Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Optakt: Tirreno-Adriatico

Optakt: Tirreno-Adriatico

04. marts 2024 12:39Foto: Cor Vos

Paris-Nice signalerer forårets komme og starten på den alvorlige del af den europæiske etapeløbssæson, og det bliver bestemt ikke mindre intenst, når anden del af den traditionelle første store etapeløbsuge i Europa skydes i gang i Italien. Tirreno-Adriatico var engang kendt som et løb for puncheurs og klassikerryttere og den perfekte forberedelse til de store endagsløb, men har i de seneste år ændret sin natur og er i stedet blevet en mini grand tour, der år efter år tiltrækker de bedste etapeløbsryttere. Sådan er det også i år, selvom løbet denne gang har tabt kampen om de helt store stjerner til Paris-Nice, hvor de endda kan præsentere den regerende Tour-vinder, Jonas Vingegaard, der vil blive testet på en lidt atypisk og lidt lettere rute, der er helt uden løbets ellers ikoniske bjergfinale, men som med både en enkeltstart og en bjergfinale stadig byder på guf for de klassiske etapeløbsryttere.

 

 

 SÆT DIT MANAGERHOLD TIL PARIS-NICE

 SÆT DIT MANAGERHOLD TIL TIRRENO-ADRIATICO
 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

 

Løbets rolle og historie

De fleste professionelle cykelryttere har allerede adskillige løbskilometer i benene og draget fordel af de varme og solrige forhold under sydlige himmelstrøg til at få skudt sæsonen i gang. Selvom en tidlig sejr naturligvis altid er velkommen, har det imidlertid hidtil hovedsageligt været et spørgsmål om opvarmning og forberedelse til større begivenheder senere på sæsonen.

 

Læs også
Mexicansk kæmpetalent har fremtiden på plads: Skriver uhørt lang kontrakt

 

Det ændredes i lørdags, da den professionelle cykelscene startede den næste fase med afviklingen af den traditionsrige belgiske åbningsweekend. Selvom cykelfans over hele verden har nydt en mere globaliseret sport og de mange flotte løb først på sæsonen, har mange stadig den følelse, at det ikke for alvor er startet, før de bedste klassikerryttere har været hen over de belgiske brosten for første gang.

 

Omloop Het Nieuwsblad indledte kalenderen af historiske løb i Europa. Fra nu af er løbene ikke længere blot træning i en afslappet atmosfære - nu er det tid til at opnå resultater. For klassikerrytterne blev det alvor i lørdags, mens det for etapeløbsrytterne som regel har været Paris-Nice og Tirreno-Adriatico, der har været den første alvorlige test. Selvom Paris-Nice ikke er Tour de France, og Omloop Het Nieuwsblad ikke er Flandern Rundt, er det nu, det gælder!

 

Paris-Nice og Tirreno-Adriatico har en mærkelig dobbeltrolle i kalenderen. På den ene side er de ofte det første store mål for de bedste etapeløbsryttere, der håber at sikre sig årets første store sejr i et af de mest prestigefulde løb på kalenderen. Samtidig er de en vigtig del af forberedelsen for klassikerrytterne, der drager fordel af en uge med solid WorldTour-konkurrence under hårde betingelser og i vanskeligt terræn. Det kan være vanskeligt at vælge, om man skal tage til Frankrig eller Italien, men ét af de to løb anses af de fleste som en uundværlig del af næsten enhver succesfuld klassikersæson - bare spørg Sky, hvis klassikertrup i 2013 havde meget lidt held med et eksperiment, hvor man droppede de to historiske etapeløb, og siden aldrig vendte tilbage til den model.

 

Tirreno-Adriatico blev første gang afviklet i 1966 og mangler derfor den samme lange historie som Paris-Nice, men det er ikke mærkeligt, at det har overvundet det faktum og hurtigt etableret sig som en vigtig begivenhed på kalenderen. Med kælenavnet Løbet Mellem De To Have følger det en rute mellem den Tyrrhenske kyst og Adriaterhavskysten og bringer derved rytterne gennem meget kuperet terræn i det italienske hovedland. Stigningerne i dette område er ikke nødvendigvis særligt lange, men deres korte, stejle natur og den konstant bølgede profil har gjort løbet til den perfekte forberedelse for formhungrende klassikerryttere. Hvis man dertil lægger de ofte gode vejrforhold, har man opskriften på en succes, der har været i stand til at konkurrere med Paris-Nices længere historie.

 

Løbet voksede hurtigt til en stor begivenhed, og allerede i den syvende udgave i 1972 startede klassikerlegenden Roger De Vlaeminck en helt enestående stime, der gav ham den samlede sejr seks år i træk. Selvom vinderlisten naturligvis domineres af italienere, har det altid været en begivenhed af international interesse med opmærksomhed fra de bedste klassikerryttere, hvoraf mange har vundet løbet mindst én gang.

 

Tirreno-Adriatico har ikke samme smukke symbolik som Paris-Nice, der signalerer forårets komme ved at rejse fra det kolde Nordfrankrig til den solrige Cote d’Azur, men for en rytter, der jagter topformen, er der ingen grund til at gennemleve de kolde, blæsende dage mod nord. Det bedre vejr har altid været et vigtigt trækplaster for det italienske løb, der har været i konstant kamp med den franske rival om at tiltrække det stærkeste felt.

 

Ofte har de to løb fordelt feltets stjerner fint mellem sig. Med sine enkeltstarter og længere stigninger har Paris-Nice haft bedre appel til de gode etapeløbsryttere, mens de kuperede ruter i det centrale Italien og de ofte meget lange etaper har gjort det italienske løb til det perfekte match for klassikerrytterne. I de senere år er løbet således blevet vundet af folk som Michele Bartoli, Davide Rebellin, Erik Dekker, Filippo Pozzato, Paolo Bettini, Oscar Freire, Fabian Cancellara og Greg Van Avermaet, mens grand tour-stjernerne har kæmpet om sejren i Frankrig. Som en konsekvens har Tirreno historisk vundet kampen om at være den bedste forberedelse til Milano-Sanremo, og det er ikke mærkeligt, at de fleste vindere er ankommet til Sanremo efter en solid præstation i Tirreno.

 

I de senere år er situationen imidlertid ændret. I stedet for at fortsætte appellen til klassikerrytterne har arrangørerne fra RCS Sport forsøgt at gøre løbet til en slags mini grand tour. I 2012 indførte man en fast model med en holdtidskørsel og en enkeltstart samt en stor bjergafslutning, og derfor har de gradvist tiltrukket flere og flere etapeløbsstjerner. Med bedre vejr og en rute tilpasset deres egenskaber har etapeløbsrytterne i stigende grad foretrukket at rejse til Italien.

 

Udviklingen nåede sit klimaks i 2014, da Paris-Nice-arrangørerne ASO eksperimenterede ved at sammensætte en rute helt uden lange stigninger og enkeltstarter. I stedet designede man, hvad man beskrev som otte små klassikere, og da Tirreno fortsatte med at fungere som en lille grand tour, var det ikke mærkeligt, at mange etapeløbsryttere skiftede mening efter rutepræsentationerne og i stedet rejste til Italien. På den anden side blev mange klassikerryttere inspireret af chancen for at vinde en etape eller to på vejen til Nice, og det fik dem til at ændre deres sædvanlige forberedelse.

 

Læs også
To danskere indgår: Se Uno-X Tour de France-bruttotrup

 

Eksperimentet fejlede for ASO. Mens Alberto Contador og Nairo Quintana fik al opmærksomheden ved deres store slag i Italien, fik det franske løb slet ikke den sædvanlige plads i rampelyset. I et forsøg på igen at tiltrække de store etapeløbsstjerner er man i Frankrig siden vendt tilbage til et mere traditionelt format, og i de seneste par år har man endda designet en for løbet usædvanligt hård rute, der virkelig appellerer til etapeløbsrytterne. Siden da har grand tour-rytterne fordelt sig mere ligeligt mellem de to løb, men der er stadig ingen tvivl om, hvem der vundet kampen. Kun i 2017 og 2023 havde Paris-Nice en lille renæssance, men generelt har Tirreno-Adriatico siddet på flæsket.

 

I 2019 eksperimenterede man kortvarigt ved at vende tilbage til rødderne og droppede den bjergfinale, der ellers har været et fast element siden 2012, og man returnerede til et mere klassisk format, hvor løbet skulle afgøres på de stejle mure i regionens klassikerterræn samt på de to tidskørsler, der fastholdtes i hver sin ende af løbet. Heldigvis for arrangørerne skræmte det kun i begrænset omfang de store etapeløbsstjerner, men alligevel er løbet nu igen den lille grand tour, den har fået ry for at være. Det har også haft appel i år, hvor stjernerne fordeler sig ganske pænt mellem de to løb. I Italien har man den regerende Tour-vinder, Jonas Vingegaard, som det helt store trækplaster, og han udfordres af et stærkt og spændende felt, der tæller navne som Adam og Simon Yates, Ben O’Connor, Jai Hindley, Cian Uijtdebroeks, Enric Mas, Juan Ayuso og Tao Geoghegan-Hart.

 

Udviklingen har også betydet, at Paris-Nice har vundet frem som foretrukken forberedelse til Milano-Sanremo. Af de seneste toæv vindere er de seks kommet fra Frankrig (den særprægede 2020-udgave er naturligvis irrelevant i denne sammenhæng). For nogle år siden var stort set alle ikke-franske topsprintere samlet i Italien, men i de senere synes Paris-Nice ofte at have vundet kampen om de fleste af de hurtige folk. Sådan er det dog ikke i år, hvor topsprinterne også har fordelt sig ganske jævnt, og med Jasper Philipsen, Tim Merlier, Phil Bauhaus, Caleb Ewan, Jonathan Milan, Alexander Kristoff, Biniam Girmay, Alberto Dainese, Mark Cavendish og Casper van Uden i feltet har italienerne i hvert fald ingen grund til at klage. Som i 2022 har valget også været lidt anderledes denne gang, da de to løb for tredje gang afvikles helt parallelt med Paris-Nice, og argumentet om, at Paris-Nice har givet mere hvile inden klassikeren, er derfor ikke længere brugbart.

 

Sidste år måtte italienerne for en sjælden gangs skyld se sig slået af Paris-Nice i kampen om stjernerne, da de franske arrangører bød på en stor duel mellem Tadej Pogacar og Jonas Vingegaard. Til gengæld kunne de glæde sig over et sent boost, da den ellers skadede Primoz Roglic med kort varsel meldte sin ankomst, og det skulle vise sig at få en dramatisk effekt. Usikkerheden om hans form var ellers stor, men selvom det var tydeligt, at han var et stykke fra sit bedste og nok i høj grad blev hjulpet af en kraftig modvind på løbets kongeetape, endte det hele i et Roglic-show i stil med det, vi kendte fra hans storhedstid. For anden gang i træk bød løbet usædvanligt nok på hele tre klassementsetaper i kuperet terræn, og efter en halvsløj enkeltstart viste sloveneren sin tårnhøje klasse ved at vinde dem alle - dog i alle tilfælde i en spurt. Det var naturligvis nok til også at vinde samlet, da han sejrede med 18 sekunder ned til Joao Almeida og 23 sekunder ned til Tao Geoghegan Hart - en sejr, der i høj grad blev sikret via bonussekunder. Der bliver dog ingen ny sejr til Roglic, da han i år i stedet satser på Paris-Nice, og da det samme gør sig gældende for Almeida, bliver Geoghegan Hart den eneste genganger fra det seneste podium.

 

 SÆT DIT MANAGERHOLD TIL PARIS-NICE

 SÆT DIT MANAGERHOLD TIL TIRRENO-ADRIATICO
 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

 

Ruten

Som nævnt ovenfor har arrangørerne fra RCS Sport ændret formatet for deres løb. Hvor det tidligere bestod af en række sprinteretaper, et par kuperede etaper og muligvis en enkeltstart, har det siden 2012 været en slags miniudgave af en grand tour. Fra 2012 til og med 2018 startede løbet altid med en holdtidskørsel på den vestkysten og sluttede med en kort, flad enkeltstart i San Benedetto del Tronto på adriaterhavskysten en uge senere (selvom man i sidste øjeblik måtte ændre første etape til en prolog i 2015), og derudover var to klassiske Tirreno-etaper med kuperet terræn præget af korte, stejle stigninger samt to dage for sprinterne. Den helt afgørende forandring var imidlertid, at der hvert eneste år var en decideret bjergafslutning - som ganske vist måtte aflyses i 2016 - og derfor har løbet været en sag for grand tour-specialister.

 

Den model afveg man fra i 2019, hvor man helt droppede bjergetapen og erstattede den med en ekstra etape i det klassiske Tirreno-terræn med mange stejle mure. Den tilbagevenden til fortiden var imidlertid i første omgang et engangstilfælde, for allerede i 2020 vendte man tilbage til det, vi har kendt fra årene mellem 2012 og 2018. Den eneste store ændring var beslutningen om at droppe holdløbet til fordel for en ekstra sprinteretape, og da løbet efter kalenderændringen helt ekstraordinært blev forlænget til otte dage, kom der pludselig også to muretaper på programmet. I 2021 havde man igen et helt klassisk format, dog fortsat uden holdløbet.

 

I 2022 var formatet i alt væsentligt det samme, men alligevel var der to væsentlige nyskabelser. Holdløbet vendte ikke tilbage, og dermed var der også dengang tre sprinteretaper, en enkeltstart, en kongeetape og to kuperede etaper, hvoraf den ene som altid var løbets klassiske muretape. Det nye var, at den klassiske afsluttende enkeltstart i San Benedetto del Tronto efter 11 år sløjfedes, og at man i stedet vendte tilbage til den gamle tradition med en afsluttende sprinteretape, som vi altid havde det frem til og med 2010. Enkeltstarten afvikledes nu på førstedagen, hvor den åbnede ballet. Den anden væsentlige nyskabelse var, at kongeetapen som noget nyt ikke havde mål på toppen af et bjerg, men da den kun efterfulgtes af en kort og meget teknisk nedkørsel, betød det ikke, at klatrerne ikke havde plads til at gøre forskelle. En anden mindre ændring var, at den anden puncheuretape, som altid supplerer muretapen, denne gang havde mål på en længere stigning, end man har været vant til. Tilsyneladende var arrangørerne begejstrede, for i 2023 kopierede man i alt væsentligt præcis samme opskrift, dog med den væsentlige ændring, at kongeetapen igen havde mål på en stigning.

 

Sådan bliver det dog ikke i år, hvor der sker noget ganske uhørt. Hvis noget har defineret løbet, har det været den klassiske muretape, for det var i den slags terræn, løbet blev afgjort, inden man indførte bjergfinalerne i 2012. Den forsvinder imidlertid helt denne gang, og da der heller ikke som i 2022 og 2023 er en ekstra klassementsetape med mål på en halvlang, eksplosiv stigning, ligner det en sjældent nem udgave af løbet, hvor muretapens fravær i den grad betyder, at man går på kompromis med løbets identitet.

 

Læs også
Starttider: Prolog til Romandiet Rundt 2024

 

Bjergfinalen består naturligvis - denne gang med mål på den i cykelmæssig sammenhæng kun én gang benyttede Monte Petrano, der er relativt kort, men stejl nok til at gøre forskelle - men denne gang bliver den anden chance for at gøre forskelle altså ikke en tur rundt i murene. I stedet bydes der på en etape med et længere bjerg i finalen, men da det er en lettere sag med top relativt langt fra mål, er der en vis sandsynlighed for, at klatrerne ender med kun at få én reel chance for at gøre forskelle.

 

Trods muretapens fravær er der dog stadig Tirreno-fornemmelser over ruten. Løbet har altid appelleret til puncheurs, og de må i år slikke sig om munden. Der venter nemlig hele to etaper, der lægger op til en spurt i en stigende finale, hvor både stærke sprintere og lidt lettere puncheurtyper kan drømme om at blande sig. Selv den nye klassementsetape med et bjerg i finalen vil appellere til eksplosive afsluttere, for klatrer man så godt, at man kan komme med over stigningen, slutter det hele med en 750 m lang bakke, der med sine 6,9% ikke er helt let. Dermed er der mere puncheur- end sprinterfest, for efter at sprinterne siden afskaffelsen af holdløbet i 2020 har haft hele tre chancer, er der denne gang kun to etaper, der lægger op til klassiske massespurter.

 

Rækkefølgen på etaperne er stort set uforandret. Der lægges for tredje år i træk ud med løbets enkeltstart, der nok engang mest af alt består af en enkelt og pandekageflad tur op og ned langs en flad kystvej - denne gang altså bare langs vest- og ikke østkysten - men distancen er med sine 10,0 km lidt forkortet i forhold til de seneste to år og mere i stil med det, vi kendte i årene mellem 2011 og 2021. Som i de seneste udgaver kan sprinterne herefter se ud til at få deres første chance om tirsdagen, men her handler det også om at slå til. Onsdag og torsdag lægges der nemlig op til puncheurfest med de to omtalte afslutninger i stigende finaler, først i Gualdo Tadino, hvor Mathieu van der Poel slog Wout van Aert og Davide Ballerini i samme finale for tre år siden, og derefter med en ny og lidt lettere afslutning, hvor sprinterne vil have en større chance for at være med.

 

Måske kan de allermest eksplosive klassementsryttere drømme om at blande sig i kampen om bonussekunder, men efter den indledende enkeltstart skal vi frem til fredag og lørdag, inden klassementskampen for alvor genoptages. Der lægges blødt ud fredag, hvor man altså skal køre den for løbet lidt atypiske etape med et bjerg i finalen efterfulgt af en nedkørsel og en 750 m lang puncheurbakke op til mål.

 

Om den vil gøre store forskelle, kan være tvivlsomt, og derfor skal det helt store slag slås på lørdagens kongeetape, der samlet set ikke er alt for svær, men som med afslutningen på Monte Petrano lægger op til, at bedste man kan køre alene - akkurat som Carlos Sastre gjorde det i Giroen i 2009, hvor stigningen for første og hidtil eneste gang var mål for et stort cykelløb. Herefter kender vi til gengæld også efter alt at dømme vinderen. Sprinterne får nemlig for tredje gang siden Edvald Boasson Hagens spurtsejr i 2010 det sidste ord, når løbet søndag eftermiddag slutter med omgange på en helt flad rundstrækning i den klassiske målby, San Benedetto del Tronto, hvor vinderen som altid hyldes med det helt specielle trofæ, løbet er så kendt for.

 

BEMÆRK: Profiler for de øvrige stigninger følger i løbet af søndagen.

 

 

1. etape

I flere år havde arrangørerne introduceret en tradition, der bestod i at starte løbet med en pandekageflad holdtidskørsel langs den tyrrhenske kyst, men den tradition har været brudt i de seneste fire udgaver. Først fik sprinterne det første ord i 2020 og 2021, men i 2022 nytænkte man igen indledningen, da løbets enkeltstart, der ellers i mere end et årti var blevet afviklet som den store finale i San Benedetto del Tronto, fik lov at skyde festen i gang. Den model var et hit, for modellen gentages igen i år, hvor enkeltstarten igen naturligvis afvikles på vest- og ikke østkysten, men det betyder ikke, at der ændres på formatet. Tværtimod er der tale om en næsten tro kopi af den klassiker, vi har lært at elske i den østlige del, når wattmonstrene nok engang skal tonse op og ned ad en flad kystvej - denne gang altså bare i den anden side af den italienske støvle samt på løbets første og ikke sidste dag.

 

At der startes med en enkeltstart betyder ikke, at startbyen ændres. Den er nok engang Lido di Camaiore, men hvor man i de seneste udgaver er kørt mod nord op ad kystvejen, forsøger man sig denne gang med en lille nyskabelse, når der i stedet skal køres mod syd. Derudover skrues der en smule ned for distancen, så vi kommer tæt på den 10,1 km lange etape, vi kendte som den store finale tidligere. De seneste år er der blevet kørt hhv. 13,9 km i 2022 og 11,5 km i 2023, men denne gang skal der kun køres 10,0 km med start og mål i Lido Camaiore.

 

Læs også
Fem danskere stiller til start i WorldTour-etapeløb

 

Etapen er også blevet marginalt mere teknisk. Med det samme drejer man til venstre ud på den flade kystvej, som nu følges mod sydøst, idet man efter 700 m tager et ganske blødt venstresving. Derfra går det videre mod sydøst ad den flade og lige vej, indtil man efter 2,3 km tager to sving lige i rap. Derfra fortsætter man mod sydøst ned til vendepunktet, men her foretager man ikke en U-vending. I stedet kører man en omgang på en lille rundstrækning, så der følger fire sving lige i rap, hvoraf de første kommer efter 5,2 km.

 

Det sidste af de fire sving kommer efter 5,4 km, hvor mellemtiden tages, og derefter går det mod nordvest tilbage ad den flade kystvej. Når man når det punkt, hvor man tog to sving på udturen, tager man igen to sving, men denne gang kører man ad lidt andre veje. Det første af disse tager efter 8,3 km, og efter det sidste er man hurtigt tilbage på samme vej som tidligere. Den følges nu mod nordvest, men inden man når startområdet, drejer man ind til mål via to hurtige sving, der kommer med hhv. 300 m og 200 m igen, inden man rammer den 7 m brede og helt flade opløbsstrækning.

 

Etapen byder på i alt bare 3 højdemeter.

 

I forhold til de to seneste år kører man altså denne gang mod syd og ikke nord. Som sagt er distancen tillige 3,9 km kortere end i 2022 og 1,5 km kortere end i 2023. Endelig er der som i 2022 lidt flere sving på ruten, mens man i 2023 bare havde en U-vending, akkurat som i San Bendetto del Tronto.

 

Med den kortere distance er etapen nu af samme længde, som vi kendte det i tiden i San Benedetto del Tronto, men til gengæld har vi flere sving, end vi nogensinde har haft på disse enkeltstarter. Det ændrer dog ikke på, hvilken etape vi taler om. Dette er wattmonstrenes paradis, og selvom etapen nu afvikles som start og ikke som slutning, vil man også på denne rute kunne tale om et slags VM i korte, flade enkeltstarter - akkurat som vi har kendt det indtil nu.

 

Lido di Camaiore har været vært for åbningen hvert eneste år siden 2015. Sidste år åbnedes løbet for anden gang med en enkeltstart, og det blev en drivvåd affære. De sidst startende havde en klar fordel, og det udnyttede Filippo Ganna til at levere en sand magtdemonstration ved at sejre med hele 28 sekunder ned til Lennard Kämna og 31 sekunder ned til Magnus Sheffield, der ellers havde kørt i noget af det værste regnvejr. I 2022 åbnedes løbet for første gang med en flad enkeltstart, hvor Filippo Ganna levede op til favoritværdigheden og sejrede med 11 sekunder ned til Remco Evenepoel og 18 sekunder ned til Tadej Pogacar. I 2021 indledtes løbet med en sprinteretape, hvor Wout van Aert tog en stor skalp, da sejrede foran Caleb Ewan og Fernando Gaviria, og i 2020 startede løbet med en næsten identisk etape, hvor Pascal Ackermann var hurtigere end Fernando Gaviria og Magnus Cort. I 2019 var det Mitchelton-Scott, der lidt overraskende slog favoritterne fra Jumbo-Visma i det indledende holdløb, mens BMC levede op til deres favoritværdighed tre år i træk ved at sejre i 2016, 2017 og 2018. I 2015 betød dårligt vejr, at man i sidste øjeblik ændrede holdløbet til en hastigt arrangeret prolog, hvor Adriano Malori slog Fabian Cancellara. Byen er samtidig rammen om det italienske endagsløb GP Camaiore, der sidst blev vundet af Diego Ulissi i 2014, men nu er forsvundet fra kalenderen. I 2007 var man vært for en Giro-etape, hvor Danilo Napolitano vandt en massespurt, mens Rik Verbrugghe i 2002-udgaven af Giroen tog en udbrudssejr i byen. Endelig var det hedengangne Giro della Provincia di Lucca forbi i 2004 og 2003, hvor det blev til spurtsejre til hhv. Alessandro Petacchi og Romans Vainsteins.

 

 

 

 

Læs også
Optakt: Prolog til Tour de Romandie

 

 

2. etape

En fast tradition efter den indledende etape har været, at de følgende dage har budt på hhv. en puncheur- og en sprinteretape. Det ændredes der imidlertid på i 2022 og 2023, hvor der gik rent sprintershow i den, men i år vender man tilbage til den lidt mere afvekslende model. Det er dog stadig de hurtige folk, der ventes at komme til fadet dagen efter den indledende enkeltstart, hvor der venter en relativt flad tur ned langs vestkysten, og selvom der skam er et par stigninger undervejs, bør intet kunne forhindre et brag af en massespurt i det stærke sprinterfelt, løbet traditionen tro har tiltrukket, på en etape, der er en modificeret udgave af sidste års 2. etape, og som denne gang byder på et sent sving, der vil være altafgørende, når vinderen skal findes.

 

Ligesom de to foregående år skal der tilbagelægges en relativt lang distance, når der skal køres 198,0 km mellem Camaiore og Follonica, og som det er kutyme for 2. etape fører den feltet mod sydøst ned langs vandet, idet man dog kører så langt ind i landet, at terrænet undervejs bliver kuperet. Det mærker man med det samme, når man kører mod sydøst op ad en ikke-kategoriseret stigning (2,6 km, 4,8%), der har top allerede efter 3,6 km, hvorefter en nedkørsel leder mod syd. Herfra bliver det imidlertid helt fladt, når man zigzagger sig mod syd. Efter 35,2 km passerer man udkanten af storbyen Pisa, hvorefter man kører mod sydvest ned til udkanten af kystbyen Livorno. Herfra går det kortvarigt mod øst igennem terræn, der er en anelse mere kuperet, inden man kører mod syd af en lige og ganske let faldende vej.

 

Efter 83,1 km forlader man fladlandet, når man drejer mod nordøst for at køre ad en let stigende vej frem til byen Pomaia, hvor man efter 90,3 km drejer mod syd for at køre op ad den kategoriserede stigning Castellina Marittima (5,7 km, 3,5%), der efter en let første kilometer stiger jævnt med ca. 5%, indtil den flader ud med 1,9% over de sidste 900 m frem mod toppen, som rundes efter 95,4 km. En lidt teknisk nedkørsel leder nu mod syd og sydvest tilbage til fladlandet, hvor man følger en lige og ganske let stigende vej mod sydøst og syd. Herfra går det mod syd op ad en bakke (4,1 km, 4,0%), på hvis top dagens spurt køres efter 135,2 km.

 

Efter spurten går det ad en teknisk nedkørsel mod syd, inden det går ad generelt lig og flade veje mod først sydøst, så syd og slutteligt sydvest hele vejen ned til målbyen. Her rammer man den afsluttende rundstrækning efter 173,2 km, hvorefter man kører cirka en tredjedel omgang, inden man krydser stregen for første gang efter 179,9 km.

 

Etapen afsluttes nu med en hel omgang på den 18,1 km lange runde, der er helt flad. Starten er teknisk med flere sving, når man kører mod nordvest ind gennem byen, men derefter går det ad lange, lige veje mod nordvest ud til det vestligste punkt, hvor man tager to hurtige sving. Derefter går det ad en lige og flad vej mod sydøst og øst, inden man slutteligt kører mod sydvest igennem fladlandet tilbage til Follonica. Man drejer med 4500 m igen, og derefter bugter vejen sig kun let frem mod et sidste skarpt sving bare 300 m fra stregen, idet sidste kilometer på den 8 m brede vej stiger ganske, ganske let med 0,1%.

 

Etapen byder på i alt 1346 højdemeter.

 

Som altid har Tirreno tiltrukket et meget stærkt sprinterfelt, og da vinden aldrig er et tema i denne del af landet, bør intet kunne forhindre en første massespurt. Modsat sidste år er der heller ingen bakke på rundstrækningen, men alligevel er det ikke, som vi så det, da Fabio Jakobsen vandt i Follonica for et år siden. Dengang var der nemlig tale om en rigtig boulevardspurt, men i år sikrer det sene sving, at det i langt højere grad vil handle om positionering end om fart.

 

Follonica var senest vært for løbet i 2023, hvor Fabio Jakobsen udnyttede Fernando Gavirias lange spurt og Jasper Philipsens reaktion til akkurat at sejre foran belgieren og colombianeren. Løbet var også forbi i  2020, hvor Pascal Ackermann fortsatte sin drømmestart ved at vinde sin anden etape i træk, denne gang foran Fernando Gaviria og Rick Zabel, og i 2018, hvor Marcel Kittel spurtede sig til første (af ganske få) sejre i Katusha-trøjen ved at slå Peter Sagan og Giacomo Nizzolo som nærmeste rivaler på 2. etape. I 2008 sejrede Filippo Pozzato i en massespurt på 1. etape af det nu hedengangne Giro della Provincia di Grosseto.

 

Læs også
Optakt: Tour de Romandie

 

 

 

 

 

3. etape

Som nævnt har det i de seneste år været en tradition, at de første tre etaper udgøres af et indledende holdløb efterfulgt af en etape for hhv. sprintere og eksplosive klassikerryttere, dog i lidt varierende rækkefølge. Sådan har det ikke været i de seneste to år, hvor holdløbet er blevet til en enkeltstart, og de to første linjeløbsetaper har været for sprinterne. I år kan puncheurtyperne til gengæld glæde sig over, at de får deres tidlige chance, når løbet vender tilbage til den stigende spurt i Gualdo Tadino, hvor Mathieu van der Poel i 2021 fik skovlen under Wout van Aert og Davide Ballerini, og dermed er der lagt op til en anderledes spurtafgørelse om onsdagen, hvor puncheurtyperne kan blande sig med de stærkeste sprintere i en finale, der tillige er ganske teknisk.

 

Med en distance på 225,0 km er der som så ofte i dette løb tale om et Sanremo-langt maraton, der fører feltet fra Volterra til Gualdo Tadino. Startbyen ligger i den vestlige del af den italienske støvle og målbyen i den østlige del, og derfor består etapen af en lang tur tværs gennem støvlen, idet man dog i alt væsentligt holder dig fra det mest kuperede terræn. Fra start er det således kun let kuperet, når man kører mod øst igennem først stigende og siden faldende terræn, inden man efter 23,2 km drejer mod sydøst for at nu at køre ad lange og lige veje, der er ganske let stigende.

 

Efter 46,2 km bliver der Strade Bianche-stemning, når man passerer gennem Siena, og herefter begynder det i stedet at falde let, mens man fortsætter mod sydøst. Efter 56,1 km bliver terrænet igen let stigende, inden det falder ned mod byen Asciano. Her drejer man efter 74,7 km mod øst for at køre op ad en lang bakke (12,9 km, 2,6%), der har top efter 87,3 km, inden en nedkørsel leder ned til byen Sinalunga. Her bliver det helt fladt, når man zigzagger sig mod øst og sydøst frem til søen Parco del Lago Trasimeno, hvor man kører mod sydøst og øst hen langs den flade bred frem til dagens spurt, der kommer efter 140,9 km.

 

Kort efter forlader man søen, og derefter zigzagger man sig mod sydøst og øst igennem fladlandet syd om den store by Perugia, inden man efter 173,6 km drejer mod nordøst. Herfra får det ad mod nordøst, nord, nordøst og igen nord ad let stigende veje frem til dagens hovedudfordring. Den melder sig, når man kører mod nordøst op ad den kategoriserede stigning Casacastalda (5,9 km, 3,6%), der stiger med 4-5% over de første 5 km, inden den flade ud med 2-3% over de sidste 1900 m frem mod toppen, som rundes efter 209,0.

 

De sidste 16,0 km indledes nu med en relativt enkel nedkørsel, der leder mod nordøst, inden det går ad snoede og stigende veje mod nordøst og øst ind mod målbyen, hvor man i en teknisk finale kører rundt om centrum. De sidste 3 km stiger med 2,3% i snit, men hvor den første af disse stiger med 2-3% venter herefter 500 m med 4,4% og 500 m med 3,0% - dog uregelmæssigt, da der undervejs er 400 m med 7,0% - inden de næste 500 m er helt flade frem mod de sidste 500 m, der stiger med 3,2%, dog kraftigst mod slutningen, hvor den stiger med ca. 4%, Finalen er teknisk, da man drejer med hhv. 3000 og 2000 m igen, inden man med 1000 m igen tager et meget skarpt sving på næsten 180 grader. Derefter er der en 90-graderskurve med 700 m igen og slutteligt endnu en 90-graderskurve bare 200 m fra stregen.

 

Læs også
Pogacar øger - tronskifte hos kvinderne

 

Etapen byder på i alt 2616 højdemeter.

 

Vi kender finalen fra 2021, hvor de sidste 2 km var de samme, og selvom den samlede etape var en anelse vanskeligere dengang, og det stigende indløb til målbyen var lidt anderledes, giver udfaldet os en ide om, hvad vi skal forvente. Her var vi vidner til en herlig spurt med en top 10, der talte så vidt forskellige typer som Mathieu van der Poel, Wout van Aert, Davide Ballerini, Sergio Higuita, Greg Van Avermaet, Jasper De Buyst, Ivan Garcia Cortina, Tadej Pogacar, Gonzalo Serrano og Hugo Hofstetter, og dermed er det en afslutning, der appellerer til både de holdbare sprintere og de lettere puncheurtyper, idet det dog tydeligt fremgår, at de tungere folk må ventes at have overhånden i en finale, der også handler meget om positionering.

 

Gualdo Tadino har to gange tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb. Det var som sagt i dette løb i 2021, hvor Mathieu van der Poel i samme finale spurtsejrede foran Wout van Aert og Davide Ballerini. Giroen var forbi i 2018 på en dramatisk dag, hvor Esteban Chaves kollapsede, og hvor Matej Mohoric og Nico Denz kørte væk i den våde finale, hvorefter sloveneren spurtsejrede i en anden finale end denne, mens en suveræn Sam Bennett 34 sekunder for sent spurtede sig til en 3. plads.

 

 

 

 

 

4. etape

Det er ikke mærkeligt, at puncheurtyperne altid har elsket Tirreno-Adriatico. Det italienske løb byder nemlig typisk på flere chancer for de eksplosive afsluttere, og i år kan de endda se frem til to muligheder på bare to dage. Om torsdagen venter nemlig endnu et maraton på mere end 200 km, hvor man endda over et regulært bjerg, men da de sidste mere end 120 km er ganske lette, synes det helt givet, at der skal spurtes om sejren. Det sker imidlertid i en afslutning, hvor de sidste 1650 m er stigende, og derfor vil de tunge drenge få det for hårdt i en spurt, der i stedet nok engang appellerer til en blanding af holdbare sprintere og puncheurtyper - og nok engang byder på en afslutning, der er ganske teknisk.

 

Med en distance på 207,0 km er der for tredje dag i træk tale om lang etape, der denne gang fører fra Arrone til Giulianova. Etapen afslutter rejsen tværs gennem støvlen, idet startbyen ligger inde midt i landet, mens målbyen ligger helt ude ved østkysten. Startbyen ligger midt i Appenninerne, men arrangørerne er nådige, da de lader rytterne kør mod nordøst ad lange, lige og let stigende dalveje. Efter 31,3 km drejer man mod sydøst, og derefter går det mod sydøst og øst videre ad de stigende veje frem til byen Norcia, der nås efter 49,0 km.

 

Læs også
Første rytter fra nyt samarbejde: Visma sikrer talentfuld polak

 

Her ændrer etapen dramatisk karakter. Man kører kortvarigt mod sydøst ud af byen, men derefter går det mod øst op ad den kategoriserede stigning Valico di Castelluccio (16,9 km, 5,0%), der er en uhyre jævn stigning, der stiger med 4-6% det meste af vejen, men har en enkelt kilometer med 7,0% nær toppen, som rundes efter 69,3 km. En kort og let nedkørsel leder nu mod nord, inden det går mod nordøst og sydøst ad et let stigende stykke og en bakke (4,8 km, 4,9%), der efter 82,8 km ender i etapens højeste punkt, Forca di Presta 1536 m over havets overlade.

 

Herefter bliver det meget lettere. En i starten meget teknisk nedkørsel fører mod nordøst og syd, inden det går mod øst og siden nordøst ad faldende og let snoede veje. Mod slutningen falder det kun ganske let, indtil man når Ascoli Piceno efter 126,4 km, hvorfra det begynder at stige let, mens man fortsætter mod øst. Efter 137,4 km flader det ud, inden det begynder at falde let, når man nærmer sig kysten, og afbrudt af en bakke med top efter 159,9 km fortsætter det sådan, når man herefter kører mod syd, sydøst, nordøst og igen sydøst ud til målbyen. Her kører mod sydøst ned langs den helt flade kystvej, inden man kører frem til den afsluttende rundstrækning, som rammes efter 182,7 km, hvorefter man krydser stregen efter 184,4 km på toppen af den sidste bakke (1650 m, 3,2%).

 

Etapen afsluttes nu med en hel omgang på 22,6 km lange runde. Man lægger ud med at køre mod sydvest ad en lige og let stigende vej væk fra vandet, inden man kører mod nordvest op ad en bakke (2,7 km, 3,8%), på hvis top dagens spurt køres efter 193,0 km. Herfra indledes de sidste 14,0 km med en let snoet vej, der fører mod nordøst og sydøst igennem let faldende terræn tilbage til kysten og målbyen.

 

Her drejer man med 2900 m igen, hvorefter man kører ad en lige og helt flad vej, indtil man med 1650 drejer skarpt ind på den sidste bakke, der stiger med 3,2% i snit. Den er dog ganske ujævn, da de første 900 m stiger relativt jævnt med 4,5%, inden de sidste 750 stiger med 1,8% i snit fordelt med hhv. 2,4%, 2,0% og 1,1% over hver af de tre 250 m-segmenter. Efter svinget i bunden er der et hårnålesving med 1200 m igen, inden der slutteligt er først en skarp kurve og siden et sving med hhv. 700 og 600 m til stregen.

 

Etapen byder på i alt 2894 højdemeter.

 

Finalen kan minde utroligt meget om den foregående, og det vil formentlig være nogenlunde de samme typer, der vil blande sig. Den synes dog knap så hård, og det er utvivlsomt en finale, sprinterne også vil gå efter. De 900 m med 4,5% bør dog være for vanskelige for de tungeste, og i stedet vil vi nok engang formentlig skulle se et opgør mellem de stærke sprintere og puncheurtyperne, der denne gang dog skal spurte i et opløb, der er fladere end på den foregående etape, og nok engang skal positionere sig godt i den tekniske finale.

 

Giulianova har aldrig tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

 

 

 

Læs også
Danmarksmester kører sig til nyt topresultat

 

 

5. etape

I flere år har løbets afgørende klassementsetaper i tillæg til enkeltstarten været både en bjergafslutning og en ”muretape” med mange af de stejle ramper, der kendetegner regionen tæt på Adriaterhavet, og i de sidste to år har man endda toppet det ved også at have en ekstra, meget eksplosiv afslutning på en stigning. I år skrues der imidlertid i den grad ned for sværhedsgraden, og mest markant er det, at muretapen, der vel ellers er selve løbets identitet, helt forsvinder. Den erstattes af en betydeligt blødere sag, hvor man ganske vist skal over et regulært bjerg i finalen, men hvor relativt bløde procenter kan gøre det meget svært for de bedste at gøre forskelle. Med Jonas Vingegaard i feltet kan intet dog udelukkes, men meget taler for, at de ryttere, der trives på murene, i år i stedet skal sørge for at overleve en lang stigning og derefter slå til i en puncheurspurt, der i det mindst kan give lidt mindelser om det terræn, der plejer at kendetegne løbet.

 

Efter tre lange etaper er der denne gang pludselig tale om en meget kort etape, der fører feltet over bare 144,0 km fra Torricella Sicura til Valle Castellana, der er to byer, der ligger ganske tæt på hinanden nær den italienske østkyst, men hvor startbyen ligger på kanten til Appenninerne, ligger målbyen midt i dem. For at få noget distance skal man en tur rundt i terræn, og man lægger ud med at køre mod sydøst ad veje, der først er let stigende og siden let faldende. Efter 10,1 km drejer man mod nordøst og senere øst for at køre ad let stigende veje frem til byen Vomano, der nås efter 22,5 km.

 

Her tager etapen for første gang fat, når man drejer mod sydøst for at køre op ad en bakke (5,4 km, 4,6%), der har top efter 28,1 km. Herfra fortsætter det med at stige let mod sydøst, inden man kører mod nordøst og øst ad en småkringlet nedkørsel tilbage til dalen, hvor man kører et kort stykke mod nordøst og nordvest af en let stigende vej. Herfra går det mod nordvest og nord op ad den kategoriserede stigning Castellalto (7,8 km, 4,5%), der er en ujævn sag. Således stiger de første 3km med 4-6%, inden der venter to kilometer med hhv. 10,2% og 6,4%, inden de sidste 2,8 km er ganske let med under 4%.

 

Toppen rundes efter 54,8 km og efterfølges af en relativt let nedkørsel der fører mod øst og nord tilbage til dalen. Her kører man med det samme mod nordvest op ad en bakke (5,2 km, 4,5%), der efter 69,1 km har top i byen Bellante, hvor Tadej Pogacar slog Jonas Vingegaard i en puncheurspurt i 2022. En let nedkørsel leder feltet mod nord tilbage til dalen, hvor man kører mod nordvest og sydvest ad let stigende veje, der efter 88,7 km leder frem til dagens spurt. Herfra stiger der kortvarigt videre mod sydvest, inden man kører mod nord og nordøst ad et let kuperet plateau, inden en kort og teknisk nedkørsel og et kort, let stigende stykke fører mod nordvest frem til dagens væsentligste udfordring.

 

Den melder sig, når man kører mod vest, syd og nordvest og ad den kategoriserede San Giacomo (11,9 km, 6,2%, max. 11%), der tæller som en bjergspurt. Der er tale om en relativt jævn stigning, der over de første 9,5 km stiger med 6,6% i snit, men er stejlest efter de første 5,5 km, hvorfra den stiger jævnt med 7-8%. Derefter venter en 500 m lang nedkørsel, inden de sidste 1,9 km stiger med 5,2% frem mod toppen, som rundes efter 120,4 km.

 

Herfra resterer fortsat 23,6 km, der indledes med en uhyre tekniks nedkørsel, der fører mod vest og nord ned tilbage til dalen. Her kører man mod sydvest ad en let snoet og stigende vej, der indledes med en bakke (2,1 km, 5,1%), som har top med 6,8 km igen, hvorefter det fortsætter med agt stige let. Den tredjesidste kilometer stiger med 2,7%, inden der venter 500 m, der falder med 1,0%, hvorefter de næste 750 m stiger med 3,2%, inden den tager fat over de sidste 750 m, der stiger med 6,9%, herunder ca. 7,5% over de første 500 m og 5,3% over de sidste 250 m. Den let snoede vej har to skarpe kurver med 1400 m igen, inden der slutteligt venter to hårnålesving med 500 m og 250 m igen

 

Etapen byder på i alt 3018 højdemeter.

 

Det er en temmelig blød erstatning for muretapen, man har fundet. San Giacomo er bestemt ikke verdens sværeste stigning, og det kan blive svært, men ikke umuligt - særligt med Jonas Vingegaard i feltet - at gøre store forskelle. Den tekniske nedkørsel kan hjælpe med at holde eller udbygge et eventuelt forspring, og da det stiger hele det sidste stykke, er en solosejr til stærkeste mand ikke umuligt. Meget taler dog for, at en gruppe af favoritter skal spurte om det på den sidste bakke, der er ganske stejl, og som burde give en god chance for de puncheurtyper, der måtte have problemer i en flad spurt, for i hvert fald at sikre sig lidt bonus.

 

Læs også
Optakt: 3. etape af Presidential Tour of Türkiye

 

Valle Castellana har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

 

 

 

 

 

 

6. etape

I mange år gik Tirreno-arrangørerne helt uden om de høje bjerge og lod løbet blive afgjort i det eksplosive terræn, der mere end noget andet kendetegner løbet. Siden 2012 har man dog gjort løbet til et mere klassisk etapeløb ved med 2019-udgaven som en undtagelse altid at have en kongeetape med en rigtig bjergfinale (selvom vejret forhindrede det i 2016), og med den nye placering fra mandag til søndag kommer den nu altid mod løbets slutning i stedet for midt i løbet. Det gælder også i år, hvor den bliver rammen om det sidste klassementsslag om lørdagen, og her bydes der på en afslutning på den sjældent benyttede Monte Petrano. I fraværet af en muretape og  med en generelt lettere rute bliver den endda endnu vigtigere for løbets klatrestærke folk, men de kan heldigvis glæde sig over en stigning, der måske nok er relativt kort, men til gengæld relativt stejl og derfor burde gøre det muligt at gøre et sidste stort forsøg på at skabe afstande - akkurat som det lykkedes for Carlos Sastre, da han kørte alene hjem på bjerget i Giroen i 2009.

 

Med en distance på 180,0 km er etapen betydeligt længere end den foregående, og den fører fra Sassoferrato til toppen af Monte Petrano i udkanten af byen Cagli. De to byer ligger ganske tæt på hinanden, og etapen består af en indledende del mellem dem, inden man skal ud på en rundstrækning omkring Cagli og slutteligt op ad målbjerget.

 

Allerede starte er hård, da man kører mod nordøst op ad en bakke (9,2 km, 3,0%), der har top efter 10,5 km, hvorefter man vender rundt og kører mod sydvest ad en let nedkørsel. Nu går det mod nordvest op og ned ad en bakke, inden man skal op ad endnu en bakke (2,7 km 4,3%), der har top efter 25,2 km, hvorfra man kører mod nordøst ad en lige og let faldende vej, der leder ned til dalen.

 

Læs også
Quick-Step vil overveje ny Evenepoel-satsning

 

Her drejer man mod sydvest for at nu at køre ad en lige og let stigende vej frem til Pergola, hvor man efter 47,5 km drejer mod syd for nu at køre videre mod først syd og siden sydvest ad den let stigende vej. Efter 58,6 km er der kortvarigt en nedkørsel, inden det atter begynder at stige let.

 

Kort herefter bliver det alvor, når man kører mod nordvest og nord op ad den kategoriserede stigning La Forchetta (3,2 km, 7,2%), der er en ganske jævn stigning med top efter 66,9 km. En relativt let nedkørsel fører nu mod nord tilbage til dalen, hvor man ad let faldende dalveje kører mod nordvest frem til målbyen Cagli, der nås efter 82,7 km.

 

I stedet for at køre op ad målbjerget skal man nu ud på en omgang 87,1 km lang rundstrækning i området vest for byen. Man lægger ud med at køre mod nord ad let faldende veje, indtil man efter 91,5 km fortsætter mod nord op ad en bakke (3,7 km, 4,4%), der har top efter 96,2 km. En relativt let nedkørsel fører mod nordvest ned til det nordligste punkt, hvor man drejer mod sydvest for nu at køre mod først sydvest og siden nordvest ad lige og let stigende veje frem til Urbania, der nås efter 112,1 km.

 

Her drejer man mod sydvest for at køre op ad endnu en bakke (3,8 km, 4,8%), der har top efter 119,9 km, inden det går mod sydøst ad let faldende veje. Efter 126,9 km drejer man mod sydvest, hvorefter det i stedet begynder at stige let, inden man dernæst kører mod syd og sydøst op ad Pian di Trebbio (7,0 km, 5,0%), på hvis top dagens spurt kommer efter 140,6 km.

 

Herfra resterer fortsat 39,4 km, der indledes med en teknisk nedkørsel, der fører mod sydøst ned til dalen. Den forlader man med det samme, når man kører mod øst op ad den kategoriserede stigning Moria (2,5 km, 8,5%, max. 12%), der stiger relativt jævnt med 8-10% hele vejen mod toppen, som rundes efter 153,7 km.

 

De sidste 26,3 km indledes nu med et kort plateau, der fører mod sydøst, inden en kun delvist kringlet nedkørsel fører mod sydøst tilbage til dalen. Nu kører man ad lige og let faldende veje mod nordøst og nord tilbage mod Cagli, hvor man kører en tur rundt om byen, inden man kører mod syd ind til centrum, hvor rundstrækningen afsluttes.

 

Etapen afsluttes nu med, at man kører mod sydvest og sydøst op ad målbjerget Monte Petrano (10,1 km, 8,0%, max. 12%), der tæller som en superbjergspurt. Der er tale om relativt jævn stigning i to dele, hvor de første 5,7 km stiger jævnt med 8,9%, inden de næste 4,3 km stiger jævnt med 7,4%. Over de sidste 3 km kommer det stejleste stykke med 2,5 km igen hvor der venter 500 m med små 9%, inden næstsidste kilometer stiger med 7-8%, hvorefter der venter 750 m med 8,5-9,0% og slutteligt 250 m med 5,3%. Stigningen går ad en let snoet vej på den nedre del, inden der kommer syv hårnålesving i rap, når man rammer de sidste 4200 m. Med 2000 m igen retter vejen sig ud, inden der slutteligt er to sidste hårnålesving med 400 m og 300 m igen.

 

Etapen byder på i alt 3581 højdemeter.

 

Vi kender finalen på Monte Petrano fra Giroen i 2009, hvor den gjorde uventet stor skade, da Carlos Sastre sejrede med små 30 sekunder ned til Denis Menchov og Ivan Basso, men med mere end 1.20 ned til alle andre. Dengang var den samlede etape dog vanskeligere, og denne gang er etapen trods de godt 3500 højdemeter ikke alt for vanskelig. Grundet stigningens beskedne længe vil vi ikke se gigantiske afstande, men procenterne er bestemt til, at bedste mand med stor sandsynlighed kan køre alene i det, der vil være det helt afgørende klatreslag i årets lidt lettere løb - et slag, der inden den afsluttende sprinteretape bør kåre den samlede vinder.

 

Læs også
Bernal bedre end før det skæbnesvangre styrt: Vil være verdens bedste

 

Monte Petrano har kun én gang tidligere været blevet brugt som mål for et stort cykelløb. Det var i Giroen i 2009, hvor Carlos Sastre sejrede med 25 sekunder ned til den førende Denis Menchov og 29 sekunder ned til Ivan Basso, men hvor der derefter var hele 1.21 ned til Stefano Garzelli på 4. pladsen.

 

 

 

 

 

 

 

7. etape

I første del af dette århundrede sluttede Tirreno-Adriatico altid med et fladt rundstrækningsløb i kystbyen San Benedetto del Tronto ved Adriaterhavet, mens de enkeltstartskilometer, der måtte være, kom tidligere i løbet. Det format blev ændret efter 2010-udgaven, hvor Edvald Boasson Hagen blev den dengang sidste sprinter til at vinde i kystbyen, og derefter sluttede løbet 11 gange i træk med den nu klassiske tonserenkeltstart i San Benedetto del Tronto. Efter 11 år med den model vendte man i 2022 tilbage til traditionerne, da man der første gang siden Boasson Hagens sejr sluttede på den flade og meget enkle rundstrækning ved adriaterhavskysten. Sådan var det også i 2023, sådan vil det være igen i år, og selvom den første del af etapen som altid er ganske kuperet taler 90 lette kilometer til sidst taler for, at traditionen genoptages: en sprinter vil varme Sanremo-benene op ved at tage løbets sidste etapesejr.

 

Med en distance på bare 154,0 km er der tale om en kort etape, der både har start og mål ved Adriaterhavet i den faste målby, San Benedetto del Tronto. Etapen kan inddeles i to dele med en første rundstrækning, der går en tur ind i bakkerne mod vest, inden man slutter med at køre omgang på en helt flad og meget enkel rundstrækning inde i byen.

 

Læs også
Verdens bedste sprinter skriver lang kontrakt

 

Den indledende rundstrækning er 81,2 km og indledes med, at feltet kører mod vest væk fra vandet ad en bakke (4,4 km, 5,3%), der har top efter 4,4 km. Derfra går det mod nordvest, vest og sydvest ad et plateau, inden det går mod nordvest og sydvest op ad en bakke (3,2 km, 4,7%), der har top efter 24,5 km. En kort nedkørsel fører videre mod sydvest, inden det går mod nordvest op ad endnu en bakke (1,6 km, 6,7%), der har top efter 28,4 km. Derfra falder det let mod nordvest og nordøst ned til floden Tesino.

 

Den forlader man med det samme for at køre mod nord op ad den kategoriserede stigning Montedinove (4,0 km, 5,2%), der stiger med 5-6% over de første 3 km, men derefter blot med 3,6% over den sidste kilometer frem mod toppen, som rundes efter 42,0 km. En let nedkørsel fører nu mod nordøst, inden man kører mod øst ad lange, lige og let faldende veje. Efter 53,6 km drejer man mod nordøst, hvorefter det flade terræn fortsætter, inden man skal op ad dagens sidste bakke (3,2 km, 5,2%), der har top efter 63,9 km

 

Derfra er det imidlertid også slut med vanskelighederne, da en snoet og faldende vej leder mod øst ud til kystbyen Grottammare, der nås efter 76,5 km, hvorefter man kører mod syd ad en flade kystvej frem til den afsluttende rundstrækning, som rammes efter 79,0 km, og hvor man kører den sidste del og krydser stregen for første gang efter 81,2 km.

 

Etapen afsluttes nu med 5 omgange på den 14,6 km lange afsluttende rundstrækning, der er så enkel, som den kan være. Der er nemlig tale om en rektangulær og helt flad sag, der indledes med, at man kører mod syd ned langs vandet. Herefter følger to hurtige sving med hhv. 10,3 km og 9,2 km igen, hvorefter man kører mod nord parallelt med kystvejen. Slutteligt drejer man to gange i træk med 2,7 km og 2,2 km igen, inden det atter går mod syd ned langs den 8 m brede og helt flade kystvej. Dagens spurt kommer ved afslutningen på anden omgang efter 110,3 km.

 

Etapen byder på i alt 1502 højdemeter mod 1656 højdemeter på sidste års udgave af etapen.

 

Der er ikke så meget hokuspokus over denne etape. Starten er faktisk ganske svær, men selvom vi før meget få gange har set, at de hårdføre sprintere har lagt pres på de tunge folk på de tidlige bakker, taler historien sit klare sprog. Det blæser aldrig for alvor i området, og det ender stort set altid i den store massespurt, som vi kendte det fra gamle dage, og som nu altså igen skal være afrundingen på løbet. Opløbet er helt enkelt med en stor og bred opløbsstrækning, og dermed bliver der masser af plads til, at de rene sprintere kan lade farten tale i en afslutning, der var fraværende i hele 11 år.

 

Sidste år rundede Jasper Philipsen et godt løb af ved at tage sin anden etapesejr i en massespurt foran Dylan Groenewegen og Alberto Dainese. I 2022 vendte sprinteretapen tilbage, og her sejrede Phil Bauhaus i en tæt spurt foran Giacomo Nizzolo og Kaden Groves.

 

Som sagt havde vi i de foregående 11 udgaver en afsluttende enkeltstart. Fabian Cancellara vandt de to første udgaver i 2011 og 2012, inden han blev slået af Tony Martin, Adriano Malori og Andrey Amador i 2013. I 2014 tog Malori den største sejr i sin karriere ved at slå giganterne Cancellara, Bradley Wiggins og Martin. I 2015 var Cancellara tilbage på toppen, da han fik revanche over Malori, som havde slået schweizeren på prologen. I 2016 var Cancellara helt suveræn, da han slog Johan Le Bon med hele 13 sekunder, mens Martin var yderligere 2 sekunder efter på tredjepladsen. Hans tid på 11.08 var rekord indtil 2020. Den kunne Rohan Dennis nemlig ikke slå i 2017, hvor han i tiden 11.18 besejrede Jos van Emden og Michael Hepburn med bare 3 sekunder, eller i 2018, hvor han vandt i 11.14 med 4 sekunder ned til Van Emden og 8 sekunder ned til Jonathan Castroviejo. Hattricket glippede for australieren, da han i 2019 blot blev nr. 8 på en dag, hvor Victor Campenaerts med tiden 11.23 slog Alberto Bettiol og Van Emden med hhv. 3 og 4 sekunder. I 2020 faldt rekorden med et brag, da Filippo Ganna leverede en magtdemonstration og sejrede i tiden 10.42 med hele 18 sekunder ned til Campenaerts og 26 sekunder ned til Dennis, der også begge slog Cancellaras rekord. Til gengæld blev Ganna slået i 2021, hvor Wout van Aert med tiden 11.06 sejrede med 6 sekunder ned til Stefan Küng og 11 sekunder ned til den italienske verdensmester.

 

I årene forinden sluttede løbet altid med en massespurt, og her var de sidste vindere Edvald Boasson Hagen (2010), Mark Cavendish (2009), Francesco Chicchi (2008), Alessandro Petacchi (2004, 2005, 2006 og 2007), Oscar Freire (2003), Mario Cipollini (2002), Endrio Leoni (2001) og Romans Vainsteins (2000).

 

Læs også
Elcyklernes kvalitet stiger: Nu er producent klar med elcykel fra øverste hylde

 

 

 

 

 

 SÆT DIT MANAGERHOLD TIL PARIS-NICE

 SÆT DIT MANAGERHOLD TIL TIRRENO-ADRIATICO
 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

 

Favoritterne

Som nævnt ovenfor er Tirreno-Adriatico i de senere år blevet en slags lille grand tour, der byder på lidt af alt det, der kendetegner de lange etapeløb. Undtagelsen var naturligvis eksperimentet i 2019, hvor man vendte tilbage til rødderne med en rute uden en bjergetape, men det skulle vise sig at være et engangstilfælde. Ligesom de fire foregående år følger Tirreno-Adriatico nogenlunde det format, vi har set siden 2012, og her ender det som regel i et opgør mellem de rigtige etapeløbsryttere. Det kræver en meget komplet rytter at vinde Italiens næststørste etapeløb.

 

Komponenterne er dog ikke helt de klassiske. Vi har vænnet os til, at det indledende holdløb er væk, og dermed har vi i de seneste år været efterladt med enkeltstarten, muretapen og kongeetapen. Jeg ved ikke, hvad muretapen har gjort, men det nærmer sig altså blasfemi at fjerne løbets signaturetape. Det kan godt være, at murene ikke som i gamle dage er løbets afgørende komponent, men Tirreno-Adriatico er de stejle mure - punktum! Derfor burde det indbringes for en eller anden domstol, at arrangørerne har fjernet den etape.

 

Men sådan er det. Det var ellers murene, der gjorde, at løbet var anderledes end et mere klassisk etapeløb, men nu bliver det så klassisk, som det kan blive. Nu er det evnerne i bjergene og på enkeltstarten, der efter alt at dømme kommer til at afgøre løbet.

 

Det er klart, at kongeetapen er den vigtigste. Monte Petrano er en ganske kort stigning, men den er heldigvis ganske stejl med stort potentiale til at skabe forskelle. Tidligere er den kun blevet brugt i Giroen i 2009, hvor den gjorde chokerende store forskelle. Kun tre mand var inden for 1.20 af vindertiden, og selvom den denne gang samlet set noget lettere etape bør gøre forskellene mindre, fortæller det, at bedste klatrer har en fin chance for at vinde tid, selvom det er en bedre etape for ryttere med evner på lidt kortere stigninger. Til gengæld betyder etapens design også, at der ikke er meget taktik involveret. Det hele skal afgøres på sidste stigning, og etapen indbyder ikke rigtigt til at prøve noget fra distancen. Dermed er det også et løb, der kan vindes uden et skræmmende stærkt hold.

 

Læs også
Ineos tager bomstærkt klatrehold med til WorldTour-etapeløb

 

Og så måske alligevel. Den anden etape, der kan gøre forskelle, er 5. etape, der jo erstatter muretapen. Logikken tilsiger, at den ikke specielt svære stigning kommer for langt fra mål til, at vi kan undgå en spurt i en gruppe op ad den lille eksplosive bakke til sidst, men når Jonas Vingegaard er i feltet, ved man aldrig. Danskeren kunne gøre forskelle på to etaper i Galicien, hvor jeg havde regnet med, at det ville blive svært, og selvom feltet her er stærkere, tør jeg intet udelukke med danskeren i feltet.

 

Det bør blive en solosejr til Vingegaard eller en spurt, hvor man med et godt punch på den ret stejle bakke kan vinde bonus, men man kan ikke helt udelukke, at holdet alligevel kommer i spil. Mangler der hjælpere efter toppen, kan det godt blive en ukontrollerbar situation, hvor man kan snige sig væk i et taktisk spil - særligt fordi den førende rytter meget vel kunne være en tung temporytter, der er blevet sat. Det er dog usandsynligt. Kører Vingegaard ikke væk, vil Visma tage ansvar, og man må forvente, at Cian Uijtdebroeks som minimum sidder hos ham

 

Endelig er der enkeltstarten. Nu afvikles den ikke på den klassiske rute på sidstedagen, men det ændrer ikke det store. Den har samme enkle karakter som den gamle, særligt nu, hvor man har ændret den i forhold til de seneste to år, så den nu har stort set samme distance som i tiden mellem 2011 og 2021. Den er en smule mere teknisk, men det er stadig wattmonstrenes paradis. Etapen er ganske vist kort, men vi ved fra tidligere, at tempostærke klassementsryttere som Tom Dumoulin, Primoz Roglic, Rohan Dennis og Geraint Thomas her sagtens har kunnet hente 30-45 sekunder på mindre tempostærke klassementsryttere. Et sådant tab har ofte været for stort til at vinde samlet, og da vi formentlig kun har én bjergetape med et kort målbjerg til at gøre forskelle, vil dens betydning i år være ret stor.

 

Samtidig er det en meget speciel enkeltstart, der kun passer de virkelige specialister og wattmonstre, og selv en fyr som Chris Froome har traditionelt haft det lidt svært på denne type enkeltstarter. Vi har også set, at Roglic har været relativt langt fra sejren, når han har kørt den. Bedre er det gået for Tadej Pogacar, der er blevet nr. 3, men som blev slået ganske klart af Filippo Ganna og Remco Evenepoel. Klatrere ender typisk langt tilbage i etaperesultat, men til gengæld ved vi også, at forskellen mellem dem ofte er ret små. Det er i forhold specialisttyperne, at etapen for små folk kan blive rigtigt dyr.

 

Hvad så med de øvrige etaper? Formentlig gør de ingen forskel. Jokerne er 3. og 4. etape, der gør løbet til en fest for puncheurs. Vi kender finalen på 3. etape fra 2021, hvor Mathieu van der Poel sejrede foran Wout van Aert og Davide Ballerini. Sergio Higuita blev faktisk nr. 4, og det vidner om, at en meget eksplosiv klassementsrytter måske kan få bonus her - og igen på bakken på 5. etape - men formentlig er klassementsrytterne for lette. Det samme gælder på 4. etape, hvor man ikke helt kan udelukke en hurtig klassementsrytter, men hvor finalen nok er endnu mindre selektiv. En sidste mulighed for at få lidt bonus kommer i den indlagte spurt på 4. etape, hvor den kommer så sent, at den kan komme i spil, og på årets lidt lettere rute kan man ikke helt afvise, at det kan blive så tæt, at bonus faktisk kan spille en rolle.

 

Til gengæld bør 2., og 7. etape ikke komme i spil. Det er kun vejret, der kan forhindre to spurtafgørelser, og vind spiller aldrig en rolle i dette løb. Det vil den heller ikke gøre i år, for selvom både tirsdagen og søndagen bliver overskyede med risiko for byger om søndagen, vil vinden aldrig blive en faktor.

 

Hvordan bliver vejret ellers? Kedeligt. Man vælger ofte Tirreno til for at have større chance for godt vejr, men det argument holder ikke i år. Heldigvis ser det ud til, at vi modsat sidste år ikke får ødelagt enkeltstarten af regn. Der skal ellers falde mere end 30 mm om søndagen, men mandagen bliver overksyet og tør. Efter den tørre og skyede tirsdag venter så formentlig en kold og våd onsdag, inden det heldigvis ser ud til, at vi får masser af solskin torsdag og fredag, inden bygerne vender tilbage i weekenden.

 

Vindretningen til 5. og 6. etape kan også blive afgørende. Chancen for en Vingegaard-solosejr på fredag øges af en generel medvindsfinale. men til gengæld lugter det af modvind på det meste af Monte Petrano. Det kan gøre den etape mindre selektiv, og dermed øges betydningen af enkeltstarten. Det vil dog blot være en relativt svag vind og slet, slet ikke som sidste år, hvor modvind reelt neutraliserede kongeetapen.

 

Konklusionen er altså, at man skal være en god klatrer for at klare kongeetapen og køre en god enkeltstart på denne meget specielle tonserrute - en evne, der med den lidt lettere rute og modvind kan blive endnu vigtigere. Har man punch, kan man vinde bonus på 5. etape og med lille sandsynlighed også på 3. eller 4. etape. Endelig kan man måske få brug for et godt hold til finalen på 5. etape, hvis man har en trøje at forsvare, men det er som sagt usandsynligt - og skulle der være manglende kontrol, er det snarere en chance for at vinde tid, selvom man ikke er stærkeste mand.

 

Læs også
Verdensstjerne sæsondebuterer i stort etapeløb

 

Årets felt er ganske hæderligt. Kandidaterne har fordelt sig ganske ligeligt mellem Tirreno og Paris-Nice, men der er færre superstjerner til start her. Samtidig har løbet lidt et ærgerligt tab med det sene afbud fra Adam Yates, der åbenbart er for mærket af sin hjernerystelse.

 

Desværre har Tadej Pogacar valgt at køre Catalonien i stedet for Tirreno. Hans deltagelse var nemlig det, vi skulle bruge for at få spænding, men uden ham har løbet én gigantisk storfavorit. Faktisk kan man vel nogen ret hævde, at Jonas Vingegaard vil være favorit i ethvert etapeløb, hvor han ikke er oppe mod Pogacar, og da han her heller ikke skal slås med hverken Remco Evenepoel eller Primoz Roglic, skiller han sig ud som tårnhøj favorit. Det er ellers ikke mange år siden, han stadig kun for alvor kunne vinde grand tours, som vi så i Baskerlandet i 2022, men det har i den grad ændret sig. Ser man bort fra Paris-Nice i 2023, hvor han ikke var godt forberedt, har han i alle øvrige ugelange etapeløb været i sin egen liga.

 

Det vil han formentlig også være her. Hans tidligere problem med en motor, der havde svært ved at blive varm, er væk, som vi så med hans knusende suverænitet i Galicien, og han må antages at være knivskarp fra start igen denne gang - og skulle han have lidt rust, vil han være hjulpet af, at den vigtigste etape kommer på sjettedagen. Han skal slås med lidt modvind på kongeetapen, men den slags forhindrede ham ikke i at knuse al modstand i Galicien. Her er modstanden hårdere, men stigningen er svær nok til, at Vingegaards overlegenhed bør sætte sig igennem. Ja, faktisk er han så suveræn, at jeg som sagt ikke udelukker, at han kan køre alene hjem på fredagens etape også, hvor han ellers vil have en god chance for at vinde den hårde puncheurspurt.

 

Hvad så med enkeltstarten? Den er ikke hans kop te. Da han kørte den i 2022, skuffede han fælt, men det var også dengang, han altid havde det svært på 1. etape. Siden dengang har han også forbedret sin enkeltstart, men selv med den fremgang slår han ikke typer som Filippo Ganna og Magnus Sheffield på mandag. En kort, flad og restitueret enkeltstart er ikke af en type, han kan vinde, og man kan heller ikke udelukke, at han vil blive slået af Juan Ayuso og/eller Daniel Martinez. Det er dog nok usandsynligt, og skulle det ske, vil der være tale om ganske få sekunder, han sagtens kan hente i bjergene.

 

Jeg kan måske være en smule bekymret for hans hold, for der er usikkerhed om de fleste af hans ryttere, men trods en skuffende præstation i Galicien bør Cian Uijtdebroeks sidde hos ham efter stigningen på 5. etape, som er eneste moment, hvor kollektivet kan blive en faktor. Den eneste anden usikkerhed kommer af, at han på kongeetapen i Galicien havde overraskende svært ved at sætte Lenny Martinez afgørende af. Det indikerer i hvert fald nok, at han stadig er lidt fra 100% - hvad han jo også burde være - men klasseforskellen er generelt så stor, at det kun bør være uheld, der kan forhindre ham i at tage karrierens tredje sejr i et ugelangt WorldTour-etapeløb.

 

Det er nok Juan Ayuso, der skal true ham. Vi venter stadig på det øjeblik, hvor supertalentet har udviklet sig så meget, at han kan matche de allerbedste, men så langt er han ikke kommet endnu. Han manglede i hvert fald måske også overraskende meget i Vueltaen, og selvom han er startet godt i år, ligner han ikke en mand, der kan matche Vingegaard. Nok er Mattias Skjelmose en klasserytter, men Vingegaard er han ikke, og selvom danskeren ikke var på toppen, kunne Ayuso ikke sætte ham på de lange stigninger i weekenden. Heldigvis hjælper det hans motor, at han får flere og flere løb i benene, og dette har et godt design, da den vigtigste etape kommer sent, men til gengæld passer den ham ikke ideelt. Vi har set, at han er bedst på de store bjergetaper, og denne etape må være lidt for let og eksplosiv.

 

Ayuso står dog stadig godt. Heller ikke han vil være stor fan af enkeltstarten, men vi så på 1. etape i Schweiz og på prologen i Romandiet, at han bør gøre det godt og måske endda kan slå Vingegaard. Som han bekræftede i Ardeche, er han også en god afslutter, og selvom han næppe går i top 3 på de to puncheuretaper, kan han drømme om at vinde 5. etape i en spurt. Derefter skal han vise, at han kan matche Vingegaard på lørdag, hvilket ligner en svær opgave, men modvinden hjælper ham i det mindste - og er der en mand, der kan gøre det, må det være ham.

 

Jeg tror faktisk, at jeg placerer en holdkammerat som nr. 3. Nok var mine forventninger til Isaac Del Toro store, men mexicaneren har overgået dem i enormt omfang. Vildest var det, at han på det, der vel var hans første rigtige enkeltstart nogensinde, slet og ret lagde ud med at slå Filippo Ganna i Algarve. Det vidner om et helt grænseløst potentiale, og selvom han næsten med sikkerhed ikke gentager den bedrift på denne rute, taler det for, at han kan komme meget stærkt fra 1. etape.

 

Derefter skal han vise, hvad han kan i bjergene, og her har han mildt sagt været svingende. I Australien skuffede han på Willunga, men lignede bedste mand på sidste etape. I Algarve kørte han sin suveræne enkeltstart, inden han blev syg og udgik, men få dage forinden floppede han totalt på Foia-etapen. Vi aner derfor ikke, hvilket Del Toro vi får, men efter at have set ham i Strade Bianche, hvor han så flyvende ud, selvom han havde ført en stor del af dagen, men siden defekt, er der grund til optimisme. Naturligvis skaber det bekymring, at han endte med at udgå, men med tanke på det arbejde, han havde leveret, var det ikke rasende overraskende.

 

Læs også
Tobias Lund reagerer på tredjeplads i hård spurt

 

Han har også vist et uventet punch til en potentiel spurt på 5. etape, og skulle alt gå godt, kan han måske endda drømme om, at han og Ayuso på kongeetapen kan fange Vingegaard i en sandwich, hvis danskeren ikke er så stærk som ventet, eller at han kan snige sig væk i finalen på 5. etape, som han gjorde det i Australien. Udsvingene har været så store, at han kan ende med at falde helt igennem, men han har også potentiale til igen at overraske stort.

 

Det sidste gode bud er Daniel Martinez. Colombianeren virkede genfødt i Algarve, for det er altså ikke hvem som helst, der slår Evenepoel i en puncheurspurt - endda suverænt. Nu kørte belgieren ganske vist kongeetapen på stor klinge, men på Foia var Martinez slet og ret den stærkeste. Vi ved i forvejen, hvor tårnhøjt et niveau, han havde i 2022, inden alt gik galt, og er han vitterligt tilbage, kan han være ganske uhyggelig. Han har også den rette alsidighed, da han i Algarve bekræftede sine tempoevner, og selvom han heller ikke vil elske denne enkeltstart, bør han i forhold til Ayuso og Vingegaard køre stærkt. Hans spurt til 5. etape er også fremragende, og han har derfor hele pakken.

 

Alligevel er der efter Strade kommet lidt usikkerhed. Det var højst overraskende at se ham så langt fra de bedste i det italienske grusløb, men forhåbentlig er der en god forklaring. Som jeg skrev i optakten, var jeg bekymret for, om den teknisk svage colombianer kunne håndtere gruset, og man kan i hvert fald tillade sig at drømme om, at det er forklaringen på trængslerne. Det er klart, at man ikke kan undgå at blive bekymret, når hans niveau i 2023 var så decideret håbløst, men mon ikke gruset er forklaringen? Han er i hvert fald den sidste af rytterne, der har alsidigheden og vist et niveau, der gør det muligt at drømme om at komme i hvert fald lidt tæt på Vingegaard.

 

Jeg tror faktisk, at jeg placerer Cian Uijdtebroeks som nr. 5, men det er med stor usikkerhed. Belgieren skuffede nemlig ganske meget i Galicien, hvor han slet ikke levede op til forventningerne. Det kan der dog heldigvis være en god forklaring på. Kulden var i hvert fald en ret voldsom faktor, og derudover var det et løb, der ikke passede ham specielt godt. Det gør dette desværre heller ikke. Uijtdebroeks har vist sig overraskende temposvag, og selvom han sikkert allerede kan have forbedret sig hos Visma, synes det stensikkert, at han får nogle klø på en rute som denne. Derudover er resten af ruten alt for nem. Han er en ren dieselklatrer, der gerne måtte have en kongeetape med 5000 højdemeter og et 20 km langt målbjerg, men heldigvis så vi i Vueltaen, at han skam godt kan præstere under disse omstændigheder også. Dertil er stigningen svær nok, og han er i hvert fald en af de ryttere, der har topniveauet til at blande sig helt fremme på lørdag - særligt fordi han utvivlsomt allerede er bedre end i 2023. Han viste det ikke helt i Galicien, men lad os håbe, at dieselmotoren nu er lidt varmere.

 

Jeg placerer Tao Geoghegan Hart som den næste, men også her handler meget om potentiale. Der er i hvert fald stor usikkerhed efter Algarve, men det er jo kun helt naturligt. Faktisk overgik briten mine forventninger, for efter så lang en skadespause kunne ingen have ventet, at han ville gøre det så godt. Nu har han helt sikkert forbedret sig yderligere, men desværre viste Algarve også tydeligt, at det var nødvendigt. Spørgsmålet er, hvor langt han er kommet. Hele vejen er han helt sikkert ikke, men det topniveau, han viste i en Giro, han nok kunne have vundet, var i hvert fald tårnhøjt. Han har også et fremragende punch til 5. etape, og hans enkeltstarter i Giroen var skræmmende gode - også på flade tonserruter. Desværre var hans enkeltstart i Algarve temmelig horribel, og det blev helt tydeligt, at han vist ikke har arbejdet meget på den under skadesperioden. Det ændrer dog ikke på, at han er en af de ryttere, der har det største potentiale til at køre stærkt på både 1. og 6. etape, og dermed skal han naturligvis stå højt på denne liste.

 

Enkeltstarten er også hovedårsagen til, at jeg placerer Ben O’Connor som den næste. Dette er helt sikkert ikke hans rute, men den minder om den, han netop har kørt i Emiraterne, hvor han gjorde det fornemt og bekræftede den enorme fremgang, vi så i Dauphiné. Han er i hvert fald klart en af de mest tempostærke ryttere i feltet, men til gengæld er jeg stadig ikke helt overbevist om hans klatreevner. Ja, han gjorde en historisk forskel på Jebel Jais i Emiraterne, men det var altså heller ikke et skræmmende felt, når kongeetapen afslørede, at en skade havde sat Jay Vine ret langt tilbage. Hans egen præstation på kongeetapen var i hvert fald noget under det forventede, og efter et skuffende 2023 skaber det tvivl. I forvejen er denne meget eksplosive kongeetape for let til for alvor at passe ham. Det ændrer dog ikke på, at han er tilbage på sporet og har vist både alsidigheden og formen til at blande sig.

 

En anden rytter, der ikke er skabt til ugelange løb, er Jai Hindley. Hans resultater viser, at han er grand tour-rytter, men helt elendig er han nu ikke. Sidste år blev han eksempelvis nr. 4 i Dauphiné, men desværre var det også en rute, der passede ham langt bedre. Den var nemlig meget hårdere, og her lider han under for lette etaper. Uden punch er han dog ikke, og har han gode klatreben, kommer han også langt på denne kongeetape. Udfordringen er enkeltstarten, men den har han forbedret enormt, som vi så det sidste år, hvor han faktisk slog både Geoghegan Hart og O’Connor med et sekund og ikke var langt fra Roglic, og også i Dauphiné gik det hæderligt. Hans form er en smule usikker, da han ikke har kørt siden Valencia, men her startede han faktisk på et for en dieselmotor relativt lovende niveau. Han skal have forbedret sig meget, men det har han utvivlsomt også. Så må vi se, hvor tæt han er på sit høje topniveau.

 

Vi er så langt fremme i sæsonen, at der begynder at være langt mellem sæsondebuterne, men Enric Mas er en af de ryttere, der starter meget sent. Vi aner derfor ikke, hvor han står, og da han jo altid har været kendt som en langsom starter, skal man dæmpe optimismen. Det er dog blevet meget bedre de seneste år, og sidste år var han næstbedste mand i sin sæsondebut i Andalusien, hvor han havde uheld på 1. etape og kun var overgået af en vis Tadej Pogacar. Desværre må vi også sande, at vi i 2023 aldrig så den suveræne Mas, vi så i 2022, og han har efterhånden en alder, hvor han meget vel kan have toppet. Heldigvis betød styrtet i Touren også, at han aldrig fik den grand tour, han plejer at skulle bruge for at finde sit tårnhøje Vuelta-niveau, og det kan være en del af forklaringen. Den grand tour har han dog heller ikke her, og selvom han har vist, at han nu om dage sagtens kan være stærk i ugelange løb, som han også har været det her i både 2022 og 2023, er han altså bedst i grand tours. Den lette rute med et kort målbjerg passer ham heller ikke, da han får klø på enkeltstarten, men den har han heldigvis forbedret, som vi så sidste år, hvor han kun smed 11 sekunder til Roglic, 10 til Aleksandr Vlasov og 8 til O’Connor og Geoghegan Hart.

 

Det bliver også spændende at følge Tom Pidcock. Strade bekræftede desværre, at vi nok ikke skal regne med at se den bedste udgave af briten, men formen er i fremgang, og en 4. plads er jo ikke et ringe resultat. Vi ved, at han i år vil skrue ned for klassikerne og op for etapeløbene, og derfor er dette et stort mål. Desværre viste Algarve, at hans enkeltstart ikke er blevet spor bedre, og derfor vil han blive sat voldsomt tilbage allerede mandag. I det lys havde han ønsket sig en vanskeligere rute, men han har andre våben. Vi så i de to første uger af Touren, at han var uset god på de mere eksplosive bjergetaper, og derfor er denne bjergetape ganske fin for ham. Dertil skal lægges, at han er den klassementsrytter, der kan drømme om at få bonus på både 3., 4. og 5. etape, og det alene kan indhente en stor del af tabet fra enkeltstarten. Det er dog nok ikke helt nok, når han indtil nu har manglet så meget, som han har.

 

Læs også
Van der Poel fik "stof til eftertanke" i Liège

 

Jeg nævner Max Poole nu, men desværre med usikkerhed. Han skuffede nemlig fælt på kongeetapen i Emiraterne, men spørgsmålet er, om den forudgående sidevindskørsel havde kostet for meget. Forinden havde han i hvert fald gjort det uventet godt i den eksplosive finale på Jebel Jais, og hans enkeltstart var jo decideret chokerende god. Sidstnævnte er vigtigt, fordi det taler for, at han på 1. etape på en næsten identisk rute kan gøre det bedre end de fleste, og derudover passer bjergetapen her ham meget bedre, end det var tilfældet i sidste uge. Ideel er den stadig ikke, men i lyset af det topniveau, han viste i Romandiet og Dauphiné, og at han stadig bør udvikle sig enormt, kan vi forhåbentlig se ham rejse sig efter den lidt skuffende kongeetape og bekræfte sit store potentiale.

 

Et andet talent, der bliver spændende at følge, er Antonio Tiberi. Hans skandaløse kattesag satte hans udvikling tilbage, men i Vueltaens sidste del klatrede han på et helt nyt niveau. Han har altid været en lottokupon med et uhyre lavt bundniveau, men sidste år startede han stærkt, og hans stærke enkeltstart i Andalusien indikerer, at det gælder igen i år. Man skal ikke basere alt for meget på 5 km, men chancen for, at han kan genfinde sit Vuelta-niveau er til stede. Han er ikke blevet den temporytter, vi drømte om, men sammenlignet med mange klatrere bør han køre en god 1. etape. Herefter må vi se, hvad bjergbenene rækker til, men nærmer han sig Vuelta-niveauet ser det godt ud - særligt fordi han fortsat må antages at udvikle sig.

 

Jeg er ret spændt på Damien Howson. Han udviklede sig pludselig med stormskridt sidste år, hvor det niveau, han viste i Burgos, var overraskende højt. Her fulgte han Aleksandr Vlasov, Adam Yates og Primoz Roglic til dørs, og hvis han har genfundet de ben allerede nu, kommer han altså langt i dette felt. Han startede uventet stærkt med en top i Australien, og hans korte enkeltstart i Andalusien var for en fyr som ham også meget opløftende. Vi ved, at han er en lottokupon, men han har kun gjort det godt i sine få løb. Desværre er enkeltstarten jo blevet en svaghed for en tidligere U23-verdensmester, og derfor passer den lettere rute ham skidt. Sidste år fik han i hvert fald en bekymrende lussing på 1. etape, men forhåbentlig kan han i bedre vejr gøre det lidt bedre.

 

Der er stadig langt til den Thymen Arensman , vi kendte i 2022, men han startede i Algarve langt bedre end sidste år, hvor han var helt fra snøvsen, også i dette løb. Hans kørsel i Strade, hvor han arbejdede som en hest, var også ganske pæn på en rute, der passede ham dårligt. Denne form for enkeltstart er ikke hans ideelle, men han er altså blevet nr. 6 i både 2022 og 2023! Det taler for, at han har en reel chance for at ende som bedste klassementsrytter. Desværre er hans motor ikke skabt til ugelange løb, og han har stadig til gode at blande sig med de allerbedste i bjergene på dette niveau i et så kort løb. Hvis han nærmer sig det niveau, han havde i 2022, er det dog ganske lovende, for her endte han som nr. 6 i dette løb. Strade indikerer, at han nok mangler for meget, men i lyset af hvor meget bedre dette løb passer ham, kan det faktisk se ganske lovende ud.

 

Skal jeg prøve at placere Ben Healy her? Det vil jo stadig være helt nyt, hvis han vitterligt kan blande sig på en 10 km lang stigning, men vi taler jo ikke om en stor bjergetape med flere lange bjergpas. Denne stigning kan godt have et lidt ardenneragtigt præg, og den burde ikke være helt uden for hans rækkevidde. Ganske vist viste Strade, at han stadig ikke har sine bedste ben, men i lyset af hvor mange kræfter han brugte undervejs, var niveauet jo ganske overbevisende. Vigtigst er det, at hans i 2023 så skuffende enkeltstart har været helt forandret. Han har kørt fremragende i både Algarve og Besseges, og det lover godt for 1. etape. Det er svært at tro, at han kan gentage det på en rute som denne, men han bør stadig slå mange klatrere. Så må tiden vise, hvor langt han kan komme på kongeetapen.

 

Jeg ville gerne rangere Kevin Vauquelin højere. Han bekræftede nemlig sit enorme potentiale med sin suveræne enkeltstart i Besseges, men siden dengang har det været sløjt. Selvfølgelig forklarer styrtet i Var meget af hans helt anonyme og passive kørsel i Alpes-Maritimes, men når han topper det med et meget svagt Strade i terræn, der burde passe ham, bliver man altså bekymret, når han også skuffede så voldsomt i en stor del af 2023. Til gengæld har han stor fordel af enkeltstarten, for både Besseges og Polen indikerer, at den er blevet endnu bedre, end den tidligere var. Han burde ende som en af de klare vindere på mandag, og hans punch kan endda gøre det muligt at jagte bonus på 5. etape. Derefter skal han dog bevise sig selv på 6. etape, og selvom han har bekræftet sin klatreevner i Besancon og Jura, har han altså stadig til gode at klatre med de bedste på WorldTouren. I lyset af hans svage kørsel de seneste dage er jeg bekymret for, at det heller ikke sker denne gang.

 

Et af løbets spørgsmålstegn er Damiano Caruso. Italieneren er aldrig flyvende på denne tid af året, hvor hans motor ikke er varm, og derfor skal vi nok dæmpe forventningerne. Det skal vi måske særligt, fordi hans enkeltstart i Andalusien var helt horribel, men nu om dage passer den nok heller ikke til hans dieselmotor. Vi skal i hvert fald passe på med at overfortolke de 5 km, og han må stadig betegnes som et spørgsmålstegn. Det må han også, fordi han næppe bliver bedre og bedre, men vi så sidste år i Giroen, at hans topniveau dengang stadig var højt. Han genfandt samtidig nogle tabte tempoevner i 2023, og sammen med Bahrains bedre materiel har han en chance for at gøre det pænt på 1. etape. Det vil bare være overraskende, hvis formen rækker til alt for meget endnu. Sidste år rakte den til en 14. plads, men i 2022 rakte den altså til en 7. plads. Han kan altså godt præstere på denne tid af året, men hans motor har helt sikkert ikke haft godt af, at Andalusien-opvarmningen gik i vasken.

 

Hvad så med Magnus Sheffield? Han har i den grad til gode at finde de klatreben, han havde i Schweiz, og derfor kommer han nok ikke alt for langt. Både i Strade og Algarve klatrede han i hvert fald ikke som håbet, men helt formsvag er han i hvert fald ikke. Hans forrygende enkeltstart i Algarve viste, at Ganna skal stå tidligt op, hvis han skal ende som bedste Ineos-rytter på mandag, og her bør han sikre sig et meget stort forspring til de fleste. Herefter vil alt handle om, hvor meget tid han vil tabe fredag og lørdag. Det vil helt sikkert være for meget til at vinde løbet, men efterhånden som formen bedres, kan man håbe, at Schweiz-niveauet nærmer sig. Kongeetapen er trods alt ikke alt for svær, og ruten er generelt til den lette side.

 

Det var virkelig opløftende at se Filippo Zana i Strade. Italieneren kom skidt i gang i Valencia, og i Laigueglia virkede han heller ikke flyvende. På grusvejene var han imidlertid en af de klart stærkeste, og det lover godt forud for et løb, der passer ham bede. Vi så, hvor fremragende han var i Giroen, og alt taler for, at han fortsat udvikler sig. Desværre viste Giroen også, at enkeltstarten bliver et alvorligt problem, men her kan man i det mindste håbe på, at holdet har haft ham i vindtunnel, nu hvor han ligner en mand, de vil satse på i fremtiden.

 

Læs også
Stortalent tager førertrøjen: Philipsen bliver glad, når han ser det

 

Det var i dette løb for et år siden, at Lennard Kämna for alvor indledte sin klassementssatsning. Den endte med en samlet top 10 i Giroen, hvilket var pænt, men det italienske løb viste også tydeligt, at han aldrig bliver nogen stor etapeløbsrytter. Et ugelangt løb passer ham dog langt bedre, og sidste år blev han faktisk en dybt imponerende nr. 4 i dette løb. Det skete primært i kraft af en rystende god enkeltstart, hvor han blev nr. 2, men siden dengang har han aldrig været i nærheden af samme temponiveau. Han ender næppe som nr. 2 igen denne gang, men vinde tid på mange bør han gøre. Derefter skal han vise, hvad klatrebenene rækker til, og de rækker nok ikke alt for langt. Det gjorde de i hvert fald ikke sidste år, hvor han var en af de store vindere, da modvinden ødelagde kongeetapen. I år har sygdom betydet, at han ikke er på samme niveau, og selvom han længe var godt med i Strade, viste han afsluttende kollaps nok også, at han ikke kommer lige så langt som sidste år.

 

Det begynder at blive bekymrende med Romain Bardet. Det så ellers lovende ud i Var og Alpes-Maritimes, men nu har han skuffet to weekender i træk. Selvfølgelig var hans Strade ingen katastrofe, men i lyset af det niveau, han skal have for at blande sig fremme i dette løb, var det skuffende. Han ligner i hvert fald ikke en vinder, og derudover må han også antages at få sig en lussing på enkeltstarten. Den har dog forbedret ganske meget siden skiftet til DSM, og den ender derfor ikke med det nederlag, den tidligere ville gøre, men kombinationen af problemer på stigninger og på enkeltstart gør det ikke alt for lovende.

 

Selvfølgelig skal jeg også nævne Richard Carapaz , men det er helt, helt uden entusiasme. Strade bekræftede nemlig, at han stadig er helt fra snøvsen, og derfor kan man umuligt have store forventninger. På den anden side viste han i efteråret, at topniveauet stadig burde være der, og løbene bør forbedre hans form. Hans enkeltstart har jo også forbedret sig ganske meget, selvom vi endnu ikke har set det hos EF, og han bør klare 1. etape bedre end en del klatrere. For at se ham helt fremme skal der bare være sket et mindre mirakel mellem lørdag og mandag.

 

Sidste år så vi den bedste Cristian Rodriguez nogensinde, og selvom det var i mindre løb, og Vueltaen viste hans begrænsninger, kan han efterhånden godt gøre det pænt i et felt som dette. Han plejer også at starte godt, som han også er gjort i år, hvor han kørte stærkt i Oman. Niveauet her er et andet, og de foregående år har han været overmatchet her, hvor han også får en gigantisk lussing på enkeltstarten. Det er dog også første gang, han kører løbet efter sin fremgang, så lad os se, hvad han kan denne gang, selvom hans exit fr Strade måske ikke var opløftende - hvis da ikke han udgik for at spare sig til dette løb.

 

Rafal Majka er her som hjælper for Ayuso og Del Toro, og derfor kommer han heller ikke alt for langt. Han har i de seneste år først for alvor fundet formen i Touren, og sidste år var han langt væk i sine første etapeløb. Det var dog ikke helt ringe i AlUla Tour, og med det niveau, han stadig havde i 2023, burde han være en af de bedre klatrere i dette felt. Hans enkeltstart i Andalusien var også opløftende, men til gengæld var det bekymrende, at han i Laigueglia blev sat til at føre som den første. Enkeltstarten går også ganske galt, for han har slet ikke redet på UAE-miraklet, men det ændrer ikke på, at han stadig skal regnes som en af feltets bedre klatrere.

 

Hvad skete der med Attila Valter i Strade? Han kom til løbet efter en historisk god klatrepræstation i Emiraterne, men skuffede fælt i det løb, hvor han har været allerbedst. Det giver ikke den store optimisme forud for et løb, hvor han også kommer som hjælper, men de gode emiratiske ben kan da ikke være helt forsvundet. Nok er niveauet her højere, men den relativt eksplosive kongeetape passer ham. Til gengæld så vi også i Emiraterne, at enkeltstarten er en udfordring, og når han nu skal føre det meste af løbet for Vingegaard, ender han selvsagt ikke alt for langt fremme. Med benene fra Emiraterne burde han dog heller ikke ende helt skidt.

 

Endelig vil jeg nævne Bastien Tronchon og Toms Skujins. Dette løb er som udgangspunkt for svært for dem, men ingen kan benægte, at de har været flyvende lige nu. Kongeetapen er trods alt ikke rasende svær, og med den gode form kommer de langt. Særligt Tronchon kan måske komme længere end ventet, for han imponerede stort på Mont Faron, der dog også kun er en halvt så lang stigning. Det skaber også lidt usikkerhed, at han skuffede ganske meget i Strade, og at han aldrig har vist nævneværdige tempoegenskaber. Her har Skujins vist mere, men til gengæld har han aldrig gjort det så godt som Tronchon på et bjerg af samme sværhedsgrad som Monte Petrano.

 

BEMÆRK: Heller ikke i år har arrangørerne udsendt en foreløbig startliste, og selv lørdag aften er der overraskende mange hold, der ikke er udtaget. Optakten, herunder også dansker- og holdoversigterne, er derfor temmelig foreløbig, men den vil blive opdateret søndag aften.

 

OPDATERING: Den endelige startliste er kommet, og hold- og danskersektionerne er opdateret. Michal Kwiatkowski styrtede i går og kan derfor måske gøre det bedre end først antaget. Det samme gælder for Kevin Vauquelin, der havde et hav af uheld i går og meldte om gode ben, hvorfor jeg har ændret hans rangering nedenfor.

 

Læs også
Det smadrede mine ben, siger frustreret Pidcock

 

***** Jonas Vingegaard

**** Juan Ayuso, Isaac Del Toro

*** Daniel Martinez, Cian Uijtdebroeks, Tao Geoghegan Hart, Ben O’Connor, Jai Hindley

** Enric Mas, Tom Pidcock, Max Poole, Kevin Vauquelin, Antonio Tiberi, Damien Howson, Thymen Arensman, Ben Healy, Damiano Caruso, Magnus Sheffield, Filippo Zana, Lennard Kämna, Romain Bardet, Richard Carapaz, Cristian Rodriguez, Rafal Majka, Attila Valter, Bastien Tronchon, Toms Skujins

* Wout Poels, Romain Gregoire, Domenico Pozzovivo, Steven Kruijswijk, Michal Kwiatkowski, Davide Formolo, Matteo Fabbro, Georg Steinhauser, Nicolas Prodhomme, Lorenzo Fortunato, Guillaume Martin, Kevin Vermaerke, Ivan Ramiro Sosa, Valentin Madouas, Mark Donovan, Marco Brenner, Davide Piganzoli, Marc Hirschi, Julian Alaphilippe, Krists Neilands, Lorenzo Rota, Nans Peters, Florian Stork, Andreas Leknessund, Fausto Masnada, Ben Tulett, David De La Cruz, Giovanni Aleotti, Chris Hamilton, Mikkel Bjerg, Neilson Powless, Nelson Oliveira, Nicola Conci

 

 SÆT DIT MANAGERHOLD TIL PARIS-NICE

 SÆT DIT MANAGERHOLD TIL TIRRENO-ADRIATICO
 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

 

Danskerne

Hos Visma er Jonas Vingegaard den helt store favorit, hvorfor han er omtalt ovenfor. Hos Soudal skal Kasper Asgreen gå efter et resultat på 1. etape og formentlig støtte Tim Merlier på 2. og. 7. etape samt Julian Alaphilippe på de øvrige etaper. Hos UAE skal Mikkel Bjerg også satse på 1. etape og derudover støtte Juan Ayuso og Isaac Del Toro. Hos Uno-X skal Magnus Cort køre lead-out for Alexander Kristoff, men 3. og 4. etape ligner gode chance for ham, mens Christopher Juul hos Jayco skal støtte Filippo Zana og Caleb Ewan. Hos Israel-PT skal Mad Würtz støtte Ethan Vernon og Corbin Strong samt måske i udbrud i bjergene, og hos EF skal Mikkel Honoré formentlig støtte Alberto Bettiol på 3. og 4. etape, som ellers kunne passe ham, samt derudover Ben Healy og Richard Carapaz. Hos Tudor kan Alexander Kamp forsøge sig på 3. og 4. etape samt i udbrud på 5. og 6. etape, hvis han er i tidligere form end vanligt. Endelig skal Michael Mørkøv hos Astana køre lead-out for Mark Cavendish på 2. og 7. etape,

 

Holdoversigt

Nedenfor giver jeg i et overblik over, hvem der i tillæg til de ovennævnte måske kan gøre sig gældende i klassementet.

 

Team Jayco AlUla: Den erklærede kaptajn er Zana, der er eneste bud, da Alessandro De Marchi og Lawson Craddock ikke længere klatrer godt nok.

 

Alpecin-Deceuninck: Holdets bud er Nicola Conci, der dog ikke viser tegn på en genrejsning efter et skuffende 2023.

 

Arkea-B&B Hotels: Den erklærede kaptajn er Vauquelin, men Rodriguez e ret alternativ. Vincenzo Albanese leder stadig efter sin bedste form, og Simon Guglielmi er formsvag.

 

Astana Qazaqstan Team: Det handler om Lorenzo Fortunato, der vil få klø på enkeltstarten og ikke i Laigueglia gav indtryk af at være flyvende. Simone Velasco viste i Strade Bianche, at han stadig leder efter formen.

 

BORA-hansgrohe: Det må handle om Martinez, Hindley og Kämna. Giovanni Aleotti så bedre ud i Valencia, men skuffede igen i Strade.

 

Læs også
Dansk sprintertalent på podiet i tysk jomfrusejr

 

Cofidis: Guillaume Martin er kaptajn, men hans svage 2023 kombineret med et skuffende Strade på ryggen af en coronainfektion giver ikke stor optimisme for en mand, der skal kæmpe for at gå i top 100 på 1. etape. Ruben Fernandez er stadig langt væk, og Stefano Oldani er på vej tilbage efter en skade.

 

Team Corratec-Vini Fantini: Det må handle om Mark Padun, men hans debut i Laigueglia gav ingen tegn på en genfødsel.

 

Decathlon Ag2r La Mondiale: Det handler om O’Connor, men Tronchon kan måske overraske. Nicolas Prodhomme startede sæsonen meget stærkt, men har en svag enkeltstart og skuffede i Emiraterne. Nans Peters har måske formen til en top 20, men næppe mere end det, og løbet er for svært for Andrea Vendrame.

 

EF Education-EasyPost: Det handler om Carapaz, men Healy kan meget vel ende bedst. Neilson Powless er startet uhyre formsvagt, og Alberto Bettiol, James Shaw og Mikkel Honoré har ikke været flyvende i de seneste løb. Jokeren er Georg Steinhauser, der udgik tidligt i Emiraterne, men selvom han viste klar fremgang i 2023, har vi til gode at se ham fremme i et WorldTour-løb.

 

Groupama-FDJ: Holdet jagter mest etaper, men vil også gerne køre klassement med Romain Gregoire. Han har vist god form og slog sig vist ikke i styrtet i Strade. Desværre viste Var nok, at kongeetapen er for svær. Valentin Madouas begynder at finde form, men stadig ikke nok.

 

INEOS Grenadiers: Pidcock, Arensman og Sheffield kan alle have muligheder. Efter en stærk start styrtede Michal Kwiatkowski i Strade og Galicien, og det gør ham til et usikkert kort. Filippo Ganna har slet ikke klatret godt i år.

 

Intermarché-Wanty: Det må handle om Lorenzo Rota, men selvom det går bedre nu, synes han at mangle for meget, ligesom kongeetapemn er for svær. Rune Herregodts har skuffet med sin klatring.

 

Israel-Premier Tech: Holdet er her for etaper, selvom Krists Neilands har formen til at gøre det pænt. Der er ingen genrejsning af Chris Froome, og Corbin Strong er trods alt for tung.

 

Lidl-Trek: Den erklærede kaptajn er Geoghegan Hart, men Skujins kan overraske. Andrea Bagioli er stadig langt fra formen. Den viste Amanuel Ghebreigzabhier i sidste weekend, men han kommer ikke alt for langt.

 

Movistar Team: Det må handle om Mas, da Ivan Ramiro Sosa senest i Galicien var for langt fra sit niveau. Davide Formolo rejste sig igen i år i Strade, men vi så sidste år, at det slet ikke kunne overføres til Tirreno, hvor han i dag synes at have for store mangler i bjergene. Nelson Oliveira klatrer godt, men ikke godt nok.

 

Q36.5 Pro Cycling Team: Howson er det gode bud, men Mark Donovan er også startet godt i år, selvom han skuffede i Strade. David De La Cruz synes til gengæld stadig at skuffe, selvom der var fremgang sidste år.

 

Soudal-Quick Step: Fausto Masnada fortsætter med at skuffe i år, og det er svært at se nogen stor genrejsning af Julian Alaphilippe, der nu også har slået sig - heldigvis kun en smule - i endnu et styrt. Løbet er for svært for Kasper Asgreen.

 

Team dsm-firmenich PostNL: De erklærede kaptajner er Poole og Bardet. Kevin Vermaerke har været i god form, men er faldet lidt af på den i de sidste par løb. Chris Hamilton har manglet en del.

 

Team Polti Kometa: Det handler om Matteo Fabbro, der var genfødt i Galicien, men får det vanskeligere i dette felt, ligesom han får klø på enkeltstarten. Kometen Davide Piganzoli vandt i Antalya, men skuffede fælt i Laigueglia. Mattia Bais, Davide Bais og Jhonatan Restrepo klatrer ikke godt nok.

 

Team Visma | Lease a Bike: Det handler 100% om Vingegaard, men Uijtdebroeks og måske Valter kan ende godt. Ben Tulett og Robert Gesink er startet skidt, og det vil undre, hvis Steven Kruijswijk er varm i sin debut. Dylan van Baarle skuffede i åbningsweekenden.

 

Tudor Pro Cycling Team: Det må handle om Marco Brenner, der har vist sjældent god form de seneste løb, men formentlig mangler for meget på så lang en stigning. Efter en lovende start skuffede Florian Stork i Emiraterne, og niveauet er for højt, mens løbet er for svært for Alexander Kamp.

 

UAE Team Emirates: De erklærede kaptajner er Ayuso og Del Toro, men Majka kan komme et stykke. Strade bekræftede, at Marc Hirschi er langt fra sit bedste. Mikkel Bjerg klatrede forrygende i Emiraterne, men her er niveauet højere, og han er længere nede i hierarkiet.

 

Uno-X Mobility: Det må handle om Andreas Leknessund, men han er startet sæsonen bekymrende svagt. Odd Christian Eiking har heller ikke imponeret, og den ellers delvist genrejste Markus Hoelgaard vil som Magnus Cort finde løbet for svært.

 

VF Group - Bardiani CSF - Faizané: Domenico Pozzovivo er kaptajn, men efter endnu en uheldig sæson i 2023 vil det overraske, hvis den aldrende veteran kan være med fremme i et WorldTour-løb i sin sæsondebut. Alessandro Tonelli, Alex Tolio og Samuele Zoccarato klatrer ikke godt nok.

 

Bahrain-Victorious: Tiberi, der er den erklærede kaptajn, og Caruso ligner de bedste bud. Holdet har også lottokuponen Wout Poels, men selvom han delvist genfødtes i 2023, vil det undre mig, hvis vi vil se ham helt fremme i dette felt, særligt fordi han skuffede mig på den ganske vist meget korte enkeltstart i Andalusien

 

 SÆT DIT MANAGERHOLD TIL PARIS-NICE

 SÆT DIT MANAGERHOLD TIL TIRRENO-ADRIATICO
 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

Jonas Vingegaard
Juan Ayuso, Isaac Del Toro
Daniel Martinez, Cian Uijtdebroeks, Tao Geoghegan Hart, Ben O’Connor, Jai Hindley
Enric Mas, Tom Pidcock, Max Poole, Kevin Vauquelin, Antonio Tiberi, Damien Howson, Thymen Arensman, Ben Healy, Damiano Caruso, Magnus Sheffield, Filippo Zana, Lennard Kämna, Romain Bardet, Richard Carapaz, Cristian Rodriguez, Rafal Majka, Attila Valter, Bastien Tronchon, Toms Skujins
Wout Poels, Romain Gregoire, Domenico Pozzovivo, Steven Kruijswijk, Michal Kwiatkowski, Davide Formolo, Matteo Fabbro, Georg Steinhauser, Nicolas Prodhomme, Lorenzo Fortunato, Guillaume Martin, Kevin Vermaerke, Ivan Ramiro Sosa, Valentin Madouas, Mark Donovan, Marco Brenner, Davide Piganzoli, Marc Hirschi, Julian Alaphilippe, Krists Neilands, Lorenzo Rota, Nans Peters, Florian Stork, Andreas Leknessund, Fausto Masnada, Ben Tulett, David De La Cruz, Giovanni Aleotti, Chris Hamilton, Mikkel Bjerg, Neilson Powless, Nelson Oliveira, Nicola Conci
DEL
INFO
Optakter
Nyheder
Tirreno - Adriatico
Nyheder Profil Resultater
DELTAG I DEBATTEN

Annonce

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Annonce

Annonce

/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Vuelta Asturias Julio Alv...(2.1) 26/04-28/04

Lotto Famenne Ardenne Cla...(1.1) 28/04

La Vuelta Femenina(2.WWT) 29/04-05/05

Eschborn-Frankfurt(1.UWT) 01/05

Annonce

Annonce

Alpecin-Deceuninck

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Arkéa - B&B Hotels

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Qazaqstan

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Victorious

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Decathlon AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Education - EasyPost

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Intermarché - Wanty

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lidl - Trek

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Soudal - Quick Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team DSM-Firmenich PostNL

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jayco AlUla

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Visma | Lease a Bike

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Annonce

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

VIL DU HJÆLPE OS MED AT LAVE DANMARKS BEDSTE CYKELMAGASIN?