Optakt: PostNord Danmark Rundt

SE VUELTA A BURGOS, TOUR DU LIMOUSIN OG ARCTIC RACE OF NORWAY UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR

DELTAG I VUELTA-MANAGERSPILLET

Løbets rolle og historie

Danmark kan måske ikke regnes som et af cykelsportens kraftcentre, men cykling er ikke desto mindre en af de mest populære sportsgrene herhjemme. I løbet af 1990erne nåede hypen nye højder, da Bjarne Riis og Rolf Sørensen etablerede sig i den absolutte verdenselite, og selvom vi i en lang periode ikke helt nåede samme højder, før den nuværende supergeneration slog igennem, har ikke mindst det forhold, at vi i mange år var hjemsted for verdens bedste cykelhold, betydet, at mange danskere, der ellers ikke følger cykelsporten regelmæssigt, anser Tour de France som et af sportskalenderens absolutte højdepunkter.

Som det er tilfældet i mange andre europæiske lande, har sportens popularitet resulteret i skabelsen af et nationalt etapeløb. PostNord Danmark Rundt blev første gang afviklet i 1985 på et tidspunkt, hvor sporten var i vækst, men efter bare fire udgaver forsvandt løbet allerede igen. Riis’ og Sørensens succes i de tidlige 90ere skabte imidlertid grobund for, at DCU i 1995 kunne genskabe løbet, og ved at sejre på hjemmebane bidrog Riis i høj grad til at gøre det til en umiddelbar succes. Han forsvarende ganske vist ikke titlen som nykåret Tour-vinder året efter, men hans resultater bidrog til, at løbet siden da har etableret sig som et af vores sportslige højdepunkter, der hvert år umiddelbart efter Touren har bygget videre på den massive interesse om cykelsporten, der altid skabes af verdens største cykelløb.

Læs også

Sidste etape af Tour of Türkiye neutraliseret

Selvom løbet fra et tilskuersynspunkt har været en kolossal succes, har det imidlertid ikke altid haft samme sportslige værdi. Startfeltet har været af temmelig svingende kvalitet, og det har derfor ofte været domineret af de bedste danskere samt unge talenter, der har taget en første stor sejr her. I deres storhedstid var CSC ofte totalt dominerende med deres mange stjerner, men efter at det hold blev opløst, var man i flere år ikke i stand til at tiltrække mange store navne. Det forklarer, hvorfor det i høj grad har været danskerne, der har været dominerende, da det for vores lokale helte er et sæsonhøjdepunkt.

Alligevel har løbet spillet en vigtig rolle. I juli har mange ryttere ofte svært ved at finde løb, der kan bruges til at opbygge formen frem mod anden halvdel af sæsonen. Måneden er kendetegnet ved et fattigt løbsprogram, men umiddelbart efter Touren er der mange korte etapeløb, der kan bruges som forberedelse til Vueltaen og efterårets klassikere. Med en relativt flad rute har Danmark Rundt derfor ofte virket i fin synergi med Renewi Tour (det tidligere BinckBank og Benelux Tour) og endagsløbene Hamburg Cyclassics og Bretagne Classic, til hvilket det har været et godt forberedelsesløb.

Alligevel har det knebet med at tiltrække mange stjerner, og derfor indså man i 2017, at det var svært at konkurrere med de mange etapeløb efter Touren, særligt Polen Rundt, der som WorldTour-løb har krav på deltagelse af alle de store hold. I stedet forsøgte man sig dengang med en ny kalenderplacering i september, hvor løbet skulle tjene som forberedelse til VM og som alternativ til Vueltaen, Tour of Britain og de canadiske WorldTour-løb. Derved mistede man muligheden for at bygge videre på Tour-hypen, men det havde i første omgang den ønskede effekt. Således var man i stand at tiltrække større navne end tidligere, og selvom de fleste VM-favoritter foretrak de klassiske optaktsløb, kastede specielt John Degenkolb, Jasper Stuyven og Nacer Bouhanni glans over løbet.

Overordnet set var flytningen imidlertid ikke den ønskede succes. Stjernerne ankom ikke i ventet antal, og man måtte samtidig slås med dårligt vejr, der betød, at en etape måtte aflyses på grund af kraftig blæst. Derfor vendte man i 2018 tilbage til den klassiske kalenderplacering, men atter måtte man sande, at konkurrencen på det tidspunkt er for stor. Ikke én eneste af de danske Tour-ryttere var med, og det var kun Wout van Aert, der dengang stadig var et mindre navn, Bryan Coquard og måske Andrea Guardini, som kastede lidt internationalt stjernestøv over foretagendet.

I 2019 prøvede man så noget helt nyt. Løbet blev for første gang rykket til samme uge som Vuelta-starten, hvor der normalt ikke køres mange større løb i Europa. Alligevel tabte løbet kampen om stjernerne, for ikke blot afvikledes det sammen med Vueltaen og WorldTour-løbet i Hamburg, det kom også efter en uge, hvor der var hele fem store etapeløb på programmet. Resultatet var bare tre WorldTour-hold, et fravær af de største danske stjerner og kun ét større stjernenavn i form af Tiesj Benoot.

Al den tristesse forsvandt imidlertid i 2021. Efter aflysningen i 2020 fastholdt løbet sit overlap med Vueltaen, og da Tour de Pologne grundet OL endda afvikledes i samme uge, burde løbet jo have endnu vanskeligere vilkår end tidligere. Alligevel måtte DCU knibe sig i armen over et felt, der var det stærkeste i mange år. Antallet af WorldTour-hold er fordoblet til seks, stjernesprintere som Dylan Groenewegen, Giacomo Nizzolo og Mark Cavendish mødte op - formentlig fordi løbet i Polen var sjældent sprinterfjendtligt, og Benelux Tour afvikledes senere end normalt - og fænomenet Remco Evenepoel kastede ekstra stjernestøv over begivenheden, efter at hans hold ønskede at beskytte ham for det pres, en deltagelse som forsvarende mester i Polen ville skabe. Alt samme krydres det med flere af de største danske navne i form af Mads Pedersen, Søren Kragh, Michael Mørkøv, Alexander Kamp og Casper Pedersen, og det stod klart, at vi talte om det stærkest besatte Danmark Rundt i mange, mange år.

Det er svært helt at forklare, hvad der var årsagen til den store succes, men den fortsatte i 2022. Denne gang var konkurrencen fra Polen endda forsvundet, og selvom man nu skulle slås med EM i enkeltstart, var feltet om muligt endnu stærkere denne gang. Der skruedes yderligere op for antallet af WorldTour til nu syv, og det var endda lykkedes for første gang i mange år at få giganterne fra Ineos til start i tillæg til to andre tophold, Jumbo og Quick-Step, som allerede kørte løbet i 2021. Stjerner mangler der helle ikke i et felt med Jasper Philipsen, Geraint Thomas, Olav Kooij, Christophe Laporte, Jasper Stuyven, Michal Kwiatkowski og Egan Bernal, som fik følgeskab af danske topnavne som Søren Kragh, Magnis Cort, Mattias Skjelmose, Casper Pedersen, Alexander Kamp og Mads Würtz.

I år kan man desværre ikke helt holde samme høje standard. Antallet af WorldTour-hold falder til fem, og desværre udebliver stjernerne også i stort omfang. Det skyldes formentlig den særlige placering af VM, der har tvunget mange af de ryttere, der normalt ville have brugt dette løb som et startskud til anden del af sæsonen efter en lille pause på bagkant af Touren, nu har været tvunget til at forlænge formen og derfor først skal have pause nu. Hvor man sidste år kunne præsentere et hav af internationale Tour-ryttere i form af Philipsen, Thomas og Laporte, tæller feltet i år kun to udlændinge, der gennemførte Touren, nemlig Søren Wærenskjold og Florian Vermeersch. Til gengæld vender det meste af den danske elite hjem, og løbet har da også tiltrukket ét internationalt stjernenavn i form af Fabio Jakobsen.

Danmark har ganske vist fostret store klatrere, men vores terræn er hovedsageligt fladt. Derfor er det ikke overraskende, at løbet er meget lig et typisk belgisk etapeløb. Der er mange muligheder for sprinterne, og derudover er der en kuperet etape og en helt afgørende enkeltstart - nøjagtigt som man tit ser det i Belgien. Den traditionsrige kongeetape i Vejle, der med undtagelser i 2018 og 2022 altid er blevet afviklet på tredjedagen, inkluderer 21%-stigningen Kiddesvej meget tæt på mål, og derfor er det en kombination af eksplosive klatreben samt tempoevner, der er nøglen til succes. Med andre ord er det et løb for en enkeltstartsspecialister, der kan klatre rimeligt på korte stigninger, og som gerne har den gode spurt, der kan sikre bonussekunder.

Læs også

Ineos-profil reagerer på samlet sejr og ser frem mod Tour de France

Den beskrivelse passer helt perfekt på Christophe Laporte, og derfor kan det ikke overraske, at franskmanden vandt løbet, da han sidste år stillede til start efter sin etapesejr i Touren. Ganske vist blev han på enkeltstarten slået af Magnus Sheffield, der gik ind til kongeetapen, som første gang afvikledes på sidstedagen i førertrøjen, men her måtte han trods en flot 2. plads på etapen se sig slået af Laporte, der dermed tog den samlede sejr med 4 sekunder ned til Sheffield og 9 sekunder ned til Mattias Skjelmose. Desværre skipper både Jumbo og Ineos og dermed også Laporte og Sheffield i år løbet, men Skjelmose er med igen som eneste genganger fra sidste års podium.

SE VUELTA A BURGOS, TOUR DU LIMOUSIN OG ARCTIC RACE OF NORWAY UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR

DELTAG I VUELTA-MANAGERSPILLET

Ruten

I mange år har Danmark Rundt fulgt et helt fast mønster. De første to etaper har som regel været relativt flade, men de smalle veje og sidevinden har af og til kunnet skabe lidt splittelse. Derefter har man afviklet løbets kongeetape i Vejle på tredjedagen, hvor den stejle Kiddesvej altid har spillet en nøglerolle i det endelige udkomme. Fjerdedagen har som regel været delt i to med en sprinteretape om formiddagen og den vigtige enkeltstart om aftenen, inden det hele er sluttet med en stor massespurt på Frederiksberg Allé.

I 2016 droppede man formiddagsetapen på fjerdedagen og forlængede i stedet enkeltstarten. Den model fastholdt man i 2017, 2018, 2019 og 2021, hvor man dog hver gang afveg yderligere en smule fra det gamle format. I 2017 eksperimenterede man med at vende ”løbet rundt”, så det havde start på Frederiksberg og mål i Aarhus, hvis status som europæisk kulturhovedstad skulle markeres. I 2018 var den store nyskabelse, at kongeetapen denne gang kom om torsdagen, men ellers var alt ved det gamle med en enkeltstart om lørdagen og derudover tre relativt flade etaper.

Sådan var det også i 2019, hvor eksperimentet var en flytning af enkeltstarten allerede til andendagen, så den nu kom før kongeetapen, og derudover var også to af de tre flade etaper hårdere, end man normalt har set det i Danmark Rundt - faktisk så hårde, at kun Frederiksberg-etapen endte i en massespurt. I 2021 var den store nyskabelse, at man slog enkeltstarten sammen med Frederiksberg-etapen, hvorfor løbet sluttede med en tidskørsel i hovedstaden, mens de store eksperimenter i 2022 var, at man for første gang afviklede kongeetapen som sidste etape, og derudover gjorde man for første gang brug af de midtjyske grusveje, vi ellers kender fra GP Herning.

Den nye, innovative trend fortsætter i 2023, hvor man atter eksperimenterer med det engang så fastlåste format. Denne gang er der tale om tre nyskabelser. For det første er det som i 2021 for anden gang enkeltstarten, der runder festen af, og samtidig skipper man tredje gang på seks år afslutningen på Frederiksberg, da det denne gang er Helsingør, der får lov at runde festen af, denne gang altså som vært for enkeltstarten. Den tredje nyskabelse er de benhårde finaler på de tre jyske etaper i løbets begyndelse, hvor man i tillæg til Vejle-finalen supplerer med kuperede rundstrækninger i Aalborg og Silkeborg, hvor massespurter bestemt ikke kan udelukkes, men hvor det bestemt heller ikke kan afvises, at vi skal helt frem til fjerdedagen, inden sprinterne får det, der så vil være deres eneste chance i løbet.

Sprinterne kan således ikke vide sig sikre på at få det første ord denne gang, hvor der som i 2018 skal startede i Aalborg. Her slutter en ellers relativt flad etape med omgange på en rundstrækning med de to bakker, Skovbakkevej og Nordtoft, som vi har kendt fra de seneste to DM-løb. Skovbakkevej var også på rundstrækningen ved åbningen for fem år siden, hvor Lasse Norman snød sprinterne, og dermed kan vi se frem til en finale, hvor både puncheurs og sprintere kan drømme om sejren.

Det kan de også onsdag, hvor løbet rykker til Midtjylland med en afslutning i Silkeborg. Efter en tur rundt i områdets bakker skal man således slutte på samme rundstrækning som på åbningsetapen i 2019, hvor syv puncheutyper kørte væk, og Tiesj Benoot sejrede. Dermed får vi også på andendagen samme åbne finale som i Aalborg, hvor man både kan vinde med et sent angreb eller i den massespurt, vi kun var 3 sekunder fra at få for fire år siden.

Efter sidste års eksperiment som finaleetape er kongeetapen tilbage på sin vante plads som 3. etape, og det sker igen i et nytænkt format. Modsat sidste års ultrakorte sag er der denne gang tale om et maraton over 209 km, hvor man supplerer den forlængede rundstrækning, der blev indført sidste år, med omgange på en ”opvarmningsrundstrækning”, der inkluderer Golfbakken og en nedkørsel via den berømte Munkebjergbakke. Alt samme slutter det som vanligt med den intense finale med den korte, men stejle Kiddesvej, hvor løbets puncheurs får deres bedste chance for at vinde tid.

Læs også

Landis: Pereiro var også dopet i 2006

Hvis alt er gået galt, har sprinterne endnu ikke spurtet om sejren, når vi når til fredagen, men her bør intet til gengæld kunne stå i vejen for en massespurt, når der skal køres mod øst igennem det nordsjællandske fladland til en teknisk, men flad finale i Bagsværd. Dermed får klassementsrytterne en lille puster, inden det hele skal afgøres på enkeltstarten, der som altid er løbets vigtigste etape. Det er den også i år, hvor man efter to år med meget korte tidskørsler kan se frem til en mere klassiske distance på 16,1 km. De er henlagt til lange, lige og flade veje omkring Helsingør, hvor wattmonstrene kan se frem til at skabe løbets formentlig største forskelle, inden årets vinder af Danmarks største cykelbegivenhed skal kåres i helt nye omgivelser med Kronborg som baggrund.

1. etape

Danmark Rundt indledes som regel med en sprinteretape, men sådan bliver det ikke nødvendigvis i år. Som i 2018 skydes løbet nemlig i gang i Aalborg, hvor der skal sluttes med omgange på en rundstrækning, der byder på de to bakker, vi kender fra de seneste to DM-løb, nemlig Skovbakkevej og Nordtoft. Førstnævnte var også med på rundstrækningen, da man for fem år siden senest åbnede løbet i den nordjyske hovedstad, og dengang lykkedes det for Lasse Norman med et solofremstød efter stigningen akkurat snød sprinterne for sejren. Med hele to bakker på årets rundstrækning har puncheurtyperne en endnu bedre chance for at gøre en forskel, end de havde dengang, og dermed er der lagt op til en uforudsigelig åbning, der både kan gå sprinternes vej og med det samme give klassementsrytterne en chance for at vinde nogle sekunder.

Med en distance på 169,9 km er der tale om en relativt kort åbningsetape, der har både start og mål i Aalborg. Den reelle start gives i den sydvestlige udkant af byen, hvorfra man kører gennem relativt fladt terræn mod sydvest frem til Godthåb. Her drejer man efter 8,2 km mod vest og senere nordvest for at køre igennem fladlandet ud til Nibe, hvor dagens første spurt køres efter 21,5 km. Nu går det mod syd ad en lige vej, indtil man drejer mod sydvest for at køre op ad kategori 2-stigningen Højris (500 m, 6,6%), der har top efter 36,0 km.

Efter bakkespurten leder en nedkørsel mod nordvest ned til Vegger, hvor man efter 38,1 km drejer mod sydvest. Senere går det mod syd, inden man zigzagger sig mod øst, sydøst og nordøst igennem fladlandet frem til Suldrup, hvor dagens anden spurt køres efter 62,0 km. Herfra får det mod sydøst og nordøst frem Rold Skov, hvor dagens vanskeligste udfordringer melder sig på en lille rundstrækning i skoven.

Dem mærker man med det samme, når man kører mod øst op ad kategori 1-stigningen Rebildbakken (700 m, 7,4%), der har top efter 74,0 km. Derfra er det generelt faldende, når man kører mod øst ned til Skørping, hvor fra det går skiftevis mod nord, sydvest, nordvest, vest og sydvest igennem let kuperet terræn med et par mindre bakker. Slutteligt runder man rundstrækningen af med at køre mod nordvest op ad kategori 2-stigningen Kridtbakken (600 m, 6,9%), der har top efter 89,9 km.

Efter denne tur rundt i skoven går der mod nordøst igennem fladt terræn frem til Støvring, hvor dagens 100 km-spurt køres efter 100,1 km. Nu zigzagger man sig ad snoede veje mod øst, nord, nordvest, og nord tilbage mod Aalborg. Her fortsætter man forbi det reelle startsted for at køre mod nord frem til Aalborg-forstaden Hasseris, hvor man efter 131,1 km rammer den afsluttende rundstrækning, og nu kører man de sidste 3,2 km af denne - altså uden at passere de to bakker - inden man efter 134,3 km krydser stregen for første gang.

Etapen afsluttes nu med tre omgange på den 12,7 km lange runde, der indledes med at man kører ad let stigende veje mod øst og syd, inden man med 9,6 km igen drejer ind på Skovbakkevej (500 m, 7,7%). Toppen rundes med 9,1 km igen, hvorefter en nedkørsel efterfølges af en teknisk med flere sving. Med 6,8 km drejer man ind på den sidste bakke, Nordtoft (600 m, 4,0%), der har top med 6,2 km igen, og herfra er det generelt let faldende, indtil de sidste 2 km er stort set flade. Efter bakken er der sving med 5900 m, 5000 m, 4400 m, 3400 m og 3200 m igen, hvorefter der er to sving lige i rap med 2700 m igen. Nu venter to sving med hhv. 2400 m og 1100 m, inden man rammer opløbsstrækningen

Etapen byder på i alt 1383 højdemeter.

Læs også

Endnu en dansk junior-sejr i udlandet

Rundstrækningen minder om den, der blev benyttet til DM i både 2022 og 2023, hvor begge de to bakker indgik, og til åbningsetapen i 2018, hvor man kun skulle over Skovbakkevej. DM-løbene har været ganske selektive, men kan ikke rigtigt sammenlignes med en etape i Danmark Rundt. Det kan derimod etapen fra 2018, hvor det lykkedes Lasse Norman at snyde sprinterne, da han angreb med 1,5 km til mål. Dengang kom angrebet altså efter stigningerne, men det vidner om, at det er en ganske hård finale, hvor feltet kan snydes. Noget lignende er således muligt denne gang, ikke mindst når der denne gang er to bakker og en ret teknisk finale, men samtidig ligger bakkerne også længere fra mål, end de gjorde for fem år siden. Det skaber en åben afslutning, hvor sprinterne kan drømme om sejr, men hvor det også vil være muligt at gentage Normans kup fra dengang.

Aalborg blev som sagt senest besøgt i 2018, da Lasse Norman med sit angreb i den flade finale akkurat snød feltet, hvis spurt blev vundet af Bryan Coquard foran Max Kanter. Inden da var seneste besøg helt tilbage i 2007, hvor Francesco Chicchi spurtede sig til sejr foran Juan Jose Haedo og Mark Cavendish. I 2003 overraskede Mark Scanlon ved at slå Michael Skelde og Sebastian Lang i en spurt, da de tre holdt hjem på første etape, og i 2001 var Danilo Hondo hurtigt i åbningsetapens massespurt, her foran Jaan Kirsipuu og Endrio Leoni. Endelig har byen også været vært for DM de seneste to år. Senest vandt Mattias Skjelmose linjeløbet og Kasper Asgreen enkeltstarten, mens det i 2022 var Alexander Kamp, der sejrede i linjeløbet, og Mathias Norsgaard, der var stærkest på enkeltstarten.

2. etape

Hvis sprinterne havde drømt om at få en af de mange stensikre chancer, man normalt ser i Danmark Rundt, efter den hårde åbningsetape i Aalborg, bliver de skuffede. På andendagen skal der nemlig sluttes i Silkeborg, hvor man gør brug af præcis samme rundstrækning som på 1. etape i 2019. Dengang blev sprinterne snydt af syv puncheurtyper, der kørte væk på bakken, inden Tiesj Benoot kørte alene hjem på den sidste kilometer. Feltet var imidlertid bare 3 sekunder fra at få deres massespurt, og det vidner om, at der er lagt op til en akkurat lige så åben og uforudsigelig finale i Silkeborg, som der var lagt op til i Aalborg 24 timer tidligere.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Overraskelsernes schweiziske holdeplads

Med en distance på 163,6 km er der igen tale om en relativt kort etape, der fører feltet fra Kjellerup til Silkeborg. Start- og målbyerne ligger ganske tæt på hinanden, og derfor består etapen for en stor dels vedkommende af en tur rundt i det kuperede terræn sydøst for Silkeborg. Starten er dog relativt flad, nå man kører mod øst ad lange, lige og flade veje, og sådan fortsætter det, når man i Ans efter 8,5 km sætter kursen mod sydøst. Nær Gjern, der passeres efter 24,0 km, venter en længere bakke, og umiddelbart herefter kører man mod syd op ad kategori 2-stigningen Sorring Laddenhøj (900 m, 5,3%), der har top efter 36,7 km.

Efter toppen kører man ad snoede veje mod først sydvest og siden sydøst igennem let kuperet terræn, inden man i udkanten af Ry efter 58,1 km køre dagens første spurt. Derfra snor man sig mod sydøst, syd og sydvest igennem det let kuperede terræn, indtil man kører mod sydøst op ad kategori 1-stigningen Yding Skovhøj (1,2 km, ,3%), der har top efter 82,1 km. Derfra er det generelt let faldende, når man zigzagger sig mod sydøst, sydvest, nordvest, syd og nordvest frem til Østbirk, hvor dagens 100 km-spurt køres efter 9,2 km.

Efter spurten går det af lige og lade veje mod nordvest, inden man drejer mod sydvest for at køre op ad kategori 2-stigningen Smedebakken (600 m, 8,7%), der har top efter 109,6 km. Derfra er det fladt, når man snor sig i en generelt nordvestlig retning frem til Bryrup, hvor man efter 121 km drejer mod nord for at køre via en nedkørsel. Senere drejer man mod nordvest for at køre op ad en bakke, hvorfra let kuperet terræn leder mod nordvest, nord og sydøst frem til Gjessø, hvor dagen sidste spurt kommer efter 139,1 km. Her drejer man mod nordøst for at køre mod nordøst og nord ad en nedkørsel og siden flade veje ind mod Silkeborg, hvor man efter 147,1 km rammer den afsluttende rundstrækning for nu at køre ad den 500 m lange opløbsstrækning frem til første passage af stregen, der kommer efter 147,6 km.

Etapen afsluttes nu med tre omgange på den 5,3 km lange runde. Først går det mod sydvest ad den flade ringvej, inden man med 4,0 km drejer ind på bakken Hvinningdalvej (1,0 km, 5,6%), der har top med 3,0 km igen. Derefter flader det ud, inden man med 2,7 km igen drejer til højre ind på en nedkørsel, hvorefter det er faldende frem til den sidste kilometer, der er stort set flad. I finalen venter yderligere to svin med hhv. 800 m og 500 m igen, inden man rammer opløbsstrækningen igen.

Etapen byder på i alt 1419 højdemeter.

Vi kender finalen fra 2019, og her lærte vi, at det bestemt er muligt at snyde sprinterne, da syv puncheurtype kørte væk. De holdt dog kun hjem med 3 sekunder, og vi var således meget tæt på at få en spurtsejr til Tim Merlier i et felt, hvor også meget tunge sprintere sad med. Det vidner om, at heller ikke Silkeborgs terræn er svært nok til at udelukke en fuld massespurt, men med denne finale er der som for fem år siden lagt op til herlig uforudsigelighed, der kan føre til både en spurt og en gentagelse af 2019-scenariet.

Silkeborg har kun én gang tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb. Det var på 1. etape a dette løb i 2019, hvor syv puncheurs kørte væk på samme finalerundstrækning, som bruges i år, inden Tiesj Benoot med et sent angreb sikrede sig sejren foran holdkammeraten Jasper De Buyst og Amaury Capiot, der var de hurtigste blandt de seks forfølgere.

Læs også

To dobbelt-sejre til ColoQuick i weekenden

3. etape

En af de helt faste traditioner i Danmark Rundt har været, at det på tredjedagen gælder løbets klassiske kongeetape i Vejle, hvor den samme rundstrækning med mål kort efter toppen af 21%-stigningen Kiddesvej år efter år skaber helt afgørende forskelle i klassementet. I 2018 eksperimenterede man med at flytte den en dag frem, og sidste år fik etapen for første gang lov at runde hele festen af som den store finale. I år vender etapen tilbage til sin klassiske plads på tredjedagen, men alligevel er der plads til nye eksperimenter. Forinden skal man nemlig som noget nyt køre omgange på en rundstrækning, der byder på en opkørsel ad Golfbakken og en nedkørsel af den berømte Munkebjerg-stigningen, og derudover fastholder man den forlængede udgave af den velkendte rundstrækning med den stejle Kiddesvej, der nu altså igen i år også tæller bakken på Højen Skovvej. Sidste år lykkedes det de store hold at lægge løbet i et jerngreb, men for to år siden så vi et herligt og meget selektivt cykelløb. Lad os håbe på sidstnævnte model, for da det ligner sidste chance for at vinde tid inden enkeltstarten, skal løbets puncheurs i offensiven for at sikre sig et forspring inden turen over bælterne til det sjællandske fladland.

Modsat sidste år, hvor etapen bare var 125,9 km, er der denne gang tale om en maraton, når der skal køres hele 209,0 km mellem Vejen og Vejle, og der er tale om en etape i to halvdele med først en tur rundt i det sønderjyske fladland, inden det hele slutter med omgange på to rundstrækninger i bakkerne omkring Vejle. Fra start lægger man ud med at køre en omgang på en rundstrækning i det flade terræn syd for Vejen, og man kører først mod syd ned til Skodborg og derefter mod sydvest ned til det sydligste punkt i Rødding, der nås efter 10,9 km.

Herfra går det mod nordvest og nord fem til Dover, hvor dagens første spurt køres efter 21,9 km. Nu zigzagger man sig mod øst, nordvest og nord frem til rundstrækningens nordligste punkt, der nås i udkanten af Brørup, inden det går mod sydøst ned til Askov, hvor dagens anden spurt kommer efter 40,3 km. Rundstrækningen afsluttes nu med, at man zigzagger sig mod syd tilbage til Skodborg, der nås for anden gang efter 49,5 km, og efter en lille tur rundt i byen kører man mod nord og nordøst tilbage til centrum af Vejen, der passeres efter 58,7 km.

Nu sættes kursen mod Vejle, når man kører mod nordøst igennem fladt terræn frem mod mange af de velkendte vakker i området vest for målbyen. Dem rammer man, når man kører mod nord op af kategori 1-stigningen Egtvedpigens Grav (900 m, 5,4%), der har top efter 91,1 km, inden man kører mod nord od af bakken Tørskind for siden at køre mod syd op ad Ravingbakken (900 m, 5,1%), på hvis top dagens 100 km-spurt kommer efter 103,6 km.

Nu flader terrænet ud, når man kører mod sydøst, nordøst og sydøst tæt forbi Vejle og frem til Børkop, hvor man efter 129,5 km drejer mod nordvest. Her rammer man i Andkær efter 133,4 km en 10,7 km lang rundstrækning, hvor der skal køres to hele omgange. Først kører man mod nordøst, vest og nord igennem fladt terræn, inden man fortsætter mod syd ned ad Munkebjergbakken. Kortvarigt kører man mod vest hen langs Vejle Fjord, inden man kører mod syd op ad kategori 1-stigningen Golfbakken (1,5 km, 5,0%), der har top efter hhv. 140,9 km og 151,6 km, hvorefter fladt terræn leder mod syd og øst tilbage til rundstrækningens udgangspunkt.

Læs også

Formstærk franskmand sejrer efter dansk fremstød - Ineos-profil vinder samlet

Efter anden omgang kører man næsten en tredje omgang, hvilket betyder, at man efter 160,3 km for tredje gang rammer Golfbakken, men kort efter toppen drejer man mod vest for at zigzagge sig mod vest, nordvest, sydvest og nordvest ind på Vejle. I udkanten af byen kører man mod syd op ad kategori 2-stigningen Gl. Kolding Landevej (900 m, 5,3%), der har top efter 170,9 km, hvorefter man kører mod nord ned til den afsluttende rundstrækning, som rammes efter 172,2 km. Nu kører man de sidste 7,6 km af denne, hvilket betyder, at man første gang skal over bakken på Koldingvej (600 m, 6,1%), inden det går ned til første passage af Kiddesvej (325 m, 13,2%, max. 21%) og slutteligt første passage af målstregen efter 179,8 km.

Nu afsluttes løbet med tre og ikke som i 2022 fem omgange på den afsluttende rundstrækning, der som sidste år er forlænget fra at være 5,7 km til nu at være 9,8 km lang. Det nye er, at man fra start kører ad Koldingvej mod sydvest ned til bakken på Højen Skovvej (400 m, 7,1%), hvis top nås med 7,3 km igen. Derfra falder det mod nordvest og nordøst tilbage til Vejle, hvor man undervejs rammer den gamle rundstrækning.

Med 2,3 km igen drejer man ind på den mindre og snoede vej, der leder op til bakken på Koldingvej (600 m, 6,4%), på hvis top man med 1600 m igen vender rundt, hvorefter det falder ned ad Koldingvej, indtil man med 800 m igen drejer ind på Kiddesvej (325 m, 13,2%, max. 21%). Efter toppen drejer først til højre med 500 m igen og derefter med det samme til venstre ind på den 400 m lange, let stigende opløbsstrækning. I alt stiger de sidste 800 m med 6,4% i gennemsnit.

Etapen byder på i alt 1911 højdemeter mod 1702 højdemeter i 2022, hvor etapen kun var ca. 125,9 km, o det er også ca. 200 flere end i 2021 og 500 flere end i 2019.

Det er et ganske interessant twist til den velkendte etape, at man denne gang varmer på til finalen med omgange på rundstrækningen med Golfbakken, og at man samtidig fastholder den længere rundstrækning fra sidste år. Samlet set er etapen dog nok lettere end i 2022, hvor man havde blot 200 højdemeter færre over kun 125,9 km og samtidig skulle op ad den stejle Chr. Winthersvej, ligesom man kørte fem omgange på rundstrækningen, men den hårde rute forhindrede ikke de store hold i at låse løbet. I 2021 blev der til gengæld kørt et herligt og aggressivt løb, der blev åbnet længe inden finalerundstrækningen, og det burde med denne rute bestemt også være muligt at angribe tidligt. Bagfra vil det være et gradvist udskilningsløb, men det vil også være et taktisk løb, hvor der er en god mulighed for at komme favoritterne i forkøbet, specielt hvis antallet af hjælperyttere er reduceret i det hårde terræn - en opskrift, der før har ført langt. Uanset det taktiske spil venter der en knaldhård dag, der vil være helt afgørende i kampen om den samlede sejr.

Vejle har været mål for kongeetapen hvert år siden 2004, senest i 2022, hvor et kontrolleret løb endte md, at Christophe Laporte i finalen vandt en seksmandsspurt foran Magnus Sheffield og Mattias Skjelmose. Mere selektivt var det i 2021, hvor Remco Evenepoel leverede en magtdemonstration ved at køre fra alt og alle og sejre med historiske 1.29 ned til en femmandsgruppe, hvor Tosh van der Sande blev nr. 2 foran Nick van der Lijke, Mike Teunissen, Mads Pedersen og Anthon Charmig. I 2019 blev det er rent dansk opgør, da en dansk kvartet spurtede om sejren efter bakken med sejr til Lasse Norman foran Jonas Vingegaard, Niklas Larsen og Rasmus Quaade. I 2018 år lykkedes det Wout van Aert at køre alene op og forbi et udbrud, der var lige ved at snyde favoritterne, så han sejrede med 2 sekunder ned til Alexander Kamp og 4 sekunder til Robin Carpenter, der sammen med Julius Johansen overlevede fra udbruddet. I 2017 tog Mads Pedersen en solosejr, da han på Kiddesvej kørte alene hjem med 3 sekunder ned til Michael Valgren og 6 sekunder ned til Lennard Hofstede og Rasmus Guldhammer. I 2016 sejrede Valgren med 2 sekunder ned til de nærmeste forfølgere, mens Matti Breschel var stærkest i 2015. Manuele Boaro satte de nærmeste konkurrenter til vægs med 12 sekunder i 2014, og Breschel vandt en spurt i en lille gruppe i 2013. Det samme gjorde Lars Petter Nordhaug i 2012, mens Jakob Fuglsang sejrede 2 sekunder foran Simon Gerrans i 2011. Breschel krydsede stregen før holdkammeraten Fuglsang efter en Saxo Bank-magtdemonstration i 2010, og Fuglsang tog en klar solosejr i 2009. I 2009 var Breschel 2 sekunder bedre end Fuglsang og Tom Stamsnijder, efter at Kurt Asle Arvesen havde slået Lasse Bøchman i en spurt i 2007. Fabian Cancellara tog en solosejr i 2006, og det samme gjorde Ivan Basso i 2005, efter at Janek Tombak havde sejret i 2004. Arvesen vandt også i 2002, mens Nicola Loda sejrede helt tilbage i 1999.

Læs også

Lidl-Trek trodser styrt og vinder i dramatisk Vuelta-åbning

4. etape

Efter tre dage med bakker i finalerne kan sprinterne endelig se frem til noget, der ligner en stensikker sprinteretape. Her skal rytterne nemlig en tur tværs gennem det relativt fladt Nordsjælland, og selvom man kan finde et par småbakker undervejs, er det ikke noget, der kan ryste et professionelt cykelfelt. Man kan drømme om, at en dansk sommerstorm kan skabe et sidevindsdrama, men det vil være stærkt usandsynligt. Alt taler for, at sprinterne denne fredag endelig skal have deres massespurt, hvis bakkerne forhindrede dem i at få dem i Aalborg og Silkeborg på de to første etaper.

I alt skal der tilbagelægges 178,4 km mellem Kalundborg og Bagsværd, og etapen består af en tur fra vest mod øst gennem den nordlige del af Sjælland. Fra start går det dog mod sydøst og syd, når man kører ad lige og flade veje frem til dagens første spurt, der kommer i Gørlev allerede efter 18,4 km. Herfra fortsætter man mod sydøst ned til Høng, hvo man efter 24,5 km vender rundt for køre mod nord og nordøst igennem fladlandet. Kortvarigt bliver det en anelse mere kuperet med tre mindre bakker, hvoraf den midterste e kategori 2-stigningen Kattrupbakken (600 m, 3,0%), der har top efter 40,4 km, hvorefter det igen bliver fladt, når man kører mod først nordøst, siden sydøst og så igen nordøst frem til Holbæk, hvor dagens anden spurt kommer efter 71,2 km.

Efter spurten kører man kortvarigt mod øst og sydøst hen langs kysten ned til Munkholm, hvor man efter 81,6 km passerer fjorden via Munkholmbroen. Nu forlader man vandet for at køre mod nordøst ad lange, lige og flade veje, inden man efter Kirke Hyllinge, der passeres efter 88,2 km, rammer en række snoede veje, der fører mod nordøst ind til Skibby, hvor dagens km 100-spurt kommer efter 99,0 km. Nu kører man mod nordvest, nordøst og til slut ad en lange, lige vej frem til Jægerspris, hvor man efter 110,0 km køre mod øst og derefter sydøst ned til Kronprins Frederiks Bro, der passeres efter 115,7 km og leder over tl Frederikssund.

Efter en tur gennem byen går det mod sydøst og øst igennem fladlandet frem til kategori 2-stigningen Skenkelsøbakken (300 m, 4,7%), der har top efter 126,3 km, hvorfra man fortsætter mod sydøst ned til Ølstykke. Her drejer man efter 127,6 km mod øst for kort derefter at køre mod nordøst ad en lige vej frem til løbets sidste kategoriserede stigning, kategori 2-stigningen Ganløse (300 m, 4,3%), der har top efter 138,3 m.

Derfra går det videre ad lige veje mod nordøst, inden man kortvarigt kører mod nordvest for derefter at køre mod øst ind til Farum, der passeres efter 148,5 km. Nu går det mod syd ned over Fiskebækbroen frem til Værløse, hvor man efter 152,1 km drejer mod sydøst, inden det slutteligt går mod øst ind til Bagsværd, hvor man efter 159,5 km rammer den afsluttende rundstrækning, og efter næsten en hel omgang krydser man efter 164,1 km stregen for første gang.

Etapen afsluttes nu med tre omgange på den 4,8 km lange runde, der er stort set helt flad. Med 4500 m igen drejer man til højre, hvorefter det går ad en stor, bred vej frem til endnu et sving med 2200 m igen. U går det ad endnu en lige vej frem til to senest sving, der kommer med hhv. 800 og 600 m igen, inden man rammer opløbsstrækningen, der stiger ganske let.

Læs også

Forløsende sejr for De Lie: Det er en befrielse

Etapen byder på i alt 986 højdemeter.

Efter de hårde finaler i Jylland ligner det for sprinterne endelig en ganske klassisk Danmark Rundt-etape i det danske fladland. Feltet tæller så stærke sprinternavne, at der burde være masser af interesse i at kontrollere, og medmindre vinden mod forventninger spiller et puds, ligner det en massespurt. Det bliver dog en spurt, der mest af alt handler om positionering, når de to sene sving stiller større krav til placeringen end til farten.

Bagsværd har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

Læs også

Se Lotto-stjernes knusende sejr

5. etape

Løbets vigtigste etape har altid været enkeltstarten, der i mange år fast lå som en sen halvetape på næstsidste dag. I 2016 droppede man formiddagsetapen og forlængede i stedet tidskørslen, og den model har man fastholdt siden da. På det seneste har man imidlertid eksperimenteret lidt med placeringen, første gang da man i 2019 og igen i 2022 kørte den på andendagen, dvs. inden kongeetapen, og måske mest markant i 2021, hvor man som noget nyt rundede løbet af med en teknisk enkeltstart på Frederiksberg. Den model genbruges igen i år, hvor alt atter skal afgøres til allersidst, for sådan vil det nødvendigvis være, når løbets nøgleetape runder festen af. Modsat for to år siden sker det denne gang ikke på Frederiksberg, der ikke længere er fast vært for sidste etape. I stedet er det Helsingør, der får lov at lægge asfalt til finalen og faktisk den fjerde enkeltstart i dette årtusinde, og det sker på en helt anden rute end i 2021. På Frederiksberg var der nemlig tale om en uhyre teknisk rute, men denne gang kan wattmonstrene se frem til lange, lige og flade veje og ikke mindst en distance, der efter de to meget korte tidskørsler i 2021 og 2022 igen minder om det, vi som regel har set, efter halvetapeformatet blev fjernet. Dermed får feltets tempospecialister alletiders chance for at vende løbet på hovedet i det, der forhåbentlig bliver en tæt og spændende kulmination på den danske cykelstolthed.

Som sagt er der skruet gevaldigt op for distancen i forhold til 2021 og 2022, hvor der skulle køres hhv. 10,8 km og 12,2 km. Denne gang skal der tilbagelægges 16,1 km, der har både start og mål i Helsingør. Allerede fra start er der to sving efter hhv. 100 og 400 m, men derefter rammer man en lange og lige vej, der fører mod nordvest og vest ud gennem Helsingør. Undervejs er der en lille bakke, men ellers er det fladt, og vejen afbrydes endda kun af to rundkørsler.

Efter 5,2 km tager man dagens første mellemtid, og samtidig ramme man en 5,5 km lang og flad rundstrækning, hvor der skal køres en omgang. Her drejer man mod syd for at sno sig mod syd, sydøst og syd, indtil man efter7,5 km drejer mod nordvest for at køre ad en lang og lige vej frem til endnu et sving, der kommer efter 9,0 km. Nu går det mod nordøst frem til Nygård, hvor man efter 10,3 km drejer mod sydøst, og 10,7 km rammer man rundstrækningens udgangspunkt, hvor anden mellemtid tages.

Derfra bliver det enkelt. Nu kører man nemlig mod sydøst tilbage ad samme lige og flade vej igennem de to rundkørsler og ind mod Helsingør. Mod slutningen skal man ned ad den bakke, man tidligere kørte op ad, inden det hele slutter nær Kronborg i byens centrum, hvor man drejer skarpt to gange med hhv. 700 m og 200 m igen.

Etapen byder på i alt 65 højdemeter.

Det er anden gang, løbet slutter med sin enkeltstart, men det er svært at forestille sig to mere forskellige ruter. På Frederiksberg var der en endeløs serie af sving over beskedne 10,2 km, men denne gang skal der blot drejes otte gange over 16,1 km. Da terrænet samtidig i alt væsentligt er fladt, er det i den grad de sande specialister, der vil boltre sig på denne lørdag, der trods de tre hårde finaler i Jylland utvivlsomt fortsat er løbets nøgleetape og stedet, hvor man mere end på nogen anden etape både kan vinde og tabe løbet.

Helsingør har tre gange tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb, og hver gang har det været for enkeltstarten i dette løb. Det var senest i 2015, hvor Mads Würtz sejrede foran Christopher Juul, der overtog førertrøjen, og Søren Kragh. I 2011 vandt Richie Porte foran holdkammeraten Gustav Erik Larsson og Alex Dowsett, og i 2006 kørte Fabian Cancellara sig i førertrøjen ved at vinde suverænt foran Thomas Ziegler og Alex Rasmussen.

Læs også

Rekord-Hansen: Det var aldrig planen

SE VUELTA A BURGOS, TOUR DU LIMOUSIN OG ARCTIC RACE OF NORWAY UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR

DELTAG I VUELTA-MANAGERSPILLET

Favoritterne

PostNord Danmark Rundt minder som nævnt i afsnittet ovenfor i sin opbygning på mange måder om et klassisk belgisk etapeløb, og det er derfor også de samme egenskaber, der typisk er udslagsgivende i Danmark som i verdens førende klassikernation. I løb som Belgium Tour og Renewi Tour (tidligere BinckBank og Benelux Tour) er vinderen som regel først og fremmest en fremragende temporytter, der kan gøre en afgørende forskel på en som regel ret flad enkeltstart, og som kan begå sig på korte, stejle stigninger. Dertil kommer, at vinden kan blive en betydende faktor, og at løbene ofte afgøres med små forskelle, hvorfor bonussekunder og spurtstyrke kan komme i spil.

Det er præcis de egenskaber, der også kendetegner en typisk vinder i Danmark. Løbets absolutte nøgleetape har altid været enkeltstarten, og det er sjældent, at den samlede vinder ikke har været med helt fremme i kampen mod uret også. Specielt Matti Breschel, der med ni etapesejre om nogen har været den dominerende skikkelse i Danmark Rundt i dette årtusinde, vil kunne skrive under på, at selv den stærkeste rytter er uden chance, hvis ikke han besidder en rimelig enkeltstart.

Det er imidlertid ikke tilstrækkeligt at være en stærk temporytter. Kongeetapen i Vejle er så svær, at man kan tabe minutter, hvis man mister kontakten tidligt i løbet, og da enkeltstarten også er relativt kort, kan de sekunder, der som regel gør forskellen mellem de bedste i Vejle, være nok til at tippe den samlede balance - også selvom vi i årene uden halvetaper har set en længere enkeltstart, der har gjort Vejle-etapen mindre vigtig. Derfor skal man være en ganske habil klatrer på korte stejle stigninger, hvis man vil gøre sig forhåbninger om at stå øverst på podiet på lørdag. De øvrige tre etaper har som udgangspunkt været skabt til sprinterne, og da vinden aldrig rigtigt har været en faktor i løbet på denne tid af året, har de sjældent spillet en væsentlig rolle, hvis man ser bort fra muligheden for at jagte bonussekunder.

Sådan forholder det sig dog ikke nødvendigvis i år, hvor ruten er ganske spændende. Går det helt galt for sprinterne, bliver fredages etape hen over det flade Sjælland deres eneste chance i årets løb. De to indledende etaper i Jylland har nemlig så hårde finaler, at det ikke er givet, at de vil ende i en spurt, og dermed kan de blive ganske vigtige i det overordnede billede og dermed bidrage til at reducere betydningen af enkeltstarten.

Vi har en ret god fornemmelse af etaperne. Det gælder særligt af Silkeborg-etapen, for her er rundstrækningen præcis den samme som på åbningsetapen i 2018. Her kørte Tiesj Benoot, Jasper De Buyst, Amaury Capiot, Niklas Larsen, Krists Neilands, Amund Grøndahl Jansen og Mads Würtz væk på bakken, og de lykkedes med at snyde feltet med 3 sekunder. I det taktiske spil udnyttede Lotto-overtallet, så Benoot kunne snige sig væk til sejr, inden De Buyst kunne sikre dobbeltsejren i en spurt. Det vidner om, at stærke sprintere som Capiot og De Buyst og løbets puncheurtyper kan snyde sprinterne, men man skal bestemt ikke overgøre vanskeligheden. Bag dem havde også de tunge sprintere overlevet, og vi var bare 3 sekunder fra en spurtsejr til Tim Merlier. Det er altså en etape, der kan ende i en klassisk massespurt, men hvor de ryttere, der skal være fremme i Vejle, måske kan stjæle nogle få sekunder og ikke mindst ekstra bonus.

Aalborg-etapen er lidt mere kompliceret. Her er rundstrækningen nemlig ikke helt den samme som i 2019, hvor kun den ene af de to bakker indgik. Dengang var blandt andre Alexander Kamp i offensiven, men når vi ikke fik en spurt, skyldtes det faktisk ikke bakken. Tværtimod kørte Lasse Norman væk med 1,5 km igen, og han snød akkurat Bryan Coquard for en spurtsejr. Også dengang havde de tunge drenge overlevet stigningerne. Denne gang er rundstrækningen med to stigninger hårdere, ligesom den er ganske teknisk, men til gengæld ligger de længere fra mål, hvilket øger chancen for en spurt. Vi kender også bakkerne fra de seneste to DM-løb, hvor de skabte nogen udskilning, men et DM-løb kan umuligt sammenlignes med en etape i et etapeløb, hvor de store hold har langt flere ressourcer til at kontrollere.

De to etaper giver altså puncheurtyperne to ekstra chancer for at vinde både ”rigtig” tid og bonussekunder inden enkeltstarten, og de er således ikke bare afhængige af Vejle-etapen. Det er dog stadig Vejle, der er deres bedste chance. I år har den igen fået et nyt design. Man har for andet år i træk den forlængede rundstrækning, der betyder, at der er længere mellem passagerne af Kiddesvej, men i stedet skal over Højen Skovvej mellem passagerne. Sidste år skulle man også over stigningerne flere gange end vanligt, men faktisk blev etapen uhyre kontrolleret, og det hele kogtes ned til sidste passage af Kiddesvej. Det var i skarp kontrast til etapen i 2021, hvor deltagelsen af Remco Evenepoel fik løbet til at eksplodere ekstremt tidligt, og hvor vi så sjældent store forskelle med kun seks man inden for 3 minutter af vindertiden.

Læs også

Imponerende dansk UCI-sejr i USA

I år forsøger man sig i tillæg til den nye rundstrækning med den nye rundstrækning med Golfbakken som opvarmning til finalen, hvor man til gengæld skal færre gange over Kiddesvej. Vurderet ud fra antallet af højdemeter er det en hård udgave, men det sagde vi også sidste år, hvor Ineos og Jumbo lagde løbet i et jerngreb. Graden af selektion bestemmes altså i høj grad af, hvordan etapen gribes af, men i år, hvor feltet er betydeligt svagere, vil det være lettere at få det til at eksplodere.

Når det er sagt, skal man også passe på med at overgøre sværhedsgraden. Vi er i Danmark og ikke i Alperne, og det er ikke just en etape, der normalt domineres af Bernal-typerne. Mads Pedersen har vundet den på et tidspunkt, hvor han var markant tungere, end han er nu, og Lasse Norman har slået Jonas Vingegaard, selvom sidstnævnte få uger forinden havde kørt alle midt over på kongeetapen i Polen Rundt. I 2021 blev Mike Teunissen også nr. 3, selvom etapen blev kørt historisk hårdt, og sidste år var Mick van Dijke, der har til gode for alvor at excellere i hårde løb som professionelle, med helt fremme. Det siger lidt om, at det en etape for brostensspecialisterne sagtens kan være med, og at man ikke behøver at være ardennerrytter for at vinde i Vejle.

Det er også en etape, hvor taktik og et stærkt hold kan spille en rolle. Særligt i det nye og hårdere format kan det være en vanskelig etape at kontrollere. Mange vil sikkert huske, at Robin Carpenter og Julius Johansen var tæt på at løbe med det hele for nogle år siden, fordi de udnyttede favoritternes magtkamp til at angribe fra distancen, og det er således en etape, hvor taktik og overtal kan være vigtigt.

Samlet set giver det flere muligheder for klassikerrytterne, hvilket på papiret skal reducere betydningen af enkeltstarten. Den er til gengæld betydeligt længere end i 2021 og 2022, hvor den var historisk kort. I 2021 var den tillige så teknisk, at eksplosive klassikerryttere kunne forsvare sig bedre end vanligt, men denne gang skal der blot drejes otte gange over de ca. 16 km i Helsingør. Den længere distance gør, at altså at tempoevner sagtens kan ende med at blive endnu vigtigere end i de seneste to år. Det afhænger helt af, om Vejle-etapen køres som i 2021 eller som i 2022, og om det vil lykkes at snyde sprinterne i Aalborg og/eller Silkeborg.

I den sammenhæng er rækkefølgen interessant. Vi er tilbage ved den klassiske rækkefølge med Vejle-etapen før enkeltstarten. Det er nok gavnligt. Når der sidste år kørtes så defensivt, skyldtes det, at både Jumbo og Ineos kunne vinde løbet i finalen. Denne gang ved ingen, hvor de vil stå på enkeltstarten, og det taler for, at særligt Trek vil gribe etapen offensivt an. De har et skræmmende stærkt hold, og selvom Mads Pedersen og Mattias Skjelmose er meget tempostærke, vil de helt sikkert gerne vinde tid på folk som Søren Wærenskjold og Josef Cerny inden sidste etape. Det taler for, at de vil gribe ikke bare Vejle, men også de to første etaper offensivt an. I lyset af deres styrke taler det for hårde og selektive i Jylland.

En nøglekomponent er som sagt vejret, men den danske sommer plejer at være løbet nådigt stemt. Det havde været sjovt, hvis løbet var blevet kørt en uges tid tidligere, hvor Danmark som bekendt var ramt af sjældent blæsende sommervejr, men nu bliver det desværre ret udramatisk. Helt udramatisk bliver åbningsetapen dog ikke, da der vil være en ganske betydelig risiko for kraftige tordenbyger, hvor våde veje kan gøre det vanskeligere for sprinterholdene på den tekniske rute. Det skyldes også, at der vil være medvind hjem fra bakkerne, men vinden i sig selv vil være beskeden.

Derefter vil denne kedelige danske sommer vise sig fra en sjældent behagelig side med fire flotte solskinsdage og beskedne vindforhold. Sidevind bliver ikke et tema, og enkeltstarten bør finde sted under helt ensartede og fair betingelser. Også i Silkeborg modarbejdes sprinterne af medvind efter bakken, og i Vejle vil der være medvind på Kiddesvej og Golfbakken, men til gengæld modvind på Højen Skovvej. Samlet set bidrager vindforholdene til øget selektion på de tre etaper, men det gør det gode vejr til gengæld ikke.

Med andre ord ser det ud til, at løbet skal afgøres af de vanlige elementer. Vigtigst er enkeltstarten, der i år handler om rent fladbanetons, men klassikerrytterne har denne gang tre chancer for at vinde tid, selvom det kun er i Vejle, vi kan få større forskelle. Derudover er der som altid bonussekunderne i indlagte spurter og finalerne, og de kan blive særligt vigtige denne gang, fordi klassementsrytterne kan ventes måske at køre med om sejren på 1. og/eller 2. etape også. Chancen for, at det sker øges af, at jeg som nævnt vil forvente, at det stærke Trek-hold griber alle de tre første etaper meget offensivt an.

Desværre er feltet i år en lidt tam forestilling efter de to stjerneparader, vi havde i 2021. Antallet af WorldTour-hold falder til fem, og desværre udebliver stjernerne også i stort omfang. Som nævnt i et tidligere afsnit skyldes det formentlig den særlige placering af VM, der har tvunget mange af de ryttere, der normalt ville have brugt dette løb som et startskud til anden del af sæsonen efter en lille pause på bagkant af Touren, som vi sidste år så det med folk som Christophe Laporte og Jasper Philipsen, nu har været tvunget til at forlænge formen og derfor først skal have pause nu. Hvor man sidste år kunne præsentere et flere internationale Tour-ryttere i form af Philipsen, Laporte og Geraint Thomas, tæller feltet altså i år kun to udlændinge, der gennemførte Touren, nemlig Søren Wærenskjold og Florian Vermeersch.

Læs også

Lynhurtig dansker forklarer, hvordan leadout blev til ny sejr

Til gengæld vender det meste af den danske elite hjem, og det betyder, at det kan blive en meget dansk forestilling, som det desværre også var det i de lidt svagt besatte udgaver for nogle år siden. I årene mellem 2016 og 2019 var Wout van Aert den eneste udenlandske rytter, der tog en af de i alt 12 podiepladser, og indtil 2021 skulle vi helt tilbage til 2012 for at finde en udgave, hvor der var mere end én udlænding blandt de første tre! I år virker det ikke umuligt, at vi igen vil ende med et rent dansk podium.

Trek ligner som sagt holdet, der skal slås, og de stiller også med de to oplagte favoritter, nemlig Mads Pedersen og Mattias Skjelmose. Jeg vælger at gå med Pedersen. Danskeren har allerede vundet løbet én gang, og det er bestemt ikke tilfældigt. Med sin kombination af gode evner på korte bakker, gode spurt og solide tempoegenskaber er han nemlig skabt til dette løb. Han har slet og ret hele pakken, og som han senest viste ved VM, er han vel nok i disse dage stærkere end nogensinde. Der er hele tiden den risiko, at han bliver træt efter så hårdt et program, men dette er hans sidste store mål i sæsonen, og i Glasgow bekræftede han den superform, han havde forladt Touren med.

Har han stadig de ben, vil han være den store favorit i Vejle, hvor han allerede har vundet, og som vi ved, er han i dag så hurtig, at det kun er Jakobsen, som til gengæld er svag i positionskampen, han ikke kan slå i massespurterne. Samtidig har Trek styrken til at få de to første etaper til at eksplodere og dermed eliminere Jakobsen, og sker det, kan Pedersen forlade Jylland med tre sejre. Med lidt held kan han også vinde 4. etape, og dermed er der kun enkeltstarten tilbage. Også den har han vundet før, og det kan han også gøre denne gang, da det er en relativt kort distance, der passer ham. Han kørte i hvert fald i Touren på den hårde rute det, der vel var hans livs enkeltstart. Jeg vil stadig give Skjelmose og Wærenskjold en overhånd i kampen mod ham i Helsingør, men meget tid taber han ikke. Indregner man bonussekunder og ”rigtige” sekunder fra de foregående etaper ligner det den anden sejr i løbet til Pedersen.

Hans værste rival må være en holdkammerat. Mattias Skjelmose var allerede tæt på sidste år, og i står han i det svagere felt endnu bedre. Samtidig har han i år vist, at hans tempoevner er endnu bedre end sidste år, hvor han endte som nr. 2 på enkeltstarten bag Magnus Sheffield. Kører han en enkeltstart, som han har gjort det i år, er det formentlig kun Wærenskjold, Josef Cerny og måske Pedersen, der kan slå ham, og vinder han enkeltstarten, har han lagt grunden til den samlede sejr.

Problemet er, at han næppe får så mange bonussekunder undervejs som Pedersen, og meget vil afhænge af, hvordan Trek taktisk griber løbet an. Måske havde han vundet i Vejle sidste år, hvis han havde positioneret sig bedre, og det er en finale, der passer ham, men den passer den hurtigere Pedersen bedre, når bakken er så ekstremt kort. På 1. og 2. etape vil han også have muligheder, men de kan være en anelse lette. Han kører ikke fra Pedersen på de småbakker, og i en spurt vil de køre for sidstnævnte, men begynder de at lege med overtallet og lade Skjelmose køre offensivt fra distancen, er det ikke umuligt, at han også kan vinde tid her. Som udgangspunkt tror jeg dog, at han skal vinde løbet ved at slå Pedersen så stort på enkeltstarten, at holdkammeraten ikke kan indhente ham via bonus. Det virker til gengæld heller ikke umuligt, hvis han fortsat er frisk. Det er det store spørgsmål efter et vildt sommerprogram, men hans fabelagtige VM-løb indikerede i hvert fald ikke skyggen af træthed.

Den værste rival er vel Søren Wærenskjold. Han er i hvert fald en af de få, der kan slå Skjelmose og Pedersen på enkeltstarten. Det viste han ved at slå både Yves Lampaert og Mathieu van der Poel på en næsten identisk enkeltstart i Belgien, og hans 13. plads til VM vidner om, at han tilhører den absolutte elite. Han kan imidlertid mere end det. Faktisk er han lige så skræddersyet til løbet som Pedersen, da han er en af de få, der er så hurtig, at han ville kunne slå danskeren i spurterne, både i klassiske massespurter og på de hårde etaper.

Spørgsmålet er, om Vejle bliver for hård. Det kan den sagtens blive, men har han de klatreben, han havde i Belgien i juni, hvor han blev nr. 4 på kongeetapen, gør den ikke. Så vil han som Pedersen være en af favoritterne på alle fem etaper, men til gengæld lider han under et hold, der ikke er så stærkt som Treks. Heldigvis er det et af de bedre mandskaber, og det bør ikke være det, der koster ham sejren. Det store spørgsmål er formen efter Touren. Hans VM i fredags viste, at han stadig er frisk, også selvom han endda missede linjeløbet med sygdom, men man ved aldrig, hvornår trætheden sætter ind, slet ikke for en grand tour-debutant.

En rytter, der virkelig har glæde af årets hårde rute, er Magnus Cort. Da han pludselig lærte at køre enkeltstart, blev han nemlig skræddersyet til dette løb, men desværre synes de tempoevner, der sikrede ham en 2. plads i Vueltaen i 2021, forsvundet. Hans enkeltstarter i det sidste års tid har nemlig været meget skuffende, ikke mindst i Giroen. Sidste år blev han stadig nr. 6 på enkeltstarten i dette løb, men på baggrund af det, vi har set i år, kan det være svært at tro på en gentagelse. Til gengæld betyder de hårde finaler på 1. og 2. etape, at han vil være en af favoritterne, for han vil være en af de få, der både kan følge Pedersen på bakkerne og have en reel chance for at vinde en spurt over sin landsmand.

Gør han det, kan han score en del bonussekunder, men jeg er desværre bekymret for Vejle-etapen. Egentlig burde den passe ham, men den har historisk altid givet ham lidt problemer, og sidste år blev han således blot nr. 8. Derfra er der dog ikke langt fra at køre med om sejren, og det burde være en etape, han har en chance for at vinde. Med andre ord har Cort sjældent haft en bedre chance for at score bonussekunder, og så er det ene spørgsmål, om han kan genfinde sine tempoevner. Det andet og lige så bekymrende spørgsmål er formen. Hans Tour var skuffende, og VM, hvor den tekniske rute slet ikke passede ham, viste i hvert fald ikke fremgang. Heldigvis plejer Cort at være flyvende med en grand tour i benene, og det skaber faktisk et håb om, at vi endelig ser den bedste Cort. Gør vi det, får han næppe nogensinde en bedre chance for at vinde end på denne rute.

Læs også

Top 15 over de bedste cykelcitater

Jeg er ret spændt på Brent Van Moer. Havde jeg skrevet denne optakt for en måned siden, var han aldrig endt som nr. 4 på listen, men så kom Vallonien. Her viste den tidligere viceverdensmester i enkeltstart efter Mikkel Bjerg fra U23-tiden pludselig glimt at fordums tempoevner, da han endte som nr. 4 på enkeltstarten. Selskabet var ikke skræmmende, men han slog folk som Bruno Armirail og Daan Hoole og var blot 36 sekunder efter Filippo Ganna og 28 sekunder efter Joshua Tarling over hele 32,7 km. Særligt i lyset af VM er det lidt af en præstation, og kører han sådan igen på lørdag, kommer han tæt på etapesejren. Samtidig viste han god form på bakkerne, og vi så også i sæsonstarten, at han klatrede bedre end nogensinde. Desværre lider han under manglende spurtstyrke og punch, og derfor er han en rytter, der helt entydigt skal vinde løbet via enkeltstarten. Det er svært, men i lyset af Vallonien ingen umulighed, for har han bevaret formen taber han ikke mange sekunder til de mere eksplosive folk i Vejle.

En anden rytter, der er skræddersyet til løbet, er Søren Kragh, der kun har kørt løbet to gange i de senere år med en 4. plads i 2022 og en 6. plads i 2023. Denne gang ser det bare vanskeligere ud. Han har negligeret sin enkeltstart, og det har været helt tydeligt med nogle meget tamme enkeltstarter i både Touren og Schweiz. I det hele taget har det knebet lidt på tempocyklen også i 2022, hvor han blot blev nr. 5 på enkeltstarten i dette løb. Til gengæld har han glæde af den hårdere rute, hvor han måske kan vinde tid også på 1. og 2. etape, og Vejle-etapen passer ham også glimrende, selvom han blot blev nr. 6 sidste år. Det store spørgsmål er formen. Hans sommer har bestemt ikke været overbevisende. Heldigvis så det bedre ud til VM, og han ligner en mand, der har haft gavn af Touren. Spørgsmålet er bare, om det er nok, for der ingen tvivl om, hvem af de tre hidtil nævnte danskere, der gjorde det bedst til VM - og det var ikke Kragh. Mod overmagten fra Trek bliver det svært at vinde, men Kragh er trods alt en af de ryttere, der har den bedste chance for at gøre det.

Jeg rangerer Josef Cerny her, men det er på vinderpotentiale mere end forventning. Jeg vil nemlig tro, at Trek gør kongeetapen for hård for den tjekkiske tempospecialist, som det var tilfældet for ham sidste år, men for en formstærk Cerny er bakkerne i Vejle ikke umulige. Sidste år tog han nemlig den samlede sejr i Slovakiet, og selvom det heller ikke er noget bjergløb, er terrænet vanskeligere end i Danmark. Det er dog naturligvis enkeltstarten, der giver ham den høje rangering. Kører han, som da han tog en stor sejr foran eliten på en tilsvarende rute i Romandiet, kan han nemlig vinde på lørdag. Til gengæld kan han også falde igennem, for han skuffede fælt på sin første enkeltstart i Giroen og senest i Polen. Sidstnævnte er særligt kritisk, fordi det også indikerer, at formen ikke er på toppen, men en hjælper som Cerny er altid svær at vurdere. Kører han en af de sine bedste enkeltstarter, og klatrer han som i Slovakiet, må han naturligt stå højt på en liste med rangering efter vinderpotentiale.

Hvad så med Mikkel Honoré? Danskeren er et af de helt store spørgsmål. Han har slet ikke fundet formen i år, men det er også først på denne årstid, at han plejer at være bedst. Sommerpausen plejer at gøre ham til en af de allerstærkeste i klassikerterræn, men desværre viste VM ikke, om det også gælder i år. Angiveligt missede han Polen med sygdom, og det skaber en ærgerlig usikkerhed om formen. Hvis til gengæld, vi ser den bedste Honoré, vil han køre med om sejren i Vejle, og med lidt held kan han også vinde tid på de to første etaper. Udfordringen er enkeltstarten, men vi taler om en mand, der i 2021 blev nr. 8 på en flad enkeltstart i Polen. Det gentager han næppe på denne mindre tekniske rute og uden Quick-Steps materiel, men den bedste Honoré kan godt forsvare sig på en flad enkeltstart som denne.

Hvis jeg havde skrevet denne optakt i juni, havde Casper Pedersen stået meget højt på denne liste. Her var danskeren nemlig i sit livs form, da han endte som nr. 3 på kongeetapen i Belgien, og den Pedersen, vi så den dag, vil være en af favoritterne i Vejle. Hvis Jakobsen giver ham frihed, vil han endda også have en god chance for at vinde tid på både 1. og 2. etape, hvor navnebroren Mads dog bliver svær at slå, og samtidig så vi jo i Tirreno og til dels også i Belgien, at skiftet til Soudal har haft en god effekt på hans enkeltstart. Med andre ord havde juniudgaven af Pedersen været skabt til dette løb, der da også minder uhyggeligt meget om Belgium Tour, hvor han endte som nr. 3 bag Van der Poel og Wærenskjold. Problemet er selvfølgelig, at dette er hans første løb siden det brækkede kraveben, og det er svært at tro, at han er flyvende allerede nu. Derfor ender han meget længere nede på listen, end han burde.

For nogle år siden havde jeg rangeret Florian Vermeersch højere. Dengang kørte han nemlig meget gode enkeltstarter med blandt andet en 8. plads i Schweiz og en 6. plads i Belgien. Det har vi dog ikke set på samme niveau siden, og eksempelvis blev han blot nr. 14 i Belgien i år. Til gengæld har han i år været stærkere end nogensinde, og jeg var særligt opløftet over at se ham i klassikerne, hvor han klarede bakkerne bedre end tidligere. Hans form efter Touren er dog et stort spørgsmål, og jeg tvivler på, at han er på toppen, men skulle han være på sit forårsniveau, passer ruten ham godt. Han er nok lidt for tung til at gå på podiet i Vejle, men han kan begrænse tabet, og undgår vi en spurt på 1. og 2. etape, vil han med sin fart have en god chance for at vinde bonus her.

En anden rytter, der har en historisk god chance på denne rute, er Alexander Kamp. Danskeren kan nemlig nu drømme om at vinde tid og bonus på alle de tre første etaper. Også han får svært ved at slå Pedersen, men tre top 3-placeringer er bestemt inden for rækkevidde. Den store sten i skoen er som altid enkeltstarten, der er skyld i, at hans bedste samlede placering i løbet er en 7. plads, selvom han i Vejle er blevet både nr. 2 og 3. Skiftet til Tudor har dog hjulpet ham gevaldigt, og hans prolog i Romandiet på en flad tonserrute var vel hans bedste enkeltstart nogensinde. Vi så dog i Schweiz i juni, at han over længere distancer har det vanskeligere, og han vil stadig tabe så meget, at det bliver svært at være med helt i front. Til gengæld er den bedste Kamp en af favoritterne de tre første dage. Spørgsmålet er så bare, om vi ser den bedste Kamp. Han plejer at være flyvende, når han kommer hjem fra Colombia, men en meget tam præstation i Polen skaber i hvert fald tvivl om niveauet hos en mand, der både har et meget højt top- og et lavt bundniveau.

En anden spændende rytter er Miguel Heidemann. Han er kendt som tempospecialist, men hans enkeltstarter har nu været meget svingende. Hans nylige 2. plads ved de tyske mesterskaber, hvor han var meget tæt på at vinde, vidner dog om, at han på en god dag kommer meget langt i dette felt. Normalt ville jeg have regnet Vejle-etapen som værende for svær, men jeg tabte både øjne, ører og mund, da han tidligere i år endte som nr. 9 i Tour du Jura. Siden har han slet ikke klatret på samme niveau, og hans form var heller ikke overbevisende i Alsace for nogle uger siden, men finder han tempobenene fra juni og klatrebenene fra april, har han den rette sammensætning til at lave et topresultat i dette løb.

Læs også

Vingegaard mangler stadig holdkammerater til 2024

Sammen med Pedersen er Niklas Larsen den eneste tidligere vinder i feltet, men det kan være svært at tro på en gentagelse. Selvom han har forbedret sine tempoevner endnu mere, som vi så med den uhyre imponerende 2. plads i Dunkerque, har han nemlig slet ikke den holdbarhed, han havde dengang. I dag virker han meget tung, og derfor kom det heller ikke som et chok, at han sidste år blot blev nr. 81 i Vejle. Heldigvis klatrede han bedre end længe i Vallonien forleden, hvor han til gengæld kørte en skuffende enkeltstart. Begge dele skal sidde i skabet, hvis han skal være med fremme, og her er det nok enkeltstarten, der har størst chance for at fungere. Her kan han til gengæld også komme rigtigt langt, hvis han kan genfinde Dunkerque-benene. Spørgsmålet er så, om et VM på bane er den bedste forberedelse. Skal man tro Filippo Ganna, er det i hvert fald ikke.

Det burde også være et løb, der passer Stefan De Bod , men hans gode enkeltstart er desværre forsvundet. Han har skuffet i ét væk på det sidste, senest i Polen, men hans VM var trods alt ikke den totale katastrofe. Vigtigst er det, at han på Giroens 1. etape kørte en flot enkeltstart, som vil føre langt i dette felt, men det er altså undtagelsen i en generelt trist periode. Til gengæld har han endelig genfundet sine gode klatreben, for han klatrede ganske pænt i Polen. Han bør således ikke tabe megen tid i Vejle, selvom han er uden punch. Så er spørgsmålet, om han endelig kan finde en god enkeltstart frem igen også.

En anden kandidat er Harry Sweeny, der ikke passer helt skævt til dette løb. I hvert fald kørte han flotte enkeltstarter i 2021, hvor han blev nr. 18 i Touren, nr. 8 i Luxembourg og n. 25 i Dauphiné. Siden da har det knebet, men han blev trods alt nr. 24 i Dauphiné og nr. 26 i Romandiet tidligere i år, og den slags fører langt i dette felt. Samtidig har han i perioder i år klatret fremragende, og det synes han også at gøre nu, hvor han er blevet nr. 4 i Castilla y Leon og ikke mindst nr. 22 i San Sebastian. Derfor taber han ikke meget i Vejle, men da han er uden punch, skal han vinde løbet via sin enkeltstart. Det rækker tempoevnerne trods alt ikke til.

En spændende rytter er den uhyre formstærke Marijn van den Berg, der kommer fra en frisk sejr i Polen. Han har ikke farten på flad vej til at slå Pedersen og Jakobsen i spurterne, men særligt med den hårde rute kan han gå på podiet på både 1., 2. og 4. etape. Størst er chancen, hvis vi ikke får spurter i Aalborg og Silkeborg, for med de polske ben kan han gå med i angreb på bakkerne. Med de ben kører han også med om sejren i Vejle, men desværre har løbet også en 5. etape. Tempostærk er han slet ikke, men faktisk blev han sidste år helt ud af det blå nr. 15 på den flade rute i UAE Tour. Kan han gentage det her, kan han faktisk blive ganske interessant. Spørgsmålet er så, om han får lov at spurte, hvis han og Cort er kørt væk på bakkerne på 1. og 2. etape. I massespurten på fredag kører de for Van den Berg, men det er trods alt Cort, der med sin enkeltstart kan bruge bonus til mest.

Jeg nævner også Toms Skujins, men han står langt længere nede på listen, end han burde. Hans kørsel i San Sebastian og Getxo samt særligt til VM vidner nemlig om hans uhyggelige form, men desværre kører han for Trek. Det lugter af en hjælperrolle for de to danskere, og samtidig så vi senest til VM, at han trods alt ikke er specielt tempostærk. På en kortere rute kan han dog forsvare sig, og hvis Trek gør Vejle til et blodbad i stil med det, vi så i 2021, kan han stadig vinde så meget tid, at han trods en hjælperrolle kan ende i den samlede top 10. Formen rækker i hvert fald uhyggeligt langt.

I gamle dage havde Tobias Ludvigsson været et godt bud. Han ville have været en af favoritterne på enkeltstarten og ville kunne forsvare sig i Vejle. I dag mangler han dog på begge fronter, hvor han ikke er så stærk som tidligere. Det så vi senest på enkeltstarten i Polen, men hans niveau i Polen og tidligere i Schweiz fører ham trods alt stadig et relativt langt stykke i dette felt. Den største sten i skoen, er Vejle, der i dag meget vel kan være for hård. Han viste ret blandende takter i Polen, men med lidt held virker det ikke helt umuligt, at han i hvert fald kan begrænse tabet.

Jeg rangerer Jannik Steimle her, men det er på potentiale mere end forventning. Det vil nemlig overraske mig, hvis ikke Vejle bliver for hård for tyskeren, der synes at blive tungere og tungere. Senest var den ellers relativt lette 1. etape i Vallonien for hård, og så er Vejle det også. Helt umuligt er det dog ikke for en type som ham, og hans enkeltstart er i dette felt en af de bedre. Han er ikke blevet så tempostærk, som jeg troede, blandt andet da han i 2021 blev nr. 5 i dette løb, og i å har han været svingende. Han floppede i Dunkerque, men en 6. plads i Belgien og en 8. plads i Vallonien fører stadig meget langt i dette felt. Så er der bare lige den der Vejle-etape…

Løbet er bestemt ikke ideelt for Mauri Vansevenant, men den hårde rute hjælper. Hvis Jakobsen giver ham lov - og det gør han nok ikke - kan han drømme om at vinde nogle sekunder på 1. og 2. etape. Vejle-etapen er lidt for let, men da han er ret eksplosiv, kan han bestemt være med helt fremme. Det store problem er naturligvis enkeltstarten, hvor han har haft det meget svært i år, senest i Vallonien. Tidligere har han dog forsvaret sig hæderligt, mest på tekniske ruter i Baskerlandet, men sidste år også på en flad rute i Slovakiet. Det giver lidt håb om, at han kan gøre det igen her.

Helt det samme kan siges om Anthon Charmig, der med sit punch minder meget om Vansevenant. Også han kan drømme om at vinde sekunder på både 1. og 2. etape, og Vejle-etapen, hvor han blev nr. 6 i 2021 og nr. 9 i 2022 passer ham fint. Problemet er enkeltstarten, hvor han i 2022 blev nr. 25 og i 2021 bare nr. 80. Her vil han som Vansevenant tabe en del tid, særligt på denne længere og lette rute. Samtidig er det tvivlsomt, hvor han står, når han kommer fra sin første grand tour. Han så heldigvis meget frisk ud på den flotte 19. etape, men han er i hvert fald ikke så godt forberedt som i 2021 og 2022, hvor løbet her var et af de vigtigste mål.

Læs også

Geraint Thomas: Frusterende med Bernal i Touren i år

Skal jeg nævne Martijn Tusveld ? Det bør jeg vel egentlig ikke, for det er hans første løb siden styrtet i Giroen, men det betyder også, at vi ikke aner, hvor han står. Er han på toppen, er det et løb, der passer ham godt, for han er både tempostærk og relativt stærk i kuperet terræn. Desværre har han kørt skuffende enkeltstarter de seneste år, og samtidig synes han at skulle bruge en del løb på at finde formen. Derfor vil det undre mig, hvis vi ser ham helt fremme, også hvis han er mere formstærk, end man kan forvente.

Jeg vil slå Florian Stork, Jenno Berckmoes og Nickolas Zukowsky sammen. Historien er nemlig den samme om dem alle. De kan forsvare sig glimrende i terræn som det, vi ser i Vejle. Det gælder særligt for Stork, der har klatret godt flere gange, men sidste år blev Berckmoes nr. 14 og Zukowsky nr. 25, selvom han havde været i udbrud hele dagen - og sidstnævnte virker endda betydeligt stærkere i år. Alle tre kan de også forsvare sig på en enkeltstart, hvor Stork har imponeret mig flere gange i år, mens Zukowsky sidste år blev nr. 23 og Berckmoes nr. 32. Det er altså tre ryttere, der med lidt held kan drømme om top 10, men som mangler spidskompetencerne til at være med helt i front.

Så er der Julius Johansen. Danskeren stiller til start for landsholdet, men spørgsmålet er, om ikke Vejle er for hård. Med et tidligt angreb blev han jo nr. 4 i 2018, men allerede året efter endte han som nr. 117. Siden dengang synes hans holdbarhed trods tiden på WorldTouren ikke at have udviklet sig i en positiv retning, og derfor kan det være svært at tro, at han kan være med helt fremme. Et godt forsvar burde dog være muligt, men desværre er hans tempoevner også forsvundet. I 2018 blev han nr. 10 på enkeltstarten i dette løb, men som professionel har han ikke kørt gode enkeltstarter, som vi senest så med en beskeden 9. plads til DM, der dog var en af hans bedste enkeltstarter, måske også fordi Intermarché har opgraderet på materielsiden.

OPDATERING: Den endelige startliste er mandag aften fortsat ikke kommet, men der har været flere ændringer. Vigtigst er det, at der er afbud fra Van den Berg. DSM har udtaget den relativt tempostærke Marco Brenner, der plejer at køre gode enkeltstarter, men desværre ikke på flade ruter, og derudover ha han virkelig har haft det svært på stigningerne i år. Mere interessant kan det være, at EF har udtaget den i år så uhyre velkørende James Shaw, der passer godt til de eksplosive stigninger, er halvhurtig og kørte en chokerende god enkeltstart i Dauphiné. Det er dog hans første løb efter styrtet i Touren. Derudover kender vi nu truppen fra Bolton, der har to meget stærke kandidater i de tempostærke Logan Currie og Aaron Gate, der passer godt til løbet, og begge kørte gode enkeltstarter i Belgien. Begge har dog skuffet på stigningerne i år, og Currie er ikke nogen stor klatrer.

OPDATERING 2: Så kom den endelige startliste, og der er ingen væsentlige ændringer.

OPDATERING 3: I sidste øjeblik er Steimle blevet taget af startlisten.

***** Mads Pedersen

**** Mattias Skjelmose, Søren Wærenskjold

*** Magnus Cort, Brent Van Moer, Søren Kragh, Josef Cerny, Mikkel Honoré

** Casper Pedersen, Florian Vermeersch, Alexander Kamp, Miguel Heidemann, Niklas Larsen, Stefan De Bod, Harry Sweeny, Aaron Gate, Logan Currie, Toms Skujins, James Shaw, Marco Brenner, Tobias Ludvigsson, Mauri Vansevenant, Anthon Charmig

* Martijn Tusveld, Florian Stork, Jenno Berckmoes, Nickolas Zukowsky, Julius Johansen, Mathias Bregnhøj, Jonas Rutsch, Tobias Lund, Nicola Conci, Vito Braet, Kristian Sbaragli, Simon Pellaud, Luc Wirtgen, Lucas Eriksson, Daan Hoole, Magnus Bak Klaris, Jeppe Aaskov Pallesen, Michael Valgren, Lasse Norman, Andreas Stokbro, Marcin Budzinski, Gilles De Wilde, Rasmus Bøgh Wallin, Sebastien Grignard, Oscar Riesebeek, Tom Scully

SE VUELTA A BURGOS, TOUR DU LIMOUSIN OG ARCTIC RACE OF NORWAY UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR

DELTAG I VUELTA-MANAGERSPILLET

Danskerne

I et løb, hvor godt en tredjedel af feltet udgøres af danskere, giver det ikke mening at opliste dem alle. I stedet henviser jeg til favoritvurderingen og holdoversigten.

Læs også

Dansker triumferer i junioretapeløb

Holdoversigt

Nedenfor gennemgår jeg de ryttere, der foruden de ovennævnte kan tænkes måske at spille en rolle i klassementet.

Lidl-Trek: Pedersen og Skjelmose ligner kaptajnerne, men Skujins kan også ende godt. På papiret er det et godt løb for tempostærke Daan Hoole, men det er svært at tro, at han ikke bliver slagtet, når løbet skal gøres hårdt.

Alpecin-Deceuninck: Det må handle om Kragh. Nicola Conci viste form i Polen og bør være med helt fremme i Vejle, men som vi senest så i Polen er han alt for temposvag. Oscar Riesebeek passer storartet til løbet, men har været helt ved siden af sig selv i år, som også Fabio Van Den Bossche har været det. Formstærke Kristian Sbaragli vil også miste for meget på enkeltstarten.

EF Education-EasyPost: Cort, Honoré, Shaw og De Bod er alle gode bud. Jonas Rutsch kunne gøre det hæderligt, men ligner en hjælper, og det gør Michael Valgren også, da han nok fortsat mangler for meget. Tom Scully er tempostærk, men for tung til Vejle.

Soudal-Quick Step: Cerny, Pedersen og Vansevenant er alle potentielle kandidater.

Team dsm-firmenech: Brenner, der er nævnt i opdateringen, Stork og Tusveld er nok bedste bud. Tobias Lund burde med sit majniveau være med meget langt fremme de på alle fire linjeløbsetaper, men 5. etape bliver for dyr.

Uno-X Pro Cycling Team: Det må handle om Wærenskjold, Larsen og Charmig. Lasse Norman er stadig tempostærk, men synes i dag for tung til bakkerne, selvom han tidligere har vundet i Vejle, der også er for hård for Louis Bendixen .

Lotto-Dstny: Van Moer, Vermeersch og Sweeny er alle gode bud. Vejle er nok for hård for Sebastien Grignard, der heller ikke er tempostærk længere.

Tudor Pro Cycling Team: Kamp må være kaptajnen. Lucas Eriksson har fundet sig selv og har før gjort det godt, men enkeltstarten ødelægger festen. Det gør den også for formstærke Simon Pellaud og Luc Wirtgen, der begge var flyvende i Ain og også kan komme langt i Vejle.

Green Project-Bardiani-CSF Fainzané: Enkeltstarten eliminerer dem totalt. Riccardo Lucca, Alessio Nieri og Alessandro Santaromita kommer til løbet med form efter fik kørsel i bjergene i Tjekkiet, men de eksplosive bakker passer nok bedre til Filippo Magli. Jeg vil forvente, at Vejle er for hård for Luca Colnaghi.

Bolton Equites Black Spoke: Som nævnt i opdateringen er Gate og Currie gode bud. Mark Stewart har fart og er holdbar, men er temposvag.

Q36.5 Pro Cycling Team: Ludvigsson og Zukowsky er bedste bud, da Jack Bauer ikke har fordums tempoevner eller holdbarhed.

Human Powered Health: Holdet kommer med et rent sprinterhold. Sidste år havde Barnabas Peak været spændende i Vejle, men han er en skygge af sig selv, og Chad Haga er på alle fronten langt fra fordums styrke. Stephen Bassett ligner bedste bud.

Team Flanders-Baloise: Berckmoes er bedste bud. Gilles De Wilde er relativt tempostærk, men formentlig for tung. Omvendt er det med Vito Braet, der bliver spændende de første fire dage, men taber for meget på lørdag.

Team Novo Nordisk: Holdet har ikke chancer i klassementet, hvor det nok er Peter Kusztor og måske Matyas Kopecky, der vil komme længst i Vejle.

HRE Mazowsze Serce Polski: Jeppe Aaskov Pallesen blev nr. 12 i 2021 og nr. 24 i 2022, men har ikke nået samme højder i år. Holdet har også formstærke Marcin Budzinski, der gjorde det godt i Polen, men får klø på enkeltstarten, som også den knap så holdbare Jakub Kaczmarek gør det.

Team ColoQuick: Holdet har tempostærke Frederik Muff, der dog altid har været for tung til Vejle, som det også gælder for hurtige Nicklas Amdi Pedersen. Tobias Svarre og Simon Bak har klatret hæderligt i år, men næppe til et topresultat, ligesom enkeltstarten er en udfordring.

Leopard TOGT Pro Cycling: Heidemann ligner bedste bud. Den uhyre velkørende Mathias Bregnhøj, der viste fin form i Ain, vil være med langt fremme i Vejle, men han plejer at tabe lidt for meget på enkeltstarten, og det samme gælder for Andreas Stokbro, der ellers kom langt i Vejle sidste år.

Restaurant Suri - Carl Ras: Rasmus Bøgh Wallin har en fremragende sæson og kunne egentlig passe godt til løbet, men mon ikke han i stedet vil forsøge at genvinde bakketrøjen? Holdets klassementsrytter er derimod nok snarere Magnus Bak Klaris, der særligt med DM-sølvet og 11. pladsen på enkeltstarten måske kan forbedre 16. pladsen fra 2018.

BHS - PL Beton Bornholm: Holdet får svært ved at hævde sig i klassementet, da Martin Toft er for tung til Vejle.

Danmark: Holdet vil køre klassement med Johansen, men Kevin Biehl og Jacob Maegaad Schebye har også klatret flot i år.

DELTAG I VUELTA-MANAGERSPILLET

SE VUELTA A BURGOS, TOUR DU LIMOUSIN OG ARCTIC RACE OF NORWAY UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR