Optakt: Tour of Oman

Løbets rolle og historie

Da Tour de France-arrangørerne i 2002 tog det modige valg at slå sig sammen med myndighederne i Qatar og arrangere et etapeløb i den arabiske ørkenstat, var der næppe mange, der havde set det som begyndelsen til en sand succeshistorie, der siden har udviklet sig til en af de allervigtigste løbsserier i den tidlige del af sæsonen og har ansporet mange af cykelsportens største stjerner til at skippe de traditionelle løb i sportens kerneområde i Europa og i stedet tilbringe en stor del af februar under Mellemøstens behagelige sol.

På mindre end et årti lykkedes det imidlertid Tour of Qatar at opbygge sig et ry som det foretrukne forberedelsesløb for sprintere og ryttere, der satser på brostensklassikerne. Med den samme iver efter at vise landets skønhed - af mange ikke uden grund betragtet som sportswashing - var det derfor kun logisk, at myndighederne i Oman så en chance for at kapitalisere på den succes og forsøge sig med en lignende formel. Det førte i 2010 til, at også de slog sig sammen med ASO, og dermed var Tour of Oman skabt.

Sidste etape af Tour of Türkiye neutraliseret

Ideen med at have ASO tilknyttet begge løb viste sig at være genial, idet det skabte en fantastisk synergi mellem de to begivenheder, der ofte inviterede de samme hold og havde et stort overlap af ryttere. Alligevel var der en stor forskel på de to løb, og det var vidt forskellige ryttere, der dominerede i løbet af de to uger, der oprindeligt udgjorde den mellemøstlige løbsblok.

Qatar er et land med meget få højdeforskelle, og dramaet blev skabt af vinden, der ofte førte til en fantastisk krig mellem de bedste klassikerryttere om at komme med på første vifte. I modsætning hertil er Oman et ganske kuperet land, og selvom mange af klassikerrytterne ofte forblev i Mellemøsten for at tilbringe yderligere seks dage under ørkensolen, var det andet ASO-løb i Arabien domineret af klatrere.

Derfor var det ingen overraskelse, at løbet en overgang var i stand til at tiltrække de allerbedste grand tour-ryttere, der var ivrige efter at teste formen tidligt på sæsonen og fortsætte forberedelserne frem mod de første mål. I løbet af ganske få år opbyggede løbet et ry som det foretrukne februarløb for de ryttere, der jagter succes i etapeløbene og de store tours, og navne som Chris Froome, Alberto Contador, Vincenzo Nibali, Joaquim Rodriguez og Cadel Evans udkæmpede for år tilbage nogle mindeværdige slag på de omanske stigninger.

Det tog noget tid for arrangørerne at finde det rette format. Den første udgave var således en relativt flad affære, der hovedsageligt blev afgjort på en enkeltstart. Ikke overraskende vandt Fabian Cancellara på et tidspunkt, hvor han var helt dominerende i kampen mod uret, men allerede året efter var der vendt op og ned på tingene. Med en bjergafslutning på landets ikoniske bjerg, Green Mountain, udviklede løbet sig til en affære for de virkelige etapeløbsryttere, og det var Robert Gesink, der i 2011 startede en flot forårssæsonen med at vinde samlet i Oman.

I 2012 fjernede man enkeltstarten og gjorde dermed løbet til en sag for klatrerne. Det første år tog Peter Velits en kneben sejr foran Vincenzo Nibali, men det var i 2013, at løbet fik sit virkelige gennembrud. Med den hårdeste rute hidtil lykkedes det at tiltrække Froome, Contador, Nibali, Evans og Rodriguez, hvis dyst blev vundet af Froome. Året efter havde man en lige så imponerende startliste, og igen var det Froome, der slog Rodriguez og Nibali. I 2015 havde løbet atter tiltrukket mange stjerner, selvom løbet højst overraskende blev vundet af Rafael Valls, der satte topnavnene til vægs på Green Mountain.

Med tilføjelsen af Dubai Tour til kalenderen i 2014 udviklede løbsblokken i Mellemøsten sig til en tredelt affære med 20 dages fantastiske løbsmuligheder for stjernerne. Da den samlede kombination havde lidt for enhver smag - sprintere og puncheurs kunne excellere i Dubai, sprinterne og enkeltstartsrytterne havde muligheder i Qatar, og klatrerne kunne vise deres format i Oman - havde stort set alle et incitament til at tage til Mellemøsten i februar. Da løbet i Oman samtidig var det mest alsidige med etaper for sprintere, klassikerryttere og en stor bjergetape, var det en smuk afslutning på en unik del af kalenderen.

I årene 2013 og 2014 var løbet domineret af etapeløbsryttere, og det havde klart det bedste felt af alle de tidlige løb. I 2015 tabte de imidlertid kampen til Vuelta a Andalucia, der havde både Froome og Contador til start, og det indvarslede en ny epoke. I de seneste år har man nemlig klart tabt slaget til løbet i Andalusien og Volta ao Algarve, der begge køres i samme periode. Hovedårsagen er formentlig det genopstandne Volta a la Comunitat Valenciana, der har gjort Den Iberiske Halvø langt mere attraktiv som et alternativ, og derfor har mange foretrukket at blive i Europa. Det havde en effekt på løbene i Dubai og Qatar, og i 2016 havde man i Oman chokerende få WorldTour-hold til start.

I 2017 fik kalenderen endnu en rystetur. Tour of Qatar blev aflyst, men i stedet blev Abu Dhabi Tour flyttet fra oktober til februar og afholdtes nu i ugen efter Tour of Oman. Samtidig fik det WorldTour-status, mens det aldrig var på tale for løbet i Oman, der i stedet var truet på dets eksistens. Det lykkedes at overleve, og på papiret burde tilføjelsen af Abu Dhabi Tour have været en styrke. Også det nye løb havde en stor bjergafslutning, og dermed appellerede de to løb til de samme ryttere. Med et par dages restitution mellem de to begivenheder syntes det oplagt for klatrere at køre dem begge, og da Dubai Tour overtog den ledige plads fra løbet i Qatar, var der atter en sammenhængende løbsblok over tre uger i Mellemøsten.

Desværre havde Abu Dhabi Tour og Tour of Oman ikke de samme arrangører, og det var derfor ikke muligt at få den ventede synergieffekt. Meget få ryttere kørte begge løb, og da det var løbet i Abu Dhabi, der var højst i hierarkiet, stod Tour of Oman ligesom i både 2017 og 2018 tilbage som en stor taber. Således lykkedes det i 2018 ikke at tiltrække mange grand tour-stjerner, og det var hovedsageligt Vincenzo Nibali, Rui Costa og Miguel Angel Lopez, der kastede stjernestøv over løbet - i hvert fald set ud fra en etapeløbsvinkel. Til gengæld fik løbet en renæssance i forhold til sprintere og klassikerryttere, der med flytningen af løbet i Dubai havde fundet et ekstra incitament til at tage en ekstra uge på Den Arabiske Halvø.

Ineos-profil reagerer på samlet sejr og ser frem mod Tour de France

Helt galt gik det i 2019. Her blev den tidligere så omfangsrige mellemøstlige kalender reduceret yderligere med beslutningen om at slå Dubai og Abu Dhabi Tour sammen til det nye og meget ambitiøse UAE Tour, der blev udvidet til syv dage og en del af WorldTouren. Det reducerede ganske vist antallet af løbsdage i regionen til 13, men egentlig burde det have haft en gunstig effekt på løbet i Oman. En klog beslutning om at flytte begivenheden, så det nu sluttede tre dage inden starten i emiraterne, burde have skabt en perfekt synergi mellem de to løb, der endda begge appellerede til klatrere. Det lykkedes imidlertid slet ikke, og faktisk var kalenderændringen nærmest en katastrofe for Tour of Oman. Mens løbet tilsyneladende bibeholdt sin appel til sprintere og klassikerryttere, var Domenico Pozzovivo helt alene om at repræsentere grand tour-stjernerne, og der var næsten ingen, der havde planer om at køre begge løb.

Desværre synes løbet ikke at stå foran en genrejsning. Den mellemøstlige kalender har ellers fået et boost, efter at AlUla Tour (tidligere Saudi Tour) blev skabt i 2020, og der er derfor igen tre mellemøstlige løb i en stærk løbsblok med appel til alle ryttertyper. Løbet i Oman er også blevet rykket, så det afvikles stort set midt imellem de to øvrige løb, men effekten er udeblevet. Faktisk var der frygt for, om løbet overhovedet ville overleve, efter at det i 2020 med meget kort varsel blev aflyst som følge af den sørgeperiode, der fulgte i kølvandet på sultanens død, og heller ikke blev afviklet i 2021, hvor coronapandemien efterlod februarkalenderen i maltrakteret tilstand.

I 2022 var der endelig udsigt til en stærk synergi mellem de tre mellemøstlige løb, men sådan gik det ikke. Beskedne syv WorldTour-hold var at finde i feltet, og selvom man kunne præstere enkelte topnavne som Mark Cavendish, Fernando Gaviria og Rui Costa, var det ligesom i 2019 et felt af en helt, helt anden kaliber, end da Froome og Nibali vandt i løbets storhedstid. Bedre var det i 2023, hvor man kunne præsentere præcis halvdelen af de 18 WorldTour-løb samt Lotto og Israel-PT, der næsten er at regne som WorldTour-hold, men igen var stjernerne i vidt omfang blevet i Europa, og det var kun få topnavne som Mark Cavendish, Tim Merlier og Alexey Lutsenko, der kastede glans over begivenheden. Nogen stor genrejsning synes der desværre ikke at være i 2024, hvor man ganske vist igen kan præsentere halvdelen af de 18 WordlTour-hold, men hvor stjernerne igen i vidt omfang har valgt løbet fra, selvom navne som Adam Yates, Alexander Kristoff, Bryan Coquard, Diego Ulissi, Fabio Jakobsen og Caleb Ewan lægger vejen forbi.

I 2023 skete der noget andet nyt. Måske i et forsøg på at gøre en tur til Oman mere attraktiv ved at muliggøre en potentiel ekstra pointhøst besluttede arrangørerne sig for at forkorte løbet fra seks til fem dage og i stedet inkludere et endagsløb, Muscat Classic, dagen inden starten på etapeløbet. Dermed er der fortsat seks dages løb i landet, men nu kan man score betydeligt flere point, end man kunne i et rent etapeløb. Om det er forklaringen på, at vi har fået deltagelse af lidt flere WorldTour-hold, er svært at sige, men efter nedrykningsdramaet i 2022 har holdene i hvert fald øget deres fokus på point ganske betydeligt.

Sidste år bød løbet altså også på en knap så stærkt besat udgave, men det gav til gengæld flere af sportens unge talenter chancen for at vise deres potentiale. De blev endda udfordret af en historisk hård rute med kun én sprinteretape og for første gang hele to bjergfinaler. Her satte Matteo Jorgenson sig igennem på den første, hvor han overtog førertrøjen, og efter et afsluttende, medrivende drama på den traditionelle kongeetape til Green Mountain, hvor Mauri Vansevenant slog amerikaneren på toppen, kunne det amerikanske talent fejre den samlede sejr med bare ét sekund ned til sin belgiske rival og 28 sekunder ned til Geoffrey Bouchard. Jorgenson er nu skiftet til Visma, der aldrig kører løbet, og dermed bliver der intet titelforsvar. Ag2r og dermed Bouchard skipper også løbet denne gang, og dermed bliver Vansevenant i år eneste genganger fra det seneste podium.

Ruten

Efter oprindeligt at have været et løb for temporyttere er Tour of Oman som nævnt ovenfor nu et løb for klatrere. Enkeltstarten har været væk fra ruten siden den tredje udgave, og vi har i stedet haft et herligt varieret løb, der har bestået af en blanding af flade sprinteretaper, kuperede etaper, der passer til hurtige og eksplosive klassikerryttere, og en reel bjergetape. Løbet har som regel haft perfekt vejr, og dermed er det et godt forberedelsesløb for snart sagt enhver ryttertype.

Arrangørerne har gradvist gjort løbet hårdere og hårdere ved at tilføje flere stigninger, og de har efterhånden fundet sig en samling af finaler, som de har genbrugt år efter år, dog i forskellige kombinationer. Dermed havde løbet efterhånden fundet en relativt fast formel over en årrække. I 2016 nåede hårdheden et helt nyt niveau, idet man i tillæg til de tre hårde etaper, der typisk har været en del af ruten, inkluderede en helt ny afslutning på en stigning, ligesom man klatrede længere op ad Green Mountain på løbets kongeetape.

Den model gentog man stort set i 2017, hvor det praktisk talt var de samme seks etaper, der var på menuen, og den største ændring var en ændret rækkefølge. Den forlængede udgave af Green Mountain skrottedes imidlertid, og man sluttede i stedet kongeetapen, hvor man traditionelt har gjort det. Efter en lidt lettere udgave i 2018 vendte man tilbage til versionen med to bjergfinaler til 2019-udgaven, der var Tour of Oman, som vi har lært at kende det, og sådan var det også, da løbet i 2022 vendte tilbage efter to års fravær med en rute, der i vidt omfang var en kopi af 2019-ruten.

Endnu en dansk junior-sejr i udlandet

I 2023 ruskede de konservative arrangører imidlertid op i tingene. Én ting vafr, at man som nævnt ovenfor delte den seks dage lange begivenhed op i et endagsløb og et nu kun fem dage langt etapeløb, man opfandt også hele to nye afslutninger, hvilket var ganske markant for et løb med så megen hang til genbrug. Endnu mere markant var det, at man brugte nytænkningen til at designe en rute, der var den i særklasse hårdeste og samtidig mest sprinterfjendtlige nogensinde.

Ikke færre end tre af de fem etaper havde således mål på en stigning og måtte betegnes som deciderede klassementsetaper, og de stakkels sprintere måtte nøjes med bare én chance, hvor opløbet endda steg med 3% - så meget, at vi i 2019 så, at puncheurtyperne også blandede sig. End ikke den traditionelle sprinterfinale i Muscat fik de lov til at få, da man for første gang rundede løbet af med kongeetapen til Green Mountain, og derudover bød løbet på en helt ny puncheurfinale - en finaletype, der var meget normal i de første år, men som har været lidt overset de seneste gange.

Det gav et lidt anderledes løb, end vi har været vant til, men arrangørerne kunne tilsyneladende lide det. I hvert fald er de i 2024 fra nytænkning til genbrug i et hidtil uset omfang. For første gang i løbet historie har samtlige løbets etaper nemlig præcis samme finale som for et år siden - og de kommer endda i præcis samme rækkefølge. Det betyder ikke, at etaperne er helt identiske, for indledningen er ændret ganske markant på flere af dem, men afslutningerne er de samme - og det betyder altså, at vi igen kan se frem til en historisk hård udgave med tre bjergfinaler og bare én sprinteretape.

Sprinterne skal således slå til fra start, for lørdagens 1. etape er deres eneste chance. Her skal der nemlig for fjerde gang sluttes ved Oman Convention and Exhibition Center, hvor vi kan se frem til det stigende opløb, hvor Tim Merlier, Fernando Gaviria og Sonny Colbrelli har sejret, og hvor det stiger nok til, at Greg Van Avermaet og Axel Zingle har været på podiet. Allerede dagen efter indledes klassementskampen, når der skal sluttes på stigningen uden for Quriyat, som blev brugt i 2016, 2017, 2019, 2022 og 2023, og hvor Jesus Herrada Anthon Charmig, Alexey Lutsenko, Søren Kragh og Edvald Boasson Hagen tidligere har vundet. Som Boasson Hagens og Kraghs sejre viser er det også en finale for meget holdbare klassikertyper med ganske små tidsforskelle, men de eksplosive typer vil drømme om her at få de første bonussekunder.

Dagen efter venter sidste års helt store nyskabelse i form af en spritny bjergfinale på Eastern Mountain, der sidste år gik under navnet Jabal Haat, og som ganske vist er så kort en stigning, at forskellene ikke vil være enorme, men som med 1,6 km med ca. 11% til slut vil blive rammen om det første helt store opgør mellem klatrerne, som vi så det i 2023, hvor det var her, Matteo Jorgenson med etapesejr lagde grunden til sin samlede triumf. Om tirsdagen følger så allerede endnu en af sidste års nyskabelser, hvor de eksplosive puncheurs kan se frem til at boltre sig på en for løbet sjældent lange etape over mere end 200 km, og hvor tre små bakker - den sidste med top bare 900 m fra stregen - vil give mindelser om en lille klassiker i midten af februar, som vi så det sidste år, hvor Diego Ulissi sejrede foran Axel Zingle i en gruppe på ca. 40 mand.

Som noget nyt sluttede det hele sidste år med løbets mest ikoniske etape, og det gør det således også i år, når Green Mountain vender tilbage som etapemål for 12. gang i træk, og i de fleste tilfælde er det vinderen her, der også er endt med den samlede sejr. Det kan meget vel blive tilfældet igen denne gang, selvom det faktisk ikke gik sådan i 2023, for det er i hvert fald en klatrer, der vil vinde denne historisk hårde udgave, hvor sprinterne igen har meget, meget lidt at komme efter.

1. etape

Det har været en hovedregel, at sprinterne har haft mulighed for at spurte om sejren på førstedagen, og det var kun i 2016, at man afveg fra den model. Også i år, hvor løbet ellers igen er usædvanligt sprinterfjendtligt, forventes det, at de hurtige folk skal slås om sejren, men selvom åbningsetapen også denne gang er den eneste sprinteretape, er det ikke helt så enkelt. Man vender nemlig tilbage til den stigende finale ud for Oman Convention and Exhibition Center, hvor Sonny Colbrelli i 2019 gjorde brug af sine puncheurevner til at sikre sig sejren, og hvor Fernando Gaviria og Tim Merlier sejrede i hhv. 2022 og 2023, og dermed er der lagt op til, at de lidt mere holdbare sprintere måske vil have en lille fordel på løbets eneste dag for de hurtigste folk.

Med en distance på 181,5 km er etapen betydeligt længere end sidste år, og det skyldes, at man har rykket starten til Oman Across Ages Museum i byen Manah, hvorfra man altså skal køre til målet ved Oman Convention and Exhibition Center i hovedstaden Muscat. Startområdet ligger ganske langt inde i ørkenen, og etapen består af en rejse mod nord ud til målet ved kysten. Man lægger ud med at køre ad let stigende ørkenveje mod nordøst til byen Izki, hvor man efter 25 km drejer mod sydøst. Her begynder det at stige lidt kraftigere, inden det i stedet begynder at falde let. Efter ca. 50 km drejer man mod nordøst, og derefter stiger det let frem til dagens første spurt, der køres efter 63,5 km.

Trek trækker sig fra sponsorat

Efter spurten kører man videre mod nord og derefter igen nordøst ad lige og ganske let stigende ørkenveje, og sådan fortsætter det, når man efter 88,1 km drejer mod nordvest. Kort herefter begynder det dog i stedet at falde, også ganske kraftigt mod først nordvest og siden nordøst ned til dagens anden spurt, der kommer efter 117,6 km. Her sætter man kursen mod nord, men det ændrer ikke på, at det forsætter med at falde, dog nu knap så kraftigt. Det gør det fortsat, når man kortvarigt kører mod øst og derefter igen mod nord ned til udkanten af Muscat.

Her bliver det helt fladt over de sidste godt 10 km, når man drejer mod øst for at køre ind gennem storbyen forstæder. Det går ad en lang og lige vej, der domineres af mange rundkørsler, den sidste med 5,1 km igen. Til slut drejer man med 870 m igen til højre ind på en 8 m bred vej, hvorefter det begynder at stige med i alt 2,8% i gennemsnit over den sidste kilometer, idet det dog fordeles med 5-6% over de første 500 m, hvorefter de sidste 500 m er fladere.

Etapen byder på i alt 907 højdemeter mod 807 højdemeter på sidste års betydeligt kortere rute.

I forhold til de 2022- og 2023-udgaverne, hvor ruterne næsten var den samme, er hele den første del helt ny, men de sidste ca. 40 km er de samme som i 2022. I 2023 kørte man op og ned ad en bakke lige inden spurten, men den lille afstikker er fjernet igen.

Afslutningen gjorde som sagt debut i 2019, hvor vi så, at det var en blanding af hårdføre sprintere og puncheurs, der kunne gøre sig gældende. Således sejrede Sonny Colbrelli foran Greg Van Avermaet, men da spurten igen blev benyttet i 2022 og 2023, blev den domineret af mere klassiske sprintere med Fernando Gaviria foran Mark Cavendish for to år siden og Tim Merlier foran David Dekker sidste år, hvor vi dog også så, at Axel Zingle på 3. pladsen slog flere rigtige sprintere. Det er da også en finale, hvor begge ryttertyper kan begå sig, men det vil formentlig være en specialist i denne slags stigende spurt, der kan tage den første førertrøje. Vinden kan i teorien spille en rolle i ørkenen, men det sker kun sjældent i Oman, hvorfor det må formodes, at det hele ender i et brag af en spurt i udkanten af Muscat.

Finalen blev som sagt senest benyttet i 2023, hvor Tim Merlier sejrede foran David Dekker og Axel Zingle, og i 2022, hvor Fernando Gaviria sejrede foran Mark Cavendish og Kaden Groves, og den gjorde debut i 2019, hvor Sonny Colbrelli spurtede sig til sejr foran Greg Van Avermaet og Clement Venturini.

To dobbelt-sejre til ColoQuick i weekenden

2. etape

Mens Tour of Oman altid har haft nogle eksplosive etaper med plads til klassikerryttere, har der som regel kun været en bjergafslutning på programmet i form af den klassiske kongeetape til Green Mountain. Den model ændrede man lidt på i 2016, hvor man som noget helt nyt introducerede et etapemål på en eksplosiv stigning i udkanten af byen Quriyat, hvor Edvald Boasson Hagen spurtede sig til sejr. Etapen blev genbrugt i 2017, 2019, 2022 og 2023, hvor hhv. Søren Kragh, Alexey Lutsenko, Anthon Charmig og Jesus Herrada slog til i den benhårde puncheurspurt, og naturligvis skal den genbesøges i denne historisk hårde udgave af det mellemøstlige løb. Derfor er det denne gang som i 2023 på andendagen atter den korte rampe i byen øst for Muscat, der vil give det første indtryk af favoritternes styrkeforhold, når den bruges som afslutning på løbets første alvorlige klassementsetape.

I alt skal der tilbagelægges 170,4 km, der fører feltet fra As Sifah til målet på toppen af bakken i udkanten af Quriyat. Modsat sidste år starter man ikke i udkanten af Muscat, der er en kystby, som ikke ligger alt for langt fra målbyen. Man lægger ud med at køre mod nordvest hen langs vandet igennem terræn, der er ganske kuperet. Således skal man med det samme op over to bakker, inden det der venter et faldende og siden fladt stykke. Derefter går det mod vest op og ned ad en lille bakke, inden man når frem til tirsdagens målby Yitti. Nu zigzagger man sig mod vest, nord og nordvest igennem småkuperet terræn frem til dagens første spurt, der kommer efter 28,4 km.

Umiddelbart efter spurten får det videre mod nordvest op ad stigningen Al Jisah (1,3 km, 8,2%), der efter 600 lettere meter slutter med 700 m med 10-11% frem mod toppen, som rundes efter 32,2 km Efter toppen fortsætter det med at stige, inden en nedkørsel leder direkte ned til bunden af Wadi Al Kabir (2,2 km, 6,3%), der over de første 1000 m stiger med 3-4%, men derefter med 9-10% over de sidste 1200 m frem til toppen, som rundes efter 38,8 km.

Efter den hårde start bliver det nu meget lettere. Det falder let, mens man fortsætter mod nordvest helt ud til kysten, hvorefter man drejer mod syd for at køre længere ind i ørkenen. Det sker gennem terræn, der først er relativt fladt, men siden let stigende. Det forsætter man at stige let, når man senere drejer mod sydøst for at køre videre ad lange, lige veje, inden det slutteligt falder let ned til dagens sidste spurt, der kommer efter 111,7 km.

Efter spurten begynder det i stedet at stige kortvarigt, inden det igen begynder at falde, mens man kringler sig mod nord, syd og derefter sydøst. Atter begynder det at stige, inden det slutteligt falder ned til målbyen, som nås efter 154,6 km. Man kører dog ikke op ad stigningen med det samme. I byens udkant kører mani stedet mod sydøst og syd ned langs vandet væk fra byens centrum igennem fladt og småkuperet terræn, indtil man når et vendepunkt. Herfra følger man samme let kuperede vej tilbage mod nord og nordvest, inden det går helt fladt ind mod byens centrum.

Her drejer man mod sydvest og vest for at køre igennem fladlandet ud til målstigningen, der ligger i den vestlige udkant, inden man drejer mod nordøst for at køre op ad målbjeget Qurayyat (2,7 km, 6,7%). Stigningen er temmelig irregulær. Efter en blødere start med 6,7% over de første 500 m venter der 500 m med 10,7%, inden den flader ud med 500 m med 7,4% og dernæst 500 m med bare 3,8%, inden den igen tager fat med 10,4% over de næste 500 m for næsten at være flad over de sidste 200 m. Den har to hårnålesving tæt på den røde flamme, og derefter bugter vejen svagt mod venstre, inden rytterne når den 100 m lange opløbsstrækning.

I forhold til de seneste udgaver kører man som i 2017 og 2022 uden en rundstrækning, hvorfor man kun skal over stigningen én gang, mens man i de øvrige udgaver skulle passere den to gange. Starten er anderledes end i 2022, men de sidste ca. 100 km er de samme som dengang.

Etapen byder på i alt 2112 mod 2014 højdemeter i 2023 og 1860 højdemeter i 2022.

Tidligere udgaver af etapen viser, at det næppe er en dag, hvor løbet kan vindes, men man kan sagtens tabe værdifuld tid i en finale, der passer mere til eksplosive typer end til rene klatrere. Feltets puncheurs håber på at gentage Edvald Boasson Hagens, Søren Kraghs, Alexey Lutsenkos, Anthon Charmigsog Jesus Herradas triumfer, mens de rene klatrere skal undgå tidstab inden de hårdere stigninger senere i løbet. De mest eksplosive af klassementsrytterne vil i stedet drømme om at tage sejren og score vigtige bonussekunder på en stigning, der altså nu igen kun skal passeres én gang. Samtidig skal man tage sig i agt for vinden, der i 2019 splittede feltet allerede inden stigningen.

Lidl-Trek trodser styrt og vinder i dramatisk Vuelta-åbning

Den sidste stigning gjorde debut i 2016 og viste sig at passe til et mix af puncheurs og klassementsryttere, der spurtede om sejren på bakken. Ni ryttere sluttede således i samme tid, og af dem var Edvald Boasson Hagen hurtigst foran Vincenzo Nibali og Greg Van Avermaet. Yderligere seks mand tabte 6 sekunder, mens 35 mand sluttede inden for et minut af vindertiden. I 2017 sejrede Søren Kragh foran Rui Costa og Ben Hermans på en dag, hvor 8 mand blev noteret for vindertiden, og hvor hele top 20 sluttede inden for 10 sekunder af Kragh. Anderledes gik det i 2019, hvor suveræne Alexey Lutsenko vandt med 1 sekund ned til Jesus Herrada, Van Avermaet og Costa, mens hele top 10 sluttede inden for 11 sekunder af den sejrende kasak. Ved besøget i 2022 tog Anthon Charmig sin gennembrudssejr ved at vinde i samme tid som Jan Hirt og med 2 sekunder ned til Elie Gesbert på en dag, hvor top 17 var inden for 7 sekunder af vindertiden. I 2023 var det så Jesus Herrada, der sejrede foran Maxim Van Gils og Diego Ulissi på en dag, hvor top 5 fik noteret samme tid, og hvor hele top 25 var inden for 5 sekunder af vindertiden. Quriyat var også vært for løbet i 2014, hvor man sluttede inde i byen. Her vandt Alexander Kristoff en massespurt foran Leigh Howard og Tom Boonen.

3. etape

Arrangørerne af Tour of Oman er kendt for deres hang til genbrug, og det er ganske sjældent, at man opfinder nye finaler. Det gjorde man dog i sidste års meget innovative udgave, hvor man opfandt hele to nye finaler, hvoraf den ene var en bjergafslutning på den nye stigning Jabal Haat. I år genbruger man til gengæld alle fem finaler, og det betyder, at det første helt store slag igen skal slås på det nye bjerge, der i år går under det engelske navn Eastern Mountain. Selvom det ikke er verdens længste opkørsel og derfor har en vis appel til mere eksplosive typer, 1600 afsluttende meter med 11-12% sikre, at vi får et langt mere reelt billede af klatrehierarkiet, end vi gjorde 24 timer tidligere. Tidligere plejer klatrerne at skulle vente til Green Mountain med for alvor at folde sig ud, men nu får vi allerede to dage tidligere en helt klar ide om, hvem der formentlig vil ende som den samlede vinder - akkurat som vi gjorde sidste år, hvor det var med sejren på Eastern Mountain, at Matteo Jorgenson lagde grunden til sin samlede sejr

I alt skal der tilbagelægges 169,3 km, der fører feltet fra Bidbid til Al Khobar. Man lægger ud med at køre mod først syd og siden sydøst igennem let stigende terræn frem til byen Al Khobar, der nås efter 13,3 km, og herfra er etapen præcis den samme som sidste år. Man bevæger sig nu længere ud i ørkenen, når man kører mod sydvest ad lange, lige og let stigende veje. Senere begynder det i stedet at falde let, når man drejer mod sydøst, indtil det efter passagen gennem byen Mukaysa efter ca. 70 km bliver relativt fladt, dog afbrudt af en lille bakke. Sådan fortsætter det, når man kører mod først syd og siden vest frem til den store by Izki, der passeres efter 106,1 km, og hvorfra man fortsætter mod vest frem til dagens første spurt, som kommer kort efter, nemlig efter 110,6 km.

Efter dansk sejrsstime: Vi tog store skridt og kan være stolte

Efter spurten går det videre mod vest igennem den flade ørken, inden man kortvarigt kører mod nord ad let stigende veje. Det let stigende terræn fortsætter, når man senere drejer mod nordvest, og nu venter et langt stykke, hvor det stiger let i samme nordvestlige retning helt frem til byen Al Mahra, hvor dagens sidste spurt kommer efter 162,6 km. Herfra fortsætter man over 2,1 km længere mod sydvest ad en let faldende direkte frem til målbjerget Eastern Mountain (4,7 km, 7,6%).

Det rammes, når man drejer mod sydøst, og herfra venter første en start med 1000 m med 7,60%, inden der følger en let kilometer med 2,8% og dernæst en kilometer med 5,9%. Herfra tager den imidlertid fat, når den næste kilometer stiger med hele 11,8% og de sidste 600 m med 12,1%. Stigningen går ad en næsten lige vej, der kun bugter sig ganske let, indtil man rammer den 180 m lange opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 1694 højdemeter mod 1584 højdemeter på sidste års lidt kortere, men næsten identiske rute.

Det er bestemt ikke en uvæsentlig tilføjelse til løbet, at man har ”opfundet” denne nye finale. Nok er stigningen kort, hvorfor forskellene trods alt vil være begrænsede, og selvom den vil passe bedst til lidt mere eksplosive typer, vil de sidste 1600 m være så svære, at vi vil få en klar ide om styrkeforholdet på Green Mountain, hvor procenterne er i samme kaliber. Det gjorde vi i hvert fald sidste år, da Matteo Jorgenson sejrede foran Mauri Vansevenant og Geoffrey Bouchard - præcis de tre ryttere, der også var i top 3 to dage senere. En tur gennem ørkenen er potentielt også altid en farlig sag, men i Oman blæser det sjældent nok til, at vi vil se andet og mere end et brag af et bjergslag til sidst.

Eastern Mountain har kun én gang tidligere været brugt som mål for et stort cykelløb. Det var som sagt i sidste års udgave, hvor Matteo Jorgenson sejrede med 1 sekund ned til Mauri Vansevenant og 3 sekunder ned til Geoffrey Bouchard, der var først i en gruppe med fem mand, på en dag, hvor hele top 10 var inden for 11 sekunder af vindertiden.

Tour de Romandie-analyse: Overraskelsernes schweiziske holdeplads

4. etape

De ellers ret konservative arrangører af det omanske løb var i den grad i deres kreative hjørne, da de designede ruten til 2023-udgaven. Dagen efter den første nyskabelse ventede nemlig endnu en af slagsen, da rytterne på næstsidstedagen for første gang sluttede ved Yitti Hills. Det gav en vis tilbagevenden til fortiden, for hvor løbet i de første år havde nogle klassiske og velkendte finaler for løbets puncheurs, har denne slags afslutninger været fraværende i de senere år. Derfor jublede de eksplosive folk over udsigten til en ny puncheurfinale, der bød på en 1600 m lang bakke med top bare 900 m fra stregen, og det vil de gøre igen i år, hvor denne finale som de fire øvrige er med igen. Dermed er der lagt op til rigtig klassikerfest dagen inden løbets store finale på Green Mountain, akkurat som vi så det sidste år, hvor Diego Ulissi spurtede sig til sejr i en gruppe på ca. 40 mand.

Etapen er også speciel af andre årsager, idet det med en distance på hele 207,7 km er helt usædvanlig lang. Den går fra Al Rustaq Fort til Yitti Hills, og hvor startbyen ligger dybt inde i ørkenen ganske langt fra hovedstaden Muscat, ligger målet helt ude ved vandet umiddelbart øst for landet hovedby. Derfor består den indledende del af ren transport ud mod havet, og man lægger ud med at køre mod sydøst ad let stigende veje, inden man drejer mod nordøst for at køre ud mod vandet. Det betyder, at det i stedet begynder at falde let over ca. 45 km ned til dagens første spurt, som kommer efter 58,8 km.

Spurten ændrer dog ikke på terrænet. Det fortsætter således med at falde, mens man kører videre mod sydøst, men når man pludselig vender rundt for at køre mod sydøst længe ud i ørkenen begynder det i stedet at stige let. Kort efter går det videre mod sydøst op ad Fanja (1,1 km, 9,4%), der efter 300 m med 6,0% stiger med 10-12% over de sidste 800 m frem mod toppen, som rundes efter 90,8 km. Herefter begynder det i stedet at falde let, mens man kører videre mod sydøst, inden det kortvarigt flade ud, mens man kører øst for dernæst atter at falde, når man kører det sidste stykke mod nord ud til udkanten af Muscat.

Her drejer man mod øst for at køre ind gennem forstæderne igennem helt fladt terræn frem til dagens sidste spurt, der kommer efter 140,8 km. Herfra går det kortvarigt videre gennem forstæderne, inden man drejer mod syd for at passere en af løbets klassiske stigninger Boucher al Amerat (3,4 km, 9,0%), der tidligere spillede en nøglerolle i en hyppigt brugt finale, og som stiger relativt jævnt med 8-11%. Toppen rundes efter 155,2 km, hvorefter en nedkørsel leder videre mod nrd, inden det går igennem let faldende terræn mod sydøst længere ud i ørkenen. Hurtigt vender man dog rundt for i stedet at køre mod nordøst tilbage mod kysten igennem terræn, der er ganske let kuperet.

Her indledes finalen, når drejer mod sydøst for at køre hen langs vandet ad en vej, der er ganske kuperet med hele tre mindre bakker. Først stiger det ganske let, indtil man skal op ad den ikke-kategoriserede Wadu Al Kabir (1,1 km, 5,8%), der har top efter 191 km. En kort nedkørsel leder videre mod sydøst, inden man med det samme skal videre op ad Al Jissah (2,5 km, 6,9%), der efter en lidt blødere start slutter med først 1000 m med 6,0% og siden 1200 m med 8,9%.

Toppen rundes efter 196,7 km, hvorefter de sidste 10,8 km indledes med en nedkørsel, der leder videre mod nordøst. Herefter bliver det kortvarigt fladt, når man kører mod sydøst, syd og slutteligt sydvest direkte frem til bunden af stigningen Yitti Hills (1,6 km, 6,6%), der stiger med 7-8% over den første kilometer og siden 3,7% frem mod toppen som rundes efter 206,8 km, hvorefter de sidste 900 m er først let faldende over 300 m og siden let stigende over 600 m. Der er et skarpt sving i bunden af bakken, som går ad en ganske snoet vej, indtil man på toppen drejer skarp til højre for at køre frem til en U-vending med 550 m igen.

Etapen byder på i alt 1827 højdemeter mod 1447 højdemeter i 2023.

I forhold til sidste år er hele den første del nytænkt, men de sidste ca. 25 km er de samme.

Finalen er som sagt næsten helt ny og skabt til puncheurtyper. Den næstsidste stigning er ganske hård og vil kunne rydde ganske pænt ud i feltet, mens den sidste opkørsel er lettere. De allermest hårdføre sprintere kan godt være med i en afslutning som denne, men mest af alt vil det være klassikertyperne, der vil slikke sig om munden, som vi så det sidste år, hvor Diego Ulissi sejrede foran Axel Zingle og Ide Schelling, men hvor også tungere folk som Jordi Warlop, Louis Bendixen og Jeenthe Biermans var i top 6. Sidevindskørsel er igen en mulighed, der er usandsynlig, men vi er også i et punkt, hvor udbrud har en chance. Man må dog formode, at der vil være nogle eksplosive typer, som har udset sig netop denne dag som deres store mål for løbet.

Formstærk franskmand sejrer efter dansk fremstød - Ineos-profil vinder samlet

Yitti Hills har kun én gang tidligere i dette årtusinde været brugt som mål for et stort cykelløb, nemlig på 4. etape i 2023. Her sejrede Diego Ulissi foran Axel Zingle og Ide Schelling i en spurt i en gruppe på ca. 40 mand.

5. etape

Lige siden den anden udgave af løbet i 2011 har Green Mountain - eller Jabal al Akhdar, som de lokale kalder det - været rammen om afslutningen på kongeetapen og dermed været scene for et af de første store bjergslag mellem verdens bedste grand tour-ryttere. Det har været en stor succes, og arrangørerne har ikke set nogen grund til ikke at vende tilbage til løbets mest ikoniske stigning, der således for 12. udgave i træk vil være scene for kongeetapen. I langt de fleste tilfælde er den kommet som næstsidste etape inden den store sprinterfinale i Muscat, men for anden gang i træk vil man vente med afgørelsen til allersidst. Dermed er det løbets mest ikoniske og vigtigste etape, der får lov at runde festen af og ikke blot reelt, men også formelt kåre vinderen af Omans cykelstolthed. Eksperimentet fra 2016 med et mål endnu længere oppe ad stigningen gentages heller ikke i år, og man vil igen slutte, hvor man traditionelt har gjort det. Samtidig er distancen ligesom i de seneste fem udgaver blevet betydeligt afkortet - i år endda endnu mere end tidligere.

Se Lotto-stjernes knusende sejr

Denne gang skal der nemlig bare køres 138,7 km, der fører feltet fra Imty til toppen af Green Mountain. Startbyen er ny i forhold til de seneste udgaver, men modsat gamle dage starter man stadig dybt inde i ørkenen og ikke ude ved kysten. Denne gang ligger startbyen endda lige for foden af bjerget, og derfor består den indledende del af en tur rundt i ørkenen.

Man lægger ud med at køre mod nordøst igennem let stigende terræn, inden man forlader hovedvejen for at køre mod sydøst ad lange, lige og relativt flade veje, inden man rammer en uhyre snoet vej, der zigzagger sig mod nordøst og er ganske let kuperet. Det begynder dog undervejs at falde let, og sådan fortsætter det, når man drejer mod først sydøst og siden sydvest for at køre frem til dagens første spurt, som kommer efter 76,0 km, hvorefter de sætter kurs mod sydvest og vest med retning mod det mægtige bjerg igennem terræn, der i alt væsentligt er fladt.

Efter at have passeret gennem byen Izki, når de frem til Birkat al Mouz for foden af stigningen, hvor den sidste indlagte spurt er placeret efter 127,6 km, dvs. bare 11,1 km fra stregen. Yderligere et par let stigende kilometer leder feltet ud af byen mod nord, hvorefter de rammer bjerget.

I 2016 klatrede de længere op mod toppen, i alt 7,5 km med en gennemsnitlig stigningsprocent på 10,7%. I år slutter de, hvor de har gjort det i alle andre udgaver, hvilket gør det til en 5,7 km lang stigning, der i gennemsnit stiger med 10,5%. De første 2 km stiger med 10%, hvorefter den næste kilometer stiger med hele 12%. Midtvejs bliver det lidt nemmere med en kilometer med kun 6%, men det er kun en chance for kortvarigt at få luften. De sidste knap 1,5 km har således en gennemsnitlig stigningsprocent på hele 13,5%. De sidste 3 km følger en stort set lige vej med kun et par bløde sving, men inden for den sidste kilometer er der et 90-graders sving og to hårnålesving, inden man rammer den 60 m lange opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 1704 højdemeter mod 1968 højdemeter på den lidt længere rute fra de seneste år. de seneste år.

I forhold til de seneste års faste rute er den første del ændret, men de sidste 127,7 km er de samme.

På papiret skulle man frygte, at ørkenvinden kunne komme i spil i den indledende fase, men historien viser, at det aldrig sker. I stedet er etapen altid blevet afgjort i et stort slag mellem klatrerne, og det vil være en overraskelse, hvis ikke det er tilfældet igen i år. Green Mountain er måske ikke verdens længste bjerg, men stejlheden gør det til en voldsom udfordring, der favoriserer de rigtige klatrere. I år er det endda den helt store finale, og selvom den usædvanligt hårde rute gør det til den tredje bergfinale, er det utvivlsomt her, at vi vil se de største forskelle på det, der er den bedste chance for løbets klatrere - og den bedste af disse kan meget vel ende med at tage både etapesejr og samlet triumf.

Afslutningen på Green Mountain gjorde debut i 2011, hvor Robert Gesink distancerede sin nærmeste rival, Edvald Boasson Hagen, med hele 47 sekunder. Året efter slog Vincenzo Nibali den senere vinder Peter Velits, men missede akkurat førertrøjen med bare et sekund. I 2013 var bjerget scenen for et fantastisk slag mellem Chris Froome, Alberto Contador, Cadel Evans og Joaquim Rodriguez med kontante angreb og ryttere, der faldt fra for siden at komme tilbage. Rodriguez udnyttede, at han allerede havde tabt tid tidligere i løbet, til at snige sig væk og tage en sejr, mens Froome med et sent angreb blev nummer 2 og tog den samlede føring.

I 2014 sendte Sky Sergio Henao i offensiven, og da han blev hentet, leverede Froome en sand magtdemonstration og sikrede sig en solosejr. I 2015 undervurderede Tejay van Garderen upåagtede Rafael Valls, der højst overraskende satte stjernerne til vægs ved at sætte amerikaneren i finalen. I 2016 slog Nibali en velkørende Romain Bardet, mens Jakob Fuglsang blev en flot nummer 3, og i 2017 var det en overraskende stærk Ben Hermans, der sejrede med 3 sekunder ned til Fabio Aru og yderligere 8 sekunder ned til Rui Costa.

Lynhurtig dansker forklarer, hvordan leadout blev til ny sejr

I 2018 leverede Astana en magtdemonstration, da Miguel Angel Lopez og Alexey Lutsenko kørte fra alt og alle, inden de fordelte rovet mellem sig, så Lopez kunne tage etapesejren og Lutsenko førertrøjen. I 2019 var vi meget tæt på at få en udbrudssejr til Fabien Grellier, men den stakkels franskmand blev hentet lige inden stregen af suveræne Lutsenko, der tog sin 3. etapesejr i løbet med 7 sekunder ned Grellier og 11 sekunder ned til Domenico Pozzovivo. Helt anderledes var det i 2022, hvor vi så en af de mest markante magtdemonstrationer, da Jan Hirt sejrede med hele 39 sekunder ned overraskelsen Kevin Vauquelin og 48 sekunder ned til dennes kaptajn, Elie Gesbert. Helt anderledes tæt var det i 2023, hvor det endte i en spurt mellem Mauri Vansevenant og Matteo Jorgenson, der endte med etapesejr til belgieren, men samlet triumf til amerikaneren, mens Geoffrey Bouchard som nr. 3 smed 12 sekunder.

Favoritterne

I hovedparten af de seneste udgaver er Tour of Oman stort set alene blevet afgjort på Green Mountain, og det samlede klassement har været stort set identisk med resultatet af løbets kongeetape. Det er i virkeligheden et paradoks. I gamle dage var ruten nemmere, og der var færre muligheder til at gøre en forskel, men alligevel var det i både 2012 og 2013 ikke vinderen på det berømte bjerg, der endte som løbets samlede triumfator. Siden da har henholdsvis Chris Froome, Rafael Valls, Vincenzo Nibali, Ben Hermans, Alexey Lutsenko og senest Jan Hirt imidlertid lagt grunden til den samlede sejr ved at slå til på den sværeste etape, og i 2018 kunne Miguel Angel Lopez formentlig have gjort det samme, hvis ikke han havde ventet på holdkammeraten Lutsenko. Tilføjelsen af flere kuperede etaper og ikke mindst bjergafslutningen i Quriyat, der er blevet benyttet i 2016, 2017, 2019, 2021 og 2022 og er tilbage i år, har bidraget til, at der har været forskydninger på de sekundære placeringer, men helt generelt har det været løbets bedste klatrer, der har vundet.

Den trend forsøgte man at ændre på i 2023, hvor ruten var historisk hård. Der må være en sprinter eller to, der fik kaffen galt i halsen, da de blev præsenteret for 2023-ruten, for hvor der i det seks dage lange løb plejer at være i hvert fald to sprinteretaper, skulle de denne gang sørge for at slå til på åbningsdagen. Derefter var det lukket land for de hurtige folk, der måtte bruge tiden på at træne frem mod UAE Tour, mens der gik bjergfest i den.

Det havde en effekt. Green Mountain blev ikke altafgørende. Mauri Vansevenant vandt nemlig løbets kongeetape, men det var ikke nok til at tage den samlede sejr fra Matteo Jorgenson, der havde vundet den nye bjergetape til Jabal Hatt. Man kunne ellers have frygtet, at den brutale rute havde gjort løbet mere ensidigt, men i et løb med konstant skiftende hierarkier sejrede Jorgensen samlet med bare ét sekund ned til Vansevenant.

Alligevel er jeg ikke helt tilfreds, siger ny kvinde i førertrøje

I det lys kan det ikke undre, at man i år stort set genbruger sidste års rute. Nok har arrangørerne altid haft hang til genbrug, men jeg mindes aldrig tidligere at have oplevet et løb, hvor samtlige finaler er gengangere fra det foregående år - og så endda i præcis samme rækkefølge. Det gør det heldigvis lidt nemmere for optaktsskribenter, for det betyder, at vi ved, hvad vi skal forvente. De ret store ændringer, der er på første del af 1., 2. og 4. etape er nemlig ikke afgørende, selvom det kan være værd at notere sig, at 2. etape har fået en lettere afslutning med kun én passage af finalestigningen, mens 4. etape samlet set til gengæld er blevet en del hårdere.

Det er stadig Green Mountain, der er nøgleudfordringen, og meget taler da også for, at vinderen på det berømte bjerg igen vil krones som samlet vinder. Nyskabelsen er naturligvis den nye finale på Eastern Mountain, men det vil ikke undre, hvis samme rytter vinder begge de to store bjergetaper. Sidste år var det ganske vist de samme tre, der udgjorde top 3 på de to etaper, men hvor Matteo Jorgenson vandt på Eastern Mountain, vandt Mauri Vansevenant på Eastern Mountain - og det samlede regnskab faldt ud til Jorgenson, der vandt med 1 sekund, selvom Vansevenant egentlig vandt den sværeste etape.

Der er dog også forskelle. Eastern Mountain er kortere og mere eksplosivt, men de to stigninger er ikke voldsomt forskellige. Der er i begge tilfælde tale om relativt korte stigninger, hvor vi taler om afslutninger på tocifrede procenter. På Easten Mountain er den stejle del dog kun ca. 1600 m lang, og mere eksplosive folk vil bedre kunne forsvare sig her. Det kan måske give et lidt andet hierarki, særligt hvis det er tæt i toppen, og man kan ikke udelukke, at vi igen vil se så store forskydninger i styrkeforholdet, at man kan vinde løbet via Eastern Mountain, selvom man ikke er bedst på Green Mountain, men mit gæt vil være, at det snarere er omvendt, hvis ikke samme rytter vender begge dage. Måske kan man se sig slået af en mere eksplosiv herre mandag, men er man den bedste klatrer, vil man herefter kunne vinde på Green Mountain. Vi så sidste år, at forskellene på Eastern Mountain var meget små, da det blev afgjort i en spurt til allersidst, mens forskellene bag de to bedste var betydeligt større på Green Mountain - hvad der også er ganske logisk.

Derudover vender Quriyat-etapen tilbage, men som vi nu flere gange har set har der i den eksplosive finale alene været tale om meget små forskelle mellem de bedste. De mest eksplosive af klassementsrytterne har ganske fine muligheder for at være med i kampen om bonussekunder, som kan blive afgørende, og man kan måske vinde et par sekunder til dieseltyperne, men grundlæggende er det ikke her, men på Green Mountain og i mindre omfang Eastern Mountain, at det hele afgøres. Stigningen er i øvrigt lidt svær at blive klog på, for på Quriyat-etapen kan man både se en sejr til en eksplosiv klassementsrytter, som da Anthon Charmig, Jesus Herrada og Alexey Lutsenko vandt, men tungere folk som Søren Kragh og Edvald Boasson Hagen har også stjålet bonussekunder ved at vinde etapen.

Skal bonussekunder i spil - ud over de bonussekunder, der jo kan vindes på de to bjergetaper - har de hurtigere folk dog yderligere en mulighed. Den nye finale ved Yitti Hills kan være lidt svær at blive klog på. De kører Al Jissah, som vi kender fra andre år og nu også Muscat Classic, men den kommer nok for tidligt til, at man kan køre afgørende væk, som Alexey Lutsenko ellers har gjort det i den klassiske finale, hvor de kommer fra den anden side. Den sidste stigning ligger så tæt på mål, at jeg sidste år regnede den som værende for svær for de mest holdbare sprintere, men den er også så kort, at den ikke skal gå meget i stå, før tungere typer kommer tilbage. Sidste år endte Jordi Warlop, Louis Bendixen og Jenthe Biermans da også alle i top 6, men de kom ikke i top 3. Det gjorde til gengæld lidt lettere folk som Diego Ulissi, der fik vigtige bonussekunder til klassementet ved at vinde, Axel Zingle og Ide Schelling, og det var endda på en dag uden modvind i finalen. En hurtig klassementsrytter har altså chancen for at vinde 10 bonussekunder, som de også har det på Quriyat. Spørgsmålet er bare, om det er nok mod klatrerne, der jo også kan vinde i alt 20 bonussekunder på de to bjergetaper.

År efter år taler man om, at ørkenvinden måske kan blive farlig i Oman. Det er imidlertid næsten aldrig sket - faktisk mindes jeg kun, at den var i spil på en af Quriyat-etaperne for et par år siden - og den har kun bidraget til at bestemme graden af udskilning på etaper, hvor det har været afgørende, om man har haft med- eller modvind. Sidevind bliver næppe heller et tema i år. Det bliver faktisk lidt blæsende til lørdagens åbning, men det vil være med modvind næsten hele dagen. Det gør det også søndag, men selvom der vil være sidevind i starten, vil der igen derefter være modvind næsten hele dagen. Vigtigt er det dog, at der vil være en solid medvind på stigningen, hvilket er skidt nyt for de tungere folk i Kragh- og Boasson Hagen-klassen og godt for de hurtige klassementsryttere.

Mandagen bliver meget, meget speciel. Her skal vi nemlig opleve noget, jeg ikke tidligere har oplevet i et ørkenløb, nemlig dagregn. Til gengæld bliver det næsten vindstille, men der vil være medvind på Eastern Mountain, hvilket taler for større forskelle end sidst, hvor der var modvind, hvilket er godt for de knap så eksplosive klatrere. Det stopper med at regne tirsdag formiddag, og derefter venter rolige vindforhold med medvind på alle finalestigningerne, hvilket igen er godt nyt for de eksplosive klassementsfolk, der får lettere ved at slå sprintertyperne. Endelig slutter det med en meget stille onsdag med medvind på Green Mountain, hvilket igen er godt nyt for de knap så eksplosive klatrere.

Med andre ord får vi medvind i alle de hårde finaler. Det øger chancen for, at de eksplosive folk kan få bonus på 2. og 4. etape, men det tipper alligevel balancen mod de rene klatrere, der har en langt større fordel af medvinden på 3. og ikke mindst 5. etape.

Det ligner altså igen et løb, der vindes af de klatrere på meget stejle stigninger, der ikke er alt for lange, og heldigvis er feltet ligesom sidste år lidt stærkere, end vi ellers har set det i de seneste meget tynder udgaver, særligt den meget, meget tamme 2019-udgave Der er stadig langt til de år, hvor Chris Froome, Alberto Contador, Joaquim Rodriguez, Cadel Evans og Vincenzo Nibali kæmpede om den samlede sejr, men det er længe siden, vi har haft ni WorldTour-hold, som vi også havde det sidste år, og selvom man kan undre sig over, at der ikke er flere af topnavnene til UAE Tour, der har lyst til at varme op med så herligt et bjergløb, er der også flere potentielle vindere, end vi så det i årene op til 2023, hvor favoritfeltet var meget smalt. Det skyldes også, at trupperne generelt består af flere lette typer, nu hvor det er svært at finde nogen meget god grund til at møde op med en sprintertrup, som der er imponerende mange sprintere, der bruger løbet til at arbejde på formen inden UAE Tour.

Forløsende sejr for De Lie: Det er en befrielse

Det er umuligt at komme uden om, at Adam Yates er storfavorit. Modsat sin i år så skuffende bror har Adam tradition for at starte sine sæsoner som lyn og torden, hvad han år efter år beviser i UAE Tour. Han plejer at starte sæsonen i det løb, men i år varmer han op i Oman. Det gør han med stor optimisme, for han kommer direkte fra højderne og melder sig helt klar. Det er endda svært at finde et løb, der passer ham bedre.

De korte, meget stejle bjergfinaler passer ham bedre end Jebel Hafeet i UAE Tour, hvor han plejer at køre som lyn og torden, og hvis han møder til start med den form, han plejer, er der meget, meget få i denne verden, der kan slå i de finaler, der venter på mandag og onsdag. Ja, faktisk er han også eksplosiv nok til måske at kunne vinde 2. etape, men det er slet ikke nødvendigt. En sejr på Green Mountain vil formentlig være nok, og det er svært at se, at han ikke vil tage den - og at han ikke også vinder på Green Mountain. Han bakkes endda også op af et stærkt hold, selvom det er en smule smalt, og derfor tror jeg, at Yates sørger for, at det efter dette løb fortsat er 100% på Yates-sejre i årets ørkenløb.

Faktisk kan jeg kun se ham blive slået, hvis det bliver af en holdkammerat. Som udgangspunkt havde vurderet disse stigninger som værende for svære for Finn Fisher-Black, men efter at have set ham på muren i Saudi Tour, er det slet ikke så sikkert. Eastern Mountain skal han i hvert fald nok kunne klare, men Green Mountain kan stadig nok være en tand for svær. Det vil tiden vise, for det er trods alt fortsat en relativt kort stigning. Han er som udgangspunkt hjælper for Yates, men skulle de åbne lidt for det taktiske spil, er han vel manden, der kan få lov til og har styrken til at prøve. Yates kan formentlig kun slås via taktik, men til det har UAE også en fin kandidat i den formstærke Fisher-Black. Deres tredje kort er Diego Ulissi, der faktisk kørte sæsonens bedste løb her for et år siden, da han blev nr. 5 og vandt en etape. Siden dengang er det dog kun gået baglæns - senest i Australien - og selvom han overraskede mig sidste år, ser jeg ikke en gentagelse af det fine resultat.

Hvem skal true UAE-drengene? Et bud kunne være Cristian Rodriguez. I maj og juni så vi den bedste udgave af ham, vi har set, og han kørte også en ganske flot Vuelta. Han skuffede mig lidt sidste år, hvor han i et svagere felt blot blev nr. 7, men han har altså for vane at starte meget stærkt, som vi så med hans næsten sensationelle podieplads i Andalusien i 2022. Han melder tillige om god form til et løb, han har som mål, og ruten passer da også storartet til en ren klatrer som ham - særligt fordi han har været bedst på lidt kortere stigninger. Jeg kan dog godt være lidt bekymret for, om det var de voldsomme procenter, der førte til sidste års skuffelse.

Arkea har også unge Embret Svestad-Bårdseng, der havde det svært i 2023 - også i dette løb - men hvis 8. plads i l’Avenir indikerer, at han kan have taget et skridt. Han startede også hæderligt ved at ramme udbruddet på den hårde stigning i Valencia, men meget om hans form ved vi ikke. Til gengæld faldt Elie Gesbert igen helt igennem på Mallorca. Alessandro Verre sluttede sæsonen ret pænt, men han er som altid en lottokupon.

Soudal kommer med et fremragende hold, men der er stor usikkerhed om dem alle. Størst tiltro skal vi vel have til Mauri Vansevenant. Sidste år var han bare 1 sekund fra at vinde, og han vandt endda på Green Mountain. Disse korte, eksplosive stigninger passer ham da også ganske perfekt, men jeg er meget usikker på hans form. Han imponerede i hvert fald ikke stort på Mallorca, men han viste omvendt en vis styrke, da han i det hårdeste løb, Serra Tramuntana, bragte Ilan Van Wilder tilbage til fronten efter nedkørslen. Sidste år var han heller ikke flyvende på ferieøen, men kørte rasende stærkt her. Det kan sagtens ske igen, men Mallorca skaber usikkerhed.

Soudal har imidlertid også en tidligere vinder af løbet. For to år siden tog Jan Hirt en af historien mest suveræne sejre på Green Mountain, vi har set. Det var ganske vist i et historisk svagt felt, men vi ved, at tjekken elsker stejle procenter. Til gengæld er han slet ikke eksplosiv, og Eastern Mountain passer ham i hvert fald ikke. Han bør dog komme langt på onsdag, hvis han har samme niveau som i 2022, men har han det? Han viste absolut intet i 2023, og det skaber usikkerhed. Omvendt kan han med en Tour-satsning tillade sig at toppe lidt tidligt, som han gjorde for to år siden.

Holdets tredje bud er Fausto Masnada, der også er tidligere etapevinder i løbet. Dengang floppede han dog stort på Green Mountain, og det var starten på hans periode med kyssesyge. Han er desværre stadig en skygge af sig selv siden den sygdom, og det dæmper optimismen markant - også fordi disse stigninger passer ham dårligt. Der var dog fremgang mod slutningen af 2022, og vi ved, hvor god den bedste Masnada var, inden sygdommen ramte. Deres fjerde og sidste kort er unge Antoine Huby, men disse stigninger er nok for svære, og han kom til kort i Australien.

Løbets store joker er for mig Alexy Faure Prost. Som jeg beskrev i holdoptakten for Intermarché, har den franske komet overhalet alle tidsplaner, hvilket sikrede ham en WorldTour-plads tidligere end planlagt. Sidste år manglede han stadig en del for at være med på dette niveau, men den bare 19-prige franskmand synes at udvikle sig med stormskridt. Hvor god er han blevet over vinteren? Og er han i form fra start? Som ren klatrer burde han passe til løbet, selvom stigningerne nok gerne måtte have været længere.

Ingen slinger i valsen: De Lie gør comeback med sejr

Holdet har også Louis Meintjes, men han er næppe med helt i front. I hvert fald starter han typisk ikke godt, og vi skal langt hen i sæsonen, inden han finder sine gode ben. Disse stigninger er også alt for eksplosive for ham. Omvendt er feltets kvalitet ikke rasende stor, og han kan derfor sagtens ende i top 10 - men i sidste års svagere felt blev han altså kun nr. 18. Holdets tredje bud er Lorenzo Rota. Han er puncheur og ikke klatrer, og derfor er disse stigninger inden for rækkevidde. Jeg vil dog forvente, at Green Mountain er lidt for svær, og desværre har han også alt at bevise efter sit skuffende 2023.

Hos Astana får Anthon Charmig chancen i løbet, hvor han tog sin eneste professionelle sejr. Han vil elske at vinde igen på 2. etape, men denne gang skulle han gerne følge det op på de øvrige etaper også. For to år siden kom han nemlig lidt til kort på Green Mountain og endte derfor ”kun” på 5. pladsen. Det var desværre også i den meget svagt besatte 2022-udgave, og denne gang skal han besejre et betydeligt dybere felt. Heldigvis har han for vane at starte meget stærkt, som vi så det i både 2022 og 2023, og han virkede også hæderligt kørende ved sæsonstarten i Spanien, hvor ruterne ikke passede ham. Vi har set, at han har haft det lidt svært på længere stigninger, og det kan sagtens være, at Green Mountain igen er for lang, men grundlæggende er det korte, eksplosive stigninger, der passer ham. Det virker ikke i dette felt umuligt at gentage bedriften fra sidst, selvom modstanden er hårdere. Løbet er til gengæld for svært for Ide Schelling.

Bora kommer med hele tre kandidater i form af Roger Adria, Ben Zwiehoff og Emanuel Buchmann. Størst potentiale har Adria, der i april viste, at han har fået et tårnhøjt topniveau på eksplosive stigninger. Jeg kan dog godt frygte, at Green Mountain er for svær, og vi har desværre slet intet set til ham siden dengang. Hans kørsel i Australien var også skuffende, men han kan have forbedret sig siden dengang.

Zwiehoff er til gengæld et mere sikkert kort. Han er altid meget stærk fra sæsonstart, men vi har også set, at hans topniveau har begrænsninger. Sidste år var han flyvende på Mallorca, men her blev han kun nr. 15. De eksplosive stigninger er heller ikke noget for ham. Til gengæld lignede han i efteråret måske en mand, der har taget et ekstra skridt. Han skuffede i Australien, men det løb passede ham også endnu ringere end dette. Det går formentlig fint, men næppe alt for fremragende.

Endelig er der Buchmann, der jo er det store navn. Han startede tidligere altid flyvende, men niveauet er aftaget. Sidste pr blev han blot nr. 13, og selvom han rejste sig lidt med en 9. plads i Emiraterne, var han også der langt efter de bedste. Han passer dårligt til de eksplosive stigninger, og jeg vil blive overrasket, hvis det går ham meget bedre end sidst. Anton Palzer gjorde det god på Mallorca, men potentialet er begrænset.

Cofidis kommer med Jesus Herrada, der plejer at starte fremragende og også altid har været god i dette løb, hvor han blev nr. 4 i 2018 og nr. 3 i 2019. Green Mountain er for svær, men på denne tid af året har hans gode form kompenseret. Desværre er han en skygge af sig selv, og hans sæsonstart på Mallorca var rystende svag. Det var den også sidste år, og her rejste han sig alligevel med en 7. plads her. Det kan ske igen, men sidste år var Mallorcas vejr en forklaring. Den undskyldning har han ikke denne gang, og derfor er min optimisme begrænset. Omvendt har han jo for vane at finde formen ud af det blå. Cofidis har også Kenny Elissonde , men han var også langt fra niveau på Mallorca og har ikke samme potentiale til pludselig at rejse sig.

Uno-X giver chancen til stortalentet Johannes Kulset. Efter en lovende start skuffede han mig dog i det hårdeste løb på Mallorca, og vi har da også til gode at se ham helt fremme i et løb på dette niveau. Jeg havde nok også ventet mig lidt mere af ham i l’Avenir, hvor han blev nr. 9. Til gengæld har han vist på Mallorca, at han er i hæderlig form fra start, og med den udvikling, man kan forvente af et ungt talent, er det måske nu, gennembruddet kommer. Til gengæld så det skidt ud med Idar Andersen på Mallorca.

DSM kommer med en sand joker i Frank van den Broek. Som Faure Prost har også han overhalet alle prognoser, og da han har meget lidt erfaring som rytter, kan han udvikle sig enormt. Han imponerede mig allerede sidste år i Primus Classic, hvor en defekt ødelagde det for ham, men det var naturligvis et helt andet terræn end dette. Vi har meget lidt erfaring med ham i de høje bjerge, men han endte jo aom samlet nr. 3 i Alsace. Hans form er dog ukendt, og det skaber endnu mere usikkerhed. Han ledsages af Warren Barguil, men på hans vegne er jeg ikke meget optimistisk. Han passer til stigningerne, men har for vane at starte meget skidt - og når han så samtidig kommer fra et elendigt 2023, hvor han var i klar tilbagegang, er optimismen begrænset.

Jayco kommer med et næsten rent sprinterhold til et løb næsten uden sprinteretaper, men de har én mere klatrestærk type. Davide De Pretto er dog mere ardennerrytter end klatrer, og vi så da også på kongeetapen i Valencia, at han kom til kort. Miserat-stigningen har ligheder med Green Mountain, men det omanske bjerg er vanskeligere, og derfor kommer han nok endnu mere til kort her. Grundlæggende har stigningerne dog en længde, der gør, at han ikke bør være helt væk.

Endelig er der Lotto. De kommer med Jenno Berckmoes, hvis stærke sæsonstart indikerer, at han kan have taget endnu et skridt. Han er i hvert fald i fornem form, men vi har endnu aldrig set ham begå sig på så svære stigninger. Det vil undre mig, hvis han klatrer godt nok, men omvendt har Flanders også et program, der gør, at han meget sjældent er blevet testet i den slags terræn. Det er til gengæld Harm Vanhoucke, der passer godt til disse stejle stigninger. Han er kommet hjem til Lotto for at få egne chancer, men han har været en skygge af sig selv så længe, at det er svært at se, hvad der pludselig skulle ændre det. De har også stortalentet Henri Vandenabeele, der endelig skulle være tilbage på sporet efter sine endeløse coronaproblemer. Han har dog talt forventningerne til 2024 ned, for han er meget forsigtig med sin træning for ikke at risikere tilbagefald. Endelig har de Johannes Adamietz, men han har haft det svært.

Jeg vil også nævne Merhawi Kudus. Han havde et skidt 2023, der kostede ham den professionelle karriere, men vi så i Saudi-Arabien, at han er topmotiveret i sit forsøg på at rejse sig selv. Han kom dog alligevel til kort på muren, og det var i et felt, der var svagere end dette. Derfor kommer han næppe hele vejen her. De er også andre kontinentalryttere, der kan gøre det pænt. Det gælder særligt unge Thomas Pesenti, der dog også kom til kort i Saudi-Arabien, hvor Giovanni Carboni og Nathan Earle også manglede for meget. Adne van Engelen kan også komme et stykke, men når han ikke var bedre på kongeetapen i Sharjah, kommer han ikke alt for langt. På samme etape skuffede Jesse Ewart.

De øvrige hold får det svært. Kern Pharma satser på Unai Iribar, der dog på Mallorca var langt fra sit aprilniveau, og Ivan Cobo, der er klart overmatchet. Burgso har Mario Aparicio, der vandt kongeetapen i Sharjah, men her er niveauet alt for højt. Hverken Alejandro Franco eller Jambaljamts Sainbayar imponerede i Sharjah.

OPDATERING: Den meget passive modvindsfinale i dagens Muscat Classic gav os ikke mange svar. Vi fik dog bekræftet den dårlige form fra Gesbert og Vandenabeele, ligesom Cobo også var langt væk. Overraskende var det, at Huby ikke sad med hjem, hvilket vel er et dårligt tegn. Vigtigstt er det, at Faure Prost smed tid, men han må næsten have siddet op eller haft uheld. Jeg er ret sikker på, at han rundede toppen som en af de forreste, så min optimisme er egentlig kun blevet styrket.

***** Adam Yates

**** Finn Fisher-Black, Cristian Rodriguez

*** Mauri Vansevenant, Jan Hirt, Alexy Faure Prost, Fausto Masnada, Anthon Charmig

** Roger Adria, Ben Zwiehoff, Emanuel Buchmann, Diego Ulissi, Jesus Herrada, Lorenzo Rota, Johannes Kulset, Frank van den Broek, Warren Barguil, Louis Meintjes, Embret Svestad-Bårdseng, Davide De Pretto, Jenno Berckmoes

* Harm Vanhoucke, Kenny Elissonde, Thomas Pesenti, Alessandro Verre, Anton Palzer, Giovanni Carboni, Mario Aparicio, Antoine Huby, Unai Iribar, Adne van Engelen, Nathan Earle, Alejandro Franco, Jesse Ewart, Elie Gesbert, Jambaljamts Sainbayar

Danskerne

Hos Astana er Anthon Charmig kaptajn, hvorfor han er nævnt ovenfor. Hos DSM skal Tobias Lund køre lead-out for Fabio Jakobsen på 1. etape og støtte Warren Barguil og Frank van den Broeck, men på 4. etape kan han måske selv tage chancen. Endelig skal Rasmus Bøgh Wallin og William Blume hos Uno-X støtte Alexander Kristoff på 1. etape, mens de derefter burde få frihed til at jagte udbrud.