Optakt: Muscat Classic

Løbets rolle og historie

Da Tour de France-arrangørerne i 2002 tog det modige valg at slå sig sammen med myndighederne i Qatar og arrangere et etapeløb i den arabiske ørkenstat, var der næppe mange, der havde set det som begyndelsen til en sand succeshistorie, der siden har udviklet sig til en af de allervigtigste løbsserier i den tidlige del af sæsonen og har ansporet mange af cykelsportens største stjerner til at skippe de traditionelle løb i sportens kerneområde i Europa og i stedet tilbringe en stor del af februar under Mellemøstens behagelige sol.

På mindre end et årti lykkedes det imidlertid Tour of Qatar at opbygge sig et ry som det foretrukne forberedelsesløb for sprintere og ryttere, der satser på brostensklassikerne. Med den samme iver efter at vise landets skønhed - af mange ikke uden grund betragtet som sportswashing - var det derfor kun logisk, at myndighederne i Oman så en chance for at kapitalisere på den succes og forsøge sig med en lignende formel. Det førte i 2010 til, at også de slog sig sammen med ASO, og dermed var Tour of Oman skabt.

Sidste etape af Tour of Türkiye neutraliseret

Ideen med at have ASO tilknyttet begge løb viste sig at være genial, idet det skabte en fantastisk synergi mellem de to begivenheder, der ofte inviterede de samme hold og havde et stort overlap af ryttere. Alligevel var der en stor forskel på de to løb, og det var vidt forskellige ryttere, der dominerede i løbet af de to uger, der oprindeligt udgjorde den mellemøstlige løbsblok.

Qatar er et land med meget få højdeforskelle, og dramaet blev skabt af vinden, der ofte førte til en fantastisk krig mellem de bedste klassikerryttere om at komme med på første vifte. I modsætning hertil er Oman et ganske kuperet land, og selvom mange af klassikerrytterne ofte forblev i Mellemøsten for at tilbringe yderligere seks dage under ørkensolen, var det andet ASO-løb i Arabien domineret af klatrere.

Derfor var det ingen overraskelse, at løbet en overgang var i stand til at tiltrække de allerbedste grand tour-ryttere, der var ivrige efter at teste formen tidligt på sæsonen og fortsætte forberedelserne frem mod de første mål. I løbet af ganske få år opbyggede løbet et ry som det foretrukne februarløb for de ryttere, der jagter succes i etapeløbene og de store tours, og navne som Chris Froome, Alberto Contador, Vincenzo Nibali, Joaquim Rodriguez og Cadel Evans udkæmpede for år tilbage nogle mindeværdige slag på de omanske stigninger.

Det tog noget tid for arrangørerne at finde det rette format. Den første udgave var således en relativt flad affære, der hovedsageligt blev afgjort på en enkeltstart. Ikke overraskende vandt Fabian Cancellara på et tidspunkt, hvor han var helt dominerende i kampen mod uret, men allerede året efter var der vendt op og ned på tingene. Med en bjergafslutning på landets ikoniske bjerg, Green Mountain, udviklede løbet sig til en affære for de virkelige etapeløbsryttere, og det var Robert Gesink, der i 2011 startede en flot forårssæsonen med at vinde samlet i Oman.

I 2012 fjernede man enkeltstarten og gjorde dermed løbet til en sag for klatrerne. Det første år tog Peter Velits en kneben sejr foran Vincenzo Nibali, men det var i 2013, at løbet fik sit virkelige gennembrud. Med den hårdeste rute hidtil lykkedes det at tiltrække Froome, Contador, Nibali, Evans og Rodriguez, hvis dyst blev vundet af Froome. Året efter havde man en lige så imponerende startliste, og igen var det Froome, der slog Rodriguez og Nibali. I 2015 havde løbet atter tiltrukket mange stjerner, selvom løbet højst overraskende blev vundet af Rafael Valls, der satte topnavnene til vægs på Green Mountain.

Med tilføjelsen af Dubai Tour til kalenderen i 2014 udviklede løbsblokken i Mellemøsten sig til en tredelt affære med 20 dages fantastiske løbsmuligheder for stjernerne. Da den samlede kombination havde lidt for enhver smag - sprintere og puncheurs kunne excellere i Dubai, sprinterne og enkeltstartsrytterne havde muligheder i Qatar, og klatrerne kunne vise deres format i Oman - havde stort set alle et incitament til at tage til Mellemøsten i februar. Da løbet i Oman samtidig var det mest alsidige med etaper for sprintere, klassikerryttere og en stor bjergetape, var det en smuk afslutning på en unik del af kalenderen.

I årene 2013 og 2014 var løbet domineret af etapeløbsryttere, og det havde klart det bedste felt af alle de tidlige løb. I 2015 tabte de imidlertid kampen til Vuelta a Andalucia, der havde både Froome og Contador til start, og det indvarslede en ny epoke. I de seneste år har man nemlig klart tabt slaget til løbet i Andalusien og Volta ao Algarve, der begge køres i samme periode. Hovedårsagen er formentlig det genopstandne Volta a la Comunitat Valenciana, der har gjort Den Iberiske Halvø langt mere attraktiv som et alternativ, og derfor har mange foretrukket at blive i Europa. Det havde en effekt på løbene i Dubai og Qatar, og i 2016 havde man i Oman chokerende få WorldTour-hold til start.

I 2017 fik kalenderen endnu en rystetur. Tour of Qatar blev aflyst, men i stedet blev Abu Dhabi Tour flyttet fra oktober til februar og afholdtes nu i ugen efter Tour of Oman. Samtidig fik det WorldTour-status, mens det aldrig var på tale for løbet i Oman, der i stedet var truet på dets eksistens. Det lykkedes at overleve, og på papiret burde tilføjelsen af Abu Dhabi Tour have været en styrke. Også det nye løb havde en stor bjergafslutning, og dermed appellerede de to løb til de samme ryttere. Med et par dages restitution mellem de to begivenheder syntes det oplagt for klatrere at køre dem begge, og da Dubai Tour overtog den ledige plads fra løbet i Qatar, var der atter en sammenhængende løbsblok over tre uger i Mellemøsten.

Desværre havde Abu Dhabi Tour og Tour of Oman ikke de samme arrangører, og det var derfor ikke muligt at få den ventede synergieffekt. Meget få ryttere kørte begge løb, og da det var løbet i Abu Dhabi, der var højst i hierarkiet, stod Tour of Oman ligesom i både 2017 og 2018 tilbage som en stor taber. Således lykkedes det i 2018 ikke at tiltrække mange grand tour-stjerner, og det var hovedsageligt Vincenzo Nibali, Rui Costa og Miguel Angel Lopez, der kastede stjernestøv over løbet - i hvert fald set ud fra en etapeløbsvinkel. Til gengæld fik løbet en renæssance i forhold til sprintere og klassikerryttere, der med flytningen af løbet i Dubai havde fundet et ekstra incitament til at tage en ekstra uge på Den Arabiske Halvø.

Ineos-profil reagerer på samlet sejr og ser frem mod Tour de France

Helt galt gik det i 2019. Her blev den tidligere så omfangsrige mellemøstlige kalender reduceret yderligere med beslutningen om at slå Dubai og Abu Dhabi Tour sammen til det nye og meget ambitiøse UAE Tour, der blev udvidet til syv dage og en del af WorldTouren. Det reducerede ganske vist antallet af løbsdage i regionen til 13, men egentlig burde det have haft en gunstig effekt på løbet i Oman. En klog beslutning om at flytte begivenheden, så det nu sluttede tre dage inden starten i emiraterne, burde have skabt en perfekt synergi mellem de to løb, der endda begge appellerede til klatrere. Det lykkedes imidlertid slet ikke, og faktisk var kalenderændringen nærmest en katastrofe for Tour of Oman. Mens løbet tilsyneladende bibeholdt sin appel til sprintere og klassikerryttere, var Domenico Pozzovivo helt alene om at repræsentere grand tour-stjernerne, og der var næsten ingen, der havde planer om at køre begge løb.

Desværre synes løbet ikke at stå foran en genrejsning. Den mellemøstlige kalender har ellers fået et boost, efter at AlUla Tour (tidligere Saudi Tour) blev skabt i 2020, og der er derfor igen tre mellemøstlige løb i en stærk løbsblok med appel til alle ryttertyper. Løbet i Oman er også blevet rykket, så det afvikles stort set midt imellem de to øvrige løb, men effekten er udeblevet. Faktisk var der frygt for, om løbet overhovedet ville overleve, efter at det i 2020 med meget kort varsel blev aflyst som følge af den sørgeperiode, der fulgte i kølvandet på sultanens død, og heller ikke blev afviklet i 2021, hvor coronapandemien efterlod februarkalenderen i maltrakteret tilstand.

I 2022 var der endelig udsigt til en stærk synergi mellem de tre mellemøstlige løb, men sådan gik det ikke. Beskedne syv WorldTour-hold var at finde i feltet, og selvom man kunne præstere enkelte topnavne som Mark Cavendish, Fernando Gaviria og Rui Costa, var det ligesom i 2019 et felt af en helt, helt anden kaliber, end da Froome og Nibali vandt i løbets storhedstid. Bedre var det i 2023, hvor man kunne præsentere præcis halvdelen af de 18 WorldTour-løb samt Lotto og Israel-PT, der næsten er at regne som WorldTour-hold, men igen var stjernerne i vidt omfang blevet i Europa, og det var kun få topnavne som Mark Cavendish, Tim Merlier og Alexey Lutsenko, der kastede glans over begivenheden. Nogen stor genrejsning synes der desværre ikke at være i 2024, hvor man ganske vist igen kan præsentere halvdelen af de 18 WordlTour-hold, men hvor stjernerne igen i vidt omfang har valgt løbet fra, selvom navne som Adam Yates, Alexander Kristoff, Bryan Coquard, Diego Ulissi, Fabio Jakobsen og Caleb Ewan lægger vejen forbi.

I 2023 skete der noget andet nyt. Måske i et forsøg på at gøre en tur til Oman mere attraktiv ved at muliggøre en potentiel ekstra pointhøst besluttede arrangørerne sig for at forkorte løbet fra seks til fem dage og i stedet inkludere et endagsløb, Muscat Classic, dagen inden starten på etapeløbet. Dermed er der fortsat seks dages løb i landet, men nu kan man score betydeligt flere point, end man kunne i et rent etapeløb. Om det er forklaringen på, at vi har fået deltagelse af lidt flere WorldTour-hold, er svært at sige, men efter nedrykningsdramaet i 2022 har holdene i hvert fald øget deres fokus på point ganske betydeligt.

Hvad arrangørerne vil med Muscat Classic i fremtiden, ved vi ikke. Af gode grunde kan de arrangere ruten, som det passer dem, og den kan variere fra år til år. De selvsamme arrangører af Tour of Oman har dog altid haft en kærlighed til genbrug af de samme finaler igen og igen, og det er da også en klassiker, der blev brugt til den første udgave. Helt i stil med en 2023-udgave af etapeløbet, der var historisk hård, var der i hvert fald ikke lagt op til en sprinterklassiker, men derimod en herlig sag for løbets eksplosive klassikerryttere, der elskede et gensyn med den velkendte finale i Al Bustan, hvor så forskellige folk som Peter Sagan, André Greipel, Fabian Cancellara, Bob Jungels, Ben Hermans, Nathan Haas og Alexey Lutsenko tidligere har sejret - også selvom kraftig modvind alligevel betød, at en semisprinter løb med sejren. Om det vil være lignende typer, der vil excellere i fremtiden, vil tiden vise, men er man som puncheurtype på jagt efter gode februarkilometer, er en tur til Oman i dag i hvert fald blevet en tand mere attraktiv, end den tidligere har været, for i 2024 genbruger man nemlig ruten fra 2023.

Sidste års debutudgave blev i hvert fald en pæn succes. Rytterne fik testet benene inden etapeløbet, men kraftig modvind betød, at løbets senere klassementsrytterne ikke kunne gøre forskellen. I stedet blev det, som vi også tidligere har set det i den tilsvarende finale, samlet til en reduceret massespurt, denne gang blandt 33 mand. Her fik Jenthe Biermans en drømmestart på sin tid hos Arkea, da han spurtede sig til karrierens første sejr ved nærmest at slå Jordi Warlop, der ligeledes var tæt på at overraske, og Andrea Vendrame. Biermans vender i år ikke tilbage for at forsvare titlen, og da Warlop denne gang skipper løbet, mens det samme gælder for hele Ag2r og dermed Vendrame, skal der findes et helt nyt podium til den tredje udgave.

Ruten

Som nævnt ovenfor er det, der adskiller Oman markant fra de øvrige af de arabiske lande, som har for vane at arrangere cykelløb, at de har en meget mere varieret geografi. Det har vi erfaret i Tour of Oman, der har været helt sydeuropæisk i sin variation. Det har således budt på en stort set ligelig fordeling mellem sprinteretaper, bjergdage og muligheder for klassikertyper og puncheurs, og dermed har de appelleret langt bredere end de traditionelt meget sprintervenlige arabiske etapeløb.

Den righoldighed i terræn har naturligvis også givet arrangørerne masser af muligheder for at designe lige præcis det løb, de ville, da de skulle finde på den første udgave af Muscat Classic, men ikke overraskende valgte de en model, der appellerede til klassikerspecialister. Sprinterne havde måske ellers drømt om, at de i et år, hvor Tour of Oman var historisk hårdt med bare én sprinteretape havde designet et sprinterløb, måske med mål på havnefronten i Muscat som erstatning for den traditionelle flade afslutningsetape, der udgik fra det omanske etapeløb, men sådan blev det ikke. I stedet valgte man, at det var de eksplosive puncheurtyper, der skulle have god mulighed for at varme op til forårets endagsløb på en rute, der appellerede til dem.

Endnu en dansk junior-sejr i udlandet

Arrangørerne har også altid været kendt for deres hang til genbrug, og skabelsen af selve løbet var således nok nytænkning for denne omgang. I hvert fald valgte de at genbruge en finale, vi efterhånden kender til hudløshed. Således designede man en finale, der med sit mål i Al Bustan var en variation af en sand klassiker, nemlig en afslutning, der var fast bestanddel af Tour of Oman hvert eneste år mellem 2013 og 2019. Det er en herligt åben afslutning, der appellerer til klassikertyper, men som under de rette vindforhold også har givet muligheder for stærke sprintere, og at der er tale om en finale med ret bred appel kan man se af den meget diverse vinderliste, der tæller så forskellige ryttere som Peter Sagan, André Greipel, Fabian Cancellara, Bob Jungels, Ben Hermans, Nathan Haas og senest Alexey Lutsenko, der akkurat snød Alexander Kristoff ved seneste udgave af etapen i 2019. Samme billede så vi sidste års debutudgave, hvor den holdbare sprinter Jenthe Biermans stærkt hjulpet af en modvindsfinale kunne spurte sig til sejr. Om den finale bliver en konstant i løbet, ved vi af gode grunde ikke, men til den anden udgave genbruger man hele sidste års rute.

Med en distance på 173,7 km har man designet et relativt kort løb, der fører feltet fra Al Mouj Muscat til Al Bustan. Startområdet er placeret ved havnefronten i den vestlige del af Omans hovedstad, Muscat, hvorfra man fra start kører mod nordvest op langs den flade kystvej. Når man når helt frem til kanten af byzonen, drejer man mod sydvest for at køre igennem fladt terræn væk fra vandet og ud gennem byens forstæder, indtil man når ørkenen. Her kører man skiftevis mod sydøst, syd og øst ad lange, lige og let stigende ørkenveje, inden man drejer mod nordøst for at køre tilbage mod Muscat ad flere lange og lige veje, der nu er let faldende. I udkanten af Muscat bliver ruten kortvarigt kringlet og teknisk, når man snor sig mod sydøst og nordøst hen langs bygrænsen.

Efter godt 80 relativt flade kilometer er det slut med den lette start. Her drejer man nemlig mod syd for at passere en af Tour of Omans mest kendte stigninger, Busher Al Amerat (3,5 km, 9,2%), der er en ganske jævn og stejl stigning med top efter 84,0 km. Herfra kører man kortvarigt mod syd ad et plateau, inden en nedkørsel leder mod øst ud i ørkenen, hvor man kører først mod sydøst og siden mod nordøst tilbage mod vandet ad flade veje.

Her rammer man efter 106,0 km en 43,7 km lang rundstrækning, hvor alle finalens udfordringer findes. Her lægger man ud med at køre cirka en halv omgang, og den indledes med, at man drejer mod sydøst for at passere Al Hamriyah (900 m, 10,1%), der starter med 500 m med 12,8%, men derefter flader ud frem mod toppen, som rundes efter 108,3 km. Fra toppen går det videre mod sydøst ad en lige og let faldende vej, som fortsætter, når man senere drejer mod nordøst for at køre næsten helt ud til vandet. Her drejer man mod nordvest for at passere løbets finalestigning, Al Jissah (1,1 km, 10,0%), der efter 500 m med 6,1% stiger med hele 11,5% over de sidste 600 m frem mod toppen, som rundes efter 125,9 km, hvorefter en nedkørsel leder mod nordvest og nordøst ned til havet.

Her når man en rundkørsel, hvor man kunne dreje til venstre og ind på den 800 m lange opløbsstrækning, men det gør man ikke. I stedet kører man hele vejen rundt i rundkørslen for nu at køre en hel omgang på den 43,7 km lange rundstrækning. Det betyder, at man med det samme kører mod sydvest op ad den nedkørsel, man netop har taget, og det sker i form af stigningen Wadi Al Kabir (2,1 km, 7,3%), der starter blødt med en kilometer med ca. 3%, men derefter stiger først med 8,3% over 500 m og slutteligt med 10,0% frem mod toppen, som rundes efter 125,9 km. Herfra går det mod nordvest med retning mod vandet ad en lige og let faldende veje, indtil man når ned til havet, hvor man vender rundt for at køre mod nord ad en let stigende vej frem til det punkt, hvor man ramte rundstrækningen.

Herfra kører man den del, man allerede én gang har kørt, hvorfor man med 152,0 km igen atter når toppen Al Hamriyah (900 m, 10,1%), inden det går ad de let faldende veje tilbage til Al Jissah (1,1 km, 10,0%), hvis top nås for anden og sidste gang med 169,5 km. Herfra resterer bare 4,2 km, som indledes med den velkendte og enkle nedkørsel, som leder mod nordvest og nordøst ned til rundkørslen ved vandet, men hvor man sidste gange vendte rundt her, drejer man nu til venstre mod nordvest for at køre ind på den 800 m lange opløbsstrækning, der går hen langs vandet og frem til stregen. Den sidste kilometer stiger let med 0,7% i snit.

Løbet byder på i alt 1940 højdemeter.

I forhold til de udgaver af finalen, vi kender, havde vi hvert eneste år mellem 2013 og 2019 afslutningen med Al Hamriyah efterfulgt af Al Jissah, og siden 2017 har man også kørt Bousher Al Amerat forinden. Det er til gengæld nyt, at man kører en omgang på rundstrækningen og dermed kører begge stigninger to gange og altså også skal over Wadi Al Kabir, når man vender rundt. I de to første udgaver i 2013 og 2014 fortsatte lidt længere ind mod Al Bustan, så man også kørte op og ned ad en bakke og i alt havde 6,5 km fra toppen af Al Jissah og frem til stregen.

Landis: Pereiro var også dopet i 2006

Vejret

Tour of Oman vil byde på noget så sjældent som en mandag med dagregn, men til fredagens løb vil betingelserne være mere normale. Således vil der kun være ganske få skyer midt på dagen, og temperaturen vil med 22-23 grader være relativt behagelig. Der vil heller ikke være nogen alt for kraftig ørkenvind, da der vil være en let til jævn vind (14-17 km/t) fra nord. Det giver hovedsageligt forskellige former for sidevind frem til rundstrækningen, hvor der vil være sidemedvind på Wadi al Kabir, derefter sidemodvind, inden man atter får sidemedvind kort inden Hamriyah. Umiddelbart inden Al Jissah får man atter sidemodvind, og det vil vare ved resten af vejen.

Favoritterne

Normalt betyder et nyt endagsløb, at man aldrig helt ved, hvad man skal forvente, men sådan er det ikke med Muscat Classic. Beslutningen om at bruge en af de mest benyttede finaler i Tour of Oman gør, at vi faktisk til hudløshed ved, hvad der venter os, når de seks dagens cykelløb i sultanatet fredag skydes i gang med den anden udgave det nye løb. Der er ikke mange overraskelser på ruten, men den er dog en anelse hårdere end den, vi kender, når man som sidste år skal køre en omgang på en rundstrækning. Det giver i hvert fald en ekstra passage af Al Jissah og Hamriyah samt en ekstra og ny stigning i form af Wadi Al Kabir, men da de alle kommer ret langt fra mål, kan de næppe gøre andet end at bidrage med lidt mere træthed inden sidste passage af Al Jissah, hvor slaget traditionelt er blevet slået.

Efter dansk sejrsstime: Vi tog store skridt og kan være stolte

Selvom vi altså kender finalen, kan vi ikke vide os spor sikre på, hvad der vil ske. Udfaldene har nemlig været ret forskellige. Det startede i 2013 med, at seks mand kørte væk på Al Jissah, og i en taktisk finale kørte Peter Sagan solo. Bare 11 sekunder senere kom feltet, og her havde vi en rigtig sprinter som Nacer Bouhanni. I 2014 betød meget kraftig modvind på Al Jissah, at vi højst uventet fik en regulær massespurt, der endda blev vundet af den ret tunge André Greipel, men det er også eneste gang, at vi har fået total samling igen, selvom det har været tæt på andre gange - måske også fordi målet siden 2014-udgaven er flyttet, så det kom hele 6,5 km fra toppen af stigningen, mens det siden dengang har været bare 4,2 km.

I 2015 endte det i en spurt mellem 19 mand, hvor Sagan var de eneste sprinter, men det var Fabian Cancellara, der viste sig som hurtigste mand. I 2016 var Edvald Boasson Hagen eneste sprintertype i en 18-mandsgruppe, hvorfra Bob Jungels sneg sig væk i en taktisk finale, og i 2017 lykkedes det Ben Hermans, Rui Costa og Jakob Fuglsang at køre væk på bakken, inden Hermans vandt etapen. I 2018 var der ingen sprintere i den 15-mandsgruppe, der spurtede om sejren, og hvor Nathan Haas var hurtigst foran Greg Van Avermaet og Alexey Lutsenko, mens vi i den seneste udgave i 2019 var meget tæt på en gentagelse af 2014, da Alexander Kristoff som hurtigste mand i feltet bare var 2 sekunder fra at vinde en reduceret massespurt, hvad en suveræn Lutsenko dog forhindrede ved at køre solo på bakken.

Sidste år havde vi så den første udgave med dynamikken fra et endagsløb, men det ændrede ikke rigtigt på forløbet. Klatrerne forsøgte sig på bakken, men benhård modvind fra bunden af Al Jissah betød en ret stor gruppe på mere end 30 mand. Langt de fleste sprintere var dog stadig sat af - bl.a. kom Louis Bendixen og Max Kanter godt et minut for sent - men Jenthe Biermans, der havde været sat på bakken, kom tilbage i modvinden og vandt spurten foran to andre holdbare sprintere i form af Jordi Warlop og Andrea Vendrame. Resten af top 10 udgjordes til gengæld af de lettere og hurtige folk, nemlig Francesco Busatto, Maxim Van Gils, Diego Ulissi, Roger Adria, Ide Schelling, Lennert Teugels og sågar Carlos Verona.

Scenarierne er altså forskellige. Én gang er bedste mand kørt fra alle, nemlig da Lutsenko vandt i 2019. En enkelt gang er en lille gruppe på tre mand kørt væk, og én gang har vi fået en reduceret massespurt, hvad vi dog også var tæt på at gøre i 2019, ligesom man vel også må betegne sidste års resultat som en sådan. Det typiske scenarium har dog været en gruppe på 15-18 mand, der enten har spurtet om sejren, eller som efter en taktisk finale har set en rytter snige sig væk til sidst, som Jungels og Sagan har gjort det.

Igen i år forandrer det selvfølgelig dynamikken, at der er tale om et endagsløb. Alle hold skal således gå efter at vinde, og ingen har interesse i blot at gennemføre. Da etapeløbet, som trods alt er hovedmålet for holdene, starter allerede dagen efter, kan der dog sagtens være hold og særligt ryttere, der mest af alt bruger løbet som ren opvarmning. Det var i hvert fald det indtryk, man fik sidste år, hvor mange af etapeløbets favoritter var helt passive på stigningerne.

Som Greipel- og Biermans-sejrene viser, kan sprinterne godt være med, men det kræver, at der er kraftig modvind på Al Jissah. I år får vi ikke den samme orkan, som vi gjorde sidste år, og det bør give et mere selektivt løb. Det er dog stadig en modvindsfinale fra bunden af Al Jissah, og den vil formentlig være for kraftig til, at vi kan se scenariet, hvor den eller de bedste kører væk. Så skal vi i hvert fald se en tidligere åbning, og det vil undre mig, hvis etapeløbets favoritter vil bruge kræfter på et eller andet vildt ridt.

Modvinden modsvares af den lidt hårdere rute, hvor det vil være muligt for holdene at gøre det hårdere tidligt, men under de betingelser er en solosejr stadig næppe realistisk. Det bliver næppe heller tre mand, der kører væk, og meget taler for, at vi vil få en ret stor gruppe til sidst, men også en mindre gruppe end sidste år. Spørgsmålet er så, om vi får så stor en gruppe, at vi vil se deciderede sprintere, og så vi kan tale om en decideret reduceret massespurt, eller om det vil lade sig gøre at skabe så meget udskilning på de foregående stigninger, at vi alligevel får en lidt mindre gruppe. Chancen for en taktisk finale, hvor man kan snige sig væk, er også mindre, når der er modvind over de sidste 800 m, og når den jagtende gruppe må antages at være større.

Jeg vil forvente, at der er hold, der går efter at gøre det hårdt. Det ligner i hvert fald missionen for UAE og Bora samt måske også Astana, men de fleste hold vil faktisk gerne have et let løb, da de har en sprinter med en reel chance for overlevelse. Vi vil formentlig se angreb på også nogle af de tidligere bakker, men når mange gerne vil spurte, er det svært at se, at det vil lykkes. Det er ellers på de tidlige stigninger, at der vil være medvind, men mit gæt vil være, at et reduceret felt vil ramme Al Jissah. Her tror jeg, at modvinden vil være ret dræbende for dem, der vil køre solo, ligesom det vil give sprinterne en langt bedre chance for at overleve. Til gengæld er vinden ikke stærk nok til, at vi kan få sidevindskørsel undervejs.

Jeg vil altså forvente den spurt, vi typisk får i dette løb, og jeg tror også, at vi vil få en lidt større gruppe, end vi har gjort det i flere af tilfældene, men da vinden er betydeligt svagere end sidst, vil vi næppe få samme enorme gruppe som i 2023. Typisk har vi som sagt haft 15-18 mand i en gruppe helt uden sprintere, og jeg er meget i tvivl om, hvorvidt modvinden kan rense gruppen helt for sprintere, eller om vi får et par stykker med over. Jeg vil også tro, at gruppen bliver for stor til et taktisk angreb til sidst.

Formstærk franskmand sejrer efter dansk fremstød - Ineos-profil vinder samlet

Modvind plejer at give sprinterne en fair chance, og derfor går jeg med Paul Magnier. Den franske komet viste sig hurtigere, end jeg havde ventet, da han vandt på Mallorca. Det er klart, at det var en sejr, der mest af alt skyldtes et godt lead-out, og det så da også ud til, at Alberto Dainese kom i højere fart, men når Patrick Lefevere siger, at han til træning har slået Tim Merlier, har jeg nok undervurderet hans fart. Det store spørgsmål er naturligvis også, om han overlever. Han er en aldeles holdbar type, der sidste år endte som nr. 16 i det historisk hårde Tour de Limousin og tillige endte i top 20 i England. Det er klart, at der ingen garanti er, for selv hvis han er i storform, taler historien stadig ofte imod hans ryttertype. Hans form er også ukendt, da han på Mallorca endte kørte meget svære eller meget lette løb, men starten på en professionel karriere har næppe skadet hans motivation over vinteren. Med udsigt til modvind tror jeg på, at han kommer med hjem, og så har jeg så meget tro på hans fart, at jeg tror på, at vores 19-årige komet allerede vinder igen - også fordi han vil elske denne let stigende spurt.

Soudal har dog også en anden sprinteroption. Hvis han kommer med hjem, er der en god chance for, at de vil spurte med Luke Lamperti, da en defekt betød, at han aldrig fik chancen på Mallorca. Han er heller ikke den allertungeste sprinter, men han har ikke vist Magniers holdbarhed. Han var ikke i nærheden af at klare sig i lørdagsløbet på Mallorca, hvor mange sprintere eller var med fremme, og derfor vil jeg forvente, at han får det for hårdt. En tredje option er Antoine Huby, der ikke bør få problemer med at overleve. Han viste en uventet fart i Australien, og hvis vi får en lille gruppe helt uden sprintere, burde han have en fair chance. De vil formentlig også køre for ham og ikke den halvhurtige Mauri Vansevenant. Modvinden bør også gøre det umuligt med et taktisk angreb fra Fausto Masnada eller Jan Hirt.

Det er også et helt perfekt løb for Bryan Coquard. AlUla Tour viste tydeligt, at han slet ikke er så vinterflyvende, som han plejer, men han kom trods alt hæderligt igennem kongeetapen, selvom han blev sat tidligt. Han er i hvert fald den sprinter, jeg har størst tiltro, når det handler om overlevelse, og selvom han skuffede i flere af sine spurter i sidste uge, ikke mindst på 2. etape, burde han have en god chance for at vinde her. Den stigende finale passer ham, men skulle han for alvor have en fordel, skulle det nok stige noget mere. Det ændrer dog ikke på, at der burde være meget få, der kan slå ham i en spurt som denne. Cofidis har også et alternativ i Jesus Herrada, hvis vi får et mere selektivt løb, men selvom han er hurtig i en stigende finale, spurter han i dag så sjældent, at han næppe vinder - og han viste ganske horribel form på Mallorca.

Så er der Caleb Ewan. Normalt ville man jo ikke tøve med at gøre ham til storfavorit i en modvindsudgave som denne, men tiltroen til en genrejsning er bestemt ikke blevet større efter endnu en fiasko i Australien, hvor han ellers plejer at være flyvende. At han ikke kom med hjem i Cadel Evans-løbet, var ildevarslende, for denne finale er hårdere, og i første gruppe sad altså halvtunge folk som Kelland O’Brien og Jonas Rutsch. Heldigvis har han kørt flere løb end mange af rivalerne, og formen må formodes at være bedre nu. Modvinden hjælper ham i hvert fald voldsomt, og overlever han, burde han stadig have en god chance for at vinde denne spurt, ikke mindst i en stigende modvindsspurt, der passer ham helt perfekt, og når han har Davide De Pretto som lead-out man. Italieneren er nemlig holdets formstærke plan B, der gjorde det storartet i Valencia og kan køre en god spurt her, men jeg ser ham ikke vinde.

DSM har meldt ud, at de kører for Warren Barguil, der jo godt kan køre en spurt som denne, og Frank van den Broek, men jeg tvivler meget på, at vi får så lille en gruppe, at franskmanden kan vinde. I stedet har holdet en joker i Tobias Lund. Vi så blandt andet i Kroatien, at danskeren fortsat ikke er alt for holdbar, og hvis ikke han har forbedret sig siden dengang, vil han formentlig få det for hårdt. Når man ser typer som Warlop og Biermans overleve, burde han dog ikke være helt uden chance, selvom han skal slås med en blødere modvind. Hvis han overlever, vil jeg give ham en endog meget god chance for at vinde denne stigende spurt, der kan give mindelser om finalen i Bruxelles, hvor han var ”åh så tæt” på at slå Arnaud Demare. Til gengæld er finalen selvsagt alt for hård for Fabio Jakobsen og nok også for den Timo Roosen, vi kender i dag.

Australien satte igen en streg under, at Diego Ulissi er langt fra fordums styrke, men han bør ikke få problemer med at klare denne finale. Sidste år endte han da også som nr. 6, men her var han desværre oppe mod for mange sprintere. Et par dage senere bekræftede han dog, at han stadig har en vis fart, da han vandt 4. etape i Oman, og selvom han sikkert har tabt mere fart siden dengang, burde han stadig kunne vinde denne let stigende spurt, der passer ham - hvis altså vi får et felt uden sprintere. Han har i hvert fald en storartet lead-out man i formstærke Finn Fisher-Black, der også har en hæderlig spurt, men ikke som Ulissi. Derudover har holdet naturligvis også Adam Yates, der ikke helt kan afskrives. Er der en rytter, der kan køre alene hjem på Lutsenko-maner, er det ham, men det burde trods hans evne til at starte som lyn og torden, være umuligt.

Hos Astana gør Ide Schelling debut, og han er da også skabt til dette løb. Han kørte en skuffende spurt sidste år, hvor han blot blev nr. 8, men senere endte han på podiet på 4. etape i Oman, hvor han bekræftede den fart, han også viste flere gange senere på året. Hans form er ukendt, og han har som bekendt et meget lavt bundniveau, men sidste år startede han stærkt, og han er generelt kommet tilbage på sporet. Spørgsmålet er bare, om vi får så lille en gruppe, at han kan vinde. Falder han fra, er Anthon Charmig , der har vist hæderlig form, ikke langsom, men selvom det stiger, kan han ikke vinde her. Gleb Syritsa er alt for tung til denne finale.

Intermarché kommer med kometen Francesco Busatto, der sidste år leverede sit første store professionelle resultat her med en flot 4. plads. Dengang var der et par sprintere, han skulle slås med, og desværre betyder modvinden nok, at det bliver tilfældet igen. Modvinden er dog svagere, og vi bør ende med en mindre gruppe denne gang. Samtidig er det ikke urimeligt at forvente, at han er stærkere denne gang, og det stigende opløb passer ham. Det burde ikke være helt umuligt, at han kan vinde denne spurt, men det er bekymrende, at han virkede endog meget formsvag på Mallorca. Falder han, fra Lorenzo Rota køre en hæderlig spurt, men vi får næppe en gruppe, hvor han kan vinde, mens det ikke er en finale for de rene klatrere Louis Meintjes og Alexy Faure Prost.

Arkea skal forsøge at gentage sidste års sejr, men denne gang er det ikke Biermans, men Amaury Capiot, der satses på. Belgieren er som holdbar sprinter skabt til dette løb, når vi har en modvindsudgave, men jeg er bekymret for, om han er kommet fuldt tilbage efter sin lange skadespause. I hvert fald var der langt igen i efteråret, og hans start i Castellon var skuffende. Det var heldigvis bedre i Marseille, men er det nok? Jeg giver ham stadig en god chance for at komme med hjem, men jeg har svært ved at se ham ende i et felt uden Coquard, og selvom han er god i stigende spurter og har tradition for at starte stærkt, tvivler jeg på, at han kan slå franskmanden i denne spurt. Rangeret efter vinderpotentiale står han derfor ikke så højt, selvom han er en solid podiekandidat. Holdets klatrere Cristian Rodriguez, Elie Gesbert, Alessandro Verre og Embret Svestad-Bårdseng passer dårligt til løbet.

Lidl-Trek trodser styrt og vinder i dramatisk Vuelta-åbning

Uno-X kommer med Alexander Kristoff, men det er meget svært at tro på nordmanden. Han har ellers ofte før klatret ret godt i dette løb og hjælpes stort at modvinden, men han har slet ikke de klatreevner, han havde engang. Det så vi senest i Besseges, hvor han end ikke klarede den meget lette kongeetape, og derfor virker det helt usandsynligt, at han kommer med hjem. Alligevel er man nødt til at nævne ham, for skulle han overleve, er han stadig hurtig nok til at vinde denne let stigende spurt, der passer ham. Holdets to øvrige sprintere, Tord Gudmestad og Stian Fredheim, er også for tunge. Det samme gælder for Rasmus Bøgh Wallin, der jo ellers også har en vis fart. Deres sikre kort er den meget lovende klatrer Johannes Kulset, men han passer ikke til finalen.

Endelig er der Bora, der kommer med et hold uden sprintere. De får meget svært ved at vinde og skal i hvert fald havde det hårdest tænkelige løb. Jeg vil tro, at deres hurtigste mand er Emil Herzog, der burde passe godt til løbet. Han havde det dog stadig svært i U23-løbene sidste år, og hans svage kørsel på Mallorca gør det svært at tro på ham, når han næppe heller vinder en spurt, selv i en lille gruppe. Som alternativ har holdet halvhurtige Roger Adria, der passer til det stigende opløb, men han synes helt at være ophørt med at spurte, som vi senest så det i Australien. Løbet passer slet ikke til Ben Zwiehoff, Emanuel Buchmann og Anton Palzer.

De øvrige hold får det svært. Hos Lotto er Lionel Taminiaux for tung, men de har formstærke Jenno Berckmoes, der i Besseges viste, at han kan lave en top 10, hvis løbet bliver hårdt nok. Et andet bud er Arjen Livyns , men jeg kan ikke huske, hvornår han sidste har spurtet. Hos Kern Pharma er Marc Brustenga for tung, og deres holdbare folk, Unai Iribar og Ivan Cobo, har ikke farten. Burgos skal satse på Jambaljamts Sainbayar , der er hurtig og holdbar, men skuffede i Sharjah. Her viste Mario Aparicio storform, men han er ikke kendt for sin fart. På kontinentaljholdene er det værd at holde øje med Merhawi Kudus, der i et hårdt løb godt kan spurte sig til en top 10. Ukyo vil måske forsøge at blande sig i en spurt med Thomas Pesenti, da finalen er for hård for Matteo Malucelli, eller Nathan Earle, der trods en bedre kongeetapen dog skuffede i sidste uge. Hos Roojai kan Carter Bettles og Adne van Engelen måske komme med hjem, men i en spurt har de ikke meget at stille op.

***** Paul Magnier

**** Bryan Coquard, Caleb Ewan

*** Tobias Lund, Diego Ulissi, Ide Schelling, Francesco Busatto, Luke Lamperti

** Amaury Capiot, Antoine Huby, Davide De Pretto, Adam Yates, Jesus Herrada, Warren Barguil, Lorenzo Rota, Alexander Kristoff, Emil Herzog, Roger Adria, Jenno Berckmoes, Merhawi Kudus

* Mauri Vansevenant, Finn Fisher-Black, Cristian Rodriguez, Anthon Charmig, Johannes Kulset, Timo Roosen, Fausto Masnada, Thomas Pesenti, Nathan Earle, Mario Aparicio, Jambaljamts Sainbayar, Unai Iribar, Ivan Cobo, Jan Hirt, Ben Zwiehoff, Emanuel Buchmann, Louis Meintjes, Elie Gesbert, Alexy Faure Prost, Frank van den Broek, Carter Bettles, Adne van Engelen

Danskerne

Hos DSM ligner Tobias Lund en af favoritterne, hvorfor han er omtalt ovenfor. Hos Astana skal Anthon Charmig primært støtte Ide Schelling, men også han er omtalt ovenfor. Endelig skal William Blume, der klatrede godt på Mallorca, og Rasmus Bøgh Wallin forsøge at hjælpe Alexander Kristoff med at overraske.

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Jenthe Biermans’ sejr fra 2023.