Optakt: ZLM Tour

 Livestream Criterium du Dauphiné og Tour de Suisse uden afbrydelser

Løbets rolle og historie

Traditionelt har Criterium du Dauphiné og Tour de Suisse været kendt som de store forberedelsesløb til Tour de France. Begge løb er imidlertid meget bjergrige og har kun ganske få - hvis nogen overhovedet - muligheder for de rene sprintere. Der er typisk adskillige chancer for klassikerrytterne og de stærkeste af de hurtige folk, men for de helt tunge drenge er der ikke megen grund til at rejse til Frankrig eller Schweiz. Nogle af dem har af og til været til start i løbene, men det har primært været for at arbejde på klatreformen.

I de seneste år har der været en alternativ vej til Touren for sprinterne. Det lille hollandske etapeløb ZLM Tour har fundet sin rolle som det perfekte forberedelsesløb for de store lead-out-tog. Efter at have været afviklet i september blev det i 2004 flyttet til juni, og siden da er dets status gradvist vokset, således at det i de seneste par år har været den store generalprøve til de store massespurter, der finder sted i Frankrig i den efterfølgende måned.

Læs også

Giro d'Italia: Hovedudfordrerne (****)

Løbet blev første gang afviklet som et endagsløb for amatører fra 1971 til 1986 og blev fra 1987 et tredagesløb. I 1990 blev det udvidet til fire dage og fik navne Teleflex Tour. Et år senere tilføjede man en kuperet etape i Limburg-provinsen, men man måtte i 1998 igen nedskalere det til fire dage, da Teleflex trak sig som sponsor, hvorfor man skiftede navn til Ster del Beloften.

En tiårig kontrakt med Van Heeswijk Electronics i 2001 skabte gennembruddet for løbet, der nu var kendt som Ster Elektrotoer og vendte tilbage til sit femdagesformat, samtidig med at det voksede i status og blev et af de bedste professionelle etapeløb i Holland. I 2004 fik det sin nuværende placering i juni, og siden da har det fundet dels sin rolle og dels et helt fast format. I 2011 skiftede det navn til Ster ZLM Toer, efter at der blev underskrevet en ny sponsorkontrakt.

Desværre har løbet på det seneste været ude i en kamp for sin eksistens. Således blev det aflyst i 2018, og selvom arrangørerne med det samme erklærede deres intention om at vende tilbage, var dets langsigtede overlevelse truet. Heldigvis er det lykkedes at redde begivenheden, der i 2019 vendte tilbage i et nytænkt format under det nye navn ZLM Tour, men med en identitet, der var helt identisk med det, vi har kendt fra tidligere. Heldigvis er det lykkedes at holde løbet oven vande, selvom coronavirus førte til aflysninger i både 2020 og 201.

Dets popularitet blandt sprinterne afspejles i dets evne til at tiltrække de største navne. I 2013 havde vi det første store sammenstød mellem Mark Cavendish, André Greipel og Marcel Kittel i det hollandske løb, og i årene 2014, 2015 og 2016 var Kittel og Greipel oppe mod hinanden i Holland. I 2017 fik de to tyskere selskab af Dylan Groenewegen, og efter at sprinterne i forbindelse med aflysningen i 2018 måtte søge til Slovenien for at teste sprinterbenene, så vi igen i 2019 to af Tourens topsprintere, nemlig Groenewegen og Caleb Ewan, finpudse formen i det flade Holland. Desværre er det efter de to års fravær ikke i 2022 lykkedes at tiltrække én eneste af Tourens sprintere, men med deltagelse af Elia Viviani og Olav Kooij har løbet stadig sikret sig tilstedeværelse af to af de største sprinternavne.

Det har formentlig sin forklaring. Under løbets fravær har Belgium Tour nemlig overtaget pladsen i Tour de Suisse-ugen, hvor også Tour de Slovenie og Route d’Occitanie afvikles. I stedet har hollænderne måttet tage til takke med en placering under Criterium du Dauphiné, og det har haft sin pris. I hvert fald vil flere af de rene sprintere nu i stedet benytte Belgium Tour, der også har mange helt flade etaper, som deres sidste forberedelse.

Løbet fandt længe et fast format med en teknisk prolog, to flade etaper, en kuperet etape i Limburg, der ofte endte i en tredje spurt, samt kongeetapen med den hårde finale i La Gileppe. Kongeetapen, prologen og bonussekunder var typisk afgørende, og løbet var domineret af ardennerspecialister som den dobbelte vinder Philippe Gilbert og Enrico Gasparotto, der var skabt til den vanskelige afslutning i La Gileppe og kunne begå sig i en eksplosiv prolog. Sprinterne kunne imidlertid også være i spil, idet de som regel kører en fremragende prolog og kunne score mange bonussekunder i spurterne. Hvis de kunne begrænse tabet på kongeetapen, kunne de tage sejren, som Greipel gjorde det i 2015. Overordnet set var det perfekt forberedelse til Touren for lead-out-tog, der kunne indstudere deres automatik, mens kongeetapen gav mulighed for lidt klatring og dermed opbygge styrke forud for løbet i Frankrig.

Det nye format betyder, at løbet har ændret sig en anelse. Den gamle kongeetape fandt sted i Belgien, men i 2019 nøjedes man med den knap så vanskelige Limburg-etape. Det rent hollandske format fortsætter i 2022, men da prologen også er droppet, er det nu i endnu højere grad et sprinterløb. De øvrige fire etaper er nemlig fladere end selv den mest veltilberedte pandekage, og det er således endnu mere sprintervenligt end vanligt.

Som sagt er løbet blevet aflyst to gange i træt, og derfor skal vi tilbage til 2019 for at finde den seneste udgave, der også var den første i det rent hollandske format. Det blev fejret med total dominans af det lokale Jumbo-hold, der efter at have vundet prologen med Jos van Emden og de to første sprinteretaper med Dylan Groenewegen også var helt dominerende på Limburg-etapen, som gav dobbeltsejr med Amund Grøndahl Jansen foran Mike Teunissen, der forsvarende førertrøjen, han havde overtaget dagen forinden. Der blev ikke gjort rent bord, da Caleb Ewan slog Groenewegen på den sidste sprinteretape, men i klassementet var holdet altdominerende, da Teunissen vandt med 14 sekunder ned til Grøndahl Jansen og 16 sekunder ned til Mads Würtz. Teunissen vender i år tilbage for at forsvare titlen, men da Grøndahl Jansen og Würtz i mellemtiden er skiftet til hold, der ikke deltager, bliver han eneste genganger fra det seneste podium.

 Livestream Criterium du Dauphiné og Tour de Suisse uden afbrydelser

Læs også

Dansker klar til Giro-debut

Ruten

Som sagt har ruten ikke været ændret meget i de senere år, men efter aflysningen i 2018 var der blevet plads til nytænkning. Grundlæggende var strukturen den samme som tidligere, men de enkelte etaper var ændret i forhold til det, vi kendte, hvor man altid lagde ud med en prolog, havde helt flade etaper torsdag og søndag, en kuperet etape i Limburg med en flad finale fredag og kongeetapen til belgiske La Gileppe lørdag. For tre år siden designede man en ny og sværere Limburg-etape, men til gengæld forsvandt kongeetapen til fordel for en tredje sprinteretape.

I år bliver ruten igen nytænkt i det, der er den letteste udgave i mange, mange år. Således sløjfes aftenprologen til fordel for en indledende aftenetape på 100 km, der afvikles som et helt fladt rundstrækningsløb. Kongeetapen vender ikke tilbage, og den nytænkte Limburg-etape erstattes af den gamle, som trods passagen af flere Amstel-stigninger undervejs med en lang og flad finale altid alligevel endte i en massespurt.

Dermed kan løbet potentielt set ende med fem massespurter. Efter den helt flade rundstrækningsetape onsdag aften venter endnu en helt flad etape torsdag, men denne gang skal der køres i den helt flade Zeeland-provins, hvor det kan være uhyre blæsende. Fredag gælder det kongeetapen i Limburg, hvor man skal over seks Amstel-stigninger, herunder Cauberg og Eyserbosweg, hvor klassikerrytterne får chancen for at gøre en forskel, inden der venter næsten 80 flade kilometer til sidst. Det markerer afslutningen på klatreudfordringerne, da også de sidste to etaper er helt flade med kun 100-200 højdemeter, og dermed er der lagt op til yderligere to sprinteropgør i den mest sprintervenlige udgave, hvis altså ikke vinden vil det anderledes.

1. etape

Med 2011-udgaven som den markante undtagelse er løbet startet med en prolog hvert eneste år siden 2007, men det ændres der på i 2022. Her bliver løbet nemlig den suverænt mest sprintervenlige udgave i løbets nyere historie, når hele fire af etaperne er pandekageflade, og den første af disse kommer på førstedagen. Ideen med at starte løbet onsdag aften fastholdes dog, da prologen er erstattet af et kort rundstrækningsløb i byen Kapelle, hvor en hurtig herre efter alt at dømme vil spurte sig til den første førertrøje.

Med en distance på beskedne 100,9 km er der som sagt tale om en kort etape, der afvikles først på aftenen som et rent rundstrækningsløb med start og mål i Kapelle. Etapen består således af otte omgange på en 12,8 km lang rundstrækning, der er helt flad, idet første del af første omgang er neutraliseret. Der er ikke meget hokuspokus over rundstrækningen, der først går ad en lige vej mod nordøst ud til den nærliggende kanal Kapelle, hvis bred man følger mod nord frem til byen Wemeldinge.

Her er der enkelte sving, når man kører ind gennem centrum, inden det går ad en lige vej mod sydvest tilbage til udkanten af Kapelle. Her kører man slår man en lille sløjfe ved at køre mod vest og sydøst rundt om bygrænsen, inden man kører mod øst ind til målet i centrum. Finalen er kringlet, da der er sving med 1900 m og 1000 m igen, det sidste i en rundkørsel, hvorefter vejen bugter sig kraftigt til højre frem mod et blødere venstresving bare 100 m fra stregen. Der er indlagte spurter på målstregen efter anden, fjerde og sjette omgang, dvs. efter hhv. 24,1 km, 49,7 km og 75,3 km.

Etapen byder på bare 175 højdemeter.

Der er ikke megen hokuspokus over denne etape. Vinden er altid farlig i Holland, men da vi her taler om et rundstrækningsløb ved aftentide, er det usandsynligt, at den kommer i spil. I stedet er der lagt op til en klassisk sprinterdag, hvor de hurtige folk dog får god brug for deres tog i den kringlede finale.

Læs også

Hattrick-dansker tager stort hop

Kapelle har ikke været vært for et stort cykelløb i dette årtusinde.

2. etape

Torsdagsetapen har traditionelt altid været helt flad, og selvom man eksperimenterer med formatet, ændres der ikke på det i år. Her vender løbet nemlig efter seks års fravær tilbage til Goes, hvor der flere gange har været prolog, og her er terrænet så fladt, at man over næsten 200 km blot finder ca. 100 højdemeter. Til gengæld afvikles etapen ved den hollandske kyst i den ofte blæsende Zeeland-provins, og det er derfor vinden, der kan true det, der ellers ligner en enkel sprinteretape.

I alt skal der tilbagelægges 183,2 km, der fører feltet fra Verre til Goes. Der er tale om to byer på en halvø i Nordsøen midt i den hollandske Zeeland-provins, og her er det helt, helt fladt. Man lægger ud med at køre mod sydvest ud til kysten, som nu følges mod nordvest og nordøst, idet man undervejs kører den første spurt efter 29,3 km. Kort efter drejer man mod nord for at køre over to broer, der leder ud på øen Neeltje Jans og tilbage til fastlandet på den modsatte side. Herfra snor man sig mod øst og syd hen langs vandet, inden det går mod sydvest over endnu en bro, Zeelandbrug, tilbage til halvøen, hvor man med det samme kører mod sydøst ind til Goes, der nås efter 104,5 km.

Man krydser dog ikke stregen. I stedet kører man en tur rundt på halvøen. Først går det mod nordøst og sydøst hen langs vandet, inden man kører mod syd ned langs en kanal. Nu følger man igen vandet mod sydvest, inden man fortsætter væk fra havet mod sydvest og nordvest gennem fladlandet forbi dagens anden spurt, som kommer efter 144,9 km. Kort efter drejer man mod nord for at køre tilbage til halvøens nordlige kyst, hvorefter det går mod øst hen langs vandet tilbage til Goes. Her skal man på de sidste 3 km igennem en rundkørsel med 2500 m igen, inden man drejer skarpt med 2 km igen. Med 1700 m igen er der en kurve på 90 gader, inden der er tre rundkørsler med 1200 m, 850 m og 450 m igen.

Etapen byder på i alt bare 103 højdemeter.

Selvom etapen er ny, er den helt i overensstemmelse med den rigtigt ZLM Tour-ånd. Således er den pandekageflad og afvikles i Zeeland-provinsen. Det giver én af to muligheder: enten får vi den forventede massespurt, eller også kan løbet udvikle sig til et mindre sidevindsdrama, selvom det er mere sjældent på denne tid af året.

Læs også

Giro d’Italia: Favoritten (*****)

Goes har ofte været vært for prologen i dette årtusinde. Det skete senest i 2016, hvor Jos van Emden vandt foran Taylor Phinney og Stefan Küng, og i 2015, hvor Roger Kluge sejrede foran Martijn Keizer og Victor Campenaerts, mens debuten fandt sted i 2013, hvor Robert Wagner nærmest slog Lars Boom og Tobias Ludvigsson. Nations Cup-løbet for U23-ryttere ZLM-Roompot Tour var forbi i 2016, hvor Andreas Stokbro vandt en massespurt foran Ivan Garcia Cortina og Aksel Nommela, og i 2014, hvor det blev til danske dominans, da Mads Pedersen, Michael Carbel og Søren Kragh blev hhv. nr. 1, 2 og 4 i en lille gruppe, mens Daniel Hoelgaard akkurat forhindrede et rent dansk podium. Det nu hedengangne Delta Tour Zeeland havde flere år i træk en etape med mål i byen, nemlig i 2011, hvor Marcel Kittel vandt en massespurt foran Theo Bos og Aidis Kruopis, i 2019, hvor Mitchell Docker vandt foran Tyler Farrar og Graeme Brown efter et sidevindsdrama, i 2009, hvor Alessandro Petacchi vandt en massespurt foran Tyler Farrar og Bobbie Traksel, og i 2008, hvor Robert Wagner vandt en massespurt foran Jeremy Hunt og Jimmy Engoulvent. Endelig blev der i 2012 afviklet U23-EM i byen, hvor Jan Tratnik vandt linjeløbet, og Rasmus Quaade sejrede på enkeltstarten.

3. etape

Siden 2013 har fredagens etape været afviklet på en kuperet rute omkring byen Buchten i Limburg-provinsen, hvor man år efter år har taget en tur ind i områdets kendte bakker, inden en flad finale har ledt ind til mål, hvor der ofte har været en reduceret massespurt. I 2019 droppede man bakkerne, men i år vender etapen til sit oprindelige format. Oftest er det endt i en spurt, men da det denne gang er den eneste etape med stigninger, er der måske en chance for, at en mere aggressiv tilgang kan ændre på det udkomme.

I alt skal der tilbagelægges 192,5 km, der fører feltet Heythuysen til Buchten, som ligger lige nord for Amstel-bakkerne omkring Maastricht i den kuperede Limburg-provins, og den kan inddeles i tre dele. Startbyen ligger lige nord for målbyen, og man lægger ud med at køre mod sydvest igennem fladt terræn frem til Buchten, hvor stregen krydses første gang allerede efter 28,1 km.

Herefter består anden del af en 140,8 km lang rundstrækning, der sender rytterne ned i bakkerne og tilbage igen. I starten er det fladt, når man kører mod sydvest ned langs en kanal på grænsen til Belgien frem til udkanten af Maastricht, hvor man kører en omgang på en rundstrækning i bakkerne. Det bliver mere kuperet, når man efter 51,1 km passerer byens lufthavn, og herfra snor man sig ind til Valkenburg, hvor man efter 65,9 km når toppen af ikoniske Cauberg (800 m, 6,0%). Umiddelbart herefter skal man over endnu en Amstel-stigning i form af Geulhemmerweg (1,2 km, 4,0%), der passeres efter 70,3 km, inden det gælder den tredje af de tre finalestigninger fra Amstel, nemlig Bemelerberg (900 m, 4,1%), på hvis top dagens første spurt kommer efter 78,0 km.

Herefter bliver det fladere, mens man køer mod sydøst ned til grænsen til Belgien, hvor man skal over yderligere et par Amstel-stigninger i form af Loorberg (1,7 km, 4,6%) og Camerig (1,9 km, 6,8%), hvis toppe passeres efter hhv. 94,5 km og 100,0 km. Derfra falder det mod nordvest frem til den stejle Amstel-stigning Eyserbosweg (1,0 km, 7,0%) på hvis top den sidste spurt kommer efter 114,8 km. Herfra resterer 67,7 km, og det bliver nu meget lettere, når man følger småkuperet terræn igennem Valkenburg og forbi Maastrichts lufthavn, inden det er helt fladt, når man kører ad samme vej som tidligere fra udkanten af Maastricht tilbage til Buchten, hvor stregen krydses for anden gang efter 168,9 km.

Etapen afsluttes nu med omgange på to forskellige rundstrækninger omkring Buchten, hvor det er helt fladt. Den første af disse er 15,8 km lang og sender rytterne mod sydvest ned langs samme kanal som tidligere og tilbage igen, inden man krydser stregen for tredje gang efter 184,7 km. Den sidste rundstrækning er derefter blot 7,8 km lang og er en forkortet udgave af den første. Og så den er helt flad og slutter med en kringlet finale med skarpe sving med 2600 m, 2000 m, 1200 m og 800 m igen, hvorefter vejen bugter sig kraftigt til venstre.

Læs også

Oversigt: Disse hold er udtaget til Giro d´Italia 2024

Etapen byder på i alt 1217 højdemeter.

Hvis ikke vinden kommer i spil på en af etaperne, er det her forskelle skal gøres. Bakkerne kendes fra Amstel Gold Race og er rigeligt hårde til at køre cykelløb, men de kommer alle langt fra mål. Historisk er der igen kommet samling ind mod Buchten til en massespurt, også for tunge sprintere, men det var i år med den efterfølgende kongeetape i Belgien. I år er det eneste chance for klassikerrytterne til at angribe, og det kan måske snyde sprinterne med mere aggressiv kørsel, selvom sandsynligheden taler for endnu en spurt i den ekstremt tekniske finale.

Buchten er som sagt blevet besøgt hvert år siden 2013. Ved det første besøg vandt Marcel Kittel spurten foran André Greipel og Mark Cavendish, mens Greipel lod lead-out man Greg Henderson stikke af i de sidste sving i 2014, hvor newzealænderen vandt foran Tyler Farer og Greipel selv. Greipel tog selv sejren i 2015 foran Moreno Hofland og Edward Theuns, mens Dylan Groenewegen var hurtigst både i 2016 og 2017, først foran Timothy Dupont og Sean de Bie og dernæst foran Greipel og Hofland. I 2019 var etapen uden stigninger, og her blev det til spurtsejr til Groenewegen igen, denne gang foran Caleb Ewan og lead-out man Mike Teunissen, der med bonussekunder overtog førertrøjen. Byen var frem til 2012 også næsten uden undtagelse målby i Olympia’s Tour, endda flere gange for mere end én etape i samme udgave.

4. etape

I gamle dage var lørdagen altid rammen om den belgiske kongeetape til La Gileppe, der i 2019 dog blev erstattet af en ny Limburg-etape, der viste sig svær nok til at sætte sprinterne til vægs. For første gang er lørdagen denne gang en helt almindelig sprinteretape som de fleste andre i årets meget sprintervenlige udgave. Således skal der kun klatres knap 200 højdemeter over næsten 200 km, og dermed er der lagt op til enten sprinterbrag eller sidevindskørsel.

Med en distance på 196,5 km er der tale om løbets længste etape, der fører feltet fra Ruchpen til Mierlo, der begge ligger i en helt flad del af Holland. Fra stat kører man kortvarigt mod vest og syd for at komme syd om storbyen Breda, men derfra følger et langt stykke, hvor man snor sig igennem fladlandet i en østlig retning, og hvor eneste højdepunkt er dagens første spurt, som kommer efter 140,3 lette kilometer. Nord for storbyen Eindhoven drejer man kortvarigt mod nord og siden øst, inden man kører mod syd ind gennem Eindhovens østlige forstæder. I den sydøstlige udkant af storbyen drejer man mod øst for at køre det sidste stykke igennem fladlandet ind til målbyen, hvor man efter 143,5 km rammer den afsluttende rundstrækning og kører næsten en hel omgang, inden man efter 155,9 km krydser stregen for første gang i forbindelse med dagens spurt.

Etapen afsluttes nu med tre hele omgange på den 13,5 km lange runde, der er helt flad. Den første del er lidt teknisk med en del sving, men derefter bliver den helt enkel Over de sidste 3 km, der også er flade, er der således ingen sving, men rytterne skal igennem en rundkørsel bare 400 m fra stregen.

Læs også

Giro d’Italia: Ruten, etaper og etapeprofiler

Etapen byder på i alt 195 højdemeter.

For første gang er lørdagsetapen slet ikke kuperet, og derfor er der ikke megen mystik over denne etape. Vi er denne gang ikke ved kysten i Zeeland, og mest sandsynligt er det derfor, at vi skal have endnu en massespurt, men vinden i Holland er altid en trussel, og derudover kan kampen om bonussekunder give ekstra krydderi til et løb, der plejer at være tæt.

Mierlo har fire gange tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb. Det var senest på 1. etape af den første udgave af Eneco Tour - i dag Benelux Tour - i ProTourens første år i 2005, hvor Max van Heeswijk vandt løbets første massespurt foran Marco Zanotti og Steven de Jongh. Forinden var Olympia’s Tour forbi i 2003, hvor Sebastien Rosseler snød sprinterne med en solosejr, og han også vandt en enkeltstart foran Joost Posthuma og Jens Mouris, samt i 2002, hvor Glenn Bak vandt en massespurt foran Marco Bos og Kenny van Hummel.

5. etape

Sidste etape har altid været en helt flad sag, og det vil igen være tilfældet i 2022, hvilket er passende i denne usædvanligt sprintervenlige udgave. Lidt nytænkning er der dog, da løbet for første gang slutter i Rijsbergen, hvor det efter omgange på en flad rundstrækning formentlig kun er vinden, der kan snyde sprinterne for deres potentielt set femte massespurt på fem dage.

I alt skal der tilbagelægges beskedne 160,5 km mellem Made og Rijsbergen, der er to byer tæt på hinanden hhv. nord og syd for den store by Breda i et helt fladt område. Den første del af etapen består af en tur uden om storbyen, idet man først kører mod nordvest hen langs en af de mange kanaler, inden man snor mig sydvest med retning mod Roosendaal, idet man efter 23,6 km rammer den 2900 m lange pavé Hoge Zeedijk. Efter 47,2 km kører man dagens første spurt i udkanten af Roosendaal, hvorefter man kører mod syd og sydøst ned til den lange af de to finalerundstrækninger, hvor man kører cirka en halv omgang, inden man efter 83,8 km krydser stregen for første gang i forbindelse med den anden spurt.

Etapen afsluttes nu med omgange på to hver af to forskellige rundstrækninger, der begge er helt flade. Den første er 44,5 km lang og henlagt til området sydvest for målbyen. Den er flad, men relativt kringlet på snoede veje og leder frem til den tredje anden af stregen efter 128,3 km.

Læs også

Officielt: Pogacar og Bjerg udtaget til Giro d’Italia

Etapen afsluttes nu med tre omgange på den 10,7 km lange finalerundstrækning, der også er flad, placeret syd for byen og helt anderledes enkel. Således er der bare fire skarpe sving, det første 500 m efter målstregen og de øvrige med hhv. 8,8 km, 4,8 km og 3,5 km igen, og efter det sidste er det en næsten helt lige og flad vej, der leder frem til stregen.

Etapen byder på i alt 112 højdemeter.

Heller ikke denne etape byder på mange udfordringer, og med mindre det blæser ligner det en stensikker sprinteretape. Kampen mod den samlede sejr er dog ofte knivskarp i dette løb, og derfor kan det blive en interessant dyst om vigtige bonussekunder, inden årets vinder skal kåres i Rijsbergen, hvor den helt enkle finale lægger op til en rent sprinteropgør i kamp på topfart efter en kortere og relativt let dag med kun ca. 100 højdemeter.

Rijsbergen har ikke tidligere i dette årtusinde været målby for et stort cykelløb.

 Livestream Criterium du Dauphiné og Tour de Suisse uden afbrydelser

Favoritterne

Bemærk: Grundet de mange løb i de kommende to uger bliver denne optakt betydeligt mere skitseagtig end vanligt.

Læs også

Danskere udtaget til WorldTour-løb

Den meget faste rute i ZLM Tour har betydet, at løbet har været velkendt. Det er som regel blevet afgjort i en kombination af fire faktorer: prologen, bonussekunder, kongeetapen og sidevind. Løbet har kunnet vindes af en god temporytter, der kunne vinde nok tid på prologen og forsvare sig på kongeetapen. Det kunne også vindes af en puncheur, der kunne køre en fin prolog og herefter sikre sig sejren ved at gøre en forskel på kongeetapen. Endelig kunne en sprinter tage sejren, hvis han kunne gøre det godt på prologen, score bonussekunder undervejs i massespurterne og begrænse tabet på kongeetapen. Alle tre typer har vundet tidligere med Lars Boom som en rytter fra første kategori, Philippe Gilbert og Sep Vanmarcke fra den anden og André Greipel og Mark Cavendish fra den tredje

I år er mønsteret i store træk det samme, men ændringerne er alligevel betydelige. Prologen er væk, og dermed kan vi glemme alt om de rene tempospecialister. Derudover er den traditionelle kongeetape i Belgien for anden gang i træk væk. Ligesom i 2019 er den erstattet af en etape i Limburg-provinsen, hvor det for tre år siden lykkedes for en gruppe klassikertyper anført af den samlede vinder Mike Teunissen at gøre forskellen, men dengang kom de sidste og sværeste stigninger 40 km fra mål, ligesom ruten generelt var betydeligt mere kuperet. I år er stigningerne meget færre, og der er næsten 80 km fra toppen af Eyserbosweg til målet i Buchten.

Som nævnt er det samme format, som vi har haft for den klassiske Buchten-etape i mange år, og den er altid endt i en massespurt, der også er blevet vundet af helt tunge sprintere. Dengang var incitamentet til at køre cykelløb imidlertid også begrænset, fordi alle vidste, at kongeetapen fulgte. Nu er det eneste chance for at gøre forskelle, der ikke skabes af vinden, og det øger chancen for, at det ikke bliver en spurt.

Den anden chance for at gøre forskelle er naturligvis i vinden. Onsdagens aftenetape bliver meget blæsende, men som jeg ser det, vil der næsten udelukkende være med- eller modvind. Chancerne er nok større torsdag, vor det også vil være meget blæsende, og hvor der burde være en del sidevind, dog især ret tidligt på etapen. Vinden lægger sig til fredagen, hvor vinden ikke bør komme i spil, men hvor sidemedvind hjem fra stigningerne øger chancen for forskelle. I weekenden bliver vejret smukt med sol, varme og begrænset vind, og det er således de første to dage, der kan blive farlige.

Årets felt er svagt, og det ligner et ret enkelt opgør mellem Jumbo, Ineos og DSM, der hver især kommer med en supersprinter. Alle har de dog også folk til det hårde scenarium, og særligt Ineos er skræmmende stærke med den uhyre formstærke Magnus Sheffield sekunderet af Ben Turner og Jhonatan Narvaez. De har potentialet til at gøre forskellen på bakkerne og måske holde hele vejen hjem.

Hvordan de griber det an, vil afhænge af de første dage. Hvis Elia Viviani er i trøjen efter de første to dage, vil de formentlig køre defensivt, og så er det næsten umuligt at tro, at vi ikke får en spurt. Hvis til gengæld en anden er kommet bedst ud af de første etaper, vil de formentlig forsøge at få løbet til at eksplodere. Da resten af feltet er svagt, kan det sagtens tænkes, at de vil holde hele vejen. Sjovt nok kan det derfor for Kooij være en fordel ikke at være alt for god de første to dage.

Mest sandsynligt er det grundet den lette kongeetape med 80 afsluttende flade kilometer, at vi får fem spurter, men jeg vil næsten tro, at sidevinden skaber noget splittelse på torsdag og måske endda også onsdag. Der er en chance for, at klassikerrytterne gør en forskel fredag, hvis Ineos får brug for at køre offensivt, men meget taler for, at det er et løb, der vil blive afgjort på bonussekunder blandt de ryttere, der har holdt sig til i vinden og på bakkerne, hvor udskilningen ikke plejer at være stor.

Jeg vælger at pege på Olav Kooij, men det er med usikkerhed. Han har i år haft en overhånd i forhold til Viviani, som han slog i Sarthe og Ungarn i direkte dueller, men i Ungarn var de meget, meget tætte. Nu kommer han til løbet med usikkerhed efter det alvorlige styrt i Ungarn, der kostede nogle løb, og han styrtede endda igen i lørdags, hvor han pådrog sig overfladiske skrammer, men var forslået. I år har han dog set hurtigere ud end Viviani, og toget med Tosh van der Sande, Jos van Emden og Van Dijke-brødrene må også være det bedste i løbet. I et felt uden mange stærke hold bør de også holde sig til i sidevinden, og derfor er den største trussel kongeetapen, hvis Ineos får det til at eksplodere. Kooij kan sagtens klatre, men han kan næppe gå med de bedste på Eyserbosweg. Heldigvis for ham tror jeg, at det bliver svært for Ineos med 80 flade kilometer, og derfor peger jeg på hurtigste mand med bedste tog.

Holdets mand til et hårdt løb er Tosh van der Sande, der burde være en topkandidat til Limburg-etapen, da han også er hurtig. Hans form er dog usikker efter klassikerstyrtet, og han har kun Norge i benene. Heldigvis er terrænet ikke alt for svært. Alternativet er Mick van Dijke, der er endnu hurtigere, men klatrer knap så godt, og også hans form er ukendt. Helt afskrives kan den ligeledes hurtige Tim van Dijke heller ikke, som vi så med hans flotte sejr i Kroatien sidste år. Endelig kan man vel ikke helt afskrive Jos van Emden, hvis det bliver sidevindskaos på torsdag, og hollænderen angriber i en ukontrollerbar finale, som man ofte ser det i sidevindsræs. Et par sekunder her kan være nok til at vinde hele løbet.

Læs også

Bora-profil langer hårdt ud efter sit eget hold: Jeg kan ikke beskrive min skuffelse

Rivalen er Elia Viviani. Italieneren blev slået af Kooij i både Sarthe og Ungarn, men særligt i Ungarn var de stort set lige hurtigere, og Viviani tabte vel kun grundet et svagere tog. Her er de mere ligeværdige i et meget svagere sprinterfelt, hvor Vivianis tog med Jhonatan Narvaez, Kim Heiduk, Magnus Sheffield og Ben Turner nok kan true Jumbo lidt, selvom de mangler en rigtig lead-out man. Viviani styrtede i søndags, men er ok, og han burde have en god chance for at slå Kooij på farten, der har virket god. Det er nemlig primært positioneringen, der har kostet.

Holdet har dog som sagt også muligheder for at få løbet til at eksplodere. Jeg bliver endda ikke overrasket, hvis Magnus Sheffield, Ben Turner og Jhonatan Narvaez kører væk som en trio på fredag. Uanset hvad vil de i en lille gruppe denne dag, kunne sidde i overtal og stå stærkt. Turner den hurtigste af de tre, men Narvaez og til dels Sheffield kan også spurte. Sheffield virkede som den stærkeste i søndags, hvor han var ganske uhyggelig, mens Narvaez virkede lidt træt efter Giroen, dog ikke så hanikke kan spille en rolle i dette løb. Særligt Sheffield og Turner er også farlige, hvis der skal angribes i en lille gruppe i et sidevindsræs.

Jeg bliver faktisk ikke overrasket, hvis Sam Welsford er hurtigst. Han så uhyggeligt hurtig ud i Tyrkiet og De Panne tidligere i år, men han har også vist en uhyggelig mangel på holdbarhed. Til gengæld viste han i Scheldeprijs, at han er god - endda meget god - i sidevind, og det er derfor bakkerne i Limburg, der er problemet. Her kan han til gengæld få svært ved at komme med hjem, for hvis han er i front efter de første dage, vil Ineos formentlig kunne sætte ham af. Hvis til gengæld han er med alle dage, kan han sagtens vinde, også fordi hans tog med Pavel Bittner, John Degenkolb og Nils Eekhoff ser godt ud.

Rytterne til det hårde scenarium er John Degenkolb og Nils Eekhoff, der dog begge har haft et skidt år. Nu kommer de fra højderne, og har de fundet formen, er de ikke uden chance for at gå med Ineos, hvis de åbner på bakkerne. De bør også kunne klare sig i sidevinde, hvor de kan være med til at angribe på skift, og begge er som bekendt hurtige.

Det er svært at se vinder fra andre hold. Landsholdet er dog ganske spændende, da de kommer med tre af Hollands bedre sprintere i form af Bram Welten, Marijn van den Berg og Raymond Kreder. Formentlig vil de køre for et af de førstnævnte, og særligt Welten burde have en fart, der kan føre et stykke. Van den Berg har derimod skuffet lidt i år, men måske det ser anderledes ud med et stærkere tog. De bør i hvert fald være et af de stærkere tog, når de sammensættes, også fordi Kreder har rutine. Han har vundet i Asien i år, men mit gæt vil være, at de kører for en af de to unge.

Vi så på Giroens 3. etape, at Jakub Mareczko stadig er meget hurtig, og han kan formentlig blande sig i kampen om sejren. I Giroen tabte han som altid på sin positionering, og det vil han sikkert gøre igen her, hvor toget er svagt. Derudover ryger han fra i sidevind og på bakker, og han skal derfor bruge et meget let løb. Alpecins anden hurtige mand er Simon Dehairs, men heller ikke han er holdbar. Måske kan Scott Thwaites køre en spurt på fredag i nødstilfælde, men han har aldrig været meget hurtig.

Lidt af det samme kan siges om Arvid de Kleijn. Vi så senest med sejren i Dunkerque, at han stadig er lynhurtig, men i år har han ingen holdbarhed haft. Siden sit seneste styrt har han også været en skygge af sig selv, og derfor skal vi dæmpe forventningerne. Får han det helt lette løb, har han dog farten til at blande sig. Som alternativ har Human Powered Health de mere holdbare August Jensen og Colin Joyce , men de er ikke i storform og mangler fart.

Bingoal kommer med Timothy Dupont, men han har skuffet mig i år. Han er tilbage efter personlige problemer, men hans seneste spurter har ikke været overbevisende. Han har heller ikke klatret godt, men han er mere holdbar end De Kleijn og Mareczko. Han er også bedre i positionskampen, hvorfor han bør ende godt, hvis han holder sig til alle dage. Som et mere holdbart, men knap så hurtigt alternativ har holdet Tom Paquot, mens og Karl Patrick Lauk kan spurte.

Sport Vlaanderen kommer med Arne Marit, der efter sit lovende 2021 har skuffet stort i år. Hans form er ukendt, da det er hans første løb siden styrtet i Dunkerque, og han er heller ikke den mest holdbare. Her har han dog et relativt stærkt hold, og hans fart burde række et stykke i dette felt. Som alternativ har oldet den hurtige, men meget lidt holdbare Jules Hesters samt de mere klatrestærke, men knap så hurtige Milan Fretin og Vito Braet.

Burgos kommer med Mihkel Raim, men han har ikke haft et godt år. Hans holdbarhed er helt væk, men han har stadig en hæderlig fart, der burde føre et stykke i dette felt. Det kræver dog, at vi får lette løb alle dage. Holdet har også den Felipe Orts og Alex Molenaar som halvhurtige alternativer, men heller ikke i de har megen holdbarhed. Det har Jesus Ezquerra, der også kan spurte en anelse, mens holdets bedste klatrer er Jetse Bol, der kan spurte, men har været formsvag i år.

Hos kontinentalholdene er det vel særligt interessant at holde øje med Riwal med Elmar Reinders, der i år har imponeret med sin hurtighed, men i klassiske massespurter kommer han til kort i dette felt. Alternativet er Alexander Salby, der dog må være overmatchet her, mens de har Lukas Eriksson og Jacob Eriksson til sammen med Reinders at gøre forskelle på bakkerne. Abloc kommer med sprinteren Martins Pluto samt de halvhurtige Jeroen Bloem og Tomas Kopecky, der har gjort det godt i år. Alllinq vil måske prøve med Roy Eefting eller Dennis van der Horst, mens Beat har Jordy Bouts og Yoeri Havik som hurtige folk. Hos Metec har man den i år så velkørende Rick Ottema og Victor Broex, der også er hurtig, mens Bike Aid har Lucas Carstensen og Leo Bouvier. Volkerwessels har den hurtige Daan van Sintmaartensdijk, mens Tarteletto er uden sprinter og EvoPro har Maarten Verheyen.

BEMÆRK: Startlisten var tirsdag aften endnu ikke frigivet. Optakten opdateres forhåbentlig inden den sene etapestart onsdag aften.

OPDATERING: Den endelige startliste er endelig kommet. Van den Berg, Eefting og Ottema kommer ikke til start, mens Human Powered Health har udtaget Matt Gibson som et ligeledes meget lidt holdbart alternativ til De Kleijn, der stadig må formodes at være holdets sprinter.

***** Olav Kooij

**** Elia Viviani, Sam Welsford

*** Ben Turner, Magnus Sheffield, Jhonatan Narvaez, Tosh van der Sande, Mick van Dijke

** Nils Eekhoff, John Degenkolb, Bram Welten, Jakub Mareczko, Arvid de Kleijn, Timothy Dupont, Arne Marit, Mihkel Raim, Tim van Dijke

* Elmar Reinders, Jeroem Bloem, Matthew, Gibson, Tomas Kopecky, Jos van Emden, Sebastian Langeveld, Raymond Kreder, Jesus Ezquerra, Simon Dehairs, Scott Thwaites, August Jensen, Colin Joyce, Tom Paquot, Karl Patrick Lauk, Jules Hesters, Milan Fretin, Vito Braet, Alexander Salby, Jacob Eriksson, Lukas Eriksson, Dennis van der Horst, Jordy Bouts, Yoeri Havik, Victor Broex, Lucas Carstensen, Leo Bouvier, Daan van Sintmaartensdijk, Maarten Verheyen, Jetse Bol, Alex Molenaar

Danskerne

Hos Riwal er Alexander Salby sammen med Elmar Reinders holdets hurtige mand, og han støttes af blandt andre Morten Nørtoft, Christoffer Lisson og Kasper Søgaard.

 Livestream Criterium du Dauphiné og Tour de Suisse uden afbrydelser