Optakt: Settimana Internazionale Coppi e Bartali

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

Løbets rolle og historie

I Italien har det altid handlet mere om endagsløb end etapeløb, men alligevel har der været et par større flerdagesløb ud over Giro d’Italia. Den økonomiske krise og generelle nedtur i italiensk cykelsport har ramt begge typer løb hårdt, og den italienske scene er ingenlunde, hvad den var engang. Kun ganske få etapeløb har overlevet, og et af dem er det lille Settimana Internazionale Coppi e Bartali, der afvikles i ugen efter Milano-Sanremo.

Løbet blev første gang afviklet i 1984 og fandt sted på Sicilien frem til 1994. Efter to år på Sardinien flyttede det i 1999 til den kuperede region Emilia-Romagna, og her har det været holdt under dets nuværende navn siden 2001. Efter flere år med forskellige formater fandt løbet længe en fast formel, der gjorde det til en solid test for etapeløbsryttere. Tidligere blev det holdt over fem dage, men på grund af økonomiske vanskeligheder var arrangørerne i mange år nødsaget til at reducere det til et fire dage langt løb, der typisk bestod af to kuperede etaper, en helt flad etape og en førstedag, der var delt i to med en morgenetape for de mest holdbare sprintere samt en holdkørsel om eftermiddagen, som blev afviklet efter et helt særligt regelsæt, hvor holdene var inddelt i to. Dermed fik man skabt et kort, men alsidigt løb, der havde lidt for enhver smag, og det gjorde løbet ganske populært.

Læs også

Evenepoel sendte klar indikation til Lefevere: Næste år bliver det anderledes

Settimana Internazionale Coppi e Bartali afvikles i en meget travl uge, hvor der traditionelt har været Volta a Catalunya, Criterium Internatioanl samt tre store brostensløb på programmet, og det har gjort det vanskeligt at få megen international opmærksomhed. Af og til har man kunnet tiltrække nogle større navne, som da Cadel Evans vandt løbet, mens han var en af sportens allerstørste stjerner, men som regel har det været domineret af italienske hold. For dem er det imidlertid et vigtigt forberedelsesløb til Giro d’Italia, og det er samtidig en mulighed for andre til at få et godt etapeløb i benene under mindre bevågenhed, end man finder ved Volta a Catalunya i Spanien.

I 2016 fik løbet således ekstra opmærksomhed, da det var rammen om Mikel Landas debut for Sky, efter at baskeren havde været ramt af helbredsproblemer i den første del af sæsonen. For etapeløbsrytterne på de italienske prokontinentalhold er det et af årets allervigtigste løb, da de ellers kun har Tirreno-Adriatico, Giro di Sicilia (i år i stedet det nye Giro d’Abruzzo), Tour of the Alps (tidligere Giro del Trentino) samt Giroen til på hjemmebane at vise, hvad de kan præstere i et løb over flere dage.

I de senere år synes løbet at have fået lidt større international anerkendelse, og eksempelvis har det indtil i år været en fast del af Ineos’ kalender. Siden 2017 har Criterium International endda været væk, og det har givet løbet endnu større appel. I 2017 havde man i Sky, Cannondale og Dimension Data deltagelse af tre WorldTour-hold, og da man i 2018 have Sky, EF Education, Mitchelton-Scott, LottoNL-Jumbo, Movistar og Trek til start, fortsatte løbet med at vokse og var således det klart stærkeste i mange, mange år. Bauke Mollema stillede til start som løbets første etablerede grand tour-stjerne siden Landa to år tidligere, og den positive udvikling fortsatte i 2019, 2020, 2021 og 2022, hvor man havde hhv. 5, 9, 9 og endda hele 11 WorldTour-hold til start, ligesom man i 2019 endda genvandt den gamle længde på fem dage. Den længde har man stadig, men desværre går det nu den forkerte vej. Efter et 2023 med 8 WorldTour-hold er man i år nede på bare fire af slagsen i det svageste felt i mange år.

Løbet har i samme periode fået en dobbelt rolle. På den ene side er det et stort mål for de lokale hold, men for de mange store hold, som i disse år tilvælger løbet, forholder det sig anderledes. Faktisk er løbet nu nærmest blevet stedet, hvor alle de store hold giver de unge talenter en chance for at køre som kaptajn. De får ofte selskab af en eller et par verdensstjerner, der har haft et problematisk forår, og som bruger løbet til at sikre sig løbskilometer på en scene, hvor bevågenheden er begrænset, og hvor det ellers i disse dage er talenterne, der løber med al opmærksomheden.

Store stjerner var der ikke mange af i 2023, men talenterne var der som altid til overflod. De blev udfordret af en sjældent bjergrig rute, der var helt uden sprinteretape, og som bød på den første enkeltstart i mange år. Remi Cavagna lagde ud med et af sine velkendte soloridt, men derefter og hans unge holdkammerat Mauro Schmid over. Efter en 2. plads på 2. etape overtog schweizeren trøjen, og selvom han kom under pres de følgende dage, der blandt andet bød på karrierens første sejr til endnu en komet, Healy, kunne han med en ellers lidt skuffende 8. plads på enkeltstarten sikre sig den samlede sejr med 16 sekunder ned til James Shaw og 22 sekunder ned til Healy. Schmid skulle have forsvaret titlen, men er desværre ude med en skade, og da Shaw og Healy også begge skipper løbet denne gang, skal der findes et helt nyt podium i 2024.

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

Ruten

Som nævnt ovenfor fandt arrangørerne længe et relativt fast format til deres fire dage lange løb, men i de seneste år er posen blevet rystet. For cirka 10 år siden havde man fire år i træk en enkeltstart, men dem har der blot være seks af i dette årtusinde. I stedet har det været helt fast, at man har indledt løbet med en dag med to halvetaper, hvor man om morgenen har kørt en moderat kuperet etape, der har passet de holdbare sprintere, og om eftermiddagen har kørt et holdløb, hvorefter man har haft en helt flad etape lørdag og to kuperede etaper fredag og søndag. Løbet har fået en del opmærksomhed for dets specielle regler for holdtidskørslen, som blev benyttet fra 2013 og betød, at holdene blev delt i to firemandshold. Den ide måtte man dog droppe som følge af UCIs beslutning om at reducere holdstørrelserne fra otte til syv mand.

Med udvidelsen til fem dage kunne man i 2019 få plads til en ekstra etape i Forli for de holdbare afsluttere, men i 2020 ændredes løbet markant. Her var løbet igen blot fire dage langt, og man droppede helt den flade etape på næstsidstedagen. Samtidig blev løbets traditionelle kongeetape om lørdagen ændret, så den nu havde mål på den relativt korte Monte Tiffi-stigning og dermed gav løbet noget så sjældent som mål på en rigtig stigning. Forli-etapen blev genbrugt, nu som afslutning, og så opfandt man en ny, stærkt kuperet etape med en flad finale, hvor det hele endte i en reduceret massespurt - altså tre ganske kuperede etaper efter førstedagen med den klassiske sprinteretape og det klassiske holdløb. I 2021 var der i alt væsentligt tale om genbrug, men med en tilbagevenden til det fem dage lange format var der blevet plads til en ny etape i San Marino - en etape, der meget vel kunne betegnes som kongeetapen.

I 2022 vendte man det hele på hovedet igen, og for første gang i mange år var der slet intet genbrug overhovedet. I stedet var alle fem etaper helt nye, og som altid var det nogle uforudsigelige og åbne etaper, der var designet. Væk er også for første gang i mange, mange år holdløbet, og ideen om to halvetaper blev også droppet. I stedet var der fem almindelige linjeløbsetaper og slet ingen tidskørsler. Kun én af etaperne havde potentiale for sprintertyper, og derudover bestod af løbet af to etaper, der lagde op til spurter i større eller mindre grupper, en helt ny murfinale og ikke mindst en historisk svær kongeetape, hvor man for første gang i mange, mange år havde noget, der kunne kaldes en regulær bjergfinale i San Marino.

Læs også

Oversigten over en travl cykellørdag

Også sidste år blev der ændret voldsomt på tingene. Sprinterne blev helt forbigået på en rute med samme murfinale som i 2022 og derudover tre etaper med mange stigninger og en flad finale. Den helt store nyskabelse var, at man for første gang i mange år havde en enkeltstart, da det hele sluttede med en helt flad tonsertidskørsel.

Sådan bliver det ikke i år. Her vender man tilbage til en model, der kan minde om det, vi så i 2020 og 2021. I hvert fald har 2., 3. og 5. etape mange ligheder med det, vi så dengang, men til gengæld er der også masser af nytænkning. Både 1. og 4. etape er helt nye, og 3. og 5. etape er måske nok igen placeret som på rundstrækninger omkring hhv. Riccione og Forli, men der er tale om helt andre stigninger end for tre år siden. Til gengæld er der tale om genbrug af 2. etapes rundstrækning fra dengang, hvilket igen betyder, at man får noget, der kan kaldes en form for bjergfinale, selvom der er tale om en kort, eksplosiv sag for puncheurtyper.

Det giver et design med en etape med mål på en stigning, to stærkt kuperede etaper med flade finaler, hvor der måske kan gøres forskelle, men hvor en spurt i en decimeret gruppe er ganske sandsynlig. Derudover er de to nye etaper fladere, end vi har set det de seneste år. Således får sprinterne denne gang formentlig en i nyere tid meget sjælden chance, ligesom der bydes på en klassikeragtig etape med en række korte, eksplosive stigninger i finalen og en bakke op til mål.

Vi lægger ud med en tilbagevenden til fortiden, da man åbner med den første sprinteretape i flere år, så de hurtige folk igen kan få lov at gå efter den første førertrøjen. Allerede onsdag venter så det første og måske vigtigste klassementsslag, når der som i 2020 og 2021 skal sluttes på den korte, eksplosive stigning op til Sogliano al Rubicone.

Torsdag er det så tid til den nu klassiske tur rundt i bakkerne nær Riccione, der typisk har givet anledning til en reduceret massespurt, men hvor vi også har set, at der måske kan gøres forskelle i klassementet, hvad der også synes muligt på årets udgave. Fredag sættes klassementskampen så måske på pause på løbets puncheuretape, der kan give en chance til et udbrud eller en eksplosiv afslutter, men en sen mur kan måske også bruges til angreb i klassementet.

Akkurat som i 2020 og 2021 slutter det hele med omgang på en kuperet rundstrækning nær Forli. Også her er rundstrækningen ny, men den synes at indbyde til det samme, nemlig enten et succesfuldt angreb i klassementet eller en spurt i en decimeret gruppe - og dermed er der også i år mulighed for en omvæltning til allersidst på en alsidig rute med megen uforudsigelighed, men som også synes lettere end de seneste tre år.

1. etape

I årevis er løbet startet med en førstedag, der har været delt i to med en sprinteretape om formiddagen og et holdløb om eftermiddagen. Den model forsvandt imidlertid i 2022, og den vender heller ikke tilbage i år, hvor man igen lægger ud med en ganske almindelig linjeløbsetape. I år prøver man dog noget nyt for efter to år med en kuperet rundstrækning omkring byen Riccione, er det denne gang Pesaro, der er vært for åbningen. Det betyder en betydeligt fladere affære, end vi har været vant til, og derfor taler meget for, at de sprintere, der eller er blevet forbigået de seneste år, som i gamle dage kan drømme om at spurte sig i den første førertrøje.

Med en distance på 109,7 km er der tale om en yderst kort etape, der har start og mål i Pesaro. Der er tale om en kystby ved Adriaterhavet, men man forlader med det samme vandet, når man kører mod sydvest ad lange, lige og ganske let stigende veje. Efter ca. 20 km bliver det mere kuperet, når man skal over en bakke (2,6, 7,0%) med top efter 25,7%, inden et kort plateau leder videre mod sydvest frem til dagens første kategoriserede stigning.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Nu kører man nemlig mod sydvest og øst op ad kategori 3-stigningen Monte della Cesana (10,7 km, 2,6%), der starter med 1,9 km med 7,0% og senere har en kilometer med 7,1%, men derudover holder sig under 5% og har en nedkørsel undervejs. Toppen rundes efter 40,5 km, hvorefter en let nedkørsel fører mod nordøst tilbage mod vandet. Nu kører man ad lige og let faldende veje videre mod nordøst, inden man drejer mod nordvest.

Nu bliver det en smule mere kuperet, da de først er let stigende og siden let faldende, inden man rammer en bakke (3,0 km, 4,7%) med top efter 76,1 km. Derfra leder en nedkørsel og et let faldende stykke det sidste stykke ud til kysten, hvor man kører mod nordvest og nordøst op ad kategori 3-stigningen Gabicce Monte (1,7 km, 5,6%), der er en jævn stigning med top efter 86,3 km.

Herfra resterer 23,4 km, der går mod sydøst ad kystvejen tilbage mod Pesaro. Der er tale om en ekstremt snoet vej, der er let kuperet og har en bakke (2,2 km, 5,9%) med top efter 90,8 km. Til slut falder den ned mod Pesaro, hvor de sidste 2 km er flade. Den sidste del af nedkørslen er meget teknisk med hele fem hårnålesving i rap. Det sidste kommer med 2200 m igen, hvorefter man skal igennem to rundkørsler med 1700 m og 1500 m igen, inden man med 900 m igen drejer skarpt ind på opløbsstrækningen.

Etapen byder på i alt 1536 højdemeter.

Ruten er bestemt ikke flad, men det virker usandsynligt, at vi ikke skal have en spurt. De to sene bakker kan måske rydde lidt ud i feltet, men de få sprintere må have udset sig denne dag som deres store chance. Her skal de sørge for at sidde godt på den tekniske nedkørsel, og derefter bør et spurtopgør ved Adriaterhavet bestemme den første indehaver af førertrøjen.

Pesaro har kun én gang tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb. Det var i dette løb i Giroen i 2019, hvor Caleb Ewan vandt en reduceret massespurt foran Elia Viviani og Pascal Ackermann efter et 239 km langt maraton.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour de Romandie

2. etape

Det første slag mellem klatrerne kommer altid på 2. etape, der i mange år sluttede med et par omgange på en rundstrækning omkring byen Sogliano al Rubicone. Det har man ændret i 2022 og 2023, hvor man i stedet er sluttet på en lille mur i byen Longiano, og i 2021 og 2020 brugte man en anden rundstrækning omkring byen, hvor man sluttede med en længere stigning op mod mål frem for den gamle afslutning med Monte Tiffi relativt langt fra mål. I år vender man tilbage til modellen fra 2020 og 2021, så man altså igen skal slutte i den velkendte målby, men denne gang altså igen på toppen af den lange og ganske svære stigning. Dermed indledes klassementskampen med kongeetapen, hvor det helt store slag mellem løbets favoritter skal slås allerede på andendagen.

Med en distance på 156,5 km er der også i år tale om en kort etape, der fører feltet fra Riccione ved Adriaterhavskysten til Sogliano al Rubicone i det kuperede område inde i landet. Med det samme forlader man vandet, når man kører et kort stykke mod sydvest, inden man zigzagger sig mod nordvest igennem let kuperet terræn, der byder på en bakke (1,4 km, 5,4%) med top efter 15,1 km. Senere drejer man mod sydvest for at køre igennem let stigende terræn, inden man efter 34,1 km rammer en nedkørsel. Derefter venter et kort, let stigende stykke, der fører videre mod sydvest gennem dalen.

Den forlader man, når man drejer mod nord for at køre op ad Passo delle Sepi (5,5 km, 4,4%), der har top efter 51,6 km og efterfølges af en teknisk nedkørsel, der leder videre mod nord, inden man kører mod nord op ad en kategori 2-stigning (4,7 km, 4,3%), der stiger med 5-6% over de første 2 km, men derefter flader ud, og som leder op til rundstrækningen. Den rammes 300 m fra stregen, der krydses for første gang efter 62,1 km i forbindelse med bjergspurten.

Etapen afsluttes nu med fire fulde omgange på den 23,6 km lange runde. Den indledes med en lang, let faldende og relativt lige vej, der leder mod nordøst ned til det nordøstligste punkt, hvor man drejer mod vest og siden sydvest for at køre tilbage mod målområdet.  Her stiger det omvendt ganske let, indtil man slutteligt drejer mod sydøst ind på målstigningen, der stiger med 6,2% over 3,3 km fordelt med 5,8% og 6,4% over hver af de to første kilometer og siden 6,2% over de sidste 1300 m. Stigningen er uhyre kringlet med 117 hårnålesving, idet vejen dog retter sig ud på den sidste kilometer med et sidste skarpt sving 300 m fra stregen. Der er en kategori 2-bjergspurt efter 1. og 2. omgang, men ikke på 3. og 4. omgang.

Etapen byder på i alt 3009 højdemeter mod 3328 højdemeter, da man senest brugte denne rundstrækning i 2021.

Denne etape spiller altid en helt afgørende rolle i det samlede klassement, og med den nye afslutning på selve stigningen er den endnu vigtigere end tidligere. Målstigningen er dog hverken lang eller voldsomt stejl, og det er mest en sag for puncheurs. Forskellene var da også begrænsede i 2021 og 2020, men som den sværeste bjergafslutning i løbet er det her, klatretyperne først og fremmest skal vinde tid, hvis de vil vinde løbet, som Andrea Bagioli i 2020, gjorde, da han med sidste års sejr tog et skridt mod den sejr, der dog glippede på allersidste etape, og som Jonas Vingegaard gjorde, da han i 2021 tog det første skridt mod den samlede triumf.

I 2021 sejrede Jonas Vingegaard i samme tid som Ivan Ramiro Sosa, mens Nick Schultz, Ben Hermans og Ethan Hayter smed 4 sekunder, mens hele top 10 var inden for 10 sekunder, og i 2020 sejrede Andrea Bagioli med 1 sekund ned til Jhonatan Narvaez, Nicola Conci og Diego Ulissi, da finalen blev brugt første gang, men afstanden ned til nr. 20 var bare 28 sekunder. På den gamle rute så vi i 2019, at Mikel Landa og Lucas Hamilton kørte væk, inden baskeren vandt spurten, og Alexander Kamp 11 sekunder senere var hurtigst i en lille favoritgruppe. I 2018 slog Bauke Mollema til i spurten på brostensbakken, hvor han vandt med 2 sekunder ned til Diego Rosa og 3 sekunder ned til Giulio Ciccone, Guillaume Martin og Richard Carapaz. I 2017 tog Tom Skujins en overraskende solosejr, da han nåede mål med 7 sekunder ned til en favoritgruppe på 8 mand, hvis spurt på bakken blev vundet af Arnold Jeannesson. I 2016 kørte Sergey Firsanov og Egan Bernal væk på Monte Tiffi, og efter at sidstnævnte var styrtet, tog russeren en solosejr 15 sekunder foran Mauro Finetto, der var første man i en lille gruppe af favoritter. I 2015 viste Ben Swift, at han er meget mere end en sprinter ved at tage en imponerende sejr. Peter Kennaugh var bedst i 2014, mens Diego Ulissi vandt i 2013.

Læs også

Optakt: 7. etape af Presidential Tour of Türkiye

Læs også

UAE-dominans på regnfuld Romandiet-enkeltstart - dansker med topresultat

3. etape

Da man nytænkte løbet i 2020, indførte man en kuperet rundstrækningsetape omkring byen Riccione, og den synes ny at være en fast bestanddel. Den har åbnet løbet de seneste to år, men nu vender den tilbage til sin gamle plads på tredjedagen. Det er en svært forudsigelig størrelse, der har haft varierende sværhedsgrad og både er blevet vundet i reducerede massespurter og har givet forskelle i klassementet. I år har etapen et ganske hårdt format, men en meget stejl mur med top med små 30 km igen, og dermed er der lagt op til endnu en uforudsigelig dag, hvor klatrerne vil angribe hinanden, men hvor det også kan ende i en spurt i en decimeret gruppe.

Med en distance på 132,2 km er der igen tale om en meget kort etape, der har både start og mål i kystbyen Riccione. Fra start kører man mod syd væk fra vandet ad let stigende veje og en lille nedkørsel, inden det går mod sydvest ad lange, lige og let stigende veje. De leder frem til dagens hovedmenu, der rammes, når man kører mod sydvest og nordvest op ad kategori 1-stigningen Passo San Marco (11,9 km, 4,4%), der stiger med 6-7% over de første 2 km, derefter har 7 lette kilometer og slutteligt stiger jævnt med 6-7% over de sidste 2,9 km frem mod toppen, som rundes efter 43,8 km.

En teknisk nedkørsel leder nu mod nord og vest, inden det går mod nordøst ad let faldende veje. Derefter går det løs igen, når man kører mod sydøst op ad kategori 2-stigningen San Leo (5,1 km, 7,4%), der efter 2 km med 5-6% stiger med 7-10% frem mod toppen, som rundes efter 69,8 km. En teknisk nedkørsel fører nu mod nordøst, inden det går mod sydøst op ad en bakke (4,2 km, 6,9%) med top efter 80,0 km, inden endnu en teknisk nedkørsel fører mod nordøst ind i San Marino.

I bunden drejer man mod nord for at køre op ad kategori 2-stigningen San Marino (6,7 km, 4,9%), der stiger jævnt med 5-6% det meste af vejen, men flader lidt ud midtvejs. Toppen i landets hovedstad rundes efter 92,1 km, hvorefter de sidste 40,1 km indledes med en teknisk nedkørsel, der leder mod sydøst tilbage til Italien. Man krydser grænsen igen efter 101,2 km, hvorefter det går videre mod sydøst op ad en stigning (2,6 km, 9,5%), der har top efter 104,8 km.

Herfra er de sidste 27,4 km lettere. Det går ad faldende veje mod øst, inden man drejer mod nord for at køre ud mod kysten. Her skal man over en bakke (1,6 km, 6,9%) med top efter 119,0 km, hvorefter det let faldende resten af veje, når man kører mod nordøst, sydøst og nord ud til målbyen, hvor det falder let frem til den sidste kilometer, der stiger med 0,1%. Man drejer i en rundkørsel med 4700 m igen og skal så igennem to rundkørsler med hhv. 4100 m og 2800 m igen, inden et sving med 2100 m igen leder ind på kystvejen, der har en rundkørsel som sidste forhindring med 1100 m igen.

Etapen byder på i alt 2657 højdemeter.

Vi har haft tilsvarende Riccione-etaper designet efter samme mønster i både 2020, 2021, 2022 og 2023, men hvor man i 2021 og 2022 havde nogle ret svære stigninger tæt på mål, som man har det i år, havde man sidste år en blødere sidste stigning. Mest taler for en reduceret massespurt, for det fik vi i 2020 og 2021 og var tæt på i 2023, hvis ikke Remi Cavagna havde leveret et vildt soloridt. Vi så dog også i 2022, at Mauro Schmid og Eddie Dunbar kørte væk på sidste stigning, og denne rute gør det ikke umuligt, at vi kan se et lignende scenarium på en dag, hvor et stærkt hold bliver vigtigt for den førende rytter, hvis ikke løbet skal glide ham af hænde. Et udbrud er også en mulighed, men usandsynligt, da favoritterne formentlig vil angribe hinanden.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Da det arabiske tempomirakel fortsatte

Etapen gjorde som sagt debut i 2020, hvor Jhonatan Narvaez nærmest slog Pascal Eenkhoorn og Biniam Ghirmay i en gruppe på 37 mand, mens der i 2021 var ca. 70 mand, da Ethan Hayter spurtsejrede foran Shane Archbold og Nick Schultz. I 2022 var der kun 22 overlevende, og herfra kørte Mauro Schmid og Eddie Dunbar, inden schweizeren vandt spurten, mens Ethan Hayter vandt spurten hos forfølgerne 16 sekunder senere. Sidste år leverede Remi Cavagna et stort soloridt, og han sejrede med 32 sekunder ned til 36 mand, hvis spurt blev vundet af holdkammeraten Mauro Schmid foran Rick Pluimers. Tidligere var Riccione altid målby for en flad første etape eller halvetape, der gav sejre til Andrea Palini (2012), Manuel Belletti (2011), Francesco Chicchi (2010 og 2008), Danilo Napolitano (2009 og 2006), Alessandro Bertolini (2007), Guillermo Bongiorno (2005), Graziano Gasparre (2004), Jan Svorada (2003) og Alessandro Petacchi (2002). I 2011 og 2010 blev der også kørt holdløb i byen, og her gik sejrene til henholdsvis Androni og Liquigas. Baby-Giroen har også været forbi et par gange, senest i 2021, hvor Andrea Cantoni kørte hjem til en solosejr, i 2020, hvor Jordi Meeus vandt en massespurt, og i 2019, hvor Ethan Hayter vandt den indledende prolog.

4. etape

I flere år havde løbet et relativt fast format, men i de seneste år har man opfundet flere nye etaper. Det gælder også i år, hvor man byder på en helt ny fredagsetape, der er betydeligt fladere end de foregående. Her venter nemlig en ganske flad dag, der præges af korte eksplosive bakker, der er en invitation til klassikerryttere. Måske er der en sprinter, der vil prøve at holde det samlet, men en stejl mur med top med ca. 5 km igen efterfulgt af en 400 m lang bakke op til mål vil snarere appellere til puncheurtyper, hvis da ikke et udbrud vil løbe med sejren nu, hvor forskellene må være større.

Som altid er der tale om en kort etape, når der denne gang skal køres 150,7 km med start og mål i Brisighella. Der er tale om en rundstrækningsetape, der består af omgange på to forskellige rundstrækninger. Således lægger man ud med at køre tre omgange på en 36,9 km lang rundstrækning, hvoraf de første 1200 m er neutraliserede. Den starter benhårdt med, at man kører mod nord og nordvest op ad kategori 3-stigningen Il Monticino (2,7 km, 6,0%), der starter med 2,0 km med 7,4%, men derefter kun stiger med 0,7% frem mod toppen, som rundes efter hhv. 1,8 km, 38,7 km og 75,1 km, idet der kun er bjergspurter ved de to sidste passager.

Læs også

Sådan vil Pogacar lave Giro-Tour-double

Derfra leder en teknisk nedkørsel mod nordøst og nord ned til dalen, hvor man kører mod nordøst ad lange, lige og let faldende veje. Derefter bliver det stort set fladt, når man forsætter mod først nordøst, siden sydøst og derefter sydvest hele vejen tilbage til målbyen, hvor stregen krydses efter hhv. 35,7 km, 72,6 km og 109,5 km.

Efter sidste omgang afsluttes etapen med to omgange på en kortere 20,6 km lang rundstrækning. Den indledes på samme vis med kategori 3-stigningen Il Monticino (2,7 km, 6,0%), hvis top rundes efter hhv. 112,5 km og 133,1 km, idet der kun er bjergspurt første gang. Fra sidste passage indledes de sidste 17,6 km igen med den tekniske nedkørsel og de let faldende veje, der fører mod nordøst, men dem forlader man, når man afviger fra den første rundstrækning ved at kører mod syd op ad en bakke (800 m, 9,2%), der har top med bare 5,4 km igen.

Derefter falder det over 3 km, inden de sidste 2 km er let stigende frem mod den sidste 400 m lange bakke, der stiger med 4-5%. Nedkørslen er teknisk ukompliceret og går ad en relativt lige vej. Med 1500 m igen drejer man skarpt, og det gør man igen bare 400 m fra stregen, hvorefter der er to hårnålesving, det sidste bare 100 m fra stregen.

Etapen byder på i alt 2215 højdemeter.

Det er ikke den letteste etape at spå om. På dette tidspunkt i løbet har et udbrud en god chance, men det er også sandsynligt, at et miks af sprintere og puncheurs vil gå efter etapen. De to bakker til sidst bør dog være for voldsomme for alle andre end de meget holdbare sprintere, og derudover lægger også bakken op til mål op til, at de eksplosive klassikertyper nok har den bedste chance - enten med et sent angreb eller i en spurt i den kringlede finale.

Brisighella har kun én gang tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb. Det var i Adriatica Ionica Race i 2022, hvor Giovanni Carboni tog en solosejr fra et udbrud foran en lille gruppe af favoritter, hvis spurt blev vundet af Natnael Tesfatsion foran Paul Double.

Læs også

UAE-komet vinder efter fænomenal nedkørsel

5. etape

I 2019, 2020 og 2021 bød løbet på en etape med start og mål i Forli, hvor man kørte omgange på en rundstrækning med en stigning, inden man sluttede med en flad finale. Det gav sejre i reducerede massespurter til Simone Velasco og Pascal Eenkhoorn, men også en udbrudssejr i 2021, hvor Mikkel Honoré og den samlede vinder, Jonas Vingegaard, kørte væk på den sidste stigning. Sidste år forsøgte man sig med en ny rundstrækning med en grusvejsstigning, der var nok til, at tre mand kunne køre væk, og i år genopfinder man så atter rundstrækningen, der nu byder på to nye og ganske stejle bakker. Det lægger op til mere af det samme, nemlig mulige angreb fra favoritterne, der får en sidste chance for at ændre klassementet, men også en mulig spurt i en mindre gruppe, hvor afgørende bonussekunder måske kan ændre på udfaldet, som det skete i 2020 - og akkurat som i 2023 skal det i givet fald ske på cykelbanen i byen.

Nok engang er der tale om en kort etape, når der skal køres 157,9 km med start og mål i Forli. Fra starten ved cykelbanen kører man mod sydvest ad lange, lige og let stigende veje, inden det får op ad Rocca Delle Caminate (7,6 km, 4,0%), der indledes med 3,1% med 5,7%, derefter har en nedkørsel og slutter med 2,5 km med 5,1%, inden man runder toppen efter 12,3 km. Derfra leder en kringlet nedkørsel mod sydvest og øst ned til byen Meldola, hvorfra man kører ad let faldende veje mod nordøst frem til rundstrækningen, der rammes efter 25,4 km.

Nu køres der fire hele omgange på den 24,9 km lange runde. Den indledes med, at man kører et kort, fladt stykke mod øst, inden det går mod sydøst op ad kategori 2-stigningen Polenta (3,4 km, 5,9%), der indledes med 1,8 km med 8,4%, men derefter kun stiger med 3-4% frem mod toppen, hvor der er bjergspurter på 2., 3. og 4 omgang efter hhv. 55,6 km, 80,5 km og 105,4 km.

Derfra går det ad en lidt småsnoet nedkørsel, der leder mod øst, inden man vender rundt for at køre mod vest og nordvest op ad endnu en stigning (1,3 km, 8,9%). Rundstrækningen afsluttes nu med et plateau, der leder mod nordvest og en let nedkørsel, der fører videre mod nordvest, inden man kører mod syd ad et kort, fladt stykke.

Efter fjerde omgang kører man næsten endnu en hel omgang. Det betyder, at man når toppen af Polenta med 27,6 km igen - denne gang uden bjergspurt - og af den sidste stigning med 17,0 km igen. Med 10,2 km igen skipper man dog den sidste, let faldende del af rundstrækningen for i stedet at køre ad lige og ganske let faldende veje mod nordøst og nordvest ind til Forli. Man drejer i en rundkørsel med 5700 m igen, og derefter skal man igennem rundkørsler med hhv. 4000 m, 3000 m, 2200 m, 1800 m og 1000 m igen. Man drejer skarpt med 600 m og 400 m igen, hvorefter man kort efter rammer cykelbanen, hvor man kører en halv omgang med de klassiske bløde kurver.

Etapen byder på i alt 2898 højdemeter.

Det er en ny rundstrækning, men scenariet synes at være det samme. Vi har to gange set, at de bedste har kunnet køre væk, nemlig i 2021 og 2023, og det virker ikke umuligt, at det kan ske på denne rundstrækning også. Stigningerne ligger dog også så langt fra mål, at det mest sandsynlige må antages at være samling til en eller anden form for spurt, som vi så det de to første gange. Et udbrud kan heller ikke helt afskrives, men da klassementet formentlig er tæt, må man formode, at favoritterne gerne vil gå efter den samlede sejr en sidste gang.

Forli var været for en tilsvarende etape i 2023, 2021, 2020 og 2019, hvor man dog benyttede andre rundstrækninger. Sidste år kørte Ben Healy, Domenico Pozzovivo og Mark Padun væk, hvorefter Healy vandt spurten, mens 12 forfølgere kom 25 sekunder for sent. I 2022 lykkedes det Mikkel Honoré og den førende Jonas Vingegaard at køre væk på stigningen, hvorefter Honoré vandt spurten, mens Vingegaard tog den samlede sejr, og Shane Archbold vandt spurten om 3. pladsen 19 sekunder senere i en gruppe på bare 14 mand. I 2020 var Pascal Eenkhoorn i en gruppe på 35 mand hurtigere end Diego Ulissi og Jhonatan Narvaez, der med 3. pladsen sikrede sig den samlede sejr i sidste øjeblik. I 2019 var Simone Velasco foran Francesco Gavazzi og Alexander Kamp hurtigste mand i en gruppe på 45 mand. Derudover var Forli tidligere vært for et stort cykelløb i 2015, da Nicola Boem overraskende snød sprinterne på en Giro-etape. Også i 2006 kom Giroen forbi, og her var Robbie McEwen hurtigst i en massespurt.

Læs også

Ayuso er stadig mærket af kuldechok

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

Favoritterne

Settimana Internazionale Coppi e Bartali har i flere år fulgt et ret velkendt mønster med et meget stort genbrug af etaperne, men det er slut nu. Allerede i 2020 fik vi en næsten total nytænkning af løbet, og selvom der var en del genbrug i 2021, blev det hele kompliceret af en ny kongeetape. I 2022 skulle vi på de igen, da arrangørerne for første gang designede en rute helt uden genbrug, og minsandten om det ikke næsten var tilfældet igen sidste år, hvor der kun var én genganger, en ny kongeetape og pludselig også den første enkeltstart i mange år.

I år bliver det dog en smule lettere. Man vender i hvert fald tilbage til et format, der ligger meget tæt på ad det, vi havde i 2020. Dengang var løbet kun fire dage, men stadig fem etaper langt, og det kom tæt på det, vi ser i år. Det skyldes først og fremmest, at 2. etapes bjergfinale blev brugt også dengang, men derudover havde vi også en sprinteretape, hvad der i dag er en sjældenhed, samt de to kuperede etaper omkring Forli og Riccione. Ganske vist er de etaper nytænkte, men formatet er grundlæggende det samme. Riccione-etapen har masser af højdemeter og mange svære stigninger, men en lang, flad finale, og Forli-etapen består igen af omgange på en kuperet rundstrækning, og derefter en flad afslutning. Det nye er fraværet af holdløbet, der stadig var med dengang, og det erstattes af årets helt nye 4. etape, der er en eksplosiv sag med korte, stejle stigninger.

Hvordan gik det så dengang? Andrea Bagioli vandt bjergfinalen, men forskellene var meget små. Hele top 10 var inden for ni sekunder af italieneren, og Jhonatan Narvaez, Nicola Conci og Diego Ulissi var bare 1 sekund efter. Både Riccione- og Forli-etaperne endte herefter i spurter i grupper på ca. 40 mand, og det endte i et knivskarpt opgør på bonussekunder, hvor Narvaez akkurat med en 3. plads på sidste etape sikrede sig den samlede sejr med 1 sekund. Forinden havde Bagioli ellers vundet ekstra tid med sejr på holdløbet, men det var ikke nok.

Vi kan meget vel se lidt af det samme denne gang. Man må formode, at løbets relativt få sprintere vil sikre, at 1. etape ender i en massespurt, og herefter får vi det vel nok vigtigste slag på 2. etape. Som vi så i både 2020 og 2021, vil forskellene være meget små - i 2021 endte vinderen Jonas Vingegaard i samme tid som Ivan Ramiro Sosa og hele top 10 var inden for 10 sekunder - og det er klart en afslutning med appel til eksplosive folk. Ethan Hayter endte eksempelvis som nr. 5 i 2021.

Derefter kan det meget vel blive afgjort på bonus. De følgende etaper har alle potentiale til, at det kan gøres forskelle i klassementet. Det så vi på Riccione-etapen i 2022, hvor Eddie Dunbar og Mauro Schmid kørte fra alt og alle, og det så vi delvist også i 2023, hvor det dog ikke var klatreevnerne, der gav Remi Cavagna sin solosejr. De øvrige gange er den dog endt i reducerede massespurter, hvad der synes at være det mest sandsynlige udkomme, men etapen er i år så svær, at det kan lade sig gøre for klatrerne at vinde tid her.

Læs også

Optakt: Vuelta Asturias

Det samme gælder på Forli-etapen. Også den er typisk endt i en spurt i en mindre gruppe, men i 2021 kørte Vingegaard og Mikkel Honoré fra alt og alle, og sidste år lykkedes det for Ben Healy, Domenico Pozzovivo og Mark Padun. Også her er rundstrækningen ny, og det ligner atter, at det mindst sandsynlige er en spurt, men det er bestemt ikke givet.

Endelig er der den nye 4. etape. Her er stigningerne kortere og lettere, og det mest sandsynlige er en spurt på den ret hårde bakke til sidst. Heller ikke det er dog stensikkert. Den sidste mur er ret stejlt, og man kan ikke udelukke, at en meget eksplosiv puncheur kan gøre forskellen. Skal der spurtes, taler vi her om en 400 m lang bakke med 4,5% i en meget teknisk afslutning, og det er godt for de mindre spurtstærke klatrere, der ikke vil elske de flade afslutninger på 3. og 5. etape.

Det kunne altså lugte af en kamp om sekunder på 2. etape og om bonus på de sidste tre etaper, men det kan ikke udelukkes, at løbets bedste klatrere kan skabe større afstande. Derudover kan holdet blive ekstremt vigtigt. Særligt 3. og 5. etape lægger op til, at man kan isolere den førende rytter og herefter angribe ham på skift. Det skaber en mulighed for en lidt mere tilfældig afgørelse, hvor stærkeste mand ikke nødvendigvis vinder. Et godt hold kan altså være vigtigt - medmindre man er så snu at tage trøjen på sidste etape eller at finde allierede undervejs.

Kan vejret så spille ind? Næppe. Løbet har næsten altid godt vejr, og det gælder også i år, hvor der vil være masser af sol og fine temperaturer. Vindretningen er dog værd at notere sig. Der vil være sidemodvind på onsdagens målstigning, hvilket taler for endnu mindre forskelle og endnu mere fokus på punch og spurtstyrke. Torsdag vil der være en del mod- og sidevind i finalen, hvilket øger chancen for en spurt, og også fredag vil der være modvind på begge stigninger til sidst - igen dårligt nyt for folk, der vil angribe. Helt galt bliver det af, at der også lørdag vil være modvind på sidste stigning og i den flade finale, hvilket igen taler for en spurt.

Hvor efterlader det os? Løbet er som altid for klatrestærke folk, men denne gang kan det meget vel handle mest om punch og spurtstyrke. Bonussekunder kan blive altafgørende, selvom der denne gang ikke er indlagte spurter, og vinden taler hver eneste dag for, at forskellene bliver endnu mindre, end klatrerne kunne ønske sig. Der er dog en chance for, at de bedste klatrere alligevel kan vende løbet på hovedet på 3. eller 5. etape - eller måske 4. etape - og tager man trøjen tidligt, kan et godt hold blive vigtigt.

Coppi e Bartali lever i den grad op til sit ry som talenternes holdeplads, og også i år har løbets store hold sendt nogle meget unge trupper til Italien, hvor de unge navne kan få en sjælden chance for at jagte et topresultat. I år er løbet endda også stort set renset for store stjerner, og det er kun Diego Ulissi, der vel kan betegnes som en relativt etableret stjerne med chancer i klassementet. I 2022 kunne man ellers præsentere navne som Vincenzo Nibali, Chris Froome og Geraint Thomas samt en klassikergigant i form af Mathieu van der Poel, men i år lever løbet virkelig op til sit ry.

Det gør altid løbet til en herligt åben affære, hvor det er uhyggeligt svært at pege på en oplagt favorit, og sådan er det også i år, særligt hvis taktik kommer i spil undervejs. Jeg prøver at gå med Filippo Zana, der viste form og punch i Strade og Tirreno, men jeg er bange for, at ruten er for let. Han er dog min favorit til 2. etape, men problemet er bare, at han jo næppe vinder mange sekunder - slet ikke med modvind - og da han ikke er hurtig på flad vej, skal han altså have sekunderne til at blive fordelt godt. Omvendt skal vi huske, at en sejr på 2. etape jo altså også giver 10 bonussekunder, og han vil derfor kunne forlade 2. etape med et vist forspring.

Derefter må han krydse fingre for, at sekunderne fordeler sig rigtigt, men det virker i dette felt heller ikke umuligt. Der er i hvert fald ikke klare favoritter til spurterne undervejs. Alternativt skal han forsøge at køre solo på en af de efterfølgende etaper, og det er han vel det bedste bud en mand, der kan gøre. Problemet er bare her, at der som sagt er ugunstig vind på alle etaper. Han har altså ikke en klar vej til sejr, men i et løb uden meget formstærke puncheurs, tror jeg alligevel, at en sejr på 2. etape kan række.

Jeg var dog meget tæt på at pege på hans holdkammerat Davide De Pretto. Det italienske talent er kommet stærkere i gang end ventet, og han har allerede vist sig konkurrencedygtig, senest i Sanremo, hvor han trods en hjælperrolle sad med i gruppen bag de forreste. Desværre viste Valencia, Laigueglia og Oman også, hvor han har sine begrænsninger på holdbarhed, og jeg kan godt frygte, at han alligevel mister for mange sekunder på 2. etape. Han hjælpes dog ganske meget af modvinden, og med de spurter, han har kørt i år, tror jeg, at han kan vinde ganske, ganske mange bonussekunder. Opskriften til sejr er altså ret klar, og han har et stærkt hold. Spørgsmålet er bare, om han klatrer godt nok. Holdet har også Lucas Hamilton, men han er stadig en skygge af sig selv, mens Rudy Porter trods fremgang mangler for meget. Den forsvarende vinder, Mauro Schmid, står også på startlisten, men jeg antager, at han ikke kommer til start, da han tilsyneladende er skadet.

Læs også

Lefevere om muligt Alaphilippe-skifte: Måske vil han prøve noget andet

Jaycos værste rival kunne være en af løbets få veteraner, nemlig Gianluca Brambilla. Han har været ret svingende, men han startede stærkt i AlUla Tour og fulgte det senest op med en stærk 6. plads i Torino. Dette løb passer ham ganske perfekt, da han er eksplosiv på 2. etape og i Torino bekræftede, at han stadig har en vis fart. Modvinden bør hjælpe ham ganske meget på 2. etape, hvor han ikke burde tabe mere end sekunder til de bedste, og så er spørgsmålet, om han kan vinde løbet på bonus herfra. Det burde ikke være umuligt med de tre finaler, der venter. En joker er, om hans hold er stærkt nok, men han har trods alt Matteo Badilatti, der ikke virker helt formsvag, samt Carl Fredrik Hagen, der kørte en god kongeetape i Valencia. Det kan være for lidt, men på denne lidt lettere rute tror jeg på, at hans punch, fart og form kan give ham den samlede sejr.

Det er klart, at Badilatti og Hagen også selv kan gøre det godt, men det er svært at se dem vinde, da de ikke har meget punch. Løbet passer bedre til hurtige Walter Calzoni, der var god i dette løb sidste år, men han har skuffet fælt i år, som også James Whelan har det.

Hvad kan Koen Bouwman? Hollænderen burde være min klare favorit, for han er skabt til dette eksplosive løb. Han står meget stærkt på 2. etape og er rasende hurtig på flad vej, men rækker formen? Han var skam ikke ringe i Paris-Nice, men han var godt nok også langt fra de bedste. Det er klart, at niveauet her er meget lavere, men jeg frygter altså, at han mangler lidt for meget, selvom modvinden vil hjælpe ham.

Visma har også et alternativ i Milan Vader. Han er skabt til den eksplosive finale på 2. etape, og vi så hans høje niveau, da han vandt i Kina. Han er heller ikke helt langsom på flad vej, men her tror jeg ikke, at han er hurtig nok til at få megen bonus. Derudover er hans form meget usikker. Han skuffede fælt i både Australien og Algarve, og da han ikke har kørt siden dengang, aner vi intet om, hvor han står. En god Vader kan dog vinde løbet på samme måde som Zana. Holdet har også supertalentet Johannes Staune-Mittet, men han synes formsvag og passer dårligt til løbet. De har også det spændende talent Tijmen Graat, der dog også mangler punch, Menno Huising, der dog kan finde det lidt for hårdt, og formstærke og relativt eksplosive Darren van Bekkum, der dog nok også kan finde det lidt for hårdt.

Med fokus på punch og spurtstyrke er løbet jo perfekt for Diego Ulissi, men efter hans svage Sanremo, hvor han forsvandt med det samme og aldrig tog en føring, er optimismen begrænset. Omvendt kørte han hæderligt i Torino, og i Oman var han jo næsten genrejst. Særligt med modvind kan man derfor bestemt ikke afskrive ham, men selv hvis han er flyvende, kan han betale en pris for et meget svagt hold. UAEs andet bud er Gal Glivar, der har et vist punch og har vist form, men han skal have hævet sit niveau siden efteråret, hvis han skal begå sig på 2. etape. En god Sjoerd Bax kunne være med her, men han synes at mangle for meget efter sin skade - og holdet savner Isaac Del Toro, der ikke kører løbet som planlagt.

EF er nok de største tabere på den lette rute. De har ellers kometen Archie Ryan, som jeg forud for sæsonen kaldte feltets næstmest spændende talent efter Del Toro. Han viste overraskende godt punch, da han vandt i Slovakiet, og derfor passer han ikke helt ringe til løbet, men han har ikke vist fart på flad vej. Som Zana skal han altså nok vinde løbet alene på 2. etape, men det er måske heller ikke umuligt. Det kræver, at han har fundet formen efter den skuffende start i Australien, og i Laigueglia viste han, at han er på rette vej. Spørgsmålet er, hvor langt han er kommet siden da. EFs andet bud er Jefferson Cepeda , men det er et svært løb at vinde for en dieselklatrer som ham. Han viste dog lidt punch, da han vandt i Giroen, og man kan ikke udelukke, at han med sit nu meget høje niveau kan vinde 2. etape. Vi aner bare intet om, hvor han står. Holdets joker er eksplosive Andrea Piccolo, der er skabt til dette løb og kan få megen bonus, men efter den lovende start, har han skuffet igen i alle sine sidste løb. Den lovende klatrer Lukas Nerurkar virker også meget formsvag, og Jardi Christiaan van der Lee har manglet for meget. Endelig kan Stefan De Bod næppe længere være med helt i front.

Lotto kommer med et spændende hold, hvor bedste bud nok er Sylvain Moniquet. Han startede sin sæson ret stærkt, men har desværre skuffet lidt i sine seneste løb. Efter et svagt 2023 er det derfor også svært at se ham vinde, da han skal vinde løbet alene i kraft af 2. etape eller taktik. Bedre til løbet passer Jenno Berckmoes, der har punch og i år vist en helt ny spurtstyrke, men efter en flot start har han været meget formsvag på det sidste. Harm Vanhoucke har ikke vist tegn på nogen genrejsning, og Henri Vandenabeele er stadig en skygge af sig selv. Holdet har dog en joker i supertalentet Alec Segaert. Jeg vil forvente, at 2. etape er for svær, men han blev trods alt nr. 11 i Baby-Giroen. Han er dog ikke hurtig. For unge Jarno Widar er det for tidligt.

Bingoal kommer med en spændende kandidat i Floris De Tier. Belgieren er ganske eksplosiv og passer godt til 2. etape, og i Torino viste han det bedste, vi har set fra ham i lang, lang tid. Det er dog svært at se ham vinde, da han ikke er spurtstærk. Det er til gengæld Marco Tizza, der passer ret godt til denne rute, men han har slet ikke klatret godt i år. Også Aaron Van Der Beken og Johan Meens kan komme et stykke, men ikke hele vejen. Endelig har de den ret hurtige Giacomo Villa, men som vi så i Rwanda vil han nok være overmatchet på 2. etape.

Tudor har en ret spændende outsider i Luc Wirtgen, der virkelig har fundet sig selv i år. En 16. plads i Laigueglia og en 31. plads i Strade vidner om muligheder, og da han også er hurtig, kan han hente bonus undervejs. Det vil dog være et nyt niveau, hvis ikke han taber for meget på 2. etape. Han ledsages af Marco Brenner, der i slutningen af februar endelig viste lovende takter, men han faldt sammen i Tirreno og passer også dårligt til ruten. Det tredje bud er Sebastien Reichenbach, men han synes stadig en skygge af sig selv, og unge Hannes Wilksch har intet vist i år.

Polti kommer med Paul Double, men han er som altid en lottokupon. Han startede sæsonen som lyn og torden, men skuffede stort i Antalya og Galicien. Hvor han står nu, aner vi ikke, og det kan gå begge veje. Da han ikke er eksplosiv, får han dog svært ved at vinde. Han ledsages af German Dario Gomez, der blev nr. 6 i Rwanda, men har skuffet i Europa, samt Alex Martin, der ikke har imponeret i år. Skal holdet vinde, skal de nok satse på Jhonatan Restrepo, der kan få et hav af bonussekunder og har været genrejst i år med sejr i Colombia og samlet 3. plads i Rwanda. Han udgik dog af Tirreno efter styrt og blev ikke klar til Sanremo - og i forvejen er 2. etape nok for svær.

Bardiani kommer med den meget spændende Alessandro Pinarello, der viste et helt nyt niveau og punch med sin 2. plads i Antalya. Vi så dog også i Laigueglia, at det niveau nok ikke rækker hele vejen i dette felt, og uden spurtstyrke får han svært ved at komme hele vejen på denne rute. Han ledsages af den endnu mere lovende Giulio Pellizzari, men selvom det så bedre ud i Kroatien forleden, synes han stadig at mangle for meget til dette niveau lige nu. Et tredje bud er Alessio Martinelli, der gjorde det godt på dette niveau sidste år, men han har kørt meget få løb i år og passer heller ikke ideelt til ruten. Endelig har holdet Luca Covili, men han har skuffet igen i år, og niveauet er for højt for Matteo Scalco.

Unibet har et par spændende klatrere i form af Cedric Bakke Christophersen, Baptiste Huyet og Charles Paige. De er fortsat formentlig overmatchet på dette niveau, og deres form er ret usikker, men de bliver spændende at følge. Nordmanden blev trods alt nr. 10 i Arctic Race og Huyet en hæderlig nr. 21 i Ain i 2023.

Der er svært at tro på Corratec. Deres bud er Valerio Conti , der passer til løbet, men faldt helt igennem i Sanremos udbrud. Mark Padun er stadig en skygge af sig selv, og hverken Kristian Sbaragli eller Mark Stewart kan klare 2. etape.

Kan kontinentalholdene blande sig? Bedste bud er nok Thomas Pesenti, der har punch og fart og passer til ruten. Han har gjort det ganske pænt i både Oman og Laigeuglia. Til gengæld har hans holdkammerat Giovanni Carboni skuffet, og løbet er nok for svært for Yuma Koishi. Det andet spændende hold er Petrolike, der kommer med  de tidligere professionelle Jonathan Caicedo og Diego Camargo, men efter den imponerende start i Colombia har Caicedo skuffet i Europa, og Camargo har intet vist. Jose Ramon Muniz og Edgar Cadena har heller ikke taget den gode form med til Europa. GW har Alejandro Osorio, der jo allerede har taget to store sejre i år, men han har til gode at klatre med de bedste - også i det ellers gode løb i Colombia, hvor også eksplosive Adrian Bustamante, Brandon Rojas, Edgar Pinzon og Diego Pescador kom lidt til kort. Arkea kommer med Embret Svestad-Bårdseng, der dog har haft det svært på dette niveau, samt Louis Rouland. Andre, der skal prøve, er Sergio Meris og Pavel Novak

OPDATERING: Den endelige startliste er kommet, og der har som frygtet været et hav af ændringer. Vigtigst er det, at der er afbud fra Zana, hvilket åbner det hele op, fordi der nu er en anden, der kan tage de 10 meget vigtige bonussekunder på kongeetapen. Jeg vover pelsen og peger i stedet på Archie Ryan. Han har haft flere uger til at forbedre sig siden Laigueglia, og han var fremragende i 2022 og 2023 - også i denne slags finaler. Men som Zana skal han vinde løbet alene via den etape. Han har også et stærkt hold. Jayco ser ikke længere så imponerende ud, så jeg har rykket De Pretto lidt ned på listen og i stedet rykket Vader op. Vi ved, hvor god han er i denne slags finaler, og selvom han har skuffet stort i år, har han trods alt haft flere uger til at forbedre sig. Han rangeres altså på potentiale grundet usikkerheden om formen.

Derudover er der afbud fra Restrepo, Padun, Stewart, Van Der Beken, Piccolo og Pesenti. Bardiani har udtaget Domenico Pozzovivo, der må være deres bedste bud, men ruten passer ham dårligt, og han manglede en del i Tirreno. Jayco har udtaget Anders Foldager, der med sit punch og sin fart passer til ruten, men da han minder om De Pretto, som har kørt meget mere i år, vil de formentlig gå med ham og ikke danskeren, der kun kører sit andet løb. Q36.5 har Alessandro Fancellu som støtte for Brambilla efter god kørsel i Galicien, Polti har også Andrea Garosio, Corratec stiller med Davide Baldaccini, Alessandro Monaco og Marco Murgano, Bingoal stiller også med Lennert Teugels og Louka Matthys og Tudor med Mathys Rondel. Alle er det ryttere, der kan begå sig i klassementet, men næppe kommer alt for langt.

***** Archie Ryan

**** Milan Vader, Gianluca Brambilla

*** Koen Bouwman, Davide De Pretto, Diego Ulissi, Jefferson Cepeda, Sylvain Moniquet

** Floris De Tier, Johannes Staune-Mittet, Luc Wirtgen, Domenico Pozzovivo, Paul Double, Jenno Berckmoes, Carl Fredrik Hagen, Marco Brenner, Matteo Badilatti, Tijmen Graat, Alessandro Pinarello, Giulio Pellizzari, Alessio Martinelli, Alec Segaert, Harm Vanhoucke

* Gal Glivar, Jonathan Caicedo, Alejandro Osorio, Menno Huising, Darren van Bekkum, Lukas Nerurkar, Alessandro Fancellu, Lennert Teugels, Embret Svestad-Bårdseng, Sebastien Reichenbach, Walter Calzoni, Anders Foldager, Louka Matthys, Marco Tizza, Sjoerd Bax, Rudy Porter, Lucas Hamilton, Mathys Rondel, Cedric Bakke Christophersen, Baptiste Huyet, Charles Paige, Jardi Christiaan van der Lee, Stefan De Bod, Andrea Garosio, James Whelan, Johan Meens, Giacomo Villa, Hannes Wilksch, Davide Baldaccini, Alessandro Monaco, Marco Murgano, Alex Martin, German Dario Gomez, Luca Covili, Matteo Scalco, Valerio Conti, Giovanni Carboni, Yuma Koishi, Diego Camargo, Jose Ramon Muniz, Edgar Cadena, Adrian Bustamante, Brandon Rojas, Edgar Pinzon, Diego Pescador

Danskerne

Anders Foldager er til start for Jayco og er omtalt i opdateringen ovenfor.

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT