Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Optakt: OL – enkeltstart

Optakt: OL – enkeltstart

28. juli 2021 07:03Foto: A.S.O. / Alex Broadway

Enkeltstarten har måske altid været en nøgledisciplin i landevejscykling, men som olympisk disciplin er det en relativt ny disciplin. Som de fleste andre OL-begivenheder figurerer den alligevel enormt højt på prioritetslisten for verdens største specialister, der over en bred kam har gjort Tokyo til et af sæsonens helt store mål. På onsdag vil stort set hele verdenseliten derfor kæmpe om de prestigiøse medaljer i en af de mest imødesete enkeltstarter i nogen tid, og en brutal rute med et hav af højdemeter vil blot øge uforudsigeligheden, når de tungere maskiner skal forsøge at begrænse tabet til de mere klatrestærke og alsidige specialister.

Annonce

SE MASSER AF OL-CYKLING PÅ DISCOVERY+ UDEN BINDING OG TIL TILBUDSPRIS

 

Løbets rolle og historie

OL har en mytisk status inden for de fleste olympiske discipliner, men af en eller anden grund har det været lidt anderledes inden for landevejscykling. Mens det er det ubetingede højdepunkt i hovedparten af disciplinerne, har betydningen af Tour de France og klassikerne samt det faktum, at der ikke er en særlig trøje på spil, alt sammen bidraget til, at OL-linjeløbet har spillet en knap så prominent rolle inden for cykelsporten. Vigtigst er det dog, at løbet frem til og med 1992 kun var åbent for amatører, og derfor er det i den traditionsbundne cykelsport reelt at regne som en ret ny begivenhed.

 

Sådan har det ikke været i de andre cykeldiscipliner. Banecyklingen har eksempelvis ikke nogen ækvivalent til Touren, og for alle ryttere med hang til velodromer er der intet over eller ved siden af OL. Det samme gælder for mountainbike og BMX, der er relativt nye discipliner på OL-programmet.

 

Det har imidlertid gradvist ændret sig, siden de professionelle ryttere fik adgang til OL i 1996, og nu om dage lægger rytterne langt mere væk på OL, end de tidligere har gjort. Hvert fjerde er kampen om den prestigiøse guldmedalje nu meget højt på prioriteringslisten for de fleste af de ryttere, der har en reel chance for at levere på den rute, værtsbyen har designet. Selv i 2016 og 2021, hvor ruterne har været meget bjergrige og skabt til grand tour-ryttere, har mange af etapeløbsspecialisterne endda været villige til at designe deres kalender med OL og ikke Tour de France som det naturlige fokuspunkt.

 

Den hidtil lidt reducerede betydning skyldes slet ikke en mangel på historie. Faktisk er linjeløbet en af de få begivenheder, der var på programmet ved det første OL i 1896, og dermed har løbet faktisk en historie, der er længere, end det gælder for Touren og de fleste af klassikerne. Græske Aristidis Konstantinidis blev den første guldmedaljevinder, men herefter skulle vi frem til 1912, inden landevejscykling igen var på programmet. Dengang skete de i form af både en enkeltstart og et holdløb, og sådan forblev det indtil 1936 hvor linjeløbet vendte tilbage, både i et individuelt format og i et kollektivt format. Det kollektive linjeløb blev i 1960 igen erstattet af det klassiske holdløb for nationer, og de to discipliner udgjorde landevejssportens OL-program hele vejen frem til legene i Atlanta i 1996. Her blev holdløbet erstattet af en enkeltstart, og siden dengang har sportens to nøglediscipliner tilbudt landevejssportens to guldmedaljer ved OL. Banesporten har været med siden starten i 1896 (dog med 1912-legene som en undtagelse), mountainbike kom på programmet i 1996, og BMX er den nyeste OL-disciplin, der blev en del af festen i 2008 - fra i år også med BMX Freestyle som en tilføjelse.

 

Hvis man kombinerer alle cykeldiscipliner for begge køb, er det ingen overraskelse, at medaljetabellen toppes af de af sportens kernelande, der har været stærke både på landevejen og banen. Frankrig topper lidt med 91 medaljer foran Storbritannien med 87, men briterne har færre guldmedaljer end italienerne, der samlet set blot har vundet 59 medaljer. Herefter følger USA med 55 og Australien med 51, men begge disse nationer overgås på guldmedaljer af Holland, der ”kun” har vundet 49 medaljer i alt. Derimod er store nationer som Belgien og Spanien, der først og fremmest har haft fokus på landevejen, langt tilbage med hhv. bare 25 og 15 og således begge bag Danmark, der med 26 medaljer, heraf 7 af guld, ligger på en flot 8. plads - dog på en 9. plads, hvis vi ser på antallet af guldmedaljer.

 

Enkeltstarter har altid været en nøgledisciplin i landevejssporten, men bortset fra disciplinens kortvarige indtog for ca. 100 år siden var det længe ikke en olympisk disciplin. IOC er meget forsigtige med at inkludere nye discipliner, og det skal altid ske på bekostning af andre - alt sammen for at forhindre legene i at vokse sig for store. Derfor er det ikke let at få den store ære at komme på programmet, og det var først, da man droppede holdløbet, at der blev plads til enkeltstarten.

 

Disciplinen fik plads ved OL i 1996, hvor man også for første gang åbnede døren for professionelle ryttere, og det har givet begivenheden en anden status end linje. Mens hovedbegivenheden led under en mangel på prestige, var enkeltstarten fra start en stor sag, og det var såmænd selveste Miguel Indurain, der rundede sin karriere af med at tage den allerførste OL-guldmedalje i disciplinen. Siden dengang har OL altid været et stort mål for de bedste temporyttere, der ofte har dedikeret hele sæsonen til den unikke chance for at blive olympisk medaljetager.

 

Alligevel har løbet faktisk haft sine overraskende vindere. Efter Indurains favoritsejr i 1996 havde de færreste regnet med, at Viacheslav Ekimov skulle vinde i 2000. Russeren gentog endda bedriften fire år senere, efter at Tyler Hamilton var blevet diskvalificeret, og dermed skiller han sig ud som en af de to bedste enkeltstartsryttere i OL-disciplinen, selvom han aldrig har været regnet som en af de største i mere traditionelle enkeltstarter. Tilstanden vendte dog tilbage til normalen i 2008, 2012 og 2016, der alle blev vundet af favoritter, først med Fabian Cancellara på den kuperede rute i Beijning, siden med lokale Bradley Wiggins i Londons fladland og senest igen med Cancellara, der rundede sin karriere perfekt af med at vinde på den svære rute i Rio.

 

I år er prestigen også helt tydeligt. Blandt verdens førende enkeltstartsryttere er det vel kun Tadej Pogacar og Stefan Bissegger - efter Touren måske også Jonas Vingegaard - man for alvor kan savne i et felt, der tæller både flere tunge og mere alsidige specialister. Alle har de gjort OL-enkeltstarten til at sæsonens førende mål, og blandt favoritterne er det vel kun Geraint Thomas, Joao Almeida, Brandon McNuty og Primoz Roglic, der ikke har haft lørdagens løb helt oppe i den allerøverste del af listen over sæsonmål. Rohan Dennis har nærmest dedikeret en hel sæson til denne ene dag, og løbet var i første omgang hovedmotivationen bag Tom Dumoulins comeback. Dertil skal lægges, at OL også har været et af de af de allervigtigste mål for Filippo Ganna, Remco Evenepoel, Stefan Küng, Reni Cavagna, Wout van Aert og Kasper Asgreen. Den dedikation fortæller alt om den voksende betydning af OL, når så mange af verdens førende stjerner har gjort denne dag til et af sæsonens omdrejningspunkter - for Gannas, Asgreens, Cavagnas og Küngs vedkommende endda selvom ruten slet ikke passer dem. Men selv en lille chance for en olympisk medalje er nok til at gøre forsøget.

 

Man skal dog passe på med at sammenligne onsdagens enkeltstart med årets øvrige. En OL- eller en VM-enkeltstart er meget anderledes end de øvrige tidskørsler, der køres i løbet af et år. Næsten alle de øvrige kommer som del af etapeløb, hvor restitution ofte spiller en vis rolle. Samtidig er distancerne generelt blevet forkortet i de senere år, og det gør enkeltstarterne ved de store mesterskaber endnu mere specielle, fordi de nu er de eneste virkeligt lange tidskørsler. En enkeltstart, hvor alle er 100% friske, er generelt noget helt andet en etape i en grand tour, hvor den bedre restitution ofte favoriserer klassementsryttere over de store specialister.

 

Et andet aspekt, der kendetegner de store mesterskaber, er ruternes variation. I nogle år er ruterne flade og skabt til de tunge specialister, i andre er de kuperede. Som al anden form for landevejscykling afhænger enkeltstarter meget af terrænet, og ideelt set burde enhver stærk temporytter have chancen for at gå efter guldet mindst én gang i karrierens. Ved OL har balancen i de senere år dog generelt været tippet mod de alsidige folk, da ruterne i Beijing og Rio begge var meget hårde, mens vi i London have en rigtig specialistenkeltstart. Da årets rute i Tokyo også er meget klatretung, er det tredje gang ud af de seneste fire udgaver, at de tungere folk har et handicap.

 

Det havde de også ved seneste udgave i 2016, men alligevel var det en relativt stor gut, der vandt. Efter nogle år med tilbagegang var Fabian Cancellara ellers ikke den største favorit i Rio på en rute, der så ud til at favorisere mere klatrestærke folk, men det forhindrede ikke schweizeren i at slutte sin karriere på bedst mulig maner. I sit allersidste løb skruede Cancellara tiden tilbage til sine bedste år, da han leverede en sand magtdemonstration og sejrede med hele 47 sekunder ned til Tom Dumoulin, der rejste sig flot efter at have brækket håndleddet i Touren. Kampen om bronze var knivskarp, men det lykkedes akkurat en ellers lidt træt Chris Froome at tage den sidste medalje med fire sekunder ned til Jonathan Castroviejo og 8 sekunder ned til Rohan Dennis, der stadig den dag i dag ærgrer sig voldsomt over en defekt cykel, der utvivlsomt kostede en medalje. Cancellara vender naturligvis ikke tilbage for at forsvare titlen, og hverken Froome eller Castroviejo er blevet udtaget af deres respektive lande, men Dumoulin og Dennis er med igen i et forsøg på at gøre det endnu bedre end for fem år siden.

 

SE MASSER AF OL-CYKLING PÅ DISCOVERY+ UDEN BINDING OG TIL TILBUDSPRIS

 

Ruten

I den ideelle verden må det være en intention, at OL-ruter designes sådan, at forskellige specialister alle får chancen for at gå efter OL-guldet i løbet af deres karrierer. Samme ambition har man til VM, men for legenes vedkommende er det selvsagt mere kompliceret. VM afvikles hvert eneste år og giver dermed betydeligt større rum for at skabe den tilstrækkelige variation i løbet af det tidsforløb, en typisk cykelkarriere varer, og derudover er det UCI, der alene beslutter sig for, hvor løbene skal afvikles, og hvor kuperede ruterne skal være.

 

Så enkelt er det ikke til OL. Én ting er, at en cykelrytter i løbet af en karriere kun får ganske få lejligheder for at deltage ved begivenheden. Noget andet er, at det er IOC og ikke UCI, der fastlægger værtsbyen. Selvom cykelunionen herefter er involveret i rutedesignet, er det klart, at værternes topografiske muligheder i høj grad er bestemmende for ruternes sværhedsgrad.

 

Derfor ender den nuværende generation af tungere specialister med at lide en trist skæbne, hvilket faktisk er ret paradoksalt. OL afvikles jo ofte i storbyer, og særligt enkeltstarter er velegnede som postkort til at fremvise byens attraktioner. Det gjorde man da også brug af i London, hvor enkeltstarten blev afviklet i den flade engelske hovedstad og gav masser af plads til at vise byen frem. Til gengæld prioriterede Beijing og Rio løbet over postkortet og henlagde både linjeløbene og enkeltstarterne til de nærliggende bakker, hvilket gav meget kuperede ruter.

 

Sådan bliver det også denne gang. Havde japanerne betragtet enkeltstarten som en lejlighed til at vise Tokyo frem, havde vi fået en rigtig specialistenkeltstart. Selve hovedstaden er nemlig flad som en pandekage, men man skal ikke langt mod vest, inden man rammer ind i bjergene omkring Mount Fuji. Her henlagde man meget logisk linjeløbet, der altid bliver mere spektakulært og seværdigt af en mere kuperet rute, men samme effekt får man ikke af en kuperet enkeltstart. Alligevel bliver tidskørslen kørt i samme område, og det giver altså for tredje gang siden 2008 en meget kuperet OL-rute. Der er formentlig lagt op til fladere ruter i Paris i 2024 og Brisbane i 2032 og formentlig også i Los Angeles i 2028, men det kan den nuværende generation ikke bruge til specielt meget - i hvert fald ikke de ældste af dem. På den måde vil OL aldrig blive lige så retfærdigt som VM - ganske enkelt fordi det er så sjælden en begivenhed.

 

Som nævnt ovenfor er mesterskabsenkeltstarter ofte de længste, vi ser på en hel sæson, og enkeltstarten i Tokyo er da også længere end de tidskørsler, vi ser i etapeløb. Alligevel er distancen på 44,2 km i den korte ende af spektret, og de fordeler sig over to omgange på en 22,1 km lang rundstrækning. Ligesom for linjeløbet er udgangspunkt motorsportsbanen Fuji International Speedway, hvor der er både start og mål.

 

Her lægger man ud med at køre de første 2,7 km af en omgang, der alle er faldende, inden man kører mod sydøst ad et kort, fladt stykke. Nu drejer man mod vest for at køre ad en helt lige vej op ad en 5,4 km lang bakke, der stiger med 4,1% i snit, bliver stejlere og stejlere og kulminerer med 1,9 km med 6,2%.

 

Toppen kommer efter 10,3 km, hvor man drejer til højre for at køre mod nordvest og nordøst ad en nedkørsel, der kun i starten er lidt snoet, men eller relativt enkel. I bunden kører man mod nord ad et kort fladt stykke, inden man efter 15,5 km rammer motorsportsbanen. Her kører man op til pitstopzonen ad en 2,0 km lang, der stiger jævnt med 4,5% i snit, inden man toppen passerer lige forbi mål.

 

Slutteligt kører man en omgang på den 4,6 km lange bane, der er let faldende i den første halvdel og let stigende i den anden. Den har kun ét relativt skarpt sving, men følger derudover en masse bløde kurver ad en generelt snoet vej, der er typisk for en motorsportsbane. Den sidste af disse kommer knap 1000 m fra stregen, inden man kører hen ad den let stigende opløbsstrækning.

 

Ruten byder over de 44,2 km på i alt 756 højdemeter. Til sammenligning var der i Rio 850 højdemeter over 54,5 km, i London 149 højdemeter over 44,1 km, i Beijing 992 højdemeter over 47,8 km, i Athen 361 højdemeter over 49,1 km, i Sydney 390 højdemeter over 47,9 km og i Atlanta 589 højdemeter over 52,9 km.

 

 

SE MASSER AF OL-CYKLING PÅ DISCOVERY+ UDEN BINDING OG TIL TILBUDSPRIS

 

Vejret

Vi skal ikke længere tilbage end til Touren for at finde den seneste enkeltstart, der blev delvist ødelagt af vejret, og desværre eksisterer den risiko igen. Det varme, fugtige og ustabile japanske vejr fortsætter nemlig på en onsdag, der gennem hele enkeltstarten byder på en ret konstant risiko for tordenbyger på 65-70%. Varmen bliver ikke helt så slem som på andre dage, men temperaturen vil stadig starte på 30 grader og falde til 27 grader for de sidste startende. Der vil være en svag til let vind (8-10 km/t), der vil være relativt konstant og komme fra sydvest. Det giver på turen ud i landskabet sidemodvind frem til toppen af bakken og derefter medvind på nedkørslen. På motorsportsbanen vil der være modvind på bakken, mens der på omgangen vil være først medvind, så modvind og slutteligt igen medvind på opløbsstrækningen.

 

Favoritterne

Måske skyldes det, at enkeltstartsdisciplinen først kom på OL-programmet i 1996, mens linjeløbet i mange år var en lidt sekundær begivenhed for amatører, der frem til og med legene i Barcelona i 1992 var lukket for professionelle. Snarere skyldes det dog nok, at der generelt er meget få lange enkeltstarter, som de virkelige specialister kan satse på. Det synes i hvert fald at være sådan, at OL-enkeltstarten næsten har større prestige end linjeløbet, hvis anseelse først for alvor synes at være vokset i de senere udgaver.

 

Det er i hvert fald et ret klart mønster, at de største specialister hver eneste gang i meget vidt omfang gør OL til sæsonens hovedmål. Samme tendens ser man ikke for linjeløbet, der oftest blot er et mål blandt flere for løbets favoritter. Det er dog meget naturligt i en sæson, hvor der er masser at satse på for de ryttere, der kan vinde et linjeløb, mens de sande tempospecialister reelt kun kan gå målrettet efter VM, EM, OL og i visse tilfælde også grand tour-enkeltstarter, særligt hvis de har en førertrøje på spil.

 

Mønsteret er i hvert fald ret klart. Onsdagens løb er et gigantisk mål for langt de fleste af feltets førende specialister. Rohan Dennis har ligesom i 2016 nærmest lagt hele sin sæson til rette med alene det mål for øje, og for fem år siden var Tom Dumoulin endda klar til at sætte sin lovende grand tour-karriere på pause et helt år, alene med det formål at vinde OL-guld. Også i år har OL-enkeltstarten i først omgang været hovedmotivationen bag hans comeback, og selvom Remco Evenepoel, der jo ellers kan så meget andet, gjorde allerede efter sit succesrige 2019 den kommende enkeltstart til det største mål i 2020 og siden 2021.

 

Nej, det er bestemt ikke motivation, der mangler, når rytterne ruller ned ad rampen onsdag morgen dansk tid. Samtlige deltagere vel formentlig hellere vinde OL-guld end VM-guld, mens meningerne utvivlsomt vil være mere splittede, når det kommer til linjeløbet. Det skyldes naturligvis helt klart, at VM i enkeltstart ikke giver adgang til den regnbuefarvede trøje gennem hele året, men kun ved enkelte udvalgte begivenheder.

 

Trods motivationen er der alligevel mange specialister, der går ind til løbet med en lidt skuffet følelse. Den nuværende generation af klassiske specialister er som nævnt ovenfor et forfulgt folkefærd, for det er ikke megen venlighed, IOC har udvist dem. Ved at henlægge OL til Beijing, Tokyo og Rio har vi nu udsigt til det tredje stærkt kuperede løb siden 2008. Alle har de haft mindst 750 højdemeter - i Beijing nærmede vi os endda 1000 - og det er betydeligt mere, end man ser på den klassiske grand tour- eller VM-enkeltstart, der oftere i langt højere grad passer til specialister.

 

Man bliver i hvert fald slemt overrasket, hvis man tror, at man bare kan tage årets Tour- og Giro-enkeltstarter og bruge dem som reference for årets OL-enkeltstart. De var nemlig alle fire temmelig flade, men i Tokyo er der nærmest ingen fald vej overhovedet. Det går op eller ned stort set hele vejen, og det eneste sted, hvor man over en lidt længere strækning kan finde noget, der minder om specialistterræn, er på den sidste omgang på motorsportsbanen. Dertil skal dog lægges den indledende og den lange nedkørsel, der bestemt ikke er tekniske og derfor stadig passer fint til de store maskiner.

 

Selvsamme maskiner skal dog også klatre. De to længere bakker er tilsammen 7,4 km lange, hvilket svarer til en tredjedel af rundstrækningen, der jo endda skal køres to gange. Altså skal der klatres i alt 14,8 km, hvilket er en betydelig mundfuld. Heldigvis for de tunge folk er bakkerne ikke specielt stejle og relativt velegnede til specialister, der kan køre hæderligt opad, men den lange bakke slutter trods alt med 1,9 km med 6,2% - en stigningsprocent, der begynder at nå et niveau, hvor det for alvor bliver en ulempe at være af den tungere slags.

 

Vi kan også sammenligne den med årets tidligere WorldTour-enkeltstarter. Den meget kuperede rute i Dauphiné havde 317 højdemeter over 16,4 km, og den kuperede rute i Romandiet havde 338 højdemeter over 16,2 km, hvilket gør dem en anelse mere kuperede end denne, men dengang var ruterne meget mindre rytmisk. Her gik det op og ned ad mindre bakker, mens klatringen i Japan kommer koncentreret i form af i alt fire længere stigninger. Derudover synes denne rute slet ikke så teknisk, som det vi så i Frankrig og særligt Schweiz. Tværtimod synes den ikke at stille store tekniske krav.

 

Er de tunge folk så uden chance? Bestemt ikke. Ruten i Beijing var mere kuperet end denne, mens ruten i Rio kun var marginalt lettere end denne. Alligevel vandt Fabian Cancellara begge løb, og i Beijing slog an endda tempostærke klassementsfolk som Levi Leipheimer, Alberto Contador og Cadel Evans. Man skal imidlertid heller ikke undervurdere Cancellaras klatreevner. Han klatrede trods alt godt nok til at tage en samlet sejr i et ganske vist let Tour de Suisse året efter sejren i Beijing, og der kan ikke være megen tvivl om, at de tunge folk er på udebane på denne rute.

 

Det mener Wout van Aert også. Da han havde prøvekørt ruten, pegede han på de mere klatrestærke Primoz Roglic og Remco Evenepoel som mere oplagte kandidater end ham selv. Han var dog også ærlig nok til at erkende, at det var en enkeltstart, han kunne vinde, men det er efterhånden også ret svært at designe en rute, hvor det ville være en umulighed.

 

En anden væsentlig faktor er spørgsmålet om Tourens betydning. I linjeløbet var det tydeligt, at den bedste forberedelse gik via Frankrig, men det billede så vi også til linjeløbet ved sidste års VM. Ved enkeltstarten var det til gengæld bedre for de ryttere, der havde specialtrænet til denne korterevarende præstation, og her fik Tour-rytterne slet ikke glæde af deres motor.

 

Samme mønster kan gælde her, men jeg er ikke så sikker. Denne rute er mere klatretung, og til den del forbereder man sig formentlig ikke ringe via Tourens megen klatring. Det er noget andet med forberedelse til en højhastighedsenkeltstart som den, vi så i Italien sidste år. Denne gang tror jeg, at spillebanen er meget mere jævn, og det ene er næppe entydigt en fordel frem for det andet, som vi så det sidste år, hvor Van Aert var den eneste top 5-rytter, der havde gennemført Touren. Her spiller det også ind, at enkeltstarten sidste år afvikledes kun fem dage efter Tour-afslutningen, mens der denne gang er gået halvanden uge. Det bør alt sammen gøre det lettere for Tour-rytterne.

 

Efter to gange i år at have fået ødelagt en enkeltstart af regnvejr kan Stefan Bissegger skrive under på, at der ikke er noget værre end uens vilkår til en tidskørsel. Desværre risikerer vi det samme denne gang. Der er en helt konstant risiko på 65-70% for tordenbyger, og selvom ruten ikke er teknisk, er det utvivlsomt en ulempe at skulle køre på våde veje - og kører man midt i en tordenbyge, vil det formentlig være ret kraftig regn og også kraftig vind. Da der skal køres to omgange, køres enkeltstarten også over tre startgrupper med mellemliggende pauser og således strækker den sig trods det beskedne deltagerantal over næsten tre en halv time. Det øger naturligvis risikoen for, at betingelserne er uens. I det mindste er vinden relativt konstant, men med en konstant bygerisiko er det umuligt at sige, hvem der har størst chance for at være heldig i lotteriet. Jeg baserer derfor optakten på den antagelse, at forholdene er ens for alle, men vi risikerer desværre, at vejret vil kunne afgøre fordelingen af årets OL-medaljer.

 

For et døgn siden var jeg helt enig med Van Aert. Denne enkeltstart var mere for Roglic og Evenepoel end for ham. Men så kom linjeløbet. Så kørte Van Aert som en motorcykel. Og så viste Roglic og Evenepoel, at de måske ikke var helt så klar, som de havde håbet.

 

Derfor ændrede lørdagens løb alt. Det, jeg anså som en uhyre åben enkeltstart med adskillige vinderkandidater, fremstår nu som en af de ikke alt for mange af 2021-sæsonens enkeltstarter med en tårnhøj favorit. Det er naturligvis Wout van Aert. Vi vidste godt, at han var i storform - ellers vinder man ikke de to sidste etaper i en grand tour - men det var alligevel bemærkelsesværdigt at se ham i et stærkt besat OL-løb, hvor han lignede i særklasse stærkeste mand. Naturligvis var han ikke bedste mand på Mikuni-stigningen, men med sit jævne tempo lykkedes det ham alligevel at komme til toppen med de bedste. Når man betænker, hvor uhyre stejl en stigning der var tale om, er det lidt af en bedrift.

 

Det bekymrende for rivalerne er, at stigningerne på onsdag passer Van Aert meget bedre. Her taler vi hovedsageligt om 4-5%, og på den slags procenter er der ikke mange, der kan matche - da slet ikke, når klatrerne ikke kan køre fra ham på 11-12%! På powerstykkerne må han ventes at være i særklasse, når man ser på hans dominans på den flade Tour-enkeltstart, og hans store motor burde endda bare passe endnu bedre til den lange distance. Han viste både på Ventoux og i går, at han mestrer varmen til UG med kryds og slange, og det er derfor svært at se, hvad der skal stå i vejen - andet end en tordenbyge.

 

Det skulle da være restitutionen. Van Aert har haft et benhårdt program, men det synes ikke at genere ham. Sidste år kom han direkte fra Touren til VM, hvorfra han kom hjem med to sølvmedaljer, og nu siger han endda, at hans form er endnu bedre! Det giver også god mening, da han i 2020 havde kørt sig selv hårdt op til Touren, mens han denne gang brugte de tre uger i Frankrig til at finde sine bedste ben. Det har han i den grad gjort, og han indrømmer også, at han på intet tidspunkt i år har haft samme form som nu. På den baggrund synes der at skulle tordenbyger til, hvis ikke Van Aert skal bryde den endeløse serie af mesterskabssølvmedaljer og sikre sig det guld, han efterhånden har fortjent!

 

Hvem kan true ham? Da dette er en vurdering af vinderpotentiale, er jeg næsten nødt til at pege på løbets store ubekendte. Blandt de mere klatrestærke specialister synes Evenepoel og Roglic, der lignede favoritter, ikke at have deres topform, men vi aner til gengæld ikke, hvor Rohan Dennis står. Australieren har forberedt sig på dette løb i månedsvis, og han var endda så ”fræk” over for alverdens iagttagere, at han helt droppede linjeløbet og således efterlod en hel cykelverden på total bar bund i forhold til hans form.

 

Det har vi imidlertid prøvet før. Ved VM i 2019 kom han også til løbet med en endda endnu længere løbspause, og det resulterede i noget, der måske var hans livs enkeltstart, da han knuste al modstand i Yorkshire med en skræmmende margin. Til gengæld så vi også i 2020, at hans forberedelse ikke altid rammer rigtigt, for her fik han end ikke medalje til et VM, hvor han på den flade tonserrute betalte en dyr pris for sit forsøg på at matche Filippo Ganna og derfor eksploderede totalt.

 

Sandt er det også, at Dennis ikke er den temporytter, han var engang. I 2020 og 2021 har han været helt anderledes menneskelig, og vi skulle helt frem til Catalonien i marts, inden han endelig fik sin sejr. Her slog han til gengæld også en pæn stribe af de bedste specialister, og det vidner om, at han kan endnu - også selvom 2019-udgaven af Dennis næppe findes længere.

 

Til gengæld er han begyndt at klatre som en drøm. Hvor hans klatreben er nu, ved vi ikke, men vi ved, at han var hovedårsagen til Tao Geoghegan-Harts Giro-sejr sidste år. Kommer han til Tokyo med de samme ben, er der ikke mange, der matcher ham på disse stigninger. For at slå Van Aert skal han ramme noget, der minder om en kombination af niveauet fra VM i 2019 og Giroen i 2020, men i forening gør det ham livsfarlig på denne rute. Motivation har han i hvert fald masser af, efter at et ødelagt styr kostede ham en sikker medalje i Rio.

 

Blandt feltets klassementsryttere var det Evenepoel og Roglic, der lignede de oplagte favoritter, men det ændrede sig efter linjeløbet. Her var det i stedet Brandon McNulty, der var her, der og alle vegne. At han kørte finale, var måske ikke i sig alt for overraskende, men at han var en af blot to, der kunne følge Tadej Pogacar på Mikuni, var mildt sagt overraskende, når man erindrer hans generelle klatreniveau. Det kunne tyde på, at amerikaneren, der ellers ikke havde sin bedste Tour, har fået et boost af de tre uger rundt i Frankrig - det boost, som alle grand tour-deltagere altid drømmer om at få. Sådan så det ellers ikke ud, da McNulty blot blev nr. 11 på den sidste enkeltstart, men det er bestemt ikke første gang, at vi har set en lignende forvandling en uges tid efter et langt etapeløb. Faktisk talte han i lørdags om, at han havde bedre ben end i noget andet løb tidligere i karrieren!

 

Det gør McNulty livsfarlig på denne enkeltstart. Amerikaneren er nemlig en af verdens allerbedste temporyttere, som han viste med blandt andet sine 4. pladser i Paris-Nice og Catalonien. Det var imidlertid på relativt flade ruter, og det, der gør ham virkelig interessant til denne enkeltstart, var 2. pladsen på den kuperede rute i Baskerlandet. Det er endda det eneste løb, hvor han har klatret på samme høje niveau, som han gør nu, og det burde derfor være en god reference for, hvad vi kan forvente af McNulty onsdag. Denne hårde enkeltstart kommer i vidt omfang til at handle om form, som amerikaneren har masser af, og han har samtidig både gode klatreevner og bevist, at han tilhører den absolutte enkeltstartselite. Det burde bringe ham i spil til i hvert fald den medalje, han akkurat ikke fik i lørdags.

 

Forud for sæsonen havde jeg Remco Evenepoel som favorit til denne enkeltstart. Belgieren var nemlig et sandt uhyre, da han som 19-årig knuste næsten hele eliten af tunge specialister - herunder Filippo Ganna, Edoardo Affini, Stefan Küng og Kasper Asgreen - til EM i 2019, og da han endda blev en helt klar nr. 2, dog også med stor margin op til Dennis på 2. pladsen, ved VM, kunne man frygte, at vi gik ind til lidt af en ørkenvandring på enkeltstarter, når det dengang blot 19-åige fænomen var blevet ”voksen”. Tendensen fortsatte med de to tidligere sejre foran først Ganna og siden Dennis i 2020, men efter det grimme styrt i Lombardiet må vi konstatere, at Evenepoel stadig ikke er blevet sig selv. Selvom han vandt Belgium Tour, var hans Giro som bekendt et stykke under både hans egne, holdets og mine tårnhøje forventninger, og i lørdags fik han sig så en gedigen lussing, da han blev sat tidligt og dermed manglede som det led, der kunne have gjort Van Aert til olympisk mester.

 

Den præstation var bekymrende. Selv mener han, at det var en fejl at angribe umiddelbart inden Mikuni, og det var utvivlsomt heller ikke den bedste optakt til løbets nøglestigning. Alligevel var det skuffende at se ham blive så tidligt distanceret, og selvom han til slut sparede sig til enkeltstarten, var resultat endnu en af de mange lussinger, han har fået siden comebacket. Mere bekymrende er det, at heller ikke hans enkeltstarter har været flyvende. Ganske vist kørte han i top 10 på sin allerførste løbsdag efter pausen i Giroen, ligesom han akkurat slog Yves Lampaert i Belgium Tour, men til gengæld blev han slået klart af samme Lampaert ved de belgiske mesterskaber. Det var ganske vist på en teknisk rute, der ikke rigtigt passede ham, men det er svært ikke at sidde med det indtryk, at der er betydelig forskel på Evenepoel før og efter styrtet i Lombardiet.

 

Alligevel vil det være dumt at afskrive belgieren. Hans klatre- og tempoevner gør ham til en på papiret indlysende favorit til denne rute, og man kan ikke komme udenom, at han trods alt har været en af de allerbedste temporyttere også de senere måneder. Hans resultat i lørdag var skuffende, men da han hurtigt sparede sig, skjuler det også, hvor god han virkelig var. Samtidig var det første løb efter en lang pause og første løb i varmen, og det er ikke uset, at der herefter pludselig kan komme hul igennem til de gode ben, han skulle have fundet i sin forberedelse til årets helt store mål. Betyder manglen på løbskilometer en reduceret motor, står han også bedre på en enkeltstart end i et 234 km langt linjeløb. Det vil i hvert fald være dumt at udelukke, at sejren kan gå til manden, der for halvandet år siden så ud til at skulle blive altdominerende på fremtidige enkeltstarter.

 

Den anden store skuffelse i linjeløbet var naturligvis Primoz Roglic, men det viste sig, at der var en god begrundelse for nedturen. Sloveneren blev hurtigt ramt af krampe og rygsmerter med relation til styrtet i Touren, og selvom det angiveligt blev lidt bedre igennem løbet, kunne han ikke grave dybt, hvad han angiveligt hurtigt fortalte Pogacar, som blev holdets eneste kort. Det er mildt sagt ikke opløftende inden enkeltstarten, og selvom den slovenske landstræner Andrej Hauptman fortsat er fortrøstningsfuld, lød Roglic bestemt ikke til at være det.

 

Fra afstand er det altid svært at vurdere betydningen af skader, men rygsmerter lyder ikke alt for lovende frem mod netop en enkeltstart. Til gengæld lød det til, at smerterne tog ham lidt på sengen, og at han faktisk havde følt sig ganske velkørende i optakten, som rygterne også forlød. Meget taler i hvert fald for, at han ikke være ramt af de samme kramper, og det er derfor ikke helt urimeligt at håbe på, at han får lejlighed til at vise de gode ben, han faktisk har.

 

Er han ikke hæmmet af sine skader, burde ruten passe ham storartet. Måske har han ikke været så suveræn på enkeltstarter, som han var i 2018 og 2019, men ringe har han ikke just været. Han vandt som bekendt enkeltstarten i Baskerlandet foran McNulty, Jonas Vingegaard og længere tilbage også Pogacar, og siden dengang skulle han endda have trænet meget målrettet på disciplinen frem mod den Tour, der slet ikke gik som håbet. På en kuperet enkeltstart som denne ville Roglic i 2018 og særligt 2019 have været storfavorit, og selvom han ikke skulle være på samme tårnhøje niveau, viste Baskerlandet, at en formstærk Roglic uundgåeligt vil være en af de tungeste guldfavoritter på enhver enkeltstart, der stiller så store krav til klatreevnerne. Desværre betyder skaderne nu, at han må leve med en outsiderrolle.

 

Et af de store spørgsmål forud for linjeløbet var Joao Almeida, der vendte tilbage efter en lang pause, og han leverede en godkendt, men ikke prangende præstation. Vi skal dog også huske, at Almeida altid har været begrænset i bjergene, særligt på så svære stigninger som Mikuni, og da han i Giroen pludselig begyndte at klatre som en drøm, skete det dybt inde i en grand tour, hvor han synes at blomstre op, som han også gjorde i 2020. I lørdagens restituerede løb var Almeida nogenlunde som forventet, og det bør give store perspektiver for enkeltstarten.

 

I den disciplin kører han nemlig altid stærkt. I år er han blevet nr. 6 i UAE Tour, nr. 7 i Tirreno, nr. 3 i Catalonien (hvor han slog McNulty) og nr. 4 og 5 i Giroen. Kun i Catalonien var ruten endda ikke pandekageflad, og selvom han faktisk ikke rigtigt har kørt kuperede enkeltstarter på højeste niveau, siger logikken, at alsidige Almeida bør stå meget bedre på denne rute end på de tonserenkeltstarter, hvor han særligt i Giroen vel overpræsterede en anelse mod de allerstørste motorer. Netop det forhold, at han er et relativt ubeskrevet blad på denne form for enkeltstarter - det var jo først i oktober, at han fandt ud af, at han faktisk var en god temporytter! - gør, at han burde have et stort potentiale for at overraske, særligt også fordi man som sagt kan have en forventning om, at Touren ikke nødvendigvis er fordel og måske endda en ulempe som forberedelse til dette løb. Om han vitterligt er god nok til at vinde, er måske en anelse tvivlsomt, men når han kan komme så tæt på i Giroens fladland, vil en portugisisk guldmedalje ikke være nogen sensation - og det vil være lidt af en scene at sikre sig karrierens bare anden sejr på.

 

Logikken siger, at denne rute er for svær for Remi Cavagna, men den logik skal man passe på med. Samme logik gjaldt nemlig i Romandiet tidligere i år, og her chokerede franskmanden en anelse ved at slå de langt mere alsidige specialister på en rute, der forholdsmæssigt havde flere højdemeter end denne. Dengang var ruten endda alt for kort til Cavagnas enorme motor, der er bedst over lange distancer, ruten var mere teknisk og stigningerne stejlere og mindre rytmiske. Denne rute burde passe ham betydeligt bedre, og det gør ham farlig. Det er heller ikke første gang, at han har overpræsteret på en alt for kuperet enkeltstart, for mange vil helt sikkert huske, at han blev en nærmest sensationel nr. 6 på La Planche des Belles Filles i sidste års Tour.

 

Med andre ord har Cavagna vist os, at han almindelige klatreevner ikke rigtigt tæller på enkeltstarter, og så skal man altså passe på, også på denne rute. I år har han nemlig taget springet op i den absolutte elite med sine 2. pladser i Paris-Nice, Catalonien og Giroen og sin sejr i Romandiet. Det er faktisk meget få, der kan prale med en statistik, der blot kommer i nærheden af denne, og med undtagelse af Van Aert, som han slet ikke har mødt, har han slået alle de ovennævnte favoritter i år - Dennis i Paris-Nice og Romandiet, McNulty i Paris-Nice og Catalonien, Evenepoel i Giroen, Roglic i Paris-Nice og Almeida i Catalonien. Desværre er hans form helt usikker, men vi ved, at han har trænet målrettet frem mod denne opgave, og som sagt er den forberedelse ikke nødvendigvis en ulempe til netop en enkeltstart. Min største bekymring kan være varmen, der to gange har spillet ham et puds ved de franske mesterskaber, og jeg er bange for, at den risikerer at slå ham ud. Måske skal han håbe, at hele feltet ender med at køre i nogle af de kraftige byger, for han har en glimrende historik i regnvejr. Og så er ruten trods alt så kuperet, at Cavagna aldrig kan være forhåndsfavorit, selvom han har for vane at overraske alt og alle, selv når der skal klatres.

 

Løbets helt store ubekendte er naturligvis Tom Dumoulin, der som bekendt næsten skal regnes som nyprofessionel igen. Han stiller til start med bare 11 løbsdage i benene, og selvom han blev nr. 5 på bjergenkeltstarten i Tour de Suisse og blev hollandsk mester i enkeltstart, har han bestemt ikke sat verden i brand. Senest havde han ifølge sig selv ringe ben i linjeløbet, hvor han blev sat tidligt, og ser man alene på hans resultater, er der ikke meget, der tyder på, at han kan køre med om medaljer i dette selskab.

 

Alligevel er man nødt til at holde skarpt øje med hollænderen. Han kender nemlig sig selv bedre end alle andre, og han er ret fortrøstningsfuld. Da han blev hollandsk mester, talte han om en enkeltstart, der var så god, at den havde gjort ham glad også før det midlertidige karrierestop, og selv efter lørdagens skuffelse var han optimist. Her talte han om, at han havde haft ”gode ben” de seneste uger, hvor han har trænet i højderne, hvorefter han tilføjede, at han på en af sine super dage ”kan komme meget langt” på denne enkeltstart. Det er værd at lytte til, når det kommer fra en mand med så store enkeltstartserfaring som Dumoulin.

 

Det vil heller ikke være første gang, hvis han har en god og en dårlig dag ved et mesterskab. Faktisk er det blevet kutyme. I 2015 kørte han en katastrofeenkeltstart, men talte efterfølgende om, at han havde haft diamantben i linjeløbet. I 2018 var han dybt skuffet efter enkeltstarten, hvorefter han var tæt på at blive verdensmester i linjeløbet. Derfor er han heller ikke selv specielt bekymret over lørdagens nedtur - også fordi den lange pause næppe har givet ham motoren til 234 km mod ryttere, der har et boost fra Touren. Det vil være anderledes på onsdag, hvor han endda finder en rute, der på alle måder er designet, som han kunne ønske sig det. Det er præcis denne slags enkeltstarter, han elsker allermest, og han har altid været lidt af et uhyre over lange distancer. Jeg har stadig lidt svært ved at se en guldmedalje i hans hidtidige præstationer, men der er også så mange argumenter for et godt ridt af en af verdens allerbedste temporyttere, der for blot 10 måneder siden blev nr. 2 foran Van Aert på Tourens halve bjergenkeltstart, at man aldrig kan afskrive ham.

 

Er det kontroversielt at rangere verdensmesteren som nr. 9? Det er er det helt sikkert, men jeg har altså lidt svært ved at se Filippo Ganna vinde på denne rute. Ganske vist blev han i Giroen igen det uhyre, han var i 2020, men som han slet ikke var i et skuffende forår, men man kan ikke benægte, at arrangørerne ikke står til julekort fra Ganna for den rute, de har designet. Tværtimod kunne den ikke være meget værre for en mand, der skal lede med lys og lygte efter strækninger, hvor han for alvor for den fulde glæde af sin power.

 

Selvfølgelig kan Ganna klatre. Manden vandt en bjergetape i Giroen sidste år, men det var trods alt fra et udbrud. På onsdag skal han køre lige op med nogle af verdens bedste klatrere, og det er noget andet. Historikken taler heller ikke for noget stort resultat. Tværtimod har han i år haft det meget svært på kuperede enkeltstart. I Romandiet endte han helt nede som nr. 10, og ved de italienske mesterskaber, der afvikledes på en flad rute med nogle meget svære stigninger undervejs, eksploderede han efter en stærk start, og han endte endda helt uden medalje - og det var altså ikke i et verdensklassefelt! Den dag led han også i varmen, og dermed da han på onsdag møder både varme og bakker, var de italienske mesterskaber faktisk en lille generalprøve.

 

Dertil kommer hans forberedelse. Ganna gaber over meget, da han også skal vinde medalje i forfølgelsesløb, og de to discipliner ville være et fint match, hvis der havde været tale om en klassisk enkeltstart. Det er der imidlertid slet ikke, og det er svært at tro, at arbejdet med høje hastigheder over mindre end 4 minutter er den ideelle optakt til et løb, hvor der skal klatres i mere end 15 km og køres i en times tid. Ganna har skam før vundet enkeltstarter med bakker - blandt andet i sidste års Giro og i Besseges i år - men aldrig så svær en enkeltstart som denne. Med hans tvivlsomme forberedelse bliver jeg altså overrasket, hvis han er med helt i front.

 

Nej, jeg tror faktisk, at det bliver en anden, der ender som bedste italiener, men når jeg alligevel rangerer Ganna højere end Alberto Bettiol skyldes det alene, at jeg trods alt har sværere ved at se EF-italieneren faktisk løbe med guldmedaljen. Bettiol aspirerer imidlertid til titlen som linjeløbets største overraskelse og synes lige nu i sit livs form. Nok viste han i Giroen, at han har forbedret sin klatring helt enormt, men det var alligevel slet og ret chokerende, at han ikke blot kunne overleve Mikuni, men også på gå med i det angreb fra Michal Kwiatkowski, der bragte ham op til Pogacar-gruppen. Det var en præstation, der slet og ret var ”out of the world”, og det var vist ikke helt uden grund, at han allerede inden løbet havde vakt opsigt med sine Strava-tider.

 

Bettiol er til gengæld ikke tempospecialist, men siden han skabte den gigantiske sensation med 2. pladsen i Tirreno i 2019, har han etableret sig som en hæderlig temporytter. Han vandt på den kuperede rute i Besseges i 2020, og han rundede Giroen af med en 7. plads på en tonserrute, der ikke var ideel for en ikke-specialist som ham. Denne rute stiller meget større krav til form og klatreevner end til aerodynamik og power, og efter at have set Bettiol i lørdags kan det kun være til hans fordel. Når man samtidig kombinerer det med de tempoevner, han har udviklet, bliver jeg slet ikke overrasket, hvis han får medalje, selvom en sejr vil være at betegne som en lille sensation. Og så skal han undgå de kramper, der nu har ødelagt både et OL-løb og et Strade Bianche for ham, men mon ikke det går over et løb, der kun tager en times tid?

 

Ligesom Ganna må Kasper Asgreen desværre forbande ruten langt væk. Danskeren havde nemlig været et brandvarmt medaljebud på en mere klassisk rute, når man ser på hans stærke afslutning på Touren, hvor han rundede ballet af med en 2. plads på enkeltstarten. På den baggrund vil jeg også blive overrasket, hvis den relativt stabile Asgreen med sin enorme motor, der endelig får en ”ordentlig” distance at boltre sig på, ikke kører en for ham fremragende enkeltstart. De relativt bløde bakker er nemlig ikke uoverkommelige for danskeren, der trods alt må være begejstret for, at de mange højdemeter kommer på den måde, de gør, og ikke i form af stejlere og mere eksplosive stigninger.

 

Alligevel stilles der store krav til klatreevnerne. Asgreen kan sagtens køre en kuperet enkeltstart, som vi så med hans 3. plads i Dauphiné, men dengang var feltet svagere, og faktisk var der ikke deltagelse af én eneste af de ovennævnte ryttere. Dertil kommer, at Asgreen trods alt stadig har til gode at vinde den store enkeltstartssejr på den internationale scene, selvom det kun var en - ganske vist suveræn - Van Aert, der snød ham i Touren. Når han ikke kunne slå belgieren i det franske fladland, burde det desværre bare være en umulighed at gøre det på de japanske stigninger, hvor han også har dårligere odds mod langt hovedparten af løbets favoritter. Med sin motor og alsidighed vil Asgreen utvivlsomt køre en flot enkeltstart, men desværre skal han overraske, hvis det skal blive til medalje - og guld ligner desværre næsten en umulighed.

 

Jeg betegnede Bettiol og McNulty som to af linjeløbets overraskelser. En anden var Rigoberto Uran , der tog mig totalt på sengen. Ikke i sig selv fordi han klatrede med de bedste - det gjorde han også i to uger i Touren - men fordi han gjorde det lige efter en Tour, som han forlod med en træthed så stor, at end ikke en dyrlæge efter grundig undersøgelse ville kunne se forskel på ham og en hængt kat. Det er imidlertid ikke første gang, at hængte katte bliver spillevende en uge efter Touren - tænk eksempelvis på halvdøde Alejandro Valverdes sejr i San Sebastian i 2014 - og Uran synes at være en af de ryttere, der med lidt hvile alligevel kan ride videre på det boost, Touren har givet.

 

Det gør ham meget interessant på denne enkeltstart. Urans tempoevner har mildt sagt været svingende i de seneste år, men lige nu er han i en god periode. For denne enkeltstart er det naturligvis sejren på bjergenkeltstarten i Schweiz, der er yderst løfterig, for selvom dette ikke er en enkeltstart af samme type, vidner det om hans tempoevner på kuperede ruter. Også på Tourens halve bjergenkeltstart i 2020 gjorde en ellers meget træt Uran det godt med en 10. plads, ligesom han blev nr. 4 på den småkuperede rute i 2019. Lige nu er tempoevnerne dog ikke på samme niveau som i 2019, hvilket vi blandt andet så med den lidt beskedne 13. plads på Tourens første enkeltstart, og jeg tvivler derfor, at han har den nødvendige power til at matche de bedste på de mere klassiske tempodele af denne rute. Men hvis han klatrer som i lørdags, viser særligt resultatet i Schweiz, at vi på denne rute skal tage ham seriøst.

 

Kan Michal Kwiatkowski stadig køre enkeltstart? Det har i den grad knebet på det sidste, og selvom han blev nr. 11 i Dauphiné og nr. 6 i Besseges, skal vi vel tilbage til 3. pladsen i Baskerlandet i 2019 for at finde hans seneste virkelig gode enkeltstart. Heldigvis har han ofte sparet sig på enkeltstarter, som han senest gjorde i Touren, men selv når han har kørt for et resultat, har det været langt fra fordums niveau.

 

Kwiatkowski har imidlertid en fremragende historik med Touren i benene. Han er blevet nr. 2 og 4 på Tourens sidste enkeltstart i hhv. 2017 og 2018, og i 2018 blev han tillige nr. 4 til VM med både Touren og Vueltaen i benene. Igen i år viste hans linjeløb, at han er kommet ud af løbet i Frankrig med guldform, og vi synes lige nu at se den bedste Kwiatkowski, vi har set siden sidste efterår, hvor han også kom ud af Touren med kongeform. Den kuperede rute burde også passe ham og byder ligesom den omtalte VM-rute på en del klatring, men spørgsmålet er, om det er nok. Det skræmmer lidt for meget, at Kwiatkowski har underpræsteret så meget i sine seneste mange enkeltstarter, men omvendt er det også en meget ”fysisk” enkeltstart, hvor god form vil føre langt. Og den har Kwiatkowski.

 

Stefan Küng falder i samme kategori som Asgreen og Ganna i den forstand, at han havde været en af de tungeste guldfavoritter på en klassisk rute. Netop ordet tung er aldeles velvalgt i denne sammenhæng, for det er netop Küngs 83 kg, der formentlig kommer til at koste ham en medalje. Man skal imidlertid tage fejl af schweizeren. Det er ikke uden grund, at han har gjort løbet her til et af sæsonens helt store mål, for han skal godt køre opad. Det så vi senest på bjergenkeltstarten i Schweiz, hvor han blev en ganske fornem nr. 10, og også i Tourens bjerge klatrede han godt.

 

Problemet er bare, at han næppe klatrer godt nok. Han blev trods alt ”kun” nr. 10 på bjergenkeltstarten, og selvom denne enkeltstart er lettere, er det et ilde varsel. Endnu værre gik det i Romandiet, hvor han blot blev nr. 15 på den kuperede rute, der minder om denne, og det vidner om, at Küng får svært ved at blande sig i kampen om medaljerne. Han var også træt mod slutningen af Touren, hvor han kom til at lægge alt for hurtigt ud på den sidste enkeltstart, men en 4. plads vidner dog om, hvor fabelagtig selv en træt Küng er. Han kan sagtens være kommet sig inden onsdagens løb, og det er næppe trætheden, der koster medaljen. Det er snarere det ugunstige forhold mellem 756 højdemeter og 83 kg.

 

Lidt i samme kategori som Kwiatkowski finder vi Maximilian Schachmann. Tyskeren viste i lørdags igen, at han er en mester i at træne sig i form, og han kommer til onsdagens løb med gyldne ben. Det kan ikke være anderledes, når store Schachmann klarer Mikunis brutale procenter så fornemt, og hvis teorien ovenfor holder vand, burde han være mindre ufordelagtigt stillet af den manglende Tour i onsdagens enkeltstart.

 

Til gengæld er det efterhånden svært at benægte, at Schachmanns forbedrede klatring synes at have kostet på enkeltstarten. I hvert fald er det blevet til lutter skuffelser i år med en 13. plads i Paris-Nice, en 10. plads i Baskerlandet og 12. og 13. pladser i Schweiz, og faktisk er de eneste rigtigt gode enkeltstarter, han har kørt, på meget tekniske ruter, nemlig da han vandt i Baskerlandet og blev nr. 2 i Paris-Nice. Hans vanskeligheder på mere klassiske enkeltstarter kombineret med den gode form taler for, at denne klatretunge enkeltstart burde stille ham bedre, og det synes faktisk at være en glimrende rute for Schachmann - især hvis den havde været mere teknisk. Han kommer i hvert fald langt på sin form, men leverer han et stort resultat, vil det bryde den trend, vi har set på det seneste.

 

Hvor står Tobias Foss? Hans 4. plads i Baskerlandet og 3. plads på den indledende Giro-enkeltstart er vidnesbyrd om, at den unge nordmand tilhører den absolutte elite, men hans linjeløb var svært bekymrende. Her var han ikke i nærheden af noget som helst, og det er bekymrende for en mand, der kommer til løbet efter en lang pause. I forvejen har vi set, at Foss ofte skal bruge nogle løb for at finde sin bedste form, som han ellers havde til overflod efter den flotte Giro, hvor han knuste al modstand med dobbeltgevinst ved de norske mesterskaber.

 

Foss’ chance er, at enkeltstarten er noget andet end et linjeløb. Som sagt tror jeg ikke, at Touren er et krav for en god enkeltstart på samme måde, som det var en stor fordel i linjeløbet, og vi så eksempelvis i Baskerlandet, at Foss godt kunne køre stærkt på en enkeltstart, selvom han langt fra havde sin bedste form i linjeløbene. Alligevel er der lidt for meget usikkerhed om hans form efter det skuffende løb i lørdags, også fordi han trods sine fine klatreevner i dette felt næppe er den rytter, der har størst fordel af de mange højdemeter.

 

Ikke helt uventet måtte Alexey Lutsenko i landevejsløbet sande, at trætheden er sat ind efter en flot Tour, men han kørte trods alt så godt et løb, at han langt fra kan betegnes som halvdød. Han rundede som bekendt også Touren af med en anstændig enkeltstart på en rute, der ikke rigtigt passede ham, og med sin 10. plads på den første Tour-enkeltstart og ikke mindst choksejren i Dauphiné har han bevist, at han fremover skal regnes som en af de bedre temporyttere. Denne kuperede rute burde også passe ham, men den er trods alt ikke så velegnet som i Dauphiné. I Frankrig var ruten mere teknisk med flere temposkift, mens denne lidt mere powerfulde form for klatring næppe passer den eksplosive Lutsenko specielt godt. Havde han haft sin bedste Tour-form, havde han utvivlsomt stadig leveret et resultat, men lige nu frygter jeg, at han har lidt for meget træthed i benene efter en Tour, der langt, langt overgik forventningerne.

 

Jeg er også nødt til at nævne Geraint Thomas, men det er uden den store overbevisning. Tvivlen skal imidlertid komme waliseren til gode, for reelt ved vi ikke, hvordan han er kommet ud af Touren. Han tog den med ro på Tourens sidste enkeltstart, og lørdagens styrt, der heldigvis var ganske harmløst, berøvede os muligheden for at se, hvor god han virkelig var. Hans Tour var alt andet end opløftende, men han havde trods alt to dage, der var så gode, at der gemmer sig en eller anden form et eller andet sted i den walisiske krop. Han kan i hvert fald ikke være specielt udmattet, og han må have masser af motivation til at få bare et eller andet ud af sin enorme forberedelse frem mod sommeren.

 

Havde han været på toppen, havde Thomas været en reel vinderkandidat på denne rute, for han viste så sent som med 4. plads på den flade rute til VM, at han stadig er en sand tempogigant. Det så vi også i Romandiet, hvor han på den kuperede rute havde kurs mod sejr, inden han valgte forsigtighed og samlet set på den våde og tekniske nedkørsel til sidst. Alt sammen viser det, at en flyvende Thomas havde været med i kampen om medaljerne. Spørgsmålet er bare, om den nuværende Thomas også vil være det. Det er nok mere tvivlsomt.

 

Endelig er jeg nødt til også at omtale Nelson Oliveira . Desværre er der noget, der tyder på, at han er ved at falde lidt af på den, men man kan ikke komme uden om, at portugiseren er en sand mesterskabsrytter. Hans resultatliste til VM er imponerende med en 7. plads i 2014, en 4. plads i 2017 (bare sekunder fra Froomes bronze), en 5. plads i 2018, en 8. plads i 2019 og en 11. plads på den flade rute i 2020. Han blev også nr. 7 til OL i Rio, og det vidner om, at Oliveira med sin store motor næsten altid leverer på de lange mesterskabsenkeltstarter - præcis som han ofte gør det i grand tours, hvor vi finder de eneste andre lange enkeltstarter, og hvor han blandt andet har en 2. plads i Touren på sin resultatliste.

 

Det er imidlertid ret sigende, at hans seneste VM-resultater hedder 4, 5, 7 og 11, for det vidner om en stille, men ret konstant tilbagegang for den efterhånden 32-årige Oliveira. Til gengæld viste han i april og begyndelsen af Giroen, at hans topniveau stadig er tårnhøjt niveau, og denne kuperede enkeltstart burde faktisk passe udmærket til en mand, der har det langt bedre på disse ruter end på tonserenkeltstarter - et forhold, der blandt andet afspejles af VM-resultaterne i Norge og Østrig, 2. pladsen i Touren og 7. pladsen i Rio. Historien viser, at Oliveira altid er farlig til et mesterskab, men spørgsmålet er bare, om han stadig er farlig nok - særligt mod så mange ryttere, der trods alt har større glæde af den megen klatring.

 

Blandt de øvrige ryttere burde Richie Porte på denne rute være en af de tunge favoritter, men efter en Tour og et linjeløb, hvor han var milevidt fra sit niveau, er det svært at mønstre den store optimisme. Patrick Bevin blev som bekendt nr. 4 til VM i 2019, men i år har han kun kørt skuffende enkeltstarter (med Baskerlandet som en lille undtagelse), og på denne rute er han oppe mod mere klatrestærke folk. Aleksandr Vlasov har forbedret sig enormt og burde på denne klatretunge rute være uhyre spændende, men efter linjeløbet er det svært at mønstre den store optimisme for en mand, der trods alt ikke er specialist. Ion Izagirre viste i Dauphiné, at han på kuperede ruter stadig finder kaniner i sin hat, men han var åbenlyst træt i både den sidste uge af Touren og i linjeløbet. Lawson Craddock kørte fremragende enkeltstarter i 2019, særligt ved VM, hvor han sikrede USA deres 2. plads i dette løb, men i de seneste to år har det knebet, og han er oppe mod mere klatrestærke folk her. Tao Geoghegan Hart har stadig ikke fundet sin form, og han er heller ikke rigtigt specialist, mens Tanel Kangert synes at have været i kraftig tilbagegang i 2019 og 2020. Patrick Konrad synes i noget nær sit livs form, hvilket bringer ham et stykke på denne klatretunge rute, men hans enkeltstartsevner rækker slet ikke. Stefan de Bod og Hugo Houle har i år redet med på Astana-bølgen, men her er de overmatchede, og det samme er Gino Mäder, der kun kan klatre og ikke køre enkeltstart og tillige synes ganske langt fra sin bedste form.  Endelig er Nikias Arndt ikke den temporytter, han engang var, og han må også regnes for tung til denne rute.

 

BEMÆRK: Som sagt er der en relativt konstant risiko for tordenbyger. Selvom ruten ikke er voldsomt teknisk, vil det være en ikke uvæsentlig ulempe at køre på våde veje. Desværre er risikoen helt konstant, og det er derfor i skrivende stund umuligt at sige, hvem der har størst chance for at blive favoriseret af vejret. Tirsdag vil jeg opdatere optakten, hvis det skulle ændre sig de kommende dage.

 

OPDATERING 1: Kwiatkowski kommer ikke til start og erstattes af Maciej Bodnar, der må være for tung til at lave et resultat på denne rute.

 

OPDATERING 2: Vejrmeldingerne tirsdag formiddag er relativt uforandrede, men risikoen for tordenbyger ser nu ud til at blive øget fra 70% fra start og 80% til slut. Det er stadig ikke muligt at sige, hvem der i sidste ende har heldet med sig, men chancen for, at en tidlig starttid er en fordel, er størst. Det kan give en overhånd til særligt første startgruppe, hvor det primært er Oliveira, Craddock og Kangert, der kan lukrere, samt anden startgruppe, der tæller navne som Evenepoel, Bettiol, Uran, Schachmann, Lutsenko, Porte, Izagirre og Geoghegan Hart.

 

OPDATERING 3: Vejrudsigten har ændret sig igen. Tirsdag aften ser det nu ud til, at det i stedet er de sidst startende, der har bedst chance for tørvejr. Nu peger pilen altså på, at sidste startgruppe kan få en fordel - altså alle de favoritter, der ikke er nævnt i opdateringen ovenfor.

 

***** Wout van Aert

**** Rohan Dennis, Brandon McNulty

*** Remco Evenepoel, Primoz Roglic, Joao Almeida, Remi Cavagna, Tom Dumoulin

** Filippo Ganna, Alberto Bettiol, Kasper Asgreen, Rigoberto Uran, Stefan Küng, Maximilian Schachmann, Tobias Foss, Alexey Lutsenko, Geraint Thomas, Nelson Oliveira

* Richie Porte, Aleksandr Vlasov, Patrick Bevin, Lawon Craddock, Ion Izagirre, Patrick Konrad, Tanel Kangert, Tao Geoghegan Hart, Stefan de Bod, Maciej Bodnar

 

Danskerne

Kasper Asgreen er eneste danske repræsentant, og hans chancer er omtalt ovenfor.

 

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Fabian Cancellaras sejre fra 2016 og 2008 samt Bradley Wiggins’ sejr fra 2012.

 

Starttider

Du finder starttiderne her.

 

SE MASSER AF OL-CYKLING PÅ DISCOVERY+ UDEN BINDING OG TIL TILBUDSPRIS

Wout van Aert
Rohan Dennis, Brandon McNulty
Remco Evenepoel, Primoz Roglic, Joao Almeida, Remi Cavagna, Tom Dumoulin
Filippo Ganna, Alberto Bettiol, Kasper Asgreen, Rigoberto Uran, Stefan Küng, Maximilian Schachmann, Tobias Foss, Alexey Lutsenko, Geraint Thomas, Nelson Oliveira
Richie Porte, Aleksandr Vlasov, Patrick Bevin, Lawon Craddock, Ion Izagirre, Patrick Konrad, Tanel Kangert, Tao Geoghegan Hart, Stefan de Bod, Maciej Bodnar

Annonce

DEL
INFO
Optakter
Nyheder
OL Tokyo
Nyheder
DELTAG I DEBATTEN

Annonce

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Annonce

Annonce

/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Classique Paris-Chauny(1.1) 26/09

Cro Race(2.1) 28/09-03/10

Giro di Sicilia(2.1) 28/09-01/10

Greek Monuments Tour(2.1) 23/09-26/09

Cro Race(2.1) 28/09-03/10

Giro di Sicilia(2.1) 28/09-01/10

LVM Saarland Trofeo(2.NCUP) 30/09-03/10

La Route Adélie de VItré(1.1) 01/10

Tour of Fuzhou(2.1) 01/10-07/10

Paris-Roubaix Femmes(1.WWT) 02/10

Classic Loire Atlantique(1.1) 02/10

Paris-Roubaix(1.UWT) 03/10

Famenne Ardenne Classic(1.1) 03/10

Gran Premio Bruno Beghelli(1.1) 03/10

Paris-Roubaix Juniors(1.NCUP) 03/10

Women's Tour(2.WWT) 04/10-09/10

Binche-Chimay-Binche(1.1) 05/10

Annonce

Annonce

AG2R Citroen Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana - Premier Tech

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Victorious

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Deceuninck - Quick-Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Education - Nippo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Intermarché - Wanty - Gobert

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Israel Start-Up Nation

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team BikeExchange

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team DSM

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jumbo-Visma

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Qhubeka NextHash

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Annonce

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger