Optakt: Tour of Britain

SE TOUR OF BRITAIN OG VUELTA A ESPANA UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Løbets rolle og historie

I de senere år har folk som Mark Cavendish, Chris Froome, Bradley Wiggins, Geraint Thomas, Stephen Cummings og Yates-brødrene gjort Storbritannien til et af cykelsportens absolutte kraftcentre, men de mange stjerner har ikke haft mange muligheder for på årlig basis at konkurrere foran hjemmepublikummet. I adskillige år var den eneste større begivenhed i landet Tour of Britain, der mest havde status som et forberedelsesløb til VM.

I det seneste årti har det imidlertid forandret sig. Efter det meget succesrige landevejsløb ved OL i London i 2012 blev RideLondon Classic skabt som et middel til at bygge videre på arven fra den begivenhed, og bare to år senere var landet vært for en af de mest succesfulde og velbesøgte grand departs i Tour de France-historien, da utallige tilskuere samledes til to dages cykelfest i Yorkshire efterfulgt af et besøg i London. Det arrangement blev muliggjort af en meget ambitiøs lokal komite, der blev anført af Gary Verity, og de havde planer om at benytte det skabte momentum til at gøre Yorkshire-regionen til et af Europas cykelmekkaer. Midlet hertil var det i starten tre og senere fire dage lange Tour de Yorkshire, der med det samme fik støtte fra ASO og med succes blev afviklet fem gange.

Læs også

Optakt: 8. etape af Presidential Tour of Türkiye

Fremtiden så lys ud for begge løb. RideLondon Classic blev endda en del af WorldTouren, mens Tour de Yorkshire blev en del af det næsthøjeste niveau, ProSeries. I en periode var der således i alt 13 dages topcykelløb på de britiske øer, men desværre har coronakrisen slået hårdt. Ingen af de to relativt nye begivenheder er således kommet tilbage på kalenderen efter de første coronaaflysninger i 2022, og i dag er der umiddelbart ingen planer om at genetablere dem

En cykelstormagt som Storbritannien skal imidlertid have et stort cykelløb, og det har de heldigvis stadig. Selvom RideLondon Classic kortvarigt var et WorldTour-løb, har Tour of Britain, det nationale etapeløb, hele tiden været landets mest ikoniske løb. Dets lange historie er fuld af op- og nedture, men nu hvor cykelsporten trives som aldrig før hos de cykelgale briter, er det ingen overraskelse, at det har opnået en historisk høj status. Siden det vendte tilbage til kalenderen i 2004, er det vokset fra år til år og er nu et 2.Pro-løb på UCI-kalenderen. Med en placering først i september under Vueltaen har det etableret sig selv som et perfekt forberedelsesløb til VM, og særligt i de år, hvor VM-ruten ikke er alt for hård, har det britiske løb - ikke mindst i lyset af Vueltaens ekstremt bjergrige rute - været den bedste vej for ryttere, der ikke er begejstrede for den lange rejse til WorldTour-løbene i Canada.

Løbets har rødder tilbage til de første britiske etapeløb, der blev holdt i årene efter Anden Verdenskrig, og det har haft flere forskelle navne. Dets historie starter i 1942, da The British League of Racing Cyclists blev skabt med det formål at etablere en britisk udgave af Tour de France. I 1944 blev Southern Grand Prix i Kent afviklet, og året efter fandt et større løb mellem Brighton og Glasgow sted. Arrangørerne kæmpede hårdt for at holde liv i begivenheden, men vi skulle frem til 1958, før gennembruddet kom. Her kom Milk Marketing Board ind som sponsor, og fra det år blev løbet kendt som Milk Race. Fra 1960 til 1984 var der kun adgang for amatører, men fra 1985 blev der åbnet op for professionelle også. Desværre forsvandt løbet i 1993, da Milk Marketing Board blev lukket ned.

I 1987 blev den første udgave af en nyt løb, Kellogg’s Tour, holdt som et professionelt arrangement, og i syv år havde landet derfor hele to nationale etapeløb. Løbet havde nogle ganske store navne på vinderlisten, men efter Maurizio Fondriests sejr i 1994 forsvandt sponsorerne, og også det løb led en trist død. Et nyt løb, The PruTour, blev afviklet i 1998 og 1999, men viste sig ikke at være levedygtigt.

Landet var i mange år uden et stort etapeløb, indtil det nye Tour of Britain blev skabt i 2004. Løbet blev afviklet som en professionel begivenhed i september og tiltrak store hold som T-Mobile og US Postal. Mauricio Ardila vandt løbet, og siden da er det blevet afviklet hvert eneste år, samtidig med at det gradvist er steget i graderne. Da det nuværende UCI-system blev indført i 2005, var det et 2.1-løb, men siden 2014 har man haft position som 2.HC-løb - i dag 2.Pro-løb - på Europe Tour, dvs. på niveauet lige under WorldTouren

Væksten skyldes hovedsageligt det boom, cykelsporten har oplevet i landet, men løbet får også større og større international betydning. I de senere år har mange været af den opfattelse, at den stadigt mere bjergrige Vuelta, der tidligere var den mest populære forberedelse til VM, ikke er den ideelle vej frem mod kampen om regnbuetrøjen, specielt i de senere år, hvor VM-ruterne generelt har været relativt flade. Det har gjort Tour of Britain til et af to endnu bedre alternativer, da man tilbyder ryttere otte dage med knaldhårdt cykelløb i kuperet, ujævnt terræn, og da både Michal Kwiatkowski, Mark Cavendish og senest Julian Alaphilippe har taget regnbuetrøjen efter at have kørt i Storbritannien, synes feltet blot at blive stærkere og stærkere.

Storbritannien har ingen store bjerge, men det er bestemt heller ikke en flad region. Derfor er løbet blevet en sag for ardennerspecialister, stærke sprintere, klassikerryttere og klatrere med punch på korte stigninger. I de senere år har der tillige også ofte været en enkeltstart, og det har ofte været en nøgleetape i løbet.

Det var også de ryttertyper, der skulle slås om sejren sidste år, hvor den stærke sprinter Corbin Strong fik en drømmestart ved at vinde den indledende kongeetape. Tre dage senere gik det dog galt på en kuperet etape, hvor Gonzalo Serrano, Tom Pidcock, Dylan Teuns og Omar Fraile kørte væk, og efter at Serrano havde vundet spurten, overtog spanieren førertrøjen. Den skulle han have forsvaret over de sidste fire etaper, men efter dronningens pludselige død, blev de sidste tre etaper aflyst, hvorfor Serrano kunne lade sig hylde som vinder med 3 sekunder ned til Pidcock og 7 sekunder ned til Fraile. Serrano vender tilbage for at forsvare titlen og er igen oppe mod Pidcock, der dog denne gang skal klare sig uden holdkammeraten Fraile, som i år har travlt i Vueltaen.

SE TOUR OF BRITAIN OG VUELTA A ESPANA UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Ruten

Tour of Britain har gradvist ændret sin natur. I de første år var der ingen afslutninger på toppen af stigninger, og løbet var karakteriseret ved mange kuperede etaper i det hårde britiske terræn samt adskillige sprinteretaper. Det gjorde det til en godt løb for klassikerryttere, men i de senere år er det i højere grad blevet et mere traditionelt etapeløb for alsidige ryttere, der kan klatre og køre enkeltstart. I 2013 indførte man en formel med mål på toppen af en stigning, men da der ikke er lange bjerge i Storbritannien, har det aldrig været et løb for rene klatrere. Derudover havde man ofte en kort enkeltstart i tillæg til de sædvanlige sprinteretaper og stærkt kuperede etaper, der er som skabt til udbrud og havde adskillige mulige udfald.

I 2017 gik man væk fra den model, og på det seneste har man skiftevis haft lette og svære ruter. I 2017 designede man en historisk let rute med et hav af flade etaper og en næsten altafgørende enkeltstart. I 2018 vendte man tilbage til den nyere tradition med en spændende rute med et stærkt kuperet holdløb og en kongeetape med mål på Whinlatter Pass, mens man i 2019 havde en let rute uden længere stigninger, men med puncheurfinaler og en enkeltstart. I 2021 var den hårde model tilbage, da man her i tillæg til endnu et holdløb havde mål på toppen af en regulær mur, mens man i sidste års udgave, der blev forkortet grundet dronningens død, havde planlagt en lettere sag med to puncheuretaper som højdepunkterne og derudover to kuperede finaler i tillæg til den vanlige dosis sprinteretaper.

I stil med den tradition om at veksle mellem hårde og lette ruter skulle vi jo i 2023 have en hård rute, men det får vi ikke. Heller ikke i år er der nogen enkeltstart, og der er ikke én eneste afslutning på nogen stigning. Tværtimod har man designet en rute, som man mildt sagt må kalde monoton og kedelig. Alle de seks første etaper lægger nemlig op til massespurter, og etaperne 2, 3, 4, 5 og 6, der alle er næsten helt flade, er så monotone, at det er endog meget svært at skelne dem fra hinanden.

Heldigvis kommer der variation på i den afsluttende weekend, hvor man har samlet alle udfordringerne, og det lugter af et løb, der både kan vindes af puncheurtyper og stærke sprintere. Lettest er lørdagens etape, der byder på to sene bakker, men også en flad finale, hvor det kan samles til en reduceret massespurt, men hvor vi også kan få en spurt i en mindre gruppe eller en taktisk finale.

Det helt store slag skal dog slås lørdag, hvor man vender tilbage til en klassiker, vi kender fra 2011, 2012 og 2013, med to sene passager af den korte, men stejle mur Caerphilly Mountain, hvorfra de sidste 5,1 km kan skabe grobund for samling i en lille gruppe, som vi så det i 2011 og 2013, men hvor det også som i 2012 vil være muligt for de stærkeste puncheurtyper at holde hele vejen.

Løbet starter med den hårdeste af de seks sprinteretaper, når man skal en tur rundt i bakkerne nord for Manchester og klatre mere end 2000 højdemeter med nogle svære stigninger undervejs. De kommer dog langt fra mål, og derfor taler meget for, at sprinterne skal til fadet i den engelske storby. Herefter følger den uendeligt monotone fase, når alle hverdagene byder på helt flade sprinteretaper, hvor kun vinden synes at kunne snyde sprinterne, hvis ikke vi får en af de udbrudssejre, man ofte har set i løbet. Alt sammen er det opvarmning til den afgørende weekend, hvor man altså lægger ud med en lettere sag lørdag, inden det hele rundes af med den store kongeetape søndag, hvor et meget ensformigt løb bryder monotonien, når sit klimaks og kårer sin vinder.

1. etape

Tour of Britain er et sprintervenligt løb, og som regel har sprinterne haft det første ord, og sådan bliver det formentlig også i år. Ganske vist finder man i det kuperede terræn omkring Manchester næsten 2000 højdemeter, hvilket gør det til en de mest kuperede etaper på årets lette rute, men da de sidste 50 km er ganske flade, taler alt for, at sprinterne skal slås om den første førertrøje i en let stigende finale - også selvom det ikke nødvendigvis bliver alle, der kommer med hjem.

I alt skal der tilbagelægges beskedne 163,6 km, der fører feltet fra Altrincham til Manchester. Startbyen er en sydlig forstad til målbyen, og etapen består af en tur hele vejen rundt om Manchester, idet man undervejs rammer det kuperede terræn nord for storbyen. Fra start er det dog ganske fladt, når man lægger ud med at køre mod syd og nordøst frem til den spurt, som kommer efter 23,6 km.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour de Romandie

Herfra går det kortvarigt mod øst, men når man drejer mod nord, bliver det betydeligt mere kuperet. Først skal man op og ned ad en længere bakke, hvorefter der venter en stejl stigning (2,0 km, 8,0%) med top efter 39 km. Derfra er det let kuperet, inden man drejer mod nordvest for at passere kategori 2-stigningen Grains Bar (2,7 km, 5,2%), der efter 6-8% over den første kilometer stiger med 3-5% frem mod toppen, som rundes efter 64,6 km.

Derfra fortsætter man mod nordvest igennem først faldende og fladt terræn, inden det går op ad en bakke (2,1 km, 5,3%) med top efter 83 km. En nedkørsel leder nu til det nordligste punkt, hvor man drejer mod syd for at køre op ad kategori 1-stigninge Ramsbottom Rake (1,3 km, 9,1%), der er en sand mur med top efter 93,0 km. Herfra snor man sig mod vest og sydvest igennem let kuperet terræn, der kulminerer med en stigning (1,0 km, 5,3%) med top efter 115 km.

Herfra er de sidste 49 km imidlertid ganske lette. En nedkørsel leder mod sydvest ned til fladlandet, hvor man kortvarigt kører mod syd, inden det går ad næsten helt flade og generel lige veje mod sydøst ind gennem forstæderne til centrum af Manchester. Her falder det ganske let over de sidste 5 km, indtil den sidste kilometer i stedet er let stigende. Finalen er tillige meget teknisk, da man kører ad en stor vej fem til tre hurtige sving med 2600 m, 1900 m og 1600 m igen. Derfra går det frem til to hurtige sving med hhv. 1100 m og 1000 m igen, hvorefter der er en kurve med 700 m igen og slutteligt et skarpt venstresving bare 300 m fra stregen.

Etapen byder på i alt 1988 højdemeter.

Årets rute er meget let, og dette er bestemt en af de hårdeste etaper. Stigningerne undervejs er også svære, og man kan skabe et ret hårdt løb, hvis man vil. Udbrud har i dette løb med små hold altid en chance, når terrænet er så kuperet, men mest taler for en muligvis reduceret massespurt i en finale, der til gengæld er enormt kringlet og stiller store krav til positioneringen.

Manchester er kun blevet besøgt to gange siden løbets tilbagevenden i 2004. Det var senest på finaleetapen i 2019, hvor Mathieu van der Poel fuldendte sit suveræne løb ved at vinde en massespurt foran Cees Bol og Matteo Trentin. Derudover var det endda på den allerførste dag overhovedet i 2004, Stefano Zanini vandt en massespurt i byen foran Kevin Van Impe og Alejandro Borrajo. Derudover fandt Commonwealth Games sted i byen i 2002, hvor Stuart O’Grady, Cadel Evans og Baden Cooke udgjorde et helt australsk podium i linjeløbet, mens Evans knuste al modstand på en enkeltstart, hvor australierne med ham, Michael Rogers og Nathan O’Neill også ryddede podiet.

Læs også

Lynhurtig dansker forklarer, hvordan leadout blev til ny sejr

2. etape

Nogle sprintere blev måske efterladt skuffede tilbage på den halvhårde åbningsetape, men så kan de ånde lettede op ved udsigten til mandagens etape. Her venter nemlig en ultrakort sag på kun små 110 km i det flade terræn omkring Wrexham, hvor det kun syns at være vinden, der kan forhindre et brag af en massespurt for de sprintere, der kan håndtere en spurt, som nok engang er uhyre teknisk.

Med en distance på bare 109,8 km er der tale om en uhyre kort sag, der har både start og mål i Wrexham, hvor terrænet generelt er fladt. Det er det således også, når man først zigzagger sig mod øst, inden man kører mod nord frem til det nordligste punkt. Herfra går det mod øst igennem fladlandet, inden det går mod først syd og siden sydvest ad lange, lige og flade veje.

I byen Bangor-on-Dee er det tid til endnu et retningsskifte, når man drejer mod sydøst for at køre ad en lige og flad vej ud til det østligste punkt, hvor man kortvarigt kører mod sydvest ned til det sydligste punkt, inden lange, lige og flade veje leder mod nordvest tilbage mod Wrexham. Undervejs drejer man dog mod nord for hurtigt at dreje mod vest op ad kategori 3-stigningen Eyton Hill (1,4 km, 2,9%), der har top efter 91,4 km.

Herfra resterer 18,5 km, som indledes med en lige og let stigende vej, der fører mod nordvest frem til dagens spurt, som er placeret efter 94,6 km. Nu kører man kortvarigt mod syd ad flade veje, inden man vender rundt for at køre mod nord igennem let stigende terræn, inden det slutteligt er let faldende, når man kører mod sydøst ind til målbyen, hvor de sidste 2 km er stort set flade. Igen venter en teknisk finale, hvor en lang, lige vej med en rundkørsel med 1400 m igen afbrydes af et skarpt sving med 900 m igen, hvorefter man drejer skarpt med både 600 m og 500 m igen for slutteligt at køre igennem en rundkørsel 400 m fra stregen, hvorefter det stiger let.

Etapen byder på i alt 742 højdemeter.

Så bliver det ikke meget lettere. Etapen er kort og flad og har kun en mindre parodi på en bjergspurt. Det ligner derfor en stensikker sprinteretape, men naturligvis kan vinden i det engelske efterår altid blive en faktor - og så skal sprinterne som vanligt i dette løb håndtere en finale, der er meget teknisk.

Wrexham har kun én gang i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb. Det var på åbningsetapen i dette løbi 2015, hvor Elia Viviani vandt en massespurt foran Mark Cavendish og André Greipel.

Læs også

Optakt: Famenne Ardenne Classic

3. etape

Hvis løbets klatrere havde håbet på at få lov at ramme nogle stigninger efter den meget lette 2. etape, bliver de skuffede. Det bliver nemlig ikke spor vanskeligere på tirsdagens etape, der ganske vist er små 50 km længere end den ultrakorte 2. etape, men stadig er en ganske kort sag på kun godt 150 km. Trods den længere distance er antallet af højdemeter endda endnu færre, og derfor synes det kun at være vinden i det kystnære område, der kan true endnu en massespurt i en finale, der denne gang ikke er teknisk og tillige let stigende.

Med en distance på 154,7 km er der tale om endnu en meget kort etape, der fører feltet fra Goole til Beverley. Der er tale om to byer, der ligger tæt på hinanden nær den engelske østkyst, og etape estå derfor af en sløjfe mod nord, inden man skal en tur ned langs kysten. Fra start snor man sig mod nordøst og nordvest igennem helt fladt terræn, inden man drejer mod nordøst for at køre ad lange, lige og flade veje. Det bliver en anelse kuperet, når man skal over kategori 3-stignigen Towthorpe Lane (1,1 km, 4,5%), der har top efter 39,0 km, hvorefter det generelt er let faldende, når man kører videre mod nordøst. I byen Driffield drejer man mod nord for at køre igennem let stigende terræn frem til kategori 3-stigningen Langtoft (2,0 km, 3,9%), der har top efter 74,9 km. På toppen drejer man mod øst for at køre ad en lige og let faldende vej ud til kysten, der efter 94 km nås i byen Bridlington.

Herfra bliver det pandekagefladt, når man kører ad den lige kystvej mod syd ned til dagens spurt, som kommer efter 108,8 km. Herfra fortsætter man mod sydøst ned langs den flade kyst, inden man efter 126,5 km drejer mod vest for at forlade vandet. Herfra går det mod først nordvest og siden sydvest ad lange, lige og lade veje ind til målbyen. Her går det ad ringvejen, indtil man drejer i to rundkørsler med hhv. 3400 m og 300 m igen, hvorefter en lige vej leder frem til et skarpt sving, der med 1600 m igen leder ind på opløbsstrækningen, hvor den sidste kilometer er let stigende.

Etapen byder på i alt 694 højdemeter.

Der er ikke meget nyt under solen i forhold til den foregående etape, men denne gang skal man helt ud til kysten. Det kan øge chancen for et sidevindsdrama, men hvis ikke det blæser, burde det være en smal sag for sprinterholdene at sikre endnu en massespurt. For første gang i årets løb er den denne gang enkel, og i stedet er det en let stigende powerspurt, der formentlig skal krone vinderen af tirsdagens etape.

Beverley har kun én gang tidligere i dette årtusinde været målby for et stort cykelløb. Det var ved de britiske mesterskaber i 2006, hvor Hamish Haynes vandt foran Roger Hammond og en helt ung Geraint Thomas.

Læs også

Tobias Lund laver fænomenalt hattrick

4. etape

At årets Tour of Britain er uhørt let, kommer igen til udtryk på onsdagens etape. Her skrues der ganske vist marginalt op for distancen og antallet af højdemeter i forhold til den foregående, men det ændrer ikke på, at der atter er tale om en kort og flad sag. Igen er det derfor vinden, der synes at være den eneste reelle trussel mod sprinterne, selvom udbrud har en ganske god historik i løbet, men det nye er denne gang, at vi for første gang har en finale, der både er lidt enklere end tidligere og helt flad.

Med en distance på 166,6 km er det endnu en relativt kort etape, der fører feltet fra Sherwood Forest til Newark-on-Trent. Start og mål ligger tæt på hinanden, og man finder distance ved lægge ud med at slå en sløjfe mod nord. Her er det en anelse mere kuperet, og derfor lægger man ud med at køre mod nordvest og nord igennem let kuperet terræn frem til kategori 3-stigningen Kilton Hill (500 m, 4,4%), hvis top rundes allerede efter 14,9 km. Herfra bliver det imidlertid helt fladt, når man kører ad lige veje mod nord, inden man kører mod øst og nordøst frem til Bawtry, hvor man efter 33,6 km når det nordligste punkt.

Her vender man rundt for at køre mod sydøst ad en lang, lige og flad vej, inden man efter 49,9 km drejer mod syd og efter 52,1 km mod vest. Nu leder lige og flade veje ind til den store by Retfordi, hvor man efter 61,5 km drejer mod syd. Derfra går det mod syd og sydvest ad lige og flade veje forbi dagens spurt, som kommer efter 76,5 km frem til kategori 3-stigningen Red Hill Lane (800 m, 2,4%). Herfra fortsætter det flade terræn, når man kører mod syd, ves og sydøst ned til det sydligste punkt, hvor man efter 99,5 km vender rundt.

En lige og flad vej fører nu mod nordøst, inden man efter 108,8 km drejer mod nordvest for at fortsætte gennem fladlandet frem til Tuxford, hvor man efter 121,2 km drejer mod nord. Det varer dog ikke længe, da man efter 132,8 km drejer mod øst og efter 136,0 km mod syd, hvorefter det går ad en lige og flad vej. Mod slutningen slår man en sløjfe mod sydøst, inden det går mod sydvest til målbyen, hvor det kortvarigt falder ned mod de sidste 3,5 km, der er helt flade. Med 2,5 km drejer man skarpt til venstre, inden man skal igennem en rundkørsel med 1300 m igen, hvorefter der er to skarpe kurver med hhv. 900 m og 500 m igen.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Vidunderbørnenes hovedroller og veteranernes biroller

Etapen byder på i alt 927 højdemeter.

Det kan være svært at finde på nye variationer over samme tema. Igen er der tale om en ganske let og flad etape, hvor vinden og de udbrud, der ofte holder hjem i løbet, er eneste trussel. Alt taler for, at vi skal have den fjerde massespurt, og denne gang kan rytterne se frem til en ikke alt for kompliceret spurt, der er helt flad.

Newark-on-Trent har kun én gang tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb. Det var i dette løb i 2017, hvor Fernando Gaviria vandt en massespurt foran Elia Viviani og Alexander Kristoff

5. etape

Heller ikke på femtedagen er der meget nyt under solen. Jo, det nye er, at der skrues op for distancen, men alligevel når vi end ikke op på 1000 højdemeter. Som på 3. etape foregår etapen dog yde ved kysten, hvor der endda skal sluttes helt ude ved vandet i byen Felixstowe, og det kan øge chancen for, at vinden kan komme i spil. Sker det ikke, lugter det igen af massespurt i en finale, der denne gang er helt flad og atter byder på nogle af de sene sving, løbet er så kendt for.

Læs også

Carapaz sniger sig til etapesejr - Ayuso knækker

Denne gang skal de køres en betydeligt længere distance på 192,4 km, der har både start og mål i Felixstowe. Der er tale om en kystby ved den engelske østkyst, og etapen består af en tur ind i det helt flade terræn, der gemmer sig inde i landet mod nordvest. Fra start snor man sg således mod nordvest ind til storbyen Ipswich, hvor man efter en tur gennem centrum kører mod syd op ad kategori 3-stigingen Freston (900 m, 3,0%), der har top efter 25,0 km. Derefter går det mod sydøst igennem fladlandet, inden man kører mod nordvest frem til kategori 3-stigningen Holbrook (500 m, 3,2%), der har top efter 42,2 km.

Efter disse meget beskedne stigninger bliver det helt fladt, når man kører mod vest ad lange, lige veje, inden man sætter kursen mod nordvest for at køre igennem fladlandet frem til dagens spurt, der er placeret efter 64,8 km. Efter 72,4 m drejer man så mod nordøst, inden man efter 87,7 km atter drejer mod nordvest for efter 91,3 km at køre mod først nordøst og siden øst.

Efter en lang og monoton fase når man efter 141,7 km det østligste punkt, hvorfra det går mod sydvest ad lange, lige og flade veje. Først med ca. 25 km igen ændrer man igen retning, når man drejer mod syd for at køre ad lige veje ud mod kysten og målbyen, inden man slutteligt zigzagger sig mod sydøst det sidste stykke ud til Felixstowe, hvor de sidste 5 km er stort set helt flade. Her drejer man skarpt med 2800 m igen, inden man skal igennem en rundkørsel med 1500 m igen. Slutteligt er der to sene sving bare 800 m og 600 m fra stregen.

Etapen byder på i alt 974 højdemeter.

Vi er igen i mere kystnært terræn, hvilket kan øge chancen for et sidevindsdrama, men det sker relativt sjældent i løbet. Udbrud har ofte holdt hjem, men det sker næppe, da forskelle ventes små, og således lugter det af endnu en massespurt i en finale, der denne gang atter er meget teknisk.

Felixstowe har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

Læs også

Se Tobias Lund spurte sig til sin tredje etapesejr

6. etape

Hvis man havde tænkt, at fire helt flade etaper i træk måtte være nok, bliver man skuffet. Også på sjettedagen venter nemlig en pandekageflad sag uden væsentlige stigninger. Denne gang er der endda igen også skruet voldsomt ned for distancen, og da man fra starten ved kysten bevæger sig ind i landet, er chancen for det sidevindsdrama, der kunne skabe noget drama, nok ikke alt for stor. I stedet lugter det af det, der meget vel kan blive løbet sjette massespurt i træk.

I alt skal der tilbagelægges beskedne 146,2 km, der fører feltet fra Southend-on-Sea til Harlow. Startbyen er endnu en kystby ved den engelske østkyst, mens målbyen er placeret umiddelbart nord for London i et område, hvor det er helt fladt. Det er det også, når man med det samme forlader landet for at køre mod nordvest, nordøst, vest, nordøst og øst kringlet fase, hvor man i kystnært terræn zigzagger sig igennem fladlandet frem til dagens spurt, der kommer efter 50,4 lette kilometer.

Herfra kører man kortvarigt mod nordøst, inden man efter 63,8 km forlader kystområdet for at sno sig mod vest igennem fladlandet frem til kategori 3-stigningen Ship Road (1,5 km, 2,4%), hvis top rundes efter 100,2 km. Umiddelbart herefter sætter man kursen mod nordvest for at zigzagge sig igennem terræn, der er en anelse mere kuperet, indtil man til allersidst kører først mod nord og slutteligt nordøst ind mod målbyen. Her falder det let ned mod den røde flamme, hvorefter det stiger ganske let.

Denne gang er der tale om en meget enkel finale, hvor man kører ad en stor, bred hovedvej, der er helt uden udfordringer, indtil man med 3100 km igen drejer i en rundkørsel. Med 2300 m igen skal man igennem endnu en rundkørsel, og derefter drejer man i to rundkørsler med hhv. 1900 m og 900 m igen, inden man rammer den store og brede opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 840 højdemeter.

Variationen er virkelig lille. En god efterårsblæst kan skabe drama, men får vi ikke den, lugter det af endnu en massespurt. Den store forskel til hovedparten af finalerne er, at finalen denne gang er til den enkle side, og med en stor, bred vej bude der være god chance for, at de hurtigste kan lade farten tale.

Harlow har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

Læs også

Ny Bornholm-opvisning - rydder podiet i Odsherred

7. etape

Efter fem helt flade etaper i træk sker der noget i weekenden, hvor de to vanskeligste etaper venter. Der lægges ud med den letteste af de to, når der skal køres en af de etaper, der for etaper, der for et år siden blev aflyst som følge af dronningens død. Det meste af etapen er ganske vist flad, men mod slutningen venter to mindre bakker, hvoraf den første er ganske stejl. I fraværet af store udfordringer i løbet, at der bør være lagt op til en aggressiv finale, hvor den første stigning vil kunne gøre pæne forskelle, men med 25 km til mål fra toppen og derefter kun en lidt lettere stigning, er det ikke en dag, hvor bedste mand kører væk. I stedet kan det ende i en spurtafgørelse i et reduceret felt, men måske kan der opstå en situation, hvor taktik kan komme i spil.

I alt skal der tilbagelægges 170,9 km, der fører feltet fra Tewkesbury til Gloucester. Fra start går det mod sydøst igennem let stigende terræn, inden man kører mod nordøst op og ned ad en bakke. Dagens første

udfordring melder sig, når man drejer mod sydøst for at passere kategori 2-stigningen Winchcombe Hill (1,8 km, 9,4%), der undervejs har 500 m med hele 15,5%, og som har top efter 20,4 km. Den leder op til et let kuperet plateau, som følges mod sydøst, sydvest og igen sydøst, inden man fortsætter mod sydøst op over den ikke-kategoriserede Withington Hill (1,5 km, 7,0%), hvis top rundes efter 44,2 km.

Herfra bliver det stort set helt fladt. Man lægger ud med at køre mod sydøst og syd, inden man snor sig mod først vest, siden syd og så sydvest ned gennem fladlandet. I det sydligste punkt kører man kortvarigt mod vest, inden man drejer mod nord. Senere går det videre mod nordøst og igen nord frem til Dursley, hvor dagens spurt kommer efter 139,9 km.

Kort efter spurten er det slut med det flade terræn. Man kører kortvarigt mod øst, inden det går mod nord op ad kategori 2-stigningen Crawsley Hill (1,7 km, 8,1%), der efter 500 m med 6,0% stiger med 9-10% frem til toppen, som rundes efter 146,0 km. Herfra resterer fortsat 24,9 km, som indledes med, at det falder let mod sydøst, inden det går mod nord ad en nedkørsel ned til Stroud.

Herfra fortsætter man mod nord op ad en bakke (2,2 km, 5,7%), der har top med 10 km igen, inden det går ad en let snoet nedkørsel og siden en let snoet og let faldende vej mod nordvest ind til Gloucester, hvor det stiger let frem til 3 km-mærket, derefter falder let og slutteligt stiger let over de sidste 500 m. Man skal igennem to rundkørsler med hhv. 3000 m og 2700 m igen, hvorefter der følger to sving i rap med hhv. 900 m og 700 m igen.

Læs også

UAE-stortalenter fortsætter dominans - Bregnhøj med flot resultat

Etapen byder på i alt 1841 højdemeter.

Etapen har et design, der minder om noget, vi før har set i løbet med en relativt stejl stigning et stykke fra mål og siden en lidt lettere bakke. Det kunne ligne en dag for et udbrud, men i et løb, der formentlig er helt tæt, må man formode, at det holdes samlet. I mangel af terræn de foregående dage burde det være sikkert, at der vil blive angrebet på de to sidste stigninger. Finalen er ikke alt for svær, og chancen for en spurt i en gruppe er således til stede, men det kan også blive en taktisk finale, hvor man måske kan udnytte manglende kontrol til at vinde noget tid, særligt efter den stejle stigning, der vil skabe ganske pæn udskilning.

Gloucester har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb, men etapen var som sagt planlagt som 6. etape i sidste års løb, inden dronningens død førte til aflysning.

8. etape

I en periode lykkedes det løbet at få lov at slutte af med et fladt gadeløb i Londons centrum, men den tradition har man brudt i de senere år. I stedet runder man denne gang løbet af med kongeetapen, der er den i særklasse vanskeligste i denne meget lette udgave af løbet. Den har endda form som en sand klassiker, idet man vender tilbage til den eksplosive finale i walisiske Caerphilly, hvor man i 2011, 2012 og 2013 havde nogle herlige etaper med Caerphilly Mountain i den fulde finale. Her er det blevet til spurtsejre i små grupper til Sam Bennett og Thor Hushovd, men det er også lykkedes for to af de bedste puncheurs at køre fra alt og alle, og dermed får løbets puncheurtyper endelig på sidstedagen den helt store chance i et ellers meget monotont sprinterløb.

Læs også

Van Aert melder positivt nyt

Med en distance på 166,8 km fortsætter trenden med relativt korte etaper, og denne gang skal der køres fra Margam Country Park til Caerphilly, der er en walisisk by umiddelbart nord for den walisiske hovedstad, Cardiff. Startbyen ligger ud til den walisiske vestkyst, hvorfra man køre mod syd og sydøst ned gennem fladlandet, indtil man fortsætter mod sydøst væk fra vandet. Kort efter drejer man mod nordøst for at køre videre igennem fladlandet forbi dagens spurt, som kommer efter 46,6 km. Kort efter drejer man mod nordvest for at køre mod det mest kuperede terræn i Wales.

Det rammer man, når man kører mod nord op ad den ikke-kategoriserede Bwich Mountain (3,4 km, 6,4%), der er en helt jævn stigning med top efter 83,5 km. En kringlet nedkørsel leder nu mod nordøst, inden man med det samme kører mod nord op ad kategori 1-stigningen Rhigos (5,8 km, 5,1%), der ligeledes er en jævn stigning.

Toppen rundes efter 97,5 km, hvorefter en let nedkørsel leder mod nordøst og øst, inden man ad let stigende veje kører mod sydøst frem til kategori 1-stigningen Bryn Du (3,1 km, 8,4%), der også er en jævn stigning, her med top efter 116,2 km, og som bestiges fra nordøst. Derfra går det mod sydvest og syd ad let faldende veje, inden man drejer mod sydøst for at køre op ad en ikke-kategoriseret stigning (2,8 km, 6,8%), der har top efter 127 km.

En nedkørsel leder nu mod sydøst, inden man drejer mod nordøst for at køre op ad en lille bakke (600 m, 10,2%), hvorefter det går videre mod nordøst tilbage til fladlandet. Efter denne tur rundt i bakkerne bliver det stort set fladt, når man kører mod først sydøst og siden øst, inden lange, lige veje leder mod syd ned til Caerphilly, hvor man efter 152,5 km krydser stregen for første gang.

Etapen afsluttes nu med to omgange på den 7,0 km lange rundstrækning. Med det samme kører man mod syd op ad kategori 1-stigningen Caerphilly Mountain (1,7 km, 9,3%), der efter 500 m med 5,2% stiger med hele 13,6% over 500 m og slutteligt med 7,1% over de sidste 700 m frem mod toppen, som rundes efter hhv. 154,4 km og 161,7 km.

Fra sidste passage resterer fortsat 5,1 km, der indledes med en helt enkel nedkørsel, som fører mod nordvest, inden det går ad en lige og let faldende vej mod nordøst ind mod centrum af Caerphilly. Nedkørslen slutter med 3,5 km igen, og derefter falder det let ned mod de sidse 500 m, som stiger ganske let. Man drejer til højre 100 m efter toppen af stigningen, og derefter skal man til højre i en rundkørsel med 2500 m igen. Med 2200 går det lige igennem endnu en rundkørsel, og derefter er sidste udfordring et skarpt sving bare 300 m fra stregen.

Etapen byder på i alt 2503 højdemeter.

Selvom det er mange år siden, kender vi finalen fra 2011, hvor man kun kørte stigningen én gang, samt 2012 og 2013, hvor man skulle op over den to gange. Besøgene viser, at stærke sprintere kan vinde, som det lykkedes for Thor Hushovd i 2011 og den meget imponerende komet Sam Bennett, der som helt ung vandt i 2013, men i 2012 lykkedes det for Leopold König og Jonathan Tiernan-Locke at holde hele vejen. Den sidste del favoriserer en gruppe med de lange, lige veje, og dermed kan der komme en vis samling, som vi så det i 2011 og 2013, men det kan bestemt også lade sig gøre med en solosejr for en af løbets bedste puncheurs - og kommer der samling er en taktisk finale også en mulighed.

Caerphilly har tre gange tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb, og hver gang var det i dette løb med præcis samme finale med Caerphilly Mountain. Det var senest i 2013, hvor en ung Sam Bennett viste imponerende holdbarhed ved at vinde en spurt blandt 15 mand foran Michal Golas og Martin Elmiger. I 2012 kørte Leopold König og Jonathan Tiernan-Locke fra alt og alle, og mens König fik etapesejren, vandt Tiernan-Locke samlet, inden Nathan Haas 19 sekunder senere var hurtigst i en spurt blandt 11 mand. I 2011 skulle stigningen kun forceres én gang, og her endte 24 mand med at spurte om sejren, der gik til Thor Hushovd foran Lars Boom og Cesare Benedetti.

Læs også

Oversigten over en travl cykellørdag

SE TOUR OF BRITAIN OG VUELTA A ESPANA UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Favoritterne

Tour of Britain har i mange år været et modbydeligt løb at skulle spå om. Det rå britiske terræn, det dårlige vejr og de smalle veje har historisk altid gjort det til et løb, der er meget svært at kontrollere. Det har arrangørerne bestemt ikke gjort lettere ved at have hold på bare seks mand, og vi har derfor set et bemærkelsesværdigt stort antal udbrudssejre i et ellers ret fladt løb. Særligt Matthias Brändle, Julien Vermote og Ian Stannard, som ellers er kendt som alt andet end vindertyper, syntes at have haft en særlig smag for at få noget ud af løbet.

Disse udbrud har også fået indflydelse på klassementet. Eksempelvis var det en mindre sensation, at Dylan van Baarle i 2014 med et udbrud fik skovlen under både Sky og Quick-Step, der havde hhv. en ekstremt formstærk Bradley Wiggins og Michal Kwiatkowski, som begge blev verdensmestre bare et par uger efter løbets afslutning. Lige så sensationel var Stephen Cummings’ sejr i 2016, hvor briten udnyttede en stærkt kuperet etape til at køre væk sammen med Vermote og dermed snyde løbets to store favoritter, Rohan Dennis og Tom Dumoulin, som ellers slog ham på enkeltstarten, for den samlede sejr.

Læs også

Rodriguez i førertrøjen inden sidstedagen: Dét vil være vigtigt for mig

Næsten hvert år holder mindst ét udbrud hjem, men det er dog ikke altid, at det har indflydelse på klassementet. Således har Wiggins, Edvald Boasson Hagen, Lars Boom, Julian Alaphilippe, Mathieu van der Poel, Wout van Aert og Gonozalo Serrano alle taget mere klassiske og forudsigelige sejre i de øvrige af de seneste ni udgaver, og det er derfor ikke kun anarki, som hersker på de britiske veje. Med to overraskelser i de seneste ni udgaver er det dog et løb, hvor man bestemt ikke skal regne med, at det altid er en af de store favoritter, som løber med sejren.

Årets rute kan lægge op til lidt af den ukontrollerbarhed. Mest af alt er den dog dødkedelig, og man kan undre sig over, at arrangørerne synes, at det er en god ide at have fem helt flade etaper lige i træk. Nu har udbrud som sagt en god historik, og hvis der opstår forskelle på 1. etape, kan man ikke udelukke, at vi får en udbrudssejr mellem 2. og 6. etape, men som udgangspunkt vil de ende i massespurter. De kan dog alligevel spille en rolle i klassementet, da stærke sprintere godt kan køre med om sejren. I fem massespurter kan man score et hav af bonussekunder, der kan blive afgørende. Derudover er der jo i England altid en chance for sidevind, selvom jeg faktisk ikke kan huske, at vi har set varig splittelse.

Som udgangspunkt er det dog på 1., 7. og 8. etape, at løbet skal afgøres. Åbningsetapen lægger op til en massespurt, men jeg vil næsten tro, at det sprinterløse Ineos vil forsøge at skabe kaos på bakkerne. De ligger nok for langt fra mål til, at en spurt kan undgås, men mon ikke det lykkes briterne at sørge for, at det bliver et reduceret felt, der skal spurte om de potentielt afgørende bonussekunder.

Skal der gøres virkelige forskelle, skal det dog nok ske i weekenden. Her er det klart, at det er søndagens kongeetape, der er den store chance for løbets puncheurs og klassikertyper. Vi kender finalen fra 2011, 2012 og 2013, og her har den været mindre selektiv end ventet. Jeg ville have troet, at to ture på så stejl en stigning ville give gode chancer for, at de bedste kunne køre væk, men det skete kun i 2012 med Jonathan Tiernan-Locke og Leopold König. I 2011 og 2013 fik vi spurter i relativt store grupper, og det var endda unge Sam Bennett, der vandt i 2013, mens Thor Hushovd var bedst i 2011, hvor man kun skulle over stigningen én gang. Det vidner om, at holdbare sprintere godt kan vinde også denne etape, men det er også klart, at det burde være muligt for puncheurtyperne at køre væk. Dertil er stigningen svær og ikke mindst stejl nok.

Jokeretapen er 7. etape, der lægger op til den slags uforudsigelighed, vi kender løbet for. I mangel af terræn resten af uge burde vi se et aggressivt løb fra særligt Ineos, der skal finde en måde, hvorpå de kan slå Wout van Aert. Den svære stigning er skabt til at skabe en første udskilning. Den sidste er lidt for let til, at de bedste kan køre væk, men med udskilning på første stigning kan man få en af den slags ukontrollerbare finaler, der gav Cummings sin sejr - særligt hvis man kan isolere Van Aert. Det kan sagtens ende i en spurt i en større eller mindre grupper, men det er på en dag som denne, at taktik måske kan komme i spil.

Det britiske vejr er altid den vigtigste dark horse, men det bliver det slet ikke denne gang. Der venter nemlig højtryksvejr med solskin og ikke megen vind og endda temperaturer, der fredag topper på 27 grader. Kun tirsdagen ser en smule blæsende ud med sidevind ned langs kysten, men næppe nok til, at der kan komme splittelse. Derudover vil der være en risiko for byger lørdag, men ellers bliver det solrigt. Man får medvind i hele lørdagens finale, hvilket øger chancen for forskelle. Søndag vil der være sidevind på muren, men derefter både med-og modvind. Vejret vil grundlæggende ikke bidrage til vanskeligheden.

Det efterlader os med et løb, der skal afgøres af de ryttertyper, der typisk står bedst i dette løb, nemlig puncheur og stærke sprintere. Sidstnævnte skal være ret holdbare for at klare 8. etape, men med mange bonussekunder i den endeløse serie af massespurter kan man komme langt. Skal bedste puncheur gøre forskellen på ren styrke, skal det ske på kongeetapen, hvor det bestemt også er muligt. En solosejr kan dog blive svær, og det vil være et løb, hvor bonussekunder formentlig vil være afgørende, og derfor er en god spurt formentlig en væsentlig komponent. Endelig skal man ikke udelukke, at taktik kan blive en vigtig komponent, hvis det lykkes at skabe ukontrollerbare finaler på 1., 7. og 8. etape, hvor et stærkt hold altså kan blive vigtigt.

Feltet har i de seneste udgaver ikke været det allerstærkeste, og det er det heller ikke denne gang. Det øger chancen for, at taktik kan blive en faktor, fordi der er færre stærke hold til at kontrollere, hvilket særligt gælder i et løb med seksmandshold. Som sagt taler meget for, at Ineos, der er uden sprinter, vil gribe enhver chance for at skabe kaos og isolere særligt Van Aert i et løb, hvor meget vil handle om duellen mellem netop Ineos og Jumbo.

Det er naturligvis umuligt ikke at pege på Wout van Aert, der er skræddersyet til dette løb, som han da også vandt for to år siden. Årets rute passer ham ganske perfekt, da han kan score bonussekunder og være med på begge de to hårde etaper - uanset om de ender i en spurt i en større gruppe, eller om de bedste kører væk. Jeg kan dog godt være en anelse bekymret for, om stigningen er lidt for stejl, hvis ikke han er helt på toppen. Det er i hvert fald ikke utænkeligt, at puncheurs som Tom Pidcock og Tobias Johannessen kan sætte ham under pres. Hans form er nemlig ukendt, men vi ved, at hans bundniveau er tårnhøjt, og frem mod EM, der er hans sidste store landevejsmål, burde han være fornuftigt kørende.

Læs også

Danske juniorer med fremme i E3 Saxo Classic

Han har dog også to problemer. Det ene er et hold, der på de hårde etaper ikke er imponerende, og han risikerer at blive fanget i det taktiske spil mod særligt Ineos. For det andet får han ikke lov at jagte bonus på sprinteretaperne, hvor han skal køre for Olav Kooij, men han kan heldigvis sagtens vinde løbet i weekenden. Det kræver, at han er formstærk nok til at følge de lettere folk på muren, og at han ikke fanges på taktik, men med det høje bundniveau er han manden, der skal slås.

Jumbo har dog også Olav Kooij. Holdbare sprintere kan som sagt godt være med på kongeetapen, men desværre klatrede han så skidt i Renewi Tour og Polen, at han efter alt at dømme kommer til kort. Omvendt kan han gøre rent bord på sprinteretaperne, og gør han det, kan han nøjes med at begrænse tabet. Jumbo har også Nathan Van Hooydonck, der skal være Van Aerts allierede i det taktiske spil, men det kræver klatrebenene fra Touren. Endelig er der Steven Kruijswijk, men det er hans første løb siden styrtet i Dauphiné.

De store rivaler naturligvis Ineos, der særligt kommer med den lokale helt Tom Pidcock. Også hans form er usikker efter den succesrige optræden til VM på mountainbike, men sidste år kom han til løbet i fin form, selvom han ikke skulle køre VM. Også han er skabt til dette løb, da han har punch og kan spurte, og modsat Van Aert har han et stærkt hold til de taktiske finaler. Den meget stejle mur på søndag kan passe ham bedre end Van Aert, og måske kan han endda køre alene hjem. Derudover har han den fordel, at han kan køre alle massespurter, og da mange af finalerne er tekniske, er det ikke umuligt, at han kan få del i bonussekunderne, selvom han ikke har helt samme fart som de mange sprintere.

Ineos har også Carlos Rodriguez, hvis form er ukendt, og som passer meget dårligt til løbet. Han kan dog ikke afskrives, fordi han kan køre alene hjem i taktiske finaler på 1., 7. eller 8. etape. Det er også muligt for Ben Turner, der burde kunne være med på muren, men Renewi Tour viste nok, at han efter sin sygdom mangler lidt for meget. Magnus Sheffield kører sit første løb siden styrtet i Dauphiné og er derfor nok hjælper. Mere sandsynligt er det, at formstærke Connor Swift måske kan bruges i det taktiske spil, men muren er til den hårde side.

Løbet passer bestemt heller ikke dårligt til Tobias Johannessen. Om nordmanden er træt efter Touren og Arctic Race ved vi ikke, men han så hæderlig ud i Norge, hvor modvinden dog ødelagde meget. Også han passer storartet til dette løb, da han har punchet og spurten til potentielt at vinde kongeetapen, og han vil også kunne spurte sig til bonus i indlagte spurter samt på 7. etape. Han ledsages endda af en anden topkandidat i Rasmus Tiller, der har været flyvende siden Touren senest på de for ham svære stigninger i Tyskland. For ham gælder, at muren vil handle om overlevelse, men får vi en spurt i en større gruppe, kan han bestemt blande sig - både på 7. og 8. etape. Og så kan han indgå i det taktiske spil. Det samme kan Fredrik Dversnes¸ der også er halvhurtig, hvis han har genfundet forårsformen og ikke som i Norge er ren hjælper.

Det britiske landshold kommer med Stephen Williams, der endelig har fundet sig selv. Senest tog han den samlede sejr i Norge, og han passer ikke helt ringe til løbet, da han har punch og også bekræftede sin fart i Norge. Han er dog ikke verdens hurtigste på flad vej, og det kan gøre det svært for ham at vinde. Til gengæld kan han i det taktiske spil måske lukrere på kampen mellem de store hold. Han ledsages af Ethan Vernon. Logikken tilsiger, at han får det for svært på kongeetapen, men når Bennett kunne vinde, kan han ikke helt afskrives. Han kan få masser af bonus undervejs, men i de tekniske finaler lider han stort under et svagt hold, selvom han har kometen fra Norge, Noah Hobbs, og Oliver Woods. til at køre lead-out.

En anden rytter, der passer til løbet, er Ide Schelling. Hollænderen er altid en lottokupon, men han klarede kongeetapen i Renewi Tour, hvor brostenene passede ham dårligt, fornemt. Han styrtede senere, og det skaber usikkerhed, men har han formen fra sidste uge, burde han være en af de bedre på eksplosive stigninger som disse. Farten har han også, som han sejre i år viser, men han skal bevise, at han kan køre med de bedste på muren. Bora har også formstærke Danny van Poppel, der kommer i spil, hvis vi får en større gruppe på kongeetapen, hvor han vil kunne vinde på samme måde som sin tidligere holdkammerat Sam Bennett, der ikke længere er stærk nok. Han lider dog under at skulle køre lead-out på de flade etaper. Holdets sidste option er Nils Politt, der ikke er den oplagte vinder, men måske kan køre alene i det taktiske spil på 7. etape og derved vinde på samme måde som Cummings.

Sidste år vandt Gonzalo Serrano, og han kommer tilbage til endnu en udgave af løbet, der passer ham. Han har punch og er hurtig, hvis der skal spurtes i indlagte spurter og på de to weekendetaper. Sidste år var imidlertid også i sit livs form, mens han i år har skuffet. Han styrtede også ud af Limousin, og derfor er der endnu mere usikkerhed, men finder han niveauet fra sidste år, kører han med om sejren. Han ledsages af Oscar Rodriguez og Carlos Verona, der passer dårligt til løbet, men er brugbare i det taktiske spil. Rodriguez fandt pludselig formen, da han næsten vandt kongeetapen i Limousin, mens Veronas form er usikker, da han missede Vueltaen med sygdom.

Kern Pharma kommer også med et godt bud i Roger Adria. Med sit punch er han skabt til muren, og han viste ganske hæderlig form i Norge. Langsom er han heller ikke, men som vi også så i Norge, er mange af favoritterne i flade finaler hurtigere end ham. Derfor kan det blive svært at vinde. Han ledsages af klatrerne Igor Arrieta og Jose Felix Parra, der har vist hæderlig, men ikke prangende form på det sidste. De passer dårligt til løbet og skal vinde via taktik. Også Ibon Ruiz kan gøre det hæderligt.

DSM skal satse på danske Tobias Lund, der som holdbar sprinter slet ikke passer ringe til løbet. Han skal dog have forbedret sig siden Danmark, hvis han skal være med på en kongeetape, der endnu hårdere end Vejle-etapen. Hans chance er en større spurt på begge weekendetaper, for så bringer den fart, han har vist i år, ham meget langt. Desværre skal han på de flade etaper køre lead-out for Casper van Uden, for hvem kongeetapen må være for hård. Holdets sidste kort er Patrick Bevin, der burde være skræddersyet til dette løb, men hans helbredsproblemer, der koster ham det ene løb efter det andet, synes at fortsætte.

Q36.5 kommer med den uhyre formstærke Damien Howson, der virkelig imponerede i Burgos, men dette løb passer ham virkelig dårligt. Han har ikke meget punch til en mur, hvor han trods formen næppe kan være med i angrebene, og han er heller ikke hurtig. Hans chance er, at han kan snige sig væk i et taktisk spil, som han gjorde, da han vandt i Asturien. Her skal han satse på selskab fra den ligeledes spurtsvage Mark Donovan, der var hæderlig, men ikke prangende i Burgos.

Flanders kommer med Kamil Bonneu, der i Norge og Tjekkiet endelig fandt formen for første gang i år. Har den belgiske lottokupon bevaret den, bør han sidde med på stigningerne, men selvom han ikke er helt uden spurt, står han svagt på den front. Derfor skal han vinde via taktik. I det spil kan han måske satse på selskab af Elias Maris, der klatrede uventet godt i Norge.

Det er svært at tro på Bolton. Løbet passer ellers perfekt til den Mark Stewart, vi så i foråret, men han er en skygge af sig selv, senest i Danmark. Til gengæld er Rory Townsend ret formstærk og samtidig holdets sprinter til de flade etaper. Jeg vil stadig tro, at han er for tung til kongeetapen, men får vi en spurt i en større gruppe, kan han ikke helt afskrives.

Bingoal kommer med Lennert Teugels og Floris De Tier, men ingen af dem imponerede i Norge. I forvejen passer løbet dårligt til De Tier, der ikke er hurtig, men han var den bedste af de to i Norge. Bedst chance har de, hvis Teugels har fundet den form, han slet ikke havde i Norge, men selvom han kan spurte, er det svært at se ham tage bonus undervejs. En anden option kunne være Dimitri Peyskens, der viste form i de belgiske løb i august, men det er svært at se ham være med de bedste på kongeetapen.

På kontinentalholdene er det værd at holde øje med sprinterkometen Luke Lamperti, der ikke er helt uden holdbarhed, samt den halvhurtige og meget formstærke Jordy Bouts. Også sprinteren Hartthijs de Vries er i form. Den spændende Lukas Nerurkar passer ikke helt til løbet og har ikke været flyvende i optakten. Andre navne er Harry Birchill, Giacomo Ballabio, Zeb Kyffin og Jack Rootkin-Gray.

OPDATERING: Den endelige startliste er kommet, og der er ingen store ændringer, men der er afbud fra Bouts og Nerurkar. Til gengæld er Paul Magnier, der imponerede i Limousin, udtaget, og det samme er Liam Johnston, der imponerede i Norge. Måske kan hurtige Martijn Budding have en lille chance for at overleve kongeetapen. Endelig havde jeg overset formstærke Gregor Mühlberger, der med sit punch passer bedre til løbet end Verona og Rodriguez og må være Movistars næstbedste option.

***** Wout van Aert

**** Tom Pidcock, Tobias Johannessen

*** Stephen Williams, Rasmus Tiller, Ide Schelling, Gonzalo Serrano, Danny van Poppel

** Carlos Rodriguez, Roger Adria, Ben Turner, Olav Kooij, Ethan Vernon, Gregor Mühlberger, Tobias Lund, Nils Politt, Damien Howson, Oscar Rodriguez, Carlos Verona, Fredrik Dversnes, Kamil Bonneu, Nathan Van Hooydonck, Paul Magnier, Rory Townsend, Luke Lamperti

* Connor Swift, Magnus Sheffield, Lennert Teugels, Mark Donovan, Elias Maris, Igor Arrieta, Jose Felix Parra, Floris De Tier, Mark Stewart, Liam Johnston, Hartthijs de Vries, Harry Birchill, Giacomo Ballabio, Zeb Kyffin, Jack Rootkin-Gray, Ibon Ruiz, Martijn Budding Dimitri Peyskens, Steven Kruijswijk

Danskerne

På DSM skal Tobias Lund køre lead-out for Casper van Uden, men han bør også forsøge sig i klassementet, hvorfor han er omtalt ovenfor. Hos Bingoal får Alexander Salby masser af plads til at spurte på de fem helt flade etaper.

SE TOUR OF BRITAIN OG VUELTA A ESPANA UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE