Optakt: Tirreno-Adriatico

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL TIRRENO-ADRIATICO

Løbets rolle og historie

Bemærk: Gennemgangen af løbets rolle og historie tager udgangspunkt i et sædvanligt cykelår. Grundet corona-krisen er meget imidlertid anderledes i 2020.

De fleste professionelle cykelryttere har allerede adskillige løbskilometer i benene og draget fordel af de varme og solrige forhold i områder som Australien, Argentina, Mellemøsten, Algarve, Andalusien og den franske Cote d’Azur til at få skudt sæsonen i gang. Selvom en tidlig sejr naturligvis altid er velkommen, har det imidlertid hidtil hovedsageligt været et spørgsmål om opvarmning og forberedelse til større begivenheder senere på sæsonen.

Det ændredes i lørdags, da den professionelle cykelscene startede den næste fase med afviklingen af den traditionsrige belgiske åbningsweekend. Selvom cykelfans over hele verden har nydt en mere globaliseret sport og de mange flotte løb først på sæsonen, har mange stadig den følelse, at det ikke for alvor er startet, før de bedste klassikerryttere har været henover de belgiske brosten for første gang.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Omloop Het Nieuwsblad indledte kalenderen af historiske løb i Europa. Fra nu af er løbene ikke længere blot træning i en afslappet atmosfære - nu er det tid til at opnå resultater. For klassikerrytterne blev det alvor i lørdags, mens det for etapeløbsrytterne som regel har været Paris-Nice og Tirreno-Adriatico, der har været den første alvorlige test. Selvom Paris-Nice ikke er Tour de France, og Omloop Het Nieuwsblad ikke er Flandern Rundt, er det nu, det gælder!

Paris-Nice og Tirreno-Adriatico har en mærkelig dobbeltrolle i kalenderen. På den ene side er de ofte det første store mål for de bedste etapeløbsryttere, der håber at sikre sig årets første store sejr i et af de mest prestigefulde løb på kalenderen. Samtidig er de en vigtig del af forberedelsen for klassikerrytterne, der drager fordel af en uge med solid WorldTour-konkurrence under hårde betingelser og i vanskeligt terræn. Det kan være vanskeligt at vælge, om man skal tage til Frankrig eller Italien, men ét af de to løb er en uundværlig del af næsten enhver succesfuld klassikersæson - bare spørg Sky, hvis klassikertrup i 2013 havde meget lidt held med et eksperiment, hvor man droppede de to historiske etapeløb, og siden aldrig vendte tilbage til den model.

Tirreno-Adriatico blev første gang afviklet i 1966 og mangler derfor den samme lange historie som Paris-Nice, men det er ikke mærkeligt, at det har overvundet det faktum og hurtigt etableret sig som en vigtig begivenhed på kalenderen. Med kælenavnet Løbet Mellem De To Have følger det en rute mellem den Tyrrhenske kyst og Adriaterhavskysten og bringer derved rytterne gennem meget kuperet terræn i det italienske hovedland. Stigningerne i dette område er ikke nødvendigvis særligt lange, men deres kort, stejle natur og den konstant bølgede profil har gjort løbet til den perfekte forberedelse for formhungrende klassikerryttere. Hvis man dertil lægger de ofte gode vejrforhold, har man opskriften på en succes, der har været i stand til at konkurrere med Paris-Nices længere historie.

Løbet voksede hurtigt til en stor begivenhed, og allerede i den syvende udgave i 1972 startede klassikerlegenden Roger De Vlaeminck en helt enestående stime, der gav ham den samlede sejr seks år i træk. Selvom vinderlisten naturligvis domineres af italienere, har det altid været en begivenhed af international interesse med opmærksomhed fra de bedste klassikerryttere, hvoraf mange har vundet løbet mindst én gang.

Tirreno-Adriatico har ikke samme smukke symbolik som Paris-Nice, der signalerer forårets komme ved at rejse fra det kolde Nordfrankrig til den solrige Cote d’Azur, men for en rytter, der jagter topformen, er der ingen grund til at gennemleve de kolde, blæsende dage mod nord. Det bedre vejr har altid været et vigtigt trækplaster for det italienske løb, der har været i konstant kamp med den franske rival om at tiltrække det stærkeste felt.

Ofte har de to løb fordelt feltets stjerner fint mellem sig. Med sine enkeltstarter og længere stigninger har Paris-Nice haft bedre appel til de gode etapeløbsryttere, mens de kuperede ruter i det centrale Italien og de ofte meget lange etaper har gjort det italienske løb til det perfekte match for klassikerrytterne. I de senere år er løbet således blevet vundet af folk som Michele Bartoli, Davide Rebellin, Erik Dekker, Filippo Pozzato, Paolo Bettini, Oscar Freire, Fabian Cancellara og Greg van Avermaet, mens grand tour-stjernerne har kæmpet om sejren i Frankrig. Som en konsekvens har Tirreno historisk vundet kampen om at være den bedste forberedelse til Milano-Sanremo, og det er ikke mærkeligt, at de fleste vindere er ankommet til Sanremo efter en solid præstation i Tirreno.

I de senere år er situationen imidlertid ændret. I stedet for at fortsætte appellen til klassikerrytterne har arrangørerne fra RCS Sport forsøgt at gøre løbet til en slags mini grand tour. De seneste udgaver har både haft en holdtidskørsel og en enkeltstart samt en stor bjergafslutning, og derfor har de gradvist tiltrukket flere og flere etapeløbsstjerner. Med bedre vejr og en rute tilpasset deres egenskaber har etapeløbsrytterne i stigende grad foretrukket at rejse til Italien.

Udviklingen nåede sit klimaks i 2014, da Paris-Nice-arrangørerne ASO eksperimenterede ved at sammensætte en rute helt uden lange stigninger og enkeltstarter. I stedet designede man, hvad man beskrev som otte små klassikere, og da Tirreno fortsatte med at fungere som en lille grand tour, var det ikke mærkeligt, at mange etapeløbsryttere skiftede mening efter rutepræsentationerne og i stedet rejste til Italien. På den anden side blev mange klassikerryttere inspireret af chancen for at vinde en etape eller to på vejen til Nice, og det fik dem til at ændre deres sædvanlige forberedelse.

Eksperimentet fejlede for ASO. Mens Alberto Contador og Nairo Quintana fik al opmærksomheden ved deres store slag i Italien, fik det franske løb slet ikke den sædvanlige plads i rampelyset. I et forsøg på igen at tiltrække de store etapeløbsstjerner er man i Frankrig siden vendt tilbage til et mere traditionelt format, og i de seneste par år har man endda designet en for løbet usædvanligt hård rute, der virkelig appellerer til etapeløbsrytterne. Siden da har grand tour-rytterne fordelt sig mere ligeligt mellem de to løb, men der er stadig ingen tvivl om, hvem der vundet kampen. Kun i 2017 havde Paris-Nice en lille renæssance, men der er ingen tvivl om, at Tirreno-Adriatico generelt har siddet på flæsket.

Derfor kan det undre, at man ikke fortsatte succesen. I 2019 vendte man nemlig tilbage til rødderne med en rute, der var helt uden store bjerge og i stedet afgjordes på de to tidskørsler og to etaper på Appenninernes mure. Det lykkedes alligevel at tiltrække et ganske stjernebesat felt, men i det mærkelige corona-år 2020, hvor løbet primært er opvarmning til Giroen, går man tilbage til den nyere tradition. Faktisk betyder netop det forhold, at løbet nu er grand tour-forberedelse, at der vil være hele to bjergfinaler, og da holdløbet tillige er droppet, er det gamle klassikerløb mere end nogensinde et løb for klatrere.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour de Romandie

På samme tid vinder Paris-Nice frem som foretrukken forberedelse til Milano-Sanremo. Af de ni vindere fra 2011 til 2019 er de fem kommet fra Frankrig, herunder vinderne i 2014, 2015 og 2016. For nogle år siden var stort set alle ikke-franske topsprintere samlet i Italien, men i de senere synes Paris-Nice at have vundet kampen om fleste af de hurtige folk. Den diskussion er dog helt irrelevant i år, hvor løbet naturligvis ikke agerer Sanremo-forberedelse, men har tiltrukket stort set alle de sprintere og klassikerryttere, der ikke kører Tour de France.

Sidste års udgave var som sagt en speciel affære uden store bjergafslutninger, men det blev alligevel en af de bedste klassementsryttere, der vandt. Selvom Adam Yates med sejr på holdløbet havde sikret sig et forspring, som han endda udbyggede på de to hårde etaper i Appenninerne, kunne Primoz Roglic fortsætte sin dominans af ugelange etapeløb ved på den sidste enkeltstart at slå Yates med præcis så meget, at han vandt med mindre end ét sekund, mens Jakob Fuglsang betalte prisen for et svagt holdløb og var 30 sekunder efter som nr. 3. Roglic og Yates kører i år Tour de France og vender derfor ikke tilbage, men det gør Fuglsang, der jagter mere succes i Italien efter sejren i Lombardiet og på vejen frem mod Giroen.

Ruten

Som nævnt har arrangørerne fra RCS Sport ændret formatet for deres løb. Hvor det tidligere bestod af en række sprinteretaper, et par kuperede etaper og muligvis en enkeltstart, har det siden 2012 været en slags miniudgave af en grand tour. Fra 2012 til og med 2018 startede løbet altid med en holdstidskørsel på den tyrrhenske kyst og sluttede med en kort, flad enkeltstart i San Benedetto del Tronto på Adriaterhavskysten en uge senere (selvom man i sidste øjeblik måtte ændre første etape til en prolog i 2015), og der har været to klassiske Tirreno-etaper med kuperet terræn præget af korte, stejle stigninger samt to dage for sprinterne. Den helt afgørende forandring var imidlertid, at der hvert eneste år var en decideret bjergafslutning - som ganske vist måtte aflyses i 2016 - og derfor har løbet været en sag for grand tour-specialister.

Den model afveg man fra i 2019, hvor man helt droppede bjergetapen og erstattede den med en ekstra etape i det klassiske Tirreno-terræn med mange stejle mure. Den tilbagevenden til fortiden var imidlertid i første omgang et engangstilfælde, for i år vender man tilbage til det, vi kender fra årene mellem 2012 og 2018. Alligevel er der en lille forandring, for i et år, hvor mange andre etapeløb forkortes, er Tirreno af en eller anden grund blevet forlænget med én dag. I lyset af løbets rolle som Giro-forberedelse har det kun været naturligt at føje en ekstra bjergetape til, og derfor skal rytterne i år ud i to store dage i Appenninerne, dog kun med én bjergfinale.

Derudover følger man stort set det helt klassiske mønster, hvor der efter åbningsetapen gives både en mulighed til både sprintere og klassiker-/puncheurtyper, inden de to bjergetaper kommer torsdag og fredag. Traditionelt har 4. og 5. etape været en bjergetape og den såkaldte ”mur-etape på de korte, stejle stigninger, der kendetegner løbet. Sidstnævnte etape er nu rykket til næstsidstedagen, men den sidste sprinteretape, der traditionelt har haft den plads, falder mellem de to bjergetaper og mur-etapen, inden det hele rundes af med den nu efterhånden ikoniske specialistenkeltstart i San Benedetto del Tronto.

Alt er dog ikke helt ved det gamle. Det indledende holdløb, der ellers har været på programmet hvert eneste år siden 2011 (i hvert fald hvis man ser bort fra nødløsningen i 2015), er nemlig i år væk og erstattet af en ekstra sprinteretape. Dermed har de hurtige folk ekstra god grund til at tage til Italien i år, hvor de kan se frem til to ret sikre massespurter på løbets to første dage, der ikke byder på mange terrænmæssige udfordringer. De melder sig først om onsdagen, der byder på en af de etaper, som gør løbet populært for klassikerryttere. Her skal der nemlig køres 217 km og klatres mere end 3000 højdemeter, inden det hele slutter med en stejl mur og rigtig puncheurfinale skabt til de ryttere, der vil dominere de store endagsløb.

Klassementskampen tager for alvor fat, når man torsdag og fredag rammer Appenninerne. Først venter en 4. etape, der måske nok har en faldende finale, men stadig er svær nok til at gøre det første forskelle. Dernæst gælder det kongeetapen, hvor der over mere end 200 km skal der således klatres mere end 4000 højdemeter, inden det hele slutter med den ganske stejle Sassotetto-stigning, hvor Mikel Landa sejrede ved sidste besøg for to år siden.

Lørdag klassementsrytterne mulighed for at puste ud på den sidste sprinteretape, der ganske vist ikke er helt flad, men som slutter med den enkleste og mest udprægede sprinterrundstrækning langs Adriaterhavet. Søndag følger så løbets traditionelle ”mur-etape”, der dog i år ikke virker voldsomt vanskelig, selvom et par stejle ramper og en lille, hidsig bakke op mod mål stadig giver klatrestærke folk en sidste chance for at vinde lidt tid. Det hele slutter som altid med de ikoniske 10,05 pandekageflade kilometers tidskørsel i San Benedetto del Tronto, hvor kampen om den samlede sejr så sent som sidste år endte i en neglebider, og hvor de største tempomaskiner altid drømmer om at vinde det, der vel kan kaldes verdensmesterskabet i korte, flade enkeltstarter.

Læs også

Optakt: 7. etape af Presidential Tour of Türkiye

1. etape

I de senere år har arrangørerne introduceret en tradition, der består i at starte løbet med en pandekageflad holdtidskørsel langs den tyrrhenske kyst, men for første gang siden 2010 er det ikke en tidskørsel, der åbner ballet. I år er holdløbet nemlig taget af programmet til fordel for en ekstra sprinteretape, og den kommer allerede på førstedagen, hvor de hurtige folk kan se frem til at skulle kæmpe om den første førertrøje for første gang siden 2010 - hvis de da ikke laver samme brøler som for 10 år siden, hvor Linus Gerdemann snød dem for netop den mulighed.

Selvom der ikke længere er tale om et holdløb, er lokationen den samme. Igen er der nemlig både start og mål i kystbyen Lido di Camaiore, hvor arrangørerne har designet et rundstrækningsløb med to forskelle rundstrækninger til en samlet distance på bare 133,0 km. Først kører man mod nordvest og nordøst ud gennem byen, hvor man rammer den første rundstrækning. Den er 26,8 km lang og skal tilbagelægges tre gange, Den indledes med en tur igennem fladlandet mod nordøst og sydøst, inden man drejer ind mod nord ind i bakkerne øst for kysten. Her skal man over Pitoro-stigningen (4,4 km, 4,8%, max. 10%), som er helt jævn og passeres efter hhv. 16,7 km, 43,5 km og 70,4 km. Derefter bliver man kortvarigt på et plateau, inden en teknisk nedkørsel leder mod nordvest ned til byen Camaiore. Herfra går det mod sydvest igennem fladlandet ud mod kysten, hvor rundstrækningen afsluttes.

Efter de tre omgange rammer man den anden rundstrækning i første rundstræknings udgangspunkt, og her lægger man ud med at køre det meste af en omgang. Det betyder, at man følger en flad, lige vej mod nordvest op til Pietrasanta, hvorfra man ad en lige så flad og lige vej kører mod sydvest ud til kysten, der følges ad en lang, lige boulevard mod sydøst ned til målstregen, der krydses for første gang efter 96,4 km. Herefter kører man to hele omgange på den 18,3 km lange runde, der er stort set helt kvadratisk og fladere end fladeste pandekage. Med andre ord er der tale om få sving og lange, lige veje. Der er en spurt i Petrasanta på første omgang efter i alt 106,0 km. Det sidste af de få sving tages med 4 km igen, hvorefter en helt lige, 8 m bred og pandekageflad boulevard leder hele vejen mod sydøst ned langs kysten til målet ud for strandpromenaden.

Etapen byder på i alt 944 højdemeter.

Nok er der en lille stigning på programmet, men de kommer alle langt fra mål. Den sidste rundstrækning minder derimod om det gamle holdløb og består af lange, lige, flade og brede boulevarder. Da det sjældent blæser i området, er der derfor lagt op til et brag af en massespurt for de helt rene sprintere som åbning på en uges italienske cykelfest.

Lido di Camaiore har været vært for åbningen hvert eneste år siden 2015. I 2019 var det Mitchelton-Scott, der lidt overraskende slog favoritterne fra Jumbo-Visma i det indledende holdløb, mens BMC levede op til deres favoritværdighed tre år i træk ved at sejre i 2016, 2017 og 2018. I 2015 betød dårligt vejr, at man i sidste øjeblik ændrede holdløbet til en hastigt arrangeret prolog, hvor Adriano Malori slog Fabian Cancellara. Byen er samtidig rammen om det italienske endagsløb GP Camaiore, der sidst blev vundet af Diego Ulissi i 2014, men nu er forsvundet fra kalenderen. I 2007 var man vært for en Giro-etape, hvor Danilo Napolitano vandt en massespurt, mens Rik Verbrugghe i 2002-udgaven af Giroen tog en udbrudssejr i byen. Endelig var det hedengangne Giro della Provincia di Lucca forbi i 2004 og 2003, hvor det blev til spurtsejre til hhv. Alessandro Petacchi og Romans Vainsteins.

Læs også

Ayuso er stadig mærket af kuldechok

2. etape

Beslutningen om at fjerne holdløbet har øget antallet af sprinteretaper fra to til tre, og det betyder, at de hurtige folk med det samme kan se frem til muligheden for revanche. Selvom der var undtagelser i 2016, 2017 og 2019, hvor løbet sluttede med puncheuretapen til Pomaranche, har torsdagen som regel været forbeholdt sprinterne, og det ændrer årets nydesignede rute ikke på. På 2. etape er der nemlig lagt op til en smuk tur ned langs den flade italienske vestkyst, inden det hele ventes at blive afsluttet med endnu et sprinteropgør.

I alt skal der tilbagelægges 201,0 km, der fører feltet fra Camaiore til Follonica. Der er tale om to kystbyer ved den tyrrhenske kyst, og etapen består derfor af en tur ned langs vandet. Starten er nu ganske hård, idet man holder sig lidt fra vandet og kører mod sydøst op ad den ikke-kategoriserede Montemagno (4,8 km, 3,5%), der dog er jævn og slet ikke stejl. Herefter leder en nedkørsel mod syd, inden det går mod syd igennem helt fladt terræn forbi storbyen Pisa, indtil man når til endnu en ferieby, nemlig Livorno. Her kører man mod øst lidt længere ind i landet, inden man igen kører mod syd ned langs vandet, men det ændrer ikke på, at det er helt fladt.

Det ændrer sig, når man kort før byen Cecina drejer mod øst for at køre ind i bakkerne. Kort efter drejer man mod syd for at passere Castellina Marittima (4,9 km, 4,3%), der er en helt jævn og aldrig stejl stigning. Toppen nås efter 97,7 km hvorefter en nedkørsel leder tilbage til dalen. Den er kun let stigende og følges mod sydøst og syd, indtil det langsomt begynder at stige op mod dagens spurt, der kommer efter 137,0 km på toppen af en bakke (4,1 km, 4,0%). En kort nedkørsel leder videre mod syd, og herefter bliver det igen stort set helt fladt, mand man kører mod syd og sydøst, indtil man når tilbage til vandet i Follonica, hvor man rammer den afsluttende rundstrækning og kort efter krydser stregen for første gang efter 178,6 km.

Etapen afsluttes nu med en omgang på den 22,4 km lange runde. Den indledes med en tur mod sydøst ned langs den flade kystvej, indtil man drejer mod nordøst for at køre ind i landet. Kort efter kører man mod øst op over den lille Scarlino-stigning (1,0 km, 5,8%), der passeres med 13,0 km igen. En kort nedkørsel leder mod nordvest, hvorefter en flad og lige vej leder mod vest tilbage til Follonica. Her venter en teknisk finale med skarpe sving med 2500, 1500 og 1100 m igen, inden man rammer den helt flade og 8 m brede opløbsstrækning, der bugter svagt mod venstre.

Etapen byder på i alt 1450 højdemeter.

Selvom etapen har en mindre stigning på rundstrækningen, ligner det en stensikker dag for sprinterne. Bakken kan kun ryste de allertungeste, og derudover er det stort set helt fladt hele dagen. Vinden er sjældent et tema i regionen, og derfor ligner det det andet spurtopgør på to dage. Udfaldet er dog ikke nødvendigvis det samme, da den mere kringlede afslutning vil stille større krav til positionering og et godt lead-out.

Follonica var senest vært for løbet i 2018, hvor Marcel Kittel spurtede sig til første (af ganske få) sejre i Katusha-trøjen ved at slå Peter Sagan og Giacomo Nizzolo som nærmeste rivaler på 2. etape. I 2008 sejrede Filippo Pozzato i en massespurt på 1. etape af det nu hedengangne Giro della Provincia di Grosseto.

Læs også

Sådan vil Pogacar lave Giro-Tour-double

3. etape

I de seneste år har det været en tradition, at de første tre etaper udgøres af et indledende holdløb efterfulgt af en etape for hhv. sprintere og eksplosive klassikerryttere, dog i lidt varierende rækkefølge. I år er holdløbet taget af plakaten, hvilket har givet sprinterne to muligheder i de første dage, men det ændrer ikke på, at de eksplosive puncheurtyper også får deres chance. I år kommer den på tredjedagen, hvor der helt i overensstemmelse med traditionen lægges op til et alenlangt maraton, som rytterne dog denne gang ikke kan bruge til forberedelse til Milano-Sanremos 300 km - en ellers fast tradition. Kort sagt venter der fredag eftermiddag en rigtig klassikeretape med 217 km og mere end 3000 højdemeter, inden det hele slutter med et par eksplosive småbakker og en rigtig puncheurspurt.

I alt skal der altså tilbagelægges 217,0 km, der fører feltet fra Follonica til Saturnia. Vi befinder os stadig ude ved vestkysten, og en stor del af etapen fortsætter turen ned langs vandet, inden man mod slutningen indleder rejsen mellem de to have. Fra start kører man mod sydøst ned gennem fladlandet, der kun byder på en ganske lille bakke, idet man skærer ind gennem landet. Kort efter når man atter havet, og nu følges den flade kystvej videre mod sydøst. Lidt senere drejer man mod øst for at køre ind i landet, men det ændrer ikke på, at det er helt fladt.

Efter 40,5 km når man byen Grossetto, hvor man drejer mod sydøst for at køre parallelt med vandet, men et stykke inde i landet. Det betyder, at terrænet bliver en anelse mere kuperet med en bakke (2,3 km, 5,2%), som har top efter knap 55 km. Herefter falder det let, hvorefter terrænet kun er småkuperet og senere fladt, mens man fortsætter mod sydøst. Slutteligt når man det sydligste punkt i byen Capalbio, hvor dagens spurt kommer efter 91,0 km på toppen af en bakke (2,0 km, 5,0%).

Efter spurten vender man rundt for at køre mod nord igennem fladt terrænet op til forplejningen, der nås efter 110,4 km. Her drejer man med det samme mod nordøst for at køre op ad en ikke-kategoriseret stigning (8,0 km, 3,8%), der leder op til en rundstrækning, som nås på toppen i byen Manciano efter 118,4 km.

Nu kører man en hel omgang på den i alt 74,2 km lange runde. Den indledes med en kringlet nedkørsel der leder mod nordvest, inden det falder let mod nordøst ned til dagens kategoriserede stigning Poggio Murella (3,4 km, 7,5%). Der er tale om en meget ujævn mur, hvis første 2,5 km skiftevis stiger med 6-7% og er let faldende, indtil man rammer 500 m med 14,8% og et maksimum på 21%, inden den stiger med 8,0% på de sidste 400 m frem til toppen, der rundes efter 134,6 km. Derfra stiger det let mod nordøst op til det nordligste punkt, inden det går mod syd via en kringlet nedkørsel. Derfra stiger det let mod nordvest, inden en nedkørsel leder ned til en bakke (1,4 km, 6,2%), hvis top nås efter 165,6 km. Derfra falder det let mod syd og sydvest, inden det slutteligt stiger tilbage op til Manciano, der atter kommer efter en bakke, denne gang 2,1 km med 5,6%.

Her afsluttes rundstrækningen efter 192,6 km, hvorefter man atter kører første del. Det betyder, at man atter kører ned til Poggio Murella, som bestiges for anden gang med top efter 208,5 km. Herfra resterer bare 8,5 km, der indledes med et let faldende stykke. Her forlader man rundstrækningen for at køre mod sydvest ad en nedkørsel, der ikke er alt for krævende. Den ender med 2,5 km igen, hvor man rammer bakken op til, der stiger med 3,4% i snit. Efter 1000 m med ca. 3% flader den ud over 500 m, indtil man efter den røde flamme rammer 500 m med 6,4% og slutteligt 500 m med 3,7%. Finalen er ikke alt for teknisk, da der kun er skarpe sving med 2000 m og 400 m til stregen, inden man rammer den 7 m brede opløbsstrækning.

Læs også

UAE-dominans på regnfuld Romandiet-enkeltstart - dansker med topresultat

Etapen byder på i alt 3088 højdemeter.

Dette er rigtig Tirreno-Adriatico. Efter den flade start går det konstant op eller ned ad snoede veje via småbakker, der tilsammen giver 3000 højdemeter. Samtidig er Poggio Murella en rigtig mur, der helt sikkert vil skabe betydelig udskilning og kan bruges som afsæt for murspecialister. Der er dog relativt langt hjem fra toppen, og man kan vente sig, at en decimeret gruppe skal dyste om sejren på bakken op mod mål, der dog er en relativt let sag, som passer til lidt tungere folk, hvis de skulle overleve den stejle del af moren

Saturnia har ikke tidligere i dette årtusinde været vært for et stort cykelløb.

4. etape

Det er blevet en tradition, at løbets to sværeste etaper kommer i weekenden, hvor der som regel har været både en bjergafslutning og det, arrangørerne betegner som en ”mur-etape” med mange af de stejle ramper, der kendetegner regionen tæt på Adriaterhavet. I år ligger løbet anderledes, så 4. og 5. etape ikke falder i weekenden, men det er alligevel de to etaper, der er de vanskeligste. Som noget nyt byder den forlængede udgave af løbet på hele to etaper med rigtige bjerge - formentlig for at tilgodese ryttere, der forbereder sig til Giroen - og inden 5. etapes bjergfinale er det derfor ikke en mur-etape, men derimod endnu en bjergdag, der trods en faldende finale vil give de første svar inden fredagens kongeetape.

I alt skal der tilbagelægges 194,0 km, som fører feltet fra Terni til Cascia, og etapen fortsætter rejsen mellem de to have, hvilket per tradition betyder, at terrænet bliver mere kuperet, jo længer man kommer mod øst. Man lægger dog ud med at køre en omgang på en 48,1 km lang rundstrækning i området sydvest for Terni. Den indledes fladt, indtil man skal over en ikke-kategoriseret stigning (2,4 km, 5,1%) med top efter 10,6 km, hvorefter det stiger let over yderligere 6,4 km. Herefter falder det jævn, indtil en flad strækning leder frem til endnu en bakke, og slutteligt venter en kort nedkørsel og fladt terræn, der leder tilbage til startbyen.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Da det arabiske tempomirakel fortsatte

Herfra bliver det meget monotont. Feltet sætter nemlig kursen mod nordøst med retning mod Appenninerne, og det sker via en lang, næsten lige vej, der stiger ganske let over næsten 60 km. Efter 104,4 km bliver det lidt stejlere, da man når toppen af en bakke (3,2 km, 4,0%), men efter en nedkørsel fortsætter vejen med at stige let over yderligere knap 30 km, der leder mod nordøst op til det nordligste punkt og slutteligt kortvarigt mod sydøst.

Nu har man noget Appenninerne, der byder velkommen med dagens vanskeligste udfordring, stigningen Forca di Gualdo, der bestiges fra nordvest. Den stiger med 7,4% over 10,45 km fordelt med 3,4% over den første kilometer, inden der venter 3,5 km med 9,2% og et maksimum på 12%. Herfra stiger den med 7,0% over de sidste 6 km med 7-8% på den første del og siden 5-6%, inden den tager lidt fat med 7,8% på de sidste 450 m frem til toppen, der rundes efter 143,5 km.

Toppen efterfølges kun af en ultrakort nedkørsel, der leder mod sydøst, inden man skal over en lille bakke (1,25 km, 6,7%), som leder op til dagens spurt, der kommer efter 147,8 km. Herefter følger man et let faldende plateau mod sydvest, indtil man drejer mod syd ind på Rifugio Perugia (3,45 km, 7,0%), der er relativt jævn, dog med en sværere sidste kilometer, der byder på først 500 m med 10% og siden 500 m med 8,4%, inden man efter 157,0 km runder toppen.

Nu går det endelig nedad via en meget kringlet nedkørsel, der fører mod nordvest og vest direkte ned til bunden af Ospedaletto-stigningen. Den stiger med 6,2% over 7,0 km fordelt over lette 2,5 km med 3,6% og siden 4,5 km jævnt stigende med 7,6% i snit. Efter 182,6 km runder man toppen, hvorefter de sidste 11,4 km indledes med en let nedkørsel, der fører mod sydvest ned til Cascia. Den slutter med 1,75 km igen, hvorefter det stiger med 2,3% i snit resten af vejen, stejlest til slut med 4,8% over de sidste 500 m. Den lette nedkørsel har et enkelt hårnålesving med 2,5 km, inden man drejer skarpt til venstre i bunden, hvorefter vejen kun bugter sig op ad målbakken, dog voldsomt på de sidste 300 m, hvor man reelt foretager en blød U-vending, inden man rammer den 7 m brede opløbsstrækning

Etapen byder på i alt 3285 højdemeter.

Nok er der ikke tale om en bjergfinale, men der er alligevel lagt op til klassementskamp. Den sidste stigning er måske ikke lang, men den er efter en hård dag svær nok til at gøre forskelle. Den lette nedkørsel kan gøre det vanskeligt for en enlig rytter at holde hjem, men vi vil utvivlsomt få en meget klar fornemmelse af, hvem der er løbets stærkeste allerede her.

Cascia har ikke tidligere i dette årtusinde været vært for et stort cykelløb.

Læs også

UAE-komet vinder efter fænomenal nedkørsel

5. etape

Efter sidste års eksperiment uden høje bjerge vender løbet tilbage til den nyere tradition med et stort bjergslag på løbets kongeetape. Det sker som så ofte før på 5. etape, og denne gang har rytterne endda allerede fået lov om torsdagen at varme op i bjergene. Det helt store slag skal slås på Sassotetto-stigningen, der for to år siden gjorde debut på en dag, hvor Mikel Landa med en etapesejr fik en stærk start for Movistar, og en uheldig defekt kostede Geraint Thomas det, der lignede en stensikker samlet sejr, og den er så svært, at vi efter denne etape meget vel kan kende vinderen af årets Tirreno-Adriatico

Også kongeetapen er en lang sag, idet der skal tilbagelægges 202,0 km mellem Norcia og Sassotetto-stigningen i udkanten af Sarnano. Starten er knaldhård, idet det går mod nord op ad en ikke-kategoriseret stigning (4,2 km, 6,5%), inden en let nedkørsel leder mod nordvest ned i dalen. Her følger man en let stigende dalvej mod nordøst og nord, inden man fortsætter mod nord op ad Santa Margherita-stigningen (3,4 km, 7,4%), der særligt er stejl over de sidste 2400 m, hvor den stiger med 8.9%.

Toppen rundes efter 38,0 km, hvorefter man følger et plateau mod øst, inden en kun mod slutningen svær nedkørsel leder mod nord ned til dalen. Her kører man mod nordøst ad en let faldende dalvej op til det nordligste punkt i Tolentino. Her vender man rundt for at køre mod sydøst op ad en bakke (2,6 km, 6,4%) med top efter knap 90 km, inden en nedkørsel leder ned til endnu en bakke, som fører op til dagens spurt, som kommer efter 100,1 km.

Efter spurten snor man sig mod øst og syd igennem klassisk Tirreno-terræn, der går op og ned, hvoraf en bakke med 6,2% over 2,0 km og top efter godt 110 km er den vanskeligste. Kort efter drejer man mod vest for at passere San Ginesio (6,3 km, 4,7%), der er en meget jævn stigning med top efter 123,1 km. En nedkørsel fører nu mod vest, hvorefter man kører mod syd, sydøst og øst gennem mere Tirreno-terræn, der går op og ned. Værst er fire bakker med top efter 140 km (1,5 km, 7,7%), 145,6 km (2,6 km, 8,2%), 155,0 km (2,2 km, 4,4%) og 161,4 km (2,6 km, 6,9%).

Læs også

Hollænder vinder kongeetape - Tobias Lund mister førertrøjen

Efter de mange bakker rammer man en let stigende dalvej, der fører mod sydvest ned til endnu en bakke (2,2 km, 5,6%), der har top efter 182,0 km. Herfra går det mod nordvest via en kort nedkørsel og let stigende terræn frem til Sarnano.

Her drejer man mod sydvest for at køre op ad dagens målstigning. I alt er den 11,8 km lang og stiger med 7,1% i snit, men tallene snyder en anelse. De første 3,4 km er nemlig relativt lette med 6,6%, men derefter følger 5,85 km, hvor den gennemsnitlige stigningsprocent ligger på 8,6%, hvor man mange steder ligger på 9-10%, og hvor det stejleste stykke på 13% nås med godt 4 km til toppen. Herefter flader det imidlertid ud med blot 4,9% over de sidste 2 km, og over den sidste kilometer stiger den stabilt med ca. 5%. Den første del af stigningen består af en lang, relativt lige vej, men de sidste ca. 7 km er kringlede med mange hårnålesving. Det sidste kommer kort efter den røde flamme, hvorefter vejen bugter sig, indtil man rammer den 100 m lange, 7 m brede opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 4385 højdemeter.

Med mere end 4000 højdemeter over mere end 200 km er der tale om en seriøs klatreudfordring, der er det allervigtigste slag i kampen om den samlede sejr. Sassotetto er ikke verdens længste stigning, men de knap 6 km med næsten 9% i snit er rigeligt til at gøre seriøse forskelle efter en lang og udmarvende dag, der kan slide de fleste ned til sokkeholderne. Stigningen kommer endda efter et hektisk og kringlet indløb med flere småbakker, tekniske nedkørsler og kringlede veje, hvor positionskamp og bakker vil tære yderligere på kræfterne, og med et fraværende holdløb og kun den klassiske korte enkeltstart til sidst, burde klatrerne have gode chancer for her at tage et stort skridt mod samlet sejr i årets Tirreno-Adriatico.

Sassotetto-stigningen blev senest brugt i 2018, hvor Mikel Landa tog sin første sejr for Movistar ved på toppen at overspurte Rafal Majka og George Bennett, inden en større favoritgruppe nåede mål 6 sekunder senere - en gruppe, som ikke talte den førende Geraint Thomas, der var blevet ramt af en defekt på stigningens sidste kilometer.

Læs også

Lunds holdkammerat om dominans: Det er fantastisk

6. etape

Efter den brutale 2013-udgave af løbet besluttede arrangørerne at give sprinterne et mål i den anden halvdel af løbet ved at lægge en relativt flad etape ind på næstsidste dag. Den model har man fastholdt lige siden, hvor etapen dog kommer to dage før afslutningen i den forlængede udgave, og igen i år har man givet sprinterne et ekstra incitament til at grave dybt på stigningerne forinden. Tendensen har dog været, at man har gjort den første del af etapen relativt hård, og det forhindrede i både 2015 og 2016 de rene sprintere i at komme til fadet. Den model har man fastholdt i år, hvor en ganske kuperet indledning måske kan bringe de hurtige folk i vanskeligheder inden den helt flade afslutning tæt på Adriaterhavskysten.

Etapen er med sine 175,0 km endnu en for løbet relativt kort sag, der fører feltet fra Castelfidardo til Senigallia. Rejsen mod Adriaterhavet er nu afsluttet, og begge byer ligger stort set helt ude ved den italienske østkyst. Her lægger man ud med at køre mod sydøst igennem søndagens målby for igennem fladt terræn at køre helt ud til kysten, der nås i byen Porto Recanati. Herfra får det mod nordvest op ad den helt flade kystvej, inden man skærer tværs igennem en nationalpark. Her bliver terrænet betydeligt mere kuperet, idet man skal over de ikke-kategoriserede stigninger Massignano (6,1 km, 3,7%) og Monte Baldino med toppe efter hhv. 24,4 og 31,0 km, inden man kører ned til udkanten af storbyen Ancona.

Kort inden man når Ancona drejer man mod vest og siden sydvest for at køre væk fra vandet og ind i bakkerne. Det betyder, at man skal over en længere opkørsel, der slutter med 2,1 km med 5,1%, indtil man når byen Sappalico efter 44,1 km. Herefter falder det mod sydøst ned mod Jesi, som man dog kører udenom ved at køre mod nordvest ind i bakkerne igen. Efter en småkuperet fase skal rytterne over den ikke-kategoriserede Monsano (3,5 km, 4,3%), der leder op til et plateau, som følges mod nordvest, indtil en nedkørsel leder mod nord ned til bunden af dagens eneste kategoriserede stigning, Ostra (1,3 km, 7,8%, max. 13%), hvis top rundes efter 80,8 km.

Herefter er det slut med klatreudfordringerne. Et fladt plateau fører mod nordøst med retning mod kysten, indtil det går mod nord via et faldende stykke ned til Senigallia, der ligger helt ude ved vandet. Her rammer man den afsluttende rundstrækning efter 95,4 km, og efter at have kørt de sidste 15,1 km af denne krydser man stregen for første gang. Etapen afsluttes nu med fire hele omgange på den 16,1 km lange runde, der er så enkel, man kan forestille sig. Den består nemlig helt enkelt af en tur mod sydøst ned langs den helt flade strandboulevard, inden man efter en U-vending kører mod nordvest hele vejen tilbage igen, inden man kort efter målpassagen atter vender rundt for at gøre det hele én gang til. Højdemeter er en by i Rusland, de eneste sving er de to U-vendinger, og strandboulevarden er hele 8,5 m bred. Den sidste U-vending kommer med 7,5 km igen, og derfra er det ligeud og fladt hele vejen til mål.

Etapen byder på i alt 1524 højdemeter.

Dette er sidste chance for sprinterne til at teste benene, men historien viser, at det ikke altid er helt enkelt på denne sidste etape med flad finale. Som altid er der nemlig flere bakker undervejs, og vi så i 2015, hvordan det lykkedes Tinkoff med en voldsom forcering på en grim regnvejrsdag at komme af med mange af de rene sprintere, inden Peter Sagan vandt spurten for det russiske hold. Denne gang er klatreudfordringerne dog placeret længere fra mål og af begrænset sværhedsgrad, og efter tre hårde dage er det meget tænkeligt, at det ligesom sidste år bliver en kontrolleret affære. Da vinden aldrig spiller en rolle i området, er der derfor lagt op til en forrygende boulevardspurt på den uhyre simple og helt flade rundstrækning, der med sine lange, lige og meget brede veje er som skabt til de hurtigste af de hurtige.

Senigallia har ikke tidligere i dette årtusinde været målby for et stort cykelløb.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

7. etape

I gamle dage (og i 2019), hvor bjergfinaler ikke hørte til dagens orden i Tirreno-Adriatico, blev løbet altid afgjort i det terræn, der mere end noget andet kendetegner området øst for Adriaterhavet. Her går det nemlig konstant op og ned ad smalle veje via små, stejle mure og kringlede nedkørsler. Det er med andre ord sandt guf for klassikertyperne, og selvom løbet i dag som regel også har en stor bjergetape, udgøres den anden af de to weekendetaper altid af det, arrangørerne kalder årets ”mur-etape”. I årets forlængede udgave kommer mur-etapen lidt senere på næstsidste dag, og selvom den i år ikke er så svær, som den har været i tidligere år, blev vi sidste år mindet om, hvor stor forskel det vanskelige terræn kan gøre. Derfor får de klatrestærke folk her en sidste chance for at vinde den sidste tid inden mandagens afsluttende enkeltstart.

Med en distance på 181,0 km skrues der lidt ned for længden på en etape, der fører feltet fra Pieve Torina til Loreto, der ligger blot nogle få kilometer øst for Adriaterhavet midt i Italiens smukkeste cykelterræn. Fra start kører man mod nord op ad to mindre bakker, hvoraf den sidste stiger med 5,5% over 1,9 km, indtil man når til et langt og let faldende stykke, der fører videre mod nord dog siden øst. Kort efter byen San Severino Marche forlader man hovedvejen for at køre mod sydøst ind gennem bakkerne via en ikke-kategoriseret stigning (2,1 km, 6,1%) og en efterfølgende nedkørsel, som leder ned til Tolentino, der nås efter 44,2 km. Herfra bliver det igen lettere, når en let faldende vej leder mod nordøst ud mod kysten, men slutteligt bliver det lidt mere udfordrende med to mindre bakker (1,4 km med 5,0% og 3,0 km, 4,3%), der har toppe efter hhv. 70,5 km og 77,8 km.

I byen Padiglione indledes finalen, når feltet kører mod nordøst op ad den velkendte bakke til Osimo (2,8 km, 6,6%, max. 12%), der efter 90,8 km udgør dagens første bjergspurt. Her vender man rundt for at køre mod sydøst ned og senere op til Castelfidardo, hvorfra det falder mod sydøst til Acquaviva, hvor man efter 102,0 km rammer dagens vigtigste rundstrækning. og kort efter kører man for første gang op ad rampen op til mål, hvor stregen krydses for første gang efter 104,8 km.

Etapen afsluttes nu med tre omgange på den 25,4 km runde, der er placeret i området syd for Loreto og består af i alt tre mure. Allerede fra start stiger det let, inden en nedkørsel leder mod sydvest ned til den første mur, der over 4,45 km stiger med 4,6% med 12% i bunden og 14% på toppen, der rundes med 18,0 km til stregen og byder på en indlagt spurt på første hele omgang efter i alt 137,7 km. Herfra falder det mod nordøst, inden man drejer mod nordvest for at køre op ad den anden mur, Loreto (2,6 km, 4,8%, max. 18%), der alle tre gange byder på en bjergspurt efter hhv. 121,8 km, 147,1 km og 172,5 km og leder op til målbyen. Her slår man en sløjfe, først via en kringlet nedkørsel, der leder mod øst, inden man følge en lang, lige og flad vej mod nordvest. Med 3,7 km drejer man mod sydvest og med 3,0 km igen mod sydøst, indtil man præcis under den røde flamme drejer skarpt til højre for at tage hul på bakken op mod mål. Den stiger med i alt 8,7% i snit med et maksimum på 13% knap 500 m fra stregen og er ganske jævn, men byder på hele tre hårnålesving på de sidste 500 m, det sidste med ca. 100 m fra stregen, hvorefter man rammer den 7 m brede opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 2736 højdemeter.

Dette er så klassisk Tirreno-Adriatico, som det overhovedet kan blive, og vi har ofte været vidner til fascinerende cykelløb på denne type etaper, senest sidste år, hvor Alexey Lutsenko og Jakob Fuglsang begge sejrede på murene i området. I år synes rundstrækningen ikke at være helt så svær som i tidligere år, da de første to mure ikke er specielt stejle, og da det meste af etapen i øvrigt er relativt let, ligesom heller ikke den lange, flade rundtur i Loreto mod slutningen er specielt velegnet til solokørsel. Den sidste rampe op mod mål er dog ganske stejl, og da det er klatrernes sidste chance, kan vi under alle omstændigheder forvente os aggressivt cykelløb, også selvom det meget vel kan ende med, at en favoritgruppe skal afgøre det i en klassisk puncheurspurt for de eksplosive klassements- og klassikerryttere.

Læs også

Klassikerrytter tæt på UAE-skifte

Loreto har kun én gang tidligere i dette årtusinde været vært for et UCI-løb. Det var i det lille Giro d’Abruzzo i 2004, hvor Ivan Fanelli sejrede foran Riccardo Ricco og Fred Rodriguez.

8. etape

I første del af dette århundrede sluttede Tirreno-Adriatico altid med et fladt rundstrækningsløb i kystbyen San Benedetto del Tronto ved Adriaterhavet, mens de enkeltstartskilometer, der måtte være, kom tidligere i løbet. Det format blev ændret efter 2010-udgaven, hvor Edvald Boasson Hagen blev den foreløbig sidste sprinter til at vinde i kystbyen. De seneste ni udgaver af løbet er alle endt med en stort set identisk enkeltstart på den velkendte ud-og-hjem-rute langs Adriaterhavet i San Benedetto Del Tronto, og det vil igen være tilfældet i 2020. Dette års 10,05 km lange etape er en tro kopi af den, der er blevet benyttet siden 2015 er fuldstændig flad og stort set uden tekniske udfordringer.

Rytterne starter ved havnefronten og tager hurtigt efter starten et venstresving ind på kystvejen. Herfra er det helt simpelt. Første del består af en tur med syd ned ad kystvejen, indtil man når et vendepunkt efter 5,15 km. Undervejs passerer man mellemtiden, der tages efter 4,4 km. Rytterne foretager derefter en U-vending, og nu går det lige ud ad kystvejen hele vejen tilbage til mål med kun et ganske let sving undervejs. De sidste 3 km foregår ad lange, brede, flade veje. 2500 m fra stregen er der en blød dobbeltkurve, og derefter er det en lang, lige, 8 m bred vej til mål.

Etapen byder på i alt bare 9 højdemeter.

På grund af den korte distance er afstandene typisk ganske små mellem klassementsrytterne, og med undtagelse af 2016-udgaven, hvor aflysningen af kongeetapen betød, at det blev en kamp om sekunder, har etapen sjældent spillet den store rolle i kampen om den samlede sejr, men selv i vanskelige år har der været undtagelser. Mange vil sikkert huske den spændende dyst mellem Vincenzo Nibali, Roman Kreuziger og Chris Horner i 2012 eller sidste års neglebidende gyser, hvor Primoz Roglic stjal Adam Yates’ førertrøje med mindre end et sekund. Uden et holdløb i 2020 er det meget tænkeligt, at enkeltstartens betydning igen vil være større. Etapesejren vil som altid blive udkæmpet i en kamp mellem de helt store specialister og de store motorer, der kan benytte deres enorme kraft til at træde store gear og nå høje hastigheder på de lige, flade veje på en af året mest ikoniske specalistruter, som nu om dage er så klassisk, at det er et sted alle drømmer om at vinde.

Læs også

Efter flere dages nedtur havde McNulty overraskende gode ben

I det lys er det ingen overraskelse, at Fabian Cancellara vandt de to første udgaver i 2011 og 2012, inden han blev slået af Tony Martin, Adriano Malori og Andrey Amador i 2013. I 2014 tog Malori den største sejr i sin karriere ved at slå giganterne Cancellara, Bradley Wiggins og Martin. I 2015 var Cancellara tilbage på toppen, da han fik revanche over Malori, som havde slået schweizeren på prologen. I 2016 var Cancellara helt suveræn, da han slog Johan Le Bon med hele 13 sekunder, mens Martin var yderligere 2 sekunder efter på tredjepladsen. Hans tid på 11.08 er fortsat rekord. Den kunne Rohan Dennis ikke slå i 2017, hvor han i tiden 11.18 besejrede Jos van Emden og Michael Hepburn med bare 3 sekunder, eller i 2018, hvor han vandt i 11.14 med 4 sekunder ned til Van Emden og 8 sekunder ned Jonathan Castroviejo. Hattricket glippede for australieren, da han sidste år blot blev nr. 8 på en dag, hvor Victor Campenaerts med tiden 11.23 slog Alberto Bettiol og Van Emden med hhv. 3 og 4 sekunder.

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL TIRRENO-ADRIATICO
 

Favoritterne

Corona-året 2020 er sæsonen, hvor alt skal vendes på hovedet. Normalt er Tirreno-Adriatico forberedelse for klassikerrytterne og et forårsmål for etapeløbsrytterne og som regel et af de stærkest besatte løb overhovedet. Sådan er det slet ikke i år. For sprintere og klassikerryttere er det stadig forberedelse, men det er det nu også for klassementsfolkene, for hvem det er nøglen til en god Giro. I den forstand svarer det fuldstændig til Dauphinés rolle i forhold til Touren.

Desværre har feltet lidt voldsomt under den nye rolle. Sammenfaldet med en historisk stærkt besat Tour har renset det for mange stjerner, og da det er forberedelse til en Giro, der virkelig lider under den nye kalender, er antallet af stjerner begrænset. De store navne mangler ikke, men bredden af klassementsryttere er ringe, og det er relativt få navne, der kan ventes at køre med om sejren - præcis som vi vil se det i Giroen.

Ruten gør det også til glimrende Giro-forberedelse. Efter sidste års tilbagevenden til det gamle klassikerformat har vi som i årene forinden en lille grand tour. Der er dog også væsentlige forskelle. Tidligere var holdløbet uhyre afgørende, men det er nu sløjfet, og i stedet har udvidelsen med en ekstra dag givet plads til en ekstra bjergetape, der slet ikke var på programmet i den oprindelige udgave. Det gør det til det mest klatrervenlige løb i mange år.

Det er da også kongeetapen til Sassotetto, der ventes at blive vigtigst. Lidt overraskende gjorde den ikke store forskelle i debuten for to år siden, men på papiret er det en grim stigning, der kan skabe store forskelle. Den flader ganske vist ud på de sidste 2 km, hvilket favoriserer mere spurtstærke ryttere, men den første del er rigeligt svær til, at man kan køre alene væk. I skrivende stund peger det endda på, at rytterne får en let medvind hele vejen - dog i regnvejr - og det vil alt sammen gøre det lettere at gøre forskelle.

Klatrernes anden chance kommer på 4. etape. Det kan bestemt ikke udelukkes, at det kan lade sig gøre at køre offensivt på Ospedaletto, der er relativt svær, men mange vil nok have kongeetapen i baghovedet. Det kunne derfor ligne en dag, hvor man kan tabe løbet mere end vinde det, men større forskelle er en mulighed. Samtidig er en god spurt ikke uvæsentlig, da der er gode bonussekunder at hente på stregen.

Læs også

Danskere holder sig til i klassementet - Franskmand vinder på hjemmebanen

Dernæst er der de to mur-etaper, og af disse er det 3. etape, der er farligst. Muren i finalen er meget stejl og kan sagtens bruges til angreb fra favoritterne, men det er nok tvivlsomt, om man kan køre alene hjem. Til gengæld kan etapen være hård nok til, at hurtige klassementsryttere igen med en god spurt kan få del i bonussekunderne.

Til gengæld skal man nok ikke regner med alt for megen udskilning på 7. etape. Her ser stigningerne for bløde ud, men til gengæld er den lille bakke op til mål ganske stejl. Igen kan der altså være vigtige bonussekunder at hente for puncheurtyperne, men chancen for en udbrudssejr er også relativt stor på det tidspunkt i løbet.

Endelig er der selvfølgelig den sidste enkeltstart. Etapen er ganske vist kort, men vi ved fra tidligere, at folk som Tom Dumoulin, Primoz Roglic, Rohan Dennis og Geraint Thomas her har kunnet hente 30-45 sekunder på mindre tempostærke klassementsryttere. Ruten passer slet ikke til de fleste klassementsryttere, selv de relativt tempostærke, der ikke er deciderede specialister, og de taber ofte en del til de sande eksperter. Til gengæld ender de ofte inden for få sekunder af hinanden.

De tre sprinteretaper ventes ikke at spille en rolle. Det blæser nemlig sjældent, og det vil det heller ikke gøre denne gang. Der synes at vente en varm uge med temperaturer på knap 30 grader, men også en våd uge med risiko for byger de fleste dage. Særligt tirsdag, torsdag og fredag truer med tordenbyger og uvejr, der forhåbentlig ikke bliver for voldsomt.

Konklusionen er, at løbets bedste klatrer har gode chancer, hvis han kan begrænse tabet på den korte enkeltstart hæderligt. Det burde Sassotetto være svær nok til at sikre. Man skal dog ikke undervurdere betydningen af en god spurt, da der kan være gode bonussekunder at hente for hurtige klassementsryttere med et godt punch på hele tre af de otte etaper.

Og netop det, at løbets bedste klatrer har en god chance, gør, at jeg peger på Jakob Fuglsang som min favorit. Danskeren har i løbet af de seneste sæsoner etableret sig som en af verdens allerstærkeste, og han har været flyvende også i år, både før og efter pausen. Senest tog han en af karrierens største sejre i Lombardiet, og på baggrund af særligt den indsats skiller han sig ud som manden, der skal slås på kongeetapen. Han har haft en lille pause frem mod Giroen, men Fuglsang er altid i form, også efter en træningsperiode. Det vil han formentlig være igen, især fordi han også har VM som mål inden oktober.

Fuglsang skal vinde løbet på 5. etape, men han er efterhånden blevet så god en puncheur, at der kan være bonussekunder at hente på 7. etape og i den rette gruppe måske også på 3. eller 4. etape, hvor det stiger let op mod mål. Enkeltstarten er en udfordring, da den flade wattrute slet ikke passer ham, og her fik en formstærk Fuglsang også prygl sidste år. Heldigvis for ham er Geraint Thomas den eneste klassementsrytter, der vil elske denne rute, og alle andre - selv Chris Froome - kan ikke være med mod de sande specialister. Hvis blot Fuglsang kan få ram på de to briter i bjergene, bør han kunne køre nogenlunde lige op eller bedre end de fleste andre, og derfor står han fremragende kort på hånden. På den baggrund tror jeg, at han forvandler sidste års tredjeplads til en sejr.

Hans værste rival kunne endda komme fra egen lejr. Aleksandr Vlasov har været næsten lige så flyvende som sin kaptajn. Fuglsang var nok den stærkeste af de to i Lombardiet, men da Vlasov vandt i Emilia, var det åbenlyst omvendt. Det er klart, at Vlasov som udgangspunkt er hjælper, men måske vil det ikke være dumt af Fuglsang at lade sin vigtigste Giro-hjælper jagte lidt personlig succes her. Bjergafslutningen passer ham i hvert fald storartet, og med hans post-corona-form vil han være en af de bedste her. Nogen stor sprinter er han ikke, men han viste overraskende puncheurevner i Piemonte, hvilket åbner døren for bonussekunder også. Enkeltstarter har til gengæld aldrig været hans kop te, men faktisk har han heller ikke kørt mange, og han må have forbedret sig efter skiftet til Astana. I lyset af konkurrencen blandt klassementsrytterne på sidste etape burde han komme hæderligt fra opgaven. Spørgsmålet er, om han får lov af Fuglsang, men Vlasov er utvivlsomt god nok til at vinde dette løb.

Efter moden overvejelse tror jeg, at Simon Yates er Astanas værste rival, men det er efterhånden svært at være alt for optimistisk på hans vegne. Således har han været en skygge af sig selv siden Vuelta-sejren, og det har heller ikke været alt for overbevisende efter pausen. Han var dog hæderlig i Burgos og ikke mindst i Polen, hvor han viste noget af det bedste, vi har set fra ham længe. Hans holdbarhed er et problem, men et ugelangt etapeløb kan han nok klare, og bjergetaperne har et design med relativt få lange stigninger, hvilket burde passe ham.

Hans vigtigste våben er dog hans spurt og punch. Han har gode muligheder for at tage bonussekunder på 3., 4. og 7. etape, og i et løb, hvor forskellene næppe bliver alt for store, kan det være afgørende. Holdet er fremragende til at sætte ham op, og så er udfordringen naturligvis enkeltstarten, der slet ikke passer til lille Yates, som kunne se brormand miste førertrøjen til Primoz Roglic på netop den for et år siden. Heldigvis for briten er de fleste favoritter som bekendt svage på netop den type rute, og han burde kunne køre nogenlunde lige op med langt de fleste.

Læs også

Optakt: Vuelta Asturias

Jeg vil også bryde et princip. Normalt peger jeg aldrig på Vincenzo Nibali til ugelange etapeløb, fordi han efterhånden stort set kun er i form til sine store mål. Her gør jeg dog en undtagelse. Nibali har generelt været langt bedre kørende i år, og han var senest i hvert fald hæderlig i Lombardiet, om end han manglede en del i forhold til de bedste. Det, der gør Nibali særligt interessant, er, at han har meget hede regnbuedrømme, og derfor må man formode, at hans form er fremskreden, selvom der er langt til Giroen. Han får ingen bonussekunder, da han er spurtsvag, men selvom heller ikke han passer til enkeltstarten, vil han kunne gøre det bedre end de fleste af favoritterne. Han har i hvert fald en udmærket historik fra sine to samlede sejre i løbet, hvor han netop forsvarede sig fint på finaledagen. Det kræver, at han har VM-form og ikke Giro-form, men har han det, kan Nibali måske endelig vende tilbage til at vinde ugelange løb, som han gjorde det dengang, han vandt løbet her i 2012 og 2013.

Løbets store spørgsmålstegn er Geraint Thomas. På papiret burde han jo være storfavorit, for en formstærk Thomas kører alle favoritterne midt over på 8. etape, og han er så hurtig, at han kan tage bonussekunder. Hans hold er det stærkeste af alle, og dermed burde det egentlig være en formssag at sejre. Desværre er min teori fra sæsonstarten om, at Thomas er i kraftigt forfald kun blevet styrket af en Tour-forberedelse, der ikke bare var et spørgsmål om ikke at ramme bullseye, men som var helt, helt ved siden af skiven - faktisk så meget at hans Dauphiné-kørsel gjorde næsten ondt at se på. For en mand i hans alder er det bekymrende, særligt når han har været i afbrudt tilbagegang siden Tour-sejren. Han lød tillige som en totalt demotiveret mand efter Tour-skuffelsen, og da han i forvejen på det seneste har haft svært ved at lægge al den energi, der for store Thomas skal til for at klatre med de bedste, kan man frygte, at han er relativt langt fra den form, han forhåbentlig finder til Giroen. Forhåbentlig gør han det hele til skamme, for er han på et rimeligt niveau, er han på denne rute den indlysende favorit, men det skal han først bevise.

Havde dette været 2017, havde jeg haft Wilco Kelderman som en absolut topfavorit. Dengang ville han nemlig have været i stand til at vinde masser af tid på de fleste på enkeltstarten, og han klatrede så godt, at han blev nr. 4 i Vueltaen. Desværre har de mange styrt sendt ham i uafbrudt tilbagegang siden dengang, og mest markant er det, at den enkeltstart, der tidligere var så stærkt et våben, faktisk har været en decideret akilleshæl, senest i Vueltaen. Heldigvis har Kelderman været skadesfri i næsten historisk lang tid, og man kan håbe, at det har bragt ham tilbage på sporet. Hans kørsel i år har været ganske lovende, både i UAE Tour og i Tour de Pologne, men han har desværre ikke klatret med de bedste. I hvert fald var Fuglsang, Yates og Rafal Majka alle bedre end ham i Polen, og han skuffede fælt i Lombardiet. Med Giroen som mål er han forhåbentlig bedre nu, men han skal stadig bevise, at niveauet fra 2017 kan genfindes, både i bjergene og på enkeltstarten. Til gengæld kan også han med sit fine punch få del i bonussekunderne i de eksplosive finaler.

Bora stiller med Rafal Majka, der her har en sjælden god chance for at lave et topresultat i et stort etapeløb. Polakken har generelt forbedret sig markant. Polakken har forbedret sig markant siden begyndelsen af 2019, og den tendens er fortsat i år med stærk kørsel i Burgos og ikke mindst i Polen, hvor han og Yates jagtede Fuglsang som nærmeste forfølgere. Også han led imidlertid et stort nederlag i Lombardiet, og modsat Kelderman vil han helt sikkert ikke have den store glæde af enkeltstarten, der bliver svær for ham. Til gengæld klatrer han så godt og er så stabil, at han utvivlsomt vil være blandt de bedste i bjergene. Det er bare tvivlsomt, om det er godt nok til faktisk at vinde løbet.

En anden udpræget joker er Jack Haig. Den Haig, der i februar blev nr. 2 i både Andalusien og Valencia, ville være en absolut topkandidat i dette løb, men den Haig, vi så i august, bliver kørt midt over som hjælper for Yates. Det var dog bevidst, at han skulle spare sig til Giroen, og derfor burde han nu være langt bedre. Hvor langt han er kommet er usikkert, men februar-udgaven af Haig kører med om sejren i dette felt. Hans klatring er næsten på niveau med de bedstes, og selvom enkeltstarten ikke er hans kop te, viste han betydelig fremgang i den disciplin i Andalusien. Det er klart, at han er erklæret hjælper for Yates, men det betyder ikke, at der ikke kan opstå muligheder for selv at gøre det godt.

Så er der Chris Froome. Briten har åbenlyst et stykke vej igen, men han var i Ain stærkere end Thomas. Til gengæld ligger hans mål længere fremme, og han bør bestemt ikke være for god nu. Omvendt er Froome i en ret speciel situation, hvor det handler om at bygge på og på, og det er nok i mindre grad et spørgsmål om timing af form. Hans tal er egentlig ganske lovende, men det kniber tilsyneladende med holdbarheden. Hvis den er kommet, burde han med det, hans viste i Ain, kunne gøre det ganske fornuftigt. Enkeltstarten passer ham ikke, og her skal selv Froome forsvare sig - især fordi han ikke har kørt en enkeltstart siden juli 2018 - men i dette felt bør han trods alt vinde tid på de fleste klatrere.

Jeg vil dog ikke blive overrasket, hvis Tao Geoghegan Hart faktisk viser sig som den bedste fra Ineos. Han så ganske glimrende ud med sit flotte arbejde i Occitanie, men et styrt i Ain betød katastrofal kørsel i de efterfølgende løb, så Tour-pladsen røg. Hvor han står nu, er et helt åbent spørgsmål, og han er formentlig bare hjælper. Men hvis Thomas og Froome ikke er bedre end i Dauphiné, kan briten få sin egen chance. Finder han det tårnhøje niveau, han momentvist har vist, står han uhyre stærkt på denne rute, da han kan klatre, kører en glimrende enkeltstart og er hurtig nok til at få del i bonussekunderne.

Michael Woods burde være topkandidat, men det står efterhånden klart, at lårbensbruddet har sat ham mere tilbage end som så. Den kostede ham Tour-pladsen, og det er tvivlsomt, om han efter et meget skuffende Lombardiet er god nok til dette løb - især fordi han får klø af næsten alle på sidste etape. Til gengæld passer resten af ruten perfekt til en formstærk Woods, der vil være topkandidat til bonussekunder i de tre stigende spurter og ligeledes stærk på kongeetapen. Spørgsmålet er bare, om lårbenet tillader, at han har det niveau, der senest var så tårnhøjt i oktober sidste år, hvor han vandt Milano-Torino og fløj i Lombardiet.

Jeg er ret spændt på Hermann Pernsteiner . I Vueltaen nåede han den absolutte top i bjergene i den sidste uge, men desværre har han været langt fra det niveau i år. Nu har han imidlertid haft en lang pause siden Lombardiet, og med Giroen som mål burde han være betydeligt bedre nu. Ligesom Woods får han læsterlige klø på sidste etape, og spurte kan han heller ikke. Nej, han skal vinde al sin tid på 5. etape, men den Pernsteiner, der blev nr. 4 på den sidste bjergetape i Vueltaen sidste år er også god nok til netop det.

Læs også

Følg lørdagens tyrkiske sprinterbrag og schweiziske kongeetape

EF har også Tanel Kangert , der her burde kunne få lov at køre lidt klassement. Esteren er ikke så stærk som tidligere, men han blev trods alt nr. 8 i et svagt besat Paris-Nice. Enkeltstarten passer ham ikke, men han er trods alt bedre end de fleste trods den korte distance, og han kan forsvare sig i bjergene. Formen var ikke prangende i Dauphiné, men med kurs mod Giroen burde han være bedre nu.

Deceuninck stiller med Fausto Masnada, der kom til holdet for bare et par uger siden. Desværre var han ikke overbevisende i Occitanie og Dauphiné, men han viste fremgang ved de nationale mesterskaber. Også han må formodes at have forbedret sig nu, men han har stadig ikke fundet benene fra 2019 i et generelt skuffende 2020. Enkeltstarten er også et problem, men finder han benene fra sidste forår kommer han langt i bjergene i dette felt.

Rui Costa er aldrig til at blive klog på. I de senere år har han ikke kunnet klatre med de bedste i bjergene, men af en eller anden grund gør han det år efter år i Romandiet. I år var han skarpere end længe i Algarve, men efter pausen har det været mere afmålt trods en 10. plads i Polen, en sejr ved de nationale mesterskaber og en 3. plads i et Tour de Limousin, hvor han ikke imponerede. I forvejen er stigningerne på 4. og 5. etape for lange, men med sin vanlige Romandiet-form kan han forsvare sig. Lægger man dertil, at han kan jagte bonussekunder i puncheurspurterne og tillige kan forsvare sin fint på enkeltstarten i dette selskab, kan det måske bliver til noget. Men det kan også gå helt galt.

CCC stiller med Victor de la Parte, der er blomstret op efter skiftet til polakkerne. Han har gjort det ganske pænt i år med en top 10 i UAE Tour, en 11. plads i Burgos og en 19. plads i et meget stærkt felt i Dauphiné. Hans mål er Giroen, hvorfor han må ventes bedre nu, og han har en alsidighed, der gør, at enkeltstarten ikke er en ulempe, selvom den slet ikke passer ham. Han klatrer ikke godt nok til at vinde løbet, men stabile De la Parte bør i dette felt gøre det ganske pænt.

Som tidligere top 10-rytter i Giroen burde Patrick Konrad stå meget stærkt i dette felt, men det er efterhånden svært at være alt for optimistisk på hans vegne. Det var skidt i det meste af 2019, og det har været meget skidt i hele 2020, ikke mindst det skuffende nederlag i Sibiu Tout. Han var lidt bedre i Polen, men fik så en lussing igen i Lombardiet. Også han må ventes at nærme sig Giro-formen, så man kan håbe på en bedring, men i forvejen er Sassotetto lidt for lang. Til gengæld er han hurtig og kan jagte bonus, og enkeltstarten burde ikke gå helt i vasken i dette selskab.

Egentlig burde det være et udmærket løb for Dylan Teuns, der har forbedret sig meget i bjergene. Vi så dog i Andalusien, at han stadig har sine begrænsninger, og 5. etape er for svær til, at han kan vinde. Han kører slet ikke klassement og skal bare hjælpe Pernsteiner, men det betyder ikke, at han ikke alligevel holder sig til. Spørgsmålet er formen, der grundet rygproblemer har set forfærdelig ud efter pausen, og det kostede ham Tour-pladsen. Selv siger han dog, at den var ganske god, og er den det, forsvarer han sig ganske fint på enkeltstarten og elsker puncheurafslutninger. Det er bjergetapen og formen, der er udfordringerne.

Ineos har også Eddie Dunbar. Han er helt sikkert med som hjælper, men hvis Froome og Thomas falder sammen igen, kan han måske få sin chance. Han skuffede i starten af august, men i Emilia var der pludselig hul igennem. Har han det niveau her, klatrer han godt nok til at lave et resultat, selvom lange stigninger ikke er hans spidskompetence. Enkeltstarten er også en udfordring, men på vej mod Giro-formen kan Dunbar køre top 10, hvis han får chancen.

Egentlig ville jeg gerne have store forventninger til Kevin Rivera, der sidste år viste i Burgos viste, at han kan begå sig på højeste niveau. I år vandt han kongeetapen i Langkawi, men desværre blev han grundet corona fanget i Costa Rica. Nu er han kommet til Europa, men desværre var han skidt kørende i Ungarn forleden, og det giver ikke anledning til optimisme for en mand, der oftere er ringe end god. Til gengæld kommer formen også af og til ud af det blå, og gør den det, passer kongeetapen ham. Desværre skal han så også forsvare sig selv i alle andre discipliner.

Endelig er der Mathieu van der Poel. Sassotetto er så lang, at han ikke kan vinde, men han blev trods alt nr. 10 i Lombardiet. Han kan samle mange bonussekunder på særligt 3. og 7. etape, der passer ham glimrende, og hvis alt flasker sig, også på 4. etape. Vi så i England sidste år, at han kan forsvare sig ganske pænt på netop denne type enkeltstart. Alt sammen betyder, at den Van der Poel, der efterhånden fandt formen ved de hollandske mesterskaber kan køre i top 10 her, især hvis han har arbejdet ekstra på sin klatring frem mod ardennerklassikerne.

Læs også

Vidunderbarn lykkedes med sit ”første udbrud i karrieren”

***** Jakob Fuglsang

**** Aleksandr Vlasov, Simon Yates

*** Vincenzo Nibali, Geraint Thomas, Wilco Kelderman, Rafal Majka, Jack Haig

** Chris Froome, Tao Geoghegan Hart, Michael Woods, Hermann Pernsteiner, Tanel Kangert, Fausto Masnada, Rui Costa, Victor de la Parte, Patrick Konrad, Dylan Teuns, Eddie Dunbar, Kevin Rivera, Mathieu van der Poel

* Ruben Guerreiro, Carl Fredrik Hagen, Sam Oomen, Jai Hindley, Chris Hamilton, Lucas Hamilton, Matteo Fabbro, James Knox, Sergio Henao, Rohan Dennis, Jaako Hänninen, Mathias Frank, Gianluca Brambilla, Giovanni Visconti, Daniel Navarro, Rein Taaramae, Lawson Craddock, Jhonatan Caicedo, Mark Padun, Giovanni Carboni, Oscar Rodriguez, Matteo Jorgenson

Danskerne

Jakob Fuglsang er en af de absolutte topfavoritter og er omtalt ovenfor. Magnus Cort er til start for EF, hvor han burde kunne få chance for at spurte på de flade etaper samt støtte Michael Woods og Tanel Kangert i klassementet. Endelig skal Mikkel Bjerg på UAE hjælpe Fernando Gaviria i spurterne og Rui Costa og Sergio Henao i klassementet samt forsøge at lave et resultat på enkeltstarten.

Holdoversigt

Nedenfor giver vi i et overblik over, hvem der i tillæg til de store favoritter måske kan gøre sig gældende i klassementet:

Ag2r-La Mondiale: Jaako Hänninen har gjort store fremskridt og kunne gøre det ganske hæderligt. Erfaren Mathias Frank bør også køre klassement, men han har været meget skuffende i hele 2020. Det samme har Geoffrey Bouchard, der nok næppe satser på klassementet.

Alpecin-Fenix: Van der Poel kan som sagt ende ganske pænt. Louis Vervaeke vil sikkert også forsøge sig, men niveauet rækker ikke til et topresultat. Kristian Sbaragli klatrer godt, men trods alt ikke godt nok.

Androni Giocatolli-Sidermec: Rivera er bedste bud, da stigningerne er for lange for Nicola Bagioli, Davide Gabburo og Jhonatan Restrepo.

Astana Pro Team: Det må handle fuldt om Fuglsang og Vlasov, også for Oscar Rodriguez og Yuriy Natarov, der ellers begge kan klatre.

Bahrain-Merida: Pernsteiner er den erklærede kaptajn, men Teuns kan som nævnt ikke udelukkes. Talentfulde Mark Padun viser desværre ingen tegn på genrejsning efter en meget svær tid.

Bardiani-CSF-Faizané: Giovanni Carboni burde kunne gøre det pænt i bjergene, men han har været helt væk siden sidste års Giro.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Bora-hansgrohe: Det må handle om Majka og Konrad. Matteo Fabbro har dog gjort så store fremskridt efter pausen, at det ikke skulle undre, om han slår Konrad.

CCC Team: Georg Zimmermann synes gået i stå, så det handler om De la Parte.

Cofidis: Holdet er her med en tung trup uden chancer i klassementet.

Deceuninck-Quick Step: Masnada ligner bedste bud. James Knox har nemlig været uhyre skuffende siden pausen, senest i Coppi e Bartali, hvor han dog også endte som hjælper for Bagioli.

EF Pro Cyling: Woods og Kangert ligner de bedste bud, men det skal blive interessant at se, om Jonathan Caicedo endelig kan præstere på den store scene i Europa også. Ruben Guerreiro kørte et flot Lombardiet og vil formentlig gøre det ganske godt, men stigningerne er nok for lange og enkeltstarten for ringe til, at det bliver rigtigt godt. Endelig klatrer Lawson Craddock næppe godt nok længere, selvom han har enkeltstarten som våben.

Gazprom-Rusvelo: Holdets eneste klatrer er Aleksey Rybalkin, der har været langt væk efter pausen.

Groupama-FDJ: Holdets eneste klatrer er Kilian Frankiny, der har skuffet fælt efter pausen.

Israel Start-Up Nation: Daniel Navarro er desværre ikke længere god nok til et topresultat, og Alexander Cataford klatrer ikke godt nok.

Lotto Soudal: Egentlig burde man tro på Carl Fredrik Hagen efter det fine 2019, men han har skuffet i hele 2020. Forhåbentlig er det bedre nu frem mod Giroen. Matthew Holmes vil nok finde stigningerne for lange.

Mitchelton-Scott: Det handler officielt om Yates, men Haig kan som sagt også komme i spil. Det samme burde Lucas Hamilton, der er uhyre talentfuld, men han har kørt decideret rædselsfuldt efter pausen. Brent Bookwalter er ren hjælper.

Movistar Team: Juan Diego Alba har skuffet på stigningerne hidtil, og Davide Villella og Eduardo Sepulveda har ikke vist meget efter pausen. Mest interessant er Matteo Jorgenson, der imponerede i august, men det er tvivlsomt, hvor han står efter styrtet i Piemonte, og han vil nok finde stigningerne for lange.

NTT Pro Cyling: Louis Meintjes og Ben Dyball har intet vist hele året. Mest interessant er derfor Amanuel Ghebreigzabhier, men han er først på vej tilbage efter et styrt.

INEOS Grenadiers: Froome, Thomas, Geoghehan Hart og Dunbar er allerede omtalt. Egentlig er det et løb, Rohan Dennis kunne satse på, men han har formentlig fokuseret 100% på VM i enkeltstart og næppe meget på sin klatring, hvorfor han må regnes som hjælper.

Team Jumbo-Visma: Holdet er her med lutter tunge folk.

Team Sunweb: Holdet er her officielt alene for Kelderman. Sam Oomen har heller ingen grund til optimisme efter operationen og nogle meget tamme præstationer. Jai Hindley og Chris Hamilton er altid uberegnelige og kan sagtens ende med at gøre det godt, men de har ikke helt ramt skiven efter pausen.

Team Total Direct Energie: Rein Taaramae kan køre lidt klassement, men har skuffet efter pausen.

Trek-Segafredo: Det handler om Nibali, også for Gianluca Brambilla og erfarne Pieter Weening , der ikke har fordums styrke.

UAE-Team Emirates: Costa er bedste bud. Sergio Henao var senest langt væk i Coppi e Bartali og har ikke længere niveauet.

Vini Zabu-KTM: Giovanni Visconti er i bedring, men var for langt efter i Coppi e Bartali. Edoardo Zardini er på vej tilbage efter en skade, og Luca Wackermann vil finde stigningerne for lange.

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL TIRRENO-ADRIATICO