Optakt: Fleche Wallonne

null

> FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

 

Løbets rolle og historie

Fleche Wallonne er måske ikke den mest prestigiøse af klassikerne, og det vallonske løb er end ikke et af cykelsportens fem monumenter. Alligevel findes der næppe noget endagsløb - det skulle da lige være Paris-Roubaix - der har en så ikonisk afslutning, som den mindste af de tre ardennerklassikere, og det er præcis denne finale, der giver løbets dets plads blandt de store. Fleche Wallonne er i dag kun kendt for én ting: den ekstremt stejle Mur de Huy.

 

Med en første udgave, der blev afviklet helt tilbage til 1936, har løbet altid været en hård sag med flere vanskelige stigninger i Ardennerne, men uden den samme lange historie som Liege-Bastogne-Liege så løbet aldrig ud til at blive andet og mere en mindre version af den anden belgiske klassiker i regionen. Det ændredes i 1983, da løbet for første gang sluttede på den 1,3 km lange stigning med en gennemsnitlig stigningsprocent på 9,3%, hvorved begivenheden fik sit helt eget kendetegn og en mere markant profil på den internationale kalender.

 

 

Siden da har stigningen været løbets vartegn og gjort det en helt unik begivenhed i klassikersæsonen. Det er æren ved at have erobret de stejle skråninger, der gør løbet attraktivt for de største ryttere og betyder, at selv de største navne føler, at Fleche Wallonne har en helt særlig tiltrækningskraft.

 

Ikke desto mindre betragtes løbet som den mindst prestigiøse af ardennerklassikerne. Med dets position i ugen mellem Amstel Gold Race og Liege-Bastogne-Liege er det fortsat for mange en mulighed for at holde benene i gang mellem de to større mål, og da det største løb i Liege finder sted bare få dage senere, er nogle ryttere ikke villige til at gå alt for dybt så tæt på den største af ardennerklassikerne. Da løbet er for sande specialister med en langt kortere liste af vinderkandidater, vælger mange endda helt at droppe løbet for at restituere til det største slag på søndag. På den anden side åbner løbets særegne karakteristika og korte distance også døren til ryttere, der ellers har det svært i Amstel Gold Race og Liege-Bastogne-Liege, og for disse specialiser er det næsten ugens højdepunkt.

 

Engang blev Fleche Wallonne og Liege-Bastogne-Liege afviklet på hinanden følgende dage i den såkaldte Weekend Ardennais, men i dag er Fleche Wallonne et midtugeløb. Som alle andre sådanne onsdagsklassikere er det kortere end de helt store weekendklassikere, herunder Amstel Gold Race og Liege-Bastogne-Liege, og de bare 198,6 km gør, at det bestemt ikke distancen, der gør løbet hårdt. Det lykkedes overraskende ikke at blive en del af World Cuppen, da denne blev introduceret i 1989, og i mange år lå det klart nederst i ardennerhierarkiet, da de to længere begivenheder begge tilbød vigtige point til den sæsongående løbsserie. Med introduktionen af ProTouren i 2005 fik det imidlertid igen samme officielle status som de øvrige klassikere, og i de senere år synes det at have vundet terræn i kampen mod specielt den hollandske klassiker. Faktisk kan man med nogen ret hævde, at de to løb nu nyder samme anseelse.

 

Med dets nære forbindelse til Liege-Bastogne-Liege er det ikke noget under, at løbet er blevet vundet af mange af sportens helt store navne, og det fik international anseelse næsten fra begyndelsen. Allerede i 1950 vandt Fausto Coppi løbet, og selvom værtsnationen naturligvis har domineret i lange perioder, har det været en meget multinational affære siden 1976, idet kun syv udgaver er blevet vundet af belgiere siden da. Sejrsrekorden indehaves af en af nutidens stjerner, idet Alejandro Valverde i 2017 tog sin femte sejr, og dermed nu klart overgår Marcel Kint (i de helt tidlige år), Eddy Merckx (selvfølgelig), Moreno Argentin, Davide Rebellin og nu også Julian Alaphilippe, der alle har stået øverst på podiet tre gange. Løbet har også en fin dansk historie, idet både Kim Andersen og Bo Hamburger har vundet det.

 

Mens Liege-Bastogne-Liege og Amstel Gold Race har utallige vinderkandidater, betyder den helt specielle afslutning i Fleche Wallonne, at det er et løb for absolutte specialister. Kun en yderst eksklusiv gruppe af puncheurs har egenskaberne til at vinde på så stejl en stigning, og det gør det til langt den mest forudsigelige af samtlige klassikere. Mens udholdenhed, taktik og angrebslyst spiller en stor rolle i de to øvrige ardennerløb, er Fleche Wallonne som regel et yderst låst løb, hvor alt kan koges ned til, hvem der har benene på Mur de Huy. Ikke desto mindre er det et fantastisk spektakulært skue at se rytterne slås om sejren på Muren, og det er denne form for eksklusivitet, der giver det en speciel betydning for mange af feltets store navne.

 

I 2015 forsøgte arrangørerne at skabe mere drama i finalen ved at inkludere den stejle Cote de Cherave-stigning mindre end 10 km fra mål. Det gav anledning til en mere animeret afslutning med flere angreb og betød, at det var et mindre felt, der har ramt Muren. Det har imidlertid ikke ændret løbets natur, og i 2020 og 2021 erstattede man den endda med en ny og lettere stigning igen, da det aldrig lykkedes at undgå den forudsigelige afgørelse. I 2022 og 2023 var Cherave tilbage, men den forsvinder igen i 2024.

 

Løbet markerer næste fase i den gradvise udskiftning af klassikerfeltet, der blev indledt ved sidste onsdags Brabantse Pijl. Mens naturen af Amstel Gold Race gjorde det velegnet til nogle af de stærke folk fra brostensklassikerne, og mange hold endda valgte at stille til start med nogle af heltene fra de flamske løb for at hjælpe til i positionskampen, gør de længere stigninger Fleche Wallonne til et mere udpræget klatreløb. Derfor vil der kun være ganske få brostensspecialister tilbage på startstregen på onsdag, og når vi når frem til søndagens Liege-Bastogne-Liege, vil det store antal højdemeter fuldende transformationen. Til den tid vil stort set alle verdens bedste klatrere og etapeløbsryttere være samlet på startstregen i Liege, mens brostensspecialisterne nu alle nyder en velfortjent pause, og dermed er scenen sat til næste fase på cykelkalenderen, de store grand tours.

 

Sidste år stillede Tadej Pogacar efter sine sejre i Flandern og Amstel til start som den helt store favorit, og alle øjne var rettet mod ham, efter hans hold leverede en fremragende indsats og forhindrede, at nogen kunne komme ham i forkøbet. Det blev derfor nok engang afgjort i den klassiske spurt, og efter et overraskende nederlag i 2022 begik han denne gang ingen fejl. Pogacar blæste fra alt og alle og tog sin anden klassikersejr på fire dage, mens Mattias Skjelmose overgik forventningerne og blev en ganske klar nr. 2 foran Mikel Landa, der fortsatte sit stærke forår. I år betyder fokus på Giroen, at Pogacar ikke forsvarer titlen, og da Landa jo desværre er ude efter styrtet i Baskerlandet, bliver Skjelmose i 2024 eneste deltager fra det seneste podium.

 

> FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

 

 

Ruten

Mur de Huy er ikke bare den sidste udfordring i Fleche Wallonne, den er også referencepunktet gennem hele dagen. Som det er tilfældet med Cauberg i Amstel Gold Race, skal stigningen forceres flere gange, inden den mod slutningen spiller en nøglerolle i finalen.

 

Tidligere har løbet haft flere forskellige formater, men siden man introducerede Mur de Huy som løbets vartegn, har man fulgt et ret ensartet mønster. Startbyen varierer ganske vist en del, men løbet har haft den samme opbygning. Første del består af en lang, småkuperet rejse fra startområdet til Huy, hvor Muren bestiges for første gang. Løbet er herefter traditionelt blevet afsluttet med to forskellige rundstrækninger omkring målbyen, en stor og en lille, der begge er sluttet på toppen af Muren.

 

De to sidste rundstrækninger blev ændret fra år til år, men benyttede som regel de samme veje og stigninger. Tidligere kørte man den korte rundstrækning først, men for at få bragt de to sidste passager af Muren tættere på hinanden, byttede man i 2011 rundt på rækkefølgen. Selvom det gav næstsidste passage af Muren større betydning, gav det også anledning til en lettere finale, idet de sidste kilometer ikke længere var så hårde som tidligere.

 

I 2015 gjorde man den sidste rundstrækning sværere ved at lægge en ekstra stigning ind meget tættere på mål, og det ændrede løbets dynamik en anelse. Ganske vist betød det, at næstsidste passage af Muren kom med 29 km igen mod tidligere 23,5 km, men nu skulle man op over den stejle Cote de Cherave bare 5,5 km fra mål. Det forhindrede som omtalt i afsnittet ovenfor ikke en spurtafgørelse, men det gav anledning til betydeligt større udskilning, og i 2018 var det endda meget tæt på, at Maximilian Schachmann snød favoritterne.

 

I 2017 nytænkte man ruten ved at droppe ideen om en lang og en kort rundstrækning. I stedet benyttede man to gange den samme 29 km lange rundstrækning, og der var således ikke nogen lang rundstrækning. Det betød, at man forlængede det indledende, relativt flade stykke, men til gengæld blev finalen mere intens, idet de tre passager af Muren nu alle kom inden for de sidste 60 km, og Cote de Cherave skulle passeres to gange. Antallet af stigninger blev reduceret fra 11 til 9, men distancen forlænget en anelse.  Den model genbrugtes i 2018 og 2019, men man gjorde det indledende stykke hårdere, så der igen var 11 stigninger på programmet, og i 2018 skulle man endda over Cote de La Redoute, der er kendt som den meste ikoniske stigning i Liege-Bastogne-Liege.

 

Sådan blev det dog ikke i 2020 og 2021. Her nytænkte arrangørerne nok engang formatet, og det kostede Cote de Cherave livet. Grundideen med en indledende strækning med afslutning på toppen af Mur de Huy efterfulgt af to omgange på en kuperet rundstrækning omkring Huy var den samme, men her var rundstrækningen 31,8 km mod de tidligere 29 km og indeholdt som erstatning for Cherave den nye stigning Cote du chemin des Gueuses, der lå længere fra mål end forgængeren. I 2022 var endte Cherave dog tilbage, og selvom man havde justeret en anelse på rundstrækningen, så den ikke var 29, men 31,2 km lang, var der i alt væsentligt tale om den finale, vi kendte i årene mellem 2017 og 2019. Sådan var det også oi 2023, hvor rundstrækningen dog var forlænget til nu hele 37,1 km, hvormed der kom mere fladland i finalen, og distancen blev reduceret med små 10 km.

 

I år prøver man igen noget nyt. I alt den tid, jeg kan huske, har man forceret Mur de Huy tre gange, men i år skal man hele fire gange op ad Muren. Det skyldes, at man som noget nyt kører tre og ikke to omgange på finalerundstrækningen, men det har også en pris. Den bliver selvsagt forkortet - nemlig fra 37,1 km til 31,6 km - og det koster igen Cherave livet, således at den som noget nyt kun består af én stigning ud over Muren, nemlig Cote d’Ereffe, der er en helt fast bestanddel af runden. Distancen forlænges også med ca. 5 km i forhold til sidste år, men da der kun er én stigning på det indledende stykke, skal man denne gang kun forcere 9 bakker, mens der var 12 i 2021 og 11 i både 2022 og 2023. Samlet set betyder det et løb med færre højdemeter - det laveste antal siden 2018.

 

Med en distance på 198,6 km er distancen altså forlænget en anelse i forhold til sidste år. Som sagt varierer startbyen fra år til år, og denne gang er det Charleroi, der har fået æren af at lægge asfalt til de første kilometer. Den ligger lidt nord for Ardennerne lidt syd for Bruxelles, og her lægger man ud med at køre mod sydøst med retning mod bjergene igennem småkuperet terræn. Senere kører man mod nordøst, inden det igen går mod sydøst op ad dagens første stigning, Cote d’Yvoir (2,1 km, 6,0%), der starter med 1 km med 6-8%, men derefter blot stiger med 4-5% frem mod toppen, som rundes efter 42,7 km.

 

Herefter bliver det stort set helt fladt, når man fortsætter mod øst og senere nordøst. Sådan forsætter det, når man kortvarigt drejer mod sydøst, inden man rammer en faldende vej, der leder mod nordøst frem til rundstrækningen, som rammes efter 84,0 km. Herefter kører man ca. en halv omgang, hvilket betyder, at man skal over Cote d’Ereffe (2,1 km, 5,0%), inden man efter 103,7 km for første gang krydser stregen på toppen af Mur de Huy (1,3 km, 9,6%), dvs. med 94,9 km igen.

 

 

Løbet afsluttes nu som noget nyt med tre og ikke to omgange på den nye, 31,6 km lange rundstrækning i området sydøst for Huy. Den starter, som den plejer, når man kører mod først sydøst og siden sydvest ad af lange, lige og flade veje. I det sydligste punkt, hvor man ramte rundstrækningen, drejer man mod nordvest for at køre ad faldende veje frem til den første udfordring. Nu drejer man nemlig mod sydvest for at køre op ad Cote d’Ereffe (2,1 km, 5,0%) - en stigning, der stiger jævnt med 6-7% over de første 1500 m, inden den flader ud - og hvis top sidste gang passeres med 12,9 km

 

Herefter er der imidlertid som noget nyt ikke flere stigninger inden Muren. Det går kortvarigt mod sydvest, inden man snor sig mod nord ad en snoet og faldende vej hele vejen ned til Huy, hvor man drejer mod sydøst for at køre op ad Muren. Her er der altid til en helt vanvittig positionskamp, da positionering på så kort en stigning er altafgørende. Hvis ikke man er helt fremme i bunden af bakken, er man helt uden chance, og det giver anledning til et vanvittigt tempo.

 

Selve stigningen har ganske vist kun en gennemsnitlig stigningsprocent på 9,6 over 1300 m, men har meget stejlere passager på helt op til 25%. Den starter blødt ud, men når de nærmer sig toppen, vil rytterne blive udfordret af den sværeste del af samtlige af de stigninger, de skal forcere i ardennerklassikerne, og det betyder, at det altid er en helt fortjent vinder, der krones i den mindste af de tre ardennerklassikere. Starten på stigningen markeres af en rundkørsel efter 2 km kørsel på en lige, flad vej langs Meuse-floden og herefter venter et blødt sving med 900 m igen, hvorefter vejen snor sig kraftigt, inden man når til de sidste 500 m, hvor vejen kun bugter sig let.

 

Løbet byder på i alt 2791 højdemeter, hvilket er ca. 300 færre end i 2023, ca. 400 færre end i 2022, ca. 200 færre end i 2021, ca. 350 færre end i 2020, ca. 100 færre end i 2019 og ca. det samme som i 2018.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

> FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

 

Favoritterne

Af ardennerklassikerne er Fleche Wallonne klart den mest kontrollerede, og det har i nu mere end 20 år trods diverse ruteændringer været umuligt at undgå en afsluttende spurt op af Muren. Terrænet er ganske vist svært og udfordrende, men det er ikke den samme form for konstante op- og nedkørsler på smalle veje som i Amstel Gold Race, og løbet er slet ikke så hårdt som Liege-Bastogne-Liege. Derudover betyder den kortere distance, at løbet er nemmere at kontrollere, og derfor har favoritterne som regel greb om tingene.

 

Samtidig er løbet som nævnt ovenfor klart det mest specialiserede af de tre klassikere og derfor det løb med den korteste liste over potentielle vindere. Som regel er der en håndfuld specialister, der alle tror på, at de har en stor chance for at vinde i denne særlige finale, og det betyder, at der oftest er flere hold med en klar interesse i at skabe samling i bunden af Muren. De fleste hold har ikke en chance i en afslutning for sande specialister, men da det ofte er de stærkeste hold, der forsøger at kontrollere, er det meget vanskeligt at bryde deres dominans. Alle disse faktorer betyder, at vi skal helt tilbage til 2003 for at finde den seneste udbrudssejr, og der har i mange år været en generel konsensus om, at det sandsynligvis kræver meget dårligt vejr, hvis vi skal undgå det forudsigelige scenarium.

 

Tilføjelsen af Cote de Cherave i finalen var et ganske interessant twist fra arrangørernes side, og det øgede helt klart mulighederne for, at der kunne ske overraskelse. Stigningen var ganske vist ikke lang, men den var så stejl, at den var en ganske god affyringsrampe. Toppen kom samtidig så tæt på mål, at den gav anledning til angreb i 2015, 2016 og 2017, hvor særligt Tim Wellens gjorde den til sin helt egen legeplads. I 2018 lykkedes det endda en gruppe at få så stort et forspring, at Maximilian Schachmann først blev hentet nær toppen af Muren, endda så sent at han endte som nr. 8, og også Bob Jungels er kørt ind på Muren med et forspring. Alligevel lykkedes det hverken i de syv udgaver med Cherave eller i Tour-etapen fra 2015 med samme finale at narre favoritterne.

 

I år er Cherave så væk igen, og det må give et lettere løb. Det er lidt svært at se, hvad ideen med ændringen er. Ja, Muren skal forceres fire og ikke tre gange, men selvom rundstrækningen ikke er så ultralang, som den var sidste år, er den stadig længere, end den som regel har været det. Afstanden mellem passagerne af Muren er altså til den lange side, og når den kommer i intervaller af mere end 30 km, er det næsten umuligt at bruge den til en stor offensiv. Den første, lette del af rundstrækningen består af lange, lige veje, der favoriserer feltet stort, og nu får man ikke den samme intense kombination med Cherave og Muren lige efter hinanden. Når den indledende del samtidig er til den lette side, så man får det laveste antal højdemeter siden 2018, er det i hvert fald ikke ruten, der skal sikre et andet forløb end det, vi kender.

 

Nej, det skal snarere være feltet, men også her peger perspektiverne i retning af en spurt. Sidste år var chancerne for et udbrud historisk gode, fordi alle vidste, at Tadej Pogacar ville vinde, hvis det blev samlet. UAE var imidlertid meget stærke, og derfor kom spurten aldrig i fare. Det gjorde den heller ikke i årene, hvor alle vidste, at Alejandro Valverde og senere Julian Alaphilippe ville blive pokkers svær at slå.

 

I år er situationen helt, helt anderledes. Der er ingen Pogacar. Der er heller ingen Valverde eller Alaphilippe. Ja, nu mangler vi endda også Primoz Roglic og Remco Evenepoel, der begge skulle have kørt løbet. Ja, faktisk er Michal Kwiatkowski, Dylan Teuns, Marc Hirschi, Benoit Cosnefroy, Michael Woods, Aleksandr Vlasov og Mattias Skjelmose de eneste, der tidligere har været på podiet. Det betyder, at den mest forudsigelige af de tre klassikere i år ligner den allermest åbne, hvilket man kun kan glæde sig over.

 

 

Det har bare også en pris, nemlig at der er mange hold, der tror på, at de kan vinde. Tidligere var det overladt til relativt få hold at kontrollere, men i år burde der være mange. Lidl vil i hvert fald tro meget på Skjelmose, og Israel-PT vil tro meget på Teuns. Det er også stensikkert, at Ineos vil tro på Tom Pidcock - det gjorde de allerede sidste år, selvom han var oppe mod et slovensk uhyre - og jeg kan også sagtens se UAE tro på Hirschi, Ag2r tro på Cosnefroy og Lotto tro på Maxim Van Gils. Sjældent har jeg set så mange hold med tro på sig selv, og dermed vil jeg blive svært overrasket, hvis det er i år, at vi får en nyskabelse. Den store kontrol betyder også, at mange hold slet ikke forsøger noget. Særligt i en tid, hvor point er vigtige, er det trods alt bedre at sikre sig en top 10 end at smide det hele væk - og når podiet og sejren virker endnu mere realistisk end vanligt, vil den tilbageholdenhed blot blive endnu større.

 

Derfor tror jeg, at vi får et endnu mere passivt og kontrolleret løb end vanligt. Det lægger både rute og felt op til. Jokeren er vejret. Det bliver koldt, formentlig også regnfuldt og halvblæsende, men det vil næppe være det, der forhindrer en spurt. Det vil til gengæld kunne få en indflydelse på resultatet af spurten, for man skal nok være en robust fyr, der ikke er ked af en kold og måske våd dag i sadlen.

 

Jeg regner altså med en spurt, og med et passivt felt og en lettere rute uden Cherave tror jeg også, at vi får et større felt end vanligt.I selve spurten er der to nøgleegenskaber. Den første er netop evnen til at positionere sig selv. Man har ingen chance, hvis man er for langt tilbage i bunden af bakken. I 2016 startede Michael Woods, der havde drømt om dette løb i mange år, men var helt uden evner i slåskampen, eksempelvis langt tilbage, og selvom han klart var en af de hurtigste på Muren, blev det ikke til mere end en beskeden 12. plads. Det samme så vi i 2020, hvor Dan Martin gled ned bagerst i gruppen i kraft af en rundkørsel, og så hjalp det ikke meget, at han klart var en af de bedste på selve stigningen. Med udsigt til et større felt bliver den faktor endnu vigtigere i år.

 

Den anden nøgleegenskab er erfaring og tålmodighed. År efter år ser vi ryttere, der åbner deres spurt alt for tidligt for siden at eksplodere på dramatisk vis og slet ikke komme i nærheden af top 10. Fleche Wallonne kræver evnen til at disponere kræfterne og afmåle sin indsats for derved at gemme kræfter til en perfekt timet acceleration fra det punkt, hvor man ved, at man kan holde farten hele vejen til stregen. Kun ganske få ved, hvordan man gør det perfekt, og derfor kræver det ofte mindst ét forsøg, inden man for alvor er konkurrencedygtig i en finale, hvor kun en sand specialist kan løbe med trofæet. Det er således ikke noget tilfælde, at den erfarne veteran Valverde med sine fire sejre i træk hver gang vidste præcist, hvordan finalen skulle skæres, og hans acceleration kom altid med en timing, så selv en schweizisk urmager ville gå til i næsegrus beundring.

 

Det er en fornøjelse, at man i år faktisk sidder med adskillige ryttere, der har en reel chance for at vinde, og derfor er det heller ikke med den største sikkerhed, jeg går med Mattias Skjelmose. Noget tyder imidlertid på, at danskerne er skabt til disse murfinaler, selvom vi kun sjældent har set ham køre dem.  I hvert fald imponerede han stort sidste år, hvor han ganske vist ikke var noget match mod Pogacar, men endte ganske klart som nr. 2. Nu kan man hævde, at den ikke specielt eksplosive Mikel Landa med sin 3. plads viste, at modstanden måske ikke var den skrappeste, men forinden så vi ham på en mur i Baskerlandet, hvor han leverede et mageløst comeback efter en defekt i den fulde finale.

 

Det er klart, at det er et ret beskedent erfaringsgrundlag, men alene sidste års 2. plads indikerer ret kraftigt, at Skjelmose har kurs mod at blive en af de førende murspecialister. Spørgsmålet er så, om han har samme form i år. Det kan være en anelse svært at vurdere, men selvom han kom til kort mod Juan Ayuso og Carlos Rodriguez på den baskiske kongeetape - og det er absolut ingen skam - så vi en langt bedre Skjelmose end på samme etape for et år siden. Selvom han endte med at smelte sammen i Baskerlandet, var han stadig en af de absolut stærkeste i Ardennerne.

 

I år var det svært at vurdere ham i Amstel, fordi det blev et meget taktisk løb, hvor billeddækningen af feltet i nøglemomenterne desværre var begrænset. Det forlyder imidlertid, at det var Skjelmose, der angreb på Keutenberg, og det gjorde han igen på Cauberg. Han var altså i offensiven på de to sidste svære stigninger, og det antyder, at han var en af de klart stærkeste, selvom han ikke kunne gøre forskellen - måske fordi den uforklarlige passivitet gjorde løbet så let, at vi næsten fik en reduceret massespurt. Det gør mig i hvert fald tryg nok til at pege på Skjelmose i den klassiker, der vel nok passer ham bedst, også fordi han har et godt hold til positionskampen og senest i Paris-Nice viste, at han er god i kulde og regn. Derfor tror jeg på årets anden danske klassikersejr.

 

Jeg tror dog også, at han skal stå tidligt op for at slå Dylan Teuns. Belgieren bragede ind på scenen som en sand murspecialist i jubelåret 2017, hvor han vandt den ene murfinale efter den anden i efteråret og tillige endte på podiet i dette løb. Siden havde han nogle svære år, men i 2022 var han endelig tilbage, da han - i et løb, hvor Pogacar endda var til start - var manden, der snød Valverde for det perfekte farvel til ”sit” løb. Efter et uheldigt 2023 har han i år været fuldt tilbage med først et fabelagtigt Flandern, hvor han var en af de tre stærkeste, siden et fornemt Brabantse, hvor han var en af de to stærkeste, og senest med et godt Amstel, hvor han som Skjelmose var svær at vurdere, men hvor han i hvert fald sammen med Skjelmose så stærkest ud på Cauberg.

 

Det gør ham farlig til denne spurt. Nok har han også skuffet mange gange - faktisk er han kun to gange endt i top 10 - men når han har vundet og er endt som nr. 3 - endda bag superspecialisterne Valverde og Martin - er han slet og ret skræddersyet til denne finale. Dårligt vejr plejer heller ikke at genere ham, og han har den enorme fordel, at han har kørt finalen otte gange og kender den bedre, end de fleste. Jeg er bekymret for ham i positionskampen, men da han ser ud til at være tilbage på 2022-niveay, har han en fremragende chance for at vinde for anden gang.

 

 

Min store hovedpine er Tom Pidcock. Al logik tilsiger jo, at dette bør være den helt ideelle finale for ham, men han har bare til gode at bevise det. Han fik en hæderlig debut med en 6. plads i 2021, hvor han endda var hæmmet stort af et styrt, der var så slemt, at han måtte skippe Liege, inden han udgik med sygdom i 2022. Det bekymrende er sidste års løb. Her kom han til løbet efter et fremragende Amstel, hvor han vel var næststærkeste mand, og senere bekræftede han superformen i Liege. Alligevel endte han som en yderst beskeden nr. 18 her, og det kan ikke undgå at vække bekymring.

 

Nu kommer han igen til løbet med superform. Han var selvsagt en af de klart stærkeste i Amstel, men sporene fra sidste år skræmmer. Dengang forklarede han nedturen med, at søndagens løb sad i benene, og det kan det jo sagtens gøre igen. Der er dog grund til optimisme. Sidste år gravede han ekstremt dybt i sit forsøg på at følge Pogacar og endte med at gå helt ned i en historisk hård udgave. I år blev løbet snarere historisk let, og det taler for, at han vil have lettere ved at komme sig. Når han kan ende som nr. 6 i forslået tilstand i 2021, bør han altså også kunne vinde i en for ham på papiret perfekt finale, særligt når han har Michal Kwiatkowski til positionering og som crossrytter er vant til kulde og regn.

 

En anden rytter, der bør have en reel chance for at vinde, er Maxim Van Gils. Den belgiske komet har været her, der og alle vegne i år og imponerede særligt i Strade, hvor han ubetinget var næstbedste mand og hævdede, at han måske - til en start - kunne have fulgt Pogacar. Siden satte styrtet i Catalonien ham tilbage, men i Indurain var han tilbage på sporet, selvom et taktisk angreb fra Brandon McNulty kostede ham sejren.

 

Det bekymrer mig dog, at han i Amstel var ganske anonym. Heldigvis ”reddes” vi, at billederne var så dårlige, hvorfor han kan have været stærkere end som så, men jeg så ham stort set ikke i hele løbet, heller ikke ved Skjelmoses angreb på Cauberg. Heldigvis melder han om gode ben, og derfor bør tvivlen komme ham til gode. Sidste år blev han en relativt beskeden nr. 8, men som vi så i Strade og senest, da han kørte fra alt og alle på en tilsvarende mur i Indurain, er han i år på et helt, helt nyt niveau. Al logik tilsiger også, at dette er hans finale, og klarer han med sin manglende rutine positionskamp, og kan han klare kulden, hvad belgiere typisk kan, ligner han en mand, der kan vinde løbet i blot andet forsøg.

 

En anden spændende kandidat er Santiago Buitrago. Han er stort set uden erfaring i løbet, som han kun har kørt én gang, da han blev en beskeden nr. 43 i 2020, men selvom vi ikke har set ham i denne slags finaler før, tilsiger logikken, at han mestrer dem. Jeg husker i hvert fald hans suveræne sejr på Castillo-stigningen i Burgos, og selvom det er en betydeligt lettere sag, vidner det om, at han har det helt rette punch. Jeg vil også tro, at han er betydeligt mere komfortabel på disse stejlere procenter, og vigtigst af alt har han forbedret sig ganske enormt på det sidste. Allerede i Vueltaen var der klar fremgang at spore, men hans kørsel ved den flotte etapesejr i Paris-Nice var uhyre opløftende. Desværre skuffede han lidt i Baskerlandet, men han lignede en mand, der betalte for dyr en pris for sit forsøg på at gå med Ayuso. Vi ved også, at han er puncheur og ikke klatrer, og dette løb burde passe storartet til en mand, der med sin 3. plads i Liege sidste år viste sine evner som klassikerrytter. Positionskampen med et svagt hold bekymrer mig meget, og det samme gør det kolde vejr, der så ud til at drille ham i Paris-Nice, men handicapper de ham ikke for meget, ligner han en mand, der kan komme langt, selvom han er et ret usikkert kort.

 

Den største skuffelse i Amstel Gold Race var vel Juan Ayuso. Spanieren var ikke bare anonym. Han blev slet og ret sat på Cauberg, og det skaber naturligvis ikke den store optimisme forud for dette løb. Det bestyrker i hvert fald den frygt, jeg allerede havde inden søndagens løb, nemlig at hans dieselmotor gør ham ganske uegnet som endagsrytter. Nu kommer han endda til et løb, der er kortere og mere eksplosivt, og det vil tiltale hans dieselmotor endnu mindre. Alligevel er jeg nødt til at give ham en vis rangering, slet og ret fordi han er Ayuso. Vi har allerede lært, at han kan være svingende, og han har jo så sent som i Ardeche, Drome og Laigueglia vist, at han altså godt kan køre endagsløb. Nok er han en dieselmotor, men vi ved, at han har punch og spurtstyrke, og derfor burde denne finale passe ham fint. Vi så dog også i Vueltaen, at han ikke havde sin allerbedste dag på Angliru, og i lyset af hans størrelse er det da en nærliggende frygt, at denne stigning kan være lidt for stejl. Han kan også få det svært i positionskampen, men kulden plejer han at klare fint. Efter søndagens løb tror jeg mest på endnu en fiasko, men Ayuso er Ayuso - og derfor kan han også vinde.

 

Heldigvis har UAE et alternativ. Søndagens største positive overraskelse var vel Marc Hirschi, der genopstod fra de døde. Det kom ganske meget ud af det blå, for så sent som i onsdags var han helt, helt anonym. Jeg vil da også dæmpe optimismen en anelse. Hans deltagelse i finalen handlede i høj grad om taktik, og selvom han var en af de fire stærkeste i front, var det klart Pidcock og Tiesj Benoot, der efterlod det bedste indtryk. Til gengæld kommer vi nu til en finale, der passer ham som fod i hose, hvor han sammen med Teuns er den eneste, der kan prale af en tidligere sejr. Det var ganske vist i den svagt besatte coronaudgave, men logikken tilsiger da også, at det er en finale, der passer ham. Siden dengang har Pogacar lagt begrænsninger på ham i dette løb, men da han havde chancen i 2023, endte han kun som nr. 80, selvom han gjorde det fint i Liege. Jeg husker ikke hvorfor, men der må have været en begrundelse for så ringe et resultat. Finalen passer ham i hvert fald, og han har fordel af at kende den ret godt. Dårligt vejr plejer han også at kunne håndtere, men selvom han så stærk ud i Amstel, efterlod han bare ikke et indtryk, der for alvor giver mig en tro på, at han kan vinde - også fordi han var så skidt kørende forinden.

 

Jeg må rangere Romain Gregoire her, men det er også på potentiale mere end forventning. Jeg har nemlig de samme forbehold, som jeg havde inden Amstel, nemlig jeg at jeg er temmelig usikker på hans form. Ja, han vandt en spurt i Baskerlandet, men efter en dag, hvor han meldte om dårlige ben, og siden kollapsede han regulært på kongeetapen. I Amstel var han ganske anonym, men også her kan man finde et håb i, at billederne fra feltet var så ringe. FDJ melder i hvert fald ud, at han havde gode ben, og han kørte da også en ganske flot spurt til sidst. Han er så ung og ubeskrevet, at vi ikke aner, hvad han kan i denne slags finaler, men al logik tilsiger, at det er noget for ham. Han har i Dunkerque vist sine evner som puncheur, men det var på betydeligt blødere procenter end disse. Han er på i så stejle afslutninger stadig en ubekendt, men netop derfor er han også ekstra spændende. Vi har i hvert fald set, at en formstærk Gregoire kan blande sig med de bedste, som han blandt andet gjorde i Tirreno i for ham svært terræn og mod Ayuso og Skjelmose i Ardeche. Om han er god nok til allerede at vinde, når han tillige mangler erfaring, er nok tvilsomt, men han kunne i hvert fald godt være en fremtidig vinder - og så har han vist, at han sagtens kan modstå kulden.

 

En rytter, der allerede har været på podiet, er Aleksandr Vlasov, der nu slipper for at skulle køre for Roglic. Den 3. plads kom imidlertid også i jubelåret i 2022, hvor han var her, der og alle vegne. Det er han bestemt ikke længere, men heldigvis har han rejst sig fint i år, hvor han har gjort det godt i Paris-Nice og Catalonien. Han er dog stadig langt fra at være på det niveau, han havde i 2022, og jeg har i år ikke set noget, der for alvor får mig til at tro på, at han kan vinde. Hans form er også usikker efter en pause siden Catalonien, men Vlasov har heldigvis et ret højt bundniveau. Spørgsmålet er bare, om topniveauet rækker, når han samtidig kan få det svært i positionskampen, og vi ved, at han notorisk har haft det svært i kulden. Det tvivler jeg stadig lidt på, selvom han heldigvis i Paris-Nice viste, at de kolde betingelser ikke nødvendigvis stadig slår ham ud.

 

 

Benoit Cosnefroy blev nr. 2 i coronaudgaven i 2020, og for en murspecialist er det da også en finale, der passer ham fint. Jeg tror dog, at den er lidt for svær. Det er rigtigt, at han endte som nr. 2 i den svagt besatte efterårsudgave, men det var også, da han havde Touren i benene. Den har altid givet ham et helt nyt niveau, og han var så god, at han kort efter fulgte Alaphilippe og Van der Poel til dørs i Brabantse Pijl. Det er desværre også hans eneste top 10-placering i løbet, og selv i 2022, hvor han kom til løbet efter et Brabantse og Amstel, hvor han havde været stærkeste mand, blev han kun nr. 12. I år er jeg stadig ikke overbevist om, at han er fuldt tilbage, som jeg beskrev i Amstel-optakten, og selvom jeg har fået lidt mere tro på ham efter søndagens løb, hvor han var synlig også på Cauberg, tilsiger historikken, at han skal være på meget højt niveau for at være med helt fremme - og så god tror jeg ikke længere, han er.

 

For ikke længe siden havde Richard Carapaz stået meget højt på denne liste. Vi har ikke set ham køre mange af denne slags finaler, men en mand med hans punch og topniveau er selvsagt et storartet bud. Problemet er bare, at han i 2023 og i dette forår har været langt fra fordums styrke, og desværre gjorde den ringe billeddækning, at det var ret svært at se, om han under den lange pause på mere end en måned har fundet sig selv. Den lange krise gør det jo svært at være optimistisk, men håbet stammer stadig fra hans stærke efterår, hvor et styrt desværre ødelagde et Lombardiet, der tegnede endog meget lovende. I dag var han i hvert fald ret synlig, men omvendt usynlig, da vi endelig fik lov at se feltet på Cauberg. Derfor er min optimisme ikke alt for stor, men den Carapaz, vi så i efteråret, lignede til gengæld en mand, der kan vinde i dette felt - og vi ved, at han er en kriger i dårligt vejr.

 

For nogle uger siden regnede jeg med, at Stephen Williams skulle stå meget højt på denne liste. Det var, da han imponerede stort i Catalonien og endda satte Pogacar på Montjuic. Siden er han bare gået fra den ene skuffelse til den anden, uanset om vi har sagt Indurain eller Brabantse Pijl eller senest Amstel. Han viste dog en vis fremgang i søndags, og det giver en smule håb. Når han er den lottokupon, der kan finde formen ud af det blå, er jeg nødt til at rangere ham højt. Han burde passe perfekt til denne finale, men det kræver naturligvis, at han er så godt kørende, at han ikke ender som slagtekvæg for Teuns.

 

Husker jeg rigtigt, gav jeg kun Tiesj Benoot en enkelt stjerne sidste år. Jeg anså nemlig denne finale som værende både for eksplosiv og stejl, men belgieren tog mig ganske meget på sengen. Han endte nemlig som nr. 7 og forbedrede derfor 11. pladsen fra 2022 ganske markant. Det viser, at han skam sagtens kan være med, og nu ligner han endda endelig en mand, der har fundet formen. Det har ellers været lidt sløjt siden styrtet i Algarve, men i Amstel var han til gengæld flyvende og sammen med Pidcock klart den stærkeste i frontgruppen. Det taler for, at han formentlig kan lave endnu et topresultat, også fordi vi får rigtigt Benoot-vejr, og han generelt er ret stabil. Det vil bare være en stor overraskelse, hvis han vitterligt kan vinde i en finale som denne.

 

Får Andreas Kron sin chance? Forud for sidste års løb meldte Lotto ud, at de ville køre for Van Gils, der umiddelbart passer bedre til denne slags finale, og da danskeren endte med at styrte, fik vi aldrig chancen for at se, om den taktik ville holde. Der er således en vis sandsynlighed for, at han skal agere hjælper, men omvendt er det jo ikke umuligt at køre for to mand i denne slags afslutninger. Danskeren har jo i hvert fald masser af punch, og selvom jeg måske kan frygte, at denne bliver lidt for svær og stejl, burde den ikke passe ham ringe. Som jeg skrev i Amstel-optakten, indikerede hans efterår, at han har taget endnu et skridt i sin udvikling, og særligt hans sejr på Montjuic i Vueltaen vidnede om hans punch - og evner i dårligt vejr. Desværre har han stadig helt til gode at bevise, at han har fundet formen efter sin hjernerystelse, for jeg var ikke overbevist i onsdags, og søndagens løb var som sagt lidt svært at vurdere. Han var dog selv ganske optimistisk, og med tanke på at tiden formentlig arbejder for ham, er da grund til en vis tiltro - hvis altså han får chancen.

 

Så passer finalen langt bedre til David Gaudu. Den lille franskmand opnåede et af sine første store resultater netop her, da han i 2017 endte som nr. 9, og selvom han har haft blandede oplevelser i løbet, bekræftede han sine evner med en 7. plads i 2021. Spørgsmålet er bare, hvor langt niveauet rækker i dag. Siden det flotte Paris-Nice i 2023 har han ledt efter sig selv, og han har stadig til gode at overbevise mig om, at han kan nå helt samme højder som tidligere. Hans gode enkeltstart i Baskerlandet var opløftende, men det efterfølgende styrt og den skadede hånd forhindrede ham i at vise, at der var grund til optimisme. Han fik så sin sejr i Jura i lørdags, men det var i et ret svagt felt. Ja, faktisk giver hans kørsel der nok snarere grund til pessimisme, for når han skulle slide så meget for at vinde i det felt, kan det blive svært her, hvor han måske også kan få det lidt svært i kulden. Omvendt viste han, at han er betydeligt bedre i sæsonstarten, og med så få løb i benene har de seneste to løb formentlig gjort hans form en tjeneste. Han lignede da i hvert fald en mand, der igen er konkurrencedygtig, og så må tiden vise, hvor langt niveauet rækker i dette felt.

 

Kollektivt skuffede UAE ret stort i Amstel, og en af de ryttere, der bidrog til skuffelsen, var Joao Almeida. Jeg så ham i hvert fald stort set ikke, og det giver ikke den store optimisme forud for dette løb. Det skyldes nemlig også, at denne finale vel slet ikke passer til den dieselstil, han har anlagt sig. Det er i hvert fald svært at kæmpe sig tilbage med dieselkørsel over 1300 m, og når man samtidig ved, at han er på hold med Hirschi og Ayuso og derfor med nogen sandsynlighed vil ende som hjælper, ligesom han har det svært med dårligt vejr, er chancen for succes begrænset. Omvendt var han jo tidligere kendt som puncheur med et fornemt punch, og vi så jo i Polen, at han genfandt lidt af de evner. Det er trods alt ikke udelukket, at han får sin chance, slet ikke efter Ayusos præstation i dag, og da hans form efter en pause stadig er usikker, kan man ikke udelukke, at han kan komme langt.

 

Visma bringer Ben Tulett ind i ligningen, og han er en ubekendt størrelse. Dengang han lignede den nye komet, endte han i 2021 som 19-årig som en imponerende nr. 11 i dette løb, men siden har han ikke kørt løbet. Desværre har han i samme periode også været ret skuffende, og særligt i 2023 var der meget langt mellem snapsene. Nu er han til gengæld kommet til Visma, og det plejer at betyde, at man hæver sit niveau. Det har desværre været helt umuligt at se indtil nu, men jeg finder et håb i den voldsomme føring, der splittede feltet til atomer på 5. etape i Tirreno, inden Jonas Vingegaard angreb. Siden dengang er han udgået af Baskerlandet med sygdom, og det skaber endnu større usikkerhed om den aktuelle form, men når han nu endte som nr. 11, da han senest kørte løbet for tre år siden og kan drage fordel af et muligt Visma-boost, skal vi vel give ham chancen for at vise lidt livstegn.

 

En af søndagens helt positive overraskelser var Mauri Vansevenant. Det overraskede mig i hvert fald, at han kunne rejse sig så flot efter en svær tid. Omvendt så vi jo allerede i sæsonstarten i 2022, hvor han kørte lige op med Matteo Jorgenson i Oman, at han havde taget endnu et skridt, inden hans skade satte ham tilbage. Han rejste sig desværre aldrig i 2023 og skuffede stort i sæsonstarten i år, men i dag var han jo ganske glimrende kørende. Han har jo tidligere vist sig flot frem i dette løb, men det har været i rollen som angriber. Nu får han formentlig chancen for at se, hvad han kan i selve finalen. Med sit punch burde han passe til den, og vi så i Oman, at han er god på stejle procenter. Hele vejen kommer han ikke, men der er grund til optimisme.

 

 

Optimismen er mindre for Valentin Madouas. Ja, han fik et pænt resultat, men han var ganske skuffende i den frontgruppe. Heldigvis blev han bedre og bedre undervejs, hvad der passer fint til en mand med hans dieselmotor, men når man samtidig betænker, at han har ledt efter formen gennem hele sæsonen, er det svært at tro, at han kommer blæsende ud til et løb, der endda er langt mere eksplosivt. I sig selv passer finalen ham jo egentlig fint, som han da også viste med 11. pladsen i 2020, men det er også hans bedste resultat. Det er dog også første gang, han kommer til løbet med en form, der synes at være i fremgang, og det kan tale for, at han kan gøre det lidt bedre denne gang. Efter søndagens løb er det bare svært at forestille sig, at han vil være helt fremme.

 

Endnu værre var det dog med Kevin Vauquelin. Det franske stortalent efterlod bestemt ikke det mest lovende indtryk, men måske var løbet bare for langt. Han lignede i hvert fald en mand, der løb tør for kræfter, og det var jo hele tiden en ubekendt, hvordan han ville klare distancen. Det problem får han i hvert fald ikke i dette løb, hvor han mødes af et vejr, han før har excelleret i. Han er jo også en ganske eksplosiv fyr, men det vil alligevel undre mig, hvis ikke denne finale er for stejl for en fyr som ham. Han har i hvert fald selv sagt, at han er mere komfortabel på lidt mere moderate procenter. Omvendt taler vi om et af de større talenter, der har punch og i Baskerlandet viste en vis form.

 

Soudal henter Ilan Van Wilder ind, og fremfor at være hjælper for Evenepoel kan han nu få sin egen chance. Desværre er det svært at være optimistisk. Belgieren har nemlig haft en katastrofal sæson med skuffende kørsel i Emiraterne, Paris-Nice og ikke mindst i Catalonien, hvor han var helt væk. Heldigvis er den optræden nu nogle uger gammel, hvorfor man kan håbe, at han er tilbage på sporet, men når han nu har skuffet gennem hele året, er det måske lidt svært at tro på. Han har ellers vist, at han har masser af punch, men jeg tror faktisk, at denne stigning er for stejl. I hvert fald endte han kun som nr. 14, da han også fik sin egen chance i løbet for et år siden. Heldigvis gav hans efterår indtryk af, at han kan have taget endnu et skridt i sin udvikling.

 

En joker er igen naturligvis Paul Lapeira. Vi er stadig ved at udforske talentets rækkevidde, men efter en lidt skuffende afslutning i Baskerlandet imponerede han stort i Amstel. Som puncheur burde han være god i en finale som denne, men klatrer han godt nok til disse stejle procenter? Det vil jeg tvivle på i lyset af det, vi så i Baskerlandet, særligt på 5. etape, men når han stadig er så ubeskrevet et blad, er han naturligvis igen en joker, der kan overraske. Udfordringen er naturligvis, at han kører på hold med Cosnefroy, der er den ret klare kaptajn i et løb, hvor han tidligere har været på podiet, og det kan lægge begrænsninger på ham. Derudover mangler han den erfaring, der er så afgørende i denne finale.

 

Det var opløftende at se Roger Adria i Amstel. Han var ganske flyvende på denne årstid for et år siden, hvor han med sin 12. plads bekræftede sit potentiale i dette løb. Siden dengang har han været én lang skuffelse, og senest virkede han uhyre formsvag. I søndags så vi imidlertid endelig livstegn fra spanieren, men da han løb tør for kræfter til sidst, gav han ikke indtryk af at være i sin allerbedste form endnu. Han risikerer også at skulle agere hjælper for Vlasov, men nu hvor Maximilian Schachmann er ude, han blev nr. 12 for et år siden, og han viste formfremgang søndag, er det muligt, at han får lov at se, hvad det kan række til.

 

Jeg er også nødt til at nævne Andrea Bagioli, men entusiasmen er til at overse. Håbet om, at den italienske lottokupon havde fundet formen efter Baskerlandet døde med hans svage ridt i Amstel. Det betyder også, at al logik tilsiger, at han skal være ren hjælper for Skjelmose, og derfor er chancen for et stort resultat lille. Omvendt burde denne finale være så perfekt for ham, at man er nødt til at åbne en dør på klem. Vi ved jo, at han kan være uhyre svingende, og hans arbejde for Skjelmose i Baskerlandet indikerede da, at han ikke er helt uden form. Vi ved også, at han før har fundet formen ud af det blå, og det skaber et vist håb.

 

En spændende kandidat er også Christian Scaroni. Han gjorde debut sidste år uden at blande sig i noget som helst, men i efteråret gjorde han enorme fremskridt. De takter er fortsat i år, hvor han særligt imponerede med sin 4. plads på Malhao-stigningen i Portugal. Den er ikke helt ulig denne stigning, og det burde da også være en ganske perfekt finale for den eksplosive italiener. Hans form er lidt ukendt efter en længere løbspause, men han kom da fint med de bedste hjem i Amstel, hvor han kørte spurten for Simone Velasco.

 

Ineos har i sidste øjeblik udtaget Ethan Hayter, og hvis det skal give mening, må det være, fordi han også skal have sin chance. Jeg vil blive overrasket, hvis ikke denne finale er for svær, men han har to gange - i Andalusien og Coppi e Bartali - overrasket mig ved at vinde på denne slags procenter. Det er klart, at feltet her er af en helt anden kaliber, men det skal blive interessant at se, hvor langt han kan komme på en rute, der er lettere end vanligt. Som vi så de sidste to dage i Baskerlandet, har han nu - forhåbentlig definitivt - fundet formen. Positionskampen er som altid en udfordring, men han kan jo godt, når han skal spurte. Sætter han sig på hjul af Kwiatkowski og Pidcock, burde han have en fair chance for at sidde fornuftigt.

 

Bahrains andet bud er Pello Bilbao, men er det et løb for ham? Han har kørt det tre gange med en beskeden 44. plads som det bedste resultat, men det er også kun anden deltagelse efter hans gennembrud. Som ung havde han jo masser af punch, men i dag er han i samme både som Almeida. Hans dieselstil bør passe dårligt til en så eksplosiv afslutning som denne, og han efterlod heller ikke det allerbedste indtryk i Amstel, selvom han var med til at køre om sejren. Omvendt er han jo en af feltets bedste klatrere, ligesom han viste god form i Baskerlandet, og derfor bør det da ikke ende helt galt.

 

 

Movistar har Alex Aranburu. Jeg har altid sagt, at denne finale er for stejl for ham, og det holder jeg fast i. Han har dog to gange i træk gjort det bedre end ventet, da han begge gange er blevet nr. 13. Det vidner om, at han bestemt kan gøre det ganske fornuftigt, særligt fordi han i Baskerlandet viste, at han er kommet stærkt tilbage efter sin skade og ikke mindst viste, at han har forbedret den positioneringsevne, der altid har været hans problem. Den er som bekendt helt afgørende på denne rute, og måske kan det være det, der denne gang skubber ham ind i top 10, særligt nu, hvor ruten er blevet lettere. Det skaber stor bekymring, at han skuffede i Amstel, men Baskerlandet giver trods alt håb.

 

Lidt af det samme kan siges om Michael Matthews. Han anså altid denne finale som værende for svær, men overraskede sig selv stort, da han blev nr. 5 i 2018. Siden blev han nr. 8 i 2019, men det var også dengang, han klatrede så godt, at han kunne blive nr. 4 i Liege. Så godt klatrer han ikke længere, og da han senest deltog i løbet i 2021, blev han da også kun nr. 21. Jeg vil derfor blive svært overrasket, hvis han gentager tidligere tiders resultater, men jeg er nødt til at nævne ham alligevel. Han har ganske vist ikke efterladt det allerbedste indtryk i denne uge, i hvert fald ikke i onsdags og heller ikke entydigt i Amstel, men på en lettere rute kan han overraske mig. Det har han nemlig gjort et hav af gange i år.

 

Endelig er der et par jokers i Archie Ryan og Johannes Staune-Mittet. Begge er blandt de allermest spændende klatretalenter, men det har knebet med at finde formen i år. I Coppi e Bartali og Indurain viste Ryan imidlertid endelig potentialet, og han har vist, at han er god i eksplosive finaler. Et meget skuffende Baskerlandet skaber dog usikkerhed. På kongeetapen i Baskerlandet viste Staune-Mittet endelig formatet, og måske kan han overraske igen. Jeg vil forvente, at denne finale er for eksplosiv for en fyr som ham, ligesom det ikke var lovende, at han ikke sad med de bedste i Amstel. Her kan han dog have betalt en pris for distancen, og hvis ikke han ender som hjælper - hvad han efter alt at dømme gør - kan han måske overraske i en finale, hvor procenterne burde passe ham, når nu han har vist, at formen endelig er der.

 

OPDATERING: Den endelige startliste er kommet. Det eneste væsentlige afbud er fra Tulett, men Ineos har udtaget Ethan Hayter, der har fået et afsnit ovenfor. Derudover er der et par mindre justeringer af holdoversigten nedenfor.

 

***** Mattias Skjelmose

**** Dylan Teuns, Tom Pidcock

*** Maxim Van Gils, Santiago Buitrago, Juan Ayuso, Marc Hirschi, Romain Gregoire

** Aleksandr Vlasov, Benoit Cosnefroy, Richard Carapaz, Stephen Williams, Tiesj Benoot, Andreas Kron, David Gaudu, Joao Almeida, Mauri Vansevenant, Valentin Madouas, Kevin Vauquelin, Ilan Van Wilder, Paul Lapeira, Roger Adria, Andrea Bagioli, Christian Scaroni, Ethan Hayter, Pello Bilbao, Alex Aranburu, Michael Matthews, Archie Ryan, Johannes Staune-Mittet

* Patrick Konrad, Simone Velasco, Diego Ulissi, Ewen Costiou, Ben Healy, Brandon McNulty, Kevin Vermaerke, Guillaume Martin, Quinten Hermans, Michal Kwiatkowski, Axel Laurance, Tobias Johannessen, Jordan Jegat, Davide De Pretto, Odd Christian Eiking, Gianluca Brambilla, Davide Formolo, Oier Lazkano, Bauke Mollema, Lorenzo Rota, Ion Izagirre, Laurens De Plus, Quentin Pacher, Sylvain Moniquet, Nick Schultz, Matteo Sobrero, George Bennett, Edoardo Zambanini, Jenno Berckmoes, Markus Hoelgaard, Andreas Leknessund, Nicolas Prodhomme, Toms Skujins, Clement Champoussin, Milan Vader, Luca Vergallito, Samuele Battistella, Jesus Herrada, Floris De Tier, Frank van den Broek, Louis Vervaeke, Mark Donovan, Francesco Busatto, Dorian Godon, Anthon Charmig, Mikkel Honoré

 

> FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

 

Danskerne

Hos hhv. Lidl og Lotto er Mattias Skjelmose og Andreas Kron blandt favoritterne, hvorfor de er omtalt ovenfor, og på Lotto støttes Kron og Maxim Van Gils af Jonas Gregaard. Hos Alpecin skal Søren Kragh køre offensivt og derudover støtte Quinten Hermans og måske Axel Laurance. Hos Astana skal Anthon Charmig formentlig støtte Christian Scaroni, Simone Velasco og Samuele Battistella, selvom finalen passer ham, og hos Bora skal Frederik Wandahl støtte Aleksandr Vlasov og måske Roger Adria. Hos EF skal Mikkel Honoré igen køre offensivt og derudover støtte Richard Carapaz, Ben Healy samt måske Archie Ryan. Hos Jayco skal Anders Foldager støtte Michael Matthews, og endelig skal Jakob Fuglsang hos Israel-PT støtte Dylan Teuns og i anden række Stephen Williams.

 

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Tadej Pogacars sejr fra 2023, Dylan Teuns’ sejr fra 2022, Julian Alaphilippes sejre fra 2021, 2019 og 2018, Marc Hirschis sejr fra 2020, Alejandro Valverdes sejre fra 2017, 2016, 2015 og 2014 samt Daniel Morenos sejr fra 2013.

 

Holdoversigt

Nedenfor gennemgår jeg de ryttere, der foruden de ovennævnte kan spille en rolle.

 

 

UAE Team Emirates: Igen har holdet mange kandidat med særligt Ayuso og Hirschi, men også Almeida. Holdet henter også Diego Ulissi ind, men selvom han tidligere er blevet nr. 3 og rejste sig i Abruzzo, er han næppe længere god nok til dette niveau. Finalen passer dårligt til Brandon McNulty, der skuffede i Amstel, hvor også krisen fortsatte for Finn Fisher-Black, der ellers burde passe til finalen.

 

Lidl-Trek: Skjelmose må være kaptajn med Bagioli som joker. Holdet har dog også Patrick Konrad, der tre gange har været i top 10, men selvom han har vist lidt tegn på fremgang i år, vil det undre mig, hvis han får chancen. Det samme gælder for Bauke Mollema trods den chokerende genrejsning i Amstel, mens også Sam Oomen og Toms Skujins må være hjælpere, selvom letten igen imponerede stort i søndags.

 

Soudal-Quick Step: Det må handle om Vansevenant og Van Wilder. Louis Vervaeke og Antoine Huby skuffede igen i Amstel, og James Knox har ikke vist form i år.

 

Israel-Premier Tech: Teuns må være kaptajnen, men holdet har en joker i Williams. Simon Clarke viste form i Amstel, men er for tung, og finalen passer dårligt til den ellers genrejste George Bennett. Nick Schultz passer til finalen, men viste ikke storform i sidste uge, og Jakob Fuglsang mangler desværre også for meget.

 

Cofidis: Bedste bud er Guillaume Martin, men selvom han viste fremgang i sidste uge, viste han ikke et niveau, der gør et topresultat sandsynlig. Ion Izagirre rejste sig i Baskerlandet, men udgik i Amstel og passer dårligt til løbet. Stigningen er for svær for Jesus Herrada, der trods opløftende takter stadig også manhgler for meget. Anthony Perez har før gjort det pænt, men har ikke samme niveau nu.

 

Team Visma | Lease a Bike: Det handler formentlig og Benoot med Staune-Mittet som joker. Milan Vader burde være skræddersyet til denne finale, men der synes ingen ende på hans formkrise.

 

Lotto-Dstny: Det må handle om Van Gils og Kron, da Sylvain Moniquet manglede for meget i sidste uge, og Jenno Berckmoes gjorde det i Amstel. Heller ikke Jonas Gregaard har vist storform endnu.

 

Team dsm-firmenich PostNL: I fravær af de skadede Oscar Onley og Warren Barguil kan der godt være en top 20 til Kevin Vermaerke, der viste form i Amstel, har forbedret sig og passer til finalen. Unge Frank van den Broek har manglet lidt for meget, mens Matthew Dinham først gør sæsondebut nu, formentlig efter en skade.

 

Arkea-B&B Hotels: Vauquelin er kaptajnen. Holdet har også den spændende Ewen Costiou, der passer til stigningen, men hans kørsel i sidste uge tilsiger ikke, at han vil være helt fremme. Det samme gælder for Clement Champoussin, der igen skuffede i sidste uge, hvor også Louis Barré og Simon Guglielmi fortsatte de nedslående takter.

 

 

Movistar Team: Aranburu må være manden. Finalen passer ellers Davide Formolo, men han skuffede både i Amstel og i Baskerlandet. Holdet henter også Oier Lazkano ind, men han virker ikke flyvende til en finale, der er til den svære side, og hverken Ivan Garcia Cortina eller Carlos Canal viste form i søndags. Ivan Romeo har klatret chokerende i år, men har været skadet.

 

Bahrain-Victorious: Det må handle om Buitrago og Bilbao, men de har udtaget Edoardo Zambanini og givet ham en semibeskyttet rolle. Han viste god form i Baskerlandet og passer til finalen, men hele vejen kommer han ikke.

 

Uno-X Mobility: Finalen passer perfekt til Tobias Johannessen, der blev nr. 15 sidste år, men vi så i Amstel, at han mangler for meget efter skaden. Finalen passer Odd Christian Eiking, der synes fint kørende, men næppe længere er god nok. Den er for svær for Markus Hoelgaard og passer ikke til dieselmotoren hos den ellers velkørende Andreas Leknessund. Ådne Holter imponerede i sidste uge, men niveauet her er et andet.

 

INEOS Grenadiers: Jeg vil forvente, at det handler om Pidcock, men som nævnt er Hayter hentet ind som en joker. Michal Kwiatkowski har ellers tidligere været på podiet og viste livstegn i Amstel, men jeg vil forvente, at han er hjælper igen. Laurens De Plus passer dårligt til finalen, og Brandon Rivera og Omar Fraile har manglet for meget.

 

Alpecin-Deceuninck: Bedste bud er Quinten Hermans, der har været i top 20 to gange, men det niveau, han har vist i år tilsiger ikke, at han kan forbedre sidste års 19. plads væsentligt. Axel Laurance er en god puncheur, men de seneste løb viser, at denne finale bør være for hård, som den også er det for Søren Kragh. Luca Vergallito kan komme et stykke, men mangler erfaring, mens Xandro Meurisse stadig er en skygge af sig selv.

 

EF Education-EasyPost: Carapaz ligner bedste bud med Ryan som joker. Naturligvis har de også Ben Healy, men som vi også så sidste år er dette ikke en finale for ham, ligesom han igen skuffede i søndags. Mikkel Honoré er i fin form, men finalen er for svær, og også James Shaw må være hjælper.

 

Team Jayco AlUla: Det må handle om Matthews, da Mauro Schmid mangler for meget efter sin skade. En joker er den lovende Davide De Pretto, der burde være skræddersyet til denne finale, men han er nok stadig lidt overmatchet.

 

Groupama-FDJ: Med Gregoire, Gaudu og Madouas har holdet hele tre kandidater. Quentin Pacher er før kørt i top 20, men med tre kaptajner må han være hjælper, som det også gælder for formsvage Remy Rochas, der ellers passer til løbet.

 

Intermarché-Wanty: Lorenzo Rota ligner bedste bud og passer til finalen, men har skuffet for meget og for længe. Amstel bekræftede, at Francesco Busatto, der ellers er skræddersyet til finalen, mangler for meget, og Kevin Colleoni, Lilian Calmejane og Rein Taaramae har alle skuffet hele året.

 

TotalEnergies: Bedste bud er formstærke Jordan Jegat, men han er nok stadig lidt overmatchet på dette niveau. Alexis Vuillermoz har ikke længere niveauet, og Mathieu Burgaudeau synes stadig i stor formkrise.

 

Decathlon AG2R La Mondiale: Cosnefroy må være kaptajn, men Lapeira er en joker. Finalen er for svag for de ellers formstærke Dorian Godon og Bruno Armirail, og Nicolas Prodhomme imponerede ikke i sidste uge.

 

Astana Qazaqstan Team: Jeg tror mest på Scaroni, men jeg kan undervurdere Simone Velasco, der har udviklet sig enormt og har punch. Denne finale bør dog være for svær, mens Samuele Battistella skuffede igen i Amstel. Her viste Anthon Charmig hæderlig form, men selvom han passer til stigningen, vil det undre, hvis ikke han er hjælper.

 

BORA-hansgrohe: Vlasov må være kaptajn med Adria som joker. Matteo Sobrero synes stadig helt fra snøvsen, og Giovanni Aleotti og Frederik Wandahl har mangler for meget. Bob Jungels kørte hæderligt i Amstel, men passer dårligt til løbet.

 

Q36.5 Pro Cycling Team: Gianluca Brambilla er efter et fint Amstel vel top 20-kandidat i en finale, der passer ham, men niveauet rækker næppe til mere. Mark Donovan er i hæderlig form, men har manglet for meget, mens Damien Howson og Walter Calzoni stadig er ved siden af sig selv.

 

Bingoal-WB: Bedste bud er formstærke Luca Van Boven, men han er overmatchet her. På papiret er kaptajnen Floris De Tier, men han gør comeback efter en skade. Loic Vliegen mangler for meget efter sin skade, og heller ikke Louka Matthys, Aaron Van Der Beken eller Giacomo Villa har vist nok.

 

Euskaltel-Euskadi: Bedste bud er vel Xabier Berasategi, der viste mest i sidste uge, men han har slet ikke vist nok, mens Gotzon Martin synes formsvag. Finalen passer dårligt til Victor De La Parte, der også skuffede i sidste uge.

 

> FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT