Optakt: Tour de l’Ain

Løbets rolle og historie

Bemærk: Gennemgangen af løbets rolle og historie tager udgangspunkt i et sædvanligt cykelår. Grundet corona-krisen er meget imidlertid anderledes i 2020.

I maj måned har cykelsporten altid blikket stift rettet mod Giroen, der stjæler næsten al opmærksomhed, samtidig med at favoritterne til Tour de France som regel bruger måneden på at indlede den seriøse forberedelse frem mod sommerens store mål på en højdetræningslejr. For ryttere, der har brug for løbsaktivitet, tilbyder Frankrig imidlertid en ganske aktiv kalender i alle Giroens tre uger, og efter at sprinterne og klassikerrytterne forinden har været i aktion i 4 Dage ved Dunkerque, er det nu klatrernes tur til at komme i fokus i dennes weekend Tour de l’Ain, inden serien afsluttes i Giroens sidste weekend med de kuperede Coupe de France-løb, GP Plumelec og Boucles de l’Aulne.

Den kalenderstruktur er imidlertid ganske ny. Tour de l’Ain har nemlig altid været kendt som et augustløb, der for mange var et alternativ til Tour de Pologne og Vuelta a Burgos i jagten på løbskilometer frem mod Vueltaen. Med en bjergrig rute gav det mulighed for at teste benene under lidt mindre stress end i de større alternative løb, og det har mange ganske store stjerner gjort brug af igennem årene.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

I 2018 blev løbet imidlertid flyttet til maj, der altid har været en måned med fokus på franske etapeløb. Landet har således en helt stribe regionale etapeløb, hvoraf tre af de fladere, nemlig 4 Dage ved Dunkerque, Tour de Picardie og Circuit de Lorraine, i mange år blev afviklet over tre på hinanden følgende uger i løbet af maj. Selvom den franske kalender ikke har været hårdt ramt af den økonomiske krise, har både løbene i Picardie og Lorraine imidlertid måttet bukke under - arrangørerne i Picardie har delvist holdt løbet oven vande ved at slå sig sammen med løbet i Dunkerque - og det har efterladt et tomrum i Frankrig.

Den mulighed greb arrangørerne af den regionale rundtur i Ain-departementet, da de forud for 2018 valgte at flytte deres løb til foråret. For nogle kan det synes at være et sært valg at gå i skarp konkurrence med Giroen om opmærksomhed, ikke mindst fordi mange af de klatrere, der normalt vil trives i bjergene i Ain, som nævnt sjældent er i konkurrence i maj. Ikke desto mindre har man fastholdt modellen, og i 2019 blev løbet for anden gang i træk blive afviklet i Giroens anden uge. Sådan skulle det egentlig også have været i 2020, men løbet var et af de få forårsløb udenfor WorldTouren, der havde held til at finde en ny dato senere på året, så det nu afvikles i præcis samme tidsperiode, som det gjorde tidligere.

Tour de l’Ain blev første gang afviklet i 1989, hvor det tog over efter Prix de l’Amitié, der forsvandt fra kalenderen. Indtil 1992 var det et løb for amatører, men herefter fik professionelle adgang. I 1999 overtog en ny arrangørgruppe, og de introducerede den nu mytiske bjergafslutning på Grand Colombier, der i mange år var løbets kendetegn. I 2002 kom man på UCI-kalenderen, og siden det nuværende system blev skabt i 2005, har der været tale om et 2.1-løb på UCI Europe Tour.

Løbet afvikles i Ain-departementet, hvor det er den største sportsbegivenhed. Området er ideelt til et alsidigt etapeløb, da det har en flad del mod vest og Jura-bjergene mod øst. Derfor har løbet som regel budt på en indledende prolog, en sprinteretape, en kuperet mellemetape og to hårde bjergetaper. Oprindeligt blev det afviklet over fire dage, men i de senere år har det hovedsageligt været en fem dage lang begivenhed. Efter kalenderskiftet har man dog valgt at reducere løbet til bare tre dage.

Da mængden af enkeltstartskilometer har været begrænset, har det været et perfekt løb for klatrere, hvilket afspejles i vinderlisten, der ser ganske prestigiøs ud. Siden løbet kom på UCI-kalenderen i 2002, er det blevet vundet af ryttere som Andrew Talansky, Romain Bardet, David Moncoutie, Haimar Zubeldia, Linus Gardemann, John Gadret og Thibaut Pinot, mens Wout Poels, Daniel Martin, Leopold König, Chris Horner og Bauke Mollema alle har været på podiet. Disse fremragende klatrere har traditionelt draget fordel af den store bjergafslutning på Grand Colombier, men denne etape har i de senere år været taget af programmet. Faktisk skulle vi frem til sidste år helt tilbage til 2011 for at finde den seneste etapeafslutning på løbets mest ikoniske stigning, men det ændredes der på sidste år, hvor den frygtede finale vendte tilbage for første gang i 8 år.

Med sin gamle placering i august var løbet ofte i stand til at tiltrække flere WorldTour-hold, der som sagt kunne bruge det i forberedelsen til Vueltaen. Augustkalenderen er imidlertid også tætpakket, og det har måske været årsagen til ønsket om et datoskifte. Ikke desto mindre har det ikke haft den ønskede effekt, og i 2018 var de to franske hold, FDJ og Ag2r, således de eneste deltagere fra WorldTouren. Det blev desværre ikke blevet bedre af, at man i 2019 skulle konkurrere med Hammer Stavanger, der med holdorganisationen Velon som arrangører, kunne tiltrække de fleste af de store hold. Katusha-Alpecin gjorde de to franske hold selskab, men feltet var stadig ikke på samme niveau som i de bedste år. Til gengæld kunne løbet glæde sig over, at Thibaut Pinot skød sine Tour-forberedelser i gang i løbet og derfor kastede lidt stjernestøv over begivenheden.

I år er alt forandret. Arrangørerne må have gode forbindelser i toppen af UCI, for selvom den oprindelige kalenderdato sagde maj har man fået tildelt en ny placering på et nærmest ideelt tidspunkt. I begyndelsen af august tiltrækker etapeløbene verdensstjerner som fluepapir, ganske enkelt fordi de store navne desperat jagter løbskilometer i Touren. Og da hele corona-situationen tvinger holdene til at forsøge at minimere rejseaktiviteten, er det særligt de franske løb, der er brugbare.

Resultatet har været, at de to små etapeløb, Route d’Occitanie og Tour de l’Ain, nu begge kan bruges som kickstart af sæsonen inden den endelige generalprøve i Dauphiné - alt sammen inden for Frankrigs grænser. Arrangørerne har derfor stort set kunne vælge og vrage mellem de store hold, og med 12 WorldTour-hold i feltet har man da også opbrugt den kvote, der er tilladt i et 2.1-løb. Samtidig beriger de feltet med den ene verdensstjerne efter den anden, og dermed er der lagt op til den absolut stærkeste udgave af løbet nogensinde.

Sidste år var feltet slet ikke så stærkt, og faktisk var det en temmelig ensidig affære. Allerede på forhånd stod det klart, at Thibaut Pinot burde være i sin egen liga, og det viste sig da også at være tilfældet, da han knuste al modstand i den store bjergfinale på Grand Colombier. Det var nok til at sikre sig den samlede sejr med hele 1.08 ned til Mathias Frank og 1.25 ned til Rein Taaramae. Efter at have kørt i Route d'Occitanié tager Pinot sig en slapper, og han forsvarer således ikke titlen, og da Frank heller ikke deltager, bliver Taaramae således eneste genganger fra sidste års podium.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour de Romandie

Ruten

Ruten for Tour de l’Ain har i de seneste år fulgt et helt fast mønster. Ofte er man som regel begyndt med en kort, teknisk prolog for specialister efterfulgt af to sprinteretaper, hvoraf den sidste ofte har været temmelig kuperet. Slutteligt er det hele blevet afgjort med to bjergetaper i Jura-bjergene. I gamle dage sluttede man altid med en bjergafslutning på Grand Colombier, men som sagt var det før sidste års udgave senest i 2011, at det skete, og i de senere år har de knap så svære bjergetaper gjort løbet til en ganske taktisk affære.

Beslutningen om at flytte løbet til maj blev ledsaget af en beslutning om at reducere løbet til bare tre dage, og det har naturligvis gjort det påkrævet også at nytænke formatet. Ideen synes nu at være, at man gør etaperne progressivt hårdere, således at man lægger ud med en sprinteretape efterfulgt af en kuperet mellemetape, inden det hele slutter med en bjergetape. I den forstand følger løbet fint det gamle mønster, nu blot i en forkortet udgave. Samtidig fastholdt man i 2018 ideen om at undgå alt for svære og vanskelige bjerge, som det har været tendensen siden den seneste Grand Colombier-finale i 2011, men sidste år vendte giganten tilbage.

I år fastholdes løbets grundlæggende struktur. Første etape er således ganske flad, men i år kan sprinterne meget vel blive snydt, da en ganske stejl bakke med top kun godt en kilometer fra stregen nok snarere vil åbne døren for puncheurtyper med en god spurt. Dagen efter venter en knaldhård etape i Jura-bjergene med mere end 3000 højdemeter over bare 140 km, men da målbjerget, Lelex Monts-Jura, er relativt let, kunne det ligne en dag for en spurtstærk klatrer.

Til gengæld er det alene klatrebenene, der kommer i spil på løbets afsluttende kongeetape, hvor Colombier atter finder sin rette plads som løbets afgørende udfordring. Det sker endda i et uhyre interessant og hårdt format, hvor giganten skal bestiges tre gange fra tre forskellige retninger på en etape, hvis sidste mere end 100 km er identiske med finalen af 15. etape af Touren, der er en af løbets vigtigste. Jo, både felt og rute gør, at årets Tour de l’Ain i sandhed er en generalprøve forud for verdens største cykelløb.

1. etape

Tour de l’Ain er måske nok kendt som et bjergløb, men den første linjeløbsetape har altid været en sag for sprinterne. I år har arrangørerne imidlertid valgt at komplicere det for de hurtige folk. Den ellers hovedsageligt flade åbningsetape har nemlig fået et lille twist i finalen, hvor en hård bakke med top godt en kilometer fra mål formentlig vil være så hård, at det snarere er puncheurtyper med en god spurt, der vil kunne kæmpe om den første førertrøje.

Med en distance på bare 139,5 km lever etapen op til løbets tradition om altid at have korte dage. Der skal køres fra Montreal-la-Cluse til Ceyzeriat i en fladere del af Ain-regionen. De to byer ligger ganske tæt på hinanden i udkanten af Bourg-en-Bresse, og etapen består derfor af en zigzagtur mod nord og syd. Startbyen ligger i det mest kuperede område, og derfor er stigningerne placeret i den første halvdel. Indledningsvis køres mod nord ad en let faldende vej, inden man drejer mod vest for at køre op ad kategori 4-stigningen Cote de Matafelin (1,3 km, 6,4%), som har top efter 10,7 km. Herfra kører man mod sydvest igennem fladt terræn, inden man kører mod nordøst op til kategori 4-stigningen Cote de Corveissiat (2,9 km, 4,1%), som har top efter 34,9 km. En nedkørsel leder så mod sydvest til bunden af kategori 4-stigningen Cote de Grand Corent (2,0 km, 5,2%), der passeres efter 41,2 km.

Efter den hårde start bliver det lettere. Via en nedkørsel går det mod nord ned i fladlandet, hvor man igennem fladt terræn kører op mod etapens nordligste punkt. Her venter dagens sidste kategoriserede stigningen, Cote de Poisoux (2,0 km, 4,8%), hvis top rundes efter 65,2 km. Her vender man rundt for at køre mod syd vis en nedkørsel og en lille bakke, inden man fortsætter mod syd gennem terræn, der er næsten helt fladt. Man passerer få kilometer øst for målbyen, men fortsætter længere mod syd ned til det sydligste punkt.

Her kører man kortvarigt mod vest, inden man vender rundt for at køre tilbage mod nord med retning mod målbyen. Undervejs er der et par mindre bakker i det ellers flade terræn. I udkanten af byen slår man et smut mod vest for at med 8 km igen at nå toppen af en bakke (1,2 km, 3,8%), inden man kører mod nordøst ind mod centrum. Her venter godt 2 km igen en grim udfordring i form af en stejl stigning (800 m, 6,8%), der har top med ca. 1500 m igen. Herefter falder det let, inden den sidste kilometer stiger med 0,4%. I finalen er der skarpe sving med 1400 m, 700 og 600 m igen, inden en helt lige, 6 m bred vej leder mod sydøst ind til mål.

Læs også

UAE-dominans på regnfuld Romandiet-enkeltstart - dansker med topresultat

Etapen byder på i alt 1679 højdemeter.

De små bakker undervejs kan ikke skræmme mange, men bakken i finalen er ganske stejl. Nogle meget stærke sprintere vil godt kunne klare mosten, men for mange vil bakken være for stejl og lang. I stedet skal vi se i retning af lidt mere alsidige afsluttertyper, men en eller anden form for spurt må stadig ventes i en region, hvor vinden sjældent spiller den store rolle.

Ceyzeriat har kun én gang tidligere været mål for et stort cykelløb i dette årtusinde. Det var i 2005-udgaven af dette løb, hvor Leonardo Duque spurtede sig til sejr.

Læs også

Sådan vil Pogacar lave Giro-Tour-double

2. etape

Det har som regel været traditionen, at løbet er blevet afsluttet med to svære etaper, hvoraf den første ofte har været for klassikerryttere og den sidste været mere for klatrere. Den model er fastholdt i det nye tre dage lange format, og derfor melder de første stigninger sig allerede på lørdagens etape. Her venter en ganske svær dag med mere 3000 højdemeter på bare knap 140 km i Jura-bjergene, men selvom det hele ender på toppen af den lange stigning, Lelex Monts-Jura, er finalen nok for let til, at vi kan vente de store forskelle mellem de allerbedste.

Som altid i dette løb er der tale om en kort etape, der fører feltet over 140,1 km fra Lagnieu til Lelex Monts-Jura. Startbyen ligger i fladlandet umiddelbart vest for Jura-bjergene, og fra start kører man således mod nord igennem fladlandet. Kort efter når man bjergene, hvor man drejer mod sydøst for at bestige kategori 2-stigningen Col de Montgriffon (12,5 km, 4,1%), der er en temmelig ujævn stigning med to svære kilometer på 7-8% på den nedre del, men som hovedsageligt er ret let. Toppen nås efter 30,1 km og leder op til et plateau, som igennem småkuperet terræn følges mod nordøst frem til bunden af kategori 2-stigningen Col de Cuvillat (3,4 km, 7,4%), der stiger med næsten 8% over de sidste 1800 m frem mod toppen, der nås efter 54,5 km.

Herefter bliver det lettere. En kringlet nedkørsel fører mod øst, inden man kører mod nord via en bakke (3,8 km, 4,5%) og et let stigende stykke, inden der venter et langt faldende stykke, der fører mod nord og nordøst ned til bunden af kategori 2-stigningen Cote de Giron (7,6 km, 6,2%). Der er tale om en ganske svær stigning, særligt på den nedre del, hvor det stiger med 8% over 2 km, men den anden del er lettere. Toppen rundes efter 93,4 km, hvorefter en kringlet nedkørsel leder mod syd ned til dalen, hvor man med det samme drejer mod nord ind på kategori 2-stigningen Col de Menthieres (9,1 km, 6,3%), der er dagens sværeste stigning. Den stiger således med mellem 7 og 9% på de første 6 km, inden det flader ud med 5-6% i den sidste del, hvor der endda er en kilometer, der falder let med 0,9%.

Fra toppen resterer fortsat 21,1 km, som indledes med en teknisk nedkørsel, der kører mod nordøst ned til bunden af den afsluttende kategori 2-stigning. Den stiger med bare 2,6% over 11,7 km, men er meget ujævn i bunden, hvor den 2. og 4. kilometer stiger med hhv. 6,9% og 7,9%. Herefter flader det imidlertid med lange stykker på bare 1-2%, og den bliver aldrig stejlere end 5% med ca. 4 km til mål. Slutteligt bliver det meget let med en næsten helt flad kilometer efterfulgt af en let faldende kilometer, som leder frem til de sidste 700 m, der stiger med beskedne 1,8%. Stigningen følger en næsten helt lige vej uden skarpe sving, inden den bugter sig ind på den 250 m lange, 5 m brede opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 3368 højdemeter.

Etapen er først og fremmest vanskelig i kraft af det samlede antal højdemeter, men Col de Mentieres er den eneste stigning, der i sig selv er svær. Ofte har man på denne etape set, at en lille gruppe her er kørt væk, inden de har afgjort det i en spurt på toppen af den sidste lette stigning, der sjældent har gjort en forskel. Mange vil allerede have tankerne på søndagens etape, og det er derfor ikke sikkert, at aggressionen vil være stor. I årets meget stærke felt kan man tvivle på, om etapen er svær nok til at gøre helt store forskelle, og det kunne meget vel ende med en sejr til en spurtstærk klatrer i en gruppe på toppen af sidste stigning.

Lelex Monts-Jura var i mange år en fast bestanddel af ruten. Det var senest tilfældet i 2016, hvor Sam Oomen i finalen sneg sig væk fra en femmandsgruppe og tog en stor sejr i en meget ung alder. I 2015 var Pierre Latour hurtigste mand i en 10-mandsgruppe, mens Bert-Jan Lindeman lagde grunden til sin samlede sejr i 2014 ved at køre alene hjem fra et langt udbrud. I 2013 sneg Luis Leon Sanchez sig væk fra en ottemandsgruppe, mens Thibaut Pinot i 2012 sikrede sig den samlede sejr ved at køre fra alt og alle. I 2011 slog Wout Poels rivalen Pierre Rolland i en duel på stregen, mens Ludovic Turpin var hurtigste mand af fire klatrere i 2009. I 2008 vandt Linus Gerdemann en tremandsspurt, i 2007 var Patrice Halgand hurtigst af to mand, det samme var Noan Lelarge i 2006, mens der også har været sejre til Samuel Plouhinec (2005), igen Ludovic Turpin (2003) og Christophe Oriol (2002).

Læs også

Optakt: 7. etape af Presidential Tour of Türkiye

3. etape

Løbets mest ikoniske stigning er Grand Colombier, der i mange år udgjorde det faste mål for løbets kongeetape. Det ændrede sig imidlertid efter Thibaut Pinots sejr i 2011, og selvom den ofte har været på programmet siden dengang, har det altid været i en rolle tidligere på etaperne. Sidste år kunne cykelfans imidlertid glæde sig over, at den vendte tilbage - nok engang med sejr til en nu noget ældre Pinot - og heldigvis gør det samme sig gældende i 2020. Det sker endda i en særligt betydningsfuld variant, da finalen med tre passager af bjerget fra tre forskellige retninger er præcis den samme som den meget vigtige 15. etape af årets Tour. Dermed er det i sandhed en rigtig Tour-generalprøve, der ligesom i de gode, gamle dage atter vil krone vinderen af det mest bjergrige af de små regionale franske etapeløb.

Med en distance på bare 143,1 km er etapen nok engang meget kort, og den fører denne gang fra Saint-Vulbas til toppen af mægtige Grand Colombier. Startbyen ligger i fladlandet øst for Jura-bjergene, og derfor er etapens første halvdel meget let. Her kører man nemlig mod nordøst ud af byen og siden langs Rhone-floden mod sydøst igennem helt fladt terræn. Efter 34,8 km når man etapens sydligste punkt, og herfra er etapen fuldstændig identisk med 15. etape af årets Tour. Det ændrer dog ikke på, at det fortsat er fladt, når man vende rundt for at sno sig mod nord med retning mod bjergene.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Da det arabiske tempomirakel fortsatte

Efter knap 70 km når man frem til byen Artemare, der signalerer starten på finalen. Her kører man nemlig første gang op ad Grand Colombier fra den sydvestlige side, hvor den går under navnet Montée de la Selle de Fromentel. Her stiger den med 8,1% over 11,1 km og kan inddeles i to dele. De første 6 km er relativt lette med stigningsprocenter på ca. 5 meget af vejen, men derefter tager den fat. De følgende kilometer stiger således i snit med hhv. 9,3%, 8,5%, 11,5%, 14,5% og 12,5%, inden man efter 79,1 km runder toppen af den meget stejle opkørsel.

Efter første tur op går det mod nord ad en teknisk kringlet nedkørsel ned til byen Lochieu. Her drejer man mod øst for at bestige bjerget fra en ny side, selvom man denne gang ikke kommer hele vejen nede fra dalen, men blot fra 614 m højde. Her kaldes stigningen Col de la Biche og stiger med 8,7% i snit over 6,9 km, og der er tale om en brutal sag. Efter 7.9% på de første tre kilometer følger to kilometer med 10-12%, inden den flader ud med 7-9% på den sidste del frem mod toppen, som nås efter 97,6 km.

Efter de første passager venter et lettere stykke. En teknisk krævende nedkørsel fører nemlig mod øst hele vejen ned i dalen på den østlige side af bjerget, hvor man drejer mod syd for at følge Rhone-floden via en dalvej, der er ganske let faldende. Den leder frem til byen Culoz, hvor man tager hul på Grand Colombier for sidste gang, når man drejer mod nord for denne gang at køre hele vejen til toppen. Her stiger den med 7,1% i snit over 17,4 km, og den er vanskeligst i bunde, hvor de første 7 km stiger med 8-10% det meste af vejen. Herefter følger et lille plateau, inden den atter tager fat med 9-10% over tre kilometer. De sidste 5,1 km er lettere med stigningsprocenter på primært 6-7, og det siger med hhv. 7% og 5% på tredje- og næstsidste kilometer, indtil den tager fat med 10% på den sidste kilometer. Stigningen følger i alt væsentligt lange lige veje med kun enkelte hårnålesving. Med 2500 m igen rammer man en lige vej, der afbrydes af et skarpt sving med 100 m igen, hvorefter man rammer den 5 m brede opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 3634 højdemeter.

Grand Colombier er vel Jura-bjergenes mest berømte stigning og samtidig en af de sværeste. Som sagt har der utallige gange været mål på toppen, og i langt de fleste tilfælde er vinderen kommet alene til stregen med en stor sejrsmargin. I år er etapen imidlertid langt vanskeligere end normalt, da man forinden skal op ad samme bjerg fra to andre retninger, hvor stigningsprocenterne er temmelig brutale. Det lange dalstykke til slut vil nok lægge en dæmper på den tidlige angrebslyst, men der bliver utvivlsomt tale om en knaldhård dag, hvor løbets bedste klatrer formentlig vil sejre til sidst.

Grand Colombier er som sagt et ofte benyttet mål i løbe. Det skete senest i 2019, hvor Thibaut Pinot knuste al modstand ved at sejre med 52 sekunder ned til Elie Gesbert og Aleksey Rybalkin. Forinden var der en lang pause siden 2011, hvor en ung Pinot spurtbesejrede David Moncoutie, der tog den samlede sejr, på toppen. I 2009 kørte Rein Taaramae alene hjem til en solosejr på en dag, hvor Cofidis ryddede podiet, mens John Gadret kørte alene hjem i 2007. I 2005 sejrede Carl Naibo, mens Marek Rutkiewicz, David Delrieu, Denis Leproux og Christopher Jenner var bedst i hhv. 2002, 2001, 2000 og 1999.

Læs også

Ayuso er stadig mærket af kuldechok

Favoritterne

Der er absolut ingen grund til at glæde sig over vores ubudne virusgæst, men der er i det mindste nogle, der kan se et lys i mørket. Arrangørerne må nemlig knibe sig i armen over, at deres lille løb, der i de senere år har levet en vanskelig skæbne og desperat forsøgt at finde en ny og mere velegnet kalenderplacering, pludselig vil gå fra en anonym tilværelse i skyggen af Giroen til nu at have hele verdens cykeløjne rettet mod sig. Nok skal man konkurrere mod WorldTour-løbene i Polen og Sanremo, men det bliver intet problem for et løb, der kan aspirere til at have den stærkeste startliste for et 2.1-løb nogensinde.

Der er således lagt op til Tour-generalprøve af den fineste karat, når de to kaptajntrioer fra Jumbo-Visma og Ineos, der ventes at blive hel omdrejningspunktet for årets Tour, for første gang krydser klinger i Jura-bjergene. For at gøre billedet endnu mere komplet sker det endda med en afgørelse på en næsten tro kopi af Tourens 15. etape, der ligner en af de allervigtigste i løbet af de tre uger i Frankrig. Og selvom resten af feltet måske ikke er så stærkt, som man kunne håbe, og mange af WorldTour-holdene kommer i relativt svage formationer, er kampen mellem Jumbo og Ineos rigeligt til at skabe så meget drama, at det er næsten ligegyldigt, hvem der ellers deltager.

Det er da også de to hold, der kommer til at bestemme, hvordan løbet skal udvikle sig. Det skal de gøre på en rute, der som altid er ganske bjergrig og heldigvis byder på en tilbagevenden af Grand Colombier, der indtil sidste år havde flere års fravær fra et løb, hvor det ellers altid er omdrejningspunktet. Logikken siger da også, at afgørelsen vil falde på den brutale kongeetape, der altså er en kopi af omtalte Tour-etape. I år skal de ikke blot op ad bjerget én, men derimod hele tre gange, og uanset hvilken af de tre veje, der køres, er der tale om stigninger, der er langt stejlere, end man typisk ser det i Frankrig.

Er de to øvrige etaper så helt ligegyldige? 1. etape bør ikke spille en rolle, men den kan godt være ret uforudsigelig. Der er næsten ingen sprintere til start, og den lille bakke i finalen vil alligevel være for hård for mange. Derfor kan man ikke udelukke, at et udbrud kører hjem, særligt ikke hvis Ineos og Jumbo med de små seksmandshold ikke kan blive enige om, hvem der skal tage ansvar. Den gevinst, et udbrud måtte få, kan dog hurtigt hentes ind igen på kongeetapen.

Hvad så med 2. etape? Den kan komme i spil, men så skal det være i kraft af taktik. Menthiéres-stigningen er svær nok til en klassementskamp, men til gengæld er målbjerget helt ligegyldigt, og det stiger stort set ikke de sidste 7 km. Hvis Jumbo og Ineos vil teste hinanden med angreb fra distancen, kan det blive ret interessant, hvis der etableres en gruppe med en kaptajn fra hvert af de to hold. I så fald kan det bestemt ikke udelukkes, at de faktisk vil kunne køre hjem. På den anden side vil Nairo Quintana næppe lade det ske, og selvom taktik altså kan give et uventet udfald, siger logikken, at en gruppe af klatrere skal spurte om sejren. Her kan der til gengæld være bonussekunder at hente, som måske kan blive vigtige.

Medmindre der sker noget mærkeligt lørdag, er det altså kongeetapen, der bliver altafgørende. Den er som sagt en modbydelig sag, hvor allerede de to første passager af bjerget er rædselsfulde. Man kan dog tvivle på, om slaget bryder ud allerede her, da der er et længere dalstykke til sidst. Formodningen må være, at de to superhold i stedet vil gøre løbet hårdt - noget særligt Ineos har en interesse i - inden slaget skal slås på målbjerget. Her skal forskellene gøres inden de sidste 6km, der er ret lette, indtil stigningen igen tager fat på den sidste kilometer. I det lys kan en spurt op ad de 10% til slut blive afgørende, hvis ikke bedste mand kører væk på den svære del. Det er oftest sket, men her er feltet som bekendt af en helt anden kaliber.

Læs også

UAE-komet vinder efter fænomenal nedkørsel

Vejret bliver også et tema. Der bliver nemlig lovet 35 grader i dalen alle tre dage, og varmen bliver derfor en udfordring. Vind vil der næsten ikke være, men det er værd at notere sig, at der vil være modvind på Grand Colombier på søndag. Selvom stigningen er stejl, kan det spille en rolle, særligt på den sidste del, hvor det bliver svært at gøre forskel på lette procenter og med vinden imod sig.

Det giver næsten sig selv, at det er en uhyre vanskelig opgave at pege på en favorit i et felt med de seks tunge Tour-navne krydret med en velkørende Nairo Quintana. Nok ved vi, at Egan Bernal er i flyvende form efter sejren i denne uge, men for Geraint Thomas, Primoz Roglic, Tom Dumoulin og Steven Kruijswijk er det sæsondebut. Alle har de trænet som besatte i højderne, men hvor de præcis står i forhold til hinanden, ved de end ikke selv. Det bør dog være stensikkert, at de alle er på et tårnhøjt niveau.

Mit favoritvalg falder på Primoz Roglic. Monsteret er nemlig tilbage i et internationalt cykelløb for første gang, siden han var fuldstændig ustoppelig i de italienske efterårsklassikere, og vi ved, at der næppe er nogen, der mestrer kunsten at træne sig i form som netop ham. Hver eneste gang, han vender tilbage efter en højdetræningslejr, er han skræmmende, og al logik tilsiger, at han vil være det samme igen, også selvom han ikke har kørt et større cykelløb i år. Da han gav Tadej Pogacar bank ved de slovenske mesterskaber for snart to måneder siden, viste han i hvert fald, at han var på rette vej, også selvom et dumt cykelløb formentlig kostede ham sejren på den efterfølgende bjergenkeltstart.

Samtidig er han verdens ubetinget bedste rytter til korte etapeløb. Ser man bort fra et Tour of Britain i 2018, hvor han var helt ude af form, er Roglic nemlig ikke blevet slået i ét eneste kortere etapeløb, siden han tidligt blev sat ud af spillet af et styrt i Tirreno-Adriatico for to år siden, hvor han dog rejste sig fra uheldet ved alligevel at vinde en etape. Med undtagelse af det britiske etapeløb har han vundet alle de seks øvrige etapeløb, han har kørt siden da, og af dem er det endda kun Tour de Slovenie, der ikke er en del af WorldTouren. Det er blevet til to sejre i Romandiet samt en enkelt i Baskerlandet, UAE Tour og Tirreno-Adriatico - og som ekstra flødeskum er han undervejs også blevet nr. 1, 3 og 4 i sine tre grand tours, hvor han naturligvis også har vundet etaper hver eneste gang.

Dette løb er dog anderledes. Med undtagelse af UAE Tour, hvor der var et holdløb, har Roglic altid haft en enkeltstart som et våben, og de spiller altid en afgørende rolle i korte etapeløb. Her skal han alene vinde løbet i bjergene, men heldigvis kan han også det. Han er nemlig også en sublim klatrer, og faktisk var det kun Miguel Angel Lopez på Javalambre i Vueltaen og Adam Yates på en stejl mur, der i 2019 på ren styrke lykkedes med på en stigning at køre fra Roglic, når han ikke var enten forslået eller syg. Når han er i form, er Roglic næsten umulig at sætte i bjergene, og det bliver lidt af en opgave at sætte ham til vægs på Colombier. Det skal ske på den stejle del, men selv hvis specielt Bernal skulle sætte ham af her, vil han med sin power have gode muligheder for at komme tilbage på den lettere sidste del. Lægger man dertil, at hans spurt er den bedste blandt de store navne, hvorfor han måske kan score bonussekunder på 2. etape og spurtsejre på Colombier også, er Roglic i mine øjne manden, der skal slås.

Manden, der først og fremmest skal gøre det, er naturligvis Egan Bernal, der viste forrygende form i Pyrenæerne i sidste uge. Fraværet af en enkeltstart giver ham fremragende muligheder for at få skovlen under Roglic, og Grand Colombier er langt og svært nok til, at det kan lade sig gøre. Bernals problem er, at forskellen skal gøres på den nedre del, og det giver de mere kraftfulde ryttere som specielt Roglic tid til at komme tilbage, ikke mindst på en dag med modvind. Samtidig er Bernal hæmmet af, at han trods en pæn hurtighed, formentlig skal væk fra Roglic for at kunne gøre det færdigt til sidst. Endelig har Bernal aldrig været skræmmende i ugelange etapeløb, hvor hans holdbarhed ikke kommer fuldt til udtryk, og hans sejr i denne uge var da heller ikke overlegen. Alligevel er en ny Bernal-sejr naturligvis meget sandsynlig på så svært et bjerg. For to år siden angreb han utrætteligt Roglic på kongeetapen i Romandiet, men uden held. På søndag håber han at gøre det, han ikke magtede i Schweiz dengang.

Manden, der kan spolere festen for Jumbo og Ineos, er naturligvis Nairo Quintana. Der har bredt sig den opfattelse, at colombianeren er genfødt i år, men det er i mine øjne en fejlfortolkning. Nok var Quintana suveræn i foråret, men næppe stærkere, end da han og Bernal udkæmpede helt jævnbyrdige dueller i Paris-Nice og Catalonien i 2019, eller da han leverede en magtdemonstration i Schweiz i 2017. Quintanas topniveau har aldrig fejlet noget, men det har hans holdbarhed over tre uger, der af en eller anden grund er forsvundet som dug for solen.

Den skal han heldigvis ikke bruge i dette løb, der burde passe ham fremragende. Grand Colombier er svært nok til, at en ren klatrer som ham kan køre alene væk, og det gjorde han efter behag i foråret. Her er rivalerne imidlertid af en anden kaliber - Thibaut Pinot var nemlig formsvag i februar - og derfor kræver det, at han er flyvende, hvis det skal ske igen. Det er han næsten altid, når han kommer efter en pause, men vi må stadig se, hvor mærket han er af den træning, han mistede som følge af styrtet i juli. Heldigvis kom han sig hurtigere end ventet, og han mener selv, at det ingen konsekvenser har haft. Naturligvis er han hæmmet af et svagere hold, men hvis det hele skal afgøres på Grand Colombier, vinder bedste mand formentlig. Quintana skal så vise, at det er ham. Arkea har også Winner Anacona og Dayer Quintana , men de må være rene hjælperyttere, selvom det ikke udelukker en top 20 i et felt, der mangler dybde trods en stærk top.

Tom Dumoulin sætter et nummer på ryggen for først gang siden juni, og derfor er han måske det allerstørste spørgsmålstegn. Han har dog været skadesfri i næsten et år, og det var kun sygdom, der forhindrede ham i at køre inden corona-pausen. Den var svær at komme sig over, men siden april har han følt sig som den gamle Dumoulin igen, og alt tyder på, at han er tilbage på sporet.

Læs også

Hollænder vinder kongeetape - Tobias Lund mister førertrøjen

Dumoulin vil naturligvis mangle noget løbsrytme, men i form skal han være efter sin højdetræning. Som regel har han skullet bruge et løb til at banke rusten af, og det har han altid gjort i Liege inden Giroen, hvor han så har været flyvende. I 2017 var han dog meget tæt på at vinde San Sebastian efter an lang pause, og da han i 2015 chokerede alle i Vueltaen, kom han også direkte fra højderne, præcis som han gjorde, da han knuste al modstand ved VM i 2017. Med andre ord mestrer han kunsten af træne sig i form. Naturligvis vil han savne en enkeltstart, men Dumoulin har én gang indgået en pagt med Vorherre om, at tyngdekraften ikke gælder for ham. Han er glimrende på også meget stejle bjerge, og da Grand Colombier endda flader ud, kan han tillige bruge sin power til eventuelt at komme tilbage. Dumoulin har før vist, at han kan blande sig med verdens bedste klatrere, og er han vitterligt tilbage, kan han gøre det igen i dette løb.

Geraint Thomas gør modsat de andre Ineos-kaptajner debut, og han vil være topmotiveret for at bevise, at han skal have fuld beskyttelse i Touren. Han har imidlertid også en udfordring. Waliseren blev ganske vist nr. 2 i Touren sidste år, men det skete efter et defensivt løb, hvor han bortset fra en god spurt på La-Planche-des-Belles-Filles reelt var i defensiven på de fleste bjergetaper, særligt i Pyrenæerne, hvor det så skidt ud. I en alder af 34 har han til gode at bevise, at han vitterligt kan genfinde det fabelagtige niveau fra 2018, særligt fordi hans klatring modsat folk som Bernal, Roglic og Froome er en tillært og ikke naturlig evne. Det var det også for Bradley Wiggins, der ikke kunne fastholde bjergevnerne i karrierens efterår, og spørgsmålet er, om Thomas kan det. Han har i hvert fald været et stykke fra sit bedste i lang tid, og sidste år var det kun i Touren, at han var tæt på topniveauet.

Det betyder dog ikke, at han ikke kan vinde her. Modsat sidste år har han haft en mere rolig forberedelse, hvor han i løbet af vinteren ikke tog 117 kg på, og man må formode, at han går ind til løbet her med en beskyttet rolle. Til gengæld passer stigninger, der er både lange og stejle ham ikke så godt som de mere jævne bjerge, hvor han var så stærk i Touren for to år siden. Heldigvis for ham flader det ud mod toppen, og her vil han være brølstærk, ligesom han er en glimrende afslutter på toppen af både 2. og 3. etape.

Jumbos sidste bud er Steven Kruijswijk. Hollænderen er en fremragende klatrer, men på papiret er han den af de seks med det laveste topniveau. Samtidig er han som bekendt en dieselmotor, hvis største styrke er hans eminente restitution, og den når ikke at komme til udtryk over et løb på tre dage. Lægger man dertil, at han som regel også skal køre løb for at finde sit bedste niveau og ikke har været i aktion i 2020 overhovedet, tvivler jeg på, at Kruijswijk allerede nu vitterligt er god nok til at matche klatrere, der på papiret er bedre end ham. Skal det lykkes, kan han dog glæde sig over, at Grand Colombier med sin længde passer ham glimrende, selvom den måske er en anelse for ujævn til at passe ham helt perfekt. Holdet har naturligvis også George Bennett, der viste storform i Burgos, men man må formode, at han her skal finde ind i den hjælperrolle, han skal have i Touren.

Så er der naturligvis Chris Froome. Hans dårlige resultat på Beyrede i mandags blev af mange fejlfortolket som dårlig form, men faktisk var han yderst tilfreds med resultatet. Han var smilende og jovial over for pressen, hvilket han sjældent er, når han er utilfreds. Sagen er nemlig, at han helt bevidst påtog sig en rolle som ren hjælper for Bernal, og da han har større power end Tao Geoghegan Hart og Pavel Sivakov, der også selv jagtede et resultat, blev han sat til at føre på den nedre og knap så stejle del af målstigningen. I det lys var det kun helt naturligt, at han mistede fem minutter, men angiveligt gik formtesten glimrende.

Nu er spørgsmålet, hvordan han griber dette løb an. Han har brug for at lave en eller anden form for resultat inden Touren, men jeg vil tro, at han venter til Dauphiné, hvor han enten kan køre klassement eller tester sig selv på en af etaperne. For nuværende er det måske glimrende træning at føre for Bernal og Thomas, og derfor tror jeg, at vi skal vente os en gentagelse af Occitanié. Skulle det forholde sig anderledes, er det imidlertid en rute, der passer ham perfekt, for Froomes bedste præstationer kommet på bjerge som Zoncolan, Angliru, Ventoux og Finestre, der ligesom Grand Colombier er både lange og stejle. Finalen på kongeetapen passer ham således perfekt, men han går næppe efter et resultat. Og hvis han gør, er det stadig helt åbent, om han vitterligt kan genfinde niveauet efter den voldsomme skade. Ineos har naturligvis også Tao Geoghegan Hart, men han må næsten med statsgaranti agere hjælper.

Dan Martin har været ikke været på niveau i de senere år, men i årets første løb så det ud til, at skiftet til Israel SUN kunne have gavnet. Nu gør han debut efter pausen, og derfor ved vi ikke, hvor han står, men han står, men han har for vane at komme stærkt ud til sit forberedelsesløb frem mod Touren. Han vil naturligvis elske et bjergløb som dette, og han har i de senere år også forbedret sig på de lange stigninger. Han vil elske de stejle procenter på Grand Colombier, og hans spurt gør det endda muligt at tage bonussekunder på 2. etape også. Alligevel har han meget at bevise efter nogle år, hvor han ikke har fundet den klasse, han havde i tiden hos Quick-Step.

Det tredje hold, der kommer med Tour-stjerner, er Trek, og her må man tro mest på Bauke Mollema. Tre-rytteren gjorde det glimrende i mandags og spurtede sig endda til en 2. plads tirsdag, men han manglede stadig en del for at følge Bernal på Beyrede. Den hollandske dieselmotor bliver helt sikkert bedre fra øb til løb, og han har endda altid haft en forkærlighed for stigninger med stejle procenter. Alligevel er det usandsynligt, at han pludselig har lukket hullet, og skal han vinde, skal Jumbo og Ineos stirre sig så blinde på hinanden, at han kan lave samme nummer som i Lombardiet.

Denne uges løb var en stor skuffelse for Richie Porte . Det er nu praktisk taget umuligt at tro, at den engang så suveræne klatrer kan genfinde det niveau, der gjorde ham helt ustoppelig i bjergene. Man kan håbe, at han kan hæve niveauet, men faktisk taler historien for, at det er Mollema og ikke ham, der bliver bedre med flere løb. Det ligner derfor endnu en top 10, men næppe et absolut topresultat for den lille australier.

Deceuninck kommer med et ungt hold, hvor det skal blive uhyre interessant at følge Joao Almeida. Portugiseren viste med 3. pladsen i et klassefelt i Burgos, at han allerede skal tages seriøst også i løb med deltagelse fra allerhøjeste niveau. Et bjergløb burde passe ham, men der er dog forskel på dette løb og Burgos. I Spanien var stigningerne nok stejle, men de var korte. Her venter et gedigent bjerg, og her vil han stadig have noget at bevise. Det skal også blive spændende at se, hvordan den belgiske klatrekomet Mauri Vansevenant klarer sig i sin professionelle debut, men det er godt noget af en ilddåb, han har udset sig her.

Læs også

Lunds holdkammerat om dominans: Det er fantastisk

Cofidis stiller med deres Tour-kaptajn, Guillaume Martin. Franskmanden viste i foråret, at han tilsyneladende har taget et skridt efter holdskiftet, for han virkede både i Argentina og Frankrig bedre end i tiden hos Wanty. Han gør sæsondebut, og da han er svingende, ved vi ikke, hvor han står, men i formsyærk udgave vil han elske et løb uden hans hadede enkeltstart. Hos sig har han Nicolas Edet, der bliver bedre og bedre, men ikke kan gå efter mere end top 10, Jesus Herrada, der nok vandt på Ventoux i et svagt felt sidste år, men bør finde bjergene for voldsomme her, samt Fernando Barcelo, der næppe kan være med på dette niveau.

Sunweb stiller med Sam Oomen, der har meget at bevise. Efter sidste års operation og den lange pause kom han meget skidt i gang i februar, men nu har han haft endnu mere tid til at komme sig. Vi aner dog ikke, om han vitterligt kan rejse sig efter arterieproblemerne, der før har været svære at få bugt med for andre - se bare Fabio Aru - men vi ved, at han har potentialet, og han vil glæde sig over et bjergløb som dette. Holdet har også den evigt svingende Robert Power, der enten falder helt igennem eller overrasker positivt, samt de unge Thymen Arensman og Ilan van Wilder, der her får chancen for at teste sig på højeste niveau.

Burgos gav formentlig det endegyldige svar på, at Fabio Aru ikke bliver sig selv igen. Det er i hvert fald svært at se, at han pludselig skulle lukke det store hul, der var op til de bedste i Spanien. Samtidig er det bekymrende, at han ret ofte er startet godt for siden at falde sammen. Det bliver et mindre problem i dette korte løb, der egentlig burde passe ham, men niveauet synes ikke længere at række. Det bliver mere spændende at se Joe Dombrowski, der i sidste rås Giro endelig fandt noget stabilitet og lidt af den klasse, han kun alt for sjældent har vist. Han arbejdede fornemt for Costa i Algarve i år, og hvis han vitterligt har Giro-niveuaet, er lange, stejle stigninger det, han mestrer allerbedst. Valerio Conti er i form, men bjergene her er for lange.

CCC kommer med Jan Hirt, der engang var uhyre lovende. Han er desværre gået i stå, men viste momentvist i Giroen sidste år, at han kan endnu. Problemet er, at han som regel er skræmmende dårlig og kun finder formen en eller to gange om året, men meldingen er, at han føler sig stærk. Hans speciale er lange, stejle stigninger, hvilket han har vist på Rettenbachferner, Mortirolo og Kitzbüheler Horn, og derfor passer dette løb næsten ideelt til den tjekkiske dieselklatrer. Holdet har også Serge Pauwels, men han har tabt niveau i de senere år, samt Georg Zimmermann, der dog var langt efter i mandags.

Lotto stiller med Carl Fredrik Hagen. Nordmanden har fået megen opmærksomhed for sin 8. plads i Vueltaen, men man skal ikke glemme, at det skete i et felt uden dybde og i et løb, hvor han fik en del tid via udbrud og sidevind. På bjergene manglede han en del i forhold til de bedste, og det hul har han næppe lukket nu. Samtidig er hans store mål Giroen, og derfor er det tvivlsomt, hvor langt fremme han er nu. Måske er det derfor mere interessant at se på unge Harm Vanhoucke, der pludselig endelig viste sin klasse på Mallorca i starten af året, men han har fortsat et stykke op til de bedste. Og for Sander Armee er bjergene for lange.

Ag2r kommer med et ret spændende hold af klatrestærke hjælpere. Mest interessant er Aurelien Paret-Peintre, der efter en svær start som professionel endelig viste sit talent i Besseges og Provence tidligere i år. Paris-Nice viste også, at han stadig mangler noget, men han er næppe blevet ringere i løbet af corona-pausen. Lige så spændende er Nans Peters, der virkelig slog igennem med etapesejren i Giroen og 3. pladsen bag Bernal og Sosa i Gran Piemonte. Ligesom Paret-Peintre er han i spil til Touren, og han bør være i form, men han mangler nok for meget på så langt et bjerg. Alexis Vuillermoz gjorde det pænt i mandags, men han er trods alt mere puncheur end klatrer. Det skal også blive interessant at følge det unge klatretalent Clement Champoussin i sin debut for holdet, men vi så i Gran Piemonte sidste år, at han trods alt mangler noget. Endelig kan man håbe at se livstegn fra Jaakko Hänninen, men den finske klatrer er gået helt i stå.

Hos de øvrige hold viste Remy Rochas i mandags, at han vitterligt kan gøre det fornuftigt også på dette niveau. Total Direct Energie har Rein Taaramae, der stadig er helt utilregnelig, men som sidste år blev nr. 3. Her er niveauet dog af en helt anden kaliber, og han bør komme til kort. Hos Circus manglede Simone Petilli meget i mandags, og Fabien Doubey, Odd Christian Eiking og Thomas Degand bør være overmatchede. FDJ har et ungt hold med Kilian Frankiny, der var helt væk i Burgos, og Leo Vincent, der dog slet ikke har slået til som professionel. Stigningerne for lange for B&Bs Quentin Pacher og Cyril Gautier, og Sebastian Schönberger er overmatchet. Bjergene er også for lange for Thomas Sprengers på Sport Blaanderen, og Adrien Guillonet måtte i mandags erkende, at han er overmatchet i dette selskab.

OPDATERING: Den endelige startliste er nu kendt. Pauwels kommer ikke til start grundet en virussygdom. Det gør til gengæld Mathias Frank for Ag2r. Han er ikke længere så god som tidligere, men han vil kunne gøre det hæderligt i klassementet, hvis han er komme godt ud af pausen. Det schweiziske landshold stiller med den formstærke Simon Pellaud, men bjergene her må være for voldsomme.

BEMÆRK: Siden den første offentliggørelse har jeg justeret stjernefordelingen baseret på dagens løb på Mont Ventoux.

***** Primoz Roglic

**** Egan Bernal, Tom Dumoulin

*** Geraint Thomas, Steven Kruijswijk, Richie Porte, Chris Froome, Nairo Quintana

** Dan Martin, Bauke Mollema, Joao Almeida, Guillaume Martin, Sam Oomen, Fabio Aru, Jan Hirt, Carl Fredrik Hagen, Nans Peters, Aurelien Paret-Peintre, Alexis Vuillermoz, Mathias Frank, Nicolas Edet, Harm Vanhoucke, Mauri Vansevenant

* George Bennett, Jesus Herrada, Tao Geoghegan Hart, Robert Power, Ilan van Wilder, Thymen Arensman, Clement Champoussin, Fernando Barcelo, Remy Rochas, Joe Dombrowski, Rein Taaramae, Jaako Hänninen, Odd Christian Eiking, Simone Petilli, Fabien Doubey, Valerio Conti, Simon Pellaud, Sander Armee

Danskerne

Mikkel Bjerg skal på UAE hjælpe Fabio Aru og Joe Dombrowski, mens Rasmus Byriel Iversen på Lotto skal hjælpe Carl Fredrik Hagen og Harm Vanhoucke. Mads Würtz Schmidt skal på Israel SUN støtte Dan Martin samt forsøge at gå efter et resultat på 1. etape, med Tom van Asbroeck, André Greipel, Hugo Hofstetter eller Nils Politt.