SAMARBEJDSPARTNERE:
For motionister og entusiaster
Spil på sport
Optakt: Paris-Nice
03. marts 2024 14:25Foto: Bora - hansgrohe
Foråret har langt om længe meldt sin ankomst, og intet er bedre til at signalere de lysere tider end starten på det første store europæiske etapeløb, Paris-Nice. Symbolikken er tydelig, når rytterne i bevæger sig fra de kolde, vinterlige og blæsende forhold i Nordfrankrig til det flotte solskin på den franske Cote d’Azur, mens terrænet gradvist ændres fra et fladt sprinterparadis til langt mere kuperede og vanskelige udfordringer. Efter nogle år med relativt lette ruter har arrangørerne siden 2017 igen gjort løbet til et mere klassisk og hårdere etapeløb og kombinationen af et nytænkt holdløb, to bjergfinaler, mulig sidevind i nord og klassisk mellemkuperet, sydfransk terræn betyder, at 2024-udgaven af Løbet mod Solen bliver rammen om et stort slag mellem nogle af verdens bedste etapeløbsryttere på en rute, der atter belønner alsidighed.
Få et kort overblik over årets Paris-Nice-rute i videoen ovenfor.
SÆT DIT MANAGERHOLD TIL PARIS-NICE
SÆT DIT MANAGERHOLD TIL TIRRENO-ADRIATICO
FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT
Løbets rolle og historie
De fleste professionelle cykelryttere har allerede adskillige løbskilometer i benene og draget fordel af de varme og solrige forhold i Australien, Mellemøsten eller det sydlige Europa til at få skudt sæsonen i gang. Selvom en tidlig sejr naturligvis altid er velkommen, har det imidlertid hidtil hovedsageligt været et spørgsmål om opvarmning og forberedelse til større begivenheder senere på sæsonen.
Det ændredes i lørdags, da den professionelle cykelscene startede den næste fase med afviklingen af den traditionsrige belgiske åbningsweekend. Selvom cykelfans over hele verden har nydt de mange flotte løb først på sæsonen, har mange stadig den følelse, at det ikke for alvor er startet, før de bedste klassikerryttere har været hen over de belgiske brosten for første gang.
Omloop Het Nieuwsblad indledte kalenderen af historiske løb i Europa. Fra nu af er løbene ikke længere blot træning i en afslappet atmosfære - nu er det tid til at opnå resultater. For klassikerrytterne blev det alvor i lørdags, mens det for etapeløbsrytterne som regel har været Paris-Nice og Tirreno-Adriatico, der har været den første alvorlige test. Selvom Paris-Nice ikke er Tour de France, og Omloop Het Nieuwsblad ikke er Flandern Rundt, er det nu, det gælder!
Paris-Nice og Tirreno-Adriatico har en mærkelig dobbeltrolle i kalenderen. På den ene side er de ofte det første store mål for de bedste etapeløbsryttere, der håber at sikre sig årets første store sejr i et af de mest prestigefulde løb på kalenderen. Samtidig er de en vigtig del af forberedelsen for klassikerrytterne, der drager fordel af en uge med solid WorldTour-konkurrence under hårde betingelser og i vanskeligt terræn. Det kan være vanskeligt at vælge, om man skal tage til Frankrig eller Italien, men ét af de to løb er en uundværlig del af næsten enhver succesfuld klassikersæson - bare spørg Sky, hvis klassikertrup i 2013 havde meget lidt held med et eksperiment, hvor man droppede de to historiske etapeløb, og siden aldrig vendte tilbage til den model.
Det er ikke mærkeligt, at Paris-Nice er et nøgleløb på den europæiske cykelscene. Da den første udgave blev afviklet allerede i 1933, er det en begivenhed med en lang historie, og dets position på kalenderen er både symbolsk og velvalgt. Efter oprindeligt at være blevet etableret som et træningsløb efter banesæsonen forsvandt det under Anden Verdenskrig, og et mindre succesfuldt forsøg på at genoplive det i 1946 blev hurtigt opgivet igen. Det var imidlertid tilbage på kalenderen i 1951, inden det i 1954 igen fik navnet Paris-Nice, og det var i 50erne, at dets status voksede. Således udviklede det sig fra at være et forberedelsesløb til at være en stor begivenhed i sig selv. Den fantastiske duel mellem Jacques Anquetil og Raymond Poulidor i 1966 delte Frankrig, og siden da har løbet tilhørt sportens absolut vigtigste løb.
Lige fra start havde det stor international appel, og mange af sportens største navne findes blandt vinderne. Eddy Merckx vandt således tre gange i træk fra 1969 til 1971, Anquetil tog i alt fem sejre, og Miguel Indurain var øverst på podiet to gange. Den dominerende skikkelse har imidlertid været Sean Kelly, der vandt løbet hele syv gange i træk mellem 1982 og 1988, inden Indurain brød stimen.
Det, der gør løbet så specielt, er den symbolske natur. Intet signalerer forårets komme bedre end Løbet mod Solen, der starter i Nordfrankrig, hvor rytterne ofte er pakket ind i tykt tøj for at overleve de kolde og blæsende betingelser. Denne del har som regel tilgodeset sprinterne og klassikerrytterne, og der er ofte mindst én etape, der er blevet afgjort af heftig sidevind. Efterhånden som rytterne bevæger sig mod syd og nærmer sig Nice, forbedres vejret gradvist, og typisk ender løbet i solrige betingelser på den franske Cote d’Azur. Samtidig ændres terrænet, og det bliver tid for klatrerne at afgøre kampen om den samlede sejr i det prestigefulde løb.
Den dobbelte natur betyder, at løbet har lidt for enhver smag. Det er ofte startet med en prolog og er tit endt med den berømte enkeltstart op ad Col d’Eze i udkanten af Nice, og derfor har der været klare mål for enkeltstartsspecialisterne. På grund af den tidlige kalenderplacering kommer løbet aldrig op ad de højeste bjerge, og man undgår altid de kendte dele af Alperne fuldstændig, hvorfor det ikke er et løb for de sande klatrere. I stedet er det en begivenhed for alsidige ryttere, der kan klare lidt af det hele, og det afspejles klart i listen over vindere.
Traditionelt har løbet været det rette sted at være for de store etapeløbsryttere, der er blevet tiltrukket af den alsidige rute, et slags mini Tour de France. I en periode i dette årtusinde ændrede det sig imidlertid en smule. I flere år var mængden af enkeltstartskilometer begrænset til denne relativt korte prolog, og kun 2011-udgaven samt den kortvarige tilbagevenden af Col d’Eze-enkeltstarten stak længe ud som undtagelser. Samtidig var mange udgaver helt uden væsentlige bjergafslutninger.
I 2014 traf arrangørerne fra ASO, der har haft ansvaret siden 2002, den modige beslutning fuldstændig af ændre løbets karakter. Man sammensatte en rute helt uden enkeltstarter eller store stigninger, og i stedet var løbet at betragte som otte klassikere. Det ændrede feltet fuldstændigt. Da det blev afsløret, hvordan ruten var sammensat, skiftede næsten alle etapeløbsryttere mening og foretrak Tirreno-Adriatico i stedet for det franske løb, der i stedet blev et stort mål for klassikerryttere.
Den udvikling var interessant, fordi Tirreno-Adriatico gik i den modsatte retning. Traditionelt har de to etapeløb været i hård kamp om at få de bedste ryttere til start, og i mange år syntes de at have fundet en arbejdsdeling. Da det italienske løb bestod af en blanding af flade og småkuperede etaper og ofte blev vundet af klassikerryttere, tog endagsspecialisterne til Italien, men etapeløbsrytterne drog til Frankrig. Da Tirreno-arrangørerne RCS ændrede formatet og begyndte at inkludere flere enkeltstartskilometer samt større bjerge, udviklede det italienske løb sig imidlertid til en mini-grand tour, mens Paris-Nice i højere grad har været tilpasset klatretyper med mere punch.
ASOs beslutning fra 2014 fungerede slet ikke, og man kunne bare se til, mens alle stjernerne tog til Italien, samtidig med at deres eget løb ikke fik den sædvanlige opmærksomhed. I et forsøge på at genvinde sin position er ASO nu vendt tilbage til et mere traditionelt format. I 2015 kom Col d’Eze-enkeltstarten og prologen tilbage, og man havde endda en bjergafslutning. Faktisk var det en af de hårdeste udgaver i mange år. I 2016 var løbet knap så selektivt, men det var stadig et løb for etapeløbsryttere og ikke klassikerspecialister. Fra 2017 og frem har man med en relativt lang enkeltstart (i 2023 og 2024 dog et holdløb) og en decideret bjergafslutning forsøgt for alvor atter at udfordre Tirreno-Adriatico i kampen om etapeløbsstjernerne.
Alligevel synes løbet i de senere år at have tabt kampen til Tirreno, der i de efterfølgende år havde større appel til De Fantastiske Fire, Alberto Contador, Chris Froome, Nairo Quintana og Vincenzo Nibali, som i en årrække var kendt som de stærkeste grand tour-ryttere. Usikkerheden om ruten fik mange af de bedste etapeløbsryttere til at droppe det franske løb, og det har taget tid for ASO igen at genvinde tilliden til, at de vil lave en rute, der passer grand tour-ryttere.
I 2017 syntes man at nærme sig tidligere tiders popularitet blandt etapeløbsryttere, og det skyldtes i høj grad, at man havde designet en rute, der har været den hårdeste i mange år. Det mønster gentog sig ikke i 2018, hvor stjernerne igen valfartede til Italien, men i 2019 oplevede løbet lidt af en renæssance, da Tirreno-arrangørerne begik ASOs ”fejl” fra 2019 ved at arrangere et løb uden store bjerge. I 2021 var de to løb rutemæssigt meget ens med både en stor bjergafslutning og en enkeltstart, men atter var det Tirreno, der havde overhånden. I 2022 var de store navne ganske jævnt fordelt, og i 2023 lykkedes det endelig for løbet for første gang i flere år at blive den klare vinder i kampen om stjernerne, da man kunne præsentere en stor duel mellem Tadej Pogacar og Jonas Vingegaard. Nogen klar vinder er der dog ikke i år, hvor ASO må se Vingegaard drage til Italien, men med udsigt til deltagelse af både Primoz Roglic og Remco Evenepoel, der får selskab af navne som Joao Almeida, Brandon McNulty, David Gaudu, Pello Bilbao, Jack Haig, Felix Gall, Aleksandr Vlasov, Mattias Skjelmose, Matteo Jorgenson og Carlos Rodriguez har ASO bestemt ingen grund til at klage.
De to løb har også kæmpet om at være den bedste forberedelse til Milano-Sanremo. Meningerne har været delte, da det franske løb giver mulighed for mere hvile forud for den italienske klassiker, mens Tirreno ofte har tilbudt længere etaper og bedre vejr. I dette århundrede har Sanremo-vinderen som regel kørt i Italien, men i de senere år er trenden ændret, idet Simon Gerrans, Matthew Goss, Alexander Kristoff, John Degenkolb, Arnaud Demare og senest Jasper Stuyven alle forberedte sig i Frankrig. Igen i år er der en god chance for, at Sanremo-triumfatoren er at finde i Paris-Nice, da Arnaud De Lie, Arnaud Demare, Olav Kooij, Mads Pedersen, Dylan Groenewegen, Gerben Thijssen, Kaden Groves, Fabio Jakobse, Bryan Coquard, Sam Bennett, Marijn van den Berg og Pascal Ackermann udgør dele af et flot sprinterfelt, der bestemt kan konkurrere med Tirrenos ditto.
Sidste års udgave var som sagt uhyre imødeset, da der var lagt op til den eneste konfrontation mellem Tadej Pogacar og Jonas Vingegaard inden Touren. Det endte dog slet ikke som det tætte opgør, mange havde ventet. Vingegaard fik ganske vist et tidligt forspring i kraft af det første holdløb i 30 år, men det kunne han ikke bruge til meget. Allerede dagen efter gav Pogacar ham en lektion i den første af to bjergafslutninger, og herefter stod der slovensk show på resten. UAE-stjernen dominerede nemlig weekenden totalt, da han om lørdagen vandt kongeetapen og om søndagen kronede sin samlede sejr ved at køre fra alt og alle på den afsluttende etape omkring Nice. Resultatet blev en sikker samlet sejr til Pogacar, der var 53 sekunder bedre end en sjældent god David Gaudu og hele 1.39 bedre end Vingegaard, som måtte tage til takke med 3. pladsen. I år betyder Pogacars voldsomme kalender, at han ikke kører Paris-Nice eller Tirreno, og da Vingegaard i år drager til Italien, bliver Gaudu den eneste genganger fra det seneste podium.
SÆT DIT MANAGERHOLD TIL PARIS-NICE
SÆT DIT MANAGERHOLD TIL TIRRENO-ADRIATICO
FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT
Ruten
Som anført ovenfor er arrangørerne ASO vendt tilbage til et mere traditionelt format efter det højst mærkværdige eksperiment i 2014, hvor ruten var udgjort af 8 små klassikere. I 2015 sammensatte man den hårdeste rute i mange år, inden man i 2016 år skruede igen lidt ned for sværhedsgraden, idet den store bjergafslutning var relativt nem, og man igen skippede den klassiske enkeltstart på Col d’Eze.
I 2017 indførte man et nyt format, som man siden har fulgt, og som i vidt omfang også genbruges i år. Løbet har tidligere som regel kun haft en prolog og/eller den afsluttende bjergenkeltstart op ad Col d’Eze som tidskørsler, men nu om dage synes formlen at byde på en mellemlang enkeltstart midt på ugen, en stor bjergfinale på lørdagens kongeetape og den spændingsmættede korte, intense søndagsetape omkring Nice, mens resten af løbet udgøres af det klassiske miks af vindblæste sprinteretaper mod nord og mere kuperet klassikerterræn senere på ugen.
Grundet den tidlige kalenderplacering har løbet aldrig ramt de helt høje bjerge, og det har betydet, at løbet har passet bedre til mere eksplosive typer end de rene klatrere, der har haft svært ved at gøre en forskel på de kortere, ikke særligt stejle stigninger omkring Nice. I 2017 tog man imidlertid sværhedsgraden til et helt nyt niveau, og løbet var det hårdeste i adskillige år. Ikke blot indeholdt løbet en usædvanligt lang enkeltstart, man inkluderede også en bjergafslutning på Col de la Couillole i 1678 m højde, den højeste i løbets lange historie. Hvis man dertil lægger, at man også vendte tilbage til en etapeafslutning på Muren i Fayence, der i 2014 var rammen om løbets kongeetape, og som altså også den korte, kuperede etape omkring Nice, var der tale om et helt uhørt svært Paris-Nice.
I 2018 blev det igen mere moderat i en udgave, der ganske vist ikke var mild over for sprinterne, men som også havde en relativt let kongeetape med mål på Valdeblore la Colmiane. I 2019 tippede man balancen i retning af tempostærke ryttere ved med en flad 25,5 km lang enkeltstart at have den længste siden 2011 i en begivenhed, der altså som regel har været fattigt på kilometer i kampen mod uret, men til gengæld kunne klatrerne glæde sig over en meget svær kongeetape med mål på den vanskelige Col de Turini. 2020-ruten mindede til gengæld meget, om den vi så i 2018, da man atter havde en kuperet enkeltstart på ca. 15 km og atter havde mål på Colmiane på kongeetapen, men i 2021 skruede man atter op for sværhedsgraden ved som noget nyt at indlægge en afslutning på en relativt kort, men ganske stejl stigning i Massif Central midt på ugen. En sådan bjergafslutning havde man ikke i 2022, hvor ruten ellers fulgte det velkendte mønster, nu med Col du Turini som målbjerg for kongeetapen.
Sidste år legede med lidt med det klassiske mønster, da man har gav det et ganske markant twist. Enkeltstarten erstattesws nemlig af løbets første holdløb i 30 år, og det er endda i et nytænkt format og over en usædvanligt lang distance. Ikke færre end 32,2 km skulle der tilbagelægges ad flade veje med nye regler, hvor hver rytter fik sin egen tid, og hvor kaptajnen således kunne køre i mål alene. Det andet twist var, at man genanvendte modellen fra 2021, hvor man midtvejs i løbet havde en bjergafslutning i Massif Central på en kortere og lidt mere eksplosiv stigning, men ellers var alt ved det gamle med flade etaper i det nordfranske fladland, kongeetapen om lørdagen og den klassiske og ofte så dramatiske finaleetape omkring Nice.
Dette lille twist af den klassiske model var åbenbart et stort hit. I hvert fald følger man præcis samme opskrift i år, hvor rutens format er præcis det samme, men alligevel med nogle ganske spændende afvigelser. Den første er, at holdløbet, der vender tilbage og igen har de nye regler, denne gang nok er en smule kortere, men nu også byder på mere kuperet terræn, der gør det endnu mere tricky at anvende de nye regler klogt. Derudover vender den første bjergafslutning i Massif Central tilbage, når der denne om onsdagen skal sluttes på Mont Brouilly, der dog er endnu kortere og mere eksplosiv, end vi så med finalerne i 2021 og 2023 og derfor måske kan lægge op til lidt mindre afstande.
Den tendens går også igen på lørdagens kongeetape. Her havde man tilsyneladende fundet tre bjerge at veksle imellem, nemlig Valdeblore la Colmiane, Col du Turini og Col du Couillole, der er blevet brugt skiftevis siden 2017, men i år finder man en helt ny finale på Aurun-stigningen. Også den er betydeligt kortere end de tidligere ret lange bjerge, og dermed vil også den formentlig skabe mindre afstande og appellere mere til eksplosive typer end klatrerne. Til gengæld bliver der så en historisk god chance for at gøre forskelle på den korte og intense finaleetape i Nice, hvor man denne gang har erstattet den sene passage af Col d’Eze, men en ny og meget stejl stigning, der har top med bare 9,0 km igen, og som sætter den perfekt scene til endnu et drama til allersidst.
Løbets struktur er dog præcis den samme som sidste år. Som det er blevet den nye kutyme siden afskaffelsen af prologen, åbnes løbet med en rundstrækningsetape i Paris-området, og her har man for vane at lægge stigninger ind i finalen. Det har man også gjort i år, hvor stigningen endda er usædvanligt lang, men da den kommer længere fra mål, lugter det ikke af en gentagelse af 2022-udgavens vilde Jumbo-show, der gav et ryddet podium for det hollandske hold, men snarere en reduceret massespurt. Herefter indledes den klassiske rejse mod sydøst på en af de helt flade og klassiske transportetaper, der før har givet anledning til vilde sidevindsdramaer, men som oftest ender i en spurt.
Den slags etaper plejer der at være to af, men de små klatrere kan glæde sig over, at risikoen for sidevind begrænses, da der også denne gang blot er én af slagsen. Til gengæld kompenseres sprinterne igen i år for tabet af denne etape om torsdagen, hvor der venter en ganske lang etape, der har ganske mange højdemeter undervejs, men som ikke bør forhindre sprinterne i at komme til fadet.
I mellemtiden vil klassementskampen intensiveres tirsdag, hvor det er tid til det innovative holdløb, der altså denne gang byder på to mindre stigninger og med sine 26,9 km stadig er en halvlang sag, inden det onsdag gælder den omtalte bjergafslutning i Massif Central, hvor den eksplosive Mont Brouilly ikke vil skabe voldsomme forskelle, men give en god ide om klatrehierarkiet. Efter torsdagens lange transportetape afsluttes rejsen til syden tilendebragt om fredagen, hvor der venter en kuperet etape, som kan blive til en udbrudsfest, men hvor en brutal mur mod slutningen næppe er nok til at forhindre typer som Michael Matthews, Arnaud De Lie og Mads Pedersen i at gå efter en reduceret massespurt - i øvrigt på præcis samme rundstrækning, som skulle være blevet benyttet sidste år, indtil kraftig vind førte til en aflysning af etapen.
Som altid kulminerer det hele i weekenden, hvor det om lørdagen altså er tid til kongeetapen med den spritnye afslutning på Aurun-stigningen, der er en kortere, men også relativt stejl sag. Som altid får klatrerne så deres sidste chance på den traditionelle korte og intense tur rundt i bakkerne omkring Nice om søndagen, hvor vi i de seneste år har set to store offensiver fra Alberto Contador og én af slagsen fra hhv. Marc Soler og Nairo Quintana, inden Simon Yates i 2022 var meget tæt på at knække Primoz Roglic, der blev reddet af en overmenneskelig Wout van Aert. Denne gang har man bare givet etapen det interessante twist med den nye, stejle finalestigning, og dermed har vi en sjældent god chance for et stort drama, inden vinderen af den 82. udgave af Løbet mod Solen skal krones på den ikoniske Promenade d’Anglais ved Nices havnefront, hvor løbet forhåbentlig kan slutte for blot tredje gang siden 2019 efter to udgaver med coronaamputerede afslutninger i 2020 og 2021.
1. etape
Tidligere i dette årtusinde startede Paris-Nice næsten altid med en relativt flad prolog i en af Paris’ forstæder, mens der til gengæld sjældent var en enkeltstart senere i løbet. Den trend har imidlertid ændret sig, og i de senere år har man øget mængden af tidskørsler ved at have en mellemlang enkeltstart midt i løbet - i 2023 og 2024 dog et holdløb. Den er kommet til på bekostning af prologen, der kun kortvarigt vendte tilbage i 2016, men nu hører til sjældenhederne. I stedet er det nu vanen, at der startes med en rute på en rundstrækning omkring Paris, hvor sprinterne oftest har kunnet spurte sig til den første førertrøje. I 2018, 2020 og 2022, gav man åbningen et ekstra twist ved at designe finaler, der kunne give ideer til puncheurs i stedet, og selvom sværhedsgraden ikke har været den samme i de øvrige udgaver, er det i hvert fald blevet normen, at åbningsetapen har bakker ganske tæt på mål. Det gælder også denne gang, hvor stigningerne ligger en anelse længere fra mål, end vi har set det de seneste år, men til gengæld bydes der på en ganske usædvanligt lang bakke. Den vil kunne bruges til sene angreb, og selvom det nok bliver svært at undgå en spurtafgørelse, vil den i hvert fald bidrage til at skabe en udskilning, hvad også den altid farlige sidevind måske kan gøre frem mod det, der bliver en stigende spurt nær Paris.
I år er det Les Mureaux - en vestlig forstad til Paris - der er valgt som centrum for etapen, der består af omgange på to forskellige rundstrækninger, hvoraf den ene er en forlænget udgave af den anden. Disse åbningsetaper er også altid ganske korte, og det gælder også denne gang, hvor der skal køres beskedne 157,7 km med både start og mål i den parisiske forstad.
Den første af de to rundstrækninger er 108,7 km lang, hvoraf de første 5,5 km er neutraliserede. De fører feltet mod syd, hvorefter man efter den reelle start kører mod vest igennem let faldende terræn, inden det går mod sydøst via et kort fladt stykke og derefter op ad kategori 3-stigningen Cote de Bazemont (1,8 km, 6,6%), der midtvejs har 1000 m med 7-8%, men derudover stiger med 5-6%. Toppen rundes efter 10,6 km, hvorefter en nedkørsel leder mod nordøst, hvorefter let stigende terræn fører mod vest.
Efter 19,7 km når man byen Thoiry, hvor man afviger fra den lille rundstrækning, der bliver kørt i finalen. Her drejer man i stedet mod nordvest for at forsætte ad de let stigende veje, inden man efter 29,0 km drejer mod sydvest og senere syd for at køre igennem relativt fladt terræn. Sådan fortsætter det, når man senere kører mod øst og siden sydøst ned til det sydligste punkt, der nås efter 49,3 km, hvorfra man kører ad let stigende veje mod nordøst. Herfra begynder det at falde, når man kører mod øst, og derfra zigzagger man sig mod nord, vest, igen nord, øst og atter nord igennem terræn, der først er faldende, så stigende og slutteligt byder på en lille nedkørsel.
Efter nedkørslen kører man mod nord op ad en lille bakke (700 m, 8,1%, max. 10%), hvorefter en kort nedkørsel leder mod sydøst, inden det med det samme går mod nordøst op ad kategori 3-stigningen Cote d’Herbeville (2,6 km, 5,1%, max. 14%), hvis top rundes for første gang efter 90,8 km. Derfra leder et fladt plateau mod øst og nordvest, inden det går mod nordøst via en nedkørsel og slutteligt mod nordvest igennem let faldende terræn tilbage til målbyen, hvor stregen krydses for første gang efter 103,2 km.
Etapen afsluttes nu med en omgang på en 54,5 km lang rundstrækning, der er en forkortet udgave af den forrige. Således lægger man igen ud med at køre hele den første del én gang til, hvilket betyder, at man efter 119,9 km når toppen af kategori 3-stigningen Cote de Bazemont (1,7 km, 6,6%) for anden gang. Når man efter 129,1 km igen når Thoiry drejer man imidlertid denne gang mod sydøst for at køre videre ad let stigende veje, inden man hurtigt rammer den sidste del af den store rundstrækning.
Den følges derfor nu mod nord, øst og igen nord igennem fladende terræn, inden det atter går op ad den lille bakke (700 m, 8,1%, max. 10%), på hvis top dagens spurt kommer efter 140,0 km. Den hurtige nedkørsel fører nu mod nord, inden det foran anden gang går mod nordøst op ad kategori 3-stigningen Cote d’Herbeville (2,6 km, 5,1%, max. 14%). Der er tale om en højst ujævn stigning, der lægger ud med 500 m med 10,2%, inden der følger 1000 m med bare 1-3%, hvorefter den tager fat med 500 m med 7,1% og slutter med at flade ude med 3,5% over de sidste 600 m frem mod toppen, der rundes for anden gang efter 145,3 km.
Herfra resterer 14,4 km, der altså ført går ad et fladt plateau mod øst og nordvest, inden det går mod nordøst via en nedkørsel og slutteligt mod nordvest igennem let faldende terræn tilbage til målbyen, idet det falder hele vejen ned til den sidste kilometer, der stiger med 2,2% i snit. Man drejer i en rundkørsel med 5100 m igen, hvorefter vejen er helt lige med tre rundkørsler med hhv. 4100 m, 2900 m og 1700 m igen, inden man drejer i en rundkørsel med 1200 m igen. Derefter bliver det kringlet med et skarpt sving med 900 m igen, et sving i en rundkørsel med 750 m igen, hvorefter den 7 m brede vej buer til højre frem mod en 90-graderskurve bare 150 m fra stregen.
Etapen byder på i alt 1580 højdemeter.
Mange vil huske 2022-udgavens vanvittige åbningsetape, hvor Jumbo på en tilsvarende etape udnyttede en sen bakke til at køre fra alt og alle og rydde podiet med Christophe Laporte, Primoz Roglic og Wout van Aert, og måske også sidste års etape, hvor Tadej Pogacar og Jonas Vingegaard spurten om bonussekunder på den sidste bakke. Spurten om bonussekunder vil formentlig blive gentaget på den første af de to bakker, men den lange stigning kommer nok for tidligt til en gentagelse af Jumbo-showet. Den er også meget irregulær, og det kan være lidt svært at gennemskue, hvor meget splittelse den vil skabe, men de sene angreb, der måtte komme, vil nok blive svære at opretholde over den lange distance. Det ligner en reduceret massespurt i en uhyre kringlet og stigende finale, der meget vil handle om positionering - og så skal man altid være varsom i forhold til vinden, der før har spillet en rolle på Paris-etapen, hvor der dog typisk er for meget læ.
Les Mureaux har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.
2. etape
Første halvdel af Paris-Nice består altid af en stribe næsten helt flade etaper, der bringer feltet mod sydøst fra hovedstaden Paris og ned mod den solbeskinnede Middelhavskyst. Efter den indledende etape i Paris’ forstæder indledes denne traditionelle rejse på andendagen, hvor rytterne udfordres af en rute, der er så klassisk for en tidlig Paris-Nice-etape, som den kan være. Terrænet er stort set helt fladt, og der er således lagt op til en dag for de hurtige folk, medmindre den frygtede sidevind skaber det drama, mange altid håber på i denne tidlige del af løbet.
I alt skal der køres 179,0 km på den første af disse transportetaper, og denne gang skal der køres fra Thoiry til Montargis. Startbyen er en vestlig forstad til Paris, hvorfra man kører mod syd igennem let stigende terræn og derefter op ad kategori 3-stigningen Cote des Mesnuis (1,2 km, 5,7%), der stiger med 6,5% over de første 500 m, men flader ud frem mod toppen, der rundes allerede efter 12,6 km, der kommer ingen nedkørsel, og i stedet går det mod sydøst igennem fladt terræn.
Man kører kortvarigt mod sydvest op ad en bakke, inden det atter går mod sydøst ad en nedkørsel, der leder ned til byen Dourdan, der nås efter 52,2 km. Herfra går det mod øst op ad en bakke og igennem fladt terræn, inden man efter en nedkørsel fortsætter mod øst op ad kategori 3-stigningen Cote de Villeconin (700 m, 6,3%), der efter 400 lettere meter stiger med ca. 9% over den sidste del frem mod toppen, der rundes efter 66,5 km.
Herfra er der ikke flere stigninger. Man fortsætter mod sydøst igennem faldende terræn, inden man skal over en lille bakke, men herefter er det praktisk talt fladt, mens man kører ad lige veje mod sydøst. I starten er der nogle afstikkere, hvor man kortvarigt kører mod sydvest, men herefter leder lige veje mod sydøst frem til dagens spurt, der nås efter 131,9 km.
Herfra bliver det igen lidt mere kringlet, når man kører skiftevis mod først sydøst, siden syd, så øst og så igen syd ned mod målbyen, hvor man kører først mod sydøst og siden mod sydvest ind mod centrum. Det stiger ganske let med små 1% frem mod næstsidste kilometer, der falder med 0,8% i snit, inden sidste kilometer stiger let med 0,3% i snit. Man drejer skarpt med 5100 m igen, hvorefter der er et hurtigt dobbeltsving med 4200 m igen, men derefter er det en lige vej, der afbrydes af en rundkørsel med 1300 m igen, inden man slutteligt drejer i en rundkørsel, der leder ind på den 550 m lange og 6 m brede opløbsstrækning.
Etapen byder på i alt 1070 højdemeter.
Dette er en helt klassisk anden etape i Paris-Nice, der indleder rejsen mod solen. I langt de fleste tilfælde ender de altid i en regulær massespurt, men de fleste cykelfans vil kunne huske eksempler på, at netop denne etape har udviklet sig til et sandt sidevindsdrama. Dette er således ikke en dag, hvor man kan vinde løbet, men mange klassementsryttere vil skrive under på, at man sagtens kan tabe det, ikke mindst fordi etaperne her ofte er præget af styrt, og denne gang har arrangørerne forsøgt at lægge flere retningsskift ind mod slutningen, hvilket øger risikoen for sidevind. I sidste ende vil det hele blive afgjort i en eller anden form for spurt, hvor det vil være vigtigt at sidde godt i den relativt sene rundkørsel
Montargis har tre gange tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb. Det var senest i Touren i 2010, hvor en tårevædet Mark Cavendish rejste sig efter en forfærdelig start og sejrede foran Gerald Ciolek og Edvald Boasson Hagen. Touren var også forbi i 2005, hvor Robbie McEwen var hurtigst foran Tom Boonen og Thor Hushovd, mens Paris-Nice lagde vejen forbi i 2004, hvor Pedro Horillo spurtede sig til sejr foran Beat Zberg og Michele Bartoli i en reduceret massespurt i et flet på bare 36 mand.
3. etape
Paris-Nice var i mange år af dette årtusinde blottet for lange enkeltstarter, men siden 2017 har man haft for vane at lægge en halvlang kamp mod uret ind, typisk om onsdagen. Det gør man også i år, men ligesom sidste år forandrer man alligevel alt. Den mindste forandring er, at tidskørslen igen allerede kommer om tirsdagen og dermed fjerner en potentiel sidevindsetape. Langt mere markant er det, at man efter eksperimentet i 2023 for blot anden gang i 31 år byder på et holdløb og altså ikke en enkeltstart. Ikke nok med det afvikles etapen efter et det samme opfindsomme regelsæt som sidste, hvor allerede ryttere for deres rigtige tid, og hvor det derfor er nok bare at krydse stregen med kaptajnen ganske alene. Han får dog nu nok brug for sit hold over den relativt lange distance på 26,9 km, og modsat sidste år, hvor etapen var næsten helt flad, bliver homogeniteten denne gang testet særligt meget af to relativt lange stigninger, der endda kommer tidligt på ruten og kan koste folk allerede på den første halvdel.
Med en distance på 26,9 km er der altså tale om et sjældent langt holdløb, der dog er 5,3 km kortere end sidste år og denne gang har både start og mål i Auxerre. Herfra kører man fra start ad en ganske let stigende vej mod sydøst og sydvest langs Yonne-floden. Efter 44,4 km når man frem til byen Vaux, hvor man møder dagens første sving. Herfra går det mod ves, syd og sydvest op ad Cote de Vallan (2,2 km, 4,1%), der er relativt jævn og stiger med 1000 m over den første kilometer og 4,2% over den anden.
Toppen rundes 7,0 km, hvor man drejer mod syd for at køre ad en let stigende vej, inden det begynder at falde mod sydøst ad en lige vej. Tilbage i dalen tager man et sving for at køre mod sydøst ad en lige vej, der stiger 1,5-2% over 2 km, inden man fortsætter mod sydvest op ad Cote de Jussy (2,3 km, 4,5%), der stiger med 5,8% over den første kilometer, men derefter flader ud med 3,7% over den næste kilometer.
På toppen tabes mellemtiden efter 14,1 km, og herefter er etapen meget, meget enkel. Herfra går det nemlig ad en ganske lige og kun let snoet vej, der hele tiden er let faldende mod først sydvest, så nordvest og derefter nord og slutteligt nordøst, idet der kun er ét enkelt sving tidligt på den lange vej. Den leder hele vejen tilbage til Auxerre, hvor man drejer skarpt med 1800 m, 1000 m og 450 m igen, inden en rundkørsel leder ind på den 100 m lange og 5 m brede opløbsstrækning. Det falder hele vejen, indtil det med 1900 m igen stiger med 0,8% over 1000 m og slutteligt med 3,1% over de sidste 900 m
Etapen byder på i alt 313 højdemeter mod 150 højdemeter på sidste års 32,2 km lange rute.
Det er ganske interessant, at de gentager opskriften fra sidste år, hvor vi så, at holdene var ret uenige om, hvordan de nye regler skulle bruges. Bedst succes havde de hold, der lod det hele splitte op til sidst, og det vil derfor nok være den foretrukne strategi. Denne gang bliver det dog ekstra udfordrende, for hvor sidste års etape var flad, skal man denne gang over et par tidlige stigninger, der kan koste et par mand. Dem skal man til gengæld bruge på anden del, hvor lange, lige veje er skabt til wattmonstrene. Derfor bliver det en delikat sag at finde den rette strategi til en etape, der kan skabe ganske afgørende forskelle, selvom vi sidste år så, at det trods den endda længere distance var småt med forskellene mellem de allerbedste.
Auxerre har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.
4. etape
Paris-Nice har normalt været ret skarpt opdelt i en første del for sprintere og sidevindsryttere og en anden del, hvor mere klassiske klassementsryttere er kommet i spil. I de seneste år har de første fire etaper for klassementsrytterne typisk handlet om at holde sig til i sidevinden og køre en god enkeltstart om onsdagen, men i enkelte tilfælde har man lagt en første bjergafslutning ind på en kortere og mere eksplosiv stigning i det kuperede terræn, man kan finde i Massif Central på rejsen mod syd. Det gjorde man i 2021, hvor man også brugte modellen med en tidskørsel om tirsdagen og en første bjergfinale om onsdagen, og det gentog man sidste år. Måske er det noget, vi skal vænne os til, for samme opskrift dukker op igen i år, hvor der med det samme bliver en chance for at genvinde lidt af den tid, der måtte være tabt på holdløbet. Det sker, når man vender tilbage til Mont Brouilly, der senest blev brugt som mål for en speciel enkeltstart i 2017, og som er en kort eksplosiv sag, der ikke vil skabe de allerstørste afstande, men med det samme vil give en ide om klatrehierarkiet og tillade de mere eksplosive typer at vinde noget tid - ikke mindst fordi stigningen kommer som afslutning på en hård etape med 3300 højdemeter og på en ganske krævende finale, hvor målstigningen skal passeres to gange.
I alt skal der tilbagelægges 183,0 km, der fører feltet fra Chalon-sur-Saône til toppen af Mont Brouilly. Som altid er der i denne fase af løbet tale om en transportetape, hvor man i alt væsentligt kører mod syd det mest af dagen. Ved starten er man stadig i det fladere terræn i den nordlige del af landet, og herfra kører man mod sydvest ad lange, lige veje, der først er let stigende og siden let faldende. Man mærker dog kortvarigt det mere kuperede terræn, når man herefter fortsætter mod sydvest op ad kategori 2-stigningen Cote du Mont-Saint-Vincent (2,9 km, 6,3%, max. 13%), der er en relativt jævn stigning med top efter 33,4 km.
Herefter bliver det dog igen nemmere. En lidt snoet nedkørsel leder mod syd, inden det går mod sydøst ad lange, lige og flade veje. Det begynder dog pludselig at stige på mod byen Leloup (6,9 km, 3,0%), som nås efter 60 km, inden en kort nedkørsel fører ned til Cluny, der passeres efter 63,4 km. Herfra går det mod sydvest ad lige og let stigende veje, inden der venter en lille bakke (1,8 km, 5,1%) med top efter 80,5 km og dernæst en nedkørsel.
Nu har man ramt det kuperede terræn i Massif-Central, og herfra er der ikke meget fladt terræn. Efter nedkørslen går det med det samme mod sydvest op ad kategori 2-stigningen Col de Boubon (4,4 km, 6,0%), der er en helt jævn stigning med top efter 88,8 km. En teknisk nedkørsel fører nu videre mod sydøst, inden det går mod sydvest ad først et kort, fladt stykke og siden op ad kategori 2-stigningen Cote de Vauxrenard (3,2 km, 6,7%, max. 13%), der også er en ganske jævn stigning med top efter 104,1 km. Et let stigende stykke leder nu mod syd frem til toppen af stigningen Col de Durbize, hvor man rammer en 21,5 km lang rundstrækning, hvor der skal køres en omgang.
Den indledes med en snoet nedkørsel, der leder mod nordøst og sydøst, inden det går ad let faldende veje mod sydøst til det sydligste punkt. Her drejer man efter 117,8 km mod nordvest for nu at køre mod nordvest, vest og igen nordvest ad let stigende veje, inden rundstrækningen afsluttes med, at man fortsætter mod nordvest op ad kategori 2-stigningen Col de Durbize (2,2 km, 9,4%, max. 15%), der er en irregulær stigning, som efter 500 m med 4,3% og dernæst 500 m med 8,2% har 1000 m med 11-12%, inden den flader ud med 6,6% over de sidste 200 m frem mod toppen, som rundes efter 127,5 km ved rundstrækningens udgangspunkt.
Herfra går det ad faldende og snoede veje mod sydvest og syd ned til den afsluttende rundstrækning, som rammes efter 129,7 km. Nu kører man den første del ad denne, der går mod sydøst, sydvest og igen sydøst ad faldende veje, der mod slutningen bliver let stigende, inden man til slut kører mod sydvest op ad kategori 2-stigningen Mont Brouilly (3,0 km, 7,7%, max. 13%), hvis top rundes for første gang efter 144,2 km.
Etapen afsluttes nu med en hel omgang på den 38,8 km lange rundstrækning. En teknisk nedkørsel leder først mod syd og nordvest, inden det går ad stigende veje mod nordvest og nord frem til dagens spurt, der kommer på toppen af en bakke (1,3 km, 4,9%) efter 150,9 km. Derfra går det ad flade veje mod nordvest, inden man kører mod nordøst op ad dagens største udfordring, kategori 1-stigningen Col du Fut d’Avenas - Les Chappes (5,1 km, 7,3%, max. 15%), der er ujævn. De første to kilometer stiger således med 4-6%, inden der venter 2 km med 8-9%, hvorefter den tager fat med 9,4% over de sidste 1,1 km frem mod toppen, som rundes efter 161,1 km.
Herfra resterer fortsat 21,9 km, der indledes med en teknisk nedkørsel, der fører mod nord og sydøst ned til den del af rundstrækningen, man har kørt én gang. Derfor går det herfra igen mod sydøst, sydvest og igen sydøst ad faldende veje, der mod slutningen bliver let stigende, inden man til slut kører mod sydvest op ad kategori 2-stigningen Mont Brouilly (3,0 km, 7,7%, max. 13%). Der er tale om en ujævn stigning, der bliver stejlere og stejlere, idet de tre kilometer stiger med hhv. 6,1%, 7,9% og 9,3%. Stigningen har et hav af hårnålesving. Særligt på den sidste del, hvor der er et af disse med 1000 m igen og derefter fem lige i rap over de sidste 500 m, inden man rammer den 50 m lange og 5 m brede opløbsstrækning.
Etapen byder på i alt 3341 højdemeter.
Afslutningen kan minde om 4. etape i 2021 og 2023, hvor man også besøgte Massif Central og havde afslutning på en tilsvarende stigning. I begge tilfælde var stigningerne noget længere end denne, og vi så sidste år, hvordan Tadej Pogacar knuste Jonas Vingegaard med hele 43 sekunder, mens det i 2021 lykkedes Primoz Roglic at stjæle mellem 10 og 20 sekunder på sine 12 nærmeste rivaler. Man kan altså sagtens gøre forskelle på disse lidt kortere stigninger, men denne gang er stigningen kun cirka halvt så lang som sidste år. Det vil selvsagt nok give mindre forskelle, men til gengæld er den samlede etape hårdere, og ikke mindst næstsidste stigning kan gøre en vis skade. Slutteligt kan vi se frem til et første opgør mellem klassementsrytterne på en eksplosiv stigning, der selvsagt appellerer til ryttere med et vist punch.
Mont Brouilly har to gange tidligere i dette årtusinde været planlagt som mål for et stort cykelløb, begge gange i dette løb. Første gang var i 2016, men her betød snevejr, at etapen måtte aflyses. Derfor vendte man tilbage allerede i 2017, hvor man kørte en speciel enkeltstart over 14,5 km med først et fladt stykke og siden selve stigningen. Her leverede Julian Alaphilippe en magtdemonstration, da han sejrede med 19 sekunder ned til Alberto Contador og 20 sekunder ned til Tony Gallopin.
5. etape
Med beslutningen om at have både en tidskørsel og en tidlig bjergfinale i løbets første halvdel blev sprinterne som i 2023 snydt for en af deres normale tre første sprinteretaper. Det blev der sidste år rådet bod på om torsdagen, og det gør der igen i år, hvor man fortsætter rejsen mod sydøst med en ganske lang etape. Den byder undervejs på en del højdemeter og bløde stigninger, mens man kører ud af Massif Central, men selvom der er en lille bakke med top med ca. 8 km igen er det svært at tro, at sprinterne ikke vil sørge for, at de får deres sidste massespurt, inden det igen bliver mere kuperet over de sidste tre dage.
Med en distance på 193,5 km er der tale om en meget lang transportetape, der fører feltet fra Saint-Sauveur de Montagut til Sisteron. Startbyen ligger i det kuperede Massif Central syd for Lyon, men arrangørerne er nådige. Således holder man sig til helt fladt terræn, når man lægger ud med at køre mod sydøst gennem Rhone-dalen, som man forlader, når man kører videre mod sydøst ad lange lige veje, der nu er let stigende. Undervejs er der en kort nedkørsel, men herefter stiger det igen let, inden man til slut drejer mod syd for at køre op ad kategori 3-stigningen Col de la Sausse (2,6 km, 5,2%), der er en relativt jævn stigning med top efter 82,5 km.
Efter denne lange, stigende fase, kører man mod syd ad en kun i starten teknisk og siden let nedkørsel, inden man atter drejer mod sydøst for nok engang at køre ad lange, lige og let stigende veje. Denne gang slutter de med, at man kører mod sydøst op ad kategori 3-stigningen Col de Peyrurgue (5,3 km, 4,9%), der ligeledes er en helt jævn stigning.
Toppen rundes efter 118,1 km, hvorefter en kort nedkørsel leder videre mod sydøst, inden man kører mod syd op ad kategori 3-stigningen Cote de La Rochette-du-Buis (2,3 km, 5,4%), der nok engang er en jævn stigning med top efter 128,2 km. Derfra går det videre mod sydøst ad veje, der først er let stigende og siden let faldende, inden den kuperede del slutter med, at man kører mod sydøst op ad kategori 3-stigningen Col de la Pigière (2,6 km, 5,0%), der slutter med 600 m med 6,5%, men derudover holder sig under 5%.
Toppen rundes efter 146,2 km, og herfra er de sidste 47,3 km ganske lette. Det går nemlig mod øst ad en stort set helt lige og ganske let faldende vej, der leder direkte ned til udkanten af målbyen. Her rammer man efter 176,7 km den afsluttende rundstrækning, hvorefter man kører de sidst 6,2 km af denne, inden man efter 182,9 km krydser stregen for første gang i forbindelse med dagens spurt.
Etapen afsluttes nu med en hel omgang på den 10,6 km lange runde, der er placeret syd for målbyen. Man lægger ud med at køre mod sydvest op ad en bakke (1,0 km, 5,9%), der har top med 9 km igen, hvorefter det fortsætter med at stige let mod sydvest, inden det begynder at falde. Med 6,2 km igen drejer man mod sydøst for at køre den del, man allerede har kørt, og herfra fortsætter det med at falde, dog nu knap så stejlt. Slutteligt drejer man med 3100 m igen mord nord for at køre op langs Durance-floden ad en helt lige vej, der først stiger med 2,0% over en kilometer, siden er helt flad over en kilometer og slutteligt stiger let med 0,5% over den sidste kilometer. Efter svinget er der en rundkørsel med 2000 m igen, men derefter bugter den 6 m brede vej sig kun ganske let ind på den 700 m lange opløbsstrækning.
Etapen byder på i alt 2274 højdemeter.
Med betydelige tidsforskelle og en hårdere første del kan man drømme om et stærkt udbrud, men stigningerne kommer nok for sent til at invitere til angrebsfest. Kræfterne er bedre brugt om fredagen, og derfor bliver terrænet netop udnyttet. Det lugter af, at sprinterne let kan kontrollere etapen og sikre en massespurt på den lange opløbsstrækning, hvor man virkelig kan lade farten tale, da den sidste lille bakke næppe vil gøre det helt store forskel. Spurten kommer dog efter en lang dag med mange stigninger, og hvis udbruddet har en vis styrke, kan det blive en spurt, der tilgodeser lidt mere holdbare typer.
Sisteron var senest mål for et stort cykelløb i Touren i 2020, hvor Caleb Ewan vandt 3. etapes massespurt foran Sam Bennett og Giacomo Nizzolo, men har også ofte været målby i Paris-Nice og Criterium du Dauphiné. Førstnævnte var senest forbi i 2018, hvor Jerome Cousin udnyttede en lidt naiv Nils Politt til at tage karrierens største sejr i en tomandsspurt, mens Luis Leon Sanchez spurtbesejrede Jens Voigt i en duel i 2012. I 2008 var det Carlos Barredo, der kørte alene hjem fra et udbrud, og i 2001 slog Alex Zülle akkurat Jose Azevedo i deres indbyrdes duel. Året forinden snød Matteo Tosatto feltet med en margin på 2 sekunder, og i 1999 tog Jacky Durand en af karrierens solosejre. Dauphiné var senest forbi i 2015, hvor Nacer Bouhanni vandt en massespurt i byen, og i 2004, hvor Stuart O’Grady var hurtigere end George Hincapie i en tomandsspurt.
6. etape
I de senere år har det været helt fast, at weekenden har været reserveret klatrerne med en bjergfinale lørdag og den klassiske og kuperede Nice-etape søndag. Fredagsetapen har til gengæld haft varierende sværhedsgrad, for nu hvor rejsen til Middelhavet er tilendebragt, har man kunnet give både lettere og sværere ruter. I år har man også skabt en uforudsigelig sag, hvor der skal klatres mere end 2800 højdemeter og forceres en regulær mur med ca. 30 km igen, og det kunne i den grad lægge op til en dag for udbryderne. Kender vi den stadig mere holdbare Mads Pedersen ret, er det dog nok også en dag, hvor han tror på sin chance, hvad Michael Matthews utvivlsomt og Arnaud De Lie sikkert også gør, og dermed kan vi sagtens blive vidner til en hård kamp mellem udbrud og felt på en etape, der kan ende som udbryderfest, men som nok går i retning af de meget holdbare afsluttere, som skal spurte i et opløb, der med en stigningsprocent på 4 også kan give ideer til puncheurtyper - i øvrigt efter en finale, der var planlagt til 6. etape for et år siden, hvor kraftig vind dog kom i vejen.
Paris-Nice har ofte haft en lang etape om fredagen, og det er også tilfældet i år, selvom man holder sig under 200 km på den 198,2 km lange rejse mellem Sisteron og La Colle-sur-Loup. Etapen afslutter rejsen mod syd, hvorfor man kører mod sydøst stort set hele dagen. Starten er relativt let, idet man kører mod sydøst ad let faldende veje, inden det efter 15,5 km i stedet begynder at stige let, mens man forsætter mod sydøst. Sådan fortsætter det over adskillige kilometer, inden man slutteligt kører mod sydøst op ad kategori 2-stigningen Col des Lèques (6,6 km, 5,0%), der har 3 km med 6-7% på den nedre del, men derudover holder sig på ca. 2-5%.
Toppen rundes efter 69,8 km, hvorefter en uhyre teknisk nedkørsel leder videre mod sydøst, inden man med det samme fortsætter mod sydøst op ad kategori 2-stigningen Col de Luens (6,8 km, 4,7%), der stiger med 5-7% over de første 3 km, men derefter holder sig under 4%, dog med en kilometer med 6,5% undervejs. Toppen rundes efter 87,4 km, hvorefter en ultrakort nedkørsel fører videre mod sydøst, inden det med det samme går mod syd og øst op ad kategori 3-stigningen Cote de la Blachette (2,9 km, 5,5%), der er en helt jævn stigning med top efter 92,6 km.
Den leder op til et plateau, og nu går det mod sydøst og siden øst ad først let faldende og siden let stigende veje. Vejen er ganske snoede, og terrænet afbrydes af en bakke, der har top efter 125,6 km, inden man drejer mod sydøst for at køre det sidste stykke af nedkørslen. Herefter tager etapen fat igen, når man kører mod syd op ad kategori 2-stigningen Col de Gourdon (6,3 km, 4,3%), der er en ganske jævn stigning med top efter 140,5 km.
En ganske teknisk nedkørsel leder nu mod syd og nord, idet man undervejs rammer den rute, der var planlagt til sidste års etape, og den leder ned til den afsluttende rundstrækning, der rammes efter 155,3 km. Nu kører man de sidste 12,4 km af denne, som går mod sydøst og til sidst nordøst ad let faldende veje frem til den sidste kilometer, der stiger med 4,0%.
Efter 167,7 km krydser man stregen for første gang, og etapen afsluttes nu med en hel omgang på den 30,5 km lange rundstrækning, der er henlagt til området nordvest for byen. Den indledes brutalt, idet man med det samme kører mod nordvest op ad kategori 2-stignijngen Cote de la Colle-sur-Loup (1,8 km, 10,0%, max. 19%), der stiger med 12-13% over den første kilometer og derefter med 6-8% frem mod toppen, som rundes efter 169,8 km hvorefter de sidste 28,4 km indledes med en let stigende vej, der leder mod nordøst, nordvest, sydvest og igen nordvest frem til dagens spurt, der kommer på toppen af en bakke (500 m, 8,8%, max. 19%) efter 177,2 km.
Derefter er de sidste 21,0 km lette. En snoet og let faldende vej leder mod sydvest og nordvest, hvorefter man rammer den del af rundstrækningen, man allerede har kørt én gang. Den faldende vej retter sig ud, når man kører mod sydøst, indtil den mod slutningen igen bliver en anelse mere snoet. Slutteligt kører man mod nordøst ind til stregen, idet det falder hele vejen ned til den sidste kilometer, der stiger med 4,0%. Det sidste skarpe sving kommer med 12,6 km til mål, men vejen snor sig ganske meget, indtil den retter sig ud med 800 m igen, dog med en blød kurve med 100 m igen på den 7 m brede vej.
Etapen byder på i alt 2866 højdemeter mod 2665 højdemeter på sidste års rute.
Etapen kan have flere forskellige udfald. Man må formode, at 3. og 4. etape har skabt så store forskelle, at et udbrud har en god chance for at holde, men Mads Pedersen klatrer så godt, at det formentlig er en etape, han har i kikkerten. Om Lidl kan overtale andre hold til at jagte, og om de kan hente et udbrud, der formentlig bliver stærkt, vil tiden vise, men der er lagt op til reduceret massespurt eller udbrudsfest, mens favoritterne håber at komme let igennem inden den afgørende weekend.
La Colle-sur-Loup har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.
7. etape
På grund af den tidlige kalenderplacering bevæger Paris-Nice sig aldrig op i de største højder. Således er man eksempelvis altid sluttet længere nede af bjerget, når Mont Ventoux har været på programmet, og de relativt korte stigninger har ofte gjort det vanskeligt for de rene klatrere at køre med om sejren. Efter fiaskoen med den meget lette rute i 2014 synes arrangørerne imidlertid at have indset, at man nu om dage kun kan lokke etapeløbsstjernerne væk fra Tirreno-Adriatico ved hvert år at have en regulær bjergfinale på programmet, og det har derfor været tilfældet hver eneste gang siden 2015, altid om lørdagen. I starten var de relativt lette, men i de senere år har man opdyrket nogle vanskeligere bjerge, og siden 2017 har man vekslet mellem tre målbjerge, nemlig Col de Turini, Valdeblore La Colmiane og Col de la Couillole. I år prøver man imidlertid noget nyt, da La Colmiane-stigningen, som også skal bestiges under Touren, denne gang kommer tidligt på årets kongeetape, og i stedet skal der sluttes på en ny og betydeligt kortere stigning. Den er heldigvis for klatrerne så stejl, at den bør kunne gøre forskelle, og uanset om de i kraft af dens længde nok vil være mindre, end de kunne have drømt om, er der stadig som altid på løbets næsidste dag lagt op til det vigtigste klatreslag
Arrangørerne har for vane at gøre denne kongeetape relativt kort, men i år skal man køre hele 173,0 km. Man har tillige gjort det til en tradition at starte etapen i Nice, og denne gang skal der sluttes på bjerget Auron i Alperne nær byen Isola. Starten går altså helt nede ved kysten, hvorfra man kører mod nord ad en let stigende vej langs Var-floden. Den forlader man efter godt 5 km, når man drejer mod nordvest for at køre op ad kategori 2-stiningen Col de Gattières (4,5 km, 4,8%), der er en relativt jævn stigning med 4-5%, men også en kilometer med 6,0%.
Toppen rundes efter 10,1 km, hvorefter det igen går mod nord igennem let stigende terræn, inden man zigzagger sig mod nordvest og siden vest for at køre igennem først let stigende og siden fladt terræn. En ned kørsel leder nu mod nordvest, hvorefter det igen flader ud, mens man kører mod nordvest og senere øst. Man rammer en lille bakke, der efter 67,1 km leder optil byen Gilette, inden en nedkørsel leder mod sydøst tilbage til Var-floden.
Den følger man nu mod nordvest og nordøst ad lange, let snoede og let stigende veje, indtil man når byen Saint-Martin-Vesubie. Her tager etapen for alvor fat, når man forlader floden for at køre mod nord og sydvest op ad kategori 1-stigningen La Colmiane (7,5 km, 7,1%), der er en helt jævn stigning med top efter 120,2 km. Herfra indledes de sidste 52,8 km med en ganske teknisk nedkørsel, der leder mod vest og sydvest tilbage til dalen, hvor man drejer mod nordvest for at køre et langt stykke ad let stigende veje, idet man efter 154,6 km undervejs kører dagens spurt i byen Isola.
Den lange stigende vej leder frem til den lille bjergby Le Bourguet, og her indledes det store slag, når man forlader dalen for at køre mod nordvest, sydøst og igen nordvest op ad kategori 1-stigningen Auron (7,3 km, 7,2%). Den indledes med 2 km med 5-7%, hvorefter de næste 5 km stiger med 7-9%, idet den vanskeligste kilometer med 9,0% kommer til sidst, inden den flader ud med 5,8% over de sidste 200 m. Stigningen har tre hårnålesving på den nedre del og derefter yderligere to lige efter 2 km-mærket, men derefter bugter den sig kun let, inden man med 300 m igen drejer i en rundkørsel og med 100 m igen tager en 90-graderskurve, der leder ind på den 6 m brede opløbsstrækning.
Etapen byder på i alt 4065 højdemeter mod 3537 højdemeter på sidste års kongeetape.
Samlet set er det en både længere og vanskeligere kongeetape, end vi har for vane at se det i løbet, men til gengæld er finalestigningen betydeligt kortere end de tre, der har været benyttet i årene mellem 2017 og 2023. Det taler for, at forskellene vil være mindre, og det giver en afslutning, der appellerer mere til lidt mere eksplosive typer end de rene klatrere. Til gengæld er stigningen ganske stejl, og der bør således være garanti for, at vi får et storslået opgør mellem løbets klatrere i det, der som altid er deres bedste chance for at vinde tid i løbet.
Auron har aldrig tidligere været mål for et stort cykelløb.
8. etape
I de år, hvor man har skippet Col d’Eze-enkeltstarten, er løbet altid sluttet med en kort, meget kuperet etape i det vanskelige terræn omkring Nice. Det er igen tilfældet i år, hvor sidste etape er fyldt med de legendariske stigninger, der bestiges år efter år i de smukke omgivelser i regionen, men i år prøver man noget nyt. Hidtil har Col d’Eze været nøgleudfordringen til sidst, men sådan bliver det ikke i år, hvor man i stedet slutter med at køre op ad den korte, men ganske stejle Col des Quatre Chemins i udkanten af Nice. Med en top bare 9,0 km fra målet på den traditionsrige Promenade d’Anglais og med en kilometer, der stiger med hele 13,5% vil denne lille mur give rytterne en historisk god chance for at vende op og ned på løbet til allersidst, og når man ved, hvor dramatisk denne etape har været tidligere gange, er der dermed lagt op til et brag af en finale - bare tænk på dramaerne i 2016, 2017, 2018 og 2022, hvor hhv. Geraint Thomas og Sergio Henao afværgede angreb fra Alberto Contador i sidste øjeblik, hvor Marc Soler med stort mod fik skovlen under en lidende Simon Yates, der oplevede en stor krise, og hvor det for to år siden var op til overmenneskelige Wout van Aert at redde Primoz Roglic fra det totale nederlag til samme Yates. Hidtil har et stærkt hold i vidt omfang kunnet klare ærterne for kaptajnen, men sådan bliver det ikke denne gang, hvor man kun vinder løbet, hvis klatrebenene holder hele vejen til den store finale i Nice.
Som sædvanlig er der tale om en kort etape med både start og mål i Nice, og den første lange del af etapen er en tro kopi af den rute, der er blevet benyttet de seneste år. Denne gang skal der tilbagelægges 109,3 km, og fra starten i Nice bevæger man sig mod nord og ind i landet igennem terræn, der er let stigende, indtil man drejer mod nordøst for at køre op ad kategori 2-stigningen Cote de Levens (6,1 km, 4,9%), der er en jævn opkørsel uden stejle passager og har top efter 21,0 km. Herfra stiger det let mod nordøst frem til byen Levens, inden det falder let ad en lige vej, som fører mod sydøst.
Etapen tager fat igen, når man kører mod øst op ad kategori 2-stigningen Cote de Chateaneuf (5,4 km, 4,6%), der ligeledes er helt jævn, har top efter 36,8 km og efterfølges af en teknisk meget svær nedkørsel, som fører mod øst. Umiddelbart herefter kører man med den nyskabelse, der blev skabt i 2022, mod nord og nordvest op ad kategori 2-stigningen Cote de Berre-les-Alpes (6,3 km, 6,0%), der også er helt jævn og har top efter 50,9 km. Nu venter endnu en teknisk nedkørsel, som leder mod øst og nordøst ned til L’Escarene, hvorfra det efter 53,9 km går ad en lige og let faldende vej mod sydøst og syd.
Etapens første nøglepunkt kommer, når man drejer mod nordøst for at bestige kategori 1-stigningen Col de Peille, der stiger med 6,9% over 6,6 km og er dagens næstvanskeligste udfordring. Hovedsageligt stiger den jævnt med 6-7%, men kilometer 3 og 4 stiger med hhv. 8,9% og 7,6%, og det var her, Contador overraskede konkurrenterne ved at sætte sine første store angreb ind i både 2016 og 2017. Toppen kommer imidlertid efter 68,6 km med hele 40,7 km til mål - hvilket dog er 9,0 km tættere på mål end i de seneste udgaver - og da den efterfølges af en lang, ikke særlig svær nedkørsel, der leder mod syd og sydvest ned mod Middelhavskysten, er der tid til, at der kan ske samling.
Undervejs på nedkørslen forlader man ruten fra de seneste udgaver. Denne gang kører man nemlig ned til byen Eze, der nås efter 80,9 km. Her drejer man mod nordvest for at køre op til toppen af Col d’Eze via en bakke (1,6 km, 9,1%), på hvis top dagens spurt kommer efter 84,5 km. Herefter indledes de sidste 24,8 km med, at man fortsætter den tekniske nedkørsel, der leder mod sydvest hele vejen ned til Nice.
Her er man i de senere år vendt rundt for at køre hele vejen op ad Col d’Eze. Det gør man imidlertid ikke denne gang. Man vender stadig rundt for at køre et kort, fladt stykke mod nord i byens udkant, men denne gang kører man i stedet mod nordvest op ad den kortere kategori 1-stigningen Col des Quatre Chemins (3,6, 8,8%, max. 16%), der stiger med hhv. 7,1%, 6,6% og hele 13,5% over hver af de første tre kilometer, inden de sidste 600 m med 7,7% leder frem mod toppen, som rundes efter 100,3 km.
Herfra resterer præcis 9,0 km, der indledes med samme tekniske nedkørsel, som man én gang har kørt, og som fører mod sydvest tilbage til udkanten Nice. Her fortsætter man dog denne gang hele vejen ind til havnefronten og Promenade d’Anglais. Nedkørslen slutter efter to hårnålesving, der slutter ved 3 km-mærket, hvorefter det er først let stigende med 0,8% på næstsidste kilometer og siden let faldende med 0,6% på sidste kilometer. Der er tre skarpe sving ned hhv. 2300 m, 2000 m og 1800 m, hvorefter det får ad den let bugtende kystvej mod syd og vest hen langs vandet, idet nogle bløde kurver leder ind på den 600 m lange og 6 m brede opløbsstrækning.
Etapen byder på i alt 2268 højdemeter mod 2435 højdemeter på sidste års rute
Etapen består af de fleste af de velkendte stigninger fra området, og derfor kender de fleste ryttere terrænet og de tekniske nedkørsler, men det er lidt af en gamechanger med den nye og ganske stejle stigning så tæt på mål. Hidtil har der været god tid til en regruppering efter Col d’Eze, men den chance er langt mindre nu. Det kan give et mere kontrolleret løb, hvor favoritterne som tidligere ikke vil åbne allerede på Peille, men til gengæld bliver det langt vanskeligere for et stærkt hold at redde kaptajnen, som Wout van Aert gjorde med den lidende Primoz Roglic i 2022, og som Sky tidligere to gange gjorde mod Contadors angreb fra distancen. Det ændrer dog ikke på, at starten stadig er benhård og har for vane at få det hele til at eksplodere, og man kommer derfor næppe uden om et stærkt hold, hvis man vil vinde Løbet mod Solen, der mere end vanligt har potentiale til at blive vendt helt på hovedet, når man når den ikoniske afslutning på Promenade d’Anglais som afslutning på den otte dage lange rejse mod solen.
Sidste år var vi vidner til lidt af en magtdemonstration, da UAE lagde løbet i et jerngreb, inden Tadej Pogacar nok engang kørte fra alt og alle og sikrede sig sin tredje etapesejr med 33 sekunder ned til en gruppe bestående af Jonas Vingegaard, David Gaudu, Simon Yates og Matteo Jorgenson. I 2022 var vi vidner til en af de mest dramatiske udgaver af etapen, da vi allerede på Peille fik skabt en gruppe med Wout van Aert, Primoz Roglic, Simon Yates, Nairo Quintana og Daniel Martinez, og efter at Martinez var punkteret ud af gruppen, lykkedes det Yates at køre fra rivalerne. Quintana faldt fra, men en overmenneskelig Van Aert lykkedes med at redde Roglics samlede sejr, da de to Jumbo-ryttere i sidste begrænsede tabet til den sejrende brite til beskedne 9 sekunder. Efter at etapen blev coronaaflyst i både 2020 og 2021 skal vi tilbage i 2019 for at finde den tredjenyeste udgave, hvor Nairo Quintana angreb Egan Bernal fra distancen, men kun endte med at vinde 4 sekunder, mens Ion Izagirre kørte alene hjem fra det tidlige udbrud til en stor etapesejr. I 2018 blev den førende Simon Yates sat under pres fra start, og det udnyttede Marc Soler til at angribe tidligt og gøre følgeskab med David De La Cruz og Omar Fraile i en trio, der holdt hjem og gav sejr til De la Cruz og samlet triumf til Soler. I 2017 angreb Alberto Contador tidligt og hentede de to tidlige udbrydere De la Cruz og Soler, inden trioen spurtede om sejren, der også her gik til De La Cruz. Favoritgruppen, der også indeholdt navne som Sonny Colbrelli og Michael Matthews, nåede mål 21 sekunder senere, og det var akkurat nok til, at Sergio Henao kunne forsvare førertrøjen.
I 2016 angreb Contador på begge de to sidste stigninger, og efter at være blevet hentet én gang kom han til sidst afsted sammen med Richie Porte. De samlede Tim Wellens op fra det tidlige udbrud og havde held til at holde forfølgerne bag sig, inden Wellens let spurtede sig til sejren. Geraint Thomas var i krise på stigningen, men kom tilbage til favoritgruppen på nedkørslen og begrænsede tidstabet nok til at sikre sig den samlede sejr. I 2015 blev løbet afviklet i episk regnvejr, og her kørte Tony Gallopin sig til en imponerende solosejr på en dag, hvor både Porte og Geraint Thomas styrtede på nedkørslen, men lykkedes med at redde Thomas’ samlede sejr. I 2014 vandt Arthur Vichot etapen i en spurt i en gruppe af favoritter, og 12 måneder tidligere var Sylvain Chavanel den hurtigste i en usædvanligt stor gruppe. I 2012 vandt Thomas De Gendt fra et langt udbrud, og i 2011 var Thomas Voeckler den bedste i en udbrydergruppe. I 2010 var det Amael Moinard, der var den stærkeste af angriberne, mens Antonio Colom slog Contador og Frank Schleck i en tremandsspurt i 2009, hvor etapen var mere selektiv end vanligt.
SÆT DIT MANAGERHOLD TIL PARIS-NICE
SÆT DIT MANAGERHOLD TIL TIRRENO-ADRIATICO
FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT
Favoritterne
Hvor tidligere års Paris-Nice var lidt vanskeligt at forudsige grundet de relativt lette ruter med ganske lette stigninger, har arrangørerne fra ASO som sagt ændret tingenes tilstand i de sidste par år. Beslutningen om at indføre en ikke helt kort enkeltstart samt introduktionen af langt sværere bjergafslutninger end tidligere har gjort det hele lidt lettere at forudsige. Løbet ligner nu et ”rigtigt” etapeløb, hvor det som udgangspunkt er kombinationen af tempoegenskaber og bjergben, der afgør udfaldet.
Paris-Nice har ofte været et lidt specielt løb. På den ene side har det været så kuperet, at etapeløbsrytterne og klatrerne har fundet sig fint til rette, men på den anden side har stigningerne også været så korte og relativt lette, at det har været muligt for klassikerryttere også at blande sig. Det har også i de seneste år i nogen grad være tilfældet, da der fortsat ikke er tale om udfordringer som dem, der findes i sæsonens største løb - ellers havde Maximilian Schachmann næppe vundet to gange - men Paris-Nice er nu et løb, der i højere grad passer til de virkelige etapeløbsryttere, end det var for nogle år siden.
Det synes også at være tilfældet i år, hvor ruten er meget sammenlignelig med det, vi har set de senere år, og med nogen ret næsten kan betragtes som en kopi af det, vi så sidste år. Skabelonen er i hvert fald præcis den samme, selvom finalerne naturligvis er nye. Dermed kan vi nok engang regne med et rigtigt opgør mellem etapeløbsstjernerne, som vi så det sidste år, da Tadej Pogacar sejrede suverænt foran David Gaudu og Jonas Vingegaard.
Den store forandring i forhold til de seneste år er naturligvis, at enkeltstarten nok engang er erstattet af et holdløb. Det vil nogle juble over og andre begræde. Remco Evenepoel ville utvivlsomt have foretrukket en enkeltstart, mens ryttere som David Gaudu og Felix Gall, der på en ”normal” rute ville får det sværere, nu kan koble sig på lidt tungere og mere tempostærke folk på tirsdag og satse på et betydeligt mindre tidstab, end de ville have fået på en enkeltstart. Det fjerner altså betydningen af individuelle tempoevner og erstatter det af kollektivets evner i kamp mod uret, hvad der er en gave til de rene klatrere og en ulempe for de tempostærke, der måtte have svage hold. Nok ser Lidl-Trek hæderligt stærke ud, men man kan diskutere, om ikke eksempelvis Mattias Skjelmose havde været meget bedre tjent med en enkeltstart. Det havde han i hvert fald nok været sidste år, hvor hans mandskab blot blev nr. 8 med en næsten identisk formation.
Der har været megen snak om de nye regler for holdløbet, men nu kender vi dem i hvert fald fra sidste års første eksperiment. Jeg er stadig lidt i tvivl om, hvor stor en forskel de egentlig gør. På en flad rute kan det aldrig være en fordel at lade kaptajnen køre alene, i hvert fald ikke før på sidste kilometer, hvor hans sidste holdkammerater kan tage sidste føringer, slå ud og smide nogle sekunder. I et klassisk holdløb ser man jo ganske ofte, at rytterne slutter med flere ryttere end nødvendigt, særligt når det som her er pandekagefladt, og det burde ikke ændre sig voldsomt af de nye regler.
Alligevel så vi sidste år, at de kan gøre en forskel. Det er i hvert fald svært at forklare Jumbos chokerende snævre sejr med andet end en fejlslagen strategi. Selvom de havde en skræmmende trup, kom de til mål med hele fire ryttere, og selvom de vandt, var det med et overraskende lille forspring. Til gengæld så vi, at både EF, FDJ og UAE, der til slut splittedes helt op og nærmest kørte lead-out for deres kaptajn, klarede sig bedre end ventet. Noget tyder altså på, at der kan være i hvert fald nogle sekunder at hente ved at gøre brug af de nye regler.
I år bliver det endnu mere tricky. Her er det nemlig ikke bare fladt. Det sikrer de tidlige stigninger, og det gør det til en endnu mere delikat balance at finde ud af, hvordan etapen skal gribes an, og hvor stærkt man skal køre i starten. Det ændrer sig dog næppe voldsomt i forhold til et almindeligt holdløb. Her havde det også været en overvejelse, hvor mange tunge folk man skulle have med over stigningerne. Det er i hvert fald alt for tidligt at splitte holdet til atomer, når anden del af etapen består af en ren powerrute for de store maskiner. Det havde været langt ”sjovere”, hvis stigningerne var kommet til sidst, for så kunne der virkelig være en pointe i at bruge de nye regler og lade kaptajnen spille med musklerne til sidst.
Nu bliver det et relativt klassisk holdløb, der denne gang altså stiller større krav til klatreevnerne end sidste år, men afslutningen betyder også, at der er brug for de store maskiner. Stigningerne er relativt lange og vil helt klart hjælpe hold med færre maskiner, men på denne rute vinder man ikke, hvis man ikke har et par wattmonstre, der kan overleve bakkerne og give den gas til sidst. Det interessante er naturligvis, at wattmonstrene nu er nødt til at være lettere, hvis de skal med over bakkerne, og dermed får vi et holdløb, der stiller helt anderledes krav til alsidigheden hos holdets ryttere, end vi så det sidste år.
Samtidig er det en uhyre vigtig etape. Det er sjældent langt - særligt da for et ugelangt løb med kun én rigtig bjergetape - og det kan gøre ganske stor skade, også selvom det er 5,3 km kortere end sidste år. Sidste år vandt Jumbo måske kun med 1 sekund ned til EF og 4 sekunder ned til Jayco, men de slog stadig UAE med 23 sekunder, og Soudal på 7. pladsen, Trek på 8. pladsen, Bahrain på 9. pladsen og Ineos på 10. pladsen smed alle mellem 39 og 48 sekunder. Helt galt gik det for de svageste hold, der for fleres vedkommende smed omkring halvandet minut.
For at få en fornemmelse af forskellene kan vi også se på det helt flade, men mere tekniske holdløb i Vueltaen fra 2022 (jeg dropper holdløbet fra 2023, hvor vejret ødelagde alt). Her kørte de kun 23,3 km, og her var det kun Ineos og Quick-Step, der tabte mindre end 30 sekunder til Jumbo. UAE tabte eksempelvis 33 sekunder, Bora 41 sekunder, Bahrain 42 sekunder, Movistar 43 sekunder, og helt galt gik det for eksempelvis Intermarché, der smed så meget som 1.25. Dette holdløb er længere, og stigningerne vil som udgangspunkt skabe større forskelle, end man ville se på en helt flad rute som i Vueltaen.
Det tidstab, der opstår op holdløbet, skal indhentes i bjergene, og her må klatrerne sande, at de ikke har helt de samme muligheder, som de har haft de seneste år. Det er ellers blevet en norm i løbet, at kongeetapen har mål på et ganske langt målbjerge, som vi har set det i perioden mellem 2017 og 2023, hvor man har vekslet mellem Turini-, Couillole- og Colmiane-stigningerne, men den spritnye finale til årets kongeetape byder på et helt anderledes kort og eksplosivt målbjerg over bare 7,4 km. Det er heller ikke rasende stejlt, og selvom det har procenterne til at gøre forskelle, må man antage, at afstandene vil være mindre på årets kongeetape, der heller ikke indbyder til, at man kan angribe tidligt.
Det er i det hele taget temaet for årets stigninger. De er korte og mere eksplosive. Det er nu tredje gang på fire år, at vi har en tidlig bjergfinale i Massif Central, hvor målbjergene altid har været relativt korte, men hvor vi i både 2021 og 2023 havde stigninger på 7-8 km, taler vi her om en blot 3 km lang stigning. Nok er den samlede etape ret svær, og nok er Mont Brouilly stejl nok til at skabe forskelle, men man vinder ikke minutter på en 3 km lang rampe, der selvsagt appellerer mere til endog meget eksplosive folk end et rigtigt bjerg.
Det samme gør sig gældende på Nice-etapen. Sådan har det jo altid været på den altid fascinerende finaleetape, hvor alt kan ske, for bakkerne omkring Nice er bare ikke ret lange. Hvor designet af 3. og 7. etape taler for mindre forskelle end sidste år, er det alligevel lige omvendt på 8. etape. Her betyder den meget interessante nyskabelse med en sen mur fremfor Col d’Eze som sidste udfordring, at chancen for afgørende forskelle er større end vanligt.
Ganske vist så vi i både 2022 og 2023 med hhv. Simon Yates og Tadej Pogacar, at bedste mand også på den gamle rute kunne køre alene hjem, men det har generelt været undtagelsen. For to år siden lykkedes det i hvert fald for Wout van Aert på den lange nedkørsel at redde Primoz Roglics samlede sejr, men det var næppe lykkedes på denne rute. Sky/Ineos har vist, at man med et stærkt hold trods krise fra kaptajnen kan redde det hele, som vi så med Geraint Thomas i 2016 og Sergio Henao i 2017, ligesom Egan Bernals tropper neutraliserede Nairo Quintanas store offensiv i 2019 og aldrig gik i panik, men den slags hjælper altså ikke i år, hvis ikke kaptajnen selv har benene.
Alligevel kan et godt hold blive vigtigt. Sidste etape kan være et mareridt at kontrollere, hvis man har et svagt hold. Contador har to gange vist, at stærkeste mand godt kunne vinde så megen tid, at man - i hvert fald næsten - kunne erobre gult, men det var ikke nødvendigvis klatrebenene, der var afgørende her. Som vi så i 2018 - hvor Simon Yates ganske vist heller ikke havde nogen stor dag - kan et svagt hold smide det hele på en svært kontrollerbar etape, og det udnyttede Marc Soler til at stjæle sejren. Det kan gentages i år, for selvom den nye, hårdere finale kan anspore til mere defensiv og afventende kørsel, vil holdene formentlig forsøge at udnytte et eventuelt svagt førerhold og nok engang få løbet til at eksplodere tidligt.
Som udgangspunkt er der fem elementer, der bestemmer løbets udfald. Den ene er naturligvis klatreevnerne, der skal i aktion på 4., 7. og 8. etape, og her bliver det altså i år særligt vigtigt at have eksplosive evner på stigninger, der er mellem 3 og 8 km lange. Her er 6. etape en jokeretape. Logikken tilsiger, at den stejle stigning kommer for langt fra mål, men i et felt med Remco Evenepoel ved man aldrig, hvad der kan ske, hvis han er bagud efter de første fem etaper. Et stærkt hold vil formentlig kunne neutralisere en offensiv, når der er så langt hjem, og de kan formentlig regne med hjælp fra Jayco, Lidl og Lotto, der kan have en interesse i en spurt, men som sagt kan netop et stærkt hold blive vigtigt også på søndag, hvorfor det er det andet vigtige element. Derudover kommer som det tredje element de kollektive tempoevner i spil på holdløbet, der sammen med kongeetapen må være den vigtigste etape.
Det fjerde element er bonussekunderne. I et løb, der ofte har været tæt, kan man ikke udelukke, at det kan blive afgørende, hvad der kan hentes af sekunder her. Det gælder på de to bjergetaper, og det gælder på Nice-etapen. Her er et udbrud ofte holdt hjem, men det kan også ende i en solosejr i stil med den, Yates og Pogacar har taget de seneste år, eller i en spurt i en favoritgruppe. Også 6. etape kan her måske komme i spil. Mads Pedersen, Michael Matthews og Arnaud De Lie vil sikkert forsøge at holde det samlet, men finalen blive så hård, at særligt Primoz Roglic og Remco Evenepoel måske vil kunne deltage i en spurt. I alt har han altså tre sandsynlige og potentielt fire etaper, hvor han med sin fart kan jagte bonus. Derudover er det værd at bemærke, at der igen i år er skruet op for bonussen i de indlagte spurter, så der nu gives 6, 4 og 2 sekunder, hvad der ikke er uinteressant, hvis det er tæt - også fordi der skal spurtes på sene stigninger på 1., 6. og 8. etape.
Det femte element er som altid vejret og særligt sidevinden, der næsten hvert år spiller en dramatisk rolle og eksempelvis i 2022, 2020, 2019 og 2017 sendte adskillige favoritter ud af kampen allerede inden stigningerne. Intet tyder dog på, at vi skal føje 2024 til den liste. Løbet åbnes på en skyet og lidt kølig søndag, hvor det vil være svage vindforhold, og da de sene bakker ligger længere fra mål end i 2022, hvor Jumbo på den tilsvarende etape lavede sit nu meget berømte tremandskup, ligner det formentlig bare en etape for holdbare sprintere.
Det samme gælder for 2. etape, der altid er den farligste, fordi man kører i én generel retning igennem det nordfranske fladland, men selvom det vil være mere blæsende, vil både retning og styrke ikke være den rette til drama. Den sidste potentielle sidevindsetape er torsdagens, der dog afvikles i knap så blæsende et område, og her kan rytterne se frem til solskin og stille vejr. Med andre ord: vi aflyser sidevinden i år og lader løbet blive afgjort af klatreevner, kollektiv tempostyrke, et stærkt hold og bonussekunder.
Hvordan bliver det øvrige vejr så? Vi husker jo de episke betingelser i Nice i 2022, og faktisk kan jeg huske mange våde Nice-etaper. Efter de to første relativt rolige og overskyede dage ser det ud til, at holdløbet vil blive afviklet i blæst med en lille risiko for byger, og da vinden vil aftage en smule igennem dagen, kan det være en god ide at ligge til i holdkonkurrencen efter de to første dage, så man får en sen starttid (eller sørge for at have førertrøjen). Formentlig bliver betingelserne dog relativt ensartede.
Onsdagen ser ud til at blive kølig, men flot og solrig og med medvind på Mont Brouillu, hvilket er godt for alle, der vil gøre forskelle, og fredagsetapen bliver næppe aflyst denne gang, da der ventes sol og svage vindforhold med generel modvind i finalen, hvad der er godt for de ryttere, der vil have samling til en spurt. Til gengæld ser kongeetapen ud til at kunne blive ubehagelig med snefald i morgentimerne og byger om eftermiddagen, men det kan heldigvis nå at ændre sig inden da. Holder prognosen for vindretningen, er der dårligt nyt for klatrerne, da der vil være generel modvind, indtil man får medvind over de sidste 2 km, hvad der kan gøre det hele endnu mere eksplosivt. Endelig kunne det på dette tidlige tidspunkt ligne en potentiel våd Nice-etape med ret hård modvind på sidste stigning. Samlet set synes vinden generelt at have en dræbende indvirkning på chancen for at gøre forskelle i weekenden, og det taler for, at holdløbet kan blive endnu vigtigere end antaget.
Sidste år var Paris-Nice uhyre imødeset grundet duellen mellem Tadej Pogacar og Jonas Vingegaard, og selvom man klassementsrytterne i år har fordelt sig ganske pænt mellem Italien og Frankrig, er det nok alligevel det franske løb, der ud fra et spændingssynspunkt vil få mest opmærksomhed. Det havde nok været lidt sjovere at have Jonas Vingegaard til start i Frankrig også, for her ville han formentlig kunne se frem til mere modstand end i Italien. På den anden side kan vi nu se frem til en ret ren duel, som allerede er blevet lidt af en klassiker, nemlig duellen mellem Primoz Roglic og Remco Evenepoel, der tegner sig som de åbenlyse favoritter. Bag dem er feltet heldigvis også ret stærkt, men vi har også et relativt smalt felt af klassementsryttere.
Jeg går med Primoz Roglic, men det er godt nok med stor tvivl. I gamle dage havde det jo været en nobrainer at pege på sloveneren, for han er utvivlsomt sin generations bedste i ugelange etapeløb. Hans aura af usårlighed er imidlertid forsvundet de seneste år, hvor hans niveau har været aftagende, og det var vel faktisk i dette løb for to år siden, at vi for første gang for alvor så en Roglic, der var sat i problemer af andet end uheld. Siden dengang har det stået ret klart, at han ikke længere er det usårlige uhyre, han tidligere var, og det bekymrende er naturligvis, at han i den i cykelmæssig sammenhæng høje alder fortsat konstant skal bevise, at han stadig holder et fornuftigt niveau.
Heldigvis kom han stærkt tilbage i 2023. Nok var hans Giro-sejr skrøbelig og usikker, men han virkede stærkere, end han gjorde i 2022. I halvdårlig form vandt han Tirreno, og han fik skovlen under Evenepoel i Catalonien. I Vueltaen var han også lidt svingende med en halvdårlig dag på Tourmalet, men han viste også et ganske højt niveau på særligt Angliru - og det er i hvert fald hævet over enhver tvivl, at han igennem de tre indbyrdes konfrontationer med Evenepoel kom klart bedst igennem.
Nu skal han så bevise sig selv igen, og det skal han endda for et nyt hold. En veteran som Roglic, der er kendt for at komme ned fra enhver højdetræningslejr som et uhyre, bør dog ikke tabe nævneværdigt niveau, selvom han forlader et storhold, der gør alle bedre. Ja, faktisk kan der være lidt optimisme at hente i, at Daniel Martinez synes at have fået et gevaldigt boost af sit skifte til det tyske hold. Spørgsmålet er bare, om den Roglic, vi kender i dag, kan vinde på denne rute.
Jeg er nemlig alvorligt bekymret for holdløbet. Med Aleksandr Vlasov, Bob Jungels og Matteo Sobrero ved sin side står tyskerne ikke ringe, men det er svært at tro, at de kan matche Soudal, der har både flere temporyttere og formentlig vil klare stigningerne bedre. Mit gæt vil være, at Roglic vil være bagud i forhold til Evenepoel tirsdag eftermiddag, og så er spørgsmålet, om han på årets rute med korte stigninger og en problematisk modvind kan indhente det tabte.
Det havde han ikke kunnet, hvis det havde været i Catalonien sidste år. Her var han og Evenepoel helt lige, og jeg kan også betvivle, om han kan sætte Evenepoel på de tre meget eksplosive stigninger. Det bliver i hvert fald næppe med meget, men jeg ser et håb i, at belgieren var alt andet end overbevisende i Algarve, Vigtigst af alt er det dog, at Roglic burde kunne få en del bonussekunder. Hvis han vitterligt er stærkere end Evenepoel, kan han potentielt vinde tre etaper, og hvis Evenepoel ender som nr. 2 i dem alle, har han allerede sikret sig 12 sekunder. Dertil komme de omtalte indlagte spurter, der ligger ganske godt til sloveneren, og da jeg i lyset af tidsforskellene fra sidste års holdløb ikke forventer en rasende stor afstand på 3. etape mellem Bora og Soudal, vil jeg tro, at Roglic kan komme meget tæt på at indhente Evenepoel alene på bonus, hvis han bruger sit stærke hold til at holde det samlet. Lægger man dertil, at jeg trods alt giver ham en fair chance for også at vinde lidt ”rigtig” tid, særligt på 4. og 7. etape, og at Evenepoel virkede skrøbelig i Portugal, peger mit favoritbarometer svagt mod Roglic. Alt sammen kræver det dog, at vi kan regne med at se den Roglic, vi kendte i 2023, og det ved vi ikke, før vi har set ham i aktion endnu engang. Han skal i hvert fald være stærkere, end han var på disse veje i 2022, men det giver 2023 heldigvis også håb for.
Chancen for en sejr til Remco Evenepoel i dennes første etapeløb nogensinde (og blot tredje løb i alt) på fransk grund er dog også god. Han havde stået bedre med en enkeltstart, men et holdløb er nu heller ikke helt skidt. Han har nemlig ladet Mikel Landa blive hjemme og i stedet omgivet sig med tempospecialister, der for de fleste vedkommende også klatrer godt. Særligt Mattia Cattaneo er guld værd på et holdløb, men det gælder også for Ilan Van Wilder og Yves Lampaert, ligesom også Gianni Moscon og Casper Pedersen er tempostærke. Alle kører de også hæderligt opad, og de bør derfor stå ganske fremragende til 3. etape, hvor Evenepoel i hvert fald i forhold til Roglic bør kunne sikre sig et forspring.
Er det så nok? Bjergetaperne passer faktisk Evenepoel storartet. Hidtil har han været bedre på eksplosive stigninger end i bjergene, og i det lys passer stigningerne ham i dette løb faktisk fint. Spørgsmålet er bare, om ikke de passer Roglic bedre. I hvert fald så vi i Catalonien, at Evenepoel var bedst på den hårde dage, mens Roglic havde overhånden, når det skulle afgøres på punch. I dette løb bliver alle tre finaler meget eksplosive, og her taler meget for, at han må se sig slået af sin værste rival. Det gælder særligt, fordi Roglic jo endda havde ganske store mangler formmæssigt i Catalonien, og når Evenepoel havde en problematisk start i Algarve, hvor han to gange blev slået af Daniel Martinez.
Helt galt var det dog ikke. Hans enkeltstart var suveræn, og kan man stole på hans ord - og det kan man da utvivlsomt - kørte han hele Malhao-finalen på stor klinge. I det lys var præstationen ganske beundringsværdig, men det ændrer ikke på de svaghedstegn, han viste på Foia, og at Roglic som udgangspunkt er den mest eksplosive af de to. Heldigvis er dette et løb, Evenepoel kan vinde uden at være stærkest. De tre svære etaper er ikke rasende vanskelige, og det virker sandsynligt, at han alene vil tabe til Roglic på bonussekunder. Det kan som nævnt ovenfor godt løbe op, men det er bestemt ikke givet, at Soudal ikke vil vinde så megen tid på 3. etape, at Roglic ikke kan vinde alene på bonus. I lyset af den jævnbyrdighed, der var mellem de to sidste år, og hvor eksplosiv Evenepoel er blevet, kan et godt holdløb sagtens vise sig at være nok til den samlede sejr på denne rute - og det kan bestemt heller ikke udelukkes, at Evenepoel slet og ret viser sig stærkest. Det er trods alt ham og næppe Roglic, der har haft et forbedringspotentiale over vinteren.
UAE er på en lille revanchejagt efter det, der vel kun kan betegnes som en katastrofe på hjemmebanen i UAE Tour, men den jagt tager de også alvorligt. De møder nemlig til start til løbet med en veritabel supertrup, hvor det kun er Nils Politt, der med sikkerhed ikke vil spille en rolle i klassementet. Blandt de seks øvrige er det nok Joao Almeida, der skal tilskrives den bedste chance, da hans kolleger alle har vist svaghedstegn i deres seneste løb. Det har Almeida af gode grunde ikke, da han gør sæsondebut, men det betyder selvsagt også, at vi ikke aner, hvor han står. Heldigvis har han for vane at starte sine sæsoner ret stærkt, og det burde måske særligt gælde i år, hvor han ikke skal køre Giro og derfor formentlig har planlagt en formtop til forårets ugelange etapeløb.
Dette løb må derfor antages at være et mål, og da han på papiret sammen med Jay Vine er truppens bedste klatrer, vil jeg give ham den bedste chance for at vinde. Det skaber dog lidt bekymring, at han som regel har været bedst, når et par løbsdage har varmet hans dieselmotor op. Selvom han utvivlsomt nok skal starte stærkt, kan jeg godt frygte, at vi ikke ser en Almeida, der er helt oppe på 100% endnu.
Måske kan mindre også gøre det. Som sagt er stigningerne korte med en del modvind, og selvom han i dag har mistet meget af sit punch, så vi i Polen, at han stadig kan være god i eksplosive finaler også. Vigtigst af alt er det dog, at UAE ser skræmmende stærke ud på holdløbet, og da hele holdet kan klatre, ligner de en tidlig favorit til tirsdagens nøgleetape. Almeida har ikke længere Roglics og Evenepoels punch, hvorfor han skal regne med at tabe tid undervejs, men særligt hvis de to kamphaner er så jævnbyrdige, at de neutraliserer hinanden, vil Almeida ikke tabe mange sekunder undervejs. Det gælder da særligt, hvis han har taget endnu et skridt siden 2023, hvor han i forvejen i Giroen nåede sit højeste niveau nogensinde.
Vi så til gengæld også i Catalonien, at han dengang fortsat havde betydelige mangler i forhold til de to favoritter, og det kan være svært at tro, at han har lukket det hul, særligt fordi han i efteråret viste, at hans bundniveau stadig ikke er så højt som i hvert fald Roglics. Heldigvis er det altid i foråret, han er bedst, og hvis UAE virkelig brager et holdløb af, er det bestemt ikke umuligt, at han på denne lidt lettere rute kan løbe med sejren, særligt hvis to jævnbyrdige favoritter ender med at neutralisere hinanden en smule.
Holdløbets store betydning gør også, at jeg peger på Jay Vine som nr. 4. Det er klart, at hans kollaps på kongeetapen i UAE Tour skaber stor bekymring, særligt fordi det nu er kommet frem, at han havde en knæskade i løbet af vinteren, hvorfor han faktisk kom til Mellemøsten som ren hjælper. I det lys var hans kørsel de første dage dog uhyre lovende, og man må formode, at han nu har forbedret sin form yderligere.
Alligevel er det klart, at meldingen om hans skade betyder, at han formentlig vil komme til kort også i dette løb, og derfor er hans rangering nok i højere grad et spørgsmål om potentiale end forventning. På den anden side ved vi, hvor tårnhøjt et topniveau han har, og han har for vane at komme i form ganske hurtigt. Han hjælpes af, at bjergetaperne her er relativt lette med en del modvind, og selvom de eksplosive afslutninger ikke er hans foretrukne, vil de hjælpe ham med at begrænse tabet. Det er klart, at hans chancer mest af alt handler om, at UAE kan forventes at vinde holdløbet, men her kan han også sikre sig et ganske stort forspring. Et stort forspring var ikke nok i sidste uge, og det er klart, at hans form skal have fået et boost, men i lyset af hans lovende start og hans tårnhøje topniveau må han tilskrives den næstbedste chance for at lukrere på et godt holdløb.
Mattias Skjelmose manglede stadig en del, da han deltog i dette løb for et år siden, hvor det hele også endte ærgerligt med et dumt styrt, men siden har han udviklet sig enormt. Det er sandt, at sejren i Tour de Suisse kom under specielle omstændigheder, men både her og i Ardennerne har han bevist, at han i eksplosivt tilhører den absolutte verdenselite. Måske mangler han stadig definitivt at bevise sig i et hårdt løb med mange bjergetaper, men på denne meget ardenneragtige rute med tre korte, eksplosive finalestigninger er der ikke mange i denne verden, der kan matche Skjelmose.
Store dele af ruten passer ham således helt perfekt, og han er endda så hurtig og eksplosiv, at han kan jagte bonus undervejs også i de indlagte spurter. Hvis han skal måle sig med de bedste, kræver det dog, at han er meget formstærkt, og her så vi desværre, at han i Drome-Ardeche stadig manglede en del på de eksplosive stigninger. På de lange opkørsler gik det heldigvis godt, og selvom finalestigningerne her er korte, er de trods alt en del længere end de meget stejle mure, der voldte danskeren så store kvaler i sidste weekend. Derudover er der ingen tvivl om, at de to løbsdage har hjulpet ham med at finde nogle flere procent.
Alligevel er ruten ikke helt perfekt. Selvom Evenepoel og Roglic er svære at slå på en enkeltstart, havde Skjelmose nok stået bedre med en individuel tidskørsel. I hvert fald tabte Lidl sidste år 45 sekunder til Jumbo på holdløbet, og det var endda med en trup, der i temposammenhæng nok var en anelse stærkere end den, han har til rådighed i år, da de havde Daan Hoole til rådighed.
Omvendt er årets trup med færre svage led, da Jasper Stuyven og Ryan Gibbons begge er ganske tempostærke, og samtidig har vi set en generel tendens til, at holdet ryttere generelt har forbedret sig på enkeltstarterne, hvad Stuyven endda er et af de bedste eksempler. Mads Pedersen kørte i sidste halvdel af 2023 også bedre enkeltstarter end tidligere, og det kan tale for, at tabet denne gang bliver knap så stort. Der skal dog også skæres en del af de 45 tabte sekunder fra sidste år, for Skjelmose har trods alt til gode at bevise, at han kan sætte Roglic, som han aldrig har mødt, og Evenepoel, der slog ham klart i Liege for et år siden, når denne ikke som i Schweiz har været sat tilbage af sygdom. Derfor frygter jeg, at holdløbet kommer til at koste lidt for dybt, når det handler om at vinde løbet - også fordi sidste weekend viste, at Skjelmose måske ikke helt når op på 100% til dette løb.
Rækken af UAE-ryttere tæller også Finn Fisher-Black. Newzealænderen så endelig ud til at have taget det store skridt i sin udvikling i Vueltaen, hvor han klatrede på et helt nyt niveau, men det har han taget til helt nye højder i år. I hvert fald har han allerede vundet to gange i Oman, men måske særligt på muren i AlUla Tour var han imponerende. Til gengæld viste Green Mountain i Oman også, at han altså fortsat har det svært mod mere rendyrkede klatrere, når stigningerne bliver for svære, og derfor må man nok frygte, at han kommer til kort mod de bedste i dette løb.
Det er dog ikke givet. Stigningerne er korte, eksplosive og passer ham godt, og han mødes slet ikke af så stejlt et bjerg som Green Mountain, hvor hans store fysik har handicappet. Det er stadig svært at glemme, hvor stærk han var i Saudi-Arabien, og selvom man skal passe på med at overgøre det i lyset af feltets lidt pauvre kvalitet og Simon Yates’ svage start på sæsonen, vidner det om, at han altså i dag klatrer ganske fremragende. Hans store styrke er naturligvis den store gevinst, han kan ventes på holdløbet, og derudover gør hans punch ham måske i stand til at jagte bonussekunder i de indlagte spurter. Alligevel må man i lyset af Oman trods alt frygte, at klatreevnerne ikke helt rækker hele vejen, selvom stigningerne her bør passe ham bedre.
Deres fjerde bud er Brandon McNulty, men det er klart, at hans chancer er blevet dæmpet en anelse efter totalkollapset i Emiraterne. Der er ikke givet anden forklaring på nedturen andet end den, at han ikke følte sig stærk, og det er bekymrende for en mand, der er kendt for at være enormt svingende. I forvejen har han altid været overmatchet i bjergene, og den fremgang, man nåede at fornemme i Valencia, blev der hurtigt stiller spørgsmålstegn ved - særligt fordi niveauet i det spanske løb ikke virkede skræmmende. Heldigvis var hans løb i Emiraterne også så elendigt, at der åbenlyst må have været et eller andet galt, og der er en chance for, at det problem er blevet løst siden dengang. Er han tilbage på sit Valencia-niveau - og det niveau, han havde på den arabiske enkeltstart - kommer han langt i dette løb. Stigningerne her er relativt lette og burde ikke være alt for voldsomme for den McNulty, vi så i Valencia. Hans store es er naturligvis den tid, han ventes at vinde på holdløbet, men det er også klart, at han her er oppe mod skrappere modstand, end han har været tidligere i år, og spørgsmålet er, og det vil være nyt, hvis klatreevnerne rækker til at vinde her.
Det bliver ikke mange chancer, Matteo Jorgenson får for at køre sin egen chance i etapeløbene i år, men Visma har givet ham chancen i et løb, han elsker. Der er også grund til en vis optimisme. Amerikaneren gjorde enorme fremskridt som klatrer i 2023, hvad vi tydeligt så i særligt Romandiet, og efter en lidt sløj start sluttede han også dette løb stærkt af. Et skifte til Visma gør sjældent en rytter ringere, og han så da også relativt stærk - om end ikke flyvende - ud i sin debut i åbningsweekenden. Det var imidlertid i et helt andet terræn end dette, og nu skal han vise, at klatrebenene er skruet rigtigt på.
Han hjælpes af, at stigningerne og bjergetaperne ikke er for lange, hvad der bør give ham en god chance for at blande sig med rendyrkede klatrere, men han må til gengæld leve med, at Visma ikke har givet løbet samme prioritet som sidste år. Dengang kom holdet med en skræmmende stærk trup til holdløbet, hvor de håbede at kunne sikre Vingegaard den samlede sejr. I år er det faktisk en lidt tam tempotrup, Jorgenson har fået med sig, og det synes givet, at hollænderne vil tabe tid til de allerbedste. Mange af de andre hold bør de slå, men det kan blive svært for amerikaneren at komme helt ind i podiekampen - særligt fordi han i weekenden ikke gav indtryk af at være helt på 100% endnu.
Boras andet kort er Aleksandr Vlasov, men han skal til at indstille sig på en ny virkelighed, hvor han er til start som hjælper for Roglic. Det vil dog være mærkeligt, hvis ikke holdet i første omgang forsøger at holde ham inde i klassementet, og det er da også et løb, der passer russeren godt. Han har hidtil været bedst på eksplosive stigninger, og de tre hårde etaper passer ham derfor glimrende. Desværre har hans sæsonstart på Mallorca og særligt i Valencia, hvor han blev slået klart af den relativt ”tunge” McNulty desværre også vist, at der har været mere skuffende 2023-sæson end flyvende 2022-sæson over Vlasov indtil nu. Han nåede ellers med sit flotte Lombardiet at give ideer om en genfødsel, men den optimisme er dæmpet igen. I lyset af hans trængsler i 2023 kan det være svært at tro, at han kan klatre med de allerbedste her, og derudover taler meget for, at Bora måske nok skal køre et af de bedste holdløb, men vil tabe tid til i hvert fald UAE og Soudal. Det behøver ikke være meget, men er Vlasov god nok til at vinde det tilbage, når han er her som hjælper? Som minimum kræver det uheld til Roglic eller et taktisk løb, hvor han spilles ud på de mere taktiske 4. og 8. etape.
En anden rytter, der er her som hjælper, er Ilan Van Wilder, men akkurat som Vlasov kan han håbe på, at han alligevel holdes inde i klassementet. Hidtil har han desværre ikke klatret godt nok til at være helt fremme i løb på dette niveau, og drømmen om, at han havde taget et stort og næste skridt døde desværre en smule på kongeetapen i Emiraterne, hvor han ikke var så stærk som håbet. Heldigvis hjælpes også han af, at stigningerne her er korte og eksplosive, men UAE Tour gav ikke indtryk af, at hans evner vil række hele vejen. Hans store våben er til gengæld, at han som Evenepoel har en god chance for faktisk at vinde holdløbet, og derefter kan han håbe, at det taktiske spil mager sig sådan, at Evenepoel spiller ham ud, formentlig onsdag eller søndag.
Det bliver et vigtigt år for Felix Gall, der skal bekræfte det tårnhøje niveau, han nåede i 2023. Starten har heldigvis været lovende, for selvom Ayuso og Skjelmose var en anelse stærkere i Ardeche, var manglerne ikke store. Det er nok tvivlsomt, om han er på 100% lige nu, men med lidt fremgang siden sidste weekend er han en af de ryttere, der kan drømme om at true Roglic og Evenepoel i bjergene. Alligevel ender han ærgerligt lavt på min liste, og det skyldes ruten. Stigningerne er formentlig for korte og lette til, at han for alvor kan gøre en forskel, når han står til en lussing på holdløbet. Han er helt sikkert bedre stillet end på en enkeltstart, men truppen er bekymrende, selvom han har Bruno Armirail som en solid motor. Særligt er det bekymrende, at en stor del af truppen er tungere og vil tabe tid og folk på bakkerne, og Gall står derfor utvivlsomt med et tidstab efter på onsdag. Kan han hente det på etaper, der ikke er vanskeligere, end de er det her? Det er nok tvivlsomt, selvom østrigeren meget vel kan vise sig som en af de allerstærkeste.
Lad os nuppe en UAE-rytter mere. Heller ikke i år er Marc Soler startet stærkt, men det går bestemt den rigtige vej. Der var klar fremgang at spore i Jaen og på den korte enkeltstart i Andalusien, og selvom han har haft få løbsdage, må han antages efterhånden at være på et rimeligt niveau. Desværre har han i en længere periode også klatret ret skuffende, men det ændrede sig i starten af Vueltaen, hvor vi så den måske bedste Soler nogensinde. Det ændrer dog ikke på, at han som udgangspunkt er overmatchet på stigningerne i dette felt, for det vil være mærkeligt, hvis han allerede har fundet det tårnhøje niveau, han havde i starten af den spanske grand tour. Hvis til gengæld han har udnyttet de seneste uger til at finde de mange manglende procent, klatrer han jo altså efterhånden ganske godt, og så kan han virkelig drage fordel af UAEs ventede gevinst på holdløbet. Hans bedste våben kan derefter være taktik, for han er et stærkt kort at spille ud i overtallet på Nice-etapen, hvor han én gang er lykkedes med at stjæle den samlede sejr ved at køre væk i den manglende kontrol.
Det var en fornøjelse at se Egan Bernal i Galicien. Det var i hvert fald den bedste Bernal, vi har set siden skaden, men det var også tydeligt, at han stadig har langt til sit tidligere niveau. Han havde trods alt sit hyr med at slå en mand som Jefferson Cepeda, og det niveau rækker slet ikke helt så langt i dette selskab. Han lider også under de korte, eksplosive stigninger, for selvom de ikke passer ham dårligt, er det klart, at han vil have langt bedre chancer på et 20 km langt bjerg med top i 2500 m højde. Her er bjergene formentlig for lette, men selv på en for ham ideel rute ser jeg - også i lyset af løbet i Colombia - ikke nogen reel chance for, at han vil være alt for tæt på de allerbedste på stigningerne. Til gengæld er holdløbet en gave for ham. Ineos’ trup til tirsdag er ikke skræmmende, men det består af relativt tempostærke folk, der også klatrer godt, og de har et guldvåben i Josh Tarling. Han kan næppe vinde etapen alene, og briterne vil næppe sejre, men med et godt udgangspunkt efter 3. etape skal det blive spændende at se, hvor godt Bernal kan forsvare sig, særligt hvis fremgangen fortsætter.
Hvor langt rækker niveauet for Wilco Kelderman ? Hollænderen er jo i dag mest af alt hjælper, men det er trods alt kun ni måneder siden, han kørte med om podiet i Schweiz Rundt. Hans form er svær at vurdere, da han kørte Galicien som ren hjælper, og da han blev brugt meget tidligt, har han næppe meldt om de bedste ben. De så nu slet ikke ud til at være så ringe, for han leverede et enormt arbejde på 2. etape, var med i den tidlige offensiv på 3. etape og endte trods et formentlig stort føringsarbejde, som ikke var tv-dækket, som en hæderlig nr. 13 på kongeetapen. Disse korte, eksplosive stigninger passer ham ganske glimrende, men det er også klart, at Kelderman ikke længere er god nok til at være med helt fremme på dette niveau. Derudover lider han som Jorgenson under, at Visma skam nok skal køre et godt holdløb, men næppe på niveau med de allerbedste, der vil vinde tid til den solide hollænder.
Det er ærgerligt, at jeg skal rangere Pello Bilbao så lavt. Baskeren er som vin, der bliver bedre og bedre med alderen, og vi så vel noget af det bedste fra ham i Touren i 2023 og i det nylige UAE Tour, hvor han dog blev alt for ivrig med sine talrige angreb i modvinden. I et felt, hvor der mangler dybde blandt klatrerne, bør han være en af de stærkeste, også selvom han jo faktisk har vist sig mere egnet til længere dieselstigninger end disse korte, eksplosive opkørsler. Hans problem er bare holdløbet. Bahrain viste i UAE Tour, at de rigtigt nok har gjort klare fremskridt i tempodisciplinerne, men ser det godt nok sløjt ud med truppen. Han har Fred Wright som en meget stærk motor og kan også trække på sig selv og Jasha Süttterlin, men det ser generelt sløjt ud, når to af folkene, Dusan Rajovic og den ellers tempostærke Kamil Gradek, er for tunge til bakkerne. Det er svært at se, at han ikke får sig en tirsdagslussing, der er så stor, at han ikke kan indhente det igen i et løb, hvor bjergetaperne er lidt for nemme.
Bahrains andet kort er Santiago Buitrago, men han har præcis den samme udfordring som Bilbao. Bahrain må nok notere sig en lussing på holdløbet, og den kan han næppe få rettet op på i resten af løbet. Han starter heldigvis altid sine sæsoner stærkt, men så sent som i Vueltaen så vi, at han stadig har ret store mangler som klatrer. Når man alligevel kan have lidt ekstra optimisme denne gang, skyldes det, at han i Valencia nok engang viste, at han altid starter stærkt, at han formentlig fortsat udvikler sig, og ikke mindst at disse stigninger er af den eksplosive type, hvor han hidtil har haft sin store styrke. I den forstand passer ruten ham ganske fint, hvis blot han havde fået et bedre hold med sig.
Jeg er ret spændt på Michael Storer. Australieren gav allerede i efteråret indtryk af, at han efter en svær tid var på vej tilbage mod tidligere tiders styrke, og det indtryk bekræftede han med sin fremragende kørsel i Emiraterne, hvor han blev en flot nr. 4 på kongeetapen. Disse korte, eksplosive stigninger er ikke hans foretrukne, men han ligner en af løbets bedre klatrere lige nu. Når han er særligt interessant skyldes det, at Tudor overpræsterede så stort på enkeltstarten i Algarve. Noget tyder på, at Fabian Cancellara har sikret sig godt materiel til sit hold, og her kommer han til start med flere af de ryttere, der kørte så gode enkeltstarter i Portugal, nemlig Arthur Kluckers, Matteo Trentin samt den relativt tempostærke Yannis Voisard, der suppleres med banespecialisten Maikel Zijlaard. Alligevel kan jeg godt blive lidt bekymret for, om truppen er for tung til, at de kan få det udbytte af holdløbet, de har potentiale til, når stigningerne fra start kan stå i vejen for særligt en mand som Zijlaard.
UAEs sidste kort er Felix Grossschartner. Østrigeren ender formentlig som hjælper, men efter nogle sløje år er han startet bemærkelsesværdigt stærkt. Vi har ikke set så god en Grossschartner længe, for hans 6. plads på kongeetapen i Valencia var imponerende. Han har ligget stille siden dengang, men den gode form kan næppe være forsvundet, og når han nu ikke er verdens bedste klatrer, hjælpes han af, at stigningerne her er korte, eksplosive og lettere - alt sammen perfekt for en mand med hans punch. Han står til at få en gevinst på holdløbet, men derefter kan det være svært at se, at han ikke skal bruges som hjælper, hvis UAE forventeligt har taget trøjen. Havner den i stedet på Soudals hænder, kan araberne læne sig tilbage og overlade ansvaret til de store favorithold, og hvorfor skulle man så ikke spille en formstærk Grossschartner ud på en potentielt taktisk 8. etape?
Jeg er også ret spændt på Laurens De Plus. Belgieren er jo altid den loyale hjælper, men når nu Carlos Rodriguez ikke er i form, og Ineos næppe skal tage ansvar, burde der være en chance for, at han kan se, hvor langt han kan komme. Som loyal hjælper, der førte nærmest hele løbet, endte han trods alt som samlet nr. 10 i Giroen, og selvom det var i et felt uden stor dybde, vidner det om, at hans klatreevner er ved at være tilbage. Som Bernal har han den store fordel, at Tarling bør sikre ham et godt holdløb, og derefter må tiden vise, hvad klatreevnerne rækker til. Det kræver dog, at han er i form, og da han ikke har kørt siden Australien, hvor han manglede ganske meget, aner vi ikke, hvor han står. Heldigvis er den tamme sæsondebut så gammel en sag, at han potentielt kan have forbedret sig meget.
Hos Jayco skal Luke Plapp bevise, at han er tilbage. Hans 2023 var decideret rædselsfuldt, og styrt betød, at han i Australien aldrig fik vist, hvad han kunne. Bekymrende er det, at han aldrig for alvor har klatret godt i Europa, men heldigvis plejer han at klatre godt fra sæsonstart i UAE Tour. Her hjælpes han i hvert fald af den generelt lette rute, der burde passe godt til en fyr, der ikke er ren klatrer. Jayco overpræsterer også altid på holdløb, hvor de bør gøre det pænt. Denne gang har de også nogle ret tempostærke folk, ikke mindst Plapp selv, Michael Matthews og Luke Durbridge, men desværre har han også to tunge folk fra Dylan Groenewegens tog. De vil formentlig få det svært på stigningerne, og derfor er det måske ikke på denne rute, Jayco kører deres allerbedste holdløb. Han bør dog stadig stå ganske stærkt efter på tirsdag, og så må tiden vise, hvor langt klatreevnerne rækker. Han kommer i hvert fald direkte fra Teide, hvor han har forberedt sig målrettet til dette løb i højderne.
Spørgsmålene ved Plapp er mange, og jeg vil faktisk tro, at Chris Harper ender som Jaycos bedste mand, men Plapp har et større potentiale for at overraske. Australieren bliver bare bedre og bedre og imponerede stort i Touren, hvor han ofte var med meget længe på bjergetaperne. Hans start i Australien, hvor han var ren hjælper for Simon Yates og arbejdede stenhårdt, var også ganske god, og nu kommer han til løbet fra samme højder som Plapp. Han hjælpes af, at Jayco bør køre et fornuftigt holdløb, og derefter burde hans klatreevner efterhånden række ret langt i dette felt. Desværre er stigningerne også korte og meget eksplosive, hvad der ikke tiltaler ham, og han havde utvivlsomt haft glæde af nogle vanskeligere bjergetaper.
På papiret er det Carlos Rodriguez, der er det store navn for Ineos, men det har godt nok været en sløj sæsonstart for det spanske stortalent, der har været en tam, tam skygge af sig selv. Senest endte han blot som nr. 31 i Galicien efter en skuffende start i Jaen. Hans kongeetape var heldigvis en anelse bedre, men en 21. plads i et svagt felt vidner ikke om et niveau, der fører langt i dette løb. Det kommer han derfor næppe heller, men man må vel trods alt forvente, at hans form er i fremgang. Samtidig har han den fordel, at Ineos som sagt bør køre et hæderligt holdløb, der til mange rivaler giver et forspring, som han ikke burde kunne smide helt væk på de trods alt lidt lette bjergetaper. Hvis man samtidig kan håbe på, at Galiciens dårlige vejr var en del af forklaringen på den dybt problematiske præstation i sidste uge, kan man måske alligevel finde lidt grund til optimisme.
En anden rytter, der synes helt fra snøvsen, er David Gaudu. Det er ellers bare et år siden, at vi så den bedste Gaudu nogensinde i netop dette løb, men siden dengang har det været enormt kritisk. Han kom ellers hæderligt, men bestemt ikke flyvende fra start i Var, men i Galicien bekræftede han alle de negative tendenser fra sidste sæson, og det hele endte med et styrt på kongeetapen. Som Rodriguez kan han håbe på, at kulden var en god del af forklaringen, men holdet har meldt ud, at han stadig leder efter formen, og selv hvis han klatrer bedre end ventet, ligner det et svært løb. Modsat sidste år, hvor holdet gjorde deres bedste for at hjælpe ham på holdløbet med særligt Stefan Küng, er han nemlig denne gang blevet udstyret med et hold, der bestemt ikke synes tilstrækkeligt tempostærkt. Sidste år kom han ud af tirsdagen i en fremragende position, men nu kommer han formentlig ud af samme dag med et større tab. Der er ikke meget i sol, måne og stjerner, der indikerer, at formen rækker til at indhente meget af det tabte - måske endda snarere tværtimod.
Ag2r har Aurelien Paret-Peintre som supplement til Gall, og det er ikke et helt elendigt bud. Franskmanden er bestemt ikke nogen stor klatrer - kun i fysisk forstand i hvert fald - men han er altid ret god fra sæsonstart. Hans kørsel i Var var i hvert fald opløftende, men sandt er det også, at han plejer at komme ned på jorden igen i dette løb, hvor han er blevet hhv. nr. 9, 10 og 11 de seneste tre sæsoner. Sidste år kom han også til løbet på ryggen af en af sine bedre klatrepræstationer, og vi så vel i Ardeche i weekenden, at hans klatreevner trods alt har sine begrænsninger - og så hjælper det ikke, at han som Gall må antages at få en ganske pæn lussing på holdløbet.
Astana kommer med en ret spændende mand i Christian Scaroni. Italieneren har virkelig bygget videre på de meget lovende takter fra efteråret, og han har nået et helt nyt niveau, hvad vi så med den meget imponerende 4. plads på Malhao. Han kørte også et ganske godt løb i Laigueglia, og han kommer til et løb, hvor de eksplosive stigninger ikke passer ham dårligt. Dssværre er selv kongeetapens stigning her af en længde, der nok er en anelse for lang, og derudover vil Astana tabe på holdløbet. De har i hvert fald ingen sande specialister, men med en relativt klatrestærk trup og typer som Alexey Lutsenko og Samuele Battistella kan de dog nok forsvare sig hæderligt.
Astanas andet bud er Anthon Charmig . Indtil nu har han været overmatchet i WorldTour-løbene, men måske er det i dette løb, det ændrer sig. Han så i hvert fald uhyre overbevisende ud i Oman, indtil en defekt på kongeetapen desværre forhindrede os i at se, hvad han virkelig kunne. Desværre har vi også før set, at danskeren har været flyvende i de mindre løb, men er kommet til kort på den store scene. Til gengæld hjælpes han denne gang af en rute, der byder på den slags eksplosive stigninger, hvor han indtil nu har været bedst. Med tanke på at han som Scaroni bør komme i hvert fald ikke helt elendigt gennem holdløbet, er det måske denne gang, han også kan bevise sig på WorldTouren.
Tudor har også et andet bud i Yannis Voisard. Schweizeren bekræftede senest i Algarve, at hans niveau som klatrer fører et stykke, men Malhao viste også, at han stadig mangler for meget til at blande sig helt fremme. Disse meget eksplosive stigninger er nok heller ikke hans foretrukne, men han har naturligvis samme store fordel som Storer, nemlig et stærkt hold til holdløbet. Det bør stille ham ganske godt efter tirsdagens etape, og derefter må vi se, om han har forbedret sig så meget, at han kan forsvare en god del af det i bjergene.
Jeg er lidt spændt på Steff Cras. Sidste år gjorde han ganske store fremskridt i Touren og Vueltaen, og han har efterhånden et klatreniveau, der fører ret langt i dette felt, særligt på stigninger som disse. Desværre kom han efter en pæn start i Murcia elendigt fra land med et kollaps i Var, og den lette rute i Alpes-Maritimes gjorde det helt umuligt for ham at bevise, at der bare var tale om en dårlig dag. Derfor har han alt at bevise, men da han har kørt så lidt og klarede det godt i Murcia, kan han sagtens være bedre, end Var indikerer. Desværre må han nok sande, at han får et nederlag på holdløbet. Her har Total ellers et ret stort potentiale, men denne gang møder de kun med Pierre Latour som tempostærk, og derfor venter der nok en større lussing.
OPDATERING: Den endelige startliste er kommet. Der er afbud fra en syg Lazkano, men derudover er der kun mindre justeringer i holdoversigten og danskeafsnittet.
***** Primoz Roglic
**** Remco Evenepoel, Joao Almeida
*** Jay Vine, Mattias Skjelmose, Finn Fisher-Black, Brandon McNulty, Matteo Jorgenson
** Aleksandr Vlasov, Ilan Van Wilder, Felix Gall, Marc Soler, Egan Bernal, Wilco Kelderman, Pello Bilbao, Santiago Buitrago, Michael Storer, Felix Grossschartner, Laurens De Plus, Luke Plapp, Chris Harper, Carlos Rodriguez, David Gaudu, Aurelien Paret-Peintre, Yannis Voisard, Anthon Charmig, Christian Scaroni, Steff Cras
* Koen Bouwman, Ion Izagirre, Alexey Lutsenko, Jack Haig, Quentin Pacher, Ruben Guerreiro, Georg Zimmermann, Jordan Jegat, Jason Osborne, Rigoberto Uran, Harold Tejada, Pierre Latour, Jonathan Castroviejo, Gijs Leemreize, Luca Vergallito, Bob Jungels, Matteo Sobrero, Kevin Geniets, Ewen Costiou, Clement Champoussin, Jakob Fuglsang, Mathieu Burgaudeau, Louis Vervaeke, Mattia Cattaneo, Lilian Calmejane, Omar Fraile, Victor Campenaerts, Bruno Armirail, Søren Kragh, Will Barta, Gorka Izagirre
SÆT DIT MANAGERHOLD TIL PARIS-NICE
SÆT DIT MANAGERHOLD TIL TIRRENO-ADRIATICO
FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT
Danskerne
Hos Lidl er Mattias Skjelmose en af favoritterne, hvorfor han er omtalt ovenfor, og på samme hold er der også en kaptajnrolle til Mads Pedersen, der udover at hjælpe Skjelmose skal jagte etapesejre på 1., 2., 5. og 6. etape. Hos Astana er Anthon Charmig også i en kaptajnrolle, hvorfor han er omtalt ovenfor, og det samme gælder hos Israel-PT for Jakob Fuglsang, der er omtalt i holdoversigten. Hos Movistar skal Mathias Norsgaard primært støtte Ruben Guerreiro i fladlandet og på holdløbet, men burde måske også kunne på lov at jagte udburd. På Soudal skal Casper Pedersen støtte Remco Evenepoel, og det er nok tvivlsomt, om holdet efterlader plads til, at han kan få lov at spurte også. Hos DSM skal Tobias Lund spille sin faste rolle i toget for Fabio Jakobsen på 2. og 5. etape, mens han måske kan drømme om at få sin egen chance på 1. etape, og på EF skal Michael Valgren primært støtte Marijn van den Berg og Rigoberto Uran, men måske også jagte udbrud.
Holdoversigt
Nedenfor gennemgår jeg de ryttere, der på de enkelte hold i tillæg til de ovenfor nævnte favoritter kan tillægges at gøre det hæderligt i klassementet.
BORA-hansgrohe: Det handler om at vinde løbet med Roglic, men Vlasov er en god plan B. Bob Jungels har vist tegn på en genrejsning i år, men klatreevnerne rækker ikke, hvorfor han vil være hjælper. Det samme gælder for Matteo Sobrero, der vist form i Saudi-Arabien, men vil finde ruten for svær.
Groupama-FDJ: Gaudu er den erklærede kaptajn, men holdet kommer også med en meget formstærk Quentin Pacher, der klatrede chokerende godt i Galicien og formentlig kan lave et pænt resultat. Det samme kan Kevin Geniets, der dog ikke er helt så flyvende som tidligere i år, mens Sven Erik Bystrøm ikke har vist form, og løbet trods alt er for hårdt for Laurence Pithie.
Soudal-Quick Step: Holdet er bygget 100% op om Evenepoel, men der kan også blive plads til Van Wilder. Mattia Cattaneo klatrer næppe godt nok til at være andet end ren hjælper, som det også gælder for en ellers efterhånden mere formstærk Louis Vervaeke.
UAE Team Emirates: Almeida er den erklærede kaptajn, men det skræmmende hold har muligheder også med Vine, Fisher-Black, McNulty, Soler og Grossschartner.
Team Visma | Lease a Bike: Det må handle om Jorgenson og Kelderman. Holdet har også Koen Bouwman, der på denne rute kan komme langt, men det vil være helt uset, hvis han er i form allerede nu. Mick van Dijke er i flyvende klatreform, men der er trods alt grænser.
INEOS Grenadiers: Der er muligheder for både Bernal, Rodriguez og De Plus. Egentlig burde Jonathan Castroviejo kunne lave et godt resultat i dette felt, men akkurat som Omar Fraile manglede han en del i Galicien.
Lidl-Trek: Det handler om Skjelmose, der kun har hjælp fra Julien Bernard i bjergene.
Decathlon AG2R La Mondiale Team: Gall og Paret-Peintre må være kaptajnerne. Bruno Armirail kan køre et pænt klassement, men har ikke haft sin bedste klatreben endnu. På denne rute vil Dorian Godon også kunne lave et ganske hæderligt resultat,
Team Jayco AlUla: Holdet har et par gode bud i Plapp og Harper. Michael Matthews klatrer ikke så godt som tidligere.
Cofidis: Ion Izagirre er kaptajnen, men en sløj sæsonstart giver ingen stor optimisme, da han også skuffede det meste af 2023. Gorka Izagirre klatrer ikke længere godt nok, Benjamin Thomas er en skygge af sig selv, og løbet er for hårdt for Antony Perez.
Bahrain-Victorious: Det må handle primært om Bilbao og Buitrago. Holdet har ganske vist også Jack Haig, men han har desværre ikke givet tegn på en tilstrækkelig genrejsning, når holdet får det svært på holdløbet. Fred Wright ville i dette felt kunne køre et fint klassement, men han fortsætter med at skuffe.
Arkea-B&B Hotels: Holdet vil forsøge med Clement Champoussin og Ewen Costiou, men vi så senest i Laigueglia, at de mangler for meget.
Lotto Dstny: Holdet kommer her for at vinde etaper med Arnaud De Lie. Victor Campenaerts vil dog satse mere på ugelange løb igen, så det skal blive interessant at se, hvilke klatreben han har med. Brent Van Moer vil det samme, men vil finde ruten for hård, som det også gælder for Pascal Eenkhoorn.
EF Education-EasyPost: Det handler om Rigoberto Uran¸ men vi så senest i Galicien, at han er langt fra fordums styrke. Tidligere ville Michael Valgren kunne køre et godt klassement på denne rute, men han har til gode at genfinde sine gamle klatreben. Et alternativ er Andrea Piccolo, men efter en lovende start er han faldet sammen igen. Løbet er også for svært for Harry Sweeny.
Astana Qazaqstan Team: Scaroni og Charmig ligner de bedste bud. Ganske vist er Alexey Lutsenko den store stjerne, men efter et trist 2023 ser jeg foreløbig ingen tegn på, at han vil rejse sig på en rute, der altid vil være til den hårde side for en fyr, der først senere har lært for alvor at klatre. Harold Tejada har skuffet i både Colombia og Emiraterne, mens Samuele Battistella fortsat er en skygge af sig selv.
Movistar Team: Det må handle om Ruben Guerreiro, der trods fremgang i Galicien ikke gav indtryk af at være klar til et topresultat. Løbet er for hårdt for Remi Cavagna og Will Barta.
Team dsm-firmenich PostNL: Holdet kommer her næsten udelukkende for spurterne, men Gijs Leemreize skal forsøge sig i klassementet. Algarve viste dog, at han stadig er et stykke fra sit 2022-niveau.
Alpecin-Deceuninck: Holdet er her primært for spurterne, men giver chancen til Jason Osborne. Han startede Emiraterne uhyre stærkt, men udgik uden forklaring på kongeetapen. Trods den gode start bør løbet være for hårdt. I sidste øjeblik har de også udtaget klatreren Luca Vergallito, der senest i Algarve viste et hævet niveau, men er en smule overmatchet.
Israel-Premier Tech: Holdet er her mest for spurterne, men giver chancen til Jakob Fuglsang. Desværre er der intet i hans sæsonstart, der indikerer, at han vil være med fremme. Alternativet er Hugo Houle, der før har gjort det godt i dette løb, men han har slet ikke vist form i år.
Intermarché-Wanty: Holdet vil forsøge med Georg Zimmermann, der har et vist potentiale, men ikke har vist den store form endnu, og Lilian Calmejane er stadig langt fra fordums styrke.
TotalEnergies: Bedst bud er Cras. Holdet har ganske vist også Pierre Latour, men når han ender som samlet nr. 11 i Rwanda er han trods fin kørsel i Saudi-Arabien stadig for langt fra fordums styrke. Klatreren Jordan Jegat begynder at finde formen, men er nok stadig lidt overmatchet, og Mathieu Burgaudeau synes stadig at lede efter formen.
Tudor Pro Cycling Team: Storer og Voisard er gode bud. Løbet er for hårdt for Arthur Kluckers og Rick Pluimers, og Matteo Trentin kan ikke længere køre det hæderlige klassement, han tidligere ville kunne.
SÆT DIT MANAGERHOLD TIL PARIS-NICE
SÆT DIT MANAGERHOLD TIL TIRRENO-ADRIATICO
FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT
Feltet.dks vinderbud
Stjernernes betydning:
| Feltet.dks bud på løbets/etapens vinder. | |
| De to største rivaler til den store favorit og begge meget sandsynlige vindere. | |
| Op til fem ryttere, der alle må tilskrives en betydelig chance for at vinde, og som minimum bør være i spil til en top 10-placering. | |
| Ryttere, for hvem vinderchancen er reel, men lille. Sejr er kun muligt, hvis alt flasker sig, men en top 10-placering er til gengæld ganske sandsynlig. | |
| Ryttere, for hvem en sejr må betragtes som stærkt usandsynlig, men som alle under de rette omstændigheder kan komme i spil til en top 10-placering. |
| Primoz Roglic | |
| Remco Evenepoel, Joao Almeida | |
| Jay Vine, Mattias Skjelmose, Finn Fisher-Black, Brandon McNulty, Matteo Jorgenson | |
| Aleksandr Vlasov, Ilan Van Wilder, Felix Gall, Marc Soler, Egan Bernal, Wilco Kelderman, Pello Bilbao, Santiago Buitrago, Michael Storer, Felix Grossschartner, Laurens De Plus, Luke Plapp, Chris Harper, Carlos Rodriguez, David Gaudu, Aurelien Paret-Peintre, Yannis Voisard, Anthon Charmig, Christian Scaroni, Steff Cras | |
| Koen Bouwman, Ion Izagirre, Alexey Lutsenko, Jack Haig, Quentin Pacher, Ruben Guerreiro, Georg Zimmermann, Jordan Jegat, Jason Osborne, Rigoberto Uran, Harold Tejada, Pierre Latour, Jonathan Castroviejo, Gijs Leemreize, Luca Vergallito, Bob Jungels, Matteo Sobrero, Kevin Geniets, Ewen Costiou, Clement Champoussin, Jakob Fuglsang, Mathieu Burgaudeau, Louis Vervaeke, Mattia Cattaneo, Lilian Calmejane, Omar Fraile, Victor Campenaerts, Bruno Armirail, Søren Kragh, Will Barta, Gorka Izagirre |
Annonce
Annonce
Vuelta España Femenina(2.WWT) 28/04-05/05
Eschborn-Frankfurt(1.UWT) 01/05
Eschborn-Frankfurt(1.UWT) 01/05
Tour du Gévaudan Occitanie(2.NCUPJW) 04/05-05/05
Giro d'Italia(2.UWT) 04/05-26/05
Elfstedenronde Brugge(1.1) 05/05
Circuit de Wallonie(1.1) 09/05
Annonce
Oversigt
Annonce
|
Alpecin-Deceuninck |
|
Arkéa - B&B Hotels |
|
Astana Qazaqstan |
|
Bahrain Victorious |
|
Bora-Hansgrohe |
|
Cofidis |
|
Decathlon AG2R La Mondiale |
|
EF Education - EasyPost |
|
Groupama-FDJ |
|
INEOS Grenadiers |
|
Intermarché - Wanty |
|
Lidl - Trek |
|
Movistar Team |
|
Soudal - Quick Step |
|
Team DSM-Firmenich PostNL |
|
Team Jayco AlUla |
|
Team Visma | Lease a Bike |
|
UAE Team Emirates |
Annonce
Log ind med Facebook!
Optakt: GP Jean-Pierre Monseré
Optakt: 1. etape af Paris-Nice
Charmigs rolle er bestemt, men ”scenarier” kan ændre det
Pedersen afviser: Det skal jeg ikke
Valgren udpeger chancer og røber klart EF-mål i Paris-Nice