Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Optakt: Tour of the Alps (Giro del Trentino)

Optakt: Tour of the Alps (Giro del Trentino)

15. april 2024 14:00Foto: Charly Lopez

Mens klassikersæsonen nærmer sig sin afslutning, forbereder cykelverdenen sig på at vende opmærksomheden væk fra endagsløbene og mod de store grand tours. Den første af disse, Giro d’Italia, starter mindre end to uger efter afslutningen på Liege-Bastogne-Liege, og mens de bedste klassikerryttere slås om sejrene i Belgien, bruger nogle af favoritterne til det italienske etapeløb denne uges traditionelle opvarmningsløb Tour of the Alps, der tidligere har været kendt som Giro del Trentino, til at færdiggøre forberedelserne på en meget bjergrig rute, der giver os den helt perfekte mulighed for at vurdere, hvem der er i form til det store slag i Italien.

Artiklen fortsætter efter videoen.

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

 

Løbets rolle og historie

Cykelsæsonen er inddelt i flere faser, der tilgodeser forskellige ryttertyper. Efter de mange forberedelsesløb i januar og februar gav Paris-Nice og Tirreno-Adriatico etapeløbsrytterne en chance for at vise sig frem, før en ganske særlig type af klassikerryttere indtog scenen i Milano-Sanremo og brostensklassikerne. Den del af sæsonen er efter Paris-Roubaix ovre, og nu har de lettere fyre overtaget stafetten i ardennerklassikerne, inden vi tager hul på grand tour-sæsonen.

 

Mens ardennerstjernerne således er i gang med sæsonens store højdepunkt, er Giro-rytterne i disse dage i færd med at færdiggøre forberedelserne til det næste store skift i cykelkalenderen. I mange år betragtede de fleste Tour de Romandie med dets lange og rige historie samt høje bjerge som det perfekte opvarmningsløb til Giro d’Italia. Afslutningen på det schweiziske løb mindre en uge inden starten på det helt store mål gjorde det til den ideelle begivenhed til at fintune formen forud for de store slag i de italienske bjerge. I samme periode blev det bjergrige Giro del Trentino afviklet en uge tidligere, hovedsageligt som en italiensk affære, hvor værtslandets helte kunne teste benene inden det nationale højdepunkt.

 

Læs også
Vingegaard "i super form" set på Mallorca

 

Det regionale etapeløb afvikledes i et af de mest bjergrige områder i Italien og blev første gang afholdt i 1962, inden det allerede efter to udgaver forsvandt igen. Ideen om at have et forberedelsesløb til Giroen i en af de mest bjergrige egne var imidlertid for oplagt til at modstå, og løbet var derfor tilbage på kalenderen i 1979, hvor norske Knut Knutsen tog en dengang meget sjælden udenlandsk sejr i Trentino.

 

Siden da har løbet altid været rammen om den store Giro-generalprøve for de bedste italienske ryttere, hvis hjemlige fans har haft en mulighed for at vurdere hvem af deres helte, der var i form til den store grand tour. Francesco Moser og Giuseppe Saronni er begge blandt de tidlige vindere, og siden har Claudio Chiappucci, Gianni Bugno, Paolo Savoldelli, Gilberto Simoni, Damiano Cunego, Vincenzo Nibali, Ivan Basso og Michele Scarponi alle vundet løbet, inden de senere har henrykket hjemmepublikummet i Giroen. Løbet var imidlertid hovedsageligt for italienske hold og ryttere, mens udlændingene sparede på kræfterne til Romandiet.

 

I de senere år er denne trend blevet ændret. Mens det schweiziske løb nu hovedsageligt er det sidste store forårsmål for Tour de France-favoritterne og en perfekt mulighed for klassikerrytterne til at vise deres form én sidste gang inden en velfortjent pause, er det italienske løb pludselig blevet den foretrukne forberedelse ikke bare for italienere, men også for de største internationale stjerner.

 

Løbet har ganske vist stadig været domineret af italienere, men da Alexandre Vinokourov vandt i 2010, blev det tydeligt, at også udenlandske Giro-favoritter kunne være med. I 2012 blev startfeltet yderligere internationaliseret, da BMC, Ag2r og Astana alle brugte løbet som deres vigtigste forberedelse for deres Giro-kaptajner Marco Pinotti, John Gadret og Roman Kreuziger, og i 2013 fik det sin status som den store generalprøve mellem de to store Giro-favoritter, Bradley Wiggins og Vincenzo Nibali, mens den senere Giro-toer, Cadel Evans, gav feltet yderligere internationalt tilsnit. I 2014 var Evans, Domenico Pozzovivo, Fabio Aru og Michele Scarponi blandt de allerstørste Giro-favoritter, og de var alle til start i Trentino. I 2015 planlagde tre af de største favoritter, Richie Porte, Fabio Aru og Domenico Pozzovivo, alle at bruge løbet som den sidste test (selvom sygdom tvang Aru til at droppe det), og i 2016 var de to store forhåndsfavoritter, Vincenzo Nibali og Mikel Landa, begge at finde på startstregen.

 

I 2017 slog den nye status for alvor slået igennem, og man var således i stand til at tiltrække ikke færre end syv udenlandske WorldTour-hold. Ganske vist gjorde det ondt at se Vincenzo Nibali foretrække Tour of Croatia som sin sidste forberedelse, men man kunne på ingen måde være utilfredse med at præsentere et felt, der rummede en stor del af forhåndsfavoritterne til den ekstremt stærkt besatte Giro. Mikel Landa, Geraint Thomas, Domenico Pozzovivo, Michele Scarponi, Rohan Dennis, Davide Formolo og Thibaut Pinot havde alle udsigt til at stå i spidsen for deres mandskaber i den italienske grand tour, og de benyttede alle løbet som deres sidste forberedelse.

 

Succeshistorien for løbet vil ingen ende tage. Det kan godt være, at man endnu ikke er blevet en del af WorldTouren - noget, der ellers har været luftet planer om - men startfeltet var også i 2018 et WorldTour-løb værdigt. Ikke færre end ni WorldTour-hold var at finde i feltet, og heriblandt var et hav af ryttere, der jagtede en topplacering i Giroen. Det gjaldt naturligvis særligt Chris Froome, der i sit sidste løb inden Giroen tiltrak sig kolossal opmærksomhed, men også Thibaut Pinot, Miguel Angel Lopez, Fabio Aru, Domenico Pozzovivo, George Bennett og Louis Meintjes brugte løbet til at skærpe formen inden deres store mål i Italien senere på foråret. I 2019 var der til gengæld et lille dyk med kun fem WorldTour-hold, og blandt Giro-favoritterne var det kun Nibali og Rafal Majka, der var til start.

 

Heldigvis var det dyk kun midlertidigt. Efter coronaaflysningen i 2020 var der i 2021 ikke færre end 13 WorldTour-hold til start i det, der måtte betegnes som den stærkest besatte nogensinde. Ganske vist var det et slag, at Egan Bernal i sidste øjeblik valgte løbet fra, og at heller ikke Remco Evenepoel og Mikel Landa var med, men med deltagelse af Vincenzo Nibali, Dan Martin, Hugh Carthy, Simon Yates, Emanuel Buchmann, Aleksandr Vlasov, Brandon McNulty, Thibaut Pinot, Domenico Pozzovivo og Romain Bardet var hovedparten af Giroens holdkaptajner til start, og dermed levede løbet endnu engang i høj grad op til sin status som den store Giro-generalprøve. Tendensen fortsatte i 2022, hvor man ganske vist var nede på 10 WorldTour-hold, men alligevel kunne mønstre et stort antal Giro-kaptajner i form af Mikel Landa, Pello Bilbao, Miguel Angel Lopez, Hugh Carthy og Romain Bardet.

 

Nu er der dog en nedadgørende trend. Sidste år valgte endnu flere af de store hold løbet fra, så kun 8 af de bedste mandskaber var til start, men de stillede til gengæld i vidt omfang med Giro-kaptajnerne. Således var Geraint Thomas, Tao Geoghegan Hart, Thymen Arensman, Pavel Sivakov, Jack Haig, Santiago Buitrago, Hugh Carthy, Ivan Sosa, Aleksandr Vlasov og Lennard Kämna alle tiltænkt en fremtrædende rolle på deres hold i Giroen, og de brugte alle løbet som en sidste forberedelse.

 

Desværre fortsætter den triste tendens i år. Ganske vist vokser antallet af WorldTour-hold til nu, men Giroens største profiler mangler. Det skyldes naturligvis i vidt omfang, at årets Giro bliver profilfattigt, men det er svært at se det som en reel Giro-generalprøve, når man savner navne som Tadej Pogacar og Cian Uijtdebroeks. Endnu mere bekymrende er det, at Bahrain, Ineos, Movistar og Bora alle kører løbet, men sparer flere af deres Giro-profiler i form af Damiano Caruso, Thymen Arensman, Einer Rubio og Daniel Martinez. Navne som Geraint Thomas, Ben O’Connor, Aurelien Paret-Peintre, Wout Poels, Antonio Tiberi, Hugh Carthy, Eddie Dunbar, Filippo Zana og Romain Bardet vil stadig bruge løbet som vigtig forberedelse, men elementet af generalprøve er aftagende.

 

Læs også
Fransk kæmpetalent har fremtiden på plads

 

Der er ellers intet under, at løbet har opnået denne status som foretrukken forberedelse til Giroen. Med dets placering i Dolomitterne og Alperne tilbyder det feltet en vigtig mulighed for at teste benene i bjerge, der er meget lig dem, der skal forceres i det store løb til maj, og med kun ganske få kilometer i fladt terræn er det et af de mest udtalte bjergløb på hele året. Faktisk er det et af de få etapeløb som rene klarere kan vinde uden at bekymre sig for meget om tidskørsler. Derudover slutter løbet to uger inden starten på den italienske grand tour, og i moderne cykelsport synes mange at foretrække mere hvile forud for starten på et tre uger langt etapeløb.

 

Løbet spiller samme rolle som for Giroen, som Criterium du Dauphiné gør for Touren og Vuelta a Burgos for Vueltaen. Alle tre afvikles de i nogle af de mest bjergrige områder af grand tourens værtsland, og de afholdes bare få uger før starten på den nationale grand tour. Derfor er det ingen overraskelse, at netop disse tre løb af mange betragtes som den ideelle forberedelse til de tre grand tours.

 

I 2015 var Giro del Trentino imidlertid i fare for aflysning som følge af den økonomiske krise, der har redet italiensk cykelsport som en mare. Det lykkedes heldigvis arrangørerne at redde løbet ved at slå sig sammen med organisationen bag endagsløbet Trofeo Melinda, der også var i fare for aflysning. De to løb fusionerede, og i årene fra 2015 til 2018 havde man derfor på løbets fjerde etape inkorporeret dele af Trofeo Melinda-ruten.

 

Faktisk er det lykkedes helt at vende udviklingen, og nu trives begivenhed som aldrig før. I 2016 var der for første gang siden 2013 direkte tv-dækning fra løbet, og man havde sikret sig aftaler med nogle økonomisk stærke støtter. En ny hjemmeside var del af en ny og mere international kommunikationsstrategi, og man etablerede vigtige kontakter til Tyrol-regionen i Østrig. Den forbindelse udviklede sig i 2017 til et decideret samarbejde, og fra og med 2017 har det været slut med at være et italiensk løb i Trentino-regionen. Nu afvikles løbet officielt i samarbejde mellem Tyrol og Trentino, og derfor det fået en international profil og et nyt navn, Tour of the Alps. Løbet er endda udvidet til fem etaper og starter således allerede mandagen efter Amstel Gold Race. Det nye navn signalerer i allerhøjeste grad, at løbet udelukkende handler om klatring, og derfor har man nu også skaffet sig af med alle former for tidskørsler og sprinteretaper i det, der nu er en fem dage lang bjergfest.

 

Sidste år var en stor del af Giro-favoritterne som sagt nok engang til start, selvom den triste trend var indledt og savnet af de to største, Remco Evenepoel og Primoz Roglic, var stort. Desværre blev det også en ret ensidig affære, for selvom der blev budt på den hårdeste rute i mange år, viste Ineos sig alt for stærke til et løb, hvor de fleste etaper havde sene stigninger med flade finaler. Tao Geoghegan Hart lagde fra start løbet i et jerngreb ved at vinde den indledende puncheurspurt og 2. etape i en spurt, og efter et fornemt forsvar på løbets kongeetape, der bød på en i dag for løbet sjælden bjergfinale, kunne det skræmmende Ineos-hold knuse al angrebslyst over de sidste to dage, der i stedet blev vundet fra udbrud og endte som klassementsmæssige fusere. Resultatet var, at Geoghegan Hart tog en sikker samlet sejr med 22 sekunder ned Hugh Carthy og 28 sekunder ned til Jack Haig. Geoghegan Hart satser i år ikke på Giroen og skipper derfor løbet til fordel for Ardennerne og Romandiet, og da Haig heller ikke har Giro-planer og derfor også dropper løbet, bliver Carthy den eneste genganger fra det seneste podium.

 

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

 

Ruten

Tour of the Alps/Giro del Trentino har altid været et løb for klatrere, og det fem dage lange løb er spækfyldt med bjergetaper. Hvis ikke man har planer om at fintune klatrebenene forud for Giroen, har sprinterne intet incitament til at kæmpe sig igennem fem dage med brutale bjerge, da der ganske sjældent har været muligheder for ryttere af deres statur. Tidligere var der ofte en flad etape til de hurtige folk, men vi skal tilbage til 2010 for at finde den sidste massespurt, idet de dummede sig og missede chancen, da der i 2013 og 2021 sidst var en relativt flad etape. I år vil der heller ikke være muligheder for sprinterne i et løb, der som altid kun handler om at klatre.

 

Frem til 2015 blev løbet som regel udgjort af tre bjergetaper og en tidskørsel, der først var en enkeltstart, men i de sidste år blev til et holdløb. Siden 2017 har der imidlertid ingen tidskørsel været, og efter at løbet har taget navneforandring til et navn, der stinker af klatring, har man besluttet sig at designe et løb udelukkende bestående af bjergetaper.

 

I 2012 designede man en historisk hård rute, der blandt andet inkluderede den vanvittige Punta Veleno-stigning, men det markerede et højdepunkt i brutalitet. Siden da har man gradvist gjort løbet lettere, kun afbrudt af en hård 2014-udgave. I 2013 og 2015 var der kun to bjergafslutninger på programmet, og i både 2016, 2017, 2019 og 2022 var ruten usædvanligt nem. Således var der ingen stor bjergfinale, og klatrerne kunne kun gøre en forskel på afslutninger på relativt korte eller lette stigninger i Østrig.

 

Læs også
En mesters morgenmad: Pogacar spiste i 40 minutter

 

Derudover var løbet præget af etaper, der var alt andet end lette, men hvor en flad finale gjorde det vanskeligt at skabe store afstande, men til gengæld lagde op til ukontrollerbart cykelløb med uforudsigelige udfald. Kun i 2018, hvor man igen havde en stor bjergfinale, i 2021, hvor man havde en brutal stigning efterfulgt af kun en nedkørsel, og senest i 2023, hvor man havde den hårdeste rute i flere år og også en bjergfinale, brød man trenden, men det er efterhånden mere undtagelsen end reglen.

 

Noget kunne imidlertid tyde på, at vi igen skal vænne os til hårdere ruter. I 2024 fortsætter man i hvert fald trenden fra sidste år med et format, der byder på fem bjergetaper, som alle potentielt kan gøre forskelle i klassementet. Ganske vist er der denne gang ingen bjergfinale, men to af etaperne slutter næsten direkte for foden af nedkørsler og bør derfor kunne gøre næsten samme skade, og derudover er der, som vi har set de senere år, et miks af både store bjerge i Dolomitterne og korte, stejle, ardenneragtige mure, som man særligt kan finde dem i Østrig.

 

Trenden med korte etaper går også igen, selvom man denne gang har en sjældent lang 2. etape, og så kan arrangørerne ikke slippe deres glæde ved de uforudsigelige og potentielt taktiske etaper, for på fire af etaperne kommer de vanskeligste stigninger relativt langt fra mål, og tre af etaperne slutter med længere, relativt lette stykker, hvor det kan være ganske rædselsfuldt at være isoleret.

 

Man lægger ud med to af disse åbne og uforudsigelige etaper, der nok også er de to med den mindste chance for at gøre forskelle i klassementet. Man lægger i år ud på italiensk grund med en relativt flad etape, der til gengæld slutter med to omgange, der byder på en regulær mur. Den har dog top med små 20 km til mål, og dermed kan alt ske. Det kan blive en kontrolleret og afventende dag, da vi er tidligt i løbet, men køres der cykelløb, kan taktik og gode ben afgøre en etape, der kan blive ganske selektiv.

 

Tirsdag venter mere af det samme, når man kører en for løbet helt usædvanlig lang etape over 190 km, der fører fra Italien til Østrig, og hvor man igen skal over en svær mur inden for de sidste 20 km, inden der igen venter en flad finale.

 

Hvis ikke de to første etaper har gjort forskelle, vil det helt sikkert ske onsdag og torsdag, hvor de vigtigste etaper venter. Onsdagens meget korte og intense etape i Østrig er mest af alt flad, men slutter med to omgange på en rundstrækning, hvor to mure kommer lige i rap, inden der venter en teknisk nedkørsel, som fører direkte ned til mål. Her er der med sikkerhed lagt op til klassementsopgør på en rute, der appellerer mere til eksplosive folk.

 

Det gør torsdagens kongeetape til gengæld ikke. Her skal man klatre intet mindre end 4200 højdemeter over bare godt 140 km på italiensk grund i Dolomitterne, og selvom de to sidste regulære bjergpas kommer et stykke fra mål, er de så svære, at de bør sætte scenen for et brutalt udskilningsløb, som vil kulminere på den sidste lille stigning, der ganske vist er relativt let, men som efter så vild en dag formentlig kan gøre ganske stor skade.

 

Herefter kan løbet være afgjort, men sikkert er det ikke. Fredagens ultrakorte etape på bare små 120 km byder nemlig på hele to ture op ad et langt bjerg, der ganske vist ikke er det allersværeste, men som efter fire hårde dage sagtens kan gøre betydelig skade. Derefter venter endnu en åben og uforudsigelig afslutning med en lettere finale, der inkluderer en lille bakke, og her kan man som minimum drømme om, at taktik måske kan bringe en isoleret førertrøje i problemer - og dermed vil intet være afgjort før til allersidst!

 

Kun ét er sikkert. Efter fem dage med fem bjergetaper er det igen i år en klatrer, der vil vinde cykelsportens mest udprægede bjergløb, særligt når vi i år får serveret en af de hårdeste og mest selektive ruter i de seneste år!

 

Læs også
Ineos-stjernes lillebror får kontrakt med storhold

 

 

 

1. etape

De to halvetaper på førstedagen i 2013 var en undtagelse, men derudover var det en fast tradition i årene efter 2008, at løbet altid startede med en tidskørsel, ofte på en helt flad rute ved Gardasøen. Frem til 2010 var der tale om en enkeltstart, men efter det foretrak man et holdløb. I 2017 rykkede starten i kraft af det nye samarbejde med Tyrol-regionen imidlertid til Østrig, og det gav anledning til en ændring af formatet. Tidskørslen blev droppet, og i stedet gik man direkte til det, Tour of the Alps handler om: klatring. Således ventede den første af tre bjergafslutninger allerede på 1. etape, og den model fastholdt man i 2018. Derefter fulgte tre udgaver, hvor man lagde lidt blødere ud, inden man sidste år atter lagde ud med en helt afgørende etape. Det gør man måske også i år, for selvom man lægger ud med en af de lettere etaper, betyder en brutal mur med top små 20 km fra mål, at der er lagt op til en helt uforudsigelig afslutning, hvor alt kan ske, og hvor særligt taktik måske kan være med til at skabe helt afgørende forskelle.

 

Som altid i Tour of the Alps er der tale om en kort etape, der fører feltet over bare 133,3 km fra Neumarkt/Egna til Kurtinig a.d. Weinstrasse/Cortina s.s.d. Vino. Modsat sidste år lægges der ud i Italien, hvor hele etapen afvikles mellem to nabobyer, der ligger bare få kilometer fra hinanden. Man lægger ud med at køre mod sydvest ad helt lige og flade dalveje direkte ned til udkanten af mållbyen. Man kører dog ikke ind til byen, men fortsætter mod sydvest ad de lige og flade dalveje, inden man efter byen Mezzocorona, der nås efter 20,9 km, drejer mod nordvest for at forsætte gennem dalen ind gennem byen Mezzolombardo, hvorefter man rammer en rundstrækning, hvor der skal køres én omgang.

 

Den indledes benhård, når man efter små 30 km næsten med det samme forlader dalen for at køre mod syd og sydvest op ad kategori 3-stigningen Andalo (15,5 km, 5,3%), der over de første 8 km stiger relativt jævnt med 6-7%, inden den flader ud med 1-4% over 3 km. Nu følger 2 km med ca. 7%, inden det bliver næsten fladt over 2 km, hvorefter den slutteligt stiger med 5,2% frem mod toppen, som rundes efter 44,8 km. Undervejs på stigningen kører man efter 33,9 km dagens første spurt.

 

Nu venter en ganske let nedkørsel, som dog bliver meget teknisk til sidst, og som fører mod nordøst og nord tilbage til dalen, hvor rundstrækningen afsluttes. Nu kører man mod sydøst og nordøst tilbage ad de samme dalveje som tidligere, inden man afviger fra den tidligere rute for at køre ind til målbyen, hvor stregen krydses for første gang efter 80,3 km.

 

Etapen afsluttes nu med to omgange på en 26,5 km lang rundstrækning i området nord for byen. Den indledes med, at man kører mod nord og nordvest ad flade og lige dalveje, som man forlader, når man fortsætter mod nordvest op ad kategori 2-stigningen Penon/Penone (4,3 km, 9,4%), der er en mur, hvis første fire kilometer stiger med hhv. 14,4%, 6,6%, 8,6% og 8,1%.

 

Toppen, hvor der kun er en bjergspurt på første omgang rundes, efter hhv. 89,8 km og 116,3 km, hvorefter der på sidste omgang resterer 17,0 km. De indledes med en uhyre teknisk og 5 km lang nedkørsel, der leder mod øst, hvorefter man kører mod syd og sydvest ad en lige og næsten helt flad dalvej, idet man på første omgang kører dagens anden spurt efter 96,1 km. Med 5000 m igen drejer man til venstre, hvorefter det får ad en stort set lige vej, der afbrydes af en rundkørsel med 4500 m igen. Med 600 m igen er der et blødt venstresving, inden man med 300 m igen skal under en tunnel, hvorefter man rammer den flade og lidt smalle opløbsstrækning.

 

Etapen byder på i alt 2259 højdemeter.

 

Læs også
Ny udvikling i Giroens store solstrålehistorie

 

Det er en helt typisk etape for det nye Tour of the Alps, hvor man ofte har svære stigninger efterfulgt af flade finaler. Den sidste stigning er svær nok til en klassementsopgør, men den kommer også så langt fra mål, at der er tid til en regruppering. Derfor kan det sagtens ende i en spurt i en gruppe, hvis størrelse vil afhænge af, hvor aggressivt der køres, men åbnes døren for taktik i fladlandet, kan etapen pludselig skabe nogle helt uventet store afstande, der endda kan være altafgørende i kampen om den samlede sejr.

 

Kurtinig a.d. Weinstrasse/Cortina s.s.d. Vino har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

 

 

 

 

 

 

2. etape

Siden løbet fik sit nuværende format, har arrangørerne elsket etaper med sene stigninger og flade finaler, hvor ikke kun gode ben, men også taktik kan blive afgørende. En sådan havde vi allerede på 1. etape, og en sådan venter igen på 2. etape. Denne gang er den samlede etape hårdere og igen venter en stejl lille mur med top stort set i samme afstand som på den foregående etape. Dermed er scenen igen sat for en ganske uforudsigelig etape, hvor forskellene måske allerede er så store, at et udbrud kan få en chance, hvor det kan ende i en spurt i en mindre gruppe, eller hvor taktik nok engang kan blive ganske afgørende i den flade afslutning.

 

Etapen er en for løbet sjældent lang sag, hvor der skal køres hele 190,7 km fra den italienske by Salurn/Salorno til den østrigske by Stans. Man lægger ud med at køre mod nordøst ad flade dalveje frem til den første spurt, som kommer efter 22,8 km, inden man når frem til den store by Bolzano efter 30,8 km.

 

Læs også
Anerkendt journalist: Spansk mester skifter til storsatsende hold

 

Herfra sættet man kursen mod først øst og siden nordøst for at køre ad let stigende veje op mod den berømte Brenner-pas. I byen Brixen, som nås efter 70,3 km, drejer man mod nordvest for at fortsætte ad de stigende veje frem til byen Sterzing, hvor dagens anden spurt køres efter 102,6 km. Her drejer man mod nord for at køre op ad kategori 3-stigningen Brenner/Brennero (13,4 km, 3,2%), der over de første 3 km stiger med 2-4%, inden der venter 4 km med hovedsageligt 6-7% frem mod de sidste 5,4 km, der stiger med 0-3%.

 

Toppen af det berømte pas nås efter 116,8 km, og bare 600 m senere krydser man grænsen til Østrig. En ganske let nedkørsel leder nu mod nord ned til Matrel am Brenner, hvor det i stedet begynder at stige ganske let. Efter 141,8 km begynder det i stedet af falde, stadig mod nord, inden man kører mod nordøst op ad en ganske stejl bakke (1,8 km, 7,4%), der har top efter 153,4 km. Herefter stiger det igen let mod nordøst, inden en lidt halvteknisk nedkørsel fører mod nordøst ned til dalen, der nås umiddelbart øst for den store by Innsbruck.

 

Her kører man et ganske kort stykke mod øst gennem den flade dal, idet der er en lille bakke undervejs, inden man i byen Wattens forlader dalen ved at dreje mod nord og køre op ad kategori 2-stigningen Gnadenwald (4,5 km, 7,6%), hvis data snyder. Således stiger de første 3 km med hhv. 8,2%, 9,6% og 9,7%, inden der venter en let kilometer med bare 3,7% og slutteligt 500 m med 7,6% frem mod toppen, som rundes efter 175,5 km.

 

Herfra resterer 15,2 km, der indledes med en ganske let nedkørsel, der fører mod øst tilbage til dalen. Den ender med 10,7 km igen, hvorefter man kører mod nordøst, sydøst og nordøst ad let faldende dalveje. Det går ad en næsten helt lige vej frem til en rundkørsel med 2200 m igen, hvorefter det bliver helt fladt. Med 1200 m igen skal man igennem endnu en rundkørsel, hvorefter det begynder at stige let, idet den sidste kilometer stiger med 2,4% - dog stejlere over de sidste 500 m.

 

Etapen byder på i alt 2738 højdemeter.

 

Dette er endnu en helt klassisk Tour of the Alps-etape, hvor meget kan ske. Den sidste mur er igen svær nok til et lille klassementsopgør, men meget vil afhænge om, at rytterne vil spare sig til de kommende tre etaper, der er mere afgørende. Forskellene kan måske endda være så store, at et udbrud kan få lov at holde, men mest sandsynligt er det, at en lille gruppe skal spurte i den let stigende finale, hvis ikke taktik åbner døren for, at vi kan få større forskelle, end etapen ved første øjekast lægger op til.

 

Stans har ikke tidligere i dette årtusinde været målby for et stort cykelløb.

 

 

 

Læs også
Optakt: 16. etape af Giro d’Italia

 

 

 

 

 

3. etape

Efter to dage, hvor klassementsrytterne måske har valgt at holde lidt igen for at spare kræfter til mere afgørende etaper, er der nu ikke længere nogen chance for at spare sig. Onsdagens etape byder egentlig på mere af det samme med en stejl mur efterfulgt af en nedkørsel, men denne gang er betingelserne for at skabe forskelle helt anderledes. Dels kommer der to mure lige i rap, og dels ender etapen stort set i bunden af nedkørslen. Dermed er der lagt op til første fuldtonede klassementsopgør, der selvsagt vil appellere mere til ryttere med evner på eksplosive mure end dieselklatrere, og hvor vi bør få et klart billede af styrkeforholdet inden torsdagens kongeetape.

 

Efter tirsdagens usædvanligt lange etape er vi tilbage ved en mere klassisk Tour of the Alps-distance på bare 124,8 km, der består af omgange på to rundstrækninger omkring den østrigske by Schwaz. Den ligger i Inn-dalen nordøst for Innsbruck, og her lægger man ud med at køre mod nordøst ad en lige og flad dalvej, som man kortvarigt forlader for at køre mod øst op ad en bakke (1,6 km, 8,1%), der har top efter 14,0 km.

 

En lidt teknisk nedkørsel leder nu mod nord tilbage til dalen, som man dog forlader for at køre mod nordøst ad en let stigende vej frem til dagens første spurt, der kommer efter 23,4 km. Derfra falder det let mod nordøst tilbage til dalen, som nås igen efter 30,9 km.

 

Her tager man hul på en 19,0 km lang rundstrækning, hvor der skal køres en omgang. Man forlader med det samme dalen ved at køre mod nord opad en bakke, inden det går mod nordøst og syd ad et fladt plateau. Efter 43,5 km drejer man mod sydvest, og derefter går det ad en lige vej, der først er faldende, siden let stigende og slutteligt igen let faldende tilbage til dalen, hvor rundstrækningen afsluttes efter 49,9 km.

 

Her forlader man igen dalen, idet man nu kører tilbage ad den vej, man tidligere benyttede. Det går mod vest og ad en bakke, inden det går mod sydvest ad et fladt plateau og dernæst ad en let nedkørsel mod syd tilbage til dalen. Her afviger man fra den tidligere rute, idet man nu kører mod sydvest ad den flade dalvej frem til byen Jenbach, hvor man kører op ad en ganske lille bakke, på hvis top dagens anden spurt kommer efter 71,2 km. Nu går det videre mod sydvest ad den lige og flade dalvej tilbage til Schwaz, hvor man kører lige forbi målstregen og fortsætter mod syd ud gennem dalen til den afsluttende rundstrækning.

 

Læs også
Vingegaard-hjælper usikker på sin rolle i Tour de France

 

Den er 21,0 km lang, rammes efter 81,5 km og skal tilbagelægges to gange. Først fortsætter man mod sydvest ad den helt lige og flade dalvej frem til byen Weer, der er rutens vestligste punkt. Her for alder man dalen for at køre mod nordøst og syd op ad kategori 2-stigningen Weerberg (3,2 km, 9,9%), hvis tre første kilometer stiger med hhv. 6,6%, 12,1% og 10,2%, og hvis top, hvor der er en bjergspurt på første omgang, rundes efter hhv. 90,9 km og 111,9 km.

 

Fra sidste passage resterer herfra 12,9 km, som indledes med en teknisk nedkørsel, der fører mod nordøst og nord tilbage til dalen, der nås i byen Pill. Den forlader man dog med det samme for at køre mod øst, syd og nordøst op ad kategori 2-stigningen Pillberg (3,2 km, 10,3%), hvis tre første kilometer stiger med hhv. 11,8%, 10,4% og 9,4%.

 

Toppen, hvor der er en bjergspurt på første omgang, rundes efter hhv. 99,2 km og 120,2 km, og fra sidste passage resterer bare 4,6 km. De indledes med en lidt teknisk nedkørsel, der leder mod nord ned til dalen, idet der er fire hårnålesving med hhv. 3100, 300, 2100 m og 2000 m igen. Med 1400 m igen er man tilbage i dalen, hvor man efter sidste omgang forlader rundstrækningen via et højresving, hvorefter det går mod nordøst ad den flade dalvej frem til et lynhurtigt dobbeltsving, der leder ind på den 300 m lange og flade opløbsstrækning.

 

Etapen byder på i alt 2287 højdemeter.

 

Nedkørslen er teknisk nok til måske at spille en rolle, men med kun 1400 flade meter til sidst er der praktisk talt mål på toppen. Med to så stejle mure lige efter hinanden er der ganske gode chancer for, at bedste man kan køre alene hjem, men det er også muligt, at der skal spurtes om sejren, eller at der måske endda er plads til taktik på det korte, flade stykke. Uanset hvad er der lagt op til et stensikkert klassementsslag, der selvsagt appellerer mere til eksplosive folk end de klassiske klatrere, særligt fordi det meste af etapen er ganske let.

 

Schwaz har kun én gang tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb. Det var i 2002-udgaven af Østrig Rundt, hvor Bostjan Mervar vandt en massespurt foran Daniele Bennati og Gerrit Glomser - selvsagt på en helt, helt anden rute end denne.

 

 

 

 

Læs også
Giro d'Italia-analyse: Var det Quintanas gave til Vingegaard?

 

 

 

4. etape

Siden løbet fik sit nuværende italiensk-østrigske format i 2017 har man kun haft ganske få bjergfinaler. I stedet har løbets kongeetaper ofte haft de vanskeligste stigninger placeret længere fra mål, og den model vender man tilbage til i år, efter at man sidste år havde en af de sjældne bjergfinaler. I år kommer kongeetapen om torsdagen, hvor der venter en modbydelig dag med 4200 højdemeter over en kort distance i de italienske bjerge, og hvor der nærmest ikke er noget fladt terræn. På etapens anden halvdel skal man også over to lange og svære stigninger, men den sidste har top med godt 35 km til mål. Derfra er resten af etapen nemmere, men da der venter en kort og ganske stejl stigning som en sidste chance for at føre forskelle inden den sidste 10 km lange nedkørsel, er der al mulig grund til at tro, at vi bliver vidner til et stort opgør, hvor kun de bedste klatrere står tilbage.

 

Med en distance på 141,3 km er der som altid tale om en kort etape, hvor vi er tilbage i Italien, når der skal køres fra Leifers/Laives til Borgo Valsugana. Allerede starten er ganske brutal, for man kører kun 6,7 km mod syd ad en flad dalvej, indne man forlader dalen for at køre mod syd og øst op ad den ikke-kategoriserede Passo San Lugano (15,3 km, 5,4%), der er en relativt jævn stigning med 5-8% over de første 10 km og derefter blot 4-5% over de sidste 5,3 km frem mod toppen, som rundes efter 21,9 km.

 

Der venter dog ingen rigtig nedkørsel. En faldende vej leder mod sydøst ned til et let kuperet plateau som følges mod sydvest frem til byen Sover. Her drejer man mod syd for at køre op ad den ikke-kategoriserede Montesover (2,9 km, 9,3%), der efter en første kilometer med 5-9% stiger med 8-15% over de sidste 1900 m frem mod toppen, som rundes efter 47,2 km, idet man på den nedre del kører dagens første spurt efter 44,9 km.

 

Den leder op til et fladt plateau, der følges videre mod syd og sydvest, inden det går mod sydøst op ad den ikke-kategoriserede Passo del Redebus (4,8 km, 8,7%), der efter en første kilometer med 11,1% stiger med 8-9% over 3 km, inden den flader ud med 5,4% over de sidste 800 m frem mod toppen, som rundes efter 58,6 km.

 

Nu venter en lang og teknisk nedkørsel, der fører mod sydvest ned til dalen, som nås i byen Zivignago efter 73,9 km. Her kører man kortvarigt mod syd ad en lige dalvej, inden det går mod sydøst op ad kategori 1-stigningen Passo del Compet (10,2 km, 8,3%), der er en helt jævn stigning med top efter 86,2 km, hvorfra der resterer 55,1 km.

 

På toppen rammer man en 19,6 km lang rundstrækning, hvor der skal køres en omgang. Den indledes med en meget teknisk nedkørsel, der fører mod syd og øst ned til dalen, som man med det samme forlader for at køre mod nordøst, nord og vest op ad kategori 1-stigningen Passo del Vetriolo (9,4 km, 8,7%), der starter brutalt med 4 km med 11-12%, inden der venter 3 km med 8-10% frem mod de sidste 2,4 km, der blot stiger med 3-4%.

 

Toppen rundes efter 104,1 km, hvorefter de sidste 37,2 km indledes med en teknisk nedkørsel, der fører mod sydvest, syd og øst tilbage til dalen, idet man kort efter toppen afslutter rundstrækningen og derfra kører den del af nedkørslen, man allerede har kørt én gang. Når bunden forlader man rundstrækningen for at køre mod syd det sidste stykke ned til dalen, der nås den store by Levico Terme efter 116,4 km.

 

Læs også
Giro-rytter styrtede ned i "25-30 meter dyb" kløft

 

Herfra kører man mod nordøst ad den flade dalvej forbi dagens sidste spurt, som kommer efter 121,9 km, inden man atter forlader dalen for at køre mod nordøst op ad den ikke-kategoriserede Colle San Marco (5,3 km, 7,1%), der efter en let start stiger med 8,6% over de sidste 3,8 km, herunder med hhv. 10,0%, 9,4% og 6,5% over hver af de første 3 km og slutteligt med 8,7% over de sidste 800 m frem mod toppen, der rundes efter 132,2 km.

 

Herfra resterer bare 9,1 km, der er faldende næsten hele vejen, og som går ad en kun ganske momentvist teknisk nedkørsel mod øst og sydvest tilbage til dalen, som nås i målbyen. Med 3800 m igen går nedkørslen ad en næsten helt lige vej, indtil man med 1200 m igen drejer ind på den flade dalvej, der er ganske smal og mod slutningen får en brostensagtig belægning. Med 200 m igen drejer man skarpt ind på opløbsstrækningen, der er let stigende.

 

Etapen byder på i alt 4219 højdemeter.

 

Det er en ganske voldsom kongeetape med nogle lange og ganske stejle stigninger samt et hav af højdemeter. De ligger imidlertid også relativt langt fra mål, og derfor skal kampen åbnes tidligt, formentlig på Vetriolo, der er dagens sværeste stigning. Herfra er der tid til en vis regruppering, men den sidste stigning er slet ikke let, når man har så mange bjerge og højdemeter i benene. En spurt blandt de bedste kan ikke udelukkes, men på så voldsom en dag er der en god chance for, at løbets bedste bjergrytter kører alene hjem og tager et stort skridt mod den samlede sejr.

 

Borgo Valsugana har kun én gang tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb. Det var ved de italienske mesterskaber i 2012, hvor Franco Pellizotti tog en solosejr med 27 sekunder ned til en trio bestående af Danilo Di Luca, Moreno Moser og Giampaolo Caruso.

 

 

 

 

 

Læs også
To danskere kører ved Van Aerts comeback-løb

 

 

5. etape

I et løb, der kun består af bjergetaper, er det klart, at klassementet altid er på spil indtil sidste øjeblik, men der har været stor forskel på, hvor vanskelig finalen har været. I år har arrangørerne valgt en afslutning, der åbner muligheder for både et stort drama i stil med det, der i 2022 vendte løbet på hovedet til sidst, eller status quo mellem favoritterne. Efter en generelt flad dag skal man nemlig over to store bjerge på etapens sidste halvdel, og den sidste stigning er bestemt svær nok til, at der kan gøres forskelle. Derefter venter imidlertid 26 km bestående af nedkørsel, fladt terræn og en lille bakke, hvor der er tid til regruppering, men måske også en taktisk finale - og dermed er det ikke nødvendigvis de bedste ben, men også taktik, der vil afgøre den åbne og uforudsigelige afslutningsetape, som også et udbrud kan drømme om at vinde.

 

Også i år er afslutningsetapen meget kort, da der blot skal køres 118,6 km med start og mål i byen Levico Terme, der ligger i dalen midt i Dolomitterne. Arrangørerne er dog nådige, da det meste af etapen foregår i netop dalen. Således lægger man ud med at køre to omgange på en 20,3 km lang rundstrækning, hvoraf de første 2,0 km af første omgang er neutraliserede.

 

Den er ganske enkel, idet man først kører mod sydvest og vest ad en let faldende vej ned til Caldonazzo, hvor der er en spurt på anden omgang efter 22,5 km. Derefter går det mod nordvest og nord ad en lige og flad vej, der for det mest går langs bredden af søen Lago di Caldonazzo frem til udkanten af byen Pergine Valsugana. Her drejer man mod øst for at køre op ad en lille bakke, inden det får mod syd og sydøst ad lige og let faldende veje tilbage til målbyen, hvor stregen krydses efter hhv. 18,3 og 38,6 km.

 

Efter anden omgang tager man hul på endnu en omgang, men når man når til udkanten af Pergine Valsugana, fortsætter man mod nord indtil centrum, hvor man kører dagens anden spurt efter 51,8 km. Herfra fortsætter man mod nordøst ad en let stigende vej ud til endnu en rundstrækning, der skal tilbagelægges to gange.

 

Den er 24,6 km lang og helt anderledes en den første, for den består af en tur op og ned ad et bjerg. Således lægger man ud med at køre mod nordøst op ad kategori 1-stigningen Palú del Fersina (12,5 km, 6,2%9, der skal deles i flere dele. Således stiger de første 5 km jævnt med 7-8%, inden der følger 3 km med 4-6%, hvorefter der venter yderligere to kilometer med 7-8%, inden den flader ud med 3-4% over de sidste 2,5 km frem mod toppen, der rundes efter hhv. 67,6 km og 92,2 km. Efter sidste passage resterer 26,4 km, som indledes med en for det meste let, men undervejs også teknisk nedkørsel, der leder tilbage til rundstrækningens udgangspunkt.

 

Efter afslutningen på anden omgang resterer fortsat 14,3 km, der indledes med, at man kører ad først let faldende veje mod sydvest tilbage til udkanten af Pergine Valsugana, hvor man drejer mod syd for at køre ad en let kuperet vej frem. Nu venter dagens sidste udfordring, når man med 7,8 km igen kører mod syd og sydvest op ad Valico di Tenna (2,0 km, 6,2%).

 

Toppen rundes efter 113,0 km, hvorefter de sidste 5,6 km indledes med en let nedkørsel, der fører mod sydøst ned langs bredden af søen Lago di Levico. Den ender med 2000 m igen, hvor man drejer til venstre, hvorefter det i stedet begynder at stige let. Med 1800 m igen skal man igennem en rundkørsel, inden man med 1200 m igen drejer i en rundkørsel. Slutteligt er der et sidste skarpt sving bare 500 m fra stregen. Det stiger med 4,3% på stykket mellem svingene med 2000 m og 1200 m igen, hvorefter det blot stiger med 1,2% frem mod stregen.

 

Etapen byder på i alt 2645 højdemeter.

 

Læs også
Vilde Pogacar hentede tre minutter på Quintana og sejrede på stor bjergetape

 

Det er en etape, der kan være svær at spå om. Stigningen er ikke den sværeste, men når man skal over den to gange, kan man ikke udelukke, at den alligevel kan skabe ravage. Den vil næppe vende klatrehierarkiet på hovedet, men kan man isolere den førende rytter, kan han få det svært i en taktisk finale efter nedkørslen. Dermed kan det ikke udelukkes, at der kan ske forskydninger til allersidst, men et stærkt hold vil formentlig kunne sikre den samlede sejr - og så må tiden vise, om favoritterne skal afgøre det i en spurt eller en taktisk finale, eller om et udbrud som så ofte før får lov at løbe med sejren.

 

Levico Terme har tre gange tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb. Det var senest i Baby-Giroen i 2019, hvor Fred Wright tog en solosejr foran Ide Schelling og Charlie Quarterman, mens Dario Cataldo i 2012 vandt de italienske mesterskaber i enkeltstart i byen, da han nærmest slog Adriano Malori og Marco Pinotti. Endelig var dette løb forbi i 2003, hvor Elio Aggiano vandt en firemandsspurt foran Mauro Facci, Nicola Loda og Mariano Piccoli.

 

 

 

 

 

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

 

Favoritterne

Tour of the Alps er et af de mest udprægede bjergløb på kalenderen og måske det etapeløb på hele året, de rene klatrere har allerbedst muligheder for at vinde. Det bliver endnu mere markant efter navneskiftet, der har ført til en total ensretning, hvor tidskørslen og sprinteretaper helt er droppet, og selvom det faktum, at der i de sidste år var et holdløb og ikke en enkeltstart betød, at de rene bjergryttere måske endda kunne vinde tid på den flade åbningsetape, er det i dag helt og holdent bjergbenene, der afgør, hvem der skal vinde Italiens største etapeløb uden for WorldTouren.

 

Navnet Tour of the Alps oser af bjerge, og derfor er det altså nu blevet løbets logik, at løbets skal bestå af fem bjergetaper uden sprinteretaper eller tidskørsler. Alligevel har løbet slet ikke været så enkelt at fortolke, som man måske skulle forvente af et løb, der alene består af rigtige bjergetaper, hvilket burde tale for, at bedste klatrer vinder. Arrangørerne har nemlig valgt en model, hvor de stort set holder sig fra store bjergfinaler og i stedet designer korte, intense bjergetaper med urimeligt mange højdemeter, men med relativt lette afslutninger.

 

Læs også
Favoritvurdering: Ronde van Limburg

 

Undtagelserne var 2018-udgaven, hvor man havde afslutningen på Alpe di Pampeago til at lade de bedste klatrere sætte sig igennem, 2021-udgaven, hvor det var Boniprati inden en kort faldende finale, og sidste års voldsomme rute, der også bød på en bjergfinale, men i 2016, 2017, 2019 og 2022 førte fraværet af en brutal bjergfinale til meget taktiske løb, der har været helt umulige at kontrollere, og hvor bedste mand ikke nødvendigvis bare har sat sig igennem. Alligevel vandt stærkeste mand - flere gange med møje og besvær - i 2016, 2017 og 2022, men 2019-udgaven, hvor Pavel Sivakov slog de åbenlyst stærkere, men meget ensomme Vincenzo Nibali og Rafal Majka viste, at dette format gav åbninger for mere end bare styrke.

 

Sådan går det dog næppe i år. Ganske vist har vi ikke som sidste år en bjergfinale, men vi taler stadig om et af de hårdeste ruter, vi har set. Det skyldes 3. og 4. etape, der begge er så svære, at bedste mand med nogen sandsynlighed vil vinde. Ingen af dem slutter på en stigning, men begge slutter for foden af en nedkørsel, og selvom det altid åbner op for en regruppering, er der en vis sandsynlighed for, at forskellene fra toppen vil være de samme i bunden - i hvert fald hvis en god nedkører ikke kan udnytte den tekniske nedkørsel på 3. etape. Da den flade afslutning derefter er meget kort, er der heller ikke megen tid til taktik.

 

De to etaper er dog også meget forskellige. Onsdagens etape er mestendels flad, men byder på de fire brutale mure til sidst. Det er korte, eksplosive og meget stejle stigninger, der passer mere til eksplosive klatretyper end til dieselklatrerne. De vil til gengæld være i deres es på torsdagens kongeetape. Nok er sidste stigning relativt kort, men 4200 højdemeter over bare 140 km er voldsomt, og undervejs er der nogle gedigne og svære bjergpas, der bør begejstre klatrerne.

 

Helt enkel er etapen dog ikke. Havde vi haft mål på toppen af en stigning, havde bedste mand med nogen sandsynlighed vundet. Nu betyder den lettere afslutning, at der er plads til taktik og regruppering. Den sidste stigning er ikke svær, men jeg vil stadig tro, at kampen bryder ud på de to sidste lange stigninger, og at den samlede etape bliver så hård, at bedste mand med nogen sandsynlighed kan køre alene hjem. En taktisk afgørelse kan ikke udelukkes, men jeg tror, at det bliver en ret ærlig etape, hvor der vil gøres ganske store forskelle - også større end på 3. etape.

 

De to etaper bør være så svære, at den bedste klatrer, der kan klare både en stor bjergetape og en eksplosiv, muragtig sag, vil vinde, men man skal ikke udelukke, at de tre øvrige etaper kan komme i spil. De to første har i hvert fald to stejle mure i finalen, og her kan der sagtens køres klassement. De kommer langt fra mål, men dermed har vi det scenarium, arrangørerne elsker, nemlig at mulighed for taktiske afgørelse. Det kræver dog, at der køres cykelløb på murene, og det kan jeg godt tvivle på. Med udsigt til de to svære etaper onsdag og torsdag vil jeg tro, at der spares på kræfterne, men man kan ikke udelukke, at det eksploderer, og hvis taktik virkelig kommer i spil, er det ikke stensikkert, at bedste mand ender som samlet vinder.

 

Mere sikkert er det, at der køres cykelløb på sidste etape. Det er sidste chance for at ændre på stillingen, så her vil jeg tro, at der bliver gået til stålet. Den lange stigning er ikke rasende svær, men den bør kunne gøre forskelle, hvis der angribes. Det vil dog være ret overraskende, hvis den rytter, der fører efter de to svære etaper onsdag og torsdag, bliver sat her, og har han et stærkt hold, kan han formentlig kontrollere det. Hvis han isoleres, har vi imidlertid endnu en etape, hvor taktik kan blive afgørende. Heldigvis for den førende rytter er den lille bakke i finalen faktisk ret svær, og her kan han formentlig sørge for, at det ikke glider ham af hænde, hvis han er stærkeste mand.

 

Endelig er der bonussekunderne. Der er ikke sekunder i de indlagte spurter, men der er 10-6-4 sekunder på stregen. Det er klart, at de kan blive afgørende i et løb, hvor ingen etaper har mål på en stigning, men det vil trods alt overraske, når 3. og 4. etape er så svære. Det kræver i hvert fald et ret ligeværdigt styrkeforhold, som dog naturligvis heller ikke kan udelukkes.

 

Hvad så med vejret? Det kan i bjergene som bekendt være ret svingende, og dette løb har relativt ofte haft regnvejr. Det bliver en lidt blandet fornøjelse. Det starter med en regulær sommerdag med næsten 25 grader og stor sandsynlighed for en spurt, da der vil være ret hård modvind i den flade finale. Derefter vender vinden - akkurat som den gør det i Danmark - og det betyder, at sommer forvandles til vinter med ret kolde temperaturer de sidste fire dage. Både tirsdagen og onsdagen kan byde på en del regn, og der kan også komme byger torsdag.

 

Min erfaring med løbet er dog, at vejrudsigten altid ser elendig ud, når jeg skriver optakt, men når det gælder, kommer regnen sjældent. Da risikoen ikke er alt for stor, vil jeg næsten tro, at de mestendels får tørvejr. Det klarer i hvert fald op fredag, hvor temperaturen også vil være stigende, selvom de 13 grader i målbyen ikke kan måle sig med mandagens sommervejr.

 

Læs også
Legende hylder Pogacar: Han er som mig og Merckx

 

Nu vender vi tilbage til noget af det, vi kender fra dengang, løbet fortsat hed Giro del Trentino. Ruten er den hårdeste i mange, mange år, og de taktiske sejre spilfægterier, vi har set de seneste år, vil blive langt mindre udtalte denne gang. Det kan bestemt ikke udelukkes, at taktik vil spille en rolle, for man har stadig designet et par åbne afslutninger, hvor et svagt hold kan komme på glatis, men med denne rute taler meget for, at det vil blive den mest formstærke klatrer, der vil vinde.

 

Tirsdag vil der være modvind på den sidste mur, og derefter skiftevis med- og modvind, hvorfor det også taler for, at favoritterne vil forblive samlet. Onsdag vil vi få modvind efter muren, men da det er på ren nedkørsel, gør det næppe en forskel, og der vil være medvind på den første del af muren. Torsdag er der godt nyt for alle, der vil have et hårdt løb, da der vil være medvind på den tredjesidste stigning, det meste af næstsidste stigning samt i finalen, hvor man skal over den kortere stigning. Endelig vil der også være gunstig vind på fredagens stigning, hvilket øger chancen for, at også den etape kommer i spil. Samlet set taler vinden for, at de to første etaper næppe bliver afgørende, hvad der er godt nyt for stærkeste mand. Vinden taler nemlig også for, at han kan gøre forskelle på de to vigtigste etaper, og så må tiden vise, om det er så tæt, at taktik kan komme i spil på sidste etape.

 

Hvad er så konklusionen? At der er en stor chance for, at bedste klatrer vinder, og det kan sagtens være en ren klatrer, der vil have en stor fordel på kongeetapen. Han skal dog også kunne i hvert fald forsvare sig på onsdagens mure. Et stærkt hold kan blive vigtigt til at kontrollere særligt den sidste etape, men formentlig vil de foregående etaper have skabt så store forskelle, at det ikke går helt galt. Bonussekunder og spurtstyrke kan blive en faktor, men det er usandsynligt, og så kan man ikke helt udelukke, at taktik alligevel kan vende løbet rundt på 1., 2. og 5. etape, selvom vinden, etapernes placering og den generelt hårde rute taler imod det. Endelig er der en risiko for, at man skal kunne klare kulde og regn tirsdag og onsdag, men som sagt tror jeg, at det bliver ved kulden.

 

Feltet er i år desværre skuffende. Det er slet ikke som i gamle dage, hvor det mest var et italiensk anliggende, men vi er et stykke fra de seneste års storhedstid, hvor flertallet af Giro-favoritter var til start. Det er klart, at årets svage Giro-felt spiller en vis rolle, men det er svært for alvor at kalde det en generalprøve, når vi mangler Tadej Pogacar og Cian Uijtdebroeks. Endnu mere bekymrende for løbet er det som nævnt i første afsnit, at Bahrain, Ineos, Movistar og Bora alle kører løbet, men sparer flere af deres Giro-profiler i form af Damiano Caruso, Thymen Arensman, Einer Rubio og Daniel Martinez. I det lys mindes jeg ikke, at løbet har haft så lidt præg af Giro-generalprøve, som det er tilfældet i år.

 

Det er dog en gave til løbet, at Pogacar ikke er til start, for nu er det faktisk ret åbent, selvom ruten er så hård, at antallet af reelle vinderkandidater bør være relativt lavt. Jeg vover pelsen og peger på Antonio Tiberi. Det havde jeg aldrig drømt om inden sidste års Vuelta, men han har udviklet sin klatring ganske enormt. Det gjorde han allerede i Spanien, men i år har han taget endnu et skridt. Efter det skuffende Tirreno og en dårlig første bjergetape var han flyvende i Catalonien, hvor han endte som bedste mand bag de suveræne Pogacar og Mikel Landa på den anden bjergetape og som en af de to bedste blandt de ryttere, der ikke var kørt væk tidligere på kongeetapen.

 

Som jeg skrev i flere analyser dengang, er jeg lidt usikker på, hvor højt niveauet i Catalonien var, men niveauet her ser bestemt ikke højere ud. Hvis lottokuponen Tiberi, der har trænet i højderne frem mod løbet, har det niveau, han havde i Catalonien, bør han have en stor chance for at vinde. Han har for vane at skulle finde sine ben efter en pause, men her hjælper det, at de to første etaper næppe bliver afgørende. Jeg kan godt frygte, at 3. etape er for eksplosiv med for stejle stigninger, men til gengæld burde kongeetapen passe perfekt til den dieselmotor, han havde i Catalonien, og da den formentlig skaber de største forskelle, står han stærkt. Han bør også kunne slå flere af klatrerne i en spurt, ligesom holdet er et af de stærkere. Er han en nitte med en af sine dårlige dage, kan han smide hele sit klassement allerede på 1. etape, men rammer han sit niveau, tror jeg, at han tager karrierens første store etapeløbssejr.

 

Bahrain har dog også et andet godt bud i form af Wout Poels. Han er en lige så stor lottokupon - ja, han er vel feltets førende af slagsen - men han har rejst sig selv siden Touren. Han var ganske stærk i Tirreno og startede Catalonien meget lovende - også bedre end Tiberi - men så faldt lottokuponen sammen de sidste to dage. Tiberi lignede i hvert fald den bedste af de to på de sværeste dage, men Poels er bestemt en af favoritterne også i dette løb, hvis han har sit niveau. Modsat Tiberi passer han nemlig perfekt også til onsdagens mure, og han er endda også en af de hurtigste klassementsryttere med et stærkt hold. Dermed har Bahrain to fremragende bud. De har også Torstein Træen, der dog har ledt efter formen, senest i Catalonien, og selvom han har så højt et topniveau, som han havde i Dauphiné, skal der være sket meget i højderne, hvis ikke han skal være hjælper. Endelig har de den uhyre lovende Finlay Pickering, men han kom meget skidt fra start, og selvom han kan have fundet formen efter to måneders pause, er han utvivlsomt hjælper.

 

Jeg var også meget tæt på at pege på Ben O’Connor, der formentlig ender som bookmakernes favorit (optakten skrives, inden der er udbudt spil på løbet). Han er nemlig kommet meget stærkt tilbage efter et skuffende 2023, men han har også vist svaghedstegn undervejs. Han skuffede i hvert fald på kongeetapen i UAE Tour i et ellers ret svagt felt, selvom han var startet så fremragende med sin etapesejr, og selvom han kørte et flot Tirreno, var han ikke helt så stærk som ventet. Vi har nu to gange set ham starte et etapeløb med en etapesejr for siden at floppe, når han får trøjen, og jeg synes faktisk, at der tegner sig et mønster af, at hans restitution måske ikke er helt så god som antaget.

 

Det ændrer dog ikke på, at han har været godt kørende i år, og har han det niveau, han - også stabilt - havde i Tirreno, kan han vinde i dette felt. Han vil elske den store bjergetape, og som vi så i UAE Tour, er han også blevet mere eksplosiv, hvorfor han passer bedre til 3. etape end Tiberi. Spurtstærk er han ikke, men det behøver ikke blive afgørende på denne rute, han er god i dårligt vejr, og holdet ser stærkt ud. Hvis ikke Tiberi rammer sit niveau, vil O’Connor være min klare favorit, men jeg tror, at den Tiberi, vi så i Catalonien, er stærkere end den O’Connor, vi har set i år.

 

Læs også
Stjerne straffet efter hektisk spurt

 

Ag2r’s andet bud er Aurelien Paret-Peintre, der har forbedret sin klatring meget de seneste to år, men som vi senest så i Paris-Nice, er han stadig for tung, særligt til denne rute. Det tredje bud er Valentin Paret-Peintre, der har udviklet sig meget i år, men trods fin kørsel i Catalonien så vi, at han ikke kommer hele vejen. Endelig har Bastien Tronchon imponeret på stigningerne i år, men det her er trods alt for voldsomt.

 

Jayco kommer med en meget spændende kandidat i Chris Harper. Australieren har udviklet sig lovende siden sidste sæson, men jeg skal da love for, at han har taget et enormt spring med den kørsel, han viste i Catalonien. Hvis han kommer til dette løb med de samme ben, har han i hvert fald en reel chance for at vinde. Den eksplosive etape passer ham dårligt, men kongeetapen er skabt til en dieselklatrer, hvor han med solokørsel i medvinden kan overvinde sin svage spurt. Modsat de fleste andre favoritter har han heller ikke Giroen som fokus, og dermed er dette løb vel et af forårets store mål, hvorfor han må være tæt på sit bedste.

 

Holdet har også et andet godt bud i Filippo Zana, der jo klatrede som en drøm i Giroens sidste del. Vi har dog ikke set ham klatre på samme niveau på noget andet tidspunkt, og jeg vil også tro, at kongeetapen vil være lidt for voldsom. Han udvikler sig dog hele tiden, og han har haft tid at forbedre sig siden Tirreno, hvor han manglede for meget. Holdet kommer også med Giro-kaptajnen, Eddie Dunbar, der som sidste år jagter Giro-formen efter en skade. Han var ikke helt ringe i Baskerlandet, og sidste år nåede han at køre ganske fint i Romandiet inden Giroen, men han bør mangle for meget til at vinde her. Holdets store joker er kometen Welay Hagos Berhe, der har været uhyre svingende, men bekræftede sit potentiale i Valencia. Efter en lang pause er han et stort spørgsmålstegn, men niveauet må stadig mangle lidt for at vinde i dette felt. Det anden talent, Jesus David Peña, har skuffet stort i år, senest i Catalonien, og selvom han har klatret godt på det sidste, er løbet trods alt for voldsomt for Callum Scotson, som det også er det for Rudy Porter, der har haft det svært.

 

Løbets store spørgsmålstegn er Geraint Thomas. Begynder at finde det niveau, han havde i Giroen - og som han skal bevise, at han stadig kan finde - er han løbets stærkeste mand. Sidste år var han stadig langt fra sit bedste i dette løb, men dengang kom han også fra en svær vinter. Nu har han haft en problemfri optakt, og hans niveau i Catalonien var slet ikke så ringe endda. Siden har han helt sikkert forbedret sig, og jeg vil i hvert fald forvente at se ham betydeligt mere konkurrencedygtig end sidste år. Han har dog stadig et stort hul at lukke, og selvom han så sent som i 2022 vandt sit sidste forberedelsesløb inden en grand tour - dog primært grundet corona - har han i de seneste år først for alvor toppet, når det gælder. Han lider også under, at Ineos for en gangs skyld har en af de svageste hold, men til gengæld passer han godt til begge de to vigtige etaper, ligesom han kan slå de fleste klatrere i en spurt. Han ledsages af Oscar Rodriguez, der forhåbentlig har fundet lidt form, men ikke har vist noget i lang tid, samt Tobias Foss, der ikke har klatret godt siden Giroen i 2021. Unge Andrew August har haft det svært i år, og løbet er trods alt for svært for Filippo Ganna.

 

Hvad kan man tillade sig at forvente af Romain Bardet? Da han senest genopstod efter en krise, var det netop i dette løb, hvor han sejrede i 2022, inden han lignede en mand, der kunne vinde Giroen, indtil han blev syg. Desværre har vi ikke set en god Bardet siden Schweiz, og hans sæsonstart har været bekymrende. Senest var han skuffende i Tirreno, også inden han styrtede ud af løbet, og når vi taler om en mand på 33 år, er jeg bekymret over så lang en kriseperiode. Omvendt afskrev jeg ham også inden sejren i 2022, og han havde trods alt sidste forår et niveau, der var nok til at køre med om sejren i dette felt. Han har også hele pakken til begge de to vigtige etaper, og han er hurtig. Han skal bare bevise, at hans Giro-forberedelser har bragt ham tilbage på det niveau, vi ikke har set i nogen tid. Han ledsages af Chris Hamilton, der dog er for langt fra sit bedste, og Gijs Leemreize, der også i år er langt fra det niveau, han havde i 2022.

 

Løbets store joker er vel Georg Steinhauser. Det har taget tid for tyskeren at slå igennem, men nu synes han endelig klar til at vise sit potentiale. Efter endnu en elendig start på løbet var han fremragende kørende de sidste tre dage i Catalonien, hvor han særligt imponerede stort på sidste etape. Hvis han har forbedret sig yderlige frem mod Giroen, kunne han få sit definitive gennembrud i denne uge - men som vi så på kongeetapen i Catalonien rækker niveauet dog trods alt ikke til at vinde. Han ledsages af sin kaptajn, Hugh Carthy, men det er efterhånden svært at tro på ham efter et katastrofalt 2023 og en helt elendig sæsonstart. Alligevel skal man åbne en dør, for han blev trods alt nr. 2 sidste år, og det er først nu, han skal toppe. Sidste år havde han bare også vist lidt form forinden. Et tredje bud er lottokuponen Simon Carr, der er startet pænt, men som vi så i UAE Tour, kommer han ikke alt for langt i dette felt, heller ikke selvom han har forbedret sig. Holdets bedste kort burde være Jefferson Cepeda , der imponerede i dette løb sidste år, men han har slet ikke fundet formen i år, senest ikke i Baskerlandet. Her var der til gengæld klar fremgang fra Esteban Chaves på sidste etape, men niveauet rækker vist ikke længere hele vejen. Endelig har de unge Jardi Christiaan van der Lee og Markel Beloki haft det svært i deres første tid.

 

Movistar kommer som altid med en af lottokuponerne, nemlig Ivan Ramiro Sosa. Colombianeren har været delvist genfødt i år, hvor han særligt imponerede i Tirreno - men kun den ene dag. I Catalonien var det knap så prangende, og desværre har han også fået den kedelige vane med at starte stærkt og derefter gå helt ned. Han har næppe heller det topniveau, han havde, da han var bedst, men det er klart, at han med benene fra første bjergetape i Tirreno kommer relativt langt i dette felt. Han ledsages af Antonio Pedrero, der plejer at finde formen til Giroen og er et mere sikkert kort end Sosa, men desværre fandt han i 2023 aldrig det niveau, han havde, da han var bedst. Gregor Mühlberger har skuffet igen i år, hvor Sergio Samitier også har manglet for meget, og selvom en formstærke Will Barta klatrer pænt, er denne rute trods alt for voldsom.

 

Tudor kommer med en ret spændende kandidat i Michael Storer. Sidste efter år gav han indtryk af at være på vej tilbage, og en stærk start i UAE Tour gav løfter om en fortsættelse. Paris-Nice mindede os til gengæld om, at han stadig er en total lottokupon, men nu hvor han har trænet frem mod Giroen, kan vi vel godt tillade sig at have forventninger. Omvendt har vi aldrig set Storer helt fremme i klassementet i et løb på dette niveau, selvom han to gange har vundet i Ain. Han ledsages af Florian Stork, der startede sæsonen stærkt, men trods alt er for tung, og unge Mathys Rondel, der gjorde det godt i Coppi e Bartali, men trods alt aldrig har præsteret på dette niveau. Hannes Wilksch har intet vist i år, og Roland Thalmann skuffede fælt i Abruzzo.

 

Lidl giver chancen til Carlos Verona, men desværre har vi til gode at se den flyvende Verona, vi så i 2022. Hans kørsel i UAE Tour gav håb om, at han kunne være på vej tilbage, men i Catalonien kom vi ned på jorden igen. 2022-udgaven af Verona kommer langt i dette felt, men selvom han formentlig har forbedret sig siden Catalonien, har han manglet for meget for længe. Han ledsages Juan Pedro Lopez, der viste lidt livstegn i Catalonien og Emiraterne, men slet ikke nok til at være med helt fremme - heller ikke med en mulig forbedring. Amanuel Ghebreigzabhier er solid, men kommer ikke alt for langt, og vi har ikke set noget til Natnael Tesfatsion i lang tid - og han styrtede i det voldsomme styrt i Baskerlandet.

 

Polti kommer med et ret spændende hold. Mest interessant er den uhyre lovende Davide Piganzoli, der vandt i Antalya og kørte i top 20 på begge de to bjergetaper i Tirreno. Har han forbedret sig yderligere frem mod Giroen, kan han komme ganske langt i dette felt. De har også Paul Double, der altid er en lottokupon, men kommer fra Abruzzo, hvor han gjorde det godt. Feltet her er dog noget stærkere, og hele vejen kommer han næppe. Holdets store spørgsmålstegn er kaptajnen, Matteo Fabbro, der endelig vist lidt livstegn i Galicien. Til gengæld skuffede han i Tirreno, og selvom han har trænet frem mod Giroen, er det for længe siden, han har vist sig på dette niveau, til, at man for alvor kan tro på ham. Mattia Bais og Andrea Garosio klatrer ikke godt nok til dette felt.

 

Kan man tillade sig at tro på Sergio Higuita? Det er efterhånden svært. Det var heldigvis bedre i Catalonien, men han var stadig ret langt fra sit bedste. I forvejen vil kongeetapen være lidt for svær for en puncheur, medmindre han pludselig finder det niveau, han havde i Catalonien i 2022, og det tyder intet på. Hans form er dog ukendt efter en pause siden Catalonien, men han er formentlig tæt på toppen. Han skulle have kørt Ardennerne, men er pludselig kaldt ind til dette løb, og det kunne indikere, at han skal erstatte den voldsomt forslåede Lennard Kämna i Giroen. Han har også fordel af sin spurt og 3. etape, der passer ham, men til gengæld har han et af de absolut svageste hold, hvor kun Anton Palzer kan støtte ham relativt længe i bjergene, da det bør være for voldsomt for Emil Herzog.

 

Bardiani kommer med kometen Giulio Pellizzari, der fik sit gennembrud i dette løb sidste år. Han har desværre skuffet i år, hvor han senest var langt fra sit niveau i det svage felt i Coppi e Bartali. Han har dog haft tid til at forbedre sig frem mod Giroen, og selvom han fortsat har til gode for alvor at præstere på dette niveau, har han potentiale. Han ledsages af Luca Covili, der var den stærkeste i Coppi e Bartali, men har nået sin grænse, mens Alessio Martinelli. Alessandro Pinarello har sammen med Matteo Scalco gjort det godt i de seneste U23-løb, men som vi så i Coppi e Bartali, er niveauet her noget andet. Alex Tolio har intet vist i lang tid.

 

Det østrigske landshold kommer med Hermann Pernsteiner , der med det niveau, han havde sidste år, kan komme ret langt. Han er dog ikke kommet overbevisende i gang med sin karriere som kontinentalrytter, men omvendt har han heller ikke kørt et løb, der passede ham siden januar. Da dette løb må være et stort mål, kan man håbe, at han vise de takter, vi kender ham for. Han ledsages af en anden tidligere professionel, Sebastian Schönberger, men allerede i 2023 var han langt fra det niveau, han havde, da han var bedst. Unge Martin Messner kan gøre det pænt, hvis han er i form.

 

Euskaltel kommer med Mikel Bizkarra, der som ren klatrer næsten altid gør det godt i dette løb, hvor han tre gange har været i top 20 og senest blev nr. 12 i 2023. Han er kommet ganske pænt tilbage efter det voldsomme styrt i 2023, men han har til gode at finde sit bedste niveau, og nu kommer han tillige tilbage efter styrtet i Catalonien. Deres andet bud er Joan Bou, der har hævet sit niveau ganske meget på det sidste, men skuffede i både Galicien og Catalonien. Veteranen Luis Angel Maté gjorde det pænt i Catalonien, men han er overmatchet, og Mikel Iturria har ikke fulgt op på den lovende sæsonstart.

 

Også feltets eneste kontinentalhold kan præstere. De har nemlig Giovanni Carboni, der efter katastrofen hos Kern Pharma er kommet godt tilbage. Han blev dog kun nr. 9 i Abruzzo, og det siger, hvor langt han kan komme i dette felt. Ukyo har også den lovende Thomas Pesenti, men som vi så i Abruzzo, er han mere puncheur end klatrer.

 

De øvrige hold får det svært. Corratec har en tung trup, hvor det bedste bud er Alessandro Monaco, da Mark Padun fortsat intet viser, og Marco Murgano er for tung. Kern Pharma har den engang så spændende Jose Felix Parra, men han viste intet i 2023 og har heller ikke gjort det i 2024, mens Ivan Cobo har været langt fra det, han viste i Oman. Bedste kort er derfor nok Jon Agirre, men han manglede for meget i Baskerlandet. TDT-Unibet kommer med Adrien Maire og Baptiste Huyet, men vi så i Abruzzo, at de er overmatchede i dette betydeligt stærkere felt, og Charles Paige og Kevin Inkelaar har slet intet vist i år.

 

OPDATERING: Den endelige startliste er kommet. Ikke helt uventet er der afbud fra Double. Corratec er uden Padun og stadig uden chancer. Lidl er uden Tesfatsion, mens Jayco har erstattet Peña med Lucas Hamilton, der har vist tegn på en lille genrejsning med stadig har manglet lidt for meget. Kern Pharma har udtaget Urko Berrade som erstatning for Cobo, og han kan efter et fint Indurain nok gøre det pænt på en rute, der dog er for svær.

 

OPDATERING 2: Ved en fejl havde jeg ikke fået slettet Dunbar, der heller ikke stiller til start.

 

***** Antonio Tiberi

**** Ben O’Connor, Wout Poels

*** Chris Harper, Geraint Thomas, Romain Bardet, Filippo Zana, Georg Steinhauser

** Ivan Ramiro Sosa, Michael Storer, Carlos Verona, Hugh Carthy, Davide Piganzoli, Sergio Higuita, Welay Hagos Berhe, Torstein Træen, Antonio Pedrero, Jefferson Cepeda, Aurelien Paret-Peintre, Esteban Chaves, Giulio Pellizzari, Simon Carr, Hermann Pernsteiner, Matteo Fabbro

* Juan Pedro Lopez, Valentin Paret-Peintre, Mikel Bizkarra, Oscar Rodriguez, Tobias Foss, Finlay Pickering, Lucas Hamilton, Giovanni Carboni, Will Barta, Joan Bou, Luca Covili, Mathys Rondel, Amanuel Ghebreigzabhier, Thomas Pesenti, Anton Palzer, Florian Stork, Chris Hamilton, Luis Angel Maté, Urko Berrade, Gijs Leemreize, Alessio Martinelli, Alessandro Pinarello, Gregor Mühlberger, Bastien Tronchon, Callum Scotson, Sebastian Schönberger, Jon Agirre, Jose Felix Parra, Sergio Samitier, Adrien Maire, Baptiste Huyet, Martin Messner

 

Danskerne

Hos Movistar er Mathias Norsgaard sendt til et løb, hvor han i den grad har sin fysik imod sig, men han skal støtte Ivan Ramiro Sosa og Antonio Pedrero, inden stigningerne bliver for voldsomme. TDT-Unibet har udtaget Nicklas Amdi Pedersen, der i den bedste af alle verdener kunne drømme om en spurt på de to første etaper, men de bør være for svære.

 

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

Antonio Tiberi
Ben O’Connor, Wout Poels
Chris Harper, Geraint Thomas, Romain Bardet, Filippo Zana, Georg Steinhauser
Ivan Ramiro Sosa, Michael Storer, Carlos Verona, Hugh Carthy, Davide Piganzoli, Sergio Higuita, Welay Hagos Berhe, Torstein Træen, Antonio Pedrero, Jefferson Cepeda, Aurelien Paret-Peintre, Esteban Chaves, Giulio Pellizzari, Simon Carr, Hermann Pernsteiner, Matteo Fabbro
Juan Pedro Lopez, Valentin Paret-Peintre, Mikel Bizkarra, Oscar Rodriguez, Tobias Foss, Finlay Pickering, Lucas Hamilton, Giovanni Carboni, Will Barta, Joan Bou, Luca Covili, Mathys Rondel, Amanuel Ghebreigzabhier, Thomas Pesenti, Anton Palzer, Florian Stork, Chris Hamilton, Luis Angel Maté, Urko Berrade, Gijs Leemreize, Alessio Martinelli, Alessandro Pinarello, Gregor Mühlberger, Bastien Tronchon, Callum Scotson, Sebastian Schönberger, Jon Agirre, Jose Felix Parra, Sergio Samitier, Adrien Maire, Baptiste Huyet, Martin Messner
DEL
INFO
Optakter
Nyheder
Tour of the Alps
Nyheder Profil Resultater
DELTAG I DEBATTEN

Annonce

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Annonce

Annonce

/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Tour of Estonia(2.1) 23/05-25/05

Ford RideLondon Classique(2.WWT) 24/05-26/05

Marcel Kint Classic(1.1) 25/05

Rund um Köln(1.1) 26/05

Mercan Tour Classic Alpes...(1.1) 29/05

Course de la Paix GP Jese...(2.NCUP) 30/05-02/06

Annonce

Annonce

Alpecin-Deceuninck

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Arkéa - B&B Hotels

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Qazaqstan

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Victorious

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Decathlon AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Education - EasyPost

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Intermarché - Wanty

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lidl - Trek

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Soudal - Quick Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team DSM-Firmenich PostNL

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jayco AlUla

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Visma | Lease a Bike

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Annonce

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

VIL DU HJÆLPE OS MED AT LAVE DANMARKS BEDSTE CYKELMAGASIN?