Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Optakt: Prolog til Tour de Romandie

Optakt: Prolog til Tour de Romandie

26. april 2022 15:12Foto: A.S.O. / Alex Broadway

Tour de Romandie er i dag det eneste store etapeløb, der fortsat gør brug af den uddøende prolograce, og igen i år er det en ultrakort enkeltstart, der skyder showet i gang. Modsat tidligere år er der denne gang tale om en flad sag, men til gengæld er ruten akkurat så teknisk og kringlet, som man ofte ser det i løbet. Således vil en hel byge af sving sikre, at det bliver en teknisk dygtig og eksplosiv rytter snarere end et tempomonster, der tirsdag eftermiddag i storbyen Lausanne kan iføre sig den første førertrøje, der efter mange år med en gul kulør nu atter er grøn som i løbets første år.

Artiklen fortsætter efter videoen.

 Livestream Tour de Romandie og Eschborn-Frankfurt uden afbrydelser

 

Ruten

Tour de Romandie er traditionelt altid startet med en prolog, og i de senere år er det kun i 2015, hvor man lagde ud med et holdløb, at man har brudt den trend. Trenden videreføres i år, hvor man igen lægger ud med en kort, eksplosiv enkeltstart. Med sine 5,12 km er der som altid tale om en kort affære, men denne gang har man droppet den kuperede karakter, der ofte har kendetegnet løbets prologer. I 2022 er der nemlig tale om en relativt flad sag, men det andet kendetegn ved løbets prologer fastholdes til gengæld. Der venter nemlig et hav af tekniske udfordringer på turen rundt i storbyen Lausanne, og dermed er det en oplagt sag for de sande prologspecialister, der skal være eksplosive og teknisk dygtige.

 

Årets prolog afvikles i Lausanne og strækker sig altså over 5,12 km. Fra starten ved stadionet Stade de Tuilière kører man ad en lige og let faldende vej mod sydøst ned til et andet stadion, Stade Olympique de la Pontaise. Her kører man en hel tur rundt om stadion - faktisk kører man et stykke inde på selve stadionet - hvilket betyder, at man tager hele seks sving i rap, hvoraf det første kommer efter 1,09 km og det sidste efter 1,90 km.

 

Læs også
Klassikerrytter tæt på UAE-skifte

 

Nu kører man mod nordvest tilbage ad samme vej som tidligere, hvorfor det denne gang er let stigende. Her følger en meget teknisk fase, når man kører en tur rundt om en lufthavn. Således skal man dreje skarpt fire gange mellem 2,64 km- og 3,09 km-mærkerne, hvorefter man på selve lufthavnen vender 180 grader for at køre op ad en lige vej forbi mellemtiden, der tages efter 3,35 km, idet det her er let stigende. For enden af lufthavnen vender man igen 180 grader, hvorefter der følger tre sving i rap, efter hhv. 4,25 km, 4,30 km og 4,43 km. Slutteligt kører man nu mod syd ad en let faldende vej, indtil man foretager to sving med 190 og 80 m igen, inden man slutter foran stadion, stadig i let faldende terræn.

 

Prologen byder på i alt 39 højdemeter.

 

Lausanne har ofte lagt asfalt til en enkeltstart på sidste etape. Det skete senest i 2017, hvor Primoz Roglic sejrede 8 sekunder foran den samlede vinder, Richie Porte, og 34 sekunder foran Tejay van Garderen, samt i 2015, hvor Tony Martin slog Simon Spilak med 11 sekunder, mens Ilnur Zakarin med en tredjeplads sikrede sig den samlede sejr trods en defekt på toppen af en sen stigning. I 2008 vandt Daniele Bennati en massespurt, mens Thomas Dekker slog Paolo Savoldelli på en enkeltstart i 2007. Året inden var det Cadel Evans, der var 22 sekunder hurtigere end Leif Hoste, mens Santiago Botero slog Bradley McGee med 25 sekunder i 2005. McGee blev også nummer 2 i 2004, hvor han blev slået med 35 sekunder af Tyler Hamilton, der også vandt i 2003, denne gang med 41 sekunder til Alex Zülle på andenpladsen. Zülle vandt imidlertid i 2002, hvor han var 24 sekunder bedre end Dario Frigo. Byen lagde senest asfalt til prologen i 2012, hvor Geraint Thomas slog Giacomo Nizzolo med 5 sekunder, mens Frantisek Rabon var 2 sekunder hurtigere end Sandy Casar ved en lignende åbning i 2009. Også Schweiz Rundt har lagt vejen forbi, senest i 2001, hvor Erik Zabel og Oscar Camenzind begge vandt sejre i byen, og Erik Dekker vandt en Tour de France-etape der i 2000. Endelig var byen sidste år vært for de schweiziske mesterskaber i enkeltstart, som i suveræn stil blev vundet af Stefan Küng foran Marc Hirschi og Thery Schir.

 

 

 

 

 

 Livestream Tour de Romandie og Eschborn-Frankfurt uden afbrydelser

 

Vejret

I går aftes så det ud til, at etapen kunne ende som det regne lotteri, men nu ser det ud til, at opklaringen allerede kommer ved middagstid. Således burde der kun være få skyer og en temperatur på op til 13 grader, når første rytter sendes afsted kl. 15.10. Der vil bare være en svag og konstant vind (3-4 km/t) fra syd, hvilket primært giver modvind i starten, medvind på midterstykket og slutteligt igen modvind.

 

Favoritterne

Prologer er efterhånden ved at være en uddøende race i cykelsporten. Når et løb en sjælden gang indledes med en enkeltstart, er det i dag som regel en længere en af slagsen, og i dag er det stort set kun uden for WorldTouren, at man finder indledende tidskørsler på mindre end 6 kilometer. Naturligvis findes de fortsat, blandt andet indtil sidste år i løb som Tour du Luxembourg og Boucles de la Mayenne, men på WorldTouren er selv Paris-Nice, Tour de Suisse og Dauphiné i stigende grad gået væk fra den traditionelle indledning, og i grand tours har vi ikke haft en ”rigtig” kort prolog i snart en menneskealder.

 

Læs også
Starttider: Enkeltstart i Romandiet Rundt 2024

 

Tour de Romandie holder fast i traditionen, og deres indledende tidskørsler er stort set altid ultrakorte. Samtidig er de yderst tekniske, og ofte har de også været kuperede.  I år er der skruet ned for klatreudfordringerne, og det bliver således slet ikke som sidste år, hvor det en eksplosiv bakke var rutens vigtigste punkt. Til gengæld er der skruet ekstra op for de tekniske elementer. På årets rute er det meget svært at finde et bare lidt længere stykke, hvor der kan trædes til, og i stedet domineres ruten af et sandt mylder af sving.

 

Den slags prologer belønner kun i begrænset omgang tempoevner. Her handler det først og fremmest om teknik og accelerationsstyrke. Det giver derfor et helt andet favoritbillede, end man ser på klassiske enkeltstarter, og man ser ofte sprinterne gøre det godt på prologer. Denne gang er ruten en anelse længere, end vi plejer at se det, og det kan nok være en ulempe for sprinterne, men det burde stadig være en rute, der i høj grad appellerer til folk med punch, eksplosivitet og ikke mindst teknik.

 

Sprinternes stærke prologhistorik er tydelig i dette løb. I 2014, hvor ruten endda var relativt lang, var både Marcel Kittel og Giacomo Nizzolo i top 4, i 2012 vandt Geraint Thomas foran Nizzolo og Mark Cavendish (i øvrigt også i Lausanne på en endnu kortere, men overhovedet ikke teknisk rute), 2013 var der tre sprintere i top 10, i 2010 blev Peter Sagan nr. 2, i 2009 havde vi to sprintere blandt de bedste 10, og i 2008 var det såmænd Cavendish, der vandt foran Daniele Bennati på den bare 1,9 km lange rute. De hurtige folk er som regel teknisk sublime og har den rette accelerationsevne til at håndtere de mange rytmeskift, og derfor elsker de udfordringer som denne. Man skal da heller ikke studere mange prologresultater for at indse, at teknik og acceleration er meget vigtigere end klassiske tempoevnerne

 

En konsekvens af fraværet af prologer er også, at vi egentlig ikke kender meget til rytternes evner i denne særlige disciplin. Tidligere var der ganske mange ryttere, der havde de korte, tekniske enkeltstarter som et decideret speciale, men de findes stort set ikke længere. Derfor befinder både ryttere og iagttagere sig mere på dybt vand, ikke mindst fordi man kun i begrænset omfang kan bruge andre typer enkeltstarter som målestok for styrkeforholdet på så korte enkeltstarter - og endnu mere kompliceret bliver det på en meget speciel rute som denne, hvor det er svært at afveje, hvor meget betydning man skal tillægge tempoevner på de flade strækninger i forhold til tekniske evner og accelerationsstyrke i svingene.

 

En afgørende faktor i Romandiet er altid vejret, der ofte byder på regn. Da jeg skrev optakt til hele løbet søndag aften, så det også ud til, at det ville blive helt afgørende. Her så det nemlig ud til, at kun de sidste ville få tørvejr, og våde veje vil naturligvis være en regulær katastrofe på en sådan rute. Havde den vejrudsigt stået ved magt, kunne vi stort set droppe af se på hele startlistens første del, for på våde veje ville de være chanceløse, hvis det ville nå at tørre for de sidste.

 

Nu skulle regnen imidlertid allerede stoppe ved 12-13-tiden, og da prologen først starter kl. 15.10, må man formode, at det bliver i solskin og på tørre veje. Det kan ikke udelukkes, at regnen vil hænge ved lidt længere, og i det tilfælde kan der være en ulempe i at starte tidligt, men jeg tror heldigvis, at vi får et fair opgør. Og da det opgør bør blive på tørre veje, kommer alt ikke til at handle om risikovillighed og kamikazemod.

 

Som sagt gøre vores meget begrænsede kendskab til rytternes prologevner, at det er en meget åben affære, og jeg er derfor også meget usikker, når jeg peger på Ethan Hayter. Briten burde imidlertid have alle de rette kvaliteter. At kalde ham sprinter vil være en overdrivelse, men som semisprinter er han i hvert fald accelerationsstærk. Hans tempoevner bliver også bare bedre og bedre, og faktisk tror jeg, at vi allerede skal regne ham i den absolutte elite. Således har han kørt to fremragende enkeltstarter i særligt Algarve, men også Paris-Nice, selvom hans form mildt sagt har været haltende. Nu har han været fraværende i nogen tid, men hvad det skyldes er uklart. Tidligere var han inde i billedet til Giroen, og er det fortsat planen, man må formode, at den formfremgang, vi så i Coppi e Bartali, kun er fortsat.

 

Distancen burde også passe ham. Hayter har kørt forfølgelsesløb på banen, og han er dermed vant til at præstere på høj ydeevne i et tidsrum som dette. Jeg er dog en lille smule usikker på hans tekniske evner, som vi ikke rigtigt har set, men baneryttere og sprintere er som regel dygtige teknikere. Ruten synes umiddelbart skræddersyet til en mand, der har kørt gode enkeltstarter i dårlig form. Hvordan skal det så ikke gå, hvis han nu faktisk er i form?

 

Jeg vælger at pege på Remi Cavagna som nr. 2. Egentlig betyder hans nedkørselsevner, at jeg har regnet ham som en ringe tekniker, men hans flotte kørsel på den tekniske del i Baskerlandet vidner om, at svingene måske endda er til hans fordel. Han vandt som bekendt også den tekniske sidste enkeltstart sidste år, hvor han overraskede mig ved at blive nr. 4 på prologen, der var lige specielt teknisk og egentlig burde være for kuperet. Det vidner om, at han sagtens kan præstere på prologer, selvom han foretrækker længere enkeltstarter, og hans prologevner er klart bedre, end jeg først antog. Først og fremmest er jeg ret sikker på, at han vil satse hele butikken, da denne enkeltstart er et stort mål for ham, og med den slags kommer man langt på en rute, der er så kringlet som denne.

 

Sidste år vandt Rohan Dennis prologen, men det var på en helt anden rute. De tekniske udfordringer var få, og Dennis vandt først og fremmest via en god tid på den sidste bakke. Denne form for prolog er noget andet og minder mere om de prologer, han kørte i 2014 og 2018. For otte år siden viste han prologevnerne ved at blive nr. 2 bag en dog helt suveræn Michal Kwiatkowski, men for fire år siden, hvor han ellers var i så god form, at han endte som en samlet nr. 7, blev han ”kun” nr. 4 bag Michael Matthews, Tom Bohli og Primoz Roglic, og det var endda dengang, han var på toppen af sin tempokarriere. Det er ret klart, at denne form for enkeltstart ikke er Dennis’ foretrukne, men hans historik viser også, at han altid kører med om sejren alligevel. Han er da også accelerationsstærk, men på denne rute får han stort set ikke glæde af sine tempoevner. Det vil kræve sit at vinde alligevel, men han gjorde det trods alt sidste år, og hans banebaggrund gør også, at han i hvert fald er komfortabel med distancen.

 

Læs også
Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

 

Den helt store joker er for mig Luke Plapp. Vi ved, at australieren er en sand tempokomet, der sidste år knuste eliten ved de australske mesterskaber og trods minimal forberedelse vandt VM-sølv i U23-klassen. Han har taget hele verden med storm med sin kørsel i UAE Tour, hvor enkeltstarten blev ødelagt af en defekt cykel, og hans banebaggrund gør, at distancen i hvert fald passer ham. Til gengæld er han så ubeskrevet et blad, at jeg ikke aner, hvor teknisk dygtig han er. Som sagt er baneryttere sjældent dårlige teknikere, men da han ikke umiddelbart er den allermest eksplosive heller, er der flere spørgsmålstegn ved ham. Til gengæld har han derfor også potentialet til at sætte alle på plads og vinde hele skidtet.

 

Da der sidst blev kørt prolog i Lausanne for 10 år siden vandt Geraint Thomas. Briten har altid været en forrygende prologrytter, da han er teknisk dygtig, accelerationsstærk og kraftfuld og tillige har en god baggrund fra banen. Sidste år kørte han også på podiet i den meget anderledes prolog, og han bekræftede med sin enkeltstart i Baskerlandet, at han selv i formsvag udgave er en fremragende temporytter. Han har dog ikke samme punch og eksplosivitet som i sine unge dage, og jeg kan godt tvivle på, om han stadig kan matche de allerbedste på så teknisk en rute. Først og fremmest tvivler jeg nemlig på, at han vil tage alt for mange chancer, når han i det seneste år er styrtet i tide og utide, og når han er kommet for at forsvare sin titel - ikke at vinde prologen, der i det store regnskab næppe bliver afgørende.

 

En anden tidligere prologvinder i dette løb er Ion Izagirre . Vi fik i Paris-Nice bekræftet, at han slet ikke er så god som tidligere på tempocyklen - slet ikke efter skiftet til Cofidis’ materiel - men i Baskerlandet, hvor det handlede mere om teknik, eksplosivitet og klatreevner blev han nr. 8. Izagirre har altid været en sublim tekniker, som han viste, da han vandt prologen her på en teknisk og kuperet rute, og derfor burde denne rute være guf for ham. Her betaler han nemlig heller ikke nogen væsentlig pris for en cykel, der ikke er så god som den, han havde sidste år på Astana.

 

Der er også grund til at have forventninger til Marc Hirschi. Tempospecialist er han bestemt ikke, men han er en fabelagtig tekniker og meget accelerationsstærk. Han skuffede mig dog sidste år, for selvom han blev nr. 8, var mine forventninger større. Det vidner dog om, at han er en god prologrytter, og denne mere tekniske rute burde passe ham bedre. Vi så i Liege, at formen er bedre, end jeg havde ventet, og han vil være topmotiveret til at tage risici på hjemmebanen, da løbet her er et ganske stort mål for ham.

 

En anden rytter, jeg har fidus til, er Ethan Vernon. Nogen decideret tempospecialist er han ikke, men han blev trods alt nr. 7 til VM for U23-ryttere sidste år, og han har derfor visse tempoevner. Han kommer også fra banen og er derfor fortrolig med distancen, men vigtigst af alt er han en af de få sprintere i løbet. Han er således både accelerationsstærk og efter alt at dømme også teknisk dygtig. Som førsteårsrytter i U23-klassen blev han også nr. 2 på den eneste prolog, han har kørt i sin karriere, og da det netop er sprintere med hæderlige tempoegenskaber, der ofte excellerer på prologer, burde Vernon være prototypen på en rytter, der vil gøre det godt på denne rute, selvom en lidt kortere distance nok havde været at foretrække.

 

En meget interessant joker er Quinten Hermans. Hans 2. plads i Liege vidner om, at han efter sin sygdom har fundet storformen, og dette burde være en god rute for ham. Hans tempoevner har generelt skuffet mig, men med en 30. plads i Baskerlandet var der klar fremgang at spore. Her er det heller ikke tempoevnerne, der bliver afgørende, men derimod de tekniske evner, og dem har en af verdens bedste crossryttere til overflod. I 2019 vandt han prologen i det lille Fleche du Sud, og det vidner om, at han kan køre prologer. Faktisk var han i sin helt egen liga ved at vinde med 7 sekunder ned til nr. 2 i en top 10, der næsten udelukkende bestod af crossryttere, og det vidner om, at crossfolket - og særligt Hermans - skal tages seriøst på denne slags ruter.

 

På papiret burde Patrick Bevin være den ideelle prologrytter, da han er tempostærk, eksplosiv og accelerationsstærk. Alligevel skuffer han mig altid på prologer i dette løb. I 2019 var han min favorit, men han endte blot som nr. 11, og sidste år endte han helt nede som nr. 16. I forvejen synes hans tempoevner at være næsten forduftet, men til gengæld viste han i Tyrkiet, at formen er fremragende. På denne rute handler det mindre om tempoevnerne, som altså er i tilbagegang, og mere om nogle af de egenskaber, han stadig bør besidde. Nu skal han vise, at han én gang kan køre en prolog, der ikke skuffer mig. Formen rækker i hvert fald til at gøre det.

 

Josef Cerny er en af feltets førende tempospecialiser, men hans prologhistorik er ikke alt for overbevisende, selvom han faktisk har kørt flere af slagsen. Således blev han i 2018 bare nr. 6 i det lille Istarsko Proljece, nr. 5 i det lille Dookola Mazowsa og nr. 23 i Sibiu Tour. Han har dog også en 2. plads i Slovakiet Rundt bag prologspecialisten Jan Tratnik, men det var på en powerrute. Da løbet havde en teknisk rute i 2018, blev han blot nr. 21. På den baggrund tror jeg, at denne rute er for eksplosiv, men Cerny er faktisk ganske accelerationsstærk, og han viste sidste år i Vueltaen, at han gjorde det godt på en kort, eksplosiv og lidt kringlet rute. Derfor udelukker jeg ikke, at han også kan være med fremme her.

 

Hvad med Aleksandr Vlasov ? Egentlig forekommer han slet ikke at være typen til denne form for prolog, da han ikke er spor eksplosiv, men han overraskede mig meget ved at være flyvende på den tekniske del i Baskerlandet. Han har som bekendt forbedret sine tempoevner helt enormt, ikke mindst i år, og hans form er åbenlyst fabelagtig. Jeg kan stadig ikke helt forstå, hvis han kan præstere lige så godt på denne rute som på de andre fra i år, men hans kørsel i Baskerlandet var altså temmelig overraskende. Måske kan han overraske igen.

 

Mattia Cattaneo er blevet fremragende i disciplinen. Italieneren er bare blevet bedre og bedre som temporytter, og da han slog Joao Almeida og vandt i Luxembourg, tog han det sidste store skridt ind i den absolutte elite. Dette er dog noget andet, og jeg har min tvivl om, hvorvidt dette passer ham. Han er i hvert fald ikke specielt eksplosiv, men sidste år endte han alligevel som nr. 9 på en rute, der dog passede ham bedre, Ha er også blevet nr. 3 på den omtalte tonserprolog i Slovakiet, hvor han blev slået af Cerny, og det vidner om, at han godt kan køre korte enkeltstarter. Nu skal han bare bevise, at de tekniske evner også rækker til at være med helt fremme på en rute som denne.

 

En anden af løbets bedste temporyttere er Brandon McNulty, men jeg er ikke sikker på, at dette er noget for ham. Han er jo egentlig både eksplosiv og accelerationsstærk, og det burde derfor slet ikke være en ringe disciplin for ham, men der er mere eksplosive folk end ham. Her bør han få for lidt glæde af sine tempoevner, og i forvejen er han måske ikke helt på toppen bare 48 timer efter styrtet i Liege. Det vil overraske mig, hvis han kører med om sejren, men jeg tør ikke afskrive ham.

 

Et andet åbent spørgsmål er Magnus Sheffield. Den amerikanske komet er en stærk temporytter, der brugte coronapausen til at jagte verdensrekorden i forfølgelsesløb på bane, og distancen her burde passe ham. Han fremstår dog ikke umiddelbart som den mest eksplosive og accelerationsstyrke, og han passer nok ikke helt godt til en rute, der er så teknisk som denne. Han er dog også så ubeskrevet et blad, at han kan overraske.

 

Jeg kan heller ikke lade være med at tro lidt på Mauro Schmid. Hans temporesultater er ikkeeksisterende, men han burde altså have hele pakken. Der findes vel ikke den cykeldisciplin, han ikke har satset på, om med sin baggrund i mountainbike bør han være teknisk dygtig. Banen kender han også, og derfor er han komfortabel med distancen, og han er også både eksplosiv og accelerationsstyrken. Om han også har poweren til de få powerstykker, er mere tvivlsomt, men med den udvikling, han har haft i år, kan han sagtens overraske på en rute som denne.

 

Hvad med Nikias Arndt ? Hans engang så gode tempoevner er i dag næsten forsvundet, men hanburde have hele pakken. Det er som sagt tempostærke sprintere, der ofte excellerer på prologer, og selvom Arndt er langt mere en powersprinter end den eksplosive sprintertype, der for alvor kan excellere her, bør han stadig havde noget accelerationsstyrke, der kommer ham til gode. Sidste år kørte han også igen nogle lidt bedre enkeltstarter, så lad os se, om det kan blive endnu bedre på en rute som denne.

 

Læs også
Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

 

Egentlig burde Maximilian Schachmann stå meget højt på listen. Han er som bekendt både teknisk dygtig, accelerations- og tempostærk, og prologer burde derfor være guf for ham. Som helt ung blev han da også nr. 4 på prologen i dette løb, ligesom han blev nr. 3 på prologen i Ster ZLM Toer, og han vandt sågar den tekniske enkeltstart i Baskerlandet i 2019, dog over en længere distance. Hans tempoevner har imidlertid været helt væk på det seneste, men først og fremmest er det hans første løb efter sin lange sygdomspause. Selvom han kun skal køre 5 km, er det nok tvivlsomt, om formen rækker hele vejen allerede på dette tidspunkt.

 

Matteo Sobrero forbedrede sine tempoevner enormt sidste somme, men så forsvandt de lidt igen. Nu skal han så vise, at han kan finde dem igen til en prolog, men er det den ideelle disciplin for ham? Han er ikke uden acceleration, men hans eneste prolog som U23-rytter var ikke prangende med en beskeden 6. plads. På denne rute vil jeg tro, at han får for lidt glæde af sine tempoevner, men da hans tekniske evner for mig fortsat er temmelig ukendte, kan det sagtens være, at han gør det bedre, end jeg forventer.

 

Måske skal vi også satse på et dansk resultat. Casper Pedersen er ikke tempospecialist, men han har smag for prologer. Sidste år blev han således nr. 6 i kamp med alle sprinterne på den ultrakorte prolog i Slovakiet, og som U23 blev han nr. 2 på en prolog i Tjekkiet. Vi så i Roubaix, at formen efterhånden begynder at være der, og vi ved, at distancen passer ham, at han er accelerationsstærk, og at han har tekniske evner. Hans prologhistorik tilsiger, at han på denne rute bør være top 10-kandidat.

 

Manden, der slog ham i 2017 i Tjekkiet, var Ivo Oliveira . Portugiseren har da også sin banebaggrund som et stærkt våben, og han er også accelerationsstærk. Til gengæld har han slet ikke kørt gode enkeltstarter som professionel, og han synes endda at være faldet af på den efter et lovende 2020. Derfor vil det overraske mig at se ham helt fremme, men hans flotte prologsejr fra U23-tiden indikerer, at det er noget, han mestrer.

 

Et andet usikkert kort er Stefan de Bod. Sydafrikaneren er på enkeltstarter som en lottokupon, men grundreglen er, at det sjældent går godt i de store løb i Europa. Senest var han langt væk i Baskerlandet, og derfor er det svært at være alt for optimistisk. Hans tekniske evner er for mig temmelig ubeskrevne, men hans prologresultater som U23-rytter var bestemt ikke noget at skrive hjem om. Derfor vil det undre mig, hvis det er her, han kører en af de sine gode enkeltstarter, men hans 20. plads på den tekniske 1. etape i Schweiz sidste år kan måske give et lille håb.

 

Man må også nævne Sergio Higuita. Tempospecialist er han ikke, men han forbedrede sig i 2021. Lige netop på denne rute burde en eksplosiv fyr som ham kunne gøre det meget bedre end på en klassisk enkeltstart. Han kan sagtens ende med at falde helt igennem, men skal Higuita virkelig præstere på en enkeltstart, skal det være her.

 

Endelig er der Martijn Tusveld og Tom Bohli. Hollænderen er en hæderlig temporytter, men han kørt nogle forfærdelige enkeltstarter i år. Hans form har dog endelig vist fremgang, og han har nogle hæderlige prologresultater fra sin U23-tid, blandt andet en 2. plads og en 9. plads, sidstnævnte endda i kamp med professionelle. Det kunne indikere, at dette kunne være noget for ham. Bohli har jeg totalt afskrevet som temporytter, men skal han nogensinde rejse sig, skal det være her. Hans prologhistorik i dette løb er nemlig svært imponerende med en 8. plads i 2017, en 2. plads i 2018 og en 3. plads i 2019. Det er imidlertid mange år siden, og nu om dage synes han næsten at have svært ved bare at gennemføre sine løb. Derfor vil det undre mig med en genrejsning, men lad os se, om han kan overraske igen.

 

På denne rute er der generelt mange, der kan overraske. Dylan Teuns er i fremragende form og vandt en teknisk enkeltstart i Andalusien i 2020, men denne her bør være for kort og eksplosiv. Jeg er lidt spændt på Juan Ayuso, der jo er eksplosiv, men jeg tvivler på, at tempoevnerne rækker. Luis Leon Sanchez er i dag nok for meget dieselmotor, mens Jon Aberasturi er sprinter og har en lang række gode prologresultater, men kun på lavt niveau i Japan. Finn Fisher-Black viste store tempoevner i Belgien sidste år, men jeg er ikke sikker på, at dette er noget for ham. Neilson Powless har genfundet lidt at sine tempoevner, men jeg ser ikke dette som hans rute, som det også gælder for Rigoberto Uran . Bob Jungels er stadig en skygge af sig selv, og ruten passer næppe heller til Antonio Tiberi, Harry Sweeny og Andrey Amador . Til gengæld kunne den måske være noget for Julius Johansen, hvis tempoevner dog har været aftagende. Det er de ikke for Johan Price-Pejtersen, men selvom han blev nr. 5 på en ren powerprolog i Slovakiet i 2020, har jeg svært ved at se ham være helt fremme på så kort og eksplosiv en rute. Fernando Gaviria er både banerytter og sprinter, men har forbavsende dårlige temporesultater, og det samme gælder på prologer for Johan Jacobs, der ellers har en solid crossbaggrund. Corbin Strong har en banebaggrund, men har slet ingen temporesultater overhovedet. Ruten er næppe noget for Steven Kruijswijk, Thibaut Pinot, Jan Polanc, Laurens de Plus, Michel Hessmann, Marco Brenner og Damiano Caruso, og Andreas Leknessund klarede den tekniske del i Baskerlandet dårligt. Måske kan eksplosive folk som Mikkel Honoré, Valerio Conti, Dion Smith, Lluis Mas, Gianluca Brambilla, Felix Grossschartner, Patrick Konrad, Anthony Roux, Kiko Galvan og Quentin Pacher lave et pænt resultat, og endelig skal det blive interessant at se landsholdets crossrytter og mountainbiker Dario Lillo samt mountainbikerne Mathias Flückiger, Filippo Colombo og Nils Brun.

 

Feltet.dks vinderbud: Ethan Hayter

Øvrige vinderkandidater: Remi Cavagna, Rohan Dennis

Outsidere: Luke Plapp, Geraint Thomas, Ion Izagirre, Marc Hirschi, Ethan Vernon

 

Jokers: Quinten Hermans, Patrick Bevin, Josef Cerny, Alexander Vlasov, Mattia Cattaneo, Brandon McNulty, Magnus Sheffield, Mauro Schmid, Nikias Arndt, Maximilian Schachmann, Matteo Sobrero, Casper Pedersen, Ivo Oliveira, Stefan de Bod, Sergio Higuita, Martijn Tusveld, Tom Bohli

 

 

Starttider

Starttiderne findes under liveopdateringen.

 

 Livestream Tour de Romandie og Eschborn-Frankfurt uden afbrydelser

Ethan Hayter
Remi Cavagna, Rohan Dennis
Luke Plapp, Geraint Thomas, Ion Izagirre, Marc Hirschi, Ethan Vernon
Quinten Hermans, Patrick Bevin, Josef Cerny, Alexander Vlasov, Mattia Cattaneo, Brandon McNulty, Magnus Sheffield, Mauro Schmid, Nikias Arndt, Maximilian Schachmann, Matteo Sobrero, Casper Pedersen, Ivo Oliveira, Stefan de Bod, Sergio Higuita, Martijn Tusveld, Tom Bohli
Dylan Teuns, Johan Price-Pejtersen, Juan Ayuso, Finn Fisher-Black, Neilson Powless, Jon Aberasturi, Luis Leon Sanchez, Mikkel Honoré, Valerio Conti, Dion Smith, Lluis Mas, Felix Grosschartner, Patrick Konrad, Quentin Pacher, Antonio Tiberi, Julius Johansen, Harry Sweeny, Antonio Tiberi, Fernando Gaviria, Johan Jacobs, Andreas Leknessund, Dario Lillo
DEL
INFO
Optakter
Nyheder
Tour de Romandie
Nyheder Profil Resultater
DELTAG I DEBATTEN

Annonce

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Annonce

Annonce

/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Lotto Famenne Ardenne Cla...(1.1) 28/04

Vuelta Asturias Julio Alv...(2.1) 26/04-28/04

Lotto Famenne Ardenne Cla...(1.1) 28/04

La Vuelta Femenina(2.WWT) 29/04-05/05

Eschborn-Frankfurt(1.UWT) 01/05

Tour du Gévaudan Occitanie(2.NCUPJW) 04/05-05/05

Giro d'Italia(2.UWT) 04/05-26/05

Elfstedenronde Brugge(1.1) 05/05

Annonce

Annonce

Alpecin-Deceuninck

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Arkéa - B&B Hotels

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Qazaqstan

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Victorious

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Decathlon AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Education - EasyPost

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Intermarché - Wanty

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lidl - Trek

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Soudal - Quick Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team DSM-Firmenich PostNL

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jayco AlUla

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Visma | Lease a Bike

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Annonce

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

VIL DU HJÆLPE OS MED AT LAVE DANMARKS BEDSTE CYKELMAGASIN?