Optakt: VM i enkeltstart

SE VUELTA A ESPANA UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Løbets rolle og historie

Enkeltstarter har altid været en helt naturlig del af cykelsporten og er sporten i dens mest rene form. Linjeløb er ofte komplicerede affærer, hvor holdtaktik, drafting, mod og satsninger næsten er lige så vigtige elementer som rå styrke. På en enkeltstart er der imidlertid intet sted at gemme sig. At finde den hurtigste rytter på en given rute kan koges ned til rå muskelkraft, aerodynamik, evnen til at koncentrere sig og give sit maksimale over en længere periode samt at afstemme sine reserver og kræfter perfekt til den givne distance.

Enkeltstarter har altid spillet en afgørende rolle i etapeløb, og sporten har også haft sine meget prestigiøse enkeltstående tidskørsler med Grand Prix des Nations som det mest markante eksempel. Med en sådan historie kan det anses som lidt af et mysterium, hvorfor man skulle frem til 1994, inden disciplinen blev inkluderet på VM-programmet. Chris Boardman tog den første regnbuetrøje i Catania, og siden da har enkeltstarten været en vigtig del af de globale mesterskaber - den synes endda kun at have fået mere og mere prestige, som årene er gået.

Læs også

Sidste etape af Tour of Türkiye neutraliseret

Mens alle ryttere drømmer om at vinde linjeløbet i løbet af deres karrierer, er enkeltstarten en meget eksklusiv affære for en lille gruppe ryttere, der virkelig specialiserer sig i disciplinen. Som i alle VM-løb er der plads til mindre kendte ryttere fra små cykelnationer, men derudover er det en sag for de ryttere, der virkelig elsker den rene og brutale disciplin.

Vinderlisten fortæller historien om et løb, der altid har haft appel til verdens førende specialister. Boardman, Miguel Indurain, Alex Zülle, Laurent Jalabert, Abraham Olano, Jan Ullrich (to gange), Serhiy Honchar, Santiago Botero, Michael Rogers (tre gange), Fabian Cancellara (fire gange), Bert Grabsch, Tony Martin (fire gange), Bradley Wiggins, Vasil Kiryienka, Tom Dumoulin, Rohan Dennis (to gange), Filippo Ganna (to gange) og Tobias Foss er de eneste ryttere, der har båret den eftertragtede regnbuetrøje, og det afspejler fint, at der kun meget sjældent har være en uventet vinder i dette selskab.

Hidtil har det været den klare intention fra UCI, at titlen tilhører de store specialister. Selvom der har været kuperede ruter undervejs - mange vil eksempelvis huske de mange bakker i Limburg i 2012, hvor bl.a. Cauberg skulle forceres - har rutedesignerne som regel holdt sig fra de værste klatreudfordringer.

I 2014 legede arrangørerne med ideen om at ændre det traditionelle manuskript og i stedet sammensætte en meget hård enkeltstart, der kunne have gjort løbet muligt for en helt ny gruppe ryttere og lukket døren for mange specialister. Planen var, at løbet skulle slutte på toppen af en stigning og derved skabe en blanding af en traditionel enkeltstart og en bjergenkeltstart. Af logistiske årsager blev ideen imidlertid droppet, og man designede derfor en langt mere traditionel rute.

I 2017 blev traditionen brudt. Arrangørerne i Bergen havde held til at gøre, hvad man måtte opgive i Spanien: at sammensætte en blandet rute med en flad indledning og en brutal afslutning på en voldsomt stejl stigning, Fløyen. For første gang i historien blev klatreevner for alvor belønnet ved VM i enkeltstart, og det kunne ikke undre, at man til det store bjerg-VM i Østrig i 2018 havde fundet sig inspireret til at gentage samme format på en alsidig rute, der både bød på fladt tonserterræn og en hård stigning. Mest af alt har man dog foretrukket, at enkeltstartsverdensmesteren skal være en rigtig tempospecialist, og både i 2019, 2020, 2021, 2022 og nu også i 2023 er man vendt tilbage til et mere klassisk format.

En VM-enkeltstart er noget helt andet end traditionelle enkeltstarter i etapeløb. Alene distancen gør den væsensforskellig fra dem, der findes i ugelange og kortere etapeløb. Kun grand tours har enkeltstarter af en tilsvarende længde, men i de tre uger lange løb kommer de som regel efter mindst en uge, og derfor spiller restitutionsevne en kolossal rolle. VM giver rytterne en sjælden chance for at køre en lang enkeltstart uden at skulle bekymre sig om den akkumulerede træthed i et etapeløb, og det gør det til noget helt særligt, man ikke finder på andre tider af året.

De forhold ændrer som regel på udfaldet i forhold til de vanlige enkeltstarter. Den lange distance lukker døren for visse ryttere, der er bedre skabt til kortere ruter. Derudover domineres grand tour-enkeltstarter ofte af klassementsryttere, der restituerer bedre end de fleste specialister. I dette løb er alle friske, og det betyder, at etapeløbsspecialisterne har sværere ved at leve op til deres vanlige præstationsniveau.

Derudover kommer løbet mod slutningen af en meget lang sæson, hvilket betyder, at træthed og friskhed spiller en nøglerolle. Mens mange ryttere har forberedt sig specifikt på løbet og har gjort det til et stort mål, kan alle mærke effekterne af en lang sæson. Det tilføjer altid løbet et ekstra element af usikkerhed, som dog er anderledes i år, hvor løbet afvikles som en del af det nye super-VM, og hvor det derfor i stedet er friskheden efter Touren, der vil være udfordringen for mange.

Sidste år fandt løbet sted i Australien, og her var det for fjerde gang i træk en relativt flad rute, men denne gang med betydelige tekniske udfordringer. Det var muligvis én af årsagerne til, at løbet leverede den største overraskelse i begivenhedens relativt korte historie. Mens de fleste havde blikket stift rettet mod duellen mellem Filippo Ganna, der kunne lave hattrick, og Remco Evenepoel, chokerede Tobias Foss ved at sejre i en sand neglebider med 3 sekunder ned til Stefan Küng, der nok engang blev slået med en lille margin ved et stort mesterskab, og 9 sekunder ned til en meget overrasket Evenepoel, der måtte nøjes med bronzen. Foss vender i år tilbage for at forsvare titlen, og da han atter er oppe mod Küng og Evenepoel, er der lagt op til revanche med deltagelse af hele sidste års podium.

Læs også

Endnu en dansk junior-sejr i udlandet

SE VUELTA A ESPANA UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Ruten

Som sagt er VM som regel blevet afviklet på en relativt flad rute, hvor det hovedsageligt har været de store specialister, der har kunnet gøre forskellen. Det ændredes der imidlertid for alvor på i 2017 og 2018, hvor man for første gang nogensinde havde givet løbet en snert af bjergenkeltstart. Ganske vist var der ikke tale om klassiske klatreenkeltstarter i den forstand, at der kun skulle køres opad, men en let kuperet rute afsluttedes med en meget spektakulær opkørsel ad den stejle Fløyen-stigning i hjertet af Bergen og en flad tonserrute med en knaldhård stigning undervejs i Østrig gjorde det til ruter, som ikke just fik megen ros fra de tungere specialister som Stefan Küng, Jos van Emden, Maciej Bodnar og ikke mindst Tony Martin, der i Norge var temmelig vokal i sin kritik.

I 2019 havde man i Yorkshire designet en langt mere klassisk VM-rute, der ikke bød på længere stigninger, men stadig indeholdt mere end 500 højdemeter i det rå britiske terræn. Den tilbagevenden til traditionerne fortsatte i 2020, hvor man i Imola designede en helt anderledes rute end det, man så i linjeløbet, og sammensatte en ren lækkerbisken for specialisterne, der fik det hele serveret på et sølvfad på den letteste rute siden VM i Qatar. Det fik i den grad også i 2021, hvor belgierne havde sammensat et løb, der fik selv ruten i Imola til at ligne en bjergenkeltstart, og den tendens gentog sig i Australien i 2022, hvor der ganske vist var mere terræn end i 2020 og 2021, men hvor hovedudfordringen i stedet var løbets meget tekniske karakter.

Hvis nogen havde drømt om, at tre fladbaneløb i træk var nok, bliver de skuffede. Wattmonstrene vil nemlig igen kunne slikke sig om munden ved udsigten til det, de skotske arrangører har fundet på. Selvom linjeløbet viste, at området omkring Glasgow ikke er helt fladt, bliver terrænet ikke brugt på fredagens enkeltstart. Ganske vist har man fundet enkelte bakker undervejs, ikke mindst en lille brostensbakke op til mål, men det ændrer ikke på, at der mest af alt er tale om fladland, og der bydes slet heller ikke på de tekniske udfordringer, vi så i Australien.

Et andet forhold, der er meget væsentligt, er distancen, der bryder med den nyere trend. Historisk har en VM-enkeltstart typisk været mellem 40 og 50 km lang, men man afveg fra mønsteret i Qatar, Bergen, Imola og senest Wollongong, hvor man kørte færre end 40 km - i Bergen endda bare 31,0 km og i Imola kun 31,7 km. Det var noget helt andet end rekorddistancen i Firenze på hele 57,9 km, hvor der blev stillet helt anderledes krav til rytternes motorer. I 2021 vendte man kortvarigt tilbage til en mere klassisk distance på 43,3 km, og det gør man også i år, hvor der skal køres 47,8 km, hvilket gør årets løb til det længste siden Yorkshire i 2019, hvor man kørte hele 54 km.

På et andet område vender vi til gengæld ikke tilbage til traditionen. I gamle dage var det kutyme at afvikle enkeltstarten som omgange på VM-rundstrækningen, men den model er man gået bort fra. Nu om dage bruger enkeltstarten kun sjældent dele af linjeløbsruten, og faktisk er det nu blevet normen, at man lader enkeltstarten starte og slutte i forskellige byer. Sådan var det ganske vist ikke i 2020, men sådan var det i Firenze, Doha, Bergen, Innsbruck, Yorkshire og Flandern - altså ved seks af de seneste ni VM-løb.

I 2022 vendte man for første gang siden VM i København i 2011 til rundstrækningsformatet, og selvom man som i Danmark ikke gjorde brug af linjeløbsrundstrækningen, gav det mindelser om fortiden, også fordi det betød, at rytterne igen skulle starte i grupper med pauser imellem. Sådan bliver det ikke i år, hvor man ikke kører mellem to forskellige byer, da der er både start og mål i Stirling, men hvor man ikke kører flere omgange på én rundstrækning, som man altså gjorde det sidste.

I alt skal der altså tilbagelægges 47,8 km, der har både start og mål i Stirling, der er en by nordøst for Glasgow. Den ligger faktisk umiddelbart øst for det højdedrag, som rytterne også besøgte under linjeløbet, men det berører man slet ikke. I stedet holder man sig i fladlandet umiddelbart nord for højdedraget, og det giver en meget flad profil.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Overraskelsernes schweiziske holdeplads

Starten er helt enkel, da man med det samme kører fra startrampen i byens vestlige udkant ad en lang, lige og næsten helt flad vej mod vest og nordvest. Først efter 7,6 km kommer dagens første sving, når man drejer mod nord for at køre videre ad en lang, lige og flad vej. Efter 11,2 km tages det første af to sving, der kommer lige i rap med 100 m mellemrum, inden det gør mod vest og nordvest ad en flad vej frem til den første mellemtid, der tages 12,9 meget enkle kilometer.

Det gør ikke løbet meget mere kompliceret. Man fortsætter nemlig ad den lange, lige vej mod nordvest og vest, idet det dog nu begynder at stige ganske let, indtil man efter 17,6 km når frem til Thornhill. Her komme dagens fjerde sving, når man drejer mod syd, hvor der venter en ganske lille nedkørsel, inden flade veje fører mod sydvest og sydøst og efter et sving mod syd. Efter 22,9 km drejer man til højre i en rundkørsel og nu leder en lige og flad vej mod vest ud til etapens vestligste punkt, hvor man efter 26,8 km drejer næsten 180 grader.

Nu begynder der at komme en lille smule terræn. Herfra stiger det nemlig let, mens man kører ad en lige vej mod sydøst, og de sidste 800 m op mod byen Kippen stiger således med 3,2%. På toppen drejer man efter 29,5 km til venstre for at køre mod nordøst via en lille nedkørsel, inden det igen bliver fladt. Efter 31,0 km drejer man mod øst i en rundkørsel - i øvrigt denne samme rundkørsel, som passeredes efter 22,9 km - hvorefter det går ad en helt lige og flad hovedvej mod øst. Den forlader man efter 34,4 km, når man drejer mod syd for at køre frem til dagens anden mellemtid, der tages efter 34,7 km.

Her rammer man en lille bakke (400 m, 5,0%), hvor der undervejs er en 90-graderskurve, som leder mod sydøst over toppen, der kommer efter 35,9 km, og ind til Gargunnock, hvorfra man fortsætter mod øst og nord ad en nedkørsel, der byder på en 90-graderskurve, indtil man efter 37,9 km drejer mod sydøst ind på den flade hovedvej igen. Den følges nu mod sydøst frem til et højresving efter 40,0 km, hvor man drejer ind på en mindre og snoet vej med en bakke (300 m, 3,7%), der har top efter 40,5 km. Vejen følges herfra videre mod sydøst igennem ganske let faldende terræn, inden det går op ad endnu en bakke (600 m, 3,7%), på hvis top dagens tredje og sidste mellemtid tages efter 43,5 km.

Nu er man i udkanten af Stirling, og herfra bliver det helt anderledes teknisk over de sidste 4,3 km. Flade og ganske let faldende veje leder mod øst frem til et sving med 3,6 km igen, hvorefter det går mod nordøst og sydøst frem til en byge af rundkørsler. Med 2,3 km igen drejer man til venstre i en sådan, og med 1900 m igen kommer der to i rap, hvor man skal lige igennem den første og dreje til venstre i den anden. Med 1600 m igen skal man igennem endnu en rundkørsel, inden man med 1200 m igen drejer til højre.

Med 800 m igen er der et venstresving, der leder ind på bakken (800 m, 5,5%), som fører op til målet ved Stirling Castle. Undervejs skal man dreje hele fire gang, nemlig med 600 m, 500 m, 400 m og 300 m igen, og efter det sidste sving er vejen brostensbelagt. Stigningen er regulær og stiger med hhv. 5,5%, 7,1%, 4,7% over hver af de fire 200 m-segmenter.

Ruten byder på i alt 265 højdemeter mod 310 højdemeter på den noget kortere rute i 2021, bare 22 højdemeter i 2021 og 167 højdemeter på den også noget kortere rute i 2020, mens man i både 2019 og 2018 havde ca. 500 højdemeter på ruter, der begge var en anelse længere end denne.

Læs også

Ineos-profil reagerer på samlet sejr og ser frem mod Tour de France

SE VUELTA A ESPANA UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Vejret

Der findes ikke noget værre end en enkeltstart, der ødelægges af forskellige vejrbetingelser, og den slags skal man være særligt bekymret for, når VM skal en tur til Storbritannien. Mange vil utvivlsomt huske Johan Price-Pejtersens tur gennem en vandpyt ved det seneste britiske VM i 2019, og der er helt sikkert ryttere, der skævet nervøst til vejrudsigten de seneste dage. I skrivende stund ser det ud til, at det ikke går helt galt. Der vil være en del byger om formiddagen, men ved 12-tiden ventes en opklaring, og når løbet starter, ventes solskin, kun få skyer og en beskeden bygerisiko på 25% samt en temperatur på 20 grader. Det ser dog ud til, at bygerisikoen vil vokse til 35-45% ved 17-tiden, hvor sidste rytter akkurat ventes i mål. Det vil være blæsende med en frisk vind (22 km/t) fra sydvest, men den skulle være helt konstant gennem løbet. Det giver generelt sidemodvind under løbets første halvdel og sidemedvind på hjemturen. Således vil der også være sidemedvind ind gennem Stirling til sidst, indtil man får sidevind hele vejen op ad målbakken.

Favoritterne

BEMÆRK: Vi har en teknisk udfordring. Alle de steder, hvor der er indsat et link i vores nye design, mangler der et afsnit. Vi arbejder på at løse det hurtigst muligt.

For nogle år siden var VM-enkeltstarten været en svært fortolkelig affære. Særligt i 2017 og 2018 var det slemt, da de meget specielle ruter med en kombination af specialistterræn og et decideret bjerg stillede store krav til rytternes alsidighed, men også gjorde det vanskeligere at vurdere helt præcist, hvor god en klatrer man skulle være for at kunne begå sig. Der var for meget fladt terræn til de små folk, men også for svære stigninger til de fleste specialister, og i stedet var det i vidt omfang for folk, der også med jævne mellemrum kører klassement i etapeløbene. At ruterne var svære at læse også for rytterne selv, kunne Victor Campenaerts særligt erfare, da han kom til Østrig med en beskeden ambition om top 10, men tog sig selv og hele cykelverdenen på sengen ved at være mindre end et sekund fra at stjæle sølvmedaljen fra Tom Dumoulin.

Heller ikke i 2019 var det helt let. De rullende bakker i Yorkshire gav ganske mange højdemeter, som da også viste sig for voldsomme for mange af de tunge drenge. Alligevel endte det lidt overraskende med en bronzemedalje til en dengang stadig meget ung Filippo Ganna og en 5. plads til Alex Dowsett - to ryttere, der selv havde vurderet, at udfordringerne nok var for voldsomme.

Læs også

Lidl-Trek trodser styrt og vinder i dramatisk Vuelta-åbning

I de seneste år har det været meget lettere. Både i Imola og Flandern blev specialisterne kompenseret for de voldsomme klatrekrav i 2017 og 2018 og også det ru, britiske terræn i 2019, da de her fik skræddersyet det hele til dem. De tekniske forhindringer var få og ellers var det bare fladt, fladt og fladt. I Australien i 2022 var det en anelse mere kompliceret med lidt flere højdemeter og ikke mindst en meget teknisk rute, men grundlæggende var det ikke en rute, wattmonstrene kunne være utilfredse med.

Samme wattmonstre må glæde sig over de planer, skotterne har for årets enkeltstart. De kunne ellers have frygtet, at man ville på en rute som i Yorkshire, hvor man klatrede over 500 højdemeter, men det har man slet ikke gjort. Værtsbyen Stirling ligger ganske vist bare et stenkast fra det højdedrag, der blev passeret tidligt i linjeløbet, men det besøger man slet ikke. Selvom distancen kun er godt 6 km kortere end i England i 2019, er antallet af højdemeter cirka halveret.

Det er den slags terræn, wattmonstrene elsker. Særligt den første halvdel er helt flad og består samtidig af lange, lige veje. Over de første 29,5 km fem til toppen af den første lille bakke er der i alt bare seks sving, og det bliver ikke meget værre over de næste 14,0 km frem til sidste mellemtid, hvor der er fem sving. Her bliver terrænet en anelse mere kuperet, men det er små, bløde opkørsler med stigningsprocenter på ca. 3 og bestemt ikke noget, der tvinger de store drenge ud af sadlerne. De kan mose op ad disse små opkørsler, og de første 43,5 km er således i sjælden grad wattmonstrenes paradis.

Lidt mere kompliceret bliver det over de sidste 4,3 km inde i byen. Her stilles der endelig lidt krav til teknikken, ikke mindst over de sidste 2,3 km, der byder på mange rundkørsler og sving. Derudover byder de på bakken op til målet ved slottet. Den er bestemt ikke helt let og vil handicappe de tungere folk, selvom den aldrig bliver rasende stejl. Det er imidlertid også klart, at den kun kan blive afgørende, hvis det er tæt. I det overordnede billede er der trods alt meget mere tid at vinde over 47,0 km i relativt fladt terræn end på en 800 m lang bakke til allersidst - også selvom man til den tid vil være udkørt og træt.

En anden væsentlig faktor er distancen på 47,8 km. Nu bliver det igen et rigtigt VM. Vi er ikke på den anden side af de 50 km, som vi var det i Yorkshire og Innsbruck, hvor løbene også var til den lange side, men vi er langt væk fra de meget korte ruter i Wollongong, Imola og Bergen, hvor man end ikke skulle køre 35 km. Nu taler vi om den helt klassiske VM-distance på mellem 40 og 50 km, hvad der gør den til årets klart længste enkeltstart for hele feltet - der kan dog være enkelte, der har kørt en anelse længere til de nationale mesterskaber, selvom jeg ikke mindes, at vi havde meget lange enkeltstarter i år - og dermed skal vi se i retning af de store motorer. Arrangørerne regner med en køretid på 55 minutter og en gennemsnitsfart på 52 km/t, og dermed får specialisterne over de lange distancer virkelig plads til at boltre sig.

En uhyre vigtig faktor er restitutionselementet. Alle andre større enkeltstarter køres i etapeløb, og de lange af dem kommer altid efter flere dage. Det giver naturligt klassementsrytterne en fordel på bekostning af de knap så restitutionsstærke specialister, men en enkeltstående enkeltstart er noget helt andet, der begunstiger de sande tempomaskiner, som ikke nødvendigvis er så alsidige.

Samtidig er forberedelsen en helt anden. Vi så med Chris Froome i 2017 og Primoz Roglic i 2019, at det er meget svært at gå fra overlegne enkeltstartssejre i Vueltaen til at true specialisterne ved VM. Hvor det til linjeløbene kan være en fordel at have en masse løbskilometer i benene, er det oftest til enkeltstarten en klar fordel at have lavet specialiseret træning, som Rohan Dennis’ sejr i 2019 vel var det bedste eksempel på. Remco Evenepoel bekræftede reglen i 2022, hvor han efter sin Vuelta-sejr vandt linjeløbet, og selvom en bronze på enkeltstarten bestemt ikke var ringe, som det heller ikke var det for Froome i 2017, var både han og den britiske Tour-konge ude af stand til at gentage de vilde ridt, de havde lavet på Vueltaens enkeltstarter.

Undtagelserne, der bekræfter reglen, er naturligvis Bradley Wiggins, der 10 dage efter sin Tour-sejr knuste alle ved VM i London, og Wout van Aert viste i 2020, at en Tour-rytter godt kunne være med fremme i den særegne kalender, selvom det generelle billede ellers tydeligt viste, at det var de friske ryttere, der havde fordelen. Det så vi også ved OL i Beijing, der kørtes lige efter Touren, hvor Van Aert kørte et fremragende linjeløb, men floppede til enkeltstarten, der domineredes af Primoz Roglic, Tom Dumoulin og Rohan Dennis - tre ryttere, der ikke kom fra Touren.

I år bliver den overvejelse naturligvis igen relevant, fordi enkeltstarten køres efter Touren. I en normal kalender afvikles den dog kun en uge efter afslutningen i Paris. Denne gang er der gået næsten tre uger, og man har også haft linjeløbet ind imellem. Det kan dog være svært at sige, om den ekstra pause er en fordel for Tour-rytterne eller ej. På den ene side giver det mere hvile, men på den anden side kan det også være kompliceret at strække formen så langt. Mit gæt vil dog være, at Tour-rytterne har bedre chance under disse betingelser, end da Vuelta-rytterne sidste år skulle køre enkeltstart lige efter afslutningen i Madrid.

Læs også

Formstærk franskmand sejrer efter dansk fremstød - Ineos-profil vinder samlet

Jokeren er altid vejret, og den jokerfaktor bliver mere markant af en tur til Storbritannien. I skrivende stind ser det ud til, at rytterne er pokkers heldige, da der vil være en betydelig bygerisiko om formiddagen og om aftenen, men eftermiddagen ser flot og solrig ud, og opklaringen vil komme så tidligt, at alle bør have tørre veje samt heldigvis også helt ensartede vindbetingelser. En byge kan dog ikke udelukkes, da risikoen om eftermiddagen vil være 25%, og risikoen kan måske være øget en anelse til den sidste del for de allersidst startende. Lige nu synes forholdene dog heldigvis at være så ensartede, at jeg vil forvente en fair afvikling, hvad der vil være udgangspunktet for analysen nedenfor.

En anden grund til uforudsigeligheden ved de seneste VM har været feltets sammensætning. I 2017 var det helt åbent, om sejren ville gå til Dumoulin, Primoz Roglic, Chris Froome eller Rohan Dennis, der da også viste sig alle at komme i top 5. I 2018 var det hele lidt mere enkelt, da alle vidste, at vinderen ville blive enten Dennis eller Dumoulin, men til gengæld delte vurderingerne af favoritstatus sig i to stort set lige store lejre. I 2019 betød den store usikkerhed om Dennis efter den lange løbspause, usikkerheden om, hvor god Remco Evenepoel var blevet siden EM-sejren, og tvivlen om friskheden hos Primoz Roglic efter Vueltaen, at der bestemt ikke var nogen entydig favorit. I 2020 var der uhyre stor tvivl om, hvad man skulle lægge i Filippo Gannas vanvidsridt i Tirreno, om Dennis kunne komme bragende ind på scenen som i 2019, og hvor friske Tour-rytterne ville være i den særegne kalender. I 2021 var det meget svært at pege på en klar favorit i kampen mellem Ganna, Wout van Aert, Remco Evenepoel og Stefan Küng, der netop havde slået de tre andre til EM. Og sidste år var Ganna- og Evenepoel-lejrene også ganske delte - og så blev de endda begge snydt af både sensationen Tobias Küng og Stefan Küng.

Også forinden havde VM-enkeltstarterne tradition for at være meget mere åbne end i årets etapeløb. I 2016 lå det ikke just i kortene, at en kriseramt Tony Martin skulle knuse al modstand med sin hidtil sidste magtdemonstration, og i 2015 regnede alle med et knivskarpt opgør mellem Dumoulin, Dennis og Martin, hvorefter Vasil Kiryienka tog dem alle på sengen på en dag, hvor de tre favoritter blev hhv. nr. 5, 6 og 7. Og 2013 og 2014 så alle frem til de gigantiske slag mellem Martin, Bradley Wiggins og Fabian Cancellara i en tid, hvor feltet igen blev lidt mere åbent efter nogle år, hvor først Cancellara og siden Martin havde været i en klasse for sig.

I år er spændingen også stor, og det lugter lidt af en gentagelse af det uhyre spændende opgør fra Belgien i 2021. I hvert fald er feltet med deltagelse af Ganna, Van Aert, Evenpoel og Küng meget identisk, og hertil kan føjes Kasper Asgreen, der med sin 4. plads gjorde dem selskab i top 5 dengang. Samtidig har alle de fem ryttere fra den top 5 kørt meget svingende enkeltstarter i år, og så krydres feltet også med deltagelse af altid spektakulære Tadej Pogacar, Rohan Dennis, der ønsker at sige farvel til sit yndlingsløb med et brag, samt en række ryttere, der har kørt fremragende enkeltstarter i løbet af sæsonen. Det er i hvert fald et ganske fremragende felt, der er samlet denne gang.

Det giver også flere mulige vinderkandidater, men jeg vælger at gå med Remco Evenepoel. Belgieren har nu kørt VM tre gange, og alle gange er det blevet til bronze, men denne gang har han vel sin hidtil bedste chance. I 2019 var han stadig helt grøn, i 2021 var ruten nok en anelse for flad, og i 2022 kom han direkte fra en Vuelta-sejr, hvad der som nævnt næppe er den bedste forberedelse til en enkeltstart. Denne gang har han heller ikke forberedt sig specifikt til dette løb, da Vueltaen er det helt store mål, men modsat sidste år har han ikke den opslidende Vuelta i benene - en belastning, der som nævnt før har kostet dyrt for både Primoz Roglic og Chris Froome samt til dels måske også for Evenepoel sidste år.

Ruten i Yorkshire var den af de fire, der har passet ham bedst, men denne må være nr. 2 på listen. I Belgien var den for flad, og i Australien var den for teknisk, og denne synes at passe ham bedre. Ideel er den dog langt fra, for i sammenligning med de øvrige favoritter er han den, der havde haft mest glæde af nogle flere højdemeter, men han slipper for det mylder af sving, vi så sidste år, og ruten er da i det mindste mere kuperet end i Belgien, ikke mindst med bakken til sidst, hvor han dog lider under, at han aldrig har været fan af brosten.

Han har to store fordele. Den første er distancen, for han har aldrig lagt skjul på, at hans motor passer bedst til de lange enkeltstarter, og jeg vil mene, at han med nogen sandsynlighed havde vundet sidste år, hvis vi havde haft en ”rigtig” VM-længde, som vi har det i år. Den anden fordel er de blæsende betingelser, der øger betydningen af den aerodynamik, der er Evenepoels vigtigste våben.

Vigtigst er det, at han synes at have taget et ekstra skridt. Hans sejr på 1. etape i Giroen var rystende overbevisende, og her nærmest ydmygede han Ganna i det fladland, der burde være italienerens store force. Det vidner om, at han endda kan være i særklasse på en helt flad tonserenkeltstart over en relativt kort distance, og det fortæller, at han har en god chance på denne rute også. Vi skal heller ikke glemme, at han jo altså vandt den lange enkeltstart, selvom han kørte rundt med corona i kroppen.

Kører han som i Giroen, kan der ikke være om, at han vinder, men jeg kan godt være lidt bekymret for hans form. Ja, han vandt i San Sebastian, men det var langt mindre overbevisende end sidste år. Ved søndagens løb var han overraskende skidt kørende, og selvom meget hænger sammen med, at han betalte en dyr pris for en alt for ringe positionering ved indgangen til rundstrækningen, har han altså endnu til gode at virke overbevisende. Han siger dog selv, at han er endnu længere fremme frem mod Vueltaen, end han var for et år siden, og det må trods alt give en vis ro. Til gengæld så vi også i Schweiz, at en formsvag Evenepoel altså ikke bare vinder med den selvfølgelighed, man efter Giroen kunne forvente. Heldigvis var han også å overlegen i Italien, at lidt mindre end 100% formentlig er nok, og derfor tror jeg på, at han endelig får sin titel.

Læs også

Se Lotto-stjernes knusende sejr

Hans værste rival kan meget vel være hans landsmand. Wout van Aert cementerede i søndags sin status som kongen af 2. pladser i store løb - en status, der særligt gælder ved mesterskaber, hvor han nu allerede har to VM-sølvmedaljer i linjeløb, to VM-sølvmedaljer i enkeltstart og én OL-sølv i linjeløb. Derfor kunne man godt unde ham, at det på fredag endelig skal lykkes, men desværre går han ind til løbet med en vis usikkerhed. Han viste i søndags heldigvis, at han efter Touren med det samme har fundet en ganske glimrende form, og han er næppe langt fra 100%, når foråret nok har sat en streg under, at Mathieu van de Poel bare er bedre end ham i de lange og hårde endagsløb.

Problemet er snarere, at hans enkeltstarter i år har været skuffende. De var overraskende svage i Schweiz, og da han blev belgisk mester i et løb, hvor Evenepoel styrtede, var hans sejrsmargin i forhold til U23-rytteren Alec Segaert bestemt ikke overbevisende - talentfuld belgier eller ej. Hans enkeltstart i Touren var heller ikke lovende, for selvom ruten ikke passede ham, blev han slået med bekymrende meget af både Jonas Vingegaard og Tadej Pogacar.

Det følger jo desværre en trend, hvor Jumbos esser stort set alle har skuffet på deres enkeltstarter, hvis man da lige ser bort fra en vis dansker under Touren, og det kan ikke undgå at vække lidt uro. Når det er sagt, har Van Aert stadig været med helt fremme på alle sin enkeltstarter, og han synes formmæssigt at være længere fremme end i juni og nok også i Touren, hvor han ikke virkede helt så overbevisende som sidste år. Denne lange, relativt flade rute passer ham også fint, for den kan give mindelser om den, der næsten gjorde ham til verdensmester i 2021, og i forhold til den gang har han i hvert fald en klar fordel af brostensbakken. Ruten passer i hvert fald bedre til ham, end den gør til Evenepoel. Spørgsmålet er så, om det er nok i en sæson, hvor han har til gode for alvor at imponere i disciplinen.

I lyset af den usikkerhed, der er om begge mine største favoritter, udelukker jeg bestemt ikke, at det endelig skal lykkes for Stefan Küng. Det var svært ikke at føle med den stakkels schweizer, der sidste år lykkedes med at få skovlen under alle de ryttere, han anså som sine værste rivaler, men som alligevel måtte se VM-titlen glide sig af hænde - denne gang til en norsk sensation. Det skete med en minimal margin, akkurat som det skete, da han missede EM-titlen sidste år og OL-bronzen i 2021, og derfor må det snart være Küngs tur til at have marginalerne på sin side.

Denne gang kan det også lykkes. Siden VM sidste år synes han i hvert fald at have taget et skridt op. Det så vi i Australien, det så vi, da han vandt den stjernebesatte enkeltstart i Algarve, og det så vi ikke mindst, da han i Schweiz slog både Van Aert og Evenepoel. Desværre fik vi ham ikke at se på lange enkeltstart i samme løb, og desværre er vi også blevet mindet om, at han ikke altid er til at regne med. Han skuffede mig i hvert fald på begge Giroens enkeltstarter, og i Touren, hvor ruten slet ikke passede ham, kørte han bekymrende langsomt på den flade del.

Heldigvis synes han stærk efter Touren. Det er nemlig en kunst, han mestrer, som vi så med VM-bronzen efter Touren i 2020 og 4. pladsen ved OL i 2021, hvor ruten burde have været alt for hård. Hans linjeløb i søndags og stafetløb i tirsdags vidner om gode ben, og ruten kan heller ikke være helt skæv. I sammenligning med de to ovennævnte har han i hvert fald glæde af fladlandet, men vi ved også, at han foretrækker mere tekniske ruter, hvorfor han var mere begejstret for sidste års løb.

Mest bekymret er jeg dog for distancen. Küng har kørt sine bedste VM i 2020 og 2022, og det var netop i de år, hvor distancen var kort, mens han over den lange distance i 2021 skuffede fælt. Det gjorde han endda kort efter, at han havde slået hele eliten over et langt kortere EM-løb. Hans OL viser, at hans sagtens kan præstere over denne distance, men i forhold til de øvrige topfavoritter har han vel en lidt ringere historik. Det ændrer dog ikke på, at Küng det sidste års tid har virket så overbevisende i disciplinen - måske også fordi de nye UCI-regler giver store ryttere mulighed for en mere aerodynamisk stil - at han har en reel chance for at få sin revanche fra sidste år.

Det er ikke tit, man placerer Filippo Ganna helt nede som nr. 4 ved et stort mesterskab, men jeg er altså bekymret for hans form. Nok vandt han i Vallonien, men det var med en bekymrende lille margin i et felt, der bestemt ikke var imponerende, og hans præstationer på banen i den forløbne uge har heller ikke været imponerende. Italien var ikke tæt på Danmark i holdforfølgelse, og det, der burde have været en suveræn sejr i den individuelle disciplin, blev kun sikret med det alleryderste af neglene.

I det hele taget har Ganna slet ikke virket så overbevisende på det sidste. Det startede vel allerede sidste år, hvor særligt hans beskedne 7. plads ved VM var skuffende, men det er fortsat i år. Han blev kun nr. 3 i Algarve trods sublim form, og hans sejr i Tirreno kom i et sjældent svag felt. Ved mesterskaberne slog han Mattia Cattaneo, men det var på et tidspunkt, hvor denne ikke kørte gode enkeltstarter. Delvist opløftende er naturligvis hans 2. plads på 1. etape i Giroen, hvor han da i det mindst slog Küng, men det var på en dag, hvor schweizeren skuffede. Den eneste anden af topkandidaterne til dette løb, Evenepoel, kørte ham midt over, og det endda på en rute, der burde favorisere den store italiener.

Læs også

To dobbelt-sejre til ColoQuick i weekenden

Det betyder dog ikke, at jeg tør udelukke endnu en titel til Ganna. Ruten minder om den, der gjorde ham til mester i 2021, og bakkerne er næppe nogen væsentlig ulempe for den Ganna, vi har set i år. Netop i 2021 talte jeg også hans chancer ned efter nederlaget til Küng ved EM, men da det gjaldt til VM, slog han hele eliten, der tæller alle favoritterne til dette løb. Har han timet formen lige så godt denne gang? I lyset af hans generelle sæson og hans løb de seneste uger tillader jeg mig at tvivle, men naturligvis kan han snyde mig igen.

Da jeg rangerer efter vinderpotentiale, er jeg nødt til at placere Tadej Pogacar her, for han er nok den eneste af de øvrige, jeg for alvor kan se med regnbuetrøjen på sine skuldre. Jeg tror dog, at det bliver svært. Som nævnt ovenfor har både Froome og Roglic samt til dels også Evenepoel vist, at en klassementskamp i en grand tour ikke er den bedste forberedelse til en enkeltstart, og der var i hvert fald ingen af de tre, der kørte op til deres allerbedste ved det efterfølgende mesterskab. Pogacar har heldigvis fordel af, at han har haft betydeligt længere tid til at komme sig, og hans linjeløb viste jo heldigvis, at han efter Touren slet ikke er så træt, som jeg havde frygtet.

Problemet er, at ruten heller ikke passer ham alt for godt. I 2021 blev han nr. 10 og sidste år nr. 6 på fladbaneruter som denne, og i sammenligning med de ovennævnte er han i hvert fald den, der passer dårligst til denne. Til gengæld bør en grand tour-rytter som ham have en vis glæde af den ekstra distance - særligt med en grand tour som forberedelse - og med tanke på de tre linjeløb i 2021, 2022 og 2023 er der vist ingen tvivl om, at han denne gang er mere formstærk, end han har været de to seneste år, og vi skal heller ikke glemme, at Pogacar jo faktisk har vundet en fladbaneenkeltstart i Touren.

I år har han så glæde af det nye sublime UAE-materiel, som vi ikke rigtigt har set ham bruge i andre løb end den ligegyldige enkeltstart i Slovenien i juni og under Touren, hvor han nok blev ydmyget af Vingegaard, men jo altså stadig kørte Van Aert midt over. Det materiel bør give ham et boost, men jeg tvivler på, at det er nok på en rute, der ikke er ideel, når historien viser, at en 2. plads i Touren næppe er den helt perfekte forberedelse heller.

Jeg placerer Kasper Asgreen her, men det er mere på potentiale end på forventning. Det vil nemlig være synd at sige, at danskeren i linjeløbet overbeviste om, at han er kommet ud af Touren i flyvende form, og i det lys lugter det mere af skuffelse end af succes. Formen efter en grand tour kan dog være en svær ting, og vi så i 2019, at han ved det efterfølgende EM ikke kørte noget godt linjeløb, men alligevel vandt sølv på enkeltstarten, kun slået af Evenepoel, men foran navne som Ganna og Küng. Dengang virkede han endda træt efter Touren, mens han i år var flyvende i Tourens sidste del.

Når tvivlen skal komme Asgreen til gode, handler det om hans potentiale. Med 4. pladsen i 2021, hvor han slog Küng og kun akkurat blev slået af Evenepoel i kampen om bronze, viste han, at den bedste Asgreen er i den absolutte elite på lange, flade enkeltstarter. Ruten og distancen her passer ham i hvert fald helt perfekt, og spørgsmålet er så, om den bedste Asgreen er tilbage. Det indikerede Tourens 3. uge jo i den grad, og hans enkeltstart i samme løb var i lyset af ruten også ganske opløftende. Særligt tillægger jeg dog hans DM-sejr end vis vægt, for uanset om hans sejr skyldtes Mattias Skjelmoses defekt eller ej, er det altså ganske imponerende som minimum at køre lige op med Trek-danskeren, der i år har kørt nogle af verdens allerbedste enkeltstarter. Samme niveau bør føre langt i dette løb. Efter linjeløbet tror jeg ikke, at han rammer det, men 2019-sæsonen giver et håb om, at det kan lade sig gøre.

Alle briter drømmer om en sejr til Geraint Thomas . Det bliver nok svært, men waliseren har flere gange vist, at han stadig tilhører den absolutte elite. Det viste han i Schweiz sidste år, hvor han kørte helt lige op med Evenepoel på en flad tonserrute som denne, og det bekræftede han på Giroens lange enkeltstart, hvor han kun var et sekund fra at slå en ganske vist syg Evenepoel. Thomas har vist, at han er god på flade enkeltstarter også, og en lang distance burde heller ikke hæmme ham, selvom han faktisk er kørt meget få store mesterskabsenkeltstarter af denne længde.

Usikkerheden handler om formen. I Polen arbejdede han for holdet, men han blev kun nr. 3 på enkeltstarten, ganske langt efter Mattia Cattaneo. På toppen er han helt sikkert ikke endnu, når Vueltaen er hans største mål, men han har altså tillagt dette VM på hjemmebane nogen vægt. Det er ikke bare for sjov, han kører, og jeg vil forvente, at han gør det betydeligt bedre end i Polen. Skulle han for alvor være medaljekandidat, skulle vi nok have den Thomas, vi næppe ser før Vueltaen, men da han flere gange i de seneste to år har vist, at selv en Thomas langt fra 100% altid kører gode enkeltstarter, skal det såmænd nok gå ham ganske godt.

Hans overmand i Polen var Mattia Cattaneo, der efter en meget sløj sæson endelig viste det tårnhøje niveau, han viste i 2022. Det kom særligt til udtryk i Dauphiné, hvor han slog både Roglic og Vingegaard på en lang og flad tonserrute, og det vidner om hans evner også på denne type enkeltstart. I forhold til begge de to her nævnte enkeltstarter bør han stå endnu stærkere her, for hans historik tilsiger klart, at han arbejder efter mantraet ”jo længere, jo bedre”. Næsten alle hans bedste resultater er således kommet på distancer over 20 km, og i det lys var han sejr i Polen jo endda særligt opløftende. Når det er sagt, har vi stadig til gode for alvor at se Cattaneo blande sig med den absolutte elite, for selv da han gjorde det så godt i Dauphiné, blev han slået klart af Ganna og Van Aert, og ved de italienske mesterskaber tidligere i år var Ganna ham også overlegen. Heldigvis var det også i den fase af sæsonen, hvor hans enkeltstarter var meget skuffende, men det bidrager til den ekstra usikkerhed, der kommer af, at det stadig kun er én enkeltstart i år, der for alvor har været overbevisende.

Læs også

Produktfokus: Cykler med på bilferien

Det andet danske kort er Mikkel Bjerg, og akkurat som med Asgreen kan det gå begge veje. Meget vil afhænge af hans friskhed efter Touren, og da han både i de seneste år har virket meget træt mod slutningen af det franske løb, er jeg ikke alt for optimistisk i år, selvom han så mere frisk ud denne gang. I linjeløbet betød hans defekt, at vi aldrig fik lejlighed til at vurdere, hvad han kunne, og derfor er usikkerheden stor. Til gengæld har han et langt større potentiale, end han har haft ved tidligere mesterskaber, hvor han hos eliten jo indtil nu har skuffet. UAEs nye materiel har givet ham et helt nyt niveau, som vi så i Dauphiné og Romandiet, og vi ved også, at han traditionelt har været begejstret for relativt lange distancer, hvad hans flotte U23-historik jo også viser. En frisk Bjerg vil have alletiders chance for endelig at få sit VM-gennembrud hos eliten, men desværre er jeg på baggrund af hans historik bange for, at Touren har sat sig for meget i benene. Derfor er han rangeret mere på potentiale end forventning.

Jeg er meget spændt på Remi Cavagna. Efter at 2022 i vidt omfang blev ødelagt af styrtet i optakten, har han genfundet sit flotte momentum fra 2021, hvor han bevægede sig helt ind i eliten. I år har han slået Ganna i Algarve, hvor han var ganske tæt på Küng, kørt en fornem prolog i Romandiet, taget en 3. plads bag Bjerg og Vingegaard i Dauphiné, slået Bruno Armirail ved de franske mesterskaber og kørt fremragende i Touren på en rute, der var alt for hård. Denne lange, flade rute passer ham også ganske godt og i hvert fald bedre end sidste års meget tekniske rute, og hans Tour-enkeltstart viste en vis friskhed. Desværre har han til gode ikke at skuffe ved VM, og jeg er alvorligt bekymret for hans friskhed efter Touren. I 2020 kørte han helt fabelagtigt på den alt for hårde Tour-enkeltstart i den tredje uge, men han skuffede med en 7. plads ved det efterfølgende VM. Situationen her synes jo ved første øjekast helt parallel, men kører han lige så godt, som han har gjort gennem hele sæsonen, kommer han langt, også i kamp med den absolutte elite.

Sidste år choksejrede Tobias Foss, men det er svært at finde det helt store belæg for, at vi vil se en gentagelse. Lige efter sejren i Australien kørte han helt lige op med Küng i Frankrig, men i år har det været skuffende. Kun på prologen i Romandiet har han været tæt på sejren, men han var langt fra de bedste i Algarve, Romandiet og senest Polen. Hans optakt har heller ikke været ideel, da den coronasygdom, der kostede ham Giroen, var mere langvarig end ønsket, og han imponerede i hvert fald ikke i Polen i sidste uge. Heldigvis kørte han også meget skuffende linjeløb sidste år, hvilket ikke forhindrede ham i at vinde VM, men den store forskel er denne gang, at han jo altså så sent som i torsdags også kørte en skuffende enkeltstart. Vi har også til gode at se ham præstere mod eliten over så lang en distance, og jeg vil også forvente, at han i Australien havde stor fordel af den meget tekniske rute. Alene ruten gør en gentagelse usandsynlig, og årets enkeltstarter bidrager blot dertil. Det ændrer dog ikke på, at han har chokeret én gang før, og kører han atter som i Australien, kommer han jo altså meget langt.

Mange øjne vil være rettet mod Rohan Dennis, der kører karrierens sidste VM-enkeltstart og siden Giroen har haft blikket stift rettet mod dette løb. Desværre er australieren i den grad faldet af på den, og siden OL-bronzen i 2021 er det vel kun sejren ved Commonwealth Games sidste år, samt hans 3. plads i Paris-Nice, der kan skabe lidt optimisme. I Vueltaen skuffede han fælt, og det gjorde han også på begge Giroens enkeltstarter, ligesom hans 2. plads i Galicien i lyset af feltets kvalitet bestemt heller ikke var overbevisende. Naturligvis har han nu forberedt sig helt målrettet til dette løb, hvad han jo mestrer bedre end de fleste, for han har gjort det så mange gange før, men der skal godt nok være sket små mirakler, hvis han pludselig skal hævde sig helt fremme igen. Jeg bliver overrasket, hvis han skuffer lige så meget som i Giroen, og jeg finder lidt håb i, at det trods alt kun er halvandet år siden, han kørte lige op med Van Aert og Roglic i Paris-Nice, men i lyset af hans præstationer det seneste års tid er det svært for alvor at tro på en flot afsked.

En af de meste spændende ryttere at følge er Joshua Tarling. Det er ret bemærkelsesværdigt, hvad han præsteret i sin første sæson efter juniortiden. Det startede med 2. pladsen i Besseges, fortsatte med sejren ved de britiske mesterskaber og kulminerede med 2 pladsen i Vallonien. Sidstnævnte var i et svagt felt, men han kørte jo altså næsten lige op med Ganna. I lyset af mine bemærkninger ovenfor kan det sige mere om Gannas form end Tarlings niveau, men det åbne muligheden for, at den unge brite kan imponere stort ved sit første VM. Det er klart, at distancen er en ubekendt, men det gik jo storartet i Vallonien, hvor de kørte mere end 30 km, og han burde også være meget komfortabel på denne fladbanerute. Vi skal nok dæmpe forventninger lidt, hvis det er sandt, at Ganna underpræsterede markant i Belgien, men han har overrasket så meget i år, at han bestemt kan gøre det igen.

En anden rytter, der har lukreret meget på UAEs forbedrede materiel, er Joao Almeida, der har genrejst sig selv i disciplinen. Det startede allerede i Tirreno og kulminerede vel på 1. etape i Giroen, og hans nylige 2. plads foran Thomas i Polen var en bekræftelse. Han blev dog også slået ganske klart af Cattaneo, og det bekymrer mig en del, at hans lange enkeltstart i Giroen var skuffende. Han er nemlig relativt ubeskrevet på enkeltstarter af denne længde, og hans bedste resultater på lange ruter er en 5. plads i Giroen over 30,3 km i 2021 og en 6. plads over 34,1 i samme løb i 2020. Det er klart, at der skal mere til, hvis han skal hævde sig i dette felt, og i sammenligning med de øvrige kandidater vil han også være utilfreds med den meget flade rute. Den slags har han dog mestret før, senest med 2. pladsen i Polen, hvor han jo altså slog Thomas. Det er dog nok bare tvivlsomt, om han kan gentage det over denne meget lange distance.

En meget spændende kandidat er Jay Vine. Det var først ved de australske mesterskaber, at han viste evner i disciplinen, men i Giroen så vi, at der var hold i sagerne. Han skuffede lidt på den lange enkeltstart, men hans 7. plads i fladlandet på 1. etape var uhyre lovende forud for dette fladbaneløb. Hvad der gør ham særligt interessant er, at han stadig er ved at udvikle sig i disciplinen og derfor meget vel kan have forbedret sig, men mest af alt er det, at han kan vise sig i skræmmende god form. Sidste år forberedte han sig nemlig til Vueltaen efter samme løbsfri opskrift som i år, og vi ved alle, hvor uhyggelig han var i den første uge af det spanske løb. Hvis forberedelsen har kastet samme resultat af sig denne gang, og hvis han kan bekræfte det, han viste på 1. etape i Giroen, kan det blive rigtigt godt, selvom han trods alt ikke ør være medaljekandidat på denne rute - og så er distancen for den urutinerede australier et helt, helt åbent spørgsmål.

Så er der mesterskabsrytteren Nelson Oliveira . Han blev nr. 4 i 2017, nr. 5 i 2018 og nr. 8 i 2019, og efter en periode med svage resultater har han rejst sig igen. Det startede med 8. pladsen ved VM sidste år og er i år fortsat i særligt Romandiet, men til gengæld er han stadig helt umulig at regne med. Han skuffede i hvert fald stort i Dauphiné og Touren, og han er stadig lidt af en lottokupon. Det gælder dog i mindre grad til VM, hvor han aldrig falder helt igennem, og denne gigantiske distance er i hvert fald en stor fordel. Vi ved også, at han altid kører godt til VM med Vueltaen i benene, og det samme bør gælde, selvom han denne gang har kørt Tour. Han har en klart bedre historik på mere kuperede ruter, men sidste års 8. plads vidner om, at han bestemt ikke skal afskrives i fladt terræn - da slet ikke over denne meget længere distance.

Det generer mig lidt at skuffe rangere Bruno Armirail. Siden han overraskende blev nr. 10 ved VM sidste år, har han nemlig hævet sit niveau helt enormt. Det blev særligt tydeligt på den lange enkeltstart i Giroen, hvor han kørte lige op med holdkammeraten Küng, men også i Tirreno, hvor han kørte i det værste regnvejr, var han meget overbevisende. Når jeg rangerer ham så lavt, skyldes det hans form. Han var meget overrasket over sit lave niveau i Vallonien, hvor han havde store ambitioner, og det er klart, at en 6. plads i det belgiske løb kan oversættes til en stor skuffelse i dette løb, hvis han præsterer på samme niveau her. Heldigvis er der et håb i det forhold, at han har haft to uger til at forbedre formen, og Frankrigs gode stafet i tirsdags skaber et vist håb. Denne gigantiske distance passer også godt til hans store motor, og det samme gør terrænet, men kombinationen af hans form og generelt manglende stabilitet gør, at jeg ikke har den optimisme, jeg havde tidligere på sæsonen.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

En anden rytter, der har udnyttet UAEs materiel til at rejse sig igen, er Brandon McNulty. Akkurat som Almeida har han i år nærmet sig niveauet fra 2021, men han har ikke været helt på portugiserens niveau. Det var han ikke i Giroen, og det var han senest ikke i Polen, hvor hans 10. plads må betegnes som skuffende. I forvejen er det flade terræn næppe helt ideelt, ligesom distancen må betegnes som en ubekendt, men på Giroens 1. etape viste han dog i hvert fald, at han godt kan præstere i fladt terræn - akkurat som han gjorde det i Tirreno. Det ændrer dog ikke på, at han fortsat har til gode for alvor at blande sig helt fremme på dette niveau, og den polske generalprøve giver i hvert fald ikke den helt store grund til optimisme.

Det er atypisk at rangere Stefan Bissegger så lavt, men alle sidder vel tilbage med spørgsmålet om, hvad i alverden der er sket med schweizeren? Hans enkeltstarter i år har været ganske katastrofale, og netop som der var håb at hente i hans flotte 4. plads på den for ham lidt for kuperede rute i Schweiz, kom vi i den grad ned på jorden med hans 14. plads i Schweiz. I forvejen ved vi, at han aldrig præsterer alt for godt til VM, hvor han kæmper med distancen, hvad han særligt bør gøre i år. Han vil også savne en mere teknisk rute, men til gengæld kan han glæde sig over terrænet. Hans enkeltstart i Schweiz giver et håb, og det er trods alt under et år siden, at han blev nr. 5 til VM, men optimismen kan ligge på et lille sted, når det sammen med hans EM-sejr er de eneste gode enkeltstarter, han har kørt i et helt år, og når den polske generalprøve var en regulær katastrofe.

En anden spændende rytter er Finn Fisher-Black. Siden enkeltstarten i Belgien i 2021 har vi vidst, at han har potentiale, men med UAEs nye materiel og generel udvikling har den unge rytter gjort store fremskridt i år. Han manglede stadig en del i sæsonstarten, men nåede et nyt niveau på sidste etape i Schweiz, inden det helt store gennembrud kom med 4. plads i Polen. Det er altså kun en uge siden, at han kørte lige op med Thomas og Almeida på en enkeltstart, og det vidner om potentialet. Til gengæld er han også ung og ubeskrevet, og vi aner ikke, hvordan han håndterer distancen, ligesom jeg vil tro, at denne tonserrute passer ham ringere, end det var tilfældet med den tekniske rute i Polen. Heldigvis er spørgsmålene også så mange, at han sagtens kan overraske igen, når nu generalprøven gik så godt.

Jeg var ret spændt på at se Søren Wærenskjold, men desværre har hans optakt været alt andet end ideel. Han virkede i forvejen lidt træt mod slutning af sin første grand tour, men værre er det, at han missede linjeløbet med sygdom. Det gør det højst tvivlsomt, om han kan præstere på højeste niveau, men vi ved i det mindste, at potentialet er stort. Det viste han med U23-titlen sidste år, og det viste han med sejren i Belgien, hvor feltet måske nok var lidt tamt, men hvor han stadig slog både Yves Lampaert og Mathieu van der Poel. Terrænet burde også passe ham, men det er klart, at denne meget lange distance er en ubekendt. Samtidig er vores erfaringsgrundlag trods alt begrænset, og selv det niveau, han viste i Belgien, vil næppe føre alt for langt mod eliten. Til gengæld er han også så ubeskrevet, at vi reelt ikke aner, hvad han kan. Spørgsmålet er så, om han med nylig sygdom kan køre op til sit bedste.

Endelig er der Felix Grossschartner. Det siger meget, om UAES nye materiel, at han er den syvende UAE-rytter på en liste med 22 mand, men effekten har været stor. Det har den også for Grossschartner, der blev nr. 6 i Dauphiné, hvilket er hans bedste enkeltstart på en tonserrute. Det vidner om, at han også kan præstere i terræn som dette, men det er også klart, at denne endnu fladere rute passer ham dårligere. Også for ham gælder, at distancen er en ubekendt, men i Dauphiné kørte han trods alt 31,1 km. Den anden ubekendte er hans form, for selvom han tog en pligtsejr på bjergenkeltstarten for små to uger siden, aner vi intet om hans friskhed efter Touren. I den sammenhæng er det bekymrende, at han virkede stærkere i Tourens anden end tredje uge, men tvivlen skal komme ham til gode. I år skal man altid forvente en god præstation fra enhver UAE-rytter.

Hos Tyskland kunne man have forventninger til Lennard Kämna, men han viste ingen form i Polen, hvor han også blot blev nr. 19 på enkeltstarten. Tyskland kan have et bedre kort i Nils Politt, der har kørt fine enkeltstarter i år, men næppe er specialist nok til at være med helt fremme. Daan Hoole har manglet lidt på højeste niveau, mens Lawson Craddock har skuffet fælt på alle sine enkeltstarter i år. Derek Gee gjorde det hæderligt sidste år, men i Giroen, hvor han var flyvende, var han langt fra de bedste på enkeltstarterne. Jos van Emden rejste sig pludselig igen med sin sejr ved de hollandske mesterskaber, men lange enkeltstarter har aldrig været hans kop te, og han niveau er langt fra det, det engang var. Stefan De Bod viste endelig livstegn på Giroens 1. etape, men senest i Polen kom vi ned på jorden igen, mens vi i Belgien så, at Mathias Vacek ikke er rigtig specialist. Ryan Mullen har rejst sig lidt i år, men slet ikke nok til at være med helt fremme, mens vi måske kan se Ryan Gibbons udnytte UAE-materiellet godt, som han gjorde det i Giroen. Maciej Bodnar ligner en mand, der definitivt har kørt sin sidste gode enkeltstart, men sidste års VM giver måske en smule håb. Formstærke Toms Skujins kan komme et stykke på sin form, men tempospecialist er han altså ikke, og endelig viste Giroen, at Ben Healy, der bestemt heller ikke synes formstærk, altså ikke er nogen stor temporytter.

BEMÆRK: Lad mig igen understrege, at vejret kan blive en faktor. Jeg opdaterer optakten torsdag aften med den nyeste vejrprognose og startrækkefølgen.

OPDATERING: Den seneste vejrudsigt siger solskin og en bygerisiko på 25% under hele løbet og ingen ekstra risiko for hverken de først eller sidst startende. Alle bør få ensartede betingelser, men stensikkert er det ikke. Jeg ser derfor ingen grund til at justere på favoritvurderingen. Den endelige statliste er også kommet, og de væsentligste ændringer er ærgerlige afbud fra Grosschartner, Wærenskjold og Fisher-Black. I stedet stiller Norge med Andreas Leknessund, hvis form er meget svær at vurdere med kun to anonyme løb i benene. Han blev nr. 13 til elitens VM i 2020, men har siden ikke været med helt i front på enkeltstarterne på højeste niveau, senest ikke i Giroen. Hans flotte Tirreno-enkeltstart og DSMs generelt hævede niveau i disciplinen giver dog håb. Han vil kunne lide distancen, men med så få løb i benene er motoren næppe varm endnu. Colombia stiller med Harold Tejada, der har kørt flotte enkeltstarter i år, men helt fremme kan han ikke være på denne falde rute.

BEMÆRK: I en periode havde vi et teknisk problem, der gjorde, at flere af tekstens afsnit manglede, blandt andet hele beskrivelsen af Jay Vine og dele af rutebeskrivelsen og beskrivelserne af Küng og Asgreen. Al tekst er nu igen tilgængelig, men det er muligt, at læsere af nævnte årsag har oplevet en usammenhængende tekst.

***** Remco Evenepoel

**** Wout van Aert, Stefan Küng

*** Filippo Ganna, Tadej Pogacar, Kasper Asgreen, Geraint Thomas, Mattia Cattaneo

** Mikkel Bjerg, Remi Cavagna, Tobias Foss, Rohan Dennis, Joshua Tarling, Joao Almeida, Jay Vine, Nelson Oliveira, Bruno Armirail, Brandon McNulty, Stefan Bissegger, Andreas Leknessund

* Nils Politt, Lennard Kämna, Daan Hoole, Lawson Craddock, Derek Gee, Jos van Emden, Stefan De Bod, Mathias Vacek, Ryan Mullen, Harold Tejada, Ryan Gibbons, Toms Skujins, Maciej Bodnar, Ben Healy

Danskerne

Kasper Asgreen og Mikkel Bjerg må begge tilskrives en god chance og er omtalt ovenfor.

Starttider

Starttiderne kan ses på liveopdateringen via dette link.

SE VUELTA A ESPANA UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE