Optakt: Fleche Wallonne

 Livestream Tour of the Alps, Fleche Wallonne og Liege-Bastogne-Liege uden afbrydelser

Løbets rolle og historie

Bemærk: Beskrivelsen er baseret på en normal kalender og ikke årets særlige udgave

Fleche Wallonne er måske ikke den mest prestigiøse af klassikerne, og det vallonske løb er end ikke et af cykelsportens fem monumenter. Alligevel findes der næppe noget endagsløb - det skulle da lige være Paris-Roubaix - der har en så ikonisk afslutning, som den mindste af de tre ardennerklassikere, og det er præcis denne finale, der giver løbets dets plads blandt de store. Fleche Wallonne er i dag kun kendt for én ting: den ekstremt stejle Mur de Huy.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Med en første udgave, der blev afviklet helt tilbage til 1936, har løbet altid været en hård sag med flere vanskelige stigninger i Ardennerne, men uden den samme lange historie som Liege-Bastogne-Liege så løbet aldrig ud til at blive andet og mere en mindre version af den anden belgiske klassiker i regionen. Det ændredes i 1983, da løbet for første gang sluttede på den 1,3 km lange stigning med en gennemsnitlig stigningsprocent på 9,3%, hvorved begivenheden fik sit helt eget kendetegn og en mere markant profil på den internationale kalender.

Siden da har stigningen været løbets vartegn og gjort det en helt unik begivenhed i klassikersæsonen. Det er æren ved at have erobret de stejle skråninger, der gør løbet attraktivt for de største ryttere og betyder, at selv de største navne føler, at Fleche Wallonne har en helt særlig tiltrækningskraft.

Ikke desto mindre betragtes løbet som den mindst prestigiøse af ardennerklassikerne. Med dets position i ugen mellem Amstel Gold Race og Liege-Bastogne-Liege er det fortsat for mange som en mulighed for at holde benene i gang mellem de to større mål, og da det største løb i Liege finder sted bare få dage senere, er nogle ryttere ikke villige til at gå alt for dybt så tæt på den største af ardennerklassikerne. Da løbet er for sande specialister med en langt kortere liste af vinderkandidater, vælger mange endda helt at droppe løbet for at restituere til det største slag på søndag. På den anden side åbner løbets særegne karakteristika og korte distance også døren til ryttere, der ellers har det svært i Amstel Gold Race og Liege-Bastogne-Liege, og for disse specialiser er det næsten ugens højdepunkt.

Engang blev Fleche Wallonne og Liege-Bastogne-Liege afviklet på hinanden følgende dage i den såkaldte Weekend Ardennais, men i dag er Fleche Wallonne et midtugeløb. Som alle andre sådanne onsdagsklassikere er det kortere end de helt store weekendklassikere, herunder Amstel Gold Race og Liege-Bastogne-Liege, og de bare 202,1 km gør, at det bestemt ikke distancen, der gør løbet hårdt. Det lykkedes overraskende ikke at blive en del af World Cuppen, da denne blev introduceret i 1989, og i mange år lå det klart nederst i ardennerhierarkiet, da de to længere begivenheder begge tilbød vigtige point til den sæsongående løbsserie. Med introduktionen af ProTouren i 2005 fik det imidlertid igen samme officielle status som de øvrige klassikere, og i de senere år synes det at have vundet terræn i kampen mod specielt den hollandske klassiker. Faktisk kan man med nogen ret hævde, at de to løb nu nyder samme anseelse.

Med dets nære forbindelse til Liege-Bastogne-Liege er det ikke noget under, at løbet er blevet vundet af mange af sportens helt store navne, og det fik international anseelse næsten fra begyndelsen. Allerede i 1950 vandt Fausto Coppi løbet, og selvom værtsnationen naturligvis har domineret i lange perioder, har det været en meget multinational affære siden 1976, idet kun seks udgaver er blevet vundet af belgiere siden da. Sejrsrekorden indehaves af en af nutidens stjerner, idet Alejandro Valverde i 2017 tog sin femte sejr, og dermed nu klart overgår Marcel Kint (i de helt tidlige år), Eddy Merckx (selvfølgelig), Moreno Argentin, Davide Rebellin og nu også Julian Alaphilippe, der alle har stået øverst på podiet tre gange. Løbet har også en fin dansk historie, idet både Kim Andersen og Bo Hamburger har vundet det.

Mens Liege-Bastogne-Liege og Amstel Gold Race har utallige vinderkandidater, betyder den helt specielle afslutning i Fleche Wallonne, at det er et løb for absolutte specialister. Kun en yderst eksklusiv gruppe af puncheurs har egenskaberne til at vinde på så stejl en stigning, og det gør det til langt den mest forudsigelige af samtlige klassikere. Mens udholdenhed, taktik og angrebslyst spiller en stor rolle i de to øvrige ardennerløb, er Fleche Wallonne som regel et yderst låst løb, hvor alt kan koges ned til, hvem der har benene på Mur de Huy. Ikke desto mindre er det et fantastisk spektakulært skue at se rytterne slås om sejren på Muren, og det er denne form for eksklusivitet, der giver det en speciel betydning for mange af feltets store navne.

I 2015 forsøgte arrangørerne at skabe mere drama i finalen ved at inkludere den stejle Cote de Cherave-stigning mindre end 10 km fra mål. Det har givet anledning til en mere animeret afslutning med flere angreb og betydet, at det har været et mindre felt, der har ramt Muren. Det har imidlertid ikke ændret løbets natur, og i 2020 og 2021 erstattede man den endda med en ny og lettere stigning igen, da det aldrig lykkedes at undgå den forudsigelige afgørelse. I år vender Cherave dog tilbage.

Løbet markerer næste fase i den gradvise udskiftning af klassikerfeltet, der blev indledt ved sidste onsdags Brabantse Pijl. Mens naturen af Amstel Gold Race gjorde det velegnet til nogle af de stærke folk fra brostensklassikerne, og mange hold endda valgte at stille til start med nogle af heltene fra de flamske løb for at hjælpe til i positionskampen, gør de længere stigninger Fleche Wallonne til et mere udpræget klatreløb. Derfor vil der kun være ganske få brostensspecialister tilbage på startstregen på onsdag, og når vi når frem til søndagens Liege-Bastogne-Liege, vil det store antal højdemeter fuldende transformationen. Til den tid vil stort set alle verdens bedste klatrere og etapeløbsryttere være samlet på startstregen i Liege, mens brostensspecialisterne nu alle nyder en velfortjent pause, og dermed er scenen sat til næste fase på cykelkalenderen, de store grand tours.

Sidste år var der lagt op til et stort opgør mellem Tadej Pogacar, Primoz Roglic, Julian Alaphilippe, Tom Pidcock, Michael Woods og Alejandro Valverde, men Pogacar kom grundet en positiv coronatest til Diego Ulissi aldrig til start. I stedet var det en anden slovener, Roglic, der havde kurs mod sejren, da han med sit klassiske kick slog et hul, som syntes at være nok. Til sidst viste Alaphilippe imidlertid sin tårnhøje klasse som puncheur ved på de sidste meter at gå forbi og sikre sig sin tredje sejr på fire år, mens en skuffet Roglic måtte tage til takke med 2. pladsen foran Kongen af Mur de Huy, Valverde, der i en alder af 40 sikrede sig endnu en podieplads. Roglic er desværre stadig skadet og kommer derfor ikke til start, men Alaphilippe og Valverde vil forsøge at styrke deres position i historiebøgerne yderligere ved at jagte hhv. en fjerde og en sjette sejr.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

 Livestream Tour of the Alps, Fleche Wallonne og Liege-Bastogne-Liege uden afbrydelser

Ruten

Mur de Huy er ikke bare den sidste udfordring i Fleche Wallonne, den er også referencepunktet gennem hele dagen. Som det er tilfældet med Cauberg i Amstel Gold Race, skal stigningen forceres flere gange, inden den mod slutningen spiller en nøglerolle i finalen.

Tidligere har løbet haft flere forskellige formater, men siden man introducerede Mur de Huy som løbets vartegn, har man fulgt et ret ensartet mønster. Startbyen varierer ganske vist en del, men løbet har haft den samme opbygning. Første del består af en lang, småkuperet rejse fra startområdet til Huy, hvor Muren bestiges for første gang. Løbet er herefter traditionelt blevet afsluttet med to forskellige rundstrækninger omkring målbyen, en stor og en lille, der begge slutter på toppen af Muren.

De to sidste rundstrækninger er blevet ændret fra år til år, men benytter som regel de samme veje og stigninger. Tidligere kørte man den korte rundstrækning først, men for at få bragt de to sidste passager af Muren tættere på hinanden, byttede man i 2011 rundt på rækkefølgen. Selvom det gav næstsidste passage af Muren større betydning, gav det også anledning til en lettere finale, idet de sidste kilometer ikke længere var så hårde som tidligere.

I 2015 gjorde man den sidste rundstrækning sværere ved at lægge en ekstra stigning ind meget tættere på mål, og det ændrede løbets dynamik en anelse. Ganske vist betød det, at næstsidste passage af Muren kom med 29 km igen mod tidligere 23,5 km, men nu skulle man op over den stejle Cote de Cherave bare 5,5 km fra mål. Det forhindrede som omtalt ovenfor ikke en spurtafgørelse, men det gav anledning til betydeligt større udskilning, og i 2018 var det endda meget tæt på, at Maximilian Schachmann snød favoritterne.

I 2017 nytænkte man ruten en anelse ved at droppe ideen om en lang og en kort rundstrækning. I stedet benyttede man to gange den samme 29 km lange rundstrækning, , og der var således ikke nogen lang rundstrækning. Det betød, at man forlængede det indledende, relativt flade stykke, men til gengæld blev finalen mere intens, idet de tre passager af Muren nu alle kom inden for de sidste 60 km, og Cote de Cherave skulle passeres to gange. Antallet af stigninger blev reduceret fra 11 til 9, men distancen forlænget fra 196 km til 204,5 km. Den model genbrugtes i 2018 og 2019, men man gjorde det indledende stykke hårdere, så der igen var 11 stigninger på programmet, og i 2018 skulle man endda over Cote de La Redoute, der er kendt som den meste ikoniske stigning i Liege-Bastogne-Liege.

Sådan blev det dog ikke i 2020 og 2021. Her nytænkte arrangørerne nok engang formatet, og det kostede Cote de Cherave livet. Grundideen med en indledende strækning med afslutning på toppen af Mur de Huy efterfulgt af to omgange på en kuperet rundstrækning omkring Huy var den samme, men denne gang var rundstrækningen 31,8 km mod de tidligere 29 km og indeholdt som erstatning for Cherave den nye stigning Cote du chemin des Gueuses, der lå længere fra mål end forgængeren. I år går vender Cherave dog tilbage, og selvom man har justeret en anelse på rundstrækningen, så den ikke er 29, men 31,2 km lang, er der i alt væsentligt tale om den finale, vi kendte i årene mellem 2017 og 2019.

Med en distance på 202,1 km er distancen næsten forlænget med 10 km i forhold til sidste år, men til gengæld er antallet af stigninger reduceret fra sidste års 12, der var usædvanligt mange, til 11. Som sagt varierer startbyen fra år til år, og denne gang er det Blegny, der har fået æren af at lægge asfalt til de første kilometer. Den ligger lidt nord for Ardennerne umiddelbart øst for Liege, og her lægger man ud med at slø en sløjfe mod øst igennem småkuperet terræn ud til byen Aubel, der nås efter 15,5 km. Her sætter man kursen mod syd via mere småkuperet terræn, som leder frem til udkanten af Verviers.

Her drejer man mod sydøst for at køre op ad Cote de Tancremont (2,6 km, 5,9%), der stiger med 5-8% over de første 1500 m, men derefter er let frem mod toppen, som rundes efter 44,2 km. Derfra falder det let mod sydvest og nordvest frem til Cote des Forges (1,3 km, 7,8%), der stiger med 8,4% over den første kilometer og siden flader ud frem mod toppen, som rundes efter 55,1 km. Herfra få det igennem kuperet terræn mod vest og siden sydvest, sydøst, sydvest og nordvest hele vejen frem til rundstrækningen.

Læs også

Optakt: 6. etape af Presidential Tour of Türkiye

Den rammes denne gang efter 119,1 km lige i bunden af den første af rundstrækningens tre stigninger, og det betyder, at man kører alle tre stigninger tre gange. Således skal man over Cote d’Ereffe efter 121,3 km og Cote de Cherave efter 134,1 km, inden man efter 139,8 km for første gang krydser stregen på toppen af Mur de Huy (1,3 km, 9,6%), dvs. med 62,3 km igen.

Tidligere har første passage af Muren primært tjent som formål at give rytterne mulighed for at genopfriske kendskabet til stigningen, men nu kommer den så tæt på mål, at betydningen kan blive større. I stedet for den vanlige gradvise udskillelse på de første stigninger, kan nogle hold nu føle sig ansporet til at starte angrebene lidt tidligere. Selvom disse tidlige forsøg sjældent har haft succes, og afstandene altid holdes på et minimum, er håbet, at mange hold vil forsøge at sætte favoritholdene under pres ved at gøre løbet hårdt og sende folk ud foran med det håb at undgå den forventede afsluttende spurt op ad Muren.

Løbet afsluttes nu med to omgange på den 31,2 km lange rundstrækning i området sydøst for Huy, som er en ganske let modificeret udgave af den, der blevet benyttet som afslutning i de fem udgaver mellem 2015 og 2019. Udover Muren består den af to stigninger. Først kommer Cote d’Ereffe (2,1 km, 5,0%), sidste gang med top 18,5 km til mål - en stigning, der stiger jævnt med 6-7% over de første 1500 m, inden den flader ud - men selvom terrænet ikke er fladt i denne indledende fase, favoriserer det klart feltet i forhold til eventuelle udbrydere. Til gengæld betyder inklusionen af Cote de Cherave (1,3 km, 8,1%) med bare 5,5 km til mål, at løbet har fået et interessant twist. Indløbet til stigningen er hurtigt og på en smal vej, og der er endda lidt brosten i bunden, inden den stiger med 8-10% over den første kilometer, hvorefter den flader ud. Den giver angribere en meget bedre chance for at iværksætte et sent fremstød, inden de rammer den 1,5 km lange nedkørsel og derefter kører ad flade veje frem til bunden af Muren, der starter med bare 1,3 km igen.

Traditionelt er angrebslysten blevet intensiveret, jo tættere vi er kommet på næstsidste passage af Muren, der er en perfekt mulighed for at foregribe favoritterne. Da løbet er for sande specialister, har de fleste - herunder flere af verdens bedste klatrere - ikke en chance i en afsluttende spurt. Deres eneste mulighed er at angribe de store favoritter før sidste stigning, og da næstsidste passage af Muren igen i år krydres med en ekstra passage af Cote de Cherave, har mulighederne næppe været bedre end på den rute, der er tilbage i år. Specielt ser man tit løjtnanter angribe i denne fase, men Movistar har ofte klogt sendt ryttere med i fremstødene for at undgå at komme i defensiven. Selv hvis angrebene på Muren ikke lykkes, giver Cote de Cherave en sidste chance for at komme favoritterne i forkøbet, og der vil utvivlsomt være kolossal udskilning i denne fase. I mange af de seneste udgaver er angrebene først blevet neutraliseret på selve Muren, og det viser, at det kan lade sig gøre at skabe overraskelsen, selvom vi ikke har set en udbrudssejr, siden Mario Aerts vandt i 2002.

Alligevel er det mest sandsynligt, at det ender i en spurt på Muren. Det giver altid anledning til en helt vanvittig positionskamp, da positionering på så kort en stigning er altafgørende. Hvis ikke man er helt fremme i bunden af bakken, er man helt uden chance, og det giver anledning til et vanvittigt tempo. Selve stigningen har ganske vist kun en gennemsnitlig stigningsprocent på 9,6, men har meget stejlere passager på helt op til 25%. Den starter blødt ud, men når de nærmer sig toppen, vil rytterne blive udfordret af den sværeste del af samtlige de stigninger, de skal forcere i ardennerklassikerne, og det betyder, at det altid er en helt fortjent vinder, der krones i den mindste af de tre ardennerklassikere. Starten på stigningen markeres af en rundkørsel efter 2 km kørsel på en lige, flad vej langs Meuse-floden og herefter venter tre sving, inden man når til de sidste 500 m, hvor vejen kun bugter sig let.

Løbet byder på i alt 3160, hvilket er ca. 200 flere end i 2021, 50 flere end i 2020, 300 flere end i 2019, men 200 færre end i 2018.

Læs også

Lund blev overrasket i trumfens stund: Hvad laver du her?

 Livestream Tour of the Alps, Fleche Wallonne og Liege-Bastogne-Liege uden afbrydelser

Vejret

Belgien har i hovedparten af denne uge det samme flotte vejr, som vi har i Danmark. Onsdagen vil kun byde på få skyer og en temperatur i Huy på 15 grader. Til gengæld vil det være relativt blæsende med en jævn til frisk vind (19-21 km/t) fra øst. Det giver primært sidevind frem til de første stigninger og derefter med- og sidemedvind hele vejen frem til rundstrækningen. Her vil der være sidemodvind på første del, sidemedvind før, på og efter Ereffe og primært sidevind frem til Cherave. Her vil der være medvind, inden man efter toppen får først side- og siden sidemod -og modvind frem til Muren, hvor der vil være modvind på første, men derefter primært sidevind resten af vejen.

Favoritterne

Af ardennerklassikerne er Fleche Wallonne klart den mest kontrollerede, og det har i næsten 20 år trods diverse ruteændringer været umuligt at undgå en afsluttende spurt op af Muren. Terrænet er ganske vist svært og udfordrende, men det er ikke den samme form for konstante op- og nedkørsler på smalle veje som i Amstel Gold Race, og løbet er slet ikke så hårdt som Liege-Bastogne-Liege. Derudover betyder den kortere distance, at løbet er nemmere at kontrollere, og derfor har favoritterne som regel greb om tingene.

Samtidig er løbet som nævnt ovenfor klart det mest specialiserede af de tre klassikere og derfor det løb med den korteste liste over potentielle vindere. Som regel er der en håndfuld specialister, der alle tror på, at de har en stor chance for at vinde i denne særlige finale, og det betyder, at der som regel er flere hold med en klar interesse i at skabe samling i bunden af Muren. De fleste hold har ikke en chance i en afslutning for sande specialister, men da det ofte er de stærkeste hold, der forsøger at kontrollere, er det meget vanskeligt at bryde deres dominans. Alle disse faktorer betyder, at vi skal helt tilbage til 2002 for at finde den seneste udbrudssejr, og der har i mange år været en generel konsensus om, at det sandsynligvis kræver meget dårligt vejr, hvis vi skal undgå det forudsigelige scenarium.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Tilføjelsen af Cote de Cherave i finalen er et ganske interessant twist fra arrangørernes side, og det øger helt klart mulighederne for, at der kunne ske overraskelse. Derfor er det også en fornøjelse, at den er tilbage efter to års fravær. Stigningen er ganske vist ikke lang, men den er så stejl, at den er er en ganske god affyringsrampe. Toppen kommer samtidig så tæt på mål, at den har givet anledning til angreb i 2015, 2016 og 2017, hvor særligt Tim Wellens gjorde den til sin helt egen legeplads. I 2018 lykkedes det endda en gruppe at få så stort et forspring, at Maximilian Schachmann først blev hentet nær toppen af Muren, endda så sent at han endte som nr. 8, og også Bob Jungels er kørt ind på Muren med et forspring. Alligevel har det hverken i de fem udgaver eller i Tour-etapen fra 2015 med samme finale været muligt at narre favoritterne.

Spørgsmålet er, om det er i år, at vi ikke får en spurt. Jeg tror faktisk, at chancerne er historisk gode. Det skyldes særligt to forhold, Ineos og Remco-faktoren. Ineos har nu vundet tre løb på at udnytte deres overtal, og selvom de har folk, der kan afslutte på muren, føler jeg mig helt overbevist om, at de vil forsøge at benytte deres stærke hold igen. Er det en spurt, er det fint, men kan de få en udbrudssejr, er deres sejrschancer større. Derfor tror jeg, at de vil lægge et benhårdt pres og angribe i højre og venstre, og de kunne måske endda finde på at splitte feltet i sidevinden fra start. Jeg mindes, at vi tidligere har set sidevindskørsel i det mere åbne og fladere terræn fra start, men mit bedste bud vil være, at det ikke vil lykkes at skabe varig splittelse. Det er for tidligt, og de vigtigste favoritter vil være vågne, når alle ved, at det vil blæse. Historien viser, at når vi kommer ind i Ardennerne, er der for megen læ.

Det andet forhold er Remco-faktoren. Quick-Step har gjort det klart, at dette løb er Julian Alaphilippes, men Remco Evenepoel har også sagt, at en af måderne at hjælpe på, kan være ved at gå i angreb. Det vil formentlig være hans rolle at gå med i nogle ryk, og så er spørgsmålet, hvad han må. Hvis han bare skal sidde på hjul, vil han dræbe ethvert udbrud, men får han lov at køre løbet, har et udbrud pludselig verdens bedste motor.

Man kan også pege på andre hold, der vil i offensiven. Bahrain og Bora er meget stærke, og selvom de har gode afsluttere, foretrækker de nok ikke at skulle spurte med Alaphilippe og Tadej Pogacar. Også Trek, Lotto og Jumbo bør være med på den galej, og samlet set giver det et billede af, at spurten kan undgås.

Alligevel er det mest sandsynlige en spurt. Det viser historien, men der er også stor interesse i det. UAE har sammen med Ineos vel det stærkeste hold, og hvis de satser hele butikken på Pogacar, er de svære at bide skeer med. Holdet har dog kørt med en lidt mere åben taktik i år, og det kan ikke helt udelukkes, at Diego Ulissi og Marc Hirschi, der har en god historik i løbet, får lov at gå med i udbruddene. Sker det, bliver det endnu mere interessant, og kender vi Pogacar ret, kan han også selv finde på at angribe. Han vil dog være så overvåget af de andre favoritter, at jeg tvivler på, at et Pogacar-udbrud vil komme langt. Han er nok nødt til at satse på spurten, selvom Strade Bianche viser, at man aldrig skal sige aldrig.

Jeg tror dog, at UAE kører relativt konservativt, og det vil Movistar også gøre, da Alejandro Valverde formentlig vil have sin sidste spurt på Muren. Det er også sandsynligt, at Quick-Step vil, hvis de låser Evenepoel, og Israel-PT vil formentlig også satse på en spurt. Det bør være nok til, at traditionen holdes i hævd, men i år udelukker jeg ikke, at Aerts får sin efterfølgelse præcis 20 år efter den seneste udbrudssejr.

I selve spurten er der to nøgleegenskaber. Den første er netop evnen til at positionere sig selv. Man har ingen chance, hvis man er for langt tilbage i bunden af bakken. I 2016 startede Michael Woods eksempelvis langt tilbage, og selvom han klart var en af de hurtigste på Muren, blev det ikke til mere end en beskeden 12. plads. Det samme så vi i 2020, hvor Dan Martin gled ned bagerst i gruppen i kraft af en rundkørsel, og så hjalp det ikke meget, at han klart var en af de bedste på selve stigningen.

Den anden nøgleegenskab er erfaring og tålmodighed. År efter år ser vi ryttere, der åbner deres spurt alt for tidligt for siden at eksplodere på dramatisk vis og slet ikke komme i nærheden af top 10. Fleche Wallonne kræver evnen til at disponere kræfterne og afmåle sin indsats for derved at gemme kræfter til en perfekt timet acceleration fra det punkt, hvor man ved, at man kan holde farten hele vejen til stregen. Kun ganske få ved, hvordan man gør det perfekt, og derfor kræver det ofte mindst ét forsøg, inden man for alvor er konkurrencedygtig i en finale, hvor kun en sand specialist kan løbe med trofæet. Det er således ikke noget tilfælde, at den erfarne veteran Valverde med sine fire sejre i træk hver gang vidste præcist, hvordan finalen skulle skæres, og hans acceleration kom altid med en timing, så selv en schweizisk urmager ville gå til i næsegrus beundring.

Årets felt er stærkt, og ser man bort fra Primoz Roglic, der sidste år var så tæt på at vinde, har vi vel samlet alle feltets superpuncheurs. Det udvider vinderlisten en anelse i forhold til, hvad man normalt ser, men grundlæggende er det en afslutning, hvor de reelle vinderkandidater er få - hvis altså det ender i en spurt.

Læs også

Optakt: Vuelta Asturias

Blandt disse står Tadej Pogacar klarest. Sloveneren missede løbet sidste år grundet Ulissis positive coronatest, og året forinden var han træt og tømt efter Touren, hvorfor han blot blev nr. 7. Det betyder imidlertid ikke, at det er en finale, der passer ham dårligt. Ganske vist har han kun kørt få murfinaler, men sidste år slog han en vis Roglic på en mur i Baskerlandet. Med sit forrygende punch, som han senest stillede til skue i puncheurfinalen i Tirreno, og med sin styrke på stejle procenter er han prototypen på en rytter, der kan vinde Fleche Wallonne.

Er han så i form? Det tør siges. Sidste år var han ganske vist god i foråret, men han lignede ikke et overmenneske. Det har han derimod gjort i år, hvor man af og til har haft indtrykket af, at ved en fejl var blevet placeret i et juniorløb. Alene det forhold, at en Tour-vinder kan være stærkeste mand i Flandern Rundt, siger alt - især når det kommer efter et 50 km langt soloridt i Strade Bianche. Der er ingen grund til at tro, at hans form er aftaget i de mellemliggende uger, og når han tillige kommer til løbet med et forrygende hold og er god i positionskampen, vil det formentlig kræve en Alaphilippe på sit absolut bedste, hvis han skal trues. Den Alaphilippe synes vi ikke at have lige nu, og samtidig har jeg ovenfor endda åbnet døren for, at uforudsigelige Pogacar kan finde på et eller andet Strade Bianche-agtigt fra distancen. I det lys tror jeg, at Fleche Wallonne bliver det næste løb på den sejrsliste, der vokser med en hast, som næsten - men kun næsten - må gøre Eddy Merckx misundelig.

Som sagt er det en Julian Alaphilippe på 100%, der kan slå Pogacar i en spurt. Har vi den Alaphilippe, der blæste forbi Roglic sidste år, eller den Alaphilippe, der var 4-5 niveauer over alle andre til VM, er han formentlig en anelse mere eksplosiv end Pogacar og derfor med en reel chance for at gøre det onde ved en slovener to år i træk. Desværre tror jeg ikke, at vi har den Alaphilippe. Hans kørsel i Baskerlandet startede lovende, men sluttede skuffende, og i Brabantse Pijl var han så skidt kørende, at Patrick Lefevere åbent indrømmede, at hans verdensmester er et stykke fra sit bedste.

Er alt håb så ude? Nej, jeg har brændt mine naller alt for mange gange ved at afskrive Alaphilippe på grund af skuffelser i de sidste løb inden hans mål. Det gjorde jeg i dette løb for et år siden, var han var milevidt fra sit niveau i Amstel, hvorefter han satte Roglic på plads i Huy, og det gjorde jeg ved VM i både 2021 og 2020, hvor han skuffede i sine forudgående løb. Alaphilippe har en særlig evne til at toppe på de dage, han udser sig, og i år har han rettet hele sit forår an på denne periode. Ganske vist er det Liege, der er den helt store drøm, men planen er, at han skal toppe begge dage. Har han så gjort det igen? Jeg er ikke optimistisk, men mine naller er stadig så forbrændte, at jeg ikke tør udelukke, at Alejandro Valverde efter på onsdag må blive endnu mere bekymret for, om hans rekord overlever de kommende år.

Er der andre? Ja, det bliver uhyre spændende at se Benoit Cosnefroy på onsdag. Franskmanden er skabt til denne finale, der ikke kunne passe ham bedre, og det så vi, da han for to år siden blev nr. 2 bag Marc Hirschi. Han har ofte meget svært ved at finde formen, der kun synes at komme efter en grand tour, men i år har han brudt trenden. Han lignede en mand i sin helt egen liga i Amstel, hvor han kørte fra alt og alle på Geulhemmerweg, og også i Brabantse Pijl så han overbevisende ud, i hvert fald på asfaltstigningerne. Der er ingen tvivl om, at vi lige nu ser den bedste Cosnefroy nogensinde, og selvom modstanden denne gang er skrappere, har han én gang vist, at han kan være med helt fremme her. Jeg er bekymret for ham i positionskampen med et relativt svagt hold, men med Cherave plejer det at være et mindre felt. Sidder han rigtigt, er det i år, at Cosnefroy synes at have alle forudsætninger for at kunne bevise, at han er en af verdens allerstørste murspecialister.

I den kategori finder vi også Michael Woods. Canadieren viste senest sine fabelagtige evner på de stejleste af de stejle procenter, da han kørte Valverde midt over på Mirador do Ezaro i februar, men han har aldrig for alvor slået til her. Enten er han styrtet, eller også har formen ikke været på toppen, som da han i 2020 blev nr. 3, men oftest er det gået galt med positioneringen, som det skete sidste år, hvor han blev nr. 4. I år kan man håbe, at Cherave betyder, at han lettere kan komme frem, men desværre er der stor usikkerhed om hans form. Han startede ellers forrygende i februar, men har siden været syg flere gange. Han var langt fra sit niveau i Baskerlandet, men sluttede af med en 13. plads på kongeetapen, hvorefter han erklærede, at han nu var optimistisk frem mod Ardennerne. Har han nået det? Det er nok tvivlsomt, men en Woods i form er en af de få, der kan køre op med de bedste i en finale, han har drømt om at erobre i lang, lang tid.

Hele cykelverdenen ville formentlig elske at se Alejandro Valverde runde et langt kærlighedsforhold til Mur de Huy af med en sjette sejr, men det kan se svært ud. Veteranen er ganske vist blevet genfødt på ny og viste sig sidste år fortsat som en af verdens bedste ardennerryttere med top 5-placeringer i alle tre løb, og da han i år blev nr. 2 i Strade Bianche, satte han en fed streg under, at tallet 41 bare er endnu et i en talrække og ikke betyder spor andet. Det gør det dog alligevel. Valverde har ikke vundet på Muren siden 2017, og han er i de senere år blevet overhalet af Alaphilippe, der har vundet tre af de fire gange, siden han abdicerede. Sidste år blev han en imponerende nr. 3, men han var ikke tæt på at vinde, og hans form var endda i top. Det ventes den ikke at være denne gang. Han udgik af Catalonien med sygdom, som kostede ham både Indurain og Baskerlandet, og derfor aner vi ikke, hvor han står. Man kan dog være helt sikker, at Valverde har sat hele verden i brand for at toppe til netop disse to løb, og det vil ikke undre mig, hvis han kommer tilbage på et Strade Bianche-niveau. For at vinde er han dog nok afhængig af uheld til Pogacar, men er Alaphilippe ikke på toppen, vil en formstærk Valverde formentlig på en god dag kunne slå alle andre - og så står der pludselig 6 og ikke 5 på rekordlisten.

Dette er et løb, Tom Pidcock bør vinde før eller siden. Han har i hvert fald alle de rette karakteristika, og sidste år endte han da også som nr. 6, selvom han efter et styrt var så forslået, at han måtte droppe at køre Liege. Det vidner om, at en frisk Pidcock formentlig havde været tæt på sejren i en finale, der synes skabt til en let og eksplosive klatretype som ham. Desværre er det ikke min fornemmelse, at han er på toppen. Ganske vist har han på det seneste kørt finaler i alle sine klassikere, men det har været lidt på bagkant. Han var langt fra de bedste i Flandern, i Amstel virkede han mærkeligt fraværende i finalen, når han skulle beskytte Michal Kwiatkowski, og i Brabantse Pijl var han så træt, at de ville køre spurten for Ben Turner. Heldigvis er der håb at finde i, at han nu har haft yderligere en uge til at forbedre sig, og med tanke på de maveproblemer, der kostede ham dyrt i marts, er hans form formentlig i fremgang. Jeg synes bare, at det er gået så langsomt, at jeg frygter, at vi ikke ser den Pidcock, der endda bør vinde dette løb.

Heldigvis har Ineos alternativer. Daniel Martinez har været her, der og alle vegne i et forår, hvor han har gjort sig til den største trussel mod en Tour-sejr til UAE eller Jumbo. Senest var han klart stærkeste mand i Baskerlandet, hvor han sejrede, men denne finale er ikke ideel for ham. Heldigvis har han i dette forår vist betydeligt mere punch, end jeg havde tilskrevet ham, både på Malhao i Algarve, og senest da han choksejrede i en let stigende baskisk spurt. Med sin nuværende form vil jeg blive overrasket, hvis ikke han er meget langt fremme i en spurt, men jeg har også svært ved at se ham slå specialisterne. Til gengæld har jeg som sagt åbnet døren for, at vi i år ikke får en spurt, og det skyldes i høj grad Ineos og deres suveræne overtalshold. Briterne vil næppe være bange for at spille Martinez tidligere ud og lade Pidcock køre spurten, og gør de det, er han mit bedste bud på manden, der bliver Aerts’ efterfølger som udbrydervinder.

Læs også

Evenepoel tilbage på landevejen

En anden rytter, der er skabt til denne afslutning, er Sergio Higuita. Hidtil har han niveau ikke rakt, og han er endda udgået i sine to første forsøg, men det var i 2020 og 2021, hvor han var ekstremt skuffende. I år se vi en forvandlet Higuita, der særligt med sin kørsel i Catalonien var så overbevisende, at han burde være i stand til at true de bedste i en finale, som burde passe ham. Han viste i hvert fald sit eminente punch, da han slog Martinez i puncheurspurten på Malhao i februar, men nu er spørgsmålet desværre, hvor han står. Han udgik af Baskerlandet med sygdom, og netop Higuita, der har været svært utilregnelig, kan man altid hurtigt blive bekymret for, ikke mindst fordi han har været flyvende siden februar. Hvis til gengæld han har sit catalanske niveau, er han absolut mindst en podiekandidat i denne spurt.

Jeg ville gerne rangere Dylan Teuns højere, end jeg gør. Det er nemlig ikke tilfældigt, at det var med 3. pladsen her, at han i 2017 fik sit store klassikergennembrud. Teuns er nemlig en af de bedste murspecialister, hvad han også har vist i Polen Rundt, men desværre er hans bedste resultat siden 3. pladsen bare en 14. plads i 2019. Det er der heldigvis en forklaring på. Teuns har skuffet fælt de seneste år, hvor hans niveau har været et helt andet, men i år er han tilbage. Han var en af de absolut stærkeste i alle de klassikere, han har kørt, senest i Amstel, hvor han næsten kom alene op til de to forreste, og Brabantse Pijl, hvor en punktering kostede ham et topresultat. Desværre traf han den mærkelige beslutning at køre Paris-Roubaix, hvor han havde svært ved at følge med i det flade terræn. Erfaringen tilsiger, at det er et løb, det tager tid at restituere fra, og jeg har en frygt for, at den ellers så formstærke murspecialist ikke kan kapitalisere på det tårnhøje niveau, han ellers har vist på det sidste.

Med Roglics ærgerlige afbud er det Jonas Vingegaard, der skal løfte kaptajnansvaret på Jumbo, og det burde han også være i stand til. Danskeren virkede flyvende i Baskerlandet, indtil han pludselig løb tø for kræfter i finalen på kongeetapen. Sidstnævnte skaber naturligvis en vis bekymring for den ikke altid tilregnelige Vingegaard, men tidligere på etapen havde han lignet en af de absolut stærkeste. Han er ret uprøvet i en finale som denne, men han har i blandt andet Polen og Danmark vist, at han har et punch. Desværre er han helt sikkert ikke eksplosiv nok til at vinde en spurt - selvom han bør komme langt - men han er et af de bedste bud på en rytter, der kan lukrere på et mere åbent løb. Tør han tage chancen og deltage i en tidlig Ineos-offensiv, er der ikke mange følgesvende, der bør kunne slå ham på Muren.

Marc Hirschi er den eneste, der har brudt Valvaphilippe-duoens monopol på dette løb - et monopol, der blev indledt i 2014! - og det krævede, at ingen af de to superspecialister var til start. Det er da også en finale, der passer Hirschi som fod i hose, men det er heller ikke tilfældigt, at den kom i jubelåret 2020. Siden dengang har vi ikke set den vanvittige udgave af Hirschi, der uden Alaphilippes svaj formentlig også havde vundet Liege. Heldigvis har han set fin ud i sine første løb i år efter hofteoperationen, og hans Amstel var også ganske godkendt. Det var hans Brabantse Pijl til gengæld ikke, og det står i hvert fald ret tydeligt, at 2022 ikke er det samme år som 2020. Hirschi har dog også haft en kort sæson, og han bør være i fremgang. Spørgsmålet er, hvilken rolle han får. I denne spurt skal der ikke køres lead-out, og er de ikke tvunget til at bruge ham for at hente et udbrud, vil jeg tro, at han får lov at køre sin egen spurt ved siden af Pogacar. Den er han næppe god nok til at vinde, men han bør kunne ende fremme. Til gengæld er han også den perfekt mand at sende ud, hvis UAE ikke vil på bagkant, og havner han i den rette gruppe, kan han også gøre det færdigt, særligt hvis han bruger Pogacar-alibiet til at sidde på hjul.

Bora har Higuita, men de har også Aleksandr Vlasov . Russeren har mildt sagt været svingende i et år, hvor han var fabelagtig i Valencia, Indurain og Baskerlandet og uhyre skuffende i UAE Tour og Paris-Nice, og det vidner om, at vi aldrig kan vide os sikre. Han var dog flyvende i sine seneste løb, og har han bevaret den form, vil han også være god onsdag. Dette er dog slet ikke hans finale, og selvom han var så overraskende stærk i de eksplosive finaler i Spanien tidligere på måneden, at jeg med hans nuværende form regner ham som absolut top 10-kandidat i en spurt, er det klart, at Vlasov ikke slår de mere eksplosive folk. Han skal finde på noget, og han må være perfekt til at sende med i en Ineos-offensiv, mens Higuita sparer sig til spurten. Slipper han for at spurte mod Pogacar, Alaphilippe og co., var han i Baskerlandet stærk nok til at gøre det færdigt.

Hvad så med Remco Evenepoel? Ovenfor har jeg allerede spekuleret i hans rolle, der som sagt er lidt uklar, men hans udtalelser og usikkerheden om Alaphilippes niveau udelukker bestemt ikke, at han får frihed. Det kan han særligt få, hvis Alaphilippe, som plejer at være meget ærlig, fornemmer, at benene ikke er de bedste. Får han først frie tøjler, vil et udbrud have en langt bedre chance for at hold, for som vi senest så i Baskerlandet og Brabantse Pijl er vidunderbarnet en animator af den verden, og hans motor og føringsvilje kan få næsten alle udbrud til at holde. Udfordringen bliver at gøre det færdigt, for vi har senest i Baskerlandet set, at han altså ikke er nogen topklatrer - slet ikke på stejle procenter. Nogen dårlig klatrer er han dog ikke, og får han et forspring, kan han sagtens holde hele vejen. Det vil i hvert fald være dumt at udelukke, at den lige nu meget formstærke belgier igen finder det rette moment til at køre alene hjem til solosejr nr. jeg-ved-snart-ikke-hvad.

Har man glemt at købe sin lottokupon, kan man stadig nå at spille på et topresultat til Wout Poels . Der er nemlig lige så meget tilfældighed over hollænderens præstationer, som der er over enhver lottotrækning. I de seneste år har Poels lignet en mand, der havde set sine bedste år, men i år er han kommet fremragende tilbage, først med sejren i Andalusien, siden med fremragende hjælpearbejde for Jack Haig i Paris-Nice og senest med fornem kørsel i Catalonien, indtil han blev syg forud for sidste etape. Den sygdom gør hans formniveau endnu mere usikkert, men er han på toppen, er det et løb, der passer ham. Da han vandt Liege i 2016, var han blevet nr. 4 her kort forinden, og selv i 2020, hvor han var langt under niveau, endte han trods alt langt fremme. Han er ikke god nok til at slå de bedste i en spurt, men Bahrain har det brede hold til at lege med i Ineos-offensiverne. Gør han det, kan han ende i en gruppe, hvor han kan gøre det færdigt - hvis altså vi har trukket de rette numre i lottospillet om hans form.

Kan Enric Mas få lov? Næppe. Dette er Valverdes sidste tur op ad Muren, og den vil han gerne have for sig selv. Der er dog usikkerhed om hans form efter sygdommen, og vi har før set, at Movistar er gået med i angreb i dette løb for ikke at komme i defensiven. Her må Mas være manden, og i det tilfælde vil han formentlig få lov at sidde på hjul. Det behøver han nu ikke for at vinde, for han har i år bevist, at hans gigantiske niveauspring i Vueltaen er kommet for at blive, selvom hans to styrt på nedkørsler har kostet de topresultater i Tirreno og Baskerlandet, han burde have fået. I Baskerlandet var han i hvert fald måske bedste mand - i hvert fald en af de tre bedste - inden han styrtede, og faktisk er det også en finale, der passer ham. Det så vi, da han sidste år blev nr. 2 bag Roglic på muren i Valdepeñas de Jaen - og han er efterhånden blevet ganske god i mere eksplosive finaler. Den eneste grund til, at han ender så langt nede på denne liste, er, at han har en femfoldig vinder som holdkammerat.

En af løbets jokere er Giulio Ciccone . Vi så med hans 2. plads bag Egan Bernal på Campo Felice i 2021, at han er ganske glimrende i eksplosive afslutninger, og i det hele taget nåede han i Giroen et tårnhøjt niveau. Desværre har han ikke fundet det i år, hvor han har været uhyre skuffende, og senest endte hans Catalonien mildt sagt meget trist. Siden har han dog trænet i højderne frem mod Giroen, der er det store mål, og skal han være med i Italien, skal han være på et godt niveau nu. Hans kørsel i år gør mig ikke optimistisk, men Giro-Ciccone kan komme langt. For at vinde skal han dog køre offensivt, men det har han og Trek også temperamentet til.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Da cross leverede endnu et vidunderbarn i schweizisk modvindsfuser

Warren Barguil er ikke en stor klassikerrytter, men dette løb har han smag for. Han blev nr. 4 i 2020, nr. 5 i 2021, nr. 6 i 2017 og nr. 9 i 2016, og selvom det også er gået meget værre i de mange ture op ad Muren, vidner det om, at det er en finale, han kan køre. Han er slet ikke så stærk som i sine bedste år, og trods sine sejre har han heller ikke været overbevisende, når han i år har kørt mod de bedste. Det havde han imidlertid heller ikke sidste år, hvor han alligevel endte som nr. 5 i dette løb. Hans kørsel i Brabantse Pijl, hvor han mest af alt led, fordi han havde det svært med brosten, tyder på, at han har timet formen godt, som også sejren i Indurain indikerer. Desværre ser jeg ham ikke vinde i dette skrappe selskab, og også han skal køre offensivt. Da Arkea er meget fokuserede på point, tvivler jeg på, at det vil ske, og derfor er han nok meget mere end top 10-kandidat end en reel vinderkandidat.

Bahrains arsenal tæller også Damiano Caruso. Den italienske veteran har aldrig rigtigt satset på klassikerne, men det kunne han sagtens have gjort. I 2020 var det ham, der reddede Italiens hjemmebaneære med en 10. plads til VM, og i dag er han åbenlyst en meget bedre rytter end dengang. Desværre er han ikke så eksplosiv som i sine unge år, men han viste på Sicilien, at han stadig har lidt punch. Desværre er han ikke vild med stejle procenter, og derfor er det nok ikke den ideelle finale, men han overraskede i Giroen flere gange sig selv i stejle finaler. Det er formentlig Teuns og Poels, der skal spurte for Bahrain, men den formstærke Caruso, vi så på Sicilien, er utvivlsomt et fremragende kort at spille ud fra distancen.

En af årets oplevelser har været Victor Lafay. Franskmanden gjorde store fremskridt sidste år, men de kan slet ikke måle sig med dem, han har gjort i år. Det startede med hans 3. plads bag Pogacar og Vingegaard i Tirrenos puncheurfinale - faktisk kan man tage Laigueglia med, hvis man er pedantisk - og siden fortsatte han i Baskerlandet. Det baskiske løb viste dog også, at stigninger let kan blive for lange, men netop derfor burde denne finale passe ham godt. Hvordan han har det på stejle procenter, er det store spørgsmål, men det så fint ud på den baskiske mur på 3. etape i Baskerlandet. Desværre blev han syg på 5. etape, og det kan have kostet lidt form, men han lignede stærkeste mand i Besancon i fredags, hvor det var taktik, der gav Jesus Herrada og ikke ham sejren. Jeg glæder mig i hvert fald til at se ham i en finale som denne, selvom han for at vinde nok skal i offensiven.

Manden, han slog i Besancon, var Alexis Vuillermoz, men det var alligevel herligt at se Total-rytteren. Måske så Lafay stærkest ud, men Vuillermoz var vel næststærkest med sine endeløse serie af angreb. Det var den bedste Vuillermoz, vi har set, siden hans skadesmareridt startede, og en formstærk Vuillermoz elsker disse finaler. Det var her, han bragede ind på klassikerscenen med sin 6. plads i 2015, og siden har han også vundet på den dog noget lettere Mur-de-Bretagne i Touren. Desværre er han nok stadig ikke så god, som han var i sin storhedstid, men efter at have set ham i fredags håber jeg, at vi kan få et glimt af, hvorfor han fik så stor opmærksomhed for den 6. plads dengang.

Lafay har også en formstærk holdkammerat. Jeg havde ellers afskrevet Ion Izagirre , men i Baskerlandet gav han igen mindelser om den fabelagtige rytter, han engang var. Han er stadig ikke så god som i sin storhedstid, men han beviste på kongeetapen, at han med sit nuværende niveau kan komme langt. Han vinder ikke en spurt her, og hans bedste resultat her er da også en 12. plads dengang, han var allerbedst. Til gengæld er han en offensiv rytter, der ved, at hans vejr til sejr går gennem angreb. Har han stadig de baskiske ben, er det måske alligevel ikke helt slut med Izagirre.

Tobias Johannessen havde fortjent en langt højere rangere, da det bør være en finale lige efter hans hoved. Han viste sit eminente punch og sit allerede tårnhøje topniveau i Catalonien, men desværre blev han efterfølgende syg. Hans kørsel i Brabantse Pijl, hvor han faldt helt igennem, kunne indikere, at han er for mærket, men man kan håbe, at en uges ekstra træning har hjulpet. Dette bude være et løb, Johannessen i fremtiden skal satse på, og har han de catalanske ben, kan han allerede nu lave et fremragende resultat. Brabantse Pijl-benene rækker til gengæld slet ikke.

Hvor står Jai Hindley ? Det aner vi ikke, da australieren ikke har kørt siden Catalonien, og det var ikke alt for opløftende. Efter et skidt, skidt, skidt 2021 og en dårlig start på sæsonen kunne det vække bekymring, men i Tirreno viste han os, hvorfor han er blevet nr. 2 i Giroen. At satse på, at han har det niveau nu, er farligt for en mand, der har kørt ét godt løb i nu halvandet år, men med Giroen forude burde han være tæt på sin formtop. Han passer ikke forrygende til denne afslutning, men han er et af de mange kort, Bora kan spille offensivt ud. Med Tirreno-benene kan han måske gøre det færdigt.

Finalen her er nok lidt for stejl til at passe Michal Kwiatkowski perfekt, men hans resultatliste er stadig imponerende. Han blev nr. 3 i 2014, nr. 5 i 2013, nr. 6 i 2020 og nr. 7 i 2017, men til gengæld blev han kun nr. 23 sidste år. I år har han rejst sig flot igen med sin sejr i Amstel, men den kostede ham også dyrt. Han var slet ikke klar igen i Brabantse Pijl, og nu har han minsandten begået samme ”brøler” som Teuns ved at køre Roubaix. Det er et løb, det traditionelt tager endnu længere tid at komme sig efter end Amstel, og derfor har jeg svært ved at være specielt optimistisk, også fordi det ikke er min fornemmelse, at han er fuldt tilbage. Nok vandt han i Amstel, men det var mere via snilde end ren råstyrke, og heller ikke i Roubaix virkede han flyvende, da han hurtigt valgte at blive hjælper. Alt sammen taler det imod Kwiatkowski, men han kan sagtens snyde mig, når vi kender hans historik og det trods alt høje niveau, han viste for halvanden uge siden.

Der er en grund til, at Tiesj Benoot kun kører løbet for anden gang. Det passer ham nemlig dårligt, og derfor plejer han at fokusere på Amstel og Liege. I år betyder den ændrede kalender dog, at han tør give sig i kast med hele pakken, men det ændrer ikke på, at Mur de Huy er for svær en finale for Benoot. Han kører i hvert fald næppe i top 10 i en spurt, men til gengæld kan vi så også være sikre på, at han vil angribe undervejs. Han har i år virket bedre end nogensinde, og senest så han uhyre overbevisende ud, da han skabte udskilningen på Keutenberg for en uges tid siden. Det var opløftende at se ham så stærk på så stejl en stigning, og de giver håb for, at han kan gøre det færdigt, hvis han kommer afsted i den rette gruppe uden de allerbedste afsluttere. Formen er i hvert fald fremragende.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Jeg nævner også Michael Matthews, men det er uden den store entusiasme. Australieren anså længe finalen som værende for svær, men så overraskede han med en 5. plads i 2018. Siden blev han nr. 8 i 2019, men siden dengang har han ikke været på samme niveau. Heldigvis har han rejst sig lidt i år, hvor han har været bedre end længe, men hans kørsel i Brabantse Pijl og i Amstel, hvor han erkender at have været helt på grænsen efter Keutenberg, giver ikke grundlag for optimisme forud for et løb, som i forvejen ikke passer ham ideelt. Hvad der giver mig håb, er hans kørsel på Cullera-stigningen i Vueltaen, men kort efter fik han sig en lussing i Valdepeñas de Jaen. Jeg tror ikke, at 2022-udgaven af Matthews kan køre top her - sidste år blev han også kun nr. 21 - men hans historik gør, at han kan overraske.

Endelig vil jeg nævne Robert Stannard. Australieren får for første gang chancen, da han nu er kommet væk fra Matthews, og spørgsmålet er, hvad det kan føre til. Jeg er meget bekymret for, om finalen er for stejl, men han har alle de rette puncheurevner, og bakken er heldigvis ikke for lang. Efter lidt skuffende kørsel i Limburg og Amstel var han meget stærk i Brabantse Pijl, indtil han løb tør for kræfter og faldt tilbage. Heldigvis skal han her ikke køre en lang finale, men bare forsøge at se, hvad han kan levere i en spurt. Måske er den for stejl, men han kan overraske.

OPDATERING: Den endelige startliste er kommet. De væsentligste ændringer er, at hverken Higuita eller Ciccone kommer til start.

***** Tadej Pogacar

**** Julian Alaphilippe, Benoit Cosnefroy

*** Michael Woods, Alejandro Valverde, Tom Pidcock, Daniel Martinez, Jonas Vingegaard

** Dylan Teuns, Marc Hirschi, Aleksandr Vlasov, Remco Evenepoel, Wout Poels, Enric Mas, Warren Barguil, Damiano Caruso, Victor Lafay, Alexis Vuillermoz, Ion Izagirre, Tobias Johannessen, Jai Hindley, Michal Kwiatkowski, Tiesj Benoot, Michael Matthews, Robert Stannard

* Patrick Konrad, Domenico Pozzovivo, Bauke Mollema, Axel Zingle, Geraint Thomas, Carlos Rodriguez, Ruben Guerreiro, Odd Christian Eiking, Jack Haig, Jesus Herrada, Simon Carr, Andreas Kron, Tim Wellens, Diego Ulissi, Sebastien Reichenbach, Rigoberto Uran, Mattias Skjelmose, Vincenzo Nibali, Quentin Pacher, Jakob Fuglsang, Neilson Powless, Xandro Meurisse, Elie Gesbert

 Livestream Tour of the Alps, Fleche Wallonne og Liege-Bastogne-Liege uden afbrydelser

Danskerne

Jonas Vingegaard har en kaptajnrolle på Jumbo og er omtalt ovenfor. Det samme har Andreas Kron på Lotto, men jeg tror, at Muren er lidt for svær til, at han kan være med helt fremme, hvorfor han nok skal køre offensivt. Jakob Fuglsang skal på Israel-PT formentlig primært støtte Michael Woods, men han kan formentlig også deltage i angreb undervejs. På Trek er Mattias Skjelmose formentlig hjælper for Giulio Ciccone og Bauke Mollema, men han kan måske få lov at køre offensivt, og det samme gælder for Alexander Kamp, der er i god form, men for hvem Muren er for svær.  Søren Kragh er kaptajn på DSM, men Muren er for stejl, og han skal derfor i offensiven. På BikeExchange skal Christopher Juul hjælpe Michael Matthews, og på Uno-X skal Jonas Gregaard, Jacob Hindsgaul og Morten Hulgaard støtte Tobias Johannessen og måske forsøge at ramme udbruddet. Endelig skal Frederik Wandahl på Bora støtte Aleksandr Vlasov, Patrick Konrad og Jai Hindley.

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Julian Alaphilippes sejre fra 2021, 2019 og 2018, Marc Hirschis sejr fra 2020, Alejandro Valverdes sejre fra 2017, 2016, 2015 og 2014 samt Daniel Morenos sejr fra 2013.

Holdoversigt

Nedenfor gennemgår jeg de ryttere, der foruden de ovennævnte kan spille en rolle.

Quick-Step Alpha Vinyl Team: Det handler om Alaphilippe, men som nævnt får Evenepoel måske en fri rolle. Mauri Vansevenant, Ilan van Wilder og Louis Vervaeke må regnes som hjælpere.

Læs også

Lefevere om mulig Alaphilippe-skifte: Måske vil han prøve noget andet

Team Jumbo-Visma: Det handler 100% om Vingegaard og Benoot.

Movistar Team: De bør have en meget låst strategi med Valverde som fokus, men som nævnt kan Mas måske få sin chance. Carlos Verona imponerer i år, men må regnes som hjælper.

Israel-Premier Tech: Det handler om Woods. Jakob Fuglsang er formentlig i en fri rolle, men han synes ikke at være på niveau til et topresultat. Hans Bedste chance må være at angribe tidligt.

Team Arkea-Samsic: Holdet er bygget 100% op om Barguil. Elie Gesbert viste endelig stigende form i weekenden, men han er med som hjælper og synes heller ikke helt god nok endnu.

UAE-Team Emirates: Pogacar må være fokus, men som sagt åbner jeg døren for, at Hirschi må køre sin egen spurt eller gå med i nogle af Ineos-offensiverne. Jeg regner med, at Marc Soler er ren hjælper, selvom han var god i Baskerlandet, og det samme gælder for Diego Ulissi, der næppe længere er god nok til endnu en podieplads, samt Juan Ayuso, der ikke synes helt på toppen.

INEOS Grenadiers: Som sagt regner jeg med, at de vil have Pidcock fokuseret på spurten, mens Martinez og Kwiatkowski både kan angribe og spurte. Geraint Thomas har tidligere talt om Ardennerne som et mål, men han synes stadig at mangle for meget, og jeg vil også tro, at Carlos Rodriguez får svært ved at gøre det færdigt fra et udbrud, selvom han vandt en etape i Baskerlandet.

Grouepama-FDJ: Uden den sygdomsramte David Gaudu er det svært. Sebastien Reichenbach har været god i år, men passer ikke ideelt til stigningen. Rudy Molard har før været i top 10, men selvom han gjorde det godt i weekenden, var det ikke godt nok til dette niveau. Quentin Pacher har imponeret i år, men finalen er for svær, og det er den også for Kevin Geniets og den uhyre formstærke Bruno Armirail.

Team Bike-Exchange-Jayco: Det handler om Matthews. Nick Schultz er stadig helt uden form til et løb, der ellers passer ham, og Jan Maas og Alexandre Balmer mangler for meget til et løb, der på sigt kan passe dem.

BORA-hansgrohe: Uden Higuita må Vlasov være kaptajnen, både til angreb og en spurt, mens Hindley kan deltage i angrebene. Patrick Konrad blev nr. 7 i både 2019 og 2020, og det er en spurt, der passer ham, men jeg tror mere, at hans nuværende niveau rækker til en gentagelse af sidste års 15. plads, selvom han må være i god form til løb, der er et mål. Løbet passer både Giovanni Aleotti og Ide Schelling, men de er formsvage,

Læs også

Giro-spillet åbnet for tilmelding

Trek-Segafredo: Uden Ciccone er Bauke Mollema kaptajn. Han elsker Muren og har været i top 10 fem gange og blev nr. 11 sidste år, men med det, han har vist i år, er det svært at se ham i top 10 igen. Mattias Skjelmose og en i Baskerlandet velkørende Gianluca Brambilla kan måske få lov at forsøge sig, men jeg ser dem ikke i top 10, og den er for stejl for Alexander Kamp.

Alpecin-Fenix: Stannard er formentlig bedste bud. Xandro Meurisse har kørt godt på det sidste, men jeg ser ham ikke i top 10, og Floris de Tier har mistet sin gode form. Stigningen er for stejl for Kristian Sbaragli og Gianni Vermeersch.

Astana Qazaqstan Team: Det må handle om Vincenzo Nibali, men hans kørsel på Sicilien gav ikke det bedste indtryk til et løb, der passer ham relativt dårligt. Stigningen er for stejl for Simone Velasco.

Intermarché-Wanty-Gobert Materiaux: Domenico Pozzovivo så godt ud i sidste uge, inden han blev syg. Stigningen passer ham, og han kan gå i top 10, men spørgsmålet er, om hans nuværende niveau rækker, særligt efter sygdommen. Quinten Hermans var tæt på top 10 sidste år, men har mistet alle sine forberedelsesløb grundet sygdom, og Georg Zimmermann er også på vej tilbage efter en skade.

Cofidis: Izagirre og Lafay ligner de bedste bud. Jesus Herrada er i form, men Muen har altid væet for stejl for ham. Remy Rochas kunne være spændende, men mangler for meget efter sin skade. Jokeren er den meget lovende puncheur Axel Zingle, der er i form. Han kunne på sigt godt være kandidat i dette løb, men på nuværende tidspunkt tror jeg, at den er for svær. Simon Geschke var god i Baskerlandet, men må være hjælper.

Ag2r Citroën Team: Det handler 100% om Cosnefroy, da Aurelien Paret-Peintre ikke er i storform.

Uno-X Pro Cycling Team: Det handler 100% om Johannessen, selvom Jonas Gregaard gør det godt i øjeblikket.

Bahrain-Victorious: Teuns, Caruso og Poels er alle kandidater. Jack Haig virker ikke helt flyvende, og løbet passer ham dårligt, mens Gino Mäder først viste form på sidste etape i Baskerlandet og formentlig er hjælper i et løb, der passer ham dårligt. Stephen Williams har nærmest ikke kørt løb i år.

Team DSM: Søren Kragh er kaptajn, men på så svær en stigning er hans eneste chance offensiv kørsel. Kevin Vermaerke passer til løbet, men har slet ikke vist form. Bedste bud til en spurt er nok Henri Vandenabeele, men han skuffede i Tyrkiet.

TotalEnergies: Det må handle om Vuillermoz. Cristian Rodriguez virker slet ikke flyvende nu.

EF Education-EasyPost: Stigningen passer både Odd Christian Eiking og Ruben Guerreiro. Førstnævntes form er ukendt efter en pause, men han har ikke imponeret i år. Guerreiro var god i Baskerlandet, men jeg tvivler på top 10. Rigoberto Uran er kaptajn, men han har bestemt ikke været flyvende i år. Får han chancen, kan Simon Carr overraske, da løbet passer ham, og han viste form i Coppi e Bartali. Neilson Powless burde være oplagt til at angribe tidligt, men han har slet ikke ramt formen i år. Alberto Bettiol viser heller ikke tegn på fremgang.

Lotto Soudal: Muren har aldrig for alvor passet Tim Wellens, og selvom han har været i top 10, ser jeg det ikke ske med det nuværende niveau efter en skuffende weekend i Frankrig. Jeg glæder mig til at se, hvor langt Andreas Kron kan komme i en spurt, men jeg tror, at den er lidt for stejl. Sylvain Moniquet var i god form i weekenden, men niveauet er nok lidt for højt.

Sport Vlaanderen-Baloise: Kamiel Bonneu imponerede i Limburg, men efter styrtet i Sarthe skuffede han i weekenden. Jenno Berckmoes og Rune Herregodts mangler også for meget.

Bingoal Pauwels Sauces WB: Remy Mertz og Marco Tizza skuffede begge i weekenden, og Luc Wirtgen manglede også for meget.

B&B Hotels-KTM: Franck Bonnamour synes i bedring efter sine styrt, men har stadig ikke været god nok. Jonathan Hivert har set sin bedste tid, og Eliot Lietaer synes også at være forbi sit bedste. Stigningen passer elendigt til den fallerede Pierre Rolland, og selvom løbet på sigt burde passe ham, mangler mountainbikeren Victor Koretzky for meget.

 Livestream Tour of the Alps, Fleche Wallonne og Liege-Bastogne-Liege uden afbrydelser