Optakt: Tour of Slovenia

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

Løbets rolle og historie

Traditionelt har Tour de France-stjernerne draget til enten Criterium du Dauphiné eller Tour de Suisse for at færdiggøre Tour de France-forberedelserne. Der har imidlertid altid været et par alternativer for ryttere, der foretrækker lettere og mindre stressende etapeløb før verdens største cykelbegivenhed. I adskillige år har det flade ZLM Tour været den foretrukne formtest for de rene sprintere og deres tog, og i de senere år har det bjergrige Route du Sud (nu Route d’Occitanie og i år aflyst) fået øget opmærksomhed i kraft af deltagelse fra blandt andre Nairo Quintana, Alberto Contador, Alejandro Valverde og Rigoberto Uran.

Det mindst prestigiøse af de fem etapeløb, der afvikles i juni, er Tour of Slovenia, der aldrig har været i stand til at få samme opmærksomhed eller stjernebesatte startfelt som konkurrenterne. Løbet plejer ellers at tilbyde en alsidig rute med bjerge, sprinteretaper og enkeltstarter, men det har aldrig haft samme appel som de mere berømte løb i Schweiz, Frankrig og Holland.

Læs også

Optakt: OL-enkeltstart (herrer)

Det betyder imidlertid ikke, at der ikke er tale om et godt alternativ, og mange Tour de France-ryttere har før brugt det som en mere afslappet opbygning til deres mål. Hovedsageligt har det dog været comebackløb for italienere efter Giro d’Italia. Mange af de lokale stjerner vil gerne ved de italienske mesterskaber drage fordel af deres gode form efter den store grand tour, og det relativt korte Tour of Slovenia er en solid chance for at genfinde løbsrytmen. Samtidig har det ofte været en god bro for ryttere, der satser på en Giro-Tour-double, da Tour de Suisse og Criterium du Dauphiné er for hårde at køre som del af en sådan udfordring, og i den sammenhæng er det kortere og lettere slovenske løb det perfekte alternativ.

Slovenien er en relativt ung nation, og derfor er det ikke overraskende, at Tour of Slovenia også er et nyt løb. Landet var en del af Jugoslavien, indtil det erklærede selvstændighed i 1992, og derfor kan Tour of Yogoslavia betragtes som dets forgænger. Det løb blev første gang afviklet i 1937 og var en årligt tilbagevendende begivenhed fra 1947 og frem til 1988, men blev grundet krigen ikke afviklet mellem 1989 og 1993. Efter at landet blev delt, blev løbet genoptaget i 1994, men det forsvandt fra kalenderen i 2000. Som de fleste andre østeuropæiske løb var det hovedsageligt en begivenhed for ryttere fra den østlige side af jerntæppet.

Med cykelsportens stigende popularitet i det tidligere Jugoslavien er det ikke en overraskelse, at de fleste af de nye lande har etableret deres egen nationale etapeløb. Slovenien var det første til at få deres egen rundtur i 1993, og det blev åbnet for professionelle i 1995. I de førte år blev det domineret af lokale ryttere samt russere, men i 2005 blev det rykket op som 2.1-løb, blev flyttet fra maj til juni og blev en international begivenhed. Listen over vindere inkluderer ryttere som Przemyslaw Niemiec, Jakob Fuglsang, Vincenzo Nibali, Diego Ulissi, Tiago Machado og Rafal Majka, og ryttere som Franco Pellizotti, Domenico Pozzovivo, Chris Anker Sørensen, Giovanni Visconti, Ilnur Zakarin og Mikel Nieve har alle været på podiet. Efterhånden som Slovenien i stigende grad bliver et stort cykelland, har de lokale ryttere også været i stand til at blande sig trods den hårdere konkurrence, og i de senere år har lokale helte som Janez Brajkovic, Primoz Roglic og Tadej Pogacar alle vundet.

Slovenien var de første, men nu er der faktisk nationale etapeløb i det meste af det tidligere Jugoslavien. Tour of Croatia er blevet en stor international begivenhed i løbet af sine første år (også selvom det på det seneste har oplevet en temmelig tumultarisk periode). Tour of Serbia er et mindre etapeløb, og der er desuden flere mindre løb i Kroatien, Bosnien og Slovenien.

Tour of Slovenia er et meget alsidigt løb og lidt som en lille grand tour. I mange år havde det et fast format med en flad enkeltstart og en stor bjergetape, der i kombination afgjorde klassementet. Derudover var der en flad etape for de rene sprintere, og løbet havde ofte en første linjeløbsetape, der har været for stærke sprintere med gode klatreben.

Siden 2018 har løbet været i vækst. Ikke blot kunne man for seks år siden udvide løbet fra fire til fem dage, aflysningen af ZLM Tour, der altid har været sprinternes foretrukne Tour-forberedelse, gav også løbet et stort boost, og i det år var det derfor det slovenske løb, der var sidste Tour-test for de rene sprintere. Dauphiné og Tour de Suisse er for hårde for de tunge folk, og derfor kunne man præsentere et felt med navne som Marcel Kittel, Dylan Groenewegen, Caleb Ewan og Mark Cavendish, der alle sleb formen af på de slovenske landeveje.

I 2019 voksede løbet endda til at blive et 2.HC-løb (i dag et 2.Pro-løb), men samtidig var det hollandske løb tilbage, og det kostede lidt for slovenerne, der ikke kunne præsentere samme stjerneparade af sprintere. Det har man heller ikke kunnet i de senere år, hvor ZLM Toer ganske vist er blevet rykket, men nu flokkes sprinterne i stedet til Belgium Tour, der har overtaget hollændernes plads på kalenderen.

Det betyder dog ikke, at slovenerne har haft grund til at ærgre sig. Tværtimod fulgte hele cykelverdenen intenst med i både 2021 og 2022, hvor det er lykkedes at få en af de lokale helte, nemlig Tour-kongen Tadej Pogacar, til at finpudse formen på hjemmebane. Desværre var resten af feltet svagere end i både 2018 og 2019, og der var ingen andre væsentlige Tour-favoritter eller -sprintere til start. Til gengæld har løbet altid kunnet præsentere flere ryttere, der kommer fra Giroen, og det kunne man også i de to år.

I 2023 skulle Pogacar have fortsat trenden, men grundet sin skade måtte han desværre melde afbud. Det gav den svagest besatte udgave i mange år, men for andet år i træk brugte Dylan Groenewegen løbet som sidste Tour-forberedelse, og derudover var Filippo Zana, Lorenzo Fortunato og Diego Ulissi de primære eksempler på Giro-ryttere, der ville presse det sidste ud af formen. Heldigvis kan løbet glæde sig over, at det i år ser ud til at vinde frem som Tour-forberedelse. I hvert fald bruger Pello Bilbao, Matej Mohoric, Dylan Groenewegen, Alexander Kristoff og Tobias Johannessen det alle som sidste formtest, og derudover kommer Filippo Zana, Michael Storer, Phil Bauhaus, Davide Piganzoli og Giovanni Aleotti alle fra Giroen.

Læs også

Bjerg vil ikke stå i vejen for Vingegaard

Pogacar var altså ikke med sidste år, hvor feltet var sjældent svagt. Det udnyttede Filippo Zana, der var kommet fra Giroen i storform, til at tage den samlede sejr, men det var ikke uden dramatik. På kongeetapen var han ellers kørt alene, men et styrt på nedkørslen til mål betød, at han blev overhalet af holdkammeraten Jesus David Peña, der vandt etapen. Colombianeren havde dog tabt lidt tid på en sprinteretape, og da Zana også som den eneste kunne følge Matej Mohoric på muren på løbets sidste etape, kunne han sikre sig den samlede sejr med 18 sekunder ned til Mohoric og 23 sekunder ned til Diego Ulissi. Zana vil igen i år bruge sin Giro-form til et forsøg på at vinde løbet, og da Mohoric og Ulissi som altid deltager i løbet, bliver der deltagelse af hele det seneste podium.

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

Ruten

Bemærk: Grundet tidspres i denne meget travle uge med hele tre store etapeløb bliver der i denne optakt ikke plads til den klassiske detaljerede beskrivelse af ruten. Det bliver i stedet bare en overordnet skitse koblet med kort og profiler.

Som nævnt har Tour of Slovenia været et alsidigt løb, der typisk har haft lidt af det hele i løbet af de indtil 2018 fire dage. I flere år var det foretrukne format været en flad enkeltstart på første dag, en kuperet linjeløbsetape om fredagen, en stor bjergetape om lørdagen og en flad sprinteretape om søndagen. Det ændrede man på i 2016, hvor man byttede rundt på rækkefølgen og gjorde enkeltstarten længere, meget hårdere og betydeligt mere afgørende. I 2017 var enkeltstarten til gengæld helt droppet, og løbet var gjort betydeligt mere sprintervenligt med tre dage for de hurtige folk og bare en enkelt bjergafslutning til at afgøre klassementet.

I 2018 avancerede løbet i UCI-hierarkiet, blev forlænget og fik generelt et ansigtsløft med international tv-dækning og en mere klar mediestrategi. I samme ombæring rystede man også posen i forhold til ruten ved helt at droppe bjergfinalen, indlægge en lang, flad enkeltstart og derudover have to sprinteretaper og to kuperede klassementsetaper. I 2019 var enkeltstarten til gengæld helt væk i et løb med to sprinteretaper, én etape for holdbare sprintere og igen to klassementsetaper, der begge var kendetegnet ved ikke at have mål på et bjerg - alt sammen godt for hurtige Diego Ulissi, der i dette terræn kunne vinde løbet for anden gang.

Enkeltstarten var heller ikke med i 2021, hvor man havde en særligt hård rute med hele to etaper med mål på en stigning samt tre sprinteretaper, hvoraf den ene var for de hurtige folk, og i 2023 strammede man skruen yderligere. Her var der således igen to etaper med mål på en stigning i tillæg til endnu en svær etape, og da sidste etape som noget nyt havde en stejl mur i finalen, var der bare én chance for sprinterne. Resultatet blev et løb, hvor Tadej Pogacar og Rafal Majka vandt to etaper hver. Sidste år gik man til gengæld i den helt modsatte retning i en udgave med to helt rene sprinteretaper, en etape for mere hårdføre folk og den nye finaleetape med den sene mur, men også en brutal kongeetape, der ganske vist ikke have mål på nogen top, men bød på hele to ture op ad monsterbjerget Kolovrat, som vi kender fra Giroen i 2022.

Om det er den fremtidige model, er svært at sige, men i år er mønsteret præcis det samme. I hvert fald har vi igen to helt flade sprinteretaper samt en etape med en sen stigning, der lægger op til en spurt for mere hårdføre folk - denne gang også betydeligt mere hårdføre folk end sidste år. Finaleetapen med den sene mur synes at være kommet for at blive, men man har fundet en næsten ny kongeetape. I hvert fald skal der sluttes på et bjerg, Krvavec, der ikke har været brugt siden Vincenzo Nibalis suveræne solosejr i 2010, men det er også en voldsom sag, der sørger for, at årets rute bestemt ikke er nem, selvom man for andet år i træk har reduceret antallet af oplagte klassementsetaper til bare én.

Det er dog som ofte før sprinterne, der ventes at få det første ord på den 191,9 km lange åbningsetape mellem Murska Sobota og Ormoz. Her bydes der kun på 784 højdemeter, og de sidste små 70 km er næsten helt flade. Man slutter med en omgang på en 6,1 km lang rundstrækning, og der er en sidste spurt ved første passage af stregen og endda også en næstsidste spurt med bare 17,3 km igen. Finalen er også ukompliceret, da man efter et sving med 4700 m igen kun skal drejer igen med 1700 m igen. Selve opløbet er let stigende.

Læs også

Britisk stjerne dropper OL-enkeltstart

Sprinterne får formentlig endnu en chance allerede torsdag. Her skal der køres 177,9 km mellem Zalec og Rogaska Slatina, men selvom der her er hele 2456 højdemeter og en lang og svær stigning midtvejs, er den sidste del af etapen relativt flad. Her slutter man med en omgang på en 12,8 km lang rundstrækning, der har et par småbakker, men generelt er flad, og selve spurten er helt flad. Finalen er igen ukompliceret, da det sidste sving kommer meget langt fra mål, og herefter er eneste hurdle en rundkørsel med 900 m igen.

Læs også

Remco ærgrer sig over ”lorteveje”: Det kan blive et problem

Fredag bliver det mere tricky. De 160,5 km mellem Ljubljana og Nova Gorica har hele 2745 højdemeter, og det er ganske kuperet gennem det meste af dagen. Man slutter etapen med en omgang på en 16,9 km lang rundstrækning, der indledes med Ravnica-stigningen (5,6 km, 5,7%), hvis data snyder, da der er en lille nedkørsel undervejs. Fra toppen resterer 9,6 km, der går ad en relativt let nedkørsel, inden de sidste 2,5 km er flade. Det går ad en snoet vej, inden man drejer i en rundkørsel med 1700 m igen, og derefter skal man igennem to rundkørsler med hhv. 1300 m og 1000 m igen. Slutteligt er der et sving bare 200 m fra stregen.

Kongeetapen køres som altid om lørdagen, og det er som sagt ikke en let sag. Der skal køres bare 147,2 km mellem Skofljica og toppen af bjerget Krvavec, og undervejs skal der klatres 2928 højdemeter. De kommer næsten alle til sidst, da den generelt flade etape kun har tre mindre stigninger, inden det går fladt over små 50 km frem til finalen, Her skal der sluttes på et bjerg, der over 11,7 km stiger med 7,7%. Dets tiger relativt jævnt frem mod de sidste 2500 m, hvor det flader ud frem til den røde flamme, hvorefter det stiger med hele 12% op til mål. Stigningen har flere hårnålesving, og efter en skarp kurve med 900 m igen er der seks af slagsen over de sidste 400 m.

Læs også

Medie: Talent bytter UAE ud med andet storhold

Søndag slutter det med den klassiske finale i Nove Mesto, men for tredje gang i træk byder sprinteretapen på noget nyt. Over de 156,9 km, der starter i Sentjernej, skal der klatres bare 1845 højdemeter, og det er generelt fladt. Med ca. 40 km igen skal man over en første stigning (4,7 km, 5,8%), og det hele slutter med en omgang på en 16,5 km lang rundstrækning. Her skal man over den stejle Trska Gora (1,3 km, 10,5%, max. 20%) med top bare 9,5 km fra mål, og derefter venter en lidt kringlet nedkørsel og en helt flad finale, hvor finalen er teknisk med skarpe sving med 1000 m og 300 m igen, hvorefter det stiger let op til mål.

Læs også

Optakt: OL-enkeltstart (kvinder)

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

Favoritterne

Tour of Slovenia har altid været et løb for klatrere, idet kongeetapen som regel har været langt de vigtigste. I 2016 og 2018 betød en usædvanligt lang enkeltstart, at tempoevner pludselig blev afgørende, og det var særligt udtalt i 2018, hvor fraværet af en bjergafslutning betød, at det på stigningerne kun var den suveræne Primoz Roglic, der kunne gøre en forskel. I det hele taget ændrede løbet karakter med en rute, der var langt mindre selektiv end tidligere.

Sådan var det også i 2019, hvor der end ikke var en enkeltstart, og det blev derfor et løb for puncheurs. Aleksandr Vlasov var stærkeste mand på stigningerne, men det hjalp intet mod Diego Ulissi, der sekunderet af en overraskende rusten Tadej Pogacar kunne udnytte sin hurtighed og et smart angreb i en taktisk finale til at tage den samlede sejr i et løb, der handlede lige så meget om klogskab som om gode ben.

I de seneste tre år har vi dog været tilbage i et format, hvor bedste klatrer har vundet. Sådan var det allerede i 2021, hvor Tadej Pogacar og UAE var i deres egen liga, og sådan var det også i 2022-sæsonens usædvanligt hårde udgave, hvor Tadej Pogacar og Rafal Majka endda vandt to etaper hver. Sidste år var der skruet ned for vanskelighederne, men igen blev kongeetapen stort set altafgørende, selvom etapevinderen, Jesus David Peña, havde smidt dum tid på en sprinteretape, hvorfor Filippo Zana, der også var eneste mand til at følge Matej Mohoric på sidstedagens lille mur, tog den samlede sejr.

I år burde det også være ret enkelt. Meget taler for, at kongeetapen vil afgøre det hele. Krvavec-stigningen er svær og kan gøre stor skade. Det så vi ved de tre besøg i 2008, 2009 og 2010. Først vandt Jure Golcer med 9 sekunder ned til Franco Pellizzotti og 23 sekunder ned til Robert Kiserlovski, og kun top 8 var inden for et minut. Året efter vandt Simon Spilak med 41 sekunder ned til Matija Kvasina og 44 sekunder ned til Domenico Pozzovivo og Jakob Fuglsang, og ingen andre var inden for et minut. Endelig knuste Vincenzo Nibali al modstand i 2010, men bag ham var det tættere, da Giovanni Visconti, Chris Anker Sørensen, Cayetano Sarmiento og Andrea Noé alle var 43-45 sekunder efter. Det kan altså godt blive så tæt, at de øvrige etaper kan spille en rolle, men meget taler for, at vinderen vil have et pænt forspring.

De øvrige to muligheder for at gøre forskelle kommer fredag og søndag, da jeg forventer, at det stærke sprinterfelt vil sikre massespurter onsdag og torsdag. Ravnica-stigningen er ikke helt let, og jeg vil tro, at klassementsrytterne angriber hinanden. Det bør dog ikke være nok til, at bedste mand kan køre alene, og nedkørslen synes ikke svær. Der er heller ikke megen tid til taktik, da der ikke er megen fladland, men vi bør kunne få så lille en gruppe, at en hurtig klassementsrytter måske kan få bonus.

Sidste år blev der kørt klassement på fire af fem etaper, men i år er det kun muligt i weekenden. De første tre dage lægger op til massespurter, og det er da også tydeligt på de udtagne trupper, at det i år er spurterne, der er i fokus. Fredagens etape har en ret hård stigning med top 13 km fra mål, men det er usandsynligt, at den ville spille en rolle i klassementet.

Læs også

Norsk vidunderbarn vinder på kendt Tour de France-bjerg

Derefter har vi en gentagelse af søndagsetapen fra 2022, hvor Pogacar, Majka og Matej Mohoric kørte væk på den sidste mur, og fra 2023, hvor Mohoric og Zana gjorde det samme. Her vil det altså være muligt for de mere eksplosive klatrere at gøre en forskel, men det er langt fra givet. Uden Pogacar i feltet er det muligt, at vi får en spurt i en lille gruppe. I 2022 jagtedes de forreste af en større gruppe med hholdbare sprintere som Luka Mezgec og Filippo Fiorelli, mens vi sidste år kun havde otte forfølgere, hvor Mezgec var med igen. Kommer der ikke sprintere med hjem, kan hurtige klassementsfolk igen få bonus, og det kan de også, hvis de bedste kører væk. Det er værd at bemærke, at muren er meget anderledes end lørdagens bjerg, og man kan godt se en dieselklatrer, der har vundet kongeetapen, miste tid.

Vejrmæssigt bliver det ikke det mest spændende i starten. Onsdagen og torsdagen bliver overskyede og kølige, men derefter slår vejret om med solskin og pæne temperaturer. Vi får 24 grader fredag og direkte medvind på stigningen, hvilket øger udskilningen, og det vil være det samme lørdag, hvor der igen vil være medvind på målbjerget. Slutteligt når vi 25 grader søndag, hvor vinden igen taler for forskelle, da der vil være medvind på muren og stort set hele turen hjem.

Konklusionen er altså, at bedste klatrer formentlig vinder, og meget taler for, at vinderen af 4. etape også vinder samlet. Helt givet er det dog ikke. Er man dieselklatrer, kan søndagens mur blive for eksplosiv, og hvis det er tæt på kongeetapen, kan der vindes bonus af hurtige folk både fredag og søndag. Man kommer dog kun i spil til sejren, hvis man er med helt i front på lørdag, og det er man kun, hvis man kan klatre.

Efter at løbet i 2021 og 2022 fik enorm opmærksomhed på grund af Tadej Pogacar var det helt anderledes sidste år, hvor løbet var den helt store taber i en uge med fire etapeløb. I år er Route d’Occitanie aflyst, og det har virkelig gavnet løbet. Det er i hvert fald nok en del af forklaringen på det meget stærkere felt, vi har denne gang.

Jeg prøver at gå med Tobias Johannessen. Med top 10-placeringer i Catalonien og Dauphiné har han vist et meget højt topniveau, og sidste år i Touren så han i den tredje uge endnu stærkere ud. Da han trods sin helkikser burde have vundet i Var i februar, fornemmede jeg også, at han havde taget et ekstra skridt, men det fik vi grundet hans efterfølgende styrt aldrig bekræftet. Han fandt aldrig topformen resten af foråret, men det bør han have nu frem mod Touren. Jeg kan godt frygte, at Krvavec er for lang, for vi så sidste år i Dauphiné, at han måske er mere puncheur end ren klatrer, men han klarede jo længere stigninger godt i Touren. Det er også en ret eksplosiv kongeetape, hvilket burde passe ham, og med sin fart og sit punch kan han også få bonus på 3. og 5. etape. Han burde have hele pakken, men det er med sejr på kongeetapen, han formentlig skal sikre sig den samlede sejr. Han ledsages af den meget lovende Johannes Kulset, men han har i år manglet mere, end jeg havde ventet og kommer nok ikke hele vejen. Odd Christian Eiking viste god form i Dauphiné, men stigningen er for lang, og det er uklart, hvor han står efter sidste uges styrt. Endelig er stigningen også for lang for Fredrik Dversnes.

Jeg peger på Pello Bilbao som nr. 2, men det er med enorm usikkerhed. På papiret er han jo nok den bedste klatrer, men han har været ramt af noget sygdom, hvilket formentlig er forklaringen på, at han ikke som planlagt kører i Schweiz. Han siger, at han håber at være klar og skulle da også gerne være ret godt forberedt frem mod Touren. Det skaber dog ekstra usikkerhed, at han ikke havde sit bedste forår. Til gengæld var han i 2023 bedre end nogensinde, og med sin gode spurt kan han også jagte bonus både fredag og søndag. Selv hvis han var i topform, havde jeg stadig peget på Johannessen, men det er klart, at usikkerheden om Bilbao nu er endnu større. Hos sig har han Matej Mohoric, der altid kører et godt klassement i dette løb, men han kan ikke vinde på så svært et bjerg. Det tredje bud er Edoardo Zambanini, der i Giroen bekræftede, at han har forbedret sig enormt, men selv hvis han er frisk, er denne stigning lidt for langt.

Et lige så stort spørgsmålstegn er Michael Storer. Det er klart, at han med sit niveau fra Giroen kan vinde dette løb, men hvor står han nu. Han kom godt ud af det italienske løb, men det kan altid gå begge veje. Tidligere har han jo været ret svingende, og jeg har nok en fornemmelse af, at han vil være for træt, men i år har han været god i langt de fleste løb. Tudor har også Lucas Eriksson, der har klatret fint i år, men ikke kommer hele vejen, som vi så i et skuffende Norge

Jeg må hellere pege på Simon Carr som nr. 4, men det er som altid med enorm usikkerhed. Forskellen på hans top- og bundniveau er enormt, og da han ikke har kørt siden sit exit fra Giroen med sygdom i begyndelsen af løbet, aner vi ikke, hvor han står. Han er heller ikke verdens allerbedste klatrer, men har han det niveau, han havde, da han vandt kongeetapen i Alperne, burde han køre med om sejren her. Selvom han kan spurte, skal han dog nok vinde kongeetapen for at tage den samlede sejr. I det hele taget har EF et ret spændende hold. Jeg skal vel også give Hugh Carthy en høj rangering. Han har ganske vist skuffet fælt, senest i Alperne, hvor han kørte sig af Giro-holdet, men kan han finde det niveau, han havde i Galicien, kan han stadig køre med om sejren her. Vi aner bare intet om, hvor han står.

De har også Lukas Nerurkar, der viste fornem form i Dauphiné og Mercan’Tour. Han har også farten til at få bonus, men skal han vinde i dette felt, skal han være bedre end i Mercan’Tour, og vi aner ikke, hvor han står efter styrtet i Dauphiné. Et andet bud er kometen Archie Ryan, som jeg stadig har store forventninger til, men han skuffede i Mercan’Tour, hvor Nerurkar var betydeligt bedre. Det femte bud er Darren Rafferty, der kommer fra Dauphiné, men han har nok manglet lidt for meget. Jardi Christiaan van der Lee har haft det svært.

Læs også

Oversigt: Disse danskere har (ikke) kontrakt for 2025

Total kommer med et andet spørgsmålstegn. De har deres Tour-kaptajn, Steff Cras, der med sit niveau fra sidste års Tour og Vuelta kører med helt fremme i dette felt. Han fandt bare aldrig formen i foråret inden det grimme styrt i Baskerlandet. Nu skal han så vise, at han er klar til Touren, og det kan gå begge veje. Holdet har også Jordan Jegat, der endelig fik sit gennembrud i foråret. Det niveau fører ham meget langt i dette felt, men han skuffede fælt i Mercan’Tour efter sin pause. Det tredje bud er Mathieu Burgaudeau, men han har stadig intet vist i år.

Jayco kommer med Filippo Zana, der skal forsvare titlen. Han kommer dog til løbet helt anderledes end sidste år, hvor han blev bedre og bedre i Giroen. Nu endte hans Giro med et kollaps på den sidste bjergetape, og det taler for, at han får det vanskeligt denne gang. Man ved dog aldrig, hvordan folk kommer ud af en grand tour, og selvom han ikke har klatret skræmmende godt i år, kan han godt vinde i dette stærkere felt, hvis han har benene fra Giroens kongeetape. Holdet har også den lovende Jesus David Peña, der sidste år - efter Zanas styrt - vandt kongeetapen. Han har et stort potentiale, men han har været helt ved siden af sig selv i år. Nu må vi se, om han har fundet sig selv siden Romandiet. Endelig har holdet Alessandro De Marchi, der fandt sig selv igen i Giroen, men han kan trods alt ikke være med helt i front.

UAE har Domen Novak , der i år har genfundet lidt af evnerne fra 2022, hvor han klatrede som en drøm og blev nr. 3 i dette løb bag Pogacar og Majka. Han kom fint ud af Giroen, men han har endnu til gode at genfinde niveauet fra 2024. Motivationen må dog være stor til en sjælden kaptajnrolle, endda på hjemmebane, men han er sårbar på søndagens mur, hvor han røg af for to år siden. Holdet har også Diego Ulissi, der altid er god i dette løb, som han vandt i 2011 og 2019, mens han blev nr. 2 i 2021 og senest nr. 3 sidste år. Han bliver stille og roligt ringere og ringere, men i år er han altså blevet nr. 2 kongeetaperne i både Abruzzo og Ungarn. Normalt vil denne stigning ellers være for lang, men han bliver efterhånden mere en dieselmotor. I det lys er han nok et bedre vinderbud end Novak, hvis han kan finde de ben, han havde på de to etaper - og så kan han også få bonus på de øvrige etaper. Et tredje bud er Antonio Morgado, men vi så i Asturien, at dette bliver for voldsomt, og han viste bestemt ikke storform, da han ikke kunne vinde Fredsløbet mod U23-ryttere for nylig. Alessandro Covi er stadig en skygge af sig selv.

Polti har to spændende kandidater. Den ene er Davide Piganzoli, der kommer fra en fornem Giro. Han holdt stand hele vejen, men hvordan han har det nu er uklart. Hans topniveau bringer ham dog meget langt i dette felt. Den anden er Paul Double, der har fået sit gennembrud i år. Uden modvind havde han formentlig vundet samlet i Tyrkiet, men vi så også, at han kun blev nr. 7 i det svage felt i Abruzzo. Han vil være overmatchet af de bedste, men han blev nr. 7 og 8 i de seneste to udgaver af dette løb. Niveauet har han, for han er endnu stærkere i år, men han er også meget svingende og en lottokupon efter en pause. Mattia Bais havde en pæn Giro, mens Andrea Garosio, Alex Martin og German Dario Gomez intet har vist i år.

Kern Pharma har en af de helt store ubekendte, nemlig Pablo Castrillo. Han viste endelig sit fulde potentiale med sin 13. plads på første bjergetape i Catalonien, og det niveau fører meget, meget langt i dette felt. Han er bare en ubekendt, fordi han ikke har kørt siden styrtet på sidste etape i Baskerlandet. Heldigvis forlød det ikke, at han slog sig voldsomt, og derfor kan han godt møde op i god form. Hos sig har han Urko Berrade, der i Alperne fandt et pænt klatreniveau, men heller ikke har kørt løb i lang tid. Et tredje bud er Jordi Lopez, der har klatret ret fint i mindre løb i år, men ikke viste god form i Mercan’Tour. Endelig har de den formstærke Pau Miquel, men vi har om ham lært, at han er mere puncheur end klatrer.

Bora har Giovanni Aleotti, der kom ud af sin evighedskrise i Giroen. Han holdt endda niveau hele vejen og viste, at han kan klatre i høje bjerge også. Han er også eksplosiv, så han passer til løbet, men vi aner ikke, hvordan han har det efter sin grand tour, og topniveauet rækker nok heller ikke til at vinde. Han ledsages af unge Alexander Hajek, der lavede en samlet top 10 i Tyrkiet, men skuffede i Ungarn og særligt Norge. Løbet er for svært for Emil Herzog.

Bardiani har Luca Covili¸ der aldrig er set bedre end i Giroen, hvor han endte som samlet nr. 18. Som alle andre er det bare helt usikkert, hvordan han har det nu. Selv Giro-udgaven har dog også sine begrænsninger. Det andet bud er den lovende Alessio Martinelli, men han har intet vist i en uheldig sæson og har ikke kørt løb i to måneder. Martin Marcellusi har imponeret i år, men bjerget her er for svært, og Alex Tolio har intet vist i år. Endelig klatrede Alessandro Tonelli godt i Giroen, men han har trods alt sine grænser.

Hos Q36.5 har man pludselig fået en halvspændende fyr i Alessandro Fancellu. Han har ikke vist meget indtil nu, men forleden blev han nr. 23 på kongeetapen i Dauphiné. Det niveau fører meget langt i dette felt, men han faldt sammen dagen efter og skuffede, da han var i udbrud på 6. etape. Han har potentiale, men kan også falde igennem.

Ineos har i sidste øjeblik udtaget Jhonatan Narvaez, der åbenbart er frisk efter Giroen. Han vil være en af de helt store favoritter fredag og søndag, men kongeetapen er for svær. Han kommer formentlig ret langt i dette felt, men næppe hele vejen. På papiret er holdets bedste klatrer Tobias Foss, men efter en yderst nedslående Giro er det svært at tro på ham. Holdet har også Ben Swift, der fandt sine klatreben igen i Giroen og sikkert kan komme ret langt. Endelig har de unge Andrew August, men han har haft det meget svært.

Læs også

Dobbeltsejr til UAE efter vild bjergafslutning

Euskaltel har Mikel Bizkarra, der stadig har et fint niveau. Det så vi senest i Ungarn, men vi har også set, at han har set sin bedste tid. Nu har han haft en måneds pause, og dermed har han forhåbentlig fundet lidt mere form efter de mange skader. Han kan dog få det svært på den eksplosive mur søndag. Holdet har også Victor De La Parte, der stadig kan komme et stykke, men ikke alt for langt i dette felt. Txomin Juaristi, Xabier Berasategi og Gotzon Martin er lidt for tunge.

FDJ kommer med fokus på spurterne, men de giver chancen til unge Brieuc Rolland. Han har netop vundet det stærkt besatte Fredsløbet foran blandt andre Antonio Morgado. Han kommer ikke hele vejen, men han skal blive spændende at følge. De har også unge Maxime Decomble, men han har slet ikke samme resultater. Enzo Paleni klatrede godt i Giroen, men han er for tung til at være med helt fremme.

Corratec skal igen satse på Valerio Conti . Han er senest blevet nr. 3 i Grækenland for en måned siden og gjorde det hæderligt på kongeetaperne i Abruzzo og Tyrkiet. Det var dog i meget svagere felter end dette, og vi må nok sande, at han næppe går i top 10. Andrii Ponomar har intet vist i år, og Kristian Sbaragli er ikke ved fordums styrke.

Caja Rural har den ret spændende Thomas Silva, der har gjort det godt i år. Han viste i Galicien, at han kan klatre, men også, at dette nok bliver for svært. Hans form er også helt ukendt. Holdets rene klatrer er Sebastian Berwick, der har været ved siden af sig selv i år, men viste lidt fremgang i Grækenland. Det er en måned siden, så han er en ubekendt. Joel NIcolau er endelig ved at ligne sig selv igen og kan meget vel ende som deres bedste, men han kommer ikke hele vejen. Stigningen er for svær for Fernando Barcelo, Eduard Prades og David Gonzalez, der ellers alle har klatret godt i år.

Det er svært at have de store forventninger til Bingoal. Floris De Tier blev kun nr. 14 på kongeetapen i Norge og kommer næppe alt for langt. Det andet bud er Lennert Teugels ¸ men han er faldet sammen og skuffede stort senest i Norge. Marco Tizza har slet ikke kunnet klatre i år, og løbet er for svært for Giacomo Villa.

På kontinentalholdene skal vi holde øje med særligt Piotr Pekala, men også Michal Paluta, Szymon Tracz og Jaka Marolt, men potentialet er begrænset i år.

OPDATERING: Den endelige startliste er kommet, og der har været en byge af ændringer. Der afbud fra Carr, Carthy, Rafferty, Nerurkar, Martinelli, Ponomar, Eiking, Ulissi og Fancellu. Bardiani har udtaget Giulio Pellizzari og Domenico Pozzovivo, og de bør begge komme ret langt. Særligt Pellizzari har potentiale, fordi han sluttede Giroen fremragende, men Pozzovivo plejer også at være god efter en grand tour. EF har slet ikke det ventede stærke hold, men de har udtaget Ben Healy, hvis form er en stor ubekendt. Stigningen er for lang, men i dette selskab kan han komme meget langt, hvis han er i form. Markel Beloki har haft det lidt svært, mens Mikkel Honoré godt kan komme et stykke i dette felt. Corratec har udtaget Alessandro Monaco, der ikke har vist meget i år, og Mark Padun, der går comeback efter et eller andet problem, der har holdt ham ude længe. Uno-X har udtaget Anders Johannessen, men han ligner stadig en skygge af sig selv. Q36.5 vil nu køre for James Whelan, Fabio Christen og Marcel Camprubi, men de kommer ikke alt for langt. Endelig har UAE udtaget Vegard Stake Laengen, der med klatrebenene fra Giroen kan gøre det hæderligt i dette felt, mens Mihael Stajnar fra Ljubljana kan gøre det pænt.

***** Tobias Johannessen

**** Pello Bilbao, Michael Storer

*** Ben Healy, Giulio Pellizzari, Filippo Zana, Domenico Pozzovivo, Domen Novak

** Davide Piganzoli, Pablo Castrillo, Paul Double, Steff Cras, Archie Ryan, Jordan Jegat, Giovanni Aleotti, Luca Covili, Johannes Kulset, Jhonatan Narvaez, Mikel Bizkarra, Matej Mohoric, Edoardo Zambanini, Tobias Foss, Odd Christian Eiking, Brieuc Rolland

* Antonio Morgado, Valerio Conti, Alexander Hajek, Victor De La Parte, Joel Nicolau, Thomas Silva, Sebastian Berwick, Floris De Tier, Urko Berrade, Jordi Lopez, Pau Miquel, Anders Johannessen, Fernando Barcelo, Eduard Prades, Ben Swift, Lucas Eriksson, Martin Marcellusi, Filippo Fiorelli, Alessandro Tonelli, Lennert Teugels, Piotr Pekala, Alex Tolio, Mattia Bais, Emil Herzog, Markel Beloki, Mikkel Honoré, Alessandro Monaco, Enzo Paleni, Txomin Juaristi, Xabier Berasategi, Kristian Sbaragli, David Gonzalez, Gotzon Martin, Fredrik Dversnes, Alex Martin, Fabio Christen, James Whelan, Marcdl Camprubi, Vegard Stake Laengen, Andrea Garosio, Maxime Decomble, Jardi Christiaan van der Lee, Mihael StajnarMichal Paluta, Szymon Tracz, Jaka Marolt

Danskerne

Hos Uno-X skal Louis Bendixen køre lead-out for Alexander Kristoff og derudover støtte Tobias Johannessen. Hos EF skal Mikkel Honoré støtte Ben Healy og Archie Ryan samt måske gå efter et resultat på 3. og 5. etape.

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT