Volta a Catalunya-analyse: Da UAE forvandlede Pogacar-showet til et israelershow

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

Jeg skal blankt indrømme, at jeg har gået og været en smule nervøs for, hvordan jeg skulle få skrevet syv analyser i denne uge. Det kan nemlig godt være en smule udfordrende at finde en ny måde at vinkle på, hvis den samme rytter vinder igen og igen. Det var eksempelvis tilfældet under sidste års Tour, hvor jeg skulle være temmelig kreativ for at finde nye tilgange til Jasper Philipsens mange sejre, og i det hele taget har det særligt været et problem i grand tours, hvis en sprinter har været lidt for suveræn.

I ugelange løb er problemet selvsagt mindre udtalt. Løbene er kortere, og der er færre chancer for gentagelser på listen over etapevindere. Alligevel ser man af og til, at de udvikler sig temmelig ensidigt. For nylig vandt Tim Merlier således tre af syv etaper i UAE Tour, og sidste år gjorde Primoz Roglic og Tadej Pogacar det samme i hhv. Tirreno-Adriatico og Paris-Nice, der grundet vind blev forkortet fra otte til syv etaper. Endnu mere suveræn var Jonas Vingegaard i Baskerlandet, for her skulle han kun bruge seks dage til at vinde tre gange.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

I denne uge var der dog udsigt til, at de præstationer ville blive overgået. Volta a Catalunya er et af sportens mest bjergrige løb, men akkurat som sidste år er der denne gang skuet op for vanskelighederne med hele tre bjergafslutninger på bare syv dage. Når man dertil lægger, at to af etaperne appellerer til puncheurs, og man placerer Tadej Pogacar i feltet - og ikke sætter ham op mod Vingegaard - kunne man pludselig lugte noget, der kunne blive nyere tids mest ensidige WorldTour-etapeløb. Pogacar har nemlig været så suveræn, at man med nogen rette kunne hævde, at det kun var manglende grådighed, der kunne forhindre ham i at vinde fem af de syv etaper.

Derfor har jeg også brygget lidt på, hvilke kreative Pogacar-vinkler jeg kunne finde på til ugens mange analyser, men nu har jeg pludselig fået i hvert fald én hovedpine mindre. Da løbet i dag for tredje gang i træk blev skudt i gang med den nu klassiske puncheurfinale i Sant Feliu de Giuxols missede løbets store stjerne nemlig det første af de fem skud, han havde i bøssen.

Hvordan i alverden kunne det gå så galt, når det slovenske uhyre har været i sin helt egen liga i denne slags eksplosive finaler - i hvert fald når han ikke har skullet slås med Primoz Roglic? Var det, fordi afslutningen alligevel var for nem? Nej, bestemt ikke. Selvsamme Roglic vandt som bekendt for et år siden, endda foran Remco Evenepoel, og vi havde allerede inden i dag gennem nu tre tidligere besøg lært, at det er en finale, der passer bedre til de lettere puncheurs end de sprintere, der har speciale i at spurte op ad bakke.

Der var da heller ikke skyggen af tvivl om styrkeforholdet, da Pogacar endelig åbnede for den spurt, hele feltet havde ventet på, siden de vågnede i morges. Ja, faktisk var han så suveræn, at hans mange rivaler i et felt, der som altid er spækket med topklatrere, nu må være endnu mere bekymrede for, hvad der venter resten af ugen. Sloveneren spurtede nemlig fra dem alle med en overlegenhed, hverken Roglic eller Evenepoel var i nærheden af, og for første gang i etapens nu fire udgaver lange historie lykkedes det for bedste mand at vinde reel tid i kraft af sin spurt.

Alligevel skal han ikke iføre sig den førertrøje, arrangørerne formentlig allerede havde klargjort med UAE-logo og det hele. Det skal i stedet Nick Schultz, der vel kan kalde sig WorldTourens hidtil mest overraskende vinder i 2024. Vi har ganske vist haft nogle overraskelser undervejs - måske mest udtalt, da kometen Isaac Del Toro en etape i Tour Down Under, der på ingen måde appellerede til en klatrer som ham - men Schultz’ triumf må alligevel toppe den.

Australieren havde nemlig ikke skyggen af ambitioner om blot at jagte et resultat denne mandag. Det var nu ellers en ret god afslutning for ham, for han har tidligere vist, at han er ganske hurtigt, særligt når der skal spurtes op ad bakke. Problemet var bare, at han er på hold med Stephen Williams, der siden sidste sommer pludselig har været forvandlet til superpuncheur. Det så vi allerede i Vallonien og Norge, og det fik vi i den grad bekræftet i Australien, da han via en hidtil uset fart tog den samlede sejr i Tour Down Under foran den meget hurtige Jhonatan Narvaez. Derfor var det kun logisk, at alle de israelske pile denne mandag pege i britisk og ikke australsk retning.

Men det gjorde jo ikke Schultz mindre brugbar. Tværtimod var han jo den ideelle støtte i en finale, han selv kunne have kørt, og det gjaldt særligt nu, hvor han i Torino også havde vist lidt af den form, han har savnet indtil nu. Han viste da også sin høje klasse ved at tage fronten foran sin kaptajn, da de ramte den sidste nedkørsel ned mod målbyen på et tidspunkt, hvor alle vidste, at man skulle sidde fremme, hvis man ville have skyggen af chance for at blande sig i kampen om sejren.

Det var bare en postgang for tidligt for israelerne, så da de ramte opløbsstrækningen, så det ud til, at Williams indså, at han heller måtte falde lidt tilbage, hvis ikke han ville ende i vinden for tidligt. I hvert fald havde han pludselig givet Schultz et helt uventet forspring, og det skulle vise sig at være nok til at skabe sensationen og forvandle den loyale australier fra hjælper til dagens store stjerne.

Det burde dog aldrig have været nok. Jovist, var han hjulpet af en kraftig medvind, men når man kaster et blik ned over den stjerneparade, UAE har sendt til Catalonien for at sikre det forventede Pogacar-show, skulle det arabiske storhold jo snildt kunne køre en træt hjælper ind. Det skete bare ikke. En frustreret Pogacar kunne se til, mens farten gik helt ud af feltet, og han spejdede forgæves efter både Marc Soler, Joao Almeida, Pavel Sivakov, Jay Vine, Felix Grossschartner og Domen Novak, der udgjorde det fabelagtige hold af hjælperen, sloveneren råder over.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour de Romandie

Og så er vi tilbage ved forklaringen på, at det varslede Pogacar-show med ét blev forvandlet til et israelershow. Det skulle vise sig, at det ikke var grådighed, der skulle forhindre ham i at få fuld plade på fem etapesejre, for den grådighed havde han masser af på en dag, hvor UAE lagde løbet i et jerngreb. Nej, i stedet var det hans ellers på papiret så fabelagtige hold, der forsvandt så tidligt, at Schultz med det yderste af neglene kunne gøre, hvad de fleste kun kan drømme om, nemlig at slå det slovenske fænomen på stregen.

Selvfølgelig skal man lade være med at være alt for kritisk. UAE var helt alene om at kontrollere hele etapen bag et ret potent udbrud, og der er trods alt grænser for, hvilke krav man kan stille selv til en stjerneparade. Alligevel er det svært ikke at se det som et svaghedstegn på et hold, der burde være i særklasse. Jeg kan have været uopmærksom, men som jeg så det tog lottokuponen Jay Vine ingen føringer, før han forsvandt, og dermed blev vi nok engang mindet om, at hans kvaliteter måske nok er enorme, men at hans bundniveau også er svært bekymrende - og desværre en langt hyppigere gæst end hans topniveau.

Det var heller ikke meget, Pavel Sivakov kunne føre, hvilket naturligvis dog kan forklares med hans lange skadespause, og selvom han kom tilbage til sidst, var det godt nok også en overraskende kort føring, der i første omgang var i Joao Almeida, som fik bekræftet det formsvage indtryk fra Paris-Nice. Dermed måtte sloveneren alt for tidligt bruge sine løjtnant, Marc Soler - og pludselig sad han alene til sidst, da han havde allermest brug for hjælpen.

Selvfølgelig kunne andre hold have reageret, men det er jo prisen for at være den store favorit. Alle anså det vel for UAEs ansvar at redde kastanjerne ud af ilden - og måske var der heller ikke mange andre hjælpere tilbage - og dermed gik den i stå så længe, at Pogacar trods sin magtdemonstration akkurat ikke kunne nå at redde det, heller ikke selvom han fik en hjælpende hånd fra Sergio Higuita, der åbenbart er så desperat efter resultater, at han åbnede en spurt med en på alle måder ganske håbløs længde.

I den forstand var det vel UAE-holdet og ikke manglende grådighed, der aflyste Pogacar-showet, og det er desværre ikke første gang, at det har sejlet lidt for araberne i år. Ja, faktisk skal vi bare 48 timer tilbage for at finde endnu en kikser fra feltets måske mest udtalte stjerneparade, da fraværet af Marc Hirschi og Diego Ulissi måske var grunden til, at Cipressa blev kørt så blødt, at vi i dag taler om Jasper Philipsen og ikke Pogacar som vinder af Milano-Sanremo. Det var heller ikke just kønt at se på, hvordan de endte som nr. 2, 3 og 4 i Milano-Torino, eller hvordan de smed Juan Ayusos sejr væk i Trofeo Laigueglia. Ja, Brandon McNulty kan vel heller ikke være tilfreds med, hvor let han var at isolere i et Paris-Nice, hvor hans hjælperstab var lige så stjernespækket, som Pogacars er det i denne uge.

Heldigvis lever sloveneren nok med det. Nederlaget i Sanremo gør i hvert fald mere ondt end dagens nedtur, for når han på søndag måske har fire etapesejre, har mange nok glemt, hvordan løbet blev indledt. I hvert fald er der efter dagens magtdemonstration ingen grund til at tro, at sloveneren ikke vil vinde løbet med en gigantisk margin.

Glemt bliver indledningen dog næppe i Israel.  Det lille ProTeam fortsatte en drømmestart, der blev indledte med Williams’ overraskende sejr Down Under, og som bare er fortsat gennem hele året. I dag blev succesen endda endnu mere komplet, da lottokuponen Williams efter en ellers sløj periode bekræftede sit enorme potentiale som puncheur ved som den eneste at kunne holde Pogacars hjul - noget som hans rivaler i klassementet kun kunne drømme om.

Det kunne Dorian Godon i hvert fald ikke, men det var nu alligevel en storslået dag for den store franskmand. Historikken har som bekendt vist, at finalen appellerer mere til lette end til tunge folk, og derfor var det en bekræftelse på den enorme udvikling, Godon har gennemlevet på det sidste, at han kunne sikre sig en fornem 4. plads. Den kommer efter den sejr i Veneto, der for alvor satte ham på landkortet som en af de bedre puncheurs, og dermed fortsatte han også en forrygende start for et Ag2r-hold, der også vandt hele to løb i weekenden med Paul Lapeira.

I det hele taget var det en god dag for Frankrig. Stortalentet Axel Laurance viste nemlig, at det ikke var noget tilfælde, at han slog selveste Mads Pedersen på muren i Besseges for halvanden måned siden. Det er længe siden, han blev udpeget som fremtidens mand, men hans sæsonstart har tydeligt accelereret hans udvikling efter et 2023, hvor kun hans VM-titel sikrede, at sæsonen ikke var ret skuffende. Bag ham sad endda højst overraskende endnu en franskmand, nemlig Remy Rochas, der efter skiftet til FDJ er blomstret op og igen ligner det talent, han var for nogle år siden.

Læs også

UAE-dominans på regnfuld Romandiet-enkeltstart - dansker med topresultat

Bag ham var det igen de lettere folk, der dominerede. Ilan Van Wilder bekræftede de puncheurevner, han har udviklet det seneste halve år, og Aleksandr Vlasov fortsatte de lovende takter fra Paris-Nice i en finale, der passede ham. Sepp Kuss var en overraskende mand i top 10 og ligner efter i dag den hovedrival til Pogacar, jeg gjorde ham til i optakten, og Harold Tejada fik atter bekræftet, at han har fundet en helt ny fart. Det var også opløftende at se to af de mere spændende talenter, William Junior Lecerf - i karrierens første WorldTour-løb - og Frank van den Broek ende helt fremme, lige bag Higuita, der egentlig gjorde det ganske pænt, men må sande, at der trods alt er grænser for, hvor længe man kan spurte.

Desværre var der folk, der slet ikke fik lov at spurte. Det gjaldt for evigt uheldige Egan Bernal, der sammen med blandt andre formstærke Wout Poels røg i asfalten i et styrt, der heldigvis ikke virkede alt for alvorligt. Det gjaldt desværre også for kometen Maxim Van Gils, der kom til mål mere end 15 minutter efter Schultz og måske skal ”fejre” dagens kontraktforlængelse med en skade, der kan forhindre ham i at blive den åbenbaring i Ardennerne, hans suveræne sæsonstart har lagt op till Det gjaldt også for Ivan Ramiro Sosa, der i hvert fald ikke i klassementssammenhæng får chancen for at bekræfte den genfødsel, vi så i Tirreno, og det gjaldt for Ethan Hayter, hvis bekymrende udvikling åbenbart nu har ført til, at han frivilligt melder sig som hjælper på en etape, der var skræddersyet til ham.

Det gjaldt for Ivan Garcia Cortina, hvis genfødsel blev aflyst fra den ene dag til den anden, for Bryan Coquard, hvis triste udvikling fortsætter, for lottokuponen Ide Schelling, der var milevidt fra sidste års 3. plads, for stadig formsvage Marijn van den Berg, for Felix Engelhardt, hvis lovende takter har været usynlige i år, og for stortalenterne Matthew Riccitello, Darren Rafferty, Florian Lipowitz og Jesus David Peña, der i hvert fald ikke får deres gennembrud i denne uge. Og så gjaldt det for Hugh Carthy, hvis galiciske genfødsel forsvandt som dug for solen, for Jan Hirt, der fortsat er en skygge af sig selv efter skiftet til Soudal, og for Simon Yates, hvis yderst bekymrende sæsonstart fortsætter, denne gang dog delvist forklaret af forudgående sygdom.

Det gjaldt til gengæld ikke for Pogacar. Han fik i den grad lov til at spurte - endda i længere tid, end han i første omgang nok havde planlagt. Denne gang var det bare ikke nok, og for anden gang på tre dage kan man måske tillade sig at forklare det med, at han blev svigtet af sit ellers så stjernebesatte hold. De og ikke manglende grådighed hjalp i hvert fald med at forvandle det ventede Pogacar-show til et - nok midlertidigt - israelershow. Og så hjalp de Feltet.dks analyseskribent af med en lille hovedpine. Nu skal jeg nemlig nok kun finde på fire forskellige måder at vinkle ugens Pogacar-sejre på.

OPDATERING: Efter udarbejdelsen af analysen har jeg erfaret, at arrangørerne har fjernet den tidsgevinst, Schultz, Pogacar og Williams i første omgang blev tildelt.

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT