Optakt: Mont Ventoux Dénivelé Challenge

Løbets rolle og historie

Bemærk: Gennemgangen af løbets rolle og historie tager udgangspunkt i et sædvanligt cykelår. Grundet corona-krisen er meget imidlertid anderledes i 2020.

Cykelsporten har sine traditioner, der ofte bunder i sportens lange historie, men det er ikke altid, at det er let at finde god forklaring på rutinerne. Nogle forhold relaterer sig til de mange uskrevne regler og love, men også inden for rutdesign er der en række grundregler, man kun sjældent bryder.

Én af disse er, at rigtige bjerge er noget, der hører etapeløb til. Det er således yderst sjældent, at man i endagsløb gør brug af de mest mytiske bjergpas. Egentlig er de store bjerge det, mange ”sommerfans” forbinder med cykelsporten, men reelt er klatring begrænset til en relativt lille del af sæsonen. Bjergene hører først og fremmest til grand tours samt til visse udvalgte ugelange etapeløb, mens endagsløb som regel sørger for at holde sig under 1000 m højde.

Læs også

Endnu en dansk junior-sejr i udlandet

Anderledes forholder det sig for motionister. I de senere år er det blevet mere og mere populært at deltage i det stadig stigende antal motionsløb, der afvikles i Europas mest bjergrige egne. Mest berømt er vel La Marmotte, men i de senere år har Touren også afviklet et større motionsarrangement på (dele af) en af løbets sværeste etaper. Andre løb findes i blandt andet Østrig og Italien, hvor ganske almindelige mennesker får chancen for at prøve sig af på nogle af de stigninger, de ellers kun ser i fjernsynet.

Den trend har en flok innovative franske arrangører besluttet sig for at bygge videre på. Mont Ventoux er en af sportens mest mytiske stigninger, som et hav af cykelmotionister har prøvet kræfter med, og nu får de også chancen for at gøre det under mere organiserede forhold. Sidste år blev der nemlig for første gang afviklet Santini Granfondo Mont Ventoux, hvor mere end 2500 motionister fik chancen for at teste sig selv på Det Skaldede Bjerg i Provence.

I sig selv er et nyt motionsarrangement ikke interessant for de professionelle, men her forholder det sig anderledes. Bagmændene har nemlig besluttet sig for den følgende mandag også at arrangere et stort UCI-løb, Mont Ventoux Dénivelé Challenge. Planerne blev lanceret under stor fanfare i anden halvdel af 2018, hvor man håbede, at man vil kunne overtale en stor del af Dauphiné-stjernerne til at blive i området en ekstra dag og forsøge at prøve kræfter med et bjerg, alle drømmer om at vinde på.

Sådan gik det desværre ikke. Ambitionen om at få flere Tour-stjerner til at køre et knaldhårdt endagsløb dagen efter afslutningen på et af sportens allerhårdeste løb var næppe nogensinde realistisk, og de store hold og ryttere valgte da også løbet fra. Blandt de internationale WorldTour-hold var det således kun EF, der følte sig fristet, og de fik naturligvis selskab af de franske hold, Ag2r og FDJ. Faktisk bestod det beskedne felt bare af 12 mandskaber, herunder to udenlandske prokontinenal- og to udenlandske kontinentalhold, i et løb, der i første omgang primært var en fransk affære.

Heldigvis havde Romain Bardet valgt at drage til Provence direkte fra afslutningen på Dauphiné, og alene hans tilstedeværelse sørgede for at kaste stjernestøv over arrangementet. Da Mont Ventoux i sig selv altid er spektakulær, og der var sikret international tv-dækning, fik den første udgave således en vis interesse, og det kan måske lægge grunden til noget større i fremtiden. 2019 markerede i hvert fald begyndelsen på noget relativt nyt, nemlig et rigtigt bjergløb afviklet over bare én dag. Tiden må vise, om det kan vokse sig så stort, som rutens karakter berettiger til.

I 2020 er der i hvert fald tale om en klar forbedring, men det skyldes som udgangspunkt de ekstraordinære omstændigheder i corona-sæsonen. Løbet er nemlig blevet flyttet til begyndelsen af august, hvor løbene tiltrækker verdensstjerner som fluepapir, ganske enkelt fordi de store navne desperat jagter løbskilometer i Touren. Og da hele corona-situationen tvinger holdene til at forsøge at minimere rejseaktiviteten, er det særligt de franske løb, der er brugbare.

Det nyder Ventoux-løbet godt af. Desværre lider de under, at Tour de l’Ain starter 24 timer senere, og da rytterne som sagt jagter løbskilometer, er et tre dage langt løb tydeligvis at foretrække. Derfor kan arrangørerne ikke mønstre helt samme klassefelt som deres østlige naboer, men deltagelsen af fem WorldTour-hold, Ag2r, FDJ, Cofidis, Astana og UAE, markerer stadig en markant opgradering i forhold til sidste års løb. Dertil kommer, at Bardet denne gang får selskab af blandt andre Miguel Angel Lopez og Guillaume Martin, der ligeledes har udsigt til en rolle som Tour-kaptajner, og det er derfor på alle måder et mere konkurrencedygtigt felt end sidste år.

Netop sidste år forventede alle, at Romain Bardet skulle vinde, men i et år, hvor det aldrig fungerede for franskmanden, led han et nærmest ydmygende nederlag. Selvom hans hold gjorde alt for at sætte ham i scene, lykkedes det ham aldrig at sætte Jesus Herrada, der ellers mere er kendt som puncheur end klatrer, og i spurten var spanieren naturligvis den stærkeste, mens tredjepladsen gik til en klart distanceret Rein Taaramae. Herrada og Taaramae vender begge tilbage, men desværre har en forslået Bardet i sidste øjeblik meldt afbud.

Ruten

Det nye løbs identitet er naturligvis Mont Ventoux, og hele ideen med løbet er, at det skal slutte på toppen af det berømte bjerg. Det ligger som bekendt som en ensom gigant midt i et ellers relativt fladt område, og derfor er Tourens Ventoux-etaper kendetegnet ved et relativt fladt indløb, inden det hele kulminerer med den frygtede stigning.

Læs også

Sidste etape af Tour of Türkiye neutraliseret

Provence er imidlertid ikke helt fladt, og arrangørerne var i 2019 kreative i deres forsøg på også at gøre den første del af ruten vanskeligere, end man ofte ser det på Tour-etaper. Således fik man designet et løb, der over mindre end 175 km bød på ikke mindre end 4150 højdemeter. Det gjorde det til et rigtigt bjergløb, der bestemt kunne måle sig med mange af de sværeste grand tour-etaper.

I år har man imidlertid skruet lidt ekstra på sværhedsgraden. Denne gang skal man nemlig op ad giganten hele to gange, og selvom man ved første passage kun når op til Chalet-Reynard, er de første 13,4 km op til netop det punkt som bekendt den vanskeligste del af bjerget. Da man har gjort den indledende del en anelse lettere, er der faktisk færre højdemeter på programmet, men mon ikke de fleste vil finde en rute med halvanden tur op ad Mont Ventoux betydeligt vanskeligere end sidste års udgave af løbet?

Med en distance på 182,0 km er løbet 11 km længere end sidste år, og også denne gang skal der køres fra Vaison-la-Romaine til toppen af Mont Ventoux. Startbyen ligger næsten for foden af bjerget, og faktisk går der en direkte vej fra byen op til toppen. Løbet består imidlertid af en stor tur rundt om bjerget, inden man klatrer op til toppen via den mest kendte opkørsel fra byen Bedoin.

Fra start kører man igennem let stigende terræn mod nordøst og siden sydøst og øst frem til bunden af den lille Col de Fontaube (4,7 km, 4,9%), der er en jævn stigning uden stejle procenter. Toppen nås efter 31,0 km, men det der venter kun en kort nedkørsel, inden det atter begynder at stige svagt, mens man fortsætter mod sydøst i turen rundt øst om Ventoux. Senere drejer man mod syd, inden man efter 54 km når frem til byen Sault. Herfra snor man sig mod sydvest igennem let faldende terræn i turen rundt syd om bjerget, indtil man kører mod nord op til Villes-sur-Auzon. Herfra går det mod nord og nordvest igennem let stigende terræn frem til Bedoin, der er kendt af enhver motionist, der har prøvet kræfter med Mont Ventoux.

I Bedon bryder helvede nemlig løs, når man drejer mod øst og senere nordøst for at bestige bjerget. Denne gang kører man kun på til Chalet-Reynard. Her stiger den med 7,9% i snit over 13,4 km. De første 5 km er lette, men når man rammer skovstykket, ligger stigningsprocenten over 8 km på ca. 10, inden det flader en anelse ud frem mod toppen, der rundes efter 105 km.

Ved Chalet-Reynard fortsætter man ikke længere op, men drejer mod øst og siden sydøst for at tage en teknisk nedkørsel, der leder tilbage til Sault. Her følger man præcis samme rute som tidligere via det let faldende stykke til Villes-sur-Auzon og den lille bakke op til Bedoin. Nu går det løs igen, når rytterne drejer mod øst og siden nordøst for at køre op ad den frygtede stigning, og denne gang skal man hele vejen op ad bjerget, der i fuld længde stiger med 7,9% i snit over 19,5 km. Efter det stejle skovstykke, når man atter frem til Chalet-Reynard, hvor man drejer nordvest, og hvor det flader lidt ud med stigningsprocenter på 7-8, endda med et fladere stykke undervejs. Til slut tager stigning fat igen med 9-10% over de sidste 3 km i det berømte månelandskab. Vejen bugter sig konstant, men på de sidste 3 km er der kun ét skarp sving mindre end 100 m fra stregen.

Løbet byder på i alt 4041 højdemeter, hvilket er ca. 100 færre end sidste år.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Overraskelsernes schweiziske holdeplads

Vejret

Mont Ventoux er kendt for både bagende hede og kraftig vind, men til dette løb bliver kun førstnævnte en udfordring. Mandag vil være helt skyfri, og temperaturen i Bedoin vil nå op på kvælende 34 grader. Der vil blot være en svag til let vind fra vest, hvilket betyder sidemedvind fra start, dernæst modvind og sidevind, indtil man får sidemedvind på første halve tur op ad Ventoux. Der vil være sidemedvind på nedkørslen og sidemod- og modvind i dalen, inden der være sidemedvind frem til plateauet ved Chalet-Reynard og til slut sidemodvind gennem det åbne månelandskab på de sidste kilometer, når man sidste gang skal hele vejen til toppen.

Favoritterne

Nye løb kan altid være svære at gennemskue, fordi man har behov for at lære ruten at kende. Det behov har vi imidlertid ikke til dette løb. Mont Ventoux er et bjerg, der kendes af de fleste, og som en af sportens sværeste stigninger er den en sand benbrækker. Her er der sjældent plads til tilfældigheder og taktik, og som regel er det stærkeste mand, der sejrer på det mytiske bjerg.

Sådan vil det formentlig også være denne gang. Modsat sidste år skal man halvvejs op ad Ventoux allerede midtvejs i løbet, og det vil naturligvis blot gøre løbet endnu mere selektivt, end det var for et år siden. Det er imidlertid meget usandsynligt, at det vil kunne bruges offensivt. Dertil kommer det for tidligt, men det vil kunne skabe en første udskilning og gøre det endnu sværere for et udbrud at holde hjem.

Det vil det næppe heller gøre. Arkea går benhårdt efter at vinde løbet med Nairo Quintana og vil derfor gøre alt for at skabe samling. Med Diego Rosa, Dayer Quintana og Winner Anacona er der hold tillige habilt. Det samme vil Astana med en formstærk Aleksandr Vlasov, og i dette løb vil jeg også tro, at Trek tror på Richie Porte og Giulio Ciccone.

Det kunne være interessant, hvis særligt Ag2r, der har flere kort at spille, var friske på at bringe Arkea lidt ud af fatning med et tidligt angreb fra distancen, da de har et ganske bredt hold, men uden en favorit efter Romain Bardets afbud. Både Astana og Arkea har dog så meget styrke, at det bør blive afgjort sidste gang op ad bjerget. Her er det nærliggende at tro, at vi vil se en gentagelse af Provence-etapen, hvor Arkea kører tempo med Rosa, Anacona og lillebror Quintana, indtil storebror så åbner ballet.

Udfordringen på Ventoux er ofte vinden, der kan være benhård på i det åbne månelandskab. Heldigvis er vinden er beskeden, men desværre vil der denne gang være sidemodvind, når de kommer ud af skoven. Det kan gøre det lidt vanskeligere at gøre forskelle på den øvre del, og det vil derfor være det stejle stykke op til Chalet-Reynard, der skal udnyttes af Quintana. Feltet mangler dog en del dybde, og man må formode, at det vil eksplodere til atomer på det stejle stykke i skoven, men man kan ikke helt udelukke, at det kan blive en anelse mere taktisk, hvis der stadig er flere folk samlet, når de rammer det åbne stykke nær toppen

Læs også

Ineos-profil reagerer på samlet sejr og ser frem mod Tour de France

Uanset hvad må Nairo Quintana være favorit. Der har bredt sig den opfattelse, at colombianeren er genfødt i år, men det er i mine øjne en fejlfortolkning. Nok var Quintana suveræn i foråret, men næppe stærkere, end da han og Bernal udkæmpede helt jævnbyrdige dueller i Paris-Nice og Catalonien i 2019, eller da han leverede en magtdemonstration i Schweiz i 2017. Quintanas topniveau har aldrig fejlet noget, men det har hans holdbarhed over tre uger, der af en eller anden grund er forsvundet som dug for solen.

Den skal han heldigvis ikke bruge i dette løb, der burde passe ham fremragende. Mont Ventoux er svært nok til, at en ren klatrer som ham kan køre alene væk, og det gjorde han efter behag i foråret, ikke mindst på dette bjerg, hvor han kørte en ellers velkørende Vlasov i sænk. En gentagelse kunne være på vej, hvis han er flyvende igen. Det er han næsten altid, når han kommer efter en pause, men vi må stadig se, hvor mærket han er af den træning, han mistede som følge af styrtet i juli. Heldigvis kom han sig hurtigere end ventet, og han mener selv, at det ingen konsekvenser har haft. Derfor tror vi på endnu en Ventoux-sejr til colombianeren, denne gang helt på toppen. Hans holdkammerater Diego Rosa, der ellers viste fremragende form med 10. pladsen i Strade Bianche, Dayer Quintana og Winner Anacona må formentlig brænde sig selv op på den nedre del af bjerget.

Hans værste rival må igen være Aleksandr Vlasov. Det russiske supertalent fik bøllebank af Quintana i februar, men hans fantastiske præstation på Beyrede forleden vidner om, at han har taget et gigantisk skridt i corona-pausen. Alligevel manglede han stadig noget i forhold til Bernal, og selvom det er en rimelig antagelse, at Tour-kongen er den bedste af de to colombianere, kan det blive svært også at matche Quintana, der sidste år som bekendt var Bernals ligemand i foråret. Til gengæld tyder meget også på, at Quintana skal være på 100%, hvis han vitterligt skal sætte russeren, der tillige har den fordel, at Astana måske kan sidde med to mand til slut, hvis Miguel Angel Lopez finder sig selv. I givet fald kan det blive svært for Quintana at kontrollere det lidt taktiske stykke i modvinden i månelandskabet.

Richie Porte fik sig lidt af en dukkert på Beyrede i mandags, og han var da også skuffet over sig selv. Længe hang han på Ineos-toget, indtil han eksploderede totalt, og det indikerer, at han vitterligt troede og håbede på, at han kunne klatre med de allerbedste som i gamle dage. Det kunne han ikke, men netop fordi han eksploderede og tabte moral til slut, kan det sagtens være, at han vitterligt var bedre, end resultatet antyder. Meldingerne for et par uger siden var, at han var i ganske god form, og det indtryk blev til en vis grad bekræftet. Det er ganske tydeligt, at Porte næppe nogensinde bliver den altædende maskine, han engang var, men i dette felt bør han være med helt i front.

Den helt store joker er Miguel Angel Lopez. Sammen med Quintana er han - i lyset af Portes niveaufald - den bedste klatrer i løbet, men han fik sig en gedigen lussing i mandags, hvor han længe prøvede at sidde med, indtil der lød en eksplosion, som formentlig kunne høres helt i Colombia. I går forsøgte han at rejse sig med et angreb på 4. etape, men det viste sig umuligt på småbakkerne. Historien taler for, at man ikke skal afskrive Lopez, der tidligere er faldet helt igennem i San Sebastian, når han er kommet tilbage efter en lang pause for siden at vinde etaper i Burgos. Vi så også i foråret, at han skuffede på første bjergetape i Algarve, inden han knuste al modstand - herunder fra Remco Evenepoel - på Malhao. Hvis den tendens bekræftes, er en velkørende Lopez i virkeligheden manden med de bedste chancer for at køre lige op med Quintana. Holdet har også Oscar Rodriguez, men han manglede meget i Burgos og ligner mere en hjælper, præcis som Merhawi Kudus, Luis Leon Sanchez og Harold Tejada også er det efter tilsvarende roller i Pyrenæerne i mandags.

Treks andet kort er Giulio Ciccone, hvis form er et åbent spørgsmål. I Strade Bianche havde han et hav af uheld, og i Gran Trittico Lombardo punkterede han, netop som det splittedes. Han har trænet i højderne med Nibali og meldes velkørende, men vi så også med kollapset i Emiraterne, at han stadig er helt utilregnelig. Når han er i form, er han imidlertid efterhånden ved at nærme sig de allerbedste, og da han næppe er blevet ringere siden sidste sommer, kan en formstærk Ciccone køre med om sejren. Trek har også Kenny Elissonde og Niklas Eg, men i lyset af mandagens løb ligner det mere top 20 end top 10, selvom særligt Elissonde måske kan lave et resultat, hvis ikke han ofres tidligere.

Cofidis stiller med deres Tour-kaptajn, Guillaume Martin. Franskmanden viste i foråret, at han tilsyneladende har taget et skridt efter holdskiftet, for han virkede både i Argentina og Frankrig bedre end i tiden hos Wanty. Han gør sæsondebut, og da han er svingende, ved vi ikke, hvor han står, men i formstærk udgave vil han elske et løb som dette. Den ekstra passage af bjerget er også til fordel for en mand, der som regel først bliver varm sidst i løbet. Nu får vi chancen for at se, hvor god han vitterligt er. Holdet har naturligvis også den forsvarende vinder, Jesus Herrada, men det er svært at se ham vinde igen i dette selskab, især fordi den ekstra passage slet ikke er til hans fordel. Han plejer dog at være god til at træne sig i form og viste igen i februar på netop dette bjerg, at han er blevet bedre på lange stigninger. Holdet har også Fernando Barcelo, Mathias Le Turnier og Victor Lafay, men de er trods alt overmatchede.

UAE stiller med Fabio Aru , men faktisk er det nok Joe Dombrowski, der har større chance for faktisk at vinde. Amerikaneren er stadig meget ofte helt væk, men i Algarve var han langt bedre end normalt først op sæsonen i sin rolle som hjælper for Costa. I Giroen sidste år var han flyvende i dele af løbet, og måske har han endelig fundet lidt af den stabilitet, han mangler. Risikoen for, at han slet intet leverer er stor, men han har altid været god på meget stejle og lange bjerge, som da han for år tilbage helt ud af det blå blev nr. 2 på kongeetapen i Schweiz. Aru er et mere sikkert kort og bør ende i top 10, men desværre manglede han stadig for meget i Burgos. Og så er der naturligvis stortalentet Andres Ardila, som jeg mange gange har hypet. Vi fik ham ikke at se i Burgos, hvor corona sendte ham ud af løbet, men desværre skuffede han nok engang i Getxo. Løbet her passer ham bedre, men min optimisme i forhold til hans form er begrænset. De unge Alessandro Covi og Edward Ravasi kan også klatre, men næppe med de bedste.

FDJ giver Valentin Madouas chancen. Den unge franskmand sendte blandede signaler i Pyrenæerne. Han blev en hæderligt nr. 12 på kongeetapen, men skuffede i puncheurfinalen, der burde have passet ham. Stigningen her er stadig for lang til, at han kan vinde, men han bør i et felt uden dybde kunne gøre det pænt, hvis ikke han har en af sine mange offdays. Leo Vincent er gået i stå, og Kilian Frankiny var meget formsvag i Burgos.

Læs også

Lidl-Trek trodser styrt og vinder i dramatisk Vuelta-åbning

Efter Bardets ærgerlige afbud stiller Ag2r med et meget bredt hold, men uden et topnavn. Det burde have været Pierre Latour, men han var en gigantisk skuffelse i Pyrenæerne. Han rejste sig dog på 4. etape, hvor han angiveligt førte hårdt for Cosnefroy, men der hersker stadig stor usikkerhed om formen hos den svingende franskmand. I forvejen er stigningen for lang og stejl til at passe ham. Tony Gallopin gjorde det bedre, men på så lang en stigning kan han højst håbe på top 10. Holdet har også lottokuponen Alexandre Geniez, men han har intet - som i intet - vist i mere end et år, og det vil være mærkeligt, hvis det pludselig skulle ændre sig. Stabile Mikael Cherel er velkørende og kan lave et hæderligt resultat, men ikke være med i front.

Sidste år blev Rein Taaramae nr. 3 i løbet, og dermed viste han, at der stadig er liv. I dette felt er han dog overmatchet på så svært et bjerg. Dertil kommer, at han stadig er uhyre svingende, og selvom han forbereder sig til Touren, kan vi ikke regne med, at han er kørende. Romain Sicard har ikke længere niveauet.

Caja Rural stiller med Cristian Rodriguez, der allerede sidste år ved enkelte lejligheder imponerede, men som i Burgos syntes at have nået et nyt niveau. Han var særligt god på 3. etape, men skuffede på 5. etape, og han virker stadig meget svingende. Har han benene fra Picon Blanco, kan han gøre det godt. Jhojan Garcia og Julen Amequeta vil prøve, men manglede meget i mandags.

I mandags viste Remy Rochas, at præstationen i Rumænien ikke var et engangstilfælde. Dermed er det også rimeligt at vente sig en fin præstation her, men vi så også, at der er ret lang vej op til de bedste. I forvejen kan man tvivle på, om stigningen her er lidt for lang. I hvert fald eksploderede han totalt på Balea Lac i Sibiu Tour. Nippo har også Julien El Fares, der sidste år kørte top 10. Han blev genfødt i 2019, men er stadig meget svingende, og vi aner ikke, hvor han står. I dette felt er han for meget puncheur til at kunne være med hos de bedste.

Hos de øvrige hold manglede Bardianis Giovanni Carboni og Manuel Senni for meget i mandags, og det samme gjorde Simone Petilli hos Circus, hos hvem stigningen er for lang for Odd Christian Eiking, og hvor Thomas Degand ikke længere har niveauet. Mikel Bikarra, Ruben Fernandez, Garikoitz Bravo og Mikel Iturria hos Euskaltel skuffede alle i sæsonstarten, og hos B&B er stigningen for lang for Quentin Pacher, mens Cyril Gautier har tabt niveau, og Sebastian Schömberger er overmatchet. Canyon har Max Stedman, Mark Christian og Dan Pearson, men også de er i for skrapt selskab, selvom førstnævnte kom flyvende fra start i år.

***** Nairo Quintana

**** Aleksandr Vlasov, Richie Porte

*** Miguel Angel Lopez, Giulio Ciccone, Guillaume Martin, Joe Dombrowski, Fabio Aru

** Jesus Herrada, Oscar Rodriguez, Andres Ardila, Valentin Madouas, Cristian Rodriguez, Pierre Latour, Diego Rosa, Tony Gallopin, Rein Taaramae, Remy Rochas, Julien El Fares, Kenny Elissonde, Niklas Eg, Mikel Bizkarra

* Ruben Fernandez, Simone Petilli, Giovanni Carboni, Alexandre Geniez, Merhawi Kudus, Mikael Cherel, Luis Leon Sanchez, Alessandro Covi, Edward Ravasi, Quentin Pacher, Cyril Gaurier, Fernando Barcelo, Leo Vincent, Mathias Le Turnier, Mark Christian, Max Stedman

Danskerne

Hos Trek skal Niklas Eg støtte Richie Porte og Giulio Ciccone, men i et løb som dette kan han også selv levere en top 20.

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Jesus Herradas sejr fra 2019.