Optakt: Tour du Limousin

SE VUELTA A BURGOS, TOUR DU LIMOUSIN OG ARCTIC RACE OF NORWAY UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR

DELTAG I VUELTA-MANAGERSPILLET

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Løbets rolle og historie

Italien, Frankrig, Belgien og Spanien betragtes traditionelt som sportens kernelande, men de fire nationer har en meget forskellig kultur. Mens man i Italien og Belgien hovedsageligt har haft endagsløb, handler det stort set udelukkende om etapeløb i Spanien. Frankrig har derimod lidt af det hele på en meget alsidig kalender.

Som det er tilfældet i Spanien har mange regioner deres egne etapeløb, og modsat det store land på Den Iberiske Halvø har landet været i stand til at redde de fleste af dem igennem den økonomiske krise. Mange er relativt små 2.2-løb på UCI-kalenderen, men enkelte skiller sig ud med deres 2.1-status. Tour de l’Ain, Tour du Poitou-Charentes og Tour du Limousin afvikles i den anden halvdel af året, Tour du Var og Tour de la Provence (der dog nu midlertidigt er forsvundet) afholdes i februar, og i maj har man traditionelt haft Tour de Picardie og Circuit de Lorraine, der nu begge er forsvundet.

Læs også

Ny stjerne til Giroen?

Sammen med løbene i Ain og Poitou-Charentes har Tour du Limousin altid udgjort en fremragende løbsblok i august, hvor ryttere af alle typer kan finde noget til deres smag. Klatrerne har kunnet stjæle rampelyset i den bjergrige Ain-region, mens sprinterne og enkeltstartseksperterne har været i fokus i det flade terræn i Poitou-Charentes. Tour du Limousin er mere blandet. Terrænet er mere kuperet end i Poitou-Charentes, men der er ikke store bjerge som i Ain. De mange korte, stejle stigninger gør det til gengæld til et perfekt løb for puncheurs, der typisk slås om den samlede sejr. De tre øvrige løb fungerer som en solid chance for at komme i gang efter sommerpausen inden de vigtige franske endagsløb senere på sæsonen.

Tour du Limousin blev første gang afviklet i 1968 og var for amatører indtil 1974. I 1975 blev det en professionel begivenhed, og siden da er det blevet afviklet hvert år. Da det nuværende UCI-system blev indført i 2005, blev det et 2.1-løb, men det var kortvarigt i 2.HC-kategorien i 2011 og 2012. Siden 2013 har det imidlertid igen haft den lavere 2.1-status.

Vinderlisten er imponerende, inkluderer mange af de store navne og fortæller meget om løbets status i Frankrig. Bernard Hinault vandt to gange tidligt i sin karriere, og siden da har folk som Marc Madiot, Thierry Marie, Charly Mottet, Andrei Tchmil, Laurent Brochard, Patrice Halgand, Pierrick Fedrigo, Björn Leukemans og Martin Elmiger alle sejret. I de tidlige år var det primært en fransk affære, da kun to udgaver havde udenlandske vindere, indtil Jens Heppner sejrede i 1994. Det har imidlertid ændret sig meget i de senere år, og faktisk skulle vi indtil 2017 tilbage til 2009 for at finde den sidste franske vinder, Mathieu Perget. I årene fra 2008 til 2016 var der kun én gang mere end én franskmand på podiet - og to gange var podiet helt uden fransk repræsentation.

I corona-året 2020 fik løbet et boost. I de senere år har det ellers knebet med deltagelse fra store udenlandske hold, men da det fastholdt sin placering i august, endda i en af de få uger uden den store konkurrence, afvikledes løbet på en tid, hvor selv mindre løb var attraktive i jagten på tidlige løbskilometer. Derfor sluttede UAE og Sunweb slutte sig til de tre franske WorldTour-hold i en begivenhed, der for første gang nogensinde fungerede i rollen som opvarmning til de nationale mesterskaber, der afvikledes i den efterfølgende weekend.

Det var dog som frygtet i første omgang kun én engangsbegivenhed, og i 2021 havde man igen kun deltagelse af de franske WorldTour-hold. Sidste år blev løbet boostet af den intense pointkamp, der fik Movistar og Lotto til at deltage, og da også UAE og Intermarché deltog, var der pludselig tale om en historisk stærkt besat begivenhed. Desværre er pointkampen nu mindre intens, og i 2023 må løbet leve med, at kun Movistar og Intermarché gør de franske hold selskab.

Løbet er traditionelt blevet afviklet over fire dage i august og har givet muligheder både for sprintere og puncheurs. Af og til har der været en enkeltstart, senest i 2010 hvor Gustav Larsson tog sejren. En sådan etape har imidlertid typisk afgjort klassementet fuldstændigt, da terrænet ikke er hårdt nok til at skabe store forskelle, og derfor har arrangørerne generelt foretrukket at holde sig til fire linjeløbsetaper, hvilket har gjort det til et slag om bonussekunder for de stærkeste sprintere og de bedste puncheurs.

Det var også tilfældet sidste år, hvor Movistar fik skudt deres stærke slutspurt i pointkampen i gang. Det gjorde de, da Alex Aranburu lidt overraskende vandt en massespurt på 2. etape, og med en 3. plads på den efterfølgende kongeetape og en 2. plads i den klassiske, stigende spurt på sidste etape, fik han scoret et hav af bonussekunder, der sikrede ham den samlede sejr med 10 sekunder ned til Diego Ulissi og 18 sekunder ned til Greg Van Avermaet. I år puster han dog ud efter en hård kalender med Tour, San Sebastian og VM, hvorfor han ikke forsvarer titlen, og da UAE og dermed Ulissi skipper løbet, bliver Van Avermaet eneste genganger fra sidste års podium.

SE VUELTA A BURGOS, TOUR DU LIMOUSIN OG ARCTIC RACE OF NORWAY UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR

DELTAG I VUELTA-MANAGERSPILLET

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Ruten

BEMÆRK: Det har desværre ikke været muligt at få hverken kortmateriale for de sidste tre etaper. Optakten vil blive forsøgt opdateret, når det foreligger.

Læs også

Lidl-Trek giver status på stjerne efter styrt

Som sagt har løbet før haft en enkeltstart, men det er ikke længere tilfældet. I stedet består det typisk af en blanding af relativt flade sprinteretaper og kuperede etaper med afslutninger på korte, stejle stigninger, hvor puncheurs og klassikerspecialister samt stærke sprintere kan vise sig frem. I det hele taget har man en forkærlighed for bakker op til mål, og etaperne afsluttes som regel med stigende spurter.

Løbets sværhedsgrad har generelt været stærkt varierende, men tendensen er gået mod hårdere ruter, hvor næsten alle etaper har været rettet mod puncheurs og holdbare sprintere, og hvor de mere klassiske sprintere i de seneste år har skullet se langt efter mulighederne. Sådan bliver det også i år, hvor ruten er historisk hård.

Det skyldes en ganske usædvanlig kongeetape. Nok er der meget lidt fladt terræn i Limousin, men stigningerne er korte. Denne gang har man dog fundet en usædvanligt lang stigning som mål for torsdagens kongeetape, når der skal sluttes med en mere end 5 km lang opkørsel. Med en stigningsprocent på ca. 6 er der ikke tale om Frankrigs sværeste stigning, men det bør være nok til at stille helt anderledes krav til klatreevnerne, end vi er vant til at se det.

Resten af løbet er mere klassisk, men også her er det hårdere end vanligt. Det skyldes løbets åbningsetape, der ganske vist ikke har den sværeste afslutning, når der skal spurtes på en 3 km lang bakke, der stiger med små 3%, men da man forinden skal over endnu en usædvanligt lang stigning, der over små 5 km stiger med små 5%, kan vi sagtens se angreb fra klassementsrytterne allerede på første dag. Her vil sprinterne få det svært, men de kan så se frem til onsdagens 2. etape, der er løbets letteste og lægger op til en spurt, men som så ofte før i Limousin efter små 2500 højdemeter og i en stigende finale, der stiger med mere end 3%.

Det helt store slag skal slås på torsdagens meget usædvanlige kongeetape, hvor man pludselig skal kunne begå sig på en langt vanskeligere stigning end vanligt som afslutning på en svær dag med ca. 3200 højdemeter. Det hele slutter som altid med den klassiske og stigende spurt i Limoges, hvor både puncheurs og stærke sprintere typisk blander sig i kampen om sejren, og hvor vi før har set, at bonussekunder har kunnet vende op og ned på løbet. Spørgsmålet er, om det også kan ske i et løb, der denne gang har været historisk hårdt og dermed formentlig skabt større forskelle end vanligt.

1. etape

En etape i Limousin skal helst have en stigende finale, og det gælder derfor også for åbningsetapen i årets løb. Denne gang er der dog tale om en ganske blød målbakke, der kun stiger med små 3% over godt 3 km, men til gengæld skal rytterne over to halvlange stigninger forinden. Det lægger i den grad op til en uforudsigelig åbning, hvor en favoritgruppe godt kan ende med at gøre forskelle til sidst, men det er også ganske sandsynligt, at et reduceret felt skal spurte i den stigende finale.

I alt skal der tilbagelægges 165,7 km, der fører feltet fra Rilhac-Rancon til Bénévent-l’Abbaye. Allerede starten er ganske hård, når man kører mod først syd og siden nordøst igennem typisk kuperet Limousin-terræn, hvor det går op og ned hele tiden, blandt andet med en længere bakke (3,7 km, 3,8%) med top efter 7 km. Herefter fortsætter man mod nordøst op ad Cote de la Croz de Saint-Marc (2,4 km, 3,8%), der er en jævn stigning med top efter 27,8 km. Umiddelbart herefter venter endnu en bakke (1,3 km, 6,2%) med top efter 34,5 km, men derefter flader det ud, når man fortsætter mod nordøst frem til den første spurt, der kommer efter 47,2 km.

Efter spurten slå man en lille sløjfe i det flade terræn ved at køre mod først nordøst, så sydøst og derefter nord, inden man zigzagger sig mod vest fem til den afsluttende rundstrækning, som rammes efter 76,0 km. Herefter kører man med det samme op ad målbakke (3,3 km, 2,8%), inden man efter 81,3 km krydser stregen for første gang.

Læs også

Sidste etape af Tour of Türkiye neutraliseret

Etapen afsluttes nu med en omgang på den 84,4 km lange runde, der er henlagt til området vest for målbyen. Fra start går det mod nord og nordøst igennem relativt fladt terræn frem til den anden spurt, som kommer efter 97,8 km i etapen nordligste punkt. Derfra kører man mod sydvest, vest og sydøst igennem fladlandet frem til den tredje spurt, som kommer efter 118,5 km, hvorefter en lige og småkuperet vej leder mod vest frem til den fjerde og sidste spurt, der er placeret efter 129,7 km.

Nu bliver det mere kuperet, når man drejer mod sydøst og kort efter kører mod sydvest op ad Cote des Beiges (2,6 km, 5,8%), der er en relativt jævn stigning med top efter 140,8 km. Herfra resterer bare 24,9 km, der indledes med en teknisk nedkørsel, som fører mod sydøst, inden man med det samme fortsætter mod syd op ad Cote de Sant Goussaud (4,7 km, 4,6%), der stiger med 4-5% over de første 2 km, med ca. 6% over de næste 2 km og slutteligt med 1,4% over de sidste 700 m frem mod toppen, som rundes efter 150,4 km.

De sidste 15,3 km indledes nu med en kun i starten teknisk og derefter let nedkørsel, der leder mod nordøst og nord, inden man drejer mod nordøst for at køre ind til målbyen. Her er der et kort fladt stykke, inden de sidste 3,3 km stiger med 2,8%, herunder med 2,0% over den sidste kilometer. Man drejer skarpt med hhv. 4700 m og 3800 m igen, hvorefter vejen bugter sig med en 90-graderskurve bare ca. 50 m fra stregen.

Etapen byder på i alt 2427 højdemeter.

Det er en ganske uforudsigelig åbningsetape. Det ligger næsten i kortene, at der skal køres aggressivt på den lange stigning i finalen, og den er ganske lang og ikke helt let. Man kan sagtens en favoritgruppe køre væk, hvorefter det både kan ende i en spurt eller i en taktisk finale, men mest sandsynligt er det dog nok trods alt, at et reduceret felt skal spurte i en afslutning, der kan have appel til både stærke sprintere og puncheurs.

Bénévent-l’Abbaye har ikke tidligere i dette årtusinde været målby for et stort cykelløb.

Læs også

Ineos-profil reagerer på samlet sejr og ser frem mod Tour de France

2. etape

Selvom Tour du Limousin er et puncheurløb, er der også som regel muligheder for de mere klatrestærke sprintere. De håber at komme i spil på løbets 2. etape, der er løbets letteste. Intet i Limousin er dog let, for etapen byder fortsat på mere end 2300 højdemeter, men denne gang er sidste del relativt fladt. Det vil dog ikke være en rigtig Limousin-etape, hvis ikke det gik opad til mål, og det gør det derfor naturligvis også, når der denne gang formentlig skal spurtes på en 1000 m lang bakke, der stiger med 3,6% i snit.

I alt skal der tilbagelægges 185,6 km, som fører feltet fra Excideuil til Trélissac. Starten er ganske kuperet, når man lægger ud med at køre mod vest igennem typisk kuperet Limousin-terræn, hvor det går op og ned hele tiden, og sådan fortsætter det, når man senere snor sig mod syd og kører ad lige veje mod vest, idet man undervejs skal over Cote d’Anlhiac (1,9 km, 5,1%) efter 41,4 km.

Kort efter er man tilbage i startbyen, hvor man drejer mod sydvest for at fortsætte igennem terræn, der nu er en anelse fladere. Senere går det mod syd ned til dagens første spurt, der er placeret efter 68,7 km, og herefter bliver det igen mere kuperet med flere mindre bakker, herunder Cote de Saint-Pierre de Chignac (1,5 km, 5,2%), der passeres efter 86,8 km. Kort efter drejer man mod sydvest for at køre igennem mere kuperet terræn frem til det sydligste punkt.

Her kører man kortvarigt mod vest frem til dagens anden spurt, der er placeret efter 107,6 km, hvorefter det går mod først nord, siden nordøst og slutteligt nordøst igennem det kuperede terræn med mange mindre bakker. Det leder fe til den afsluttende rundstrækning, hvor man kører den allersidste del ind til Trélissac, som nås efter 136,5 km, men hvor man ikke passerer stregen.

I stedet kører an en omgang på en 49,1 km lang rundstrækning, der indledes med, at man kører mod vest og seneste først nordøst og så sydøst frem til dagens tredje spurt, der er placeret efter 155,5 km - hele tiden igennem kuperet terræn. Derfra går det mod øst og nordøst frem til det nordligste punkt og derfra mod sydøst ned til Cote de Sarliac (2,4 km, 4,4%), der efter en let start stiger med 5-7% over de sidste 900 m frem mod toppen, som passeres efter 168,5 km.

Derfra resterer 17,1 km, der indledes med en hurtig nedkørsel, som fører mod syd ned til dagens sidste spurt, der kommer efter 172,5 km, og herefter er det stort set fladt, når man kører ad lige veje ind mod målbyen, i hvis udkant man drejer mod nord frem mod den sidste kilometer, der stiger med 3,6%. Man drejer i en rundkørsel med 3200 m igen, hvorefter der venter en teknisk finale med sving med 1900 m, 1500 m og 1400 m igen, inden der med 1300 m er en 90-graderskurve, hvorfra vejen kun bugter sig let.

Læs også

Endnu en dansk junior-sejr i udlandet

Etapen har i alt 2336 højdemeter.

Etapen er løbets letteste, og selvom intet er fladt i dette løb, er det sprinternes chance. Derfor må man formode, at der vil være interesse i at holde det samlet, men det bliver ikke en traditionel spurt. Opløbet stiger nemlig så meget, at puncheurtyperne sagtens kan blande sig, og det er tillige en afslutning, der passer bedre til holdbare sprinterne end til klassiske supersprintere.

Trélissac har tre gange tidligere inden for de seneste 25 år været målby for et stort cykelløb, alle gange i dette løb. Det var senest i 2019, hvor Mikel Aristi vandt en massespurt foran Francesco Gavazzi og Benoit Cosnefroy. Forinden var det i 2012, hvor Jure Kocjan vandt en massespurt foran Armindo Fonseca og Julien Simon, samt i 1999, hvor Marco Cannone vandt en massespurt foran Olaf Pollack og Lauri Aus.

Læs også

Ny profil forlader Ineos

Læs også

Suveræn sejr til 37-årig

3. etape

Tour du Limousin er kendt som et puncheurløb med et hav af korte, eksplosive stigninger, men uden længere opkørsler. Derfor er det lidt af et særsyn, der venter på årets kongeetape, der også i år kommer om torsdagen, hvor den ofte er placeret. Her skal der nemlig sluttes på en ny stigning, der over mere end 5 km stiger med ca. 6% i snit, og dermed stilles der pludselig helt anderledes krav til klatreevnerne, end vi er vant til i det franske løb. Noget bjerg er der stadig ikke tale om, og da procenterne ikke er skræmmende, kan der sagtens skulle spurtes om etapesejren, men årets kongeetape vil sikre, at det denne gang er lettere folk, der skal slås både om etapesejren og måske også etapesejren denne torsdag eftermiddag.

I alt skal der tilbagelægges 195,5 km, der fører feltet fra Sarran til toppen af Le Plateau des Orgues i udkanten af byen Bort-les-Orgues. Starten er for løbet sjældent flad, når man lægger ud med at køre mod øst igennem fladt terræn frem til Elgletons, hvor man drejer mod syd og dernæst først ves og så sydvest for at fortsætte igennem det relativt flade terræn. Senere går det mod syd og dernæst mod øst, hvor de bliver en anelse mere kuperet, mens man kører forbi dagens første spurt efter 36,8 km. Senere drejer man mod nordøst, hvor der hurtigt kommer en ret teknisk nedkørsel, der leder direkte ned til bunden af Cote de la Chevalerie (3,4 km, 7,1%), der har top efter 60,0 km.

Den leder op til et let kuperet plateau, der nu følges mod først nordøst frem til Neuvic og senere mod nord, Man passer tæt forbi finalerundstrækningen, men fortsætter mod først nord og siden nordøst frem til det nordligste punkt, der nås i Lamazière-Haute. Her kører man kortvarigt mod øst, inden man kører mod syd igennem det let kuperede terræn. Her kører man efter 123,5 km dagens anden spurt, inden man efter 135,0 km når toppen af Cote de la Croix-Haute (3,8 km, 3,9%), hvorefter det gælder dagens tredje spurt efter 144,7 km. Derfra går det direkte mod syd ned til den afsluttende rundstrækning, som rammes efter 156,3 km.

Nu kører man den første del af denne, idet man kører ad en nedkørsel mod sydøst direkte ned til bunden af målbjerget Cote de Puy de Bort. Derfra går det mod sydvest og nord op ad stigningen, men man drejer ikke til højre ind til målstregen og fortsætter i stedet lidt længere op til en bjergspurt, der kommer efter 169,2 km. I alt giver det en 6,3 km lang stigning, der stiger med 5,9% i snit. Den første kilometer er meget let, hvorefter der venter en kilometer med 9,8%, inden den stiger jævnt med 5-7% over 3 km og flader ud med 4,8% over de sidste 1300 m.

Herfra resterer 26,3 km. En nedkørsel leder først mod nordvest og nord, inden det går ad flade veje mod vest, nordøst og sydøst frem til den nedkørsel, man allerede har kørt én gang, og som leder mod sydøst. Slutteligt kører man atter mod sydvest og nord op ad målbjerget, idet man denne gang drejer til højre lige inden toppen, så vi denne gang får en 5,8 km lang stigning, der i gennemsnit stiger med 6,0%, herunder med 5,7% over den sidste kilometer. Man drejer skarpt med 4,9 km igen, hvorefter en lige vej leder frem til to hårnålesving midtvejs oppe ad stigningen. Derefter er vejen næsten helt lige frem til et sving med 700 m igen, hvorefter vejen bugter sig kraftigt, indtil man rammer den 300 m lange opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 3164 højdemeter.

Det er som sagt en usædvanligt lang og svær stigning for dette løb, og her må man forvente, at løbets favoritter skal slås om sejren. Resten af etapen er ikke alt for svær, og første passage af stigningen kommer en anelse for tidligt. Det vil derfor formentlig være et reduceret felt, der rammer den ca. 5 km lange stigning, hvor der er lagt op en aggressiv og selektiv finale, hvor de eksplosive klatretyper formentlig skal slås om sejren - sikkert i en spurt mellem de allerbedste på toppen.

Læs også

Efter dansk sejrsstime: Vi tog store skridt og kan være stolte

Hverken Le Plateau des Orgues eller selve byen Bort-les-Orgues har tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

4. etape

Én ting er altid sikkert i Tour du Limousin: løbet slutter på den klassiske rundstrækning i Limoges, hvor et stigende opløb giver perfekte muligheder for stærke sprintere og puncheurs til at score afgørende bonussekunder. Ganske ofte har løbet været så tæt, at de sekunder har kunnet afgøre løbet, men på årets hårdere rute er det ikke sikkert, at etapen bliver helt så afgørende denne gang. Uanset hvad er der garanti for den klassiske aggressive og underholdende finale, hvor både puncheur- og sprintertyper kan drømme om at vinde.

Mens finalen altid er den samme, varierer resten af etapen fra år til år. I 2023 bydes der på 170,6 km mellem Glandon-Pays de St-Yrieiix og Limoges. Fra start går det mod nordvest igennem klassisk, kuperet Limousin-terræn, idet man allerede efter 14,8 km kører dagens første spurt. Senere zigzagger man sg mod nord igennem terræn, der nu generel er let faldende og fører frem til dagens anden spurt, som er placeret efter 49,6 km.

Læs også

To dobbelt-sejre til ColoQuick i weekenden

Herfra bliver det mere kuperet, når man drejer mod nordøst for at køre op og ned ad en bakke og derefter op ad Cote de Saint-Victurnien (2,6 km, 4,2%), der har top efter 65,5 km. Herefter flader det ud, når man kører mod først nord, så nordøst og slutteligt igen nord frem til Cote de Peyrelade (2,6 km 4,7%), hvis top rundes efter 85,3 km. En nedkørsel leder nu mod nordvest, inden et kort, fladt stykke fører mod vest, hvorefter det går mod syd op ad Cote de Villerajouze (2,7 km, 5,8%) , hvis top rundes efter 96,6 km

Nu bliver det igen langt fladere, når man kører mod sydøst forbi dagens tredje spurt, der er placeret efter 108,1 km og dagens fjerde spurt, der nås efter 116,4 km. Umiddelbart herefter kører man videre mod sydøst op ad Cote des Monts (1,1 km, 5,3%), der har top efter 120,3 km, inden en nedkørsel leder det sidste stykke mod sydøst ned til den afsluttende rundstrækning, der rammes efter 127,5 km, og 7,1 km senere krydser man stregen for første gang.

Etapen afsluttes nu med te fulde omgange på den 12,0 km lange runde. Den indledes med, at man kører mod nordvest via en kort nedkørsel og derefter stigningen Le Mas Blanc (1,3 km, 5,7%). Den har top med 9 km igen, hvorefter det falder mod sydøst hele vejen ned til de sidste 2200 m. Herefter skal man over en bakke (600 m, 5,2%), inden det stiger over 1500 m op til mål, herunder med 2,6% på den sidste kilometer. Det sidste sving leder ind på den 1000 m lange, 6 m brede opløbsstrækning i hjertet af Limoges.

Etapen byder på alt 2389 højdemeter.

Dette er en sand klassiker i Tour du Limousin, og vi ved derfor, hvad vi skal forvente. Ganske vist er det før lykkedes udbrydere at holde hjem, men som regel ender det hele i en ganske hård spurt i løbets hovedby. Her har man både set puncheurs og stærke sprintere sejre, og de vil igen have blikket rettet mod endnu en spurtafgørelse i år. Det samme vil være tilfældet for klassementsrytterne, der håber, at finalen er hård nok til, at de måske kan forbedre deres position ved at score bonussekunder - måske også i de indlagte spurter, som blandt andre Alexis Vuillermoz gjorde det, da han sikrede sig sejren for år tilbage - og som regel afgøres løbet først i sidste øjeblik, når alle bonussekunder er gjort op.

Løbet slutter som sagt altid i Limoges med samme finale. Sidste år lykkedes det langt om længe for Vincenzo Albanese at tage sin første sejr for Eolo, da han spurtsejrede foran den samlede vinder, Alex Aranburu, og Diego Ulissi. I 2021 var Albanese også tæt på, men her blev han snydt af sin holdkammerat Erik Fetter, der akkurat holdt hjem fra et udbrud, mens Albanese foran Valentin Madouas med sin spurt sikrede Eolo en utrolig dobbeltsejr. I 2020 endte det dramatisk, da Rui Costa angreb for at vinde løbet samlet og lykkedes med at holde hjem med 5 sekunder, men i spurten blev slået af Alessandro Fedeli, inden Joel Suter vandt feltets spurt, mens Costa akkurat gik glip af den samlede sejr. I 2019 sejrede Francesco Gavazzi foran Guillaume Martin og Benoit Cosnefroy i den stigende finale, mens Lorrenzo Manzin var hurtigere end Marco Canola, Anthony Roux og resten af feltet i 2018. I 2017 overraskede et udbrud, da Guillaume Martin og Jerome Baugnies kørte hjem og tog en dobbeltsejr til Wanty, inden Mathieu van der Poel slog Damien Touze og Manuel Belletti i feltets spurt. I 2016 sejrede Sonny Colbrelli foran Gavazzi og Romain Feillu i den hårde spurt. I 2015 vandt Maurits Lammertink foran Colbrelli og Thomas Sprengers, mens Manuel Belletti var hurtigst i 2014. I 2013 viste Stephane Rossetto også, at et udbrud kan holde hjem, og det samme gjorde Jeremy Roy i 2013. Matthieu Ladagnous, Davide Appollonio og Romain Feillu vandt spurter i hhv. 2012, 2011 og 2010, Benoit Vaugrenard snød sprinterne i 2009, og Aliaksandr Usau (2008), Sebastien Hinault (2007), Thor Hushovd (2006) og Pierrick Fedrigo (2005) har også alle taget spurtsejre. Inden det sejrede Cedric Vasseur (2004), Bernhard Eisel (2003), Fedrigo (2002) Gilles Boivard (2001), Felix Cardenas (2000) og Laurent Desbiens (1999). Touren var forbi i år, hvor Mads Pedersen vandt en ganske vist anden stigende spurt foran Jasper Philipsen og Wout van Aert, i 2016, hvor Marcel Kittel tog sin eneste etapesejr det år, og i 2000, hvor Christophe Agnolutto vandt fra et udbrud. William Bonnet og Franco Pellizotti har vundet Paris-Nice-etaper i byen i hhv. 2010 og 2007.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

SE VUELTA A BURGOS, TOUR DU LIMOUSIN OG ARCTIC RACE OF NORWAY UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR

DELTAG I VUELTA-MANAGERSPILLET

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Favoritterne

Tour du Limousin ender som sagt næsten altid i en dyst på bonussekunder mellem puncheurs og stærke sprintere, der elsker de mange spurter i stigende finaler. Sværhedsgraden af løbet har dog varieret en del fra år til år. I nogle udgaver - eksempelvis i 2016 og 2020 - havde sprinterne gode chancer på de fleste af etaperne, men i andre udgaver har terrænet været så kuperet, at det reelt kun har været puncheurs og ardennerspecialister, der har haft muligheder. Generelt er det dog et uhyre vanskeligt løb at spå om, fordi det kan være meget svært at vurdere, præcist hvor selektivt det konstant kuperede terræn uden lange stigninger egentlig er, og man bliver ofte overrasket over, hvem der kan være med, og hvem der ikke kan.

I år er det hele dog lidt klarere. Det skyldes naturligvis den mildt sagt usædvanlige kongeetape. Jeg var slet ikke klar over, at man i Limousin kunne finde så lange stigninger, og selvom det måske er meget at kalde torsdagens målstigning for et bjerg, stiller det i hvert fald helt anderledes krav til klatreevnerne, end vi normalt ser det. Det kan i hvert fald udelukkes, at årets løb vindes af en stærk sprinter, og de puncheurs, der drømmer om sejren, skal altså kunne vinde på en mere en 5 km lang stigning.

Det er dog heller ikke verdens stejleste stigning. Den er stejl nok til, at vi ikke får en eller anden form for massespurt på toppen, men det er stadig for mere eksplosive folk, og en eller anden form for spurt mellem et par mand kan sagtens afgøre etapen. Det betyder, at bonussekunder stadig kan være afgørende, men da kandidaterne til den samlede sejr denne gang vil være lettere og derfor måske knap så spurtstærke, kan det være svært for dem at samle megen bonus op, både i finalerne og de indlagte spurter.

Taktik kan også spille en væsentlig rolle i et løb, der kan være svært at kontrollere, og hvor overtal kan blive afgørende. Det er ikke sikkert, at vi ser det denne gang, hvor kongeetapen vil skabe større forskelle, men den meget uforudsigelige 1. etape åbner for et taktisk spil. Her vil jeg forvente, at klassementsrytterne angriber hinanden på den sidste stigning, der også er usædvanligt lang. Det kan godt give en ganske lille gruppe på toppen, og så kan man måske snige sig væk i en taktisk finale. En sådan gruppe kan også holde hjem til en spurt i den stigende finale, men det kan også i en reduceret massespurt, hvor de allerstærkeste sprintere skal slås med løbets puncheurs, der altså her kan få bonus.

Læs også

Stortalent bliver ikke klar til Giro-debut

Det kan de også på 2. og 4. etape, der formentlig ender i stigende spurter. Det plejer Limoges-etapen i hvert fald at gøre, og her har vi før set, at bonussekunder kan tippe balancen. Vi ved også om spurten, at hurtige klassementstyper reelt har en chance for at vinde eller gå på podiet. Det vil de også have i spurten på 2. etape, men den er lettere, og her skal man være mere spurtstærk for at kunne være med helt fremme.

Vejrmæssigt er det varmen, der kan blive en faktor. Det gælder ikke på den kølige åbningsetape, der kan blive ramt af kraftige tordenbyger, og hvor der vil være modvind hjem fra sidste stigning, men derefter venter tre solskinsdage med nærmest ingen vind og temperaturer på 30-31 grader. Her er det særligt værd at bemærke, at der på kongeetapen ventes gunstig vind på målbjerget, hvilket øger kravene til klatreevnerne.

Det ligner derfor et atypisk Tour du Limousin, hvor det vigtigste slag skal slås på 3. etape, og hvor man skal klatre ganske stærkt for at være med i kampen om den samlede sejr. En god spurt på toppen af stigningen kan dog stadig blive vigtig, og er man meget spurtstærk, kan man måske også score afgørende bonus på særligt 1. etape, men også på 2. og 4. etape samt i de indlagte spurter. Et godt hold er også ofte vigtigt, særligt hvis finalen på specielt 1. etape bliver taktisk.

Man skal også være varsom med overraskelser. Terrænet i Limousin er drønsvært at kontrollere, og Joey Rosskopf har før vundet løbet (og reddet sin karriere) via et udbrud. Vi kan derfor se en gigantisk overraskelse, hvor en ikke specielt eksplosiv rytter vinder ved enten at gå i morgenudbrud eller snige sig væk i ukontrollerbare finaler. Det gør typisk listen over potentielle vindere meget lang, men den slags overraskelser er mindre sandsynlige i et løb, hvor kongeetapen er selektiv, og de største hold vil have det fint med, at det skal afgøres her.

Årets felt er ikke helt så stærkt som sidste år, hvor pointkampen boostede løbet helt gevaldigt, men det er stadig stærkere, end vi ofte har set det, ikke mindst i år, hvor VM betyder, at det nu faktisk kan bruges som Vuelta-forberedelse, hvad det i hvert fald er for Romain Gregoire, Jesus Herrada og Kevin Vauquelin. Mange stjerner er der ikke, og det gør det som altid til en meget åben sag.

Jeg vælger at pege på Romain Gregoire. Det havde jeg næppe gjort, hvis løbet havde et mere klassisk format, for selvom han er hurtig, er der formentlig folk, der er hurtigere end ham i de bløde puncheurspurter, vi har i dette løb. Vi er dog også stadig ved at lære ham at kende, og da han vandt sin etape i Dunkerque, var det ikke en rasende hård puncheurfinale. Den store test kommer dog på kongeetapen, hvor vi også stadig skal fornemme, hvad han kan. Vi ved, at han er god på korte bakker, men vi så i Schweiz, at han klarede bjergene fornemt. Denne afslutning burde derfor passe ham ganske storartet, i hvert fald i et felt, der ikke er stærkere end dette, og i denne 6%-spurt vil han formentlig være svær at slå. Hans form er ukendt, da han siden pausen kun har kørt San Sebastian, hvor han udgik, men med Vueltaen lurende om under to uger, tror jeg på, at supertalentet er god nok til at tage sin anden etapeløbssejr i år, selvom vi også har lært, at han er en lottokupon.

FDJ har dog også andre muligheder. Det gælder den uhyre formstærke Michael Storer, der var helt suveræn i Ain. Normalt er det ikke et løb for ham, men i dette format vil han have en reel chance for at vinde. Med medvind er det ikke helt umuligt, at han kan køre alene på torsdag, men stigningen er nok en anelse for let. Alternativt kan han spilles ud i en taktisk finale på 1. etape, men spurte kan han ikke. Holdets tredje bud er Rudy Molard, der i Ain viste sit højeste niveau i nogen tid. Også han vil have glæde af denne hårdere rute, og han er faktisk også ganske eksplosiv. Som udgangspunkt vil Gregoire passe bedre til kongeetapen, men svigter han, vil Molard kunne spurte på toppen. Holdets fjerde klatrer er Reuben Thompson, men han må være hjælper, og kongeetapen må være for svær for Lewis Askey.

Jeg prøver at pege på Kevin Vauquelin som nr. 2, men her er usikkerheden stor. Han havde det meget svært på de polske stigninger og afslørede, at han efter sin lange skade slet ikke havde kunnet træne intenst endnu. Derfor overraskede det ham stort, at han kørte så sublim en enkeltstart, og det viser, at formen er på rette vej frem mod Vueltaen. Her er modstanden mere begrænset, og stigningens blødere procenter passer ham bedre. Faktisk kan den minde lidt om det, vi så, da han kørte så stærkt i Jura-bjergene tidligere i år, og det burde være en finale, der passer ham ret perfekt. Da han også kan spurte, er det et godt løb for ham, hvis han har forbedret sig siden Polen. Arkeas andet bud er Elie Gesbert , der gjorde det ganske hæderligt i Ain, hvor han blev samlet nr. 7. Også han er relativt spurtstærk, men der er mere eksplosive folk end ham, og jeg tvivler på, at han er den stærkeste. Maxime Bouet er i dag ren hjælper.

En anden, der har glæde af den hårdere rute, er Jesus Herrada. Faktisk passer denne eksplosive kongeetape ham ganske perfekt, og han er også halvhurtig i stigende spurter. Desværre er han stadig et stykke fra sit bedste, men jeg var opløftet over at se ham på kongeetapen i Ain, hvor han var en af de stærkeste. Her er stigningen lettere, og med de ben, han havde i Ain, vil han have en reel chance. Han ledsages af Remy Rochas, men han var stadig en skygge af sig selv i Ain, mens Ruben Fernandez skuffede i Polen. Den lovende puncheur Axel Mariualt synes meget formsvag, og Jose Herrada har intet vist i år.

En anden, der har glæde af den hårdere rute, er Lorenzo Rota, der sidste år fandt ruten for let. Denne lidt ardenneragtige stigning passer ham i hvert fald, og han har spurten til at kunne vinde på toppen. Desværre har han haft en meget skuffende sæson, hvor han aldrig for alvor har fundet formen. Efter pausen har han gjort det pænt, men ikke prangende, blandt andet i Vallonien, San Sebastian og søndagens løb samt ved VM. Han har i hvert fald vist et niveau, der i dette felt giver ham en chance for at vinde. Han ledsages af Rein Taaramae , der normalt ikke passer til løbet, men har en chance på denne hårdere rute. Han skal dog alene hjem på kongeetapen, og det antyder hans kørsel i Tjekkiet ikke, at han kommer. Et andet bud er Laurens Huys, der har de samme karakteristika uden punch, men han har slet ikke vist form efter pausen, og det har Simone Petilli heller ikke. Løbet er for hårdt for Aimé De Gendt.

Løbet er normalt skræddersyet til Benoit Cosnefroy, der da også har vundet det, men han er en af taberne på denne rute. Jeg vil tro, at så lang en stigning er en anelse for meget, men afskrives kan han ikke, når procenterne er relativt bløde. Han plejer at være skræmmende stærk, når han kommer ud fra Touren, og hans VM, hvor han endte med at ofre sig, indikerer, at han også i år har fået et boost af sin grand tour. Han kan score bonus på 1., 2. og 4. etape, og derfor behøver han ikke at vinde kongeetapen for at tage den samlede sejr igen. Han ledsages af sidste års nr. 3, Greg Van Avermaet, men han kan ikke længere være med på denne meget hårde rute, der også er for hård for Clement Venturini og Damien Touzé.

Movistar er uden den forsvarende vinder, Alex Aranburu, og satser nu på Gonzalo Serrano. Som Cosnefroy er han nok en taber i kraft af den hårdere rute, men den bedste Serrano, der er endt lige uden for top 10 i Tour de Suisse, vil faktisk passe godt til denne stigning. Som Cosnefroy kan også han vinde bonus på de øvrige tre etaper, men desværre har han skuffet i år, og senest overbeviste hans kørsel i Spanien for nogle uger siden ikke om, at han er klar til at vinde. Han ledsages af Oscar Rodriguez, men det er hans første løb siden det grimme styrt i Giroen, og løbet må regnes som værende for hårdt for den aldrende Jose Joaquin Rojas.

Bardiani stiller med en række ryttere, der kan gøre det pænt, men ikke kan vinde. Bedste bud er på denne rute holdets klatrer, Luca Covili, men hans kørsel i Tjekkiet var trods en samlet 6. plads ikke alt for overbevisende, og han er uden punch. Holdets anden klatrer, Alex Tolio, var endnu svagere i Tjekkiet og er en anelse overmatchet på dette niveau. Et bedre bud er Samuele Zoccarato, der altid er en lottokupon, men kørte stærkt, da han næsten vandt kongeetapen i Tjekkiet via udbrud. På en mere klassisk rute ville jeg have lidt forventninger til Davide Gabburo, Martin Marcellusi og Alessandro Tonelli, men som det også fælder for Filippo Fiorelli, må de finde denne rute en anelse for hård.

Jeg har svært ved at tro på de øvrige professionelle hold. Eolo har Davide Bais, men han viste slet ikke form i søndagens løb, og finalen er nok også for hård. Total skal satse på Alan Joussaume, Paul Ourselin og Fabien Doubey, men de kommer ikke alt for langt i dette felt, og det samme gælder for Andrii Ponomar og German Tivani på Corratec.

Til gengæld er der nogle spændende folk på kontinentalholdene, hvor flere vil have glæde af den hårdere rute. Det gælder hos Nantes særligt for den formstærke Jordan Jegat, der blev nr. 3 i søndags og nr. 8 i Ain, mens Yaël Joalland desværre ikke synes at have samme form. Hos Auber viste Joris Delbove også endelig form i Ain, hvor også Thomas Gachignard bekræftede sit potentiale. Hos Roubaix var Maxime Jarnet og Maximilien Juillard uventet gode i Ain, hvor også unge Baptiste Huyet gjorde det godt. ABLOC har Meindert Weulink, der dog har skuffet i år, mens Bike Aid har Dawit Yemane, der med sin 7. plads i Tyrkiet har vist, at han kan være med på dette niveau. Endelig har Trinity den lovende klatrer Finlay Pickering, der dog ikke har imponeret stort i år.

***** Romain Gregoire

**** Kevin Vauquelin, Jesus Herrada

*** Lorenzo Rota, Michael Storer, Benoit Cosnefroy, Gonzalo Serrano, Rudy Molard

** Elie Gesbert, Rein Taaramae, Ruben Fernandez, Jordan Jegat, Remy Rochas, Laurens Huys, Dawit Yemane, Joris Delbove, Luca Covili, Samuele Zoccarato

* Reuben Thompson, Oscar Rodriguez, Simone Petilli, Alex Tolio, Finlay Pickering, Baptiste Huyet, Thomas Gachignard, Maximilien Juillard, Maxime Jarnet, Yaël Joalland, Davide Gabburo Lewis Askey, Greg Van Avermaet, Clement Venturini, Jose Herrada, Martin Marcellusi, Alessandro Tonelli, Davide Bais, Alan Joussaume, Paul Ourselin, Fabien Doubey, Andrii Ponomar, Filippo Fiorelli

Danskerne

Mathias Norsgaard skal på Movistar primært støtte Gonzalo Serrano, men kan måske også få lov at jagte et udbrud.

SE VUELTA A BURGOS, TOUR DU LIMOUSIN OG ARCTIC RACE OF NORWAY UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR

DELTAG I VUELTA-MANAGERSPILLET