Optakt: Strade Bianche

 Deltag i Paris-Nice managerspillet (Starter søndag kl. 13.30)

 Deltag i Tirreno-Adriatico managerspillet (Starter mandag kl. 13.00)
 Livestream Strade Bianche, Tirreno-Adriatico og Paris-Nice til halv pris

Løbets rolle og historie

Ideen er så oplagt, at det måske betragtes som lidt af et mysterium, at det tog så lang tid for nogen at tage den op. De mange historiske grusveje i Siena-området og regionens kuperede terræn med mange korte, stejle stigninger nærmest trygler om at være scene for et stort cykelløb, men vi skulle alligevel helt frem til 2007, før Giro d’Italia-arrangørerne RCS Sport besluttede at arrangere en stor begivenhed i området. Inspireret af et stort motionsløb afviklede man den første udgave af Strade Bianche i efteråret, hvor Alexandr Kolobnev slog Marcus Ljungqvist og således blev den første vinder af det, der snart skulle blive en nyklassiker, og som på det tidspunkt var kendt som Monte Piaschi Eroica, fundet.

RCS gjorde intet for at skjule, at deres ambition var at gøre løbet til en slags italiensk udgave af Paris-Roubaix, og det gjorde det fristende at flytte løbet fra dets oprindelige placering i efteråret og i stedet gøre det til et forårsløb. Flytningen kom allerede forud for den anden udgave, og arrangørerne kunne ikke have ønsket sig et bedre udkomme. De store klassikerstjerner Fabian Cancellara og Alessandro Ballan udkæmpede en fantastisk duel, som schweizeren trak sig sejrrigt ud af, og bare nogle få uger senere var netop den duo sammen med Tom Boonen med til at afgøre Helvedet i Nord på velodromen i Roubaix.

Læs også

Sidste etape af Tour of Türkiye neutraliseret

Den udgave gav det indtryk, at løbet var for brostensspecialister, men det har siden vist sig, at det er en langt mere alsidig affære, der er ganske unik. Dele af løbet finder sted på grusveje, men det andet væsentlige karakteristikum er de mange korte og til tider ekstremt stejle stigninger. Mange af disse er på grusveje, hvilket gør det vanskeligt for klatrerne at rejse sig fra sadlen, men det ændrer ikke på, at stejlheden af stigningerne og det totale antal højdemeter gør det til et løb, der passer til ardennerspecialisterne og grand tour-ryttere. Løbet slutter endda på den stejle stigning op til Piazza del Campo i Siena, og det gør det bare endnu mere udpræget til et løb for ryttere, der har deres force, når det går opad.

For at forstå hvor alsidigt løbet er, skal man bare kaste et blik på listen over vindere. Efter Cancellaras og Ballans duel i 2008 var det etapeløbsrytteren Thomas Löfkvist, der satte ardennerspecialisten Fabian Wegmann samt brostensrytterne Martin Elmiger og Edvald Boasson Hagen på den sidste bakke i 2010-udgaven, hvor top 10 også indeholdt grand tour-ryttere som Andy Schleck og Ryder Hesjedal. Et år senere var det ardennerspecialisten Maxim Iglinskiy, der slog Löfkvist, Michael Rogers, Filippo Pozzato og Hesjedal som del af en top 5, man svært kan forestille sig i noget andet løb. I 2011 - Philippe Gilberts magiske år - var løbet naturligvis bare et af mange, der blev vundet af Lotto-kaptajnen, som slog Ballan, Damiano Cunego, Jure Kocjan og Cancellara på bakken i Siena, inden Cancellara tog en suveræn solosejr i 2012. I 2013 blev det en mindeværdig 1-2 for Cannondale-holdets Moreno Moser og Peter Sagan, der leverede et taktisk mesterstykke, og i 2014 bekræftede Michal Kwiatkowski sin status som forårets åbenbaring ved at slå Sagan i Siena. I 2015 var det Zdenek Stybar, Greg Van Avermaet og Alejandro Valverde, der spurtede om sejren i Siena, og her viste tjekken sig som klart den stærkeste, inden Cancellara tog en af sine sidste store sejre ved at besejre Stybar, Gianluca Brambilla og Sagan på bakken i 2016. I 2017 var det så atter Kwiatkowski, der slog til i et løb, der blev domineret af en herlig blandt af klatrere, brostensryttere og ardennerspecialister, som det også var tilfældet i den første episke regnvejrsudgave i 2018, hvor alsidige Tiesj Benoot sejrede foran grand tour rytteren Romain Bardet, crossfænomenet Wout van Aert og Valverde, der stadig har til gode at vinde løbet trods flere topresultater. I 2019 havde vi en fantastisk duel mellem Julian Alaphilippe og Jakob Fuglsang, der begge må betegnes som uhyre klatrestærke typer, og i 2020 var Van Aert igen i spil i en gruppe, der også talte klatrerne Davide Formolo og Fuglsang, brostensspecialisten Alberto Bettiol og ardennerrytteren Maximilian Schachmann.

Det er denne slags alsidighed, der gør løbet fascinerende og åben for så mange forskellige scenarier. Det kan slutte i en spurt i en lille gruppe på den stejle bakke i Siena og dermed være perfekt for klatrere med et godt punch, eller en stærk rytter som Cancellara kan med sin rå muskelkraft på grusvejene køre alene til stregen. I Strade Bianche kan stort set alle - undtagen naturligvis sprintere og rene klatrere - gøre sig gældende, og rytterne er oppe mod rivaler, som de stort set ikke ser i deres andre hovedmål.

Løbet er helt unikt og har længe tiltrukket de bedste hold og ryttere, og det har i mange år været en vigtig begivenhed på kalenderen. Sammenlignet med de store klassikere er det imidlertid fortsat lidt af et forberedelsesløb. Mange har det som et delmål på vejen mod monumenterne, men det er meget få, der starter sæsonen med Strade Bianche som et af årets altoverskyggende hovedmål. For mange etapeløbsryttere er det hovedsageligt en lille test forud for Tirreno-Adriatico, mens andre tester formen inden Milano-Sanremo. Selvom alle drømmer om at vinde, bliver ingen knust over at tabe. For at blive en del af cykelsportens absolutte elite skal man have en lang historie, og det har Strade Bianche ikke.

Siden 2017 har løbet fået ekstra prestige ved at blive en del af WorldTouren. Det har i mange år reelt haft samme høje niveau som løbene på den fineste kalender, men man har ventet på en udvidelse af kalenderen, før man selv kunne blive en del af det fine selskab. Da det blev annonceret, at flere løb ville blive tilføjet, var der ikke megen tvivl om, at Strade Bianche ville være med, og det kom derfor ikke som noget chok, at det lykkedes for RCS. Selvom alle WorldTour-hold ikke er forpligtet til at starte, har de alle valgt det til i 2017, 2018 og 2019, og det siger meget om dets prestige. Trenden blev brudt i 2020, hvor Cofidis skippede løbet, og det gør de igen i år, efter at alle topholdene med igen i 2021.

RCS forsøgte sig i 2013 med at skabe en meget interessant løbsweekend, hvor de samme hold dagen efter var til start i det traditionsrige Roma Maxima, der tidligere hed Giro del Lazio og sluttede i Rom. Det gjorde begge løb endnu mere attraktive og skabte en helt fantastisk mulighed for at forberede sig til Tirreno-Adriatico og klassikerne, og man tiltrak næsten alle hold fra WoldTouren. Desværre forsvandt løbet i Rom hurtigt igen, men i stedet steg det mindre løb GP Industria & Artigianato gevaldigt i graderne og blev rykket til den efterfølgende søndag. Det har ikke tiltrukket helt samme stærke felt, men sammen med Strade Bianche har det udgjort det en helt solid løbsweekend på et meget afgørende tidspunkt af sæsonen. Siden 2021 har Trofeo Laigueglia endda været rykket til onsdagen inden de to løb, hvormed man kortvarigt havde en stærk løbstrio, der med sin synergieffekt fik fremragende startlister.

Den model bliver der dog lavet om på i år, hvor Tirreno-Adriatico for første gang afvikles helt parallelt med Paris-Nice med start allerede mandag, og det har til arrangørernes store fortrydelse ført til, at GP Industria er rykket til en senere og langt mindre gunstig placering. Nu bliver udfordringen i stedet, at mange skal nå at komme sig inden starten på Tirreno, da Strade Bianche og etapeløbet vil have meget ensartede startfelter.

Sidste år var alt fortsat ved det gamle, og her kunne man næsten ikke få armene ned af begejstring over et felt, der talte de tre klassikertenorer Mathieu van der Poel, Julian Alaphilippe og Wout van Aert, kometen Tom Pidcock samt klassementsstjernerne Egan Bernal og Tadej Pogacar. Løbet levede i den grad op til de tårnhøje forventninger, da løbets syv superstjerner alle sluttede i top 7, men der var én af dem, der var stærkere end alle andre. Med en forrygende forcering på Le Tolfe-grusstykket, som kun Alaphilippe, kunne besvare, viste Van der Poel overlegen styrke, og efter at Bernal havde kæmpet sig tilbage, var det en trio, der skulle spurte om sejren på målbakken i Siena. Her var Van der Poel endnu et vildt antrit igen i sin egen liga, da han suverænt kørte alene hjem til sejr med 5 sekunder ned til Alaphilippe og 20 sekunder ned til Bernal, mens Van Aert, Pidcock og Pogacar måtte nøjes med placeringer som hhv. 4, 5 og 7. Desværre vil vi år savne tre af de seks topnavne, da ryggen forhindrer Van der Poel i at forsvare sin titel, Van Aert skipper løbet for at være frisk til senere og vigtigere opgaver, og Bernal som bekendt desværre slet ikke er kampdygtig i de kommende mange måneder. Til gengæld kan vi atter se frem til at se Alaphilippe, Pidcock og Pogacar i feltet.

Ruten

Trods den korte historie har arrangørerne fra RCS Sport allerede fundet et ret fast format for deres løb. I de første år varieredes ruten markant fra sæson til sæson, men i de senere år har den været stort set uforandret. Antallet af grusveje og sværhedsgraden af sektorerne har ændret sig lidt, men de vigtigste dele af finalen har været de samme. Ét forhold har været uforandret hvert eneste år: den smukke og spektakulære finale på den stejle stigning til Piazza del Campo i Siena.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Overraskelsernes schweiziske holdeplads

Efter to år med helt identiske ruter ændrede man lidt på starten i 2016 og igen i 2017 og 2018, men alle tre år har de sidste mere end 100 km været helt uforandrede. I de seneste år har man slet ingen modifikationer foretaget, og dermed er der i 2022 atter tale om totalt genbrug af layoutet, der blev indført i 2018.

Formålet med ændringerne i de sidste par år var at gøre løbet en anelse hårdere. Således bestod ændringen fra 2018 i, at det andet grusvejsstykke, der består af en svær bakke, forlængedes. Ligesom tidligere er der således 11 grusveje på programmet, og de udgør altså igen hele 63,0 km, den længste distance nogensinde. I 2016 forkortede man løbet fra 200 til 176 km, og i år er der kun 184,0 km på programmet, lidt flere end i 2016 og 2017. Samtidig bibeholdes den nye start i Siena, der blev introduceret i 2016, og i det hele taget er ændringerne siden det år altså helt minimale.

Der er ikke meget fladt i området omkring Siena, der karakteriseres af kuperet terræn og stejle stigninger. Fra starten ved stadion i Siena bevæger man sig ad kuperede asfaltveje, indtil man når den første 2,1 km lange grusvejssektor efter 17,6 km. Den er helt lige og svagt stigende. Efter et par kilometer rammer man den forlængede sektor 2 (5,8 km), der kan betragtes som rutens første udfordring med dens korte nedkørsel og lange stigning (2,2 km, 6,4%), der sine steder stiger med mere end 10%. Herefter passerer man gennem Radi, hvor tredje sektor (4,4 km), der tidligere var den første sektor i løbet, venter. Nu følger med det samme en af løbets klassikere, et 5,5 km langt grusvejsstykke, der har været på programmet hvert eneste år, og som er stort set fladt.

Efter et par kilometer rammes dagens anden stigning, Montalcino (6,5 km, 4,8%), hvorefter sektor 5 (11,9 km) og 6 (8 km med 1,9 km med 5,5% i snit) venter, adskilt af bare én kilometer med asfalt. Begge er hårde og kuperede med mange sving, stigninger og nedkørsler. Herefter passerer man Buonconvento for anden gang og når så forplejningszonen. I Montoni d’Arbia starter efter 111,7 km nu sektor 7 (9,5 km, der slutter med 1 km med 6,9%), der er et langt grusvejsstykke med konstante bakker og nedkørsler på første halvdel og en snoet stigning mod slutningen. Disse dele blev introduceret i 2016 og bidrog til at gøre løbet hårdere. Det er imidlertid for tidligt for løbets favoritter at spille ud allerede her.

Efter sektor 7 starter finalen for alvor. Positionskampen intensiveres voldsomt, når man nærmer sig dagens nøglesektion, der starter med 54,0 km til mål. Med sine 11,5 km er Monte Sante Marie den længste i løbet, og det er den eneste, der har opnået fem stjerner i vurderingen af sværhedsgrad. Sektionen har adskillige korte, stejle stigninger - blandt andet 1 km med 7% og 1 km med 10,3% - og det er typisk her, de første seriøse angreb kommer.

Efter grusvejen er der som regel etableret en lille gruppe af favoritter, og det er nu tid for de forskellige grupper at organisere sig og starte en jagt. Det afhænger af sammensætningen og graden af samarbejde, hvor meget regruppering der finder sted, men fra dette øjeblik er der vanligvis tale om et gradvist udskilningsløb.

De 17,8 km asfalt, der følger, er ikke helt nemme, da der undervejs er to mindre bakker, hvoraf den sidste stiger med 4,7% over 1 km, men de er bare opvarmning til tre stykker grusvej, der alle er korte, men indeholder meget stejle stigninger, og som er perfekte ramper for de afgørende angreb. Den første er 800 m lang, starter 24,8 km fra mål og stiger mange steder med tocifrede stigningsprocenter, før man når asfalten igen i Vico d’Arbia efter en bakke, der over 700 m i alt stiger med 7,5% i snit.

Herefter fortsætter man kortvarigt på det behagelige underlag, inden man med 19,35 km til mål rammer den 2,4 km lange næstsidste sektor, der er firestjernet. Den stiger hele vejen, men efter et stykke med 10% og passager på helt op på 15%, stiger det hovedsageligt bare med 3-4%.

Nu følger 3,9 km asfaltvej, der både stiger og falder, inden man rammer Le Tolfe-sektoren, hvor den sidste udskilning kan ske. Den er bare 1,1 km lang, men efter en kort nedkørsel består anden halvdel af en brutal stigning med en gennemsnitlig stigningsprocent på 11,4% og et maksimum på hele 18%. På denne trestjernede sektor har Cancellara ofte lanceret sine afgørende angreb, og mange ryttere har mistet kontakten her. Det var også her, Van Aert satte sine rivaler til vægs i 2020, og hvor Van der Poel skabte den sidste og afgørende udstilling med sit angreb sidste år.

Læs også

Endnu en dansk junior-sejr i udlandet

Efter grusvejen mangler bare 12,05 km, og selvom det konstant går op eller ned, er der ingen stejle stigninger eller svære nedkørsler før til slut. Afhængig af løbssituationen kan der her ske en regruppering, men det er også en mulighed for at lancere et sent angreb. Det er usandsynligt, at der vil være mange hjælperyttere tilbage, og det åbner døren for et smart angreb i en hektisk finale, nøjagtig som Moreno Moser viste det i 2013 og Michael Kwiatkowski i 2017.

Finalen indledes med en bakke (1 km, 4,8%) med ca. 5 km til mål og er ganske teknisk, idet rytterne passerer gennem to hårnålesving i en let faldende sektion mellem 4 km- og 2 km-mærkerne. De drejer til venstre med 1,7 km til mål og bevæger sig så ad en svagt stigende vej, indtil de passerer den berømte port og rammer den specielle pavéagtige belægning lige før den sidste stigning, der fører op til Piazza del Campo. Efter 184 km er den 800 m lange bakke ganske modbydelig, og selvom den kun i gennemsnit stiger med 6,5%, har den et stykke på 16% i bunden. Den stiger med mere end 10%, indtil der resterer bare 500 m. Efter det stejle stykke drejer rytterne til højre ad den ikoniske og smukke vej, der fører til den historiske bydel. Bare 300 m fra stregen drejer de skarpt til venstre, og herefter går det nedad til mål. Vejen er smal og bøjer svagt til højre, inden man når det sidste skarpe højresving kun 150 m fra stregen. Denne 7% nedkørsel er meget teknisk, og den reelle spurt kommer før det sidste sving, idet der ikke er plads til at komme forbi rivalerne på den korte opløbsstrækning.

Der er mulighed for adskillige scenarier, men typisk er det en lille gruppe på en håndfuld favoritter, der når bunden af stigningen sammen, og herefter afgøres det hele i en sidste brutal spurt og en voldsom positionskamp frem mod sidste sving. Den sidste stigning er så hård, at det typisk kun er én rytter, der når stregen som solovinder, men som Cancellara, Kwiatkowski, Benoot og senest Van Aert har vist, kan man også køre væk meget tidligere. Én ting er sikkert: kun en lille gruppe af de allerstærkeste er stadig i spil til sejren, når rytterne når bakken, der leder til Piazza del Campo, og her vil bedste mand altid vinde.

Løbet byder på i alt 3107 højdemeter.

 Deltag i Paris-Nice managerspillet (Starter søndag kl. 13.30)

 Deltag i Tirreno-Adriatico managerspillet (Starter mandag kl. 13.00)
 Livestream Strade Bianche, Tirreno-Adriatico og Paris-Nice til halv pris

Læs også

Lidl-Trek trodser styrt og vinder i dramatisk Vuelta-åbning

Vejret

På denne tid af året plages mange løb typisk af elendigt vejr, men af en eller anden årsag synes Strade Bianche altid at undgå regn og kulde, som ellers kan gøre løbet til et mudderhelvede. Mange vil huske de legendariske billeder fra 2010-udgave af Giro d’Italia, hvor en fuldstændig tilmudret Cadel Evans i VM-trøjen sikrede sig en mindeværdig etapesejr på netop disse veje, men i Strade Bianche var det først i 2018, at vi så et tilsvarende scenarium. Her lykkedes det en fuldstændig indsmurt Tiesj Benoot at gentage Evans’ heroiske bedrift i et episk løb.

Den slags billeder får vi ikke i år. Der vil ganske vist falde noget regn natten til fredag og fredag formiddag, som nok vil sikre, at det ikke bliver det rene støvshow, men selve lørdagen bliver knastør med kun få skyer. Det vil dog være en usædvanligt kølig fornøjelse med en temperatur i Siena på bare 8 grader - lidt af en kontrast til sommerudgaven i 2020, der fandt sted i næsten 40 graders varme - og samtidig vil det være ganske blæsende med en jævn til frisk vind (18-22 km/t) fra nordøst. Efter indledende medvind følger et langt stykke med hovedsagelig sidevind, inden man får sidemodvind frem mod den lange 7. sektor, hvor der vil være modvind. Herefter vil der være sidevind frem til og på nøglesektoren Monte Sante Marie. Derefter vil der nu være sidevind og så hovedsageligt sidemedvind hen over de tre sidste sektorer og hele vejen ind til Siena, hvor der over de sidste 1700 m vil være direkte modvind stort set hele vejen.

Favoritterne

At skulle udpege favoritter til Strade Bianche er altid en helt unik oplevelse, fordi man skal overveje navne, der normalt aldrig forekommer i toppen af listen i samme løb. På den ene side appellerer de mange stejle stigninger og den meget hårde finale til klatrerne. På den anden side gør grusvejene det vanskeligt for de lettere ryttere at drage maksimal fordel af deres klatreevner, mens de tungere typer kan kapitalisere på deres evne til at mose op ad en stigning med rå power, mens de forbliver siddende i sadlen.

Det er naturligt, at grusvejene betyder, at held eller manglen på samme altid spiller en helt afgørende rolle i løbet - husk bare på, hvordan en ung Peter Sagan i sin debut i 2012 mistede alle muligheder efter en dårligt timet punktering, eller hvordan Julian Alaphilippe i 2020 punkterede ikke færre end seks gange, ligesom styrt næsten altid har elimineret store navne allerede inden tv-billederne. Alligevel er det næsten altid de bedste ryttere, der sidder med i finalen i et løb som dette, og det ender altid som en spektakulært udskilningsløb, indtil kun de stærkeste sidder tilbage.

I dette løb spiller taktik ofte en stor rolle, og derfor ser man ofte, at det tager lang tid, inden det tidlige udbrud etableres. Derefter starter udskilningen og den gradvise reduktion af størrelsen på feltet. Ofte ser man en indledende udskilning på sektor 7 (der desværre sjældent tv-dækkes), men nøglemomentet kommer altid på Monte Sante Marie, hvorefter meget få hold har mere end én rytter med i front. Det kan åbne døren for et aggressivt løb, der er svært at kontrollere, og derfor kan det være vigtigt for favoritterne at have stærke hjælperyttere til at kontrollere en uregerlig affære.

Eksempelvis vil mange huske, hvordan Liquigas sendte Moreno Moser afsted i et overraskende angreb i 2013, mens alle kiggede på holdkammeraten Sagen, og hvordan Quick-Step i 2016 næsten vandt løbet ved at benytte Gianluca Brambilla i en lignende manøvre. Mens de to outsidere var ude foran, gav det samtidig holdets kaptajner, henholdsvis Sagan og Zdenek Stybar, mulighed for at sidde på hjul. I 2018 så vi også, hvordan hverken Sagan eller Valverde, løbets to favoritter, havde holdene til at holde styr på tingene, og det hele endte med at glide dem totalt af hænde, og da Valverde endelig åbnede op, var det allerede slut. De snedige Wout Van Aert og Romain Bardet kapitaliserede på den manglende kontrol til med et tidligt angreb at køre på podiet, og havde det ikke været for brølstærke Benoot, der også foregreb Sagan og Valverde, havde de endda skullet afgøre slaget imellem sig. Også Michal Kwiatkowskis sejr i 2017 handlede i vidt omfang om et veltimet og smart angreb fra en gruppe, hvor han ikke nødvendigvis var stærkest.

Udgaverne i 2013, 2017 og 2018 er der undtagelserne. I alle øvrige af de nyere udgaver kan man med nogen ret hævde, at stærkeste mand eller den bedste afslutter blandt de stærkeste vandt løbet. Det gjaldt således med Philippe Gilberts sejr i dennes vanvidssæson i 2011, det gjaldt med Fabian Cancellaras sejre i 2012 og 2016, det gjaldt med Kwiatkowski i 2014 og med Stybar i 2015, og det gjaldt utvivlsomt også i de tre seneste sæsoner, hvor de tre tenorer, Julian Alaphilippe, Wout van Aert og Mathieu van der Poel, hver har vundet én gang. Ofte vinder stærkeste mand i Siena, men historien viser også, at også taktik og ikke mindst et stærkt hold er vigtig.

Mange sammenligner løbet med Flandern Rundt og Paris-Roubaix, men antallet af højdemeter er betydeligt større end i de to brostensmonumenter. Derudover betyder den vanskelige finale i Siena, at de større drenge helst skal ankomme til mål alene for at undgå at skulle kæmpe med spurtstærke puncheurtyper som Julian Alaphilippe i en finale, han elsker. Brostensspecialisterne er ganske vist i fremragende form, men dette løb er anderledes end en flamsk klassiker og passer umiddelbart bedre til ardennerryttere end folk, der specialiserer sig i de flamske løb. Et godt eksempel herpå er Sep Vanmarcke, der tidligere ofte er kom til løbet i superform, men altid måtte indse, at det samlede antal højdemeter er for meget for en relativt klatresvag fyr som ham, selvom han har pæne resultater i top 10.

Det er netop også det, der gør det så unikt. I front ser vi altså en blanding af de bedst klatrende brostensryttere sammen med ardennerspecialister, der excellerer i det eksplosive terræn, og sågar også mere klassiske og ikke specielt spurtstærke klatrere som Bardet, Andy Schleck, Roman Kreuziger, Ryder Hesjedal og Vincenzo Nibali, der alle har været med fremme. Sågar store folk som Luke Durbridge, Christopher Juul og Michael Gogl, der hverken er kendt som klatrere eller værende eksplosive, har været i top 10 alene i kraft af deres store motor. Med andre ord er listen over topkandidater ganske lang og fascinerende alsidig. At sammenligningen med Flandern og Roubaix ikke holder, bliver helt tydelig, når man husker på, at Egan Bernal var på podiet sidste år - et scenarium, der aldrig vil være realistisk i brostensklassikerne.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Som i ethvert andet stort endagsløb ventes vejret at spille en afgørende rolle, som vi så det i 2020s specielle sommerudgave med den ekstreme varme, der gjorde løbet historisk selektivt, eller i 2018, hvor vi endelig fik en regnvejsudgave. Det var i høj grad de elendige forhold, der skabte så megen udskilning og sikrede, at Sagan og Valverde løb tør for hjælperkræfter og gav Benoot mulighed for at køre væk fra distancen. I tidligere år har det især været de meget blæsende forhold, der ofte har åbnet løbet allerede inden Monte Sante-Marie.

I år er det vinden og kulden, der bliver et tema. Fredagens regn vil sikre, at støvmængden næppe bliver så udtalt, og med den kolde nordøstenvind, der blæser hårdt og sendt og kommer med sibirisk kulde, vil det være en kold fornøjelse, ikke mindst for de ryttere, der kommer fra UAE Tour. Vi har før set lidt sidevindskørsel, men det er sjældent, også når det blæser så kraftigt, som det vil gøre lørdag. Betingelserne er til gengæld får en mere selektiv finale end vanligt med direkte sidevind på Monte Sante Marie og derefter sidemedvind i hovedparten af løbets sidste del, indtil man dog får modvind i selve finalen over de sidste 1700 m. Selvfølgelig havde et episk regnvejrsløb givet større udskilning, men med disse vindforhold taler meget får en hård udgave af et løb, der jo i sig er forrygende hårdt.

Feltet er som altid af høj kvalitet, men det har ikke samme skræmmende styrke som sidste år, hvor vi kunne se frem til et herligt opgør mellem seks af verdens allerbedste ryttere, nemlig Van Aert, Alaphilippe, Van der Poel, Tom Pidcock, Bernal og Tadej Pogacar, der da også alle endte i top 7. Fra denne gruppe savner vi af forskellige årsager Van Aert, Van der Poel og Bernal, og da flere andre gode kandidater også skipper løbet, er favoritfeltet ikke helt så bredt, som vi tidligere har set det. Alligevel er det et felt, der har uhyre høj kvalitet, og hvor fraværet af Van Aert og Van der Poel ikke nødvendigvis gør det mindre åbent. Tværtimod tegner der sig på ingen måde én klar storfavorit.

Meget taler for, at Alaphilippe, Pogacar og Pidcock vil blive anset som de store favoritter, og som de fleste vil have som fokuspunkter. Denne gang kommer de også alle tre med relativt stærke mandskaber, hvor der burde være en vis chance for, at de ikke nødvendigvis er isolerede efter den første afgørende udskilning på Monte Sante Marie, hvorefter det plejer at være mand mod mand i en lille favoritgruppe. Det øger sandsynligheden for, at styrke mere end taktik vil blive afgørende, men der er også spørgsmålstegn ved flere af deres hjælpere. Det kan bestemt ikke udelukkes, at en eller flere af dem sidder alene efter Monte Sante Marie, og så er det bestemt ikke umuligt, at vi får taktiske finaler som i 2012, 2017 og 2018.

Historien taler dog sit tydelige sprog: langt oftest vinder stærkeste mand eller den bedste afslutter blandt de stærkeste. Med vindforhold, der skaber gode muligheder for en meget selektiv udgave og tillige for, at man kan åbne løbet relativt tidligt og ikke nødvendigvis skal vente til den sidste sektor, Le Tolfe, hvor Van Aert og Van der Poel har gjort den afgørende forskel i de seneste to udgaver, taler meget for, at vi igen vil se et relativt rent opgør mellem de bedste. En solosejr virker med disse vindforhold mere sandsynlig, end vi ofte ser det, men i de fleste tilfælde er det en gruppe på op til en håndfuld, der har skullet afgøre det på bakken inde i Siena, hvor de eksplosive puncheurs virkelig er i deres es. Udfaldet i den spurt er dog langt fra så givet, som man normalt ville forvente det.

Her vinder mest friske mand ofte og ikke nødvendigvis den mest eksplosive afslutter. Eksempelvis vidste Alaphilippe sidste år allerede på forhånd, at Van der Poel ville slå ham, selvom de normalt ville være ret jævnbyrdige, og da der i 2020 blev spurtet om 2. pladsen, ville Maximilian Schachmann 9 ud af 10 gange slå Davide Formolo i en spurt som denne. Alligevel blev det sølv til Italien og bronze til Tyskland. Når det er sagt, er en god puncheurspurt på en stejl mur et vigtigt våben. I 2019 virkede det ikke helt urimeligt at hævde, at Jakob Fuglsang var stærkest, men i finalen var det sejr til vores franske superpuncheur, Alaphilippe.

Med udsigt til et hårdt løb uden alt for meget taktik vil jeg blive overrasket, hvis ikke en af mine tre topfavoritter vinde, men til gengæld synes jeg, at de er meget vanskelige at rangere. Alle tre har de nemlig i optakten sendt signaler, der tyder på, at de ikke helt er på toppen endnu, og da deres topniveau i denne form for løb er så jævnbyrdigt, og de alle er så sublime afsluttere inde i Siena, kan ingen blive overrasket over vinderen, uanset hvem af de tre det måtte blive.

Jeg peger derfor også på Tadej Pogacar med nogen tøven. Jeg frygter nemlig lidt, at vi er vidner til samme mønster som i 2021. Her vandt sloveneren også UAE Tour, men det skete, selvom Adam Yates på kongeetapen lignede klart stærkeste mand, og da han ankom til dette løb, var han måske en anelse skuffende, da han blev sat af i finalen og ”blot” endte som nr. 7. I år var billedet i UAE Tour nemlig stort set det samme, nemlig at han i kraft af sine gode spurt og sin gode enkeltstart vandt løbet, men hvor det igen var Yates, der virkede klart stærkest - og måske havde vundet, hvis vindforholdene havde været anderledes, som jeg skriver i denne analyse.

Hvorfor når jeg så alligevel til den konklusion, at Pogacar må være favorit? Fordi han nok er det sikreste kort blandt løbets tre esser. Både Alaphilippe og Pidcock er betydeligt mere svingende end sloveneren, hvis bundniveau er tårnhøjt, hvad der da også kom til udtryk, da han sidste år sad med de bedste indtil allersidst. Det siger meget om hans klasse, at han alligevel endte med at sejre i Mellemøsten, og hvis ikke han har uheld, burde han med sikkerhed køre med om sejren.

Læs også

Efter dansk sejrsstime: Vi tog store skridt og kan være stolte

Løbet passer ham i hvert fald strålende. De mange højdemeter og eksplosive stigninger gør det ideelt for en af verdens allerbedste klatrere og puncheurs, og hans evner i de største endagsløb dokumenterede han i 2021 med to monumentsejre og en OL-bronze. Gruset bør heller ikke genere ham, når man iagttager hans meget siddende kørestil, og han har som tidligere crossrytter - han vandt jo endda et mindre crossløb i Slovenien i julen - visse erfaringer med alternativt underlag. Sidste år håndterede han også løbet ganske glimrende, og det er i hvert fald ikke løbets karakter, der bør koste ham sejren. Det er de sidste procent, han mangler på formen.

De procent tror jeg på, at han har fundet. Sidste år fandt han dem så hurtigt, at han umiddelbart efter dette løb var knusende overlegen i Tirreno, og jeg regner derfor med at se en betydeligt stærkere Pogacar her. Hans spurt på bakken i Siena er stærk nok til at slå alle, hvis han har den fornødne friskhed, og hans hold er ganske potent. Sammen med Alessandro Covi må han dybt inde i den dybeste finale kunne udføre en uhyre farlig duo, og hvis holdtaktik alligevel bliver afgørende, står Pogacar med den nok stærkeste løjtnant bedre end sine to rivaler. Hvis den situation bruges rigtigt, kan det måske give ham mulighed for at spare på de kræfter, der i sidste ende vil give ham den fornødne overhånd. Selvom han ikke virkede skræmmende i UAE Tour, tror jeg på, at han i et felt, hvor der er spørgsmålstegn ved alle tre favoritter, vil være i stand til at sætte sig igennem - særligt hvis hans Tirreno-form denne gang kommer bare en anelse tidligere, end den gjorde for et år siden.

Jeg vælger at pege på Tom Pidcock som nr. 2. Det er svært ikke at være imponeret over, hvordan briten altid synes at være der i de store endagsløb, selvom han har virket lidt haltende i optakten. Det så vi i åbningsweekenden i både 2021 og 2022, og det så vi ved VM sidste år, hvor han var ganske overbevisende trods en meget tam Vuelta. Det mønster gentog sig altså i år, hvor han efter et knap så positivt indtryk i Algarve, imponerede stort i åbningsweekenden, hvor han var uhyre overbevisende i begge løb, selvom han ifølge eget udsagn begik taktiske fejl, der kostede - først ved at sidde for langt tilbage, da Van Aert angreb inden Bosberg og lørdagen og siden ved at lade Tiesj Benoot ”trække ham ud” af det Kuurne-udbrud, han selv havde været med til at skabe.

Pidcock var da også svært begejstret for sin form i begge løb, hvor han var bedre, end han havde ventet, og det må bekymre rivalerne. Inden den belgiske premiere sagde han nemlig, at de to løb primært skulle lægge grunden til, at han kunne være på toppen fra Strade Bianche og frem, og det er altså på lørdag, at han har sat sit første fede kryds i kalenderen. Det er opløftende, når man iagttager, at han i år virkede bedre i åbningsweekenden end for et år siden, hvor han alligevel var så god i dette løb, at han endte som nr. 5 - og det i et felt, der alt andet lige må regnes som stærkere, end det er tilfældet i år.

Pidcock er på alle måder skabt til dette løb. Hans cross- og mountainbikebaggrund gør ham helt komfortabel på grus, og de mange højdemeter gør løbet meget mere velegnet til ham end brostensklassikerne. Hans punch og spurt er tillige i den absolut højeste klasse, og hans uhyggelige konsistens i sidste års endagsløb vidner om evnerne til at være der på den dag, det gælder. Hans hold står også stærkt, når han i finalen måske kan ledsages af den i åbningsweekenden så imponerende Jhonatan Narvaez samt måske Carlos Rodriguez, og han kan med den rette friskhed slå alle i spurten til sidst. Jeg er stadig lidt usikker på, hvor tæt han er på sit niveau fra Amstel sidste år, for han virkede måske til at have små mangler i den absolutte finale af Omloop, men han var stadig så stærk, at jeg ikke bliver det mindste overrasket, hvis han vinder på lørdag.

Det betyder også, at Julian Alaphilippe ender som nr. 3 på min liste, og det gør mig egentlig en smule urolig. Jeg har nemlig haft for vane at undervurdere ham meget i endagsløb de seneste år, hvor jeg er blevet snydt af en knap så imponerende optakt. Det var i hvert fald tilfældet ved VM i både 2020 og 2021, hvor hans topform kom ret pludseligt, samt i Fleche og Liege i 2021, hvor han ud af det blå fandt en form, der i Amstel få dage forinden havde set ud til at være meget langt væk.

Det er imidlertid klart, at han i optakten ikke har været så overbevisende som sidste år. Måske grundet sygdommen forinden var han i Provence slet ikke så stærk som i 2021, og selvom han var bedre i Drome-Ardeche i weekenden, var han også ærlig nok til at indrømme, at han havde været klart den svageste i den trio, der jagtede Juan Ayuso og Jonas Vingegaard. Det er altså klart, at han har manglet lidt indtil videre, men vil han så også gøre det på lørdag?

Det er ikke sikkert. I søndags sagde han også, at han forud for løbene i Frankrig havde haft en meget hård træningsuge, og at han derfor havde ventet, at han ville mangle lidt. Håbet er, at han kan kapitalisere på den træning på lørdag, hvor han har årets første store mål. Det er imidlertid også rigtigt, at han i år satser ekstremt stort på drømmeløbet i Liege - så meget, at han dropper brostenene - og selvom han har udpeget denne italienske løbsblok som det første mål, kommer det vigtigste løb senere. Da han denne gang ikke har så udtalt en første formtop, som han havde sidste år, hvor også Flandern Rundt var et stort mål, og da sygdommen svækkede ham i Provence, har jeg en forventning om, at han måske ikke er helt så skarp som sidste år.

Det behøver han måske heller ikke at være. Sidste år var han trods alt meget tæt på at vinde, og havde Van der Poel ikke været et overmenneske, var det jo sikkert også lykkedes. I år er konkurrencen knap så skrap, og der er spørgsmål ved begge hans to værste rivaler. Løbet passer ham som fod i hose - han vandt trods alt i 2019 og blev nr. 2 i 2021, mens han blev elimineret af uheld i 2020 - og hvis man ser bort fra friskhedsfaktoren, der er afgørende i dette løb, er han måske stadig verdens bedste afslutter inde i Siena, i hvert fald i kamp med Van der Poel. Jeg er usikker på hans hold, hvor han synes at mangle samme formstærke løjtnant som de to medfavoritter, og dertil kommer altså usikkerheden om hans form. Omvendt har Alaphilippe bare mange gang vist, at hans optakt ikke behøver at være perfekt for, at han flyver, når det gælder. Det gør han sikkert igen på lørdag - og så har jeg brændt nallerne på ham igen!

Læs også

Van Aert melder positivt nyt

De tre topfavoritter skiller sig ganske klart ud, og bag dem er billedet betydeligt mere mudret, men jeg vælger at pege på Alejandro Valverde som deres førsteudfordrer. Den spanske veteran har allerede fra start bevist, at han stadig er en af verdens bedste cykelryttere, først med sejr på Mallorca, siden med en imponerende 5. plads på kongeetapen i Valencia, hvor han kørte finalen på en punkteret cykel, og senest med den samlede sejr i Galicien. Her blev han ganske vist klart slået af Michael Woods på muren Mirador do Ezaro, men det er ingen skam at blive slået på 28% af den rytter, der mere end nogen anden elsker de stejleste af de stejle procenter.

Valverdes Strade Bianche-historik er stærk, og det er da også et løb, hvis profil passer perfekt til en ardennerkonge. Ofte har han været en af de stærkeste, og da han i 2018 blev nr. 4 som bedste mand fra feltet, var det formentlig kun taktik og et svagt hold, der kostede ham sejren. Derudover er det blevet til to 3. pladser, og selvom han endnu ikke har vundet, har han bevist sine evner i løbet. Han har et svagt hold, og jeg frygter, at han vil være isoleret til sidst, men denne gang regnes han heldigvis ikke som topfavorit. Han vil have lidt mere frihed end de største favoritter, og han er uhyre snu til måske at kunne drage fordel af det taktiske spil mod ryttere, der er en anelse stærkere end ham. Selvom han ikke er så hurtig som tidligere, viste han med 3. pladsen i Fleche, at han også stadig vil kunne slå de fleste inde i Siena, og dermed har han alle de rette evner til at vinde løbet i sit sidste forsøg.

Uden Van Aert får Tiesj Benoot en af de få chancer for at være kaptajn i en stor klassiker, og han er næppe utilfreds med, at det sker i dette løb. Ser man bort fra hans DNF i 2020, er han i fire forsøg aldrig endt dårligere end nr. 8, og han vandt som bekendt regnvejrsudgaven i 2018. Dengang skete det i høj grad via taktik, men det er nok også hans recept til at slå de tre topfavoritter denne gang. Han kommer i hvert fald til løbet i fremragende form efter en åbningsweekend, hvor han var en af de allerstærkeste begge dage, og faktisk var det hans angreb, der i begge de to løb skabte de alvorlige fremstød. Efter nogle magre år synes skiftet til Jumbo at have bragt ham tilbage på sporet, og i weekenden så vi måske endda den bedste Benoot, vi nogensinde har set i brostensløbene. Han har det problem, at de fleste favoritter slår ham i en spurt, men han er næppe alligevel stærkeste mand. Skal han vinde, skal han være lige så snu som i 2018, men med den nuværende form har han givet sig selv de rette forudsætninger for endnu engang at skabe den vindende situation.

Et af løbets spørgsmålstegn er Matej Mohoric. Sloveneren har endnu ikke været flyvende i år, men det er heller ikke meget, han har kørt. Han så ganske stærk ud i Valencia, og i åbningsweekenden så han også ganske fornuftig ud i finalen af Omloop - dog uden at være prangende. Han var i hvert fald ikke så flyvende som sidste efterår, men han har heller aldrig været skabt til brostensløbene. Han har heller ikke haft den store succes her, hvor hans bedste resultater er en 11. plads i 2018 og en 19. plads i 2020, men dengang var han heller ikke i nærheden af at klatre så godt, som han gjorde sidste efterår. Faktisk vil jeg umiddelbart vurdere, at dette løb terrænmæssigt og med de tekniske elementer, der kommer af gruset, gør det til den klassiker, som måske passer ham allerbedst. Også han skal vinde løbet med lidt opportunistisk kørsel, men det er jo netop på den facon, han har vundet næsten alle sine cykelløb. Jeg er ikke overbevist om, at formen er god nok endnu, men på en rangering af vinderpotentiale er han nødt til at stå højt.

Jeg er også usikker på Alessandro Covi. Det skyldes, at hans klatreevner er lidt svære at blive klog på. Vi har set, at han havde sine begrænsninger i en formsvag sæsonstart, men også i Andalusien, hvor han ellers allerede var flyvende. Til gengæld blev jeg betrygget af hans klatring i Laigueglia, hvor jeg anså ruten som værende en anelse for hård, men hvor han ikke havde problemer med at matche mere klatrestærke typer. Hans sammenbrud i Andalusien kom på et decideret bjerg, og dette terræn burde passe ham helt anderledes godt. Som afslutter inde i Siena er han sublim, hvilket han beviste med sejren på muren i Andalusien, og hans form kan man ikke sætte en finger på. Samtidig vil han i en finale måske kunne lukrere på tilstedeværelsen af Pogacar, og netop det overtal kan måske være vejen til sejr for Covi. Med en baggrund i cross har han det fint med gruset, og han er også en relativt robust fyr, som var tæt på at vinde grusetapen i Giroen sidste år. Nu er spørgsmålet bare, om klatringen alligevel bliver lidt for voldsom

I tillæg til Mohoric har Bahrain også Pello Bilbao, og det er et kort, man ikke skal undervurdere. Baskeren gjorde debut sidste år, hvor han blev nr. 10, og det er uhyre lovende. Dengang var det nemlig ret klart, at han ikke var i superform, men det er helt anderledes denne gang. Med en 4. plads på kongeetapen i Valencia og senest en samlet 3. plads i UAE Tour, kun slået af Pogacar og Yates, har han faktisk efterladt et indtryk af måske aldrig nogensinde at have været bedre. Sidste år blev han altså nr. 10 i et stærkere felt og med ringere form, og det taler for, at vi vil se en flyvende Bilbao på lørdag. Det er da også glimrende terræn for ham, selvom han slet ikke er så eksplosiv som tidligere, og han har også både kørestilen og teknikken til at excellere på grus. Udfordringen er, at han ikke længere er nogen god afslutter, men skal han vinde, skal det også ske via taktik, hvor han sammen med Mohoric måske kan skabe en overtalssituation.

Bora har bestemt ikke haft en god sæsonstart, men Lennard Kämna har været en herlig undtagelse. Tyskeren er kommet flyvende tilbage fra sidste års ærgerlige pause, og efter en svag start i Saudi Tour har han været her, der og alle vegne. Han kørte på podiet i grusløbet i Jaen, hvilket naturligvis er et godt varsel for dette løb, hvor han også kan drage fordel af den MTB-erfaring, han fik i november, hvor han deltog i Cape Epic. Siden kørte han fabelagtigt i weekenden, hvor han missede det afgørende fremstød i Ardeche, men kørte væk i finalen, og hvor han i Drome var med i den gruppe, hvorfra Vingegaard og Ayuso kørte væk - og så skal vi ikke glemme, at han vandt en vild etape i Andalusien, hvor han efter en hel dag i udbrud kørte væk fra Covi på den sidste stigning. Det er klart, at der er bedre klatrere end ham, og at der er mere eksplosive folk også, men stigningerne har en længde, han kan håndtere. Det er klart, at han skal alene hjem for at vinde, men med den form og opportunistiske kørsel, han har vist i år, er det bestemt heller ikke umuligt, at det vil lykkes.

Jeg glæder mig meget til at se Jhonatan Narvaez i dette løb. Ecuadorianeren skuffede mig i Andalusien, hvor han slet ikke syntes på toppen, men det fik han i den grad rettet op på i en forrygende åbningsweekend. Han var blandt de fem, der kørte væk på Berendries i Omloop - sammen med Van Aert, Pidcock, Colbrelli og Benoot - og han var med igen i Kuurne var han var få meter fra at ende på podiet. Det overrasker mig, at han har vist sig så stærk på brosten, og det kunne tale for, at gruset næppe heller bliver et stort problem. Disse korte, eksplosive stigninger passer ham som fod i hose, og han kan måske i finalen lukrere på tilstedeværelsen af Pidcock til at angribe fra distancen. Spurten i Siena kunne heller ikke passe ham bedre, men når han alligevel ender et stykke nede på listen, skyldes det, at han ikke imponerede på stigningerne i Andalusien og kan finde, at der bliver lidt for mange højdemeter.

En af de få, der har gjort løbet til et absolut sæsonhøjdepunkt, er Quinn Simmons. Amerikaneren imponerede stort sidste år, hvor han sad med de bedste, indtil han punkterede, og det har inspireret ham til at satse på et resultat denne gang. Han har trænet i højderne i USA, og efter en skuffende præstation i Ardeche viste han med sin deltagelse i Vingegaard-gruppen i Drome, at formen er ganske fint. Dette løb passer ham bedre, og han vil være en af de ryttere, der i den grad kan drage fordel af gruset. Til gengæld har jeg en frygt for, at højdemeterne i sidste ende alligevel bliver lidt for mange. Omvendt er han stadig så ubeskrevet, at det ikke kan siges med sikkerhed, og efter hans kørsel i Drome er der i hvert fald grund til at tro på, at det kan være på lørdag, at han tager næste skridt i at udfolde sit store potentiale.

Læs også

Dansker triumferer i junioretapeløb

På alle måder burde dette være det perfekt løb for Benoit Cosnefroy, der jo flere gange har bevist, at han er blandt verdens allerbedste puncheurs. Desværre har vi også set, at hans form har været temmelig skuffende i de første løb, først i Marseille og siden i Andalusien. Heldigvis så det meget, meget bedre ud i Drome i søndags, og han er åbenlyst i fremgang - endda så meget, at Alaphilippe kaldte ham stærkere end ham. Omvendt var det et krisetegn, at han blev slået af Guillaume Martin i en spurt, han burde have vundet, og det er svært at tro, at han har samme niveau som i det suveræne efterår, han næsten altid synes at køre efter Touren. Mit bedste bud er, at han fortsat mangler lidt for meget til et løb med så mange højdemeter, og jeg tror ikke, at han går i top 10. Til gengæld er hans topniveau på eksplosive stigninger som disse så tårnhøjt, at han er nødt til at rangere relativt højt efter vinderpotentiale.

Sergio Higuita ser ud til at have draget fordel af sit skifte til Bora. I hvert fald virkede han i Algarve bedre, end vi har set ham siden 2019. Det har imidlertid også været skuffende de seneste to sæsoner, og han har derfor meget at bevise. Sejren på Malhao - og uden uheld tror jeg også, at han havde vundet på Foia - vidner i hvert fald om, at formen er god, og dette eksplosive terræn passer ham som fod i hose. Mit problem med ham er gruset. Higuita er en uhyre spinkel skikkelse, der helst klatrer stående, og det er ikke ideelt her. Det behøver dog ikke at eliminere ham, som Pidcock og Alaphilippe klart beviser, men han er i hvert fald helt ubeskrevet under disse forhold. Derudover skal han stadig bevise, at hans niveau efter nogle skuffende år rækker til et topresultat i dette stærkt besatte løb.

En joker kunne være Sepp Kuss . Som klassisk klatrer er han ikke prototypen på en rytter til eksplosivt terræn, men hans baggrund som mountainbiker burde kunne føre til, at han kan overraske. Han vil formentlig være ret inspireret, og vi så i weekenden, at han starter sin sæson ganske stærkt. Ganske vist er der mange, der i dette terræn er bedre end ham, men vi så i lørdags, at han udnyttede fokus på en bedre kaptajn til at køre offensivt. Den strategi kan også fungere her, hvor Benoot er holdets førstemand, og det kan måske føre til en uventet sejr - også selvom han formentlig skal alene hjem for at vinde.

Simon Clarke elsker dette løb - endda så meget, at det angiveligt er hans yndlingsløb. Han blev da også nr. 8 i både 2019 og 2021, og det fortæller lidt om, hvor meget det passer ham. Sidste år var han nemlig en skygge af sig selv, og alligevel endte han helt fremme i en meget stærkt besat udgave af dette løb. I år kommer han til Italien efter sin måske bedste sæsonstart nogensinde, hvor han har imponeret i Mallorca, Andalusien og senest i helt uvant terræn i sin allerførste åbningsweekend. Hvis det indikerer, hvad vi kan forvente i et løb, der virkelig passer ham, er det lovende, og han er endda også en god afslutter i Siena. Desværre vil han nok trods alt komme til kort mod de allerbedste, som det også skete i 2019 og 2021.

Jeg kan ikke rigtigt finde ud af, hvad jeg skal mene om Tim Wellens . Med sin 3. plads i 2017 har han bevist, at det er et løb, der passer ham storartet, men det har også i de seneste sæsoner været klart, at han ikke er ved fordums styrke. Det har han heller ikke været i år, hvor han trods en sejr på Mallorca var svagere end vanligt, men jeg fik et håb af hans kørsel i Var, hvor han overraskede mig meget med sin flotte kørsel på Col d’Eze og sin ukuelige fight på kongeetapen, hvor han var ret alene om at jagte den flyvende Nairo Quintana. Desværre missede han Omloop med sygdom, hvilket gør ham endnu mere usikker, men han melder sig helt klar igen. Mest af alt tror jeg nok desværre, at hans topniveau ikke helt rækker til et topresultat længere, men hans kørsel i Var gør, at jeg ikke længere tør udelukke det.

Det bliver meget spændende at se Lorenzo Rota i dette løb. Hans uhyre flotte kørsel i Laigueglia vidner om, at han er klar til at bygge videre på det suveræne efterår, han havde sidste år, og som uden et styrt måske havde indbragt ham en stor sejr i San Sebastian. Han har en fantastisk evne til altid at være der i kuperede endagsløb, og i onsdags virkede han endnu bedre end sidste år. Han har punch og er en glimrende afslutter, og terrænmæssigt passer løbet ham ganske ideelt. Sidste år blev han bare nr. 34, men dengang var han også en helt anden rytter, end han er i dag. Han vinder næppe i dette selskab, men kan han håndtere gruset, kommer han langt.

Astana stiller med en spændende kandidat i Samuele Battistella , der har været flyvende i dette forår. Terrænmæssigt burde dette være det helt ideelle løb for ham, men hans holdbarhed over så mange højdemeter er stadig lidt uklar. Det var nemlig først mod slutningen af 2021, at han hævede sit niveau markant, og vi så trods alt i Provence, at han i hvert fald på et bjerg er overmatchet. Det gik dog storartet på Foia i Algarve, hvor terrænet minder mere om dette, men desværre ved vi ikke helt, hvor han står. Han fik nemlig knæproblemer efter Algarve og missede løbene i weekenden, og i Laigueglia betød hans styrt, at vi aldrig så, hvor god han var. Det skaber nogen usikkerhed, men har han sit niveau fra tidligere, kommer han langt - også selvom løbet nok er lidt for hårdt til, at han kan vinde.

Michael Matthews gør debut i løbet, hvad han efter eget udsagn har drømt om i mange år. Det burde også være et løb, der passer ham. Han har i Ardennerne bevist, at han sagtens kan håndtere denne form for terræn og mange højdemeter, og hans robusthed gør, at han vil få fordel af gruset i forhold til et ”almindeligt” løb med en tilsvarende profil. Alligevel er min optimisme ikke alt for stor. Hans 2021 var skuffende, og han var ikke rigtigt en aktør i klassikerne på det niveau, vi forventer. I år kom han lidt blandt fra start på Mallorca, hvor han generelt skuffede, men overraskede på Andratx-stigningen. Siden har han trænet, og han plejer at komme flyvende fra start i marts, hvor han ofte har startet sin sæson. Han viste til VM i 2020, at han stadig har sine gode klatreben et sted, men hans 2021 gør, at jeg ikke er alt for optimistisk.

Astanas anden kandidat er Miguel Angel Lopez, der også er lidt af et wildcard i dette løb. Vi ved, at colombianeren er i form, som han beviste i Andalusien, men han sendte også nogle uklare signaler med en skuffende præstation på sidste etape. Som vi har set flere gange, er dette et løb, hvor klatrere sagtens kan være helt fremme, og det burde Lopez derfor også kunne være. Han er dog et temmelig ubeskrevet blad på grus, og hans kørsel i Jaen var ikke just opløftende. På den baggrund er jeg ikke alt for optimistisk, men han er så god og formstærk en klatrer, at han sagtens kan vise sig at være med helt fremme.

Læs også

Ineos-profil reagerer på samlet sejr og ser frem mod Tour de France

Hvor står Victor Campenaerts ? Det er usikkert efter hans styrt i Omloop, der har efterladt ham med et ribben, der måske er brækket. Det forhindrede ham ikke i at være blandt de bedste i Le Samyn, men spørgsmålet er, om det rækker her. I forvejen er der som udgangspunkt for megen klatring i dette løb, men han bevist på ardenneretapen i Benelux Tour, at en formstærk Campenaerts ikke længere skal afskrives i denne form for løb. Gruset bør også være en fordel, og vi så trods den endeløse serie af uheld i Omloop, at formen er fremragende. Spørgsmålet er bare, om det rækker til et løb, hvor han formentlig skal være på 100%, hvis han skal kunne matche de mere klatrestærke folk. Selv har han da også sagt, at han håber først af være helt klar igen efter Tirreno.

En interessant kandidat er Ruben Guerreiro. Portugiseren har kun kørt løbet én gang uden den store succes, men det burde være noget, der passer ham. Han viste fornem form med sin stærke spurt på Jebel Jais i UAE Tour, hvor han også kørte en god enkeltstart, men desværre kostede en defekt ham muligheden for at vise sin reelle form på Jebel Hafeet. Det gør ham til en joker - også fordi han generelt er meget svingende - men hans lovende start i Emiraterne indikerer, at han er i form. Er han det, burde han kunne komme langt i et løb med denne profil, hvor han vil elske bakkernes eksplosive natur.

Det er ikke tit, man nævner Michael Gogl, men det er man næsten nødt til at gøre til dette løb. I hvert fald har han en imponerende historik med en 6. plads sidste år og en 9. plads i 2020. Særligt sidste års placering var imponerende, fordi han var den eneste, der fik sig klemt ind mellem de ovenfor nævnte seks topnavne, men spørgsmålet er, om han kan gentage det denne gang. Sidste år virkede han nemlig flyvende i åbningsweekenden, men denne gang var han helt anonym. Han havde ellers vist fornuftig form i Algarve, men han har helt klart efterladt et helt anderledes indtryk end sidste år, hvor han var en rytter, man lagde mærke til i de belgiske løb. Derfor tvivler jeg på en tredje top 10 i træk, men hans historik kræver, at han bliver nævnt.

Endelig vil jeg pege på en joker i Milan Vader. Det vil undre mig, hvis vi ser ham helt fremme, men den hollandske mountainbiker burde være skabt til dette løb. Han beskriver sig selv som puncheurtype, og gruset vil han elske. Udfordringen er selvfølgelig, at han er uden skyggen af erfaring efter kun at have kørt tre løbsdage i UCI-regi i sin karriere - og det var for en måned siden. Her viste han imidlertid et imponerende højt niveau med en 13. plads på kongeetapen, og det vidner om, at han allerede er konkurrencedygtig. Med det niveau burde han komme ret langt i et løb, der vel ikke kan passer ham meget bedre.

OPDATERING: Den endelige startliste er kommet, og der har desværre været flere ændringer. Vigtigst er det, at Pidcock er ude med en mavesygdom, og dårlig mave har også kostet Kämna deltagelsen. Dumoulin er ude med en positiv coronatest, og også Bardet er blevet syg, mens heller ikke Battistella kommer til start. FDJ er uden den formstærke Pacher, men har til gengæld udtaget Thibaut Pinot og Sebastien Reichenbach, som er omtalt i holdoversigten nedenfor. Endelig skal det bemærkes, at Campenaerts har så ondt i sine ribben, at han dropper Tirreno og kører løbet som hjælper for Wellens.

***** Tadej Pogacar

**** Julian Alaphilippe, Alejandro Valverde

*** Tiesj Benoot, Matej Mohoric, Alessandro Covi, Pello Bilbao, Jhonatan Narvaez

** Quinn Simmons, Benoit Cosnefroy, Sergio Higuita, Sepp Kuss, Simon Clarke, Tim Wellens, Lorenzo Rota, Michael Matthews, Miguel Angel Lopez, Victor Campenaerts, Ruben Guerreiro, Michael Gogl, Milan Vader

* Warren Barguil, Mikkel Honoré, Carlos Rodriguez, Mauro Schmid, Richard Carapaz, Thibaut Pinot, Jakob Fuglsang, Marc Soler, Kasper Asgreen, Domenico Pozzovivo, Andreas Kron, Sebastien Reichenbach, Gianni Vermeersch, Maxim van Gils, Jai Hindley, Koen Bouwman, Gianni Moscon, Elie Gesbert, Diego Ulissi, Gonzalo Serrano, Stefano Oldani, Ben Turner, Antonio Tiberi, Matteo Sobrero, Andrea Vendrame, Michael Valgren, Jhonatan Restrepo

 Deltag i Paris-Nice managerspillet (Starter søndag kl. 13.30)

 Deltag i Tirreno-Adriatico managerspillet (Starter mandag kl. 13.00)
 Livestream Strade Bianche, Tirreno-Adriatico og Paris-Nice til halv pris

Danskerne

Jakob Fuglsang er tidligere blevet nr. 2 og 5 i et løb, der passer ham storartet, men desværre tror jeg efter hans kørsel i Galicien, at han heller ikke i år kan gøre sig gældende helt fremme. Kasper Asgreen og Mikkel Honoré er til start for Quick-Step, og særligt Honoré burde være skabt til dette løb. Han missede dog åbningsweekenden efter sin sygdom tidligere i februar, og efter hans lidt pauvre kørsel i Andalusien er der en vis risiko for, at han vil ende som hjælper for Julian Alaphilippe. Asgreen viste i Kuurne, at formen slet ikke er så ringe trods hans knap så optimale forberedelse, men spørgsmålet er, om den rækker til et løb, der har lidt for mange højdemeter for en fyr som ham. Han ender formentlig som hjælper. På EF burde det være et løb, der passer Michael Valgren, men hans sygdom så ud til at have efterladt ham med en del mangler i åbningsweekenden. Løbet passer også perfekt til Andreas Kron, der gjorde det godt i 2021, men desværre så vi igen i weekenden, at han synes at mangle sin allerbedste, som han også har gjort i de foregående løb. Hos Movistar skal Mathias Norsgaard støtte Alejandro Valverde, mens Mikkel Bjerg har samme rolle på UAE for Tadej Pogacar og Alessandro Covi. Endelig skal Alexander Kamp på Trek støtte Quinn Simmons.

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Wout van Aerts sejr fra 2020, Julian Alaphilippes sejr fra 2019, Tiesj Benoots sejr fra 2018, Michael Kwiatkowskis sejre fra 2017 og 2014, Fabian Cancellaras sejre fra 2016 og 2012, Zdenek Stybars sejr fra 2015, Moreno Mosers sejr fra 2013 samt Philippe Gilberts sejr fra 2011.

Læs også

Formstærk franskmand sejrer efter dansk fremstød - Ineos-profil vinder samlet

Holdoversigt

Nedenfor giver jeg en oversigt over, hvem der på de enkelte hold i tillæg til de ovennævnte måske kan sikre et godt resultat.

Ag2r Citroën Team: Cosnefroy ligner bedste bud. Greg van Avermaet klatrer ikke længere godt nok til dette løb, som han ellers tidligere har mestret, og det samme gælder for Lilian Calmejane, der ellers så bedre ud i weekenden. Løbet bliver nok også lidt for hårdt for Andrea Vendrame, der ellers gjorde det godt i Laigueglia, og crossrytteren Clement Venturini. Mountainbikeren Clement Berthet synes set ikke i form.

Alpecin-Fenix: I tillæg til Gogl har holdet Gianni Vermeersch, der jo er en af verdens bedste brostensryttere og gjorde det fornuftigt sidste år. Det vil han sikkert gøre igen, men med så mange højdemeter tvivler jeg på top 10. Stefano Oldani chokerede på stigningerne i weekenden, men jeg vil tro, at løbet her er for hårdt til, at vi ser ham helt fremme, og hverken Robert Stannard, Xandro Meurisse eller Floris de Tier har vist megen form hidtil.

Astana Qazaqstan Team: Egentlig burde Gianni Moscon være en af de tunge favoritter, men efter Laigueglia og åbningsweekenden synes han at mangle meget efter sin bronkitis. Simone Velasco vil også finde løbet lidt for hårdt, hvorfor Lopez ligner bedste bud.

Bahrain-Victorious: Mohoric og Bilbao er de bedste bud, da Hermann Pernsteiner og Alejandro Osorio ikke imponerede i UAE Tour. Jeg glæder mig dog til at se, hvor langt Jan Tratnik og unge Edoardo Zambanini kan komme, da de begge gjorde det fornemt i deres første løb.

Bardiani-CSF-Faizané: Holdets eneste reelle kandidat er Filippo Zana og Samuele Zoccarato, men de har manglet for meget i de første løb.

BORA-hansgrohe: Higuita ligner det bedste bud. Jai Hindley var ikke flyvende i Emiraterne, hvor Patrick Konrad igen i år viste svag form fra start. Ide Schelling synes at have tabt sin form grundet sin coronainfektion, og mountainbikeren Ben Zwiehoff, der ellers kunne være spændende, er faldet sammen efter sin flotte start.

Drone Hopper-Androni Giocattoli: Holdet har en outsider i Jhonatan Restrepo, der vandt en etape i Rwanda, inden han blev syg - men alligevel gennemførte og hjalp holdet til den samlede sejr. Hans topniveau var overraskende højt sidste år, men feltet her er nok en anelse for skrapt til den form, han viste ved sin start i Europa. De øvrige klatrere er overmatchede.

EF Education-EasyPost: Guerreiro og Valgren, der begge er omtalt ovenfor (Valgren under ”Danskerne”) er kaptajnerne, da løbet er for hårdt for Marijn van den Berg, og Jonathan Caicedo ikke har vist meget siden sin Giro-etapesejr.

Læs også

Dansk talent i top-10 i Frankrig

EOLO-kometa: Vincenzo Albanese viste fornem klatring på Mallorca, men vi har siden set, at han vil komme til kort i dette terræn.

Groupama-FDJ: Holdet stiller med Thibaut Pinot, der passer godt til løbet og tidligere har været i top 10, men selvom han sluttede godt af i Var, har hans kørsel i februar ikke efterladt mig med den helt store tiltro til ham i dette løb. Holdet har også en formstærk Sebastien Reichenbach, men det er svært at se ham i top 10 i dette felt.  Attila Valter har ikke vist form, og løbet er for hårdt for en i weekenden ellers imponerende Tobias Ludvigsson.

INEOS Grenadiers: Uden Pidcock ligner Narvaez det bedste bud. Carlos Rodriguez er i god form, men han skuffede mig lidt i Laigueglia og synes ikke helt skræddersyet til dette løb. I formstærk udgave burde Richard Carapaz køre med om sejren, men selvom han ikke har været aktiv siden sin 1. og 2. plads i Ecuador, så vi i Besseges, at han igen i år starter meget langsomt. Han er sikkert bedre nu, men næppe god nok. Crossrytteren Ben Turner har potentiale til at overraskende efter solid klatring i Andalusien og stærk kørsel i åbningsweekenden.

Intermarché-Wanty-Gobert Materiaux: Rota er det bedste bud, men Domenico Pozzovivo har også været så velkørende, at han bør gøre det godt, selvom grus ikke kan være ideelt for ham. Det er et godt løb for Quinten Hermans, men han skal først formopbygge efter sin løbspause ovenpå crosssæsonen og har ikke ambitioner. Jan Bakelants er ikke længere stærk nok.

Israel-Premier Tech: Kaptajnerne er Clarke og Fuglsang, der begge er omtalt i hver deres afsnit ovenfor. Krists Neilands leder stadig efter sit gamle niveau.

Jumbo-Visma: Benoot, Kuss og Vader er de bedste bud. Koen Bouwman var hæderlig i UAE Tour, men ikke god nok.

Lotto Soudal: Wellens, Campenaerts og Kron er alle omtalt i de to afsnit ovenfor. Derudover har holdet Maxim van Gils, men i weekenden så det ud til, at hans nylige sygdom har kostet ham den allerbedste form, han havde i Saudi Tour. Løbet burde ellers passe ham.

Movistar Team: I tillæg til Valverde har holdet Gonzalo Serrano, der burde passe godt til dette løb, men både i Andalusien og Galicien har han manglet lidt for meget. Nelson Oliveira kan med sin form sikkert gøre det godt, men helt fremme kan han ikke være, og Einer Rubio har ikke vist megen form.

Quick-Step Alpha Vinyl Team: Alaphilippe er den klare kaptajn, og også Asgreen og Honoré er omtalt under ”Danskerne”. Derudover har jeg visse forventninger til Mauro Schmid, der vandt grusetapen i Giroen og i år synes at have hævet sit niveau enormt. Jeg tror dog, at højdemeterne bliver lidt for mange. Louis Vervaeke og Dries Devenyns har vist god form, men må regnes som hjælpere.

Team Arkea Samsic: Warren Barguil har i Ardennerne vist, at han kan være fremragende i denne slags løb, men selvom han var meget bedre i weekenden, har han generelt manglet så meget, ikke mindst i Algarve, at jeg tvivler på, at han kan være med de allerbedste. Det samme gælder for Elie Gesbert, der har været svingende og havde en offday i Laigueglia. Clement Russo har ambitioner, men løbet må være for hårdt.

Team BikeExchange-Jayco: I tillæg til Matthews har holdet Matteo Sobrero, der burde passe til dette løb. Han har dog stadig til gode at bevise sig på dette niveau, og hans kørsel på Mallorca var, selvom det er længe siden, ikke opløftende. Kevin Colleoni er overmatchet i dette felt trods den fine kørsel i Oman.

Team DSM: Uden Bardet bliver det svært. Marco Brenner og Chris Hamilton har ikke været flyvende hidtil, og trods god form kommer Romain Combaud til kort.

Trek-Segafredo: Simmons må være bedste bud, da Gianluca Brambilla fortsat er formsvag. Antonio Tiberi har vist svingende form og er nok lidt overmatchet i dette selskab, mens Jacopo Mosca stadig er på vej tilbage efter sit voldsomme styrt. Dario Cataldo har vist fin form, men niveauet er lidt for højt.

UAE-Team Emirates: Pogacar er kaptajn med Covi som løjtnant. En joker er Marc Soler, men han starter ofte svagt, som han også gjorde i Valencia, og selvom det er længe siden, vil det ligne ham dårligt at flyve nu. Diego Ulissi viste senest i weekenden og i Laigueglia, at han er et stykke fra sit bedste niveau.

 Deltag i Paris-Nice managerspillet (Starter søndag kl. 13.30)

 Deltag i Tirreno-Adriatico managerspillet (Starter mandag kl. 13.00)
 Livestream Strade Bianche, Tirreno-Adriatico og Paris-Nice til halv pris