Optakt: Saudi Tour

 DELTAG I SÆSONSPILLET 2022 (MED KAPTAJNER)
 DELTAG I SÆSONSPILLET 2022 (UDEN KAPTAJNER)

Løbets rolle og historie

Cykelsporten har historisk hovedsageligt været et europæisk anliggende, men særligt efter årtusindeskiftet har den langt om længe fået et langt mere globalt tilsnit. Mens mere eksotiske nationer allerede for længe siden har stukket næsen frem på ryttersiden, afvikles løbene nu også i stort set hele verden, og i dag er Sydamerika og Afrika (samt Antarktis) de eneste kontinenter, der ikke kan prale af et WorldTour-løb.

Mellemøsten var blandt pionererne. Nærmest uanset hvilken sport man følger, vil man opleve, at de mange oliemillioner er blevet brugt til at tiltrække store sportsbegivenheder, der har været brugt som udstillingsvindue for en større ambition om at skabe attraktive turistdestinationer og desværre også i et kedeligt forsøg på sportswashing. Qatar har været forrest i bevægelsen med deres nærmest endeløse evne til at få fingre i sportens største begivenheder, og også cykelsporten har vakt deres interesse. Således var de først i serien af mellemøstlige løb, da de med hjælp fra ASO stablede Tour of Qatar på benene i 2002, og siden har de såmænd også været vært for det første mellemøstlige VM i den golde ørken i 2016.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Siden har der været en sand knopskydning af mellemøstlige løb, som i en periode gjorde Mellemøsten til det mest markante cykelmekka i den for foråret så vitale februar måned. ASO var igen med på vognen, da man i 2010 stablede Tour of Oman på benene som en fætter til Tour of Qatar, og de to løb drog fordel af den fælles arrangør til at sikre sig deltagelse fra stort set de samme hold. Deres rivaler fra Giro-arrangørerne RCS ville naturligvis også være med i millionforetagenderne og etablerede Dubai Tour i 2014, inden de to år senere også skabte efterårsløbet Abu Dhabi Tour, som siden også blev flyttet til februar måned, og ligesom Tour of Qatar blev en del af WorldTouren, da den blev udvidet forud for 2017-sæsonen.

Bedst som det så ud til, at regionen kunne mønstre fire løb på fire uger, vendtes trenden imidlertid. Allerede inden den første WorldTour-udgave blev kørt, blev Tour of Qatar nærmest som lyn fra en klar himmel aflyst bare få måneder efter afviklingen af ”deres” VM. Dermed bestod serien i to sæsoner kun af løbene i Dubai, Oman og Abu Dhabi, og i 2019 reduceredes den endda til bare to løb, da de to løb i Emiraterne blev slået sammen til ét WorldTour-løb under navnet UAE Tour.

Det har haft en markant effekt på evnen til at tiltrække de største stjerner. Mens UAE Tour med sin status som WorldTour-løb og en tilsyneladende endeløs formue stadig er en sand stjerneparade, er Tour of Oman i stigende grad blevet valgt fra til fordel for særligt de spanske etapeløb og Volta ao Algarve, der udgør et attraktivt alternativ på Den Iberiske Halvø. I de senere år har det således været klart, at Mellemøsten fra sin status som cykelmekka igen er blevet en mere perifer region i cykelsammenhæng.

Måske vil det nu ændre sig igen. I efteråret 2019 kom det nemlig frem, at ASO har slået sig sammen med Saudi-Arabien med en mission om at etablere et nyt Saudi Tour, der med det samme har fået 2.1-status i det officielle UCI-hierarki. På mange måder kan løbet ses som en direkte afløser til løbet i Qatar. Ikke blot er det altså også et ASO-arrangement, dets terræn i den flade, men forblæste saudiske ørken gør det også til et løb, der ventes særligt at have appel til sprintere og ryttere med hang til brosten og nordlige klassikere. Det gjaldt i hvert fald for den første udgave, men Saudi-Arabien er et betydeligt mere kuperet land end Qatar. Efter at løbet grundet coronapandemien blev aflyst i 2021, vil det således til sin anden udgave i 2022 byde på klatreudfordringer, man slet ikke så i løbet i Qatar.

Også på et andet niveau er der imidlertid analogier. Tour of Qatar fik ofte kritik for landets ikke alt for overbevisende forhold til menneskerettigheder, og det samme har været tilfældet for Saudi Tour, der fra start fik kritik af menneskerettighedsorganisationer. Ifølge disse er begivenheden nemlig et nyt eksempel på såkaldt sportswashing, der er en betegnelse for lande, der bruger sportsbegivenheder til at afpudse et mindre heldigt image. Det er nemlig ingen hemmelighed, at Saudi-Arabiens udsigt til et stort fald i olieindtægter har forsøgt at skabe en mere alsidig økonomi, og i den sammenhæng er der taget mange initiativer, der skal åbne landet op for turister. Det nye Saudi Tour er præcis som Tour of Qatar en del af en sådan ambition, særligt fordi landet jo ingen cykelhistorik har overhovedet.

Trods disse betænkeligheder skal løbet nok få succes. ASOs involvering er en garanti for et solidt og velfunderet arrangement, der lever op til den standard, rytterne forventer. Samtidig er der garanti for perfekt vejr, og løbets terræn gør det perfekt som klassikerforberedelse. Lægger man dertil, at det afvikles umiddelbart inden Tour of Oman, der efter to års aflysninger som følge af først sultanens død og siden coronapandemien nu er tilbage, og som derefter følges op af series største løb, UAE Tour, er det igen besværet værd at rejse hele vejen til Mellemøsten, hvis man er på jagt efter løbskilometer i godt vejr.

Det afspejler sig da også i deltagerlisten. Med fire WorldTour-hold og 11 ProTeams og et fravær af de største stjerner, var den første udgave måske en anelse tam, men det vil den anden udgave bestemt ikke være. Aflysningen af løbene i Australien og Argentina har boostet populariteten betydeligt, og denne gang kan man præsentere hele otte af de 18 WorldTour-hold, fem ProTeams og tre kontinentalhold. Samtidig er det lykkedes tiltrække den fremragende sprinterparade, vi ofte har set i Mellemøsten. De må så leve med, at ruten er mere kuperet, end vi normalt har set i ørkenen, og at omgivelserne i øvrigt sjældent er de mest inspirerende. Det var de imidlertid heller ikke i Tour of Qatar, men her valfartede sprintere og klassikereksperter alligevel til med ønsket om at blive tæsket godt igennem af den kraftige ørkenvind. Forudsætningerne for noget lignende er i hvert fald til stede, og det synes sandsynligt, at Mellemøsten med etableringen af det nye løb har fået et vedvarende nyt familiemedlem, der på flere måder kan betragtes som en direkte arvtager til det hedengangne Tour of Qatar.

Analogien var særligt tydelig i den første udgave, for her gik den samlede sejr til en sprinter, som vi også ofte så det i Qatar. Rui Costa lagde ellers stærkt ud med at vinde en puncheurfinale og derefter angribe feltet på alle de stigninger, han kunne finde, men med de flade finaler var Bahrain-mandskabet for stærke. Hver eneste gang fik de skabt samling til en spurt, og det gav anledning til en vild kamp på bonussekunder mellem Phil Bauhaus og Nacer Bouhanni. Efter en kontroversiel sidste spurt lykkedes det via en etapesejr for tyskeren at køre franskmanden ud af førertrøjen i sidste øjeblik og dermed tage en sjælden samlet sejr med 2 sekunder ned til sin rival, mens Costa trods sin ihærdighed var 13 sekunder efter på 3. pladsen. Bauhaus vender i år ikke tilbage for at forsvare en titel, han grundet den kuperede rute utvivlsomt alligevel måtte give afkald på, og da Bouhanni i sidste øjeblik har meldt afbud med en hjernerystelse, er Costa eneste genganger fra løbets første podium.

 DELTAG I SÆSONSPILLET 2022 (MED KAPTAJNER)
 DELTAG I SÆSONSPILLET 2022 (UDEN KAPTAJNER)

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Ruten

Som sagt blev løbet ved sin fødsel i 2020 på mange måder anset som en slags arvtager til Tour of Qatar. Det var også ganske oplagt, da både Saudi-Arabien og Qatar har store og relativt flade ørkenomrpder. Derfor lancerede arrangørerne det også som et løb, der burde tiltale sprintere og brostensspecialister med hang til sidevind, og efter at ruten er blevet præsenteret, stod det også klart, at det var disse ryttertyper, der kom til deres ret, hvad der også blev helt tydeligt, da sprinterne Phil Bauhaus og Nacer Bouhanni udkæmpede et nervepirrende opgør på bonussekunder om den samlede sejr.

Hvis nogen troede, at det bare var Tour of Qatar om igen, må de imidlertid tro om. Den saudiske ørken er betydeligt mere kuperet, end man ser det i Qatars endeløse fladland, og derfor er der faktisk mulighed for at skabe et løb, der minder mere om det, vi har set i Oman og i Qatar. Midlet hertil har været at flytte de fem etaper væk fra området omkring hovedstaden Riyadh, hvor det ganske rigtigt er meget fladt, og ud til landets vestlige kyst, hvor det op langs Det Røde Hav faktisk er temmelig kuperet. Her bydes der ved ferieområdet Alula Old Town over fem dage på ganske alsidigt terræn, og rytterne skal blandt andet på i over 1000 m højde.

Det betyder ikke, at sprinterne bliver snydt. Hele tre af de fem dage ligner stadig lækkerbiskner for de hurtige folk, og det kan derfor ikke undre, at der er udsigt til en sand stjerneparade af sprintere. De ventes at skulle have chancen i tre store massespurter, nemlig en hver anden dag på tirsdag og torsdag samt ved lørdagens afslutning. Som i ethvert andet ørkenløb er det dog ikke helt sikkert, at sprinterne får det, som de vil have det, for mens de overraskende mange højdemeter, man finder i denne del af ørkenen, næppe er noget problem, kan tre ture gennem ørkenen altid forvandle kedelige sprinteretaper til nogle vilde dramaer.

Nyskabelsen kommer på onsdagens 2. etape og på fredagens kongeetape, hvor der stilles helt anderledes krav til klatreevnerne. Allerede for to år siden var der ganske vist en puncheuretape, der blev vundet af Rui Costa, men det var på en blød bakke, hvor også sprinterne kunne være med. Det kan de næppe på onsdag, hvor de eksplosive afsluttere efter en ellers flad ørkenetape kan se frem til at folde dig ud på en 1600 m lang målbakke, der med sin stigningsprocent på næsten 8 vil tvinge klassementsrytterne frem i en finale, som både kan give små virkelige forskelle og ikke mindst vigtige bonussekunder.

Det helt store slag skal dog først slås fredag, hvor terrænet igennem ørkenen egentlig også er ganske fladt. Det varer dog kun indtil finalen, der minder mere om en etape i Baskerlandet Rundt end et klassisk ørkenløb. Her skal rytterne nemlig op over noget, der kunne minde om en baskisk mur, som over knap 3 km stiger med hele 12% i snit, og selvom der herefter venter små 10 km på en flad og lige ørkenvej, vil det være rigeligt til at sikre, at det bliver en klatrer, der vinder årets Saudi Tour. Efter et garanteret hæsblæsende forfølgelsesløb ind mod mål kunne meget tale for, at fredagens vinder står med gode kort til også at blive den samlede vinder - hvis altså han også kan håndtere den sidevind, der vil lure som en latent trussel på alle løbets fem etaper.

BEMÆRK: Afsnittene om finalerne opdateres, når jeg i løbet af mandagen forhåbentlig får adgang til løbsbogen.

1. etape

Det kan godt være, at arrangørerne til den anden udgave har skruet voldsomt ud for klatreudfordringerne, men et ørkenløb i Mellemøsten er nødt til at blive indledt med en sprinteretape. Sådan vil det da også være til denne anden udgave. Ganske vist er den saudiske ørken så kuperet, at man undervejs finder mere end 1000 højdemeter, men store klatremæssige udfordringer er der ikke tale om. Mest spektakulær er i stedet en sen passage af en grusvej, der formentlig kan skabe noget drama og sammen med vinden vil være det, der måske kan forhindre den forventede massespurt.

Med en distance på 198,0 km er der tale om en ganske lang sag, der har både start og mål i Winter Park, der er et af landets turistområder. Etapen består af en næsten rektangulær ud i ørkenen nordøst for målområdet. Således kører man med det samme mod nordøst ud gennem den flade ørken, inden man rammer et længere stigende stykke (4,8 km, 3,7%), der leder op til den første spurt, som er placeret på toppen efter 18,9 km. Derfra følger man den snoede og kun ganske let kuperede ørkenvej mod nordøst frem til det østligste punkt, hvor man drejer mod nord ad et næsten helt fladt stykke, der leder op til det nordligste punkt.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Cirka midtvejs på etapen drejer man mod vest for nu at følge næsten helt lige og i starten ganske let faldende vej, der leder ned mod den anden spurt, som er placeret efter 123,7 km. Herfra flader det ud, mens man fortsætter mod vest, inden man drejer mod sydøst for at følge en ganske let faldende vej tilbage mod Winter Park.

Efter 176,4 km rammer man etapens højdepunkt, når man kører mod syd over den hele 7,2 km lange og næsten flade grusvej Hegra, der afsluttes med dagens bonusspurt efter 185,4 km. Herefter er det stort set fladt, når man kører af en næsten lige vej mod sydøst og syd tilbage til Winter Park, hvor også de sidste 5 km er stort set flade. Her er der tillige tre sving med hhv. ?? igen, inde man rammer den flade opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 1117 højdemeter.

Ørkenen i Saudi-Arabien er betydeligt mere kuperet end i Qatar, men det er stadig vinden og ikke højdemeterne, der skal gøre forskellen. Hvis det blæser, kan det blive ganske dramatisk, men hvis ikke ligner det en let etape, hvor den store trussel er den hele 7,2 km lange grusvej. Den kommer relativt tæt på mål og vil måske kunne skabe noget splittelse, men meget taler for, at det vil være en massespurt, der vil finde indehaveren af den første førertrøje.

Winter Park har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

2. etape

Når man ser ruten til den anden udgave af løbet, er det tydeligt, at arrangørerne har ønsket at gøre det mindre monotont, end det var tilfældet ved debuten. Den mission er lykkedes ganske fint, for allerede på 2. etape kommer sprinterne til kort, når løbet byder på en rigtig puncheurafslutning. En sådan havde løbet ganske vist også for to år siden, men denne gang skal der sluttes i Abu Rakah på en kort bakke, der er betydeligt stejlere end dengang. Den vil sende sprinterne til tælling, og dermed er der lagt op til et slag mellem de eksplosive puncheurs og bonussekunder i det første lille slag mellem løbets klassementsryttere.

Læs også

Optakt: 6. etape af Presidential Tour of Türkiye

Med en distance på 163,9 km er der tale om en relativt kort etape, der fører feltet fra Taibah University til Abu Rakah. Der er denne gang ikke tale om en rundstrækning, men derimod en nordlig og nordvestlig ejse ind gennem den småkuperede ørken. Fra start går det mod vest ad en helt lige og let kuperet ørkenvej, der midtvejs byder på den første spurt efter 16,5 km, inden der venter et længere let stigende stykke, som fører mod vest og nordvest og over ca. 25 km fører feltet fra ca. 650 m til ca. 950 m over havets overflade. Nu begynder det i stedet at falde let, mens man fortsætter mod nordvest, inden det let stigende terræn vender tilbage, når man kører mod nordvest og vest.

I etapens vestligste punkt drejer man mod nord, og nu følger man en fortsat let stigende ørkenvej forbi dagens anden spurt, der kommer efter 94,6 km. Efter 102,2 km når man etapens højeste punkt 1198 m over havets overflade, hvorefter det går videre mod nord ad en lige og nu let faldende ørkenvej, der leder ned til byen Al Nashifah, som passeres efter 128,5 km i et mere kuperet område. Man kører dog fladt uden om stigningerne, når man kører mod nordvest, inden man skal op over en bakke (500 m, 8,0%), på hvis top dagens bonusspurt er placeret efter 142,9 km. En kort nedkørsel leder mod nordøst, inden det går mod først nordøst og siden øst ad en let stigende vej, der leder direkte ind på den afsluttende rampe. Den stiger med 7,7% over 1600 m, men er stejlest i bunden, inden den flader lidt ud med 7,3% over de sidste 1000 m. Ørkenvejen er en smule snoet, men det sidste sving kommer med mere end 15 km til mål.

Etapen byder på i alt 1160 højdemeter.

Da løbet i 2020 åbnede med en puncheuretape, var det en blanding af puncheurs og sprintere, der dominerede, da Rui Costa sejrede foran Heinrich Haussler og Nacer Bouhanni. Sådan går det dog næppe denne gang. For to år siden steg den sidste kilometer med beskedne 4,8%, og denne gang er der tale om en både længere og betydeligt stejlere bakke. Den bør i stedet være noget for ardennertyper og rigtige puncheurs og vil sikkert også være svær nok til at skabe forskelle på nogle sekunder, også nær toppen af resultatlisten. Forinden vil vinden altid være en trussel ind gennem ørkenen, men er det lige så blæsende som for to år siden, vil det ende i en klassisk puncheurspurt, hvor feltets klassementsryttere for første kan vise, hvor gode ben de har taget med til ørkenen.

Abu Rakah har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

3. etape

Årets Saudi Tour er designet således, at der skiftevis bydes på sprinteretaper og mere kuperede etaper. Efter onsdagens puncheuropgør ventes de hurtige folk således at komme til fadet for anden gang, når det torsdag går løs med en lang, men ganske flad tur ind gennem ørkenen. Her skal der sluttes i løbets værtsby, Alula Old Town, hvor man får lejlighed til for første gang at spurte i den by, der også vil være rammen om lørdagens finale. Denne gang er eneste trussel den altid farlige ørkenvej, der kan bestemme, om vi skal have et sidevindsdrama eller en helt klassisk massespurt.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Da cross leverede endnu et vidunderbarn i schweizisk modvindsfuser

Med en distance på 181,2 km er der tale om endnu en relativt lang etape, der fører feltet fra Tayma Hadaj Well til Alula Old Town. Der er tale om en helt klassisk transportetape, der fører feltet tværs gennem ørkenen, og denne gang sker det i en fladere del af landet, end det var tilfældet de først to dage. Fra starten stiger det dog let, når man kører mod syd, inden det bliver næsten helt fladt, når man følger en lige ørkenvej mod sydøst. Senere drejer man mod sydvest ad en lige så lige vej, der er ganske let stigende og leder frem til dagens første spurt, som er placeret efter 83, 8 ret enkle kilometer.

Efter spurten bliver det igen næsten helt fladt, når man kører mod syd, inden man drejer mod sydvest for at følge en let faldende vej, inden det stiger ganske let op mod dagens anden spurt, som kommer efter 129,2 km. Nu går det videre mod sydvest ad den kun ganske let snoede ørkenvej, der først er flad og siden falder, undervejs lidt kraftigere, ned mod dagens bonusspurt, som er placeret ved Elephant Rock efter 165,5 km. Det let faldende terræn fortsætter, når man kører videre mod sydvest og vest, inden man drejer mod syd ind på den hovedvej, der leder direkte ind til Alula Old Town. Også den er ganske let faldende, indtil man slutter af med at køre en tur hele vejen rundt om byen. Det betyder, at der er en rundkørsel med ?? m igen, inden man drejer skarpt til venstre med ?? m igen. Herfra bugter vejen sig mod højre det sidste stykke vej rundt om byen, idet de sidste 2 km er let stigende, heraf med 0,9% over den sidste kilometer.

Etapen byder på i alt 854 højdemeter.

Her er der tale om en af de helt klassiske ørkenetaper, vi kender fra de mellemøstlige løb. Klatreudfordringerne er næsten ikkeeksisterende, og det er vinden, der skal skabe et drama. Der er mange lige strækninger, og hvis vinden står rigtigt, kan der være basis for et herligt sidevindsræs, men står den forkert, eller mangler den styrke, vil det i lyset af det ekstremt stærke sprinterfelt utvivlsomt ende som en relativt begivenhedsfattig sprinteretape, inden verdens hurtigste skal afgøre et af årets første store opgør.

Alula Old Town har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

4. etape

Ruten for to år siden var bestemt ikke flad, men stigningerne lå alle for langt fra mål til, at sprinterne kunne holdes fra fadet. En sprintersejr bliver det til gengæld med sikkerhed ikke til i år, hvor arrangørerne i den grad har skruet op for sværhedsgraderne. Hvis nogen troede, at den saudiske ørken var flad, vil de således blive klogere fredag efter, når en ellers flad kongeetape når sit klimaks. Her skal rytterne nemlig over en sand mur, der stiger med intet mindre end 12,0% over 2,9 km, og som vil sikre, at det er klatrerne, der skal slås om den samledes sejr denne gang. Efter toppen er der dog knap 9 km til mål, og derfor er der mulighed for, at der kan ske samling i en lille gruppe til det, der derfor også kan blive en ganske taktisk finale.

Læs også

Optakt: Vuelta Asturias

Ligesom på 1. etape indledes etapen i ferieområdet Winter Park, men denne gang skal der sluttes ved Skyviews of Harrat Uwayrid, der er et højdedrag, som ligger umiddelbart nordvest for parken og med udsigt ud over startområdet. Etapen består derfor af endnu en tur rundt i den nærliggende ørken, inden man vender tilbage for at slutte med opkørslen til udsigtspunktet og målet. Denne gang køres i en fladere del af ørkenen, end det var tilfældet på 1. etape, og derfor er det kun let faldende, når man lægger ud med at køre mod sydøst og nordøst ad en lige ørkenvej. Den leder ned til en næsten helt flad rundstrækning, hvor man kører en hel omgang og blandt andet passerer gennem byen Mughayra undervejs efter 27,8 km.

Efter rundstrækningen går det mod nordøst videre gennem ørkenen op til dagens første spurt, der er placeret efter 57,2 km. Herfra får det mod nord ad en næsten helt lige ørkenvej, der er skiftevis flad og ganske let stigende, inden det går videre mod nordvest af endnu en ørkenvej, der først er let faldende og siden flad. I etapens nordligste punkt drejer man mod syd for at køre ad et ganske let stigende stykke forbi dagens anden spurt, som er placeret efter 104,2 km, inden det går ad en snoet og let faldende ørkenvej mod syd, sydøst og siden igen syd tilbage til Winter Park, der nås efter 132,6 km.

I stedet for at køre ind til en afslutning inde i Parken skal man nu på en smuttur ind i bakkerne nordøst herfor. Derfor drejer man skarpt mod vest for at følge en først let faldende og siden let stigende vej, der leder direkte ind på dagens voldsomme hovedmenu, nemlig en mur, der over 2,9 km stiger med hele 12,0%. Toppen rundes efter 140,7 km, hvor dagens bonusspurt er placeret, hvorefter de sidste 8,6 km er ganske let faldende. Kort efter toppen drejer man mod sydøst, og derefter er det en næsten helt lige vej, der leder direkte ind til målet med udsigt over Winter Park. Det falder let hele vejen, den sidste kilometer med 1,8% i gennemsnit.

Etapen byder på i alt 1300 højdemeter.

For cykelfans er det lidt af en lækkerbisken, saudierne har fundet frem til denne første rigtigt svære etape i løbets historie. Allerede den første del af etapen kan naturligvis blive dramatisk, hvis ørkenvinden raser, men løbets nøglepunkt vil naturligvis være den brutale mur, der minder mere om en etape i Baskerlandet Rundt end et arabisk ørkenløb. Her vil det blive en kamp klatrer mod klatrer i en brutal afslutning, der vil rive feltet til atomer, men det sidste stykke ind mod mål kan også spille en rolle. En kraftig modvind på den helt lige ørkenvej kan gøre det svært for en enlig rytter, og chancerne for en regruppering er derfor til stede. Samles en gruppe på måske en håndfuld, kan det derfor blive et taktisk spil, hvor det vil være meget mere uforudsigeligt, end hvis der var mål på toppen.

Skyviews of Harrat Uwayrid har ikke tidligere været mål for et stort cykelløb.

Læs også

Lund blev overrasket i trumfens stund: Hvad laver du her?

5. etape

Hvis der er noget, der har kendetegnet de mellemøstlige løb, er det, at sprinterne næsten altid har fået det sidste år. Hos brødrene i Emiraterne, Qatar og Oman er løbene endt med store massespurter i Dubai, Abu Dhabi, Qatar og Oman, og sådan var det også i den første udgave af Saudi Tour, der sluttede i landets hovedstad Riyadh. Traditionen med et afsluttende sprinteropgør skal der naturligvis ikke laves om på, men denne gang afvikles løbet i et andet område end sidst i det gigantiske ørkenland. Derfor bliver det for anden gang på tre dage afslutningen i Alula Old Town, der vil udgøre rammen om en etapeafslutning, og her er der lagt op til en tredje og sidste massespurt - hvis altså ikke ørkenvinden alligevel vender op og ned på klassementet i allersidste øjeblik.

Med en distance på bare 138,9 km er der tale om en yderst kort etape, der har både start og mål i Alula Old Town, hvor man skal en tur ud i ørkenen syd for byen, inden man som så ofte i et etapeløb slutter det hele med omgange på en rundstrækning. Fra start kører man kortvarigt mod nordøst ad en flad ørkenvej, inden man rammer et let faldende stykke, der leder mod syd, hvorefter det bliver fladt, når man fortsætter igennem ørkenen mod sydvest ned til etapens sydligste.

Her kører man kortvarigt mod nordvest igennem det flade ørkenlandskab, inden man drejer mod nordøst for at køre op ad et let stigende stykker, som leder op til dagens første spurt efter 86,2 km. Nu kører man ganske kortvarigt mod øst, inden det går ad lange, lige ørkenveje mod først nordøst og siden nordvest - veje, der først er stigende og siden let faldende.

Tilbage i Alula Town følger man ringvejen rundt om byen, inden man i den nordlige udkant rammer den 10,3 km lange rundstrækning, hvor man med det samme kører den allersidste del frem til den anden spurt, der kommer efter en første passage af målstregen efter 118,3 km. Etapen afsluttes nu med to fulde omgange på rundstrækningen. Den leder først ad en lige og let stigende hovedvej mod nord ud til et vendepunkt, hvor man foretager en U-vending. På tilbagevejen er det herefter let faldende, men her forlader man kortvarigt hovedvejen for at køre rundt om et lille byområde, hvilket betyder en passage af fem sving. Tilbage mod hovedvejen fortsætter man mod sydøst ned gennem målområdet, der passeres fa den forkerte retning, inden man når frem til en rundkørsel, hvor man med ?? igen foretager en U-vending. Herfra går det tilbage ad den lige hovedvej til mål. Det flader let ned til de sidste 3 km, der er stort set helt flade.

Etapen byder på i alt 753 højdemeter.

Etapen er den letteste i løbet, og det ser derfor ud til, at det ligner en let og kontrolleret dag for sprinterne. Igen er jokeren vinden, der kan skabe ravage, og da end ikke rundstrækningen er placeret i byzone, er risikoen for sidevind større, end man vil se det på de klassiske afsluttende storbyetaper. Meget taler dog for, at det fremragende sprinterfelt skal have et sidste opgør efter en kort og let dag i ørkenen.

Alula Old Town har ikke tidligere været mål for et stort cykelløb.

Læs også

Di Gregorio vandt våd etape

 DELTAG I SÆSONSPILLET 2022 (MED KAPTAJNER)
 DELTAG I SÆSONSPILLET 2022 (UDEN KAPTAJNER)

Favoritterne

Et nyt løb betyder altid stor usikkerhed om, hvad vi skal forvente, men da den første udgave blev afviklet for to år siden, var det svært ikke at regne løbet som Tour of Qatars efterfølger. En relativt flad rute gjorde det nemlig som sin mellemøstlige kollega til et løb, en sprinter kunne vinde, og trods Rui Costas mange angreb endte det da også i et knivskarpt opgør på bonussekunder mellem Nacer Bouhanni og vinderen Phil Bauhaus.

Ruten til den anden udgave viser imidlertid, at den antagelse er forkert. Saudi Tour er ikke noget Tour of Qatar og kan vel snarere sammenlignes med Tour of Oman, hvor ørkenen også er betydeligt mere kuperet, end det er tilfældet i Qatar. Ruten til årets udgave kan fint sammenlignes med det, vi kender fra Oman, der ofte har budt på to eller tre sprinteretaper, nogle eksplosive puncheuragtige finaler, etaper for stærke sprintere og en kongeetape med mål på den korte, men stejle Green Mountain.

Sådan er det også i dette Saudi Tour. Det er stadig et sprinterparadis, hvor de hurtige folk på 1., 3. og 5. etape kun vil kunne snydes af den altid farlige ørkenvind, mens 2. etape er en rigtig puncheuretape og kongeetapen med en kort, meget stejl stigning en pendant til Green Mountain-etapen, dog uden mål på toppen. I Oman har man ofte set et stærkt sprinterfelt og nogle få klatrere, der har udkæmpet kampen om den samlede sejr på de kuperede etaper.

Det tilsvarende ses i Saudi Tour, men dog med en endnu tydeligere vægt mod sprinterne. Det er helt tydeligt, at løbet her anses som det bedste sted at være for de store sprintere i denne helt tidlige fase af sæsonen. Ørkenen er berømt for sine flade etaper, og det rygte har fået et hav af supersprintere til at tilvælge løbet. Således møder de fleste hold op med nærmest rene sprinterhold bestående af supersprinter og tog, og derudover er der måske blevet plads til en enkelt eller to klatrere, der kan kæmpe om den samlede sejr. Ingen af disse er store stjerner, for de har foretrukket de generelt mere kuperede europæiske løb, og det efterlader os med et fabelagtigt sprinterfelt og et temmelig tyndt og meget smalt klassementsfelt.

De skal formentlig udkæmpe kampen om den samlede sejr på 2. og 4. etape, og her bliver fredagens kongeetape den klart vigtigste. Det er en ganske led sag, arrangørerne har fundet frem. Nok er den næsten helt baskiske mur relativt kort, men den er enormt stejl - så stejl, at vi formentlig vil kunne se, at bedste mand kan køre alene væk. Den er lidt for lang til at være noget for klassiske murspecialister, men den er stadig så kort, at den vil tiltale relativt eksplosive folk med hang til stejle procenter. Bedste mand vil også have en god chance for at holde hele vejen, men der vil være tid til en regruppering på den flade og lige ørkenvej, der favoriserer en jagtende gruppe, men da der ventes en relativt kraftig sidemedvind, vil chancen for en solosejr være til stede. Desværre for de spurtsvage vil der dog også være en kraftig modvind på stigningen, og selvom stigningen er stejl, er den formentlig så åben, at det vil spille en rolle. Det kunne tale for, at det måske bliver et par mand, der skal afgøre det til sidst, og så kan alt ske i en taktisk finale, hvor folk er isolerede. Det betyder dog også, at spurtstyrke bestemt ikke er ligegyldigt.

Det skyldes også, at den kommer i spil på 2. etape. Her må målbakken være for svær for sprinterne, og de eksplosive folk kan måske endda vinde nogle sekunder på de mere rendyrkede klatrere. Først og fremmest er det dog en puncheurafslutning, hvor der kan vindes bonussekunder, og hvis vi får et par mand samlet efter muren på kongeetapen, kan de sagtens blive vigtige - præcis som kongeetapens egne bonussekunder kan det. Derudover vil der også være bonussekunder i bonusspurterne, og også de kan sagtens blive afgørende. Tre af disse er flade, men på 2. og 4. etape kommer de på toppen af bakker - på kongeetapen endda på toppen af selve muren, hvilket betyder, at selv en spurtsvag klatrer her kan vinde lidt bonus.

Jokeren i det hele er naturligvis som i ethvert andet ørkenløb vinden. Den vil være helt ligegyldig på 1. og 2. etape, hvor der i øvrigt vil være sidevind på målbakken, og lørdagen bliver også ganske stille. Til gengæld bliver særligt 3. etape meget blæsende med en kraftig vind (29 km/t) fra sydvest, og 4. etape bliver næsten lige så grim med en frisk vestlig vind (26 km/t). Desværre for alle, der drømmer om sidevind, kører de på 3. etape mod sydvest næsten hele dagen, og det ligner derfor bare en dødkedelig og meget langsom modvindsetape. På kongeetapen er det til gengæld straks mere interessant, for her venter masser af sidevind gennem det meste af etapen. Der burde være basis for at splitte feltet her, og derfor er det langt fra sikkert, at vi bare får et opgør mellem klatrerne til sidst.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Konklusionen er, at det ligner et løb for eksplosive klatretyper, der kan begå sig på en stejl mur, og meget taler for, at en god spurt også er et vigtigt våben - både i de indlagte spurter samt i selve afslutningerne på 2. og 4. etape, hvor der skal spurtes både fladt og på en bakke. Endelig tyder det også på, at man får brug for et stærkt hold til sidevinden, men skal det blive et tema skal det altså være på den flade del af kongeetapen.

Som sagt er feltet af klatrere meget smalt, og der er ikke mange ryttere med en reel chance for at vinde dette løb. Til gengæld er der heller ikke en helt indlysende favorit, men det må dog være Andrea Bagioli, der skiller sig ud. I begge sine professionelle sæsoner er han nemlig startet som lyn og torden, først med et topresultat i Provence i 2020 og siden med sejren i Drome Classic i 2021. Samtidig er det et nærmest perfekt løb for den eksplosive puncheur, der sagtens kan vinde 2. etape, og fredagens mur burde være så kort, at han særligt i dette felt vil være i sit es. Hans spurt på flad vej er også den måske bedste blandt klassementsrytterne, og dermed har han præcis den pakke, man skal have, hvis man skal vinde et løb, hvor bonussekunder kan blive vigtige. Samtidig er Deceuninck som altid på papiret det nok stærkeste hold i sidevinden, og skulle den blive et tema på fredag, er det formentlig ham, der bliver vinderen. Det er klart, at der altid er usikkerhed om startformen, men starter han lige så stærkt som i 2020 og 2021, må Bagioli være manden, der skal slås.

Hans værste rival kunne være Rui Costa, men det er med betydeligt større usikkerhed. I 2021 gik det nemlig igen tilbage for den tidligere verdensmester, der efterhånden er en temmelig tam skygge af sig selv. Han nåede dog med en næsten-sejr i Tour de Suisse at bevise, at han i et felt som dette stadig bør være blandt de bedste, også fordi han altid starter som lyn og torden. Han har en endeløs serie af topresultater i februar måneds løb, og han var da også den klart bedste klatrer i dette løb i 2020, hvor han også vandt den indledende puncheurspurt. Dette bliver en af årets få chancer, og han kommer endda direkte fra en højdetræningslejr, hvor han plejer at forberede sig godt. Det er helt klart, at muren på papiret er for stejl for ham, men vi har i Oman set, at han med god startform godt kan forsvare sig på korte, stejle ørkenstigninger. Han er en god puncheur til 2. etape, og han har også en god spurt på flad vej. Fernando Gaviria har også altid været fremragende i sidevind, og med støtte fra også Rui Oliveira og Maximiliano Richeze ligner Costa med sin egen power heller ikke det mest oplagte sidevindsoffer. Starter han stærkt, som han plejer, bør han være med helt fremme, også selvom muren gerne måtte have været lidt blødere.

Sidst vandt Bahrain løbet med Bauhaus, og denne gang er det Santiago Buitrago, der skal fortsætte succesen. Det tog lidt tid at slå igennem, men det så lovende ud sidste sommer, hvor han endte som nr. 8 i Burgos og nr. 3 i Getxo. På Lagunas de Neila viste han her, at han er god på korte, stejle stigninger, og vi så på åbningsetapen i Burgos også, at han er en god puncheur, der måske endda kan tage bonussekunder på 2. etape og i bonusspurter på bakker. Med andre ord passer også han helt perfekt, og han startede også ganske fornuftigt i både 2020 og 2021 - noget, man ofte se hos colombianere. For at vinde skal han steppe en anelse op, men med Burgos-niveauet er det ikke umuligt i dette felt. Han omgives af tunge klassikertyper, der ser stærke ud i sidevinden, og den har han en god chance for at klare. Holdet vil også køre klassement med Fred Wright, der imponerede mig enormt sidste år, men det vil undre mig, hvis han trods modvind kan være med på muren. Den må trods alt blive for svær til en mulig samlet sejr, selvom han imponerende på bjergetaper i Tour de Suisse.

Bora kommer med et meget spændende hold, hvor Sam Bennett er hovedpersonen, men de har også to interessante klassementsbud. Størst forventninger skal vi nok have til Lennard Kämna, der nu endelig er tilbage, men hvor han står efter sin lange pause, er helt uklart. Han skulle have genfundet motivationen ved deltagelsen i Cape Epic i november, og det kunne antyde, at han har trænet godt gennem vinteren. Han har dog ikke nogen stor starthistorik, og derfor er han på alle måder et spørgsmålstegn. Hans klatreevner er også hidtil kommet lidt til kort, måske særligt på meget stejle procenter, og han har slet heller ikke den spurt, der kendetegner mange af de andre favoritter. Skal han vinde, skal han være bedste mand på muren - eller snige sig væk på det flade på kongeetapen. Holdets anden kandidat er kometen Cian Uijtdebroeks, som alle ser på med så stor spænding. Hans start på Mallorca var betydeligt bedre, end jeg havde frygtet for en mand, der kommer direkte fra juniorklassen, og det vidner om, at han burde kunne køre klassement i dette felt. Vi så dog også hans begrænsninger, og det vil være en betydelig overraskelse, hvis han ender på podiet - også fordi han er spurtsvag. Begge kan de glæde sig over et hold, der ser ganske fornuftigt ud i sidevinden.

Lotto kommer her i alt væsentligt for at køre spurter med Caleb Ewan, men Maxim van Gils får også chancen for at teste sig i klassementet. Belgieren gik måske lidt under radaren i 2021, men han imponerede mig ganske meget, selvom han havde en lang og svær periode grundet covidsygdom. Han blev nr. 12 i San Sebastian, hvor han kørte med alle favoritterne på den stejle mur, og det vidner om, at han burde kunne komme langt på kongeetapen. Vi så også i blandt andet Catalonien, at han ikke er helt langsom, og det vil hjælpe ham på 2. og 4. etape, selvom han nok ikke skal regne med mange bonussekunder. Hans form er helt ukendt, og derfor kan han falde helt igennem, og han kunne også blive et offer i sidevinden, hvor Lotto trods hele deres sprintertog har for vane at skuffe. Klarer han den hurdle, og er han i form, burde han dog komme langt. Lotto har også Thomas de Gendt , men han er altid meget formsvag, indtil vi nærmer os marts, og derfor skal vi næppe have store forventninger til ham - også fordi han hader sidevind.

Uno-X har i skrivende stund ikke udtaget truppen, men meldingen er, at de kommer med Anthon Charmig . Det danske stortalent viste i Tour of Turkey, at han sagtens kan køre klassement i dette felt, men modsat de fleste favoritter mangler han det punch, der gør ham skræddersyet til dette løb. Heldigvis er muren svær nok til, at han kan begå sig helt fremme, men det kræver, at han er i form. Vi så i 2021, at der var enorme udsving i hans præstationer, og jeg tvivler desværre på, at han er flyvende fra d. 1. februar. Mit bedste bud er, at han vil stå stærkere senere på sæsonen, men er han flyvende fra start, burde han kunne være med fremme, selvom han på denne rute nok er en usandsynlig vinder. Trods den manglende holdudtagelse må man også formode, at Uno-X og Charmig vil være sandsynlige ofre, hvis vinden blæser på fredag.

Total kommer med erfarne Victor de la Parte, men efter at han hos CCC havde en opblomstring, havde han et skidt første år i fransk tjeneste. Her leverede han ikke resultater på samme niveau som tidligere, men blandt andet en 21. plads i Schweiz, en 18. plads i Tirreno og en 4. plads i Asturien vidner om, at han stadig kan gøre det fornuftigt i dette begrænsede klatrefelt. Desværre har han ikke for vane at starte stærkt, og da ruten heller ikke passer spor godt til en dieselklatrer uden eksplosion, ender det sikkert ikke specielt opmuntrende. Muren er dog svær nok til, at han med god form bør komme et stykke. Total stiller også med Alexandre Geniez, der er faldet helt, helt sammen, og intet har vist i flere år. Han har dog tidligere haft for vane at starte stærkt og passer med sit punch godt til løbet, men når hans vinter ovenikøbet er blevet forstyrret af en retssag for hustruvold, ligner det mere gruppetto end podium. Så er der nok større grund til at holde øje med Anthony Turgis, der burde kunne lide 2. etape, men muren burde trods alt være for svær for en type som ham, der dog plejer at starte hæderligt.

Alpecin har heller ikke udtaget truppen, men ventes at komme med Xandro Meurisse. Desværre har hans niveau været kraftigt aftagende de seneste år, og det var vel kun i sidste års Tour, at han fornemmede lidt af tidligere tiders styrke. Han fik dog en tiltrængt sejr i et taktisk Giro del Veneto til allersidst, og det har måske styrket motivationen frem mod vintertræningen. Muren er på papiret for svær, men i dette felt bør han kunne gøre det fornuftigt, og han har en glimrende spurt, særligt i en puncheurfinale. Desværre ligner Alpecin et hold, der kan få problemer i sidevinden. Holdet ventes også at komme med Kristian Sbaragli. Han klatrer ikke godt nok til at vinde, men i dette felt burde han gøre det pænt, hvis han er i form. Han imponerer i hvert fald ganske ofte i meget kuperet terræn, og hans eksplosive natur passer til ruten.

Læs også

Evenepoel tilbage på landevejen

Cofidis kommer med Ruben Fernandez. Havde det været foråret 2020, havde han et niveau, hvor han burde komme langt i dette løb, men sidste år var det sløjt gennem hele sæsonen. Særligt da han i UAE Tour grundet sidevind fik en gylden chance for et topresultat, skuffede han fælt på stigningerne, og det blev aldrig bedre. Han blev dog stadig nr. 21 i San Sebastian, og i dette felt burde han fortsat gøre det fornuftigt, selvom han næppe er flyvende fra start. Jeg glæder mig også meget til at se Axel Zingle, der virkelig imponerede som puncheur i sin stagiairetid sidste efterår, særligt da han fulgte Quintana og co. i Besancon. Klatrer er han dog ikke, og muren bør være for svær, men hans eksplosive natur gør ham måske ikke helt uden chance. Han er også hurtig på stregen. For både ham og Fernandez kan sidevinden dog blive et problem. Terrænet må være for svært for Alexis Renard.

BikeExchange er her stort set kun på grund af Dylan Groenewegen, men de giver en sjælden chance til Jan Maas. Hollænderen sikrede sig i en halvhøj alder en professionel kontrakt med et fornemt 2021, hvor han leverede et hav af flotte resultater i mindre etapeløb. Vi så dog også i løb som Alsace og Tjekkiet, at han har sine begrænsninger i bjergene, og han vil nok finde muren lidt for voldsom. Den er dog ikke specielt lang, og det burde tiltale en ardennerspecialist som ham. Klatreevnerne rækker ikke hele vejen, han er sårbar i vinden, og da hans form er ukendt, er han kun outsider. Holdet har også Lawson Craddock, der i dette felt sikkert kan gøre det fornuftigt, men klatreevnerne rækker ikke længere alt for langt.

Vi mangler også truppen fra B&B, men de ventes at komme med en sprintertrup. Der burde dog også blive plads til Eliot Lietaer. Desværre har belgieren for længst haft sin bedste tid, men han har også været meget ramt af skader. Sidste år endte han trods alt som nr. 11 i Vallonien, ligesom han i Dauphiné leverede et par klatrepræstationer, der i dette felt burde føre ham et stykke. De korte, eksplosive stigninger passer ham bedre end bjerge, men muren er for stejl, og han har ikke fordums hurtighed. Derudover er han sårbar i sidevinden, og hans form er helt, helt ukendt efter endnu et år, hvor skader betød, at han havde mange pauser.

Team DSM kommer med et hold bestående af tunge folk, og de kan ikke køre klassement. Bedst vil Nico Denz, Joris Nieuwenhuis eller Casper van Uden nok gøre det. Jeg afventer trupper fra Arkea og kontinentalholdene, hvis opstillinger er så uklare, at de i første omgang ikke er omtalt i denne optakt.

BEMÆRK: Arrangørerne fra ASO har heller ikke denne gang udsendt en foreløbig startliste, og derfor er det stadig helt uklart, hvordan Alpecin, B&B, Arkea, Uno-X og de tre kontinentalhold stiller op. Optakten opdateres mandag, når den endelige startliste foreligger,

OPDATERING: Startlisten er nu kommet. Den væsentligste ændring er, at Bora har ladet Sam Bennett blive hjemme og i stedet udtaget Matteo Fabbro. Italieneren var svingende i 2021, men viste tårnhøjt niveau i Tirreno i foråret. Ruten kunne passe ham bedre, men i dette felt må han være en af topklatrerne og en af favoritterne, hvis han er i form, hvad han dog ikke var i februar sidste år. Jeg vil tro, at han kan få svært ved at køre alene hjem på fredag, hvilket er kravet for en samlet sejr. Hos Alpecin kommer Sbaragli ikke til start, men i stedet har de udtaget Sjoerd Bax. Rigtig klatrer er han ikke, men en samlet sejr i Rhone Alpes Isere viser, at han burde gøre det hæderligt i dette felt. Arkea er uden optioner i klassementet, da løbet er for hårdt for Benjamin Declercq, og hos B&B kan Cyril Barthe måske gøre det hæderligt, men ikke mere end det. Lietaer er stadig deres bedste bud. Hos Uno-X er det Charmig, der er bedste bud, men det skal også blive interessant at se, hvor langt Fredrik Dversnes kan komme. Hos kontinentalholdene er det kun Jeroen Meijers, der måske kan gøre det hæderligt.

***** Andrea Bagioli

**** Rui Costa, Santiago Buitrago

*** Matteo Fabbro, Lennard Kämna, Maxim van Gils, Anthon Charmig, Victor de la Parte

** Cian Uijtdebroeks, Xandro Meurisse, Ruben Fernandez, Jan Maas, Fred Wright, Axel Zingle, Eliot Lietaer

* Fredrik Dversnes, Sjoerd Bax, Anthony Turgis, Lawson Craddock, Alexandre Geniez, Jeroen Meijers, Thomas de Gendt, Cyril Barthe, Nico Denz, Joris Nieuwenhuis, Casper van Uden

Danskerne

Anthon Charmig stiller til start for Uno-X og burde have en god chance for at lave et resultat i klassementet, hvorfor han er omtalt ovenfor.

 DELTAG I SÆSONSPILLET 2022 (MED KAPTAJNER)
 DELTAG I SÆSONSPILLET 2022 (UDEN KAPTAJNER)