen hemmelighed, at mange løb kæmper med økonomiske problemer, og selvom Frankrig har været ramt mildere end andre lande, er man ikke gået fri. Desværre blev Etoile de Besseges også ramt, og arrangørerne afviklede udgaverne i både 2017 og 2018 med et betydeligt underskud. Det førte til, at man arbejdede med planer om i 2018 at afvikle løbet over bare to dage eller at flytte det permanent til området omkring Alés, hvor bystyret var villige til at investere i begivenheden. Det lykkedes i første omgang at finde en løsning, men i 2019 gik den ikke længere. Derfor blev den udgave reducereret fra de hidtidige fem til bare fire dage. Til gengæld havde Dubai Tours forsvinden haft en meget gavnlig effekt på feltet, der med hele fem WorldTour-hold var langt stærkere og mere internationalt, end det havde været i umindelige tider.

Heldigvis er den løbet nu i god gænge, og i 2020 oplevede man faktisk en sand renæssance med en tilbagevenden til fem etaper og et felt på nu hele 8 WorldTour-hold. I 2021 gik det endda endnu bedre, fordi coronakrisen og de mange aflysninger betød, at alle de store hold flokkedes om at deltage i det europæiske løb. Arrangørerne kunne reelt vælge og vrage og i sidste ende præsentere et felt med hele 11 af de 19 WorldTour-hold, herunder storhold som Ineos og Bora, der aldrig tidligere blot havde overvejet at deltage i det relativt lille franske løb. Startlisten talte endda et hav af verdensstjerner, som man normalt ikke er kommet i nærheden af. Corona fortsætter som bekendt med at hærge den eksotiske del af kalenderen også i 2022, og særligt efter aflysningen af Vueltaen af San Juan blev løbet pludselig igen et tilløbsstykke, da ryttere som Richard Carapaz og Filippo Ganna pludselig bookede billet til Frankrig i stedet for Argentina. Med 10 ud af de nu 18 WorldTour-hold matcher man stort set sidste års felt i en begivenhed, der kan kaldes en af coronakrisens vindere.

Sådan var det i hvert fald i udpræget grad sidste år, hvor der efter den eksperimenterende rute var langt op til et mere traditionelt og fladere format med appel til sprintere, der kunne begå sig på den sidste enkeltstart. Sådan gik det imidlertid ikke, da en vild Ineos-offensiv på løbets kongeetape skabte et formidabelt stærkt udbrud, hvorfra Tim Wellens kørte hjem til solosejr. Det gav den stærke belgier et forspring, som han let forsvarede på den sidste enkeltstart, så han kunne hyldes som en suveræn samlet vinder med hele 53 sekunder ned til Michal Kwiatkowski og 59 sekunder ned til Nils Politt. Wellens foretrækker i år sin klassiske forberedelse på Mallorca og forsvarer derfor ikke sin titel, og da Bora og dermed Politt denne gang skipper løbet, bliver Kwiatkowski den eneste genganger fra sidste års podium.

 DELTAG I SÆSONSPILLET 2022 (MED KAPTAJNER)
 DELTAG I SÆSONSPILLET 2022 (UDEN KAPTAJNER)

Ruten

I 2012 introducerede man som nævnt en enkeltstart og kom derved af med sin status som et sprinterløb. Dengang var det Jerome Coppel, der med en sublim præstation i kampen mod uret tog den første af to samlede sejre, og derefter havde løbet længe det samme format, hvor mange etaper er blevet benyttet uforandret år efter år.

Det ændredes der afgørende på i 2019. Ikke blot blev løbet som sagt forkortet fra fem til fire dage, hvilket skete på bekostning af lørdagens klassiske puncheurspurt på Muren i Laudun, resten af løbet blev også gjort langt lettere. Det skete ved, at den ellers så velkendte kongeetape var gjort betydeligt nemmere og nu blot blev endnu en sprinteretape sammen med de to indledende etaper. Tidligere havde det ellers været netop denne etape, der sammen med enkeltstarten og eventuelle bonussekunder havde været afgørende, men nu kunne det hele koges ned til et opgør om tidsbonus samt den afsluttende enkeltstart.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour de Romandie

Tilsyneladende forstod arrangørerne, at løbet blev lidt for ensformigt. I 2020 var der nemlig nytænkning over hele linjen i det nu igen fem dage lange løb. Faktisk var den stadig meget lettere ”kongeetape” nu den eneste rigtige sprinteretape, mens der til gengæld var en ny stigende spurt på 2. etape, en rigtig puncheurspurt på 1. etape samt som noget helt atypisk en rigtig lille bjergafslutning på Mont Bouquet på 4. etape, inden det hele afsluttede med den klassiske enkeltstart i Alès. Det gav et langt mere udfordrende og klatretungt løb end tidligere, og da vinden også spillede ind, blev forskellene langt større end normalt.

Den model gik man igen væk fra i 2021, hvor vi stadig så nogle helt andre afslutninger end de gamle, der blev genbrugt fra år, men bjergafslutningen på Mont Bouquet var igen ude. Hvis nogen troede, at det signalerede en tilbagevenden til traditionen, må de imidlertid tro om. I 2022 går løbet i en helt ny og uhørt hård retning, hvor det gamle sprinterløb slet ikke byder på én eneste rigtig sprinteretape! Tværtimod vender Mont Bouquet tilbage på lørdagens kongeetape, mens løbet indledes med to puncheuretaper og rundes af med den klassiske enkeltstart. Eneste etape med en flad afslutning er den klassiske kongeetape på fredag, men selv har arrangørerne gjort op med de seneste års meget lettere format ved at inkludere den velkendte Trelis-stigning i den absolutte finale. Det bliver ikke let at være sprinter i år!

Mange af dem kan dog vente sig at få en chance på 1. etape, hvor det for tredje år i træk gælder afslutningen på den lille Cote de la Tour i Bellegard, hvor Christophe Laporte sidste år sejrede foran Nacer Bouhanni. Her er afslutningen endda rykket nogle hundrede meter efter toppen, og hvis ikke vinden raser, ligner det dagen, hvor der skal spurtes i et opgør, hvor stærke sprintere har en fordel, men hvor puncheurs også kan være. Til gengæld bør sprinterne ikke kunne være med torsdag, hvor der venter en helt ny puncheurfinale i Rousson, og hvor en afslutning med 600 m med mere end 12% vil sørge for, at de sande murspecialister kommer til sin ret.

Som altid venter den klassiske kongeetape omkring Besseges om fredagen, men på paradoksal vis er den nu sammen med 1. etape den letteste. Let er den dog ikke, da en passage af Trelis i finalen og generelt ganske mange højdemeter giver masser af basis for offensivt, selektivt og aggressivt cykelløb, som vi også så det på sidste års meget lettere rute, hvor Tim Wellens kørte alene hjem til en suveræn solosejr. Lørdag gælder det så den nye kongeetape med en tilbagevenden til Mont Bouquet, der måske kun er knap 5 km lang, men med en stigningsprocent på mere end 9 så stejl, at det er slut med at vinde løbet, hvis ikke man kan klatre. Det hele slutter som altid med den meget alsidige afsluttende enkeltstart i Alès, hvor man efter 8 flade kilometer slutter på den 2,5 km lange og ganske stejle Hermitage-stigningen, der altid har været helt essentiel i at kåre den samlede vinder af årets første franske etapeløb. Denne gang har man krydret etapen ved at ændre den flade del, som er blevet betydeligt mere teknisk, men vi vil stadig være vidner til det velkendte og spektakulære slag om den samlede sejr - også selvom den brutale rute i sprinterløbet uden sprinteretaper formentlig vil skabe tidsforskelle, vi sjældent har set.

1. etape

Siden 2011 er løbet blevet indledt med en flad sprinteretape, der har ført feltet på en tur rundt i terrænet omkring start-og målbyerne Bellegarde og Beaucaire, men den model ændrede man på i 2020. Her flyttedes målet nemlig til Bellegarde, der således var vært for både start og afslutning, og i den forbindelse rykkede man afslutningen til den lille bakke Cote de la Tour. Med en gennemsnitlig stigningsprocent på 6,3 over 600 m er der tale om en klassisk puncheurafslutning, der i 2020 gav et noget anderledes udfald end den vanlige massespurt og sidste år førte til et helt anderledes sprinterhierarki, end man vil have set på den klassiske åbningsetape. Derfor er der langt op til en herlig åbning igen i 2022, hvor samme afslutning ventes at bringe en eksplosiv afslutter i den første førertrøje.

Igen i år er der tale om en kort etape på bare 160,6 km, som altså nu har både start og mål i den tidligere startby, Bellegarde. Den består af tre rundstrækninger, hvoraf den første er 55,5 km og henlagt til området nord for Bellegarde. Her kører man igennem fladt terræn mod nord og nordøst, inden man i det nordøstligste punkt vender rundt for herefter at følge Rhone-floden mod sydvest og syd ned til udkanten af den gamle målby Beaucaire, inden det igennem fladt terræn går mod sydvest tilbage til Bellegarde, hvor man for første gang når toppen af kategori 3-stigningen Cote de la Tour (600 m, 6,4%) efter 55,5 km, men bare 30 m fra målstregen drejer man fra, hvorfor denne altså ikke krydses denne gang.

I stedet kører man ud på en 61,7 km lang runde i området sydvest for byen. Fra start går det mod sydvest igennem fladlandet ned til byen Saint-Gilles, hvorfra man kører en omgang på en flad og næsten ovalformet rundstrækning, der går igennem et naturområde. Efter tilbagekomsten til Saint-Gilles går det ad samme vej tilbage mod Bellegarde, hvor man kører en tur rundt om byen, inden man vender tilbage til kategori 3-stigningen Cote de la Tour (600 m, 6,4%), hvis top rundes for anden gang efter 117,2 km.

Heller ikke denne gang kører man over stregen. I stedet drejer man på toppen af stigningen mod nord for i stedet at køre ud på en 42,25 km lang rundstrækning, der er lige så flad som de forrige. Den er denne gang henlagt til området øst for byen. Først kører man mod sydøst ned til Fourques, inden man følger Rhone mod nord op til udkanten af Beaucaire, hvorefter man atter kører mod sydvest tilbage til Bellegarde, hvor man for tredje og sidste gang skal op over Cote de la Tour (600 m, 6,4%), der denne gang dog ikke byder på en bjergspurt. Fra toppen resterer fortsat 850 m, der kun er ganske let stigende, og som byder på passager lige igennem tre rundstrækningen med hhv. 750 m, 90 m og 30 m igen, idet man også drejer skarpt ind på bakken i bunden med 1650 m til stregen.

Læs også

Ayuso er stadig mærket af kuldechok

I forhold til sidste år er etapen ændret ved, at den midterste rundstrækning er ny og erstatter én af de to omgange på den første rundstrækning, og heller ikke i år skal man køre en lille rundstrækning inde i byen, som man gjorde i 2020. Dermed skal Cote de la Tour passeres tre og ikke som i 2020 fire eller i 2021 to gange. Målstregen er tillige flyttet, så den nu er placeret 850 m efter toppen af bakken. Det er ca. 100 m senere end i 2020 og slet ikke som i 2021, hvor der var mål direkte på toppen.

Etapen byder på bare 537 højdemeter mod 469 i 2021.

Det er et interessant twist arrangørerne har føjet til en normalt helt klassisk sprinteretape, og vi har de seneste år set, at det gav en herlig finale. Vinden er altid farlig, og i 2020 var etapen allerede sprængt til atomer inden spurten op ad bakken, hvor udbryderen Alexys Brunel akkurat sejrede foran suveræne Benoit Cosnefroy, der på bakken slog huller på 2 sekunder ned til Edward Planckaert, 4 sekunder ned til Alex Kirsch og 7 sekunder ned til en gruppe på seks mand. Sidste år, hvor vinden slet ikke spillede en rolle, endte det til gengæld i en helt klassisk spurt, der viste, at vinderen ikke behøver at være en puncheur, men måske mere sandsynligt er en stærk sprinter, da Christophe Laporte sejrede foran Nacer Bouhanni og Mads Pedersen  - et scenarium, der bliver endnu mere sandsynligt med målet placeret et stykke fra toppen. Alle drømmer om endnu et sidevindsdrama som i 2020, men mest sandsynligt er det, at vi får et kontrolleret løb som i 2021, inden det hele slutter med et brag af en spurt på bakken.

Bellegarde har i syv år i træk været startby for 1. etape, men vendte tilbage som målby i 2020, hvor Alexys Brunel fra et udbrud akkurat holdt Benoit Cosnefroy, Edward Planckaert og resten af feltet bag sig i den nye finale på Cote de la Tour, inden vi sidste år så en mere klassisk puncheurspurt med sejr til Christophe Laporte foran Nacer Bouhanni og Mads Pedersen. Forinden skal vi helt tilbage til 2012 for at finde sidste gang, der var mål i byen. Her slog Nacer Bouhanni en ung Marcel Kittel og Bobbie Traksel i en flad massespurt, mens Yauheni Hutarovich var hurtigere end Anthony Ravard og Bjorn Leukemans dagen forinden. I 2019 vandt Dylan Groenewegen en spurt på en hård sidevindsetape i Paris-Nice i byen.

2. etape

Mens 1. etape stort set altid har været den samme - først med en flad afslutning og siden 2020 med målet på Cote de la Tour - varierer målet for 2. etape. Starten har som regel gået fra Nimes, men herefter har der været plads til variation og opfindsomhed. Et fast kendetegn har dog været, at terrænet har været fladt, men også den trend blev brudt på 2020-udgavens innovative rute, da man sluttede med et let stigende opløb. Endnu mere nytænkende bliver det i år, hvor der venter en ny afslutning i Rousson, og med mål på en 1600 m lang bakke, der over de sidste 600 m stiger med intet mindre end 12,1% kan sprinterne se langt efter deres drømme om den første klassiske massespurt. I stedet er der lagt op til en fest for ardenner- og murspecialister i en finale, hvor der i klassementet også vil være sekunder at vinde.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Da det arabiske tempomirakel fortsatte

Som altid i Besseges er der med en distance på bare 155,9 km tale om en ganske kort etape, der fører fra Saint-Christol-lèz-Alès til Rousson. Der er tale om to forstæder til Alès - startbyen syd for og målbyen nordøst for - og derfor består etapen af en tur rundt i terrænet, først omkring startbyen og siden omkring målbyen. Fra start kører man ad en flad vej mod sydøst, vest og nord ud til byen Anduze, der nås efter 18,0 km. Her kører man en omgang på en 52,5 km lang rundstrækning i et naturområde vest for byen. Fra start går det mod nordvest og sydvest igennem let stigende terræn, inden det går mod nord op ad en bakke (4,3 km, 5,5%), der har top efter 40,0 km. Et kort fladt stykke følger, inden man kører det sidste stykke mod nord op til toppen af kategori 2-stigningen Cote de Lasalle (2,1 km, 0,7%), der bare er en jævn og let opkørsel med top efter 44,8 km. Slutteligt falder det mod nordøst ned til en bakke (1,3 km, 5,3%), inden det går fladt mod sydøst tilbage til Anduze, der nås efter 70,5 km.

Efter rundstrækningen kører man mod nordøst op over en lille bakke (1,0 km, 4,8%) med top efter 72,3 km og derfra videre igennem fladt terræn tilbage til startbyen, der passeres efter 78,3 km. Herfra kører man igennem fladlandet mod sydøst og nordøst frem til byen Ners, hvor der efter 94,5 km venter en bakke (700 m, 3,7%). Nu følges en lige og let stigende vej mod nord, idet man undervejs skal over en bakke (2,9 km, 3,1%) med top efter 107,5 km, inden det flader ud, mens man fortsætter mod nord frem til Rousson, der passeres efter 116,6 km.

Denne gang kører man dog ikke op ad målbakken. I stedet kører man igennem fladt terræn mod sydvest, inden det går mod nord op ad kategori 2-stigninge Cote du Pradel (6,4 km, 4,4%), der er ganske let på den nedre del, men stiger med ca. 6% over de sidste 1400 m frem mod toppen, der rundes efter 130,1 km. Herfra falder det let, når man kører mod nordvest og nordøst frem til det nordligste punkt og videre mod sydøst og sydvest tilbage mod Rousson.

Kort inden man når byen skal man over en bakke (1 km, 2,8%) med top 6 km fra stregen, inden man med 3,5 km igen drejer skarpt til venstre. Nu går det frem til Rousson, hvor der venter tre hurtige sving med 1840 m, 1720 m og 1600 m til mål. Det sidste af disse leder direkte ind på målbakken, kategori 2-stigningen Plateau du Castellas, der går via en næsten lige vej, som kun bugter sig ganske svagt. Der er tale om en stigning med to vidt forskellige dele. De første 1000 m er ganske lette med stigningsprocenter på godt 3, men derefter ender den brutalt karakter med en muragtig afslutning, hvor de sidste 600 m op til målet ved byens kirke stiger med hele 12,1%.

Etapen byder på i alt 1702 højdemeter.

Når man ser på årets rute, er det svært at forstå, hvordan løbet har været kendt om et sprinterløb. På denne etape kommer de i hvert fald ikke til fadet, for dertil er de sidste 600 m for stejle. Resten af etapen er imidlertid ikke specielt svær, og hvis ikke det blæser - og det er altid en stor risiko i denne region - vil det formentlig være et relativt stort felt, der når frem til finalen. Pradel-stigningen kan dog godt rydde noget ud i gruppen, og derefter taler meget for, at vi vil se en puncheurspurt, hvor de mest eksplosive af murspecialisterne vil dominere.

Rousson har ikke tidligere været målby for et stort cykelløb i dette årtusinde.

Læs også

Sådan vil Pogacar lave Giro-Tour-double

3. etape

I gamle dage var eneste chance for at gøre forskelle på stigninger den traditionelle kongeetape omkring byen Besseges, der har lagt navn til løbet. Efter adskillige år med den helt samme rute blev den imidlertid i 2019 ændret så markant, at der aldrig var tvivl om, at den ville ende i en massespurt. Den nye rute genbrugtes i 2020 i et helt uændret format, men i 2021 lavedes der om på tingene. Løbets gamle nøglestigning, Col de Trelis, forsvandt helt fra ruten, og selvom udfordringerne lå tidligt på ruten, var det nok til at give et herligt cykelløb, hvor en solosejr til Tim Wellens var nok til reelt at sikre ham den samlede sejr. I år skruer man - som det generelt gælder for hele løbet - betydeligt op for sværhedsgraden, for hvor vi siden omlægningen i 2019 har set en relativt let sidste halvdel, slutter løbet denne gang med noget, der minder om en omvendt tur på den rundstrækning, der prægede etapen frem til 2019, og det betyder, at rytterne i den fulde finale skal over nøglestigningen Trelis, denne gang dog fra den modsatte side. Det skaber en afslutning med terræn til angreb, og selvom en spurt i et reduceret felt ikke kan udelukkes, taler meget også for, at vi vil se klassementsrytterne køre væk i deres andet opgør i løbet.

Den nye etape byder på i alt 155,6 km og har som de tidligere varianter både start og mål i Besseges, og hvor man i 2019 og 2020 kørte to forskellige rundstrækninger afsluttet med en rundstrækning inde i byen, er der denne gang som i 2021 tale om én stor rundstrækning. Nyskabelsen er, at den lille byrundstrækning erstattes af en betydeligt mere kuperet sag, der sender rytterne op over de velkendte stigninger Cold des Brousses og Col de Trelis.

Den første rundstrækning er 125,2 km lang og indledes på hård vis, idet man kører mod nordvest via et kort, fladt stykke, inden man skal over den ikke-kategoriserede Tarabias (8,9 km, 2,3%), der har top efter 8,8 km. En nedkørsel leder nu mod syd, inden man skal over en lille mur (800 m, 9,6%), der efterfølges af et ultrakort plateau, inden det går mod vest op ad kategori 1-stigningen Dieusses (5,8 km, 3,5%), der stiger med 5-7% over de første to kilometer, men derefter er meget let frem mod toppen, der rundes efter 18,8 km. Nu bliver der lidt tid til at kommer sig på en småteknisk nedkørsel, der leder mod nordvest og sydøst, inden det går videre mod sydøst op ad kategori 2-stigningen Col de Portes (6,8 km, 3,6%), der er en jævn stigning uden stejle procenter med top efter 35,3 km.

Herfra falder det videre mod sydøst og nordøst, inden det går igennem kun ganske let faldende terræn mod sydøst over et længere stykke. Det flade terræn fortsætter, når man drejer mod nordøst, men ender kort efter, hvor man drejer mod sydøst for at passere kategori 2-stigningen Cote de Tharaux (4,3 km, 4,6%), der er helt regulær og har top efter 73,9 km. Et kort plateau leder mod øst, inden det falder let mod sydøst og syd. Her kører man mod nordvest ad en flad vej, som afbrydes af en stigning (1,5 km, 3,8%) med top efter 85,5 km, inden en kort nedkørsel leder ned til byen Allegre-les-Fumades. Her rammer man en helt flad vej, der leder mod nordvest frem til Saint-Ambroix, hvorefter det går mod nordvest op ad Cote du Riboulet (1,0 km, 4,6%) med top efter 111 km. Kort efter drejer man mod sydvest for at passere en lille rampe (900 m, 6,1%) med top efter 116 km, hvorefter en teknisk nedkørsel leder ned til Gagnieres, som nås efter 118,9 km. Herefter er det helt fladt, mens man kører mod syd og nordvest ind til Besseges, hvor man for første gang passerer målstregen efter 125,4 km.

Den helt store nyskabelse er, at løbet ikke afsluttes med en tur rundt i byen, men derimod med en omgang på en 30,2 km lang rundstrækning, der sender rytterne ud til løbets to mest kendte stigninger. Fra starten går det fladt mod sydøst, inden man drejer mod syd for at passere kategori 2-stigningen Col des Brousses (5,3 km, 3,6%), der stiger jævnt med knap 3%, indtil den tager fat med 6,2% over de sidste 1300 m frem mod toppen, som rundes efter 137,9 km. De sidste 17,7 km indledes nu med en let nedkørsel, der leder mod sydvest, inden det går fladt mod nordvest langs L’Auzonne-floden. Kort efter drejer man mod nord for at passere den ikke-kategoriserede Col de Trelis (2,4 km, 6,4%), der stiger med 7,3% over de første 1000 og derefter med 5,5% i snit.

Læs også

UAE-dominans på regnfuld Romandiet-enkeltstart - dansker med topresultat

Fra toppen resterer blot 9,8 km, der indledes med en relativt let nedkørsel, som leder mod nord og øst ned til de sidste 4 km, der er næsten flade, idet man dog skal over en lille bakke (500 m, 3,3%) med top 2,8 km fra stregen. Med 3,0 km igen er der et skarpt venstresving, inden man med 2,3 km igen skal lige igennem en rundkørsel. Derfra er eneste udfordring et helt blødt venstresving med 990 m igen.

Etapen byder på i alt 2051, hvilket er næsten præcis det samme som i 2021 og knap 300 flere end i 2019.

I flere år har klatrerne og ardennerspecialisterne begrædt ruteændringen - også selvom det alligevel lykkedes at skabe herligt cykelløb i 2021 - men denne gang kan de ikke brokke sig. Ikke blot har man bevaret de mange højdemeter fra sidste år, men har svære stigning meget tættere på finalen, end man nogensinde tidligere har haft det. Også starten er hårdere på en rute, der generelt genbruger meget af det, vi så sidste år, hvor det hele eksploderede fra start, og det kan det sagtens gøre igen. Denne gang betyder det generelt hårdere løb og den hårdere finale, at der kan være større interesse i at kontrollere og at forsøge at gøre forskellen i en finale, der utvivlsomt bliver aggressiv. Meget taler for, at vi vil se en lille gruppe køre hjem, men det er heller ikke umuligt, at der over de sidste 10 km kan skabes nok samling til en reduceret massespurt.

Sidste år var endte løbet som sagt i et vildt væddeløb, hvor en brølstærk gruppe kørte tidligt væk og blandt andet eliminerede Filippo Ganna fra klassementet inden enkeltstarten. Slutteligt kørte en stærk og sn Tim Wellens fra alt og alle og sejrede med næsten et minut ned til forfølgerne, hvis spurt blev vundet af Edward Theuns foran Mads Würtz. Også i 2020 blev sprinterne snydt, da Dries de Bondt overspurtede Georg Zimmermann i en tomandsspurt fra et tidligt udbrud, bare 2 sekunder inden Magnus Cort var hurtigste mand i feltets spurt. I 2019 blev det hele til gengæld samlet til en massespurt, der blev vundet af Marc Sarreau foran Christophe Laporte og Mikel Aristi. Den gamle etape var generelt mere selektiv, også selvom det i 2018 endte i en reduceret massespurt, der blev vundet af Sarreau. I 2017 kørte de 19 stærkeste væk, og herfra angreb Lilian Calmejane, som med en solosejr lagde grunden til sin samlede triumf. I 2016 vandt Sylvain Chavanel en spurt i en lille gruppe. Forud for det vandt Bryan Coquard til gengæld en reduceret massespurt to år i træk. I 2013 vandt Jerome Cousin fra et udbrud, og det samme gjorde Pierre Rolland i 2012.

Læs også

UAE-komet vinder efter fænomenal nedkørsel

4. etape

Dengang løbet fulgte et helt fast format skulle man om lørdagen altid slutte etapen med den klassiske spurt på den såkaldte mur i Laudun, der imidlertid ikke var nogen svær sag. Det ændrede man dramatisk på i 2020, hvor man som noget nyt havde en decideret bjergafslutning på den korte, men stejle Mont Bouquet i en uset hård udgave af løbet. Da årets rute i sværhedsgrad suverænt overgik det, vi så for to år siden, er det kun naturligt, at den knaldhårde finale vender tilbage efter et års fravær. Derfor ændrer der et brag af et opgør mellem løbets puncheurs og klatrere på en stigning, der for løbet er usædvanligt lang og tillige meget stejl.

Som altid er der tale om en kort etape, der denne gang fører feltet over bare 145,5 km fra Saint-Hilaire-de-Brethmas til toppen af Mont Bouquet i udkanten af Brouzet-les-Alès. Begge byer er forstæder til søndagens målby Alès, der ligger i et ganske kuperet område, men det meste af dagen finder sted i det fladere område mod sydøst. Det er således ganske fladt, når man fra start kører mod sydøst og sydøst, idet man dog skal over to mindre bakker efter hhv. 13,2 km (2,1 km, 3,2%) og 21,3 km (500 m, 3,9%). Derfra bliver det næsten helt fladt, når man skiftevis kører mod øst og syd frem til byen Collias, der nås efter 48,6 km. Herfra går det mod nord og vest op til byen Uzès, hvor man kører en omgang på en 20,7 km lang rundstrækning i området nordøst for byen. Den er lidt småkuperet og byder på sin vanskeligste udfordring i form af kategori 3-stigningen Route de St-Maximin (1,3 km, 5,8%), der har top efter 72,1 km, inden man når tilbage til Uzès for efter 77,8 at afslutte rundstrækningen.

Det småkuperede terræn fortsætter, når man herfra kører mod nord, idet man efter 90,5 km skal over en bakke (2,3 km, 4,5%). Den efterfølges af et par småbakker og en længere nedkørsel, der leder op til det nordligste punkt, hvor man drejer mod sydvest for at passere kategori 2-stigningen Cote des Concluses (5,8 km, 2,6%), de stiger med 4-5% over de første 2 km, men derefter aldrig stiger mere end 3%, inden toppen rundes efter 115,7 km. De sidste 29,8 km indledes med et plateau, der fører mod nordvest, der generelt er let stigende og byder på en bakke (1,0 km, 4,0%) med top efter 120,5 km. Efter plateauet går det via en let nedkørsel mod nordvest ned til byen Allègre-les-Fumades, hvor man drejer mod syd for at følge en let stigende vej frem til byen Brouet-lès-Alès.

Her ender den lette del af løbet ganske brutalt, når man drejer mod sydøst for at køre op ad kategori 1-stigningen Mont Bouquet. Den stiger med hele 9,1% i snit over 4,8 km og er ganske varierende med stigningsprocenter på hhv. 6,7%, 8,6%, 12,0% og 7,8% over de første fire kilometer, inden den tager fat igen med 11,8% over de sidste 800 m. Stigningen følger en relativt lige vej med nogle bløde kurver, indtil der er to hårnålesving på de sidste få hundrede meter, det sidste umiddelbart inden stregen.

Etapen byder på i alt 1817 højdemeter.

Afslutningen på Mont Bouquet gav anledning til et herligt slag på en regnvåd dag for to år siden, hvor det ganske vist blev til flot iscenesat udbrudssejr til Ben o’Connor, men hvor slagte om klassementet stod længere tilbage mellem Alberto Bettiol og Benoit Cosnefoy, der blev de to bedste klassementsryttere med en tidsgevinst på 3 sekunder til italieneren. Forskellene mellem de bedste var dog overraskende små, men der er ingen tvivl om, at stigningen har potentiale til at skabe større forskelle, selvom den er relativt kort. Den er i hvert fald rigeligt svær til at også klatrere kan sætte sig igennem, og dermed bliver det et stort opgør, der bør skabe større forskelle inden enkeltstarten, end vi som regel har set det.

Mont Bouquet har kun én gang tidligere været mål for et stort cykelløb, nemlig på etape for to år siden. Her tog Ben O’Connor en flot sejr fra et udbrud, da han sejrede med 16 sekunder ned til Simon Clarke og Kamil Malecki, mens Alberto Bettiol som bedste mand fra feltet tabte 26 sekunder, 3 færre end den førende Benoit Cosnefroy.

Læs også

Lunds holdkammerat om dominans: Det er fantastisk

5. etape

Siden 2012 er løbet hvert år sluttet med den samme enkeltstart i Alés, og afslutningsetapen har udviklet sig til en klassiker tidligt på sæsonen. Ruten er nemlig ganske speciel, da den er stort set helt flad, men afsluttes med en ganske stejl bakke i udkanten af byen. Det har betyder, at de rene specialister som regel er kommet til kort og har givet muligheder for mere alsidige ryttere. I næsten alle tilfælde har det samtidig været den klart vigtigste etape, men på årets usædvanligt hårde rute vil dens betydning formentlig være betydeligt reduceret i forhold til det vanlige, selvom det stadig er en nøgledag, der vil krone vinderen af årets første franske etapeløb. I år har man ganske vist ændret på den flade del af ruten, som er blevet betydeligt mere teknisk, men det ændrer ikke på, at det er samme ryttertyper, der vil skulle slås om sejren.

Den flade del af etapen er nok ændret, men distancen på 10,6 km er næsten helt uforandret. Etapen starter og slutter i Alès og kan inddeles i to dele. De første knap 8 km er helt flade og går i også langs floden Gardon d’Ales, der gennemløber byen, men denne gang med på meget mere kringlet og teknisk maner. Fra starten kører man mod syd ned til floden, inden man efter 280 drejer til venstre. Nu kører man langs vandet igennem en rundkørsel, inden man foretager en U-vending efter 1,2 km. Nu går det tilbage langs floden gennem rundkørslen, inden man efter 2,2 km drejer ind på en bro, der leder over broen.

Efter 2,3 km drejer man atter til venstre for nu at køre hen langs floden på den anden side, hvor man skal igennem en rundkørsel undervejs. Efter 4,7 km drejer man skarpt til venstre for at køre ind i en rundkørsel, hvor man efter 4,8 km kører hele vejen rundt, og nu går det hele vejen tilbage langs floden ad samme vej. Denne gang kører man dog ikke tilbage over broen, men fortsætter yderligere et kort stykke, indtil man efter 7,8 km drejer ind på den 2,8 km lange Montee de l’Hermitage-stigning, som er en ganske stejl affære, der endda byder på et par hårnålesving. Den gennemsnitlige stigningsprocent er måske nok blot 5,8, men efter 1000 bløde meter med stigningsprocenter på 2-3 stiger det over de to følgende 500 m-segmenter med hhv. 8,1% og 7,6%, inden det går med 6,3% på den sidste lille kilometer frem mod toppen. Her er målet placeret efter en kringlet afslutning med tre skarpe sving i bunden, fem hårnålesving og et meget skarpt hårnålesving lige inden stregen.

I 2016 gjorde man det flade stykke en anelse længere, men den ændring droppede man hurtigt, hvormed den samlede distance blev reduceret med 1200 m. Etapen har siden dengang været helt uforandret, men det er den altså ikke i år, hvor hele den første del er nytænkt, selvom etapens profil og distance er stort set den samme som altid.

Læs også

Optakt: 7. etape af Presidential Tour of Türkiye

Etapen byder på i alt 170 højdemeter mod 181 på den gamle rute.

Den blandede rute gør, at etapen har passet godt til både enkeltstartsspecialister, der drager fordel af det flade stykke, og eksplosive puncheurs, der kan gøre en forskel på den sidste stigning. Derfor er de helt tunge drenge som regel udelukket fra kampen om sejren, ligesom man har set eksplosive klassikertyper, der ikke nødvendigvis er gode i kampen mod uret, forsvare sig godt. Den lidt kortere distance, end vi havde for nogle år siden, favoriserer sidstnævnte, men etapen vil formentlig atter blive vundet af en god temporytter, der samtidig kan klatre - også selvom den nye, meget mere kringlede rute stiller betydeligt større krav til de tekniske evner.

Sidste år stillede Filippo Ganna, der også havde vundet den foregående etape fra et udbrud, til start som storfavorit, og han levede op til forventningerne ved at sejre med 10 sekunder ned til Benjamin Thomas og 21 sekunder ned til Ethan Hayter. I 2021 endte det i en sand EF-fest, da Alberto Bettiol tog en overlegen sejr med 9 sekunder ned til overraskelsen, holdkammeraten Magnus Cort, og 15 sekunder ned til Pierre Latour. Meget tættere var det i 2019, hvor Christophe Laporte tog en uhyre kneben sejr med mindre end et sekund ned til Tobias Ludvigsson og 13 sekunder ned til både Jimmy Janssens og Bauke Mollema. I 2018 sejrede Tony Gallopin for anden gang i træk, og efter hele tre andenpladser var det denne gang nok til også at sejre sammenlagt. I 2017 var Gallopin for første gang bedst efter i mange år at have været tæt på, men det rakte kun til den samlede andenplads bag Lilian Calmejane, der på andenpladsen tabte 13 sekunder. Etapen er herudover blevet vundet af de alsidige specialister Jerome Coppel (både i 2012 og 2016), Bob Jungels, Tobias Ludvigsson og Anthony Roux. Sejrmarginerne har to gange været under fem sekunder, men i tre tilfælde har den ligget på mellem 15 og 20 sekunder, og i 2012 sejrede Coppel endda med hele 26 sekunder i en sand magtdemonstration.

 DELTAG I SÆSONSPILLET 2022 (MED KAPTAJNER)
 DELTAG I SÆSONSPILLET 2022 (UDEN KAPTAJNER)

Favoritterne

Etoile de Besseges har været en institution i den tidlige del af sæsonen, og løbet har stort set altid været temmelig genkendeligt. I gamle dage var det mest af alt et sprinterløb, indtil man i 2012 indførte enkeltstarten, og siden dengang har de 10 km i Alès stort set altid været altafgørende. Bonussekunder og vinden kunne ændre på udfaldet, men i mange år blev langt det meste afgjort om søndagen.

Læs også

Hollænder vinder kongeetape - Tobias Lund mister førertrøjen

Det ændrede sig markant i 2020 med den uhørt hårde rute. Bare to sprinteretaper var tilbage, og i tillæg til enkeltstarten skulle man nu også slås med en regulær bjergafslutning og en hidsig puncheurfinale. Det skulle vise sig at få stor betydning. Alberto Bettiol var nemlig ganske overlegen på enkeltstarten, hvor han slog den førende Benoit Cosnefroy med hele 27 sekunder, og selvom han faktisk også akkurat slog franskmanden på bjergafslutningen med et forspring på 3 sekunder, var det ikke nok. Cosnefroy havde nemlig udnyttet kombinationen af sidevind og sit eminente punch på den indledende sidevindsetape til at distancere Bettiol med 34 sekunder, og indregner man de vundne bonussekunder, blev det til en komfortabel fransk sejr med 13 sekunder ned til italieneren, selvom Bettiol altså havde været 30 sekunder bedre på løbets to ventede nøgleetaper.

Det vidner om, at man aldrig helt kan vide sig sikker i Besseges, hvor det mest af alt var vinden, der kostede Bettiol sejren for to år siden. Det kan sagtens ske igen, for netop mistalvinden er altid en faktor, man skal være meget opmærksom på i området omkring Besseges og Nimes.

Sidste år var vi tilbage i langt mere traditionelt format, men her så vi for første gang, at fredagens ellers nu meget udvandede kongeetape stadig kunne blive løbsafgørende, da den lette rute åbnede for så vild en angrebsfest, at Tim Wellens endte med at køre alene hjem, og forhåndsfavoritten Filippo Ganna blev sat til vægs. Paradoksalt nok ser selvsamme etape, der altså i mange år var kongeetapen, ud til i år at blive en af de mindst afgørende, selvom den endda med den ikoniske Trelys-stigning i fuld finale nu pludselig efter nogle år i udvandet udgave endda er endnu vanskeligere, end den var, da man omlagde ruten.

Hvis man synes, at 2020-udgaven var hård, er det nemlig for intet at regne mod det, der venter i år. Det gamle sprinterløb er nu helt uden klassiske sprinteretaper, og i stedet kan der i teorien blive kørt klassement alle dage. Det gælder naturligvis på den klassiske enkeltstart i Alès og på den nye kongeetape med mål på Mont Bouquet, der altså er tilbage efter et års fravær, men selvom vi kun taler om sekunder, kan muren i finalen på 2. etape også benyttes til for de eksplosive puncheurs at vinde sekunder og især bonussekunder.

Som vi så sidste år, kan 3. etape blive hård, hvis den køres aggressivt, og med stigningerne i fuld finale kan vi denne gang vente os, at klassementet vil blive angrebet, selvom den generelt hårdere rute nok betyder en mere afventende tilgang end sidste år, hvor det hele eksploderede fra start. Kun 1. etape er relativt tilforladelig, for som vi så sidste år er Cote de la Tour så kort, at det mest er en finale for stærke sprintere, særligt nu hvor stregen kommer lidt efter toppen. Til gengæld så vi også på selvsamme etape i 2020, at den sagtens kan blive et drama, hvis det blæser. Det var jo altså her, Bettiol tabte løbet.

I store træk bør det dog være weekenden, der er mest afgørende. Mont Bouquet gav i 2020 egentlig mindre afstande, end jeg på forhånd havde ventet, men det er altså en relativt lang og meget stejl stigning. Har man en meget formstærk klatrer, bør der kunne vindes temmelig meget tid - også så meget, at det kan være nok til at vinde løbet. Når forskellene var mindre sidste gang, kan det meget vel skyldes, at vi havde et felt renset for meget stærke klatrere. Der er i hvert fald tale om en stigning, der burde gøre det muligt for den bedste klatrer at vinde løbet. Samme klatrer vil måske også kunne vinde noget tid med aggressiv kørsel i finalen på fredag, men her vil jeg tro, at de ryttere, der er fremme lørdag, vil slutte i samme tid, hvis ikke løbet går amok, som vi så det sidste år.

Til gengæld kan bonussekunder komme i spil, hvis det lykkes at holde sprinterne stangen, og hurtighed vil som altid være et våben i dette løb. Den kan blive vigtig i indlagte spurter og altså på 3. etape, men blandt klassementsrytterne vil de eksplosive puncheurs som Benoit Cosnefroy og Diego Ulissi også kunne vinde både et par rigtige sekunder og vigtig bonus på 2. etape. Måske lader det sig endda gøre på 1. etape også, som vi så med Cosnefroy i 2020, men hvis ikke det splitter i vinden, vil sprinterne formentlig have overtaget.

Det kræver dog, at han kan forsvare sig på søndag, men det er heldigvis muligt. Den er nemlig meget speciel, idet den hårde stigning mod slutningen betyder, at den typisk passer godt til eksplosive ryttertyper, der ikke nødvendigvis excellerer i kampen mod uret. Således ender ardennerspecialister ofte meget langt fremme, idet de kan forcere den korte, stejle stigning hurtigere rivalerne. Samtidig har de helt tunge specialister ingen chance på den kuperede rute. I 2020 chokerede Magnus Cort, der dengang bestemt ikke var tempospecialist, med en 2. plads, alene i kraft af fremragende form og gode klatreevner. Ruten er dog ikke hårdere, end at Christophe Laporte sejrede i 2019, og derfor er den ikke altid helt let at greje. I år betyder det forhold, at den flade del nu pludselig er blevet ganske teknisk, at temposvage og eksplosive folk vil kunne forsvare endnu bedre, end vi hidtil har set det.

Det ligner altså et løb for ryttere, der klatrer godt nok til at være med helt fremme på lørdag, og som kan gøre det godt på den meget specielle enkeltstart på søndag. Dertil kommer altså punch og fart, der kan bidrage med lidt tid, særligt bonussekunder, undervejs, og endelig kan det taktiske element måske komme i spil, hvis 3. etape som sidste år eksploderer, hvad jeg som sagt tvivler på.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Og så er der det med vinden. For to år siden var vi altså vidner til et vildt sidevindsdrama på 1. etape, og måske bliver vi det igen. I hvert fald vil mistralen være kraftig, og på den kringlede rute vil der være masser af sidevind. Jeg vil tro, at der er en god chance for, at vinden kommer i spil, og derfor skal vi føje sidevindsevner til den efterhånden lange liste over evner, vinderen skal besidde. Det kostede dyrt for klatrerne for to år siden, og det kan det gøre igen.

Måske bliver det endda ikke ved det. Vinden lægger sig kraftigt onsdag aften, hvorefter torsdagen bliver meget stille, og fredagen byder næppe heller på nok vind. Det kan lørdagen til gengæld gøre, men jeg er usikker på, om sidevindsstykkerne er lange nok. Det kan ikke udelukkes, at vinden kommer i spil, men vi skal ikke regne med det. Den kraftige vind vil have form af sidemedvind på Mont Bouquet, og det er godt nyt for de klatrere, der skal vinde tid inden enkeltstarten, hvor vinden i øvrigt vil have lagt sig igen og give ensartede og smukke betingelser for alle.

Sidevinden giver et ekstra element af uforudsigelighed til et løb, hvor det i forvejen er meget svært at pege på en oplagt favorit, men jeg vælger at gå med Alberto Bettiol. Italieneren tabte som sagt løbet på grund af sidevinden for to år siden, og her viste han, at han kan håndtere Mont Bouquet. Sidste år klatrede han endda bedre end nogensinde, og derfor burde der være håb for, at han vil være med helt fremme på lørdag. Enkeltstarten mestrer han også til UG med kryds og slange, for den kuperede rute er så perfekt for ham, at han såmænd vandt den for to år siden. I sidevinden ligner EF et af de stærkeste hold, og derfor burde der være grund til at tro på, at han ikke taber løbet her, som han gjorde i 2020. Endelig kan han også køre med om sejren i puncheurafslutningen på 2. etape, og pakken er derfor komplet.

Det er primært hans form, der gør ham til favorit. Han missede efteråret med sin tarmsygdom, men har nu haft en ifølge ham selv perfekt vinter, og det kunne man se i søndags. Her var han sammen med Guillaume Martin (der trods punktering i bunden af Cretes-stigningen var i offensiven i finalen) stærkeste mand, og selvom han ikke kunne komme væk, vidnede hans endeløse serie af angreb om form. For at forsvare sig på Bouquet skal han også være i god form, men det tyder alt på, at han er. Derfor tror jeg, at han får sin revanche. Til gengæld så vi også i søndags, at vi nok ikke skal regne med, at Michael Valgren eller den i januar sygdomsramte Magnus Cort kan køre klassement, og Mont Bouquet må være for svær for Jens Keukeleire.

Den største trussel mod Bettiol kunne meget vel være Ineos. Holdet kommer som altid med en næsten endeløs serie af potentielle vindere, men det er nok Michal Kwiatkowski, der passer bedst til løbet. Sidste år endte han som nr. 2, og denne hårdere rute burde kun passe ham endnu bedre. Vi ved dog også, at han har lært at starte sine sæsoner i betydeligt mere formsvag tilstand end tidligere, og selvom han sidste år var tæt på at vinde, var han tydeligvis ikke flyvende. Det er han næppe heller denne gang, og derfor kan det sagtens være, at han får for store prygl på lørdag. Sidste sæsons niveau burde dog føre langt igen, og trods de klart aftagende tempoevner står han stærkt på en enkeltstart, der passer ham fremragende, og i 2. etapes puncheurspurt, ligesom han har hurtigheden til at jagte bonus. Mont Bouquet burde heller ikke være for svær, og dermed har også han hele pakken, særligt fordi han har Filippo Ganna til at hjælpe sig i vinden, hvor han også selv er god. Udfordringen er hans nu ringere enkeltstart og en form, der formentlig ikke er i top.

Det kan dog også ende med sejr til Richard Carapaz, Ben Tulett, Eddie Dunbar og i virkeligheden også den tilbagevendte Laurens de Plus. I dette felt burde Carapaz i virkeligheden vinde kongeetapen med den ene finger i næsen, men så enkelt er det ikke. Han skal altid bruge lang tid på at finde formen, og det vil være højst usædvanligt, hvis han er flyvende nu. Det betyder ikke, at han ikke kan vinde på lørdag, men kan han vinde nok tid inden enkeltstarten, hvor han vil tabe tid til folk som Bettiol og Kwiatkowski? Det er på så svær en stigning ikke umuligt, men med hans nuværende form tvivler jeg. Derudover ser holdet som helhed ikke skræmmende ud i sidevind, og her kan Carapaz, der næppe tager mange chancer i et løb som dette, komme til kort.

Det er også en trussel mod Tulett, der ligesom Carapaz skal vinde løbet på lørdag. Hans form er helt ukendt, men har stortalentet samme niveau som i Ardennerne sidste år, kører han med om sejren i dette felt. Desværre får også han problemer på søndag, som det også gælder for Dunbar. Ireren er gået i stå, men han har før kørt stærkt fra start, og er han i form, vil han i dette felt kunne vinde på lørdag. Den mest tempostærke af de dire er De Plus, der burde have hele pakken til at vinde, men det er hans første løb i 10 måneder grundet den langvarige virussygdom. I december meldte han sig helt klar, men han lagde også en dæmper på ambitionerne. Jeg udelukker ikke, at han kan vinde løbet, hvis han vitterligt er sig selv igen, men formentlig skal han bruge lidt tid på at komme sig.

Endelig har holdet selvfølgelig Filippo Ganna, men modsat sidste år er han ikke favorit. Selvom den mere tekniske rute svækker ham, vil han være favorit til at vinde på søndag, som han gjorde det sidste år, for vi ved, at han altid starter uhyre stærkt. Selvom an klatrer godt, bør Bouquet dog være for svær til, at han kan begrænse tabet tilstrækkeligt. Sidste år så vi, at han kunne hente 30-40 sekunder på de meste tempostærke af rivalerne, og jeg vil tro, at han taber mere på lørdag. Omvendt har han altid forsvaret sig imponerende på Alto del Colorado i Argentina på denne tid af året, og selvom procenterne her er nogle helt andre, viser det, at han har en chance. Stigningen er så kort, at han må regnes som en reel vinderkandidat.

Ag2r kommer uden den tidligere vinder Cosnefroy, men de har et bud i Clement Champoussin. Franskmanden vil miste tid på søndag, men i det mindste passer ruten ham ikke helt dårligt. Han skal vinde sit løb på lørdag, og det kan måske lade sig gøre. Han var klart en af de allerbedste på Cretes i søndags, hvor han længe sad limet til Bettiols baghjul, indtil han kortvarigt måtte slippe det, og det vidner om, at han har formen til at køre med om sejren på lørdag. Problemet er bare, at den mere tempostærke Bettiol så endnu bedre ud i weekenden, og at han meget vel kunne blive et offer i sidevinden. Holdet har også den tidligere vinder, Lilian Calmejane, der formentlig kan gøre det hæderligt, men på baggrund af det, vi har set de seneste år og i søndags, vil han få svært ved at gentage sejren. Bouquet er til den svære side, og selvom han har gjort det godt i Alès, er der bedre temporyttere end ham. I gamle dage ville Greg van Avermaet også være kandidat, for han plejede altid at klatre chokerende godt i februar. Med hans generelle niveaufald er det dog svært at se ham fremme på Bouquet.

Læs også

Klassikerrytter tæt på UAE-skifte

Sidste år vandt Bauke Mollema to løb i sæsonens allerførste uger, og hvis han har samme form nu, må han være en af de tunge favoritter her. Han er i hvert fald på papiret en potentiel vinder på Bouquet, og selvom han ikke har kørt specielt gode enkeltstarter i de seneste sæsoner, burde han på netop denne rute forsvare sig godt efter at være blevet nr. 4 i 2019 og nr. 16 sidste år. Puncheurafslutningen passer ham også, og med Mads Pedersen ved sin side står han stærkt i vinden. Desværre ender han lidt længere nede på listen, end han burde, fordi han ikke virkede alt for overbevisende i søndags. Heldigvis kan det skyldes, at holdet allerede tidligt gik efter en spurt med danskeren. Trek har også Toms Skujins, der så overbevisende ud i søndags og burde kunne forsvare sig på denne stigning. Han er dog relativt temposvag, selvom ruten hjælper ham, og derfor klatrer han ikke godt nok til at vinde. Holdet har også den tidligere vinder, Tony Gallopin, der jo elsker enkeltstarten i Alès, som han allerede har vundet to gange. Han er dog langt fra fordums styrke, og da Mont Bouquet også er til den svære side for ham - særligt fordi han ikke sad i første gruppe på Cretes i søndags - er det svært at se ham helt fremme.  Tempostærke Antonio Tiberi burde være et meget bedre bud, men han var formsvag på Mallorca, og kongeetapen må være for hård for U23-verdensmesteren Filippo Baroncini, selvom han har en glimrende enkeltstart

Inden i søndags havde jeg faktisk en forventning om, at Thibaut Pinot ville køre med om sejren. Den hårdere rute passer ham nemlig aldeles glimrende, for selvom hans tempoevner ikke er som i gamle dage, viste han i Tirreno, at han i dette felt kan komme langt på søndag efter at være blevet nr. 2 på enkeltstarten, da han sidste deltog i 2016, og på Mont Bouquet kan en formstærk Pinot vinde. Meldingerne om hans gode form førte til, at han pludselig besluttede at køre disse løb, men han var efter søndagens løb ærlig nok til at indrømme, at han kun var god nok til at følge med - ikke at animere løbet. I det lys tvivler jeg på, at formen rækker hele vejen, selvom jeg stadig vil tro, at han vil ende langt fremme, hvis han overlever den for ham altid farlige sidevind. FDJ har også Sebastien Reichenbach, der bør kunne gøre det godt på lørdag, men som vil tabe for meget på søndag, samt Quentin Pacher, der kommer lidt til kort både på enkeltstart og stigning. Holdets to tempospecialister, Bruno Armirail og Tobias Ludvigsson, vil få det for svært på Bouquet, for vi så i søndags, at den ellers klatrestærke franskmand heller ikke i år starter stærkt.

Det var herligt at se Remy Rochas i søndags. Den lille klatrer var en af de stærkeste på Cretes, og det taler for, at vi vil se ham køre med om sejren på lørdag. Problemet er bare, at det er den eneste etape, der passer ham. Han får gedigne prygl på søndag, selvom bakken hjælper ham, og i sidevinden blæser han formentlig til månen. Undgår han problemer i vinden, vil jeg dog tro, at han i kraft af Bouquet stadig kan levere et topresultat. Cofidis vil også forsøge at holde Benjamin Thomas til i klassementet. Sidste år var han ikke lysår fra at slå Filippo Ganna på enkeltstarten, hvor han blev en klar nr. 2, og med det positive indtryk, han efterlod i søndags, vil jeg tro, at han igen kan presse verdensmesteren lidt på søndag. Problemet er, at lørdagen nok bliver lidt for svær, men er han virkelig flyvende, er det ikke en stigning, hvor han nødvendigvis taber en bondegård. Endelig har holdet Jesus Herrada, der burde være deres bedste mand, men den normalt så vinterstærke spanier var en af Mallorcas helt, helt store skuffelser og skal have skjult sin form godt, hvis han skal være med fremme.

En af de ryttere, der bliver allermest spændende at følge, er Tobias Johannessen. Tour de l’Avenir-vinderen lignede en af de bedste i søndags, og det betyder, at vi kan regne med at se ham fremme i kampen om sejren på lørdag. Problemet er, at hans baggrund fra mountainbiken og kortvarige landevejskarriere tilsyneladende ikke har bibragt ham de helt store tempoevner, og selvom han har meget lidt erfaring på området og gjorde det hæderligt i Baby-Giroen, bør han tabe tid på søndag. Derudover ligner han også et sandsynligt offer i sidevinden. Uno-X har også Rasmus Tiller, men han må ventes at komme til kort på Mont Bouquet.

Hvorfor i alverden smed Pierre Latour en bondegård i søndags? Der er ikke lykkedes mig at finde en forklaring, men er det udtryk for dårlig startform, kan vi glemme ham i dette løb. Derfor ender han længere nede på denne liste, end han burde. Er han til gengæld i bedre form, end resultatet viser, er det et løb, der passer ham storartet. En kort, eksplosiv stigning er glimrende, og han har hurtigheden til at jagte bonus. Han viste i Touren, at han måske kan genfinde de tempoevner, som tidligere har givet ham to 3. pladser på enkeltstarten her, senest i 2020, og selv i sidste års meget formsvage udgave blev han nr. 12. En formstærk Latour bør køre med om sejren i dette løb og være en af de helt tunge favoritter, men nu må han leve med en outsiderrolle. Total har også den i efteråret så lovende Mathieu Burgeaudeau samt Jeremy Cabot og den desværre fallerede Fabien Doubey. Alle kan de klatre, men ikke nok til at kompensere for deres mangler på søndag,

UAE kommer med Diego Ulissi, der på papiret er perfekt til et puncheurløb som dette, hvor han kan vinde på torsdag, køre med om sejren på lørdag og gøre det glimrende på en enkeltstart, der passer ham som fod i hose, særligt med de mere tekniske komponenter. Desværre var han en af søndagens skuffelser, hvor han måske nok gik i udbrud på et fladt stykke, men så skidt ud på Cretes og slap med det samme, da Guillaume Martin trykkede til i finalen. Formentlig vil han på en Ulissi-rute som denne stadig gøre det fint, men han synes ikke at have formen til at vinde. Det samme gælder for Alessandro Covi, der ellers også burde kunne lave et topresultat her. Italieneren var uhyre skuffende på Mallorca, og han er tillige meget temposvag. Til gengæld glæder jeg mig meget til at se Joel Suter, der efter chokresultatet på Mallorca, igen var chokerende god på Cretes i søndags, hvor han lignede en af de stærkeste. Hvor de klatreevner er kommet fra, er sæsonens hidtil største mysterium, men klatrer han på samme niveau på lørdag, bør han komme langt, selvom jeg stadig vil tro, at stigningen er lidt for stejl. Tempoevner har han heller ikke vist - men det samme kan man jo sige om klatreevnerne... Endelig har holdet en formstærk Vegard Stake Laengen , der sikkert kan gøre det ganske hæderligt, samt Alexys Brunel, der for to år siden bar førertrøjen grundet et udbrud, men på kongeetapen måtte sande, at klatreevnerne ikke rækker. Generelt gælder også, at holdet ser sårbart ud i vinden.

Intermarché kommer med Georg Zimmermann, der burde kunne være fornuftigt med på stigningerne i dette løb. Bouquet er dog nok til den svære side, selvom han så fornuftig ud i søndags, hvor han særligt var aktiv på Gineste, og han har også en god spurt, der kan give bonussekunder i indlagte spurter og på 2. etape. Til gengæld er han decideret temposvag, og selvom ruten her hjælper ham, gør det ham til en usandsynlig vinder - også fordi han er sårbar i sidevinden. Desværre så Aime de Gendt formsvag ud i søndags, og denne rute er også for hård, mens klatreren Simone Petilli både er temposvag og bør få det svært med at være med helt fremme.

Arkea kommer med Connor Swift og Thibault Guernalec som de erklærede klassementsryttere, men jeg tror, at ruten er for svær. Det bør den i hvert fald med sikkerhed være for den ellers tempostærke franskmand, men er han i form, kan Swift måske forsvare sig. Han kører også en hæderlig enkeltstart, men han har mangler både på lørdag og søndag. Derfor tror jeg højst, at det bliver til et godt resultat - ikke et topresultat. Holdet har også den unge klatrer Alessandro Verre, men han kommer nok trods alt til kort.

Alpecin kommer med Tobias Bayer, der måske kunne gøre det godt. Han chokerede alle på Picon Blanco i Burgos, og hvis han klatrer på samme niveau her, kommer han også langt på lørdag. Klatrer er han dog ikke, og det virker stærkt usandsynligt, at den lidt store østriger har de samme klatreben i begyndelsen af februar. Derudover taber han alt for meget tid på søndag, selvom hans puncheurevner vil hjælpe ham på denne rute.

De øvrige hold får det svært. Efter sin lange pause indrømmede Daryl Impey i søndags, at han stadig har noget vej at gå, selvom det burde være et løb, der passer ham, og Israel-Premier Tech skal derfor nok sætte deres lid til Hugo Houle, der ikke klatrer godt nok til at være med fremme. B&B skulle sætte deres lid til den tidligere vinder, Jonathan Hivert, men han bekræftede i søndags, at alderen definitivt har indhentet ham. Ruten er alt for hård for Sport Vlaanderen, hos hvem Kenneth van Rooy kan gøre det bedst. Kern Pharma vil køre klassement med formstærke Kiko Galvan, men han er temposvag og bør komme til kort på lørdag, ligesom sidevinden ligner en udfordring. Hos Bingoal har Remy Mertz, der melder om fin form, et potentiale til at forsvare sig hæderligt på stigninger, men han har for store mangler og kan ikke køre enkeltstart. Hos Bardiani er den eneste klatrestærke type Samuele Zoccarato, men han kan slet ikke være med fremme på lørdag. Endelig stiller ingen af kontinentalholdene med tilstrækkeligt klatrestærke folk, nu hvor vi i søndags så, at Stephane Rossetto ikke er i form, selvom Louis Richard måske kan forsvare sig på lørdag, hvis han er i form i sæsondebuten.

OPDATERING: Den endelige startliste er nu kommet. Mest markant er det, at Kwiatkowski ikke stiller til start, men det er også interessant, at Alpecin har udtaget Jay Vine. Om han er i form, ved vi ikke, men han bør kunne gøre det godt på Bouquet. Til gengæld taber han på enkeltstarten og i sidevinden. Kristian Sbaragli kan også forsvare sig på Bouquet, men han kan ikke være med helt i front, ligesom hans enkeltstart er svag.  De erstatter blandt andre Bayer. B&B er uden Hivert, og Richard stiller heller ikke til start.

***** Alberto Bettiol

**** Richard Carapaz, Filippo Ganna

*** Clement Champoussin, Bauke Mollema, Thibaut Pinot, Ben Tulett, Remy Rochas

** Tobias Johannessen, Pierre Latour, Benjamin Thomas, Laurens de Plus, Eddie Dunbar, Diego Ulissi, Jay Vine, Joel Suter, Tom Skujins, Georg Zimmermann, Connor Swift, Tony Gallopin

* Filippo Baroncini, Sebastien Reichenbach, Mathieu Burgeaudeau, Quentin Pacher, Rasmus Tiller, Jesus Herrada, Lilian Calmejane, Kristian Sbaragli, Greg van Avermaet, Jens Keukeleire, Bruno Armirail, Michael Valgren, Tobias Ludvigsson, Thibault Guernalec, Alessandro Verre, Hugo Houle, Kiko Galvan, Remy Mertz

Danskerne

Mads Pedersen viste storform i søndags, og selvom årets rute desværre er for hård til, at han kan køre klassement, burde han have en god chance for at vinde 1. etape og måske også 3. etape, ligesom klatrebenene måske også er gode nok til enkeltstarten. På papiret burde Michael Valgren og Magnus Cort kunne køre et fornuftigt klassement, men vi så i søndags, at formen næppe rækker. Man kan dog stadig håbe, at den i januar sygdomsramte Cort måske kan lave et resultat på 1. etape og på enkeltstarten, hvor han blev nr. 2 for to år siden. Hos Intermarché gør Julius Johansen debut som lead-out man for Gerben Thijssen, men det er kun på 1. etape, hvor han måske kan komme til at spille en rolle, inden han måske kan teste sig på enkeltstarten. Sidste etape må også være målet for Morten Hulgaard, der på Uno-X ellers skal hjælpe Tobias Johannessen, Rasmus Tiller og Kristoffer Halvorsen - en rolle, som Jonas Gregaard også har.

 DELTAG I SÆSONSPILLET 2022 (MED KAPTAJNER)
 DELTAG I SÆSONSPILLET 2022 (UDEN KAPTAJNER)