Optakt: Milano-Sanremo

Løbets rolle og historie

Bemærk: Gennemgangen af løbets rolle og historie tager udgangspunkt i et sædvanligt cykelår. Grundet corona-krisen er meget imidlertid anderledes i 2020.

Paris-Nice og Tirreno-Adriatico markerer i cykelmæssig forstand traditionelt forårets komme, men det er ikke etapeløb, der inden for vores sport karakteriserer denne årstid. Foråret er nu engang intimt forbundet med endagsløb, og selvom de to første store europæiske løb begge er del af en ganske imponerende etapeløbskalender på denne tid af året, handler de første måneder hovedsageligt om klassikerne. Kun ganske få etapeløbsryttere har deres allerstørste sæsonmål på denne tid af året, men for endagsrytterne er intet mere vigtigt end årets første måneder.

Omloop Het Nieuwsblad, Kuurne-Bruxelles-Kuurne og Strade Bianche giver typisk en første mulighed for at teste formen i et virkeligt betydningsfuldt endagsløb, men alle har stadig primært karakter af forberedelse. Opvarmningsfasen slutter først endegyldigt den tredje lørdag i marts. Herfra er der ikke længere nogen undskyldninger: klassikerrytterne skal være 100% til årets første store endagsløb, Milano-Sanremo.

Læs også

Tobias Lund laver fænomenalt hattrick

Forårsklassikerne finder hovedsageligt sted i Nordeuropa, men det hele starter under - vanligvis - varmere himmelstrøg i det, der er et af to italienske monumenter. Den italienske endagsscene har traditionelt været ekstremt righoldig med mange legendariske og prestigiøse løb, men helt i top i hierarkiet er Milano-Sanremo og Il Lombardia, der spiller en helt særlig rolle. Som internationale endagsløb i et land, hvor de nationale hold traditionelt er toneangivende, er de begge blandt cykelsportens fem monumenter og har den helt specielle ære at henholdsvis starte og slutte klassikersæsonen.

Under navnene La Primavera og La Classicissima har Milano-Sanremo en helt speciel position i cykelsportens historie. Det blev første gang afviklet i 1907, og årets udgave vil således være nummer 111. Den lange rejse fra storbyen Milano til Middelhavet og den efterfølgende tur hen langs kysten er blevet domineret af de fleste af cykelsportens allerstørste navne.

Straks fra start var løbet ikke bare for de lokale ryttere, idet allerede den første vinder, franskmanden Lucin Petit-Breton, var af udenlandsk herkomst, og man skulle frem til 1909, før Luigi Ganna blev første italienske vinder. Ikke desto mindre blev de første år domineret af hjemlandet, og det lykkedes Constante Girardengo at vinde seks gange, Gino Bartali at tage fire sejre og Fausto Coppi at komme til Sanremo først tre gange.

Den dominerende skikkelse i løbet har imidlertid været Eddy Merckx, der vandt ikke færre end syv gange mellem 1966 og 1976 som led i en periode på 30 år, hvor italienerne vandt bare tre udgaver. I de senere år har hjemmebanenationen igen fået en mere prominent plads i det, der er deres vigtigste endagsløb, men efter Filippo Pozzatos sejr i 2006 var det først i 2018, at Vincenzo Nibali endelig igen brød tørken.

Mange klassikere har navne, der er nært forbundet med deres historie og udgøres af navnene på start- og målbyerne. Grundet de kortere distancer i moderne cykling lever de færreste imidlertid op til deres titler, idet starten ofte er flyttet tættere på målbyen. Det er eksempelvis tilfældet for løb som Paris-Roubaix og Paris-Tours, der ikke længere starter i den franske hovedstad.

Milano-Sanremo er en af de få undtagelser, der stadig beærer traditionen ved faktisk at blive afviklet mellem de to byer, der udgør navnet. Løbet følger stadig den helt traditionelle rute fra storbyen Milano henover den flade Po-slette og op over Turchino-passet, inden man rammer den kuperede Middelhavskyst. Adskillige små afvigelser fra den direkte rute betyder, at rytterne bliver sendt op ad en masse små stigninger langs kysten, hvilket gør det til en hård udfordring i særdeles smukke omgivelser. Denne loyalitet over for traditionen betyder, at løbet er cykelsportens længste, og igen i år skal der tilbagelægges ikke færre end 291 km.
 

Det traditionelle design gør løbet helt unikt. Da det hovedsageligt er fladt, er det ikke mærkeligt, at det ofte vindes af en sprinter. De mange sene stigninger betyder imidlertid, at klassikerspecialister og puncheurs har de perfekte affyringsramper til angreb, og de to sidste udfordringer, de legendariske stigninger Cipressa og Poggio, kommer så tæt på mål, at det er muligt at holde hjem.

Der findes ingen anden klassiker, der på den måde appellerer til begge disse to ryttertyper. Mens Il Lombardia og Liege-Bastogne-Liege er fyldt med stigninger, betyder brostenene i Flandern Rundt og Paris-Roubaix, at disse to monumenter er alt for hårde for de traditionelle sprintere. Hårdheden af disse løb betyder derfor, at listen over potentielle vindere er ganske kort, men i Sanremo er det uforudsigeligheden, der hersker, og langt flere ryttere har en realistisk mulighed for at vinde. Løbets natur skaber ofte en situation, hvor et reduceret felt forsøger at hente et sent udbrud, der ofte tager form på Poggio i den absolutte finale, og det er altid uhyre spændende, om det lykkes at skabe samling til en massespurt. På listen over klassikere, der kan vindes af en sprinter, har løbet kun selskab as Gent-Wevelgem, Scheldeprijs, Paris-Tours og Kuurne-Bruxelles-Kuurne, og her er det italienske løb i særklasse det største.

Efter at man for ca. 50 år siden introducerede Cipressa- og Poggio-stigningerne har løbet haft et helt fast format, men i 2008 gjorde man løbet hårdere ved at introducere den nye stigning Le Manie. Den kom ganske vist langt fra mål, men den gjorde det meget sværere for sprinterne. Således var den langt hårdere end de øvrige stigninger i løbet, og derfor blev den italienske klassiker betydeligt vanskeligere, hvilket gav sig udslag på listen over vindere. I årene med Le Manie var det kun i 2009 og 2010, at en større gruppe afgjorde løbet, mens Fabian Cancellara, Matthews Goss, Simon Gerrans og Gerald Ciolek alle tog sejre fra mindre grupper eller ved at nå mål alene.

Le Manie var imidlertid ikke nok for arrangørerne, der ønskede at gøre løbet mere attraktivt for klatrerne. Forud for 2014-udgaven planlagde man derfor at inkludere den nye stigning Pompeiana mellem Cipressa og Poggio. Forventningen var, at det ville gøre det helt umuligt for sprinterne, og derfor var folk som Mark Cavendish og André Greipel blandt de mange, der helt opgav den italienske klassiker. I stedet lagde Vincenzo Nibali, Chris Froome og Alejandro Valverde alle løbet ind i deres forårsplaner.

Læs også

Van Aert melder positivt nyt

Sten- og jordskred reddede imidlertid sprinterne, idet de lokale myndigheder vurderede, at nedkørslen fra Pompeiana var for farlig, og RCS måtte derfor tage en sen beslutning om igen at droppe stigningen. Det fik Cavendish og Greipel til at skifte mening, mens Valverde og Froome begge opgav at stille til start i Italien. Da det samtidig hele tiden havde været planen igen at køre uden om Le Manie, blev 2014-ruten pludselig den nemmeste siden 2007.

RCS insisterede på, at Pompeiana ville blive inkluderet i fremtiden, og derfor ventedes det, at 2014-udgaven ville blive sprinternes sidste chance. Året efter var nedkørslen imidlertid stadig ikke brugbar, og nu synes man helt at have opgivet ideen. Da Le Manie heller ikke er vendt tilbage, er løbet pludselig vendt tilbage til sit helt klassiske format, hvor Passo del Turchino, de tre små capi-stigninger, Cipressa og til sidst Poggio er hovedudfordringerne. Det har haft en klar effekt på løbet, men efter massespurter i de første år er sprinterne alligevel blevet snydt tre år i træk.

I 2015 blev denne tilbagevenden til rødderne fuldendt, da man returnerede til den oprindelige afslutning på Via Roma i Sanremo, der ikke havde været benyttet siden 2007. Det har reduceret afstanden fra toppen af Poggio til mål med ca. 1 km og øget chancerne for klassikerrytterne. Ikke desto mindre er det en ændring, der er blevet hilst velkommen af sprinterne, der alle drømmer om at vinde løbet på det sted, der historisk har karakteriseret løbet, og derfor er Milano-Sanremo i dag det løb, det traditionelt har været.

Sidste år blev vi vidner til en af de mest fascinerende udgaver. Et stærkt angreb fra Julian Alaphilippe på Poggio skabte en gruppe bestående af den absolutte creme af klassikerspecialister. Trods en serie angreb i på vej ind mod Sanremo endte gruppen med at spurte om sejren, og her kronede Alaphilippe en flot Deceuninck-præstation ved at sikre sig karrierens første monumentsejr foran Oliver Naesen og Michal Kwiatkowski. Alaphilippe og Naesen jagter begge mere succes på de italienske veje i år, men der bliver ingen Kwiatkowski, der skipper løbet.

Ruten

Milano-Sanremo er som sagt et af de få løb, der fortsat lever op til sit navn i den forstand, at det faktisk starter i Milano og slutter i Sanremo. Da både Le Manie og Pompeiana som omtalt ovenfor definitivt er ude af billedet, har løbet i de seneste år været tilbage i dets helt traditionelle format, som det har haft i det meste af de seneste årtier, og der har derfor absolut ingen overraskelser været på den 291 km lange rejse fra Po-sletten til Sanremo på den italienske Middelhavskyst. I fire år har ruten været helt uændret, og vi har været vidner til det sædvanlige forløb, som har gjort La Primavra til en værdsat del af cykelkalenderen og givet anledning til spændingsmættede finaler.

Sådan skulle det også have været i 2020, men som på så mange andre områder, fik coronavirus også her sat en kæp i hjulet. Efter først at have kæmpet en kamp med lokale borgmestre, der nægtede at afvikle løbet på den nationale helligdag Ferragosto d. 15. august, og som arrangørerne fra RCS tabte, troede løbsdirektør Mauro Vegni og co., at den hellige gral var velforvaret på den nye dato en uge tidligere. Borgmestrene var imidlertid fortsat ikke tilfredse, og en afstemning blandt de berørte bykonger førte til, at 13 af de 16 sagde nej til at få besøg af løbet, der afvikles på en af årets travleste rejsedage midt i den italienske sommerferie, hvor den liguriske kystvej er stuvet til med biler.

Så var gode råd dyre. Den kyststrækning, der mere end noget andet definerer Milano-Sanremo, måtte droppes, og i stedet måtte man tilbringe længere tid på den flade Po-slette og først passerer stigningerne, der leder ned mod kysten langt tættere på Sanremo. Med det nye design når man først vandet umiddelbart inden de to nøglestigninger Cipressa og Poggio, og det betyder, at passagen af bakkerne nord for havet sker via en ny stigning, der nu kommer meget tættere på mål og ikke via den klassiske opkørsel ad Turchino, der ligger langt mod øst lige i udkanten af Genova. Ikke blot Turchino forsvinder, for man rammer også for kysten efter de tre småbakker Tre Capi, der altid fungerer som opvarmning til finalen.

Alligevel er den nye rute hårdere. Den lange stigning, der leder ned til kysten, kommer nu tættere på finalen end Turchino, og samtidig har man fundet endnu en stigning tidligere i løbet, mens man stadig befinder sig på Po-sletten. Samlet set giver det 700 ekstra højdemeter i forhold til den gamle rute, og de kommer senere løbet. Dertil kommer, at distancen øges med 8 km, så man med 299 km kommer helt op at kysse den magiske 300 km-grænse.

De 299,0 km fører dog stadig fra Milano til Sanremo, og man starter på Piazza Castello i Milanos centrum. Derfra bevæger man sig mod sydvest med retning mod Middelhavet. Milano er placeret midt på Po-sletten, der er et af Europas fladeste områder. Derfor består det første lange stykke af det klassiske pandekageflade terræn, der alene tjener det formål at akkumulere træthed og give et tidligt udbrud mulighed for at blive etableret. Undervejs passerer man igennem storbyen Alessandria efter 85,0 km, inden man fortsætter videre mod sydøst og syd, mens man nærmer sig vandet. Grundet distancen har udbryderne reelt ingen chance for at holde til mål, og de får derfor ofte nogle meget store forspring, der let når op på mere end 10 minutter, mens favoritholdene kontrollerer, og alle forsøger at spare kræfter.

Nyskabelsen kommer efter ca. 140 km næsten helt flade kilometer. Her passerer man nemlig bjergene nord for kysten på et sted, hvor de rækker længere end i landet, og derfor skal man over to stigningerne, inden man når vandet. Den første er Niella Belbo (13,3 km, 3,5%), som faktisk stiger med 5-6% over de første 3 km, men derefter hovedsageligt ligger på 2-4% resten af vejen til toppen, som nås efter 161,7 km. Nu venter en kort, lidt kringlet nedkørsel, inden man fortsætter mod syd op over en lille bakke (1,9 km, 6,7%), inden det falder mod sydvest ned til den anden forplejningszone, som nås efter 185,9 km.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Efter først udfordring følger man en lige, let stigende vej mod syd, inden man drejer mod sydvest, hvor det langsomt begynder at stige lidt mere. Kort efter byen Ormea skal man over højdedraget nord for kysten, og det sker via Colle di Nava. Man drejer mod syd for at køre over bakken, der stiger jævnt med 3,0% over 3,9 km, og hvis top nås efter 229,7 km. Nu går det via en kringlet nedkørsel mod sydøst ned til Pieve di Teco, hvor der venter en lille bakke, inden en lige, let faldende vej leder det sidste stykke ned til den liguriske kyst, der i år nås i Imperia efter 263,4 km.

Herfra er de sidste 35,6 km præcis, som vi kender dem. Nu går det mod sydøst ned langs den helt flade kystvej. Det er her, den virkelige finale starter, og derfor er positionering frem mod første nøglestigning, Cipressa, ekstremt afgørende. Det giver derfor anledning til en brutal krig, hvor rytterne nærmest spurter frem mod stigningen, og herfra er der ikke længere mulighed for at komme sig.

Med en længde på 5,6 km og en gennemsnitlig stigningsprocent på 4,1 og et maksimum på 9% er Cipressa en relativt nem stigning. De første 3,85 km er ganske konstante med 4-5%, mens de sidste kilometer er nemmere med et gennemsnit på bare 2,1%. I stedet bliver stigningen gjort hård af det faktum, at toppen kommer efter hele 269,5 km i sadlen. Ofte etableres der en lille gruppe på stigningen, og de benytter ofte den meget tekniske nedkørsel til at øge forspringet.

Fra bunden af nedkørslen resterer der ca. 20 km. De første knap 10 km foregår langs den flade kystvej, og her er farten altid voldsomt høj. Det gør det vanskeligt for udbrydere at holde sig fri, og derfor er der oftest skabt samling, når man når bunden af Poggio med bare 9,7 km igen.

Løbets mest ikoniske stigning er bare 3,7 km lang og har en gennemsnitlig stigningsprocent på beskedne 3,7 og et maksimum på 8%. De første 2,06 km stiger med 4,3% i gennemsnit og efterfølges af det sværeste stykke på 5,6%. Som på Cipressa bliver det nemmere nær toppen, idet de sidste 700 m stiger med bare 2,0%. Det er her de sidste angreb fra de eksplosive puncheurs skal sættes ind, og ofte er det en lille gruppe, der etableres hen over toppen. Sprinterne skal grave dybt for at hænge på, hvis de fortsat vil have en chance for at spurte om sejren.

Toppen af stigningen kommer med bare 5,4 km til mål og efterfølges af en ekstremt teknisk nedkørsel, der inkluderer adskillige hårnålesving. Det er ikke her, et felt kan organisere en jagt, og teknisk stærke nedkørere i et udbrud har gode chancer for at vinde tid.

Rytterne er tilbage på kystvejen, når der resterer 2,3 km, og herefter er vejen helt flad. Vejene gennem byen er samtidig lange og lige og således perfekte for en organiseret jagt. 850 m fra stregen er der et venstresving i en rundkørsel, mens det sidst sving kommer 750 m fra mål. Denne sidste del er ofte scenen for en fantastisk jagt mellem feltet og en lille frontgruppe, hvor udbryderne både skal holde høj fart og tage sig af det taktiske spil, der ofte har forhindret dem i at køre om sejren og i stedet givet plads til, at en reduceret massespurt har afgjort løbet på en af cykelsportens mest berømte veje, Via Roma.

Løbet byder på i alt 2727 højdemeter, hvilket er ca. 700 flere end på den klassiske rute anvendt mellem 2016 og 2019.

Læs også

Oversigten over en travl cykellørdag

Vejret

Der har været meget snak om, hvilken rolle sommervejret vil spille i de italienske klassikere, og debatten er ikke blevet mindre intens efter hedebølgen under Milano-Sanremo. Lørdag bliver forholdene dog mere behagelige, da der venter endnu en skyfri dag, hvor temperaturen i Sanremo denne gang ”kun” vil nå 30 grader, og den vil endda være aftaget med en grad eller to, når løbet afsluttes først på aftenen. På Po-sletten vil det være varmere, og her vil temperaturen toppe på noget mere svedige 34 grader.

Vindretningen på stigningerne er yderst afgørende i Milano-Sanremo, og om sommeren kommer den oftest ude fra vandet, hvilket giver medvind på stigningerne. Fra start vil der bare være en svag vind fra syd, men når man i finalen når kysten, vil den være tiltaget en anelse. Den vil stadig blot være let og nu komme fra sydvest. Samlet set giver det mod- og sidemodvind hele dagen, og man får stort set direkte modvind, når man med 35 km igen rammer kysten. Da vinden er sydvestlig, vil der også være modvind på Cipressa og det efterfølgende stykke, men på Poggio vil der være sidevind, inden man atter får modvind fra toppen og hele vejen til mål.

Favoritterne

Milano-Sanremo er kendt som den rutemæssigt letteste af de store klassikere, men samtidig den sværeste at vinde. Det er ikke uden grund. Hvor der i de hårdeste endagsløb sker en naturlig udskilning, der kun efterlader de stærkeste til at slås om sejren, kan stigningerne i Milano-Sanremo overleves af et stort antal ryttere. Det betyder, at listen over potentielle vindere er relativt lang, specielt fordi en spurt efter 300 km er helt anderledes end en traditionel massespurt i Tour de France. Derfor sker der tit store overraskelser, når en større gruppe ender med at skulle afgøre løbet, hvilket bl.a. afspejles i podiet fra 2016, hvor både Ben Swift og Jurgen Roelandts figurerede, selvom ingen af disse vanligvis har meget at skulle have sagt mod de hurtigste folk i en klassisk sprint. Når man dertil lægger, at de sidste stigninger kommer så tæt på mål, at verdens bedste klassikerryttere, der alle må formodes nu at være i topform, samtidig reelt har en chance for at gøre en forskel i finalen, er det klart, at listen over vinderkandidater bliver nærmest alenlang.

Det er denne uforudsigelighed, der har fået mange til at beskrive Milano-Sanremo som et lotteri, og der er bestemt megen sandhed i, at held spiller en kolossal rolle i den italienske klassiker. Således var der næppe mange, der havde forudset sejrene til Gerald Ciolek og Simon Gerrans, og selvom både Matthew Goss og Arnaud Demare var på de flestes liste over mulige vindere, var det de færreste, der havde dem blandt deres fem topkandidater. Mest chokerende var naturligvis Vincenzo Nibalis sejr i 2018, for den italienske grand tour-stjerne var så formsvag, at han alene satte sit angreb ind for at trætte Sonny Colbrellis rivaler inden spurten. Alligevel lykkedes det ham at udnytte en mangel på organiseret jagt til at tage karrierens mest uventede triumf.

Læs også

Evenepoel sendte klar indikation til Lefevere: Næste år bliver det anderledes

Det er altid et stort spørgsmål, om løbet skal afgøres i en spurt, eller om en gruppe kan holde hjem, og den uforudsigelighed bliver mangedoblet af de helt særlige omstændigheder ved årets løb. Med Pompeiana og Le Manie ude har løbet nu i fire år haft det helt klassiske format helt uden overraskelser. I år kunne vi så have ventet os, at sommervejret kunne have spillet ind på det velkendte plot, men de ovenfor omtalte sure borgmestre fik nu kastet det hele op i luften med arrangørernes behov for at nytænke ruten så voldsomt, at kun de sidste 35,6 km er, som i det ”rigtige” Milano-Sanremo.

Der kan ikke være tvivl om, at den nye rute er hårdere. Alene det forhold, at antallet af højdemeter øges fra ca. 2000 til 2700 er sigende, og samtidig kommer klatringen nu koncentreret alt sammen i den sidste fase. Kombinerer man det med det de svedige temperaturer, bør det blive et vanskeligere løb, end vi plejer at se.

Forløbet vil dog næppe ændre sig væsentligt. Milano-Sanremos længde gør, at dagens vigtigste opgave er at spare energi til finalen. Sådan vil det også være denne gang, og de to stigninger, der skal passeres inden kysten, vil ikke kunne bruges offensivt. De vil alene blive brugt til at trætte feltet og jagte det tidligere udbrud, der i dette maraton ofte får mere end 10 minutter. Deres nærhed til mål gør det imidlertid helt oplagt for de hold, der vil undgå en spurt, at lægge pres på, som de plejer at gøre på Turchino, og det er klart, at det pres vil have en større effekt nu, hvor det lægges lige inden selve finalen. Til gengæld kan sprinterne glæde sig over, at det venter en hel dag med modvind, og det vil give et langsommere og lettere løb. Finalen vil som altid blive indledt på Cipressa og kulminere på Poggio, og herfra kan vi vente os præcis den afslutning, vi kender. Den eneste forskel er, at de indledende udfordringer med en vis sandsynlighed vil gøre udskilningen større og chancen for at undgå en spurt det samme.

Vindretningen på stigningerne er også en nøglekomponent. Caleb Ewan har været temmelig urolig ved udsigten til den generelle søndenvind, man ser om foråret, for det giver gunstig vind på stigningerne og således højere tempo med vanskeligere vilkår for sprinterne. Han kan imidlertid glæde sig over, at vinden i skrivende stund ventes at dreje mod sydvest og endda vest senere på aftenen. Jo mere vestlig, jo bedre for sprinterne. Uanset hvad bør der være modvind på Cipressa og på stykket frem til Poggio, hvor der umiddelbart vil være sidevind, men det kan sagtens blive en sidemedvind. Den efterfølgende modvind på stykket ned mod Sanremo er dog til fordel for sprinterne.

Som altid er der meget forskelligartede interesser i løbet. Hvor hold som UAE, FDJ, Bahrain, Arkea, Cofidis og NTT vil alle spurte, og de vil gerne have et let løb. Andre hold som Deceuninck og Lotto har muligheder i begge scenarier, og det bliver meget interessant, om førstnævnte ligesom sidste år vælger at gøre løbet hårdt på vegne af Julian Alaphilippe, eller om de vælger en defensiv strategi med fokus på Sam Bennett. Lotto derimod vil helt sikkert lade Philippe Gilbert gøre sit i finalen, men det er næppe dem, der lægger pres på. Og så er der hold som Alpecin, Jumbo, CCC, Astana, Ineos, EF og Trek, for hvem løbet ikke kan give hårdt nok, og det samme gælder for så vidt også for Bora og Sunweb, selvom både Peter Sagan og Michael Matthews også kan deltage i en større spurt.

De første ca. 200 km vil forløbe på vanlig maner. Et tidligt udbrud vil blive etableret, og de vil få et meget stort forspring, inden jagten langsomt sættes i gang. I år vil ansvaret formentlig blive lagt på skuldrene af Bora, Deceuninck, Alpecin, Jumbo, Lotto og UAE, men FDJ kan tænkes at give en hånd med. Langsomt vil udbruddet blive trukket ind, og denne gang vi vente os, at der bliver lagt pres på, når vi rammer de to nye stigninger. Heldigvis er nedkørslen ned mod kysten slet ikke halsbrækkende, men vi kan stadig vente os den klassiske gigantiske positionskamp, når der skal spurtes frem mod Cipressa.

I de senere år er der blevet kørt meget defensivt på Cipressa, og det er først heno ver toppen, at der er blevet angrebet. I stedet er der blevet sat højt tempo, og det er tænkeligt igen i år, hvor de hold, der skal undgå en spurt, formentlig vil sætte et dræbende tempo, inden der måske vil komme angreb før tæt på toppen, hvor alle vil være fremme på den meget svære nedkørsel. Det giver ofte anledning til, at der etableres en frontgruppe på det flade, men de senere år har vist, at det altid er et næsten samlet felt, der når bunden af Poggio. Det vil med stor sandsynlighed også være tilfældet denne gang, især fordi vinden vil stå direkte ind i ansigtet på kystvejen.

Cykelnostalgikere vil huske, hvordan der i gamle dage altid blev angrebet voldsomt på Poggio, men i de senere år har det ikke været tilfældet. Faktisk var nogle år, hvor der blev kørt enormt passivt, og mange af klassikerspecialisterne sågar slet ikke forsøgte sig. Det ændrede sig heldigvis i 2017 og 2019, hvor vi fik etableret nogle skræmmende frontgrupper, der bestod af cremen af cremen af puncheurs og klassikerspecialister. Med udsigt til side- eller sidemedvind på bakken og et hav af superpuncheurs virker det givet, at vi får et scenarium i stil med sidste år, ikke mindst fordi ruten i år er hårdere. Det helt store spørgsmål er så, om de kan holde hjem i modvinden til sidst.

Det afhænger af flere forhold. Først og fremmest bestemmes det af graden af samarbejde i front. Holdes skruen i vandet, er en sådan gruppe over så kort en afstand næsten umulig at hente, men det er til gengæld også meget sjældent, at en række verdensstjerner kan leve i harmoni. Dernæst bestemmes det af antallet af hjælperyttere i feltet. Her betyder den generelt hårdere rute samt ikke mindst de mindre seksmandshold, der bestemt ikke er blevet modtaget pænt udenfor Italien, at det kan være vanskelige at mobilisere kræfterne til en jagt.

Spurten i Sanremo er også noget helt særligt og kan slet ikke sammenlignes med en klassisk massespurt. Én ting er at overleve Cipressa og Poggio - det kan være rigeligt vanskeligt i sig selv - noget andet er at være frisk til at spurte efter en distance på næsten 300 km, som ikke findes i noget andet løb på kalenderen. Det er ikke en tilfældighed, at Alexander Kristoff, der er kendt for sine evner som afslutter efter opslidende dage, har været i top 4 i fire ud af de seneste seks udgaver og i top 8 hvert eneste år siden 2013, bortset fra sidste år, hvor han alligevel vandt feltets spurt. På samme måde er det ikke mærkeligt, at John Degenkolb og Arnaud Demare har slået normalt hurtigere folk. På den relativt lange og ukomplicerede Via Roma handler det oftest om, hvem der har noget tilbage i stængerne efter syv timer i sadlen og langt mindre om eksplosion og topfart.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour de Romandie

Når et løb er det letteste at gennemføre, men det sværeste at vinde, har det meget sjældent en soleklar favorit, og det er bestemt heller ikke tilfældet i år, hvor det er om muligt endnu mere åbent end tidligere. Denne gang tvivler jeg dog på sprinterne. Kombinationen af varme, en hårdere rute, mindre hold, gunstig vind på Poggio og relativt mange hold med interesse i at undgå spurten, betyder, at jeg tror mere på et scenarium a la sidste år, hvor cremen af cremen kører væk. Naturligvis kan dårligt samarbejde og modvind til slut forpurre det og alligevel give en spurt, men jeg tror mest på en lille gruppe. Herfra skal der oftest spurtes, som vi så med sejrene til eksempelvis Alaphillipe i 19, Kwiatkowski 17, Ciolek i 13, Gerrans i 12 og Goss i 11, men det taktiske spil nede i Sanremo gør det ikke umuligt for en snu rytter at snige sig væk.

Konklusionen er, at jeg peger på Wout van Aert. Hovedet på sømmet blev slået efter onsdagens Milano-Torino, hvor belgieren bekræftede, at han nu er blevet så hurtig, at han næsten kan vinde helt lette massespurter også. I forvejen bekræftede han i Strade Bianche det uhyre positive indtryk, han efterlod i Omloop Het Nieuwsblad, og han har nu én gang for alle understreget, at han er en af verdens allerbedste klassikerryttere. Løbet her passer ham heller ikke dårligt, da han allerede i første forsøg i 2019 kørte med i den elitegruppe, der afgjorde det hele. I den nuværende form virker det helt utænkeligt, at han ikke kan følge med på Poggio, og ender det igen med, at en lille gruppe skal afgøre det hele, vil han utvivlsomt være en af de hurtigste.

For et år siden manglede han imidlertid tiltro til egen hurtighed. Dengang valgte han i stedet at angribe inden spurten, men han har siden fortalt, at Dauphiné overbeviste ham om, at han ikke længere behøver at frygte hurtige folk. Det bekræftede Milano-Torino nok engang, og hans chancer er kun endnu større efter et længere og hårdere løb, præcis som da han slog alle sprinterne i den stigende spurt i Albi under sidste års Tour. Faktisk kan han efter 300 km også begå sig i en rigtig massespurt, og dermed har han alle kort til at lave ”the double” og vinde begge de to første italienske klassikere. Derfor er han min favorit.

Han skal dog som altid frygte sin ærkerival. Mathieu van der Poel havde en rigtig møgdag i Strade Bianche, hvor en punktering umiddelbart inden Monte Saint Marie betød, at han var helt i rødt felt, da udskilningen skete. Han var dog ganske fortrøstningsfuld i forhold til formen, der angiveligt føltes god nok til at have kørt finale, og i et løb uden samme risiko for punkteringer og uheld kan han nu med rimelighed forvente, at han også får lov at vise det.

Løbet passer da også fremragende til Van der Poel. Medmindre han sidder helt håbløst i bunden af Poggio - og det kan måske blive en udfordring at få et svagt Alpecin-hold til at køre sig frem - virker det helt usandsynligt, at han med sit eminente punch ikke kan køre med de bedste. Herefter vil han være lynhurtig i en spurt, særligt efter et knaldhårdt og langt løb som dette. Nok kan han ikke vinde massespurter mod de bedste efter lette løb, men han kører altid med i front i de spurtafgørelser, han kører. Og så sent som på sidste etape i Tour of Britain viste han, at han sagtens kan vinde reducerede massespurter også, når blot det har været tilstrækkeligt hårdt.

Det betyder også, at Van der Poel har flere muligheder. Skulle han blive hentet, kan han - hvis han ikke har brændt alt krudtet af - også tage kampen op mod sprinterne, og efter 300 km kan han slå dem. En fyr som Fabian Cancellara har eksempelvis spurtet sig til en 2. plads i en Sanremo-spurt, og derfor kan den hurtigere Van der Poel også vinde. Varmen har han efter eget udsagn ingen problemer med, og de største trusler er særligt hans tendens til mærkelig offdays, hans svage hold til positionskampen og måske hans manglende tålmodighed i et løb, hvor netop tålmodighed er nøglen til sejr. Håndterer han det, er første monumentsejr inden for rækkevidde.

Min hovedpine har været Peter Sagan. Slovakkens præstation i Strade Bianche bekræftede desværre hans generelle deroute, men det betyder ikke, at han ikke kan vinde dette løb. Milano-Sanremo er nemlig et helt andet løb, og sidste år var en meget formsvag Sagan, der netop havde været syg, alligevel i stand til at køre med de bedste på Poggio. Her kommer han langt alene på sit punch, og i den vigtige positionskamp i bunden er han bedre end alle andre. Spurtstyrke har han også stadig, da han trods sine vanskeligheder stabilt har været med fremme i massespurterne, og hans spurt i Milano-Torino var også ganske pæn i lyset af, at han åbnede ganske tidligt.

Der er imidlertid en grund til, at Sagan endnu ikke har vundet løbet. Tre gange har han skullet afgøre løbet i en gruppe, hvor han på papiret har været hurtigste mand, og tre gange har han fejlet. Vi ved fra brostensløbene, at Sagan ofte taber hurtighed efter lange og hårde løb, og formentlig er det også det, der spiller ham et puds her. Af samme grund tror jeg heller ikke, at han vinder en decideret massespurt, men kører de bedste væk, vil Sagan med stor sandsynlighed være den på papiret eneste rigtige sprinter. Og det gør ham naturligvis også til en vinderkandidat.

En rytter, der forhåbentlig har fået mere selvtillid, er Matteo Trentin. Sidste år begik han nemlig samme fejl som Van Aert ved ikke at stole på sin spurt, og derfor brændte han krudtet af med et for tidligt angreb, præcis som han gjorde det i Kuurne for år tilbage. Han er imidlertid blevet så god, at han nu skal stole på sig selv, ikke mindst efter at han var meget tæt på at blive verdensmester. Han har én gang vist, at han kan overleve Poggio, og med den fornemme form, han viste i Burgos, vil han formentlig kunne gøre det igen. I hvert fald var han en af kun to sprintere, der gik i top 10 på 1. etape, der viste sig for hård til ellers meget holdbare folk som Jasper Stuyven. Samtidig har han den store fordel, at han modsat snart sagt alle andre meget vel kan have en holdkammerat hos sig i en gentagelse af sidste års finale. Kan han få Greg van Avermaet til at tæmme det lidt store ego, har han i hvert fald den eminente lead-out man, og så er der ingen af de øvrige puncheurtyper, han ikke kan slå i en spurt. I en massespurt mangler han til gengæld nok hurtigheden, men i en gentagelse af 2019 bør han være en af de tunge favoritter.

Læs også

LIVE: Lund gør det igen!

Sidste år sejrede Julian Alaphilippe, og det var faktisk lidt af en bedrift. Nok er franskmanden hurtig, men i flade spurter er han normalt ikke den hurtigste blandt de mange stærke afsluttere, der skulle afgøre løbet. Det fortæller imidlertid historien om, at Alaphilippe er spurtstærk også på flad vej, når løbet har været langt og hårdt, men man kan stadig frygte, at en gentagelse er svær, når man kaster en formstærk og nu hurtigere Van Aert og Van der Poel ind i ligningen. Formmæssigt er han næppe heller på samme niveau som sidste år, da han bevidst stræber efter at gemme lidt til VM og klassikerne, og i hans ekstremt uheldige Strade Bianche, hvor han punkterede seks (!!!) gange blev vi ikke meget klogere. Faktisk må det måske endda læses som et positivt tegn, at han overhovedet gennemførte. Meget taler imidlertid for, at sidste års spurtsejr i vidt omfang skyldtes den friskhed, hans forrygende form gav ham, og spørgsmålet er, om det samme vil gøre sig gældende denne gang. Alaphilippe skal nok køre finale, men kan han også slå på papiret hurtigere folk?

Ender det i en spurt, har jeg størst tiltro til Caleb Ewan. Den lille australier overraskede sig selv stort i sin debut i 2017, hvor han endte i top 10, og allerede året efter var han uhyre tæt på, da han vandt spurten vag overraskelsen Nibali. Mens han lagde ud som ren sprinter, er Ewans speciale nu at spurte efter lange og hårde løb, som vi blandt andet så det med hans to etapesejre i Giroen, og det er således ingen tilfældighed, at han var hurtigst på Via Roma for to år siden. Han har ganske vist kun kørt ét løb, hvor han manglede lidt fart, men Milano-Torino var også et meget let sprinterløb. Det her er noget andet, og Ewan har altid været fremragende til at træne sig i form, ligesom den indfødte australier håndterer varmen bedre end de fleste. Selv taler han om gode ben, og med den positionering, han efterhånden mestrer som de færreste, er det nærliggende at tro, at han vil være som en fisk i vandet i en spurt i et lille felt uden deciderede tog. Og han burde endda være i stand til at få Jasper de Buyst med over, hvilket i givet fald blot vil øge hans chancer.

Sidste år ville jeg have peget på Sam Bennett som favoritten til en massespurt. Dengang var ireren nemlig helt ustoppelig og imponerede samtidig med en vanvittig holdbarhed, ikke mindst i Vueltaen. I år har det imidlertid knebet gevaldigt, men hans angreb/spurt på 4. etape i Burgos vidnede om, at han efter sin vanligt dårlige start er ved at være der. Det gik galt i Milano-Torino, men det handlede alene om positioneringen, og det er måske den, der er hans største udfordring. Det var ellers hans styrke i det uhyre stabile 2019, men den har haltet betydeligt i år. Måske er det en fordel for ham, hvis han atter er uden tog og vender tilbage til Bora-strategien med at finde det rette hjul - en kunst, han mestrer som få - og det kunne være en sandsynlig strategi i et reduceret felt. Ellers vil han have folk som Zdenek Stybar og Alaphilippe til at køre lead-out, og det er der ikke mange, der kan matche efter et hårdt løb. Bennett har ikke været overbevisende hidtil, men Burgos gav så meget håb, at han må regnes som en af de helt tunge favoritter til en spurtafgørelse.

Hvordan har Michael Matthews det? Enten er han blevet deprimeret over Sunwebs chokbeslutning om ikke at udtage ham til Touren, eller også har han brugt det som stor motivation til at vise sit værd? For et par uger siden hævdede han, at han var i form, og et topresultat her kunne være det perfekt signal at sende til holdledelsen. Han har altid været en mester i at træne sig i form og har det godt i varmen, men desværre kunne noget tyde på, at han måske ikke har samme niveau som tidligere. Trods sejren i Quebec var han nemlig skuffende gennem hele 2019, særligt i efteråret, hvor han ikke var en faktor i Montreal eller et VM, der passede ham. I år kom han heldigvis fornuftigt fra land i Paris-Nice, men han har stadig meget at bevise. I formsvag udgave efter et styrt i Paris-Nice var han meget tæt på at sidde med de bedste på Poggio sidste år, og i år kommer han skadesfri til løbet, hvorfor det bør være muligt igen. Han er ikke hurtig nok til en massespurt, men i en lille gruppe er han i hvert fald ikke uden chance, slet ikke hvis han har Tiesj Benoot eller måske Søren Kragh hos sig.

UAE er i den yderst delikate situation, at de skal vælge mellem Fernando Gaviria og Alexander Kristoff, hvis det ender i en spurt. Ingen er i tvivl om, at Gaviria er hurtigst, men efter 300 km kan det være anderledes. Kristoff har nemlig i 2019 genvundet sin status som kongen af spurter efter lange løb, hvilket han blandt andet viste i dette løb, hvor han vandt feltets spurt, foran blandt andre Gaviria, men også med podiepladsen i Flandern Rundt, ved EM og VM, hvor han alle steder var hurtigst i kampen om de sekundære placeringer, samt med sejren i Gent-Wevelgem. Er Gaviria frisk, vil han formentlig skulle køre lead-out, men vi så i Wevelgem, at Gaviria var ærlig nok til at melde om dårlige ben, hvorefter Kristoff var ekstremt overlegen med sin gigantiske powerspurt. Med Gaviria som mulig lead-out man står han endda endnu bedre. Varmen er næppe til hans fordel, men det er til gengæld den hårdere rute, der slider mere på de fleste andre. Få kan æde sig selv som den sejlivede nordmand, der bestemt ikke er uden chance for at vinde igen.

Naturligvis kan Fernando Gaviria også vinde. Colombianeren var uhyre tæt på i første forsøg, indtil det ærgerlige styrt sendte ham til tælling, men siden dengang har han enten meldt afbud eller er fejlet. Sidste år spurtede både han og Kristoff i feltet, og her blev han slået af holdkammeraten. Det er også min bekymring, for vi har nu mange gange set, at Gaviria taber meget hurtighed, når løbet har været langt og hårdt. Samtidig er han slet ikke så holdbar som tidligere, og dermed er den hårdere rute ikke til hans fordel. Til gengæld så vi også senest i Burgos og tidligere i sæsonstarten, at han fartmæssigt er fuldt tilbage, og kører han spurten har han i Kristoff den allerbedste lead-out man. Den kunst mestrer nordmanden nemlig som ingen anden, hvilket han viste i Emiraterne sidste år, og derfor har Gaviria helt automatisk en gigantisk fordel, hvis han er frisk og klar til at spurte til sidst.

Greg van Avermaet har altid haft et kompleks i forhold til dette løb. To gange er en gruppe, hvor han burde have været, kørt væk og har afgjort løbet, men hver gang har et svært hold tabt positionskampen frem mod Poggio, hvorefter den belgiske stjerne ikke har kunnet reagere på angrebene. I år håber han på revanche, og denne gang kan han glæde sig over et meget stærkere hold. Samtidig er CCC måske det hold, der har den største chance for at sidde med to mand, hvis en lille gruppe kører væk. Her er det naturligvis Trentin, der på papiret er hurtigst, men det kan måske åbne muligheder for Van Avermaet til at snige sig væk i en ukontrollerbar finale. I hvert fald viste han fin form i et Strade Bianche, der er for kuperet til at passe ham ideelt, og Gran Trittico Lombardo. I sidstnævnte bekræftede han også, at han er en stærk afslutter efter hårde løb, som han gang på gang har vist det i klassikerne, og skulle han derfor alligevel få brug for også at spurte, kan han sagtens ende som stærkeste mand. Sanremo er ikke et løb, der passer Van Avermaet ideelt, men det er ikke et løb, han ikke kan vinde.

Det har Michal Kwiatkowski allerede godt. Polakken har med sine to første løb i Italien vist, at der for første gang siden netop dette løb i marts 2019 er hul igennem til benene. Strade Bianche viste, at han stadig ikke er sig selv, men i et Gran Trittico Lombardo, hvor han længe lignede hjælperytter, havde han alligevel overskud til at spurte sig til en 4. plads i en elitegruppe. Det vidner om gode ben, og Kwiatkowski har to gange vist, at han kan køre med de bedste på Poggio og spurte sig på podiet. På papiret er der hurtigere folk end ham, men det var også tilfældet, da han slog Sagan og Alaphilippe i 2017, og det vidner om, at Kwiatkowski er en farlig mand, i fald løbet atter skal afgøres af de eksplosive klassikertyper.

Arnaud Demare er en anden tidligere vinder af løbet, og han kommer til løbet sprængfyldt med selvtillid efter sejren i Milano-Torino. Formen kunne vi allerede se i Burgos, hvor han særligt imponerede på bakken på 4. etape efter at være blevet holdt op i bunden. Demare har i Hamburg, Sanremo og Wevelgem mange gange vist, at han er en sublim afslutter efter hårde løb, men han har altid haft positioneringen som sit problem. I dette løb vil han formentlig ikke får sit tog med hjem, og han vil sandsynligvis skulle klare sig med en formstærk Stefan Küng. Er det nok til at komme i position? Det har jeg min tvivl om, men sidder han rigtigt, har han én gang vist, at han kan vinde en spurt på Via Roma.

Læs også

Favorit begik dyr fejl: Det er en skam

Det har Giacomo Nizzolo endnu ikke. Italieneren har nemlig været svært uheldig med først at stå i skyggen af Fabian Cancellara og siden været ramt af skader. Nu får han endelig chancen på et hold, der er 100% dedikeret til ham, og NTT vil være et af de hold, der vil arbejde målrettet for en spurt. Nizzolo har nemlig endelig fundet 2016-niveauet igen efter de mange skader, og han bekræftede senest, at han er kommet godt ud af pausen med det, der kunne være blevet en sejr i Getxo, hvis de havde kørt Damiano Caruso ind. Nizzolo er således en af de sprintere, der med sikkerhed klarer Poggio, men i en flad spurt er der folk, der er hurtigere end ham, og han er stadig ret uprøvet som sprinter efter så lange løb. I teorien passer det ham dog, som vi så med sejren Down Under og den flotte spurt i Kuurne, og da NTT formentlig vil få alle andre end Max Walscheid med hjem, har han en støtte, de færreste kan matche.

Sidste år blev Oliver Naesen nr. 2 i løbet, men jeg er lidt bekymret for, om han kan gentage det. Det var ikke en overraskelse, at han ikke kunne være med i Strade Bianche, der er en anelse for kuperet, men vi ved også, at han som regel skal bruge nogle løb på at finde benene. Kan Naesen håndtere både varme og lang pause godt nok til at sidde med de bedste på Poggio nok engang? Er han i form, er det ikke et problem, og han er efterhånden en sublim afslutter efter hårde løb. Det så vi sidste år med 2. pladsen her og 3. pladsen i Wevelgem, hvor han slog flere sprintere. Nu skal han bare vise, at formen er lige så god som sidste år.

Bahrain har et meget spændende hold. På papiret er Sonny Colbrelli kaptajn, men jeg tror faktisk mere på Ivan Garcia Cortina. Modsat Colbrelli har spanieren nemlig klatreevner, der gør det realistisk at tro, at han måske kan køre med de bedste på Poggio. Han har udviklet sig med stormskridt siden det fabelagtige ridt i BinckBank Tour og den chokerende 3. plads i det stjernebesatte GP Montreal, og hans hjælpeindsats og efterfølgende puncheurspurtsejr i Paris-Nice var beundringsværdig. Han skuffede i Strade Bianche, men det kan sagtens have været et resultat af pause, uheld og varme. I en spurt vil de formentlig køre for Colbrelli, der nok er en anelse hurtigere, men sidder Garcia Cortina med i en lille gruppe på Poggio, er der ingen grund til, at han ikke kan vinde. Montreal viser, at han kan afslutte efter et hårdt løb.

Alternativet er naturligvis Sonny Colbrelli. Desværre er italieneren faldet af på den, og han har ikke samme holdbarhed, som da han blev nr. 3 i Amstel Gold Race. Til gengæld var optakten lovende, for Colbrelli kørte to imponerende spurter i Frankrig i weekenden. Til gengæld fik han sig en dukkert på 4. etape, der på papiret var for svær, men hvor han burde have været tættere på. Colbrelli kan ikke angribe på Poggio, men skal søge sin chance i en spurt. Her er der på papiret folk, der er hurtigere, men i både Paris-Nice og Tour de Suisse har han slået hurtigere folk efter en hård dag. Positioneringen er altid et problem, men med Garcia Cortina og Matej Mohoric som lead-out men kan det problem forhåbentlig løses.

Alberto Bettiol fik i Strade Bianche bekræftes, at han skal regnes som en af verdens absolut stærkeste klassikerryttere. Det var han egentlig allerede sidste år, men her begik han den fejl at angribe først, og da han fik Alaphilippe i nakken, var der udsolgt. Nu ser han måske ud til at være en tand skarpere og i hvert fald mere erfaren, og sidder han rigtigt, er han ikke en mand, man kommer af med. Hurtig er han også, men i en flad spurt er der trods alt temmelig mange, der er hurtigere end ham, som vi så, da han blev den lille i E3 Harelbeke sidste år. I en spurt efter 300 km kan alt dog ske, og så har Bettiol det våben, at han måske kan snige sig væk til sidst, særligt hvis EF også har Simon Clarke eller Michael Woods med til sidst.

Min store joker er Alex Aranburu. Allerede inden sæsonen pegede jeg på hans skifte til Astana som en af sæsonens 10 mest spændende transfers, og han har levet op til tilliden. Han var skræmmende i Burgos, hvor han trods en håbløs position blev nr. 4 på den knaldhårde 1. etape, og han bekræftede indtrykket i Gran Trittico Lombardo, hvor han også bekræftede, at han er hurtigere end folk som Van Avermaet og Kwiatkowski i en flad spurt. Spørgsmålet er, om han efter næsten 300 km er god nok til at gå med de bedste på Poggio, ligesom det kan blive en gigantisk udfordring at sidde rigtigt, når de rammer bakken. Lykkes den opgave med hjælp fra Gorka Izagirre og Alexey Lutsenko, kan Aranburu til gengæld godt ende med at rende med det hele.

Hele verdens øjne hviler på Philippe Gilbert. Den belgiske veteran kan fuldende sin Strive4Five-kampagne ved at vinde det sidste monument, men der er en grund til, at han ikke har vundet det endnu - heller ikke i vanvidsåret 2011. Løbet passer ham nemlig ikke suverænt, og det er kun blevet værre med alderen. I gamle dage var han uhyre eksplosiv, men nu om dage er han mere en dieselmotor. Trods punkteringer virkede han bestemt ikke overbevisende i Strade Bianche, og det var heller ikke uventet, da dieselmotoren som regel skal bruge 47 løb for at komme i gang. Vi ved, at han har trænet som besat frem til denne løb, men er det nok til at gå med de allerbedste på Poggio? Jeg har min tvivl, men til gengæld er han stadig hurtig nok til i hvert fald at have en chance i en spurt, hvis det skulle lykkes.

Alexey Lutsenko har været en af de store skuffelser hidtil. Kasakken var skræmmende i sæsonstarten, men i Strade Bianche var han ude af stand til at gå med de bedste på Monte Saint Marie, og selvom et styrt kan undskylde ham lidt, var han manden, vi allerede manglede i finalen af Gran Trittico Lombardo. Noget tyder på, at Lutsenko for en gangs skyld ikke er kommet flyvende ned fra højderne, men i lyset af de specielle omstændigheder i de to første løb skal han ikke afskrives. I form og i position kører han med de bedste på Poggio, men ligesom Bettiol har han den udfordring, at han nok er hurtig, men at andre er hurtigere. Hans chance kan derfor være at snige sig væk til sidst, men det er Lutsenko også manden, der mestrer, som han viste på sidste etape i Provence og ikke mindst med den vilde sejr i Memorial Marco Pantani sidste år.

Sidste år blev løbet her en bekræftelse for Simon Clarke på, at han kan sidde med de bedste i finalen af klassikerne, og det førte siden til en 2. plads i Amstel Gold Race. Desværre var han også den lille til slut, og han havde ikke meget at skyde med i spurten, selvom han på papiret er en hurtig herre. Desværre var Clarke heller ikke overbevisende på gruset i lørdags, men han hjalp heller ikke sig selv ved at angribe tidligt. Jeg tvivler på, at benene denne gang rækker til at gå med de bedste på Poggio, men muligheden eksisterer. Jeg tvivler også på, at hurtigheden rækker i en spurt, men sidder EF med ham, Woods og Bettiol er der måske muligheder.

Læs også

Optakt: 7. etape af Presidential Tour of Türkiye

Det er med lidt modvilje, at jeg nævner Tiesj Benoot. Løbet passer ham nemlig overhovedet ikke, da han hverken er så eksplosiv eller spurtstærk som tidligere. Samtidig fik han ikke bekræftet sin form i et uheldsramt Strade Bianche, og han hader tillige varmen. Når han alligevel skal nævnes, skyldes det et meget overbevisende indtryk i sæsonstarten, som indikerede, at skiftet til Sunweb har givet ham flere procent. Har han samme niveau nu, har han i hvert fald en chance for at køre med på Poggio. Han vinder ikke en spurt, men et sent angreb er en mulighed, særligt hvis han har Matthews eller måske Søren Kragh med også.

Lad os så slutte med at kippe med Dannebrog. Dette er ikke et løb, der passer ideelt til hverken Kasper Asgreen eller Søren Kragh, men muligheder har de. Begge har nemlig i foråret bekræftet deres uhyggeligt store potentiale i de hårde endagsløb, og selvom jeg anser det som svært, vil jeg ikke udelukke, at de kan køre med de allerbedste på Poggio. Asgreen har formentlig den største chance, men hvis Alaphilippe er kørende, vil han formentlig ende som slagtekvæg, når der igen skal sættes fart på Poggio. Ender han i en gruppe til slut, er han imidlertid livsfarlig, hvis alle kigger på Alaphilippe, for danskeren har både i Kuurne og Flandern Rundt vist, at han ikke skal have mange meter. Modsat Asgreen har Kragh en stensikker beskyttet rolle, men selvom han er hurtig, er det svært at se ham køre finale uden Matthews. Til gengæld kan Sunweb potentielt sidde med tre mand, og så skal tempostærke Kragh heller ikke have mange meter.

BEMÆRK: Løbet er grundet ødelagte veje i sidste øjeblik forlænget fra 299 til 305 km. Ændringen ventes dog ikke at spille anden rolle, end at man krydser en magisk grænse.

***** Wout van Aert

**** Mathieu van der Poel, Peter Sagan

*** Matteo Trentin, Julian Alaphilippe, Caleb Ewan, Sam Bennett, Michael Matthews

** Alexander Kristoff, Greg van Avermaet, Michal Kwiatkowski, Fernando Gaviria, Arnaud Demare, Giacomo Nizzolo, Oliver Naesen, Ivan Garcia Cortina, Sonny Colbrelli, Alberto Bettiol, Alex Aranburu, Philippe Gilbert, Alexey Lutsenko, Simon Clarke, Tiesj Benoot, Søren Kragh, Kasper Asgreen

* Niccolo Bonifazio, Elia Viviani, Nacer Bouhanni, Tadej Pogacar, Zdenek Stybar, Dylan Teuns, Davide Cimolai, Michael Woods, Davide Formolo, Vincenzo Nibali, Magnus Cort, Andrea Vendrame, Andrea Pasqualon, Ben Swift, Alex Edmondson, Kristian Sbaragli, Simone Consonni, Christophe Laporte, Matej Mohoric, Bob Jungels, Gianni Moscon, Stefan Küng, Michael Valgren, Danny van Poppel

Danskerne

Søren Kragh og Kasper Asgreen er omtalt ovenfor. Magnus Cort er EFs sprinter og har i en spurt gode chancer for en top 10, men et absolut topresultat ser svært ud. Han uddybes i holdoversigten nedenfor. Michael Valgren skal formentlig støtte Giacomo Nizzolo på NTT, men kan måske få en chance jf. holdoversigten nedenfor.

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Julian Alaphilippes sejr fra 2019, Vincenzo Nibalis sejr fra 2018, Michal Kwiatkowskis sejr fra 2017, Arnaud Demares sejr fra 2016, John Degenkolbs sejr fra 2015, Alexander Kristoffs sejr fra 2014 og Gerald Cioleks sejr fra 2013.

Holdoversigt

Nedenfor gennemgår vi de ryttere, der foruden de ovennævnte kan spille en rolle.

Deceuninck-Quick Step: Alaphilippe og Bennett er de klare kaptajner, men hvis ikke Alaphilippe beder om pres på Poggio, giver jeg som nævnt også Asgreen en chance. Zdenek Stybar er naturligvis også en kandidat til det samme med den fornuftige form, han viste i Strade Bianche. Bob Jungels kunne være en mand at spille tidligt ud for at gøre det hårdt.

Ag2r-La Mondiale: Naesen er den klare kaptajn, men jeg glæder mig til at se Andrea Vendrame, der viste fin form i Strade Bianche. Løbet passer ham som fod i hose, men det er for tidligt at køre med på Poggio, og i en spurt er han trods alt ikke hurtig nok.

Alpecin-Fenix: Det er alle mand for Van der Poel, men det kan tænkes, at Kristian Sbaragli skal spurte, hvis Van der Poel brænder sig af i et angreb på Poggio. Han er dog ikke hurtig nok til mere end en top 10.

Læs også

Superstjerne reflekterer over forår med flere skuffelser

Androni Giocattoli-Sidermec: Den spændende Nicola Bagioli kørte fremragende i mandags, men han kan næppe køre med på Poggio, og han er trods alt ikke hurtig nok til en spurt. Holdet har Jhonatan Restrepo og Francesco Gavazzi til en spurt, men de kan ikke vinde, og svingende Restrepo synes ikke i form.

Astana Pro Team: Det må handle om Lutsenko og Aranburu. Omar Fraile og Gorka Izagirre kan angribe tidligt og bidrage til at gøre det hårdt.

Bahrain-McLaren: Garcia Cortina og Colbrelli ligner de bedste bud. Matej Mohoric er gået i stå og kan ikke køre med de bedste på Poggio. Det kan Dylan Teuns, men det er svært at se ham gøre det færdigt. Damiano Caruso ligner ren hjælper.

Bardiani-CSF Faizané: To ord: ram udbruddet!

BORA-hansgrohe: Det må være alle mand for Sagan.

CCC Team: Det er alle mand for Van Avermaet og Trentin. Alessandro de Marchi og Fausto Masnada kan bidrage til at gøre det hårdt.

Circus-Wanty Gobert: Danny van Poppel fik lidt oprejsning i Torino, men det vil undre mig, hvis den svingende hollænder sidder med hjem i sin nuværende forfatning, selvom han i gamle dage klatrede fornemt. Andrea Pasqualon skal nok klare den, men er ikke hurtig nok til mere end top 10. Jan Bakelants, Loic Vliegen og Xandro Meurisse kan ikke køre med på Poggio.

Cofidis: Det er drømmeløbet for Elia Viviani, men med den form, han har vist i år, virker det usandsynligt, at han kan vinde en spurt, selvom holdbarheden formentlig er god nok. Har han en offday, kan en formstærk Simone Consonni eller Christophe Laporte spurte, men de kan ikke vinde.

EF Pro Cycling: Bettiol og Clarke er omtalt ovenfor. Magnus Cort kom flyvende fra start med lidt at sin gamle spurtstyrke, men han kan ikke køre med på Poggio, og det er svært at se ham vinde en spurt i dette selskab. Michael Woods har gode chancer for at køre med på Poggio, men det er svært at se ham vinde så fladt et løb, da han trods alt ikke er hurtig nok på stregen.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Da det arabiske tempomirakel fortsatte

Gazprom-Rusvelo: Bedste chance er, at Marco Canola eller Simone Velasco sidder med hjem til en reduceret massespurt, men ingen af dem har imponeret i år.

Groupama-FDJ: Alle mand for Demare. Stefan Küng er brølstærk, men er for tung og for lidt eksplosiv til at køre med på Poggio.

Israel Start-Up Nation: Davide Cimolai har gode chancer for at sidde med hjem, men det er svært at se ham vinde en spurt i dette selskab. Endnu en topplacering er mulig. Rick Zabel virker meget velkørende og kan være en plan B, hvis Cimolai falder fra, men normalt klatrer Cimolai bedst.

Lotto Soudal: Det handler udelukkende om Ewan og Gilbert. Falder Ewan helt sammen, kan Jasper de Buyst eller Tosh van der Sande køre en spurt uden chance for at vinde.

Mitchelton-Scott: En formstærk Alexander Edmondson burde have gode chancer for at overleve og måske gå i top 10 i en spurt. Dion Smith gjorde det fint i mandags og kan med lidt held også spurte sig i top 10. Robert Stannard mangler stadig for meget, og Michael Albasini har ikke længere niveauet.

Movistar Team: Det er trist, men det ligner en dag med udbrud som mål. Davide Villella og Dario Cataldo kan ikke køre med på Poggio, og løbet er for hårdt for Gabriel Cullaigh.

NTT Pro Cycling: Det må være alle mand for Nizzolo. Edvald Boasson Hagen kan være plan B i en spurt ved en offday. En formstærk Michael Valgren kunne være med på Poggio, men han var ikke overbevisende i Strade og har formentlig heller ikke det nødvendige punch. Det har formstærke Michael Gogl heller ikke, og Roman Kreuziger fortsætter sin deroute.

Arkea-Samsic: Det er alle mand for Nacer Bouhanni, der har det som stort mål. Han har før været tæt på at vinde, men jeg tvivler på, at han nu om dage har farten og holdbarheden. Top 10 er dog mulig, selvom den hårdere rute er en ulempe.

Team INEOS: Kwiatkowski er bedste bud. Gianni Moscon er stadig slet ikke sig selv, og en formstærk Dylan van Baarle mangler trods alt det nødvendige punch. Ben Swift har før spurtet sig på podiet, men selvom den hårdere rute er til hans fordel, er det svært at se en gentagelse.

Jumbo-Visma: Det må være alle mand for Van Aert. Er han træt efter et fejlslagent angreb i finalen, kan Amund Grøndahl Jansen eller Timo Roosen med lidt held spurte sig i top 10.

Team Sunweb: Løbet er for hårdt for Cees Bol, der er hjælper. Det handler om Matthews, Benoot og Kragh.

Total Direct Energie: Niccolo Bonifazio er genfødt og har før været i top 5. Han er dog ikke voldsomt holdbar, og jeg tror ikke, at han klarer denne hårdere rute. Det gør Adrien Petit helt sikkert ikke. Anthony Turgis kan køre en spurt som plan B, men virker formsvag.

Trek-Segafredo: De er uden sprinter, så de skal have et hårdt løb. Vincenzo Nibali er i fornuftig form, men han passer slet ikke til løbet, og mirakler sker ikke to gange. Giulio Ciccone virker helt formsvag, og Gianluca Brambilla, der har punch, kan ikke køre med de bedste.

UAE-Team Emirates: Målet må være en spurt med Kristoff eller Gaviria. Tadej Pogacar har gode chancer for at gå med de bedste med sit fine punch, men i en flad spurt får han det svært mod klassikerspecialisterne. Davide Formolo er åbenlyst i form, men jeg tror, at det er for eksplosivt på Poggio, og i en spurt er han chanceløs.

Vini Zabu-KTM: Giovanni Visconti kom ikke godt fra start i mandags. Han bør stadig kunne køre en spurt, men den kan han ikke vinde. Lorenzo Rota kan komme langt, men ikke vinde, og niveauet må være for højt til den ellers holdbare sprinter Umberto Marengo.