Optakt: La Route d’Occitanie (Route du Sud)

STREAM LA ROUTE D’OCCITANIE OG TOUR DE SUISSE UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Løbets rolle og historie

Det har været en generel regel, at klatrerne altid har foretrukket at forberede sig til Tour de France i enten Criterium du Dauphiné eller Tour de Suisse. Der har været meget diskussion om, hvilket af de to der er at foretrække, men for de internationale stjerner har der aldrig været megen tvivl om, at et af de to løb tjener som en nøgledel af enhver succesfuld opbygning til verdens største løb.

I skyggen af WorldTour-løbene har det mindre Route du Sud i Pyrenæerne tilbudt en anden mulighed. Med dets placering i samme uge som Tour de Suisse inkluderer det mange af de mest berømte Tour de France-bjerge, og derfor er det et helt oplagt sted at forberede sig til juli måned. Løbet er kortere og får meget mindre opmærksomhed, og det gør det til en mindre stressende model.

Læs også

Endnu en dansk junior-sejr i udlandet

Løbet er imidlertid hovedsageligt blevet domineret af franskmænd, der enten har brugt det som deres eneste forberedelse eller kørt det et par dage efter Dauphiné. For internationale ryttere har det hovedsageligt været brugt af folk, der kommer fra Giroen og har brug for at genfinde løbsfarten frem mod de nationale mesterskaber uden at skulle kaste sig ud i et WorldTour-løb.

I 2015 ændrede løbet sin status. For syv år siden skulle Giro-vinder Alberto Contador netop genfinde løbsrytmen efter sin sejr i Italien ved det franske løb, og da Nairo Quintana, der dengang aldrig kørte mange løb inden sine store mål, foretrak det som sin eneste Tour de France-opvarmning efter træningen i Colombia, blev det pludselig en stor begivenhed med international tv-dækning på Eurosport. I 2016 var det igen Quintanas eneste løb inden Touren, og derfor var det atter i rampelyset, og det har tilsyneladende fået flere hold til at opdage værdien af det. I hvert var der i 2017 ikke færre end syv WorldTour-hold til start, herunder storhold som BMC, Sky, Movistar og Astana, og selvom der denne gang manglede en Tour-favorit på startstregen, fik det stor opmærksomhed i kraft af dets rolle som den store Tour-test for Chris Froomes nøglehjælpere Geraint Thomas og den længe knæskadede Wout Poels, ligesom også Rigoberto Uran brugte løbet som den sidste træning inden en Tour, der endte med en samlet 2. plads.

I 2018 var det Alejandro Valverde, der kastede stjernestøv over arrangementet, hvor det samtidig skiftede navn til La Route d’Occitanie, og i 2019 brugte både Valverde og Uran løbet som Tour-forberedelse. Det helt store højdepunkt blev nået i 2020, hvor den mærkelige kalender førte til deltagelse af en hel hob af Tour-favoritter i form af Egan Bernal, Thibaut Pinot, Romain Bardet, Richie Porte og Bauke Mollema.

Desværre er det gået anderledes siden dengang. Ganske vist har mange af de største internationale WorldTour-hold valgt løbet til - faktisk var hele 8 hold i feltet i 2021, og det var igen tilfældet i 2022 - men det har deres stjerner kun i begrænset omfang. Faktisk var der i 2021 ikke én eneste af Tourens største navne, der valgte løbet til. I stedet prægedes feltet igen mest af ryttere, der havde Giroen i benene, samt en række hjælpere og unge ryttere, der her fik deres store chance. Der var derfor mindre Tour-generalprøve over løbet, end der plejede at være det. Sådan var det også sidste år, men her får løbet lidt stjernestøv af, at Quintana igen brugte det til at finpudse formen. Mønsteret går igen i år, hvor man gansek vist atter har syv WorldTour-hold til start, men hvor den eneste Tour-kaptajn i feltet er Michael Woods, de endda har en titel at forsvare. Denne gang er det også småt med hovedaktører fra Giroen, men Einer Rubio vil alligevel forsøge at bruge Giro-formen en sidste gang.

Løbet blev skabt i 1977 under navnet Tour du Tarn, inden det fik et nyt navn Tour Midi-Pyrenees i 1982. Det fik sit mest kendte navn i 1988, men formatet har trods de mange titler altid været det samme. Det finder altid sted over fire eller fem dage i samme uge som Tour de Suisse og har haft mange store navne som vindere. Gilbert Duclos-Lassalle, Francesco Moser, Stephen Roche, Ronan Pensec, Laurent Dufaux og Laurent Jalabert figurerer alle på vinderlisten, og inden for de senere år er det blevet vundet af ryttere som Michael Rogers, Thomas Voeckler, Oscar Sevilla, Dan Martin, Przemyslaw Niemiec, Vasil Kiryienka, David Moncoutie, Nairo Quintana, Nicolas Roche, Alberto Contador, Alejandro Valverde og Egan Bernal.

Vinderlisten siger meget om løbets natur. Med dets placering i Pyrenæerne og med passage af nogle af de mest mytiske bjerge er det et løb for klatrere, og da der kun sjældent har været en enkeltstart, er det et løb som de rene bjerggeder har kunnet få efter. Løbet har typisk haft tre småkuperede sprinteretaper samt én stor etape i de høje bjerge, hvor klassementet er blevet afgjort.

Sådan var det også sidste år, hvor alt blev kogt ned til kongeetapen, selvom sidevind på sidste etape kortvarigt truede med at skabe ravage. Her gjorde Arkea alt for at sætte Nairo Quintana i scene til en sejr, men den Tour-aktuelle rytter skuffede fælt. I stedet kørte Michael Woods og Carlos Rodriguez væk på sidste stigning, hvorefter canadieren leverede en knusende magtdemonstration med en solosejr, der altså var nok til at tage den samlede sejr med 1.16 ned til Rodriguez og 1.21 ned til Jesus Herrada. Woods var glad for modellen og bruger igen løbet som forberedelse til Touren, hvorfor han forsvarer titlen, og han vil igen være oppe mod Herrada. Til gengæld har Rodriguez i år brugt Dauphiné som forberedelse til sin Tou-debut, og dermed søger han ikke muligheden for revanche.

STREAM LA ROUTE D’OCCITANIE OG TOUR DE SUISSE UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Ruten

Bemærk: Grundet tidspres i denne meget travle uge med hele fire store etapeløb bliver der i denne lynoptakt ikke plads til den klassiske detaljerede beskrivelse af ruten. Det bliver i stedet bare en overordnet skitse koblet med kort og profiler.

Læs også

Sidste etape af Tour of Türkiye neutraliseret

Som sagt har løbet haft et relativt fast format med tre småkuperede sprinteretaper - ofte med stigende opløb - og en stor kongeetape i Pyrenæerne. I 2016 var arrangørerne lidt innovative ved at afvikle en enkeltstart om fredagen, hvor der var to etaper på menuen. I de seneste år er man vendt tilbage til et mere klassisk format, men den ene af de tre lettere etaper har dog været ganske kuperet, og i 2017 og 2019 havde man faktisk en decideret, dog lidt lettere, bjergetape på 1. etape som opvarmning til kongeetapen, der altid kommer på tredjedagen. Det havde man også i 2021, hvor den ekstra bjergetape dog kom på sidstedagen, og hvor ruten var den hårdeste i nyere tid.

Sidste år var man dog tilbage i det helt klassiske format, og det er man også i år. Her lægges nemlig ud med to sandsynlige sprinteretaper, selvom den flade førstedag har en lille bakke på den afsluttende rundstrækning, og man på andendagen skal over et regulært bjerg på første del af etapen.

Som altid kommer kongeetapen lørdag, og den har altid varierende sværhedsgrad. I år er den samlede etape lettere uden Tourmalet, der ellers oftest er på programmet, kun tre stigninger i alt og meget fladland frem til sidste stigning. Den er til gengæld ganske stejl og ligner et vanskeligere målbjerg, end vi ofte har set. Sidste etape har også det klassiske format, da man skal en tur ind i Pyrenæerne med to stigninger undervejs, men da de sidste 36 km er let faldende, er det næppe en dag, der vil ændre på klassementet - akkurat som det plejer at være.

Sprinterne får næsten altid det første ord, og det ventes de også at gøre i år. Åbningsetapen byder på 1430 højdemeter over 184,3 km, hvilket fortæller, at det hovedsageligt er fladt. Helt så enkelt er det dog ikke, fo rytterne slutter med næsten to omgange på en 27,3 km lang rundstrækning, der har en ikke-kategoriseret stigning, der indledes med 1,3 km med 5,4%, hvorefter det fortsætter med at stige lidt, inden man kører ned til en helt flad finale. Her leder en lang vej med mange rundkørsler frem til et blødt sving med 100 m igen, hvorefter der er en rundkørsel med 350 m igen. Sidste kilometer stiger let med 0,4% i snit.

Læs også

Ineos-profil reagerer på samlet sejr og ser frem mod Tour de France

Sidste år var 2. etape en puncheuretape, men det er den ikke i år. Her ventes sprinterne igen at skulle til fadet, men etapen er bestemt ikke let. Rytterne skal en tur ind i Pyrenæerne og op ad et rigtigt bjerg efter knap 50 km. De sidste ca. 110 km er dog meget lette, og det taler for, at de 182,0 km trods de 2700 højdemeter skal slutte med en spurt. Man ender etapen med en omgang på en flad 25,6 km lang rundstrækning, der har en specielt finale med en lang, lige vej, der dog afbrydes af en rundkørsel med 900 m igen, hvorefter der er et skarpt sving bare 400 m fra stregen.

Som altid kommer kongeetapen om lørdagen. Den er samlet set lettere, end vi ofte har set det, da der kun er tre stigninger på programmet, men til gengæld har man fundet et ganske svært målbjerg. I alt skal der klatres 3780 højdemeter over 189,0 km, og de kommer primært på de tre stigninger. Først skal man over Col de Larrieu (4,6 km, 6,8%) med top efter 100,1 km og Col de Menté (10,9 km, 6,6%) med top efter 127,5 km, hvorefter et langt, fladt stykke leder frem til målstigningen Nistos Cap Nestès, der over 13,1 km stiger med 6,9%. Den skal dog deles i tre. De første 7,9 km stiger jævnt med 8,4% i snit, hvorefter der venter 3 meget lette kilometer, inden der til slut er en 1,9 km lang rampe med hele 9,5% i snit. Over den sidste kilometer bugter vejen sig en del, indtil man rammer den bae 50 m lange opløbsstrækning.

Læs også

Lidl-Trek trodser styrt og vinder i dramatisk Vuelta-åbning

Nu plejer løbet at være afgjort, selvom man følger traditionen med at besøge bjergene igen på sidstedagen. Her skal der klatres 2605 højdemeter over 164,7 km, og de kommer primært kort efter midtpunktet. Efter en flad start skal man nemlig op over Col de la Core (14,1 km, 5,9%) med top efter 96,8 km og Col de Latrape (5,9 km, 7,2%) med top efter 128,0 km, men herefter er de sidste 36,7 km let faldende, slutteligt med 0,5% over den sidste kilometer. Finalen er enkel, da der slet ikke er sving over de sidste 5 km, men der er en rundkørsel 500 m fra stregen.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Overraskelsernes schweiziske holdeplads

STREAM LA ROUTE D’OCCITANIE OG TOUR DE SUISSE UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Favoritterne

Bemærk: Grundet tidspres i denne meget travle uge med hele fire store etapeløb og en i år ekstra sammenpresset kalender bliver favoritanalysen meget skitseagtig og mest af alt bare en opregning af sandsynlige kandidater mere end en detaljeret analyse af fordele og ulemper for de enkelte ryttere med den vanlige grundighed. Derfor struktureres den også anderledes med først en indledende analyse, siden en skifteagtig holdoversigt og slutteligt en stjernetildeling.

La Route d’Occitanie har altid været et bjergløb og som nævnt ovenfor et af de få løb, de rene klatrere har kunnet vinde. I 2016 blev der højst usædvanligt introduceret en enkeltstart, der gjorde det en anelse mere alsidigt, men i år er løbet tilbage ved rødderne. Denne gang vil det igen blive afgjort alene i bjergene, og det vil være bjerggederne, der skal slås om sejren.

Efter den usædvanligt hårde udgave i 2021 og den usædvanligt lette udgave i 2022 har vi en mellemting i år. Der er kun én bjergetape, men til gengæld er den vanskeligere end sidste år. Samlet set er det en lettere etape end vanligt, da Tourmalet heller ikke i år er med, men målbjerget er betydeligt vanskeligere end sidste år. Det bør være et bjerg, hvor bedste mand kan køre alene, men det er også et bjerg, hvor det sagtens kan ende med at være for de eksplosive. Gøres forskelle ikke over de første meget svære 6 km, kan det blive taktisk på det flade plateau, hvilket åbner døren for, at bedste mand ikke vinder, men mest sandsynligt er det, at det så skal gøres færdigt på den stejle, men meget eksplosive rampe til sidst.

Det er ogsp vigtigt at bemærke, at bjergetapen starter let og ikke er for svær at kontrollere. I 2017 så vi, at Silvan Dillier tog en sensationel sejr, da ingen kontrollerede 1. etape, men det burde ikke være et problem denne gang. Jokeren er selvfølgelige 4. etape, hvor klatrerne ikke rigtigt har noget at miste ved at angribe hinanden på stigningerne, og er det førende hold svagt, kan det godt skabe en overraskende situation. Et alt for tungt hold kan således blive et problem, men der er så langt hjem fra stigningerne, at det ikke bør blive et problem.

Jeg vil da også forvente, at kongeetapen bliver altafgørende. Jeg er lidt spændt på, hvor aggressivt starten å 2. etape bliver kørt, men selv hvis et udbrud holder hjem, bør det kun være vinden, der kan true klassementet på de første to etaper. På 4. etape kan en dårlig dag eller et svagt hold skabe en overraskelse, men mest sandsynligt er det, at favoritterne ender samlet, mens et udbrud med nogen sandsynlig slås om sejren.

Vejret er altid en faktor i dette løb. Det er nemlig typisk bagende varmt, og derudover kan det være så blæsende, at man får sidevindskørsel. Faktisk taler meget for, at det vil ske. Torsdagen bliver ekstremt blæsende, og der er masser af sidevind på rundstrækningen. Man kan aldrig vide sig sikker med sidevind, men jeg tror, at det bliver en faktor på åbningsdage, hvor temperaturen bliver 29 grader. Til gengæld vil vinden være helt væk fredag, hvor temperaturen vil være 28 grader, mens vi på kongeetapen vil have temperaturer på 29 grader i dalen samt sidevind på den stejle del af bjerget og heldigvis medvind på den lette del. Temperaturen vil være 28 grader på sidstedagen, der vil være vindstille med mulighed for tordenbyger.

Med andre ord ligner det som altid et løb, hvor bedste klatrer vinder, men denne gang tror jeg, at sidevind også bliver en faktor. Endelig kan man få brug for et i hvert fald ikke alt for svagt hold på 4. etape, hvis man fører løbet.

Feltet plejer at læge op til et sammenstød mellem to verdener. På den ene side er der normalt ryttere, der forbereder sig til Touren, og på den anden side er der ryttere, der kommer fra Giroen og skal presse det sidste ud af formen. Denne gang mangler vi dog med en enkelt undtagelse i form af Michael Woods alle Tourens topnavne, og der er meget få ryttere fra Giroen. Vi har i hvert fald et svagere felt end de seneste år, hvor det primært er ryttere længere nede i hierarkiet, der her kan køre deres chance. Heldigvis har mange kørt på Mont Ventoux i tirsdags. Det giver heldigvis en vis fornemmelse af klatreformen hos nogle af aktørerne, men alligevel er man altid i tvivl om, hvordan folk er kommet ud af Giroen, og hvordan de har det efter forberedelsen frem mod Touren.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Jeg vælger at gå med den forsvarende mester. Michael Woods blev slået på Ventoux, men mente, at han var stærkeste mand. Sådan så det da også ud, men han betalte prisen for modvinden. Heldigvis slipper han for Lenny Martinez i dette løb, og han fik i hvert fald bevist, at han er formstærk igen i år. Den ret eksplosive stigning med stejle procenter og en rampe op mod mål passer ham også ganske perfekt, og han har et stærkt hold til søndagen. Min bekymring er sidevinden, men i et felt med få svage hold har han i hvert fald en chance for at klare den, når han har hjælp af Corbin Strong og Guillaume Boivin. Holdet har også Domenico Pozzovivo , men han vil formentlig være hjælper, selvom vi i går så, at han formentlig går i top, hvis han klarer den sidevind, hvor han ligner en sikker taber. Jeg vil også forvente en bedre Chris Froome¸ for vi så jo i forrige uge, at formen er god. Stephen Williams er stadig formsvag.

Jeg tror, at den største trussel er Ruben Guerreiro. Han er nemlig den store ubekendt, da han som den eneste ikke har kørt løb i lang tid. Som udgangspunkt er denne rute for bjergrig for ham, men sidste år sprang han jo ud som bjergrytter på netop denne årstid, da han blev nr. 5 på kongeetapen i Dauphiné og vandt Ventoux-løbet. Det er dog også det bedste, han har vist i bjergene siden dengang, og i år har han skuffet fælt. Man skal imidlertid åbne døren for, at han frem mod Touren har fundet tilsvarende bjergben, og han hjælpes jo i hvert fald af, at bjergetapen er meget eksplosiv. Problemet er sidevinden, hvor Movistar er svage, men heldigvis er an selv ret god i disciplinen. Han ledsages af Ivan Ramiro Sosa, der er en stensikker taber i sidevinden, men overlever han den, bør han komme langt med Ventoux-benene, selvom han er en lottokupon, der også kan falde igennem. Han ligner dog ikke en vinder. Det sidste kort er Einer Rubio, der jo kommer fra Giroen. Han skuffede fælt på Ventoux, og derfor virker han for træt, men man ved aldrig, hvad der kan ske efter en grand tour.

Arkea kommer med den uhyre formstærke Cristian Rodriguez. Han blev kun nr. 4 i går, men han var en af de tre stærkeste. Han skal væk fra Woods inden den eksplosive rampe, men det kan han muligvis også komme. Stigningen er i hvert fald svær nok. Problemet er sidevinden, hvor han ser sårbar ud, men han har i det mindste Laurent Pichon og Jenthe Biermans ved sin side. Han ledsages af lottokuponen Elie Gesbert , der skuffede igen i går. Han har næppe niveauet til at vinde, men med benene fra Appenninerne bør han gøre det bedre end i går. Michel Ries og Alessandro Verre viste igen i går, at de mangler for meget efter Giroen.

EF kommer med det stærkeste kollektiv. Bedste bud er Simon Carr, der fortsætter sin genfødsel. Han blev nr. 3 i går og sagde endda, at han sagtens kunne være gået med i angrebene med det samme, men at han undlod i lyset af modvinden. Han kørte da også en fin spurt, så nu må han her vise, at han vitterligt er bedre end Woods. Han er sårbar i sidevinden, men hos EF har han tre tunge bodyguards, og derfor er jeg ikke for bekymret. Han ledsages af Diego Camargo, der i går viste, at han også bør være med fremme, men han må være mere sårbar i sidevinden. Odd Christian Eiking og Georg Steinhauser var hæderligt kørende i går, men intet tyder på, at de kan vinde.

Jeg prøver at rangere Victor Lafay her, men det ender formentlig galt. Stigningen bør være for hård, men vi så med hans vilde føring i Mercan’Tour, at han klarede bjergene historisk godt. Denne stigning er ikke den længste, og den sidste rampe passer ham som fod i hose. Han er i hvert fald i fin form lige nu, så måske kan han overraske. Cofidis har også sidste års nr. 3, Jesus Herrada, men selvom han så bedre ud i går, synes han fortsat at mangle for meget til at vinde så svært et løb. Begge synes desværre meget sårbare i sidevinden. Jose Herrada, Francois Bidard og Hugo Toumire var langt efter i går.

På papiret burde Luke Plapp være en kandidat, men vi så i Norge, at han var i forfærdelig form. Han skal godt nok have forbedret sig meget, hvis han skal være med fremme, men han har også haft 14 dage. Den bedste Plapp kan godt vinde i dette felt, men skal det ske, tror jeg, at Ineos skal lave et kup i sidevinden, hvor de ser ud til at være i særklasse. En anden kandidat er Brandon Rivera, men han har skuffet i de fleste løb i år. Jeg er spændt på at se Joshua Tarling i bjergene, men selv med en sidevindsgevinst vinder han trods alt ikke. Filippo Ganna har været syg og må antages formsvag.

Hos Ag2 bekræftede Valentin Paret-Peintre i går den fremgang, vi så i Giroen. Man ved aldrig, hvor længe formen holder, men bevarer han sit niveau, ommer han langt, særligt fordi Ag2r måske kan vinde lidt tid i sidevinden. Han ledsages af Nicolas Prodhomme, der virker en anelse mere træt, men også gjorde det hæderligt med sin Giro-form i går. Alex Baudin kan ikke være med helt fremme.

Euskaltel har solide Mikel Bizkarra. Målbjerget er for eksplosivt til at passe ham, men den nedre del gør det heldigvis muligt for en dieselklatrer at være med. Kravet for et topresultat er, at sidevinden ikke kommer i spil, for her taber han med sikkerhed, men klarer han den hurdle, bør han gøre det godt lørdag. Vi så også i går, at Joan Bou og Ibai Azurmendi bør gøre det pænt.

Uno-X har den meget lovende Johannes Kulset, der med sin 11. plads på Ventoux igen bekræftede, at han kan være med på dette niveau. Jeg kan til gengæld godt være bekymret for, om Uno-X kan holde ham til sidevinden. De har også Ådne Holter, der kørte den flotte bjergprolog i Norge, men vi så i går, at bjergene som forventet nok er lidt for voldsomme. Niklas Eg mangler for meget efter sin sygdom, mens Jacob Hindsgaul har haft det svært på dette niveau i år.

Læs også

To dobbelt-sejre til ColoQuick i weekenden

Kern Pharma har en af gårsdagens skuffelser, Jose Felix Parra. Det skaber en del usikkerhed, men vi så jo for 14 dage siden, at han var i fornem form. Kan han genfinde de ben, kommer han langt i dette felt. Stigningen er for svær for Roger Adria, der slet ikke synes i form efter pausen, og heller ikke Pablo Castrillo har været flyvende, men han har også brugt mange kræfter i to udbrud, der kan skjule formen. Jon Agirre klatrer ikke helt godt nok.

FDJ er uden Martinez og får det derfor svært. Vi så dog i går, at Lars van den Berg fortsætter den lovende udvikling, for man skal ikke glemme, at han førte hårdt for Martinez. Vinde kan han ikke, men med lidt hjælp fra sidevinden kan han ende godt. På papiret er det et godt løb for Rudy Molard, men han er stadig en skygge af sig selv. Lorenzo Germani og Enzo Paleni kan formentlig komme et hæderligt stykke.

Burgos stiller med Jose Manuel Diaz, der i sin storhedstid havde været med helt fremme i dette felt. Han har dog skuffet i år, og hans comeback i går var ikke prangende. Hos sig har han Pelayo Sanchez, der slog ham i gå, men har manglet lidt for meget på lange stigninger. Begge er også sårbare i vinden, som også Daniel Navarro, der i dag ikke er god nok, er det. Vi så også i går, at Eric Fagundez nok er lidt tung til de store stigninger.

Caja Rural stiller med Abel Balderstone, der fortsætter med at gøre det godt, men vi har nu flere gange, senest i går, set, at lange stigninger ikke er hans foretrukne. Mulu Hailemichael gjorde det hæderligt, men mangler for meget, og Jhojan Garcia og Julen Amezqueta er fortsat milevidt fra deres tidligere niveau.

Det er svært at tro på Total, hos hvem Fabien Doubey er formsvag i et comeback efter en pause, og hvor Alan Jousseaume atter manglede for meget i går. På kontinentalholdene skal vi holde øje med Yaël Joalland, der igen i går viste, at han kan begå sig på dette niveau, mens Jordan Jegat stadig ikke er så god som sidste år. Auber kommer ind til dette løb med den spændende Thomas Gachignard, men vi ved ikke, hvad han kan i bjergene, samt Joris Delbove, der dog har skuffet i år.

***** Michael Woods

**** Ruben Guerreiro, Cristian Rodriguez

*** Simon Carr, Ivan Ramiro Sosa, Domenico Pozzovivo, Einer Rubio, Victor Lafay

** Luke Plapp, Valentin Paret-Peintre, Diego Camargo, Mikel Bizkarra, Johannes Kulset, Elie Gesbert, Jesus Herrada, Odd Christian Eiking, Chris Froome, Georg Steinhauser, Jose Felix Parra, Lars van den Berg, Nicolas Prodhomme

* Jose Manuel Diaz, Joshua Tarling, Roger Adria, Brandon Rivera, Yaël Joalland, Abel Balderstone, Rudy Molard, Pelayo Sanchez, Joan Bou, Thomas Gachignard, Alessandro Verre, Michel Ries, Ådne Holter, Lorenzo Germani, Enzo Paleni, Alex Baudin, Iban Azurmendi, Jordan Jegat, Joris Delbove, Filippo Ganna, Stephen Williams, Francois Bidard, Niklas Eg, Daniel Navarro, Alan Jousseaume, Mulu Hailemichael

Danskerne

Michael Valgren vender for EF tilbage til løbet, hvor hans karriere tog en trist drejning, og skal primært støtte Simon Car, Diego Camargo og Marijn van den Berg. På Uno-X burde Niklas Eg og Jacob Hindsgaul kunne teste sig selv i klassementet, men de ligner mere hjælpere for formstærke Johannes Kulset, som også Marcus Sander Hansen er det. Endelig skal Rasmus Søjberg på Nantes køre lead-out for Emmanuel Morin og eller støtte Yaël Joalland og Jordan Jegat.

STREAM LA ROUTE D’OCCITANIE OG TOUR DE SUISSE UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE